Om Gudsstatcn, Subiaco 1467 EN OVERGANGSSKRIFT FRA HUMANISMENS TID AF ERIK DAL Der er intet mærkeligt i, at de første bøger uden for Tyskland blev trykt af tyskere; når kunstens vugge Mainz var blevet plyndret og havde skiftet hersker i 1462, måtte en del af dens borgere, bogtrykkere som andre, søge deres næring andetsteds og kunne ikke mere være bundet af laugshemmelighederne. Der er heller intet mærkeligt i, at to af disse mænd slog sig ned i benediktinerklosteret Sancta Scolastica i Subiaco ved Rom; dette stod nemlig i nær forbindelse med klosteret Sancti Ulric & Afra i Augsburg, et flertal af dets munke var tyske, og stedets lærdom ogskrivekunst stod højt.Og endelig erder intet mærke­ligt i to lærde gejstlige trykkeres valg af titler: en nu tabt Donat til indlæring af den latinske grammatik, en latinsk klassiker og en kirkefader (Cicero og Lactantius 1465) samt Augustins De civitate Dei, Om Gudsstaten, det store historiefilosofiske værk, der allerede i tusinde år havde påvirket mange sider af det praktiske og politiske liv, og som først og fremmest var en ide­ologisk kilde for pavestolens både gejstlige og verdslige magt­udøvelse. Konrad Sweynheyn og Arnold Pannartz, således hed de to landflygtige, havde hermed indført bogtrykkunsten i Italien, og efter årene i Subiaco flyttede de til Rom og modtog støtte og belønninger af førende gejstlige; nogle år senere skil­tes deres veje. Men hvis man ikke finder det særlig mærkeligt, at et par tyskere indfører bogtrykket i Italien og bl.a. trykker første ud­gave af et af middelalderens mest indflydelsesrige storværker, hvad særligt er der da ved den bog, der nævnes i overskriften? Dens storslåede format og skønne proportioner kommer helt til deres ret i et exemplar som Det kongelige Biblioteks, der er næsten ubeskåret i et senere pergamentbind; men andre bøger fra tiden kan vise noget ligeså fornemt. Svaret er nærliggende, når vor opsats har serietitlen Monu­menta typographica: Det er skriften, som gør denne bog til MONUMENTA TYPOGRAPHICA VII Købt 1709 i Firenze af Frederik rv's liv­læge og bibliotekar J.C.Wolf en Subiaco-skriften Om Gudsstaten, Subiaco 1467 noget særligt. Den blev til i Subiaco, i tiden mellem Mainz' plyndring og trykningen af Cicero, der efter en korrektornotits fra 30.9. 1465 må være ældre end denne dato (hverken denne bog eller Lactantius findes i Danmark). Der er nogen, der gæt­ter på, at Nicolas Jenson kan have hjulpet Sweynheym & Pan­nartz; han var nemlig også i Mainz for at lære faget, oprindelig udsendt af den franske konge på erhvervsspionage, og han kom aldrig tilbage til sit fødeland, men flygtede 1462 og blev siden foregangsmand for den venetianske og dermed for alverdens antikva. Vi lader imidlertid Subiaco-skriften gå i de to tyskeres navne, så barbariske disse end forekom italienerne. Hverken navne eller årstal er iovrigt angivet i Subiaco-bogerne, men det franske nationalbiblioteks Augustin har en tilskrift fra novem­ber 1467, hvorefter den første ejer har købt sin bog for 8 duka­ter og 2 grossi »af disse tyskere, som bor i Rom og som på lignende måde trykker (ikke skriver) utallige bøger«. Sweynheym & Pannartz kendte hjemmefra de få gotiske skrifter, som indtil da var i brug i det Gutenbergske, nu Fust­Schoffer'ske værksted og enkelte andre steder. Men nu, i Italien, måtte de konkurrere sig ind på et marked af håndskrevne bø­ger i helt andre skriftarter. De fleste gotiske, ganske vist, varie­rende efter sted og bogtype, men hvor de to bogtrykkere slog sig ned, måtte de følge den nye mode: Den humanistiske minu­skel i forskellige former var den skrift, som på antik og tidlig­middelalderlig basis var udformet af renæssancens italienske lærde, og den måtte de første skriftskærere i dette land efter­skære, om deres produkter skulle virke efter ønske. Resultatet blev som bekendt den skriftfamilie, vi kalder antikva -eller gjorde det ikke? Hvis læseren vil se pa forsiden af Bogvennen for marts 1968, hvor Jensons antikva fra 147° ses i fuld størrelse, vil