De skrev det i marginen AF JØRGEN ANDERSEN Over linieringen i min bog lyder fuglens sang til mig, har en irsk skriver fra det 9. årh. noteret i marginen af det værk, han var i gang med, en kopi af noget så lidt stemningsfuldt som en latinsk grammatik. Den anonyme afskriver (irer i udlændighed) lader for et øjeblik værket hvile og tager sig tid til at se efter fuglene, han lytter til gøgen og priser Gud for skovens nærhed, og da han sætter sine indtryk nydeligt på vers har hans side­ spring på pergamentet indbragt ham varig berømmelse. Priscian-grammatikken i latinsk afskrift med dens tilføjede naturstemning på irske vers er idag et af de middelalderlige klenodier i klosterbiblioteket i Sankt Gallen, og den ukendte munks meget personlige og poetiske tilføjelse, hans frikvarter fra bøjningsmåder og syntax, har sikret ham varig anerken­ delse som en af de første naturlyrikere i europæisk digtning, det virker som om skriveren virkelig har hævet øjnene frabogen og fastholdt sin iagttagelse i en naturstemning, formuleret i en af de mere enkle af de mangfoldige irske versformer. Tilbøjeligheden til at nedfælde indtryk fra en verden i det grønne udenforklostret deler skriveren dogmed flere af sine landsmænd i faget, og det er en kendt sag, at netop irerne tog sig nogle overraskende personlige friheder og betroede sig temmelig privat til pergamentet. Det var ikke urimeligt, om en skriver gav sig til kende for verdenen i kolofonen, stedet for en efterskrift med oplysninger om værkets og afskriftens data, men irskeskrivere lader sig ikke nøje dermed, de har så meget andet på hjerte, deres mangfoldige marginalia spænder fra klager over kulden til kritik af værket, fra forbandelser over pennen til lovprisning af naturen, tilsat helt grotesk personlige notater som at nu ringer klokken til middag. Kun en irsk skriver vil efter et uheld med pennen give en rød klat på pergamentet en forklaringmed på vejen. Det her er Melaghlins blod, for­klarer han i marginen, som om det kunne interessere efterver­denen. Holdningen, der inspirerer sådanne marginalia, fortæller om irsk individualisme ud over det vedtagne. For at tage det trivielle først, klagerne over pennen og det tynde blæk, så fortæller disse naturligvis noget om håndværket. Priscian­grammatikken Forskellige marginalia Forside-planchen er initialer med kalligrafisk udsøgte båndslyng fra Kells Bogen Jørgen Andersen dets redskaber og vilkår. Der klages i samme åndedræt over manglende kridt til at gøre pergamentet hvidere og om mang­lende pimpsten, ja der står egentlig »skum«, men allerede grækerne betragtede pimpstenen som et produkt af havet, så skumsten dvs. pimpsten til glatning af pergamentet er utvivl­somt, hvad det ejendommelige ord dækker. Den latinske gram­matik i det schweiziske biblioteks samling af håndskrifter oplives ikke blot af naturindtryk, skriverne har det til andre tider for ubekvemt til at se de lyse sider, »pergamentet er slet og skriften ligeså« lyder en af kommentarerne, der også kan dreje sig om nyt pergament og tyndt blæk, eller om kulden i skriverummet: »En velsignelse over Fergus' sjæl. Amen. Jeg fryser meget«. Her er arbejdet øjensynlig ved at gå i stå,fingrene er blevetstive, men når det til andre tider går strygende,ændrer humøret i marginen sigogså derefter. Her gik det godt fremad, står der et sted, og i et andet manuskript (»Armagh Bogen«) siger en optimistisk skriver ordret gengivet: »tre dyp af pennen klarede denne sidste klumme«.Bådeselvrosogditto udskældning forekommer blandt disse bogens håndværksmænd, når deres irske temperament bestemmer farten og giver dei marginen henkastede udbrud et personligt eftertryk. Et konkurrencemoment mellem skrivere indbyrdes synes at dukke op i udbrud som disse: »jeg har skrevet denne historie på to sommerdage«, og »gør så dette bedre eller fuldfør det!« ­og flid bestemmer en vending som »Værsågod Tuathal, fra Ferfessa mac Conchobair, og dersom jeg mestrede større flid end denne, skulle jeg præstere den for dig«. Her er det vel arbejdsgiveren, bogens ejermand, henvendelsen gælder, men skriveren i hans ensomhed kan også udmærket henvende sit udbrud af selvagtelse til den nærmeste for hånden værende kammerat: »Hvordan er det her, oh pen« og »Hvordan er dette, pen, mig forekommer det udmærket«. Kan pen og pergament volde ærgrelser, så er der naturligvis også defekte forlæg og huller i en tekst at beklage sig over, hvis det ikke er materialets for ringe omfang, man beklager: Her mangler endnu noget i dette helgenliv, som