SKOVEN Af Halfdan Rasmussen og Ernst Clausen SCHØHBEB-G Den illustrerede bog — sådan set Af Ernst Clausen Fra nytårsfyrværkeri til bogindustri BERNHARD SHAW har engang sagt det i en anden forbindelse: Jeg véd nok, hvordan en omelet skal smage, men æg kan jeg ikke lægge. Sådan omtrent har vel mangen ung bogkunstner følt det engang -og det dengang, forlagene kun så småt var begyndt at tænke i produktions­planer, da lian entrede det danske bogmarked med sine første illustra­tioner: som en ivrig ungkok med ringe kendskab til fjerkræs seksualliv og opdræt. Fandt han det store bord fuldt besat af de mange mester­kokke -ivrigt bladende i de Tschieholdske kogeboger, fik han dog lov at stå op -utålmodigt ventende og snusende. Lugtede det svedent fra kokkenet? Læseren må tilgive dette indledende genrebillede af gastronomisk og mismodig karakter -ja den egocentriske drejning, som hele denne ar­tikel vil få, om han ellers kan. Han vil i hvert tilfælde med god grund kunne mene, at tegnere blot skulle tegne til boger og ikke skriveom det. Når én af dem alligevel formasteligt har gjort det nu og da, og her er blevet opfordret til at samle nogle af sine kortfristede erfaringer som bogillustrator og har sagt ja til det, skyldes det netop en stadig næret skuffelse over en opfattelse, han ofte -alt for ofte-har mødt på de ste­der, hvor dansk boghåndværk bliver til. En udbredt opfattelse af den illustrerede bog som et kulinarisk fænomen. Kaviar eller, når vi nu er herhjemme, ribbensteg for øjnene. Og her kom han og troede, at det hele drejede sig først om litteratur og billeder og så om bogens grafiske formgivning, som det jo nu hedder noget pompøst. Kom han med en slukøret bagage af teknisk viden, mødte han til gen­gæld hos mange af de skriftkloge og andre af fagets folk megen ligegyl­ dighed over for det skrevne, og, hvad der var nok så afgørende og lam­mende, en stor usikkerhed over for det billedmæssige, altså det grafiske æstetisk og ikke blot teknisk forstand, som, når alt kommer til alt, er den fælles grobund for både typografien og illustrationen. Troede han, at denne forudsætning var fælles for bogt^kker og teg­ner, og at den kunne bære et samarbejde til gavn og glæde for begge parter, blev han hurtigskuffet de Heste steder, han kom, selv om der var undtagelser. Kor det meste blev hans videbegærlighed i typografiske anliggender opfattet som utidig nysgerrighed, hans nok naive forsøg på at give råd af æstetisk art som udslag af kunstnerarrogance. Som en ufaglært, let overflødig arbejdsmand i et fag, han hemmeligt elskede, følte han sig. lian havde kun ét at gøre: undre sig. Som så mange andre afsine kammerater startede han som bogillustrator med privattrykkene, nytårspublikationerne, disse årsskiftets og ofte og­så det tidlige forårs forunderlige blomster i den bibliofile fiora. Slet ikke noget dårligt sted for en ung tegner at høste sine første er­faringer. For det var jo dengang her -og næsten kun her, der eksperi­menteredes livligt med bogens teknik og æstetik. Men han var kun tilskuer, staklen. Højst en nødvendig statist, der nu på afstand måtte følge den ædle kappestrid, som gik for sig, når den nu og da mindre flatterende årsproduktion var af vejen. Der var ofte tale om en smags-og stilforvirring af stor frodighed. Der var først bagstræbets endeløse rækker af pasticher, hvor ældre og nyere forbilleder spøgte livligt: de italienske, de franske og ikke mindst de engelske. Kun få var det forundt at være fuldkomne fiskere i sætte­kasserne. I Ian så tunge mørke middelalder-og renæssanceklassikere garneret med lette og lyse skriveskrifter og kælen ornamentik i løbsk Pariser Can-Can og omvendt lette elegante franske vers i kluntet og klægt Kraft durch Freude-udstyr. Han oplevede også den bibliofile rovdrift, der blev drevet på visse afdøde forfattere, Blicher, H.C.Andersen og Nis Petersen t.eks., hvis eftermæler udmøntedes indtil sygejournaler og værtshusregninger. Ja, Andersen syntes endda at være den foretrukne opgave for provinsbog­trykkeren, som I lamlet erdet for provinsskuespilleren. Den illustrerede bog -sådan set iful, tender Lys over Bordet ved Ruden, Papir og Pensel ligger, hvor de skal, saadan gaar det Ul Cn Sten. som har været altid Og en Pige, som er kommet et Sted fra og har s^it sig paa Stenen og alligevel ogsaa altid har vatret, netop her, ja opstaaet af Stenen. Og jrg siger ud i Luften »Hvor er Træ og Kniv«, og jeg holder jo allerede Træ i mm venstre Haand og Kniv i min højre Senere opdager )eg, at jeg fryser, mine Fingre gør ondt. Jeg tænder et Stearinlys og varmer mig, udenfor er Verden gaaet bort i Mørke. Jeg siger: »Med bortvendt Ansigt«, og det ringer i mig af Fryd. Saa trykker jeg, saadan som jeg har lært det her i København, og se, det er saare godt. Den næste Morgen ét i mm Vindues­karm og udover mit Bord, en Nats Arbejde, og jeg er saa udhvi­let og fri som efter en bedøvende Søvn, Pigen er rigtig og Ste­nen, af hvilken hun er opstaaet. Hovmod griber mig og faar ntig til at tale, som jeg gør: »Længe efter mig skal hun leve, i al Evighed, Amen.« Og min Lærers Ord; »Tusindfoldigt Arbejde« kommer til mig med ny Resonans. I Jubel og Lykke. Jeg vd spørge min Moder; »Var Vorherre lykkeligere, da han havde skabt Verden ?« JLi'' det »kke godt saa tidligt som muligt at plante sine Senge­ stolper dybt i Jorden og se dem gro op igennem Huset og bære Blade og vide, at deres Rødder breder Sig under Gulvet. Jeg boede hjemme paa Sletten, hvor jeg igen ragede op og var et Centrum Jeg fik en lille Have, barsk saa den ud, men mddt duf­ tede den og stod i Grønhed i de gode Maaneder, jeg hegnede ind. Mit Hus var ydmygt som de andre. Lykken stod som en Glasklokke omkring det, alle slags Uvejr prellede af og efteriod intet andet end Glæde. Saa staar Mester derude, og Glaskuppelen falder i Skaar om- Opslag fra Frank Jæger: Didrik, privattryk. 