der næppe være andet end forkortelsestegnene, der falder uvant. Uden at være tidløs har denne skrift nemlig antikvaens hele essens. Ved synet af Subiaco-skriften vil læseren snarere føle sig hensat til en fjern fortid. Hvorfor? Skriften er dog bred i forhold til de mest formelle gotiske skrifter, enkel i forhold til frakturens krøller, rolig i forhold til senere skrifter med altfor udprægede seiifter tor enden af skrifttrækkene; og direkte særheder som M og H er jo detailler. Men samtidig er totalbilledet unægtelig mørkt trods rimelig linieafstand, sammenlignet med Jensons og de allerfleste senere Til græske citater måtte desuden skæres græske typer, hvad også P.Schoffer i Mainz gjorde samme år med rin­gere held Monumenta typographica /, af Ejnar Philip, marts 1968, forudsættes bekendt 1970 241 Aurelius Augustinus: De civitate Dei, Subiaco 1467. Foran texten findes 12 bl. indholdsangivelse, der samtidig vejleder bogmaleren til anbringelse af initialer -i Det kongelige Biblioteks exemplar dels rode med lilla penne­ornamenter eller blå med røde, dels større med guld og farver. Der bruges hverken fremhævelsesskrifter, bladtal, kustoder eller signaturer. Opslag fra 8. bog, kap. 26. Papirbredde c. 26 cm, spaltebredde 7 cm. skrifter, og den kraftige kantede penneføring skinner igennem den støbte og trykte metaltype, ikke mindst i bogstaver som e c o, der først hosJenson får deres definitive runding.Skriften har enorm udtrykskraft, men det kniber lidt med en senere klassicismes krav om ædel enkelhed og stille storhed, som skal være så udmærket. De store bogstavers nære forhold til de romerske antikvamajuskler følges ikke rigtig af de små bog­ staver, der bliver end mere sprælske ved uregelmæssigheder i typer og papir. Håndskrifter i klosterbiblioteket, skrevet med karolingisk minuskel i sen udformning, kan måske tænkes at have påvirket resultatet sammen med humanistskriften, bemær­ ker bogtrykker Ejnar Philip. Det er derfor virkelig fornøjeligt at se denne skrift karak- teriseret af en række autoriteter fra forskellige lande. Mellem Svend Dahls »en gotisk skrift« og Berry & Poole's »1465: antikva brugt for første gang« ligger der en mængde knap så kategoriske udtalelser: »en antikva som dog rummer mange gotiske stiltræk« (Hans Sallander), »en mellemting mellem gotisk skrift og antikva« (samme), »antikva, eller i det mindste overgangsskrift, med markerede gotiske træk« (McKerrow), »en skrift som kan regnes for antikva« (Febvre & Martin). De største inkunabelkatalogerhar klassificeret skriften som antikva, men hvis man er vant til at være uenig med sin kone, om en ting er blågrøn eller grønblå, forstår man meget vel dilemmaet. Og uden at underkende de skriftlærdes objektivitet føler man en gang imellem, at denne skrift vil de erobre, uanset om de holder mest af »gotisk« eller »romersk« stil; og ordene belæg­ ges derefter — oftest uden at blive helt forkerte. Men hvis man tvinges til at tageSubiaco-typen foren antikva, så rejser der sig et interessant prioritetsspørgsmål. Er det nem­ lig i så fald verdens første? Man har tidligere givet æren herfor til den såkaldte R-trykker Adolf Rusch, der på en eller anden måde modtog humanistiske impulser,skønt han virkede på et så uitaliensk sted som Strassburg; men denne førsteret Gotisk eller antikva? Ældste antikva? rr.' nconJinonf tarms kibiamus:fed11 pcniTtmudiaacordlisterrena Upimus: noctsjimgimur.Cmn iwrroi'munur uc cjlfS iptfurtt fimu5;tivif mtcrim tilis pro> pfrK mus fiab tilo nosfim beosa quoet tpfi fachfittit cnå iptsfaucBbfrrtdim?. „^ An»? jduerrfdum Ca.