KTAS' nye navnebog Telefonselskaberne indførte for et års tid siden en ny teknik ved fremstillingen af navnebøgerne. Det er en spændende og meget avanceret teknik, som indebærer en række økonomiske fordele. For de mange brugere af navnebogen er det imidlertid resultatet af den nye teknik, der alene har interesse. Navnebogen er et værktøj,som må være udformet, så det kan anvendes af både øvede og uøvede. Før end resultatet af anstrengelserne vurderes, vil det dog nok være rigtigt at fortælle lidt om den nye teknik. KTAS har i nogle år arbejdet med forskellige muligheder for at nyttiggøre det store datamateriale, som telefonbogens tekst repræsenterer, til andre formål, f.eks. fremstil­ ling og ajourføring af opslagskartotekerne ved nummerkontorerne. Det er i denne forbindelse nærliggende at tænke på elektronisk databehand­ ling, anvendelsen af EDB. Anskaffelsen af det nødvendige udstyr for at tage EDB-teknikken i anvendelse blev aktuel i 1965, da KTAS sammen med de øvrige telefon­selskaber overdrog Aarhuus Stiftsbogtrykkerie AS trykningen og indbindingen af telefonbøgerne. KTAS kan nu på specielle skrivemaskiner frem­stille på én gang manuskript og papirkodebånd til den tekst,som skal optages i bogen. Kodningen muliggør, at man senere kan foretage ændringer, slette abonnenter og indføre nye. Kodningen gør det også muligt at sortere materialet på for­skellig måde. Papirkodebåndet kan på en såkaldt converter overføres til magnetbånd. Det er disse bånd, der muliggør en fantastisk hurtig behandling af datamængden i EDB-anlæggene. Man kan bl. a. i EDB-processen sortere det materiale, som på papirkodebåndene optræder i helt tilfældig orden, så det passer for brugen i telefonbogen. Hvis man senere skulle ønske at gå over til at anvende fornavne som indordningsled i stedet for fag, kan det gøres på meget kort tid. Ved hjælp af en bestemt programmering af kodebåndet kan det anvendes til filmsætning, idet det kan styre en fotosættemaskine, i dette til­fælde en såkaldt Digiset, der er verdens første fuldt elektroniske sættemaskine. Den fremstiller en filmstrimmel, som leveres til Aarhuus Stifts­ bogtrykkerie AS, der benytter den til fremstilling af trykplader. Selve trykningen sker ved hjælp af en avanceret offset-teknik. De mange finesser, teknikken indeholder, er det ikke muligt at beskrive på denne begrænsede plads, men det er forhåbentlig tilstrækkeligt til at illustrere, at der er tale om en helt industriali­seret proces, der ikke har meget tilfælles med det gamle håndværk. Derfor vil det heller ikke være rimeligt at anlægge en grafisk vurdering, som den der normalt anvendes på bogarbejder. Men har telefonbogen nu de kvaliteter, som kan kræves af et industriprodukt? Er der ofret den nødvendige industrielle design på brugs­kvaliteter og form? Man stødes først og fremmest af den tydelige uoverensstemmelse, der er imellem tilrettelæg­ningen af de indledende sider, som er fremstillet efter den gamle teknik, og abonnentspalterne, hvortil der er anvendt den nye teknik. Til de indledende sider er anvendt antikvaskrift og en individualiseret typografisk opsætning, der til­syneladende søger at imødekomme de mange forskelligartede meddelelsers særlige krav. De mange skriftstørrelser virker tværtimod hensig­ten forvirrende. Alle skriger de på opmærksom­hed, hvorved intet skiller sig ud. Der er ingen logik i valg af skriftstørrelser eller i anvendelsen af fede typer. Hvis der er en logik i ordningen af stoffet, er den ikke synlig. Her trænger virke­lig til fornyelse og design. Siderne med abonnentfortegnelsen er sat op i fire spalter, der med den anvendte skriftstørrelse giver en passende linjelængde, så flest mulige abonnenter kun optager én linje. Det er fornuf­tig økonomi, og