En verdensmand og hans bøger LIDT OM TAGE BULL OG HANS BIBLIOTEK AF POUL LINNE BALLE Nogen diplomat fra det 20. aarhundrede lignede minister Tage Bull (1881­ 1960) aldrig. Ikke at han var ufølsom overfor tjenestens pittoreske attribut­ ter, langtfra. Som den sidste havde han, allerede da han var sekretær, faaet tilladelse til at anlægge rør/ uniform. Og saaledes forzirede han i aarenes løb sin professionelle mundering, at han engang i Madrid maatte høre sig sig­ naleret som en formentlig overlevende fra Wienerkongressen ... Med det smukke haar og skæg — og den beundringsværdige haandskrift — bragte han imidlertid langt snarere en litterat fra Napoleon III-tiden i er­ indring. Utvivlsomt var han da ogsaa meget mere en bogens mand end en karriereembedsmand. Men familjetraditionen henviste ham, som søn af en departementschef, næsten naturnødvendigt til juraen. Han var af den gode trønderske slægt, hvortil ogsaa Francis Bull hører; om ikke i andet lignede de to slægtninge hinanden ved en formidabel hukommelse. Man har ikke mødt andre med en saadan evne til paa stedet at præstere et til lejligheden nøjagtigt pas­sende citat, være sig paa latin, spansk, italiensk, fransk eller tysk. Denne hartad uhyggelige erindringsgave inspirerede engang Otto Rung til no­vellen Smitsous mærkelige Forvandling, som forøvrigt fremkaldte en mor­som ripost fra den portrætterede (i tidsskriftet Det ny Aarhundrede). Allerede i Metropolitanskolen lagde Tage Bulls enorme forslugenhed paa humanistisk lærdom sig for dagen: der findes fra hans gymnasieaar mel­lem mere en zirlig fortegnelse over — kinesiske bøger. Senere i studietiden trak det filosofiske fakultet, ikke mindst Kristoffer Nyrop, ulige stærkere end de juridiske forelæsninger i den kundskabshungrige yngling. Ikke mær­keligt, at embedsexamen først kom fra haanden efter ni aars forløb; til gen­gæld kunde kandidaten saa imponere sine professorer ved at aflevere samt­lige skriftlige opgaver paa latin ... Efter en kort tid i handelsministeriet gik vejen videre til udenrigsmini­steriet, og det varede ikke længe, førend Tage Bull blev udsendt. De mest eftertragtede poster faldt efterhaanden i hans turban; bortset fra fem hjem­meaar tilbragte han henved en menneskealder i Paris, London, Madrid, Haag, Rom — ingen kosmopolitisk lettré kunde ønske sig det gunstigere. I de mange udlændighedsaar, der unægtelig gjorde ham fremmed overfor det hjemlige, øgedes hans lærdom støt, og hans bibliotek voxede. Tage Bull var den inkarnerede epikuræer og en hader af jag — skildpadden var hans yndlingsdyr! Fra tid til anden bekvemmede han sig dog til at offentliggøre nogle afhandlinger og artikler; anerkendelse vandt især de studier, der tryktes i Pages Casanoviennes. Som gammel mand indrømmede han at have omgaaedes med planer om udgivelse af nogle »Oeuvres incomplétes«, men denne idé skyldtes i højere grad venners og beundreres tilskyndelse end egen forfængelighed og blev desværre aldrig realiseret. Thi Tage Bull var en overordentlig beskeden herre og saare lidt ærgerrig. Fra de tidligste ungdomsaar syslede han med en C(75anofa-bibliografi, men saavel hans vidtdrevne videnskabelige selvkritik som hans uskrømtede magelighed forhalede dens fremkomst, og andres arbejder lagde sig paa tværs. Interessen for den forkætrede 18. aarhundredes eventyrer bragte Tage Bull i forbindelse med en række fremstaaende europæiske kulturhistorikere. Et vidnesbyrd om den agtelse, han nød i disses kreds, skal anføres; det hed­der i et brev fra den kendte østrigske forsker Gustav Gugitz; Ja, wenn ich Ihre so ausgedehnte Rclesenheit, Ihre erstaunliche Kennerschaft von allen Litteraturen und diese