42 samlere præsenterer en yndlingsbog 
Redigeret af Erik Dal 

Den private bibliofili er kun et af de emner, Bogvennen har en kær pligt til at dække. Et emne med mange facetter, og et emne som nogen finder forsømt og andre overrepræsenteret i vort tids­skrift. I dette nummer får det lov at være enerådende. 
Kun sjældent har man mulighed for at glæde sig over synet af andre bogvenners skatte, når man ikke kender ejerne personligt. Og kun sjældent er der her i landet mulighed for at skrive en smule om de glæder, man har som samler. Derfor sammenstillede jeg med god hjælp fra flere bogfolk en liste over kendte og mindre kendte samlere og bad dem om at skrive om én bog i deres eje. Jeg lagde op til, og opnåede, en stor spredning i disse bøgers alder, indhold og prislag. Men fælles for de indsendte bidrag skulle være opfyldelse af kravet om det helt personlige kriterium for udvæl­gelsen: En bog der havde givet stødet til en samlervirksomhed eller havde afrundet den, en bog der for sit indholds skyld var blevet til en livsledsager, en bog der havde bestemt et erhvervs­valg, en bog der ved sin proveniens i den nære eller fjerne fortid havde sin særlige plads i denne ejers reol og hjerte. 
Bidragene (minus nogle stykker der ikke opfyldte betingel­serne) blev så forskellige, som mennesker er, og som bøger er. Læst rigtigt fortæller de samtidig noget om hvor rigt varieret samlerens og læserens gerning kan være. På Forening for Bog­haandværks og på læsernes vegne takker jeg de bidragydere, som gik med til at udlevere deres personlige tanker til trykning og deres kæreste bøger til fotografering. 
Hæftet knytter nutiden til en mange århundreder lang fortid. Redaktionen har derfor haft lyst til også ligesom at knytte den til fremtiden og har overladt forsiden til en ung kunstner. Niels Gadmar er født i 1948 og har gennemgået Kunsthåndværkersko­lens reklamelinie 1966-70. Dette linoleumssnit er hans første publicerede arbejde og er trykt med originalpladen. 
1956 • Rom -udelt eller tredelt? 

Min bogsamling dækker flere interesseområder, men selv om hovedvægten ligger på den danske klassiske litteratur med Oehlenschlåger og bøger illustreret af Lorenz Frolich som specialer, har jeg valgt at skrive om mine to eksemplarer af Rom/ 
Arkitekturens Liv fra Bernini til Thorvaldsen. Det skyldes ikke blot, at denne bog hører til mine kæ­reste, men især at valget giver anledning til at rejse spørgsmålet, om man bør respektere en bogs ydre form. 
Da professor Christian Elling's med forventning imødesete bog om Rom udkom i 1956 i ét bind og uindbundet, måtte jeg straks konstatere, at dens format og tykkelse efter mit skøn ikke tillod, at man læste den, før den var indbundet, hvis man ville undgå, at den blev beskadiget allerede under første gennemlæsning. 
Først efter at bogen var forsynet med et solidt halvbind i kassette fra Anker Kysters Eftf., kunne jeg hengive mig til læsningens skyldfri -og i dette tilfælde nydelsesrige -last. Men under læs­ningen viste det sig meget besværligt at finde frem til de i teksten omhandlede plancher og til noterne. 
Da det stod mig klart, at her var en bog, jeg ofte ville vende tilbage til, opstod tanken om at dele bogen i flere bind, og det viste sig så heldigt. 
at den uden brud på helheden kunne deles i 3 prak­tisk taget lige tykke bind, nemlig 2 tekstbind og 1 bind indeholdende noter, registre, plancher og kort. Bindene er 31 cm høje. 
Efter at en god ven af min bogsamling havde fundet og foræret mig et nyt uindbundet eksem­plar, var bogtrykker Nordlunde så venlig at frem­stille 3 til det oprindelige nøje svarende titelblade. Derimod viste det sig på det tidspunkt umuligt at fremskaffe ekstra eksemplarer af smudsomslaget, hvorfor dette og det oprindelige omslag måtte ind­sættes bag i sidste bind. 
Bogen blev indbundet i 3 bind hos Anker Kysters Eftf. i samme indbinding som mit første eksemplar (gulbrun oasis med guldsnit foroven og i øvrigt ubeskåret). De 2 tekstbind kan nu læses med det 3. bind med noter og plancher let tilgæn­gelige ved siden af, således at besværlighederne ved læsningen er borte. Det er derfor dette eksem­plar jeg benytter, når jeg læser i denne beundrings­værdige bog. Kun en gang imellem tager jeg mit første eksemplar frem for at forbavses over dets uegnethed til læsebrug. 
Spørgsmålet er så, om det må anses for en util­ladelig og barbarisk handling således at gøre brud på en bogs ydre form af hensyn til ens individuelle smag og behov. 
Den gamle mester Oscar Jacobsen nægtede en gang at indbinde en bog for mig, hvis jeg ønskede bogens tekst samlet foran og de indsatte plancher bagi. Efter hans overbevisning burde en bogs ydre form ubetinget respekteres. 
H. Kirketerp-Møller, 
landsretssagfører, København 
1950 • Løgneren 
Radioen havde i min barndom og ungdom den samme centrale rolle i underholdningen og kultur­formidlingen, som fjernsynet nok har i dag, måske med den forskel, at hovedvægten for det sidste medies vedkommende ligger på underholdningen. 
En lille landsby en lille mils vej nord for Silke­borg var min barndoms »0«; for et lille samfund, som det jeg oplevede dengang, har et væld af træk fælles med det, Martin A. Hansen beskriver i Løg­neren fra Sandøs samfund. Mit møde med »Løg­neren« skete gennem Pouel Kerns oplæsning af den i vinteren 1950. På en måde var det mit første møde med »bogen«, idet mit barndomshjem var bogløst, hvilket nok har medført, at jeg blev en god lytter, såvel hvad angår radioen som når de gamle fortalte og de voksne talte sammen. 
Når jeg i dag prøver at tænke tilbage på, hvad det var, som fangede mig, bliver det den fascine­rende ting at møde et andet menneskes inderste tanker, som jeg mødte Johannes Vigs. Jeg var selv og er stadig noget af en drømmer, så på trods af, at Johannes var dobbelt så gammel som jeg, syntes jeg dog at kende meget af mig selv i ham allerede dengang. Hertil kom så »genkendelsen« af så man­ge mennesker på Sandø. Min oplevelse blev ikke formindsket af Pouel Kerns oplæsning. 
/ Løgneren har i dag sin plads i min bogsamling eller min samling af bøger på omkring 700 bind. Samlingens hovedvægt ligger på dansk skønlitte­ratur efter 1. verdenskrig. Jeg har dog ikke ønsket at samle alt fra denne periode, men forfattere som Kjeld Abell, Karen Blixen, H. C. Branner, Jørgen Nielsen, Nis Petersen, Klaus Rifbjerg, Peter See­berg, Villy Sørensen og så selvfølgelig Martin A. Hansen, af hvem jeg stadig sætter Løgneren højest, måske fordi jeg nu er på alder med Johannes, »en halvgammel drømmer«; og som jeg vil formode, at der i Johannes's bogsamling er en del topografi, 
litteraturhistorie, litterære tidsskrifter og perso­nalhistorie, således er der også i min. Hakon Nielsen, forstander, København 
1945 // • Fra A til Z 
Det lille grafiske tidsskrift Fra A til Z er tilrette­lagt og udgivet i nogle få år omkring 1950 af bog­kunstneren Viggo Naae og et par kolleger, og det er et særpræget bidrag til tidens bogkunst og bog­historie. Jeg har fået mit eksemplar indbundet i to helpapirbind samt kassette i Roma-papir; de to bind er udført med glideskinner i skind, alt plan­lagt i samarbejde med bogbindermester Bent Andrée og udført af ham. Carin Naae har tegnet overtrækspapir, og værket fremtræder i æstetik og form som en samlet helhed. 
Den bibliofile interesse er fremkommet ved at følge en bestemt linje, som blev udstukket ved et antikvarisk fund: Grafisk Cirkel's lille festskrift Tilegnet Viggo Naae på joårs fødselsdagen d. 3. maj 1949, hvori artiklen: Lærlingen Viggo fra Niels P. Thomsen, af Simon Gullander. Et billede på side 10 fangede min opmærksomhed, en side af et lille privattryk, trykt i februar 1919: »En Fiske­tur langs Karup Aa«. Denne lille bog ejede jeg med dedikation »tak for i aften/Naae«. 
Der gik nogle år, hvor jeg fandt behag i flere bibliofile ting, tilrettelagt af Viggo Naae, og i an­ledning af hans joårsdag i 1969 subskriberede jeg på hans publikationsserie Scripta, en række der beriger dansk bogkunst. 
Ved et besøg hos Viggo Naae (på døren står Fra A til Z) fik jeg flere ting bekræftet, og på side 10 i førnævnte skrift står nu: »jo, det er min første bog/Naae«. Min samling af A-Z blev kontrolleret og var komplet, alle omslag blev signeret, og så fødtes ideen -Carin Naae udførte skitseforslag til overtrækspapir, to forslag fuldførtes, og Naae overvågede fremstillingen hos serigrafen. 
Det som knytter mig stærkt til »Fra A til Z« er mine oplevelser i samtaler med Viggo Naae, bog­kunstneren som har givet os så meget, ikke mindst med små privattryk, og med den stærke vilje til at gennemføre tryksager helt efter egen idé og smag. 
Emil Johs. Ipsen, 
arkitekt, Odense ^ 
1945 • En illegal digtsamling 
I foråret 1941 stiftede jeg bekendtskab med Nor­dahl Griegs smukkedigt: 17 Mai 1940 -I dag står flaggstangen naken -som nåede os gennem den svenske antologi: Nordens ståmma. 
Digtet greb mig meget og jeg måtte forsøge at omsætte dette i musik. Jeg lavede en melodi dertil. Den blev for øvrigt Sammen med digtet trykt i en lille folder, der blev lagt inden i »Det Tredie Stand­punkt« i sommeren 1941, og nåede på den måde vidt omkring. 
Samtidig udkom også en af de første illegale publikationer »Norske Digte fra Tiden efter 9. April 1940«, hvori digtet også blev optaget. Det var min ven Viggo Wedel-Brandt som lavede den­ne antologi. Han fremstillede selv hæftet på en hånd-duplikator i en 1.sals lejlighed i Larslejstræ­de. Han kom ikke til at opleve den næste udgivelse, da han i sommeren 1944 blev taget til fange og 
Romapapiret er rødbrunt, på kassetten desuden gråt, dekorationen sort. Bindenes højde ca. 25 og 19 cm. 

Nopdahl Gr>iey 
Kay Hyllested 

^ j' P j? ^^ j> j» JO i' > 
De gaf pa vei -e -ne ganske tau-se med hjer>-tetfyllt avhva beg~ge vet,mens 
ne-ven knu-gerdet blanke nik-kel. 0 
deporteret til en af de værste tyske KZ-Iejre, hvor 
han blev pint til døde d.8. februar 1945. 
Just på dette tidspunkt planlagde man en anto­logi af Nordahl Griegs digte, og da det nu var for­fatteren af »I dag står flaggstangen naken«, det drejede sig om, henvendte man sig til mig, idet nogen havde fået den tanke, at jeg skulle skrive nogle melodier til digtene, og der skulle så frem­stilles et særligt nodebilag. 
Dette var grunden til at jeg i begyndelsen af marts måned 1945 fik overladt et eksemplar af den meget smukke bog, med tegninger af Asger Bar­fod. Bogen var trykt på specialfremstillet papir (alene dettevar jo en enorm indsatsat fremskaffe). Det er formentlig den fornemste illegale bog over­hovedet i Danmark. 
Nogle dage senere-midt i marts måned -fandt Gestapo ulykkeligvis frem til bogtrykkeren og bogbinderen, hvor hele oplaget befandt sig, til trods for at man havde udvist stor forsigtighed og blandt andet skiftet bogtrykker flere gange. Med undtagelse af 4-5 eksemplarer -hvoriblandt altså mit — blev det hele taget og destrueret. 
Jeg havde da nået at komponere et par melodier, hvoraf jeg aftrykker én her. Det er til digtet: Syk­kelstyret. Som det så ofte går er det ikke første vers, jeg mest tænkte på, men i dette tilfælde 
sidste. At jeg omfatter denne bog med særlig stor ve­neration, vil nok de fleste kunne forstå, også de, som kender min øvrige bogsamling. Og jeg har siden spenderet et smukt helpergamentbind på den. Egentlig burde en sådan bog nok befinde sig på Det kongelige Bibliotek, men der findes den af gode grunde ikke-endnu. Kay Hyllested,overlæge, dr. med., København 
syk-kel-sty -re. 0 kjær-lig -het. 
1943 • Bogtrykkeren og anemonen 
Min kæreste bog kan kun være Kaj Munk's Den hlaa Anemone. 
I efteråret 1943 fik vi gennemført trykningen af 
Kaj Munks sidste bog »Den skæbne ej til os«. Vi 
camouflerede udgaven som korrekturtryk og Kaj 
Munk udsendte den til venner som korrektur. 
Tyskerne var lovlig interesserede i Kaj Munks fær­
den i efteråret, så der skulle fares med lempe. 
Omkring den 2.-3. december stak Kaj Munk ho­vedet ind ad døren, spurgte: »Vil I hjælpe mig at trykke en lille ting jeg kan bruge til julehilsen?« Jeg var selvfølgelig med på ideen, og Kaj Munk tog et eksemplar af »Den skæbne ej til os« frem, stod et øjeblik og tænkte sig om. Han slog op i den og standsede ved »Den blå anemone«. »Den tager vi, men kender De »Den blå anemone«,« -hvad jeg måtte benægte. »Kan De få en tegner til at tegne den, så har jeg en presset anemone?« 
Jeg ringede til tegneren Aage Rasmussen, som påtog sig opgaven. Desværre var han lidt længe om at tegne, men endelig kom vi i gang omkring den 15. december. Den 20. kom min søn hjem på juleferie og så hvor langt vi var kommet. Han fal­sede titelarket og opdagede, at siderne var skudt forkert ud. Jeg satte mig ned helt opgivende og slået ud. »Far, tab ikke modet, jeg tar omtryknin­gen« -6 forme å 3 farver (sort, gråt og oliven, højde 210 mm). Den 22. december kørte Holger til Vedersø med bogen, og Kaj Munk var lykkelig. 
1. juledag kl. 8.30 kom Kaj Munk i et forrygende snevejr, han havde for få af »Den blå anemone«, og der var to koner, fra Vedersø, der lå på syge­huset i Ringkøbing, de skulle have et eksemplar af den skønne bog. 
r' 

1 I vad var flet dog, der skete' Mil Hjerte frosset luuirdt som Kv.irt.s ruti ii smelte ved at se det 
den første Dag i Marts, Hvad geiinemhrod den sorte Jord og gav den med sit soblaa Hor 
et Stønfc af Himlens Tone;' Den lilte Anemone. jeg planted der i Pjoi. 

i. nytårsdag kom der med posten et eksemplar af »Den blå anemone«, hvori der var skrevet: 
^Kære Fru og Hr. Bogtrykker Rasmussen, 
et godt Samarbejde i et ondt Aar -det er 
noget, der lever i Hjertet længe, længe efter. 
God Jul! Og for Nytaaret saa store Ønsker, at 
vi slet ikke kan sige Dem dem. 
Deres hengivne l 
Lise og Kaj Munk. 
Min kone og jeg fik tårer i øjnene, da vi læste 

hans varme hilsen. Men vi græd, da vi den 3. 
januar fik meddelelsen om at tyskerne havdeskudt 
Kaj Munk. Vore tanker falder ofte på vor bedste 
bog."^ 
Louis Rasmussen, bogtrykker, Ringkøbing 

