Gennem femogtyve år 
AF AAGE WANTZIN 
Når man befinder sig i den situation at skulle fremmane noget af det, der inden for et bestemt område er hændt i løbet af bare 25 år, føles det næsten uoverkommeligt. Det er ligesom man har glemt det allervigtigste, det, der havde den egentlige betydning, det fundamentale — i hvert fald ligger det så langt nede i erindringens dyb, at det kun med allerstørste besvær drages op; der trækkes kort sagt store veksler på hukommelsen. 
Hvis man derimod ved et 25-års begyndelse (men hvornår begynder et så­dant?) havde været mere fremsynet, end tilfældet i reglen er, så ville man sikkert nok have nedfældet et og andet på små lapper papir, der ved en lej­lighed som nærværende nok skulle have vist sig frugtbare; men ulykkeligvis går det ofte sådan, at tiden får lov at gå, uden at man agter på det, der sker 
— betydeligt eller ubetydeligt — og en skønne dag sidder man og kigger på et ubeskrevet blad, der anklagende tomt og hvidt ligger foran én. Således også i dette tilfælde, hvor det unægtelig ville have været rart — ikke mindst for læseren — om jeg blot havde haft et par notater, der kunne redegøre for lidt af det, der var bestemmende for, eller medvirkende til, at en snæver kreds af såkaldte »fagidioter« kom til at samvirke i 25 år, samvirke på en måde, der senere skulle vise sig at blive frugtbringende og til glæde ikke alene for dem selv, men utvivlsomt også for mange andre inden for samme faglige område. 
Bag alt dette ligger, som man sikkert allerede har gættet, den erkendelse, at det her skrevne ikke er historie i ordets dybeste betydning, men blot et til­bageblik, hvori der beklageligvis findes huller. 
Jeg skal ikke kunne sige, om den faglige ungdom i årene op under den anden verdenskrigs begyndelse var så interesseret i udenrigspolitik, at den rent glemte alt andet; men inden for boghåndværkets kreds var der i hvert fald visse tegn på, at man ikke havde nogen udpræget interesse for det ar­bejde, der lå den enkelte så pågående og ligefrem livsnødvendigt nær. Når man betænker, at den tids typografer i langt højere grad end nu om dage fik lov til at præge arbejdet — ofte fik overdraget endog meget store opgaver, så var det beskæmmende at se, hvor middelmådigt selv de største og mest vel­anskrevne forlags bogproduktion var udført. Selv ved de såkaldte jubilæums­og luksusudgaver var det ikke sjældent, man blev stillet over for resultater, der barvidne om manglende kendskab til de mest elementære tekniske grund­regler — eller ligegyldighed over for disse — og så skal man hensynsfuldt gå let hen over alt det, der blev serveret i børne-og ungdomsbøgerne. Naturlig­vis skete det, at der ind imellem fremkom en bog, om hvilken man kunne sige, at netoj) den var gedigent håndværk; men at finde en sådan i de dynger af teknisk underlødige bøger, der daglig kom på boghandlerens disk, det kunne nok stjæle lidt tid og tære på tålmodigheden selv hos den mest tole­rante bogjæger. De egentlige kunstbøger dannede dog en undtagelse — men det manglede da også bare! 
Årsagen til, at typografien — og for den sags skyld boghåndværket i det hele taget — var så ringe, ja, den kan man jo kun gisne om. Der kan jo have været så mange grunde; men man skal i hvert fald ikke ladesig forlede til den antagelse, at det var den faglige uddannelse — eller rettere mangel herpå — der bar hele skylden. 
Tværtimod, havde jeg nær sagt! Ganske vist har vi i dag flere og navnlig bedre tekniske hjælpemidler til vor rådighed ogen fagskoleundervisning, der i forbindelse med en grafisk højskole er så fremragende, at det alene må kunne give den lærvillige elev al den viden, al den uddannelse, som behøves 
tfiåøiz er gmtøkz viM s l>w vi s D»!i.? ikke tt<tih(h aaheaÆ oj 'isai Ea «f uiiue \s^jner j Maia hsr <lrn mtkmthke B<-! • !<•>!: s--U -' 
»Mr •!••! sil Velgorei-C»iiS8li«rg bar M wsss Hed«" mxå »i jtaf« b*m Hore-Øpfmåf.hr i Uiin&t-! /rp.fii paa ailr Mmåt t,m<-rt 0*( * m» fay xmeéigi <-h hzm 
Navn mém 
• I I Ltt I § 
^ 1M 
for Ik-jflrykk *mr ><f ratark<xi:H!«f T»1l?#r«r kreds F«t# »g Pr-i 
««•« f [«•>«!<{»r«-Mft'il.!|*!f>er. I"««*! i 1741 Sii(m d<?« Tl4 i-f *»«$ C*tss t; éfiiif!:; bi« !:« MH'fk«A ««m 0j>0«4«r «f »Irjkk«««#«, apet •»§ irrH,mm mm mxekmétg, agted# «# æredi-hum nmtt ØpCmétrr i «|« ifurier «fi«f Ø»fi. -|Ise «{>• 
n*% h«!«;«« FfrjjiiaU-be »kkt: i K«•kk«f(»Ht««f»«rj5» OiwipJ«.m>j« »»aieæ ban« t»phii'ij i-<-fa«! <?! M Asix T«< i n kn iii U^s MM »i« 
Gengivelse af bindets forside til den første fællespublikation: »Det trykte Ord«. Grå, sort og rustrød farve på imiteret pergamentpapir og rustrøde bindforstærkninger foroven og forneden. 
for at blive endog en særdeles dygtig fagmand; men der er noget, der tyder på, at de lærere — såvel i skole som på værksted — der for omkring en menne­skealder siden havde ansvaret for uddannelsen, aldeles ikke var ringere, ikke havde mindre teknisk viden eller indsigt end nutidens. Derimod var der ikke ret mange af slagsen, og de havde derfor tilsvarende mere at bestille. 
Da de fleste af den tids foregangsmænd velsagtens allerede er gået i glem­mebogen, er der måske grund til her at erindre navne som: F. Hendriksen, Anker Kyster, Emil Selmar, August Sandgren, Martins Truelsen, Niefs P. Thomsen, C.Volmer Nordlunde, Johan Olsen, A.F. Halberg o.fl.a. Fælles for alle disse er, at de, foruden en meget omfattende teoretisk og praktisk viden, ejede netop den idealisme, uden hvilken man ikke kommer ret langt i arbej­det med at hjælpe andre. 
# 
I midten af 193()-erne — altså på den tid, da Hitler var godt i gang med at slå bunden ud af al sund fornuft — gik der nogle unge typografer i Køben­havn og syslede med tanker, der senere skulle vise sig at blive det grundlag, (irafisk Cirkel blev bygget på. De havde i hvert fald på den tid mindre inter­esse for udenrigspolitik end for deres arbejde, der for nogles vedkommende endog bar præg af at være en hobby. Disse årvågne, kan man måske sige, unge 