bewunderungswiirdigen Sprachkenntnisse besåsse! Ich hin nur ein armseeliger Lokalhistoriker und mein Horizont låsst sich von Kahlenberg aus iiberblicken. Ihr letzter Brief lasst mich tiefbeschåmt vor Ihrer geistigen Reichthiimern stehen ... Ver­zeihen Sie, dass ich Sie mit St. Germain vergleiche, aber Sie sind der Wundermann der Blicher, der sie alle kennt und in allen Perlen und Gold findet. Arkivmanden Samaran dedicerede Tage Bull sin grundlæggende biografi (og tilføjede i det første af exemplarerne paa stort papir: Prince des Casa­novistes) — og Memoirernes udgivere, Raoul og Véze, gjorde i udstrakt grad brug af hans medarbejderskab. Paa dette sted skal jeg iøvrigt indskrænke mig til at røbe, at der mellem hans papirer ligger et meget kuriøst, af kul­tur-og litterærhistoriske noter bugnende manuskript Om Tobak ... iMen først og sidst fortjener Tage Bull at mindes som bogsamleren. Hans aristokratiske tilbageholdenhed ogsaa i denne egenskab bevirkede, at han kun lod nogle ganske enkelte faa indblik i sine skatte. Desto livligere gik derfor snakken blandt interesserede om dette bibliotek. Skeptikere mente, at dets ry vel nok en dag skulde vise sig at være stærkt overdrevet. Men heri, vil de maatte erkende, tog de grundigt fejl. Denne yderst personlige samling »9 er én af de prægtigste indenfor nyere dansk bibliofili — ja, man tør vove den paastand, at dens lige ikke har været — og nu formentlig heller ikke vil blive — set paa disse breddegrader. Bøgerne er samlet gennem et langt liv, men størsteparten af dem er dog tilvejebragt i Paris før sidste verdenskrig. Opmærksomheden samler sig da ogsaa i første række om de franske bøger, for en stor dels vedkommende iklædt skønne bind af verdensstadens ypper­ste bogbindere. Man undrer sig ikke over, at den lærde og lidet troende verdensmand har givet det 18. aarhundrede en hædersplads paa sine hylder. Men naar det er sagt, maa det med det samme fastslaas, at nogen systematisk samler var Tage Bull aldeles ikke. Paa dette felt viser igen hans slentrende og virkelig impo­nerende skødesløshed sig; pedant skulde man vel vogte sig for at kalde ham. Ganske vist er Casanova-afdelingen nok den fuldstændigste, vi har set her­hjemme, men derudover har man indtryk af, at Tage Bull oftest har an­skaffet, hvad der kom paa hans vej og tilfredsstillede hans kritiske kræsen­hed. Følgelig kan en mere almindelig samler gang paa gang studse over »mangelen« snart af den ene, snart af den anden notabilitet, som han synes burde være repræsenteret — forglemmende at dét, vi andre maa have inden­for rækkevidde for at kunne slaa op i, det havde Tage Bull opmagasineret i sin hjerne ... Samme nonchalance, som tilsyneladende har raadet ved selve anskaffel­sen, præger bøgernes opstilling; den er alt andet end principbestemt: man finder værker af den samme forfatter placeret paa alle reolerne, hvilket na­turligvis i høj grad vanskeliggør overblikket for en udenforstaaende. Biblioteket rummes dels i salonens gyldne barokreoler — i et skønt deko­reret skab opbevares de prægtigste af bindene (og visse af de mindst »artige« forfattere) — dels i soveværelset, hvis vægge er dækket af høje, mere hver­dagslige boghylder. Reolerne betegnes med numrene 1—X, og hvor i verden bøgerne saa end har befundet sig, har de altid været anbragt paa samme sted, skønt altsaa ingen fremmed kan faa øje paa »systemet«. Ligesom biblioteket er højst originalt, er hjemmet, hvoraf det udgør en integrerende del, det. Sjældne udskaarne, bemalede og forgyldte stole, ska­be, kister og borde, sølvlamper og kandelabre, — hovedparten samlet i Spa­nien-aarene (Tage Bulls bedste tid, sagde han selv), — skaber en