æcvi. • ^ »• t]uc iftc rgipnusnjdcilfrrr [cmp9 , tilt' tiauyouo il!i auferrmc ex ccipto: cjuc fatcrsi mulm errånfa^ftKrrciiitVr at cultu duiijrfltgiotsaucrfisténiftiairj; air mer«teta~Tuw rrrra ifla f.mcMu Jédcs dHubt-cyacq? réploy icpubrorii cnc moniionta;pU raflim« • Qwifi ufro fi t;ia n3aufrrrenr n FREDERlCO.lndich5c.XV.dicuc duodecima racnfis lumi. GOC (jjDEO GUATIAS. .AL. Om Gudsstaten, Subiaco 1467 féw muilccinacntoreni fuifle/aquaruc^(onitu armom^ asprimitusppendifle.Rurfusqdam veterespfcilofo^ phi armoniasdicunt a celorum motibusarigmem ac^ crpifle,AffIrmantes9p ex celont rriOhbusmaxima co (urgat mclodia:taaone confracfhoniscorpom celeftiu in qnibasmaxima credituramicicia féa concordiavt docuit Empeciccfec.InfuperaffirniauenTnt ^aborbi busccfeftibusmaxima caufatur melodia fed non jppen Nogle linier fra en bog trykt i Strassburg for 1470 af Adolf Rusch med den første ægte antikvaskrift. Han angav ikke trykkernavn, og før han blev identificeret, betegnedes han som »Trykkeren med det bizarre R« -ordet Rursus i anden linie viser hvorfor. Denne formulering er senere end Morisons afhandling fra 1943, der gennemgår håndskriftstilarterne i tiden og viser, at humanisternes »lettera anticha formata« er umiddelbart gen­ kendelig i Subiaco-skriften, og konkluderer i at den er »the first humanistic and roman type« (kursiveret her), uden dog at underkende tyske træk i detailler. »It can, indeed, hardly be questioned that the Subiaco fount is authentically humanistic. It possesses ascenders and descenders of the old proportions; serifs to the heads of ascenders; straight-shanked d,only; g with closed second bowl in the antique manner; t with arrow head. It also possesses the double-bodied a. Finally it possesses ct, albeit in the early form.« (ct som ligatur med bindebue, kan ikke sættes i denne artikels sats). Læsere uden særlig interesse for skrift vil formodentlig finde det besynderligt, at jeg beskylder andres følelser for at spille ind ved skriftbestemmelse, og måske skulle jeg nøjes med at bekende mine egne krydsende fornemmelser -jeg vil nemlig helst sige som Daniel Updike, der i »Printing Types« indleder en god gennemgang af denne skrift med ordene: »Hvordan det nu forholder sig, så skabte de i Subiaco en meget skøn skrift, som forekommer os gotisk, men som de selv antagelig regnede for antikva.« Jeg ser i Subiaco-skriften den evige brydning mellem noget medfødt germansk og noget tillært vælsk, en ud­trykskraft der skulle under klassisk tugt, en efterklang -og ikke den sidste -af de germanerfolks skæbne, der stræbte mod romerriget og blev besejrede erobrere. The Library xxiv 1943-44, manuskrip­ tet reddet ved udbombning som omtalt ovenfor s.46 Skriften kopieredes 1901 til brug i C.St. John Hornbys private Ashe?idene Press. Dens illustre­rede og illuminerede Dante-udgave er en af privat­presse-bevcegelsens smukkeste bøger 1970 245 International Grafik Der er kommet et nyt tidsskrift, International Grafik, hvis to første numre vi har modtaget til anmeldelse. International Grafik, der vil komme med fire numre om året, interesserer sig først og fremmest for den egentlige sortkunst, træsnit, træstik og linoleumssnit, men lover også at ville bringe litografier, raderinger og anden grafik, når tidsskriftet er slået an. International Grafiks grundlæggende princip er, at alle billeder trykkes med de originale stokke og plader, således at abonnenterne (til en sær­deles rimelig pris, kr. 45,00 pr. årgang) vil kunne danne sig et indtryk af, hvad der foregår ikke blot blandt nordiske, men også blandt europæiske grafikere. Man kunne på en måde unde tidsskriftet,at det også andetsteds bliver anmeldt med såpas for­sinkelse som her i Bogvennen, idet 2. hæfte fore­kommer (ihvertfald nærværende anmelder) be­tydelig bedre end det første. Lad os derfor kort se på nr. 2; det indeholder 5 træsnit af JaneMuus, 7 af den østtyske grafiker Ulrich Bewersdorff, der synes at videreføre mellemkrigstidens eks­pressionisme. Mark F.Severin, en belgisk grafiker, viser 9 særprægede arbejder, og nummeret af­sluttes med 7 linoleumssnit af svenskeren Borge Elwi Carlsson. I tidsskriftets første nummer finder vi bidrag af tyskeren Rudolf Koch, hollænderen Lou Strik, danskeren Hans Ludvig Larsen og østrigeren Toni Hofer; begge hæfter rummer 32 sider i format 24,5x32,0 cm. Det kan forekomme overordentlig småligt, når talen er om så dristigt et initiativ som det fore­ liggende, også at komme ind på tidsskriftets