1943 • Samleren og anemonen 
Som mange andre drenge interesserede jeg mig for bøger allerede i min skole, og i en ret tidlig alder havde jeg samlet hele Knud Hjortøs, Gustav Wieds og Knut Hamsuns produktion i førsteudgaver, for­svarligt bibliofilt indbundet. Da Kaj Munk duk­kede op i 1920erne fængslede hans særprægede stil, ejendommelige springende tankegang og især hans fremragende skuespil mig i den grad, at de ligefrem opfordrede til dybtgående studium, som jeg kastede mig ud i, uden på forhånd at kunne overse det omfang min interesse ville tage. 
Første skridt var naturligvis efterhånden at er­hverve alle hans bøger, og på et tidligt tidspunkt var jeg så heldig at opspore et eksemplar af hans revy fra regenstiden »Rub og Stub« og erhverve den for 1 kr. (Under krigen blev den lille bog om­sat for indtil 2000 kr.) -Dernæst opkøbte jeg de gamle aviser hvori hans artikler, omtale af ham, og anmeldelser af hans skuespil og bøger stod og grundlagde en udklipssamling, der i dag er vokset til ca. 125 bind i stort kvartformat å 3-500 sider. Den er nu overdraget Det kgl. Bibliotek. 
Desuden samlede jeg alt med tilknytning til Kaj Munk: oversættelser, bøger med omtale af ham, og de manuskripter og breve, som jeg formåede at købe. Den mest fremragende erhvervelse her er manuskriptet til filmen »Det gyldne smil«, som 
J 

indeholder en del stof, der ikke findes andetsteds. 
Jeg vil her indskyde den oplysning, at jeg ikke er 
velhaver, og at mine bogkøb derfor har måttet be­
grænses til det for en embedsmandslønning mu­
lige, og på visse tidspunkter måtte jeg sælge en 
livsforsikring og begynde ekstraarbejde for at 
kunne tilfredsstille min boghunger. 
For at bevare overblikket over det store materia­
le var det nødvendigt at udarbejde så udførlige 
oversigter, at jeg en skønne dag opdagede at jeg 
havde skrevet både en Munk-biografi og -biblio­
grafi. Da jeg stod i brevveksling med Kaj Munk, 
meddelte jeg ham det og spurgte, om han havde 
noget imod, at jeg fortsatte i dette spor, hvortil 
han svarede, at han ønskede mig held og lykke 
med min fjollede idé. Denne side af mit Munk­
arbejde foreligger som manuskriptet til en Munk­
biobibliografi, der har den fejl at være så stor, at 
det er vanskeligt at få en forlægger til at udgive 
den uden tilskud. 
Jeg fik efterhånden en del af Munks bøger med 
hans dedikation, men den,der står mit hjerte nær­
mest, kom med posten Nytår 1944. Det er den 
smukke lille bog Den blå Anemone, efter min me­
ning det skønneste digt, Kaj Munk har skrevet. Da 
mordet på ham et par dageefter rygtedes, læste jeg 
igen digtet, og jeg bekender uden skam, at jeg ikke 
kunne holde tårerne tilbage."^ 
Denne bog indtager som Munks sidste gave til 
mig den kæreste plads i min bogsamling og står 
mit hjerte nærmere end nogen anden bog^ 
Ove Marcussen, pens. vicetoldinspektør, 
afsk. major af res. i artilleriet 
r 
1943 • Henri Matisse 
Henri Matisse: Dessins, Themes et Variations. 

Forlag Martin Fabiani 1943, forord af Aragon, 
expl. no. 710 af 950. 158 litografier af Matisse + 
1 linoleumssnit. Sidstnævnte er gengivet her, 
højde 214 mm. 
1949 gjorde min ven Hans Jørgen Schiødt og jeg 
Paris usikker ved at optræde som malerstuderende 
sammen med maleren Leo Neuschwang. En af dem, 
der forsødede vort ophold, var Germaine, en pige 
fra Laon. Hver aften dansede vi op og ned ad Montmartres trapper syngende: »Au clair de la lune -a Montmartre le soir«. 
To år efter tog min kone og jeg på bryllupsrejse sammen med vor ven Arne. Rejsen gik naturligvis til Laon, til Germaine. Her oplevede vi 14. juli, Bastilledagen. Vi gik i procession med fakler og jægerkorps gennem den gamle middelalderby. Aftensmaden spiste vi hos forældrene, der boede på stedet, hvor Karl den Stores moder var født. Beskrivelsen af menuen ville få »Mad og Gæster« til at svulme op som Kraks Vejviser. 
Dagen efter var jeg som ofte før på jagt hos lo­kale boghandlere. Under en del ligegyldige alma­nakker og fødselsdagskort fandt jeg Matissebogen. Den kostede 150 kroner. Det er dyrt at være gift. Og det er især dyrt at være på bryllupsrejse i ud­landet med nygift hustru og husven. 
Jeg måtte droppe den. Det sved i mit hjerte. Gudskelov fik jeg udøst mit hjertes kvide til den søde Germaine. 
Året efter kom Germaine på besøg hos os. Hun forærede mig bogen. 
Et par år efter så jeg eksemplar no. 219 i Statens Museum for Kunst. En gave fra Ny Carlsberg Fon­det. Hele eksemplaret lå forseglet i en glaskiste. Jeg skyndte mig hjem til vor 2% værelses i Bag­sværd og flyttede mit eksemplar op på øverste bog­hylde, så ungerne ikke mere kunne nå det. 
Siden har jeg lånt det ud til gode venner til brug ved udstillinger om Matisse. For et par år sidenlod jeg min bogbinder Erjk P. G. Olsen forstærke det efterhånden slidte omslag. For ca. 3 år siden star­tede et kunstgalleri i København med udsalg af et slagtet eksemplar, hvor alle litografierne blev solgt til »spotpriser« å 400-450 kr. stk. Det blev der skrevet meget om i aviserne. Det var blevet en pokkers dyr skat at eje. 
For mig er det ikke bare en dyr skat. Det er simpelt hen som at stå bag mesteren og betragte hans arbejdsmetode. 17 forskellige temaer arbejdet op i forskellige variationer til man står over for det endelige Matisse-mesterværk. 
Jens Nielsen, læge, Solrød 

1942 • Paul la Cour • Cézanne 
Skal jeg karakterisere mig selv som samler-og det er jo dét Bogvennen's rundspørge ad en omvej vil have deltagerne til -kan det gøres ganske kort; Jeg har ingenting, men det je'g har er godt, hvor ingenting står for det kontant bibliofile, og godt for det individuelt motiverede, det menneskelige om man vil. Begrebet yndlingsbog er således for mig ikke et entalsbegreb, jeg har kun yndlings­bøger, hvis de ikke var yndlingsbøger havde jeg dem ikke. Skulde jeg prale af noget blev det i alt fald ikke af min bogsamling, den er andre uved­kommende indtil den kommer på auktion. Men jeg bidrager gerne til at belyse begrebet yndlingsbog med et konkret eksempel der efter mit skøn viser spillet mellem de fire afgørende komponenter: for­fatter, tekst, eksemplar og ejer. 
Jeg vælger en bog af så ringe omsætningsværdi at den på en auktion formentlig måtte slås sam­men med det forudgående eller efterfølgende num­mer for overhovedet at opnå et bud: nr. 21 i Has­selbalchs Kultur-Bibliotek, Cézannes Breve, ud­valgt, indledet og oversat af Paul la Cour (1942). Eksemplaret har på smudstitlen den obligate kol­lega-dedikation, skrevet med blyant på grund af det umulige krigspapir, og bagi sidder et brev fra la Cour, hvor han i anledning af sin 50-årsdag ser tilbage på vores samarbejde gennem årene. Nogle af mit livs radier løber sammen i den lille bog, jeg holder af den, den taler om menneskelig storhed og skrøbelighed, om kunstens uovervindelighed. 
Jeg kom sent til Cézanne, der er megen mod­stand at overvinde i hans kunst (meget mere end i Matisses og Picassos), og jeg fik først den rigtige fornemmelse for hans storhed efter at have lært ham selv at kende gennem brevene. Det var dog ikke alene af den grund at bogen fængslede mig. Den kastede et mærkeligt skarpt reflekslys over Paul la Cours sammensatte personlighed, den be­kræftede og samlede mit billede af ham. Jeg kendte ham igen i Cézannes nervøse uberegnelighed, de pludselige volter mellem skyhed og arrogance, mellem naivitet og mistro, mellem åbenhed og re­servation, alt sammen bestemt af et nærtagende sinds værgeløshed over for det praktiske liv. Men netop i forholdet til hverdagen trådte også en for­skel frem mellem de to mænd som forklarede man­ge af kanterne i Paul la Cours væsen. Cézanne var økonomisk uafhængig og uden mindste behov for komfort, endsige luksus, han var den fødte spar­taner. Paul la Cour derimod måtte al sin tid kæmpe hårdt for et nødtørftigt udkomme og var modsæt­ningsvis født med forfinelsen og det materielle kvalitetskrav i sig helt ud i fingerspidserne, det var vel den håbløse konflikt der i det lange løb sled hans helbred og modstandskraft ned. Ind imellem byggede han fortrøstningsfuldt ønskedrømme og undredes over at virkeligheden sjældent fulgte med. Der var en uopslidelig fantast i ham, men ingen eskapist, tværtimod var han i sit arbejde et pligtmenneske, nøjeseende, præcis som et urværk. Hvor hårdt end livet og hans eget sind tærede på ham, gik han som kunstner aldrig på akkord. Dér kunde han og Cézanne endnu en gang række hin­anden hånden tværs over tilværelsens vilkårlig­heder. »Hans ydre Historie er en svag Mands Hi­storie«, skriver la Cour om ham i indledningen til den lille bog, »men Brevene viser tydeligt, at han kun var svag i Livet, fordi han havde stillet alle 
sine Kræfter i Kunstens Tjeneste.« At disse ord 
rummer noget af en selvkarakteristik har Paul la 
Cour næppe været uvidende om, han kunde uden 
at skæmmes give dem sin signatur. Sådan, med et 
par trætte furer om munden, husker jeg ham når 
jeg følger hans faste, hurtige skrift der med årene 
mere og mere antog karakteren af et stenografisk 
kodesprog -han havde travlt, som sin store navne. 
Den uanselige bog ligger foran mig på skrive­bordet. Den har sin historie, som er en del af min egen. Derfor er den, som hver bog i min samling, en yndlingsbog. 
Peter Christiansen, 
forlagskonsulent, forfatter, Kgs. Lyngby 
1941-43 • Krilon-bøgerne 
Jeg blev både glad og smigret, da jeg modtog bre­vet fra Forening for Boghaandværk med opfordrin­gen til at skrive lidt til Bogvennen om min ynd­lingsbog. 
Jeg gik straks med iver i gang -og med et for­færdende resultat: Jeg sniger mig nu rundt i mine bogfyldte stuer, for jeg er blevet uvenner med et stort antal af mine bøger, som står og skuler arrigt til mig og hvæser -uhørligt for andre end mig; »Kan du da ikke huske, at du den gang sagde, at jeg var din kæreste bog og at ingen anden havde betydet så meget for dig? Og nu skubber du mig til side!!! Var det da løgn, hvad du den gang be­taget hviskede, når du satte mig tilbage på min plads?«. 
Ak nej, de har alle ret, og sandheden er vel den, at der ikke er én bog, som kan være den kæreste. Det veksler med tiden og stemningen. Altså havde det været meget nemmere, om det skulle have væ­ret den kostbareste eller den sjældneste. 
Jeg lister rundt igen og tager så én, så en anden bog ud, og det er alle yderst kære bøger -og jeg kunne nævne mange. Men nej! Nu skal jeg for­tælle: 
Jeg havde en gang nogle venner, som på det tidspunkt, her er tale om, boede i Slagelse. I påsken 1946 var jeg på besøg hos dem. Da jeg skulle i seng, ville jeg have noget med at læse i og søgte i mine venners meget store, men noget uoverskue­lige bogsamling. Sluttelig tog jeg en rar, tyk bog, nemlig Eyvind Johnson's Grupp Krilon. Jeg havde ikke før læst noget af ham, vidste knapt nok noget om ham. Men det varede ikke længe, førend jeg var indfanget. Jeg læste, så meget jeg kunne nå, mens jeg var hos dem, og da jeg kom tilbage til København, for jeg rundt til mine kolleger, og det lykkedes mig meget hurtigt at få fat i bogen, så vel som dens fortsættelser Krilons resa og Krilon sjdlv, alle i gode eksemplarer i 1. oplag. Så var jeg om­trent tabt for verden i den følgende tid. Johnsons vidunderlige beskrivelse af situationen i Europa under Hitlertiden, let maskeret som en kamp mel­lem ejendomsmæglere i Sverige, med undertiden barokke og meget ofte hjertegribende skildringer, den greb mig, som jeg ikke havde troet det muligt mere at blive det. 
Og så var konsekvensen naturligvis, at jeg måtte fortsætte med det givende forfatterskab. Samme år kom Strdndernas svall, som jeg straks købte. Og derefter har jeg lidt efter lidt fået de fleste af hans tidligere bøger og erhvervet hans nye, når de ud­kom. Han fylder en meter på min »svenske« reol, og det er nok de bøger, jeg oftest vender mig til. Alene Krilon-seriens ca. 1800 sider har jeg pløjet i hvert fald 3!! gange igennem og med lige stor glæde hver gang. Det er styrkende læsning, og jeg tror, jeg med rette kan nævne værket som min p.t. »kæreste bog«. 
Gustav Strand, 
antikvarboghandler, København 
1932 ff ' Kcii Gøtsche-romanerne 
Et brev dumper ind ad sprækken med anmodning om på prent at udtrykke sit personlige forhold til en af sine bøger; jeg lader øjet glide rundt langs reolernes rygge (mine herstående venner vender altid ryggen til); skal jeg fremhæve en særlig fra min dedikationssamling som tæller mere end 650 stk. eller en særlig bibliofil »ting«? Nej, valget når det gælder en bog med et personligt forhold til er for mig let, det må blive Knuth Beckers værk eller især de tre første bind af dette; de har været vej­
ledende og livsvisende for mig. Jeg stod i barn­dom og ungdom som drengen Kaj Gøtsche fra Ven­delby, som den der bar sig forkert ad, som den der fumlede sig frem, den som aldrig modtog et skul­derklap, altid ene om og med tingene; midt i den­ne ensomhed forsøgte jeg at fatte dele af livets mening gennem bøgerne som her er nøglen til at åbne med. Så mødte jeg Knuth Becker's enestående værk om Kaj Gøtsche; heri fandt jeg måske gen­kendelsens glæde (som ofte udtrykkes foragteligt); den er i sig selv ej at foragte, i disse bind blev spejlet holdt op. Få har som Knuth Becker forstået og, vigtigere, formået at tegne netop det vendsys­selske landskab i alle dets variationer, dets men­nesker, deres sprog, tanker og følelser. Alt gjort med den allerstørste ægthed, ikke mindst billedet af familiekredsen, disses liv uden krav, deres ene­stående evne til at tage vilkårenesom de var, hæn­delserne som de kom. Heri kendte jeg mig selv ind til marven. Senere mødte og kom jeg til at kende forfatteren og hans livssyn som er blevet mit, hans isolation og tillukkethed fra den »fjollede verden« 
vi står midt i. 
.. . »Om vi forstod at vise dem som trænger til Menneskelighed, at vi føler og forstaar menneske­ligt. Da skal Menneskelighed som et Ekko svare Menneskeligheden i os selv.« 
Om vi i større grad forstod at vise menneske­

lighed -da fandt vi ensomme alle de rigdomme 
vi alle søger, på tværs af al higen efter demateriel­
le »goder«. 
Arne Larsen, ostehandler, Skagen 

1926 • 16 sider i pergamentpapiromslag 
Et par små kartonæsker indeholder det jeg kalder min Hjorth-samling -en så godt som komplet række af de privattryk bogtrykker Kaj Hjorth ud­sendte fra 1916 til sin død i 1967, og herimellem står også mit kæreste tryk, Egil Skallagrimsson: Sønnetahet, udsendt1926. 
Dagen efter vort bryllup den 2. december 1944 forærede min kone mig trykket, og hver gang jeg tager det frem, oprulles en serie erindringsbilleder, der som på en filmstrimmel er befolket med men­nesker og oplevelser. 
Dette første Hjorth-tryk gjorde mig nysgerrig efter at kende manden bag trykkene, og en dag i det kolde forår 1947 gik jeg ind på det mærkelige trykkeri i en baggård i Åbenrå nr. 29, dengang en lidt »betænkelig gade«, hvor de mange gæstfrie damer i vinduerne var et af gadens karakteristiske træk. 
Her i trykkeriet, et syndigt rod, hvor papir øjen­synlig aldrig blev flyttet eller smidt væk, stod en lille, gnaven herre, som var meget uvillig til at snakke om sine privattryk. Men tilfældigt opda­gede jeg, at han frøs om fingrene, og da jeg vidste, at det var umuligt at arbejde med stive, kolde fingre, tilbød jeg at varme og »nulre« hans fingre, så han kunne arbejde videre, ogdet tøede også den lidt sure bogtrykker op. Vi snakkede om Plantin­museet i Antwerpen og Morris i London, og jeg gik derfra med nogle af hans særprægede tryk, og fik senere jævnlig tilsendt de nye. 
Samlingen voksede støt, men der var stadig store huller navnlig i trykkene fra de tidligste år, men igen kom tilfældet mig til hjælp. 
Da jeg nogle år senere ville op og hilse på Kaj 

Hjorth, og han ikke var hjemme, fortalte en af 
typograferne på trykkeriet mig, at han havde de 
allerfleste af privattrykkene, men at hans store 
interesse var frimærker, og at han gerne ville have 
en byttehandel i gang. 
Så begyndte jeg at købe frimærkesamlinger op. 