atmosfære af fjernhed og skønhed, som fortæller, at en æstetiker og kosmopolit her har levet sit liv. Dog — det er paa tide at gaa til hylderne, tage nogle af bøgerne ud og Tage Bull. Tegning af Tyge Ben­ dix. Rom 1941. '»vtCu fortælle lidt om dem. Der er nok at vælge imellem, men det er nærliggende at begynde med Frankrig, hvis sprog blev Tage Bull et andet modersmaal. Holder man sig til klassikerne, saa skal først fremhæves La Fontaines to bind Contes et Nouvelles, den noksom bekendte Fermiers Généraux-udgave fra 1762, i bourgognerød helmaroquin fra tiden, aldeles frisk og fin, med de skønne stik efter Fisen. Boghistorisk ikke mindre berømt er jo Voltaires Ro­mans et Contes MII (1778) med Marillier, Martini, Monnet og Moreaus henrivende illustrationer — som de skal være: avant les numéros; exemplaret er snehvidt og indbundet i et mesterbind af Lortic, som bevidst har lagt stilen, højrøde helbind med elegante ud-og indvendige bordurer, op ad den navnkundige Deromes. Af Voltaire findes endvidere originaludgaven af Siécle de Louis XIV7 i samtidigt bind. Moliére er repræsenteret med kvart­udgaven i sex bind fra 1734 (dog Nouvelle édition) med de uforlignelige il­lustrationer, der regnes for Bouchers hovedværk, ligesom udgaven i det hele hører til de smukkeste fra aarhundredets første halvdel. In quarto er lige­ledes Racines Oeuvres 1-JII (1783), et af de 200 exemplarer, der tryktes paa kongens ordre til brug for dauphinens undervisning, og yderligere bemær­kelsesværdigt ved at være iklædt Derome-bind i helmaroquin. Af d'Alem­bert, encyklopædisten, er her hans Éloge fra Akademiet, med et egenhæn­digt brev indsat i et samlebind, der indeholder adskillige andre samtidige berømtheders tiltrædelsestaler. Pierre Bayle, Holbergs læremester, figurerer med den første samlede udgave af Oeuvres diverses I-IV (1725-31), ét af de sjældne exemplarer med rigtigt trykaar i de første to bind og tofarvet titel i de sidste. Proveniensen bør ogsaa noteres for sin usædvanlighed: exemplaret hidrører fra finansmanden Samuel Bernards bibliotek. Desuden er der den af Brunet foretrukne 1820-udgave af den epokedannende Dictionnaire hi­storique et critique I-XVI. Ca/ottes charmerende fantasiroman Le Diable amoureux findes i den overordentlig usædvanlige originaludgave 1772 (i et Huser-bind) — foruden i 1845-udgaven, hvortil Gérard de Nerval skrev for­ord; denne sidste er foruden med Edouard de Beaumonts tegninger smyk­ket med ti kobbere bl.a. af Cochin. Vi kan heller ikke forbigaa en pompøs Jean-Baptiste Gresset-edition fra 1811 med Moreaus stik i hver to stadier. Uomtvisteligt en af aarhundredets yndigste boglige frembringelser er den saakaldte »édition du Regent« af Amyots oversættelse af Longus' antike hyrdeidyl Daphnis og Chloé, kun trykt i 250 exemplarer; Lortic har givet den et fortryllende blaat helbind, og videre er at bemærke, at stikkene er i førstetryk. Blandt det 19. aarhundredes franske aandspersonligheder træffer vi ro­mantikens herold Chateaubriand med originalerne af Vie de Rancé (1844) og Études ou Discours historiques sur la chute de l'empire romaine (1831) — samt Levaillets udgave af Mémoires d'outre-tombe. Bedre repræsenteret er dog, karakteristisk nok, den særdeles interessante men indtil vore dage lidet paaagtede Gérard de Nerval (som dog Marcel Proust vidste at værdsætte); af ham er følgende værker i førstetryk: Contes et Facéties (1852), Petits cha­teaux de Boheme (1853), La Boheme galante (1855) og La Réve et la Vie (1855) — alle i smagfulde indbindinger. Medens Hugo helt mangler, er der et anseligt udvalg af Théophile Gautier og Charles Nodier. Tage Bull yn­ Fru Sigrun Bull f. Schalburg