jeg ikke kunne skaffe mig til afskrift, o.l. »Og druiden sang en sang, men jeg kunne ikke finde den«, hedder det i en note, der illustrerer en sen skrivers besvær, da han samtidig skal være samler og redaktør af et stof. »Jeg kunne ikke lide at lade dette være uden Finit. Amen«, bemærker en skriver, der foruden at administrere Klager over redskaberne Konkurrence­momentet Defekte forlæg Il8 De skrev i marginen Initial fra Kells Bogen. Nedstregen ind mod teksten (evangelietekst på latin) slutter i bånd­slyng stoffet synes at have tilføjet noget af sit eget for at få en rime­lig sammenhæng ud af det. Men så var »skriver« heller ikke altid nogen servil funktion.En interessant og nøjagtig gennem­gang af de irske klosterårbøger har vist, hvordan forskellige betegnelser for »skriver« afløser hinanden, og i det 9. årh. omtales mere end en snes skrivere som »skriver og anchorit«, disse mænd har ikke kun udført et job, de har desuden været blandt de fremtrædende i en åndelig reform af asketisk præg. Og senere hen, da man i det tolvte århundredes klostre afså stadig mere af skrivernes flid og energi til bevarelse af verdslig overlevering, kom den tid, hvor flere skrivere viser et over­bevisende litterært håndelag i deres sammenkædning af speget sagastof, hentet ind fra forskellige kilder. Omkring disse folk opstår et litterært milieu, og et samkvem må have eksisteret mellem skrivereog litterater bag klostermureogde lærde mænd, gerne tilhørende bestemte familier hvor skrivearbejde holdtes i hævd, som varetog den mere udpræget verdslige lærdom, lovkyndighed, videnskab m.m. Men munkenes tradition for personlig kommentar ophorer ikke dermed, der er tværtimod et meget talende udsagn fra 12. årh. bevaret om usandsynlig­heder og hedenskab i denne overlevering, her ryster en gejstlig mand på hovedet ad den verdslige underholdning, der skjuler sig i sagaernes historiske klædebon. Det kan være trivielt at få oplyst, at dette er en penneprøve, Forskellige »probatio pennae Maelmuiri«, som det et sted hedder, eller trivia 'Jørgen Andersen det kan lyde meget naivt med en påkaldelse som »Åh, Maria, hjælp blækket«, men der kan også være en vis sympatisk under­trykt rørelse i visse trivia, som munkens farvel til bogen i det øjeblik, hvor værket forlader hans hånd og bord, »farvel lille bog« (egl. »en velsignelse med dig«) kan det hedde i en note ved afskeden. Men der løber også megen aktiv oplevelse med i pennen, når f.eks. en afskriver i »Armagh Bogen« tilføjer et kategorisk »skurk« eller »usling« i marginen ud for en omtale af Judas i den afskrevne tekst efter Matthæus. Og en mere klassisk orienteret skriver fra den senere middelalder giver sin sorg til kende over Hectors død, mens en skriver fra den flere gange nævnte Priscian-grammatik broderer på værkets udsagn. Virgil var en stor digter siger teksten, og skriveren tilføjer »og han er heller ikke nem«. Det er jo en grimace, der kunne passe på alle stræbsomme studerende af klassisk poesi, dengang som nu, nårsomhelst besvær med teksten har syntes større end fornøjelsen. Marginalia, så private som bemærkninger om at rodkælken synger og at katten er løbet sin vej, kan se ud til kun at fortjene en fodnote i boghistorien, men den irske holdning som over­hovedet lader personligheden og individualiteten skinne igen­nem i disse bemærkninger blomstrer som sagt ikke kun i småbemærkninger og strøtanker. I et tidligt eksempel på fremragende personlig digtning viser der sig ikke at være så langt endda fra trivia om katten til indsigtsfuld poesi, nemlig i et berømt digt forfattet af endnu en irer i eksil for Kristi skyld, som man sagde om de folk, der rejste langvejs fra hjem­landet for at missionere på kontinentet, hvor de nød glimrende ry for såvel fromhed som lærdom. I den irske missions bedste dage blev der knyttet irske lærere til de mest fremragende lærdomscentre som hofskolen i Aachen, og på den baggrund skal man se et irsk digt som »Katten og munken«, der er blevet til ved Konstanzer-søen. Katten hedder Pangur, og det er dens indsigtsfulde optagethed af musefangst, som giver den iagt­tagende munk ogdigter lejlighed til at se en parallel hertil i hans egen svaghed for at få de svære problemer i den teologiske spekulation fat, musefangst og tankens jagt på en indviklet mening ses her i eet spekulativt perspektiv, enkelt formet til poesi. Her er skrivernessvaghed for at fastholde indtryk og indfald modnet til erkendelse med et personligt tonefald. Hvor havde irerne nu denne frihed til sidespring