DE SENESTE ÅRS FORNYELSE AF GYLDENDALS BOGUDSTYR Af JOKUM SMITH For den, der har fulgt udviklingen i dansk boghåndværk siden den anden verdenskrigs slutning, har det været en opmuntrende og måske også overraskende kendsgerning, at kvaliteten i boghåndværksmæssig henseende år for år er steget. Ser man tilbage i tiden, er denne udvikling ikke så overraskende endda. Forud for den er udført et målbevidst og systematisk arbejde, dels af Forening for Boghaandværk, dels af enkelt­personer, som ved en personlig tilrettelægning af deres bøger helt tilbage i tyverne skabte boger, der den dag i dag føles som tidssvarende og mo­derne. Der var således KAY FISKER, KAI FRIIS MØLLER, GUNNAR BIIL-MANN PETERSEN, STEEN EILER RASMUSSEN og flere arkitekter, men der var naturligvis også fagfolk, først og fremmest bogtrykkerne C.VOLMER NORDLUNDE og JOHAN OLSEN og forlæggeren OTTO ANDERSEN. Allerede i krigens år begyndte flere forlag og trykkerier at arbejde med en systematisk tilrettelægning af deres bøger; således var professor Fisker konsulent for Nyt Nordisk Forlag, og hos F. E. Bording arbej­dede allerede dengang BØRGE CHRISTENSEN, hvis tilrettelægning især kom til at præge Carit Andersens Forlags bøger, der næsten alle blev trykt der. Efter krigen arbejdede blandt andre ERIK ELLEGAARD FREDE­RIKSEN og VIGGO NAAE som tilrettelæggere for flere forlag, ogderes ind­sats har allerede haft stor betydning for dansk boghåndværk. Denne udvikling af en bevidst formgivning af danske bøger kom ikke isoleret. Den kom jævnsides med eller måske lidt bagefter den væsentlige udvik­ling, der er foregået inden for vort kunsthåndværk og vor kunstindustri­og bogfremstilling er jo en mellemting mellem kunsthåndværk og kunst­industri -en udvikling, som har bragt vort kunsthåndværk ogvor kunst­industri frem mellem de førende i verden. Så langt, som vi er nået, målt med internationalalen, med formgivning af møbler, sølvtøj, stentøj o.s.v., er vi ikke nået med vor bogproduktion, men mange af vore forlag og GYLDENDALS BOGUDSTYR 8l trykkerier har gjort en betydelig indsats, som også er blevet bemærket i udlandet. Redaktøren af »Bogvennen« har bedt forfatteren af denne artikel om at gøre rede for de forsøg, Gyldendal har gjort i denne hen­seende. Lad det være sagt med det samme,at vi ikke på Gyldendal selv er tilfredse med de resultater, vi foreløbig har opnået.Vi står kun ved begyn­delsen af en udvikling, og vi véd selv kun altfor godt, hvor mange fejl og hvor mangesvagheder der ligger i vort arbejde. Vi er udmærket godt klar over,at vort arbejde, særlig med hensyn til kvaliteten af trykarbejde, er en del ringere end det bedste engelske, tyske og schweiziske arbejde, men vi har følt,at med den interesse, der i øjeblikket findes for boghånd­værk, var en redegørelse for vore bestræbelsermåske alligevel berettiget. Som de fleste andre forlag havde Gyldendal i 1920 fundet en form for udstyret af dets bøger, og denne form bestod stort set til op i halv­tredserne. Formaterne støttede sig, som naturligt var, til De forenede Papirfabrikers formater af bogtrykpapir, og de mest anvendte skrifter var Bodoni, Caslon, Klassisk og Fransk. Da man nu skulle forsøge at finde en form for udstyret, som var i pagt med tidens opfattelse af kunstindustri og formgivning, var det naturligt at begynde med forma­terne. Gyldendals formater var standardiserede, og det har de ligesom alle andre store forlags formater været lige siden Søren Gyldendals tid. Der var to standardformater, nemlig det såkaldte Galsworthy format: 15 11^x21 cm og det såkaldte