har konstrueret denne reol af spanske barok­enkeltdele. dede ikke det populære, havde snarest en faible for saadanne litterater, hvis biografi ikke breder sig i sædvanlige oversigtsværker, om de da overhovedet er nævnt. Af Gautier havde han flere aldeles dejlige førsteudgaver: de meget sjældne Tra los Montes MI (1843) og Les GrotesquesI-II (1844) samt Capri­ces et Zigzags (1852), Italia (1852), Théåtre de Poche (1855), Voyage en Rus­sie I-II (1867), L'Orientl-II (1877), tillige Nouvelles (nyudgaven fra 1845) og Un Trio des Romans (1852) — alle i ypperlige bind af Huser, Stroobants, og Champs. Nodier-rækken omfatter følgende originaludgaver: Smarra, ou les Démons de la Nuit (1821), Histoire du Roi de Boheme et de ses sept Chå­teaux (1830), Mélanges tirés d'une petite bibliothéque (1829) — paa stort velin og med originalbrev fra Nodier, hvortil kommer en komplet række (21) brochurer med fællestitlen Notices bibliographiques, philologiques et littéraires (1834) og nogle filologiske arbejder i senere oplag. Ikke mærke­ligt, at Tage Bull sympatiserede med denne den moderne bibliofilis udsøgte og kræsne grundlægger. Perlen fra denne epoke er alligevel den celebre 5. udgave af Balzac: Les Contes drolatiques colligez ez abbayes de Touraine (1855), den hvori Gustave Dorés (425) illustrationer første gang fremtræder. Noulhac er mester for det vidunderlige bind i sortgrønt langnarvet hel­maroquin, og selvfølgelig er baade ryg og omslag bevaret. Et unikum møder vi i »den sidste klassiker«, Paul-Louis Couriers Oeuvres complétes I-III (1839) — 30) i tre tidstypiske, velbevarede helbind fra Meslant. Exemplaret, der stammer fra general Haxos bogsamling, er saa exeptionelt, at bibliogra­fen André Lelarge havde til hensigt at vie det en specialstudie: det omfatter udover den egentlige text adskillige pamfletter, som end ikke har været Couriers udgivere bekendt, og det er gennemtrukket med Couriers haand­skrevne, ofte ganske udførlige tilføjelser. En engelsk præst erhvervede det i 1874, og i 1921 overgik det i l age Bulls besiddelse. At Ludovic Halévy, ellers stadig kun omtalt som Offenbachs librettist (s.m. Meilhac), har øvet tiltrækning, ses af flere henvisninger, især til Notes et Souvenirs (1888, 200 exemplarer, alle paa japan) i den haandskrevne katalog. Mellem de nyere franske forfattere er det nærliggende at fremhæve Ana­tole France, i hvis salon Tage Bull som ung havde sin gang — de maa have haft mangen spirituel diskussion og klædt hinanden smukt, aandsbeslæg­tede som de var. Hvem gad ikke gerne eje originalen af La rotisserie de La Reine Pédauque (1893), ovenikøbet i et flexibelt helskindsbind fra forlaget med omslag? Les Contes de Jacques Tournebroche (1908) er ét af originalens 100 exemplarer paa velin, med Léon Lebégues tegninger; og det maaske i.mnrfi iJomrTFj;, A M. DANSE DE VILLOISON, KwIeU«, 8 matt i«o5 Vons me tentcz, monsieurf en mossumnt qu'nnc ti-aduction W'.­ „y/^ P.-L. Courier: Oeuvres med forfatterens egenhændige tilføjelser. mest centrale af Frances værker, La Révolte des Anges (1914), som Huser har givet et vidunderligt rødlilla helmaroquinbind, er paa hollandpapir. Ogsaa Théophile Gautiers datter, Judith, har Tage Bull truffet, og i sin fine samling af kinesiske digte. Le Livre de Jade (1867) har hun tilføjet et utrykt digt + oversættelse som en virkelig udsøgt opmærksomhed overfor den danske bibliofil. Som man kan tænke, er det ikke udelukkende den franske litteratur, der har beskæftiget Tage Bull; med hensyn til bindantal kommer den engelske meget tæt op ved siden af den, selvom der ikke er saa mange opsigtvækken­de »stykker« derimellem. Dog maa for deres netheds skyld