mennesker havde allerede i længere tid set og undret sig over al den typo­grafiske dårligdom og efterhånden fået den tanke, at her var der måske en opgave, de kunne være med til at løse. Det har jo heldigvis altid været således, at ungdommen — i hvert fald i teorien — bagatelliserer alle vanskeligheder, som stillersig hindrende i vejen for den, der er parat til at kæmpe for sin idé, og de omtalte unge teknikere dannede da heller ikke nogen undtagelse fra denne regel. 
Få i tallet var de, og næppe nogen af dem vidste, hvad det egentlig var, de bogstavelig talt gik og drømte om; men de var klar over, at noget måtte der ske, noget revolutionerende, noget, der kunne afreageres på, men så megen fornuft havde de da i behold, at de indså, der måtte flere til, hvis de skulle gøre sig håb om at løftestenen. 
Over et par krus øl og lidt pibetobak fandt de ved fælles hjælp frem til samtidige »navne« inden for faget, til hvem de kunne rette henvendelse, og den 6. februar 1936 indkaldte man en snes unge fagfolk til et møde, der fandt sted i Universitetskafeen, Skindergade, København. Ud af disse tyve var der imidlertid kun tolv, som gik ind for tanken. Om årsagen til, at så relativt mange lod sig »skræmme«, erindrer jeg intet, men i dag forekommer det mig 
IQ 
ubegribeligt, at der virkelig fandtes dygtige fagfolk, som ikke med begejstring ville bære ved til det bål, vi var i færd med at tænde. 
Dusinet var dog fuldt, som man siger, og på et efterfølgende møde enedes man hurtigt om at give sammenslutningen det ganske godt dækkende og ret velklingende navn: Grafisk Cirkel, hvortil arkitekt (senere professor) Gun­nar Biilmann Petersen tegnede et lige så fortræffeligt emblem. Og så bruste kulsyren i vandet! Man boblede ligefrem af livsglæde og virkelyst, man ud­malede sig straks alle de store mål, som man gennem drabelige kampe ville slå sig frem til. Der var ikke den opgave inden for den grafiske verden, man ikke ville gå i gang med at løse og naturligvis løse således, at hele den faglige verden ville skælve af beundring. Sandheden i ære skal det dog her siges, at al denne uklædeligeselvsikkerhed, som naturligvis var inspireret af ungdom­meligt gå-på-mod, klogeligt blev holdt inden døre — lidt god opdragelse havde vi dog med hjemmefra. 
Inden jeg går videre, vil det være rimeligt at nævne navnene på Grafisk Cirkels fædre. Det var den fra Holstebro indvandrede Viggo Naae, Christian Petersen, Henry Thejls og Frederik Hjorth. Disse fire initiativtagere havde naturligvis forud for det stiftende møde gjort sig visse tanker og forestillinger angående en såkaldt arbejdsplan, der i støbeskeen tog sigsåledes ud: 
Sammenslutningen skulle ikke være nogen egentlig forening i dette ords almindelige forstand. Der skulle hverken være generalforsamling, love eller andet, som kunne virke »hæmmende« på udviklingen. Det skulle være frihed under ansvar — i hvert fald indtil man havde set, hvorledes det hele forløb. Dog kom man naturligvis ikke udenom, at der i hvert fald burde vælges én, som kunne og ville tagesig af f.eks. mødeindkaldelser o.lign. — en cirkelleder eller præsident, som man fornemt kaldte det — og til denne post valgtes i første omgang Viggo Naae. 
Man enedesendvidere om,at de tolv, man således tilfældigt begyndte med, skulle være det fremtidige maksimale medlemstal, og hvis en af disse faldt fra, kunne et nyt medlem kun optages, såfremt mindst to trediedele af de op­rindelige medlemmer stemte derfor. Hvert enkelt medlem skulle forpligte sig til én gang om året at udgive et typografisk arbejde — stort eller lille — der helt stod for hans egen regning og risiko, og kun i 25 signerede og num­mererede eksemplarer. 
Intet af disse arbejder måtte gøres til genstand for offentlig kritik, og intet arbejde måtte gøres i penge hverken ved direkte eller indirekte forhandling. Ingen former for publicity kunne heller tilstedes. Årsagen hertil skal senere 
iler, <>n formotlenllig Kostbarheden, men dertil er at sige, nt noget af det oprindeligste i moderne fransk Bogtryk er illustreret i Træ­snit og sælges for 1 Franc eller 2. Sagen er, at i Frankrig har man haft det rette hogtrykkermæssige Instinkt og fulgt dette for Sagens egen Skyld, medens man i Dan­mark kun har lugtet til Mulighederne. Dette er beklageligt, fordi jeg tror, at Tiden er forpasset. Hvad der for ca. .'(O Aar siden foltes som en straalende frisk Morgen for den grafiske Kunst, som en straalende og frisk Mulighed for Gen­fodelse af Bogtrykket i al sin Oprindelighed, sygner nu hen paa Grund af manglende Paaskønnelse af Benyttelsen. Kun opretholdt af fattige Kunstnere for Sagens egen Skyld overses den af kapitalstærke Firmaer, hvis fornemste Opgave det burde være at stoltedenne Kunstart,saafremt Bogtrykket som Kunst ikke 
10 blot er et ensidigt Udtryk for dem. Man vil muligvis mene, at selve 
Tekniken er uhensigtsmæssig og besværlig, at den ikke virker moderne og lignende, og jeg vil da tillade mig at klarlægge, hvor­for jeg mener, at dette Synspunkt, hvor bestikkende det end kan lyde, er goldt, og i alt Fald ganske savner Mening over for Bogen som oprindelig Kunst, samt hvor nødvendig det er for den, for hvem Bogen som Trykkets og Prægets Kunst stadig er levende, samarbejder med det eneste,som kan igenkalde dengamle boglige Urfølelse, nemlig vor TidsTræsnits Teknik. Træsnittets Historie er vel almindelig kendt. I sin Begyndelse frisk og hel i Snittet.Skaaret lige saa meget for Snittets Skyld som for Tegningens. Senere en større og større Hensyntagen til Teg­ningen, som efterhaanden udførtes paa Klodsen, uden Forstaaelse af en Knivs Forhold til et plant StykkeTræ, og i Træsnittetssidste Periode en saadan Krydsning af Linier, at man selv overfor et Træsnit af Durer flygtigt set maa tro, aldet eret Kobberstik. Ffter Kobberstikkets Periode genopstaar Træsnittet under Navn af Xy­lografi, og forer igennem det 19de Aarhundrede en haard Kamp som lllustrationsteknik, og teknisk set er dens Kamp berettiget, 
