Prænumerationens velgerninger og vildfarelser Af OTTO ANDERSEN Prænumerationen var i 1700'årene en meget brugt -og misbrugt -udgivel­sesform, hvis oprindelse er skjult bag glemselens slør, og hvis betydning for datidens udgivervirksomhed næppe har været vurderet efter fortjeneste. I litteraturen om boghandelens historie findes kun spredte og sparsomme op­lysninger om den, og der kan derfor være grund til at give en udførligere behandling af emnet med særligt henblik på prænumerationens historie i Danmark. Da mulighederne for at finde støtte til udgivelse af litterære og viden­skabelige værker ved dedikation til en eller flere formuende mænd i 1600­årene var ved at ebbe ud i England, var datidens lærde, der ikke havde videnskabelige fonds at henvende sig til, henvist til at bekoste udgivelserne af egen pung, eller, hvis dette var umuligt, at formå en bogtrykker-forlægger til at tage risikoen. En tredie og ny mulighed var den at søge at erstatte den ene mæcen med de mange ved at tilbyde publikum at få deres navne trykt i bogen mod kontant forudbetaling af værket. Den første, der synes at have benyttet sig af denne udvej, var en londoner, John Minsheu, der efter at have søgt en forlægger til sin bog. Guide into Tongues (1617), selv måtte bekoste trykningen og sælge bogen til subskribenterne, vistnok med ringe held. Det næste kendte eksempel på udgivelse i subscription (beteg­nelsen prænumeration synes ikke at være brugt i England) var en stor Po­lyglotbibel (1657), udgivet af Brian Walton. Denne publikation omtales som det fineste eksempel på 1600-årenes engelske bogkunst. I 1653 havde en anden Walton, nemlig Izaak W., udgivet sin berømte Compleat Angler, der kom i fire udgaver, mens forfatteren levede. Første udgave, der blev aver­teret som »a booke øf eighteen-pence«, går nu antikvarisk for over 20.000 kr. Samtidig med at nogle bøger måtte udgives i prænumeration, udkom der altså andre uden økonomisk sikring, som blev bestsellers. Waltons Po­lyglotbibel, som sandsynligvis var den første heldigt gennemførte prænume­rationsudgivelse, har sikkert inspireret andre forfattere til at prøve lykken, for i det følgende århundrede vandt metoden stor udbredelse ikke blot i England, hvor den nåede sin videste anvendelse i 1700'årene, men også i Frankrig og Tyskland. Der findes i Det kgl. Bibliotek nogle subskriptions­indbydelser på franske og tyske værker udbudt til salg gennem navngivne danske boghandlere. Der findes også eksempler på, at tyske forlag i deres indbydelser henviser til navngivne boghandlere i flere europæiske byer, som modtager bestillinger i prænumeration. Forlagene opdagede efterhånden den ny udgivelsesforms fordele, og desværre kom den i miskredit, vist især i Tyskland, fordi nogle udgivere misligholdt de givne løfter vedrørende ind­hold, omfang eller udstyr, i nogle tilfælde endda ved ikke alene at undlade at udgive værket, men også at tilbagebetale de modtagne forskud. • Der var i begyndelsen af 1700-årene den bedst mulige jordbund i Danmark for prænumeration. Det var næsten umuligt at finde støtte, endsige for­læggere, til videnskabelige skrifter. Her som i andre lande svigtede viden­skabens tidligere velgørere; adelens magt under enevælden var begrænset. Århundredets store bogsamler grev Otto Thott må have været en sjælden guldfugl for datidens boghandlere og bogauktioner, og at han også direkte støttede videnskabelige udgivelser ses af en meget underdanig dedikation fra 1771. Dedikationerne var ikke blot begrænset til enkelte personer, man har eksempler både fra udlandet og fra hjemlandet på, at flere formuende herrer sammen støttede en udgivelse. F. C. Schønau: Højstnødtrængende Apologie (1751) var dediceret til 7 høje herrer, nemlig 4 grever, 1 baron, 1 friherre og 1 kammerherre. I tiden omkring 1800 fandtes i Danmark en en­kelt mæcen, som støttede udarbejdelsen og udgivelsen af videnskabelige værker. Det var Johan Biilow på Sanderumgård (1751-1828). Med rette har man kaldt ham »Datidens Carlsbergfond«, men han var en undtagelse, der bekræfter reglen. Tanken om at søge udgivelsesomkostningerne fordelt var dog meget tid­ligere opstået herhjemme. I 1706 sendte Mogens Vingaard sin oversættelse af Curtius til biskop Bircherod i Aalborg med anmodning om, at han ville »prokurere ham nogle Emptores og Afnehmere til samme Skrift, paa det at han derved maa forhjælpes til sin Omkostnings Erstatning«. Prænumera­tionssystemet blev sikkert i begyndelsen praktiseret på den måde, at forfat­teren henvendte sig direkte til venner og bekendte. Den første kendte til offentligheden udsendte prænumerationsindbydelse blev 6. oktober 1730 udstedt af bogtrykker Jokum Wielandt på de under Christian V og Frederik IV udkomne forordninger. Det gamle oplag var gået til grunde ved den store ildebrand 1728. I Wielandts invitation til prænumeration hedder det: »Da Bøger og trykte Materier hartad ej ere at afhænde og derudi at indskyde uden Nytte et anseligt Forlag vilde falde En baade til Besværlighed og være til Tynge, medmindre man kunde se sig forvisset om Debiten [d. e. Afsætning] og at blive uden Skade, hvilket vel ikke ved anden Vej er at erholde uden ved en vis Sort Prænumeration, hvorved Liebhaverne ej kunne betynges og dog have Sikkerhed og Fordel og Forlæggeren nogenledes være skadesløs.« Forordningerne skulle for dem, »som behage at prænumerere«, koste 6 rdlr. 4 mk., mens prisen for dem, »som ikke lade sig indtegne eller fastslaa for visse Exemplaria«, forhøjes til 9 å 10 rdlr. De 6 rdlr. 4 mk. skulle betales i 4 terminer, 2 rdlr. 4 mk. d. 11. dec. 1730 og derefter 8 mk. tre gange, »hvilke Terminer rette sig efter, som med Værket avanceres, at Leverancer deraf til Vedkommende kan gøres«. Wielandt døde året efter og nåede trods »det hand og med saadan Iver paadrev« ikke at få samtlige forordninger trykt, hvorfor hans efterleverske efter ansøgning fik kongelig bevilling på trykning og forhandling i ti år af de kongelige forordninger. I Christian Vis bevilling af 14. septbr. 1731 op­lyses, at Wielandt »ved invitations Seddel til prænumeration paatog sig in­den een viis tid at levere saadanne Forordningers samling ferdige«. Efter at det er nævnt, hvor langt udgivelsen var nået, hedder det videre i den kon­gelige bevilling: »men som bemeldte hendes Mand saa hastigt ved Døden frafalt, maa hun see saa anseeligt et antal Forordninger at ligge hende til last, da ikkun faa vil kiøbe dem, ja ei een gang prænumeranterne, som skal ville have dem enten complette eller deres Penge tilbage ...