Moderne tjekkisk illustrationskunst Af Vlastimil Fiala Illustrationskunsten har en lang historie bag sig, men de prin­cipper, den moderne illustrationskunst bekender sig til, ud­krystalliserede sig så sent som i slutningen af det 19. århundrede. Nye tanker var spiret frem i England i århundredets midte, men først i firserne og halvfemserne stod det klart, hvor ud­viklingen bar hen, og i disse årtier tog tanken om et intimt samarbejde mellem forskellige kunstnere for alvor form: gra­fikerens, illustrationstegnerens og bogbinderens arbejde skulle afstemmes til forfatterens værk, så bogens forskellige kunstne­riske elementer understregede hinanden og fremstod som et hele. Denne nye syntetiske opfattelse samlede mange kunstnere omkring sig: William Morris, Aubrey Beardsley, Henri van de Velde, Thorvald Bindesbøll, Otto Eckmann og Peter Behrens, for blot at nævne dem, der stod i spidsen for udviklingen. Man låste sig ikke fast i nogen bestemt løsning; der blev diskuteret og eksperimenteret. Navnlig de første årtier af århundredet præges af hastig skiften i opfattelse af udtryksmidler og inten­tioner. Vi må her skelne mellem strømninger, der førte den ægte kunst frem, og retninger, der ikke er blevet til andet og mere end mode. Det skal heller ikke nægtes, at visse kunstner­personligheder, f. eks. Bonnard, Derain, Picasso, Matisse, Cha­gall, de Chirico og Dufy, undertiden har løst deres illustrations­opgaver, temmelig frit, uden hensyntagen til de specifikke udtryksmuligheder og uden tilstrækkeligt hensyn til bogens litterære indhold og stil. Disse tendenser er dog stort set over­vundet, så selv store kunstnere går ind for illustrationstegningen som en integrerende bestanddel af bogen. 1967 261 De første forsøg på at overføre William Morris' og hans skoles resultater på tjekkisk grund kan groft dateres til 1896. I lighed med de kunsttidsskrifter, der på den tid blev grund­lagt rundt omkring i Europa, La Revue Blanche, The Yellow Book, The Studio, Pan, Die Jugend, Ver Saerum, Simplicissi­mus, Mir Iskusstva o.a., opstod der også i Prag i nævnte år et nyt månedsskrift Volné Sméry, udgivet af Månes, en på mange måder initiativrig kreds af tjekkiske kunstnere. Grafisk var dette tidsskrift tilrettelagt på en hel ny måde. Det blev snart toneangivende også for andre tidsskrifter, bøger, udstil- FrantiM Tichy: Illustration til R. L.Stevenson; Skatteøen, Statsforlaget for Skønlitteratur og Kunst, 1954. Antonin Pelc: Illustrationer til Harriet Beecher-Stove: Onkel Toms hytte, Statsforlaget for Børneboger, 1957. lingskataloger, plakater m.v., og i årene op til første verdens­krig noterer man en stadig fremgang for moderne tjekkisk grafik og illustration. De mest fremsynede blandt de store for­læggere stillede sig meget forstående, og visse trykkerier spe­cialiserede sig i bibliofile udgaver. De finansielle og tekniske muligheder lagde nok i begyndelsen en dæmper på kunstnerens fantasi og hans bestræbelser på at nå frem til nye udtryks­midler, men ellers havde moderne tjekkisk illustrationskunst ingen egentlige fødselsvanskeligheder. Allerede i 1897 dukkede den første »rigtige« illustration op. Det var nogle tegninger af 1967 263 malerinden ^denka Brannerovå (1858-1934) til Alois Mrstiks roman »Et eventyr i maj«. Samtidigt arbejdede Adolf Kaspar (1877-1934) som ung studerende på kunstakademiet med at illustrere »Bedstemoder« af Bozena Némcovå (også oversat til dansk), et arbejde, som afsluttedes i 1903. Disse to kunstnere grundlagde den nye illustrationskunst. De