Storhandel og Bibliofili En bogbindshistorisk studie A/H.R Rohde Augsburger Pracht Venediger Macht Ulmer Geld geht durch alle Welt Det sekstende aarhundrede var den frie rigsstad Augsburgs floris­sante tid. Byen laa paa hovedvejen mellem Venedig, stabelpladsen for orientalske varer, og det nordlige og nordvestlige Europa, og de dygtige indbyggere forstod at udnytte beliggenheden, Augs­burg blev et knudepunkt i vareudvekslingen mellem øst og vest, uhyre rigdomme ophobedes i byen, slægt efter slægt rejste sig fra haandværkere og smaahandlende til storkøbmænd med forbindel­ser over det ganske Europa. Med velstanden fulgte politisk magt. Konge og kejser vendte sig til Augsburg, naar der skulle bødes paa økonomien; storkøbmændene var blevet bankierer. Ofte var krig og fred i Europa et spørgsmaal, der til syvende og sidst fandt sin afgørelse i en augsburgsk købmandsgaard: lukkedes der for pengeposen i Augsburg, kølnedes samtidig krigslysten. Blandt byens mange rige handelsslægter hævede Vuggerne sig til større magt og anseelse end alle de andre. Deres position i tiden kan sammenlignes med Mediceernes i det femtende aarhundrede og Rothschildernes i det nittende; ringere var den i al fald ikke. Deres rigdom blev et ordsprog: „Ricco com un Fuggero", sagde man i Italien. Naar kejseren holdt rigsdag, rømmede Fuggerne deres palads, det prægtige „Fuggerhaus" paa Weinmarkt, til hans behagelige afbenyttelse. Fuggerne støttede trofast -indenfor mu­lighedernes grænse -huset Habsburg, som til gengæld ophøjede dem i adelsstanden og forlenede dem med grevskaber ogherskaber. H. P. ROHDE De kunne være haarde i deres forretningsmetoder -onde tunger morede sig med at rime „Fugger" paa „Wucher" -men overfor kejseren var de ikke smaalige. Det fortælles om Anton Vugger (1493-1560), under hvem slægten naaede sin højeste magt, at da han engang havde kejseren, Karl den Femte, paa besøg, og de sad hyggeligt foran den blussende kaminild, tog han kejserens gælds­bevis og kastede det i flammerne. De mange herligheder ved kon­gen af Frankrigs hof kunne derfor heller ikke imponere Karl den Femte. Da han fik dem forevist, skal han have sagt: „Alt dette kan en væver i Augsburg betale i rede penge!" Slægten var -paa en enkelt undtagelse nær -ivrig katolsk. Alligevel har Luther bevidnet dens dygtighed sin udelte beundring i følgende udredning af de økonomiske omstændigheder omkring en biskop af Brixens dødsfald i Rom; „Da han var død, havde man ingen penge fundet hos ham, kun en lille seddel paa en fingers længde, der var stukket ind i hans ærme. Da nu pave Julius havde faaet denne seddel, tænkte han nok, det var en pengeseddel, sender bud efter Fuggerfuldmægtigen og spørger ham, om han ikke kender den skrift. „Jo," siger denne, „det er det beløb, som Fugger og hans firma skylder kardinalen, og det udgør tre hundrede tusind gylden." Paven spørger saa, naar han kan udbetale disse penge. Fuggerfuldmægtigen svarer: „Naarsomhelst." Da kalder paven kardinalerne af Frankrig og England til sig og spørger dem, om deres konge kunne erlægge tre tønder guld i løbet af en time. De sagde: „Nej." Da sagde han: „Det kan en borger fra Augs­burg gøre." Og pave )ulius fik pengene udbetalt." Augsburgs rigdomme blev ikke gemt i strømpeskafterne. En i Europa selv paa denne tid usædvanlig pragt og luksus udfoldede sig blandt højeog lave. I næppe nogen europæisk by gik man finere klædt, spiste og drak rigeligere og mere udsøgt, boedefyrsteligere, morede sig bedre. „Andre steder — hed det -er luksus en synd, i Augsburg hører det med til velstand." Helt korrekt er dette udsagn maaske ikke,eftersomder gang paa gang udstedtes dekreter,som for­ lOANNES lACOBVS fVGGER