det giver et roligt og overskue­ligt skriftbillede. Det umiddelbare indtryk af en sådan side kan ikke give anledning til kritik. Man finder desuden let frem til den spalte, man søger. Ved opsøgningen af abonnenten og hans num­mer bliver man derimod opmærksom på, at skriften er karakterløs, og at navnlig tallene er vanskelige at læse. Den anvendte elektroniske fotosætning begrænser måske valgmulighederne, i modsætning til de optiske fotosættemetoder, 1968 21 ore Landsloge) seDanske irden, Den lennn. DetHøjeste Raadaf iræsldlet Himmerlandsv.22 .GO3033 Ijernet P.Hvitfeldtsstr.l7 ..BY4242 ntralen (Morten -Nielsen) Skinderg.15....PA9089Y mleren redMagnoliav.2 ...VA3114 sped. Lindevang 16 73 11 81 insMunksg 3 06294V Ian Fru Dalgasboul.119.... FA5293 ekr. Dalgasboul.119 FA5293 3llk.$l.mest. Parkv.13 9921 11 R O.lær. osev.331 98 2564 k Reprs. Søhuse 5 98 3414 deller (IvanFrisbæk Jensen) !Str.34-36 *156620 •rledsallé 26 963693 0rdr.Jagtv.165 OR 9594 n prlv. Brovæng.9 84 84 76 v.betj. Revalsg.26 .2143 97 i. Bredskiftev.llA BO3678 Friser FrederiksenHenner adm.Dir. konsul SkodsbStrandv.293 8017 33 Frisette, Salon(Inger Friis-Hansen) Ellegrdsv.25 GE7222 Frisgaard HansenAks. Cand.mag. Holbergsg 22 126662 Frisholt S& G 0ass. Landskronag 54 .. RY 8127 Frishei TommyBall dans.Gormsg.8.... ÆG 323 —Lilli Konf tureh.Prinsesseg.57 AS4448 Frisia A/SAutomobiler & tilbeh. \/ognmagerg.2 *MI2233 Værkst. Industriv.20 •967522 Frisk M M Best:i Mellevang.7 81 1476 — Joh. FruSølvg 96 MI5109 — KM Herrefris. \/irumStationsv.107...848528 — Gunn. Opstill.Skyttegrdsv.47 30 26 51 —JO Vind pol. Lellingeallé 37 78 2251 — Sv. Værkfør.Bøgev.13 912565 Frisk FloraA/S 462126 Frisken Lorenz Dir.kapt. Axelhøj48....7025 81 — Ingrid statsaut.Transl.tolk eksam.hdls.laglær. aut,turistfør. Axelhøj 48 702581 der rummer næsten ubegrænsede muligheder. Man kan have været tvunget til at anvende en groteskskrift, selv om det er en almindelig erfaring, at antikvaskrifterne er lettere læselige, bl. a.fordi hvert bogstav kan gøres mere karak­teristisk ved anvendelsen af seriffer og varierende stregtykkelse. Men valget kan også være bestemt af den erfaring, at antikvaskrifterne i meget små størrelser kan give tryktekniske problemer, sådan som det var synligt i den gamle navne­bog, hvor fejl i farveføringen let fremkaldte en klattet og upræcis skrift. Bogstaverne er på ingen måde ulæselige i den nye skrift,og dens anvendelse kan vel ikke siges at være uforsvarlig. Derimod er grotesktallene langt dårligere karakteriserede end i den tidligere anvendte skrift. 8 og 9 kan let forveksles. Heller ikke 3 skiller tilstrækkeligt tydeligt fra 8. I den industrielle udvikling er det et velkendt fænomen, at man i visse faser helt overvejende interesserer sig for industrialismens kvantitative muligheder. Det er de økonomiske gevinster, der lokker, og produktet bestemmes af det indu­strielle apparaturs muligheder. Den rigtige ud­vikling burde selvfølgelig være, at man opstillede kvalitative mål og krævede det industrielle appa­ratur indrettet herefter. Den gode industrielle design arbejder med en sådan målsætning. Den avancerede teknik, der er taget i anven­delse til navnebogens fremstilling, har ikke ført til et bedre produkt, hverken med hensyn til form eller brugskvaliteter. Poul Erik Skriver AIGA The American Institute of Graphic Arts At udmærke det talentfulde, at støtte det frem­ragende og at kræve sagkundskab er de tre første formålsparagraffer for De Grafiske Fags Institut i USA. Det grundlagdes i 1914 og samler medlemmer, der spænder fra forbrugere og forretningsfolk til håndværkere og kunstnere. Instituttet beskæf­tiger sig ikke alene med bøger, men også med reklametryksager, annoncering, grammofon­pladeomslag, emballage