1958. Tegneren har gjort sin pligt, dvs. afle­veret sine tegninger, tegneren kan gå. Havde bogtrykkeren blot tiltænkt ham lige så megen faglig interesse som sin sætterlærling, havde han talt med ham om tingene. Nu fik han lov at realisere en lille privat ønskedrøm om klunker og asymmetri. Men tegningen er ikke broderet, så hverken den, satsen eller loftornamentet befinder sig særlig godt på bogsiden. I bogen er ornamentet og tegningens bund trykt i dybrødt. Fint skulle det være, og fint blev det, når boggourmenterne tilbe­redte deres nytårsspecialiteter. Det fik være, hvad det være ville, om blot de bibliofile publikationer ved årsskifterne havde haft storre for­skønnende betydning for de menige boger, forlagsbogerne, som tegne­ren nu også havde fået at gore med. Ja, gøre med -for nu var han jo engageret til bogen af arbejdsgiveren, forlæggeren, og ikke længere ad­gangsforment til køkkenet. Men de fik jo ikke bortset Ira lykkelige und­tagelser gennemgribende betydning for den brede bogproduktion, disse privattryk. Der skulle andet og mere til. 27 Så horte lian pludselig koret af unge lyriske stemmer i det fjerne, bi­zart instrumenteret, som var det udråbere på dyrehavsbakken, der for enhver pris ville tiltrække sig et trægt publikums opmærksomhed. Var det da det nye, der skulle komme? Åh nej. Men det vardengang, vil læseren så måske sige for dog at få standset denne grådkvalte graven i fortiden og tilføje: meget godt er sket siden da. Og tegneren vil svare utrøstelig: Der er i hvert tilfælde sket meget. En bog skal bygges op indefra, har Povl Christensen sagt i et interview om netop den illustrerede bogs tilblivelse,og med et iivast blik mod de bogtilrettelæggere, der døjer med, hvad han kalder for teknisk overtro, fortsætter han: man kan nu engang ikke dyrke jorden med en støvsuger. Det kan måske synes overflødigt at gentage og understrege de ord: en bog skal bygges op indefra. Så simple og selvfølgelige de er. Nu gø­res det alligevel, og der vil sikkert blive brug for dem fremdeles. For der er jo sket meget i løbet af de sidste år: den danske bogpro­duktion, hvor den illustrerede bog kun er en beskeden, men ikke uvæ­sentlig faktor, har taget storskridt fremad, hvad teknisk tilrettelægning og dermed klarhed angår.Og det skal straks siges,at denne indsats,som kun de få pionerer for havde taget tilløb til, er respektindgydende d3Tg­tigt gjort. Teknisk rationalisering og med den de tekniske iscenesætte­re, formgiverne, sammen med erhvervspsykologerne det moderne sam­funds intellektuelle supermænd, er kommet til nu. Og man kan takke nogle af dem for, at der har været mange gode vækster at hente i denne dygtiggørelsens tid. Men ikke altdet, der vokser hurtigt, vokser smukt. Og klimaet erved at blive køligt på det sidste, hvor ikke blot nogle af bogproduktionens folk, men også mange andre af denne tids mennesker, har travlt med at perfektibilisere sig, koste, hvad det vil, hvor kold og blank dygtighed støttet af teknisk effektivitet truer med at erstatte gode, gamle menne­skekræfter som fantasi, følsomhed, fornemmelse for tingene. Snilde hed det engang med et godt ord. Nu en museumsglose. For det farlige er vel ikke blot, at nogle ortodokse teknikere går blindt ud i marken med atomstøvsugeren for at se hurtige resultater, i stedet for at lade tingene vokse og dyrke og værne dem. Med alle nyt­ 28 Lyser du kun for ar bryde hvert higende Haab itu > — Eller hader du. Liv, som vi andre Ting, der cr størreendnu ? Aabner du Rummet imod os i dæmpet, fortvivlet Trods mod det. som du dybest hader? Lyse. afmægtige Liv — elsker du os ? iRNA'I \ De kom derude •—Vinden bar dem med igennem Natten, der var lys og stille — og talte om en hjælpelos Fortræd om Sind der knustes foran det. devilde Og der var Stjerner i den samme Nat og andre Stemmer, andre Tingder hændte Og Vinden sang imod et dugget Krat. hvor vilde Rosers tunge Gloder brændte Og alting var som før— det blege Skær .if Dag, der fulgte Havet langt derude. Men noget kom og var os haabløst nær som Barnehænder bag en lukkel Rude. Opslag fra Asger Dam: Ventetid, privattryk. 1947. Her var han heldigere. Opsætningen er gjort af bogtrykkeren med grafisk fornemmelse for både sats og tegning. Men bogens illustrationer er trykt i skifergråt, selv om de er tegnet og tænkt i sort. Og så er de groft udætsede. Man^e kemigrafer udætser autoklicheer efter blyantstegninger, som ville de fange kolibrier med boksehandsker. tige, også tekniske hjælpemidler. Men derimod, at bogindustrien står bag dem -ja, allerede med foden godt inde over skellet, fuldt besluttet, fuldt parat til med bulldozerens effektivitet at give dem, deres publikum og folk i det hele taget, hvad de overhovedet orker at forestille sig af teknik. Og mere til. Skulle den illustrerede bog blive et af de sikkert få områder, den uundgåelige tekniske nivellering af bogproduktionen skåner, er der san­delig god grund til at sige det igen: bogen skal bygges op indefra, om den ellers vil undgå den konservesskæbne, når vi nu er ved det kulinari­ske, der vil blive mange andre genrers i bogindustriens fagreny verden. 29 Og indefra betyderfor bogillustratorcn med ordene og billederne som andet og mere end satsenheder og klichéstørrelser i en maskine, i en produktionsplan, selv om han nu meget vel véd, efter dyrekobte erfarin­ger, at de også er der. Fra litteratur til brugsting Bogillustration er en bunden kunst. Den er endda bundet både forfra og bagfra: af teksten, den skal fortolke, og af bogen, den skal udsmykke. Skal illustrationskunsten bevise sin berettigelse i bogen, må den løse begge opgaver: tjene bogen som litteratur og tjene den som brugsting. Men opgaverne er så nøje forbundne, at de ofte forekommer illustrato­ren identiske. Ja, i de lykkelige arbejdsøjeblikke er de det. Et forsøg på at lose den ene opgave på bekostning af den anden vil derfor oftest give en ensidig løsning. Og en ensidig losning vil næsten altid være en svag løsning: enten dårlig illustration eller dårlig ud­smykning. Meget tyder på, at bogillustrationen har træk fælles med både skue­spilkunsten og muralkunsten. Og samtidig også problemer fælles med de to kunstarter. Ja, for den sags skyld også med visse former for musik. Først det dramatiske islæt i illustratorens arbejde: