monumenta typographica x Caslon Antikva og kursiv i 28 point (Two-Line English) reproduceret fra skriftprøve fra 1785. Reproduceret i hel størrelse Caslon En fornyelse af engelsk skriftstøbning i 1720 Af Eli Reimer Skriftens udvikling i Europa i de første århundreder efter bog­trykkunstens indførelse viser, hvorledes inspirationen til udvik­lingen kommer fra skiftende centrer. I begyndelsen af det 18. århundrede er det Holland, som er cen­trum, og de hollandske skrifter, som er dominerende. Denne do­minans gjaldt også i England, hvor der i årene fra 1700-1720 var flere hollandske end engelske typer i brug i de engelske trykke­rier. Hele niveauet i England lå lavt, og både de engelske typer og de typer, som var støbt i hollandske matricer, var på grund af støbningen ofte af ringe kvalitet. Det er under disse vilkår, at William Caslon begynder sin skriftstøber-virksomhed i London. Egentlig startede han som gra­vør, og i sin læretid dekorerede han geværlåse og geværløb. Se­nere, da han fik sin egen virksomhed, skar han også værktøj til bogbinderne. To bogtrykkere, John Watts og William Bowyer den ældre, fik ham interesseret i skriftfremstilling, og sammen med Bowyers svigersøn, James Bettenham, lånte de ham penge til etab­lering af et skriftstøberi. Quoufque tandem abu­tere, Catilina, patientia Quoufquetandemabutere^ Catilina, patientianoftra? De typiske træk opstår ved kontrasten imellem de tynde og tykke partier af stregerne, ved de brede, åbne former og ved de spændte buer i de runde bog­staver. Bogstavernes proportioner domineres af bogstavernes midterste part, x-højden, der er stor i forhold til overlængderne på b og d. Caslon Antikva regnes stilmæssigt som barokskrift, selv om kontrasten imellem tykt og tyndt ikke er så udtalt som i de øvrige barokskrifter. Den er sidste trin i renæssanceantikvaskriftens udvikling og viser i det skrå tryk i bogstaver som b, d, p, c, og e den sidste rest af de pennetræk fra renæssan­cens skrevne bogstaver, der var denne trykskrifts første forbillede. 37 Eli Reimer Caslons virksomhed bliver et vendepunkt for engelsk bogtryk og skriftstøbekunst -og starter en udvikling, der fører England frem blandt de nationer, som får betydning for skriftens form og stil i de følgende århundreder. Det er kvaliteten i Caslons skrift, målt efter datidens engelske målestok, som fører til hans succes. Stilen i skriften er lagt tæt op ad de hollandske barokskrifter, og det er kun som en repræsen­tant for denne skriftstil, der har sin rod helt tilbage i renæssan­cens skriftformer, at Caslons typer kan kendetegnes som et Mo­numentum Typographicum. Den blivende værdi af Caslons ver­ Caslon Antikva sion af disse antikvatyper bevises dog af den kendsgerning, at de i 14 og 18 point støbes den dag i dag i den originale udgave og har lånt billede til (English og talrige originaltro og modificerede reproduktioner. Great Primer) T OTUM jam abiit fæcul ARGUMENTO tam nobili no anno 1628. prodieru quåm NORFOLCIANUM? N kins, D.D. cum reliqui MARIUM, Titulis per longan nianam illam editionem longo p gens: quod ad Profapiam u anno 1676. exceperunt &locuplet Seldenianis, aliifque conflata. Hc in numerofas inde Propagine cur non citius exiret, in causa fu inceps Procerum continuatå pra centum fchedas initio promif eft ad artes adulatorum vilif quius temporis dilationem ferant Infignibus Gentilitiis fubfcrip eft; Editor, poft majorem impen perior nequaquam indiget, fi augeri. Quid ab håc Editione expedles. Multa mihi in hocmeol Så tæt ligger Caslons antikvasnit på de hollandske, at