Det lyder flot, men jeg sørgede nu for, at det var 
mindre ting, samlet af drenge engang, og nu helt 
uden interesse for dem, så de kunne fås billigt, og 
det lykkedes virkelig i løbet af nogle år at få en 
næsten komplet samling tryk skrabet sammen på 
byttebasis -privattryk for frimærker. 
Hvorfor det så netop skulle være Hjorth-tryk, 

der blev samlet? Jo, der er i denne bogtrykkers 
privattryk, der alle er holdt i samme format, så 
mange typografiske finesser, atdet er en fryd at se. 
Måden hvorpå han med ret begrænsede midler har 
nået et karakterfuldt resultat er imponerende, og 
det er den væsentligste grund til min betagelse af 
disse tryk. Det er en skatkiste af fremragende typo­
grafi, som ingen anden dansk bogmand har kun­
net fremvise. 
Det sidste Hjorth-tryk, udsendt efter bogtryk­
kerens død, blev fremstillet af -som der står ­»Hjorths disciple«, og jeg havde den glæde, at man 

bad mig om at skrive forordet. Intet af hvad jeg 
har skrevet er jeg så stolt af som disse få linjer. 
Ikke fordi de er velskrevne, for det er de slet ikke, 
men fordi det for mig er en ærefuld ting at stå med 
en mindebog om en håndværker, som for mig står som den fineste,vi har haft herhjemme. 
»Sønnetabet« er også noget særligt for mig rent privat. Uden at vide andet end at jeg interesserede mig for noget, jeg kaldte »privattryk«, gik min kone ind hos en antikvarboghandler og købte dette tryk for at glæde mig. 
»Sønnetabet« står for mig som den første af de mange betænksomme og kærlige ting hun har gjort for mig gennem årene, og som har gjort min tilværelse sammen med hende til en udelt glædeog en livsbekræftende oplevelse. 
I dette lille 16-sidede privattryk med pergament­papiromslag er repræsenteret et par af de mest be­tydningsfulde ting i mit liv: Min interesse for smukt bogtryk og min glæde over at leve sammen med et kærligt og betænksomt menneske. 
Torben Smistrup 
1918 • Liselund 
Når man gennem en menneskealder har gjort sig den ulejlighed at skabe sig en bogsamling, må det vel skyldes et særligt forhold til bøgernes indhold, en åndelig beslægtethed med bøgernes forfattere, som for mig udgør en hel verden af mennesker, man accepterer og slutter sig til i meninger og ad­færd, og som man gennem det boglige fællesskab eller venskab kan søge sammen med, når man har behov derfor. Men det er slet ikke muligt ad denne vej at udpege en særlig bog fremfor andre, og hvis man skulle forvises til et øde sted og kun måtte medtage en eneste bog, ville valget alligevel blive et helt andet. 
Dog findes der i min reol en bog, der har på­virket min livsholdning og dermed også præget linjen gennem min bogsamling: Bogen Liselund udgivet af »Foreningen af 3. december 1892«. 
»3. december« blev stiftet af unge arkitektstude­rende på Kunstakademiet med det formål at op­måle, værne og skabe interesse omkring vor arki­tektoniske kulturarv såsom slotte, herregårde, kir­ker og gode borgerlige huse på land og i by. Det var en smuk og fortjenstfuld indsats disse den gang unge arkitekter udførte, drevet af idealisme og arbejdsglæde, og disse opmålinger og registre­ringer, der blev trykt og udgivet i begrænsede op­lag, er højt vurderede i dag. 
Kronen på foreningens virke blev imidlertid bo­gen om »Liselund« udgivet i 1918 med opmålin­ger, fotografiske optagelser og en historisk beskri­velse af det lille smukke empireslot på Møen. Ar­kitekten Aage Rafn ledede tilrettelæggelsen. Her blev vist det ypperste af besjælet tegnefærdighed og tilrettelæggelse af ædel bogkunst. Med dets raf­finerede perfektionisme tør man næsten ikke kalde det brugskunst, men bare et mindesmærke over Nyklassicismens guldalder i Norden. 
Så stærkt virkede bogen, at den endnu i 30erne påvirkede ogansporede dennye arkitektgeneration på trods af den fremvoksende kulturkløft anført af »Kritisk Revy« 1926-28.Således mødte jeg person­ligt som ung arkitektstuderendeden nye tids opgør med de klassiske idealer, og det var slet ikke så let. Det er derfor ikke blot historien om Antoine Cai­mette og hans hustru Lisa Iselin, der gør bogen værdifuld for mig, men bogens stil. 
Emnet var velvalgt,en arkitektonisk perle, skabt i klassisk skønhed; men »3. decembers« arkitekter byggede i virkeligheden videre på slottet, som de gendigtede i bogen i samme klassiske ånd, mani­festeret i hele bogens opsætning og grafiske ud­førelse -og med håndværksmæssige kvaliteter, der gør det til en glæde at holde bogen i hånden. 
Således har Liselund-bogens skygge fulgt mig gennem årene med sine uforbeholdne krav til orden, skønhed og kvalitet og har mindet mig om arkitekturens sande væsen; den uadskillelige sam­menhæng mellem indhold og form. 
Kristian Bramsen, arkitekt M.A.A., Kolding 
ipi8 • De farlige Bekendtskaber 
Kai Friis Møller redigerede engang i 1945 en litte­raturside i Ekstrabladet. Det var dengang Ekstra­bladet var i stort format, og Friis Møllers side var efter alle målestokke stor. En dag anmeldte han 
4.2 bogsamlere 
Choderlos de Laclos' De farlige Bekendtskaber, der netop var kommet i en ny udgave, desværre forsy­net med sådanne stilløse danske illustrationer, at Friis Møller kun havde sine allermest udsøgte sar­kasmer at beære bogen med. Laclos' bittert-pate­tiske brevroman havde ellers hele hans hjerte -for år tilbage havde han selv udgivet den, og det i det rigtige udstyr, med de gamle franske stik, der præ­cist ramte bogens stemning. 
Denne bog søgte jeg i årevis efter, men fandt altid »De farlige Bekendtskaber« i den slette ny udgave, der tilmed helst bød sig til på det allermest uanstændige, nemlig idet den lå opslået på en af de plumpe tegninger. 1 alle tilgængelige samlinger var det det samme fedladne værk, der stillede sig til rådighed, aldrig den rigtige udgave. Den lod sig måske en sjælden gang finde i et katalog, men var altid borte, når jeg nåede frem, og efter et par års forløb anede det mig, at jeg her stod over for noget tragisk: drømmen, der simpelt hen nægtede at gå i opfyldelse. Den slags besættelser kan man jo nok leve med, de er til at udholde, men de forsvinder aldrig, og i søvnløse nætter tager de form af det gådefuldt urimelige. Dog, i mystisk harmoni med bogen nægtede jeg at lade mig friste af den for­kerte bog -jeg hverken købte eller læste den fal­ske, lod den altid stå og vendte den ryggen. 
Tyve år efter Friis Møller stod jeg i et antikva­riat, hvor jeg ellers aldrig kommer. Mine øjne standsede ved en ryg, hvor bogstaverne så besyn­derligt spejlvendte ud. Det var e'erne, det var galt med, e'erne i de ord »De farlige Bekendtskaber«. Kai Friis Møllers udgave, i et smukt bind med mærkelige særpræg. Bogen belønnede min trofast­hed ved at møde mig smukkere, end jeg havde turdet håbe det, og i det indvortes mere bevæ­gende, end jeg nogen sinde havde anet det. »De farlige Bekendtskaber« står i min reol som et vid­nesbyrd om, at det kan være nyttigt at vente, at vente med at købe og at vente med at læse. Tål­modighed er ikke samlerens ringeste dyd, ja i for­bindelse med et værk som »De farlige Bekendt­skaber« bliver bestandighed den smukkeste af dyder. 
Jørgen Stegelmann,skolebestyrer, cand. theol.. 
Krebs' Skole, København 
Digte 1906 

Som dreng roede jeg kano og lærte mig selv at svømme. Og godt det samme, idet jeg for snart et halvt hundrede år siden forliste med mand og mus ud for Tisvilde. 
Manden, det var altså mig, og musen var min grå rygsæk med landgangstøj og rejsebibliotek. Forliset var ganske udramatisk, mellem første og anden revle på én meter vand. Værst gik det ud over bøgerne, hvoraf Digte 1906 udgjorde 50 pet. Den og Johannes V. Jensen's andre bøger virkede for øvrigt så distraherende og altopslugende, at jeg også var ved at forlise ved studentereksamen. 
Siden har dette århundredes bedste danske digt­samling fulgt mig og øget mandevid og glæde mere end nogen anden bog. I skrivende stund kon­staterer jeg at have den i syv eksemplarer. 
Det bedste er i rødt niger helbind med den be­rømte mammut i blindtryk på forsiden og købt 1939 for 35 kr. På smudstitelbladet står: Kære Hr. Nansen, modtag denne Bog. Jeg skal aldrig gøre det mere. Deres hengivne Johannes V. Jensen. 14 Nov 06. 
Fyrre år senere spurgte jeg forfatteren om me­
ningen med dedikationen. »Ja, hvad har jeg ment? 
Det var i 1906, i naturalismens tid. Dengang var 
der jo interdikt mod at skrive digte, man gjorde 
det ikke. Det er nok derfor, jeg har lovet det. Og 
jeg skrev heller ikke digte i mange år efter.« 
Et andet eksemplar har den korteste dedikation. 
Den er til L. C. Nielsen, og udover navnet står der 
kun: Nu du. Jeg viste Johannes V. Jensen bogen: 
»Det var jo egentlig grusomt at skrive det.« 
Min bogsamling radierer med Digte 1906 som 
centrum, den oftest læste af bøgerne. 
Hans Hvass,lektor, Frederiksberg 
1911 • In Principia 
Det er en lille bog, jeg har valgt, lille såvel i for­mat som omfang. Formatet er 16,4X 11,4 cm, ryg­tykkelsen 5 mm. Den er i helbind, af rødligt niger­skind. På ryggen og på bindets forside er i guld trykt bogens titel. Bindets side 2 og 3 er på de tre yderste sider indrammet af en 4 mm skindkant. 
IOO 


,'u^t sit (• £ 
OC^^rr.^ 
/ 


der har to guldstreger med 3 mm imellem. Nederst 
på side 3 er i guld trykt »The Doves Bindery«, der 
blev etableret 15 år før The Doves Press. Bogens 
indhold er skabelsesberetningen, indledningen til The English Bible, der betegnes som Doves Press' mesterværk. Papiret er håndgjort, beskåret på alle tre sider. Den lille bog er sat med Daves Press' kraftige ciceroskrift og trykt i 1911. Trykkestedet oplyser noget og gengives her. 
p4v~t 
-'X 

/¥ ^>v ^ 
Jeg valgte også denne bog, fordi det er en gave 
til mig fra bestyrelsesmedlemmerne i Forening for 
Boghaandværk ved min afgang som foreningens 
formand. Af disse grunde står denne bog mit 
hjerte nær og minder mig om interessante arbejds­
år i bestyrelsen. 
Vald. Pedersen,bogtrykker, København 
De to gengivelser er i original 
PRINTED ATTHE DOVES PRESS 
størrelse. Det gælder alle,der ikke i tekst eller billedtekst har andre No. 15 Upper Mali Hammersmith W. angivelser 
from theAuthonsed Version ofThe Holy Bible and Published on the Tercentenary ofits First Publication 
l6l I. 

Når jeg har valgt In Principio, er det fordi det 
1902 • Knagsted
er en næsten fuldendt, meget yndefuld lille bog, trykt af Thomas James Cohden-Sanderson, der 
Gustav Wied er en af vore store og særprægede skabte Doves Bindery og Doves Press og var ven 
digtere. Han spilles flittigt, og hans bedste bøger med William Morris. Cobden-Sanderson blev født 
optrykkes igen og igen. For en bogsamler, der føler i Almvick, Northumberland, 2. december 1840 og 
sig på bølgelængde med den gamle satyr, er det døde 7. september 1922. 
dog originaludgaverne, der frister. 
Takket være held, gode venner og opmærksom­me antikvarboghandlere er det efterhånden lyk­kedes mig at opbygge en lille pæn Gustav Wied­samling med bøger, billeder, breve osv. Her skal ikke slås på tromme for sjældne sager eller kost­bare ting, men blot nedfældes et par linjer om en bog, der har personlig særinteresse for sin ejer-og så må det blive »Knagsted«, Gustav Wied's Knag­sted, der trækkes frem fra reolen, i. udgaven, ind­bundet ubeskåret med begge omslag (Kyster) og forsynet med dedikationen: — »Jan Lemming fra Gustav Wied -Skjul denne bog for Deres Fru Hustru, den er blevet for tyk! November 1902«. -Godsejer Lemming, Skovsbogaard ved Viby, var en af Wieds gode venner. Det er til Lemmings 
hustru, at den lille enakter »Et Par Handsker« er 
skrevet, og det er ikke usandsynligt, at dedikatio­
nen i al spøgefuldhed hentyder til oplevelser gods­
ejeren og forfatteren har haft fælles og som så er 
genopstået i bogform med »Knagsted«. 
Når »Knagsted« står mit hjerte nær, er det ikke 
blot fordi det er en smuk og velbevaret original­
udgave i en smagfuld indbinding og med en så 
Wiedsk dedikation -også selve indholdet og selve 
erhvervelsen er med til at give bogen en ganske 
særlig placering. 
For mig er »Knagsted« Gustav Wieds hoved­
værk. Intet sted har han været mere morsom, 
tankevækkende og tindrende ondskabsfuld. Det er 
i »Knagsted«, vi finder den berømte sentens: »Børn 
er lykkelige, og Dyr og Kvinder,men vi Mennesker 
er det ikke«. -Og det er måske i »Knagsted«, vi 
finder mest af Gustav Wied selv, satyren med og 
uden maske. 
Pudsigt nok var det begejstringen for netop den­
ne tekst, der satte mig i stand til at erhverve det 
eftertragtede eksemplar af bogen. Jeg modtog en 
uventet og ærefuld opfordring til at lede litteratur­
undervisning i aftenskolen. Det kom til atga langt 
over forventning. Holdet blev overtegnet og alle 
læste »Knagsted« med virkelig entusiasme. -Det 
honorar de pædagogiske Knagsted-sysler indbrag­
te, gjorde mig til ejer af den dejlige bog. -Af og 
til sker det dog at »vi mennesker« bliver lykkelige. 
Ulf Gudmundsen, redaktør, Fanø 
1898 • Hannover • Eckersberg 
En bog der står mit hjerte særlig nær er mit eksem­plar af Emil Hannover: Maleren C.W. Eckersberg. En Studie i dansk Kunsthistorie. Udgiven af Kunst­foreningen i København 1898. 
Eckersberg indtager en central plads i Den Hirschsprungske Samlingog jeg kommer så at sige daglig i berøring med hans kunst. Bogen, der sta­dig anses for et standardværk i dansk kunstlittera­tur, er mig derfor som arbejdsredskab til uvurder­lig nytte i min virksomhed. 
Dens forfatter, Emil Hannover, var Samlingens organisator og første direktør til sin død i 1923. Jeg beundrer ham overordentlig både som mu­seumsmand og som skribent. Han var en god ven af mine forældre og jeg har truffet ham mange gange i mit barndomshjem. Indtrykket af hans for­finede, noget reserverede, i bedste forstand for­nemme personlighed står lyslevende i min erin­dring. 
Mit eksemplar, der er nr. 22/25 japansk papir 
(22-tallet er skrevet med Hannovers sirlige skrift) 
har oprindelig tilhørt Samlingens stifter, Heinrich 
Hirschsprung, der med blyant har skrevet sit fulde 
navn på omslaget, og derefter hans datter, efter 
hvem jeg har arvet det. Det er besynderligt at 
Hirschsprung, der omgav sig med så megen god 
kunst, ikke har haft sans for at pleje sine bøger. 
Bogen var, da den kom mig i hænde, i ulastelig 
stand, om end noget plettet på omslaget, men 
stadig uindbunden og efter flittig brug meget løs i 
ryggen. 
Jeg lod den derfor i 1945 indbinde hos Henrik 
Park i et helbind af kalvepergament med guldsnit 
og titlen i guld på ryggen, men i øvrigt uden deko­
ration af nogen art, og dertil en kassette af groft 
Japan-papir med forstærkninger i skind. Bindet er 
signeret »Anker Kyster 1945« og forsynet med mit 
super-exlibris. 
Ved dens side i mit bogskab står Emil Hanno­
vers bog om Constantin Hansen, der er nr. 10/25 
på japansk papir. Den har samme proveniens og er 
i 1947 indbundet tilsvarende af Henrik Park. 
Eigil H. Briinniche 

