Eric Gill: An Essay on Typography Af Erik Ellegaard Frederiksen »Det er givet, at den almindelige håndværker ikke længere er kunstner, og at han ikke intellektuelt er ansvarlig for det, han foretager sig. Hans evner anvendes udelukkende til -efter ordre -at udføre tingene så godt som muligt. Det er overladt til direk­tørerne at fordele arbejdet og få det udført rationelt og økono­misk, og til politikere og moralprædikanter at overvåge arbejder­nes helbredsmæssige og sociale standard. Men vi, som hverken er direktører eller politikere, skal udelukkende beskæftige os med kvaliteten af det, der udføres. Det er ikke længere tilladt at tegne ting kun for vor egen fornøjelses skyld, for siden at overlade det til ingeniører at konstruere maskiner, der kan fremstille dem. Det er vor opgave at skabe design, som maskinerne kan udføre. Men hermed er ikke sagt, at maskinen er den afgørende faktor. Det skal vor sjæl altid være.« Sådan skriver billedhuggeren Eric Gill (hans navn udtales med skarpt G, ikke Djill) i sin beskedent udseende bog om typografi. En intellektuel kunstner, religiøst og socialt engageret, der med bæven og ikke så lidt afsky skuer ind i en ny tidsalder. Men som ikke er så blåøjet, at han lader udviklingen løbe af med eller forbi sig. Hans sigte er i virkeligheden det samme som Jan Tschichold's i Die neue Typographie, der omtaltes i forrige nummer af Bog­vennen. Men midlerne er rigtignok nogle ganske andre. Nu var situationen i England jo også en anden end i efterkrigs­ tidens Tyskland. På kontinentet havde individualismen udviklet en typografisk ukrudtsmark, der trængte ikke blot til lugning, men til kulegravning. I England havde en typografisk tradition holdt tingene så nogenlunde i ave. Kun skrifterne var udpinte og satsbehandlingen løs. Hertil kommer, at Gill (født i 1882) ved udgivelsen af sin bog er en mand i sin bedste alder, mens Tschi­ chold står midt i sin Sturm-und-Drang periode. En direkte sam­ menligning vil af disse årsager være uretfærdig. Men en sidestil­ ling er trods alt interessant. Gill erkendte på et tidligt tidspunkt af sit liv, at han var to­dimensional. Normalt en fatal opdagelse for en billedhugger, men MONUMENTA TYPOGRAPHICA xiv _ Eric Gi//; An Essay on Typography Bogens ydre form er et fuldgyldigt ud­tryk for indholdet af dens tekst. Et beskedent format med en kolumne, der er gjort levende af den løse bagkant. Lige store, eller rettere små, ordmel­lemrum giver en ensartet rytme, som er vigtigere for læsningen end den faste højrekant. Nyt afsnit markeres med det gamle anno­ tationstegn. Skriften står behageligt på det ru papir. For­matet 105X170 mm. J. M.Dent &Sons Ltd. London 1931 & 1954. ABCDE abcdefgh £1234^6 ABCDEF abcdejahi £12345 48 Aa Essoy on Typography Letteriog by the Florentines and Romansof the fifteenth ing should be left to the imaginationof the sign­ century; It requires simply good sense in the orig-writer or the enamel-plate maker. In this quality of inators & good will in the rest of us. H Good will 'fool-proofness' the Monotypesans-serif face seems to be thecommon possession of mankind, (figure 15) is per haps an Improvement. The letters but its complement,good sense, i.e. intelligence, critical ability, and that intense concentration ABCDEFGHIJKLM upon precise perfection which is a kind ofgenius, is not so common. Good will comesfrom below b NOPQRSTUVWX occasionally penetrates into studiosand cabinets. Good sense comesfrom above & percolates thro* Y&Z I234S67890 the mass of people. Everybody thinks that he knows an A when he sees it (fig. 16); but only the abcdefghijklmno few extraordinary rational minds candistinguish between a good one & a bad one. orcan demon­ pqrstuvwxyz strate precisely what constitutes A-ness. When is Figorc 15: Monotype sans-sent an A not an A ? Or when is an R not an R (fig. 17) ? It is clear that for any letter thereis some sort of are more strictly normal —freer from forms depen­norm. Todiscover this norm is obviously thefirst ding upon appreciation and criticalability in the thing to be done. workman who has to reproduce them. fl The first notable attempt to work out the norm f But, as there is a norm of letter form — the bare for plain letters was made by Mr Edward Johnston body, so tosay, of letters— there Isalso a norm when he designed the sans-serifletter for the Lon­ of letter clothes: orrather there are many norms don Underground Railways. Some ofthese letters according as letters are usedfor this place or pur­are not entirely satisfactory, especiallywhen it is pose or that. Between theoccasion wherein the remembered that, for such a purpose, an alphabet pure sans-serifor mono-line (block) letter is appro­should be as near as possible 'fool-proof, i.e. the priate Sc that in which nothing is more appropriate forms should be measurable, patient of dialectical than purefandfulness (see fig. 17: 9, 13. 