FlL, ILRAiMVNni, Por/ræ/ af Johan Jacob Fugger (IJI6-7J), hvis bibliotek kom til at danne grundstammen i det senere Bayerische Staatsbibliothek. Efter „Fuggerorum... imagines", Augsburg 1618; om dette Fuggernes imponerende billedgalleri har „Biographie universelle''1 den pudsige oplys­ning, at det i visse bibliografier findes opført under botanisk litteratur (fougére =bregne). Værkets mangeudmærkede kobberstik skyldes Dominicus Custosog brodrene L. og W.Kilian. bød overdreven pragtudfoldelse-men dekreterne blevikke efterle­vet. De hyppige rigsdageogdermed følgende kejserbesøg bidrog de­res til at sætte kulør paa byen.Ved saadanne lejligheder kulminerede livsglæden, turneringer, ringridning, skyttefester og storslaaede H. P, ROHDE gæstebud gik slag i slag.Alene ved den11558 afholdte rigsdag blev der, foruden andet slagtekvæg, sat tretten tusind okser til livs. Men for de flygtige fornøjelser glemtes ikke den mere varige nydelse, som en smuk by skænker sine indvaanere. By og borger kappedes om at udstyre Augsburg med stadselige bygninger, kir­ker med taarne og spir, paa torvene springvand og i byens udkant vidtstrakte lysthaver. Attergik Fuggernei spidsen. Paa torvetWein­markt rejstes det paladsagtige „Fuggerhaus", udvendig smykket med brogede fresker,som vi kender det fra Thorvaldsens Museum, indvendig med malerier af berømte mestre som Tizian og Cranach. Sit berømte billede af Karl den Femte, der rider over slagmarken ved Miihlhausen, malede Tizian under et ophold i Augsburg. Baade inden-og udenfor bymuren anlagde Fuggerne parkanlæg, der maaltesig med de fornemste i Europa. Hyacinther og tulipaner, indført direkte fra Konstantinopel, blomstrede blandt plaskende fontæner og statuer i bronce eller marmor. En tilrejsende skrev begejstret i sin dagbog: „De kongelige haver i Tours og Blois, som jeg ogsaa har set, er ingenting i sammenligning." Dette fyrstelige handelshus repræsenterer i sin udvikling typen paa, hvordan en rigmandsslægt blev til paa den tid. Opstigningen skete trinvis: fra haandværker til haandværker og købmand, til hovedsagelig købmand, og sluttelig til industridrivende (særlig bjergværk o. lign.) og bankier. I 1367 indvandrede den første Fugger, ved navn Hans, væversøn og selv væver, til Augsburg. Det var en Hans im Gliick. Inden længe havde han gjort sig uafhængig af købmænd, indførte selv sin bomuld fra Venedigog eksporterede færdigvarer til omliggende byer. En ven i Ulm med det gode navn Holberg skrev til ham, at „det Fuggerske klæde har en fortræffelig klang, og naar man vil have noget fint og godt, spørger man efter det." Tredive aar senere havde han sit eget hus paa hovedgaden, og da han døde 1409, kunne han efterlade sine arvinger over tre tusind gylden, hvad der svarer til mindst hundred tusind kroner idag. Bind udført for Johan Jacob Vugger, muligvis af Antoni Ludwig, hans fra Venedig indkaldte, flamsk­fødte husbogbinder. Bogens titel: Traductio larvae sycophanticae. Paris ijj6. Det kongelige Bibliotek. H. ly b. ii cm. Sønnerne Andreas og Jakob udvidede deres virkeomraade til hele Europa med udførsel til Frankrig, Spanien og England. Han­delen omfattede nu tillige silke, specerier o. lign. Under Jakobs søn af samme navn traadte varehandelen i baggrunden til fordel for bjergværksdrift og pengeforretninger. Denne ]akoh Vugger (1459-15 25), der fik tilnavnet „den Rige", er den egentlige grund­lægger af huset Fuggers storhed, med ham blev Fugger et økono­misk-politisk tyngdepunkt i Europa. Pave og kejser bejlede til hans gunst. Den 9. juni 1473 gav kejseren Fuggerne deres vaaben med de to liljer. Fuggerne blev kejserens „kære" Fuggere, som Augsburg hans „kære" by Augsburg. Jakob Fugger den Rige