han må kunne agere: skabe skikkelser, miljøer, belysninger ud af teksten, være både skuespiller, instruktør, dekorationskunstner på engang. Blot er hans tekstgrundlag ikke skrevet -i hvert tilfældeså kun undtagelsesvis -med denne anskueliggørelse for qje, som teksten er det for teatrets folk. Det gor ikke hans arbejde lettere. Hvor står han? Hvor langt kan han gå? Skal han nøjes med at reproducere, hvad han læser, tor han meddigte? I forholdet til vægkunsten er sagen straks enklere: her arbejder bog­illustratoren på omtrent lige fod med maleren og billedhuggeren. Han er som de bundet af de flader, de mål, de materialer og farver, der skal bruges. Hummet er for dem, hvad bogen er for ham, en ting, en stør­relse, der skal udsmykkes ud fra sine proportionelle og materielle for­udsætninger. Men han begynder et andet sted. Med litteraturen. Og den må være med ham hele den lange vej igennem. Skal hans mærkelige dobbelttil­ Morte,.,!..,. J tjdlskiene-k-VMi-dii givftinic btkkcnt opp (il l)o« fowl«, BckkcfK-k|tm fci v^tn ionpi Miet. dtt i allr uufR, auteft i stime pi ku 4 Rtgn« ttumnw pi ncJt^lr«; blai. rmu «(ef trn^t; kiK-kic stti i brrg uftcnc. e«cr motltne kvi«f. i iDmmei-IuTR ct>tr ternJwy; pi ptogticucn. Den »v»rit bjtxkeikogen oikkar mtd Vi Opslag fra Tarjei Vesaas: Norsk Vejr, privattryk. 1D50. En vanskelig opgave var det for bog­trykkeren at få en helhed ud af det foreliggende materiale: uensartede tekststykker, både vers og prosa, og lige så uensartede tegninger i pen, tusch, blæk og sepialaveringer, der da heller ikke var blevet til med en bog for øje. Blev resultatet kun ufuldkomment, kunne bogtrykker og tegner dogstå ved det dengang, for så vidt samarbejdet mellem dem var det bedste, og dets muligheder blev udnyttet så langt, det overhovedet var muligt. værelse som litteraturfortolker og dekorationsmaler overhovedet for­løbe respektabelt, må ordet være begyndelsen, det skrevne værespring­brædtet, litteraturen være vejviseren oglysgiveren. Så kan lian begynde sin sære balanceakt på slap line med Prometeusfaklen i den ene hånd, værktøjet i den anden. -Og måske alligevel falde på enden. lllustrationskunstens forhold til litteraturen har ofte været diskuteret. Erofte blevet miskrediteret. Den er blevet kaldt et parvenueforetagende, en snylter på bogen. Hvorfor skal en bog i det hele taget illustreres, si­ges der så, når den ellers er god? Forfatteren har skrevet den, den er hans fra første til sidste kapitel og så punktum. Hvorfor kan tegnerne eller grafikerne ikke nære sig? Og hvilken ret har de til med et forlags eller et bogtrykkeris velsignelse at grave afdøde og unægtelig værge­ 31 løse klassikere frem fra glemslen og pynte ligene? Ogde nulevende gode forfattere, der dog kan protestereog somme tider også gør det, hvorfor skal de nu pyntes på den måde, deres værker forsynes med grafiske ap­petitva^kkere eller endnu værre med fortolkninger af en trediemand, når de dog burde være en sag mellem digter og læser. Sådan kan angrebene fra de illustrationsfjendtlige lyde, og bevæg­grundene er da også de gammelkendte: billedet i bogen forstyrrer den gode fordøjelse af den, illustrationen skygger for læserens private op­fattelse af teksten, hindrer hans personlige tilegnelse af den. Det er argumenter, det er svært at imødegå, fordi de som oftest kom­mer fra litteraturfolk, der savner billedsans, savner fornemmelse for det rytmiske samspil mellem sats og illustration og derfor bedømmer teg­nerens eller grafikerens udlægning af teksten litterært. Som et litterært fænomen. Vel er bogillustrationen udsprunget af teksten og motiveret af den, men den er dog i sidste instans et billede, der skal ses og sanses som billedkunst, før det kan forstås og dets samhørighed med det skrev­ne eller mangel på den kan konstateres. Tilintetgørende beviser har disse billedstormere i det små nu aldrig kunnet fremføre, lllustrationskunsten har, når alt kommer til alt, levet godt i århundreder og lever stadig i bedste velgående uden synderlige alderdoms-eller sygdomssymptomer. Den har forlængst skaffet sig en plads i kunsthistorien. Og har øjensynligt dasket et sundt og levedyg­tigt publikumsbehov før billeder i bøgerne fra tidernes morgen til i dag. Fra papyrustid til plastictid. Ligesom dette illustrationsbehov har fulgt os fra barndommens glade, kulørte leporelloer til den bekymrede due over gravstenens indskrifter. Ikke desto mindre kan disse sporadiske nævenyttige debatter om bil­ledet som påstået bogparasit være nyttige, fordi de ofte klarer begre­berne og bidrager til at præcisere illustrationens tilhørsforhold til teks­ten, illustratorens ansvarsforhold over for litteraturen. Hvilke krav gør sig da gældende for bogillustratoren, om han skal løse sin dobbelte opgave kunstnerisk forsvarligt? Et forsøgsvis alment svar på det spørgsmål må blive lakonisk: ikke blot, at han kan tegne, litografere, radere eller skære træsnit, men at 32 han også er illustrativt begavet — og samtidig kender sine beføjelser over litteraturen. Kilers ma svarene blive mange og individuelle. Så mange, som der er bøger, tegnere eller grafikere i lige så mangfoldige kombinationer til. Der er -for nu at gå til yderlighederne -de bøger, der ligefrem kal­der på billeder,søm skindpelsen på lusene. De stærkt fortællende, knald­romanerne i ordets udsøgte betydning, hvor personer, situationer og scenerier er underordnet intrigen og spændingen i handlingsforløbet. De er søm oftest så spækkede med illustrationsmuligheder, at det nu og da kan være svært at vælge og vrage. Er der her om ikke frit slag for fantasien, så er der dog brug for den pågående fantasi. Illustratorens job er hyppigt ikke blot iscenesætterens, skuespillerens øg dekorationsma­ lerens, men også påklæderens, uden at bogens dramatiske aktivitet hæmmes nævneværdigt derved. Disse bøger kan tåle fuld styrke fra led­sagemusikken. Gerne hornorkestrets. Og der er modsat de bøger, søm kun tåler det sagte, vagtsomme ak­kompagnement. De digterværker, hvor konflikterne er af mindre hånd­gribelig, men derfor ikke mindre besættende karakter. Her