Blixen format: 14,375x21,75 samt et par standardformater for skolebøger. Ved siden af benyttedes naturligvis en del særformater. Når man nu skulle ændre på formaterne, var det naturligt at søge til­ bage til de store klassiske forbilleder inden for boghåndværk og bygge formaterne op efter de samme proportioner, som dengang blev anvendt, nemlig det gyldne snit. Det må dog straks siges,at det gyldne snits pro­ portioner er meget lidt velegnet til illustrerede bøger, tordi deter så smalt, og af de fem standardformater, Gyldendal gik ind for, fik tre det gyldne snits proportioner, medens de to andre, der tænktes anvendt til illustre­ rede bøger, blev væsentligt bredere. Det var så heldigt, at Politikens Forlag i efteråret 1954 udsendte en lille vejledning i papirformater under medvirkning af daværende proku­ rist EJNAR PHILIP, Nordlundes Bogtrykkeri, og forfatteren al denne ar­ tikel, og heri fandtes stort set den serie formater, som Gyldendal gik ind for. De er anført i Ejnar Philips artikel om bogformater i »Bogvennen« 1953, s. 80, men skal gentages her: ubesk. format A iixiy1^ anvendes til digte, essays m. m. B 13x21 små romaner, essays, skole­ bøger C 14V4X23 større romaner, biografier, skolebøger D 16x24 memoirer, rejsebøger, større lærebøger E 18x26 rejsebøger, billedværker, lære­bøger Der har senere rejst sig en vis kritik af denne standardisering, idet nogle interesserede har været ængstelige for, at den skulle medføre begyndelsen til en uniformering af dansk boghåndværk. Disse kritikere har imidlertid overset flere væsentlige ting. For det første det, at den nye serie formater betød en udvidelse af det antal formater, Gyldendal tidligere havde anvendt. Man har overset, at en lang række af Gylden­dals udgivelser at t. eks. berømte danske forfattere allerede var i præcis samme tormat, simpelthen fordi der på det tidspunkt, da disse formater anvendtes, var mindre interesse for bogtilrettelægning. Man har lige­ledes overset, at alle store forlag ude i verden af praktiske og økonomiske grunde er nødt til at anvende ensartede formater. Et af de berømte eksempler på en sådan standardisering er den tilrettelægning, som engelsk boghåndværks grand old man, Stanley Morison forelagde for \ ictor Gollancz. Dette store forlag anvendte kun to formater, og til det ene anvendte man altid skriften Monotype Baskerville, til det andet Monotype Scotch Roman. For det tredie har kritikerne overset, i hvor høj grad det er muligt at variere bøgers udseende, selv om formatet er præcis det samme. Som det vil fremgå af illustrationerne side 84, kan én omslagstegning tå formatet til at virke højt og slankt, en anden lille og bredt, en tredie stort, en fjerde lille, selv om alle bøger har nøjagtig samme format. Endelig benytter Gyldendal stadigvæk altid særformater til opgaver, som kræver det. Man kan i denne forbindelse minde om bøger som Christian Ellings »Rom«, Melvilles »Moby Dick«, Harald Langbergs »Dansk Bygnings­kultur«, Leonora Christinas »Jammersminde« med Povl Christensens illustrationer, Gyldendals store Kogebog og mange andre bøger, hvis karakter har krævet, at de har fået et specielt format. '• 1 1 , , • . FEST SKRIFT TIL Den PAULV. fremml RUBOW mmmoAt SIBYLLEN ROMAN Af PAR LAGERKVIST | Solbåde Gyldendals 5 standardformater. Øverst t.v.: FormatA med træsnit af Helle Thorborg. -Derunder: Format B med omslag af Austin Grandjean. — Nederst t.v.: Format C med træsnit af Sigurd Vasegaard. -Øverst t.h.: Format D med omslag af Austin Grandjean. — Nederst t.h.: Format E med omslag af Austin