var geniet blandt Fuggerne, med geniets ro og selvsikkerhed. Han fortalte sine nevøer, „at naar han gik i seng om aftenen, faldt han straks i søvn, med skjorten lagde han alle handelens bekymringer og fortrædeligheder fra sig." H. P. ROHDE Da han i juledagene 1525 laa for døden, og den tyske konge holdt sit indtog i byen, befalede denne sine trompetere og paukeslagere at holde inde, da de nærmede sig Fuggerhuset. Med ærbødig stil­hed hilste kongen og hans følge den døende Fugger. Paa hans gravmæle i St. Anna-kirken forkynder den stolte indskrift, at „som han i levende live ikke havde sin lige, vil han heller ikke efter døden være at regne blandt de dødelige." Under nevøen Anton (1493-1560) -Jakob døde barnløs -naaede huset Fugger sin højeste blomstring. Anton forvaltede med klog­skab og forsigtighed onklens rige arv og vedligeholdt den nære tilknytning til kejseren. Denne forlenede i 1530 Anton og hans brødre med grevskabet Kirchberg og herskabet Weissenhorn, ligesom han ophøjede dem i rigsgrevestanden. Men allerede mod slutningen af Anton Fuggerslevetid begyndte familiens magtstilling at rokkes. De fordele, den politisk-økono­miske forbindelse med huset Flabsburg havde medført, blev til farer, da Filip IT af Spaniens pengetrang efterhaanden gjorde sig glubende gældende. Fuggernes forstrækninger til Habsburgerne naaede det omfang, hvor kreditorerne bragtes i afhængighed af debitorerne og ikke omvendt. Det lykkedes endnu Antons energiske søn Alarx at holde sammen paa stumperne. Men med ham døde, 1597, den sidste store Fugger. Mens det er tilstrækkeligt at nævne Jakob den Rige, Anton og Marx, naar det gælder at optrække hovedlinjerne i den Fuggerske storhandels historie, maa andre navne i den vidtforgrenede familie drages ind i billedet, naar opmærksomheden fæstes paa Fuggernes virksomhed som bogsamlere. Denne virksomhed er ikke ganske underordnet i forhold til Fuggernes øvrige, rent handelsmæssige. I den prunk og pragt, som disse store renæssancerigmænd omgav sig med, indgaar kostbare biblioteker som en uvægerlig integre­rende del. I Augsburg som andetsteds hørte i de tider ogsaa biblio­ Hvldricvs Fvgger.Filv.Raimvndl i 8' Portræt af Ulrich Vugger (i j26-84), der blev kalvinist og maatte gaa i landflygtighed til Heidelberg. Efter „Fuggerorum imagines" 1618. Det kongelige bibliotek. teker med til velstand. Det forbavser derfor ikke, at Jakob den Rige, verdensfirmaets grundlægger, ogsaa var den, som lagde grunden til slægtens første bibliotek og dermed til den lidenskab for bøger, som kendetegner næsten alle slægtens medlemmer. En gammel Augsburger kronist fortæller herom, „at Fuggernes største bogskat allerede blev grundlagt af den rige Jakob Fugger, men hans nevøer, Raimund og Anton, forøgede den saa stærkt, at H. P. ROHDE faa kongelige kunne sammenlignes med den, og ved Johan Jakobs og Philip Eduards omsorg (søn og sønnesøn af Raimund) kom der saa meget til, at den androg femten tusind bind. I denne herlige bogsal forvaredes de kostbareste haandskrifter af græske og latin­ske forfattere og af alle videnskabens grene. Deres fuldmægtig ved det kejserlige hof og i orienten, Joannes Doreschwanus, gjorde sig beundringsværdige anstrengelser for at fremskaffe de fortræffe­ligste haandskrifter, og Fuggerne afholdt gladelig de dermed for­bundne omkostninger. De ansatte og lønnede desuden lærde, som ikke blot skulle tage sig af bøgernes forvaltning, men ogsaa udgive dem. Blandt disse var Hieronymus Wolf, som „var saa fornøjet med sin stilling, at han over denne bogsal gjorde følgende tanke­sprog: „O Fuggere, tuam præ cunctis bibliothecam hane amo, nam votis major et illa meis." " (O Fugger, dit bibliotek elsker