Boghandlerne på Børsen 

Af Otto Andersen 
Ved Christian IV's regeringsovertagelse var København en lille by med sine 25.000 borgere indeklemt bag voldene; men kongen ønskede at gøre byen til en storstad, hvor datidens voksende handelsmuligheder kunne komme til fuld udnyttelse, og lod ikke forholdene udvikle sig af sig selv. Ludvig Holberg skriver i sin Danmarks Riges Historie om kongens initiativ til handelens fremme: »Og er det just dette, som man hos denne store Regent mest maa admirere; thi hvad han selv inventerede exequerede han selv«. 
Fra sin Londonrejse i 1606 kendte Christian IV Børsen i denne by, og fra et maleri på Frederiksborg Børsen i Amsterdam. Begge disse var indrettede som klosterbygninger med åbne gårde omgivet af buegange, hvor købmændene købslog. I hyggemæssig henseende har disse børser (af hollandsk beurs: pengesæk) altså ikke været forbillede for Christian IV's lange børsbygning. Johannes Werner hælder i sin bog »Børsen« til den teori, at rådhuset i Emden snarere har været forbillede. Det var en byg­ning i to stokværk, hvoraf det nederste blev udlejet til handelsboder. Skikken med at indrette varehaller i byerne går i Frankrig, Nederlandene og Tyskland tilbage til middelalderen. Sådanne varehuse eller Kaufhåuser, som de hed i Tyskland, var i reglen i to etager, og i den nederste falbødes billigere varer. Købmændene kunne i disse offentlige varehaller leje stader, hvor de fremlagde deres varer i kasser, på tysk »Laden«, hvorfra f. eks. betegnelsen »boglade« stammer. Den omrejsende bogfører medbragte bøgerne i »Buchladen«. 
Medens de middelalderlige varehaller var indrettede som klædehuse, linnedhuse, kornhuse etc., blev det i 1500-årene skik at udleje rådhusene til kræmmere med forskellige varer. Henrik IV havde for at fremme hande­len i Paris udlejet stader i Louvre bl. a. til bogtrykkere, urmagere, vævere 
4 Bogvennen 1962-63 
o. a., senere flyttedes handelsboderne til Palais Royal. I London var der boder i Westminster Hall, og St. Paul's Churchyard var en tid centrum for Londons boghandel. Den kendte nederlandske forlægger Louis Elzevier lejede i 1594 to stader i Groote Zaal i Binnenhof i Haag, som på den tid var begyndt at blive udlejet til handlende. 
Tanken om at skaffe København en varebørs har antagelig beskæftiget 
Christian IV flere år, før han 1619 realiserede planen. Kongen valgte et 
sumpet areal nær ved slottet og besluttede sig for en lang bygning med 
kanaler på begge langsider, således at varer kunne sejles helt ind til huset, 
der blev 203 alen langt og 33 alen bredt. På sydsiden, hvor nu Slotholms­
gade ligger, blev gravet en kanal, børsgraven, der først i midten af 1800­
årene blev tildækket. 
Stuen eller kældrene, som de også kaldtes, da de ligger lidt under gade­niveau, havde plads til boder og lagerrum beregnet til grovere varer. Lof­tet var reserveret til kongens kornlager. Den mellemliggende første sal havde indgang ad børsrampen, hvorfra man kom ind i en lille vestibule; der var et kontor i hvert af de fire hjørner; hele det øvrige enorme lokale var beregnet til boderne. Der var ingen trappeforbindelser mellem stuen og førstesalen. 
I nederste etage var indrettet 20 boder eller pakrum til hver side, med indgang fra gaden gennem de buede døre, der ses endnu. To modliggende boder havde indbyrdes forbindelse tværs gennem bygningen, og der kunne udlejes en halv eller en hel bod. Udlejningen af disse kælderboder er vist­nok begyndt 1628. 