« Dette eks­empel viser, at »trykte Materier hartad ej ere at afhænde« på den tid, og at selv kongeligeforordninger måtte udgives i prænumeration og endda have kongelig støtte for at blive solgt. Wielandts formulering »en vis Sort Præ­numeration« tyder på, at man allerede kendte til denne udgivelsesmåde, antagelig fra udenlandske udgivelser, men muligvis også fra danske fortil­fælde. Prænumerationens to fordele: favørprisen til køberen og forskudsbe­talingen til udgiveren er klart anført af Wielandt. Det er velkendt, at Ludvig Holberg påstod at have »givet Anledning til Prænumerationers Indførsel her udi Landet«, men han oplyser ikke, hvil­ket af sine skrifter han sigter til, og der findes ingen fortale til prænumeran­terne eller liste over disse i hans bøger. Imidlertid skrev han den 2. septbr. 1729 til sin bogkommissionær i Trondhjem, krigsråd Aage Rasmussen Ha­gen: »De Penge, som Hr. Krigsraad kan bringe tilveje af Prænumerationer [vistnok på »Danmarks og Norges Beskrivelse«] kan blive hos ham, indtil Exemplarerne bliver opskikkede. Jeg har faaet 100 Prænumeranter i Ber­gen,« tilføjer han animerende. I et andet brev fortæller han, at »en god Ven udj Trondheim, kunde skaffe mig nogle Prænumeranter til de 5 Tomer af Comoedier, som allerede stærkt avancerer under Trykken«; altså fortsæt­ter han prænumeranthvervningen efter at værket er gået til trykning. Hol­berg har således modtaget forudbetalinger for nogle af sine bøger, men da der ikke foreligger prænumerationsindbydelser på disse, må forhåndssalget formodes at være sket ved personlige henvendelser fra hans, vist iøvrigt elendigt betalte, kommissionærer. Det har åbenbart mishaget Holberg, at mange skribenter benyttede prænumerationssystemet, for han tilføjer sam­mesteds, hvor han omtalersin indførelse af prænumerationer: »Da jeg mær­kede, at det blev til en Slags Betleri, og at unyttige Skrifter derved befor­dredes, tilstod jeg mig at have gjort ilde og strax dermed ophørede.« I Moralske Tanker 1744 skriver Holberg endvidere: »Hvad som haver til­vejebragt den store Mængde af Skribenter i vor Tid, er den Invention med Prænumerationer, hvilke have taget sådan Overhaand, at lærde Societeter have faaet Anseelse af Vexel-Banker og Købmænds-Kontors, hvor Lagie betales forud.« Som det vil fremgå af det følgende, var mange af datidens højtstående embedsmænd formidlere af prænumerationer ved indtegning af subskribenter og modtagelse af forskud. Det ville være interessant at høre Holbergs kommentar til den Peder Paars-udgave, der i 1772, 18 år efter hans død, blev udgivet »paa nye ved et Selskab« medJ. F.Clemens' kobbere efterWiedewelts tegninger,trykt med Godiches skrifter og forsynet med en længere »Forberetning« samt en liste på »Subscribentere«, der indledes med kongens, dronningens, kronprin­sens og arveprinsens navne i stor opsætning og efterfølges af 344 navne på »Subscribentere«, omfattenderepræsentanter for de højeste rangklasser,em­bedsmænd, officerer o. a. samfundsspidser samt en del købmænd, en enkelt boghandler og nogle studenter, men sikkert alle med solide indkomster el­ler formue, da bogen har været dyr at fremstille. Når denne Peder Paars­udgave fik så fornem en tilslutning, hænger det sammen med, at det sel­skab, som tog initiativet til den, bestod af bibliofilt interesserede adelige og indflydelsesrige embedsmænd med B. W. Luxdorph i spidsen; de var kendt som store bogsamlere og hørte alle til de toneangivende kredse. Udgivelsen ville vel nok have smigret baronen, men måske har det dog smigret subskribenterne endnu mere at få deres navne i bogen. Da der ikke i for­ordet nævnes noget om prænumeration, er det muligt, at bogen har været udgivet i subskription, altså uden forudbetaling. Nyrop kommenterer Holbergs angreb på systemet og bemærker, at »det nye Bogforlags-Sikkerhedssystem altsaa gav Grund til Klage, oghar det blot udviklet sig i samme Retning som i Tyskland, har der været alvorlig Grund til Klage«, og han slutter med at sige: »Saaledes udviklede det System sig, der oprindeligt skal være udfundet af »lærde Mænd« for at undgaa at være afhængig af Boghandlerne.« Nyrop må i denne forbindelse mene bogtryk­ker-forlæggerne, da de egentlige boghandlere næppe i større stil gav sig af med udgivelser. Men her i landet fandt misbrug af systemet altså også sted, og man kunne vel heller ikke vente, at alt, hvad der blev udbudt til salg på denne måde, skulle være af særlig høj kvalitet. Men, som det vil fremgå af det følgende, ermange betydelige værkerbragt for dagens lysved prænume­ration i 1700-årene, og ofte er udgiverne »lærde mænd«, der i samarbejde med en bogtrykker eller forlægger har indestået for de givne løfter både hvad indhold og udstyr angår. • Det kgl. Biblioteks samling af subskriptionsindbydelser omfatter antagelig 3-400 tryk, hvoraf en del er en-eller tosidede meddelelser eller annoncer i datidens gazetter, medens de fleste er firesidede brochurer, hvoraf de to første sider er en redegørelse for værket ogoplysning om betalingsvilkårene, medens de to sidste sider er beregnet til, at bestillerne her skulle skrive de­res navne. De fleste af indbydelserne er fra 1800-årene og omfatter mest subskriptioner, medens de forholdsvis få fra 1700-årene næsten alle gælder prænumerationer. Samlingen er naturligvis langtfra komplet, og det begræn­sede antal bevarede indbydelser fra 1700-årene kan ikke tages som udtryk for systemets større eller mindre anvendelse i de to århundreder. Man tør tværtimod betragte det som givet, at den egentlige prænumerationsform havde sin største udbredelse i slutningen af 1700-årene, medens subskrip­tionen et stykke ind i det næste århundrede, da boghandelen var bedre ud­bygget, blev den dominerende udgivelsesform. Det kan være vanskeligt klart at skelne mellem de to former, da begge betjener sig af favørprissystemet og af subskribentsamlere. I prænumera­tionsindbydelser bruges både betegnelserne prænumeranter og subskrihen' ter, hvorfor man i reglen kun kan afgøre, om det drejer sig om »ægte« præ­numeration, hvis indbydelsen giver oplysning om forudbetaling. De egent­lige subskriptioner forudsætter kun en bindende underskrift, hvorved kø­beren sikres værket til favørpris. De bevarede indbydelser fra 1700-årene er ofte i lille kvartformat, medens 1800-årenes næsten alle er i lille oktav. Efter 1830'erne bliver formaterne større, og i århundredets sidste halvdel er tryk og papir dårligt -tidligere tryktes de naturligvis på håndgjort papir, men især i gazetterne var sats­behandlingen ofte sjusket. Det er sjældent, at indbydelserne bringer prøve­sider af det omhandlede værk, sådan som det nu er skik. Den ældste annoncering af prænumeration i samlingen er dateret 1741 og har været trykt i en gazette. Læsningen af denne Notification -teksten er gengivet s. 39 -fremkalder uvilkårligt billedet af en af datidens borgere, f. eks. en velhavende købmand, der i sit hus på Hauserplads studerer sin gazette og ved læsningen af den gode »Sprog-Mæsters« bekendtgørelse over­vejer, om han skal prænumerere. 