jeg fremfor alle andre, thi det overgaar alle mine ønsker.) Om Jakob den Riges samling hedder det et andet sted, at han ejede „saa mange haandskrifter som stjerner paa himlen." Anton l ugger fremhæves som ivrig understøtter af videnskabsmænd, han stod i brevveksling med Erasmus Roterodamus, hvem han ind­bød til at tage fast ophold hos sig, hvad Erasmus dog afslog under henvisning til sin alder: „Et gammelt træ skal man ikke planteom." Og selv Marx -eller Marcus med den latinske form, han yndede at bruge -afsaa, trods sin anspændte kamp for at holde firmaet paa fode, tid til flittigt at dyrke videnskaberne. De uhyre Fuggerske bogskatte splittedes tidligt; kun en ringe del findes endnu i Augsburg, resten er spredt i Europas og Ame­rikas biblioteker. En del af grundstammen findes i Wien. Den solgtes i 1655 til den østrigske kejser Ferdinand den Tredje, som lod den stuve „152 store fade og 12 kister og ombord paa 5 pramme og 1 skib færge op ad Donau." Dele af andre Fuggerbiblioteker er cmuw Stzj?drtanc 'Tu/rncvo dtw rmttit. Dedikation fra Henri Hiienne til Adrien Turnébe i udgaven af Xenophon fra IJ6I. Det kongelige bibliotek. Fem sjettedel størrelse. /V cvd J7 "iSpcu/'å' CA/UC^L-Tis • \~i <^4^? 6-yr7 1/1 *1 ^ ftyLv) (-JUH^pcL-, 4-/^9^ Originalmanuskriptet til Henri Etiennes mindedigt over Adrien Turnébe i Det kongelige biblioteks eksemplar af Theokrit o. a., Aldus 149 j, som har tilhørt Etienne. TovpvtlCov /bS/j vrflv KÅtog eWirø ov£$ivoiAA]MSy Niv cT' cuJtf'ov^tvoSuivctiTig, • Kctjj ytp cfyv^ovw; ootyivg Sicbwfjft/jr] aKpct, ovtøvlrig ccKpctcfbLy](rDii$fl,v. Mindedigtet over Turnébe, som det tryktes i Henri Etiennes bog: Årtis typographicae querimonia, Paris 1J69. Det kongelige bibliotek. under forskellige omskiftelser kommet til Miinchen og Rom, hvor de beror idag -forsaavidt krigen har sparet dem. Indtil for ret nylig befandt hovedparten af Marx Fuggers bibliotek sig paa slottet Maihingen ved Augsburg. Som det vil fremgaa af det føl­gende, kan ogsaa Det kongelige Bibliotek i København opvise enkelte Fuggerbind. H. P, ROHDE Fuggernes bogsamlinger udmærkede sig ikke blot ved antallet af kostbare haandskrifter og sjældne tryk, men desuden ved om­sorgen for bøgernes ydre iklædning. Den vidtberømte Augs­burger pragt strakte sig ogsaa til bogbindet. I ingen anden tysk by i det sekstende aarhundrede udfoldede bogbinderkunsten sig fest­ligere end i Augsburg, og ingen anden af de rige Augsburger­slægter gjorde mere for bogbindets blomstring end Fuggerne. „Fuggerne -siger kronisten -som elskede alskens pragt og kost­barhed, lod det heller ikke mangle her. De holdt meget af at lade deres bøger indbinde i rødt saffian med indprægede guldforsirin­ger; af denne slags findes der endnu mange smukke arbejder." Fuggernes intime handelsforbindelser med Italien blev her af af­gørende betydning. Parallelt med strømmen af orientalske varer fra Venedig gik paavirkningen fra den orientalsk prægede nord­italienske bogbinderkunst med sin stadig rigere anvendelse af forgyldning, med sine fint forarbejdede skindsorter, med sin benyttelse af pap i stedet for det stive og klodsede træ som støtte for bindsiden, med sit ciselerede og undertiden kolorerede guld­snit, og med sin hele fantasifulde ornamentik. I Augsburg mødtes det gedigne tyske haandværk med Italiens farveglitrende bog­binderkunst. Her fik Jakob Krause det afgørende skub i sin udvik­ling, som skulle gøre ham til den største af alle tyske bogbindere­netop her i Augsburg og netop ved en Fuggers mellemkomst. Joban Jakob Fitgger (1516-75) var den allerede omtalte Anton Fuggers nevø, som forretningsmand ikke synderlig bevendt, men saa meget des betydeligere som bogsamler og