Noter Juni 1968 
Forening for norsk bokkunst 
Korte glimt fra en nwysommelig, ujullendt 
historie af Halvor Durban-Hansen 
Hvor ofte er det ikke i en stemningsrus skjedd 
ting som man senere får grunn til å spekulere 
over? 
I året 1900 hadde man plutselig fått hastverk i gamle Norge. Som det forste helt planlagte og gjennomforte norske bokkunstverk hadde prakt­utgaven av Snorre Sturlasons Kongesagaer sett dagens lys i 1899, og på salgssuksessen og begei­stringsbolgen skapte man også snart den mindre folkeutgaven, som sendtes ut i 1900. Hovedmen­nene bak disse boklige bedrifter var forleggeren Johan MartinStenersen og kunstmaleren Gerhard Munthe. Den sist nevnte var og skulle enda mer bli en betydningsfull person i norsk bokproduk­sjon. Og sammen med 6 andre energiske og re­
„Vær Navuhs", sipor <l**n I reininede, „cBmc Ruinernes Blomster <tc prægtifjere t-nd Haiitøernis !)«• ha\e sine l arver af Blod og k.ilketlf Iteen.oj; Luerne have tilbcredel Jorden." 
Q*, 
iJfa Gamle forskrække«. IXh; rejser han 
ikke fifl Margarethas Ora^bænk. Kiler-« plejede 
kun Storkene, der vare vendte tilbade, fra en 
af ile ifjjenstaaende Muurtlnder, eller Hovedet af 
en nysgjerrig uskyldig Øgle imellem Stenene. 

Side fra Henrik Wergeland; Jan van Huysums Blomsterstykke med illustration af O. Wold Torne. Oslo 1916. 
spektable personer sendte han 28. april samme år 
ut et oppropom etablering av Forening for norsk 
bokkunst, som da også ble konstituert 14. mai 
1900. Denne forenings lover's § 1 har folgende 
ordlyd: »Forening for norsk Bogkunst har som 
Opgave at udvikle Kunst og Smag i norsk Bog­
haandværk«. Det har ikke vært noen helt enkel oppgave å fylle eller lose. »Loven er ærlig,Holden oftest besværlig«. Men det er neppe tvil om at forholdene ville ha vært vesentlig kummerligere dersom ikke Bokkunstforeningen, som er dens daglige benevnelse, hadde ovet sin innflytelse. 
Foreningens skiftende styrer har imidlertid samtlige hatt mange vanskeligheter å kjempe med, kanskje forst og fremst av okonomisk art. Det gir forklaring på at publikasjonsvirksom­heten iblant har hatt kjedelige, men nødvendige pauser. Formålet,som man tenkte seg oppfylt ved mote-og foredragsvirksomhet,diskusjon ogfrem­visninger og ikke minst publikasjons-utgivelse, peker jo alltid fremover, og til målet kommer man aldri. Det er dog en ganske pen rekke av publikasjoner Bokkunstforeningen har istand­brakt, og verdien av disse både litterært og bok­kunstnerisk må ikke undervurderes. Etter som årene har gått er det imidlertid blitt nokså klart forledelsen at den norske bokvenn ikke er synder­lig interessert i å gå på moter; han eller hun foretrekker så åpenbart å sitte hjemme og lese. Litt av en begivenhet burde det ha vært da xylo­graf F.Hendriksen 14. november 1903 besokte Kristiania og gjestet foreningen med et foredrag om Forening forBoghaandværk. Men hvor mange medlemmer som motte frem da, er ikke oppgitt. 
-Dessverre er heller ikke trofasthet og stabilitet på lese-området noen udbredt dyd, det må med skam bekjennes at norske bokelskereser ut til å være heller labile; de vil -synes det -foretrekke selv å velge depublikasjoner deonsker,slik atbok­utsendelser (ved giro-innbetalingskort) i desiste 10-12 år ofte er blitt mott med vegring og retur. Slikt erikke stimulerende for de ansvarlige styrer. Og man har selvsagt ingen mulighet for eller interesse av å holde på slike medlemmer. Resul­tatet er folgelig blitt en avgang på medlemmer, som nok er beklagelig, mensom fra ledelsens side sett forteller sitt klare språk om tendensen. På det hoyeste har Bokkunstforeningen nominelt 
7* 
Noter Jwii 196S 
.J^fk KM ""fi* Mil «»•*» haj; f «»»•«"' f^r^r *»{? f«»r, b»«r 
lil ^ >vf. rV lko»« 4.1 cUm ..ftr «( .<r xr«»l» .»m -gi*»» 
.» I.ava* .ir* iU. »•f»< r,. Si»„. *»r 
• <• t t^«WM 
|f« li m »»wiflij: frf»» M*« »Ikwwte |»»« 
<.<ul*n fwrtr «fr *i »Wr nr««»|» var k.tmmr« 
i ulrml*  (r#  rmn  »1  
4l*n«»t(rr *«*r ri««!'*  tktlM« *ir  
«•>«»'  Mjnn  4lk5 viirr  