og etiketter samt tids­skrifter. Gennem årene har Instituttet ved sit arbejde opnået stor prestige og betragtes som de grafiske fags autoritative stemme i æstetiske og tekniske spørgsmål. I det daglige arbejder man med et vidt forgrenet sæt opgaver, bl. a. har man til stadighed etstort antal vandreudstil­linger i cirkulation, både i USA og i andre dele af verden, dækkende alle felter af den grafiske verden og dens problemer. Hertil kommer en omfattende bedømmelses­virksomhed. Man står ikke alene bag udvælgelsen af årets 50 bedste bogarbejder. Der findes også komiteer for årets bedste tryksager, spændende fra brevpapir til brochurer og etiketter, for de 50 bedste annoncer, udvalgt efter principperne originalitet og reproduktionsteknik, for embal­lager samt for skolebøger, børnebøger og billig­bøger. AIGA udsender naturligvis et tidsskrift, og samtlige kataloger holder typografisk stil med dette, hvorved man opnår en integrering af de forskellige bestræbelser. Tidsskriftet beskæftiger sig både med kritisk virksomhed og information. Instituttet afholder årlige kurser på New York School of Printing omfattende design, sætning, trykning og reproduktion. Desuden afholdes forskellige møder, herunder frokost-sammen­komster, hvor man diskuterer forlagsvirksomhed og kommunikation, æstetiske problemer og den tekniske udvikling. Men mest kendt her i Europa er nok AIGA's 22 guldmedaille, der siden 1920 er tildelt en lang række fremtrædende personligheder. Større ud­mærkelse kan ingen grafisk fagmand onske sig. Updike, Bruce Rogers, Goudy, Dwiggins, Stanley Morison, Blumenthal, Tschichold, Ben Shahn, Paul Bennett og Paul Rand tælles på listen, der, som det vil ses, også rummer europæiske navne. Måske var det en idé engang at udvide Forening for Boghaandværk til også at omfatte de ovrige kategorier inden for de grafiske fag. Vi trænger til en udvælgelse af alle former for tryksager for at stimulere interessen ikke blot for bogen, men også for emballagen, annoncen og reklame­tryksagen -for ikke at tale om tidsskriftet. Tiden bør arbejde for en sådan udvidelse: For­ening for De Grafiske Fag. Ideen er hermed udkastet til videre diskussion. EEF (' iJL- Tegning af motivet på AIGA'S guldmedaille Bog og ånd tra Gutenbergs bibel til Churchills taler Printing and the mind of 7uan. A descriptive catalogue illustrating the impact of print on the evolution of western civilization during five centuries. Compiled and edited by John Carter and Percy H.Muh. With an introductory essay by Denys Hay. London: Cassell & Co. Ltd. 1967. xxxiv + 280 s., ill. £ 7.7S. (i Danmark c. 165 kr.). Den 11. International Printing Machinery and Allied Trådes Exhibition i London -IPEX '63 ­gav naturlig anledning til en udstilling af (1) gamle kvalitetsbøger og (2) gammelt teknisk ma­teriel. Men Stanley Morison følte, at det store arrangement også frembød en lejlighed, som ikke måtte forsømmes, til at vise publikum, hvad den europæisk-amerikanske kultur skylder bogtryk­ket, med andre ord at sammenstille og kommen­ tere (3) et udvalg af de bøger, som ved deres indhold har bragt vor kultur afgørende fremad. For at gøre en lang historie kort: ideen blev virkeliggjort,og en katalog med noter udarbejdet. Men de mange her unævnte medarbejdere fandt det rigtigt at udvide katalogen til en bog af varig værdi; ved egen og andres hjælp skrev de i stedet for katalognoter korte artikler om hver udvalgt bog, valgte over 100 facsimiler og fik et åndfuldt forord og glimrende registre tilveje­ bragt. Alt dette blev klædt på af John Dreyfus med overbevisende brug af Bembo antikva, og Reynolds Stone graverede dobbelttitelbladet i træ (trykt i rustrødt, se Bogvennen 1966 s. 228-29). Det er den bog, vi har for os. Om denne