Stanley Morison, som døde i oktober 1967, var højt anerkendt som verdensførende autoritet inden for typografi;forlæggere og bogtilrettelæggere er taknemmelige for det utrolige pro­gram af skrifter-pasticher og originaler-som han foreslog The Monotype Corporation at sætte i gang. En af hans kortfattede håndbøger, First Principles of Typography, er genoptrykt flere gange på adskillige sprog (senest sidste år på engelsk af Cambridge University Press) og dens overbevisende argumen­tation har vundet vid anerkendelse i kraft af sin påvisning af grundprincipperne for bogtilrettelæggelse og -produktion. Det ville dog være fejlagtigt at betragte Morison som typo­grafisk purist og traditionalist, som en, der kun interesserede sig for de store mestres skrifter eller udelukkende helligede sig bogverdenen. Det ville også være en misforståelse blot at anse ham for teoretiker eller skribent. Hans studier dækker tvært­imod et meget stort område inden for de grafiske fag, hans skrifter omfatter såvel det nye som det bedste af det gamle, og som formidler af al slags typografi var han ofte forud for sin tid. De bogomslag, han i slutningen af tyverne og begyndelsen af trediverne tilrettelagde for Victor Gollancz, er 40 år efter Stanley Morison på udstillingen »Printing and the Mind of Man« 1963 stadig i stand til at vække begejstring. De bliver erhvervet af folk, som ikke nødvendigvis er interesseret i bøgernes indhold. Morison var imidlertid ikke en sirlig og pertentlig typografisk designer. Det behøvede han ikke at være. Hans særlige våben var ræsonnementet. Han gennemtænkte hvert eneste problem, før han satte pen til papiret eller gav en anvisning. Hans arbejde for Gollancz er et strålende eksempel herpå. Læserne skulle tvinges til at se på omslaget og derefter bevæges til at læse med det samme. Som følge heraf krævedes typografisk dristighed ­en blanding af plakatagtig iøjnefaldende typografi og boglig redaktionel opsætning. Morison begyndte allerede på omslaget at diskutere bogens indhold, og kombinationen af sort og rødt på lysende gult papir gjorde, at en Gollancz-bog fremfor andre tiltrak sig den potentielle købers opmærksomhed. Disse omslag blev ikke vel modtaget på bogmarkedet -hverken hos for­læggere eller boghandlere. Man syntes, de var »unfair«. Men det drejede sig om at sælge bøger, og her havde Morison i beundringsværdig grad heldet med sig. Men et andet ræsonnement var, at mens smudsomslaget var en del af salgsmekanismen, så var indbindingens betydningnu indskrænket. Derfor kunne Gollancz-indbindinger være yderst enkle. For det meste var de af sort shirting, uden anden dekora­tion end forfatter, titel og forlagi blokbogstaver på ryggen. Hvis Morisons ideer ikke altid blev den storesucces, skyldtes det, at han som andre ikke altid beherskede situationen fuld­stændigt, enten fordi hans instruktioner ikke blev forstået rigtigt, eller fordi han ikke selv var tilstrækkelig informeret. Senere ønskede han, at han havde kendt mere til Aldus Manu­tius' De Aetna af Kardinal Bembo, for han havde accepteret at Hypnerotomachia Poliphili blev kopieret som Monotype »Poliphilus«. Han blev hereftermere omhyggelig, når han valgte originaler til kopiering. Morison havde længe ønsket at indlemme en tidlig skrift af Fournier-Ie-Jeune isit typografiske program, og to originaler blev udvalgt. På grund af en misforståelse, mens Morison var ude at rejse, blev en forkert skrift desværre skåret og bragt på markedet som en Fournier Old style. Den var og er stadig en populær bogskrift, men det var ikke den,Morison havde ønsket. En grad af den anden udvalgte original var blevet skåret i et sæt matricer, som Cambridge University Press erhvervede. Som typografisk kuriosum kan nævnes, at dette skriftsnit, som Samarbejdet med Gollancz Grundighed nødvendig Prøve på Fournier­ skriften, som Morison genskabte for Monotype x° -i-a, EULOGY PIERRE SIMON FOURNIER ujti ; ^ » (//oa THE FLBURON in typej of Foumier'idesign, rtvivtd by th LANSTON MONOTYPE ; * m,•>-*: .-'t.