4 rigsdaler er jo mange penge, og dertil kommer, hvad bogbinderen skal have for at samle de løse ark i ét bind. Desuden skal han erlægge 2 rdlr. forud uden at kunne se værket, hvis kva­litet ganske vist skulle være garanteret gennem to professorers gennemgang. Hans overvejelser slutter måske med, at han siger til sin kone, at han vil op­søge denne monsr.Chamereau i Gothersgaden for at prænumerere på ordbo­gen til datteren, som gerne skulle anstå sig vel i selskabslivet og kunne kon­versere på fransk. Som købmand har han vel taget med i betragtning, at han ved prænumerationsparer 2 rdlr. på de to tomer. Det er vist tvivlsomt. NOTIFICATION. I Chjmercu, (Sproj,®®!?« fct i laDcr FubliccrficftenDfgim , at fan m«b jlcr ^pe otf §ltib 5a»cr forfatrfeigcftil spreffett/Ct D1CTIONAI- RE DANOIS -FRANCOIS & LATIN, mer: ®an|¥^tanff ogLatinff Ort=55og/ fom »il ujjgiørr focnl)c Tomer ( 4to/ af fyviifc ben førfic beijDnbcc mcb bet ®an|T(, ben anben meb bet Sran|T< øprog. Manufcriptcf, fom bcfinber fi§ i be ^evrei4 Pro­fefiores /^Ænbct ()ec »eb Univeriitxtet, bcf fammc fy&Wt approberet, er meb flyr gliib igiennemfeet og corrigcret »eb Monfr. Dc Roches cie Parthenay, og Monfr. Chhrtian Friderich Watskixr, faa at man fanb ^aabc, at 5emelbtc QjiitrF »i( opnaae til Publici SKptte og@a»n/.fn for-unirc lig ^uibfominen^eb. gpemplaref t*r«f fumimr til af ht fte for bem fom et) prxnumerere, 6 iRiybaler / pa« øobÉ ^»it Jrpfpapir/ men be/ fom bedaget at prxnumerere beipaa / Oaoer begge Tomer for 4 Siirblr. ^»oraf bc betrt' ler 2 9?blr. forub »eb Prænumerationen, og »eb ben i&v fle Tomes Qlfbentelfe 1 9?blr/ og JReflen naar bc annam* mer ben 2ben Tome. af Prxnumeranterne , fom maatte forlange (fyemplarer paa (fe Tome, og »eb 3inwammelfe af ben anben Tome een Sit'rbaler. Pncnumerationen ffeei* ^0^ Auftor Monfr. Chamereau, boenbe t (BottenSgaben / t»ert o»er for j?on' gen^jpauge/ ubi ben ©aarb fom 5^er £Wøen^ »e / iligeiliaabe 50^ Seignr. Andreas Hartvig Godiche, Sogtroffer / boenbe t ©finbergaben nir|] »eb »or gru« Øfole / og l)0é Monlr. De Roches de Parthenay logeren­de ()0i* 5«r»cv Holft paa S^rijlian^a^n. ^iebfti^awn/ bm 2 ©cccmbr. 1741. Avertissement om prænumeration fra 1741. Hel størrelse. om Chamereau har fået prænumeranter nok, når folk selv skulle henvende sig et af tre steder for at betale for et ubeset værk -og så var lokkemidlet med navnene trykt i bogen i dette tilfælde end ikke taget i brug. For in­teresserede i provinsen stillede der sig næsten uoverstigelige hindringer i vejen, med mindre man ved lejlighedsvis besøg i hovedstaden kunne få sagen ordnet. Den første som cirkulære trykte indbydelse i samlingen er fra 1745 og omhandler intet ringere end LauridsThurahs Danske Vitruvius. Efternogle oplysninger om værket redegøres for dets bekostning: Da nu en særdeeles anseelig Bekostning udkræves, til at føre dette vigtige Verk i fuld­kommen Stand for Lyset; Saa seer mand sig foraarsaget, dertil at søge Prænumeration, i det Haab, at de adskillige Liebhavere i begge Kongerigerne, og Fyrstendømmene, ey skal bære Betænkning udi at facilitere et saa considerabel Verks Befordring, som sigter til Fæderne-Landets Nytte og Berømmelse. PrÆnumerationen skeer paa følgende Maade: Det gandske fuldkomne Verk, kommer efter nøyeste Beregning på 20 Rdlr. Deraf bli­ver nu strax fra dato af prænumereret 10 Rdlr. og naar dend første Deel er færdig, som efter Forhaabning vil skee ungefebr til Martii Maaneds Udgang 1746 (hvilket dog i sin Tid nærmere i Gazetterne skal blive bekiendtgiordt) vorder imod samme første Deels An­nammelse betalt 5 Rdlr.; hvor imod tillige de respective Herrer Prænumeranter en nye Prænumerations-Seddel, imod den førstes Extradering, bliver overleveret; Og naar den anden Deel er færdig, som meenes at skee i Begyndelsen af Aaret 1747 bliver de sidste 5 Rdlr. imod samme anden Deels Annammelse, og Prænumerations-Seddelens Extrade­ring betalt, [Her oplyses derefter, at > Prænumerations-Sedler bekommes« hos forskellige honoratiores i København samt hos Stiftsbefalingsmænd, Amtmænd og Biskopper. Og det hedder videre:] -paa det Prænumeranternes Antal kand blive bekiendt, i det, deels for Papierets Kostbarheds Skyld, deels for at conservere de kostbare Kaaber-Plader, ey et eene­ste Exemplar meere bliver trykt, end det Antal, hvor til er bleven prænumereret, hvorfore og, efter Septembr. Maaneds Forløb, ingen fleere Prænumerationer kand antages, saasom mand, efter dend Tid, allerede har taget sine Messures i alle Ting, som til Verkets For­færdigelse udkræves. Kiøbenhavn den 12te junii 1745. Denne udgivelse, der må regnes blandt prænumerationens velgerninger, har Holberg ikke kunnet sigte til, da han året forud havde beklaget, at »lærde Societeter havde faaet Anseelse af Vexel-Banker«, men det må i væsentlig grad have støttet udgivelsen, at de højeste myndigheder overalt i de to lande modtog indbetalinger og udstedte prænumerationssedler. Angående et andet værk af Thurah: Beskrivelse af Bornholm, som også udkom i prænumeration, findes et cirkulære, der er interessant derved, at N IBANÉ 5\OWC(. ^CFRLT^RIL ©FLNNIRTI-FC^ERGE k.K. beft(il(crOt)ri)1erflf infanteri«09 ^Dii,q(. Jpctf^Dgincflct De THURAH, mi&drbragt Det, i ^(Fiilige 5(flr untcr v5!z3^ ^orc / ff1'11' ^cflnin.a fcrcflitlsr olie t*e fornemfte ^onociige/ Publiqvc, cobcci? ParticuliereSSDgnittgcv mcuf / farøt ^prfTcntommcne / og ©rÆbfFabcriic , fon bitf (il ^ultfonii« nicuf^ct), nt Regningernenu, nf en nf be betomffe ^ooberfliFFcre af bore RiDei-/ bliOi'rpuffeni^anber/ faafjarmani)fortetforftciMlbet metbeek Publicofolgentx^orffarfngomt'ette I fanmatlfle Slflr, baabei, og ubcn ^anCiet/ defiderert« ^erf; Verfet bliuer i Roial Folio, forer ^itet af VD5(^ø,£'<£ VITRU-VIO, ogerDeelt i teen&e CDenD forfle ®e,el inbbefafter i ©nin&^egning/ opjlalt, og bi)or nobig eragiteé/ t ©iennemfnit elier Profil, fcefornemfk og remarqvabel­(ie kongelige/ Publiqvc og til beelé Private 55i>gninger/ af ben gonget, pottet) og Rcndentz-@tab^tebenf)at)n/ og bejlaar af 106 ^aaber|li)l:ter pqa bet nettejle ubfort. Senb anben ^cei forefliller i ©rtmb^egning, opffalt og ti! beels iProfil, <&> Daa faubci i beelc ^Daamart. fattos i ^^riumcemmenc 09 @TÆT)(raomie, filten :ueARIUÉ FANGCBCF, fom øtut)ioK geolog, Sttonfr. «£)an$ ^5ura paa ^orcfcé^ollcgto, (^fcniplarctfoi: 5 DtMr, Og t>a man jfray, Oa t)cnne ger­anbring wct) Atlante Damæ bm 6c|Tuttet, Sioc'oe fe ti Umage , at laDe tnbfamle og inDlefe alle paa bcttc Sccvf iit)git>nc ^rcpnu'­mcrattoné'øcMec, for ct) at (laae Mtyn-­bltcum t ØiclD , faa ere De Oog , uagtet al %m > ei) ent>nu alle intfomne og inbjttebe/ men i)er maae enbnu ftnOeé nogle faa , bog atlenefte ()er i ©anmarf^ ^rot>in|er, 5o^ Sie5f)a&ere i J^ctnbe; Iporfore Jeroeb tilfien­tegit?