om man så må sige åndshistoriske udstillings tilblivelse har Percy Muir skrevet højst læseværdigt i The Book Collector, Spring 1967 s. 47-53; samme tidsskrift anmelder bogen Autumn 1967 s. 379-81.Måske må man have lov at sige, at disse artikler og bogen selv bærer et vist præg af, at de medvirkende har haft en af deres livs oplevelser ved det dybtgåendeog åben­hjertige teamwork i årevis og ved at have haft 1968 23 alle de udstillede boger i hånden. Vi andre har dyb respekt for hele sagen, men må tage den store bog mere nøgternt som en håndbog,omend en håndbog med sjældne perspektiver. Men at have set udstillingen! blot et exempel; indenfor rejselitteraturen alene fandtes to unika, det første Columbusbrev og den første Baedeker! Man finder her 424 artikler om lidt flere bøger (enkelte var ikke på udstillingen). Under en blikfangende overskrift anføres et upedantisk bibliografisk hoved og derpå en artikel på rundt regnet en spaltes længde. Facsimilerne er indpasset i spalten eller klummen uden rasterbaggrund eller ramme, og billedsamlingen er morsom ved på den ene side med nødvendighed at give hele typografiens stilhistorie, på den anden side at gøre det med et af ikke-typografiske grunde ud­ valgt materiale, lejlighedsvis af ringe typografisk kvalitet. Artiklerne er ypperlige, med både emnet og forfatteren som baggrund for en helt nutidig bedømmelse af det skelsættende værk, man præsenterer; ofte er et par henvisninger vedføjet. Trods få men svære fristelser vil jeg ligesom min engelske anmelder-fælle Wm.Haley undlade at udpege hvilke bøger der ikke findes; i værste fald, siger Haley, giver dette anmelderen lejlig­hed til at skilte med sin viden,i bedste fald er det stærkt subjektivt. Kun kan det siges, at skøn­litteratur falder udenfor planen med ganske få antikke og nyeredigtere som undtagelser, i prin­cippet een for hver kulturkreds og kun sådanne, der har præget menneskets idéverden, ikke blot hans fantasi. Jeg synes, engelsksprogede for­fattere her som i det hele har fået en noget rige­lig plads; jeg tæller ti-tolv stykker overfor Dante, Voltaire og Beaumarchais, Albrecht von Haller og Goethe, Andersen og Ibsen, og om man vil: det jævnaldrende men ulige par Wagner og Kierkegaard. Blandt disse navne ser man tre nordboer og falder da for en nærliggende provinsiel fristelse til at se efter flere, især når man har været med til at etablere en tilsvarende udstilling vedrørende Danmark alene. Resultatet er følgende rimelige: Fra Island: Snorres Heimskringla i første udgave på grundsproget (den kom jo altså i Sverige 1697!). Fra Norge Ibsen, hvis Hedda Gabler vælges som det i nutiden formentlig mest spillede Ibsen-stykke, og Frithiof Nansen, hvis titel Fram over Polhavet gengives i facsimile, mens artiklen med flid har skaffet et vaskeægte norsk-dansk 0 i øver! Fra Sverige -selvskreven men alene ­Linné's Systema naturæ. Fra Hertugdømmerne B.G. Niebuhr og Th.Mommsen med hver sin Romerske historie (og et ord om Carsten Nie­buhrs rejser). Fra Danmark: Stenos De solido. Rasks Vejledning, Ørsteds Elementa, Andersens Eventyr, fortalte for Børn, Kierkegaards Enten -Eller. Kort omtalt under andre forfattere er Tycho Brahe og Niels Bohr og måske flere agtede landsmænd, og læseren kan nu selv finde ud af, hvad han savner. Bogen er, som man vil forstå, betagende alsidig. Se fx. i rækkefølge fra nr. 110 (1603-14): Para­ celsus' posthume værker,Cervantes' Don Quixote, Keplers love, Galileis kikkert, den engelske bibel 1611, den italienske akademiordbog, Napiers logaritmer og Walter Raleighs verdenshistorie med dens politisk-geografiske aspekter. Eller fra nr. 275 (1816-21): Bopps sammenlignende gram­ matik, Cuviers sammenlignende anatomi, Ricar­ dos arbejds-og