Grandjean. MAUGHAM -TIDEN i DER FULGTE ERICH MARIA REMARQUE Læg mærke til, hvor forskellige disse seks bøger i B formatet virker. De er alle 13 21 cm. — Omslagene til Billie Holiday Billie synger Blues — Thomas Anderson Dine egne Sønner -Thorkild Bjørnvig Anubis og H. C. Branner Ingen kender Natten er af Austin Grandjean -omslaget til W. Somerset Maugham Drømmen er af Des Asmussen og til Erich Maria Remarque Tiden der fulgte af Erik Ellegaard Frederiksen. Til belysning heraf tjener følgende oversigt: 1954 udgav Gyldendal 331 bøger, heraf var 117 i et af de 5 standardform. 366 I51 1955 -- 1956 -376 -157 Disse tal viser, at anvendelsen af standardformater endnu ikke er så udviklet, som man at praktiske og økonomiske grunde kunne ønske, men da man gik i gang med de nye formater, var man godt klar over, at der ville gå mellem fem og ti år, inden de ville blive gennemført i ønskeligt omfang, d.v.s. for omkring tre fjerdedel af produktionen. Man er imidlertid stærkt bundet af løbende serier, f. eks. klassikere, bøger, der optrykkes på stående sats, og forskellige andre forhold, som bevirker en ret langsom udvikling. Efter at formaterne var valgt, begyndte man at overveje, hvilke skrifter man skulle gå ind for. Der var enighed om, at man måtte kunne nøjes med et meget lille antal skrifter, og man enedes om at koncen­trere sig om tre. Det var imidlertid væsentligt, at disse skrifter havde en sådan karakter, at de kunne anvendes til forlagets mangesidige produk­tion, og at de var således sammensat, at man var sikker på at have en egnet skrift til hvert af de mange forskellige papirer, man nødvendigvis måtte tage i anvendelse. Til trykning på uglittet og matglittet papir, fortrinsvis anvendt til skønlitteratur, essays, digtsamlinger o. 1., var det rimeligt at tage en lys og let renæssanceskrift, og valget faldt på Lino­type Granjon. Groft set kan man sige, at denne skrift ligger mellem Garamond og Bembo, og det var så meget desto mere rimeligt at anskaffe den, som skriften hidtil er næsten ukendt i Norden. Granjon egner sig imidlertid ikke til glittet og krideret papir, og til anvendelse i bøger, hvor sådant papir er nødvendigt, anskaffedes Intertype Baskerville. Denne skrift er jo særlig velkendt i Danmark, siden arkitekterne begyndte at anvende den kort efter 1930; den er klar og letlæselig og velegnet til alt slags papir. Som en tredie skrift an­skaffedes Times, der nu findes også til Linotype sættemaskiner. Denne skrift, der er skabt omkring 1930 under overvågeise af Stanley Morison, udmærker sig ved at være overordentlig klar og letlæselig og meget økonomisk i anvendelse. Gyldendal anvender den fortrinsvis til skole­bøger, håndbøger, opslagsbøger og lignende publikationer. Da disse tre skrifter var anskaffet, tandtes et grundlag at gå ud Ira, og for at skabe den størst mulige variation i produktionen sørger man for at vælge andre skrifter til de bøger, som trykkes af andre trykkerier end Gyldendals eget. Her har man især anvendt Linotype Janson, Monotype Bembo og Monotype Perpetua. At de 376 bøger, Gyldendal udsendte i 1956, trykte forlagets eget trykkeri de 262, og man ser, at der således er udmærkede muligheder for variation i skriftvalget. Da nu formaterne og skrifterne var valgt, forelå det egentlige grund­lag for den typografiske tilrettelægning. Gyldendals karakter som forlag gjorde det let at vælge den linie, man skulle gå ud fra, så meget mere, som det faldt naturligt at bygge videre på den konservative og sobre stil, der hidtil havde præget husets udgivelser. Det er klart, at et