nævnes Joseph Addisons Works i Thomas Tickells berømte udgave i fire kvarter, trykt af Baskerville 1761, Thomas Browne og Robert Burton (Anatomy of Melan­choly, 6. udg. i folio 1652) og David Hume, den første samlede udgave af Philosophical Works I-IV (1826). Værd at lægge mærke til er endvidere John Dryden: The Comedies, Tragedies and Operas I-II (1701) i folio og det meget udsøgte sæt af Alexander Popes Works (1769). Fra Paul V. Rubows studier over textkritikken kendes Richard Bentley, hvis hovedværk A Dis­sertation upon the Epistles of Phalaris (1699) for en gangs skyld er i et mindre godt exemplar. 1 den engelske romantik synes særlig Coleridge at have tiltalt samleren; blandt en del arbejder af denne spændende aandspersonlighed kan anføres Anima Poetae, Biographia Literaria og Biographia Epistolaris. Særlingen William Beckford, introduceret for vort hjemlige læserpublikum af K. F. Plesner, repræsenteres med den pompøse udgave fra 1912 af The Episodes of Vathek, der bringer baade den engelske og den franske Text, samt med de læseværdige Travel Diaries 1-11 (1928) ved Guy Chapman. Walter Savage Landors Imaginary Conversations forefindes i Charles G. Crumps udgave I-VI (1891), ét af de 150 (engelske) exemplarer og hans Poems, Dialogues in Verse, and Epigrams I-I I (1892), ét af 125 (engelske) exemplarer, begge paa stort papir. Ogsaa Andrew Lang finder man i en række af de eftertragtede originaltryk paa stort papir; tiet er vistnok en kun altfor begrænset kreds, der hertillands dyrker denne fornemme litterat og bogmand. Judith Gautiers dedikation i Livre de Jade (1867). lyt >V-* a . & {a.~ Sa-i C< I IVRE DE JADE HISTOIRE FUITE DES PRISONS DE LA REPUBUQUE DE VENISE, quON APPWULE Lit H.O««S. fcCRITE A DØX EN BOHEME L'AN'NKE 1787. • A­ • futÆa. mciUJeJa in. dtpttsi/o. A LEIPZIG, ClltZ ti NOBLE D£ SCHONFW,0 i7 8 Si. Casanovas beretning om sin flugt fra fcengslet i Venedig. Heller ikke indenfor denne gruppe standser samlingen ved den ældre litteratur; vi bemærker saaledes, at af essayisterne er Max Beerbohm og Logan Pearsall Smith fyldigt repræsenteret, og at der er mange værker af f.ex. litteraturhistorikerne Saintsbury og Leslie Stephen. Det falder ligeledes i øjnene, hvor hyppigt antologier af engelsk lyrik optræder — jo sandelig, interesserne er vidtfavnende. Hidtil er fremdraget overvejende skønlitterære værker, men det betyder ikke, at historisk lekture — fortrinsvis kultur-og personalhistorien — ikke har smagt. Som man erindrer, beklagede Frans G. Bengtsson (forresten én af de ganske faa nordiske skribenter, der findes i samlingen) livets korthed, ikke mindst fordi ingen kunde overkomme at læse de talløse glimrende memoirer, der er skrevet. Tage Bull havde naturligvis adskillige. Af sam­ Nogle furncrnmc helbind: Balznc: Contcs drulatiques (Noulhac), Paul La­croix: Mn Rcpubliquc (Carayon),(Voisenon o.fl.:) Journée de l'Amour (Joly fils) ug Voltaire: Romans et Contes (Lortic). tidige exemplarer er det mest indbydende sagtens komediemesteren Goldo­nis muntre livserindringer i den franske originaludgave: det har engang været i ingen ringere end Edv.Gibbons eje. Rivalen Gozzis levnedsberetning er tilstede i John Addington Symonds beundringsværdige engelske udgave fra 1890. 