Træk af Aarhus Katedralskoles Biblioteks historie Af Aage Bertelsen En for nylig gennemført omflytning af den historiske del af skole- Nyere historie biblioteket ved Aarhus Katedralskole har vakt nogen offentlig op- principielle mærksomhed, blandt andet fordi der under flytningen er gjort et synspunkter par fund af en vis betydning. Redaktionen af Bogvennen har i den anledning bedt mig fortælle om det gamle biblioteks nyere historie og om mit syn på dets fremtid. Jeg efterkommer gerne opfordrin­ gen og benytter lejligheden til med basis i nogle personlige over­ vejelser over Aarhus Katedralskoles bibliotek at antyde nogle prin­ cipielle synspunkter på de gamle »lærde« skolebiblioteker i almin­ delighed. I 1897 vedtoges i Rigsdagen et forslag om oprettelse af et stats­ bibliotek i Århus, som skulle kunne tilfredsstille et udbredt behov for videnskabelig og oplysende litteratur i provinsen. Grundstam­ men til det nye bibliotek skulle hentes fra Aarhus Katedralskoles bogsamling med ca. 60.000 bind foruden dubletter, suppleret med dubletter fra Det Kongelige Bibliotek. Til lovens bestemmelse om skolens pligt til at aflevere sine bøger var knyttet en begrænsning: »med undtagelse af den del af samlingen, som af hensyn til sko­ lens tarv bør forblive ved denne«. Statsbiblioteket åbnedes i 1902 med Katedralskolens bibliotekar Perioden overlærer Julius Hoffmeyer som første overbibliotekar. Skolen 1902 ^19^9 beholdt efter afleveringen henved halvdelen af sin samling. Med tanken på disse bøgers senere brug og deres skæbne på skolen må man nok give overbibliotekar Emanuel Sejr ret, når han i sin fremstilling af Statsbibliotekets historie antyder, at »den store tilbageblevne samling næppe har været helt uundværlig »for sko­ lens tarv««. Sejrs bemærkning ligger på linje med hans forgænger som overbibliotekar Vilh. Grundtvigs vurdering i 1927 (i »Stats­ biblioteket i Aarhus fra 1902 til 1927«): »De30.000 bind fører en selv for bøger usædvanlig støvet og forsømt tilværelse -'-/uund­ værlig for skolens tarv« og med dr. Lauritz Nielsens kritik af samme sag (»Danske Stifts-og Skolebiblioteker«, 1925): »Biblio­ teket er installeret i den nye skolebygnings tagetage i et enkelt lokale. Det er i fuldstændig uorden, og samlingen befinder sig i en sørgelig forfalden tilstand.« 1 glemsel på Overfor disse mistrøstige udtalelser er der grund til at frem­ skolens loft hæve, at bibliotekets forhold dengang har været nærmest paradi­siske sammenlignet med den skæbne det har fristet, siden det i begyndelsen af trediverne flyttedes fra det omtalte lokale, som lå på 2. sal, op på skoleloftet i samme bygning, og indtil dets an­bringelse i 1969 i den nuværende rektorboligs stueetage. Før flyt­ningen til loftet stod bøgerne trods alt i et efter skolens forhold meget rummeligt lokale, det største næst efter solennitetssalen, vel opvarmet og oplyst og let tilgængeligt med to udgange. På loftet var de prisgivet den totale forglemmelse og dermed følgende van­røgt i dødsens triste rum uden mulighed for opvarmning, derfor udsat for store temperatursvingninger med brændende hede om sommeren og isnende kulde om vinteren. Belysningen var mindre end nødtørftig. Til dette for bøger slettest tænkelige klima, som kun dårligt mildnedes af det barmhjertige støv, der år for år sæn­kede sig over dem, kom den åbenlyse brandfare, med kun én til­gang til biblioteket, en lille dør i en trævæg, som førte gennem skolens kortrum hen til en smal vindeltrappe mod tagrummet. Man må for så vidt give Vilh. Grundtvig medhold, når han slutter sin skildring af Katedralskolens bibliotek med en stilfærdig appel i 1927: »Denne sag kan da endnu ikke betragtes som ende­lig ordnet.« På den anden side kan der også være anledning til i samme forbindelse at minde om, hvad Lauritz Nielsen oplyser i sin før nævnte bog:at ministeriet i en skrivelse til Katedralskolen godkendte, at den med afgivelsen af de 30.000 bind »havde op­fyldt sin forpligtelse overfor Statsbiblioteket«. Forfatteren rejser med denne oplysning et problem for skolebibliotekets fremtid, både principielt og økonomisk, som jeg vil tillade mig at vende tilbage til. Men foreløbig altså en redegørelse for det gamle biblio­teks historie i min funktionstid ved Aarhus Katedralskole.^ Skolens situation Skolebogsamlingens mulighed for en biblioteksmæssigt for­svarlig ordning ved bortflytning fra loftsetagen har til enhver tid måttet bedømmes i sammenhæng med skolens almindelige situa­tion. Denne var kort før min tiltræden i 1947 blevet afgjort på et meget væsentligt punkt, for så vidt som man havde truffet den endelige beslutning om Katedralskolens fremtidige beliggenhed. Trods alle pædagogiske og praktiske betænkeligheder skulle den 55 1 i forblive på sit historiske sted »mellem kirken og vandet«. Opga­ven måtte derfor være at søge skolen videreført således, at den, med bevarelse af sin ærværdige historiske tradition, i rimeligt om­fang kunne opfylde den kommende tids pædagogiske krav og skaffe plads inden for de snævre rammer til det hvert år stærkt stigende antal af ansøgere til gymnasiet. Jeg var mig fra første færd bevidst, at de gamle bøgers forhold under taget var skanda­løst dårlige, men jeg så indtil videre ingen mulighed for at for­bedre dem, hverken ved at flytte bøgerne til andre lokaler (som ikke fandtes) eller ved at ordne og katalogisere dem på stedet, hvad der hverken var personale eller midler til. Overfor den kritik, der ligger i de anførte udtalelser om biblio­teket fra sagkyndig side, kan der her være grund til at bemærke, at den ikke med føje kan rettes mod skolen som sådan eller mod nogen enkeltperson, hvad i øvrigt heller ikke synes at have været tilsigtet. Som skoleforholdene har været i Århus i størstedelen af dette århundrede, med kun to gymnasier for hele byen og dens opland, har man til enhver tid måttet udnytte skolens anvendelige rum til klasse-og faglokaler. Det har derfor været under pres af en absolut tvingende nødvendighed, at man i sin tid har besluttet sig til at flytte den del af biblioteket, som for skolen væsentlig havde museumsagtig betydning, op under taget. Til gengæld var det, som herved opnåedes, særdeles værdifuldt for undervisnin­gen. Fra at være et uoverskueligt pakket bogmagasin forvandledes lokalet på 2. sal til et overkommeligt, ordnet brugsbibliotek med rigelig plads for bibliotekaren og hans medhjælpere og derudover anvendeligt både som klasseværelse og som faglokale, især for det klassisk sproglige gymnasium, og som mødesal for lærere, elever og forældre i og udenfor skoletiden. Medens altså det ædle gamle bibliotek, tilsyneladende forladt af guder og mennesker, sov de retfærdiges søvn på loftet, havde vi nedenunder travlt med at omdanne pulterkamre og kælderrum til skolestuer og, da også disse muligheder var opbrugt, at indrette eftermiddagsgymnasium, for øvrigt som den første skole i