er bogens terræn ikke åbent øg overskueligt, let angribeligt. Det skal da heller ikke angribes. Dets farbarhed er afhængigt af illustratorens egen poeti­ske ørienteringsevne. Her er ingen stikord for den, der vil agere. Kun indfaldsstier øg smuthuller for den, der kan forlade sig på sin kunstneri­ske sporsans. Her vil ethvert forsøg på anskueliggørelse være grov be­famling. Til denne kategori bøger hører ikke mindst digtsamlingerne, de lyriske essays osv. Der er selvsagt uendelig mange nuancer mellem de tø kategorier, de to yderpunkter: bogen, der straks giver sig over for illustratorens til­nærmelser, og bogen, der kun modstræbende gør det. Der er t.eks. boger, hvor teksten opfordrer til grafisk underspilning, ligesom der er bøger, som har brug før forstærkning. Bøger, hvor ste­der i teksten motiverer en grafisk accentuering, der kan forhøje helheds­virkningen. Det er igen fænomener, der leder tanken til teatrets verden. Ja, der er endelig boger, som gennem illustrering har fået kortere el­ler længere eksistensberettigelse, akkurat som de såkaldte teaterskræd­derstykker har fået det, når de rette skuespillere har givet roller, der var flade som pap, en menneskelig fylde, givet dem kød og blod. Man husker sådanne boger takket være de grafiske aflejringer i erindringen, som illustrationerne har dannet. Ja, i nogle tilfælde er kun billederne blevet stående, når teksten er helt glemt. Og der er endelig de boger, som slet ikke kan illustreres. Selv om nogle af dem-gud bedre det-er blevet det alligevel. Man behover her blot at minde om besættelsestidens opulente bogmarked, hvor alt til­syneladende lod sig gøre, alt lod sig sælge, også når talen var om illu­strerede bøger. Men for de bøger, der overhovedet har illustrationsmuligheder i sig, gælder det, at de skal i de rette hænder. Med andre ord, at illustratoren må være på kunstnerisk bolgelængde med sit stof. Og samtidig, at han og forfatteren er psykisk beslægtede på tværs af deres udtryksformer. En forkert kombination er her det samme som en uren instrumentation. Akkorden bliver skæv og skingrende. Shakespeare skal ikke have kino­orgel, Hemingway ikke spinet. De skal for den sags skyld heller ikke have det omvendte. Illustratoren kan være så udmærket en tegner eller grafiker, han være vil; har han ikke tekstens resonans i sine billeder, er han ikke den for­ fatters illustrator. Ikke den solists akkompagnatør. 1Ian kan være af den slags grafiske fortolkere, der ligesom visse skue­ spillere kan forstille sig, maskere og kostumere sig indtil det kamæleon­ agtige, eller han kan være af den anden, modsatte slags, der ligesom visse andre skuespillere kun kan gå ind i en rolle, der tilsyneladende er skabt for ham — og så være den. Men han må altid kunne mærke rollen på hele sin krop, og ikke blot i fingrene. For han skal jo ikke kun levere billeder til en tekst. Han skal hente sine billeder i den. Ja, ofte mere end det. For mig at se må det, der bestemmer udfaldet, når det endelige slag skal stå, altid være, at illustratoren ikke alene opfatter bogen i billeder, men også, at han fornemmer tekstens helhedsbillede. Kan han det, er forbindelsen knyttet mellem hans billedverden og forfatterens. Og først da kan han bevæge sig friere. Selv om det stadig er en bevægelsesfrihed under ansvar. s4 Den illustrerede bog -sådan set IHor aldrig har det været meningen, at det var digterens bogstav, han skulle følge. Intet kan være mere ulideligt end disse geskæftige, pæda­gogiske illustratorer, der med den naturalistiske pegepind langt frem­me prøver at genfortælle en god historie i billeder. Historien skal dog ikkefortælles togange. Parolen skal ikke være: på billedet man ser hvor­dan. Snarere: i billedet man mærker hvordan. Har hans illustrationer bogens hele atmosfære, dens stemning, dens rytme i ét stort drag, er samklangen der. Og han kan spille sin anden stemme. Sit akkompagnement til en tekst. Her skal gives nogle få nærliggende eksempler på bogillustration.Nær­liggende, fordi de er hentet inden for et — det må siges — snævert om­råde, med meget kort radius og navlen som centrum. Forst den i videst forstand bundne opgave: bestillingsopgaven fra et forlag, der ønsker en given bog illustreret, dernæst den udadtil friere opgave: tegneren, der sammen med en forfatter vælger det stof, de vil bearbejde til en bog. Og endelig den meget specielle illustrationsopgave: bogomslaget. Erling Kristensen / Misvækst. Det er ikke altid gyldneappelsiner, en teg­ner får i sin turban, når hans forlæggere kaster illustrationsopgaverne i grams. Om de da i det hele taget gør det sådan. Der kan også være hårde nødder imellem at knække. Hovedpineopgaver, der iøvrigt så langtfra er de ringeste. Men Erling Kristensens radioroman »Mis­vækst« fra 1952 var i hvert tilfælde en fuldmoden pomerans at fange og bide i for den, der skriver dette. En kort fortættet roman, hvis skikkelser og begivenheder bliver stærkt levende og meget vedkommende ved den første gennemlæsning. Det viser sig også derved, at den læses i ét stræk og uden faglige bag­tanker. Den er fri for al udenomssnak som en god gammel almueberet­ning. Og historien udspiller sig da også for et par hundrede år siden på Vendsyssels vestkyst. I et mørkt bondemiljø: en fremmed forfinet pige sættes i land fra en fragtskude og adopteres af farlige mennesker på kystegnen. Gus kaldes hun efter vejret den dag. Hun vokser op i en grum verden, delt i to fjendtlige samfund, to uforsonlige familier, Ne­dermølles og Overmølles. Her oplever hun et kort kærlighedsforhold Hun kravlede ind under Kuspcn åbne vindue. ICai­icn nnug fin rejxe h.ilr mod hendes aiuigt. Hvert ujeblik kunne den mjave og rob«, al her foregik no­get. Hun *kubbede den vck.men den kom endnu mere luden ulbjgc. Hun hørte &ine egne tainder hakke og kf jvlede ui med katten ludende foran. Og da hun endelig uden for gaiddeddei turde rejse >ig, greb hun den og krammede og kxitegnede den så ubehenkel, al den utlc kloemc i for al Uippe fri, og ui fomarr­met gik den uo vej', al hun malle le hujl. For«krackkei holdt hun tig for mundni og ti efter den fumxrmcdc kai. Ud for gikrd»leddet ttambede den med luftet ben og drejende uren. Den hurte noget. LUer den ... Blodet *usrde i hende. Uden bciarnk­ning spung hun pJi bare, l>dli«e fødder ind i møllen og trak døren iil. Ciemtem sprarkkeu m hun Litten blivr bange og tpiuige af sled. Hun malte umke på Kasper, der var den eneste her, der ikke kunne lide katie. Han kom listende frem fra glrdslrddet, kirct strittede, skjor­ten bar han laminenbundct ved ærmerne tom el slag, der lige skjulte ryggen. Vagtsomt spejdende holdt han sig tsrt ind til muren. Ln gang imellem så han lige mod rm4Jcduien ... Hvorfor var det menneske ble­vet til? Hendes hjerte hamiede. Hvorfor havde slucb­nen vcret så ond al smide hende i land lige her, hvor han var? 64 Opslag fra Erling Kristensen: Mi.nwekst. 