1 nyere kommenterede udgaver paa fint papir er her f.ex. skue­spillerinden, den af kronede hoveder ombejlede Mile Georges souvenirer, Ninon de Lenclos' og Adrienne Lecouvreurs brevvexlinger, hvortil føjer sig behandlinger af afsides omraader af det 18. aarhundredes teaterhistorie. Vi standser ved Aimée de Coigny (husket fra Georg Brandes), André Cheniers »jeune captive«, hvis Mémoires er i ét af de 20 særexemplarer, og noterer os dernæst de lidet kendte Souvenirs d'un Officier de l'Empire 1-11 (1857) af general Louis-Fran^ois baron Lejeune, indbundet af Canape; denne første­udgave tryktes i en snes exemplarer og ansaas allerede i forrige aarhundre­des slutning for helt forsvundet. Skulde man imidlertid give et blot nogenlunde fyldestgørende indtryk af samlingens omved 4000 bind, maatte man endnu gaa ind paa de tyske. Det spanske skab med samlingens smukkeste bind og en del pornographica. rS.OAUIIEr TTA .08 MONTE! Den sjældne originaludgave af Théophile Gautier: Tra los Montes (1S43) i Yseux-bind. Receuil de piéces choisies, rassemblées par les soins du Cosmopolite [le duc d'Aiguillon]. Citrongult helmaroquinbind af Marius Mi­chel, ét af 150 expl. paa hollandsk papir. spanske, italienske og latinske afdelinger, men vi nødes til sluttelig at g^re plads for omtale af to specialgrupper. Naar nu Tage Rull var en saa indsigtsfuld expert paa Casanovaforsknin­gens omraade, hvad ejede han da selv af den forkætrede libertiners baade af ydre og indre uanselige, men saa uhyre sjældne bøger? Her er svaret. Af den kun i fem komplette exemplarer kendte oversættelse af Amelot de la Hous­saies Confutazione della Storia del Governo Veneto I-III (1769) mangler ganske vist Avis au lecteur og errata-listen. Derefter følger bearbejdelsen af Mme de Tencins Di Anedotti viniziani militari (1782), hvoraf fire exem­plarer kendes. Kun nogle faa flere er overleveret af Esposizione ragionata della Contestazione che sassiste tra le due Republiche di Venezia (1785) og tillægget fra samme aar, Supplimento.Vi véd, der kun findes sex exemplarer af Ne' amori ne' donne ovvro la Stella ripulita, og selvom den berømteste, Histoire de ma Fuite des prisons de la République de Venise (1788) er be­varet i 12 (13) exemplarer, maa unægtelig ogsaa den kaldes en meget stor sjældenhed; af denne sidste forekommer ogsaa Samarans udgave og den italienske oversættelse, Historia della mia Fuga delle Prigione, udkommet i 800 exemplarer 1911. Den næsten lige saa berømte og usædvanlige Lana Ca­prina er her ligeledes, i et samtidigt samlebind. Yderligere to har været i Tage Bulls eje: Solution du Probléme déliaque (1790), fem noterede exem­plarer, og A Leonard Snetlage, Docteur en Droit de l'Université de Goet­tingue et Jacques Casanova, Docteur en Droit de l'Université de Padove. Til de forannævnte rarissima slutter sig saa ikke blot de to udgaver af Me­moirerne, der indtil den netop paabegyndte fuldstændige text fra Brock­haus har været grund til at regne med: de i aarene 1826-38 i Leipzig, Bru­xelles og Paris udkomne 12 bind og Raoul og Vézes udgave fra 1924-35; end­videre en overordentlig omfattende samling af værker og vanskeligt opdrive­lige særtryk af afhandlinger vedrørende den saa spændende lykkeridders levned og bedrifter. Foruden forfatternavne som de allerede tidligere nævn­te, Samaran og Gugitz, møder vi Pollio, Ravå, Brumelli, Molmenti, Curiel, Uzanne, Guéde, Cucuel o.m.fl. Beklagende at vi ikke meget længere kan pille usædvanligheder ud af reo­lerne, maa vi sluttelig anføre nogle specielle »numre«. Det bør ikke for­dølges, at Tage Bull havde en særlig forkærlighed for saadanne bøger, der i Bibliothéque Nationale forvares i det saakaldte »Helvede« (L'Enfer). Med fare for at støde ømfindtlige sjæle skal vi opregne nogle af disse litteraturens enfants terribles. Og først og fremmest André Robert Andréa de Nerciat, der saamænd en tid havde været noget saa skikkeligt som kaptajn i den dan­ske hær, men uden diskussion har videre ry som én af galanteriets ypperste­præster. Vistnok var det en overgang Tage Bulls agt at udgive nogle studier