1883 • Fra en folkevisesamling 
Skønt jeg ikke aspirerer til danmarksmester i noget 
som helst, kan jeg godt en gang imellem ærgre 
mig over, hvor mange af mine i og for sig velrette­
de stød jeg aldrig har ført i bund. I sådanne situa­
tioner kan der være en slags trøst i at tænke på en 
ting, jeg har gjort grundigere end nogen jeg ken­
der, nemlig at samle på dansk og nordisk (og del­
vis ikke-nordisk) folkeviselitteratur. Det har varet 
fra sidst i 1940016 til sidst i 1960erne, og hvert 
år har afsat ca. en hyldemeter udgaver og folke­
visestudier incl. kassetter med særtryk og pjecer. 
Når denne samlerinteresse fik en så stærk biblio­
grafisk karakter, skyldes det, at min (på et privat­
tryk nær) første bog, som desuden forbliver den 
største og nyttigste, handlede om Nordisk folke­
viseforskning siden 1800 (1956). Nærliggende for 
en forsker og samler, at dette område blev det 
største og bedste i en ret stor, men lidt uegal sam­
ling med gode områder og forbavsende tomrum. 
Da nu Svend Grundtvig og hans udgave Dan­
marks gamle Folkeviser,som det senere faldt i min 
lod at være med til at videreføre, er udgangspunk­
tet for dansk og anden forskning i faget, var det 
naturligt for mig at bruge Lorenz Frølichs ikke før 
publicerede tegning af Grundtvig på dødslejet som 
frontespice i min bog: »Min sidste Erindring af 
min Ven Svend Grundtvig. L. Fr. 1883«. 
I forståelse med enkefru Laura Grundtvig redi­gerede Frederik Barfod samme sommer en lille bog: Sven Hersleb Grundtvig, et Mindeskrift, åbenbart beregnet til at udkomme til den afdødes 59-årsdag 9-9-83-Os ^læsere, for hvem disse linjer er skre­vet, vil forstå, at jeg ved udvælgelsen af en særlig skattet bog -om end ikke den jeg først ville gribe ved ildebrand eller til den øde 0 — lader mange gamle, sjældne, kuriøse og nyttige ting i og uden for folkevisesamlingen stå unævnt, fra 1591 til 
1971' for at kunne gengive dedikationen på mit eksemplar af det lille mindeskrift. Erik Dal, dr. phil., Danmarks Biblioteksskole 
1898 • 1883 ' 18y2 

i8y2 • Et Æventyr 
Enhver bogsamler ved af erfaring, at gæster meget 
sjældent viser interesse for hans reolers indhold ­
ud over høflige velvillige bemærkninger om, at 
bøgerne hygger. Efterhånden bliver man ikke skuf­
fet over manglende forståelse og man undlader 
taktfuldt at fremvise sine dyrebare skatte -med 
mindre man aner et glimt af beundring hos den 
besøgende. Men det er vel alle samleres vilkår ­
enten det gælder kunst, antikviteter, frimærker 
eller andet. 
I min skoletid var bøger almindelige fødsels­
dagsgaver, og vi samlede på »Flemming« og 
»Tarzan« bøgerne, foruden de klassiske, Ivanhoe 
og Robinson Crusoe. Konfirmationsdagen gav et 
pænt tilskud i form af sikre klassikere. 
I 15-16 års alderen arvede jeg efter min morfar 
en bogsamling, som var erhvervet under svære af­
savn af en beskeden lærerløn. Ikke engang gym­
nasietidens bekendtskab med litteraturen gav mig 
forståelse af den alt for let erhvervede bogskat, 
som derfor opløstes med mit barndomshjem. 
Interesse for at læse var der stadig, og ved besøg 
i antikvariater erhvervede jeg de nyheder, som 
havde fået gode anmeldelser, uden hensyn til kva­
litet, udgave og udstyr. 
Men så hændte det en dag for ca. 30 år siden, under et besøg i et antikvariat, at en flink anti­kvar gav mig et tyndt rødbrunt helskindsbind hånden: Æventyr af Erik Bøgh (1872). Jeg følte med det samme velbehag ved berøringen med den bløde oaseged, og jeg glædede mig over det smuk­ke håndgjorte forsatspapir, den lille oktavs smukke sats og tryk, og blev så gjort opmærksom på dedi­kationen »Til min Ven Rovsing! Erik Bøgh«. 
Tilfældet ville altså, at en lille bog af en forfat­ter, som jeg ikke kendte meget til på forhånd -(og mig bekendt ikke er i fjerneste familie med) ­indeholdende en samling eventyr, som jeg stadig kan glæde mig over, ved sit udstyr startede min lykkelige tilværelse som bogsamler. 
Denne bog satte noget i gang og åbnede mine øjne for helt nye glæder. Nogen tid efter købte jeg Shakespeares samlede værker i hefter og min ven antikvaren anbefalede mig at lade dem indbinde hos en anerkendt bogbinder. Jeg fulgte rådet, og den gode modtagelse og hyggelige faglige samtale med bogbinderen førte efterhånden til forbindelse med de fleste af vore fremragende bogbindere, som har udviklet min forståelse og respekt for det meget personlige kunsthåndværk. 
Samtidig har jeg suppleret min samling med 
ældre fremragende bind, når der har været chance 
derfor. Jeg har derved også lært værdien af bøger 
fra andre bogsamlere og har i tidens løb tilfældigt 
erhvervet dedikationseksemplarer, som korrespon­
derer med hinanden og derved indeholder lidt litte­
raturhistorie. Ligesom alle andre samlere har jeg selvfølgelig måttet specialisere mig, idet jeg altid først og fremmest lægger vægt på den litterære kvalitet, men samtidig kræver den smukkest mulige frem­stilling i papir og tryk, og gerne med illustrationer 
og dertil endelig afpassede håndindbindinger. I mit kartotek giver jeg en stjerne for originaludgave, en stjerne for håndindbinding og en tredje stjerne for dedikationseksemplar, hvor de personlige selvføl­
gelig er de kæreste. Et »Æventyr« startede min bogsamling, som sta­dig er under udvikling og forbedring, og den er blevet en del af min tilværelse. Vilhelm Bogh, arkitekt m.a.a., Aalborg 
1866 -Eskimoiske Eventyr og Sagn 
Som dreng -længe inden jeg havde planer om at 
søge til Grønland -kom jeg i besiddelse af Knud 
Rasmussens »Grønlandske Myter og Sagn«,1. bd., 
som indeholder østgrønlandske sagn. Jeg havde i 
forvejen en smule tilknytning til Grønland, og da 
historierne og Knud Rasmussens forord var spæn­
dende, var bogen i adskillige år en af mine ynd­
lingsbøger. Senere har jeg erhvervet de to andre 
bind med vestgrønlandske og nordgrønlandske 
sagn og har fået dem alle tre pænt indbundet. De 
to sidste bind har dog aldrig fået samme betyd­
ning for familien her i huset som det første. Vi har 
boet på østkysten i omtrent 20 år, og vore børn 
lærte at tale grønlandsk lige så tidligt som de 
lærte dansk. De havde derfor lejlighed til i det 
lille primitive samfund i Scoresbysund sammen 
med lokale legekammerater at lytte til gamle fan­
geres fortællinger om skik og brug i gamle dage 
og gengivelser af gamle sagn og myter. De ople­
vede at se fodspor af dværgmennesker i tidevands­
revnen og de kom til tider styrtende skrækslagne 
hjem fra fjeldet, fordi de mente at have observeret 
et eller andet overnaturligt. 
Vi er først ret sent begyndt bevidst at samle på 
grønlands-litteratur, og følgen har været, at vi har 
haft svært ved at skaffe det, vi gerne ville have. 
Et af de væsentligste grønlands-forfatterskaber er 
H. /. Rink's. Han var i en del år embedsmand Grønland og senere direktør for Den kgl. grønl. Handel. Hans bøger er efterhånden blevet ret dyre og sjældne, og selv om det har været et af mine hedere ønsker at komme i besiddelse af hans Eski­moiske Eventyr og Sagn, har jeg måttet vente længe på den. Jeg er stødt pa den nogle gange i kataloger og vinduer, men enten er jeg kommet for sent med min bestillingeller også har jeg ikke haft råd. Stor var derfor min glæde, da jeg for nylig fik et eksemplar tilbudt -på et tidspunkt hvor jeg syntes, jeg havde råd. 

Vort eksemplar udmærker sig ikke ved ydre pragt. Det er indbundet i et ordinært men solidt nyere halvlæderbind, som indeholder »Eskimoiske Eventyr ogSagn« 1866 og »Supplement« 1871med fælles titelblad. Det er fuldstændigt med de ind­klæbede i Grønland trykte litografier. De kun i en del af oplaget indsatte farvelagte illustrationer til sagnene efter tegninger af Aron og Jens Kreutz­mann mangler ikke. Første bind synes at have ført en hård og omtumlet tilværelse før indbindingen. Det er lidt snavset og vandskjoldet. Supplementet er derimod helt rent og pænt. 
Det der særlig udmærker eksemplaret er, at det har tilhørt Knud Rasmussen og formentlig har væ­ret benyttet af ham, da han arbejdede med sin egen udgave af sagnene. Han har skrevet lidt til hist og her, og på titelbladet har han skrevet sit navn aug. 1897 og et par sætninger på grønlandsk, hvormed han giver udtryk for sin hjemve mod Grønland. Foran i bogen har han indsat sit ex libris, som forestiller en varde med et dansk flag. 
/. Borchersen, handelschef.Julianehåb 
S 
1866 • »Goddag, Julemand« 

Det sagde man første gang for over 100 år siden, 
da bedstemor skulle fortælle Peter om julen. 
To brødre, Jacob og Pietro Krohn, samt deres 
fætter Otto Haslund lavede en julespøg i 1866. De 
drømte nok ikke om at den gamle -vist lidt for­
frosne -»Julemand« med istapper i skægget og 
rød kvast ned ad ryggen skulle danne for-og bag­
side til en juleverssamling, der nu mere end 100 år 
efter stadig huskes, læses og citeres i tusinder af 
danske hjem hver juleaften. 
Mange har bogen -få -meget få -har bogen 
fra 1866. Men som samler vil man jo helst have 
den sjældne førsteudgave. Så det var for en 15-18 
år siden, at jeg, gæstende hovedstaden, gik en lille 
runde hos nogle antikvariater og fik en bibliofil 
sludder. Hos en af dem sagde jeg løst henkastet da jeg var ved at gå: »Åh, jeg skulle for resten lige have førsteudgaven af Peters Jul, De ved den med nissen, fra1866«. »Ja vel, men vi har den desværre ikke på lager lige i øjeblikket.« »Nå, det var kede­ligt, men send den så blot med posten når De får den -og helst inden jul.« »Det skal jeg nok. -Glædelig jul og farvel.« 
Otte dage efter kom den -som lovet -med posten. Et ret velholdt eksemplar, ubeskadiget og intakt. En omhyggelig restaurering hos den eneste der kan sådant genskabte den fuldkomment. Også et hus skulle den gamle nisse have, så en fin kas­sette blev forfærdiget, og nu sover han i sit hus hele året undtagen hver juleaften. Så bliver han taget frem for at se juletræet og for at blive læst højt af. 
»Peters Jul« -»Julemanden« -så vel juletræet i de første år han levede; så har han nok ligget i skuffe eller stået i glasskab i ret så mange år om­hyggelig forvaret af pietetsfulde mennesker. Nu, hvor han er over 100 år, må han sandelig heller ikke overanstrenges,men bliver som sagt kun væk­ket én gang om året -juleaften. Så kan han sove godt og holde mange år endnu. 
Sov godt. Julemand. 
Torben Troensegaard,Mariager 
1866 • julemanden der kom 
Når man gennem mange år, dvs. ca. 25, systema­tisk har samlet på børnebøger, både danske og udenlandske, både gamle og nye, så bliver det jo gennem årene til en hel del. Samtidig vil der ret hurtigt blive bøger, som man særlig eftertragter, enten fordi de nu er meget sjældne, og det sjældne har nu en speciel tiltrækningskraft på samlere, eller fordi de på anden måde har en særlig værdi for samlingen, hovedværker, værker med en særlig historie osv. 
Af begge grunde, kan man sige, kom hurtigt 
1. udgaven af Peters Jul øverst på min ønskeliste, dels fordi det virkelig er en af perlerne blandt dan­ske børnebøger, og dels fordi netop denne 1. ud­gave udmærker sig frem for så mangeandre 1. ud­gaver. I mange tilfælde kan man vist godt sige, at samlingen af i. udgaver er en noget søgt bibliofil mani, idet jeg tænker på de mange tilfælde, hvor senere oplag af en bog er nøjagtig mage til i. ud­gaven med undtagelse af et enkelt tal: trykkeåret. 
Med hensyn til i. udgaven af »Peters Jul« er det noget andet, fordi den virkelig er meget ander­ledes, både i udstyr, format og tekst, end nogen senere udgaver. Når dertil kommer, at den på grund af sit meget beskedne udstyr og meget lille oplag i dag er blevet usædvanlig sjælden, ja så forstår man, hvorfor netop den kommer øverst på en børnebogssamlers liste. 
Der menes kun at være 5-10 eksemplarer af bo­gen, og jeg havde faktisk aldrig regnet med at få den. Det var derfor nærmest for spøg, at jeg i en artikel om samlingen i »Læsningens Glæde«, An­tikvarboghandlerforeningens 40-års jubilæums­skrift i 1960, sluttede med at skrive følgende: »Og må det til slut være mig tilladt at komme med et par små ønsker i dagens anledning. Det ene ønske er henvendt til antikvarboghandlerne og lyder på den egentlige 1. udgave af »Peters Jul«, den lille oktav-udgave med nissen på forsiden fra 1866. Det andet ønske er henvendt til mine mange venner i det store udland og lyder på en tibetansk ABC trykt i Lhasa. På forhånd tak!« 
Man forstår derfor sikkert min glæde -og for­bavselse -da det 5 år senere lykkedes at erhverve et eksemplar af den eftertragtede bog hos en kø­benhavnsk boghandler. Det har ganske vist ikke det berømte omslag med nissen, -men alligevel ­og så er der jo stadig noget at ønske sig. Det sam­me gælder den tibetanske ABC, den er ikke kom­met endnu, så måske denne artikel kan skaffe den frem? På forhånd tak! 
Mogens Schliiter, driftsbestyrer, Fensmark 

« 1864. -Trækfuglene 
min ikke særlig store bogsamling har Blicher­samlingen en egen plads. Måske under påvirkning af Fars højtlæsning af Blicher i hjemmet i min barndom fik jeg tidlig særlig interesse for hans digtning og begyndte at samle af og om ham. En samling af en forfatters skrifter er som en perle­kæde, hvor nogle af perlerne er større eller har en 
106 

stærkere glans end andre 44man må udvælge en enkelt. 
Hvornår jeg lærte »Trækfuglene« at kende, kan jeg ikke huske, men jeg blev grebet af »Prælu­dium« og »Ouverture« især. »Det er hvidt herude« er en vidunderlig åbenbaring af et dansk vinter­landskab, og Thomas Laubs dejlige melodi til dig­tet understreger det på én gang betagende og knu­gende i de jævne verZ^ 
Andenudgaven af »Trækfuglene« var en af mine første erhvervelser. I modsætning tiloriginaludga­vens tarvelige blanke omslag er den udstyret med et litograferet glanspapirsomslag, der på mit ek­semplar er grønt, men som findes også blåt, gult og rosa. Forsidebilledet er et »romantisk« landskab hvori 11 fugle har fundet plads som repræsentan­ter for Blichers 30 trækfugle. Ikke alle er ligt godt karakteriseret, men man kan kende stær, musvåge, gøg, silkehale, drossel, stork og brushane. Teksten er Trækfuglene, og St. St. Blicher, og nederst læses med fin skrift N. Schmidt's Bog-& Steentr. i Randers. Det kejtet tegnede, naive billede er af en vis ynde og er en af de tidligste Blicher-illustratio­ner. På bagsiden er en ramme, hvor ranker snor sig om opretstående stokke, og midt i 1864. En sammenligning af denne ramme med rammen om det i Johs. E. Tang Kristensens »Omkring nogle Blicherudgaver og deres forlæggere« i Bogvennen 1958 afbildede gadebillede fra Randers, der er lito­graferet af H. W. Seip (ikke N. W. Seip som angi­vet i Bogvennen), lader formode, at han også har litograferet omslaget. Motivet er 157 mm højt, bogens format ca. 177 x 112 mm. 
Bogen er trykt med fraktur,et lidt blegt snit, der ikke står mål med originaludgavens, og betegnes Andet Oplag, N.Schmidts Tryk og Forlag. Niels Schmidt havde 1843 overtaget forlaget efter sin farbroder, boghandler Johan Frederik Smith, der i 1838 var originaludgavens forlægger. 
Der er nogle trykfejl, men kun en enkelt me­ningsforstyrrende, og pudsigt nok mangler ved 16 af numrene over digtene,der henviser til indholds­fortegnelsen, punktum efter nummeret. Disse num­re er udeladt i mange senere udgaver. 
Om digtene i »Trækfuglene«, som jeg gang på 
gang vender tilbage til, har bedre penne end min 
skrevet. Kun en enkelthed vil jeg omtale. Digtet 