1952. Den helt bundne opgave: en given tekst skal fortolkes, en given brugsting skal udsmykkes. Format, papir og sats var i dette tilfælde forud bestemt, i ler er forsogt en kontrastvirkning mellem sætterens billede og tegnerens. Lyst mod morkt. til egnens præst og vege mægler. Så sker det: torken sætter ind, mis­væksten breder sig i landskabet og i menneskene. De to forsvinder en nat. Er de blevet ofret? Beretningen giver ikke klar besked. Men i en O O epilog, der er en ny klimaks oven på katastrofens forfærdende, anes begivenhedernes gru den nat. Det er en rigtig sort jysk historie, synes man, når man selv er der­ovre fra. En historie om gode og onde kræfter, der tager livtag. Ikke som i så mange af tidens boger i psykologisk skyggefægtning. Kampen kan sanses, den er virkelig og foregår for vore ojne. Det gode og onde er realiteter, de realiteter, der også skal mærkes i illustrationernes ud­lægning af teksten. Efter flere gennemlæsninger kommer billedstederne til syne. De vig­tige steder i romanen, hvor handlingen tager til, hvor konflikterne til­ .'36' kæmpede, bed i hans hiind og sparkede, til han blev bange for »krigene og sprang op. Ude af sig selv greb han cn plcjl og slog efter hendes hoved, men hun rullede sig om bag en stolpe, og travet tog af for det susende slag. I sin vånde anråbte hun ham om endelig ikke at gore hende fortræd. Det ville blive værst for ham sdv. Han matte tænke på pengene, engang kom de jo fra havet ... Et ojeblik stod han rådvild, så greb han hende bandende om struben og ville klemme til. Men hun skreg med sit sidste vejr, at Vestergårds var kurt til Overmølle med deres korn ... Og taget om hendes hals slappedes ... Hun sprang mod doren. Han bandede, at hun skulle blive, han ville vide mere. Hvor mange sække? Hvem der kørte? Med cn slemme, der knækkede over som i gråd, skreg han, at det var logn — løgn! Det var noget, hun fandt på. Men han ville ikke være til grin for nogen og slet ikke for hende ... Rystende af skræk for ham og for det, hun havde sagt, løb hun og gemte sig i naboens rugmark. Her sad hun og blev klar over, at hendes toj var flænget, og at hendes sidste rest af tryghed var revet i stykker. Da hun endelig vovede at rejse sig, havde det været lettere at gå alle andre steder hen end hjem. Men for hende var der kun den ene mulighed. Forsigtig Opslag fra Erling Kristensen: Misvækst. 1952. En stærkt dramatisk situation i samme tekst er søgt fastholdt inden for billedets kant, som også er satsens For at holde de stærkt kæn­trende billedflader i ro inden for bogformatet, erderes bevægelse ud mod læseren strammet mest muligt. spidses eller udløses. De dramatiske højdepunkter eller de lyriske. Bil­leddispositionen bliver klar, samtidig med at billedernes tone og stil nu fornemmes som mere end muligheder. Fåmælte må tegningerne være som historien. Samtidig bliver også tekstens undertoner mere hørbare. Dette er jo ikke blot en historie fra gamle dage om gode og onde men­nesker, det er en beretning med perspektiver helt ind i vor tid, en beret­ning, der trods sin ubønhørlige udgang bringer budskab om tolerance og medmenneskelighed. Man afstår derfor fra den alt for tydelige historiske og topografiske lokalisering af miljøet, fra den alt for nærgående portrættering af per­sonerne, og søger i stedet det enkle, det typiske. I en indledende sum­marisk, silhouetagtig tegning antydes tidskoloritten: det var engang, ligesom den kommer nødtørftigt frem i andre billeder, i let stiliserede 37 almucdragter, møbler og brugsting, og i et par andre billeder placeret senere i bogen fastholdes sceneriet, husene, mollerne og kirken ved havet. Men på en sådan måde, at naturen og vejret bliver det frem­ herskende. Det afgørende bliver dog skildringen af klimaet menneskene imel­lem, de fa solstrejf, de mange optræk til uvejr og endelig uvejret selv. Her er et par steder i bogen og billederne dertil. Forst et af de lyri­ske: Pigen Gus i sit værelse, i sin seng, og bag hende vinduet åbent ud til sommernatten. Hun oplever længselen, den sære blanding af glæde og smerte. Erling Kristensen siger det sådan: Nu var det tiden. Den ulidelige længsel, der gjorde både stærk og svag. Katten sad og så på hende. Hun klemte armene ind mod brysterne og rullede sig som før et sprin"-ud i koldt vand. Billedet er her tæt på tekstens ordlyd. Bevægelsen i det er let og gli­dende, skyggerne mørke, men bløde, og lyset lægger sig på pigens an­sigt og krop. Og som modsætning et af de dramatiske steder: Pigen Gus overfal­des af sin onde stedbroder Kasper på ladeloftet. 