^/ atbetjlaaer Dem frit, fom enfcnu maatte kfibDe faabanne ^rcnnimevationé­øeMer / enten at afledere Dent M S5e(5ef meldte jj)r. Suftié'-Svaao i!ange5ef eller 2/(onfr. ^5ura paa 23orcfeé ^oflegio , og paa et af øtæ^erne tage imob øeMené SSærbie 69vMc dont, eller og berimoOat annamme et ^rem­plar af ben nu for £pfet fomne ^3orn5olm^og C5fifttan^0eé ^cjlri^elfe, og 1 ØiDlr. Cont-; jjpoilfet maatte |Tee inben to ^aaneber^Sor­lob fra 5>ato af, fom bet lettelig fanb, fiben alle øebler fra ^orge og Jpolflecn allere­hc ere inbfr'iebe, ogbefaa fom mangler, ere, fom fagf, aliene 5er i J&anmarB ^roinnf5er; ^en efter bitje to ^aaneberé gorleb, blii>er ingen øebler mere antagne eller agtetgplbigc, .Sio&cn&afn ben 8 0cto(>r, 175^ Cirkulære angående Thurah: Atlas Danicus, 1756. Ca. hel st. Avcrtiffcmcnt. c patnotifP fin^^c (SIfFerc af ©anncmacB ctlt^re ci\ iu)frc Jbiftcvif, famt tcté nnturliflc ^fffnflrcnbeb i al(e Elementer/ c.itctf utforliac nf^raphifVc Q3f|h-it?flfc/ gt­ vcé l)crvcl ti(fifntf, atet fantant 91rbn)tc af mig iinttrffrcwnf/ foc 2 Slaré Xnt cc bcgonbt, og nu halv ubfoit, web jBrtto 33e]clitig mcb velh)nbige OTiTiib i al(c ^rotiinjcr, famt 2Ird)i\>'2)ocimienter eget Ilttog afgant • SWaalnmgs; Sontoitté ^rotocoller, alt befattet unbec fclgcnbc Opffcift: Ccn iTann'c Clcla« cllcc 2^oiigcngtt Ocnnemacf,imt> bctfi narur< ligt (fgcnlfabci-, (tlcmcntcr, 3iiJ)brggcrc, Vx^tcv, Dyr og allebacn&e SltfØt'niugtr, Octs gamle XilC>fagcl)cr og na:^^G:l•cnOc®ln|^^t^^igbc^ect alle Pcopinjec, øfit^cr, ^nfrr, ©(otte, og f*rlig Jtan?obcfttiDtirc og oplvft uc& cMÉilligc nvcltgcn forfatcc&c clmiti. ^l'S« og fæuMee JLaitbfort oi>er brcr PiODlilfj, famt jiret I^c^ Øca;ttcr» neo og m«chjcec{>ig(le Cingtt^lfccgiiingec, cfrcr^øy Z\oiig(. allcniaaaig' jle Scfcluing t>fO E. P. ®a nu bette bettjbclfge 5(rbei)be vil ubgiove nogle Sinb i 4to, et hPeit betegnet ni 2) a 3 Sllpbabetec: ©aa agter man, om ®Ub T>(T/ at labe ben forth-Tome,inpe^olbenbg DTafionené anrnrlbfic, mel--Irmfre ogmjere Jbnrcnc/ tillige meb Sanbeté alminbelige ^clTnwelfe, efter Diaturens trenbe iRiger/ 1 benne Umter tageé unber ^reffen/paa bet at fammo ferrnb tilfommenbe 2laré ?Jiicl)elébag, fanb lem-esbe Hg teguenbe 2iebl)abere. Siffe anmobeS iffe om noget Jorfhib eUer ^rornumeraticn/ men allene til CEfterretnlng, at tegne beres Dlatin paa bette jfilab/ fem til ben Cfnbe ubbeeW 1 @tifterhe, af SSifVopet'­neé AmanuenfibLis, t)iMlfe for ©f'nfteté Ublepcnng og pengenes iWob1­tagelff/ tilftaaes 5lf|lag paa f)vert tienbe øti)ffc. ©friftetiJ ^rni, for bem fom tegne fig, (lal Porre faa billig/ font nogen Xub tanb pentes, nemlig for f^wert 3Jlpf)abetb, fom gior 2?9lr?/ iffe mere enb 2 SWarf banjTe/ paa got Jrijf < ^apiir/ og q Warfpaa ©frip ^apiir, uanfeet alle papirers nu boi)t opftigenbe ^riier. ©iia betaleé og for bvrrt £anbfort iff uaiJlaeiillmg/ og for et anbet ^aaberfltjlfe 3 ©tilling. ^ifben^arn, ftn 10 Novembr. Ao.176a. E. PONTOPPIDAN, Indbydelse til subskription på Pontoppidans Danske Atlas, 1762. To trediedels st. Avcrtiffement. Dcficntt^at ^iDniffabmKé @{ffFa& har cfrcr CVy ^on^lig befaling tcD iwnCe foudge og «( (TuDeroDc 3?KTllDn.C/ ^Vicc-CaugmmiDOlfen Dg SanD.Phyficus Biorne Poulfcn^ fata giovc c,, S iS ^ notuvligc og æconotni|Te $Sc(fajTcnf>tD miCafpat oa ' f0r at 2a"D,s bcjTrcwi, fuintat DcrfiDen, iSInlcDnmgaf famtneøtenfe, cr bleven forfafror nn unDer ØdjBabeté Dpfru en uDfovltg »ctFrtedf« om Det l)ecle tanD. »eiTrmdfen cr incitilt cftev SsnCicté giacingei'og ©njfclcr, og otte faawf Gcoera- C™".atøs?sa&"**m**********»*' 3n5ra,,iim ,!! r MSlTn "'"**' ®crte CScrf nu QJiOtnjFnbcvS ødjTabct (abet gienmmfec af Dc to braoe oa fævbj Profeflorer paa Sordc, Profeffor Schionning og Erichfen, og allcrøc givet unOet ptcjicn. to AJphabecer cre alt aftvi)ftc og Pe flccftc af kobberne rtufnc, hvortil tommer etgaitbjrc npt og meget accurat Geographiji Carte ooct 33IanD ^b«WC 2 Tomer 03 vil omtrc!U "^iove 130 ar-e i Median 4:0. 0m mucli3t' bIioi |rJccDi9t tJeD' "lnrcté anr^arønDd"/' 03 UDgang cUct nefte ®a Det nif til Dette QJetf er meDgaaet og ftemDelcé oil meDgaae anfeelige ®cfoft« nliiget; ©aa ^rSSiowifabct« Societetet bejlilttet at antage, fortil De ogfaa hermcD !/ Subfcnption paa Verfet, ^oribet haaber, at tøDomé og QJiDentfabitg el fere 1 DJigetnc ville faa meget filere unDerftette Dettf^enfigter, fom Dette 93erf inCe« OolDer mange h'Dtil ubefienDte (ifterretninger. Subfcribenterne behage at tegne Deretf Matine i .tiobenhaon h^ SoghanWet Mumme, og uDen for ^iobcnhaon i begge gigerne hoé Sereé ^opaructvDigheDer Q5i« Kopperne, fom tienftligjl ombeDeé at ville paatage ftg Denne Umage og at beforDre Dette Sijetté Debit, faaoit muehgt er. Subfcriprions-Siltetne pnffe« inbfenDt tit ©i[(?abet inben November ®aaueb3 UDgang 1 Det feenefk. 9?aat QJerfet er fætDigt, |fal Det blive befienDtgiort i Avifernc, og omb«bc6 Da De perter ©ijfopper at give ©elffabet tilfienbe, meD hfaD tilforlaDeligé eller anben fifter Veiligheb Callernc, nieb faa mange Exemplarer fom Der cre Subfcnbentere, til h^ertøtift funbe fenbeé, Da betalingen veb Exemplaremes SlioD« tagelfejrleqgcg. r øaafom CSibenITaberé ©elfFabet ei herveb foger nogen forbed, og bet heeleOpfag paa Median -^apitr allcne bliver 500 Exemplarer, og 50 Exemplarer paa Real -sl\ Jaa og vil lægge Hinder i Veien, at ForUgger ei kunde faaes for Fremtiden til at udgive dijje Afhandlinger, hvor til haves et temmeligt Forraad; Saa har Selfiabet i dets Jidfte ordentlige Forfaviling den 2. d.M. eenflevimigen be/luttet, at hver af dets indenlandfke Medlemmer maatte overtales, at tage og kiiibe et Exemplar af de herefter i nye Format udgivende Selfkabets Skrifter. leg har derfor den-Ære, paa detsVeg­ne at anmode DERES(Jsurtee^ci r-Ccjfct#,at DE,fom et værdigt Medlem af Selfkabet vide bicdrage til dets Ære og Anfeelfe at befordre, ved at lade hente og tilforhandle DEM et Exemplar af dets herefter udgivne nye Afhandlinger, hos den tilkommende ForUgger, for den billigjte Friis han kanfælge dem for,faafmrt det behendtgiores, at de ere udkomne, og hvor de ere at faac, Trondhievi den Ide Septeutbr. 