Førstesalens 36 boder blev ikke færdige til udlejning før 1631. De lå to og to langs midten af salen med brede gange på siderne. En tømrer­mester har hævet penge »for en deel Kramboder at ophugge langs igien­nem den nye Børs«, det vil altså sige, at boderne antagelig har været opbygget med hylder, reoler, borde etc.; langs vinduerne kunne også indrettes mindre boder, men disse måtte lejerne selv forsyne med fornø­dent inventar. Børsen blev ikke færdigbygget før 1640. 
De københavnske købmænd var til at begynde med meget tilbagehol­dende med at leje boder. Christian IV bestemte derfor, at alle handlende fra udlandet skulle fremvise varer på Børsen og kun dér. Trediveårs­krigen havde lammet den tyske boghandel, og de hollandske boghand­
Bogfører med bogbod på marked o. 1645. Kobberstik fra Wagner: 
Theatrum Europaeum. 

lere og forlæggere greb chancen og lejede boder på Børsen. Allerede i 1620eme havde hollandske bogførere falbudt deres bøger i København i et sådant omfang, at de københavnske boghandlere i 1624 klagede til konsistorium over, at de fremmede boghandlere blev i byen »ud over al rimelighed«. 
De driftige Elzevierer i Leiden samt Amsterdam-boghandleren Johan Janszoon var blandt de første, der fik boder på Børsen. Louis Elzevier besøgte selv København i 1632 og atter i 1634 og 1637; han efterfulgtes som rejsende af Nicolaas Schouten. Efter dem rejste også Johannes og siden Daniel Elzevier til København. Når de ikke selv var i byen, blev deres boder tilset af den bekendte bogtrykker-forlægger Melchior Martzan. Elzeviererne fortsatte med at drive handel på Børsen indtil 1652. Deres 
4* 
bod var meget søgt, og de bragte hvert år nye forsyninger af landkort og 
de nyeste bøger. 
Janszoon havde en meget omfattende forretning med Norden og fik 
tilladelse til at oprette et trykkeri i Stockholm. Men der er flere hollandske 
bogførere på Børsen i de år. I Sophie Brahes regnskabsbog findes nogle 
betydelige poster anført: »Betalt en Hollænder Bogfører for Bøger efter 
Registers Lydelse 264 Rdl.« (1632), »Bogfører Elzevier af Holland for 
Bøger 120 Rdl.« og »Johan Johansen [Janszocn], Bogfører til Amster­
dam for Bøger 8 Rdl.« 
I sin meget interessante rejsebeskrivelse fra besøget i København (1634) som den franske gesandts sekretær fortæller Charles Ogier (Det store Bilager i København 1634, Memoirer og Breve bd. 20) om flere besøg på Børsen, således 16. aug.: »Om eftermiddagen spadserede jeg på det, som kaldes Børsen, som er delt i to lange gange, hvor alt, hvad der hører til stads og pynt for mænd og kvinder, er at få tilkøbs. Det er en ny og meget prægtig bygning, hvor der kommer fine folk, såvel mænd som fruentimmer. Også bøger er tilfals her, som Hollændere hvert år bringer fra Leyden.« 
Det var en modesag at gå på Børsen ikke alene for at handle, men for at spadsere og træffe bekendte. Det bekræftes af en dagbogsnotits af Ogier, der d. 21. aug. »besøgte bogførerne, hos hvem de lærde herrer ofte mødes«. Bogførerne holdt også til i kirkerne, og d. 4. septbr. skriver Ogier: »Jeg beså bogladerne i Vor Frue Kirke; thi kirkens kapeller bruges her til den slags handel. Titlerne på både de latinske og tyske bøger er så lystige og lattervækkende, at den, som vilde samle en fortegnelse over dem, kunde skrive en morsom satire«. En snes år senere forbydes boghandel i kirkerne »på det kirken ej ved verdslig handels drivelse skal vanhelliges og profaneres«, men da havde Børsen samlet en stor del af bogsalget i København indenfor sine mure. 
Ogier træffer mange fornemme personer under sine besøg på Børsen: »Jeg gik på Børsen med Ulfeld og hilste dér på hans søster« og »Om efter­middagen gik jeg op på Børsen for at blade i bøger og betragte andre ting og varer. Derhen kom også kongens døtre med kvindeligt følge«, og endelig: »da jeg var på Børsen i den Elzevierske boglade, tiltalte den berømte mathematiker, Longomontanus, en fordums discipel og ven af 
I -•; m 
Salgsboder i Palais Royal i Paris med en bogbod til venstre. Kobberstik af Gravelot til Corneilles La Galerie du Palais. 1767. 