forlag, der har en stor produktion af moderne og klassisk dansk litteratur og af fagbøger på et højt plan, må vælge en klassisk og tidløs typografi. Mere her end i andre bøger må typografien underordne sig teksten og undgå at virke anmassende, og for fagbøgerne og skolebøgerne gælder det, at hensigtsmæssigheden må komme ind som nummer ét. Det må være afgørende, at bøgerne er overskuelige, lette at orientere sig i og hurtigeat slå op i. Disse hensyn må naturligvis kædes sammen med et indbydende og livligt udseende, og særlig for skolebøgernes vedkommende er det vigtigt, at man undgår ethvert præg af lærebogskedsommelighed. Det var samtidig klart, at det ville være ønskeligt, om Gyldendal fortsat kunne have en vis stil over sine bøger; man måtte gerne på typo­grafien og det øvrige udstyr kunne se, at dette var en bog fra Gyldendal, uden at man derfor forfaldt til trist ensformighed. Forbillederne i så henseende var engelske forlag som Faber & Faber, Chatto & Windus og Jonathan Cape, men det var naturligvis ikke tanken, at Gyldendals bøger skulle være en efterligning af de engelske. Det første forlag, der systematisk gik i gang med en tilrettelægning af deres bøger i Norden, var P. A. Norstedt & Soner i Stockholm. Nor­stedt knyttede i 1916 AKKE KUMLIEN til sig som tilrettelægger. Hans gustaviansk prægede bogudstyr med Cochin-skrift forekommer måske en smule forældet nu, men selv om man synes, at hans bøger gennem­gående blev lidt ensformige, så har hans indsats dog haft meget væsent­lig betydning for boghåndværket i Norden. Senere er andre nordiske forlag fulgt efter og har fået en fast tilrettelægger, og vi fandt det natur­ligt på Gyldendal ar følge eksemplet. I 1954 knyttedes den første egent­lige tilrettelægger til huset. I forhold til vore svenske kolleger har vi i Danmark en betydelig hemsko med hensyn til, hvad vi kan ofre på bøgerne, nemlig de lave danske bogpriser. De store svenske forlag har tilrettelægningskontorer med adskillige medarbejdere, men de stramme bogkalkulationer for­hindrer sådanne flotheder her i landet. Det har derfor været nødvendigt at foretage en vidtgående standardisering også for bøgernes typografi, men atter her følger Gyldendal almindelig europæisk praksis. Forholdet er jo det, at man, når man skal tilrettelægge f. eks. en roman, faktisk hver gang står over for at løse den samme opgave. I De forenede Stater, hvor påvirkning fra reklametypografien er så stærk, søger man krampagtigt at skabe en individuel typografi i hver bog. Dette fører Christian Elling »Neurologi^ r *"* I ø ~ •» » Videnskabelige bøger fra de senere år. Alle omslagene af Austin Grandjean. til helt unaturlige og mærkværdige forsøg med kolumnetitler, pagine­ring o. s.v. Man må gøre sig klart, at den skønlitterære bogs form blev fastsat i Venedig sidst i det femtende århundrede, og at man virkeligheden ikke kan komme stort længere end vore italienske for­gængere dengang. Har man derfor et passende udvalg af prøvesider i god skrift med rigtig skydning og rigtige marginforhold, er det nemt at vælge en egnet side, alt efter romanens størrelse og de muligheder, kalkulationen frembyder. Det samme kan gælde for visse fagbøger og skolebøger, medens andre bøger naturligvis kræver en indgående og detailleret individuel behandling. Det er klart, at det at skulle overvåge udseendet af ca. 375 bøger om året, selv om en del af disse er serier, uforandrede optryk og små publi­kationer som facitlister, stilehæfter o. 1., er en meget stor opgave, som kun kan bestrides af én person ved en overordentlig