sagkyn-Reproduceret i dige i mange år, selv specialister som Updike, henviser til den af hel størrelse Bowyer trykte bog, Seldens Opera, som eksempel på Caslons antikvasnit. Det er først A. F. Johnson fra British Museum, der beviser, at denne skrift er af tidligere dato end 1720 og er af hol­landsk oprindelse. Et andet eksempel kan hentes fra Caslons første skriftprøveark fra 1734, hvor den største grad med store og små bogstaver, French Cannon, er hentet fra den engelske skriftstøber Joseph Mo­ xon, som viser den i en skriftprøve allerede i 1669. Der er ingen sikkerhed for, at den er skåret af Moxon selv, specielt da den til Caslon Opslag fra M. Maittaire's Marmorum Arundellianorum secunda Editio. Bogen er trykt hos den engelske bogtrykker Bowyer, der var med til at etablere Caslon som skriftstøber. Den er trykt i 1732, og i satsen er anvendt to af de smukkeste grader i Caslon's skriftserie, Great Primer og English, der henholdsvis svarer til 18 og 14 point. Overskrifter og titellinjer er sat med skrifter fra andre leverandører. 'P P B X D 1 X AD MS ti MORA OXO A' I.E N i> l •! nvi. SewL-i. Wil rferUfea, «w éåmmUbcit. I^lko taiai lUmrvTO Wfhi, 6; fim impJora«*} Jl.cc­ "t*£zjz£:*£. A P P E N D I X W. «. i.'/. » i«« ixn.v is m UV.4.^ .« i«m„4vr Marmora Oxonienfia. .. 1 t.*,ir>x • (vyui..1"! fri,. • i lt. >r;i iilVirrvilé <^w) ti a<^-? Z,*!. «r.) Sr OrifyL. AtoZJc > < t im* 1JSSIS* •• 6 «( n <8^ forveksling ligner en skrift af den hollandske stempelskærer van Dijk, som Moxon var en stor beundrer af. I en senere skriftprøve har Caslon skiftet versalerne ud med sine egne typer, men de små bogstaver er helt op i vor tid de samme, som blev støbt i matricer, der var præget fra Moxons stempler. Bedømmelsen af Caslons skrifttyper har i historiens løb været højst forskellig. Således siger John Baskerville i sit forord i Para­dise Lost fra 1758: »Mr. Caslon er en kunstner, til hvem den Lærde Republik står i stor taknemmelighedsgæld; hans dygtighed har efterladt et bedre forlæg for mig at leve op til end nogen af de andre mestre. Jeg Eli Reimer har dog ikke til hensigt at følge ham i hans store variation i bog­ staverne; antikva og kursiv er alt, hvad jeg hidtil har forsøgt. Hvis han i disse har efterladt en mulighed for forbedring, skyldes det sandsynligvis mere end noget andet denne variation, som splittede hans agtpågivenhed«. I virkeligheden er dette vel en noget forbeholden ros. Den ame­ rikanske skriftforsker, D. B. Updike, er i sin bog, Printing Types, fra 1922 helt anderledes begejstret: »Hvorfor er William Caslons typer så fremragende og så be­ rømte? At forklare dette, så det står virkelig klart, er vanskeligt. Skønt han udformede sine bogstaver efter hollandske typer, var de langt bedre, fordi han i sine skriftsnit indlagde en interesse, en variation i udformning og en finfølelse i udførelsen, som kun få hollandske typer besad. Hollandske skriftsnit var monotone, men det var Caslons ikke. En analyse viser, at hans bogstaver ikke en­ keltvis er perfekte, især ikke i de mindre størrelser, men deres massevirkning er behagelig. Dette mener jeg er deres hemmelig­ hed, en helhedens perfektion, der hidrører fra harmoniske, men ikke nødvendigvis perfekte individuelle bogstavformer.« Valter Falk er mere nøgtern i sin forklaring, når han skriver om Caslons antikvasnit, at »det indebærer ikke noget nyt, men er en eftertrykning af nederlandske skriftstøberes bogstavformer fra 1600-tallet. Talen om, at Caslonsnittet skulle repræsentere noget »typisk engelsk« må derfor anses for at være en sandhed med modifikation. Det er dets store udbredelse i England først i 1700­ tallet og igen i den anden halvdel af 1800-tallet samt i 1900-tallet helt op i vore dage, som motiverer denne benævnelse.