Ved arbejdsbordet for 300 år siden Bibliofil vignet til et kildestudium Af Erik Dal NÅR man i lang tid har arbejdet med et emne, der medfører læsning i snese og hundreder af bøger ældre end 1650, kan man ved den slutte­lige udformning af sin egen behandling af emnet godt en gang imellem ærgre sig over, at det ikke hører til god videnskabelig tone at komme med sidebemærkninger om de benyttede bøgers udseende, skønt der i det bogmilieu, man har levet sammen med, naturligvis er en del typiske og sære, tiltalende og utiltalende bog-bekendtskaber, hvis fremtræden man gerne ville beskrive for sine mulige læsere. Dog nej, de fleste føler antydninger heraf som afledende fremmedelementer i en fremstilling, der såmænd-det skal indrømmes-iforvejen kan være truet af sidespor nok. Men unægtelig kan man synes, at sådanne lærde, der-med en be­skeden kollegas ironisk-ireniske udtryk — »endnu ikke er nået længere end til bøgernes indhold«, kan lignes ved sådanne praktikere, der alene bedømmer ruder som noget, der skal lukke lyset ind, uanset om ruden sidder i et bondehus, en strøgforretning eller et gotisk kirkekor. Sådan højere konkret (eller måske netop abstrakt?) lærdom giver denne lille artikel afkald på. Når et kort orienterende afsnit er overstået eller oversprunget, vil den kun være en dekorativ vignet til et nylig af­sluttet fagligt arbejde og dele en ellers ikke udtrykt side af arbejdsglæ­den med lærde og ulærde interessefæller. Det pågældende arbejde er noget så afsides som en behandling af den danske sprog-og versforsker SØREN POULSEN GOTLÆNDER, eller JUDI-CHÆR, som han kalder sig med en latinisering af navnet på den gotland­ske fodegård Dommerarv. Han levede 1599-1668, deraf syv år som rek­tor i Vordingborg og fra 1637 som præst og provst i Slangerup, og hans navn er knyttet til to værker: Synopsis Prosodiæ Danicæ Eller En kort Extract af Riimkunsten, Kbh. 1650-51, og Prosodia Danica Eller Dan­ 49 ske Riimkunst, Kbh. 1671. Derudover har lian kun skrevet et par lejlig­hedsdigte og nogle salmer, som dog ikke ville have bevaret hans navn udenfor lexika og antologier; og hans plan om en tiltrængt revideret salmebog strandede. De to nævnte værker er derimod betydningsfulde, og i 1954 optryktes de som bind 11 af Danske Metrikere, udg. af Arthur Arnholtz, Aage Kabell og Erik Dal. Udarbejdelsen af indledning og kommentar til bindet danner udgangspunktet for det følgende; rent bio­grafisk er hovedarbejdet om Judichær stadig H.F.Rørdams afhandling i Kirkehistoriske Samlinger 3 111 1881-83. Judichær og andre sprogforskere repræsenterer en vigtig side af re­næssancen i Danmark. Renæssancens ejendommelige spænding mellem respekt for de ædleste monstre og nyskaben i national eller individuel ånd mærkedes ikke mindst på litterært og sprogligt område, og digte­kunstens og versteknikkens teori fik et opsving, forst i Italien fra ca. 1530. På germansk grund krydsedes hjemlige traditioner om moders­målets oir oldtidens særlisre cdans og værdi med den nve vælske kunst­ o o o o ­lærdom og med den allestedsnærværende klassiske lærdomstradition. Til Danmark nåede humanismen og renæssancen allerede før og om­kring LO'OO. Så nyt var alt dette, at vi ikke som de store kultursprog havde overstået de mere elementære sprogbeskrivelser, før det hojere skoleridt blev indfort; derfor har vi netop hos Judichær og hans samti­dige (der især bygger på tyske kilder) de enkleste grammatiske for­skrifter side om side med en fyldig, til tider raffineret versteknisk lære­bygning. Men denne blanding gør i nutidens ojne Judichær mere, ikke