idet Træsnittet selv som Tonsnit da er Prægets Teknik i Modsæt­ning til Litografien. 1 Slutningen af Aarhundredet gjorde Xylogra­fien sig selv overflødig,idet den misbrugtesin erhvervede tekniske Dygtighed til at efterligne andre Materialers Teknik, Blyantens, Tuschens, Pennens og Penselens Teknik. De faa Xylografer, som forstod denne Teknik, opgav efterhaanden deres smukke Kunst­haandværk og blev Kemigrafer. Omkring Aarhundredskiftet bestod Bladesog Bøgers Illustrations­materiale af Zinkætsningens lette men bogtrykmæssig karakter­løse Teknik. Imod dette tlade karakterløse Ansigt rejste grafiske Kunstnere i hele Europa sig, og ogsaa de Kunstnere her i Norden for hvem Bogtrykket var Prægets Kunst og ikke PapiretsGlathed, og det er vel værd at undersøge, hvilke Følelser disse Kunstnere var besjælede af forud for og under dette banebrydende Arbejde. For enhver virkelig Kunstnematur gælder det Sandhed og ikke 11 
og den i dag så forkætrede skrift Fridericus,der dog tagersig helt godt ud. 
blive omtalt. Et eksemplar af alt, hvad der blev udsendt i cirklens navn, skulle tilstilles hvert af de øvrige 11 medlemmer, som derefter på et medfølgende kritikkort var forpligtet til at give en uforbeholden kritik af det pågældende arbejde, og på senere møder skulle disse kritikkort læses op for på den måde at få en gavnlig diskussion i gang. Det skulle senere vise sig, at netop disse diskussionsmøder trak mange andre problemer frem til yderligere drøftelse, hvilket vi havde mere end rigtig godt af. 
Dette program kan måske for den udenforstående synes en smule strengt — og det var det også, men det havde naturligvis en forklaring, som jeg i det følgende skal prøve at gøre rede for. 
Når det om en bog — eller et hvilket som helst andet typografisk arbejde — siges, at den er dårligt udført, så skyldes det, at enkelthederne, der skabte denne bog, ikke er af en sådan kvalitet, at de kan leve op til prædikatet: godt bogarbejde. Og enkelthederne er naturligvis mange. Format, papir, tryk, skrift, skriftbehandling, satsproportioner, illustrationer, titel, omslag, indbin­ding og meget andet er de ingredienser, der skal benyttes ved sammensætnin­gen, og disse ingredienser må naturligvis være »rene varer«, og det var så langt fra tilfældet i tie bøger, der så dagens lys for henved en menneskealder siden. Når læseren tænker tilbage, vil han muligvis have følgende lille — men dengang såre almindelige — eksempel på f.eks. en børnebog i erindring: Det til bogen anvendte papir er af sandpapiragtig kvalitet og ubestemmelig farve; det er et stykke papir, der er tykt som krydsfinér, og naturligvis går det på den forkerte led. Til satsen er valgt en type, der er laset som et gammelt sjal; skriftbehandlingen er, som en ugegammel lærling ville have foretaget den; proportionerne forholder sig som hund til kat; trykfarven ergusten og grum­set som potteler; beskæringen (undskyld /orskæringen) får én til at tro, at 
bogbinderen har klippet bogen til i en dørsprække. Til omslaget er benyttet et papbind, der går sin opløsning i møde, hvis man bare er lidt fugtig på fingrene, og den »dekorative« forside — det såkaldte flerfarvetryk — minder i betænkelig grad om de bankeaftryk, man måtte nøjes med forud for korrek­turpressernes tid. 
Nu er det jo ikke alle, der gemmer på boglige barndoms-eller ungdoms­minder; men de, der gør det, vil sikkert ikke have vanskeligheder med at finde et eksemplar, der i det væsentligste svarer til det her skitserede; men med eller uden en sådan rædsel i hånden kan man sikkert forstå, at Grafisk Cirkels medlemmer havde ret, når de påstod, at der var god brug for folk, som ville det anderledes. 
'4 
E*thp PtdjéiaKmt/M 
Dette opslag fra Grafisk Cirkels anden fællespublikatiun røber med sin hårde kontrast mellem sort og hvidt, skrift og ornamentik, den pletvise lyst hos medlemmerne til at eksperimentere, der har gjort samlingen »leveyide*. 
Uvist af hvilken grund blev især børnebøger på den tid, der er tale om (og forresten også pletvis nu om dage) ret stedmoderligt behandlet; men således var det jo med børn dengang — de måtte nøjes med kartofler og sovs, mens mor og far spiste bøffen; de måtte vente, til deres tid kom. 
Men bøger for de voksne da? Ja, lidt bedre var de jo, om ikke nok; og uforklarligt er det, at fag-og (navnlig) dagbladskritiken ofte gav dem en om­tale, der ligefrem gik ud på, at denne eller hin bog »virkelig var nydelig sat og trykt i det eller det kendte bogtrykkeri.« 
Den slags »kritik« var selvsagt en af de ting, Grafisk Cirkel ikke kunne anerkende, og derfor ville man ikke have sine produkter frem for en sådan domstol. De fleste boganmeldere er utvivlsomt både flinke og dygtige menne­sker, men derfor behøver de jo ikke nødvendigvis have forstand på — eller forudsætninger for — at bedømme tekniken i et arbejde, der bare ligger lidt 
*5 
ud over det vanlige. Deres opgave er jo også først og fremmest af litterær art, og man kan naturligvis ikke se bort fra, at et godt litterært stof ganske kan sætte typografien — enten den er god eller mindre god — i skygge, og det lille tekniske anhang, der nu og da blev føjet til den egentlige kritik af ind­holdet, kan være dikteret af høflighed mod det forlag eller bogtrykkeri, der gav anmelderen netop denne litterære nydelse. 
Grafisk Cirkel gik altså den modsatte vej; interesserede sig først og frem­mest for det tekniske — typografien — og det var der virkelig god mening i, når man betænker, at et godt litterært stof i fin typografisk klædning må blive en dobbelt nydelse for læseren, enten denne så har forstand på typo­grafi eller ej. Det er jo ikke en forudsætning at kende f.eks. skræderfagets teknik tilbunds for at kunne se, om en mand er velklædt eller ikke. 