+ l'SSi Æ— kun ovennævnte forlag råder over, kaldtes Barbou og blev brugt i de tre sidste numre af The Fleuron, udgivet af Morison. Morison tilbragte således en stor del af sit liv med at prøve på at tilegne sig den størst mulige viden om typografi, kalligrafi, gravering, trykning,skrifter og journalistik, for at nævne nogle af de emner,som intet universitet kunne lære ham. Med tiden blev han en slags »one man University of Printing«, som han blev kaldt af sin ven og kollega Oliver Simon. Morison, der aldrig gav sig tilfreds, kunne fortsætte med sine studier af et specielt emne, selv om man skulle tro, han havde sagt det sidste ord om den sag. Ser man nøjere på Handlist, der blev udsendt i anledning af hans 6o-års fødselsdag, vil den ikke blot afsløre omfanget af hans viden, men også vise, hvor kritisk han var overfor sit eget arbejde. Den allerførste Mono­type-genoplivelse påbegyndt af Morison var »Garamond«. Denne skrifttype, der var hentet fra et opslag i Imprimerie Nationale, stammede efter de bedste autoriteters udsagn anta­gelig fra den store Claude Garamond. I 1922 fik Morison mistanke om, at kursivskriften ikke var fra tiden.Han tilrådede derfor, at der blev skåret en Granjon kursiv til Monotype De klassiske skrifter til Monotype Garamond Antikva. Senere fik han Paul Beaujon (Mrs. Beatrice Warde),der dengang boede i Paris, til at undersøge oprindelsen af den såkaldte Garamond-skrift, og som bekendt påviste hun, at den var kopieret af en senere stempelskærer, Jean Jannon. Denne form for korrektion var typisk for Morisons metode. Der er to aspekter i Morisons liv, som er værd at lægge mærke Han var ikke f0^incl' til på dette tidspunkt. Det ene er, at der ikke er noget i hans et baggrund, som kunne påvirke ham i retning af en typografisk typografisk • • • • Tyit\icu karriere. I modsætning til den lille Francis Meynell sad han ikke under bordet, mens hansforældre rettede korrektur eller diskuterede bogproduktion. Morisons far var en anden klasses rejsende i tekstiler i Camden Town, ikke en af de mest kul­ turelt inspirerende dele af London. Det andet aspekt er, at da han én gang befandtsig midt i den typografiske strøm, gav en række af tilsyneladende tilfældige hændelser ham rig lejlighed til at realisere sine ideer. Ved ethvert kritisk tidspunkt i hans liv førte lykkelige sammentræf ham på rette vej igen. Morison blev født i maj 1889, på et tidspunkt, da typografi måtte siges at befinde sig i en bølgedal, skønt der glimtvis var svage tegn på forbedring. Dette skyldtes, at der hos en lille gruppe forlæggere og trykkere havde været en reaktion mod brugen af forringede, tyndeog svækkede »moderne« skrift­ snit; de skævede til de »ældre snit«, især Caslons. Imidlertid var den type boger, hvori disse antikvaer, fraktur og rig dekoration blev anvendt, ikke almindelig læsning for den brede befolkning.Ej heller påvirkedegenoplivelsen samtidensaviser og tidsskrifter, som varsat med dårlige 19. århundredever­ sioner af hvad der en gang var Didots og Bodonis fornemme skrifter. Denne begrænsning af de »ældre skrifter«s genop­livelse især i opbyggelige bøger havde en afgørende indflydelse på Morisons karriere. De private pressers ejere, fra William Morris og fremefter, reagerede mod det »moderne« snit og hævdede, at der ikke var tegnet gode skrifter siden Jenson. De private presser fik udført deres egne specielle skrifter, men de var ofte forældede og ekcentriske. Eftersom Jenson ikke gav nogen vejledning for udformningen af kursiven, lod de klogeligt denneligge. Morison fandt derfor, da han overvejede hvilke skriftsnit der burde genoplives, at han måtte kæmpe mod den idé-gentaget af D. B. Updike i hans berømte Printing Types (1922) -at intet siden Jenson var værd at se på, og at »moderne« skrifttegning heller ikke var værd at beskæftige sig med. Morison måtte gøre sine egne studier for at finde ud af, at Aldus Manutius' typer havde stor klarhed og glans, og han måtte også på ny udtænke hele problemet om, hvilken kursiv der skulle ledsage de antikva­ skrifter, han genoplivede.