landet og under stort besvær med både undervisningsministerium og lærerorganisationer. Endelig, i midten af halvtredserne, blev der pludselig, efter et bevæget møde i ministeriet, givet grønt lys for den så hårdt tiltrængte udvidelse af Katedralskolen, og der syntes dermed også at blive håb for de gamle bøger. Men håbet skuffede. Det viste sig, at den eksplosive udvikling af gymnasiebehovet i Biblioteket var i næsten 40 år placeret på skolens loft under ringe vilkår Jens Stougaard Århusområdet sprængte alle rammer, også efter udvidelsen af Katedralskolen og oprettelsen af to nye gymnasier i Storårhus, så vi stadig var nødt til at henvise ansøgere til gymnasieafdelingen til undervisning andet sted. Et lys i mørket for bøgerne på loftet kom vel i slutningen af halvtredserne, derved at en af skolens ældre bibliotekskyndige lærere, lektor Otto Foss, fik ministeriets tilladelse til i en periode med nedsat undervisningstid at arbejde med katalogisering og ordning af det gamle bibliotek, en gerning der blev ikke mindre fortjenstfuld ved, at den foregik under de særdeles ubehagelige vilkår under taget. Omtrent samtidig flyttedes brugsbiblioteket fra 2. sal ned i et par kælderlokaler mod gaden, og her i kælderen lykkedes det nu også at skaffe plads for en lille del af bøgerne fra loftet. Nogle af de smukkeste folianter slæbte jeg, assisteret af et par elever, op i to kvistværelser i rektorboligen, som ved den store bygningsudvidelse var blevet sammensluttet med skolen og skole­gården. Her kunne de i det mindste få varme, lys og renlighed. Jeg kom ved denne lille redningsaktion uafvidende til at følge i en af mine forgængere rektor Jens Stougaards fodspor 150 år tidligere. Som dokumentarisk illustration til den ublide og om­tumlede tilværelse, det gamle skolebibliotek har fristet næsten siden dets oprettelse (som de fleste gamle latinskolers biblioteker er det grundlagt ved en forordning af 1775)/ følger jeg min trang til at gengive et par udtalelser af Jens Stougaards papirer fra sko­lens arkiv (citeret efter Carl E. Jørgensens udmærkede fremstilling af Aarhus Katedralskoles historie i »Årbøger, udgivne af Histo­risk Samfund for Århus Stift« 1950, 51, 52). Stougaard, som ved sin udnævnelse til rektor i 1805 havde fået »fri bolig« i den forfaldne og af omfang meget beskedne rektor­gård, tegner i et brev fra 1811 efter den spanske »besættelse« af byen dette lille genrebillede af rektorfamilien (der var 6 børn): »Nu paa 3. Aar har jeg baaret Indkvarteringens trykkende Byr­de. De vil erindre, at tvende Værelser blev frataget mig og be­stemt til Biblioteket, eet behøves til Skolens Arkiv, min Familie er talriig og bestaar af store og halvvoksne Børn af begge Kiøn, som jeg selvfølgelig ikke kan pakke ind i ett og det samme Væ­relse uden at nedbryde deres Moralitet. Jeg behøver Ro og Fred til mine mange Forretninger baade i og uden for Skolen. Men hvad Ro kan jeg have, hvor nu Soldater, nu Matroser og nu Kavaleri­ster sætter mit hele Huus i Bevægelse? Jeg har endog i sin Tid ved Spaniernes Flugt i 8 Dage maattet være Staldkarl for tre spanske Hingste.« Stougaard har også gjort sig fortjent af skolebiblioteket på an­den måde end ved, nødtvungent, at give det husly i sin bolig. Et af bibliotekets ^ og man kan vel sige dansk bogkulturs A kleno­dier, Christian Pedersens Jærtegns og Huuspostil 1518, bærer Jens Stougaards navn og må vel således være en gave fra den gamle rektors bogsamling til skolen. Det er en simpel retfærdigheds­handling både mod giveren og bogen, at den nu er tilgængelig for enhver bogelsker, efter at den er fjernet fra loftet. Det samme gælder en samling manuskripter fra Stougaards hånd, som for tiden er til nærmere undersøgelse på Statsbiblioteket. De viser, at han på endnu væsentligere områder end bøgernes har været sin skole en god mand. Selv var han som rektor plaget af bekymrin­ger, ikke mindst økonomiske. Men han tager sig med faderlig om­sorg af både sine elevers og læreres sag, også når det behøves overfor skolemyndighederne, hvis sendrægtighed han ikke sjæl­dent finder anledning til at beklage sig over. I et digt af en af skolens tidligere disciple fra Jens Stougaards Grundtvig Se side 60 1 Aarhus Katedralskoles Bibliotek tid som konrektor, Nicolai Grundtvig, som han kaldes i den også fra loftet fremdragne store håndskrevne protokol over alle Kate­dralskolens elever gennem 150 år, ført af de skiftende rektorer fra 1756 til 1905, har Stougaard fået det skønneste minde, der er blevet nogen dansk rektor til del. Digtet om »gæve Stougaard« fra »Udby Have« i samlingen »Saga, Nytaarsgave 1812«, altså samme år som Stougaards klage over sine kår som rektor, må have glædet den betrængte mand. Det ligger nu, nedhentet fra skoleloftet, opslået i originaludgaven af »Saga« i en montre i hovedbygningen under det samtidige karakterfuldt malede por­træt af rektor Stougaard.* Ved siden ligger den omtalte protokol med Grundtvigs data som discipel fra 1798 til 1800 og rosende vidnesbyrd med noteringer om flidsbelønninger og en senere til­føjelse af Stougaard, netop i 1812; »1812 Person: Capell; i Udbye i Sjælland. Bekjendt som Skribent.«. Tilsammen er skolens og disciplens samtidige og gensidige vidnesbyrd et tiltrængt korrek­tiv til den gængse kliché om Grundtvigs frustredere skolegang i Aarhus Katedralskole. Synspunktet blev fremhævet ved afsløring af mindepladen over Grundtvig, som indsattes i skolens mur i 1958. Der henvistes ved samme lejlighed til en anden samtidig omtale af den senere så berømte elev. Også den er formuleret af Stougaard og står at læse på en af de enormt store tavler, som han lod lave omkring1820 og forsyne med en malet kalligraferet fortegnelse over skolens elever fra Morten Børup (omkring 1500) og indtil Stougaards egen tid. Om Grundtvig skrives bl. a.; »1811 Personkapellan hos sin Fader i Udbye, Siælland. Efter Faderens Død har han anvendt sit Otium som Skribent«. Faderen døde i 1813, sønnen den »bekiente Skribent« i 1872 ^let langt og vel anvendt »Otium«. Jens Stougaard selv blev elev i Aarhus Katedralskole i 13 års alderen og var knyttet til skolen som lærer, konrektor og rektor i et halvt århundrede. Han var på enhver af disse poster en skole­mand af usædvanlig støbning. En påskønnende eftertid har søgt ^Gæve Stougaard! til mig hen hvormed du mig unge dåre tit du så med ædel smerte, sagde faderligt farvel, bød som fader, bad som ven; de mig rørte, dem jeg glemte, men selvrådigt var mit hjerte, tåren klar mig står i øje. lukkede sigfluks igen. og, hvor megetend jeg glemte. Dog, hvordan end jeg mig skabte, dem har jeg dog aldrig glemt; håbet dudog aldrig tabte; Tak, vor Fader i dethøje! dine ønskerog den tåre, Stougaard, bravelærer, tak! y i 59 /?/. <^~yf »—y-^r / j ^ ry,/ '"• "/,'" f0*"­ . vW; j .^ /7^7 fs /r_ 7 — ag ^2* yz — s— 1 yw.xAVV9 //^ -9?—J.— SL\jr (hu/y^O) ml**' J /»oUSfffiz*^ -2* Jn nfl l^-™1 '/901, i /so.