• Noli me tangere 
5". .Sclnmcbt'i "Bo^-&, Steervtx. i . 

nr. 9: Sneppen ender med det tidligere i digtet brugte jægerudtryk Tirez haut! tirez haut! Men i supplementbindet til Samlede Noveller og Digte fra 1840, hvori »Trækfuglene« er optrykt, hedder det i rettelser: det sidste »Tirez haut« udslettes. Det er ikkesket i nogen af de udgaver, jeg har haft for mig, men da rettelsen må være Blichers, burde den følges. Prøv at læse digtet med kun ét afslut­tende »Tirez haut«! Sådan må det være. 
Andenudgaven af »Trækfuglene« er ikke almin­delig, men kan vel næppe kaldes sjælden. Den be­skedne lille bog er en af dem, jeg ville være ked af at skilles ved; den hører til i perlekæden med sin særlige glans. 
Povl Skadhauge, 
antikvarboghandler, København Blandt mine mange bind står et værk, jeg aldrig har læst. Det har sine grunde. 
Omkring 1912 førte min skolevej daglig forbi en antikvarboghandler på Gi. Kongevej. Hans ud­stillede bøger var mig forlængst velkendte ansig­ter i en forjættet verden, og jeg stod hver dag nag­let i timevis ved et firebinds historisk værk i smuk indbinding til den rystende pris af 1V2 kr. Senere er jeg belært om, at ingen bog er så attråværdig som den endnu ikke opnåede, men her følte jeg første gang, at jeg i min forfærdende mangel på kundskaber ville være hjulpet for tid og evighed. Det tog to måneder at nå op på købesummen, og det stolteste øjeblik i mit liv som bogelsker kom, da jeg hjemførte min trofæ. Nu kunne intet ondt vederfares mig. 
Flere måneder gik med at betragte bindene. Da allerede titlen havde krøllede bogstaver, blev læs­ning klogelig udskudt. Men illusionerne voksede bestandig, og til sidst blev det et princip hos mig ikke at røre den elskede genstand, identisk som den var med alle levende håb om fremgang i vi­denskaben og selvrespekt ved besiddelsen. Bog­staverne lærtes, men bogen forblev et tabu af frem­tid og mystik. 
Senere har intet kunnet drive mig til at læse den bog endsige afhænde den. Jeg har opdaget, at der er visse ting i livet, man ikke skal sætte hænderne på. Vor tids psykotekniker borer kynisk i menne­skesindets dybder og forbliver dog som Faust »ein Thor -und ist so klug als wie zuvor«. Sin første forelskelse skal man ikke begramse og analysere, for hedder det ikke i Tjernes lille digt: 
Den dejligste pige i verden findes etsteds i det blaa. Hun lever i vore drømme, den pige vi aldrig saa. Hun skabtes af blonde taager, hun aander i vor fantasi; i denne har hun sin egen blidtslyngede himmelsti. 
Denne bog og jeg har en hemmelighed sammen: anelsen om de kyske veje, der kun bevarer deres fortryllelse, når man ikke betræder dem. 
Povl Ingerslev-Jensen, kapelmester, København 
1859 • En arkæolog-bog 
Blandt mine gamle arkæologiske bøger sætter jeg særlig pris på /. /. A.Worsaae's lille billedværk: Nordiske Oldsager i Det Kongelige Museum i Kjø­benhavn, i den anden og forøgedeudgave fra1859. 
Bogen i sig selv er ret almindelig, og jeg har den i to eksemplarer; det ene er af to grunde noget særligt. Først det personlige: Dens ejere -mu­seumsfolk og arkæologer -kan i ubrudt linje føl­ges tilbage til før 1888, og de har alle sat deres navne i den, nemlig: 
1) A. Strunk (1816-1888, inspecteur ved Oldnor­disk Museum). 2) Henry Petersen 1888 (1849-1896, dr. phil., di­rektør for Nationalmuseets II. Afdeling). 3) W. Mollerup 1896 (1846-1917, direktør for samme 1896-1910). 4) C. M. Smidt 1910 (1872-1947, arkitekt og fast medarbejder ved samme). 5) C. G. Schultz 1949 (1905-1958,arkitekt og mu­seumsinspektør). 6) C. J. Becker 1959 (1915-, museumsinspektør, senere professor). 
Jeg har erhvervet den på auktion sidstnævnte år. Bogen er indbundet (pænt, men ordinært), vist­nok ved Strunk; men han er næppe dens første ejer. Bagi er nemlig med Henry Petersens hånd­skrift tilføjet: »Kun 3 saad.Expl. exist. (rel. Strunk) er opr. Monrads (Minister) vidi i ucpl. Stand.«. 
(D. G. Monrad (1811-1887) var direktør i Kultus­ministeriet og minister i maj-december 1859). 
Hermed er vi ved det andet forhold. Eksemplaret er i modsætning til den almindelige udgave trykt ensidigt ogpå svært papir, hvad der kunne tale for, at forf. har fremstillet nogle særlige eksemplarer. Dog er titelblad og en lille efterskrift på mit trykt på almindeligt papir. Det vil sige, at Strunk mu­ligvis har erhvervet bogen uden disse dele, hvor man kunne have ventet Worsaae's dedikation (til Monrad(?)). Worsaae har efterladtsig talrige skrif­ter med sådanne personlige hilsener. Strunks eget, oprindelige eksemplar -af »almindelig« art og med dedikation -findes således i Nationalmuseet. 
Mærkeligt nok er der forskel på det særlige og de »almindelige« eksemplarer, idet store delesynes sat om og forsynet med ny paginering, hvortil er brugt andre typer. På dette mere bogtekniske felt er jeg ikke nået længere end til nysgerrig undren. 
C. /. Becker, professor,dr. phil., København 
1844 • Perraults eventyr 
Alderstrinnet betyder naturligvis meget for be­stemmelsen af ens yndlingsbog. De bøger, man i sin barndom og ungdom har sat mest pris på, bli­ver senere kun en smuk erindring om den for­gangne tid. Andre bøger, sin mands, sætter man højt, f. eks. bogen om Jakob Knudsen, den store Goethebog og de essays, der blev udgivet efter hans død med titlen »Det ukuelige Håb« og den 2-binds Erindringsbog. Men to bøger vender jeg stadig tilbage til: Harald Kiddes »Sindbilleder« og Perraults Eventyr. »Sindbilleder« er kun bestemt ved sit indhold, men Perrault har alle de kvaliteter, der betyder mest for mig. 
Det er en smuk bog i sit originale bind, en typisk fransk romantisk kartonnage. Årstal er ikke angi­vet; det er 1844, mens Perrault døde i maj 1703. På titelbladet står: Contes des Fées, Charles Per­rault. Illustrés par 10 gravures sur acier, coloriées. Un grand nombre de vignettes sur bois, d'aprés les dessins de M. M. Pauquel. (De store billeder er håndkolorerede.) Paris Amédée Bédelet, Editeur 20 DesGrand Augustins. Den farverige kartonnage er litograferet af J. Mayer; højden er 243 mm. 
Eventyrene kender vi. De er oversatte og findes i samlinger af børnebøger. Efter hvert eventyr står en versificeret Moralité. 
Det første eventyr er Le petit Chaperon rouge. I vores oversættelse bliver Rødhætte frelst, ulvens mave sprættes op og hun hopper glad ud, men på fransk er der ingen nåde. I moralité fortælles, at sådan går det især unge piger, der er smukke, vel­skabte og søde, men de venligste ulve er de far­ligste. 
Bogen har Adam Oehlenschlåger foræret sin datterdatter Sophia Vilhelmine Bertha Phister den 
6. december 1845. På smudsbladet har han med sin smukke skrift skrevet hendes navn og et 4-linjet lille vers: Mit elskte Barn! Min Datterdatter kiære! Gid ingen Modgangssky Dig sløre Livets Sol! Din Ungdoms-og din Sommerrose være Yndig uskyldig som din Barndoms Martsviol. 

Eventyr kan man læse gennem hele sit liv, og jeg har mange samlinger. Billederne er kønne, og jeg har fået bogen af min højtelskede ven, lektor Th. A. Muller, ved en bestemt lejlighed. Ham tæn­ker jeg på, når jeg har bogen fremme. 
Kamma Briem Roos,København F. / 
1849 • Det lå i en bog 
I min tid som personalechef i Det Berlingske Hus fik jeg mere og mere med husets historiske arkiv at gøre, såvel med et forsøg på en registrering af bøger trykt i Det Berlingske Bogtrykkeri siden Ernst Henrik Berling etablerede sig 1733 som med erhvervelse af bøger til samlingen fra det første hundredår. 
I denne forbindelse stødte jeg ved et auktions­eftersyn hos Hee på et eksemplar af Oehlenschlå­ger's Hakon Jarl fra 1849, trykt af Bianco Luno's Bogtrykkeri 1848. Det var i 1957, oginden i bogen, udgivet af Høst 1849 i et komponeret shirtings­bind, lå -som jeg håbede upåagtet -nedenstående annoncemanuskript: 
Til den Berlingske Tidende: 

Tirsdag den 9de Januar begynder Conferents­raad Oehlenschlager sine offentlige Forelæsninger, som en Fortsættelse fra ifjor, over sine tragiske og flere dramatiske Værker. Forelæsningen holdes Tirsdag-og Løverdageftermiddag fra Kl. 5 til 6 i Universitetsauditoriet No 6. 
Ved auktionen fik jeg hammerslag på bogen for 8 kroner! Ganske vist var der ingen underskrift på manuskriptet -men mon dog ikke? Vor gamle, kyndige bogmand, Carl Dumreicher, lovede mig at kigge nærmere på det, og han svarede: »Der er ingen tvivl! Skriften er Oehlenschlågers!« 
Så var der problemet med det manglende årstal. Nu spurgte jeg »Bevingede ord«s forfatter, redak­tør T. Vogel-Jørgensen, der svarede: »Det var me­get let at konstatere, at det gælder året 1S49. Der tales om conferentsraad O. Han blev conferents­råd 1847. Altså efter dette tidspunkt. Han døde 1850. Altså inden da. Så er der kun året 1849, da 
9. januar faldt på en tirsdag.« 
Så gik turen til Berlingske Tidendes avisarkiv, hvor det konstateredes, at en annonce i overens­stemmelse med manuskriptet var indrykket. 4. ja­
nuar 1849. Som man ser: 
(Splinber ®pei(. 8 forlfctttcr 2)ocent polten fit gorcbwg om Atffatcn. SlnmcElbelfct wn Xing, ter cufTeé frtmla^ie næ(U. moblager 3r-s fhumcntmagcr 
SævpnUc|if kjcndtftiwelftr. 
Tirsilaj dtn 9<le Januar bfgjnJtr tfonferenlsra.d Oeli« lenscliliiger sine onVntlije Forelæsningef, s<m en Fort­sættelse fra ifjor, over sine tragiske og flere dramatiske Værker. Furelæsningeme holdes Tirsdag og Loveroag Ef­ternii dag Ira El. 5 6, 1 UairersitetMadilorlet Nr. 6. 
SBrfjrnMøiøcrtfe. 
©aofrmt tillabfr W, »il Danmffibd afgaae fra »il SCracemfinbe inrt> 03 ^adfagmr imotgen Jfrfbagen wn 5te 

Kredsløbet var sluttet -og jeg syntes, det var morsomt! 
Gunnar Ipsen, fhv. personalechef, Virum 
llO 


iSzy • En folkebog om guru Nanak 
Min bogsamling-der ikke fortjener det fine navn, jeg her bruger om den -består mestendels af religions-og sprogvidenskab. Religionsvidenska­ben kan ikke tænkes uden sprogvidenskab, mens derimod den sidste nok kan stå alene. Inden for religionsvidenskaben igen er det fortrinsvis reli­gionshistorien, der er repræsenteret, og inden for den er det deøstlige religiøse systemer (geografisk set fra Iran og videre østpå), der er de foretrukne. Skal jeg inden for denne gruppe udtage en bog, der hos mig har en særlig plads blandt alle de andre, bliver det en skildring -egentlig en hagio­grafi -af guru Nanak, sikhernes første guru og 
deres religions stifter. 
Det er ikke svært at sige, hvorfor den bog må 

bære prisen fremfor alle de andre. Der er, i korthed 
sagt, to grunde til det, og de står begge i ganske 
nær relation til rent personlige forhold. 
Først og fremmest interesserer bogens emne mig levende. Dens løse komposition, dens form som øjenvidneskildring, dens hovedtemaer: Nanak som det store menneske (Mahapurusha) og som ver­denshersker (Cakravartin), densomstændelige, mi­nutiøse redegørelse for hver en detaille i guruens liv fra hans fødsel over opvækst og kald til hans lange, mange rejser og endelig til hans død og de mirakler der da indtraf -alt det virker dragende og kaldende på mig og tvinger mig til at forsøge at sætte Nanak-skildringen ind i en større sam­menhæng som litterært værk. 
Dernæst er bogen sjælden. Det betyder, at det 

foreliggende eksemplar er ét blandt nogle ganske 
få; der findes i sikhernes manuskriptsamling 
Amritsar kun seks håndskrevne eksemplarer af 
denne bog. Af dem er de to fra 1772 (altså ældre 
end den foreliggende bog), det ene fra 1827, og 
resten af senere dato. 
Bogen er håndskrevet med rød og sort farve. Af­
skriften er dateret den 8. august 1827. Den er ind­
bundet i skind og med klapbind som en persisk 
bog. Mange små, fine dekorationer er strøet ud 
over det røde bind. Skrifttypen er en for sikherne 
særegen: Gurumukhi, en ældre skriftform. Det er 
karakteristisk for mange skriftreligioner, at de 
bevarer den ældre skrifttype, også selv om de op­

Bind i rødt og mørke­
rødt med sølv. 
Forneden i.side irødt 
og sort. Det y-formede 
ettal anes i margin. 
Højde 190 mm. 
giver det ældre sprog. I tendensen til nedskrivning af hellige bøger har vi et eksempel på den forasia­tiske skriftreligions sejr over de indiske, oprindelig skriftløse religioner. 
Men bogen er også sjælden på den måde, at dens indhold er noget særegent. Dens legender har rod i befolkningen i Punjab. Det ser man, når man fær­des i de små hjem i landsbyer og byer; findes der billeder her, så er det illustrationer til denne bogs legender; og det, børnene først lærer om guru Nanak, er de vidunderlige historier om ham. Hvis vi forlader hjemmene og går til bazaren i en stor by og dér f. eks. beder om en skildring af guru Nanak, så vil vi ofte få en beretning om ham som denne rakt frem. Også her er altså legendernes Nanak levende. Det er forståeligt, at det er sådan, for det er mennesker fra de samme kredse, som dem vi før traf i landsbyen. 
Men hos de højtdannede sikher, der er le­dende inden for de såkaldte Singh Sabha'er og institutionen Chief Khalsa Diwan (sikhernes ret­ledende og opdragende institutioner) -hos dem er 
"ij:' 