bogelsker. Hans bibliotek betegnes som „en lysthave, hvori alle kunstinteresserede og lærde, hvem de end er, kan finde vederkvægelse." Sansen for tilværelsens ædlere nydelser tog han i arv fra sin fader ]Laimund (1489-1535), der aldeles ubekymret om pengenes erhvervelse, som broderen Anton sørgede for, udelukkende helligede sig deres anbringelse i livsforskønnende værdier. Han skal have været slægtens eleganteste skikkelse, dybt forankret i italiensk kultur. Brunligt gedeskindbind med orientaliserende ornamentik, som man finder det bl. a. hos Jakob Krause. Tilhøjre det ciselerede og forgyldte snit med de stiliserede blomster kolorerede. Bogens titelblad afbildet side 33. Det kongelige Bibliotek. H. 12,8 b. 6 cm. Ryggen 4 cm b. underskrev sig ogsaa helst italieniserende: „Raymundo". Naar han sendte sine bøger til indbinding, forlangte han ufravigelig, at det skulle ske „paa vælsk maner" d. v. s. i italiensk stil. Sønnen Johan Jakob gik videre ad samme vej. Mens „Raymundo" vistnok holdt sig til indenbys bogbindere, sendte Johan Jakob en del af sine sjældneste bøger, først og fremmest græske haandskrifter, til indbinding i Venedig. Senere foretog han det praktiske skridt at indkalde en bogbinder fra Venedig, der blev fast beskæftiget med at indbinde den „teglich gemerten Strom seiner Bibliothek." Takket være enkelte dokumenterede bind af denne mand er det muligt dels at angive hans navn, dels ved stilistiske og tekniske sammenligninger at paavise en del af hans øvrige arbejder. Han hed Antoni 'Ludwig eller, som han i sin latinske signatur kalder sig: Antonius Ludovicus Flander -altsaa ikke italiensk, men flamsk af fødsel. 1 ham fik italiensk bogbinderkunst en aflægger i Augs­burg, som spredte velsignelsesrige paavirkninger over hele Tysk­land, ikke mindst gennem hans højtbegavede elev |akob Krause. Det er indtil nu lykkedes at fremdrage to bind i Det kongelige Bibliotek, som der kan anføres grunde for at henføre til Ludwigs værksted. Det ene -det mest utvivlsomme og et ualmindelig interessant og smukt bind -vil forhaabentlig inden længe kunne publiceres i „Fund og Forskning", det andet gengives her side 25. Det er stærkt medtaget, men man læser dog med sikkerhed ejer­navnet: „Johannes jacobus Fuggerus". Bindet har flere af de før opregnede ejendommeligheder i teknik og stil: forgyldning, pap, skindsort. Dekorationen paa siden er præget med en plade. Der kan vistnok ikke anføres tvingende tekniske eller stilistiske grunde for at henføre det til Ludwig, men det er efter det foregaaende en berettiget formodning. Da Anton Fugger døde 1560, skulle Johan Jakob egentlig, som den ældste, have ført firmaet videre i samarbejde med sin fætter Marx. Men der opstod hurtigt strid i familien som følge af Johan [akobs ødselhed og mangelfulde forretningstalent. Enden paa det blev, at Johan jakøb maatte overlade Marx ledelsen og forlade Augsburg, mod at hans tilbageblevne slægtninge betalte hans gæld. Lian togophold hos sin godeven hertugAlbrecht i Miinchen, til hvem han kort efter solgte sin store bogsamling, og hos hvem han siden blev boende til sin død. johan Jakobs bøger kom til at danne grundstammen i det nuværende Bayerische Staatsbiblio­thek i Miinchen. fohan Jakobs yngre broder Ulrich (1526-84), der ogsaa skabte et berømt bibliotek, bør maaske især huskes for den støtte, han ydede tidens store franske bogtrykker Henri Etienne eller, som han plejer at kalde sig i sine klassikerudgaver: Henricus Stephanus. Nogle oplysninger -tildels nye -om denne usædvanlige person­ P I N D A R I olympid ,Pyth;envnb gcfrtlkn gcf?dr. M^DXXXVIIL Titelbladet til Marx Fuggers ridebog. Bemærk dobbeltørnen paa hver side af første lime, som Alarx