havde afstukket rammerne for den videre udvikling, den førstnævnte i spinkle sorte linier, der i en kåd rytme nok fastholder en stemning, men ellers snarere smykker bogen, end de egentlig følger hand­lingens gang. Den anden i fyldige, ofte farvede strøg, der di­rekte ledsager handlingen og giver mere konkret udtryk for det litterære værks menneske-og naturskildring. En tredje fore­gangsmand v&y Josef Capek (1887—1945), der i 1919, båret frem af modernistiske eksperimenter i forbindelse med kubismen, illustrerede Apollinaires »Zone« og her dristigt, uden megen skelen til forlægget, i sort-hvid streg og næsten tegn-agtig for­enkling digter en personligt præget pendant til Apollinaires digt. Ad disse tre spor har tjekkisk illustrationskunst siden ud­viklet sig, og man kan altså skelne mellem tre hovedformer: illustrationer, der tenderer mod dekorativ ornamentik, dem, der nøjagtigt afbilder hvad, forfatteren beskriver, samt dem, der har deres eget tema men støtter det litterære værk ved at udløse en lignende stemning. Disse tre hovedtendenser var alle repræsenteret i mellem­krigsårene. En række kunstnere viede sig nu helt illustrations­kunsten, og mange , der ellers arbejdede på andre felter, ydede deres bidrag hertil. Men der var ikke blot større bredde i ud­viklingen. Tjekkisk illustrationskunst nåede i disse år op på et europæisk niveau og gjorde sig, også på udstillinger og i kon­kurrencer, internationalt gældende med illustrationstegninger, der har haft betydning ud over tid og sted. Foruden de tre allerede anførte, kan vi som eksponenter for tyverne og tredi­verne her nævne: Frantisek Kysela (1881—1941), Josef Lada (1887-1957), VlastislavH. Brunner (1886-1928),Vojtéch Preis­ Adolf Hoffmeister: Collager til Jules Verne: Jorden rundt i 80 dage, Stats­forlaget for Skønlitteratur og Kunst, 1959. sig (1873-1944), Zdenek Kratochvil (1883-1961),Jaroslav Ben­ da (1882), Karel Svolinsky (1896), Frantisek Muzika (1900), Josef Sima (1891), Cyril Bouda (1901). Udviklingen i efterkrigsårene er i høj grad blevet præget af de dybtgående samfundsøkonomiske ændringer, der fandt sted i Tjekkoslovakiet efter afslutningen af anden verdenskrig. For­ 0S trykkerier fik ny status. Forlagene blev overtaget af staten og specialiserede sig, så at de dækkede hvert sit område af bogproduktionen. I de første år efter krigen måtte de unge 1967 265 forlag fremfor alt satte ind på at udfylde de lakuner, der var opstået som følge af den stærke begrænsning i bogudgivelsen under krigen. Kravene til bøgernes udstyr kom i anden række. Men den grafiske fagkundskab var latent, og allerede i be­gyndelsen af halvtredserne udkom der igen bøger af høj stan­dard. Blandt de ældre illustratorer lagde man især mærke til Josef Lada, Vlastimil Rada (1885-1962) og Karel Svolinsky, der alle var forankret i en national tradition. Deres illustratio­ner minder ofte ved stilisering og begrænset konkretisering om folkekunst. Nye navne er trådt frem, og det er bemærkelsesværdigt, at illustrationskunsten har kunnet tiltrække kunstnere, der alle­rede tidligere havde skabt sig et sikkert navn på helt andre felter. Det er således tilfældet med maleren og karikaturtegne­ren Antonin Pelc (1895). Da han i 1952 blev opfordret til at illustrere Anatole Frances »Pingvinernes ø«, kunne ingen ane, at dette kun var indledningen til en lang række illustrationer, og at han skulle komme til at indtage en fremtrædende plads blandt tjekkiske illustratorer. Hans særlige evne til i få, mar­kante streger at