^•Thh ' ^ Siw 
y 

bogen ikke i høj kurs. De vil helst af med alle disse »tilvækster«, som de kalder legenderne, og det falder godt i tråd med deres stræben efter at nå ind til en forståelse af guru Nanak, der kan stå for moderne videnskabelig kritik. 
Bogen er og bliver en folkebog. For 100eller 150 år siden kunne den endnu have sin plads i et tem­pel. Men nu må den nøjes med et hjem eller en videnskabelig institution. Folkets tro, folkets skik, dets tavse -måske (men det er sagt uden nedsæt­tende bibetydning) i virkeligheden uvidende ­hængen ved de udkårne helte, dets kraft til at bære den bitreste skæbne med rankhed og smil, har ofte været en kilde til undren og beundring for mig. 
I bogen om guru Nanak er der foruden dette så meget andet, som kalder på mig. Derfor har den for mig en særlig plads og også en fortrinsstilling blandt så mange andre. 
Jan Nielsen,lektor ved Sorø Akademis Skole 

1822 • Ulykkes-Historier 
Ulykkes-Historier til Advarsel for Børn. Oversat af Captain Ludvig Fasting. Kjøbenhavn 1822. Forlagt af Fr. Brummer. Trykt hos Græbe. 
En ret så trøstesløs og humørforladt bog at fore­
trække? Og dog læser jeg den med et stort smil. 
Når man samler på børnebøger fra omkring 1840 

og tidligere, bliver man vant til »rædsler«. Dette 
kunne lyde som en selvmodsigelse: børnebøger og 
rædsler i samme åndedræt-men, nej, — opdragel­
sesprincipperne var omkring denne bogs tilblivelse 
isprængt eksempler af ulykker. Selvforskyldte na­
turligvis. Man skulle jo opdrages og lære, at hvis 
man ikke fulgte forældrenes råd, så skete det »for­
færdelige«. 
Som voksen tager man jo en bog som denne 
uhøjtideligt, men man kan tænke sig til børns 
reaktion, når man selv endnu ikke har glemt et 
eventyr af Grimm med et kistelåg, der smækkede i, 
så et barnehoved rullede ned i bunden af kisten! 
Når man samler på børnebøger og dermed for­
bundne ABC'er, må netop denne blive ens ynd­
lingsbog -eller en af ens yndlingsbøger. Deer alle 
så henrivende og morsomme og fra et kulturelt synspunkt så interessante. Denne er lille og aflang (14 x 10,5 cm), dejlig at have i hånden, og med 24 

»illuminerede kobbere« -ét for hver historie. 
Kedeligt er det, at ikke alle 24 billeder kan gen­gives, men kun dette ene fra historien »Den Qval­te«, og endda uden farver. Den handler om to stu­denter, der bor sammen på et værelse: »brave og ordentlige unge Mennesker, der ikke, som Andre af deres Lige, sad og svirede hele Nætter i Ølhuse, eller sværmede omkring paa Gaden. Om Aftenen, i det seneste Kl. 9 eller 10, kom de hjem, studerede en Times Tid, og lagde sig derpaa til Ro. Derfor vare endnu de ogsaa vaagne om Morgenen Kl. 5 og vare da muntre og ret oplagte til Arbejde At man ved sit Arbejde skaffer sig Guld eller Pen­ge, ja endog noget bedre end Penge, nemlig en dannet Forstand og nyttige Kundskaber, er Eder vist alle bekjendt«. 
En lille indskudt bemærkning før jeg fortsætter: 
Sproget kan synes anderledes end nu, men et stu­
dieforløb er åbenbart ikke så forskelligt fra vore 
dages. Der findes dovne, letsindige studenter og 
flittige, morgenduelige sådanne. De øldrikkende og 
de hashrygende er en torn i øjet på borgerne! 
Og nu kommer det sørgelige: Den ene student 
-Arnold -ventede i deres fælles værelse på sin ven -Dietmar -der var til »Doctorgilde«, men da klokken blev mange, lagde han sig til at sove, efter at have anbragt det tændte lys på kakkel­ovnen, så hans ven kunne se, når han trådte ind. Men hvilken jammer blev der ikke, da Dietmar kom hjem og fandt Arnold død i sengen.-Da han så lysestagen på ovnen, »kunde han forklare sig Alt«. Der havde ligget et bundt svovlstikker på stagen, der var blevet antændt af en gnist og »havde opfyldt Værelset med den dræbende Damp, hvoraf Arnold var bleven qvalt, før han kunde vaagne«. 
En anden historie handler om en skrædderdreng, som frøs så forfærdeligt i sit kammer og tog et kulbækken med for blot at havelidt varme,medens han klædte sig af, og som døde i det »indsluttede« rum af kuliltedampe. Og en tredje om en dreng fra forfatterens fødeby, som »endog bliver dræbt af Viindamp«. Vejret går fra ham og hans afsjælede legeme findes under en vintønde, da han går ned i en mosterikælder med gærende fade. 

Bogen er, som så mange andre på den tid, over­sat »fra det Tydske«, her af Captain Fasting. Af dens andre titler kan nævnes; Uforsigtig Brug af Skydegeværer, Hvor let et velskabt Barn kan blive pukkelrygget. Den lille Sukkermund. 
Billederne i de gamle børnebøger og ABC'er er for mig det interessanteste. At købe en bog uden billeder ville være utænkeligt. Børnebogsbillederne er en billedskat, som er for lidt kendt og skattet; men nu, hvor børn for første gang i verdenshisto­rien har fået lov at have et sjæleliv, vil også inter­essen for det, de beskæftigede sig med »dengang« blive aktuelt. 
Estrid Faurholt 
1805 • Poetiske Skrifter 
Skal jeg blandt mine ret talrige bøger udvælge min yndlingsbog, er der for mig ingen tvivl mulig. Jeg ejer en bog, der på en så direkteog personlig måde bringer mig i forbindelse med en af guldaldertidens fineste frembringelser, at ingen anden bog kan sættes ved siden af den. 
Det drejer sig om Adam Oehlenschlager: Poeti­ske Skrifter. Kiøbenhavn 1805, der blev udsendt i to dele. Bøgerneer indbundet i samtidigt bind med skindryg og hjørner; ryggen er forsynet med titel i den tids meget spinkle skrift og ornamenter guldtryk og blindtryk. Det, der gør førstedelen af dette værk til noget særligt, er, at den på bladet over for titelbladet er forsynet med en dedikation: »Til Herr. Etatsraad H. Heger fra Forfatteren«. Det er en gave fra Oehlenschlager til hans svigerfader, etatsråd Hans Heger, der var en meget betydelig mand, men som nu erindres bedst gennem sine svigerbørn, idet den ene datter, Christiane, blev gift med Oehlenschlager, medens den anden, Kam­ma, giftede sig med Rahbek. 
Foruden denne dedikation er der imidlertid to ejermærker, idet Heger selv har skrevet sit navn på titelbladet, medens min oldefar, biskop H. L. Martensen, på bladet overfor med ganske lille skrift har skrevet: H. Martensen. 
Hvordan bogen er kommet i biskoppens besid­delse, ved jeg ikke. Men der bestod hele livet igen­nem et meget nært forhold imellem Oehlenschlåger og Martensen, som Martensen flere gange kommer ind på i sine memoirer (»Af mit Levnet«, 1882­1883). Allerede i sin-skoletid i Metropolitanskolen læste han Oehlenschlåger, som han er så begejstret for, at han siger, at han tror ikke, han i fantasiens rigdom og fylde, i den plastiske kraft, i billedspro­gets skønhed og friskhed er overgået af nogen. Da Martensen blev student, blev Oehlenschlåger hans private præceptor, og senere kom han i et meget nært personligt forhold til ham og omgikkes ham meget. Martensen nævner selv i sine memoirer 
»Aladdin«, der jo kom i første udgave ide poetiske skrifter, som et af de værker, som han satte størst pris på. Denne beundring fra Martensens side over for Oehlenschlåger har sikkert været almindelig kendt, idet det var Martensen, der holdt talen, da statuen af Oehlenschlåger blev afsløret nogle år efter hans død. Man kan derfor gætte på, at Oehlenschlåger har arvet bogen efter sin sviger­fader, og at han -eller hans efterladte -har be­nyttet den som gave til Martensen ved en eller anden lejlighed. 
Selv har jeg erhvervet bogen ved tyveri. Mor, 
som efter fars død i 1935 havde bogen, gik nem­
lig en dag med den til en antikvarboghandler for 
at få den vurderet, og da jeg syntes, at det kunne 
tydes som et svagt tegn på, at hun overvejede at 
sælge den, kunne jeg ikke dy mig for at fjerne den 
fra hendes bogsamling i et ubevogtet øjeblik for at 
bevare den i familiens eje. Da jeg fortalte hende 
om det, morede det hende adskilligegange at prøve 
at finde den igen i min bogsamling. Det var dog 
forgæves, den var anbragt på en plads, hvor hun 
ikke fandt på at søge den. 
Efter mors død var mine søskende enige om at 
lade mig arve den, så nu er den vel igen i lovlig 
besiddelse. n 
Florian Martensen-Larsen, j 
stiftamtmand, 
Viborg 
1803 • 1906 
Det er sjældent, at en bogsamler kan pege på én bog og sige, at med den begyndte hans samling. Så heldig er imidlertid jeg, for det huskes tydeligt, da min far, da jeg gik i I. G., gav mig Oehlenschlå­ger's Digte 1803, som det unge menneske troede var originaludgaven, men senere erkendtes at inde­holde den famøse trykfejl »bleglyse hæve« for »bleglyse bæve«, hvorfor det »blot« var eftertryk­ket. Bogen, i jomfruelig tilstand og i datidigt bind, blev dog og er stadig til stor glæde for sin ejer­mand. Den åbnes hyppigere end originaludgaven, som først blev erhvervet 35 år senere,og hver gang føles bogstaveligt det friske pust, som, trods de indlagte pressede blomster, strømmer ud fra disse blade. Det sanses og forstås, at her er gennem­
brudsbogen i det 19. århundredes danske lyrik. 
Tilfældet ville, at Johs.V. Jensen's Digte 1906 
blev erhvervet samme år i erkendelse af, at også 
her var et sandt gennembrudsværk, men der skulle 
dog gå mange år førend en Ole Wivel og en Klaus 
Rifbjerg skrev om denne samling i serien »En bog, 
der forandrede mit liv«. Den umiddelbare læsning 
af Johs. V. Jensen's »Digte« efterlader én med 
noget af samme følelse som læsningen af Oehlen­
schlåger's »Digte«: en utrolig variation i vers­
målene, spændstighed og spændvidde i emnekred­
sene og en nænsomhed i behandlingen af det dan­
ske sprog. De to digteres valgslægtskab lyser ud af 
Johs. V. Jensen's mindestrofe: »Ham lærte Skov 
at visne glad./Ja Løv og Liv de følges ad.« 
Derfor blev de to bøger mine kæreste. 
/. /. Pindhorg, professor, dr. odont., 
København 
1803 • Steffens • Grundtvig 
Jeg er vokset op mellem bøger. Min far var præst i Vraa og samtidig leder af Vendsyssels første og nu eneste grundtvigske folkehøjskole -grundlagt af min morfar for 100^ér siden. Altså arveligt be­lastet grundtvigianer ^--'vokset op med Grundtvigs salmer og folkelige sange -'en arv jeg for øvrigt med glæde vedkender mig.A 
/ 

\\y 


I fars studerekammer med bøger væggene rundt tilbragte jeg som barn mange timer, og ved hans død arvede jeg bl. a. hans Grundtvigsamling, som jeg nu i snart 40 år har søgt at udbygge sammen med mine øvrige guldalderbøger -Blicher især. Min meget store topografiske samling om Vend­syssel er en anden historie. 
Som student lod jeg ørnen skue mod det him­melske lys og sneg mig i stedet ned i Sværtegade og talte bogbind med Anker Kyster, gik på bog­auktioner eller i antikvarernes gyder, og her var det, at jeg en dag under gulligt gasblus fandt en lille forpjusket bog, såvist ikke bundet af nogen oldermand i lauget --. På titelbladet stod; Ind­ledning til philosophiske forelæsninger af Henrich Steffens, København 1803, altså programskriftet for vor litterære guldalder, der så stærkt har præ­get mit hjem. Men der stod mere. På bogens første hvide blad stod håndskrevet med sære kluntede, gotiske bogstaver, som prentet af en olding: »Kjøbt af Peder Nikolay Skougaard -[in] bornholmske ­for 4 Mark d. 28 Novbr 1804. N f S Grundtvig«. 
Bogen har altså tilhørt Grundtvig -købt af stu­dentervennen, der senere inspirerede ham til over­sættelsen af Saxo og Snorre, og da Grundtvig rejste til Langeland som huslærer på herregården Ege­løkke, havde han den ifølge professor Rønning med i sin vadsæk. Her blev den på kvistværelset til haven det tavse vidne til oprivende sjælekampe og til de vældige jævndøgnsstorme, der gik tungt gennem Grundtvigs sind som følge af en heftig forelskelse i gårdens smukke frue. For at dæmpe 
sin lidenskab kastede han sig over bøgerne og ikke 
mindst, oplyser Rønning, blev Steffensbogen ham 
til stor hjælp i disse kriseår, der kom til at spille 
en så afgørende rolle i hans udvikling. 
Endvidere bærer bogen navnene C. With og 
C. Graae, der var medlem af det læseselskab, som Grundtvig stiftede blandt øens præster, og som nok kunne give stof til yderligere fabulering. Siden er bogen altså vandret over københavnske anti­kvariater og befinder sig nu i min bogsamling her langt nord for Limfjorden. Men dette følgeskab med Grundtvig i hans gærende ungdomsår har gjort den til en af mine kæreste bøger, for hvad ville den ikke kunne fortælle, om den havde haft mæle? 
Jørgen Kaj Bertelsen, Vraa, Vendsyssel 
1791 • Olsens Poesier, Sorø 
Gennem nogle år har jeg fået erhvervet mig nogle få Sorø-tryk, idet jeg ville søge at samle et udsnit af den fra Sorø udgåede produktion, dels fra det ridderlige akademis tid i det 17. årh., dels og måske især fra Sorø-oplysningens tid i sidste halv­del af 18. årh. Kun for evt. at afrunde et forfatter­skab bør samlingen derfor indeholde enkelte vær­ker, trykt uden for Sorø. 
Desværre er det ikke så ofte, at Sorø-tryk fra det 
17. årh. udbydes til salg, og selv om oplysnings­tidens forfattere oftere ses, er der meget lang vej 
igen, inden et nogenlunde fyldigt udvalg er op­nået. 
Min kone og især mine børn har ofte lidt ned­sættende talt om degamle »ormstukne« bøger,som jeg slæber hjem, ofte til dyre penge —, og indhol­det: Senecas Skrifter, Davids Psalmebog, Schiøn­nings historiebøger, Schyttes Kameralvidenskab, Sneedorffs skrifter mv. »Tørt og gammeldags«. 
Indtil jeg en dag fik fat i en beskedent udseende lille bog, på rygtitlen benævnt »Olsens Poesier«. Alene titlen fik børnene til at studse. Og indhol­det {Poesier af Gottsche Hans Olsen, Sorøe, 1791, trykt hos F. L. Lillie, Akademiets bogtrykker), væ­sentligst bestående af lejlighedsdigte, fik dem til at 
juble over den poesi, der vel allerede dengang var lidt naiv, men som set med nutidsøjne ofte tange­rer det parodiske, ogsom også gennem kærligheds­digtene viser, at der levede andre i Sorø end lidt tørre og for nutiden kedelige professorer. Familien ser nu med betydelig større forståelse på mine an­skaffelser af »gamle ormædte bøger«. 
Da bogen oven i købet bringer bud fra dette 
snart 200 år gamle miljø ved flg. påtegning på for­
satsbladet: »Souvenir de l'auteur. Cop. le 20. juin 
1799«, foruden et gammelt ejernavn, Axel Lorent­
sen, og endelig er forsynet med et nyere ex libris 
for Jørgen Kaj Bertelsen (tegnet af L. H. 1930*), er 
det indlysende, at Olsen og hans poesier står mit 
hjerte nær. 
Max Ebert,advokat, Roskilde 
* 	Et mærkeligt tilfælde har sammenbragt den foran omtalte bog, der tilhører redaktør Bertelsen og har hans exlibris af Johannes Larsen (uden navnet Kaj) og den her omtalte bog, der har til­hørt ham og har hans ikke mere benyttede exlibris af Lars Nielsen. Fra Olsens bearbejdelse af Bur­gers »Lenore«, en af tidens mest yndede ballader, skal citeres: 
O Piger, troer ei paa en Hielm 
Og ridderlige Skiolde! 
Tit pryde de en listig Skielm, 
Hvis Løfter ere golde; 
Naar ]omfrukrandsen er ei meer, 
Saa reiser Ridderen og leer. 
Red. 
1789 • Arven fra von Warnstedt 
Da den unge officer August Baggesen i 1818 vend­te tilbage til København med det danske kontin­gent, som i næsten 3 år havde holdt dele af Nord­frankrig besat, lå der en gave til ham. Den var fra den tidligere og året før afdøde direktør for Det Kongelige Teater, kammerherre H. W. von Warn­stedt. Pakken indeholdt et eksemplar af faderen, Jens Baggesen's, herostratisk berømte libretto til 
F. L. Æ. Kunzens opera Holger Danske (1789). 
Det spændende ved gaven var imidlertid, at gi­veren også havde vedlagt 4 breve fra den unge, utålmodige og begejstrede Jens Baggesen, breve som mere end mange ord fortæller om digterens forventninger. »Holger Danske« havde premiere den 31. marts 1789. Med det første brev sender Jens Baggesen von Warnstedt det første trykte eksemplar med ordene: »Tilgiv mig, Herr Kammer­herre, at jeg i disse Dage har maattet nægte mig den Fornoielse at tale med Dem. Jeg har været, og er meget, meget syg Jeg sender Deres Vel­baarenhed det allerførste eksemplar Det glæder mig at kunnegive Dem denne trykte første­fødte, og De må undskylde dens Nøgenhed 
-både Bøger og Mennesker komme splitternøgne af Moders Liv. Lys Deres Velsignelse over det arme Noer! Stakkels Dreng! endnu gaar det godt, men Gud veed, hvorledes det vil gaae ham, naar han har faaet Buxer.« Eksemplaret har nok været uind­bundet og måske endog uden det blå omslag. 
Ud over premieren opnåede »Holger Danske« 5 
opførelser, nemlig den 1., 2., 14., 15. og 17. april. 
Derefter blev operaen henlagt efter Baggesens ud­
trykkelige ønske. Holger-fejden, både den litterære 
og den sproglige, var da allerede i fuld gang. 
Den 2. og den17. april tilfaldt hele billetindtæg­
ten forfatter og komponist, og de 2 næste breve 
omhandler da, hvorledes Jens Baggesen ved en 
spøg overlader von Warnstedt 2 hold fribilletter. 
Det 4. brev indeholder en invitation til teaterche­
fen om at mødes med ensemblet, som Kunzen og 
Baggesen traditionen tro havde inviteret til gilde 
i den engelske klub. »Jeg haaber. De vil gøre mig 
den Fornojelse at komme, Hr. Kammerherre. Det 
er maaske første og sidste Gang, De er Giæst hos 
Deres Baggesen.« 