« William Caslon døde i 1766, men hans firma eksisterede helt op i vor tid. Endnu i begyndelsen af det 19. århundrede blev hans antikva og kursiv anvendt i England og USA, men blev derefter skubbet ud af markedet af de nye antikvaskrifter, som blev skåret med inspiration af Didot's og Bodoni's skriftsnit, og som Basker­ villes typer var en overgang til. Interessen for Caslons Antikva blev genoplivet i England alle- Genoplivelse rede i 1840, og i 1844 bruges den igen i en bog af bogtrykkeren af caslonskrifterne Charles Whittingham. Sammen med William Pickering står han bag ved Caslonskriftens genoplivelse, og det er takket være disse to mænd, at skriften er levende den dag i dag. Om man skal huske William Caslon som en fremragende skrift­ kunstner eller som en dygtig stempelskærer, der sammen med sin Caslon søn kunne omsætte de hollandske skrifter til en komplet skrift­serie, er vel et spørgsmål, der må stå ubesvaret, men i hvert fald er det en lykke for eftertidens bogtrykkere, at disse skrifter, der er helt anderledes djærve og umiddelbare end hvad der ellers er over­leveret fra de hollandske stempelskærere, er blevet bevaret. I dem har vi et skriftudtryk, der ikke alene kan bruges til pasticher, der skal ligne barokkens bogstil, men stadig væk er levende som bæ­rere af ord fra en livsnær og primitiv fortællekunst. Det er ikke en skrift til glittet papir eller til at kombinere med rasterbilleder. Den er bedre på et stykke uglittet papir enten alene eller sammen med træsnit, træstik eller tegninger. Selv om Caslon sammenstillede sine antikva-og kursiv-skrifter til en serie, er hver grad en selvstændig skrift, og en analyse af bogstaverne vil ikke kunne udarbejdes for skriften som helhed. De store grader præges af en kontrast i bogstavbilledet mellem spinkle hårstreger og kraftige grundstreger. Bogstaverne i an­tikvasnittet er brede og åbne, og kurverne i de buede streger er stærkt spændte, hvilket får de runde bogstaver til at svulme og strutte af kraft. Som en arv fra renæssancens skrifter kan penne­trækkenes skrå holdning fornemmes i flere af de runde bogstav­former. Kursiven virker smal og for enkelte bogstavers vedkom­mende næsten sammenpresset. Hældningen på majusklerne er for­skellig. De små grader virker spinkle i forhold til de store grader, og det fine spil imellem de tykke og tynde streger i bogstavbilledet er knapt kommet til udtryk. En række bogstaver har forskellig udformning fra grad til grad, ligesom bredderne på bogstaverne ikke er afstemt proportionalt til hinanden igennem gradskalaen. Disse unøjagtigheder har givet anledning til stærkt kritiske bemærkninger fra skrifteksperter som Stanley Morison, Bruce Rogers og Hugh Williamson, men uden disse »fejl« ville Caslon Antikva ikke være så umiddelbar i sit udtryk, og en korrigering ville være forkert. Dette fremgår bl. a. af de nutidige reproduk­tioner; i de udgaver, hvor man har måttet presse skriften ind i et system, som har medført at hver grad er en forstørrelse eller for­mindskelse af en udvalgt grundform, har den mistet det meste af sin karakter. På Monotype har man derfor for at kunne bevare skriften levende måttet fremstille et arrangement for hver grad, således at de oprindelige forskelle i bogstavproportionerne har kunnet bevares. Af samme grund er skriften en af de dyreste, man kan anskaffe til Monotypestøbning. 41