fastholde synsindtryk fra delvis tvungne op­hold i fremmede lande og verdensdele har gjort ham til en skattet illustrator af oversatte, mest franske og amerikanske romaner. Ligeledes røber han ved sin rige, næsten ekspressive kolorit og ved en moderat rytmisering af det helhedsbillede eller den detalje, han vil indfange, at han har ladet sine er­faringer fra malerkunst, fotografi og film komme illustrations­kunsten til gode. På samme måde er forfatteren og karrikaturtegneren Adolf Hoffmeister (1902), hvis man ser bort fra hans karikaturer, først sent kommet ind i et mere systematisk arbejde med bogillustra­tion. Inspireret af dadaistiske og surrealistiske eksperimenter har han særlig kastet sig over collage. Han lader som regel collagen stå alene uden at føje streger til den. I sine illustra­tioner til »Jorden rundt i 80 dage« viste Hoffmeister, hvilke Kamil Lhotdk: Illustration til William Faulkner: Fald med døden til følge, Ceskoslovensky Spisovatel, 1957. muligheder der lå i denne udtryksform, og han har siden i en række rene collager udviklet sin teknik. Hans evne til at ind­fange en bogs lyriske stemninger og humoristiske situationer er overraskende. Det kan nævnes, at Louis Aragon for nylig i en studie har fremhævet Hoffmeisters originale og dybt per­sonlige bidrag til collageteknikken. Jin Trnka (1912) er kendt verden over for sine dukke-og tegnefilm, men ind imellem har han også løst adskillige illustra­tionsopgaver. Allerede i slutningen af trediverne stod det klart, 1967 267 Jifl Trnka: Illustration til Vftézslav Nezval: Anna Troldunge og Hubert Halm, Statsforlaget for Bornebøger, 1964. * ® # af > %* J ^ at man i Trnka havde et nyt og særpræget, helt overdådigt talent, hvis illustrationer ved deres ynde og poesi måtte hen­rykke både små og store læsere. Drevet frem af en ubåndig fantasi og lyst til at eksperimentere med form og udtryksmidler har Trnka illustreret en lang række børnebøger og hver gang ladet barnets drømme-og eventyrverden genopstå i ny for­tryllelse. Intet under, at Trnka også som illustrator har ven­ner og svorne tilhængere verden over. Cyril Bouda: Illustration til H. C.Andersen: Eventyr og fortællinger, Statsforlaget for Skønlitteratur og Kunst, 1955. Også Cyril Bouda (1901) arbejdede oprindelig på andre felter. Hans dygtighed som grafiker og gravør gjorde ham i begyn­delsen lidt for tilbøjelig til i sine træsnit, raderinger, stål-og kobberstik at overdrive den grafisk-tekniske side af illustrations­kunsten. Hans første arbejde stammer fra 1921, men allerede i 1935, da The Limited Editions Club i New York udskrev en konkurrence om fremstillingen af den smukkest udstyrede bog, vandt Bouda en ærespræmie for sine originale kobberstik til »Benvenuto Cellinis liv«. Senere har han også inddraget farvelitografi og stentryk under sit domæne. Som episk talent med særlig sans for groteske og humoristiske situationer har han udført mange vellykkede illustrationer til tjekkisk og uden­landsk litteratur. Hans illustrering af H. C. Andersens eventyr er et af højdepunkterne i hans produktion: der har han med heldig hånd indfanget også den verden af realiteter, som ligger 1967 269 bag eventyrenes fantasiverden, og i hvert fald for tjekkiske læsere givet et adækvat udtryk for digterens tanke med even­tyrene. Adalf Zjabransky (1909) og Antonin Strnadel (1910) er to ånds­beslægtede illustrationskunstnere. Strnadel er måske mere jord­bunden, mere beskeden i valget af virkemidler end Zåbransky, der ofte excellerer i en artistisk