mindre værd at studere; en del grammatiske emner, som en regelret versteoretiker egentlig ikke skulle tale om, nodes han nemlig til at tage med, undertiden som den første dansker. Og yderligere kompliceres bil­ledet derved,at Judichær besidder tidens trang til at spænde over mange videnskaber. Vel har han ikke som de store polyhistorer alle fakulteters lærdom under sine vingers skygge — hverken medicin, jura eller botanik kommer for! Men sproglærdommens sammenknytning med spekulatio­ner over folkenes og sprogenes urhistorie bringer dog hans tålmodige læser ind på både geografi og historie såvelsom på bibelsk og nyere he­braisk digtning. Det må være en opmuntring, at netop Judichærs mere eller mindre pedantiske alsidighed har skabt den rige variation i det SYNOPSIS PROSODIÆ DA NICÆ, CtQer/ gjtt (tf pg / Det fornartnfit / fomcr fornøOai atPi'O^/ om benD rette d)?aaC)e oc ^anee> nnj/ goDc ociTicfcli^c 5)aii|"tc Q3ec5 cOcrØU'imaf giøtc. øammen(Tretfuen øtucdnpautlfcn ØotknDcr/ Øognepr«^ l ølangerup. ?tl£*fsD?ant>/ ^^øom all^fdbefalDffanD/ fil N EM O l}fC)fr t)cinC)/ £)c N U S QU A M cr ; 5)u twfor iefe bømmc mflfl/ §ør tmfant) øagen rcttforflcia/ alf tilforn met) 2lafoml?ct)/ (iDcn/Do^ m?t) got bcjfaD. ^rentff til ^trfbenl)affn ©corg Mmprecht/ paa ^Oføltcfentf egen 53«fo|lnin3» 2lar 1650, Det tidstypiske titelblad til S. P. Judichærs forste, kortfattede verslære. Mottoet benyttes fremstillingen som exempel på den nye faste versbygning, som bogen skal give regler for. (Nemo, Nusquam: Ingen, Intetsteds.) Nat. st. boglige materiale, vi nu tager ned fra reolkilometrene ogstiller på vort arbejdsbord, som det for 300 år siden stod på Judichærs. Dæmpede farver er dominerende på arbejdsbordet. Delvis dæmpede af tiden selvfølgelig, men selv som nye har de gullige pergamenter og brune kalve-og fåreskind ikke stukket i øjnene. Reflexer fra blankt pa­pir og farvetryk kendes ikke, glans og glimmer stammer kun fra guldet, og selv det er sparsomt. Ikke blot fordi pergament -hvis det da skal have anden pryd end en blækskreven titel -egner sig bedre til blind­tryk, det tyske rulle-og pladetryk eller det sydlandske midterornament med ramme, men også fordi endnu Judichær efter gammel skik har haft bøgerne stående med ryggen indad på reolen. Det papir, der overhove­det har kulører, ses knap, det er nærmest etstykke kammarmoreret for­sats i ny og næ. De fleste bogerer i helbind, eller de går ud i verden blot med en tynd råpap om sig. De få halvbinds overtræk er gerne holdt i brunt og gråt. Illustreringen afhænger da som altid af bogens art. På Judichærs tid vinder kobberstikket indpas i danske boger, men især som frontespice eller titelblad. De fleste illustrerede boger har træsnit, det være sig på grund af deres alder, emne eller økonomi; og som ofte fremhævet klæ­der det jo også bogtrykket bedre. Et af hans nærmeste tyske forbilleder har titelblad og æredigt-illustrationer stukket i kobber, andre er lige­som hans egne boger uden nogen prydelse. Formaterne er få. Foruden plancheværkeme tegner sig ret klart en almindelig og en lille folio, en kvart, en lille »disputats-kvart«, en kon oktav og derunder de nu næsten forsvundne formæ minores. Da forma­terne fremkommer ved falsning, fås den slanke folio og oktav med den brede kvart imellem. Alt er håndarbejde, men nærmere ved formatstan­dardisering end vor tid. Papirets hvidhed ogfasthed varierer, men kva­liteten er for nedadgående i det århundrede forud for 1650, hvorfra Ju­dichærs fleste boger stammer. Det samme gælder skriften og dens behandling. Selv det 19. århun­drede ville få hård konkurrence fra det 17., hvis talen er om dårlig typo­grafi. Det er som om samfundets efterhånden mere udtalte lagdeling har sit sidestykke i større forskel på bøgernes kvalitet, ikke mindst i fattige lande som Tyskland og Danmark. I det 16, århundrede kan selv de fol­ Om SHiimentø Tfftcenticj/etc. 487 Øom for €)cjmpcl. 