—/S2,-.^ Jh/t03— ./Hcy—/S~,-.~ ~ (hkyvu '/g&f--/W-t y*! ' y?^' — J^r-r-CL *-ci~ i,-C~~*Pl-vi/2:\ _ S. ^ ' " éL —~'1* /7ar\ L £"• /tat-rx?6.£-£--{• *rAjtil)SØt*'*dtc*eA&//2t& t Jff-esr '? , ,, is — ^ ^VW::-, Je^^A O*}•&?" e* <**4; /gaoL-f-^ >sr\~/l—' ^^LJTZ-, ?2 4 /go/',.•' 7; -. //p , -/g— Jpjlji/fdftøii-J)tøltyifrf! /m-V-fc 0/ J jjh?ryHUsn< d\XUja*-'nA, /?48-./e^Cjr /$C0 ^•i~~-cy&^-r-^. rr^TT-^­ /»fØ . < •*f±,-i~s&±f * /f^.• ^^ itt^ *-3­ "ZZl. • /ujeti-.tafd jføtø * (ff*,!!cimL,' /Jdjtiuifibm p-q C^-\ *.'• ø-i —t v-<^ , UtHwini* " t/f^a~^r~ <-c. 5­ / J7a»c.y ^ -yft-e^-L^. yL.-/^ 'ijCjCM.Z: ?<}-/(> -^i-y^C^L ­/saø—Z'f tf. y-/^ ~jl^. yty :Xty. . ^4— /far*. >?*: /rytSxsiz /'g03 »-W /v: . -h-".^ C.iU££. /»oo-/* /gc/ ~/S ^ 'C 0 +* c -£ * *" / 8ø 2>c vpj/"'O*!*-fy \*hfa -custÅt ," ^yrfeå^tHih • at bevare og indprente hans navn ved at drage omsorg for, at den smukt ornamenterede gravsten over ham og hans hustru ved kirkegårdens sløjfning blev anbragt i hans elskede skole. Den står nu i stensætningen på højen under de gamle lindetræer i skolens gård. Protokollen over Katedralskolens elever gennem 150 år Notaterne om Grundtvig, se omtalen side 59 Jeg ser, at jeg ved en tilfældig association til en beundret forgæn­ger i embedet har forvildet mig bort fra den kronologiske frem­stillings slagne vej og vender altså tilbage til bøgerne på loftet. Lektor Foss' virksomhed deroppe bragte som antydet nogle inter­essante ting for dagen, som vi nødvendigvis måtte bringe i be­hold. Enkelte klenodier, som et meget smukt Gotfred af Ghemen­tryk af Jyske Lov fra 1508 i originalt bind, en inkunabel (senere overgivet til Statsbiblioteket) og et par originaludgaver af Ole Worms værker blev bragt ned i mine og regnskabsførerens stål­skuffer, og det nye rektorkontor prydedes med nogle rækker af 1700-tallets oplysningslitteratur i skønne samtidige bind. Men problemet var alligevel som helhed uløst og syntes stadig på langt sigt uløseligt.^ Bøgerne om Da indtraf i 1967 noget for skolebibliotekets skæbne afgø­fysiske emner rende; et lykkeligt sammentræf af to forskellige tildragelser, som satte en frugtbar proces i gang. Fra professor i historisk fysik ved Aarhus Universitet, dr. phil. Olaf Pedersen, fik skolen en fore­spørgsel, om hans assistent mag. scient. Bent Jørgensen, der var tidligere elev i Katedralskolen, måtte få adgang til det gamle bibliotek på loftet. Han mente i sin skoletid at have konstateret, at samlingen indeholdt bøger om fysiske emner. Hvis det skulle vise sig at være rigtigt 4hvad jeg for min del tvivlede på, da un­dervisningen ved Katedralskolen som andre latinskoler i ældre tid havde været meget ensidigt begrænset til humaniora ville man anmode skolen om at få bøgerne overladt til undersøgelse og eventuel deponering på det Institut for historisk Fysik, man var i færd med at indrette ved universitetet. Jeg gav selvfølgelig med glæde skolens tilsagn om både ransagningen på loftet og bøger­nes anbringelse i instituttet. Resultatet af professorens henvendelse blev, at henved 300 bind gamle værker om fysik og kemi nu flyttedes fra Katedralskolens skumle loft op i lyse og smukke lokaler på universitetet. Forinden havde skolen fået en kopi af instituttets specialkartotek over de lånte bøger. Kartoteket cirkulerede blandt fagets lærere med an­modning om at frasortere kortene på værker, som skønnedes at være nyttige i skolens egen undervisning i de pågældende fag. Til min forundring var der ingen, man ønskede at beholde bortset fra to bøger fra den franske revolutionstid af Lavoisier og Marat i originaludgaver,som jeg personlig syntes var spændende på grund af forfatternes oplevelser under guillotinen og i et badekar. 61 Aage Bertelsen / c Ved indvielsen af universitetets historisk-fysiske institut i for­ året 1968 så jeg da for første gang en afdeling af Aarhus Katedral­ skoles gamle bibliotek anbragt på et sted, hvor de efter deres natur hørte hjemme. Det var mig en stor glæde at se den smukke sam­ ling fylde en hel væg og erfare, at den regnedes for at udgøre grundstammen i universitetets nye fysikbibliotek (som i sin tid vort skolebibliotek også havde dannet basis for Statsbiblioteket). Ikke mindre glædede det mig, at bøgerne allerede nu blev brugt i betydeligt omfang. På spørgsmålet om årsagerne til de mange huller i bogrækkerne svarede Olaf Pedersen, at bøgerne var ud­ lånt til studiebrug. De var altså ikke længere en død værdi, de blev læst! Hvert bind i samlingen er forsynet med instituttets exlibris for deponerede bøger, med Katedralskolens navn. I alt repræsenterer denne ganske lille del af vort gamle bibliotek, som jeg selv ikke troede eksisterede, og som skolens faglærere med rette ikke fandt grund til at bevare på skolen, en værdi af 49.000 kr., i henhold til den vurdering, vi efter fælles overenskomst lod foretage af en af byens kyndigste antikvarboghandlere med til­ knytning til universitetet og Statsbiblioteket. Omtrent samtidig indtrådte den anden begivenhed af betydning for de gamle værker. Som følge af det vedvarende pres af lokalenød havde skolen Udflytningen måttet tage stueetagen i rektorboligen i brug til undervisning, men fra loftet i slutningen af tresserne blev vi nødt til at opgive nogle af loka­ lerne igen på grund af larmen fra gaden. Her mente jeg da plud­ selig at se skolebibliotekets store og måske eneste chance. »Opda­ gelsen« skete omtrent et år før jeg nåede pensionsalderen og der­ med tog min afsked. Der var altså ingen tid at spilde; gennem mere end tyve år havde disse bøgers skæbne tynget på min sam­ vittighed, mere eller mindre bevidst, men altid med følelsen af en forpligtelse, jeg ikke kunne unddrage mig. Jeg besluttede derfor, at de så vidt muligt alle skulle være bragt i sikkerhed fra loftet, inden jeg selv flyttede bort fra skolen. Assisteret af fire tidligere elever fra Katedralskolen alle med interesse for det gamle bibliotek fra deres skoletid, nu repræsen­ terende fire forskellige fag ved universitetet, gik vi så i gang med at hente bøgerne ned fra loftet, bære dem gennem den langstrakte skolegård over i rektorboligen, rense og sortere dem og stille dem op i de til formålet indkøbte reoler. Interesserede lærere stillede sig selv og deres klasser til rådighed med at slæbe bøger, i og efter 62 Katedralskolens Venner Ole Worm / skoletid. Straks ved aktionens begyndelse havde jeg kontaktet Statsbiblioteket om sagen, og vi fik herfra den fornødne vejled­ning i gruppering og katalogisering efter det deroppe anvendte system. Hvad angår katalogiseringen har det af lektor Foss grund­lagte kartotek kunnet videreføres i det omfang den meget begræn­sede tid har tilladt. En mindre samling bøger, som havde Stats­bibliotekets særlige interesse, blev deponeret der på samme vilkår som de til Fysisk Institut udlånte og ligesom de forsynet med en seddel på hvert bind om deponeringen fra Katedralskolen. Bø­gerne vurderedes til i alt 9000 kr. 