Gennem den tvungne kritik,som Grafisk Cirkels medlemmer gensidigt ud­øvede over for hinanden, fik det enkelte medlem lært kunsten at kritisere, og en sådan saglig kritikgivning kunne tillige være medvirkende til, at en og anden fandt nye veje, ad hvilke han kunne gå videre i sin søgen efter midler til at gøre sit arbejde endnu bedre. Den viden, han havde, blev uddybet, og sansen for enkelthedernes store betydning for helheden blev skærpet. Den enkelte type — det enkelte bogstav — er f.eks. nok værd at agte på. Det kan — ligesom menneskenes børn — være kønt eller mindre kønt, være fint eller plumpt, have charme eller være denne foruden; det kan være fornemt eller småborgerligt — eller have andre karakteregenskaber; men det kræver, at man går dem ind på livet — studerer dem. Når de stilles i række eller geled, kan de tage sig veldisciplinerede ud, men de kan desværre også optræde lige så forvirrede og uordentlige som nyindkaldte rekrutter. De kan være grå og kedelige — ja, endog lasede — men de kan glædeligvis også være sirlige, vel­soignerede, når de fremstilles i deres stiveste puds og med den rette afstand mellem roderne. 
Nu kan visse skrifttyper ikke selv gøre for, at de fra naturens hånd -om 
man så må sige — er noget uheldige, men det siges, og sikkert med nogen ret, 
at selv den grimmeste, den »lidt uheldige«, godt kan virke pæn, hvis man 
blot forstår at udnytte de goder, den har, fremhæve de bedste sider af dens 
karakter, d.v.s. være en slags påklæderske eller barnepige for den. 
Typografen -mere præcist sætteren -er alle typelegemers barnepige, og 
han har her fået en livsopgave, der ikke alene er overmåde interessant, men 
tillige meget forpligtende. Han alene må bære ansvaret lor, at de sma lebel­
ler -bogstaverne -arter sig vel, hvilket kan være temmelig vanskeligt. Nu 
er det måske noget overdrevet, men han har i hvert fald ansvaret dér, hvor han påtager sig at tilrettelægge og fremstille en bog. Retfærdigvis skal det siges, at ikke altid og overalt har typografen vist de allerbedste evner som type-opdrager, hvad der utvivlsomt har bevirket, at enkelte ikke-fagfolk nu og da har trængt sig påog, hvad mere er, har bevist deres adkomst til at være med dér, hvor typelegemer bliver til bøger. Eksempelvis kan nævnes navne som Gunnar Biilmann Petersen, Axel Salto, Steen Eiler Rasmussen, Kai Friis Møller, Mogens Zieler, Ib Andersen, Erik Ellegaard Frederiksen og enkelte andre, der hver især har sat sit præg på dansk boghåndværk. 
Forud for Grafisk Girkels tilblivelse var der imidlertid ikke så forfærdelig mange herhjemme, som interesserede sig for at fremstille og udgive virkelig godt bogarbejde — det var vel stort set kun Niels P. Thomsen, Chr.Ghristen­sen, C.Volmer Nordlunde, Johan Olsen og enkelte andre — men de få, der gjorde det, blev naturligvis respekteret efter fortjeneste i den faglige verden. Det var da heller ikke utilfredshed med disse idealisters arbejde, der satte Grafisk Cirkel i vej; tværtimod var det netop for at få mere af samme slags, omend man som før sagt i begyndelsen ikke ønskede at delagtiggøre offent­ligheden i, hvad der blev præsteret inden for sammenslutningen. Dette af­stedkom naturligvis nogen utilfredshed ude i den nysgerrige by, hvor én og anden — trods vort hemmelighedskræmmeri — hørte et og andet om den ny­dannede klub. Navnlig biblioteksfolk og bibliofiler ønskede at få del i her­lighederne. Det hændte,at man blev antastet af en af disse, og man måtte for så vidt give dem ret, når de påstod, at netop den slags privattryk burde være tilgængelige for en interesseret offentlighed. 
Men hvad var da den egentlige mening med, at Grafisk Cirkel således mu­rede sig inde? Var det en utilstedelig lyst til at pirre nysgerrigheden? Var det en slags frimureri, der ikke tålte dagens lys? Eller var det en ganske alminde­lig storsnudethed? Nej, ingen af delene! Man ville bare, som det allerede er sagt, i det stille prøve at gøre arbejdet med bogen bedre, end det blev vist dengang, og samtidig glæde sig selv og de øvrige medlemmer ved at fremstille en overkommelig ting, som man til gengæld ville ofre hele sin sjæl og alle sine evner på at gøre bedst mulig, for så — gennem den gensidige kritik — at lære endnu mere. Ved at indsnævre kritiken til kun at skulle udøves af med­lemmerne, og ikke af de forkætrede professionelle kritikere, risikerede man jo heller ikke offentligt at blive »pebet ud«, såfremt man med sin eksperi­menterende typografi havde vovet sig for langt frem; for selvom vi erkendte, at vi var lidt storsnudede, så var der ingen, der brød sig om at få »næsen i 
Maleren Axel Salto, som omfattede Grafisk Cirkel med megen interesse, udsendte gennem cirklen »Den spirende Stil«,hvorfra dette opslag er hen­tet. Bogens typografi og hele opbygning bærer tydeligt præg af kunstnerens 
hver efter Evne og Temperament kan bruge. Dot er urime­ligt at anvende raat et antikt Ornament, der har taht sin Be­tydning og er berøvet sin Sammenhæng. 
I Naturen, somomgiver os,faar Kunstneren sin fineste In­spiration,der er ham saamegetkærere, i'ordi dener udsprun­get al Øjeblikkets friske Oplevelse; ikke Ira Bøgerne, som kun lader Tingene gaa i Bing. Enhver anstændig Kunstner maa bidrage til det fælles Fondaf'Form-Farve-ogStofmulig­heder med førstehaands Iagttagelseri Naturen ellerssnylter han kun paa andres Erfaringer og nærer sig af engangtyg­get Mad. transke Kunstboger er larligt* Bekendtskaber for en troskyldigAand. Der bliveret personligt Mellemværende mellem Keramikeren og Strandbreddens riflede Muslinge­skal. Gla^den ved at finde den smukke Ting forpligter til at give Fundet tilbage i en Skaals Form.Større Tilfredsstillelse kan ikketænkes end saaledes atgore etgodt Øjeblik evigt;saa fornemmer man en rime­lig Sammenhæng mellem Tingene og glæ­der sig over Livet. 
I det følgende vil jeg søge at udskille Vækst-og Bevægelsesmotiver rundt om­kring fra i min brogede Produktion og vise disse Motivers Samhørighed og Udvikling, som den med mest Tydelighed kan aflæses i Stentøjet. Skal jeg derfor tale om Ørna­mentiken ogTilskyndelser fra Naturen,som har givetden Form, er det rimeligtat holde 
livlige fantasi og sjældne forståelse af bogtilrettelægning, og er naturligvis alene af den grund et værdifuldt led i samlingen. Ud over en indklæbet original-radering har bogen mange farve-illustrationer, trykt i offset. 