August Baggesen har ladet bogen indbinde, og på forsatsbladet har han nærmere anført prove­niensen. Siden er bogen erhvervet af samleren E. V. Agerholm. Den 22. juli1886 køber L. Winding den, og 1. marts 1928 kommer bogen i kaffehandler 
H. I. Andersens besiddelse. Den 13. november1941 erhvervede jeg det eftertragtede eksemplar. 
Det er naturligt, at det Warnstedtske eksemplar af »Holger Danske« må være flagskibet i en Bagge­sen-samling. Og i desidste 30 år er mit bibliotek da også bygget op omkring aksen Baggesen-Oehlen­schlåger med den samtidige litteratur som ramme. 
Bøgerne i min samlingskal helst også kunne for­tælle en anden historie end den, der står trykt på de hvide blade. De skal kunne fortælle om menne­sker, der har ejet dem, læst dem og bevaret dem. Det bærer samlingen da også præg af. Der er efter­tragtede bøger imellem med egenhændige dedika­tioner og digte. Men der er også rene bagateller, der lige fuldt beretter om samlerglæde og kærlig­hed mellem mennesker. Det er det, man har kaldt bøgernes sande magi. 
Bent \M. Dahlstrøm, 
forlagsdirektør, Rungsted Kyst 
lySz ' Kiøbenhavns Beskrivelse 
Grundstammen i mit bibliotek er jo nok bøger an­skaffet i gymnasietiden og hovedsagelig indkøb efter Gyldendals dengang løbende månedsnedsæt­telser. De fag jeg valgte til skoleembedseksamen. Nordisk filologi, engelsk og tysk, har naturligvis sat sit præg på udvalget senere hen. 
Men allerede på et tidligt tidspunkt har samlin­gen vist tilbøjelighed til at forgrene sig til kultur­og kunsthistorie samt topografiske områder. Van­dringer på Christianshavn var jo nok den første tilskyndelse til interessen for Københavns arkitek­tur. Nu ville tilfældet, at jeg i 1936 fik et vikariat ved korrekturen af Rigsdagstidende. Det blev min skæbne og for en stor del også min bogsamlings. Jeg blev i Rigsdagen (Folketinget) i 33 år, en tid som korrektør, siden som bibliotekar. Christians­borg var pludselig blevet lokalhistorie for mig i allersnævreste forstand. Bl. a. de henved tre meter dybe vinduesnicher i korrektørværelset i underste etage vakte min interesse for slottets historie, og inden jeg vidste af det, var jeg blevet samler af Christiansborgiana. 
Så småt begyndte jeg at samle på de mere al­mindelige ting om emnet, men længe varede det naturligvis ikke, før man også begærede de sjæld­nere sager. Der er tre vigtige samtidige beskrivel­ser af Christiansborg, den i N. Jonges Kiøbenhavns Beskrivelse. Kbh. 1782, den i den tyske kunstken­der F. V. B. von Ramdohr's »Studien auf einer Reise nach Danemark«. 1792, og endelig, udkom­met umiddelbart efter slottets brand 1794, den anonyme »Beskrivelse over Residence-Slottet«. 1794 og »Fortsættelse« samme år, alle ganske over­ordentlig sjældne. I løbet af en halv snes år lyk­kedes det at få Ramdohr og Beskrivelsen i hus, dog ikke Fortsættelsen, som jeg stadig kun besid­der i Xeroxkopi. Men nu gjaldt det altså om at få fat på Jonge i et hæderligt eksemplar. Først i 1957 var chancen der. Da bortsolgte min tidligere kor­rektørkollega, stenografiteoretikeren, cand. mag. 
P. K. Stibolt sine bøger ved en auktion. Han var en navnkundig bogsamler og en markant personlig­hed. Efter nogle søvnløse nætter kunne jeg en dag sætte Jonge på plads i min bogreol. Prisen blev na­turligvis meget høj, men eksemplaret er i usæd­vanlig fin stand, på skrivpapir (XIV + 550 s., 4°), pletfri og indbundet med en smuk ryg med rig for­gyldning (Wilhelmi?). Titelbladet prydes af den her gengivne vignet, stukket af Johan Gottlieb Friedrich efter maleren Georg Mathias Fuchs' for­læg. -Bogen forekommer for øvrigt også med et andet titelblad, uden kobberstikket, men dekore­ret med en ramme af røskener om hele teksten. 
Det er altid interessant at kunne spore bøger til­bage til tidligere ejere. Jonge er jeg i stand til at følge vel nok 100 år tilbage: kirkehistorikeren H. F. Rørdam (1830-1913), overretssagfører Ole F. Ol­sen (erhv. 1914), grosserer H. I. Andersen (»Kaffe-Andersen«), Rosenkilde og Bagger 1941, nævnte 
P. K. Stibolt (erhv. 1941), alle kendte bogsamlere. 
Jeg har kun grund til at være tilfreds med mit eksemplar, som udfyldte et gabende hul i min Christiansborg-Samling og tillige gik smukt ind i rækken af mine københavnsbeskrivelser og-førere. 
-Men ærgerligt er det trods alt at tænke på, at der omkr. 1940 varet eksemplar på markedet med Lux­dorphs superexlibris. 
Chr. Bang,bibliotekar, cand. mag., 
billedredaktør på Christiansborg-Værket 

lySS • En brændt Voltaire 
Min bog L'homme aux quarante écus er afVoltaire. Bogen blev udgivet i 1768, og hele udgaven blev i sin tid brændt, således at eksemplarer af første­trykket er store sjældenheder. Den er indbundet sidst i 19. århundrede af en meget fin bogbinder ved navn Canape. Jeg købte bogen på professor Einar Christiansens auktion i 1940 og læste den under besættelsen. Den gjorde et meget stort ind­tryk på mig, fordi Voltaire turde rette en så skarp kritik mod Frankrig og referere så mange opsigts­vækkende og skrækkelige ting. 
Jeg har læst bogen igen, og den gjorde ligeså stort indtryk på mig nu som dengang. 
Da handlingsforløbet er meget stærkt, kan jeg desværre ikke her skildre det detailleret, og jeg forstår godt,at man i sin tid brændte hele udgaven. 
I Frankrig betragtede man som bekendt Voltaire som det største geni, hvad han jo også var, allige­vel er det bemærkelsesværdigt, at han ikke blev straffet efter bogens udgivelse. Det at man brændte en bog af Voltaire, viser jo i sig selv, hvor stærkt bogen må have virket. 
Fanny Stangebye, København 
1670 • John Ogilby: Africa 
Det er forkert at bede en børnerig familie udpege sit kæreste barn. Samleren er kun ubetydeligt bedre stillet. Men måske kan man svare på spørgsmålet: Hvilken bog vil du nødigst undvære, og hvad er grunden dertil? 
Jeg vælger John Ogilhy: Africa: Being an Acu­
rate Description of the Regions of Ægypt, Barbary, 
Lybia and Billedulgerid, the Land of Negroes, with 
all the Ajactant Islands, Coasts, Harbours, Rivers, 
Lakes, Cities, Their Customs, Modes and Inexhau­
stible Treasures, Wonderful Piants,Beasts and Ser­
pents. To the High and Mighty Monarch Charles II 
of England, Scotland, France and Ireland, King, 
Defender of the Faith & London M.DC.LXX. Det 
kobberstukne titelblad ses her (405 mm højt). 
Det er en bog i folio (XIV + 767 s.), og mit 
eksemplar er perfekt, indbundet i samtidigt hel­
m i ,mmi I .9~r*m 

læder med rygforgyldning. Bogen er en af de stør­ste, sjældneste og mestfremragende Afrika-beskri­velser. I forf.s kildefortegnelse over dels velkendte og dels nu ukendte (?) værker af engelske, holland­ske, franske, portugisiske, italienske, franske, la­tinske og græske forfattere navngives 58, deri­blandt Ptolemæus, Leo Africanus -og Cæsar. 
Mangfoldigheden af fremragende kobberstukne kort ogillustrationer er af allerstørste topografiske og historisk-etnografiske betydning. Sproget er smukt og letlæseligt, satsen ligeså. Et udateret oversigtskort af Jacobus Meursius viser Nilens, Nigerens og Congoflodens kilder med rentud for­bavsende korrekthed. 
Bogen blev fundet 1968 i Lissabon af en dansk antikvarboghandler. Den blev udbudt for et meget betydeligt beløb og blev først af undertegnede for­gæves foreslået erhvervet af et offentligt bibliotek til bevarelse i Danmark. Dernæst erhvervede jeg den selv -ved stor velvilje fra sælgerens side ­gennem byttemål, og betalte med et næsten fire­cifret antal andre bøger. Dels let erstattelige nyere bindstærke samlingsværker på forskellige sprog, dels, ved tiltrængt sanering, med ca. 300 mindre lødige eksemplarer eller dubletter fra mit gennem ca. 40 år etablerede specialbibliotek om Afrika. 
Kort sagt, papirpenge vekslet for en guldbarre ­som et uvurderligt led i en betydelig samling af dels Etnografica, især vaaben, og dels ældre og nyere lødige bøger om Afrika syd forSahara, sam­let fra drengeårene til op i en moden alder. 
Om samlingen hedder det i rapporten om »Nogle fynske godsbiblioteker« (Odense Universitetsbi­bliotek 1967), at »den er prototypen på en special­samling, der supplerer offentlige institutioners be­stand«. I denne helhed bærer Ogilby for mig pri­sen blandt bøgerne, fagligt, æstetisk og som sam­lerstykke. 
G. Ahlefeldt-Laurvig-Bille,Egeskov, Fyn 
1670 • Pascals Tanker 
»Vita sine libris nulla.« Og når jeg sidder og lader blikket glide henover mine reoler, standser jeg ved én eller anden bog, tager den ud -er det den? Nej, og den glider ind på sin plads. Eller er det måske et bogbind, der fanger mit blik? Nej, heller ikke det formår at røre ved noget dybest inde i mig. Videre -og pludselig er der et bind i duodez, ind­bundet i marmoreret kalv med rigt forgyldt ryg og med slægten Løvenskiold's superexlibris på begge permer, der taler til mig. Bogen er 160 mm høj. 
Jeg åbner den, og på titelbladet står der: Pensées de M. Pascal sur la religion et sur quelques autre sujets, qui ont esté trouvées aprés sa mort parmy ses papiers. A Paris chez Guillaume Desprez, rué Saint Jacques Prosper. M.DC.LXX. Avec Privilege & Approbation. En sjældenhed, ja vist, eftersom det er første udgave, første tryk. 
Den er erhvervet for mange år siden på afdøde redaktør Gulmann's auktion og for en mere end rimelig pris. Men det er ikke sjældenheden, men indholdet, der den dag i dag fængsler mig, hver gang jeg blader i den. Hvorfor? For det første sti­len: de korte, nervøse sætninger på blændende fransk, og så indholdet, der ligger bagved. Den skepsis, som borede så dybt ind i hjertet på det 17. århundrede, angreb Pascal, skønt han sjældent vaklede i sin tro. For få mænd har tvivlen været mere smertelig, og der har vel aldrig eksisteret et klarere, mere gennemtrængende intellekt, så gan­ske naturligt var -trods alt -tvivlen bestandig til stede. »Les Pensées« illustrerer de tanker,som den­ne konflikt vakte i ham. Der er en lidenskab, en hårdnakket vilje til at tro, til at overbevise sig selv ad forstandens vej. Og dog -»Le dernier acte est toujours sanglant, quelque belle que soit la co­medie en tout le reste. On jette enfin de la terre sur la teste, & en voila pour jamais«. -Men lad mig ikke fordybe mig i Pascal's filosofi. Bogsam­lerens forfængelighed stikker hovedet frem: Det er et såre skønt eksemplar. Bogen var bogstavelig talt så urørt, da jeg fik den, at jeg forsigtigt måtte skille bladene fra det røde snit, der endnu klæ­bede, just som var den kommet fra bogbinderen. Et stort og vel nok enestående eksemplar, som jeg engang i min forfængelighed tog med til England for at sammenligne med British Museum's eksem­plar, der viste sig at være ombundet og 1,3 cm mindre end mit. Sat sapienti! 
Edward C. ].Wolf,cand. mag. et mag. art., 
lektor ved Københavns Universitet 

1648 • Charles I's henrettelse 
Man opfordres til at skrive lidt om sin yndlings­bog. Det lyder let, men er svært, for når det kom­mer til stykket er der jo så mange bind der hver af vidt forskellige grunde kan gøre krav på at blive valgt. Mit lille bibliotek er tåleligt rigt på poesi og prosa fra den engelske »Gyldne periode« -Eliza­beth den Første's og Stuarternes tid -med en af­deling der ved breve, manuskripter og bøger på 
idiosynkratisk måde illustrerer James den Første's og hans danske dronning, Christian den Fjerde's søster Anna's liv og levned og deres afkoms: Henry, Prince of Wales, Englands håb der så tra­gisk døde af tyfus da han var atten, og den yngre søn, Charles I. Charles havde ikke haft det let. Han var krøbling og kunne ikke gå som barn. Han var søn af den »Viseste Taabe i Kristenheden«. Stæ­dighed havde han arvet fra den usympatiske skot­te. På trods af dettevar Kong Charles nok den mest 
f'V 
AContinuation of thc 




NARRATIVE 

BEING 
Jhe Ufi and final dayes Troceedings 
OF THB 
HigKCourtof luftice 
Sitting io WcftminftcrHallon Satiirday,7rf«.sf, 
Qoncerning the Trjal of the Kjng-
With thefeverallSpeechesof the 
King,Lord Prefident, ScSolicitor General. 
Togetha: with a of the 


Sentencc of Death 
upon CHA RLS STUART Kingof Eng!an<L 
PubUflicd by Authority to prevent falfc and impminent Relations. 
T 
0tbtft Trtcteiingt of theTrj*U af the King,Iftj , 
Iropriamot Ciist&t KUBBOT. 
Lwir* for Tlqfird, aodarc cobc fold ttki« ft»p ia&eJnffr TemfU, f**. 19. 1^4** 
Torside og udsnit af bagside (udenSir). Højde ca. 20 cm. 