opfattelse. Men ellers arbejder de begge videre i en national tradition, som den kommer til Antonin Strnadel: Illustration til Milos Maly: Janosik, Statsforlaget for Bornebøger, 1956. Zdenék Sklenår : Illustration til WU Ch'eng-En: Abekongen, Statsforlaget for Bornebøger, 1961. Tysk og engelsk udgave, Artia, 1963. Å udtryk hos tjekkiske klassikere og i tjekkisk folkekunst, dog således at Strnadel tillige har fundet inspiration i de illumine­rede håndskrifter, der i middelalderen blev til på tjekkisk grund. Originale som de begge er, har de formået at tilføre den natio­nale tradition nye impulser. Endvidere må vi nævne Jan ^jzavy (1890) og Frantisek Tichy (1891-1961). De er begge forst og fremmest kendt som malere og har kun påtaget sig illustrationsopgaver, når det har drejet sig om forfattere, der stod dem nær i livsholdning og kunst­opfattelse. Deres arbejder er ikke illustrationer i konventionel forstand, men snarere at betragte som kunst inspireret fra samme kilder som de litterære forlæg. Medens Zrzavy med forkærlighed har skildret det irrationelle hos romantiske og 1967 271 neoromantiske forfattere som tjekkeren Karel Hynek Måeha, Victor Hugo, Francis Jammes og Pierre Loti, har Tichy især skildret det drama, der åbenlyst eller skjult griber ind i menne­skets, liv. Tichy har illustreret Don Quixote, Robinson Cru­soe og Edgar A. Poes »Ravnen«. Sidstnævnte værk, der optog Tichy i mere end tyve år, fuldfortes ikke på grund af hans svære sygdom og pludselige dod, men den torso han har efter­ladt, giver mange interessante fingerpeg om hans intentioner, bl.a. i løsningen af initialerne. Zdenek Sklendr (1910) er et helt særpræget talent og ret kræ­sen i sit valg af illustrationsopgaver. Det, der nærmest kan interessere ham, er et romantisk-fantastisk oplæg, og det er inten tilfældighed, at hans første opgave var Baudelaires »Små digte i prosa«. Som maler kom han til at begynde med ind på surrealistiske eksperimenter og fulgte her Ernsts linie. Men med tiden forenkles hans stil. Farverne dæmpes, og undertiden arbejder han i farvelitografier med negativ udsparing. Han Michael Romberg: Illustration til Russiske byliner, Statsforlaget for Borneboger, 1963. giver afkald på rumvirkningen og skærer i det hele taget alt overflødigt bort, så der ofte kun bliver antydninger, tegn og symboler, tilbage. Han bevarer en vis rytme, men sætter i øvrigt alt ind på en omhyggelig, næsten kalligrafisk udform­ning af disse tegn, der mest af alt minder om kinesisk skrift. Hans skitser af figurer og situationer virker ved deres klassisk enkle streg og en rolig kolorit. Kamil Lhotdk (1912) og ^dmek Seydl (1916) er specialister i sort-hvidt. Lhotåks domæne er gårsdagens romantik: de første balloner og flyvemaskiner, gamle biler og motorcykler. Hans tegninger er så gennemarbejdede og virkelighedstro, at mange Zdenek Seydl: Illustration til La Fontaine: Fabler, Statsforlaget for Skønlitteratur og Kunst, 1959. 1967 273 Ota Janecek: Illustration til Alain-Fournier: Den store Meaulnes, Statsforlaget for Bornebøger, 1966. af de snurrige fartøjer gør indtryk af at være startklare den dag i dag. I øvrigt interesserer han sig for alt i byens periferi, ikke blot dens hangarer og dirt-trackbaner, men også for dens mennesker. Zdenek Seydl er grundlæggeren af moderne tjek­kisk grafik, og man har desværre først sent fået øjnene op for hans evner som illustrator. Siden han med sine tegninger til La Fontaines fabler overbevisende dokumenterede sit talent, har han dog arbejdet med en del bøger. Hans indfald over­rasker ved deres originalitet. Hans tegninger til børnebøger er ofte kun rammeskitser, som barnet kan udfylde med sin egen fantasi. Han interesserer sig i høj grad for det groteske og para­ Ota Janecek: Illustration til Voltaire: Jomfruen fra Orléans, Statsforlaget for Skonlitteratur og Kunst, 1964. 