klemme«. Grafisk Cirkel gjorde sig altså til en forening, der var sammensat af én udgiver og 11 kritikere — én gang om året var det enkelte medlem ud­giver, og den øvrige del af året sad han i anmelderens stol. 
1 det lange løb viste det sig imidlertid umuligt at holde offentligheden ude fra adkomsten til at erholde i hvert fald enkelte publikationer, som de fik dels gennem bekendtskab med cirklens medlemmer og dels — og måske ikke mindst — gennem bekendtskab med de kunstnere, der havde leveret illustra­tionsmateriale til de pågældende bøger, og som i stedet for honorar havde fået nogle eksemplarer. Vore forpligtelser i den retning voksede jo i takt med tiden. Ingen af os var formuende, og selv en nok så beskeden opgave kostede penge, og disse penge skulle det enkelte medlem selv skaffe. Det blev derfor i videst muligt omfang nødvendigt at tigge sig frem til såvel stof og illustrationer som clicheer, papir, og hvad der i øvrigt krævedes i hvert en­kelt tilfælde. 
Til en begyndelse knebdet med at vække interesse for vort forehavende — navnlig hos dem, der skulle levere disse ingredienser — men det skal siges her, at efterhånden som publikationerne kom frem og blev kendt af »leveran­dørerne«, mødte vi ikke alene forståelse, vi blev ligefrem pånødet deres vel­villige assistance, hvilket vi naturligvis var overmåde glade for. Ikke alene fortællende og bildende kunstnere, men også papirfabrikker i ind-og udland og clichéfabrikanter lod høre fra sig på en positiv måde. Det viste sig pludse­lig, at mange på deres vej frem over kunstens overdrev havde prøvet kræfter med opgaver, der, på grund af forlæggeres ikke helt ukendte tilbageholden­hed i slige tilfælde, ikke var nået frem til trykpresserne, og de så nu med glæde, at Grafisk Cirkel tog sig af dem. Men verden uden om os var stadig utilfreds, og gentagne henvendelser fra de mest energiske resulterede da om­sider i, at vi bestemte os for at optage 25 — senere 35 — af de mest interesse­rede som en slags passive medlemmer (prænumeranter kaldte vi dem), og for et beskedent årligt bidrag fik de tilsendt ét eksemplar af alt, hvad cirklen udsendte. De derved indkomne penge satte os i stand til — ind imellem små­skrifterne — at udgive endog ret store bøger, fællespublikationer, af hvilke der er kommet nogle stykker. Oprettelsen af denne prænumerant-række, hen­synet til forfatteres, kunstneres og andre medvirkendes berettigede krav på at få nogle eksemplarer af de bøger, hvis udsendelse de havde bidraget til, gjorde det nødvendigt at sætte oplagstallet kendeligt op, og med de ca. 200, vi nu normalt trykker, må det formodes, at den væsentligste nysgerrighed og interesse er dækket. 
En gennemgang af de mere end hundrede publikationer, som indtil nu er udsendt, vil være uoverkommelig; ogen sådan bibliografi ville sikkert heller ikke have den store offentligheds interesse, hvorimod det nok kan tjene til oplysning at vedsætte en liste over forfattere og titler (se side 26). Heller ikke er der her mulighed for at gengive blot en enkelt illustration fra hver bog — hvor fristende det ellers kunne være. Selv om det forbud mod offentliggø­relse, som tidligere er omtalt, til en vis grad er lempet — bl.a. i tilfælde som nærværende — så ville det også være unfair over for de medlemmer, der sta­dig holder fast ved cirklens grundideer. For at man dog ikke skal føle savnet af illustrationer altfor stærkt, har jeg valgt at gengive nogle sider fra de så­kaldte fællespublikationer, især da disse bøger har været til rådighed for bog­handelen og altså på denne måde er blevet offentligt eje. Da disse eksempler indeholder et tværsnit af den typografi, der stort set er fremherskende i små­bøgerne, kan læseren forhåbentlig derigennem få et lille indtryk af cirklens arbejder. ^ 
Og hvad opnåede Grafisk Cirkel så gennem sit foreløbige 25-års virke? Fik den nogen betydning — og for hvem? Det spørgsmål kan vist videregives til alle andreend netop den, der deltog i legen. Jeg kan i hvert fald ikke betrag­tes som uhildet dommer. Ideen med at udgive småskrifter af den art, som cirklens produktion væsentligst består af, blev ganske vist taget op af mange andre — såvel sammenslutninger som enkeltpersoner — men om Grafisk Cir­kel har haft nogen indflydelse herpå, skal jeg ikke kunne sige. Derimod kan det måske — uden at være for pretentiøst — siges, at interessen hos offentlig­heden har været nogenlunde usvækket gennem alle årene, og muligt har denne interesse smittet af på den almindelige bogproduktion, som — med eller uden Grafisk Cirkels mellemkomst — er blevet væsentlig bedre i den sidste menneskealder, hvilket man ikke skal være særlig skarpsindig for at konstatere. Alt andet ufortalt er der i hvert fald ingen tvivl om, at denne leg med bøger har haft en ganske overordentlig stor betydning for cirklens med­lemmer; men det må ikke glemmes, at selv om vi ind imellem havde held til at lave en bog, der var rosende omtale værd, så er der stadig meget at lære 
— vi er næppe helt sådygtige, som vi går og bilder os ind. 
Adskillige opgaver ligger endnu og venter på at blive taget op og løst af den, der ved skæbnens sære nåde fik verdens dejligste håndværk i konfirma­tionsgave. 
Niels Larsen Stevns. Grundtvigs »Påskeliljen« 
sagaer og Asbjornsen og Moe's folkeeventyr, og endelig af Larsen Stevns, AkselJør­
gensen. Johs. Larsen og ikkemindst, men mest upåagtet af Kongstad Petersen. Disse 
fire stores indflydelse er den dag i dag mere dominerende end de endnu sporadiske, 
men tiltrængte påvirkninger sydfra -fra fransk bogillustration først og fremmest. 
Bogen vil vise traditionen bekræftet eller fraveget, først og fremmest dog levendeog 
aktiv. På tværs af ismer og trosretninger, kunst-og forlagspolidk vil den søge at do­
kumentere, hvem der herhjemme arbejdede med bogillustration og bogudsmykning 
midt i dette århundrede, og hvordan de gjorde det. Spændvidden er stor, og yder­