Fugger undertiden forte paa sine bogbind. Det kongelige Bibliotek. H. -2/,/ b. 20,) cm. H. P. ROHDE philo (Paris, Kerver, 1546) i dens oprindelige, forholdsvis enkle, men overordentlig elegante forgyldte kalveskindsbind er maaske det eneste eksemplar i denne stand. Og hans „Entrée de Henri II", hans „Cebes" (i543)» hans „Théatre des Bons Engins" af La Per­ riére (1548) og andre berømte træsnitværker findes der næppe mage til idag i deres enkle, sparsomt forgyldte sekstendeaarhundredes kalveskindsbind." Stadig fremhæver Goldschmidt Marx Fugger-bindenes for­bløffende friskhed: „Jeg tvivler om, at nogen har rørt dem, end­sige læst dem, siden Marcus Fugger døde. Indvendig og udvendig saa de ud og var de som nye. Da Grolier-klubben i New York i 1937 afholdt en udstilling af renæssancebogbind, fik mr. Wilmer­dings Fuggererhvervelser en montre for sig. Omgivet af Morgans og SchifTs Grolier-og Maiolibind, der havde passeret mange auk­tionslokaler og mange handlendes hænder, fordunklede og over­straalede Fuggerbindene alt andet paa udstillingen." 1 Krause-litteraturen opererer man hypotetisk med et Krause­ophold i Paris, som skal forklare det ikke ubetydelige franske islæt, man ved siden af det italienske finder i hans kunst. Det er muligt, at formodningen er rigtig. Men naar man tænker paa denne straa­lende samling franske bogbind, som det er en mere nærliggende formodning, at Krause har haft adgang til, svinder trangen til yder­ligere forklaring. Krause kan have set sig til al sin franske lærdom blot af Marx Fuggerbindene. Et slaaende eksempel er afbildet i Ilse Schunkes Krausebog fra 1943, men det kan suppleres. Paa en hel del af bindene finder man saaledes et let stiliseret rankemotiv, som i næsten cirkelrunde bugtninger snor sig langs bindets fire kanter. Dette ornamentale skema er ganske usædvan­ligt paa Grolier-og Mahieubind -men man møder det hyppigt meget tilsvarende hos Jakob Krause. (Sammenlign det side 39 af­bildede Marx Fuggerbind med Hannover: Kunstfærdige gamle Bogbind, p. 68-69), Pariserrejsen svæver indtil videre i luften, men Krause-besøg i Fuggerhuset er ikke til at komme udenom, endda flittige og grundige. Skønt han hensynsløst forbigik tyske bog­bindere, har Marx Fugger dog, ligesom sin fætter Johan Jakob, gennem jakob Krause, takket være de forbilleder, han gav denne, sikret sig en smuk plads i det tyske bogbinds historie. Naar Goldschmidt siger, at Fuggerbindene virker som urørte, siden deres ejer døde, er der grund til at understrege „siden". Marx hørte ikke til de karikaturer af bibliofiler, som kun kender deres bøger udvendig. Marx Fugger læste sine bøger. Mange af Marx Fuggers underskrift under fortalen i Det kongelige Biblioteks eksemplar af hans ridebog. dem indeholder marginalnoter, excerpter og haandskrevne regi­stre. Hans læsning omfattede saa forskellige emner som medicin, naturvidenskab, historie og musik, foruden skønlitteratur. En ganske særlig interesse nærede han for hestesport. Han var selv ivrig rytter, dyrkede som de samtidige franske konger turnerin­gens ædle kunst og har skrevet en bog om hesteopdræt, som stadig er et klassisk værk i den hippologiske litteratur: „Wie und wa man ein Gestiit von gutten edlen Kriegsrossen aufrichten... soli..." „Denne bog -skriver en tysk hippolog fra slutningen af forrige aarhundrede-vil for alle tider staa som et hovedværki hippologien, saavel ved sin rigdom paa ægte, selverhvervet viden, som ved sin klare og grundige stil." Bogen udkom i flere udgaver, den første i 1578. Den er paa godt halvandethundrede tættrykte kvartsider, og dog fortæller Marx i H. P. ROHDE indledningen, at han har skrevet „denne lille bog", som han kalder den, for