1.i , A s -iirt ij doksale. Fra La Fontaine fører en lige linie til Rabelais, som han netop har afleveret grafiske blade til. Også Arnost Paderlik (1919) bygger sine tegninger op om kontrasten mellem sort og hvidt. Allerede hans forste illustra­tioner til Martin Andersen Nexø robede et stort talent. I il­lustrationer til Gorkijs »Moder« -bløde kultegninger, der åbner et indblik i de første revolutionæres farlige undergrunds­tilværelse -og i tegninger til Sjolohovs værker, fandt Paderlik frem til sin egen sårprægede stil, som han yderligere har ud­viklet i variationer over Højsangen og ikke mindst i sine il­lustrationer til Hemingway. En åndsfrænde har han i Michael 1967 275 Dagmar Berkovd: Illustration til E. Th, A. Hoffmann: Nøddeknækkeren og musekongen, Statsforlaget for Børnebøger, 1964. 1967 277 Romberg (1918), der i mangfoldige træsnit har illustreret russisk og sovjetisk litteratur. Hans indgående kendskab til de russiske folketryk, de såkaldte lubok-snit, og hans kendskab til livet i russiske byer og landsbyer, har givet ham enestående forud­sætninger for at kunne levendegøre både russisk folklore og klassiske og moderne sovjetiske forfattere. Han har dertil vist en særlig evne til at dramatisere en handling ved at sammen­stille tegninger af de forskellige faser, der endda kan ses fra helt forskellige synsvinkler. Denne form for montage leder ofte tanken hen på ægyptisk eller måske snarere persisk ornamentik, der på lignende måde, uden hensyn til synsvinkel, opløser en handling i en vifte af enkelttegninger. Ota Janecek (1919) debuterede i 1951 med tegninger til en børnebog og dokumenterede en rig fantasi. Hans illustrationer udmærker sig ved stor spændvidde. Målbevidst lader han farve­tryk veksle med nøgterne pennetegninger. Når han ønsker at indfange en poetisk stemning eller fjerne landes særlige atmo­sfære, arbejder han som regel med farver, men når han vil fastholde en humoristisk situation, benytter han sig oftest af en skarpere streg, der afslører og ironiserer. Han mestrer helt forskellige illustrationsopgaver og har med lige stort held og forståelse for den enkelte opgaves særegne karakter illustreret digte fra det gamle Kina, franske klassiske romaner og hjem­lige forfatteres ballade-agtige fortællinger foruden mange bør­nebøger. En lignende alsidighed finder vi hos Vladimir Fuka (1927), der allerede har et betydeligt antal arbejder bag sig. Tematisk er han mest interesseret i moderne teknik og civili­sation. Til dels inspireret af tegnefilmens resultater løser han sine farvetryk som mosaikker, i enkle og nøjagtige linier, der indrammer farvefelterne, så de kommer til at stå som de far­vede skår i barnets kalejdoskop. Hans illustrationer er snap­shots, der indfanger det karakteristiske i øjeblikkets situation. Fukas talent har udviklet sig i en retning, der viser, at man her står over for en tegner, man i fremtiden må regne med. ,it, alt maj« »rdrt bdt, Zapfisakdm rdi, Jcery jvrutatimské. i. mii< milj kltpt. jesth-f nol fin*!