punkterne mange og mangeartede. De kan markeres litterært af »De tre hellig­
aftener« og »Mis med de blå øjne« eller teknisk af billigbogen i 50000 eksemplarer 
og privattrykket i 50, ligesom de kunstnerisk står for mange genrer, idet bogens illu­
stratorer er rekrutteret fra så forskellige lejre som malernes, billedhuggernes, kunst­
håndværkernes, grafikernes og tegnernes. 
Bogens helhed er derfor nødvendigvis blevet rapsodisk indtildet forvirrendeog mod­
stridende, ikke mindst fordi det har været dens ide at give kunstnerne udspillet. De 

har haft frit valg — frit slag. Og har handlet derefter. Deres bidrag går da også fra det saglige, tekniske over det litterære, selvbiografiske til det polemiske, men fælles har de deres optagethed af billedbogen som naturligt medium for dereskunstneriske bestræbelser. Derfor er mange gode kunstnere — også blandt grafikerneog tegnerne, 
4 
Publikation nr. 100: »Billedet i Bogen«, blev udsendt i anledning af Gra fisk Cirkels 25 års jubilæum, og herfra er ovenstående og efterfølgende op slag gengivet. Bogen tager sigte på at skulle repræsentere alle danske bog 
5 
illustratorer lige fra Johannes Larsen og til de alleryngste kunstnere. De blev alle opfordret til at give både tekst-og illustrationsbidrag efter eget valg. Det blev som ventet en højst forskellig blanding af sorte og kulørte 
Del er en sjildenhed, al en forfatter lader sig inspirere til el litterært værk af et billedværk bortset fra kunsthistorien og kunstkritik). Det omvendte derimod sker meget ofte, og til stor gas-n og glæde for laseren. -Billedet har sin magi, som oger oplevelsen af det, ordet formid­ler ved at tilfoje anskueligheden. En ganske sær­lig betydning mil illustrationen for de mere barnlige sjæle eje, hvis tilknytning til billedet vil være storre end tilknytningen til ordet. Selv­den kunstnerisk dirlige illustration kan under­støtte ordets virkning på læseren. Den kunstne­risk gode illustration er langt mere end et tillæg til det litterære værk. Samtidig med sin tjeneste overfor det skrevne, skænker den en fuld kunst­nerisk oplevelse i sig selv med sin gave til ojet. 
188 
Morgenbi Ilede. Linoleum 
Om borncbogen; Fælles for born og voksne er glæden over farverig billedfortælling. Derfor vil en voksen, der sælger en bog til et barn, fore­trække den kolorerede bornebog — Den morali­serende bornebog er fortrængtaf den belærende, men den morende og fantasi-prægede bornebog vil altid beholde sin berettigelse. Hvornår er da et barn mest barn?Når det er modtageligt, hus­ker det motltagede og lærer deraf, eller når det omsætter det modtagede i egne tanker og hand­linger i bomelegen, skabt af fantasi og virkelig­hed? Naturligvis i begge tilfælde. Og så må den bedste bornebog være den som inspirerer mest. 
tegninger, men hensigten med at få et udsnit af dansk bogilhistrations­knnst blev dog nået på en morsom og interessant ?nåde. Tekstbidragene var naturligvis ikke alle lige omfangsrige, hvilket gav lidt tilpasningsvan­skeligheder, men til gengæld blev de både morsomme og lærerige. En del af denne bogs oplag blev, ligesom det var tilfældet med de foregående fæl­lespnblikationer,stillet til rådighed for boghandelen. 
Grafisk Cirkels publikationer 