'f Ved flytningens så godt som fuldbyrdede afslutning i juni 1969 var i alt 4 rum i rektorboligens stueetage taget i brug for det gamle skolebibliotek, og hertil kom, som et foreløbigt arkiv for de mindre interessante bøger, de to før omtalte kvistværelser i rek­torens rummelige lejlighed ovenpå. Lokalerne i stueetagen lå be­kvemt i direkte forbindelse med den »mindestue«, som nogle år forinden var stillet til rådighed for foreningen »Aarhus Katedral­skoles Venner«. Foreningen, der var blevet stiftet kort efter min ansættelse ved skolen, har blandt andet også påtaget sig at samle og bevare minder fra Katedralskolens mangehundredårige historie på dette sted, og hertil hører også en efterhånden anselig samling af bøger og publikationer af skolens elever, lærere og rektorer gennem tiderne.^ I forbindelse med skolebibliotekets flytning har »Katedralsko­lens Venner« skænket skolen 5 glasmontrer til skiftende udstilling af bøger, som skønnes at være særlig værdifulde udtryk for sko­lens historie og kultur. Montrerne er anbragt i den bygning, hvor alle skolens elever daglig færdes til og fra morgensang. De vistes første gang, fyldt med skolebibliotekets bedste skatte, for offent­ligheden i forbindelse med translokationsfesten ved skoleårets af­slutning i 1969. Det skete sammen med afsløringen af en minde­plade for Ole Worm, den store grundlægger af dansk arkæologi (også den er anskaffet og opsat uden udgift for skolen) Blandt de udstillede bøger har særlig to tiltrukket sig offentlig­hedens interesse. Den ældste af dem er et manuskript på 234 sider med et smukt kalligraferet omslag og en sindrig datering, 1606, 30. juni, og med navnet på forfatteren: Olaus Wormius. Skriftet, som er beskrevet umiddelbart efter fundet af Statsbibliotekets håndskriftsekspert dr. Helge Søgaard i et brev til skolen, har så vidt vides aldrig før været kendt eller omtalt. Det er et kompen­ 63 1 i dium på latin med gengivelser af teologiske forelæsninger, holdt af professorer ved tyske universiteter, hvor den 18-årige student, borgmesterens søn i Århus, har opholdt sig efter at have forladt Aarhus Katedralskole i året 1600, 12 år gammel, for at søge videre uddannelse sydpå. Den anden bog i montren er et bind af det første videnskabelige tidsskrift i verden, »Journal des S^avans«, årgang 1676, udgivet 1677, som er organ for det af Ludvig den 14. oprettede Videnska­bernes SelskabN.) Heri findes Ole Rømers originale fremstilling af hans geniale, skelsættende afhandling om »lysets tøven« (le re­tardement de la lumiére), hvor han påviser, gennem observationer af den første Jupitermånes bevægelser, at lyset bevæger sig, og samtidig udregner dets hastighed. Den lille afhandling er så godt Interiør fra bibliote­kets nuværende op­stilling. På bordet rektor Jens Worms lexicon (1771-84) med forfatterens de­ dikation til skolen på foden af titlen. Som det fremgår af et notat på titelbladets bagside er eksemplaret et af fire trykt på svært papir. — miiimin MMOMMMOMMMMMi Å-ti" 9é\y ir t Y ,Itf/Lz, n, --n 1,' som det eneste publicerede resultat af Rømers også på en række andre områder geniale opdagelser og opfindelser, »nok til flere verdensberømmelser« (C. O. Bøggild-Andersen), og der er så me­get mere anledning for skolen til at hæfte sig ved fundet af sin verdensberømte elevs afhandling, som der synes at være rimelig grund til at antage, at han personlig har foranlediget den sendt til Aarhus Katedralskole^ / (_ Denne antagelse tiltrænger en nærmere redegørelse: Ole Rømer udgik som student fra Aarhus Katedralskole i 1662. Ole Rømer Skolens rektor på den tid var Niels Nielsen Krog, om hvem sam­tidige kilder oplyser, at »hans studium privatissimum var physica og medicina«, noget meget usædvanligt for skolefolk i »den lærde tidsalder«, samt at han knyttede sin begavede og dygtige elev til sig i et interessefællesskab, som varede livet igennem. Det vides også at Rømer, kort før sin død i 1710, skænkede skolen fire kak­kelovne til opvarmning af hørernes værelser, et rørende udtryk for den store mands taknemmelighed mod hans drengeårs skoleø Journal des S^avans er i den første udgivelsesperiode, fra 1665 ' til 1684, så vidt vides udkommet med i alt 8 årgange. Heraf ejer skolen de 6, spredt over tiden 1666-83. Nu viser en nærmere undersøgelse, at det bind, som bærer trykåret 1683, er et direkte optryk af årgangen 1676 med Rømers afhandling af den 7. decem­ber dette år. Desuden at 3 bind af samlingen, deriblandt de to nævnte med afhandlingen, er forsynet med en utydelig datering i rødt blæk: Hafniae, d. 29. Dec. 1713 (i København). Hermed rej­ser sig spørgsmålet: Hvordan er det gået til, at Journal des S<;a­vans, tilmed i et særdeles fyldigt udvalg fra værkets ældste pe­riode, er havnet i skolen i Århus? At Katedralskolen skulle have anskaffet bøgerne på eget initiativ, er så godt som udelukket: Der fandtes intet egentligt skolebibliotek før 1775, og først langt senere har man begyndt at interessere sig for naturvidenskab i undervisningen. Man må derfor spørge: Hvem i Danmark med tilknytning til Aarhus Katedralskole kan have haft interesse i at eje disse 6 franske bøger, deriblandt 2 bind med Ole Rømers af­handling i så at sige første og anden udgave? Svar: Kun 2 mænd. Ole Rømer selv og hans gamle rektor og ven i Århus. For så vidt var der en mulighed for, at de var anskaffet af rektor Krog og skænket skolen af ham, også 2. udgaven fra 1683. Men bøgerne er mærket København 1713, og Krog døde i 1685. Altså Rømer! Hvad er da heller mere naturligt, end at den samme mand, der betænkte sin gamle skole og dens hørere med sine kakkelovne, også har haft Aarhus Katedralskole og dens rektor i taknemlig erindring med sine bøger — det var jo på dette sted og gennem denne mand, at grundlaget for hans livsstudium og for hans store bedrift i videnskaben blev lagt^og at han derfor har ønsket, at bø­ gerne med den berømte afhandling blev sendt til skolen efter hans død. Det er derfor en nærliggende Å og for venner af Katedral­ [cSitnai^ftC, in U rmahtiii ywjscnn . c­ii' f ' r r Hø-4 ciA.riJ.Umo docft/ih %ira DnS ,isarc Mtnf^cro S-S "* l .... | • y p-U, ormnMig. : -v -• , ' > - WKm Anru> |If Spes Vjca Wimstf runu D®V' '' ' Omslaget på Ole Worms manuskript omtalt side 6} skolen tiltalende antagelse, at bøgerne er sendt til Århus efter afslutningen af Rømers angiveligt meget store og vidt spredte bo (måske omkring den 29. december 1713). Hvem ved: måske med samme smakke fra København til Års, som bragte de fire kakkel­ovne til lærernes vinterkolde værelser på skolen! I hvert fald kan det næppe betragtes som en umotiveret anmasselse, at Aarhus Katedralskole har taget anledning af fundet på loftet til at indføje på mindetavlen over Ole Rømer ved indgangen til skolen: »Han målte lysets tøven Også fundet af Ole Worm-manuskriptet kan måske betragtes som lidt af en sensation, i hvert fald er det et kærkomment supple­ment til skolens samling af Wormiana. Denne er siden blevet for­øget med et særdeles smukt eksemplar af Worms hovedværk Mo­ 67 1 i Aage Bertelsen ^ numenta Danica, købt på auktion i København, for øvrigt i hård konkurrence med en tysk antikvar, samt hans første runeværk fra 1636 i den af Worm selv besørgede, stærkt udvidede 2. udgave i usædvanlig fornem indbinding. 