r»»>r» . vild# Is««« , »!» * k. rur t*«rttt«^n M I'** »( ^»nr S»»f» 
t f«»r <lrr» jftwlr K'-»»rr I r*nl* fV frrm«4<M<-tlr vf« iut k« »^»ro, »m I »litr« Mr». »i *1* »•»*>! aUrrtHM#-««! TliU«i<>l»r K«.Wl r« »H<-r<t)i|t Kf^nrr-rt, '*$ iirr*{ var •»» W ikK< pki** «*Urt 
Opslag fra Bjornstjerne Bjørnson: Tyrolersangen med tegning af Chrix Dahl. Oslo 1932. 
hatt henimot 700 medlemmer, men ved nevnte lutring er tallet redusert til omkring 375, altså bare ca. en tiendedel av hva Forening for Bog­haandværk kan monstre. Rimeligvis må det også innrommes at den uregelmessighet i bokutgivelse som svak okonomi har forårsaket, igjen har vir­ket som en boomerang og har bremset på tiltaks­lysten. I samme retning har nok også mangelen på et kontaktorgan mellom styre og medlemmer 
-et medlems-tidsskrift -virket. Klimaet i Norge er boklig sett ikke det gunstigste, man savner et bredere miljo, men muligheter for å rette opp denne skjevhet burde ikke desto mindre være til stede. Reparasjonstiltak vil imidlertid nok kreve en okonomi som i oyeblikket ikke forefinnes. 
Man spor seg nu: Kan selve publikasjonsutgi­velsen og dens form ha innvirket på medlemmene i negativ retning? Et sporsmål som naturligvis er meget vanskelig å svare på med tilforlatelighet. Det er klart at eksklusivitet alene -det at publi­kasjonene ikke (motsatt forholdet i Danmark) er tilgjengelige i bokhandelen -etter som årene har gått neppe er tilstrekkelig til å knytte medlem­mene til seg. Og nummereringen av eksemplare­ne, som er bibeholdt til dags dato, er heller ikke det samme lokkemiddel som det kanskje har vært, spesielt ikke fordi fast nummer aldri har kunnet garanteres. Har da publikasjonene i seg selv for­årsaket bevegelsen i medlemsstokken? Muligens står man ved besvarelsen av dette sporsmål nett­opp foran losningen av problemet. 
Noen spredte generelle betraktninger omkring publikasjonene -til dato ca. 40 i tallet -er ment som ærlige forsok på å komme årsakene noe nær­mere. Det skal bemerkes at nesten samtlige de eldre bokene fra Bokkunstforeningen forlengst er utsolgt, og antikvarisk bare oppnåelige til hoye priser, -hvilket dog ikke ene og alene gir noen forklaring på bokenes interesse blant medlem­mene. De eldste publikasjonene ble trykt i be­skjedne opplag, varierende fra ca. 300 til ca. 750, og har senere kunnet kjopes av nye medlemmer så lenge opplaget varte. På den annen side sitter man med til dels betydelige beholdninger av de fleste litt nyere og nyeste publikasjoner, som er trykt i opplag på 1000 eksemplarer. Blant disse er 
1968 
79 
Noter Juni 196S 
en rekke som i sin litterære verdi og i innhold både burde fengsle og ha stadig aktualitet. (Man bar stort sett i de siste 20-25 år boldt seg utenom historiske manuskripter.) Dette på tross av den bodepine de sittende styrer bar batt med å finne frem til manuskripter og oppgaver som var litte­rært og kunstnerisk forsvarlige, uten å innebære royalty-plikt og betydelige kunstnerbonorarer. Manuskriptoppgavene bar kanskje vært blant de storste problemer i de siste tiår. 
Bokkunstforeningens lover ogspesielt dens to forste paragrafer, som omhandler formålet og peker på midiene, har ingen nærmere direktiver eller antydninger om de forpliktelser som styret burde ha overfor bokutgivelsene og medlem­mene. Man kan selvsagt på den ene side hevde at et styre bor stå så fritt som overhodet mulig, det får finne et hovelig manuskript ogsorge for at dette utgis i en dertil passende form. På den annen side vil en slik uskrevet fribet lett mistolkes derhen at man-slik det altfor ofte foregikk for 
XVI 
DET »torn Postdampskib,sota kom fra Krutiania «kul<jk helt op til Trom*«, (tik u«i gjenntm Flrkkefjor.^u en regn­t.mg Stormnat i April. 
Poelnirstcren hnvde v«rrt oppe og leveret Fosten iland ved 
Bryggen. -det var en liden. Ix -keden ScildugstpoM' med Aviser 
og to. tre Breve. .kalde ilsod . Flekkefjord 
«F«ar vi Sjo? Styrraimd'j. -raal.tr ren op til K..m­
mandobnrltel. 
a.Jagu faar vi Sjø-Postmester!* svarede Sivrmanden og b«i­
ede udover; «jeg skal varsko, Daur vi guar ind til Epersundj« 
«Tak -» brummede PoetnKBtereu og skyndt« tilbag« td 
*in Iftne, liUe Lugar, hvor der bræadto en Parafinl tuipe med 
Skjarm. 
197 
Side fra Alexander L.Kielland: 
Arbeidafolk med xylografi af Knut Rumohr. 
Oslo 1950. 