1. 	
Sætterens 10 Bud. 
Oversat af Willy Jacobsen 


2. 	
H. C.Andersen og Samfundet. 
Af Harald Rue 


3. 	
Bogen som Kunstværk. 
Af Peter Jessen 



1. 	Stempelskæreren, Bogtrykkeren 
Giambattista Bodoni. 
Af Simon Bernsteen 

5. 	Harmoni er Verdensloven. 
Af Rudolf Engel-Hardt 

(i. 	Bogtrykkerkunstens Opfindelse. 
Af Georg Brandes 

7. 	
Sjælden. 
Af Mogens Lorentzen 


8. 	
Typografen. 
Af Jul. Schrøder 


9. 	
Du gaar ud for at slaas. 
Af Marcel Matinet 


10. 	
Rejse-Indberetning. Af A. F. Halberg 

11. 	
Ritorneller. Af Emil Aarestrup 

12. 	
Jacob Erbar. Særtryk af Archiv fiir Buchgewerbe 

13. 	
Der Weber. Af Heinrich Heine 

14. 	
De gamle Papirmøller i Auvergne. Af Henry Pourrat 

15. 	
Tre Dyrefabler. Af Jean de la Fountaine 

16. 	
Gutenberg. Oversættelse af en Tale 

17. 	
Skrivekunstens Udvikling. Af Charles Moegreen 

18. 	
Trykprøver. Udført af Simon Gullander 

19. 	
Det brændende Nu. Af Axel Salto 

20. 	
Vort Fag. Af G. S. Sayers 

21. 	
Grottisangen. Af Thøger Larsen 

22. 	
Jeppe. Af Peter Olufsen 


23. 	
Bøger paa Smalfilm. Af Paul Bergsøe 

24. 	
Negerpigen. Af Bernard Shaw 

25. 	
Et Budskab til Garcia. Af Elbert Hubbard 

26. 	
Det gamle Bogtrykkeri. Af Erik Christiansen 

27. 	
Læsningens Last. Af Valery Larbaud 

28. 	
Hvad skal man læse? Af Georg Brandes 

29. 	
Andreas Friis som Grafiker. Af Svend Rindholt 

30. 	
Den lille Pige med Svovlstikkerne. Af H.C.Andersen 

31. 	
Bogtrykkunstens Jubelfester. Af Charles Moegreen 

32. 	
Initialernes Historie. Af Konrad F. Bauer 

33. 	
Den sorte Kunst. Af Vilhelm Cross 

34. 	
Aftenrøde. Af Stig Ekman 

35. 	
Af en Elskers Bekendelser. Af Peter Juniper 

[3: Edw. C.J.Wolf] 