1. udgaven havde vi fundet på loftet, den anden hentedes hjem fra et antikvariat i Nordfrankrig. I forvejen er Katedralskolen i lykkelig besiddelse af Karel van Manders berømte maleri af Ole Worm fra 1694. Vi kan således med glæde og en lille smule stolthed konstatere, at Aarhus Kate­ dralskole ejer en af de fyldigste og smukkeste Wormsamlinger i verden, deriblandt to unica, og det må vel være af interesse, både for Århus by og dets universitet, at Ole Worms egen skole dermed er blevet et centrum for forskningen af den store oldgranskers liv og værk. Betydningen heraf blev fremhævet af professoren i nor­ disk arkæologi ved Århus Universitet, Ole Klindt-Jensen, ved af­ sløring af mindepladen i 1969. Fundet af manuskriptet på skolens loft er vel i sig selv allerede et lille bidrag til denne forskning. Fortæller ikke selve det faktum, at den attenårige students første større skriftlige arbejde er blevet overdraget hans gamle skole, no­ get om hans personlige forhold til denne skole. For hvem andre end han selv eller hans familie, borgmesterens i Århus, kan have skænket det til skolen?^ I sin før omtalte bog »Danske Stifts-og Skolebiblioteker« fra Lauritz Nielsen om 1925 betoner Lauritz Nielsen, at »spørgsmålet om disse bibliote- skolebibliotekerne kers fremtidige skæbne snarest kræver sin løsning«. Thi »med oprettelsen af Statsbiblioteket i Århus og ^ i sammenhæng her­ med ^ også central-og folkebibliotekernes udbredelse ^ har de mistet deres tidligere centrale betydning for den almindelige op­ lysning og har dermed også mistet offentlighedens interesse«. Samtidig er der med disse gamle biblioteker »indtrådt en stagna­ tion, som i adskillige tilfælde har karakter af et forfald«. Så vidt den kendte biblioteksmand om skolebibliotekerne i almindelighed. Hans tidligere anførte vurdering af Aarhus Katedralskoles biblio­ tek ved hans besøg på skolen i midten af tyverne er et af vidnes­ byrdene om situationens alvor. Denne turde være yderligere underbygget af den foranstående skildring af de gamle bøgers skæbne på loftet i de efterfølgende 35 år. Desværre ser det ud til, nu da biblioteket er anbragt under ordnede og overskuelige for­ hold i rektorboligen, at Lauritz Nielsens frygt for, at »kostbare, til dels uerstattelige Værker er gaaet til Grunde«, eller at de i det mindste er gået tabt for skolen, har været alt for velbegrundet. 68 V Et par eksempler: Forfatteren nævner i kapitlet om Aarhus Katedralskole (p. 34): »Blandt de ældste danske Bøger, som er opført i Bibliotekets Katalog og ikke afgivet til Statsbiblioteket, finder flere sjældne og kostbare Værker. Heraf er ca. 20 fra det 16. Aarhundrede, der­iblandt Christian Pedersen »Jærtegnspostil« (1518), Christian IIIs Bibel (1550)/ Saxos Danmarkshistorie paa Latin (1576), Ped. Hegelund »Susanne« (1578) og »Calumnia« (1579), Frederik Ils Bibel (1589) og de originale Kvart-Udgaver af Huitfeldts Dan­markshistorie (159 ff)«. Det fremgår ikke klart, om den følgende passus i bogen; »Flere af de ældste Bøger har imidlertid trods grundig Eftersøgning ikke kunnet findes i Biblioteket« alene hen­tyder til de andre, ikke navngivne, værker inden for gruppen af de 20 i kataloget; men det er så godt som sikkert, på grundlag af den eftersøgning, der er foretaget efter flytningen, at kun 2 af de 7 med titel og årstal her anførte bøger, Jærtegnspostillen og Saxos Krønike, findes i Katedralskolens bibliotek i dag. Sagen stiller sig ikke bedre for 16-og 1700-tallets bøger. Lau­ritz Nielsen fortsætter: »Af den senere danske Litteratur skal nævnes Lyschander: »Danske Kongers Slægtsbog« 1622, Stephanius' Saxoudgave (1644), Huitfeldt: »Danmarks Riges Krønike« (1652), Resen: »Frederik Ils Krønike« (1680), Thurah: »Den danske Vitruvius« (1746-49) og »Hafnia hodierna« (1748), Hersleb: »Frederik V og Dronning Louises Salvings-Akt« (1749), Slange: »Christian IVs Historie« (1749), Norden: »Voyage d'Egypte et de Nubie« (1755), »Flora Danica« (1766 ff), Langebeks »Scriptores« (1772 ff.)«. Af disse 11 sjældne og kostbare værker, som angiveligt fandtes i 1925, eksisterer i dag 2 -to — på Katedralskolen: Resens og Lange­beks, og af dennes »Scriptores« mangler endda 2 bind. Men heller ikke her kan det med sikkerhed afgøres, om bøgerne faktisk fand­tes i biblioteket, da Lauritz Nielsen besøgte det, eller om han alene har henholdt sig til kataloget, som i så fald må have været i be­ tydelig uorden. Man har vel lov at håbe det sidsteø Der findes et anseligt antal kataloger og kartoteker over det gamle skolebibliotek, som selvfølgelig alle er forældede og værdi­løse, alene med undtagelse af det af lektor Foss påbegyndte og af mine fire assistenter foreløbigt videreførte kartotek. Hvad angår biblioteket selv har vi indtil nu ikke kunnet gøre andet end at redde det fra yderligere forfald, og i øvrigt glæde os over, hvad 69 é f der trods alt er i behold af smukke og sjældne og efter forholdene mærkværdigt velbevarede gamle værker fra skolebibliotekets stor­hedstid, dengang det havde nødtørftigt husly i øverste etage i den gamle »hvide bygning« mod domkirken. Det bør ikke glemmes, at i denne periode, årene fra 1881, da det anselige, men hensyg­nende stiftsbibliotek indlemmedes i skolens bibliotek, og indtil 1902, var Aarhus Katedralskoles skolebibliotek ikke blot landets tredjestørste bibliotek, men faktisk også det første offentlige stats­bibliotek uden for København. Men det skal heller ikke forties, at med afgivelsen af mere end sin halve bestand af bøger til det nye Statsbibliotek mistede det sin betydning, ja sin eksistens både som offentligt bibliotek og som skolebibliotek. Tilbage står nu, som den nærmeste og mest påtrængende opgave, at skabe et nyt skole­bibliotek af virkelig nytteværdi, svarende til vor tids pædagogiske krav. Hvad der måtte være at sige herom, kan for min del af ind­lysende grunde kun være tanker til mulig overvejelse af rette ved­ kommende.