1 teksten er stikordene: Inde i laden truede han med at sladre, hvis hun ikke ville lade ham kysse sig. Hun stred imod ham, til han blev vild og rev hende omkuld i halmen. Han flåede i hendes tøj og ville kvæle hendes skrig. Hun kæmpede, bed i hans hånd og sparkede, til han blev bange for skrigene og sprang op. Ude afsig selv greb han en plejl og slog etter hendes hoved, men hun rullede sig om bag en stolpe, og træet tog af for det susende slag. I sin vånde anråbte hun ham om endelig ikke at gøre hende fortræd. Her er billedet tilsyneladende fjernet mere fra forfatterens livagtige beskrivelse. I virkeligheden søger det dog efter evne at forenkle den. Ved at koncentrere sig om håndgemængets sidste chokerende fase og ved at udelade pigen afbilledet, prøver man i stedet at fole sig i hendes sted, anbringer om man så må sige kameraet ud for hendes øjne i håb om, at læseren også vil se det sådan: overfalderens hurtige bevægelse ud mod ham, plejlens farlige hug i luften. Det hele både sat i gang og fastholdt i billedfladen af hjulet og bjælkerne bagved. Og den sorte væg. 38 For den sorte farve er dominanten i den korte skala fra sort over få gråtoner til hvidt, som er brugt til denne bundne illustrationsopgave, denne barske bonderoman. Og her får man endda gjort en dyd af nødvendigheden, idet bogen, allerede før forlaget besluttede sig for illustrering, var sat i produktion. Skrift og skydning,format, papirog dermed klichéraster var faste hånd­gribelige krav, der skulle honoreres side om side med tekstens nok så udefinerbare. Halfdan Rasmussen og Ernst Clausen / Torso. Mange tegnere går rundt med en stadig næret, aldrig opfyldt dagdrøm. Drømmen om billedbogen. Bogen, der bortset fra titelblad og kolofon kun er én lang billedfrise. Illustrationsopgaven uden tekst. Realiseres den kun yderst sjældent, kan det selvfølgelig skyldes, at den kun varen dagdrøm. 1 hvert tilfælde når de færreste at prøve ønsketænkningens bæreevne, fordi forlæggerne har endog meget svært ved at begejstres for projektet. Forfattere skal der til, siger de -og forlagskalkulen. Er disse frihedens frugter, om ikke forbudne, er de altså svære at nå. Alligevel har nogle tegnere i de sidste år fået en mundsmag af selv­stændighedens sødme. Her tænkes på de bogopgaver, hvor forfatter og tegner fra hvert sit udgangspunkt søger at indkredse et tælles motiv, en fælles oplevelse, inden for en bogs område. Det kan t.eks. være rejse­bogens. En anmelder har kaldt denne form for makkerskab for: en koncert for to instrumenter, hvor hver spiller sine melodier. Associationen er for så vidt rigtig. Temaerne er fælles, selv om instrumenterne stemmes indi­ viduelt. Men et heldigt slutresultat er dog her som ved den bundne illu­ strationsopgave afhængigt af resonansen mellem de to temperamenter. Det er en spændende form for bogillustration, tilsyneladende med større albuerum end den helt bundne. Men så sandelig ikke mindre krævende. Selv har jeg prøvet flere af slagsen. Sidst var det en rejsebog, bestilt af et optimistisk forlag. Rejsemålet var frit. Rejsekammeraten var for­ fatteren Halfdan Rasmussen. Og bogen blev »Torso«,der udkomi 1957. En bog fra Grækenland. 39 Hjul«drejer. En nlhed STEN HØST abncr fortroligt ^RRrycts drue over din vmhli mund. Svalt synger havet. Men evigt klager med tørre læber den golde ager. I ro skulle spire. Men solen slukker de grønne lamper. Og leret sukker. Dog, fra det ode som spotter hinden steg skønhed op for at mxtte inden Og sulten sover i middagsstunden med støv eis brændende mel på munden. Opslag fra Halfdan Rasmussen og Ernst Clausen : Torso. 1.957. Den friere opgave: forfatter 0K tegner soger tra hver sit ståsted, hver sin synsvinkel at indkredse og samlefælles motiver, fables oplevelser i bogens form. Kvinden med krukken til venstre er ikke blot tænkt som fyldetegning, hun skal også bære verset, der ellers hang så enligt oppe under bogsidens loft. En rejsebog i snævrere forstand var det nu ikke, snarere en symbolsk beretning i digte og tegninger om et fremmed lands mennesker. Men­nesker, der var på bunden af det moderne europæiske samfund: en lille ældgammel nation med en vældig fortid og en bitter nutid. En be­folkning, der i århundreder har kendt krig, besættelse, jordskælv og utrolig fattigdom og, som det er sagt, fortrinsvis synes bestemt til tra­gedien. Det var bogens fælles motiv for forfatter og tegner: en torso af et menneskesamfund. I højsommeren 1955 var man på stederne: I Athen og på øen Lesbos. Indtrykkene var mange og voldsomme. Ikke mindst i byen, hvor de kom hurtigt og overrumplende. Færdige, endsige halvfærdige digte og illustrationer kunne det ikke blive til dér. Men talrige tilløb og skitser. Hurtige notater, som straks og ubeset stoppedes i skuldertasken. Man TRÅDENE VED ET GAMMELT TÆPPE Trådene synger. Detsvundne cr med hvor du gir. Livet har vævet sit raanster af dage og år. Menncskehamder har skabt det af drøm og bcgarr. Tynget af støv stod det op for at mode dig her. Drøm spinder tråd til det kommende. Intet går tabt. Broderligt nir detdig, alt som blevlevet og skabt Dyb er forblødningens time.Men fødselens stund ler gennem smarte og klager med smil pi sin mund. Intet er nyt Alt er nyt nir du møder det fnt. Trygt skal du favne det-Alt hvad du favner er dit. Alt søger ind til sir mønster. I trådenes sang sover en rytme der stiger til helhed engang. Skønhed og hæslighed bløder. I trend og i tråd toner det evige tema af lykke og grid. KOLONAK I Opslag fra Halfdan Rasmussen og Ernst Clausen: Torso. 1957. Fra samme bog: så uensartede var satsbillederne af forfatterens vers. Her måtte en bredere og tungere tegning til for at veje op. 1 formindsket sort-hvid gengivelse kan det godt se ud, som om opslaget tipper over i venstre side. Det kan skyldes, at tegningen i bogen er i farver: grå, olivengrøn og rustrod. greb grådigt om sig : der var så meget, der skulle huskes, så meget, der måtte kunne bruges senere. Pludselig begynder indtrykkene af den antikke græske kunst at blan­de sig op i det hele. Denne strenge, men frodige arkitektur og skulptur, som disse mennesker, man er hos, ligner, værdige som søjler og statuer, som de er i deres laser og pjalter. Og således går det til, at man med sig hjem har udkastene til et sært og blandet billedgalleri, hvor partisanen Nico hviler hos gudinden Hebe, violinspilleren Margonis sidder side om side med troldkvinden Kirke, og hvor en kropsvær gamling pa engang er værten i vores natteherberge og havguden Poseidon i al sin vælde. Så langt har man ikke skænket bogen som sådan mange tanker. Og megen tid går også efter hjemkomsten med blot at sortere og kassere 41 råskitser eller arbejde videre med dem uden særligt henblik på sats, papir, format etc. På et senere tidspunkt, da forfatterens