1782. Hager up. L. Wittrup. Cirkulære fra det Norske Videnskabernes Selskab med henstilling til medlemmerne om køb af selskabets skrifter, 1782. Halv st. meget indtrængende til medlemmerne at »biedrage til dets [selskabets] Ære og Anseelse at befordre, ved at lade hente og tilforhandle DEM et Exem­plar af dets herefter udgivne nye Afhandlinger«. Det var ofte meget små oplag, man regnede med, 150-200 var ikke ual­mindeligt; men selv disse beskedne oplag kunne det knibe med at få afsat. Den føromtalte F. C. Schønau indbød 1753 til prænumeration på sin over­sættelse af Virgil, men efter et halvt års forløb havde kun 20 indtegnet sig. Så trådte kongen hjælpende til og tegnede sig for 30 eksemplarer, og straks meldte ikke mindre end 39 excellencer sig, og andre fulgte efter, så præ­numerantlisten kom op på 186. Kun første bind udkom, længere strakte prænumeranternes iver sig ikke. Johannes Ewald var heldigere, da han skuffet og harmfuld over, at »Sel­skabet« ikke ville udgive hans »Rolf Krake«, besluttede sig til selv at udgive skuespillet. Han fik 40 venner og beundrere til at forudbestille ialt 300 eks­emplarer. Også Wessel har måttet benytte sig af prænumeration, da »Kier­lighed uden Strømper« skulle trykkes hos A. H. Godiches efterleverske. Men hans venner i Norske Selskab har sikkert hjulpet ham med at få teg­net det fornødne antal. Bogen blev solgt fra Wessels egen bopæl. Som eksempel på, hvor svært det kunne være at skaffe prænumeranter, kan nævnes, at den berømte opdagelsesrejsende Carsten Niebuhr den 18. septbr. 1775 måtte bekendtgøre: »I Begyndelsen af dette Aar tilkiendegav jeg Publico, at jeg vilde udgive en Dansk Oversættelse af min Reise-Beskri­velse, om endog ikkun 150 Liebhavere vilde melde sig; men ialt er der ikke forlangt flere end 50 Exemplarer ... Hvor gierne jeg end havde ønsket, at denne Oversættelse maatte blive udgiven, saa er jeg dog nødt til at giøre bekiendt, at jeg nu ikke har noget videre Haab dertil.« Niebuhr kom dog til at opleve bogens udgivelse, idet Gyldendal i 1794 udgav den i sin samling af rejsebeskrivelser. Et af de oftest påtalte misbrug af prænumerations-systemet var, at for­fatteren standsede udgivelsen, før hele værket var udsendt, hvis tegningen havde svigtet elleren del af subskribenterne var faldet fra. I Adresse-Avisen for 5. febr. 1772 findes indrykket en »Besvarelse« fra P. Bering, Giørup: For den Spørgende i Adresse-Cont. Avisen h. s. No. 7 tiener dette fra min Side til Svar. Mit forehavende Skrift om Religionens Trøst og Sandhed etc. standsede ved den først udkomne Deel, og ikke af anden Slags Kiædhed, end fordi jeg selv maatte giøre Bekost­ning paa Trykken, og endda ikke seer mig skadesløs ved det Udgivne ... Spørgeren kunde ellers have udfundet os et Forslag til nyttige Skrifters Befordring for Lyset; thi at give os en Opskrift paa afbrudte Skrifter og derhos spørge hvorledes det er fat med Skri­benterne? er maaske intet andet, end at beskylde Nationens Smag, og desto mere ind­skrænke andres nyttige Forsætter. Skønt mange planlagte prænumerationer således enten blev afbrudt eller aldrig så dagens lys, var udgivelsernes antal betydeligt, og som Nyrop for' tæller om tiden henimod 1800, var den greben af en voldsom prænumera' tionslyst. Rahbek oplyser i sine Erindringer af mit Liv I: »Min Fader subskri­berede efter de Tiders Skik paa Alt, hvad der blev udgivet.« • Søren Gyldendal benyttede sig både af prænumeration og subskription, og næppe havde han begyndt sin virksomhed og vist sine evner som for­lægger, før personer og selskaber kom til ham og overdrog ham prænume­rant-eller subskribentlister og den fortsatte udgivelse af værker, som de havde påbegyndt. Hans fortjeneste var, i en kaotisk tid, at samle mange af de udgivelser, der var til købs rundt om i byen hos bogtrykker-forlæggere eller hos forfatterne selv. De mange smudsskrifter, der udkom i Struensee­tiden, var ikke til gavn for de egentlige boghandlere; bogbindere, hørkræm­mere og urtekræmmere gik boghandlerne i næringen og udlejede »disse Ti­ders ny Skrifter for at spare Bekostning for Folk, som var nysgerrige«. Og på samme tid bragte nogle forfatteres og forlæggeres misligholdte udgivel­ser boghandelen i miskredit. Gyldendal varmidt under disse forvirrede for­hold organisatoren, der bragte orden i tingene ved at samle så mange af de spredte udgivelser som muligt, men også -og ikke mindst -ved at skaffe sig forhandlere rundt om i Danmark og Norge, og derved forøge salgsmulig­ hederne betydeligt. 11775 indbød Gyldendal til subskription på J. S.Sneedorffs Samlede Skrif­ter. Udgivelsen havde karakter af en bind-subskription i forbindelse med prænumeration, idet der skulle betales forud for andet bind ved modtagel­sen af det første og så fremdeles for værkets 8 bind. Den 20. oktbr. samme år averterede Gyldendal, at 1. bind er udkommet og leveres for 3 mk. samt 3 mk. forskud på 2. bind, »alt mod trykte og af migunderskrevne Beviser.Da alle Subskriptions-Listerne fra Norgeog Provindserne ey endnu ere indløbne, har jeg ey kunnet indføre Navnene i dette Bind, men skal i sidste Bind, som jeg haaber skal blive færdigt i næste Sommer, have den Ære at indrykke samtlige Subscribenteres Navne«. Gyldendal benyttede ikke prænumeration alene til danske forfatteres vær­ker, men også til oversættelser af videnskabelige og populære værker. Men da han ikke kunne vide sig sikker på, om ikke en anden ville komme ham i forkøbet, skete det, at han påbegyndte udgivelsen, før det originale værk var afsluttet. Sine løfter til prænumeranterne kunne han derfor kun holde, hvis forfatteren opfyldte sine. Denne fremgangsmåde bragte ham to gange i slem forlegenhed. I det ene tilfælde drejede det sigom en matematisk lærebog, som Gylden­dal havde bebudet i oversættelse. En prænumerant på værket advarer pu­blikum i anledning af bebudelsen af en anden prænumeration: »Skulde den udkomme paa Prænumeration hos Agent Gyldendal, saa vil jeg kun ønske, at han vil være meer ordholdende end sædvanlig. For elleve Aar siden har jeg prænumereret paa den anden Deel af Mønnichs mathema­tiske Lærebog, som indtil denne Dag ikke er udkommen! Der falder mig i dette Øjeblik intet Ord ind, som betegner denne Adfærd, men -synonymt med Redelighed vilde