skatteteori, Fraunhofers spek­ trallinier, Schopenhauers pessimisme, Laénnecs stetoskop, J.Grimms tyske grammatik. Ørsteds kompasnål og Hegels retsfilosofi. Printing and the Mind of Man er ikke til at læse i stræk. Men den appellerer til enhver ånds­historisk interesseret og til bogvenner i enhver betydning af ordet. Idéhistorien, det sært place­rede gymnasiefag med obligatorisk lærebog og ingen timer, vil have støtte, om disse præcise artikler findes i skole-og købstadbiblioteket, og bogen som helhed er en imponerende bekræftelse af det anlagte synspunkt: det trykte ords ene­stående betydning for menneskeånden, som det eneste middel, hvormed slægten kan tale til efterslægten. Med rette beklager udgiverne, at bogens karakter gør det vanskeligt at forsyne den med dedikation, men at en sådan skulle have været rettet til initiativtageren Stanley Morison. Selv uden dedikation blev bogen det sidste monument over denne mands skabende og be­frugtende virke. E.D. PS: I de uger, den store bog har ligget på mit skrivebord til lejlighedsvis læsning, har jeg til sporvognslæsning medført en fremragende amerikansk biblioteksmand Robert B. Downs' Famous Books since 1492, 3-udg-i965 1 billig­bogsudstyr. Den behandler 111 værker på 400 sider med få illustrationer og kan altså få plads til korte indholdsreferater; tager man det ameri­kanske indslag bort, findes de fleste titler selv­følgelig i Printing and the Mind of Man. Downs' bog (han har også skrevet en om oldtid og mid­delalder ogen mere udførlig om ganske få værker: Books that changed the world) er selvfølgelig hverken skøn eller ærværdig, men udgør for­trinlig læsning i mere dagligdags udførelse. Printing and the Mind of Man. An Exhibition of Fine Printing in the King's Library of the British Museum. London: The Trustees of the British Museum 1963. 64 s. + 12 bl. ill. 4S.6d. De to ovennævnte udstillinger (2) og (3) i Earl's Court var kombineret, også i udstillingskata­logen, der altså foruden noterne til de indholds­mæssigt vigtige boger indeholdt interessante oplysninger og billeder om gammelt materiel. index avctorvm, ET LIBRORVM, q_v 1 twjimm hirrelui,aulfuffeHi,out ftrnicio' Ji,ab ojftcio.S. Ro.Irjinfitioms re frohaiHur.ct in ymuerja Cbri­fliana rcpuhlica intef' itcuntur, £ ROM AE apuJ Antonium Bladum Impreflorem Camtralem, M. D. LVII. aviser, småtryk etc. Den mere traditionelt bog­historiske udstilling (1) havde en katalog af samme tilsnit, og denne har ingen afløser, da man skønnede, at monumentalværker om emnet forelå i forvejen, især Morison & Day: The Typographic Book, se Bogvennen 1965 s. 45 ff. Det er rigtigt, men det er også rigtigt, at over­kommelige udstillingskataloger kan have en varig værdi, og det synes jeg denne har; den rummer knap 200 bøger fra alle 500 år, og fra nyere tid er der ikke få ting med, som ligger udenfor den slagne landevej. Omfanget er altså dobbelt så stort som den udenlandske del af vor udmærkede udstillingskatalog fra 1953, Bog & Tryk, ved Bjørn Ochsner og Mogens Haugsted. To af Bogvennens nuværende redaktører til­bragte, da Londonarrangementerne var i deres vorden, en inspireret formiddag med at udpege de fem danske bøger fra alle tider, der var mest egnede til at komme på tale til den boghistoriske udstilling. Vi siger ikke, hvad vi valgte, for komiteen tog en sjette: Nordlundes udgave af H.C. Andersen: Skyggen, illustreret af Ib Spang Olsen, der sammen med Karl-Erik Forsbergs Rembrandtbibel repræsenterede Norden ved denne sjældne lejlighed. E.D. Printing and the Mind of Man inde­holder naturligvis også bøger, hvis be­tydning for menne­skeslægtens og menneskeåndens fremme nok har væ­ret stor, men ikke uden videre positiv. Denne side viser så­ ledes den første romerske udgave af indexen over for­budte bøger; først i 1966 meddelte Vati­ kanet, at flere ud­ gaver ikke vil frem­ komme. Formindsket fra ca. 27x17 cm satsformat. 