rationel tilrette­lægning af arbejdet. Til støtte herfor har vi, til dels baseret på Jan Tschicholds satsregler for Penguin Books, lavet satsregler, som Gylden­dals eget trykkeri retter sig efter, og som sendes til alle trykkerier, der arbejder for Gyldendal, således at vi på denne måde er sikre på at have en ensartet og rigtig sats i alle vore bøger. I det samme hefte er angivet en række standardeksempler på titelblade, kolofoner, ind­holdsfortegnelser og lignende, der benyttes som mønstre, hvor omstæn­dighederne ikke tillader en egentlig tilrettelægning af en bog. Dette gæl­der mange småhefter, navnlig inden for skolebogsproduktionen. Sam­tidig har vi i vore standardformater udarbejdet prøvesider med forskellige skrifter i forskellige grader og skydninger, således at vi har standard­prøvesider, der indeholder fra 1500-2980 bogstavenheder pr. side. Ved tilrettelægningen af ukomplicerede opgaver som for eksempel romaner, er det derfor tilstrækkeligt for tilrettelæggeren at henvise til en af disse prøvesider. Tilrettelæggeren varetager ikke alene bøgernes typografi, han tegner også en stor del af Gyldendals omslag. Det drejer sig om omslag, som enten er typografiske eller som består af et fotografi eller en vignet og tekst. De omslag, der består af tegninger, bestilles som regel af tilrette­læggeren uden for huset, og han lægger derefter typografien ind i teg­ningen. Den endelige afgørelse af, hvorvidt omslaget skal anvendes, eller om det skal ændres, ligger ikke hos tilrettelæggeren, men hos forlaget. Den typografiske tilrettelægger har hånd i hanke med over halv­delen af Gyldendals omslag. Der kræves hertil en stor alsidighed og COMMERCIAL LÆSNING READING TOK 7 SKOl > *R The Tortoise UDVALGTE NOVELLER TOPVIVS R "> A' R TOW Skolebøger fra de senere år. Omslagstegninger af Otto Christensen, Arne Ungermann, Karen Westman og Preben Zahle. De to typografiske omslag af Austin Grandjean. spændvidde. Han må kunne lave et rigtigt omslag til en ny bog af Karen Blixen, til en amerikansk jazz-bog og til alle mulige skole-og fagbøger. Gyldendal lægger den størst mulige vægt på, at der bliver en så stor variation i omslagene som muligt, og at det enkelte omslag nøje dækker indholdet i den bog, det er tegnet til. Et punkt, der i forbindelse med tilrettelægningen blev særligt over­vejet, var valget af papir. Her, som i alle andre forbindelser, er det nød­vendigt at have et par standard-papirkvaliteter og at købe ekstra papir ind til særlige formål. Langt størstedelen af den danske bogproduktion har gennem mange år hvilet på De forenede Papirfabrikkers tryk E,dels uglittet til romaner og andre uillustrerede bøger, dels glittet. Tryk E har mange fordele. Det er et billigt og pænt stykke papir, som dog har den ulempe, at det virker noget svampet og porøst, når det kommer op i en vis tykkelse. Det lykkedes at formå papirfabrikkerne til at fremstille en særlig kvalitet af tryk E, som er en smule gulligere end det almindelige tryk E, og som samtidig har fået en enkelt glitning, således at overfladen bliver væsentligt jævnere og bedre at trykke på. Dette papir anvendes til størstedelen af Gyldendals produktion af bøger uden autoklicheer, me­dens det glittede tryk E anvendes til de fleste bøger, der indeholder auto­klicheer. Det glittede tryk E har dog en tilbøjelighed til at gøre fotogra­fierne temmelig »døde«, og til specielle opgaver anvendes derfor enten papir fra Silkeborg Papirfabrik eller udenlandsk illustrationspapir med en bedre overflade og en hvidere farve. Indbindingen er måske den del af bogens