>Otto Eckmann i Paris 1900 [EN OVERGANGSSKRIFT I JUGENDSTIL .AF ERIK DAL Som omtaltsidste gang var J. F. Ungers frakturskrift fra 1793 et hårdt tilkæmpet og kritisk modtaget forsøg på at tillempe frakturen efter nyklassicismen. Og som bekendt var nyklassi­cismen den første af de neo-stilarter, der skulle følge hinanden gennem det kommende århundrede:antik, gotik, barok, rococo, renæssance i voxende brogethed, indtil man i 1880erne tilfreds kunne fastslå, at man ikke havde nogen egen stil, men stod suverænt med alle de gamle til rådighed. Denne »Renaissance der Renaissance« gav skriftstøberierne nok at bestille; vor tids historiserende skriftvalg begynder dér. Det nu forløbne årti har bragt en mærkelig, opblussende interesse for de stilarter, der omkring århundredskiftet søgte at dementere denne udvikling, og som råbte højt om egen friskhed og nyhed i etiketter som modernstyle, art nouveau. Jugendstil. Også 1890erne stod frit overfor alt overleveret, man søgte ikke stilefterligningen, men stilsyntesen: alt kunne efter frit valg ka­stes i den smeltegryde, af hvis udtryks-ogfølelseshede det ny år­hundredes stil skulle fremgå som noget hidtil usét. Med Morris­stilen i bogtrykket, der dog ellers var det nyeste nye, havde man det dekorative, men ikke det historiserende fælles. Og til det dekorative droges talenter indenfor alle brancher, der­iblandt mange malere, der således forlod deres skikkelige start som »rene« kunstnere og blev brugskunstnere. En sådan malervar hamburgeren OttoEckmann,som var født t 1865. Hans overgang til kunsthåndværket og især til brugs­grafikken i form af annoncer, accidenser og omslag var ikke iævn, men resultatet af en brat beslutning, efter aten bekendt t 1894 havde gjort ham bekendt med japansk grafik. Etexempel blandt mange på at en privat og dybt personlig beslutning kan indgå i en overpersonlig sammenhæng-for hvor talrige var ikke datidens impulser fra østasiatisk grafik, porcelæn, lak osv. Dog var Eckmanns dekorationer i tidsskrifterne Jugend, Pan og andetsteds ofte rodfæstet i planteverdenen, hvad der ganske vist også var tidstypisk, men også i nogen grad afhængigt af denne dekorationskunsts ikke-abstrakte baggrund i kunstnerens [970 MONUMENTA TYPOGRAPHICA IX Roswitha Riegger-Baumann: Schrift in Jugendstil, i Archiv fiir Geschichte des Buchwesens I 1958 s-737-99, ^ær 779-86 Otto Eckmann 186^-1902 Omslaget gengiver lidt formindsket et prospekt med for­skellige store grader af Eckmann-Schrift. Gråt J, rodbrune versaler, gulbrune røskener Erik Dal udvikling. Naturen som inspirationskilde for dekorationskun­sten var også ledemotivet i hans beundrede, men kortvarige virke som lærer. Eckmanns berømteste omslag udførtes 1899 til det nye tids­skrift Die Woche: tegnet skrift foroven til titlen og forneden til andre oplysninger, derimellem som eneste dekoration et mæg­tigt syvtal indbygget i bløde ornamenter, der ialt udgjordeet nogenlunde regelmæssigt kvadrat. Med al indre kraft et meget stramt arbejde, der blev afgørende for vort foreliggende emne: Dr. Karl Klingspor, der få år før havde overtaget et førende skriftstøberi fra sin fader, erkendte bag dette omslag et udpræ­get skrifttalent, og han bestilte en skrift hos Otto Eckmann. Initiativet var dristigt, for man havde aldrig hørt om en skrift­tegner, der ikke havde været igennem den strenge tekniske skoling, og Klingspors skriftexperter havde da også grund nok til deres knurren, for Eckmanns tegninger opfyldte ikke de jernhårde krav til bogstavernes fri kombinérbarhed, men måtte gennem fagfolkenes skærsild. »Hans forhold til teknikken var ofte mere åndfuldt end organisk,« siger Georg Fuchs elegant i en nekrolog i et skriftprøvehæfte. Alligevel er resultatet ganske Eckmanns, og det blev frigivet 1900 med umiddelbar og stor succes. Den første bog, hvortil den benyttedes, har ikke stået til rådighed, men en snart efterfølgende, som tilmed er skrevet af Eckmann selv: hans indtryk fra verdensudstillingen i Paris. Dette