1968 25 To bogsamlinger fra guldalderen Bibliotheca Oehlenschldgeriana. Udgivet med forord af Povl Ingerslev-Jensen. Oehlenschlager Selskabet, Kobenhavn 1967. x, 66 s. Auktionsprotokol over Søren Kierkegaards bog­ samling. Udgivet af H.P. Rohde. Det kongelige Bibliotek, Kobenhavn 1967. LXXX, 184 s. I lobet af få måneder er hele to auktionskata­ loger fra fortiden blevet genudsendt! Det kan måske lyde lidt barokt, men ikke desto mindre er der tale om hojst seriose foretagender. De to udgivelser har ikke helt samme karakter. Povl Ingerslev-Jensens edition af fortegnelsen over den del af Adam Oehlenschlagers bogsam­ling, der blev solgt ved auktion i juni 1850, er et fotografisk optryk af den oprindelige katalog med en tilføjet indledende karakteristik af dig­terkongen som bogsamler. H. P.Rohdes edition af fortegnelsen over Søren Kierkegaards efter­ladte bibliotek, solgt ved auktion i april 1856, hviler ikke på et tilfældigt eksemplar af den oprindelige katalog, men netop på det eksemplar og den protokol, hvori auktionarius indføjede navnene på køberne af de enkelte bøger og de priser, de opnåede. Disse oplysninger er med­taget, ligesom Rohde i den udstrækning, det har været muligt, har tilvejebragt oplysninger om, hvor/hvornår Kierkegaard anskaffede de enkelte værker, og hvad der siden er blevet af de på­gældende eksemplarer. Rohde har også til udgivelsen føjet en afhand­ling om Kierkegaard som bogsamler-som med tanke på Kierkegaard-studiets internationale karakter aftrykkes både på dansk og i engelsk oversættelse. Det seriøse ligger i, at disse publikationer giver os et ganske godt begreb om de bogsam­linger, som to hver på sin vis meget betydelige danske guldalderpersonligheder havde til deres rådighed, når de satte sig til arbejdet. I de her fortegnede skrifter var det, de hentede oriente­ring og kontant viden, og ofte tillige frugtbar inspiration; i samlivet med dem var det, at noget væsentligt i vor arv tog form og retning. Der er i begge tilfælde tale om efter datidige forhold ret omfattende samlinger: Oehlen­ schlåger-katalogen har 3102 numre plus 392 numre »egne skrifter«, -og i Kierkegaard­ katalogen har hovedsamlingen 2197 numre, hvortil kommer to tillæg, med ialt 551 numre, som Rohde i modsætning til flere tidligere for­ skere henregner til den Kierkegaard'ske samling. Der er også i begge tilfælde tale om »ribbede« samlinger; man véd, at de mest værdifulde bind blev taget ud af Oehlenschlagers reoler før katalogiseringen, og det er overvejende sand­ synligt, at noget tilsvarende skete, inden Kierke­ gaards bibliotek blev ført til bogs; hertil kom­ mer, at filosoffen selv i sine sidste år på forskellig vis har reduceret samlingen. Oehlenschlagers bibliotek har næppe været så stor en fryd for øjet som Kierkegaards, selvom han, som Ingerslev-Jensen bemærker, »nærede en vis forfængelighed med sine egne værkers ud­seende«. løvrigt forholder det sig naturligvis således, at hvor tyngdepunktet hos filosoffen ligger i det teologiske, med den klassiske græske og romerske litteratur på andenpladsen og de tyske romantikere ganske pænt dækket, mens det iøvrigt kniber med skønlitteraturen, ligger den hos digteren netopi det skønlitterære, med litte­raturhistorien og æstetikken solidt repræsenteret og et fyldigt udvalg af nordisk mytologi og historie, mens teologien frister en pauver skæbne. Til slut bør det nævnes, at det jo ikke er første gang, Kierkegaard-katalogen genoptrykkes: Niels Thulstrup besørgede i 1957 en udgave for Søren Kierkegaard Selskabet, og i 1965 påbegyndte Masaru Otani i bd. 2 af det tilsvarende japanske