Tycho Brahe, mig og sagde, han havde lyst til at sende nogle mathema­tiske skrifter til Frankrig«. 
Børsen udviklede sig efterhånden til en god forretning. Ingen fremmede kom til byen, uden at de skulle se den mærkelige bygning med de brogede varer i boderne og de mange spadserende i børssalen. Efterhånden bredte boderne sig endda udenfor, og ved rampens fod havde bl. a. bagere brød­udsalg. I den ene ende af stueetagen var en tid indrettet et udskænknings­sted. Endnu er bevaret en rest af en kælderbod. Den er hvidkalket med hvælvet loft, hvori ses en krog, der kan have været benyttet til tranlygten. Det var forbudt at bruge åbent lys i bygningen. 
I 1642 bortlejede Christian IV Børsen til borgmester på Christians­havn, købmand Jacob Madsen for 5 år, og i 1647 solgte Ulfeldt på kon­gens vegne hele Børsen til ham; efter Madsens død overtog enken boet; men Børsen voldte hende bekymringer og store omkostninger til bygnin­gens vedligeholdelse, der dog ikke har været tilstrækkelig. I 1668 stod 25 boder ledige, og det var hende sikkert en lettelse, at Frederik III i 1669 overtog bygningen, der nu var i en skrækkelig forfatning, hvilket bl. a. skyldtes, at kongen under belejringen havde beordret blyet taget af karnapperne og store dele af taget, således at bygningen i længere tid delvis havde været uden tag. Det er forståeligt, at købmændene flygtede fra Børsen, sådan som forholdene havde udviklet sig. 
I 1669 lod kongen bygningen underkaste en reparation, der bl. a. om­fattede 37 gulve i kramboderne, men først under Christian V lykkedes det at skabe lidt bedre forhold på Børsen. I et reskript fra 1671 beordres nødvendig reparation, hvilket dog ikke frugtede meget, for i 1680 bestem­mer kongen, at de, der vil leje boder og selv reparere dem, skulle have et halvt års leje frigivet. I 1685 overdrog kongen Børsen til Søkvæsthuset, som gennem 90 år måtte røgte det byrdefulde hverv at vedligeholde bygningen. 
I 1686 blev det indberettet, at »i Børsen er ikke et Vindue helt. Kræm­merne behængte dem med Maatter og Pjalter, hvilket vanhelder Huset og giver de lejende Afsky i Stedet for det skulde være begærligt og be­hageligt af de handlende«. Og i 1695 hedder det, at nu måtte Børsen repareres, »saafremt dennes ganske Ruin ikke skal være at befrygte«. En del mindre reparationer blev foretaget. Gentagne gange i årenes løb var 
restaureringer påkrævet, således i 1702-04, 1721 og 1730, indtil en mere 
gennemgribende restaurering fandt sted i 1745; men det blev ikke den 
sidste. Den skønne bygning dækkede i et par sekler over megen brøst­
fældighed, men den var også ude for hård belastning og hårdt slid. 
Efter at hollænderne ophørte med at holde bogboder på Børsen, var der vistnok i en årrække ikke boghandlere af betydning, førend Daniel Paulli i 1672 oprettede sin bogbod. Han var søn af botanikeren Simon Paulli, forfatteren til Flora Danica, som førnævnte universitetsbogtrykker Melchior Martzan i 1648 trykte og udgav. Efter nogle boghandlerår i Tyskland fik han 1665 bestalling som kgl. Majestæts bogfører og åbnede en boghandel på hjørnet af Skindergade, hvorfra han også drev forlags­virksomhed og bl. a. udgav Kingos Aandeligt Sjungekor. I 1672 fik han avisprivilegium og var således den første, der udgav egentlige aviser her i landet med egne korrespondenter i udlandet. Desuden udgav han måned­lige bogfortegnelser. Efter hans død fortsattes hans to boglader af enken og fra o. 1700 af sønnen H. C. Paulli. I en beretning fra 1722 hedder det: »København har for Tiden tre Boglader, nemlig Daniel Paullis to, af hvilke den ene er på Børsen og den anden tæt ved Frue Kirke, og saa Johan Chr. Rothes paa Købmagergade«. Boghandlerne på Børsen havde ret til at have en butik inde i byen foruden boden på Børsen. 