* I dette øjemed måtte han foretage undersøgelser blandt de forskellige skrifttegnere i Venedig og Rom. Han opdagede senere i sine studier, at såvel gravø­ rernes som kalligrafernes anstrengelser med skriftsnittene var en overvejelse værd, og et af hans mest vellykkede skriftsnit - Bell -er resultatet af dette ræsonnement. Morisons skolegang var ganske almindelig, underskole fulgt af mellemskole indtil han var 16 år gammel. Hans første stilling hos et protestantisk bibelselskab interesserede ham ikke, eftersom han var agnostiker. Han læste en masse, men var ikke særlig interesseret i den trykmetode, i hvilken budskabet blev bragt ham. Grunden hertil var, at den slags litteratur Morison dengang læste varskrevet af rationalister, der, skønt desikkert har været fortræffelige folk, anvendte en kedelig sen 19. århundrede stil, ude af stand til at vække interesse hos nogen som helst, set ud fra et typografisk synspunkt. Morison fandt rationalisternes vej til livet for utilstrækkelig og vendte sig mod katolicismen, hvis disciplin han følte, at hans anarkistiske natur havde brug for. Dette er ikke stedet at diskutere filosofiske eller religiøse anliggender, men Morisons konvertering til katolicismen er vigtig, når man vil finde ud af, hvad der førte ham ind på den typografiske bane. Som vi har set, har hverken familiemæssig baggrund, skolegang eller rationalisme inspireret ham, og vi må derfor søge årsagen andetsteds. Gnisten var allerede blevet tændt et halvt århundrede tidligere, da visse forlæggere af såvel anglikansk som katolsk observans havde forsøgt at lave messe­bøger og lignende for at konkurrere med den store Plantin, og disse var en del af fornyelsen af de gamle skrifter. Efter sin konvertering 1909 så Morison for første gang denne bogtype. Han så sit første smukke frakturbogstav (som han senere helli­gede mangestudier), ogefter en rejse til Briigge, hvor han hørte enkle messer, stiftede han for første gang bekendtskab med de store rødtbeskrevne nodefolianter, som han som agnostiker næppe var kommet til at se. Mange referencer i hansskrifter vidner om, at dette udgjorde Morisons første erkendelse af, hvad trykning kunne være. Det * Morison opdagede, at Aldus og hansve­netianske imitatorers antikvatyper var ba­seret på en lærd bred­penskrift og derfor var nøjagtig og ko7ti­pres; i Rom derimod var den venetianske litterære skrift blevet opgivet til fordel for den ældre kancelli­kursiv -formel og værdig i størrelsen. Morisons skrift­fornyelser var derfor ofte baseret på den pavelige kancelli­kursiv, som den blev imiteret i Arrighis bredpenskrift. Mori­son havde allerede i 1913 set et eksempel på kancelli-kursiven i Johnstons bog om kalligrafi, og han brugte den som mo­del for sin egen håndskrift. Han brugte imidlertid også for en tid og ved specielle lejlig­heder (når han for eksempel gav instruk­tioner til sættere) Johnstons skrift. Efter at han 1923 havde købt sin første bog om kursivskriv­ning, begyndte han at udvikle sin egen klare, hurtige og læselige kursiv, som han brugte til sindød NOTES ON SOME LITURGICAL BOOKS : By STANLEY A. Begyndelsen af MORISON O Morisons første F the various classes of early printed books, none is more interesting or worthy of study than the books which were artikel. used in the services of the Church. It was upon these The Imprint that thescribes and illuminators lavished theirbest skilland ornament. In the MiddleAges thearts of calligraphyand of No. 8. 1913 illumination and miniature paintingwere broughtto perfec­ tion, and as MS. Liturgicai books were those which the first printers had to equal in order to make a livelihood,their liturgicai productions wereobjects of more than ordinary care. Liturgicai books, however, are interesting, not merely on account of their beauty, but also for the sake of the relation which they had to the life of our forefathers. In the Middle Ages, when society was pervaded with the influence of the Church, these books were those most familiar to the people. Such books were often the treasured heirlooms of families—we leam from early wills that the Breviary was a book very commonly bequeathed alike by parsons and layfolk. The devotional expressions of Judaism—psalm-singing and lections from sacred books—were continued by the early Christians, and the reci­tation of these at regular hours of the day is mentioned by St. John Chrysostom (347-404). " So ancient a custom," says Mgr. Batiffol, " is it for Christians to consecrate by prayer the times we call Terce, Sext and None. Christian piety associated thecommemoration of Christian mysteries with three points of time which divided the day into three stages :at the third hour (9a.m.) the commemorationof the condemnation of theSaviour; at the sixth (noon) of His crucifixion; at the ninth of His death." (Pierre Batiffol, "History of the Roman Breviary," Eng. tr. Baylay, 1912, p. 13). Gradually what was the