^ Den, der besøger det gamle bibliotek i Aarhus Katedralskoles rek­torbolig, med dets hidtidige tilstand i erindring, vil ikke kunne undgå at glæde sig over forandringen. De gamle bind står nu op­stillet og ordnet i overskuelig gruppering. Som det kunne ventes, er der en særdeles fyldig samling klassisk filologi, en lige så im­ponerende sektor af historiske værker, derudover filosofi, teologi i meget begrænset omfang, en betydelig samling jura, mange hyl­der med geografi, topografi og rejsebeskrivelser, som umiddelbart må kunne friste en nutidslæser og måtte synes at kunne være vel anbragt på et folkebibliotek, en del naturhistoriske og medicinske værker.jMest iøjnefaldende er måske de store leksika fra 1700­tallet i skønne samtidige bind. Skønlitteraturen er kun sparsomt repræsenteret i rektorboligen ^ hovedparten har faet plads i brugs­biblioteket i hovedbygningen og er delvis anvendelig i undervis­ningen 4 mest interessant forekommer den franske afdeling med Voltaires samlede værker i originaludgaven fra 1770erne i 25 anselige bind med skønne illustrationer. En ca. 10 m lang gang med reoler fra gulv til loft langs den ene væg er væsentlig for­beholdt tidsskrifter, det samme gælder de to kvistværelser. Jeg nægter ikke, at det har fornøjet mig at føre skolens elever klassevis gennem de nyerhvervede boglokaler og dele min glæde med dem både over bøgernes mængde og d for manges vedkom­ Katedralskole­bibliotekets fremtid Sanering nødvendig Fællesskab og tradition 1 Aarhus Katedralskoles Bibliotek C mende ^deres kvalitet. Men jeg må samtidig erkende, at elevernes møde med det gamle bibliotek, også under de nuværende forhold, kun kan have karakter af lejlighedsvise forevisninger. Det er sta­ dig kun museum, og nærmest endda dødt museum. Bitre erfarin­ ger om bøgers forsvinden umuliggør fri adgang til biblioteket uden tilsyn, og et virkeligt studium af de gamle bøger vil der i et gymnasium kun i undtagelsestilfælde være tale om. Hertil kom­ mer, at en biblioteksmæssig forsvarlig administration af de gamle bibliotek med sine -^skønsmæssigt anslået 12.000 bind i rektor­ boligen, resten fordelt i brugsbiblioteket og faglokaler, er uover­ kommelig. Man bør altså se i øjnene, at det gamle bibliotek lige siden den store amputation i 1902 har været, og også i sin nuværende til­ stand vil vedblive at være, en torso, lige uanvendelig som biblio­ tek og som fortidsmuseum på Aarhus Katedralskole. Ud fra denne erkendelse bør der foretages en grundig sanering af det gamle skolebibliotek, altså ikke ^ som Lauritz Nielsen foreslår om samt­ lige gamle statsskolebiblioteker, en »Likvidering«, og den bør gennemføres med omhyggelig hensyntagen til denne skoles sær­ lige forhold. Det vil først og fremmest sige, at alle overflødige bøger må udskilles, men -^som ved afleveringen til Statsbibliote­ ket i sin tid ^ med bevarelse af den del af samlingen, »som af Hensyn til Skolens Tarv bør forblive ved denne«. / Hvad er da skolens tarv på det biblioteksmæssige område i 1971 og fremover? Hvad man behøver på Aarhus Katedralskole er efter min over­ bevisning to efter deres art og anvendelse fundamentalt forskel­ lige biblioteker, et, som skal tjene den daglige undervisning, og et andet, hvis formål skal være at styrke fællesskabet mellem lærere og elever om skolens ånd og historiske tradition. En moderne skole har brug for et bibliotek med en fyldig samling af hånd­ bøger i alle fag, leksika af forskellig art, fag-og skønlitteratur på de nordiske sprog og de europæiske hovedsprog, desuden fag-og tidsskrifter, alt efter skolens behov og muligheder. Men Aarhus Katedralskole bør altså derudover bevare et mindre historisk bi­ bliotek, udvalgt af det gamle skolebibliotek, til fremme af det nævnte fællesskab. Hvad der nærmere kan menes hermed, har jeg søgt at anskueliggøre på et væsentligt punkt ved omtalen af bøger og personlige dokumenter vedrørende gamle elever og lærere (Worm^Rømer, Gmndtvig, Stougaard) og beretningen om Aarhus 71 é I Katedralskolens Venners Mindestue(r). Jeg forestiller mig des­uden, at skiftende fremlæggelser af sjældne og smukke bøger fra det gamle skolebibliotek i de nyligt erhvervede montrer kunne bidrage til at udvikle en mere rodfæstet bevidsthed om gammel dansk kultur, sådan som den gennem mere end 700 år har været knyttet til denne skole på dette historiske sted. Kraftige tendenser i tiden tyder på, at et stærkere sammenhold om sådanne værdier kan blive nødvendigt, hvis vi vil bevare vor kulturelle og natio­nåle egenart i et vist omfang o . ulle altså ikke i fremtiden, som fra dets oprettelse i 1775 og også efter parteringen i 1902, være et bibliotek, hvis bøger fortrinsvis læses, lånes og studeres. Det skal først og fremmest ses. Sammen med skolens kompleks af bygnin­ger, fra de sparsomme levninger af Morten Børups middelalder­lige skole, over rektor Jens Worms »hvide« bygning i barokstil fra 1763 og Kampmanns »røde« med præg af jugendstil til C. F. Møllers højmoderne bygninger skal de gamle bøger være et syn­ligt udtryk for det liv, der har været levet her gennem tiderne. Herved får de nærmest den samme funktion som mindepladerne murene og billederne på væggen, f. eks. foruden de allerede nævnte, maleriet fra 1648 af en af skolens berømte elever og senere velyndere, den lærde Holger Rosenkrantz, det smukke bas­relief af amtmanden i Århus og tidligere statsminister OveHøegh-Guldberg (1784) og Vilh. Marstrands højt vurderede portræt af rektor Blache fra midten af 1800-tallet, til de i den sidste snes år erhvervede originale hovedværker i vor egen tids kunst af Olivia Holm-Møller, Svend Engelund, Rikard Mortensen, Fredslund An­dersen, Mogens Zieler. Kernen af det tidligere »gamle skolebiblio­tek« indgår herved som led i en stor historisk syntese. Altså mu­seum! Ja, men levende museum. Og ikke, som det har været i hele dette århundrede indtil dato: dødt bibliotek.^ Hvis Katedralskolen ønsker at bevare den for skolen betyd­ningsfulde kerne af det gamle bibliotek ud fra de synspunkter, der her er antydet, bliver det første skridt at skaffe sig fuld klarhed over, hvad biblioteket indeholder. Det vil sige, at den påbegyndte katalogisering må videreføres og fuldendes. Arbejdet hermed kan og bør efter min mening igangsættes snarest. Så længe de fire omtalte studenter som har arbejdet med bøgernes flytning og ord­ning endnu er til rådighed i Århus, har man den ønskelige ar­bejdskraft til den billigst mulige pris, og det tør forventes, at Led i en historisk syntese Katalogiseringen må videreføres J l Statsbiblioteket fremdeles vil følge deres virksomhed med inter­esse. Sortering Det næste skridt er at gøre sig klart, hvad og hvor meget man ønsker at beholde af den samlede bogmasse. Jeg vil mene, at af­gørelsen heraf bør træffes af skolen alene, måske ved en kommis­sion bestående af rektor som formand og en kreds af lærere og elever, nuværende og forhenværende, og med rådgivende assi­stance fra Statsbiblioteket. Når denne vanskelige og sikkert smer­tefulde operation er overstået, opstår et nyt problem: Hvad skal der ske med de bøger, som skolen ikke ønsker at beholde? Der bør ved afgørelsen af dette spørgsmål tages primært hen­syn til det historiske faktum, at en overvejende del af det gamle bibliotek er skænket til Aarhus Katedralskole med tanke på, at bøgerne skal forblive her som skolens ejendom. Hvis skolen af tvingende grunde ikke kan beholde dem, bør den