36. 	
Sjælen og Dansen. Af Paul Valéry 

37. 	
Rejse i mit Kammer. Af Xavier de Maistre 

38. 	
Johan Tobias Sergei. Af Haavard Rostrup 

39. 	
Bogti^kkeren Niels P Thomsen. Af C. Volmer Nordlunde 

40. 	
Et Dagvognsbekendtskab. Af H.G.Olrik 

41. 	
Ikke pjanke med Kærligheden. Af Alfred de Musset 

42. 	
En gammel Historie. Af Julius Dagstrup 

43. 	
Pige. Af Peter Olufsen 

44. 	
Tonesystemet. Af Alfr. B. Pedersen 


45. 	
Aforismer og Sentenser. Af Leonardo da Vinci 

46. 	
Mennesker. Af Ester Nagel 

47. 	
Diapsalmata. Af Søren Kierkegaard 

48. 	
Phaéton. Af Publius Ovidius Naso 

49. 	
Boule de Snif. Af Guy de Maupassant 

50. 	
William Morris. Af C. Volmer Nordlunde 

51. 	
Det første Møde. Af Kaj Munk 

52. 	
Tre Elegier. Af Ole Sarvig 

53. 	
Bogjægeren. Af Søren Holm 

54. 	
Nogle Observationer. Af C. F. Wadskiær 

55. 	
Brodne Potter i alle Lande. Af Johan Hermann Wessel 

56. 	
Æsop. Ved Kjeld Elfelt 

57. 	
Om københavnske Gadenavne. Af Otto Mackeprang 

58. 	
Jydske Lov. Af Erik Kroman og Stig luul 

59. 	
Ventetid. Af Asger Dam 

60. 
Hverdagsfolk. Af Svend Rindholt 

61. 	
Typografiens Grundsætninger. Af Stanley Morison 

62. 	
Drømmen. Oversat af Poul Martin Møller 

63. 	
Les Illuminations. Af Arthur Rimbaud 

64. 	
Putois. Af Anatole France 

65. 	
Mine første Træsnit. Af Ernst Hansen 66, Le Connaisseur. Artikelserie 67, Søren Kierkegaard og Vestjylland, Af A. M. Bårris 


68, 	Digte til Bogen. Ved Tage la Cour 
69. 	
Strøtanker om Skribenter og Læsere. Af Poul Martin Møller 

70. 	
Digte. Af Mikala [Vogel-Jørgensen] 

71. 	
Krebsen og den onde Trane. Af Poid Tuxen 

72. 	
Notater i en Kostald. Af Ole Juul 

73. 	
Terje Vigen. Af Henrik Ibsen 

74. 	
Viggo har været der. Af Ransl Trpa 

75. 	
Seks Sange fra min Barndom. Af Soya 

76. 	
Svensk Skulptur. Af Carl Eldh, Liss Eriksson, Bror Hjorth og Harald Rue 

77. 	
Min Gamle. Af Ernest Hemingway 

78. 	
Den vrede Engel. Af Par Lagerkvist 

79. 	
Stones of Venice. Af John Ruskin 

80. 	
Soldat. Af Preben Hovland 

81. 	
Johan Ludvig Heibergs benyttelse af Schillers brevveksling med Goethe. Ved Iver Jespersen 

82. 	
Tvende bogstærke jyder af folket. Af J.Chr. Bay 

83. 	
Et Møde paa Vordingborg Slot. Af Cai M. Woel 

84. 	
Det store Spil om Verdens Vidundere. Af Jacques Prévert 

85. 	
Vi spiller videre. Af Mogens Linck 

86. 	
En Tur til Levanten. Af Tage la Cour 

87. 	
Tilbage til Kebnekaise. Af Palle Lauring 

88. 	
Sylvesternatten. Af E.T. A. Hoffmann 

89. 	
Foredrag om Trolde. Af Herman Stilling 

90. 	
Dødens Ansigter. Af Tage Voss 

91. 	
Mogens Lorentzen. Af Albert Naur og H. Rechendorff 


92. 	
Træet paa Muren. 
Af Ole Vinding 


93. 	
En Røverhistorie. 
Af Tage la Cour 


94. 	
Lyrik i Reklamen. 
Af Sigfred Pedersen 


95. 	
Mozart og vor Tid. 
Af Carl Nielsen 


96. 	
Plukke, plukke dugget Straa. Af Jeppe Aakjær 

97. 	
Tærskelen. 
Af Leif Gunnarsen 


98. 	
Kunsten i Samfundslivet. 
Af Knudåge Riisager 


99. 	
Aaret i Tekst og Træsnit. 
Af Alfred Jensen 


100. 	
Rilledet i Bogen. Af 46 danske kunstnere 

101. 	
Spanske Digte. Af Erik Hougaard 

102. 	
Sangen om Baker Street. Af A.D.Henriksen 

103. 	
Med Natten som Motiv. Af Johannes Møller 


104. 	
Erotica. Af Antonio Nadiani 

105. 	
Den artige Dreng/Den uartige Dreng. Af Mark Twain 


Fællespublikationer og publikationer uden nr. 
Det trykte Ord. Fællespublikation Ørkenvandring. Af William Careless 
[3: Erik Scharling] Juma og Kamante. Af Helge Christensen Adonais. 
Af P B. Shelley Lihri et homines. Den spirende Stil. 
Af Axel Salto Bogens Magi. Af Hermann Hesse Grafisk Intermezzo.