for­ melle tekstredaktion, dets typografi og hele udstyr, men da Bogvennens interesse jo ligger i brydningsfeltet mellem det grafiske og det typo­ grafiske, kan vi ikke tilbageholde nogle kritiske kommentarer. En gennemgang af hæfterne rent typografisk og tekstredaktionelt får én først og fremmest til at tænke på søndagsskolernes »hellige« små farve­ billeder med motiver fra Bibelen, billeder der øjensynligt -på samme måde som International Grafik -henvender sig til et internationalt publi-Træsnit fra serien »Fabelvæsener« af den belgiske grafiker Mark F.Severin (f. 1906). kum, og derfor på bagsiden af et kendt bibelsk motiv bærer en billedtekst af typen David og Goliat David und Goliath David and Goliath David et Goliath Davide e Golia På tilsvarende måde står der fx under samtlige tidsskriftets træsnit: »Holz-wood-bois-træ«,hvor­imod man ikke har fundet det fornødent at oversætte fx titlerne under Jane Muus' træsnit til de benyttede fremmede sprog. Man har åben­bart syntes, det var vigtigere under hvert billede at angive ikke blot det fra ældre geografibøger kendte og ofte overflødige »Fig. 6«, men tillige at trykke sideangivelsen i temmelig stor grad. I betragtning af hæfternes ringe sidetal, deres specielle karakter og deres, lidt højtidelige, bio­grafiske noter, redigeret efter »David & Goliat­princippet«, kunne billedunderskrifternes spar­somme oplysninger med fordel være bragt i noterne, ligesom pagina måske helt kunne have været undværet, begge dele ville have klædt grafikken. Noter januar /970 Selve hæfternes typografi skal desværre også i dette tidsskrift have en sur bemærkning med på vejen: i de indledende afsnit er der uensartet skydning, man springer principlost fra symmetri til asymmetri, ikke blot fra hæfte til hæfte, men også inden for det samme hæfte, og man bruger skriften i for mange grader; pagina skifter grad og placering fra første til andet hæfte, der er rygtitel på nr. 2, men ikke på nr. 1, og den typo­ grafiske løsning af det valgte internationale tekst­ princip er ikke blot pladskrævende men tillige uskøn -men trykket det var godt (Langelands Centraltrykkeri)! Når vi har valgt at gøre så meget ud af de to første hæfters typografiske og redaktionelle ufuldkommenhed, er det hverken af ondskabs­ fuldhed eller selvgodhed, men fordi vi er impo­ nerede over initiativet bag International Grafik, vi tager det alvorligt og håber snart at se mere ­ også af den allernyeste grafik -på tidsskriftets sider (hvis økonomisk muligt gerne ensidigt trykt). CE International Grafik redigeret af Helmer Foged­gaard og Klaus Rodel. I abonnement, 4 hæfter årligt, kr. 45,00. Løssalg kl. 75,00 pr. hæfte. Fås i boghandelen eller fra Postbox /op, 9900 Frederikshavn. Svensk kritik af bogudstillinger Bibliotekar Ulla Ehrensvård, Kungliga Bibliote­ket i Stockholm, har i Nordisk Boktryckarekonst beskæftiget sig med udstilling af bøger og spør­ger, om bogens specielle forudsætninger her kommer til deres ret. Svaret er nej! siger hun og fortsætter: Årsagen er først og fremmest, at der fordres meget mere tid til at planlægge en bog­udstilling end man normalt kan afse. Der kræves 3gså langt mere plads samt flere eksemplarer ;ller ark af den enkelte bog, idet man på alle "nader ma søge at belyse bogens opbygning. Bø­ jen adskiller sig fra kunst og kunsthåndværk /ed at skulle studeres som en gennemgående helhed. Dette gælder ikke mindst lærebøger og andre funktionsbestemte værker. Men spørgsmålet er også, hvor bøgerne skal udstilles, og hvem der skal ordne udstillingerne. Normalt foregår bogudstillinger i biblioteker. Men bøger bør udstilles i andre milieuer end bogens normale: i varehuse, skoler, almindelige udstillingslokaler eller museer. Og det bør ikke være bibliotekarer, der arrangerer disse udstil­ linger. For dem er bogen først og fremmest en oplysningskilde; og hvorledes tankerne præsente­ res, ser man ikke så meget på. Men de bøger, man vil udstille, er jo netop udvalgt for at vise, hvorledes det specielle budskab er