nok derfor drage omsorg for, at de så vidt muligt overdrages til andre biblioteker i Århus. Det må formodes, at Statsbiblioteket, som jo også er bibliotek for Aarhus Universitet, vil være interesseret i en del, også ud over de i Instituttet for historisk fysik og de i biblioteket selv som lån deponerede bøger. Hvis de fire andre gymnasier i Århus og omegn måtte ønske at supplere deres skolebiblioteker med bøger af Katedralskolens overskud, bør de vist af kollegiale grunde prioriteres efter Stats-og universitetsbiblioteket. Også Centralbiblioteket i Aarhus kommer selvfølgelig i betragtning, hvis det ønskes, jfr. et hos Lauritz Nielsen citeret ministerielt cir­kulære af 13. marts 1922, hvorefter den del af skolebibliotekerne, som ikke er nødvendig for skolerne ved den daglige undervisning eller som supplerende læsning for lærere og elever, skal afgives til folkebiblioteker, »foreløbig dog kun som Depositum«/ • Den del af det gamle Katedralskolebibliotek, som kan være af betydning for videnskabelig forskning og undervisning, og som ikke enten bibeholdes på skolen eller afstås til Statsbiblioteket, bør kunne tilbydes universitetet i Odense. Eller måske bør, på trods af det førstnævnte hensyn, denne institution (eventuelt sam­men med de kommende universiteter i Roskilde, Esbjerg-Ribe og Ålborg) prioriteres allerøverst ud fra det synspunkt, at de andre i Århus og København lever i relativ overflod. Anbringelse af skolebibliotekers overflødige bogmasse er vel et spørgsmål af interesse ikke blot for Aarhus Katedralskole, men også for andre gamle skoler i Danmark med problemer af samme Aage Bertelsen art, problemer som allerede i 1925 trængte til, ifølge Lauritz Niel­ sen, at blive løst »snarest«. Dengang syntes der ikke at være no­ gen praktisk og økonomisk overkommelig løsning på netop dette sidste problem; måske man her må søge forklaringen på, at sagen generelt set har hvilet siden. Lauritz Nielsen munder i sine over­ vejelser ud i et forslag om, at de store folkebiblioteker, som i hen­ hold til det før nævnte cirkulære skulle overtage størstedelen af den kurante bogbestand fra skolebibliotekerne, samtidig skulle forpligte sig til »at give Husly for de værdifulde Dele af de op­ løste Bibliotekers ældre Samlinger, selv om de ingen praktisk Be­ tydning har for den folkelige Biblioteksvirksomhed«. Efter opret­ telsen siden 1925 af to nye universiteter og planlæggelse af yder­ ligere tre, skulle placeringsproblemet ikke i dag volde så store vanskeligheder. Derimod er der et andet spørgsmål, som i hvert fald for Aarhus En sanering Katedralskoles vedkommende forekommer mig at måtte være sær- koster penge deles påtrængende. Problemet har en vis sammenhæng med det begreb »likvidering«, som i Lauritz Nielsens højst fortjenstfulde, men alt for lidt påagtede håndbog anvendes om den foreslåede totale ophævelse af de gamle biblioteker. Det er et ord, som senere af visse grunde har fået en grum og grim betydning i danske øren, og også selve begrebet er efter min overbevisning irrelevant i hvert fald i forbindelse med Aarhus Katedralskole. Vort gamle bibliotek skal ikke likvideres, tilintetgøres, udslettes; det skal sa­ neres, gøres sundt og levedygtigt i en ny livsform! Men en sane­ ring er en omstændelig sag. Og den koster penge. Lauritz Nielsen tager i sin argumentation som bibliotekar ret ensidigt hensyn til de gamle bøgers boghistoriske værdi og deres fremtidige anven­ delse i forskning og undervisning, men, efter min bedømmelse, i for ringe grad til skolebibliotekerne som institution (jeg havde nær sagt.4 og som person), og til de skoler, der ejer bibliotekerne. Og især manøvrerer han med bøgerne ud fra det i alle tilfælde omtvistelige synspunkt, at de er statens ejendom, og at statsmag­ ten derfor, uden personligt hensyn og uden økonomisk forplig­ telse overfor skolen, kan handle med bøgerne efter forgodtbefin­ dende. Synspunktet har dækning hos staten endnu i dag, i det mindste sådan som det ved en særlig lejlighed er kommet til ud­ tryk i administrationen, men det kan efter min opfattelse ikke anerkendes af skolem) Jeg kan kun delvis undgå, når jeg idet følgende vil udtalemigom ( denne vanskelige og for mig personligt engagerende sag, at ud­trykke mig, som om jeg endnu havde ansvar og indflydelse, bl. a. fordi de videre konsekvenser af bibliotekets flytning endnu er aldeles uafklarede. Umiddelbart før min afgang som rektor med­delte jeg i undervisningsministeriet, hvad jeg havde ladet fore­tage for at redde det gamle bibliotek fra den fremadskridende øde­læggelse på skolens loft. Herunder oplyste jeg også, at et vist antal bøger var deponeret som lån på Statsbiblioteket og Univer­sitetet til en anslået værdi af i alt 58.000 kr. Jeg tilføjede, at meningen med værdiansættelsen fra min side ikke blot har været straks fra flytningens begyndelse at skaffe nominel dækning for de med redningsaktionen forbundne udgifter (beløbet blev i øvrigt dækket til overmål på anden måde), men fuldt så meget at få fastslået sådanne bøgers faktiske værdi i handel og vandel. Alt ud fra den betragtning, at når den revoltering af Katedralskolens biblioteksforhold, som jeg anser for at være en i stigende grad påtrængende nødvendighed, skal gennemføres, må spørgsmålet om skolens ejendomsret eller andel i ejendomsretten og dermed dispositionsretten over de gamle bøger have fundet sin afgørelse. Jeg ser vel, at dette er et juridisk spørgsmål af anselig rækkevidde og muligvis med større aktuelle perspektiver. For så vidt kan de efterfølgende betragtninger opfattes som en art lægmandsindlæg i proceduren. Ejendomsforholdet Et væsentligt moment i sagen er efter min mening det faktum, at skolebibliotekets bøger for en stor del er skænket Katedralsko­len som ejendom af privatpersoner. Dette fremgår både af de op­lysninger, der gennem mere end 100 år er meddelt om bibliotekets nyerhvervelser i Aarhus Katedralskoles årlige »Efterretninger« og af rektorers noteringer i de gamle bøger helt tilbage i de sidste tiår af 1700-tallet (f. eks. er nogle af de allerværdifuldeste ifølge rektor Thure Krarup skænket af ejeren af Godset Ryumgaard pre­mierløjtnant Hoff). Ejendomsforholdet synes at være principielt respekteret af staten ved oprettelsen af Statsbiblioteket i Århus. Ifølge den hos Lauritz Nielsen gengivne skrivelse af 23. januar 1901 fra undervisningsministeriet til eforatet for Aarhus Kate­dralskole fastsættes, at »kun de Bøger, som skrev sig fra det gamle Stiftsbibliotek, de som var skænket af Stiftamtmand Regenburg eller erhvervet for hans Legat til det ved Foreningen af Stifts-og Skolebiblioteket i 1881 oprettede offentlige Udlaansbibliotek, end­videre de, som var anskaffet ved særlige Bevillinger, samt endelig Aage Bertelsen de Bøger, der maatte betragtes som erhvervet til Supplering af disse Grupper, skulde afleveret til Statsbiblioteket«. I september indberettede