pious exercise of ascetics became obligatory on all the clergy, and a further development of this devotion or " office," as it is called, was reached in the sixth century, when St. Benedict wrote his Rule, in which " we have the oldest and most complete scheme of the canonical hours to be found in the history of the Church." (Jules Baudot, " The Roman Breviary," Eng. tr. 1909, p. 43). By the time of St. Gregory (540-604) the office was in need of revision, and " it was St. Gregory who collected the prayers and liturgicai uses of his predecessors, and assigned to each its proper place, and thus the liturgy owes its present form to him. The Liturgicai Chant also bears his name, because it was through his means that it reached its highest development." (Suitbert Baumer, "Hist. du Bréviaire Romain," I. 289.) er ikke noget tilfælde, at hans allerførste artikel i The Imprint 11913 hedder Notes on Some Liturgicai Books,der blev udvidet til English Prayer Books (1943), et lærd liturgisk værk. Efter sin konvertering måtte Morison forlade bibelselskabet, og man fandt et job til ham i en fransk banks London-afdeling. Han var ikke særlig glad for at være bankmand, skont også dette skulle få indflydelse på hans fremtidige karriere. Nu yderst interesseret i bogtryk blev han opmuntret over den 10. september 1912 i en jernbanekiosk at finde et eksemplar af The Tbnes med et tillæg om bogtryk. Morison anså det for et »imponerende« produkt, og der er ikke tvivl om, at det var det dengang. Ved at læse det bestemte han sig til at studere typografi og skrifttegning. Ved en nærmere undersøgelse af tillægget forstår man hvorfor. For det første var det muligt at få megen nødvendig viden om bogtrykkets historie, og for det andet kunne han for første gang læse om selve processerne. Men vigtigere var det, at der var overraskende gode artikler om, hvad man ønskede i henseende til skriftsnit. Der var imid­lertid også et af disse tilfældige sammentræf i tillægget, en Det første inøde ?}ied typografien Note. We require at the offices of The Imprint the services of a young man of good education and preferably of some experience in publishing and advertising. We prefer that applications should, in the first instance, be made by letter, addressed to the Business Editor, The Imprint, n Henrietta Street, Covent Garden, London. annonce for et nyt tidsskrift The Imprint,der beskæftigede sig med at forbedre kommerciel trykning. Morison købte det første nummer og læste dér en annonce efter en ung vel­ uddannet mand med nogen viden om forlag og annoncering. På trods af at han manglede viden, søgte han jobbet. Udgiveren Gerard Meynell -en af pionererne inden for fornyelsen af bogtrykket i perioden før 1914 -hilste på Morison og blev begejstret for ham. Da han erfarede, at Morison var bank­assistent, fortalte han, at det havde han også været, og at han havde afskyet det. Dette knyttede et fast bånd mellem de to, og Morison fik stillingen. Morison begyndte at få nogen praktisk erfaring på The Imprint, ikke mindst med Monotype maskinen, for hvilken det første specielt skårne skriftsnit for maskinsætning var blevet lavet til brug i tidsskriftet -skriften »Imprint«. Heri lå endnu en tilknytning til hans senere forbindelse med Monotype Cor­poration. Men The Imprint gik ind efter et år, og Morison kunne være kommet i en vanskelig situation. Heldigvis intro­ducerede Gerard Meynell Morison til sin onkel, Wilfred Meynell, som var administrerende direktør for det katolske forlag »Burns, Oates«, og Morison blev antaget som assistent hos Meynells yngste søn, Francis, der i den unge alder af 21 år ledede bogproduktionen. »Burns, Oates« kunne have været et typisk eksempel på den tids forlag, der som regel overlod alle formgivningsspørgsmål -hvis der var nogen -til bog­trykkeren. Men Wilfred Meynell var meget interesseret i godt bogtryk ogansatte Bernard Newdigatesom forlagets kunstne­riske rådgiver. Gennem sin forbindelse med »Burns, Oates« mødte Morison mange kirkelige autoriteter og fik lejlighed til at formgive deres bøger, hvori han ofte anvendte den fraktur, som skriftstøberen Figgins havdeskåret til facsimiler af Caxtons bøger. Her mødte Morison også billedhuggeren Eric Gill, som var Wilfred Meynells protegé, og som havde skåret et bo­mærke til forlaget. De to unge mænd, Stanley Morison og Francis Meynell - Annoncen som Morison reflekterede på i 1913 og som startede hans karriere Meynells indflydelse Skriftprøve på dr. Fell's skrift. 