societets årsskrift en kommenteret liste over det Kierkegaard'ske bibliotek på basis af nummere­ringen i katalogen; han er i bd. 4 nået til vejs ende med hovedsamlingen-uden at det står klart, om der påtænkes en videreførelse omfattende de to tillæg. Aage Jørgensen P.S. Rohdes afhandling er baseret på dele af hans store bidrag til Fund og Forskning, bd. 8, 1961, s. 79-127 (med efterslæt i bd. 10 og 13). Se hertil Niels Thulstrup i Kierkegaardiana, bd. 4, 1962, s. 105-10. Endvidere henvises til et bi­drag af Robert L. Perkins i The American Book Collector, bd. 12,4, 1961, s. 9-16. »Hjerteligst H.C.Andersen« Arne & Mads Portman: Omkring en Samling H.C.Andersen Dedikationer. Victor Nielsen Tryk, København 1967. 102 s. Den 5. august 1966 dode H.C. Andersen-samleren, overlæge Arne Portman, hvis efterladte ander­seniana vil komme til at udgøre grundstammen i det museum, som skal etableres i ejendommen Vingårdsstræde 6. At der er tale om en ganske betydelig samling, skaffet til veje med stor nid­kærhed og store økonomiske ofre, understreges bl. a. af den kendsgerning, at den indeholder ikke mindre end 89 dedikationseksemplarer. Til sam­menligning kan nævnes, at Laage-Petersens sam­ling, nu i Det kongelige Bibliotek, omfatter 120 dedikationseksemplarer, mens H.C. Andersens Hus højst ejer 85; Jean Hersholt kunne mønstre 35, Eiler Høeg 28. For litteraturhistorien er selve den kendsger­ning, at der foreligger et dedikationseksemplar, kun sjældent af synderlig interesse. Derimod kan det være af betydning at få oplyst baggrun­den for dedikationen; den knytter jo -eller udbygger -en kontakt mellem giver og mod­tager, som det kan være værdifuldt at have in mente. Ogselvom genren har sine konventioner og ikke tillader de helt store udsving, så hænder det, ikke mindst i tilfældet H.C.Andersen, at dedikationerne har fået en markant og lødig formulering. En smuk undersøgelse af dedikationseksem­plarerne iden Laage-Petersen'ske samling skyldes H.Topsøe-Jensen. Den fremkom i Bogvennen ^53 og optryktes i forfatterens H.C.Andersen og andre Studier 1966, -og den har afgivet mønstret for det sidste skrift fra Arne Portmans hånd: Omkring en Samling H.C.Andersen Dedikationer. Bogen var ikke færdig, da over­lægen døde, men planen var lagt og et meget stort forarbejde gjort, såledesat det har været en forholdsvis let sag for hans søn, bibliotekar, mag. art. Mads Portman, at få manuskriptet gjort trykklart. Ligesom Topsøe-Jensen grupperer Portman stoffet efter dedikationsmodtagernes forhold til H. C. Andersen: den Collin'ske familiekreds, venner fra ungdommen,herregårdsbekendtskaber osv.-samt efter deres placering idet kulturelle landskab: digterkolleger, komponister, teaterfolk osv. Det er jo egentlig en temmeligkuriøs måde at gribe en sag an på,sådan at lade en »tilfældig« samlings »tilfældige« bestand af dedikations­eksemplarer dirigere fremstillingens forløb ­men problemet er uoverstigeligt, og løsningen kan næppe være ringere end andre tænkelige. Det lader sig naturligvis ikke gøre på dette sted at gå i enkeltheder. Det største antal dedika­tioner i samlingen (7) er til Edvard Collin, men de betydeligste er til skuespilleren Axel Fred­strup, idet 3 af 4 har fået form som digte. Blandt de øvrige noterer man sig Ingemann, Chr.K. F. Molbech, Kristian Mantzius, William Bloch, Elisabeth Jerichau, Rasmus Nielsen m.fl. Bogen er skrevet ud af en stor kærlighed til stoffet, -en kærlighed, som forfatteren har haft tilfælles med udgiveren, hvorfor det er blevet en overordentlig smuk bog. Én skønhedsfejl er der dog: s. 72 nævnes, at Hans Egede Schacks ægteskab med Fanny Hebbe opløstes, hvorefter hun 1861 giftede sig med Peter Vedel; den kunne have været undgået,om Portman havde erindret, at