skolens rektor, at afleveringen havde fundet sted. Hvorefter ministeriet godkendte, at Katedralskolen dermed havde opfyldt sin forpligtelse overfor Statsbiblioteket. Det synes hermed klart, at man på den tid fra statens side har Afleveringspligt? respekteret skolens ejendomsret til den del af skolebiblioteket, som ikke direkte har sin oprindelse i statsbevillinger. Aarhus Katedral­ skole må derfor med rimelighed kunne fastholde og understrege, at den med aflevering af de over 30.000 bind til Statsbiblioteket, mere end halvdelen af sin bogbestand, har rigeligt opfyldt sin af­ leveringspligt, én gang for alle, om en sådan pligt findes. Min påstand er nu, at Katedralskolen derfor også må kunne kræve, at for alt hvad der herefter på statens eller på skolens egen foranled­ ning og med dennes selvfølgelige billigelse afstås af Aarhus Kate­ dralskoles bibliotek skal der A muligvis med forbehold overfor anskaffelser fra staten 4 ydes en kompensation til skolen under en eller anden form. At et sådant krav tidligere er blevet respekteret, fremgår af et analogt tilfælde på et beslægtet område: Da man i 1940erne oprettede et naturhistorisk museum i tilknytning til Aarhus Universitet, afstod Katedralskolen en del af sin overflø­ dige samling til museet. Til gengæld fik vi herfra ting, som var mere nyttige for skolen. Til yderligere illustrering af det principielle i sagen tillader jeg Statsejendom? mig at henvise til skolens før omtalte anselige og værdifulde sam­ ling af nyere dansk kunst. Langt den største del af disse værker er blevet Katedralskolens ejendom enten ved direkte gave fra kunst­ neren, formidlet gennem mennesker med den nøjeste tilknytning til skolen og i nær forbindelse med kunstneren, eller ved initiativ fra skolens ledelse og lærere og aktiviteter fra eleverne, nuvæ­ rende og forhenværende, som indsamlingerog overskud fra skole­ komedier og -koncerter og det årlige skolebal. For mig synes det ubestrideligt, at billederne er skolens ejendom. Men da Aarhus Katedralskole er en statsskole, er de formentlig også statens ejen­ dom. Problemet er nu, foreløbig vel kun rent teoretisk: Er staten som ejer denne skole dermed også berettiget til at disponere over disse billeder? Kan statsmagten, som angiveligt råder over både skolen og billederne, men er personlig (!) uden interesse eller engagement i nogen af delene, i givet fald f. eks. sælge skolens billeder, uafhængigt af, eller endog på trods af skolen selv og de Rimelighed og retfærdighed Et særligt fond Aarhus Katedralskoles Bibliotek ( mennesker, som ud fra en varm interesse for skolen og et person­ligt engagement i sagen har tilvejebragt dem for Aarhus Katedral­skole? Og derefter indføre beløbet med 100 pet. i statens kasse? Uden at være jurist er jeg vidende om, at der i ejendomsretten opereres med begreber som sjælelig og åndelig ejendomsret (frem­herskende i professor Vinding Kruses »Ejendomsret«). Som den, der mere end nogen anden har engageret sig i anskaffelsen af disse kunstværker til Aarhus Katedralskole, tillægger jeg mig en væsentlig andel i den åndelige ejendomsret til billederne og mener mig derved berettiget til at nedlægge påstand imod deres fjernelse fra skolen eller salg uden en for skolen acceptabel kompensation. Tilsvarende erklæringer er af gode grunde ikke afgivet af skole­bibliotekets donatorer gennem tiderne eller af skolens ansvarlige ledere, men der er for mig ingen tvivl om, at de ligger i selve det store biblioteks eksistens. Det er vel tænkeligt at den omtalte, af statsadministrationen hævdede ubetingede ejendomsret for staten, har hjemmel i gældende lov og i givet fald altså kan få medhold ved domstolene ^ eller hos en minister ved forespørgsel i Folke­tinget, eller hos ombudsmanden A Men i så fald vil jeg -^og jeg mener med samme adkomst til at udtale mig som den, jeg tillæg­ger mig med hensyn til den nyere kunst på skolen tage mig ret til at hævde, at afgørelsen er stridende, om ikke mod ejendoms­rettens juridiske begreb, så imod rimelighed og retfærdighed. Det er formentlig herved blevet klart, at jeg mener Katedralsko­len bør have erstatning, om man vil betaling, for hvad den måtte aflevere i forbindelse med en eventuel »sanering« af sit bibliotek, enten i form af en hovedandel i de ved bortsalg indkomne beløb eller i værdier af anden art ^ f. eks. bøger til det aktuelle brugs­bibliotek. Også am pengenes anvendelse mener jeg mig berettiget til at ytre mig. Jeg synes, de passende kunne indgå i et særligt fond på skolen med f. eks. følgende formål: i. at sikre en så vidt muligt biblioteksmæssigt fuldt forsvarlig anbringelse af det gamle biblioteks kerne på Aarhus Katedral­skole, 2. yde de fornødne midler til restaurering og vedligeholdelse af bøgerne og om nødvendigt betale for fagligt kompetent tilsyn, 3. give tilskud til foreningen »Aarhus Katedralskoles Venner«s bibliotek og mindestuer og til eventuel anskaffelse af flere udstil­lingsmontrer, 4. supplere beholdningen af bøger i det nye skolebibliotek / ( (brugsbiblioteket) ud over de skolen tilkommende normale bevil­linger og støtte indkøb af andre særligt ønskede undervisnings­midler, 5. belønne elever, som viser særlig interesse for skolens historie og kultur. 1 øvrigt mener jeg, at Katedralskolens gamle bibliotek bør være tilgængeligt for forskning, specielt for lærere og studerende ved Aarhus Universitet. I sidste kapitel af sin håndbog om danske stifts-og skolebibliote- Om gamle ker opgør Lauritz Nielsen disse samlingers indhold til over en halv skolebiblioteker i million bind, i 1925. Han betoner stærkt, at de gamle »lærde Sko- almindelighed lers« biblioteker sammen med stiftsbibliotekerne, som nu med et par undtagelser alle er indlemmede i skolebibliotekerne, repræsen­ terer en meget betydelig kulturel og økonomisk værdi. På grund­ lag af sine undersøgelser overalt i landet mener forfatteren end­ videre at kunne fastslå, »at den her forhaandenværende Bogmasse langtfra udnyttes efter Fortjeneste, og at flere af Bibliotekerne paa Grund af forskellige Omstændigheder befinder sig i en Tilstand, der gør det uforsvarligt at opretholde dem i deres nuværende Form«. Sammenholdt med den betragtning i forordet, at Stats­ bibliotekets og folkebibliotekernes virksomhed på væsentlige punkter har overflødiggjort de gamle skolebiblioteker, er det for­ ståeligt, at Lauritz Nielsen med sin bog har ønsket at gøre op­ mærksom på, at vi her står overfor et spørgsmål, »som snarest kræver sin Løsning«. Med flytningen af Aarhus Katedralskoles gamle bibliotek og med den foranstående redegørelse håber jeg at have flyttet proble­ met et hanefjed videre på det lokale plan. Jeg har ingen adkomst til at udtale mig om andre skolers biblioteker, men har vel lov at stille et spørgsmål om sagen i almindelighed: Er der også i dag ^ som i 1925 -let problem? Som kræver sin løsning? Og snarest? Ligesom i 1925?^