civiliserede monark England har haft. Han skabte 
den største kunstsamling der nogen sinde er bragt 
sammen (den blev spredt af Cromwell og hans 
pak). Parlamentets såkaldte »proces« mod ham i 
1648 er fuldt dokumenteret, og han står som en 
lysende skikkelse blandt slyngler. Dødsdommen 
var afsagt før retshandlingen begyndte, og hals­
hugningen er et af historiens groveste eksempler 
på forvansket retsførelse. 
Samtiden fulgte begivenhederne fra dag til dag gennem små »Newsbooks«, en slags aviser. Pro­cessen mod kongen blev dækket af tre sådanne Per­fect Narratives of the Whole Proceedings of the High Court of Justice in the Tryal of the King in Westminster Hall. Blandt sæt af disse har jeg et løst eksemplar af den sidste pjece: Numher 3, der beskriver den sidste dags retshandlinger og døds­dommen. Hæftet har overlevet som da det først udkom: som to ubeskårne ark, stukket sammen med tråd, London, Printed for John Playford [der også udgav en række musikværker], and are to he sold at his shop in the Inner Temple Jan 29.1648. 
Det særlige ved dette eksemplar er nogle få simple linjer, skrevet af boghandleren Playford på den sidste tomme side til en ukendt kunde. Hvad kun­ne bedre give en fornemmelse af dagens gru, usik­kerhed og sorg efter mere end tre hundrede år: 
S[i]r 
We can get no other Bookes [.] to morrow is to[o] busy and too fearefull a day to venture abroad. Tis enough if this passe friday you shall have the rest. 
Den følgende dag blev Kong Charles Martyr. Nyhederne om hans skæbne spredtes i løbet af få uger over hele Europa. Selv i Danmark blev pjecer­ne og hans tale fra skafottet oversat inden året var omme, og trykt hos Jørgen Holst i En Fuldkom­ligere Engelske Memorial. 
Bent Juel-Jensen, 
University Consultant Physician, Oxford 
1588 • Montaignes Essais 
Min kæreste bog? Så afgjort 1588-udgaven af Montaigne's Essais. Den sidste i Montaignes leve­tid og den første, der indeholder tredje bog, som 
menneskelig set er den varmeste og rigeste af dem 
alle. 
Mit eksemplar er en sjældenhed, måske endda 
et unikum, da det er det eneste, jeg har set eller 
hørt om, der er indbundet i forlæggerens originale 
helpergamentsbind uden nogen sinde athave været 
gennemgribende restaureret endsige ombundet. En 
skæbne, der er overgået alle de andre eksemplarer, 
jeg kender, med deraf følgende yderligere beskæ­
ring. Højden er derfor 253 mm. 
Mit eksemplar hører også til de få, der bærer 
udgivelsesåret 1588 på det kobberstukne titelblad 
ligesom l'Exemplaire de Bordeaux, Montaignes 
eget, som han forsynede med tilføjelser og rettel­
ser, og som nu danner grundlaget for enhver seriøs 
tekstudgave. 
Det er imidlertid ikke mit eksemplars sjældne bibliofile kvaliteter, men mit nære personlige for­hold til forfatteren, der gør den til min kæreste bog. Jeg stiftede første gang nærmere bekendtskab med Montaigne i 1941, da jeg købte et eksemplar af Courbet & Royer's udgave (1872-1900) der gen­giver 1595-udgavens tekst. Andre udgaver fulgte, såsom L'édition municipale (1906-1933), Dr. Ar­maingaud's udgave (1924-1941) og General Mi­chaud's udgave fra 1907-09 forsynet med en over­sættelse til moderne sprog. 
Jo mere jeg læste Montaigne, jo stærkere følte jeg, at mit forhold til ham ændredes. Fra at være en beundret -og efterhånden kær -forfatter, blev han en klog ven, hvis varme menneskelige forstå­else og livsvisdom man altid kunne trække på. Fra blot og bar læsning af hans essais blev der efter­hånden tale om en slags dialog. Jeg fik mere følel­sen af at føre en samtale med en trofast ven, der altid havde råd eller hjælp i livets prøvelser -han havde jo været igennem det alt sammen selv -og med denne følelse voksede ønsket om at eje et ek­semplar af 1588-udgaven, som han kunne have holdt i hånden. 
Først i 1968 lykkedes det at finde det rigtige. Andre eksemplarer ombundet i pragtfulde hel­maroquinbind blev kasseret det ene efter det an­det. De virkede på mig, som om man havde tvun­get »une vieille grande dame« til at ugle sig ud i miniskørt, og den følelse af fysisk kontakt med Montaigne, som mit eksemplar i den absolut op­rindelige stand giver mig, kunne de ikke frem­kalde. 
Sainte-Beuve har kaldt Montaigne »le plus sage des fran^ais«. Det er efter min mening for restrik­tivt. Han er så universel, at enhver modtagelig ånd i et hvilket som helst land må føle sig beslægtet med ham. 
Når jeg tager 1588-udgaven i hånden, synes jeg næsten, at jeg kan høre Montaignes stemme og se hans lidt skeptiske men altid varme smil. 
Derfor er den min kæreste bog. 
Frederik Thorkelin, København 
1576 • Then Zelands lozv 
Alle samlere af bøger har velsagtens en eller flere bøger, der oftereend de andre bliver taget frem fra reolen. Det kan være en bog, som isærlig grad be­fordrer tankerne ud på vandringer til forgangne tider eller fjerne steder. 
I min selvfølgelig meget summariske samling af 
danske og udenlandske bøger til illustration af 
bogens historie indtager mit eksemplar af Sjæl­
landske Lov, 1576, en sådan særstilling. Grunden 
er nok den, at netop denne bog står som fælles­

Gotfred af Ghemens kolofon, nysat med hans eget materiel, der i 1576 har virket meget gammeldags. 
Mads Vingaards egen kolofon. 
C fyt* chsio £5wtønfc lam »te lulana FalQrt otm#nrom horting moloemat gaff pa taa* rinbojg ocfaa rffen: bciji'co hirche logen met mageflerefjantFdvBnmgetud affucc fMty at tettelige røngert Crpriiti h^péfjatfn 2tnna »niØl.((cttjac a.wjjfetta aniidadaio beat« 
matieoitginjø jtjfwøgatfcioaff genié 
Oc nu tgicn ^rentef i)t»i 
^affit 2(tino 1 f 7e. (tøc efftcr t>cn ©arnfc 
ifoivbog/ mcD famme gammel ©anfte/ 
i'itK fra £iiie/Crt> fraCrD/^apittel 
fra (^apittel / aff SJtøt} 


^ingaarCt. 

nævner for hele samlingens karakter, idet den lige­som rækkes fra århundrede til århundrede, fra middelalderen til nutiden, gennem sine interessan­te detaljer. 
For middelalderen står selve tekstens magtfulde danske sprog, medens vi fra den danske bogtryk­kerkunsts første årtier har Gotfred af Ghemens gotiske typer. Denne udgave er, som måske den første i boghistorien, en bevidst facsimileudgave, idet nemlig bogtrykkeren Mads Vingaard i kraft af sit nedarvede typemateriel i 1576 var i stand til nøje at genskabe denne bog i sin oprindelige skik­kelse fra 1505. 
Men er typografien ikke karakteristisk for bo­gens egen tid, er bindet det til gengæld. Det er et af den tids smukke kalveskindsbind med rulle­stempler omkransende et nu noget udvisket men oprindelig forgyldt midterfelt, på forpermen fore­stillende uddrivelsen fra Paradis. 
De to første ejere af denne gamle lovbog er det sandsynligt, at jeg har navnene på, når allerede i 1593 Oluf, Cantor, skriver, at han har fået denne bog af »gudfrygtige Quinde, Kistine Thønnes Sckreders«. 
Et århundrede senere giver igen to personer sig til kende som ejere af denne bog. Først står kun navnet Rasmus Ibsen. Men når derefter digterpræ­sten på Stevns, Jørgen Sorterup, i 1708 anfører, at 
han har fået foræret denne bog af Rasmus Ibsen, fordum proprietarius på Frøslevgaard, er vi med netop denne bog som midtpunkt inde på en inter­essant historie om forholdet mellem disse to mænd. På den ene side en bondefødt herremand og på den anden side den rethaveriske sognepræst. Rasmus Ibsen førte sig i de første år stort op, blandt andet med karet og ledsagende tjener, når han skulle i visit hos sine naboer (herom iJørgen Sorterups lig­prædiken over Ibsens kusk, som i 1695 imellem Højstrup og Frøslev blev ihjelslået af »den almæg­tige Guds græsselige dog naadige Tordenslag«), men endte sine dage i stor armod på grund af sine uheldige egenskaber, efter at have været igennem flere processer med Sorterup, efter at have været i arrest for sin regnskabsførelse over for dronnin­gen, som var ejer af flere Stevnske godser, ved endelig at lægge sit gods fuldkommen øde ved sin grusomme fremfærd over for sine bønder, et bon­deplageri, der blev så legendarisk, at det kan tæn­kes, at Holberg har haft Ibsen i tankerne, da han lod baronen udtale epilogen i Jeppe på Bjerget. Man må således formode, at Den Sjællandske Lov blev foræret til Sorterup, medens forholdet mellem denne og Ibsen var det gode naboskabs. 
Men som tidligere nævnt, tankerne går nemt på vandring med en sådan bog. For at vende tilbage til bogens historie: Den befinder sig et århundrede senere på godset Nørager, hvor i 1780 P. C. Plum noterer, at han har fået den af sin fader, krigsråd Plum, og når jeg ved, at den atter et århundrede senere har stået i reolen med Sigurd Wandels for­nemme samling af gamle bøger, er vi hermed nået frem til nutiden. 
Flemming E. Pedersen, assistent, Gurre 
1502(7] • Saxo-kompendiet 
Fra min tidligste ungdom har jeg beskæftiget mig med bøger. At jeg i dag har en bogsamling må i første række tilskrives betagelseaf det skrevne, det tegnede eller malede. Når en efter mit skøn god bog var læst,følte jeg det, som en god ven var rejst bort. Jeg måtte eje bogen-så jeg kunne vende til­bage til passager eller kapitler, som havde be­skæftiget mine tanker. 
En af mine kæreste bøger er: bogen som var min yndlingslæsning som barn, den som jeg stadig læ­ser med glæde. Bogen som vakte min interesse for typografi, illustrationskunst, papirsorter og bog­bind. Ydermere den bog som gennem ni århun­dreder beskæftiger forskerne -og nu mig. 
Bogen af en forfatter man kun kender af navn, og hvis manuskript formodentlig er gået tabt efter trykningen af den samlede førsteudgave i Paris år 1514. Kort sagt den bog en bogelsker og amatør kan beskæftige sig med og glæde sig over -der hvor amatøren og videnskabsmanden delvis er på lige fod. 
Bogen er en sagnfortælling og historien om ens 
eget folk på godt og ondt. Den har vakt min inter­
esse for andre folkeslags historie -for mennesker, 
deres eksistensmuligheder og udvikling. Jeg for­
nemmer, at mennesket gennem århundrederne ikke 
har ændret sig væsentligt, trods en fantastisk tek­
nisk udvikling. Historien gentager sig. Den har 
lært mig, at uden nøje at have studeret fortiden 
kan man ikke forvente at være med til at skabe en 
bedre fremtid for denne klodeog dens beboere. 
Sidst men ikke mindst har bogen ført mig på 
mange rejser. På landjorden har jeg prøvet at sted­
fæste bogens begivenheder. Fra mit skib har jeg 
gennemsejlet de samme farvande, åer og elve. Jeg 
har søgt læ og ankerplads ligesom de gamle kæm­
per, oplevet og frydet mig over vor nordiske naturs lyse nætter og landenes frodige, farverige skønhed i solskin og regn. 
I 1968 havde jeg samlet 79 bind af og om min yndlingsforfatter, -men jeg manglede en oversæt­telse af en del af værket fra år ca.1500. Bogen var skrevet på plattysk. Ingen nulevende antikvar havde haft et eksemplar i hænde. Min søgen gjaldt derfor nordtyske antikvitetsopkøbere, og jeg bad dem se efter bogen. Et sporviste mod den tidligere tyske Stillehavskoloni Samoa. I foråret 1969 be­søgte jeg en række sydhavsøer fra Acapulco til Sydney. Den eftersøgte bog eksisterede ikke mere derude. 
Ved hjemkomsten lå bogen i pengeskabet hos min antikvar. Det »umulige« var sket. Min Saxo­samling var afsluttet med Dyt is de denscke kro­neke de Saxo grammaticus de poeta ersten ghe­schreeff . . . (Ribe eller Slesvig ca. 1502). 152 Bl. 13,8 å 15,2 x 8,7 cm. Det er en plattysk oversæt­telse af den såkaldte »Jydske Krønike«, et udtog af Saxo, som tidligere gik under Thomas Gheysmers navn. Da bogen ikke alene er trykt uden titelblad, men også mangler kolofon, har man kun ved at sammenligne med andre bøger kunnet påvise, at den har været trykt af Matthæus Brandis o. 1500. Bogen er trykt med Schwabacher, som her optræ­der på dansk grund for første gang. Som initialer er anvendt lombarder med perler, lombardmajusk­ler, ogbogen indledes med et stort mønstret D. 
Bogen har tilhørt fire berømte private danske og svenske samlinger, hvis ejeres exlibris forefindes. Ligeledes har disse redegjort for bogens omskifte­lige historie. Den anden ejer har ifølge disse op­tegnelser tilegnet sig bogen under slaget ved Hem­mingstedt i Ditmarsken den 17. februar1500 (!). 
Til slut skal nævnes en særlig Saxoudgave i 
samlingen. I 1952 rejste stifteren af Limited Edi­
tions Club, mr. Macey, verden rundt og udsøgte i 
hvert land dets mest berømte bog for at udsende 
den i moderne bibliofil udgave, tilrettelagt og ud­
givet af landets mest fremtrædende bogkunstnere. 
Her valgte han er brudstykke af Saxo: Beretningen 
om Amleth. Bogen tryktes hos Nordlunde med 
træsnit af Sigurd Vasegaard og udkom på engelsk 
i New York 1954. 
Saxo finder stadig øre. 
Paul Hauge, arkitekt M.A.A., København 

t)n Ict^ ettc (Imjen 
mnaonmca £tm øe tiac 
xva$$tl}cten 

OrømiØIoue roaøS Hf ncg^cfi m ber bøitfy bcm fwbettfe bobert m fwtbcn vnbc ivatt myt Alle« g|)uti(ie g^etoim tfyo fanmafac 2>c(f2 watt øbct>ctm $£g£>od? wcutc byfyttcr tyi) «**$fobmte vmcl)t\4mmid)tyt batem|ci);pclfornesgolc mtn incn pémncPalfcbe cjt)yngt)c»j w^rbcal be yac l)e l)c regerebe iDe/ps martrtes bog^ebe xvcré mat tugbc beybe fyrtes jyrmee rtt (yrtes lyc^4mmes Co buit erftentvaa fye fo fcf>orte eyit rtt^rt van lcn$c bat ^cbouéallemvolfe batm to qit^m fyabbe bc ffynlbmn vnbenaberlertg^e werertalfyite lebe wolg^efcfycfct <tlfe bcr leng^et^o be^o:be (o bat meit mod?te(eent bat ^efortberltÉewyp^eyt funbec Itfe rmtitre (lirtberlife tøicScnifp vn jc^otte ^4bbe t»4r ^erttebe bcg^auetwasal(c l)c alleotier gt>yttd? mgrote fo oiter g^ynf fyt of alle m flerte wéee myt fieert towerpébe mitbom to fc^etenbefo warp fyc *>o:ber fyttettbe n?en be artbcrett flartbeØf fatb fyc tnmangbebe myt twett vn xvas ert vele to XKont tvo fiatt fe n?:rcn fo lebe fyc fevrtber fytie vote^ocC wam be etten recpm fytte fjattc tnxUetl) barrereto øbart wofiarcf fc xveren bc fc^olbett em« bert reep tttc^t vt^ ber fyant t^certebberenevan ber fiebe bc wtg^en bar l)t fatfy yoboc^ tven tvolbefotoc^ t>t femit rrtac^t to jyé ebberl>e toc^ bé reepvt|)ber t)«nb'0<f ^abbe foopenbare fptafe vn ^ocbtyc 
We wen punt vtt^cfpjacfmanf beme ^upenfo p«! 
Bemærk den ugenerte udgangslinie foran kapiteloverskriften: Om kong Erik der / blev kaldt Ejegod.