Schack døde i 1859. Aage Jørgensen Tak til Andelsbogtrykkeriet Ved overgangen til Poul Kristensens Bogtrykkeri i Herning føler redaktionen anledning til at takke Andelsbogtrykkeriet i Odense for godt og for­stående samarbejde i de forløbne år. Foreningsnoter Børnebogsudvalg nedsat Igennem flere år har det været et onske fra Forening for Boghåndværks side at få nedsat et udvalg til undersøgelse af borne-og ungdoms­bogernes tekniske og kunstneriske stade. Antallet af bøger i disse grupper stiger år for år, og det vil derfor være et stort og fortjenstfuldt arbejde at få undersøgt, hvorfor disse bøger er så spar­somt repræsenteret i udvælgelsen af »Godt bog­arbejde«. En undersøgelse på linie med den, der blev skolebøgerne til del, kan det ikke blive, men alligevel vil det være af betydning at få en undersøgelse i gang. Bornebogsudvalget er nu nedsat og har føl­gende medlemmer: tekn. bogkonsulent Palle Christoffersen, afdelingsbibliotekar Inge Cramer, kontorchef Helge Dokkedal, forfatteren Poul Jeppesen, tegneren Ib Spang Olsen og grafikeren Ove Spåth. Faktor Torben Smistrup er sekretær. Povl Christensen-bibliografie?! er i god gænge hos Rasmussens Bogtrykkeri i Ringkøbing. Forudbestillerne vil forhåbentlig kunne have den i hænde inden påske. Kontingentet Som det fremgik af referatet af delegeretmødet i sidste nummer er følgende ændringer foretaget: 1. Det lave kontingent (25+3,50 kr.) gælder fra 1. januar 1968 alene medlemmer under 21 år. 2. Kategorien »livsvarige medlemmer« afskaffes. Naturligvis er hidtidige livsvarige medlemmer undtaget. Små 300 medlemmer på trykkeribesøg Under mottoet: Besøg ... det store, ... det kendte, ... det morsomme, havde Københavns­afdelingen indbudt sine medlemmer til besøg på 3 trykkerier i januar måned -2 aftener hvert sted -og besøgene var hos F.E. Bording (det store), Det Berlingske Bogtrykkeri (det kendte) og Henry Thejlsbogtrykkeri (det morsomme). Det var på alle måder et arrangement, som for­eningen vil følge op i det kommende år med andre besøg. Monumenta typographica Bogtrykker Ejnar Philips artikel i dette nummer er den første af en række, der efter planen skulle løbe ikke blot i det nu begyndte treårsbinds ni numre, men i en længere årrække. Tanken eri hvert nummer at præsentere en på grund af typo­grafien berømt eller typisk bog og at karakte­risere den stilhistorisk; har bogen illustrationer, vil man få dem at se, men de træder i baggrun­den i behandlingen. Da man ved en kronologisk disponering af rækken ville være nødt til at sigte mod en bestemt varighed, vil bøgerne blive behandlet i spredt følge. Til gengæld vil nogle på hinanden føl­gende artikler kunne have beslægtet emne. Således behandler Ejnar Philip denne gang den ældste store antikvatrykker og de to følgende gange Morris' og Cobden-Sandersons genskabel­ser af hans skrift. Derefter træder andre forfat­tere til med andre temaer. Redaktionen håber, at artikelrækken ved både at indbefatte nogle af de absolutte hovedværker i typografiens udvikling og ved at vælge mindre berømte, men ligeså karakteristiske exempler vil kunne være orienterende både for yngre og for mere erfarne læsere. Samtidig ønsker man med Monumenta typographica at vedgå den historiske dimension, som aldrig må mangle i Bogvennen. r, j 1 • Redaktionen Danuta Wroblewska Vor polske bidragyder er uddannet som kunst­historiker på Universitetet i Warszawa. Efter bl. a. at have arbejdet inden for filmområdet blev hun i 1956 ansat som redaktør på det frem­ragende kunsttidsskrift Project, hvor hun har bidraget med artikler og essays. Danuta Wrob­lewska er desuden korrespondent og anmelder til en række blade og tidsskrifter i og uden for Polen. Hun er medlem af komiteen for årets bedste boghåndværk i Polen.