det neppe blive«. Under processen indrømmer Gyldendal klagens berettigelse, og advokat Klingberg forklarer på hans vegne, at første bind var blevet stærkt kriti­seret, hvorfor oversætteren, professor Jacob Wolf, ville gennemgå det nøje, før værket fortsattes. Samtidig ville man afvente det originale værks af­slutning, men trods gentagne løfter kom det ikke, og Gyldendal var derfor afskåret fra at holde sit løfte til køberne. Disse kunne selvfølgelig få deres forudbetaling tilbage, hvis de ønskede det. Men Gyldendal var uden skyld i forsinkelsen, og både han og bogtrykker Popp havde mange penge stående i det ufuldendte værk. Den 22. marts 1796, før processen var afsluttet, aver­terede Gyldendal anden dels første hæfte udkommet. Året efter var Gyldendal i en tilsvarende klemme, og han forsøgte, be­lært af erfaring, at komme ud af den. Det skete i en annonce (3. april 1797) om en oversættelse af dr. A. H. Niemeyers Handbuch fiir christliche Re­ligionslehrer, hvis oversætter, pastor Fallesen, havde svigtet og derfor var blevet erstattet med en anden. Dette værk bliver nu tilbudt, men der tilføjes: Et forslag giøres hermed tillige dem, som for nogle Aar siden have prænumereret hos mig paa en 6te Deel af samme Forfatters Bibelske Characteristik, hvilket han lovede at udgive over Jesu Characteer, og som have betalt 48 Sk. i Forskud, ifald de nu ønske at eie denne Niemeyers Haandbog, at de da ville aflevere Prænumerationslisten og modtage Godtgiørelse derfor i Betalingen, naar samme fra Trykken bliver færdig, eftersom vi nu i saa lang Tiid forgiæves have ventet paa Opfyldelsen af Forfatterens Løfte; men de, som maaske ikke ynde denne Betalingsmaade, ombedes at ville jo før jo hellere indsende Præ­numerations-Sedlen til mig, som da strax tilbagebetaler det modtagne Forskud. Gyldendal benyttede i tidens løb ofte subskription, og han erfarede snart, at det kunne være svært at erhverve det fornødne antal subskribenter, og at det kunne være vanskeligt at opfylde de løfter, man havde givet i en op­timistisk subskriptions-indbydelse. Den første af sine egne forlagsudgivelser, hvortil han indbød til subskription, var Dusch: Moralische Briefe zur Bil­dung des Herzens. Han averterede værket i en af sine første annoncer den 29. juli 1772, hvor han lovede subskribenterne 1. del for 3 mk., medens andre måtte betale 3 mk. 8 sk. En typisk subskriptionsindbydelse fra Gyldendals første tid er en ordrig annonce, som er underskrevet »Gyldendal som Forlegger«, men affattet af biskop Balle. Værket, Forklaring over Evangelisten Matthæus, vil blive overladt subskribenterne for 1 rdl., »naar disses Antal maatte blive saa stort, at Forleggeren ingen Skade tager«. Senere hedder det: Omstændighederne tillade hverken ham, eller Forleggeren at befordre det til Trykken i et uvist Haab om tilstrækkelig Aftræk. Derfor tager jeg mig den Frihed paa hans og mine Vegne, at indbyde alle Velyndere af høyere og ringere Stand til Subscription, mod den Forsikring, at Bogen skal blive dem afleveret mod Pengenes Annammelse næst Guds Hielp førstkommende Paaske, eller faa Uger derefter. Forfatteren vil indrykke deres Navne i Alphabetisk Orden og lader tillige ærbødigst de Herrer Sogne-Præster i Kiøbstæderne og paa Landet anmode om gunstig Bistand til Værkets Befordring, hvad enten de selv måtte behage at besørge deres Navne, som vilde melde sig hos dem, indsendte til Kiøben­havn, eller de vilde foranstalte Antegnelse hos de Herrer Amanuensis hos Deres Høiær­værdigheder Biskopperne i begge Rigerne eller Forleggeren den fornødne Underretning derom. Værket forelå ikke til påske; den 10. okt. 1774 averterede Gyldendal, at et Alphabet (altså 23 ark) nu var trykt og kunne afhentes. Han meddelte samtidig, at forfatteren havde udvidet planen og derfor ikke kunne holde sine løfter. Fem år derefter, juli 1779, averterede Gyldendal, at Balles for­klaring til de fem første kapitler nu forelå, og at forfatteren håbede »om Gud forunder Liv og Kræfter«, at kunne færdiggøre værket. Men det var ikke sidste gang, biskop Balle og Gyldendal havde vanske­ligheder med Matthæus' Evangelium. En måned førGyldendals død indbød han til subskription på »Mathæi Evangelium til Bibellæsning ved Biskop Balle«. Også her påkaldtes »de Hrr. Amanuensis hos Biskopperne«, men forgæves. Den 26. april 1802 averterede Salig Agent Gyldendals Enke, at der ikke havde meldt sig det fornødne antal, hvorfor trykningen var stand' set med det 8. ark, og den ville ikke blive fortsat, før subskriptionen kunne dække udgifterne -og det skulle ske inden Mikkelsdag. Agentindens be­stemte optræden synes at have hjulpet. Bogen udkom i det følgende år. • Hvilke mennesker prænumererede eller subskriberede på den tid? Vi véd, som foran nævnt, at Rahbeks fader efter tidens skik prænumererede på alt, og vi så, hvorledes luksusudgaven af Holbergs Peder Paars i 1772 samlede 344 subskribenter blandt de højeste rangklasser; her var snobberi sikkert i mange tilfælde drivfjederen, ligesom forfængeligheden nok i tidens løb har været et vigtigt incitament for mange, og man kan trygt regne med, at udgiverne har spillet på de strenge. Det er derfor interessant at se, hvor­ledes en ganske ung digter kunne hævde sig i selskabet. Jens Baggesen ud­sendte sine Comiske Fortællinger i 1785, da han var 21 år. Bogen er nu en stor sjældenhed; den er trykt i et smukt lille oktavformat af A. F. Stein, og omkring 1200 subskribenter tegnede sig for ialt 1335 eksemplarer; deraf aftog kongehuset 34, de resterende 1301 blev købt af litterært interesserede borgere, deraf alene 213 studenter, blandt hvilke nogle endog aftog flere eksemplarer, men iøvrigt omfattede subskribenterne alle befolkningslag lige fra professorer til bagere, smede, fyrbødere, copister, fuldmægtige, urte­kræmmere og andre »ved handelen«, skuespillere, lærere og præster. Ade­len var bl. a. repræsenteret af grev Otto Thott, og blandt subskribenterne var også Wessel og hans broder. Iøvrigt erder på listerne nogle boghandlere, hvoraf enkelte har købt flere eksemplarer, bogtrykker J. F. Schultz endda 20 eksemplarer, sikkert på spekulation. Byen Sorø har aftaget 10 eksempla­rer. En del subskribenter er anført uden titel. I Peder Paars-udgaven 1772 er der titler i overdådighed. Digteren Edvard Storm må med sine Originale Fabler og Fortællinger (1782) have forstået på forhånd at gøre et stærkt indtryk på kongehuset. der ialt tegnede sig for 132 eksemplarer; også her finder vi studenter, pæ­dagoger, præster, jurister, kræmmere, officerer, skrivere og alle