præsenteret, æstetisk og funktionelt mest tiltalende. Bog­ udstillinger bør derfor arrangeres af folk, der har indsigt i både disse forudsætninger og bogens indhold. Spørgsmålet er også: hve7n henvender man sig til? Som det nu er, bliver det kun en lille kreds, som får anledning til at se de udstillede bøger. Man tager ikke hensyn til, at alle bøger ikke kan udstilles på samme måde. Bogen bør stilles i relation til det, den behandler, så den appellerer til det rette publikum. Og hvorfor ikke skabe almen-udstillinger, hvor bogen er det primære? Mulighederne er uud­ tømmelige. Hvad har fx. kogebogen ikke betydet for vore spisevaner? Ved at vise, hvor meget vort dagligliv influeres af typografi og billede skulle en bogudstilling kunne vække interesse og give mening til en større kreds end den lille elite, som nu besøger bibliotekerne. Ulla Ehrensvård fortsætter: Jeg er helt over­bevist om, at bogudstillinger er påkrævede. Men den, som skal arrangere dem, har mange ind­groede forestillinger at kæmpe imod. Boger er der ikke nogen problemer med. Boger skal man helst kunne fa gratis, bøger behøver ingen brugs­anvisning, og bogudstillinger kan ordnes i en håndevending og af hvem som helst. Mon ikke der burde etableres et centralorgan, der kunne tage sig af bogens udstilling, gerne i samarbejde med boghandlen. Som så ofte i kulturelle sammenhæng kommer man til, at løsningen ligger i ordet: penge! Men hvad hjælper penge, hvis man ikke har klargjort, hvad man vil med bogudstillingerne? Bogen ^47 fordrer et andet milieu end det nuværende biblioteksprægede. Her kunne boghandlen måske hjælpe, siger Ulla Ehrensvard. Til syvende og sidst er formålet dog at øge interessen for bøger -og få dem solgt. EEF Monumenta typographica I 1970 skrives denne række af Erik Dal, der har valgt at belyse de krydsendetendenser, som kom­mer til udtryk i tre overgangsskrifter fra vidt forskellige perioder: den første italienske bog­skrift fra humanismens tid. Ungers forsøg på at skabe en nyklassicistisk fraktur omkring 1800, og Jugendstilens første og berømteste kunstner­skrift, tegnet ved det seneste århundredskifte af Otto Eckmann. Fælles for alle tre er, at de er tyske arbejder udført under tryk af ikke-tyske traditioner. NilsTempte er født den 4. november 1904 i Karlskrona. Efter en grundig uddannelse dels i faderens officin og dels på større trykkerier kom Nils Tempte som sætterfaktor til Victor Pettersons Bokindustri og blev derefter teknisk leder af Stridsropets Tryckeri. 1945-68 formgiver og atélierchef ved Svenska Bokforlaget, siden 1968 typografisk konsulent ved den nye sammenslutning Laromedels­ forlagen i Stockholm. Nils Tempte har været lærer ved flere grafiske skoler, ligesom han har mange tillidshverv inden for den grafiske branche, bl.a. som præsident for Internationella Grafiska Faktorsunionen, 1962-68. Jeg har dyb respekt for Deres bøger, fordi de er så velovervejede; de opnår den tilsigtede form, fordi der er nedlagt så mange tanker i dem. D.B.Updike, bogtrykker til St.John Hornby, forlægger og bogtrykker Jeg kender mange store talenter, som aldrig vil føre det til noget, fordi de mangler disciplin. For mig er disciplin en moralsk kvalitet. Truman Capote, forfatter Ingen tradition uden fornyelse, men ingen for­ nyelse uden tradition. Poul Reumert, skuespiller Konservatisme kan, når det går ad helvede til, være den korteste vej til fremskridtet. Poul Henningsen, arkitekt Jeg har altid doceret, at stregtegninger skulle tegnes så nær som muligt til deres endelige stør­relse i bogen, somom kunstneren havde indtegnet dem i et eksemplar, hvor man havde sat plads af til dem. Bruce Rogers a7nk. bogkunstner Det koster virkelig en anstrengelse at befri ind­ holdet af en velskreven bog for det nedrige handicap af et fattigklasses udvortes. Hans Brix, professor Det har alle dage været uundgåelige og afgørende bestanddele i skabende processer at disponere. Og siden -af forskellige kunstneriske årsager ­at vige fra og omdanne sådanne dispositioner. Anker Blyme, pianist