I det store ildebrandsår 1728, da 1670 københavnske huse blev lagt i aske, åbnede Frantz Christian Mumme sin bogbod, der gennem 128 år skulle overleve en lang række boglader på Børsen. Daniel Paullis op­hævedes 1741. Ved Mummes etablering frembød bygningen et sørgeligt skue. Mange boder stod tomme, og lejen for de øvrige boder var vanskelig at inddrive. I et andragende fra bodlejerne i 1744 anføres det, at Børsen var »saare brøstfældig baade paa Tag og Vinduer, Luger og Døre« og »Regnen faldt endog hastigt ned i Bogladerne, saaledes at Bøger og Papi­rer blev fordærvede«. 
Aret efter blev den store restaurering foretaget under ledelse af Nicolai Eigtved, medens Laurids de Thurah som medlem af bygningskommis­sionen havde sin andel i den kyndige istandsættelse. 
Alligevel må Børsen på Holbergs tid have været en attraktion. I kome­dien »Den 11. Juni«, der opførtes første gang 1723, lader han Studenstrup udbryde: »Hillemænd, hvilket Huus er ikke denne Børs!«, hvortil Hen­rich svarer: »Ja, det er en skiøn Bygning og her er i disse Boder, Monfrere seer indenfor, at bekomme alt hvad forlanges«. Og lidt senere udspilles denne lille scene: 
En dreng (kommer ind med Bøger under Armen): Kiøber I smukke Bøger Mussiø: 
Altid være tilfreds. Aldrig være tilfreds? [To opbyggelsesskrifter], Studenstrup: Har du ikke Peer Paarses Krønikke? Jeg er en Elsker af Krønikker, Fætter; jeg har Saxo Grammatica og Arendt Hvidtfeldts Krønikke tilforn, men jeg holder mere af Peer Paarses Krønikke; thi der er ingen Kobberstykker i de andre. 
Drengen: Jo. her er en Peer Paars. 
Studenstrup: Hvad skal den koste? 
Drengen: Fire Mark. 
Studenstrup: Gid du faae en Ulykke med dine 4 Mark, vil du have 8 Skilling? 
[Drengen gaaer bort og byder Bøgerne til andre, som gaaer og spadserer.] 
Studenstrup: De Karle kaste paa Nakken ad 8 Skilling; det er mare alt hvad den 

Bog er værd, thi der er nok en Hob Løgn derudi . .. 
Holberg har selvfølgelig som alle andre i datidens København haft sin gang på Børsen, og han har kendt boghandlerne dér; de var jo hans kun­der, selv om han yndede at beklage sig over dem. Det er måske ikke helt tilfældigt, at han lader en dreng og ikke en boghandler falbyde bøger. 
I en af Mummes regnskabsbøger findes en konto for Herr Assessor Holberg som leverandør, begyndende Januarius 1738, hvor han er kredi­teret for levering af diverse bøger: 2 Kireke Historie, 1 Chronieke 3 Deele (formentlig Danmarks Riges Historie), 2 Comoedier, 2 Bergens Beskri­velse, 3 Natur-og Folekerret [Folkeret], 2 Geographia. I marginen er anført: j-habe Ihm 8 Marts 1740 alles bezahlt«. Det er en ret beskeden konto i forhold til de øvrige leverandørkonti; men Holberg solgte jo også sine bøger direkte til publikum, og børsboghandlerne førte især tysk litteratur. 