1/ -D -V -V V -V -V -V ®U© gaber ubi ^immcriig/ Øm QSilli' ^anl) 0^ flcnbe/ Scr^ant) o^ncebfil^orbcrii^/ ©e fi Hubert) ubfenbe/ fetere vel alle linier Verfusjam­bici, men iblanf bem ere beitb j. cc 3. Acuci, Dimetri, Acacaledi: Ocbenb 2. OC 4. Obcufi, Dimccri, Cacaledti. (£tieren ba giøu ^er biffe O^b tymmt* tUU oc icfe gobe ^iim^ (luf tiirt^er/ efffer bef/ fom berommelbt cr/ i bef i.Cap: ^ Tricolon,fcu trimembre, 3­(aff roifr o; ter &JC^AO, O; membru,) Trico­gr bef ilagé ^eel ©icf/ i ljutltfebfre ^on' flag^ fammenfommer; Stffec benb maabe/fom f ilforn/ om Monoco lis,oc Dicolis nu fagf er, øom for ^empd .9^4 Alleen En side af S. P. Judichærs Prosodia Danica, 1671. Bemærk den ugenerte anvendelse at større skriftgrader til fremhævelse også i lobende text, men bemærk også den fasthed, siden har, skont den er valgt netop for at vise verssats og forskellige skrifter. Nat. st. keligste tryk være gode, i det 17. svækkes traditionen; de gamle skrifter slides, og de nye er ikke så konne. Selve skriftvalget er fast; fraktur og schwabacher til tysk og dansk, kursiv og antikva til andre sprog; kursiv som brodskrift -humanistkredsen om Aldus i erindring -trænges til­bage. Typografisk opdeling og fremhævelse er i fremgang. I fraktur kan fremhævelse ske med schwabacher, men ofte bruger man en storre frak­turgrad, skont det jo volder problemer i den ofte kompresse sats. Kom­mer dertil latinske ord eller orddele, bliver resultatet broget, også i Judichærs boger, men det djærve greb i sættekassen har noget fornøje­ligt, der kan savnes ved visse senere tiders nette grå sider. Om man ellers tor brugedet af alle forskningsgrene endevendte ord barok, så kan man måske tale om en baroktids-typografi, ikke blot kendelig i pragt­værkernes repræsentative kobberstik og titelblade, men også ofte i den jævne bogs — eventuelt mere kraftfulde end smagfulde — ordnende brug afskriftmateriellet, overfor det 16. århundredes mere beherskede, men ofte mindre overskuelige klassicitet, bag hvilken man synes at ane ældre tiders dyrere og derfor hårdere udnyttede skrivematerialer. På et bestemt område er dette særlig hånderibeligt: Judichærs barn- O O O dom og ungdom er tiden for drøftelse af skolebøgers typografi. Sagen har et videre perspektiv ud i drøftelsen af modersmålets plads som hjælpesprog i latinskolen, men allerede det rent typografiske ændres ret gennemgribende, ikke mindst på grund af de radikale professorer ved det ny universitet i Giessen. De anbefaler ikke blot en kraftig nedskæ­ring af det egentlige lærestof og brug af petit til det mindre væsentlige, men indfører en tredeling: paragraffer uden tegn, med stjerne eller med kors har tre grader af nødvendighed og kan i forhold hertil læres eller overspringes på de forskellige trin. Altså funktionelle synspunkter. At bøjningsmønstre og remser opstilles skematisk, synes overflødigt at nævne, men er det ikke. Vore illustrationer viser, at en stadig læst old­tidsgrammatiker midt i det 16. århundrede kan optrykkes med et mini­mum af typografiske markeringer, og selvom de to modstillede exemp­ler selvfølgelig ikke er valgt uden tendens, reducerer de dog de sidste års skolebogsdebat til en strid om detailler, omend aldrig så nyttig. At de vældige