i tiden, og som Danmark også har sett atskillige 
eksempler på -uten videre godtar en formodet 
suveren kunstners ferdige illustrasjoner og opp­
legg, et fait acco?npli, i stedet for med sin (sty­
rets) samlede kompetanse å virke som kontrol­
lerende og vurderende instans; bl. a. for å påse at 
man ikke presenterer separat illustrasjonskunst, 
men får en harmonisk losning i pakt med det 
typografiske, det leseoptiske eller det pedagogiske, 
hvor slikt er imperativt. Vel skal en forening som 
den norske riktignok stimulere til bokkunstne­
riske toppytelser; men det er en sorgelig utbredt 
svakhet og en misforståelse å tro at en hvilken 
som helst kunstner og en grafiker nodvendigvis 
også er en bokkunstner. Slike fortolkninger er 
fremdeles like alminnelige som de er beklagelige, 
-og de gir uten videre forklaringen på hvordan 
et presumptivt kyndig styre kan komme i skade 
for å forlene enkelte utgivelser med benevnelsen 
bokkunst, som dog ikke fyller de viktigste krav 
til dette begrep. Å feile er menneskelig, men i en 
aktet forenings navn bor dette ikke gjores for ofte. Om enn folk i sin alminnelighet-altså uten­om bokelskeren og fagmannen -ikke kan forven­tes å reagere kritisk på slike boklige feiltrinn, bor man forlate seg på den kritiske lesers ofte klare intuisjon, som vil rope alarm overfor glitter, glor og voldsomme effekter. Og et argument i denne retning-sensasjon for oppsiktens skyld alene ­er ikke holdbart. Bokkunstforeningen bar æren for mange bra boker og »godt bogarbejde«, men får også ta imot kritikk for flere desiderte bok­snobberier av boyst tvilsom verdi. Selv medlem­mene i en slik forening og dets styre får ikke glemme at enhver bok har en funksjon; den skal leses, og skal kunne leses. Én ting synes nemlig meget klar, den at det blant medlemmene er en majoritet som forst og fremst er interessert i litteraturen. Men på dette punktet har neppe heller styrene sviktet sine forpliktelser, om det vitner jo bl. a. navn som Henrik Wergeland, Bjornstjerne Bjomson, Knut Hamsun, Arne Gar­borg, Ragnhild Jolsen, Hans E.Kinck og Alex­ander L. Kielland, samt Petter Dass, Johan Falk­berget og Nils Kjær.-Blant fremtredende kunst­nere som bar illustrert oppgavene må nevnes 
foruten Gerhard Munthe, O.Wold Torne, Sverre Pettersen, Ridley Borchgrevink, Fredrik Mathe­
Noter Juni 1968 
B RE K KESTØB REVE 
( iak til myren og bliv vis, heder det i Salomos ord­sprog, og for 5.kolegutter har dette raad været gjen­taget i tide og utide med vekslende held. Jeg kan huske, at ordet var mig dunkelt i min barndom, fordi det aldrig faldt migind, at der med myrenbare skulde forsraaes den forste, den bedste maur. Isaafald vilde jeg foragtet vinket, og det er jeg tilbpielig til endnu. 
Den aktivitet, de smaa krakilske dyr udfolder, har 
aldrig forekommet mig efterlignelsesværdig for men­
nesker. De render om hverandre, men hvad render 
de egentlig efter? Gjør man alvor af det og «gaar til 
myren* og udvælger sig en enkelt respektabelt ud­
seende maur til monster og forbillede, saa opdager 
man snart, at vedkommendeforetager lutter unyttige 