43x56,7 cm. Baroksignetet er udført i ROMAN 1 TALIC rød farve AND BLACK LETTER GIVEN TOTHF. UNIVERSITY C1HCA I 690 D '• J O H N F E LL KLLOR OF THF UNIVERSITY SHOP OP OXFORD OXFORD STED AT THF UNIVKRSIl X PRESS I930 sidstnævnte blev senere berømt for bl.a. sin Nonesuch Press­ kunne godt sammen og var lige enthusiastiske, også med hensyn til deskriftsnit, som biskop Fell havde testamenteret til Uni­ versity of Oxford Press, ogsom netop var ved at blive gen­ fundet. Nogle af »Burns, Oatesu's bøger blev sat med denne skrift i Oxford. I 1914 prøvede de at genoplive interessen for røskner og rammedekorationer, skønt de stødte på en del uvilje blandt skriftstøberierne. På det tidspunkt bar Morisons stil præg af blomsterranker. Næste år overtalte Meynell lederen af Oxford University Press til at lade ham få to kasser Fell­skrift, og et lille trykkeri blev oprettet i hans beskedne spise­stue i Romney Street 67, Westminster. Dér hjalp Morison til med sætningen af Alice Meynells Ten Poems,som blev trykt i rødt af Edward Johnston. Francis Meynell brød ud af sin fars forlag i 1916 for at starte The Pelican The Pelican Press, og da han i 1919 påtog sig flere opgaver på Press Daily Herald, bad han Morison om at overtage hans stilling ved Pelican Press. Dette uortodokse forlag fortjener en særlig plads i typografiens historie i al almindelighed, og i annonce­typografiens historie i særdeleshed, fordi det var en pioner inden for bedre annonceopsætning i aviserne, før man tænkte på special-sættere. Morison trykte flere bøger på Pelican Press, heriblandt nogle for sit gamle forlag »Burns, Oates«, idet han bibeholdt denstil, han havde udviklet. Han fremstillede også en usædvanlig skriftprøvebog, 101 cm høj og 76 cm bred, trykt i rødt og sort, der viste, at Pelican Press var et af de få trykke­ rier ilandet, som havde indført debedste skriftsnit fra Amerika og Frankrig, ligesom de havde genoplivet de gamle franske trykkeres røskenlinier. Ved omtalen af Morisons bidrag til typografiske studier er Pelican Press-perioden vigtig, idet han her udgav sin første afhandling om typografi, The Craft of the Printer: Notes on the History of Type-Forvis, som blev trykt Kristi Himmelfarts­dag 1921. Karakteristisk nok er han hård i sin omtale af den i Handlist, 1950, men på den tid da den udkom, må den have været en åbenbaringfor gennemsnitskøberen af tryksager. C.W.Hobson, en annonceagent fra Manchester, havde fulgt Morisons udvikling på Pelican Press, og da han besluttede at oprette Cloister Press uden for Manchester, der skulle udføre det fineste trykarbejde og den bedste annoncesætning, bad han Morisonom at slutte sig til firmaet som kunstnerisk tilrette­lægger. Som driftsleder ansatte Hobson også en bogtrykker ved navn Walter Lewis, der var langt over gennemsnittet, da han havde arbejdet for nogle af de mere kendte firmaer og havde god forstand på typografi. Morison lavede for Cloister Press en række-for den tid -fremragende plakater, der viste tidens bedste skriftsnit. De blev for eksempel kaldt »The Forum Capitals«, »The Goudy Letter« og»A Specimen of the Cloister Type«, men der varogså »A Display of Fleurons«. Fra Amerika havde Cloister Pressimporteret de amerikanske skriftstøberiers version af Garamond, og denne nød stor anseelse hos kunderne. Da Cloister Press gerådede i finansielle vanskeligheder, og Morison måtte gå, glemte han ikke Garamonds popularitet. Han havde været i forbindelse med Monotype Corporation ved arbejdet med et nummer af Monotype Recorder, januar-februar 1922, og samme år, eller lidt tidligere, havde han foreslået ledelsen et typografisk genoplivelses-program. Det begyndte med Garamond, hvor Morison foreslog, at man erstattede kursiven med en Robert Granjon-kursiv fra ca. 1530, som han mente ville passe godt til antikvaen. Det er en skrift med mange ligaturer, ogset fra et fabrikationsmæssigt syns­punkt vardet lidt af en bedrift, idet derikke tidligere var blevet skåret noget lignende til maskinsats. Programmet som sådant var en stor risiko for selskabet, da det var uden fortilfælde, at Cloister Press Monotype Garamond Ja77ies Mnran TYPE REVIEWS to make enlargcments of theoriginal he was 4