Af nogle regnskabsbøger i stadsarkivet for årene 1737-43, 1737-46 og 1756-59, altså til Mummes død, fremgår det, at han havde en stor og fornem kundekreds. Af den første af disse kassebøger ses det, at Herr Konsistorialrath Sehreiber, der under den store ildebrand 1728 mistede sit store bibliotek, skønt det for en sikkerheds skyld var flyttet ind i Sankt Petri kirke, påny fik samlet sig et anseligt bibliotek. 
Tegning af Hans Tegner til Holbergs komedie »Den 11. Juni« (i den store 
Holberg-udgave 1883-88). 

Kassebøgerne, der alle er ført på tysk, indledes efter gammel tysk skik med nogle fromme ord: Ist Gott mit uns, wer wird wider uns seyn«. Ved udgangen af 1739 hedder det: 
Dem dreyeinigen Gott, Vater, Sohn und Heiligen Geist sey Lob, Preiss, Ehr und Dank gesagt vor dieses verflossenen Jahr verliehene Seegen von mir in Ewigkeit. Er helfe mir ferner um seiner vaterlichen Barmherzigkeit Willen. Amen. 
Og ved udgangen af 1740 skriver han således: 
Gott, der reich ist von Barmherzigkeit, Ihm sey von mir Lob, Preiss, Ehr und Dank gesagt, fiir seinen mir dieses Jahr verliehenen reichlichen Seegen. Er gebe mir auch in Gnaden ein recht dankbares Herz um Jesu Christi Willen; so wird Er auch mein leiblichen Nothdurff femer zu rathen wissen. Ihm sey Ehr in alle Ewigkeit. 
I kassebøgerne findes flere konti for herboende boghandlere, den største synes Madam Rothes at have været. Mumme gav sig også af med forlags­virksomhed; han udgav således i 1739 Brorson: Troens rare Klenodie. 
Efter Mummes død 1759 fortsattes firmaet af Johann Friedrich Heineck og Johan Jacob Faber. Efter Heinecks død 1780 indtrådte Andreas Nitschke som Fabers kompagnon. Johann Jiirgen Schubothe, hvis navn det gamle firma kom til at bære i mere end 100 år, blev født 14. maj 1761. Faderen, en tysk tjener, døde et par uger efter sønnens fødsel. Moderen giftede sig igen i 1772, og drengen kom i huset hos kammer­tjener C. G. Goebel, som 1775 satte ham i lære i den Mummeske bog­handel. På den tid var der flere ansete boglader på Børsen. Af tyske messekataloger fremgår det, at G. C. Rothes Wittwe & C. G. Proffts kgl. Universitetsboghandel havde tre stader, nr. 11, 12 og 13, F. C. Pelts kgl. Universitetsboghandel ligeledes tre, nemlig nr. 22, 23 og 24, medens 
J. G. Rothes kgl. Hof-og Universitetsboghandel havde nr. 8 og endelig Mummes boghandel nr. 5. 
J. G. Rothe havde ry for at være den ærligste at handle med. Der er efter ham bevaret flere breve til og fra Johannes Ewald. Den syge digter ville sælge eller borttuske sine skrifter til ham og skrev: »Gut Kauf, gut Kauf! zum wenigsten werden zehn Thaier mir heute viel geschmeidiger zum acoordiren machen, als sie es morgen thun werden«. Rothe, der blev kgl. Hof-og Universitetsboghandler, døde 1824 94 år gammel. 
Ikke alle børsboghandlere var lige estimerede. Rahbek skriver et sted: »Hr. Proft og hans Lige d. v. s. ikke for ærekære og retsindige boghand­lere«, og Det norske Selskab laver i en »Skikvise« dette vers om ham: 
Den tyske Boghandler har en Skik, som han fra tyske Brødre henter, han andre Folkes Breve prenter, og . . være med saadan Skik. 