slags »raa­der« og excellencer, deriblandt atter grev Thott. Overfor Storms Samlede Digte 1785 har kongehuset svigtet, men han har iøvrigt atter kunnet glæde sig ved et bredt udsnit af befolkningen, deriblandt flere litterater samt en glarmestersvend. Efter Wesselsdød indbød P. J. Monrad, Jens Baggesen og C. Pram den 30. april 1787 til subskription på hans Samtlige Skrivter til fordel for digterens seksårige søn. I første del findes en længere fortale, hvori subskriptions­ planen citeres: Uden nøiagtigen at kunne bestemme BogensStørrelse, forudse vi, at den vil blive henved halvandet Alphabet i maadelig Octav, inddeelte i to Bind. Prisen for hvert Ark skal ikke overgaae 3 Sk. paa godt Skrivpapiir, og derpaa allene bliver Værket trykt. Den skal over­hovedet ikke overstige 8 Mk. Bogen skal prydes med Digterens veltrufne Portræt i vel­stukket Kobber; og om mueligt, som vi haabe ved det ventede antal Subscribentere, med Vignetter, ja, endog andre Kobbere, hvorved Prisen, om, som sagt. Subskribenternes Antal som formodes, tillader det, ikke skal forhøies. Her følger en redegørelse for redaktionen af udgaven, og derefter tilføjes, altså efter den trykte subskriptionsplan, en tak og en redegørelse til subskri­ benterne: Vi takke enhver, som har velvilligen bidraget, være sig ved Hr. Wessels Manuskripters Indsendelse til Udgavens Fuldstændighed, eller ved Subscription til dens Muelighed og Indbringelse. For denne sidste skulle vi ikke mangle til Vedkommende at aflægge det fuldkomneste Regnskab. Størrelsen har oversteget det vi havde formodet; imidlertid ere vi bundne ved vort Løvte, til ei at lade Prisen overstige 8 Mark for Subskribenterne. Med Trykkens Besørgning og Papiret troe vi, enhver vil blive fornoiet. Noget vidtløvtigere end Fornødenhed udkrævede er Trykken; men den Ziirlighed, disse Værker tilkom, tillod, efter vor Meening, ikke større Sparsomhed paa Papiret. Foruden Digterens Billed, tegnet af Juel og stukket af Clements, samt sex Vignetter, have vi troet os berettigede til at for­øge Udgivten ved flere Kobberes Anskaffelse. De, som have forsømt at subskribere, kunne ei finde den Priis for høi, som vi herved sætte paa de faa øvrige Exemplarer, nemlig To Rigsdaler. Mange af de udsendte Subskriptionsplaners sildige Tilbagekomst, Bogtrykker Steins Død, i hvis levende Live Bogen var begyndt at trykkes i hans Officin, og Vanskelig­heden af at skaffe nok af det engang valgte Papiir, ere Aarsagerne, hvorfor den kommer sildigere, end man havde Føie til at vente. Efter endnu nogle bemærkninger afsluttes denne »Fortale«, og derefter bringes på de følgende sider subskribenternes navne med angivelse af det købte antal eksemplarer. Øverst på listen står kongehusets medlemmer, der g O r f fl f C, focfi?mt at fu^iTPcibere, funnc ci flnbe bn\ for fem ui fcfroet fatte paa bc faa etmgc Omplacer, ncmtitj 3Jiq6baler. OTange af bc ubfenfctc øi!bffriptiongp(a< tier6 fllbigc 'Xilba^tfomiT^ ^5o(]tn}ffer ©teins , 1 Imnbc Sioc ^o.icn var 6eapnbt nt trpffes ibane Officin, og SSanj¥eIii$c&en af jlfajiff ncf af bet eiujang valgte ^Papiir, cre ^ariagerne^ 6voi-foc ben fommcc fllbigece# enb man ^avbe $etc ttl at vente. ^cc benne Cangfomftcb, for be enfefte ^rpffeil, og for ^vab s3Jl«ngcI i øvrigt bcr maattc finbee veb benne af 03 beførgebe Ubgave troc vi, paa vor ^3øn, faa megee 6eficr *t funnc 3n^olt> vente Overbcfrclfe, font bijfe ^Sinbs icvrigt ingen Cver6ccrcf|e befcøve; men erc forub viflfe paa vor lit*), og Æftcrtibcns ^Hgtdfe og ^>cI6f6ag» ^tøbcn^avn, t ^uguft i787» SP»3« ^Jourat)* (L95^nu quhi Slutningen af fortalen i Wessels Samtlige Skrifter, 1787. Ca. hel st. gu^vifrcntcnt c. £4. .^ongcit 16 (S^cmpf. ^)eii&eé ^ajepÆÉg-iifcbt'oiittittgett 12 — kongelige ^øi^c&S'i'ottpnnbfert 8 — Jpé. ^ottseltge Sfrfceprtnljfcrt 14 — syr S)i', (Toiifcrcntjron^r i ÆiøbenJiflDji — Ce^rctaic. — •Jlagcfeij, (SfupciU. ^Umo&t:, fe""onfrx>!It:ar. (S^rifliciiia — OffU'Øe, ('i!.) £icuCo;aut. Øt.Sf)cnia#. 2 (Jji'pf, — 2(rtvi3, (pioi'fniJviyer. C(Hi|:iasia — ^ibeiei-, ^nmmerbtrve, £ljr!iTi£tnian& — '2J^eIcv/ ((£. £>0 .faniiiKrixnc. i^rubSccut — 2('vMcv, ^rcffltoc, ^risfr. Stiølxinbauii — 2U)lefeIl»t>C.!!.) (jji-tvfr. Ourbal — 31iijbcrg, ffeffega (Sc6ofcc» (E^nf]ianta — limberg, (^j !unaeluj Sal&aifffltiøf Aiobcn&acu 9){nt). 21it&ei'fen. £U'. 2erfen, (»M.) .®iø[)man&, Gfmfiuujta — ?(»bei-fen, (?,.) ©tabsnt. Siø&cn&f -J ^-pr. — Jfu&effcjj, (O.) 5!rocuvato? gmc ^InCer, 3ulfi5^''^tnbf, fftnfttania §1'. Sfnfav (»S.) (rfatéracib. -20gjfpT, — 3fiifer, (£.) £onféver.tsvaa5t — (3.) (Ebrtrttanta — 3(nfei-, 0J3,) 93o.—' -• * j.rfbzrrz­ 3r -tf y y/^r­ t~'?-7, *?< *> ^ ^ y Tredie side af indbydelse på et værk af C. Molbech med subskribenters navne, 1823. Fire femtedels st. ved professor og bibliotekssekretær C. Molbech. I planen skriver Molbech: »Uagtet Tidens Vilkaar ikke ere gunstige for egentlige litteraire Foretagen­der [!] ... at det uden Tab udgives er Alt hvad Forfatteren attraaer.« Alligevel udkom bogen ikke. Reitzel meddeler så sent som i 1835, at subskribentsamlere gives de sæd­vanlige fordele, og Steen »i Pilestræde og paa Børsen« oplyser 1833, at P"' sen for ikke-subskribenter bliver 50 % højere, medens samlerne får det sy­vende eksemplar gratis; samme år tilbyder Schubothe paa Børsen Nr. 9 føl­gende vistnok usædvanlige betingelser pået Bibliothek for historiskeVærker: Subscribentsamlere i Kiobenhavn erholde paa 3 Expl. 1 frit. Boghandlere ibid. erholde, foruden Rabat, paa 6 Expl. 1 frit. Subscribentsamlere i Provindserne erholde paa 6 Expl. 1 frit. Boghandlere ibid. erholde, foruden Rabat, paa 8 Expl. 1 frit. Her synes der at være tale om et konkurrencetilbud, og vi ser desuden, at forlæggeren samtidig benytter sig af subskribentsamleres og boghandle­res medvirkning; hvorfor provinsen stilles ringere, står ikke klart. Året forud er en Licentiat i Theologien så optimistisk at tro, at subskri­benterne vil nøjes med en godtgørelse på 10 %, og samlere desuden mod at få det ellevte eksemplar frit vil indestå for betalingen. Andr. Fr. Høst i Gothersgade tilbyder 1837 på et bibliotek af latinske og græske klassikere subskribenterne en godtgørelse på 10 %, som beregnes ved hvert fjerde hæf­tes modtagelse, medens institutbestyrere, skoler og subskribentsamlere er­holder »mod contant Betaling hvert 7de Expl. frit«. Da Gyldendals forlag 1839 for et historisk værk tilbyder den »sædvanlige Godtgiørelse til Sub­skribenterne af 10 % og Kiøbere af 10 Explr. det 1ite frit«, må man formode, at denne provision har været den almindeligste