arrangement var stilepokens mest tilspidsede udtryk, som andre lignende udstillingerfør og siden har været det,og havde foranlediget flere nye skrifter, sideløbende med fejringen af det omtrentlige 500-år for Gutenbergs fødsel. Skriften var virkelig noget nyt og uhørt i een bestemt hen­seende: Alle gamle skrifter var baseret på pennens stilling og føring, det være sig til gotiske eller antikva-træk, efterhånden tilnærmet kobberstikkerens teknik. Nu var for første gangskabt en skrift, der på orientalsk vis byggedes på penselens mulig­heder, dens ansats og strøgets svulmen -en fladestil med vibre­rende liv, men med ringe spænding og i disse henseender typisk for tidensæstetik. Af helhedspræg var den frakturagtig mørk: stor x-højde, »bred iskuldrene«, typelegemets rektangel stærkt udnyttet, desuden med så udpræget båndvirkning i linierne, at stor linieafstand ikke var tilrådelig.Men ikke mindre ejendom­melig var bogstavernes indre form: de indsnit i fladen, som nu engang skal til for at etablere bogstavet, tiltrækker sig opmærk- Georg Kurt Schauer: Deutsche Buchkunst 1890 bis 1960,1, se register. Se også Jean Loubier: Professor Otto Eck­manns buchgewerb­liche Thdtigkeit, i Archiv fiir Buch­gewerbe 39 1902 s.309-24 Eckmann-Schrift For udlån af materiale og for venlig vejledning i Klingspor-Museum, Offenbach a/M, takker jeg dr.Hans A. Halbey på det bedste Otto Eckmann i Paris 1900 [ Første textside af Otto Eckmanns bog Der Weltjahrmarkt Paris 1900. ! S. Fischer, Berlin 1900. Foruden en brødskriftgrad af Eckmann-Schrift ses 1 en overskrift med Eckmann-Schmuck, en fremhævelse ved spatiering og røskener til udfyldning af tomrum ved liniebrud. elche enttdufchung! Wenn man die flusltel« lung nur ems den offiziellen flnkiindigungen des Reichskomminariates in der PreHe kannte und dazu nach einem groben Ceil der Be= richfe der deutfchen Bldtter fich eine Vorftellung gefchaffen hatte, fo hatte nichts Herrlicheres zu fehen fein durfen dort in Paris als die deutfche flbteilung. ÉO Es ift das undankbarfte aller Gefchdfte, die Wahr* heit zu fagen, wenn angenehmer Srrtum die Gemiiter befangen halt. Wenn ich es doch unternehme, fo gefchieht es als warnende ITlahnung fiir die Daheini= gebliebenen, welche nicht aus eigener flnfchauung ihre ITleinung bilden konnten. Ilicht einlullende 5elbft= zufriedenheit diirfen wir aus Paris heimtragen, fon= dern anfpornende Selbsterkenntnis. Gs mufs glatt herausgefagt werden: Deutfchland hat auf manchen øebieten der angewandten Kunft enorme Riederlagen erlitten. Dargeboten waren die kunftgewerblichen flr= beiten anderer Zweige wiederum derart, da^ uon einer Wirkung, felbft wo fie zu erzielen gewefen wdre, nicht die Rede fein konnte. Hllen andern Be= 5 somhed ved deres facon, og bogstaver som A a e og flere er ikke lukkede, men ligesom organisk snoede og boblende i kraft af den lille »udførselskanal«. Heri fulgte skriften teori og praxis hos østrigske skriftkunstnere og hos tidens førende æstetiker Henry van de Velde, som talte om formernes polaritet, dvs. genstandens kontur opfattet også som konturen af et luftrum. 1970 283 Erik Dal Disse folk ville have været fængslet af »den rubinske vase«, hvis lidt uregelmæssige form også kan ses som to menneskelige pro­filer, men denne verdensberømte danske test er noget yngre, og dens pointe er iøvrigt, at vasen og profilerne normalt ikke kan opfattes samtidig. Spørger manom skriften nærmest er fraktur eller antikva, må svaret blive, at Eckmann suverænt har lånt fra begge sider og forsåvidt skabt noget nyt.Med få frakturspaltninger, med lidet Nyt og gammelt, markerede antikvaseriffer, med runde former, der er brudte fraktur og antikva udvendig og glatte indvendig (A S Oo), er skriften et frit kom­promis, mens mange storbogstaver tydeligt lægger sig til frak­tursiden: E H I M osv. Bogstavet F har ikke den sindsro, hvor­med mangennem århundrederhavde stoletpå atdet balancerede trods højrestregerne; i Eckmanns formgivning danner et ven­stresvunget »skaft« kontravægt til dem -jugendstilens elskede ustadige ligevægt og evige udtrykskrav, der strækker sig helt ned til den hjerteformede prik over i (i Danmark hos Knud V. Engelhardt og i dagi Politiken's reklamer!). Samtiden så i denne skrift noget nyt, hvad der er ubestride­ligt; noget dekorativt, hvad man gerne medgiver; noget skønt, hvad dervist må blive en smagssag; og endelig noget læseligt ­hvad der fremkalder protest hos den, der med synkebevægelser og usikkert mellemgulv arbejder sig gennem skriftens små grader, men hvad der på baggrund af visse modeprægede skrif­ter ogsåmænd også visse overleverede kan have sin rigtighed. I hvert fald var successen så stor, at et af prospekterne fra Klingspor bragteen dundrende artikel mod plagiat, Zur Wiirdi­gung des geistigen Diebstahls im Schriftgiesserei-Gewerbe. Exempel: International fra Prospekterne viste også supplerende sager: ligaturer, D H I T Bauersche Giesserei i antikvastil, en fed og en ganske fascinerende kontureret skrift, desuden Eckmann-Schmuck til vignetter, friser og rammer. Da skrift i nyere tid er mere holdbar end moder, varede Eckmann-Schrift langt ned i 20. århundrede. Men den næste kunstner, Klingspor inviterede til at tegne en skrift, Peter Naste etape Behrens, var vendt tilbage til bredpennen som basis, og hans noget mere nøgterne »arkitektskrift« fra 1901-02 gemmer alle­rede kimen til næste etape;ikke forintet havde funktionalismens største arkitektersiddet på Behrens' tegnestue: Walter Gropius, Le Corbusier, Mies van der Rohe. Gennem Behrens og Anna Simons fik den engelske kalligrafiske tradition (Edward John­støn) desuden indpas i Tyskland, og de talrige skrifter, som ikke Otto Eckmann i Paris 1900 1mindst pariserudstillingen og privatpresserne stampede op af jorden mellem 1900 og 1914, fulgte sjældent Eckmann. Jugend­: stilensevige kravom udtryksstyrke kan man stille til kunstnere, men i længden ikke til kunsthåndværkere og brugsgrafikere, og heri må man se en hovedgrund til den hektiske dekorative stilperiodes hurtige nedbrænding. De nøgterne, konservative englændere havde experimenteret mindre med antikvaen, men var også langsommere til at følge Johnston. Ideologisk, for at bruge et kedeligt ord, tegnede Eckmann­skriften dog ellers godt. Den var (som kunstneren selv sagde i en videre sammenhæng) »ikke blot en variation over gamle former i en bestemt retning, men en komplet omstøbning, som var formen et resultat af en naturlig væxt«. Georg Fuchs så i skriften et skridt imod tysk selvstændighed efter afhængigheden af renæssancen, af England og USA. Den var kraftig som de bedste gamle bøger og dog ny. Den indebar en dristig syntese af træk fra de to gamle skriftfamilier, hvis historie efter 1900 skulle blive så mærkelig. Sweynheym og Pannartz havde måttet føje deres tyske sind efter sydens form. Unger havde søgt at smelte træk af den nyeste antikvastil ind i frakturens gamle billede. Eckmann for­enede begge i kraft af helt fremmede europæiske og orientalske impulser, en syntesevilje, der kan minde om hans samtidige Gustav Mahlers. Men aspirationerne var for høje, de fjerne anonyme skabere af skrifternes stilarter lod sig ikke narre. Dog kunne Otto Eckmann ikke vide dette: han døde 1902 af en lun­gelidelse, midt i sit hektiske arbejde, endnu uden anledning til at tvivle om sin sejr. Korrekturnote efter ferie på Mors: »Nykøbing Morsø Afholdsforening. Med Gud for Hjem og Fædreland« står at læse med gule bogstaver appliceret på en hvid silkefane, som efter venlig oplysning fra el-kasserer Jens F. Søndergaard er fra 1906. Bogstaverne er kopieret efter Eckmannskriften eller snarere et af plagiaterne, så der er andre end Miinchener-tidsskriftet Dekorative Kunst, der har følt at Hans Leitmeier: Antiqua und Fraktur im deutschen Buch unseres Jahr­hunderts, i Gutenberg-Jahrbuch 1956 s.17-41 Skriften kan nu fås som Staromat fotosats ... Diesisf einederoriginellstenSchopfungen, welche dieSchriffenkunde je erlebt hat! 1970 28$