Få år før Schubothe kom i lære, var forholdene på Børsen ikke tillok­kende. I 1771 indgav børskommissær Rasmus Lycke en klage, hvori det hedder: »Pladsen, hvor Børssamling holdes, og af de Handlende er be­kostet indrettet med derværende Piller, Stakitværk og Døre foruden Kon­toiret, er i det ene Hjørne urettelig optaget af den saakaldte Nyrenberger (Galanterikræmmer) og ellers rundt om paa Siderne og ofte langt ud paa Pladsen af Kræmmere besat med Dragkister, Borde, Kufferter, op­satte Sengesteder, store fyldte Uldsække m. v. Ja ofte blive slige Meubler malede der paa Stedet, saa de Forbigaaende er exponeret Skade paa deres Klæder. Ligeledes sker det som oftest just i Børstiden, at Snedker­drenge og Andre, ja Børsens egne Arbeidskarle have deres Gjennemgang med Dragter og Andet, hvorved alle Døre aabnes, saa der maa retireres baade for deres Forbibærende og ligesaa for den igjennemstaaende Træk­vind. Det er og sket en Tidlang, at en stor Del Artillerister hver Dag tager Gjennemtour midt under Samlingen til stor Uleilighed, og bliver ei allene Indgangen til Børsen, men endog Pladsen selv opfyldt af adskillige Sælgekoner med Kurve paa Armen, af Soldater og Matroser, af Løs­gængere og ledige Personer, af Betlere og ryggesløse Børn, som driver og springer der omkring hele Tiden, kaster sig paa Bænkene, som de Hand­lende for dem selv have anskaffet, ligger som oftest udstrakt og sover, og ellers, som tidt høres og erfares, søger Leilighed til at stjæle af Folkes Lommer, og hvad de kan overkomme«. 
Struensee tillod derefter, at der blev opkrævet en afgift ved auktionerne, så der kunne ansættes en mand til at holde orden og opsigt. 
Det er en gåde, hvordan børsboghandlerne under disse forhold har kunnet passe deres bod og føre deres sirligt skrevne bøger, men måske er de store protokoller fortrinsvis ført i bogladerne inde i byen. 
Efterhånden er det dog blevet noget bedre. Bernstorff skrev i 1778: »Børsen er ikke til at kende, der giøres nu flere Forretninger paa een Dag end før paa tre«. Få år efter blev en stærkt tiltrængt reparation sat i gang, og atter i 1820erne blev bygningen istandgjort. Taget var dog stadig det svage punkt -efter sigende er det også i dag utæt. 
På Schubothes tid var børssalen inddelt således: Fra den lille vestibule, flankeret af de to kontorer, kom man ind i købmændenes forsamlingssal, der havde 5 fag til hver side og var adskilt fra boderne ved et gitterværk med 3 døre. Loftet blev båret af to rækker fritstående søjler. Hele midter­partiet med 26 fag til hver side var optaget af -som Thurah omtaler ­»lutter Kram-Boder og Boglader, hvor alt, hvad man ønsker og begierer, holdes fals«. De sidste 7 fag mod øst var optaget af Courantbanken. 
Børsen var stadig et meget søgt sted; borgerne yndede at promenere her, og gangene mellem boderne var vel datidens strøg, hvor man kom for at se og blive set. En svensk rejsende Thor August Odencrantz, der i 1806 besøgte Nordsjælland og København, skriver i sin dagbog om sit besøg på Børsen: 
»I mellem Klokken 12 og 2 om Dagen er her altid flest Folk og ofte saa trangt, at man ikke kan komme frem. Egentlig er det kun VA af Huset, som rummer Folket, thi det Øvrige er optaget af Salgsboder (og Gange derimellem) og Handlende, som exponerer sine Varer. Der kan man kiøbe alting. En Mængde Malerier, Figurer og Opslag beklæde Væggene og Pillerne. Folk vrimle, og onde Dunster giøre ofte Snusdaasen behov. I den Henseende er Kiøbenhavns Børs ei behagelig. Den er ogsaa noget mørk. Her afgiøres alle Affairer -Alt udgiver en gruelig Støi, som presser Trommehinden. Man kommer ud og aander betydelig meget lettere i den rene ublandede Luft.« 
I året 1800 havde foruden Schubothe, Ole Heglund, Liunge, J.G.Rothe samt Proft og Storck bogboder på Børsen, og der har været en meget livlig handel med bøger. Proft havde således ikke mindre end 900 subskribenter på Johannes Ewalds samtlige skrifter. København havde iøvrigt dette år et halvt hundrede boghandlere. 