57 
Side fra Nils Kjær: 
Brekkestobreve og andre epistler med tegning 
af Frederik Matheson. Oslo 1955. 

son, Chrix Dahl, Knut Rumohr og Reidar Johan 
Berle. 

Ikke engang da Bokkunstforeningen fylte 50 år 
fant man okonomisk anledning til noen jubi­leumspublikasjon, alt hva som ble sendt ut var 
en mote-og publikasjonsfortegnelse. Dette står 
ikke i forhold til den betydning denne forening 
tross alt har hatt og fremdeles har-som en vek­ker for lesning og estetik. Ved 75-års jubileet bor 
dette minnes og hedres. -I oyeblikket tilslores de 
lysere forhåpninger om dette av en skremmende 
rapport om nesten katastrofal nedgang i den al­minnelige nordmanns lesning. Måtte det likevel 
forunnes å holde leseinteressen vedlike ogsam­
tidig skape et rikere miljo for vakre, vel utforte 
og riktige boker i det karrige Norge. 

Aksel Danielsen 
Det Berlingske Bogtrykkeri 1903-1968 
Ingen kunne ane, at udstillingen af Aksel Daniel­
sens bogarbejder på Frederiksberg Kommune­
bibliotek skulle blive et afsluttende facit, dens 
anmeldelser til nekrologer. Men hvor var det dog 
godt, at man nåede det.Han glædede sig fortjent 
over den anerkendelse, der fulgte med. Han 
havde gjort status, skuet tilbage,og vidste,at der 
lå et livsværk bag ham. Vi andre kan tilføje, at 
det var helstøbt, gennemsundt, ukrukket. 
Aksel Danielsen var frem for nogen håndvær­keren i dansk bogtypografi. Han kendte til skrif­ten, til dens egenskaber på papiret. Han vidste præcis, hvor meget den skulle skydes for at opnå sin optimale virkning som kolumne på siden. Hans arbejde ligger netop i samspillet mellem skrift, papir, farveføring og proportioner. Han kendte til klangfarven,dette meget mere udefiner­lige end rytme og harmonier. 
Samarbejdet med Kai Friis Møller og Povl Christensen er for længst anerkendt. Fra den første modtog han inspiration i det rent typo­grafiske. Her fik han sin engelske drejning. Hos den anden hentede han viden omdet kunstneriske element og tilføjede det en fagmæssig ramme. Han var åben for andres ideer, men til slut var det ham, der bestemte det endegyldige resultat. 
Aksel Danielsen administrerede ikke alene sin sans for fagets følsomme sider. Han varetog også den fulde ledelse af en stor virksomhed. Og det sled ham op at skulle ride to så krævende heste på een gang. Han ville ikke have nogen helt tæt ved sig. Man forstår godt, at kræfterne ikke slog til. 
Tilbage står en række nytårspublikationer og dusinvis af andre udgivelser, som bar tydeligt præg af at have været i Aksel Danielsens hånd. Han videreførte en smuk tradition i dansk bog­typografi, men gav den en drejning i sin per­sonlige retning, som var umiskendelig. 
Forening for Boghaandværk er ham stor tak skyldig for hjælp til mange tryksager. Han lå på linie med gamle Hendriksens bestræbelser og modtog da også i rette tid æresprisen herfor. 
Bogvennen bringer ved en senere lejlighed en 
8/ 
Noter Juni 1968 

artikel med en gennemgang af Aksel Danielsens produktion. Den fortjener at blive fyldig. For han var en af de store i sin generation. 
Erik Ellegaard Frederiksen 
Gunnar Biilmann Petersen 
1897-1968 