fremstilling, som i de senere år har frembudt de største problemer. Den traditionelle danske indbin­ding af skønlitteratur er som bekendt et vælskbind, et maskinfremstillet bind med skindryg og -hjørner og overtrækspapir på bogens perm. Det er et bind, der aldrig bliver tilfredsstillende, fordi det er en imita­tion af noget andet og bedre, nemlig det håndfremstillede vælskbind. Det har yderligere den væsentlige ulempe, at det i virkeligheden i ringe grad egner sig til maskinel fremstilling, og det er i årene efter den anden verdenskrig blevet så dyrt, at udsalgsprisen forhindrer et større salg. Det har derfor været nødvendigt at se sig om efter en ny indbindings­type til skønlitteratur, og udviklingen er gået i samme retning som i Norge og Sverige, hvor det traditionelle vælskbind er blevet afløst af et bind med lærredsryg og -hjørner og papirovertræk på permen, det bogbinderen kalder et papbind. Dette bind har mange fordele. Det er mere robust end et vælskbind -skind er i virkeligheden meget modta­ Forskellige typer indbindinger. Bagest fra venstre til højre: Harald Langberg Danmarks Bygningskultur, gult hellærred — Gyldendals store Kogebog, offsetlærred — Martin A. Hansen til minde, hellærredsbind med dekoration af Sven Havsteen-Mikkelsen — Boganis: Jagtbreve, lærredsryg med Ingres-papir — J. P.Jacobsen Udvalgte Noveller, lærredsryg med håndstroget overtrækspapir af Birgitte Cramer — Thomas Anderson Dine egne Sønner, hellinsonbind. geligt for pletter og skrammer -og det er væsentligt billigere. Af de mange smukke farver, der findes af lærred og overtrækspapir, er det meget let at fremstille et bind, der svarer til moderne boligindretning, og som står til de andre ting, som findes i nutidens hjem. Der findes her i Danmark en meget fin tradition inden for fremstil­lingen af overtrækspapir. Gyldendal har til mange af sine klassiske for­fatterskaber (J. P.Jacobsen -Martin A. Hansen -Johannes V. Jensen og flere andre) anvendt BIRGITTE CRAMERS håndstrøgne klistermarmorpapir, der udmærker sig ved en rolig skønhed, smukke farver og en fin stof­virkning. Om hendes papirer kan man iøvrigt læse andetsteds i denne årgang af »Bogvennen«. Herudover er anvendt papir, specielt tegnet til bestemte opgaver, f. eks. Gyldendals små digtsamlinger og Gyldendals ny serie, begge tegnet af E. ELLEGAARD FREDERIKSEN, og lejlighedsvis er anvendt Fleuron-papirer, tegnet af E. ELLEGAARD FREDERIKSEN og EJNAR PHILIP. Det er i øjeblikket muligt at fremstille et lærredsbind med papir­overtræk for 5-6 kr., og da prisen for en almindelig roman ligger på omkring 20 kr., er det i sammenligning med tidligere meget billigere at få bogen i helt færdig stand indbundet i et smukt og solidt bind. Det er klart, at det er et mål for os i Danmark at nå lige så vidt, som man er nået i England og i De forenede Stater, Tyskland og Schweiz, nemlig at sælge de allerfleste bøger i indbunden stand. At bind, fremstillet at lærred og overtrækspapir, er begyndt at falde i publikums smag, er et langt skridt på vejen, men antagelig ikke nok. Heller ikke er disse bind helt så lette at fremstille ad mekanisk vej, som ønskeligt er. De uden­landske helbind er i denne henseende langt nemmere at have med at gøre, og de er også solidere, men foreløbig er det danske publikums smag således, at man stort set må afstå fra at fremstille skønlitteratur i helbind. Det kan man imidlertid gøre med en række fag-og håndbøger og mange skole-og lærebøger. Foruden lærred findes til sådanne helbind fortræffelige materialer, som både er slidstærke og