Schubothe havde som nævnt overtaget Mummes boghandel i det andet 
Børsens første sal og stue. Efter Thurahs Den danske Vitruvius. 1746. Den nu nedlagte børstrappe i østgavlen. Maleri af M. Rørbye. 1826. 
store ildebrandsar 1795 mod en betaling af 400 rbdlr. årlig, som Nitschke oppebar til sin død 1814. Efter overtagelsen førte han firmaet videre under sit eget navn. Han var flittig og delte sin tid mellem boden på Børsen og bogladen i Pilestræde. Han besøgte Leipzigmesserne og havde en livlig for­retningsforbindelse med tyske forlag. I en stor hovedbog fra 1807-1845 (Kgl. Bibi.), der er ført på tysk, findes en lang række konti med forlag som Baedecker & Co., C.F. Becksehe Buchh., Cotta, Dietrich, Herder, Brock­
haus o. m. a. Hans kundekreds var betydelig og betydende. I en hovedbog for 1811— 28 finder vi som kunder bl. a. Wemmetoftes Kloster Bibliotek, Stiftamt­mand de Thygesen, Major Grevenkopp Castenskiold, Biskop Munter, Dan­ske Læseselskab, Bergen, Kammerherre Giildencrone, Kammerraad Drew­sen, Amtsprovst Grundtvig for Læseselskabet og Professor Oehlenschlåger, 
der i 1811 har købt en dansk og en tysk udgave af 1001 Nat. En meget stor konto bærer Etatsraad Benzons navn, General Gouverneur på St. Croix; i 1815-16 er han debiteret for bøger til ialt 1650 rbdlr. 
Schubothe nøjedes ikke med at passe sine boglader, men drev en ret omfattende forlagsvirksomhed. Af betydelige udgivelser kan nævnes Ras­mus Rask; Vejledning til det Islandske eller gamle Nordiske Sprog (1811) og Jens Krag Høst: Geheimekabinetsminister Grev J. F. Struensee og hans Ministerium (I-I1I 1824), der også udkom på tysk. I hans forlagskataloger findes navne som Jens Baggesen, Fr. Munter, M. F. Liebenberg, Fr. Plum, 
F. Thaarup, M. Vahl o. m. a. 
1 1804 blev Schubothe hofboghandler. Han var meget afholdt af sine kolleger, og som indehaver af Børsens ældste boglade og iøvrigt som børs-
Læsende student foran en af Børsens »kælder-boder«. 
Tegning af Eckersberg. 1841. 

Tegning af børsboderne af Knud Gamborg (1828-1900). I forgrunden en bogbod, sandsynligvis Schubothes. 
boghandler selv den asldste nød han stor agtelse. Dette gav sig udtryk, da han den 10. maj 1825 havde været 50 år på Børsen, først som lærling og og medhjælper og i de sidste 30 ar som indehaver af den gamle ansete boghandel. I de 50 år havde han næsten daglig færdedes på Børsen. Samt­lige bodlejere indbød ham til en fest, der fandt sted i et af Børsens lokaler, smykket med portrætter af Gyldendal (med hvem han iøvrigt havde haft en retssag), Proft, Rothe m. fl. Som »Dagen« beretter, lød hans pris højt 
i bunden og ubunden stil. Tre år senere, 1828, hundredåret for firmaets grundlæggelse, døde Schu­bothe. I Fyens Stifts Adresse-Avis fra 12. august 1828 findes under rubrik­ken »Videnskabelighed« en nekrolog, der efter en redegørelse for Schu­bothes liv og gerning slutter således: »Udgiveren [Søren Hempel, Odense], som ved mangeaarig uafbrudt Venskabsforbindelse i den Afdøde havde 
lært at skatte cn sielden virksom, redelig, tjenstvillig og godmodig Mand, og hvem Tabet derfor gaaer saa nær til Hjerte, finder hans Minde saa gan­ske efter Fortjeneste hædret i følgende Linier i Kiøbenhavns Skilderie, og tillader sig her at omplante samme«. Her følger tre svulstige vers om den sølverlokkede gubbes livsaften. 
