Kunstneriske børnebøger 
internationalt betragtet 
af Hans A. Halbey 
Sammenligner man et udvalg af moderne børnebøger fra alle lande, får man rige muligheder for at finde frem til en målestok for bedømmelsen af deres kunstneriske kvalitet. Naturligt nok hæfter man sig i første omgang ved det indtryk, en almindelig oversigt giver, og først derefter går man i detailler. Lad os se bort fra Walt Disney-stilen, der i ganske stereotyp udformning har vundet udbredelse over hele verden, og som præger tegne­seriebøger i Alaska savel som — i de sidste år — endog skolebøger i de arabiske lande. Også i Japan vandt han indpas sammen med de amerikanske besættelsestropper. 
Det er mere interessant at finde frem til den nationale egen­art, som vel tydeligst lader sig definere ud fra gennemsnits­billedbogen. Der udgives i den engelsktalende verden et enormt antal billedbøger, hvis tørt naturalistiske illustrationer med urokkelig trofasthed fortsætter traditionen fra omkring midten af 1800-tallet. Også 80'ernes præraffaeliter sætter sig stadige spor, uden at man pa nogen måde kan tale om samme høje kvalitet som i Kate Greenaways eller Arthur Rackhams illu­strationer til folkeeventyrene, der iøvrigt den dag i dag trykkes i nye oplag. I den store mængde af denne gængse børnebogs­litteratur ser det ud, som om det tyvende århundredes kunst ikke har haft ringeste betydning. Vi skal senere kaste et blik på nogle betydningsfulde undtagelser. I Tyskland støder man på en uendelig række af variationer over eventyr-, blomster-og landskabsromantik, efter at den store børnebogskunstner Ernst Kreidolf omkring århundredskiftet satte afgørende præg på produktionen med sine personificerede blomster og dyr. I de bedste børnebøger er der dog i de sidste år med større og større tydelighed trængt en stil igennem, som har forbindelse med moderne kunst, og som klart forrykker helhedsbilledet. I de østeuropæiske lande, frem for alt i Polen og Czechoslovakiet, modtager billedbogen en statsstøtte der bevirker, at man sjældent finder eksempler på det dårligste, men tværtimod kan tale om vid udbredelse af den kunstnerisk betydelige billedbog. I alle østlandene, også i Sovjetunionen, er det folkloristiske element i billedbogen stærkt fremtrædende. Her er den op­rindelige forbindelse til den egentlige folkekunst -hvoraf børnebogen i sin tid udviklede sig som en selvstændig genre ­
ikke skåret over. I afsides liggende stater i USSR og i østasiatiske lande, folke­republikken Kina undtaget, findes der jo den dag i dag værk­steder, hvor folkekunsten dyrkes. Som eksempel kan nævnes træsnitværkstedet i Dong Ho, en lille landsby i Nordvietnam, 
hvor hele befolkningen deltager i trykningen af farvetræsnit og således fortsætter en århundredgammel tradition. »Verlag der Kunst« i Dresden udgav i 1964 en mappe med nogle af disse 
storartede træsnit. I folkerepublikken Kina findes der derimod for øjeblikket kun billedbøger i socialt-realistisk stil og med politisk-propagandistisk indhold. I Japan satte forlaget »Fu­kuintan Shoten« sig for nogle få år siden som opgave at bekæmpe den populære Disney-stils forlorenhed ved hjælp af kunstnerisk kvalitet, og man lagde hovedvægten pa den natio­nale stil i tegne-og malerkunst. Forlagets billedbøger hører til de smukkeste og kunstnerisk mest værdifulde der overhovedet eksisterer, og egentlig ma man forbavses over, at en exclusiv billedkunst af denne art kan opnå så stor udbredelse. 
Første side af en leporelloagtig indbydelse til den 9.internationale billedbog­udstilling på Klingspor-museet, der ledes af denne artikels foifatter. Ind­bydelsen er tegnet og tilrettelagt af Wilfried Blecher og trykt i to farver, illustrationerne er sorte og teksten bronze. 
^ KLINGSPOR-G MUSEUM ^ BUNTE 