vers begynder at dukke op, anes bogens konturer. De kortliniede vers og enkle høje tegninger, der nu også foreligger, nærbillederaf skikkelser, ansigter og hænder i tætte afskæringer, kræver naturligt et slankt, stort format og en klar og fast typografi. Man harfået frit lejde på bogtrykkeriet, der skal sætte og trykke dig­tene. Tegningerne skal gengives andetsteds i offset og forlaget spen­dere stottefarver til den sorte. Endnu har samarbejdet med de to tryk­steder legens karakter. Provesider bliver til efter megen nysgerrig eks­perimenteren med skrifttyper, papir-og farveprøver. Man har det næ­sten overstadigt. Så begynder forfatteren med ét at skrive i anden versform: Heksa­metrets -bred og firkantet som storebæltfærgens. Og man kan begynde forfra. Med den tålmodige faktors hjælp skal man nu finde den typogra­fiske mellemproportional mellem de sapphiske strofer og de homeriske, der igen skal hægtes på høje tynde billeder og lave tykke. Og så er man midt i det: den brogede forvirring af tekniske og æste­tiske muligheder, der skal afprøves.Samtidig med at digte og tegninger skal afstemmes indholdsmæssigt. Kom der en helhed ud af det? Blev den smagfuld? Forhåbentlig da O O ikke. Blot den blev så rigtig, man kunne gøre den. Har man en mening ud over den artistiske med en bog som denne, laver man ikke vers for versenes skyld, billeder for billedernes, typografi for typografiens. Bog for bogens skyld. Forfatteren og tegneren til denne bog om menneskelig armod og ukuelighed har i al beskedenhed skrevet, tegnet og tilrettelagt den for deres egen skyld. Som en tak for et besøg i Grækenland. Mezz Mezzrov / Really the blues. Bundet illustrationskunst er endelig på sin helt igennem underfundige, sommetider intrigante måde: bog­omslaget. Her er opgaven ikke blot at illustrere en tekst, et sted i den; ja i de allerfleste tilfælde ville det være håbløs gerning at forsøge noget 42 Oet^olt i troskyldig GYLDENDAL Smudsomslag: Min aske til de sorte. Mezz Mezzrow. 1954. Den meget bundne opgave: bogomslaget, illustrationen, der ikke blot skal dække en hel tekst, men også emballere og meget gerne rekommandereden. Farverneer påselve smudsomslaget:sort, kold gul og lilla. i den retning. Situationsbilledet på forsiden, som er den kulørte under­holdningsbogs privilegium,skal i hvert tilfælde ikkeomtales her. Snarere gælder det at finde en illustrationernes fællesnævner. Kort sagt skal bogomslaget opfylde fiere, ofte svært forenelige krav. Det skal være oplysende, meddele titel, forfatter og forlagsnavn, det skal være illustrerende, give en billedsyntese, det skal være dekorativt, tjene som emballage, og det skal sluttelig være reklamerende, være bo­gens lille plakat. Det sidste krav fremsættes for det meste af forlægge­ren som et blidt ultimatum. Her er tegneren ikke kun bundet på hænder og fødder. Han er i de spegede problemers spændetrøje. Han véd, at hans illustrationsløsning ikke blot skal godkendes af en forfatter og en forlægger, men også af en eller flere forlagssælgere; og bag dem står så endda som den usynlige hær af meningsforskellige landets boghandlere. 43 Men denne mangesidige modstand kan, hvor sært det end lyder, være inspirerende, igangsættende. For bogomslaget er jo bogillustration, bogudsmykning i sin mest koncentrerede form. Der kan gå sport i ar­bejdet. Ja, et artistisk sportsmoment er simpelt hen nødvendigt. Yder­mere da illustreringen af bogen ofte er et spil med blind makker. For mange gange foreligger forfatterens tekst nemlig ikke. Den er enten ikke oversat eller ikke færdigskrevet på det tidspunkt, forlaget skal bruge sine rejseprøver til sælgerne. Men man klarer sig. 1 ofte bevæ­gede øjeblikke får man ved arbejdsgiverens, nu og da også hans litte­ra^re konsulents eller oversætters hjælp en slags fornemmelse af bogens stofkarakter, dens klangfarve. Som nu med »Min aske til de sorte«, en erindringsbog af jazzens Mlinchhausen, Mezz Mezzrow. Med en bedre, men uoversættelig origi­naltitel: Really the blues. En spændende, helt lobsk beretning om Chi­cagos og New Yorks halvverdener, hvor fortælleren på sin odyssé gennem natklubber, smugkroer, bordeller og grammofonstudier moder jazzens kunstnere. Mest om de tarvede at dem, som han føler sig i slægt med. Det står da meget hurtigt klart, at omslagets tegning-bortset fra at tilpasse sig de tre tekstlinier: titel, forfatter og forlag -straks må sige: dette er en jazzbog. Til alt held er man selv gammel-og det vil igen betyde -uafrystelig jazzven. Man kender disse jazzfolk gennem andre beskrivelser og ikke mindst gennem deres musik, deres grammofonindspilninger. Og man véd, at bogens fortæller så langtfra var en central kunstnerskikkelse blandt dem. Da man endelig beslutter sig til — efter mange torgæves torsøg — at give jazz'ens hektiske lømmelalder i tyverne og forst i trediverne i et billede, et enkelt symbol: et musikerfysiognomi, koncentreret om at spille —som bare helvede, som det hedder i bogens jargon — bliver det ikke klarinettisten Mezz Mezzrows, men en anonym negers. En af dem, forfatteren så gavmildt testamenterer sin aske. For at få dette negerhovede til at virke så slagkraftigt som muligt og samtidig give det nerve, tegnes det hurtigt og skitseagtigt-om og om igen. Indtil man finder det brugbart. Det nærgående understreges yder­ 44 linere ved en beskæring foroven lidt over hovedets pande. Og klarinet­mundstykket, der antyder hele instrumentet, står vertikalt på satsen, der først forsøgsvis samles i et bånd forneden, senere i en plade. Endelig antydes bogens hidsige, usunde temperatur med farverne sort, gul og lilla. Dækker det bogen, som det skal? Kommer det til at virke efter sin hensigt, når bogen udkommer? Ingen -hverken forlægger, salgschef eller tegner-véd det. De har kun at være spændte. Denne gang som før. Bogens fagre ny verden Fra den selvvalgte, selvskabte illustrationsopgave over den bundne be­stillingsopgave, den færdige klassiske eller moderne bog, til den meget bundne, bogomslaget, er der en lang afstand af nuanceringsmuligheder. Fælles har de tre opgaver