William Morris og Alfred Lord Tennyson 
MAUD . ET MELODRAMA . THE KELMSCOTT PRESS 
AF EJNAR PHILIP 
Bogen blev udsendt i august 1893 som den syttende i rækken af 53 bøger og tryk fra den berømte privatpresse. Den horer ikke til de »store numre«, men netop derfor er den som bog­håndværk værd at studere. Eksemplaret, hvorfra denne gen­givelse er taget, tilhører Det kgl. Bibliotek, F.Hendriksens exlibris fortæller, at det har tilhørt ham. 
Bogen er sat med the Golden Type, der er inspireret af, men ikke kopieret efter Nicolas Jensons dejlige skrift fra 1470. Stemplerne til skriften blev skåret af den dygtige stempelskærer Edvard P. Prince efter William Morris' egen fortegning.Morris fortæller i A Note by WilliamMorris on his Aimsin Founding the Kehnscott Press, at det snarere var et instinkt end moden overvejelse, der fik ham til først at anskaffe et antikvasnit. De mange og lange samtaler med vennen Emery Walker har nu nok været instinktet behjælpelig.Skriften blev forst sendt til skæring, efter at Morris havde kopieret de enkelte bogstaver gang på gang i stor størrelse efter forbilledet, og derefter tegnet sin egen version: »... ren i formen, streng uden overflødig udvækst, kraftig uden den fortykkelse og fortynding af linien, der er den væsentligste fejl ved den almindelige nutidige skrift, og som gør den vanskelig at læse.« Skriften er smuk og karakterfuld, den giver, også fordi Morrisgjorde de små bog­stavers over-og underlængder kortere, end de er i forbilledet, en kraftig og sluttet sats, som understreges af de små ord­mellemrum. Versalerne er smukke i formen, men virker efter en nutidig opfattelse tunge sammen med de små bogstaver. 
Kelmscott Press bøgerne,også denne bog, kan ikke bedømmes ud fra en gængs æstetisk-funktionel opfattelse. De er tunge at læse, det gælder i endnu højere grad de bøger, der blev sat med de to semi-gotiske skrifter,Troy skriften ogChaucer skriften, som vel nok svarer bedre til Morris' ideal og som er smukkere end antikvaen. Bøgerne er til overflod udstyret med kraftige initialer og med næsten pågående kantornamenter, der bevidst giver dem en middelalderlig atmosfære, som hindrer snarere end befordrer læseligheden. I hele deres udstyr, det svære 
MONUMENTA TYPOGRAPHICA II 
Enestående 
kimsthåndværk 
William Morris 
kludepapir, det dybsorte håndpressetryk -det er tydeligt, at papiret har været fugtet -kolumneplaceringen, satsbehand­lingen og de overdådige rammer, er bøgerne noget enestående som kunsthåndværk. Det er museumsgenstande, og de er udtryk for den mærkelige, paradoksfyldte personlighed, som skabte dem. Sikkert få af dem bærer adelsmærket, sliddets præg, af at have været læst. 
Med den omfattende litteratur om William Morris, på dansk har vi C.Volmer Nordlundes smukke biografi fra 1944, er det tilstrækkeligt her at nævne enkelte træk og begivenheder, som kan lette forståelsen for hans virksomhed. Morris var med sit romantiske gemyt en glodende forkæmper for kulturkritikeren John Ruskins lære, der gik ud på, at idealtilstanden var middel­alderens laugsvæsen, som det manifesterede sig i den gotiske arkitektur og kunst i det hele, og han betragtede det som en katastrofe, at maskinen med industrialiseringen isidste halvdel af århundredet umyndiggjorde håndværkeren, fratog ham ansvaret for og dermed glæden ved det han lavede. Morris blev medlem af Præ-Rafaelitterne, som var i opposition til den herskende akademi-konservatisme, og han var medstifter af Det socialistiske Parti. Han var en begavet digter, og han var fortrolig med den rige middelalder-litteratur, ikke mindst de islandske sagaer, som han havde studeret i håndskrifterne i The Bodleian Library. Han havde med flid dyrket kalligrafi, 
og han var som dekorativ kunstner en usædvanlig begavelse. 
Morris var ægte i sinindstilling til kunsten, men han var ikke nogen original kunstner, ikke nyskabende. Han havde form­giverens evne til at tilegne sig det, som passede til hans naturel og forme det, så det helt svarede til hans forestilling. Han erkendte den enkle, arkitektoniske skønhed i Jensons bøger, men udsmykningen, illumineringen var for ham en væsentlig bestanddel af bogen. 
Det var som amatør William Morris,57 år gammel, oprettede sin privatpresse, og virkningen på samtiden og eftertiden er uomtvistelig. Først de mange privatpresser, som fulgte i Kelm­scott pressens spor. Det er tilstrækkeligt at nævne C.H.St.John Hornbys Ashendene Press, Lucien Pissarros Eragny Press og 
T.J.Cobden Sandersons og Emery Walkers Doves Press. Dernæst den begejstring hans bøger blev mødt med, ikke så meget i England som i Amerika, hvor velhavende bogsamlere indlemmede Kelmscott bøgerne i deres biblioteker. William 
William Morris1 
baggrund 
Kebnscott pressens efterfølgere 
1968 
75 
Ejnar Philip 
HE faultwasmine, thc fault was mine"; W^hy amIsitting hcre so stunn'dand still, Plucking thcharmlcss wild'flowcr onthc hill? 
]	It is this guilty hand! And thcrcrises evcra passionatc cry From undcrncath in 
thc darkeningland, 
What isit, thathas beendone? 
Odawn of Eden briehtover carthand sky, 
The fires ofHeil brakeout ofthy risingsun, 