Ved arkitekt, professorGunnar Biilmann Petersens dod sondag den 7. april har dansk kunsthånd­værk og grafisk kunst mistet en af sine fornemste personligheder. En mand, som i sig forenede så værdifulde egenskaber som forskeren, viden­skabsmanden og den udøvende kunstner. 
Biilmanns viden om arkitektur og kunsthånd­værk, også fremmede kulturers, var utrolig omfattende. Den var parret med en usvigelig fornemmelse for form og stof. Den samme føl­somhed og sikkerhed prægede hans forhold til skrift, til grafisk kunst i videste forstand. På dette område var han suveræn, selv målt med en inter­national målestok. Hans forelæsninger på Akade­miet om skriftens udvikling fra oldtiden til moderne tid var i sjælden grad præget af for­skerens egne resultater,møjsommeligt indsamlede på rejser rundt i Europa, navnlig i Grækenland og Italien. De bar humanistens adelsmærke, og det må oprigtigt håbes, at det næsten afsluttede værk, som er grundlaget for disse forelæsninger, må kunne udgives. Det vil give ham den centrale placering blandt skrifthistoriens forskere, som svarer til hans format. 
Biilmanns produktion som grafisk kunstner var uoverskuelig. Den største del er anonym, for Biilmann signerede ikke som sin gamle lærer Knud V.Engelhardt sine arbejder. Det er natur­ligt her at nævne rammen om Jens Olsens ur, skiltningen på De forenede Assurandørers ejen­dom i Palægade, hans plakater, hans arbejder for Hellesens Enke, hvis ejendom han har tegnet, og for F.D. B. Som bogkunstner var Biilmann alt for lidt produktiv, men »Tegninger af Christian Købke«, Karl Madsens værk om Bindesbøll og Johannes V.Jensens »Ravna«, som Biilmann selv satte på Det Berlingske Bogtrykkeri og illustre­rede med sine egne mesterlige træsnit, er blandt de bedste ting inden for boghåndværket. 
Biilmanns arbejder var i sjælden grad præget af en selvfølgelig naturlighed, som kun for de færreste lod ane hvilket arbejde der ofte gik forud. Han gik uden om de nemme løsninger og det tilstræbt artistiske, det dilettantiske havde han intet til overs for. Til gengæld glædede han sig, når han hos medarbejdere og andre så ærlige bestræbelser. Hans anerkendelse varmede. For hans venner er hans dod et smerteligt og uerstatteligt tab. 
Ejnar Philip 


Bibliografisk smule
O 

om Søren Kierkegaard 
I sin anmeldelse i sidste nr. af »Bogvennen« af min udgave af auktionsprotokollen over Søren Kierkegaards bogsamling skriver Aage Jørgensen, at jeg i modsætning til flere tidligere forskere henregner de to appendix'er til den Kierkegaard'­ske samling. Dette er en misforståelse. Og da misforståelser har en evne til at gro fast, vil jeg gerne omgående berigtige denne. 
Lad mig citere, hvad jeg i indledningen til ud­gaven siger om sagen: »I den oprindelige udgave [altså af auktionskatalogen] fra 1856 efterfulgtes hovedsamlingen af to appendix'er. Kyndige og forsigtige forskere som Sejer Kiihle regnede dem uden videre med til Kierkegaards samling, mens andre har ønsket dem udskilt som Kierkegaard uvedkommende. Afgørende beviser i den ene eller anden retning er hidtil ikke fremkommet. Hvis man kunne bevise, at Kierkegaard har ejet boger, som findes i tillæggene, og tillige identificere de pågældende eksemplarer som havende været i Kierkegaards eje, samt stammende fra tillæggene, ville sagen naturligvis være afgjort. Men såvidt er man ikke nået. ...På denne baggrund forekom­mer det betænkeligt at udgive auktionskataloget uden de to tillæg. Man véd intet sikkert. Men ved at gøre tillæggene bekendt i videre kredse af for­skere, samlere og antikvarboghandlere er der en mulighed for engang at få problemet løst definitivt.« 
Jeg mener altså, at man ikke véd, om de to appendix'er hørte til den Kierkegaard'ske samling eller ej. Men at man ved at offentliggøre dem måske en skonne dag kan få tilhørsforholdet op­klaret. 
Dette lille indlæg skal derfor forstås som en stimulans til ihærdigt studium af disse drilagtige appendix'er. 
II. P. Rohde. 