lærebøger, ikke mindst i grammatik, med eller uden skemaer liar været et kors for dem, der ikke huskede allerbedst, behøver Bindet af det her benyttede exemplar af Atlas minor Gerardi Mercatoris . . . , Amsterdam IGOT. Orig. højde 177 å 180 mm. Hæftet på fire faste bind, gulddekoreret ryg uden text, ciselerede guldsnit. Lysebrunt skind med guldfileter på permens »ramme«. Midtfeltet for­sænket, fladen malet gråhvid med forskelligfarvede prikker. Midt-og hjørneornamenter, forskellige på for-og bagside, med slyngninger malede i farver, mens detaillerne i orna­menternes bund er guldtryk. Se side 59 f. man ikke at betvivle. Og måske kan man fristes til at tro, at en og anden altfor nidkær hører har fået det klart opstillede stof til at føles endnu mere skarpkantet og skeletagtigt, end det var i de gamle bøgers høfligt upåtrængende kolumner. Der er god mening i at nævne denne bogt3'pe først. 1il den hører nemlig Judichærs egne to skrifter og dermed hans vigtigste kilder — Clajus, Opitz, Zesen og Schottel for tysk, Melanchthon, Clajus og Gies­senserne for latin, Buxtorf og Ebert for hebraisk. De er typiske for dan­ske bøger fra tiden; det lille hastværksarbejde fra 1650 fremkaldtes af rivalen Hans Mikkelsen Ravns latinskrevne Rytmologi fra 1649 og er teknisk ringe; hovedværket udgaves først efter Judichærs død, og man 454 PRISCIAN! finentij.quxenim dcficiunt jixjfunt.ut fasdtionejupu ter louis,ttcr,prcci et prece}uicem etuice, ubict ufo, n)jru,£rj.sifrugi,et nihill}et måcipi,et huiufcemodi, et fimdii nodcficiunt .dtquo cufu certo,fed proomma fu ejdemtemmtme funguntur. qujnuts poffunt bie endé jxguratc migU prohta,ut dtftiieji.per giumet ik tiuu (] indcclinabtliå c|]f uideri,utfidicåcordi homotfi mihtxordt hominis, hoc eft hominnqui eft mthicorii. cordt bommi.cordi hominé:etpojjimciJ ommb.afibut figurMe iungere dtum.ftc f ugt homo}id ejlqfrugi eft, hoc efl utillMi.Siml'r omnib.cafibut jdiugitur figurMc^ cl efl magis dtur.Sed hxc etum de noieUttwi trjfaui' mui.Dechnåtur aut pirtieipia ad fumlitudinc el reguli nominu inns defwentiu,tiel inm mobihu.exceptis.utfu pM diftiiejl,illis qux nafcunturkuerbis qujru comW gjtionis ineo definentib.quorugtutuocalif ntiiemutit ineujenseuntis,quiens queuntis.qudttuis pUuttu ge* rundiu eitu ahiendidixit pro abcundt in Awpbitmnc Abiendi etiim nunciibioccafiocfl. DeTcmponbui, f-pEmporj pjrticipifs Jcadunteidc qux et ucrhii nitis,i J c/l pr£feitf,quodejl ctiam prxtentuimperji flum,ut offu'-iri et ofcuUns.pntteritu perfiduquod cji elii prxternii plufq perfiduyut ofcuhtueffe utl fwfft4 ofculMus.futuruofciilatuiri.etofculatum.Elfcienduni quod no ex omni ftgnificationc omnii temporainucii/ untur.nmcum quwq; flnl fignificdtionts.id eB aHiui, pafiiuiMeulra^ois etdeponem,ab afliuaqutdi etneu/ trj prxfentii et futuri uenmt panicipUjUcamtis urni tunH' En side af oldtidsgrammatikeren Priscians grammatik,udg. af Nicolaus Bryling, Basel 1554. Kun hvor bogens hovedkapitler begynder, anvendes lidt mere afvexlende typografi end her; alle exempler, bøjningsmønstre etc. er overalt sat omløbende som her. En af eksemplarets ældste ejerindskrifter lyder oversat: Bogen tilhører Erasmus Iversen med tilnavnet Mon­ tanus. (Prisciani Grammatici Caesariensis libri omnes.) Orig. kolumnebredde 68 mm. DE PARTICIPIO. 201 * (unt Kurntn Vartidpiorum ? Duo, ur in Nomine;Singularis, Amaitif, ra,tum.Et Pluralis,ut. Amintes,ti*; Amjtt,tj;,ta. * Sfot fontCaftu Participiorum? Sex,ut in Nominc ; Nominativus,Geni» tivus, Dativus, Accufativus, Vocativus, & Ablatirus. CA Pu x V. DE TEMPORE PARTI­cipiorum. * Gfiot [unt Tempora ?articipioram ? Tria :Pras(ens, Prarreritum,!