^ Thc fires of Heiland of Hate; For shc,swect soul,had hardlyspoken aword, I When herbrothcr ranin his rage tothe gate, 
Hc came with the babc^facedlord; ^Hcap'd onher termsof disgrace, ^And whiieshe wcpt,and I strove tobc cool, 
He fiercely gaveme thelie, 
)Till T witn as fiercc ananger spoke. And hcstruck me,madman, over the face, Struck me beforethe languidfool, W^ho was gaping and grinninøby: Struck for himselfan evilstroke; Wrought forhis housean irredcemable woe; 
For frontto frontin an hour wcstood, 
And amillion horrible bcllowingechoc: broke From the red^nbb'dhollow behind thcwood, And thundcr'd upinto Hcavcn theChristlesscode, That must have lifefor a blow. Evcr andever afresh theyseem'd togrow. Was ithc laythcrc witha fadingeyc ? "The fault was mine,"he whisper Then glided outof the joyouswood The ghastly Wraithof onethat I know; And thcrc rang cna suddena passionatccry, A cryfor a brother'sblood: It will ringin myheart andmy cars,till I die, till I die. 
Is itgone ? my pulses beat, 
What wasit ? alying trickof thebrain ? 
Yet I thought I sawher siand, 
A shadowtherc atmy feet, 
High over the shadowyland. 
It isgone; andthe heavensfall in agentle rain, 
\X^hen they should burst anddrown with 
deluging storms 
The feeblevassals ofwine and angerand lust, 
The little heartsthat know not howto forgive: 
Arise,my God,and strike,for we hold Thee just, 
Strike deadthc wholeweak race ofvcnemous 

worms, 
That stingeach other hcrcin thedust; 
Wearc notworthy tolive. 

Morris' indflydelse på skriftudviklingen var betydelig. Ameri­kanske og tyske skriftstøberiers aktivitet op til første verdens­krig vidner herom.Naturligvis fik typografien i bøgernemange efterlignere, det var så afgjort den mindst værdifulde virkning, langt væsentligere var hans demonstration i bøgerne af, at kravet til kvalitet også omfattede kolumneplaceringen og sats­behandlingen -de små ordmellemrum-her var han i over­ensstemmelse med de store forbilleder frabogtrykketsbarndom. 
På længere sigt fik Morris mere indirekte indflydelse på Den indirekte engelsk bogtryks almindelige standard.11913 da Gerard Meynell betydning begyndte udgivelsen af The Imprint, 1923 da broderen Francis Meynell grundlagdesin Nonesuch Press,Oliver Simon, som kom til The Curwen Press i 1920, og ikke mindst da Monotype i årene fra 1923 med Stanley Morison som leder begyndte en systematisk fornyelse af sine skrifter. Disse mænd, som var unge, da William Morris døde i 1896, optog hans virksomhed som en udfordring, (Stanley Morison: First Principles of Typography kan læses som en programerklæring), og de førte engelsk bogtryk ind i dets anden guldalder. Den første blev indledt af Englands anden store amatør, John Baskerville (1706-75X hvis virksomhed var den direkte og meget kontante inspiration forJohn Bell,som var bådeforlægger, bladudgiver og skriftstøber, klassicisten William Bulmer, The Shakespeare Press, romantikeren ThomasBensley med de dristige og raffi­nerede skriftblandinger, og onkelen og nevøen, der begge hed Charles Wittingham, med TheChiswick Press, ikke mindst deres samarbejde med antikvarboghandleren William Pickering vurderes højt. 
For begge de to store amatører var drivkraften bogtrykkets ringe standard, da de grundlagde deresskelsættende virksom­heder, deres tro på egne evner og deres kompromisløse krav til kvaliteten. 
1968