studiographic 
Det kendte, engelske kunsttidsskrift Studio International har fået, som det hedder, a graphic design supplement,der i fremtiden vil udkomme tre gange årligt, og som første gang, april 1968, optager 18 af Studio's 55 store, kriderede tekstsider. 
Det nystartede tidsskrift i tidsskriftet kalder sig -i bedste bauhaus-stil, uden affabelt knæfald for stort begyndelsesbogstav i egetnavn -for studiographic; det er i mange henseender en glædelig nyskabelse, først og fremmest fordi det frembyder interessant læsning. Nr. 1 rummer således en artikel Applied art for fine art's sake om det ikke altid lige harmoniske forhold mellem kunst og funktion i typografisk tilrettelægning. Revivals, sterility and riotous self-expression er en skarpsindig analyse af noder og unoder, når tidligere tiders typografiske formsprog tages frem til fornyet brug. I Fat men on thin ice gives en redegørelse for den politiske karikaturs poli­tiske historie i England, illustreret bl. a. med gengivelser af 1700-tallets karakteristiske, satiri­ske kobberstik, og fra vor tid med photocar­toons fra Private Eye, som lader de interesserede læsere kende dronningens lønligste tanker, når hun åbner Parlamentet: »and I hope you realize I didn't write this crap«. Endelig anmelder den ene redaktør, John Miles, Stanley Morison's sidste bog John Fell, the University Press a?id 
the Fell Types. studiographic har således krav på opmærksom­hed ikke blot p. g.a. sit varierede indhold, men især fordi det er udtryk for en usnobbet og vidt­
favnende interesse for industrielgrafik spændende fra plakater i ny-art-nouveau-stil til Dr. Fell's typer, og fordi »tidsskriftet« er et glædeligt tegn 
på, at typografi -i videste forstand -fra at have været et særanliggende for folk med sans for detailler nu er på vej til at blive godt stof på 
Noter Jimi 1968 
redaktionerne (jvf. også Politiken) og en kunst­
(industri)form, 'man' må tage alvorligt. 
Ansvaret for gennemførelsen af denne kunst­
og kulturpolitiske transformation er lagt i hæn­
derne på Colin Banks og ovennævnte John Miles, 
der i fællesskab forestår ikke blot redaktionen, 
men også den typografiske tilrettelægning af 
the studiographic. CE 

FfB's hus i Klareboderne 
Fra arkitekterne Karsten Rønnow og Hans 
Henrik Engqvist foreligger der nu et detaljeret 
forslag til restaurering af ejendommen, som vil 
bringe udseendet tilbage til nogenlunde, som det 
så ud 1845 (se »Bogvennen« nr. 3). Dette såvel 
som foreningskontorets indflytning vil formentlig 
koste op mod 100.000 kr. -hvoraf der indtil nu 
ikke er stort mere end 1/10 disponibelt for dette 
formål. Så hvis nogen af medlemmerne ... vil 
det være meget velkomment. 

James Moran 
er en af Englands fineste kendere af bogtrykkets historie og har været redaktør, forlægger og bogtrykker. Han har redigeret og udgivet for­skellige tidsskrifter med relation til de grafiske fag, herunder Book Design & Production. Fungerer nu hovedsageligt som historisk skribent og rådgiver for bogtrykkere og forlagsvirksom­heder. Han er grundlægger af foreningen Printing Historical Society. 

Poul Erik Skriver 
fik afgang fra Kunstakademiets bygningsskole 1944 og har siden arbejdet på flere tegnestuer, bl. a. hos Arne Jacobsen og i Københavns Kom­munes Byplankontor. Redaktionssekretær ved tidsskriftet Byplaii og redaktør af tidsskrifterne Arkitekten og Arkitektur fra 1956. Leder af Arkitektens Forlag fra 1959. 
Medlem af komiteen for årets bedste bøger. Har skrevet artikler om byplanlægning, bygge­kunst og bogvæsen samt udgivet flere boger om byggeri. 
1968 
83