fra? Ja, Private bemærkninger bliver til digte Baggrunden De skrev i marginen T)aibiG uden at svare direkte på det, uden at udlede det alt for håndfast, hverken af temperament eller tradition, må man konstatere, at det irske bogmaleris bedrifter i de store pragtboger fra vikinge­tidens begyndelse nok kunne give irske skrivere selvfølelse, og et overdådigt illumineret manuskript som »KellsBogen« (Codex Cenannensis) er på engang produkt af et bogligt fromhedsideal i den columbanske orden (hvis hovedsæde efter vikingetidens første storme blev klostret i Kells) og et værk, hvor flere skrivere og malere kappesom at få afløb for dekorative tilbøje­ligheder, hvor det udsøgte blander sig med det excentriske, hvor en hund løber efter haren mellem linjerne i en bibel­afskrift, det ser ud som en tidlig forløber for middelalderens fabliauer og illustrationerne dertil. Den irske jagthund hører lige så meget hjemme i Bibelen som digtet om »Katten og munken« hører hjemme i den brogede samling, hvor det er endt, mellem salmer på latin, græske bøjningsmønstre og astronomiske noter i et manuskript, der nu tilhører klostret Sankt Paul i Karnten, ved Unterdrauberg i det sydlige Østrig, Personligheden dukker op i disse irske sammenhænge, som munken der dukker op med store øjne bag toppen af ramme­værket omkring en illumineret side i Kells Bogen, hvor en engel med en løftet bog eller skrivetavle er centralt anbragt. De irske skrivere fortjener at mindes for individualiteten i deres marginalia. På baggrund af denfremherskende anonymitet Hund efter hare mel­ lem linjerne. En af Kells Bogens kunst­ nere forlyster sig med noget, der ligner iagttagelse efter na­turen, i stil med den senere tids afskri­vere, når de iagttager klosterkattene og dyrene i det gronne uden for murene Individualiteten Jørgen Andersen i middelalderens kunst er de lige så underholdende undtagelser Den rene kalligrafi viger for et bånddyr fra reglen som de bygmestre, der lader deres eget karikerede i roterende spring eller velfriserede fysiognomi, under bygmesterhuen, springe om sig selv. frem af gotikkens kirkemure, forneden på en hvælvingsribbe Fra Kells Bogen eller ud af lovværket på et kapitæl. Deres besvær med sult og søvnighed, samt kvaler med pen og pergament, syner større i dette perspektiv og er nok en note værd i boghistorien. Om det irske (eller 'insulære') bogmaleri kan man læse i bindet »Early Medieval Painting« i Skira serien »The Great Centuries of Painting« og i professor Fran^oise Henrys boger om irsk kunst fra den første kristne tid og til efter år looo. Irske skrivere og skriptorier behandler især Kathleen Hughes i sin bog »The Church in Early Irish Society« (1966) og i en artikel (bidrag til værket »Studies in the Early British Church« ed. Chadwick. 1958) kaldet »The Distribution of Irish scriptoria from 730­1111«. Om den personlige poesi der udfolder sig side om side med skrivernes personlige notater om mangt og meget, se bl.a. Robin Flower: »The Irish Tradition«, 1947, kapitlet »Exiles and her­mits«, samt på dansk en passus i Vilh. Grønbechs bidrag til Kai Friis Mollers antologi »Irland«, 1918. Tekster til digtene, oversættelser og kom­mentar i »Early Irish Lyrics« ed. Gerard Murphy, 1956. Marginalia om nyt pergament og for tyndt blæk kan man finde i »ThesaurusPalæographicus« ed. Stokes & Strachan, 1901-03 (citeret efter Priscian-håndskriftet i Sankt Gallen). Rask til De skrev i marginen 11IUUJ UJLUJCI11 t>U einn ius€Kinoue Bånddyr er ikke ene om at invadere initialerne i Kells Bogen, her lægger en grotesk indviklet figur krop til et rundet T. I et udlob af båndslyng modes slangemenneskets fingre omkring halsen på en spraglet fugl. (Detaljerne fra Kells Bogen er gengivet med tilladelse fra Trinity College, Dublin) arbejdet virker en skriver i Armagh Bogen, rødkælk iagttages i »Lebar Brecc« og et af British »Liber Ardmachanus« ed. Gwynn. Kulde og kold Museums manuskripter Rawl. B. 487 bringer den regn giver modfaldne notater i Prisciangram-forbavsende oplysning »blod fra Melaghlins fin­ matikken og i »Lebar Brecc«, et berømt ms af ger«. Mishag med hendensk overlevering regi­ sen dato. En søvnig skriver melder sig i Ulster strerer endelig en af skriverne af den berømte Annalerne, »Annals of Ulster« ed. Hennessy & saga »Kvægtorvet fra Cuailnge« (tekst i »Book MacCarthy, 1887-1901. En sulten skriver klager of Leinster« ed. Best & Bergin, 1954 ff.), der i en sig i marginen til »Book of Fenagh«. Både kat og latinsk kolofon beklager disse »figmenta poetica«.