på det tidspunkt. I den tidligere omtalte annonce fra biskop Balle og Gyldendal hedder det: For den Umage, som en eller anden Velynder derved maatte paatage sig, ere vi begge beredvillige til al muelig Gientieneste, og erstatte strax de paagaaende Omkostninger. Den, som samler 12 paalidelige Subscribentere, vil umage sig med at modtage Exemplarerne, og sende Betalingen derfor, erholder selv et Exemplar omsonst, og frie Subscription paa de følgende Deele. Her må samlerne altså både sørge for udbringeise og inkassation, og dette var muligvis det almindelige, men som vi har set, nævner Rahbek udtryk­kelig udgifter til ombærer foruden til subskribentsamlere. Man må gå ud fra, at samlerne for det meste har været »velyndere« af de værker, som de påtog sig besværet med at skaffe afsætning. Som et kuriosum kan citeres en indbydelse fra 1827 til fordel »For Græ­kerne« »til Prænumeration (Forudbetaling) eller Subskription (Betaling ved Skrivtets Modtagelse)«, hvori det bl. a. hedder: »høiere Betaling imod­tages med inderlig Taknemmelighed, ligesom alleslags Varer og Frembrin­gelser, som kunne forauctioneres ... Forudbetalinger bedes behageligen leverede her i Staden, hvor de velvilligen modtages ... Dhrr. Capitain v. Fogh og Urtekræmmer Lefolii modtage hvad der i Stedet for Penge, maatte ydes i Varer m. m.« Det var meget almindeligt, at subskriptioner kunne tegnes såvel hos bog­handlere som hos private. En sognepræst i Svendborg udsendte i 1782 en indbydelse på et religiøst skrift, hvori det hedder: »Man behager at melde sig i Kiøbenhavn, hos Boghandler Hr. Gyldendal, i Aalborg hos Velærvær­dige Hr. Wandal, i Odense hos Boghandler Hr. Iversen og i Svendborg hos mig. Paa andre Stæder forventer jeg at formaae hvert Steds Postmester [!] til at modtage Subskription for deres Bye og Egn.« I en indbydelse fra 1821 oplyses det, at »Subskription modtages, og Subskriptionsplaner faaes hos Lieutenant og Bogtrykker H. F. Popp paa Østergade 72, anden Sal«. I en »Foreløbig Indbydelse« fra 1826 på en samling frimurertaler bebuder for­fatteren en subskriptionsplan om få dage, og han erklærer, at »for Trykke­omkostningernes Skyld nødsages jeg til at tage Hælvten paa Prænumera­tion ... Boghandlerne Schubothe, Colding, Reitzel, Iversen i Odense og Bogtrykker Elmquist, Overkrigskommissarie i Aarhus modtage Subskrip­tioner«. I en indbydelse fra 1825 på Henrik Harpestrengs Danske Lægebog, som føromtalte professor C. Molbech skulle udgive hos bogtrykker H. H. Thiele, oplyses, at subskription modtages af Gyldendalske Boghandel, Schubothe, Reitzel og forlæggeren. Et sådant samarbejde mellem boghand­lerne var ikke ualmindeligt, skønt de her nævnte boghandlere samtidig var konkurrenter som forlæggere. At ikke alle forfattere følte sig overbeviste om, at deres skrifter ville opnå tilstrækkeligt mange købere, viser disse forbeholdne bemærkninger i to ind­bydelser fra 1822 og 1824: »-ifald Forlæggeren, Hr. Hof-og Universitets-Bogtrykker Seidelin, kansee sig skadesløs«, og denne: »Saafremt200 Subskri­benter tegne sig -under hvilket Antal Bogen ikke vil kunne udkomme«. I en meget ordrig indbydelse på Riegels' Kirkehistorie (1785) siges rent ud, at »Subskription for hvert Bind, at man kan udregne Tabet [!], imodtages af Boghandler Hegelund«. En forfatter-forlægger, der selv varetog sine interesser, var Adam Oehlen­schlager. I en subskriptionsindbydelse fra 1833 på fortsættelse af hans dig­terværker lyder slutningen således: »Paa Subskribentlisten for mit Levnet og Tragødierne, som følger med sidste og syvende Deel, skal et enkelt eller et dobbelt Tegn ved Navnet strax antyde den enkelte eller dobbelte Sub­skription paa disse følgende Skrifter. Ved Værkets Slutning fuldstændig­giøres Subskribentlisten, og Prisen forhøies da fra 8 Sk. til 10 Sk. Arket.« Digterens hustru har vistnok forfattet indbydelsen, der viser, hvilken vægt der blev lagt på, at subskribenternes navne var optaget i værkerne, og at det måtte bemærkes, hvem der havde købt alle syv bind. Det kunne være fristende at citere flere af de ofte meget ordrige og mærk­værdige indbydelser, som optimistiske skribenter har forfattet, mendet ville føre for vidt. Et enkelt særlig pudsigt eksempel skal dog tages ud af bunken. En »Kandidat og forhen litterair [!] Telegraf-Bestyrer« slutter efter en om­stændelig redegørelse foret besynderligt værk (1828) således:»-naar mange iblandt vore nærværende Embedsmænd, der have store Indkomster uden at bestille noget derfor, ere forglemte, vil jeg mange Aar efter min Død leve i mine Skrifter, og virke Gavn hos Efterkommerne«. Man tvivler på, at an­det end disse linier har overlevet ham. En indbydelse fra 1847 viser, at selv sådanne småtryk som subskriptions­indbydelser var underkastet censur. På den trykte plan, antagelig et korrek­turtryk, har censor C. Reiersen med egen hånd skrevet: »Da Barfod er un­der Censur skulde denne Subskriptionsplan være sendt mig i Manuskript,« og han tilføjer allernådigst: »kan trykkes«. Efterhånden som boghandlernes og forlæggernes antal voksede og bog­handelen, efter Boghandlerforeningens stiftelse i 1837, var blevet bedre or­ganiseret, overtog forlagene for en stor del selv risikoen for udgivelserne, medens bogtrykkerne ophørte at udgive bøger. De privat udgivne prænu­merationer og subskriptioner blev sjældne, og den form for subskription, vi nu kender, blev den gængse. Det vil sige, at forlagene tilbød værker i hæfter eller bind til en favørpris eller bogladeprisen, uden at subskribenternes navne blev trykt i bogen. Men så sent som i 1869 finder vi dog en subskrip­ 5. Øamfing af 9iomflH«v, Sat^abev og fpriffe Sigte, ffveone etter be fibfl ubfomne tre 3)efe. Og ba jeg tnaa formobe, at eisbcrt af im'ne Øæfere enffe fig libt efter libt en futbftonbig øamting af mine tetijbefigfte 23cerfer, faa inbbijbeé efibnu til ©n&fcription paa: G. Q(lab b in, et bramatijl ®yentt)r. 7. ^orbené ©nbet, et epiff ®igt. 8. 5?rolf itrafe, et epifE Sigt. 9}?en ba bet itfe er faa meget l)tfert og ^rifen Wioer fom Srag&bierneé, 8 €& for Qlrfet; og ©utferitentfamterne tilflaaeé -be famme ^oi'bete. SSeer enb eet 25inb ab Øangen nbfommer itfe i S&Ut af -fke SDZaancber, altfaa fim tre 93inb i et Qlar. 9}iin 9)tnfaé 2)»berc uilte meget fortuube mig raebT io «r jo jetter, at teflemme ft'g for benne ©utfeription, ora muligt Grnbeel wb ^obtageffen af bette 23iub af Sragobierne; tf;i ba kf)Ouer Srnfningen paa QSærtet ei at (tanbfeé. ^)aa ©ut'fcril'entlifte« for mit Seonet og Sragøbierne, fom følger meb fibfle fpuenbe Seet, ffa( et