KINDERWELT 
'.''iol 
and King-a Rmg-O' Rosf.-i : 
Opslag fra Leo Lionni, »little blue and little yellow«. En Astor Book udgivet af McDowell, Obolensky Inc., New York 1959. 
Landene i Forasien og i Det nære Østen har indtil fornylig slet ikke kendt begrebet »kunst i billedbogen«. I det hele taget synes billedkunsten i den islamiske verden først i vore dage langsomt at skulle udvikles, næsten imod Koranens bud. Berøringen med den vestlige verden og dens kunst er først i de senere år blevet så nær, at en virkningsfuld indflydelse har kunnet gøre sig gældende. Der findes dog i Kairo, Beirut og Kabul, ja selv i Karthoum i Sudan, unge forlæggere og bog­trykkere, der på deres rejser i Europa og Amerika opmærksomt studerer de forskellige landes billedbøger og tager bestik af deres pædagogiske funktion. Også fra disse lande vil man snart få spændende resultater at se, ligesom der i det unge Afrika, som i disse år politisk er ved at finde sig selv, inden længe vil blive skabt en kunst -og også en illustrationskunst — på grund­lag af de enkelte landes folkloristiske traditioner. I den spansk­
talende verden drejer det sig hyppigt om overtagelser fra andre kulturområder, oversættelser fra den angelsaksiske verden, men nu og da er der også tilløb til egne originale frembringelser, som dog sjældent er af kunstnerisk format; enkelte gode und­tagelser stammer fra Mexico eller fra Spanien (Barcelona). 
I Frankrig har der -på den jævnere kvalitets område -i de senere ar udviklet sig en national egenart, der er så meget mere mærkværdig, som Paris dog stadig er et af centrerne for den bildende kunsts avantgarde, »modernismen«. Jeg tænker på den sælsomme, realistiske illustrationsstil i utallige borne-og ungdomsbøger, som næsten kan sidestilles med den socialt­realistiske stil. Selv de berømte »Albums du Pére Castor«, der 
Opslag fra »Leiermann dreht goldne Sterne«, skrevet og illustreret af Lieselotte Schwarz. Typografisk tilrettelægning: Otto Rohse, Hamburg. Verlag Heinrich Ellermann, Hamburg und Munchen 1959. 
»Wohin, wohm, tragt der Wind mir meinc Apfel1« »Zum 
Markt, zum Markt«,ricf ich hinauf und lachtc. Ich lag un­
term Apfdbaum und sah in die fiicgendcn Wolkcn. 
L nd dannsah ichdie Apfelwandem.Sic kullcrtcnund roll­ten himinter zum Markt.Dort standdie dickeFrau Martha und fing sie alleauf in iluerSchurze.Sie legtedie Apfelauf cmen Ofen, und gleich roch es herrlich. »Bratåpfel heute«, net sie,und die Leuteliefen herbei und kaufren soviel, dal] ich esgarnichtzahlenkann.DiedickeFrau Marthaistdavon selir reich geworden. Immer, wenn ich am Markt vorbci komme,schenkt siemireinen wunderschonen Apfel. Einen 
f raunobratapfel,vomXX ind gebracht. 
Das Lumpcngcsindcl 
Opslag fra Giimms eventyr, illustreret af Gerhard Oberlånder, Verlag Heinrich Ellermann, Miinchen und Hamburg 1959. 
i sin tid kom til at spille en så vigtig rolle for hele billedbogs­markedet, udkommer i dag i denne dragt. Kun nogle få und­tagelser bekræfter en regel, der muligvis er begrundet i visse pædagogiske reglementer. 
Det kan lyde næsten paradoksalt at sige, at de nationale særegenheder i det store og hele kun kommer til udtryk i billedbogen af jævn kvalitet, hvorimod de kunstnerisk for­nemme præstationer betragtet fra et internationalt synspunkt grupperer sig i en stor »familie« med beslægtede karaktertræk. Hermed er naturligvis ikke sagt andet end at den bildende kunst i vore dage i sine bedste frembringelser helt og holdent er international, i langt højere grad end det tidligere var tilfældet. Tachister i New York, Paris eller Milano adskiller sig kun fra hverandre på grund af den enkelte kunstners individuelle præg, en national karakteristik vil man derimod have vanskeligt ved 
Llnoleumssnit fra Marlene Reidels bog »Kasimirs Weltreise«. Georg Lentz Verlag, Miinchen 1957. 
at hæfte på noget værk. Det samme gælder brugsgrafikken, og man skal se meget nøje efter, hvis man vil skelne en italiensk eller en schweizisk stil. 
Drejer det sig om billedbogen, er det udelukkende betragt­ningen af de bedste præstationer, der kan føre til besvarelsen af spørgsmålet om, hvad kunstnerisk kvalitet i en billedbog egentlig vil sige, og hvordan den pædagogiske virkning kommer til udtryk. At billedbogen har en enestående pædagogisk funk­tion turde i dag være ubestridt af alle, selv om kun et fåtal blandt forlæggerne er parat til at drage konsekvenserne heraf. For forlæggerne er billedbogen naturligvis først og fremmest en salgsvare, der skal kunne svare sig, og det er jo (desværre) en uomstødelig kendsgerning, at den underlødige vare finder størst aisætning. Tegneseriehefter sælges i millionoplag, og man behøver ikke at reklamere for dem. Den lødige bog må og 
Dogoht de Meischter salber us, 