Børsens betydning som boghandlercentrum aftog, efterhånden som Gyl­dendal og Reitzel i 1820erne i stigende grad dominerede bogmarkedet, og da Boghandlerforeningen 1837 på Deiehmanns initiativ blev stiftet, var en række meget betydelige boglader placeret i Latinerkvarteret. 
Endnu omkring 1825 var Børsen dog sæde for en betydelig bogomsæt­ning, og her fandtes flere boghandlere, foruden Schubothe Ludvig B.Thei­sen, Ivar Colding, Arentzen og Hartier, hvis boghandel 1810 var overgået til Chr. Steen, en af Boghandlerforeningens stiftere og flere gange formand. Schubothes boghandel i Pilestræde og på Børsen var med stor dygtighed fortsat af svigersønnen B. S. Langhoff, der ligeledes var medstifter af og flere gange formand for Boghandlerforeningen. 
I en bevaret protokol fra 1832—60, som Langhoff førte og benævnede 
»Erindringsbog fornemmelig med Hensyn til Forlags-Foretagender«, 
havde hver udgivelse sine »dagbogsblade«, hvoraf man kan følge Lang­
hoffs dispositioner fra manuskriptets modtagelse og antagelse videre 
gennem fremstillingen til den færdige bogs udgivelse og afregning. Lang­
hoffs erindringsbog er nok et nærmere studium værd; den fortæller en 
del om sin ophavsmand som den kloge forlægger, der ved en dristig 
handel kunne overraske den forsigtige Deichmann. Langhoff ledede det 
gamle firma til 1862, da han af helbredshensyn overdrog det til sin søn, 
og efter denne videreførte sønnesønnen forlaget til 1893, da det ansete 
Schubotheske forlag fik en ny glansperiode, til det i 1909 blev overtaget 
af Gyldendal, Den Schubotheske boghandel var den sidste bogbod på Børsen; de andre bogboder var fuldstændig forsvundet, da grosserersocietetet 1857 over­tog børsbygningen og Schubothe året forinden måtte rykke ud. Da et inter­essentskab »Børsbazaren« oprettedes i 1843, lejede dette samtlige boder undtagen den Schubotheske. I 1844 fik bazaren tilladelse til at oplyse salen med brandlygter, en begivenhed, som blev markeret ved, at autoriteterne blev indbudt til at se 
bazaren i den nye belysning, og i 1852 gik det endda så vidt, at bodlejerne 
fik lov til at anbringe bordlamper på diskene. 
Børssalen var med sin særlige »Børslugt«,der betegnedes som »en aparte Blanding stammende fra Klipfisk og Tjære, Støv og forgemte Sager«, og trods sin dårlige belysning, sin tænderklaprende kulde om vinteren og kvæ­lende varme om sommeren stadig meget yndet af byens borgere, men også af børnene, der brugte salen som legeplads, af betlere, der søgte ly for vejr og vind, og iøvrigt af folk, der benyttede Børsen som gennemgang til og fra Amager. Man kunne undre sig over, at børsboderne under så primitive forhold kunne holde ud igennem så mange generationer, men da butiks­gader med udstillingsvinduer var et ukendt begreb, forstår man, at børs­boderne var en seværdighed, der tiltrak sig besøgende fra nær og fjern, og som i den grad gik ind i byens livsrytme, at børnene længe efter bodernes nedlæggelse i hjemmene gik den gamle »børsdans«, hvor de parvis gik frem og tilbage under omkvædet: »Og jeg har fået lov af far og mor at gå på Børsen«. 
I stormagasinerne har vi i dag en moderne form for børsboder, hvor boglader falbyder deres bøger side om side med alskens varer. At publi­kum efterhånden svigtede de gamle boder til fordel for de strøgbutikker, der opstod i 1800-årene, er forståeligt, men hvad bogboderne angår, er det bemærkelsesværdigt, at den ældste af dem alle, den Schubotheske, trods konkurrencen inde i byen holdt skansen, til børsherrerne rykkede ind og dermed satte punktum for børsboghandlernes virke gennem 225 år. 
5 Bogvennen 1962-63