dog den tekniske vej, de skal tilbagelægge fra forlag over reproduktionsanstalt, bogtrykkeri og bogbinderi til bog­handlerdisk. Og det er unægtelig en afgørende fase i illustrationens til­ blivelsesproces. Når der her er lagt megen vægt på de indledende manøvrer, psykolo­giske og kunstneriske, har det væretfor at minde om, at den illustrerede bogs skabelseshistorie ikke blot er et teknisk, men også et menneskeligt anliggende. For tegneren at se, der har sin arbejdsplads i bogens iagre ny verden, hvor en ofte brutal industrialisering maver sig frem,kan fremtidens bog­produktion i fata morganaøjeblikke tage sig ud som et Orwellsk mare­ridt af automatik. Kulturpessimisme og kunstnerforurettelse al den sæd\ anlige slags, vil læseren måske sige og fortsætte: sa galt gar det vel heller ikke. tor­ håbentlig får han ret. Men givet er det, at denne voldsomme fremvækst afstadig mere rat­ finerede reproduktions-og trykmetoder og dermed stadigmere effektive produktionsplaner må drænes og luges gennem en snæ\ rere kontakt med billedkunsten end den, man nu kender til, i hvert tilfælde nar talen er om den illustrerede bog. 45 Samarbejde -teamwork. Sådan lyder jo feltråbene i dag på tværs af maskinernes larm. Kunstnerne -bogillustratorerne -kender dem mest som slagord, der ikke har megen dækning for dem. 111ustrationskunstens aktuelle problem ligner vægkunstens ikke så lidt: arkitekten, bygmesteren og håndværkeren har brug for kunstneren, når en bygning skal udsmykkes. Men de vil i mange tilfælde udskyde sam­ arbejdet med ham længst muligt. Hvorfor mon? Pa omtrent samme måde går det med bogens udsmykning. Hvorfor mon ? Det er, som om bogens arkitekter og dens andre fagfolk våger skin­ sygt over boghåndværket. Hvorfor dog? I den forbindelse et parentetisk spørgsmål: hvem er bogens kunst­ nere: \ cd de årlige iovrigt interessante skandinaviske udstillinger af udvalgte boger omtales disse som »Nordisk Bogkunst«, samtidig med at dedækker også andre genrer end den illustrerede bogs. Er da tilrette­læggerne, bogens tekniske smagskonsulenter, eller dens øvrige tekni­ske mandskab, kemigraferne, sætterne, trykkerne og bogbinderne, er de bogkunstnerne? 1 egnerne og grafikerne ville vist være godt tilfredse med betegnel­sen boghåndværkere tor det arbejde, de måtte lægge i den illustrerede bog fra det ojeblik, dens tekniske tilblivelse tog fat, til den var færdig. Om de altså måtte. 1 udlandet, i Frankrig og Schweiz t.eks., har man set mange gode eksempler på, at ikke blot bogfremstillingen, men også reklamen har hentet inspiration hos den moderne kunst, der til gengæld har hentet lærerige opgaver hos dem. Men herhjemme mener man åbenbart ikke, at boghåndværket, bog­industrien og kunsten skal fraternisere alt for meget. Der indvendes fra fagfolkene ofte med rette, når kunstnerne ytrer øn­sker om direkte medvirken, at de savner fornoden teknisk forudviden. Og at det koster tid og penge at lade dem hoste deres første erfaringer ved maskinerne, der jo helst skal kore hele tiden. Men hvor skal de el­lers hente deres viden? 46' Og det bebrejdes med ligeså fuld ret fra tegnernes side, som det også allerede er gjort det i denne artikel, at forbavsende få af fagets folk har en udviklet grafisk formsans og stilfornemmelse. Hvor skulle de have iientet den ? Det er kort sagt en også gensidig skepsis, der hindrer et videre sam­arbejde. Men denne skepsis må dog kunne overvindes, og et fordoms­frit teamwork etableres. Her har både Kunstakademiets grafiske skole og Teknisk skole for­sømt at gribe muligheder, der var inden for rækkevidde, og prøve dem. Begge steder uddannes unge mennesker, hvoraf nogle har storechan­cer for at møde hinanden, når den illustrerede bog skal produceres. Nu mødes de, kunstnerne på den ene side af den, formgiverne og med dem håndværkerne på den anden. Begge parter så temmelig uforberedte på et samarbejde. Her havde der været brug for mere pædagogisk gennemtræk sko­lerne imellem. Hvad de unge tegnere og grafikere, bogillustratorerne in spe angår, ville næppe mange af dem have noget imod, at den bundne, anvendte tegnekunsts og grafiks problemer blev taget radikalt op på Kunstakade­miet. Inden for undervisningen på den grafiske skole eller endnu bedre som et selvstændigt fag: bogens teknik og æstetik, med lærerkræfter hentet både blandt vore bogtilrettelæggere og bogkunstnere. Da ville de unge blive skånet for den hestekur, det har været for mange af deres ældre kolleger at lære bogens mekanisme, dens arkitek­tur at kende på delvis egen hånd. Omvendt med de ungehåndværkere og de af dem,som vil specialisere sig som grafiskeformgivere : de ville kunne støtte deres konstruktiveog tekniske viden med en rigere fornemmelse for det skabende -både hvad fantasi og formsans angår, hvis sådanne kontakter fandtes. Havde begge parter været forberedte, havde kunstnerne vidst mere om skriftarter, skriftkarakterer og skriftvirkninger, havde formgiverne fornemmet stærkere satsens og billedets grafiske familieskab, kunne et samarbejde mellem dem ikke blot blive gensidigt befrugtende, men må­ske også komme til at betyde en fornyelse af den illustrerede bog her­hjemme. Den illustrerede bog er dog ikke blot for den egocentriske tegner en central foreteelse i bogproduktionen. Den er det også for mange andre. I den modes litteraturen og billedkunsten og disse igen med håndvær­ket. Skal de nu modes med industrien, og det skal de jo, må mødet blive til gavn for alle parter. Den dager måske ikke så fjern, hvor den illustrerede bog kan masse­fremstilles i serie-og billigbøger. For tegneren, der har startet med pri­vattrykkene, de udemokratiske nytårsgodter, der ikke er for godtfolk, og også senere fortrinsvis har arbejdet med eksklusive forlagsudgivel­ser,er denne tanke unægtelig forjættende: at få et størrepublikum i tale. Måtte den illustrerede bog da midt i fremtidens jernhårde bogindu­stri blive ikke et blødt punkt, men et lille kraftcenter, hvor bogens folk i videste forstand kunne hente kaviar eller ribbensteg, hvad det nu kan blive, ikke blot for øjet, men også for sjælen.