lette at dekorere, således Linson, der er en ren lærredsimitation, og Lanell. Af disse materialer er især Lanell interessant, fordi det åbner vejen til en helt ny dekoration af bogbind. På dette materiale kan man nemlig trykke alt muligt: mønstre, fotografier, tegninger o. s. v. fuldstændig, som man kan på almindeligt papir eller karton. Man har også et mere slidstærkt materiale, hvorpå dette kan gøres, nemlig lærred, der er præpareret specielt, således at man kan trykke på det. Dette materiale GYLDENDALS BOGUDSTYR Kapitel i4:NTantuckcc Der skete ikke and« af betydning pi rejsen, og efrer cn cnuk over­fan ankom vi i god behold til Nantucket. Nanrocker1 Tag konet frrm og se pi den. Se hvilken plads den indtager som et af verdens hjørner, hvordan den ligger langt uden for kysten, ensommere end Lddystorc-fynirnct, Se pi den -kun en let har'Tung over havet, en albucformet sandstrand uden bagland. Der er mere sand her, end ni in i tyve ir ville kunne bruge som cr­itatmng for trxkpapir. Spf>gcfugle vil torrzlle, at man er nødt dl at plan« ukrudtet her, da det ikke vil vokse af sig selv, og at man ind­fører tidsler fra Canada. De vil endvidere fortadle, «t man mi sende bud langvejs hen over havet for at fi cn spuns til ar stoppe en ktk i et oliefad med, at tresiumper i Nantucket behandles med samme ærbødighed som stumper af det hellig; kors i Rom, at folk her plan­ter paddehnrte foran dcro hi.se og sidder i skyggen af dcui om som­meren, ar eet grrsstri udgør en oase og tre på cn dagsmarch en prxric, ar beboerne gir med kviksandsko, der minder om Ijppemes snesko, og at de er i den grad isoleret pi øen, indesluttet af havet og totalt henviste til tt vxre ømennesker, at man sonune tider finder små muslinger pi deres »role og borde, akkurat som pi ry ggen af havskildpadder. Men diise overdrivelser viser kan, at Nantucket ikke er det samme som Illinois. Tscnk nu på den forunderlige historie, som overievcringen ved at berette om, hvordan denne ø blev koloniseret J rødhuderne. Sagnet lyder siledes: I længst forsvunden tid slog en ørn ned pi kysten af New England og bortffjne et lille indianerbam i sii>c kløer. Med høje klagerib si forzidrene, at deres barn blev føn ud over de vide vinde. Dc bestemte sig til at følge cfrtr i samme retning. De drog afsted i deres kanoer og opdagede efter cn farefuld sejlads Øen og fandt her ei tomt eifenhenssknn -den stakkels lille drengs benrad. Er det da underligt, at deae Nantucket-boer. som er født på en irrandbred, tyer til haver for at tjene deres brød? Først fangede dc k ribber og søpiodsvin; da de blev drisDgerc, vadede dc ud med ncr iftcr maleret og da de liavdi fået yderligere erfaring, stod de ril søs i bide og fangede torsk Til sidst sendte dc en flide af store skibt ud pi luvet og Ddforskede oceancnu: vidt og bredt, spandt et uend^ ligt net af jorion-^cjiinecr pd disse, kiggede ind i iJcrtngstndct og erklærede pi alte irst.der o£ alle oceaner evig krig mod den sr<5rste levende masse, som har Overlevet syndfloden, hin vældige og bjerg­ agrige, Himmalehan, det Blomster sprang ihast: Billard, Cafe, Theafer, Kjøren, Riden, Blev offrct ham — han selv kun offred Tiden. Paa denne V'iis i Herlighed og Gammen For Adam et Par Maaneder henrandi, Og lige varm endnu hans Ven ham fandt. Som Billedet sig slutter m til Rammen,' Som Adjutant og Oberst holde sammen, Sig begge Venner Inderlig forbandt. Der Lighed var; men baae man til, forsvandt den: Pahlen var Oberst, Adam Adjutanten. Og AdjiUanten ved sin Oberst svor; Men underligt det var: jo meer indviet Han blev i