undfohta resonniere. 

Metzger wottjetz Chalblistadie, 

Chalbli wottjetzWasserli sufe, 

Wasserliwott jetz Fiirli losclie, 

Fiirli wottjetz Chnebeli bronne, 

Chnebeli wottjetz Hiindlihaue, 

Hiindli wottjetzJoggeli bifk, 

Joggeli wottjetz Birlischiittle, 

Birli wiind jetz falle. 

skal der derimod slås på tromme for, ja denskal ligefrem tvinges igennem. Langt de fleste forældre og pædagoger -og følgelig også forlæggerne -går ud fra som givet, at børnene nu eengang sætter tegneseriernehøjere end det lødige og pædagogisk rigtige. Og det til trods for at ingen moder, hvis det drejede sig om barnets ernæring, ville falde for at give det slik til middag, fordi det foretrak slik for spinat. Efterspørgslen efter den kunstnerisk lødige billedbog er altså et spørgsmål om de voksnes kultur. Det er de voksne der må lære: ikke hvad barnet vil, men hvad barnet bør ville! Med disse problemer har man ganske konkrete erfaringer: F. eks. vil alle der har læst højt for deres børn af amerikaneren Leo Lionnis billedbog »Little Blue and Little Yellow« (som han selv har illustreret) med forbavselse have iagttaget, med hvilken begejstring børnene fortsætter den leg med små farveklatter, som Lionni sætter i gang. Gult og blåt er her personificeret; det er små børn, som oplever en masse forskellige ting. Og da det lille barn godt kan lide at personi­ficere alt -legetøj, sten eller byggeklodser -tager det ideen op. Desuden har Lionni fortalt og komponeret historien så mester-
Illustrationen øverst på side 56-57 er fra et opslag i den nydelige, lille, tyske bornebog »Joggeli wot go Birli Schiittle«. Illustrator: Felix Hoffmann. Verlag Sauerlånder, Aarau 1963. 
ligt enkelt, at barnets skabende fantasi sættes i sving. De billed­bøger, som Leo Lionni senere har udgivet, er ligeså fremra­ragende, hvad savel opfindsomhed som kunstnerisk gennem­førelse angår. Det gælder både »Inch by Inch«, »On My Beach There Are Many Pebbles« og »Swimmy«. Gid alle Lionnis billedbøger måtte blive oversat til mange andre sprog. 
I Sverige kom for få år siden en billedbog, som på slående vis gendrev påstanden om at den gode kvalitet ikke er i stand til at hævde sig. Det var Astrid Lindgrens »Barnen i Djungeln« med illustrationer af Ulf Lofgren. Den tyske oversættelse, der fik titlen »Die Kinder im Dschungel«, slog forbavsende hurtigt igennem og vandt stor popularitet, som iøvrigt alle Astrid Lindgrens bøger, der lanceres af det driftige forlag »Friedrich Oetingcr« i Hamburg. Man bør være detteforlag taknemmeligt for, at det i bevidsthed om billed-og ungdomsbøgernes ovenfor antydede pædagogiske funktioner har gennemført et forbilled­ligt program. Ikke mindst de nordiske landes -og især Sveri­ges -billedbogsproduktion nyder af den grund stor anseelse i 
Tyskland. 
Det er i det store og hele ganske få forlag, som ved hjælp af en stab af førsteklasses forfattere og illustratorer har formået at føre den kvalitetsbetonede billedbog til succes. I Tyskland 
JULIAN TUW1M 