over denne biografisk saare ufuldkomment belyste skribent, hvis veje han havde sporet i en række arkiver. Af Nerciat er der en prydelig række: Tele­scope de Zoroastre, Hic-et-Hec 1-11, Monrose, Felicia, Mon Noviciat, Le Diable au Corps I-III (et pragtexemplar, aldeles ubeskaaret, i tre lysblaa helmaroquinbind), Les Aphrodites, Contes polissons. Vi maa jo ogsaa hen­føre Tallemant des Réaux til denne afdeling; hans Historiettes er her i den bedste udgave, den nibinds fra 1854-60. Bussy-Rabutins Histoire Amoureuse des Gaules savnes naturligvis heller ikke. Saa er videre at nævne et vid­underligt sæt af My Secret Life, det anonyme (men fra en velanskreven em­bedsmand hidrørende) bekendelseskrift, overdaadigt indbundet af Simier-Thierry; det paastaas at være trykt i 7 (syv) exemplarer, og er dog, selvom 25 vist ligger sandheden nærmere, ingenlunde nogen hverdagsforeteelse. Vi møder indenfor »pornografien« de største notabiliteter — her f.ex. Théophile Gautier (Lettres å la Princesse) og Henry Beyle (Stendhal) — men hovedsagelig drejer sig dog om mindre kendte navne. Abbé de Laurens' persiflage over Rousseaus Emile: Imirce ou la Fille de la Nature (1765), Baron Blot d'Eglise's Chansons libertines, Receuil de piéces choisies ... du Cosmopolite; Bervalde de Verville: Le Moyen de parvenir (1652). Selve Tayllerand har ejet den alt andet end dydige Le Papillotage (1767) og brødrene Goncourt A.A.H.Poinsinet: Le Cercle (1770) og Cailhave d'Estan­doux: Le Soupé. Fra en tidligere kender, Pierre Louys' bibliotek stammer bl.a. Crébillon fils; Tableaux des moeurs og den yderst sjældne Les dix Mé­langes af Chateauneuf. Flere har staaet i dramatikeren og storsamleren Pixérécourts reol, saaledes Baron Dominique-Vivant: Point de Lendemain (1812). Yderligere kan fremdrages en net række Caylus-værker: La Fée Pail­lardine ou la Princesse ratée, med meget frimodige illustrationer, Les Man­teaux (1746), Mémoires de l'Académie des Colporteurs (1748) og Les Étren­nes de la Saint-Jean; Fran^ois-Antoine Chevrier: Le Colporteur (1762) og Jacques Duval: Traité des Hermaphrodites, Mérard de Saint-Just: L'Esprit des Moeurs au 18.siécle og Espiegléries, den sidste i Thouveninbind. Naar dertil føjes Tillys Mémoires I-III (1828) og Voisenon (m.fl.): Journée de l'Amour, maa en uvildig dog vist dømme, at alene disse titler vidner om ualmindelig righoldighed. Sagtens vilde det slet ikke have behaget den gamle kavaller synderligt at vide sine kære bøger beskrevet for almenheden, som sket er her af en langt yngre beundrer. Men da alt — som allerede sagt — taler for, at et bibliotek af denne karakter aldrig tidligere har været i en dansks eje og antagelig næppe nogensinde vil komme det igen, har man skønnet det rimeligt, ja rent uomgængeligt at riste denne minderune over en højst usædvanlig sam­ler og et meget særpræget menneske, af dem man ikke møder to af i sit liv ... — Jeg lukker øjnene og ser ham for mig ved den store, spanske søjlereol, mod hvis gedigne folianters mørke hans lidt duvende, hvide vismandshove­de træder frem omstraalet af et eget aandigt lys. Haanden kærtegner én af den ædle samlings dejligheder, og medens en detalje studeres gennem den firkantede monokel, glider et meget vidende, men ogsaa noget bleget og træt smil over hans ansigt; saadan smiler den, der baade forstaar at erkende intellektuelt og nyde æstetisk ... Ikke ret mange fik lov til at opleve den trods alle selskabelige kvaliteter reserverede, ensomme og lidet fortrolige Tage Bull saaledes. Men i den situation: som den lærde connaisseur alene mellem kilderne til saa megen skønhed og lærdom tegnede sig dog hans egentlige, sande profil skarpest.