^ Futurum; tQva ex terminattone cognofeuntur. * Q!?£ Partitipta fiint PrtfentitTempora ? * Qvx in NS ' definum, t & Confonantem Prifentis retincnt.* ut, Amans, Legens, Do> ctnSy Audiens. tUndt formartur Participia Prefentit Temporis ? A prima perfona Practeriti Imperfcdi, ultima Syllaba 13AM vel BAR, zin N S COR­ verfa. ut; Arno Amabam Amjns. Loceo Doccbam Docent. Lfgo Legeidm Legens. Audio A'td.ebam Aitdtens. Scfvtr 6eqzclr.tr Scqvcns. N S Exes- De mange udgaver af Philip Melanchthons latinske grammatik moderniseredes efter­ hånden typografisk. Den her viste side, som delvis omhandler det samme som provesiden af Priscian, er fra udgaven Wittenberg1622. Afsnit med stjerne er elementære, afsnit med kors for mellemstadiet, o.s.v. Judichær har benyttet begge de afbildede udgaver.-(Philippi Melanchthonis Grammatica latina . . . cum ex aliis ...recognita et locupletata). Orig, kolumnebredde 68 mm. 57 véd ikke, hvem der har hjulpet hans enke frem til det pæne resultat. Men kildestudiet har vist, at Judichær har ret i at betegne den lille bog som extrakt afet stort manuskript; på intet væsentligt punkt bærer Prosodia Danica præg af at være skrevet efter 1650, der er kun tale om nogen revision og suppleren. To forskellige bogtrykkere har trykt bogerne, og de er i den grad typiske, at man ikke kan betegne nogen af hans stofkilder som typografiske forbilleder. Nok så spændende som Judichærs og de andre sprogmænds oktaver er de hjælpemidler, han inddrager, når han skal tale om oldtid og old­sprog. Vi må her tage det væsentlige forbehold, at vi ikke altid kan fast­slå, hvilken udgave af et værk han har haft for sig, eller om en henvis­ning er andenhånds, så han slet ikke har set den pågældende bog. Men ofte er sagen klar nok. Hans hovedkilder er indenfor disse emner hjemlige. Saxo Grammati­cus ejer han selv i Pariserudgaven 1514; det ses af, at den forste henvis­ning til Saxo har et »(mihi)« (hos mig) efter et bladtal, der kun svarer til den statelige og berømte bog. C. C. Lyschanders De Danske Kongers Slectebog fra 16c22 repræsenterer heroverfor Judichærs egen tid i sine fabuleringer over historiske og sagnagtige danske konger. En lille folio, typisk for den stærke typografi, vi før omtalte, og med et titelblad, der både indholdsmæssigt og typografisk er et formeligt tidsdokument. En­delig Ole Worm, hvis billedrige værker om runer m.m. g jorde epoke, og som i Judichær med god grund har fundet en virkelig hengiven læser. Fra sammefag stammeren anden bog, som han også citerer med »mihi«, nemlig; Olaus Masmus' De nordiske folks historie. I den ædle historiske O O kappestrid mellem Danmark og Sverige, som Sverige vandt politisk i Roskilde 1658 og litterært 1672-1702 med Olof Hudbecks storslåede Atlantica, var Olaus Magnus en svensk trumf.Hans store værk er stadig en etnografisk hovedkilde, og mange læsere vil erindre illustrationsty­pen fra tallose reproduktioner, f. ex. hos Troels-Lund. Arbejdsbordet bliver ikke mindre malerisk, når vi opstiller de uden­landske værker, som læsning især af den lærde Worm får Judichær til at citere, men vi lader dem hvile her. En flittig indsats yder Judichær ved brugen af en gruppe geografisk­historiske skrifter. Han får brug for dem, da han vil meddele den oprin­ 58 OmIW1 Ct mWo6ifi0t)er5?Éi6/ ?B(f»)nD(r|!9 naar roi tommt i£)061 IV, bcDc ben fyUiQ 2iaHD/;en fjtrtig Xttrt© •S 2lt iri hme©r*1 fBn&< furite/ Oc tri-ll«efl" tfill ve:&pt>S Refynfierlfg nMttvlfemnei&gbf&fdd, 5iii roi ^. l>oct iTLu't. S.wly. gV^Vbc^c wi 8«i«f)