JAN LENICA 
Omslagsforside til den tyske udgave af den polske bornebog »Die Lokomo­tive« med illustrationer af Jan Lenica. N. J. Hoffmann Verlag, Koln und Berlin 1956. 
er det først og fremmest forlaget »Heinrich Ellermann«, der med forfatterinden og malerinden Lieselotte Schwarz og andre kunstnere (Gerhard Oberlånder som eventyr-illustrator) har ydet en afgørende indflydelse på den gode billedbogs udvikling. I Miinchen har »Georg Lentz Verlag« virket som et smukt eksempel med billedbøger af Marlene Reidel, Reiner Zimnik m.fl. En tid lang var hver eneste ny billed-og ungdomsbog fra Georg Lentz en fuldtræffer, og det samme kan man allerede i dag sige om forlaget »Julius Beltz« i W einheim, som først for nylig har meldt sig på billedbogsmarkedet. Julius Beltz havde i årevis haft et smukt renommé som pædagogisk forlag, da det i 1964 med forfattere og illustratorer som Giinther Stiller (»Traume oder verkehrte Welt . . . «) og grafikerpanet Winter og Bischoff (»Hoppia, hoppia Bauersmann«) forelagde 
og bebudede et program, der er en videreførelse af Ellermanns og Georg Lentz' høje niveau. Winter og Bischoff er måske de kendteste tyske billedbogskunstnere; de blev i 1958 introduce­ret af »Otto Maier Verlag« i Ravensburg med billedbogen »Die Sonne«, På »Gerhard Stalling Verlag« i Oldenburg ud­kom »Forster Pribam«, hvorefter »Herder Verlag« i Freiburg gav kunstnerne lejlighed til at skabe en helt ny bogtype, nemlig det belærende, naturvidenskabelige værk i billedbogsform. »Mool« er en spændende fortælling om muldvarpen, som giver et storartet kendskab til denne eneboers mærkværdige liv. I bogen »Kuckuck, kuckuck, ruft's aus dem Wald« (1964 Her­der) lærer børnene gøgeungens ligeså ejendommelige liv at kende. Flere titler af samme slags er bebudet. Men det som især udmærker Winter og Bischoffs billedbøger er den ret van­skeligt tilgængelige moderne grafiske stil, der på overordentlig virkningsfuld måde sætter barnets kunstneriske sans og ska-
Opslag fra den czechiske børnebog »Rikadla« illustreret med Josef Lada's farvede konturbilleder. SNDK, Praha 1961. 
sek Pasek, bubem'k, zahna! kozy za rybm'k ; kozy se mu splasily, do vody mu skociiy. 
SNECEK 
Snccku, snecku. v\ strc ruzk\, dam ti krcjcar na tvanizkx a trom'cek na tabåcek, bude z lebe hajdalåcck. 
Tegning af Adolf Zabransky til Petr Denk's børnebog »Do kola«, udgivet i 1954 på det statslige czechiske bornebogsforlag i Praha. 
bende fantasi i sving. Ofte er det med den største skepsis, at forældre forærer deres børn den slags billedbøger (»jeg er bange for, det er for moderne, det forstår børnene vist ikke«) ­men hvad sker? Børnene ikke alene forstar disse bøger, men elsker dem højt og får ubevidst impulser til selv at skabe videre, impulser der er så vigtige netop i de år, hvor de udvikler sig. 
I Czechoslovakiet og især i Polen har billedbøger, hvis illustrationer er nært beslægtet med moderne grafik og maler­kunst, et meget udbredt marked. I Warszawa er det for en stor del de samme grafikere, der fremstiller de verdensberømte filmplakater og billedbøgerne. F. eks. har den internationalt berømte kunstner Jan Lenica illustreret flere billedbøger, der­iblandt en afverdens bedste, nemlig »Die Lokomotive«, der illu­