* nitko miidfka, iH, sestro, mild md, to uJituJtte j*muf Mutie* md iislé, Ze jsem nemofno Idtkvu. tilava j* plnå r«r<, hlasr møje nøinick krépfjl. Cv je Wiij auldfrh t mUyth uejmilejHth, ty nejkrdsntjfi i ien' '. Jo jsem saknt srou, C« jt tvuj mtléfrk i milych fujmiiejUeh, mdm ji opSt ublékat ? le takxo nd> znpfCsakai? \ia jaøm nohy sti, mdm jf xnøvm poiptnit? rrniK proiéhl srou r-iku MrMfnam mé tt+titAaJy , ilaptm. abrrk otn-fela miifmn. tom t mych rukou myrha odkapdx'é yd prsid myrha rozstfertd i'>/« }Km miUmu. nÅ rmlafeh muj uknttl a jt prye, is u mi ttvffiø.kdt i mizfl LO/'I j$em hu. ole nenasla, 19 j»m ko. atr nttnval se. iy mnr khdk\ 'ekdirjtrl po mfslt. mi.uLukii nu *>fek«t strhh mi \klidafi kradfh Arnost Paderlik: Illustration over to sider til Højsangen, Statsforlaget for Skønlitteratur og Kunst, 1959. Dagmar Berkovå (1922) holder mindre af at sprede sig og er ret forsigtig i sit valg af forfattere. Hun har særlig evne til at poetisere de helt dagligdags ting og forkærlighed for at skildre en fantasifuld handling, levendegjort i eventyret. Hun har bl.a. lagt hånd til Lewis Carrolls »Alices eventyr i Vidunder­land« og Paul Eluards »Vingestump«. Helt modne og selv­stændige er hendes tegninger til E.Th. A. Hoffmanns »Nødde­knækkeren og musekongen«. Forståeligt nok er de moderne abstrakte, nonfigurative ten­denser også begyndt at gøre sig gældende inden for illustrations­kunsten. Ikke mindst den helt unge generation søger inspira­tion hos Frantisek Kupka (der i Paris grundlagde en abstrakt retning), Frantisek Foltyn og andre tjekkere, der i dette år­hundredes første årtier gjorde sig bemærket inden for abstrakt malerkunst. Disse unge eksperimenterer nu med at overføre erfaringer fra det abstrakte maleri til illustrationskunsten. Her 1967 279 må vi nævne Vladimir Tesaf (1924), der efterhånden helt har frigjort sig fra en bastant, patetisk-monumental realisme og nu arbejder med ren farve og form. Stanislav Kolibal (1925) er på lignende måde udgået fra en forholdsvis real verden, men har mere og mere vendt sig mod en abstrakt opfattelse, som han da også med stor sikkerhed har hævdet i malerier og billed­huggerarbejder. Det fine, tætte fletværk af linier i hans senere illustrationer »forestiller ikke noget bestemt«, men er i øvrigt suggestive som udtryk for stemninger og følelser. Jaroslav Serych (1928), den yngste i rækken, kunne endnu i sine illustrationer til Baudelaires »Les fleurs du mal«, i hvert fald med lidt god vilje fremkalde forestillingen om en kvindeskikkelse. Nu søger han direkte ind til de emotioner, der har været bestemmende for forfatterens værk, og giver udtryk for menneskets ensomhed Vladimir Tesar: Illustration til digtsamling af Vladimir Holan: Nat med Hamlet, /> Ceskoslovensky Spisovatel, 1965. Stanislav Kotibat: Illustration til Kalevala, Statsforlaget for Bornebøger, 1962. og fremmedgørelse, dets gru for tomheden, dets frygt og håb, nederlag og fortvivlelse. Han arbejder naturligvis på det op­tiske plan, men hans linieføring har ingen sandhedsværdi ud over at genspejle og udløse sindsbevægelser. 1967 281 Vladimir Fuka: Illustration til Jens Siffsgaard:Sigsgaard: PallePalk alene i Verden, Statsforlaget for Bornebøger, 1963. Pladsen har kun tilladt at følge visse hovedlinjer i den mo­derne tjekkisk illustrationskunsts udvikling. Opgaven har været at finde frem til de mest repræsentative illustratorer og gruppere dem efter deres slægtskab i kunstnerisk holdning. Men det har naturligvis ikke kunnet undgås, at mange andre kunne have fortjent en nærmere omtale. Og forhåbentlig har disse linjer kunnet vække interesse for noget, der efter min over­bevisning er omtale værd. Oversat af Hermann Kølln