15 & 16), exposition, as the philosophers would say — noth­ there are innumerable occasions. for ham en tilskyndelse til at lægge vægten på skrift, dette nyttige element, der er beliggende midt mellem fri og anvendt kunst. Det blev den berømte Edward Johnston, der omkring 1915 i sin aften­skole lærte Gill at håndtere alfabetet uden direkte at opstille for­billeder, der skulle kopieres. Og snart opnåede han at skelne mel­lem det at skrive pa papiret og at tegne bogstaver til gravering i metal og træ eller til hugning i sten. Det var Stanley Morison, der i midten af 20'erne ikke alene kaldte ham som radgiver til Monotype, men også overtalte ham til at transformere sine karakteristiske »romerske« versaler til en bogskrift. Gill tegnede både et sæt store og små bogstaver, men kendte intet til de tekniske problemer omkring reduktionen. Det blev skriftskæreren Charles Malin i Paris, en af de sidste mestre i kunsten, der foretog den endelige adaption til de enkelte grader, noget en mekanisk pantograf aldrig kan gøre tilfredsstillende. Skriften kom til at hedde Perpetua. Gill's næste opgave blev den blokskrift, der kom til at bære hans navn. Egentlig ganske misvisende, for han var ikke nogen grotesk-fanatiker som Tschichold. Tværtimod kunne man sige. I hans filosofiske tankegang stod tiden til en vis grad på hovedet. Men når man nu havde fundet på at afskaffe skrafferingerne på selv de små bogstaver, så skulle det i alt fald gøres rigtigt, ikke Erik Ellegaard Frederiksen blot lånes fra tvivlsomme forbilleder. Derfor blev hans Sans Serif et nybrud, skabt over antikvaens former, og dermed mere læselig end de fleste grotesker. De direkte vanskeligheder med reduktio­nen var kun små og kunne foretages ad mekanisk vej. Det var først med Joanna at han havde indhøstet erfaringer nok til personligt og på nærmeste hold at følge processen fra tegne­brædt til færlig trykskrift. »Min Joanna-skrift blev ikke tegnet for at lette gravørmaskinen. Overhovedet ikke. Maskiner kan ud­føre næsten alt. Spørgsmålet er ikke, hvad de kan, men hvad de skal. Maskinprodukter er naturligvis bedst, når de er enkle. Og hvis vi nu går ud fra, at skrafferinger ikke blot er ornamentik, men nyttige tilføjelser (særlig) til bogskrifter, så er Joanna et for­søg på at opnå en skrift, der er helt fri for udsmykninger ... Jeg har kun stilet mod en form, der skulle være egnet til at blive ud­ført maskinelt.« I dette ligger essensen af det, han på mange må­der beskriver i sit Essay. Han hadede i virkeligheden maskinen. Han var angst for, at den skulle ødelægge et håndværk som hans eget. Men skulle fjenden sejre, så måtte man hjælpe til at sejren blev udnyttet til det bedste. ]oanna blev Gill's »egen« skrift. Den bærer hans yngste datters navn. Og da hun giftede sig med en mand, der var interesseret i at trykke bøger, etablerede Gill og hans nye svigersøn sig med en privatpresse. Til denne ønskede man en speciel skrift. Den blev skåret hos Caslon-støberiet, og An Essay on Typography blev den første større opgave, hvortil Joanna blev anvendt. Det var i 1931. Da man siden kom i økonomiske vanskeligheder overgik rettig­hederne til forlaget /. M. Dent & Sons, der lod Monotype skære nye matricer og lod forstå, at man efter nogle års eneret ville bringe skriften fri på markedet, hvilket skete. An Essay on Typography er filosofisk, kontroversiel, informa­ tiv og elementær. Den gør op med en ny tids teknik. Den peger bag ud mod almengyldige regler. Men den viser også fremad og søger at konvertere disse regler til maskinalderens krav. Let us take it for granted, then, that the ordinary workman is no longer an artist; and further that no operation is to be regarded as one for which the workman is intellectually responsible; such intelli-gence as he has is to be directed solely to the well-doing of what he is told to do. ABCDE abcdefg ABCDEF abcdefg £12345 Oen originale version af den passus, der indleder artiklen. Hel størrelse. Eric G/7/; An Essay on Typography Om kursiven til Joanna skriver Gill i bogen: De fleste kursiver har for stor hældning. Der er i dag et vældigt behov for en smal og mindre hældende skrift, som kan give eftertryk og frem­hæve og har samme ikke-kursive karakter som den skrift, den skal supplere. Efter Gill's original­tegning udført i januar 1931. Mono­type's arkiv. 36 punkt Joanna. • • • ;j M < • ?' : •V .-„i Tilsyneladende ikke noget Monumentum Typographicum. Og alligevel ved nærmere eftersyn og eftertanke et udtryk for den ansvarsfølelse, som var så nødvendig i det tidehverv, hvori den fremkom. Og for resten stadig væk er. Som Gill skriver et sted i sin bog: »Vi må søge ned til rødderne. På samme måde som da Sankt Benedict midt i den romerske dekadance i det 6. århundre­de, så sig nødsaget til at finde formler for god levevis. God bog­produktion -god levevis: det vil sige, ikke hvad du eller jeg sy­nes om, men hvad bogens natur og livet selv kræver!« 'Look after GOOD- NESS and TRUTH, and BEAUTY will look after herself.'