Opslag fra en schweizisk malebog »Cirque« med tegninger af Gunter Bohmer. Denne fornøjelige og upretentiøse malebog eller »brochure«, som den mere træffende kaldes på fransk, er udgivet af Oeuvre Suisse des Lec­tures pour la Jeunesse, Ziarich. OSL's brochurer udgives sideløbende på fransk, italiensk, tysk og rhæto-romansk. 
strerer digte af den afdøde polske lyriker Julian Tuwim. Det er ubegribeligt, at denne mesterlige billedbog, som allebørn holder af, ikke er kendt i oversættelse i alle kulturlande. Både som sprogkunst og som illustrationskunst er den et mesterværk. Af Czechoslovakker bør især nævnes den for få år siden afdøde Josef Lada, desuden Karel Svolinsky, men flere andre kunne fortjene at drages frem. Med mageløs prægnans gengav Josef Lada i farvede konturbilleder sin elskelige og i bedste forstand naive opfattelse af omverdenen, medens Karel Svolinsky er 
En illustration fra en af bornebogskunstens klas­sikere; »Pitschi« af den i 1958 afdøde scweiziske tegner HansFischer (fis). 
mester for en række heftige tegninger og akvareller, der ud­springer af det farveprægtige lands folklore. Blandt Czecherne må man også fremhæve Adolf Zabransky (Do kola = rund­dans) og Jifi Trnka med hans magisk besjælede billeder og illustrationer til eventyrenes verden. At Ungarn i dag mere og mere hælder mod den gode bogkunstneriske tradition beviser bl. a. forlaget »Morå«, ungdomsbogforlaget, der har illustra­torer som Julius Hintz, Janos Kåss og Adam Wiirtz. Fra Sovjetunionen bør -sammen med nogle få andre af kvalitet ­frem for alle nævnes den fremragende malerinde og grafiker Tatjana A. Måwrina, hvis billedverden har ægte folkloristisk 
baggrund. I 30'ernes og 40'ernes Italien var det maleren og grafikeren Bruno Munari, som med sine forvandlingsbøger stod inde for den højeste kvalitet; i dag er det Emanuele Luzzati, der også er blevet kendt for sine tegnede kortfilm, og som spiller en rolle som maler. Fra Schweiz kunne man nævne en hel række navne. Ligesom i brugsgrafikken har det lille land forstået at holde et højt og kunstnerisk exclusivt niveau i borne-og ungdomsbogen. 
Forrest blandt de schweiziske kunstnere på billedbogens om­råde står utvivlsomt folk som Hans Fischer (fis), der til sin død i 1958 illustrerede -og til dels selv forfattede -en lang række uforglemmelige billedbøger (»Pitschi«, »Die Bremer Stadtmusikanten«, »Der gestiefelte Kater«, »Rum pum pum« 
m. fl.), og maleren og grafikeren Alois Carigiet, som »Rascher Verlag« i 1963 skænkede en fortjent hyldest i form af en om­fangsrig monografi. Fischer og Carigiet illustrerede også kan­ton Zurichs forbilledlige læsebøger, der var et tiltrængt bevis på, at også skolebøger kan være tiltalende og kunstnerisk værdi­fulde og ikke behøver være tørt pedantiske. Kanton Basel udgav sidste år en ABC med illustrationer af Celestino Piatti, den kendte grafiker og plakatkunstner, der iøvrigt har ydet et 
Illustration af grafiker­parret Klaus Winter og Helmut Bischoff til fortællingen og »Die gliicklichen Eulen«. © Georg Lentz Verlag. Miinchen 1962, Verlag 
Julius Beltz, Weinheim 1964. 
1965 
Whotorewords? 