Tjenesten, desmeer befriet Han blev for Ærefrygten, før saa stor. Imellemstunder -jeg bor ei forti'et ­lian gav sin Oberst selv et knubbet Ord; Og det, uagtet af en Ruus henrevne, (Vil sige Venskabs-RuOs) de Duus var blevne. ­ 60 Opskg fra F. Paludan-Muller Scener af Adam Homo med træsnit af Jane Muus. Tilrettelagt af Austin Grandjean. mekanisk, og denne udvikling må man også imødese i Danmark. Den grafiske industri er inde i en rivende udvikling, og det forekommer usandsynligt, at man ikke inden for den næste halve snes år skulle op­finde maskiner, hvorved bogfremstillingen i det store og hele automati­seres. En mekanisering af sætningen, således at manuskriptet perforeres på strimler og derefter går ind i sættemaskinen (teletype) er allerede i brug, og man må forudse, at der bliver konstrueret trykmaskiner, enten i bogtryk eller i offset, der kan trykke bøger også i mindre oplag i rotation. Man kan forestille sig, at disse maskiner næsten uden menne­skehænders hjælp vil kunne aflevere falsede ark til optagningsmaskinen, der igen afleverer bogblokken til automatiske heftemaskiner, samtidig med at bindet automatisk samles, og bogblokken og bogbindet til sidst mekanisk sættes sammen. Spørgsmålet rejser sig nu, om man kan holde den boghåndværksmæs­ 1 IOKF.R niiu, alle helligeSla-grer, øvre oc n«lrc Ætter at" Hcjmdal, du jo. Val føder, vil, jeg skal skildre Folke-Fortid, hvad jeg først har set » Oltids unge Avl af Jætter saa jeg, fordum de fostret har mig. Ni jeg mindes Verdner, ni i Tnvet, Al-Traet ungt og »»(/er Jorden, 3 Old var aarle, medens Ymir bygged, ej var sand, ejSo, ej svale Bolger, ej var Jorden og ejHimlen, Gabet Ginnungi, men Gncs ikke. ^ Førend BorsSnnner |Brandcne] hæved, da de Midgaard mægtig skabte. Sol sken sonden paa Salens Stene, saa af Grund grocd grunne Urter. 5 Sol fra Syd -ved Siden Maane -Haanden, den hojre. paa Himlen lagde. Sol vidste ikke, hvor sin sal hun havde, Maane vidste ikke. hvor sin Magt han havde. Stjerner vidste ikke, hvilket Sted de havde. 6 Da gik de gik de hojeste til Domstole, hver hellig Gud ogpaa det grundled: Nat og Næde Navn blev givet. Side fra Vølvens Spådom (format 6o x 45 cm) med træsnit af Sigurd Vasegaard. Tilrettelagt af Austin Grandjean (bogen udkommer i november 1957)­ sige kvalitet under en sådan udvikling. Det er endnu for tidligt at udtale sig definitivt herom, men det synes på ingen måde udelukket. Dette var imidlertid den tekniske side af sagen, men når man tænker på fremtidens bog, er det også interessant at gøre sig tanker om den æstetiske udvikling. At der vil komme en påvirkning fra U.S.A. i ret­ning af en mere tidspræget, reklameagtig typografi, er næsten givet. Spørgsmålet er så, om der i Europa vil opstå nye selvstændige ideer om bogens udseende. Som allerede nævnt er europæisk boghåndværk i virkeligheden kulmineret for knapt fire hundrede år siden i Venedig og er aldrig siden nået op på de højder, det havde dengang. Muligheden for en videre udvikling af bogsidens form synes stadigvæk at være meget begrænset, medens man let kan forestille sig en rivende udvikling med hensyn til illustrationerne. Vi vil komme til at oplevefarvebilleder i langt større omfang, end vi gør det i øjeblikket, og vi vil nå langt videre med hensyn til billedets udnyttelse og værdi i bogen. Det skulle ikke synes udelukket, at de skandinaviske lande, der har ydet så betydningsfuldt et bidrag til moderne formgivning i det hele taget, også på dette område skulle kunne yde en indsats, der kan hævde sig både i Europa og på den vestlige halvkugle.