Wordi ore bow whot you thmk msitle comes owf ond how »o reinember whot you mtghf 
Opslag fra Ann og Paul Rand's lege-billedbog »Sparkle and Spin«. Har­court, Brace and Comp., New York 1957. 
værdifuldt bidrag til billedbogskunsten med sine illustrationer til »Die gliickliche Eulen« (1963, Artemis Verlag). 
Bogudstillinger rundt omkring i landene og frem for alt bogmessen i Frankfurt am Main sørger i vore dage for en liv­ligere udveksling af de gode billedbøger. Her findes de bøger, som kun med besvær lader sig gengive på et andet sprog ­tænk blot på de berømte engelske nonsensvers fra samlingen »Mother Goose«, medens andre sprogformer og motiver lige­frem råber på oversættelse. Et godt eksempel på en billedbog, som Tyskland har overtaget fra USA, er »Der kleinste Elefant der Welt«, skrevet af Alvin Tresselt og illustreret af Milton Glaser. Denne artikels forfatter oversatte den til tysk for Julius Beltz Verlag, og bogen fik en begejstret modtagelse i Tyskland. 
Amerikanske billedbøger i lighed med den lege-billedbog, »Sparkle and Spin«, som Paul og Ann Rand har lavet, er ud­kommet på samme tid i USA og England. Også for de øst­europæiske landes vedkommende er udvekslingen af oversæt­telser og rettigheder glædeligvis øget i de senere år. I Praha, Warszawa og Budapest bliver billedbøger og eventyrsamlinger ofte trykt direkte på fremmede sprog. 
I tekst og billede kommer den kunstneriske kvalitet princi­pielt til udtryk på samme niveau som det, der gælder for sprog­og billedform iøvrigt. Det barnagtige og det kunstigt infantile bør afvises, fordi det kun skader barnet. Den barnlige fantasi må fremelskes og opmuntres, for barnet har brug for sin fantasi, når det skal vurdere de mangfoldige nye ogfor størstedelen helt uforståelige indtryk, det modtager fra omverdenen. Fantasien sætter barnet i stand til at oversætte alt det mærkelige og ufor­ståelige til begreber, som det kender fra sin egen forestillings­verden. Alt dette foregår i leg. Det er også leg at kikke i eller læse en billedbog, leg med form og med farver. Men det kunstneriske element i billedbogen vil også sige kunstnerens særlige evne til at sætte sig ind i barnets tanke-og forestillings­verden. Måske burde man kalde denne evne en gave. Det er dog ikke nogen ringe udmærkelse, om man trods intellektuel indsigt og erfaring alligevel er i stand til at føle og udtrykke 
0g frit som et barn. Og så skal der en god portion kærlighed til. For man bør ikke undervurdere børnenes intui­tion! 
Oversat af Dorli Jensen og JV. C. Lindtner