tidsfordriv og rekreation efter en heftig ørebetændelse, som en tid truede med helt at berøve ham hørelsen: „Lægerne befalede, at jeg i nogen tid skulle holde mig helt fra vigtige for­retninger og hjernearbejde." Men skrive en tyk bog regnede han altsaa ikke for noget. Det siger en lille smule om de sjælelige kræf­ter, der boede i denne mand. Det kongelige Bibliotek ejer originaludgaven fra 1578 i et ene­staaende friskt (og ulæst?) eksemplar, sandsynligvis sendt som en gave til hertug Ulrich af Mecklenburg, hvis prægtige træskaarne exlibris smykker bindets inderside i hele dets udstrækning. Bogen udkom anonymt, men forfatteren har med snirkler og sving sat sit navn under fortalen, ligesom man rundt om i bogen træffer hans egenhændige rettelser af trykfejl. Ikke mindst efter den nylig op­blussede forstaaelse af, hvilken betydelig bibliofil Marx Fugger har været, er dette eksemplar blevet en værdi. Men det var sjældent i forvejen. Allerede Eberts „Allgemeines bibliographisches Lexi­kon" fra 1828 skriver om bogen: „Erste, hochst seltene u. sehr schone Ausgabe. Im Dresdener Ex. ist die Vorrede von Marx Fug­ger eigenhåndig unterzeichnet, die Druckfehler von demselben verbessert, u. das Ganze hat das Ansehen eines Privatdrucks." De før omtalte pragtbind forbeholdt Marx Fugger sine mere kostbare bøger; de øvrige er jævnere indbundet i brune kalve­skindsbind med en nogenlunde ensartet dekoration af blindtrykte rammer og med guldstempler i midten, i hjørnerne og paa hvert af ryggens felter. Paa pragtbindene er hans vaabenskjold ofte anbragt som superexlibris. Paa de dagligdags bind finder man snart som midterstempel en haand, der holder en buket liljer med en fugl i toppen, snart en dobbeltørn. Som rigsstad førte Augsburg dob­beltørnen i sit vaaben; naar Marx Fugger bruger den, kan det sigte til, at han i en aarrække beklædte det høje embede som „Stadt­pfleger" i Augsburg; forøvrigt var han jo rigsgreve. I praktisk talt alle sine bøger, hvad enten de er prydet med vaabenskjold eller emblemer, har han paa bindets inderside skrevet sine initialer: M. F. eller sit fulde navn i dets latinske form: Marcus Fuggerus. Danmark naaede ikke med til auktionerne i Miinchen, og pragt­bind fra Marx Fuggers bibliotek ejer Det kongelige Bibliotek næppe. Derimod har det fornylig erhvervet et af de Fuggerske brune kalveskindsbind med dobbeltørnen paa siden og et M. F. indvendig. I forvejen ejede biblioteket et andet af lignende type, dog med dobbeltørnen anvendt som hjørnestempel og med det fulde navn paa bindets inderside: „Marcus Fuggerus". Endnu et Marx Fuggerbind af den beskedne type lader sig muligvis paavise i biblioteket. Det har tilhørt Luxdorph, der i nogen grad har for­andret det, ikke blot ved sit superexlibris, men ved helt at over­stemple den oprindelige dekoration med attende aarhundredes forsiringer. Ved ombindingen er det gamle forsatspapir fjernet, saa man ikke kan konstatere, om det har haft den karakteristiske navnebetegnelse. Bogen er et samleværk med klassiske forfattere: Antiquitatum variarum autores, trykt i Lyon 1560. Men helt kan man ikke udelukke, at dobbeltørnen peger andetsteds hen. Paa enkelte Marx Fuggerbind er indpræget bogstaverne: o. r. v. e., hvilket er tydet som Fuggers latinske valgsprog: „omnium re­rum vicissitudo est". Der er noget vemodigt og skeptisk over denne erkendelse af alle tings omskiftelighed, som stemmer ganske godt med de bekymrede pandefurer i det afbildede portræt. Med sejg energi holdt han sammen paa det kæmpemæssige finansfore­tagende, mens fallitten ustandselig truede. At det lakkede mod slutningen med Fuggerne, har han nok været paa det rene med. TYUm^ Snart skrev Marx Fugger blot et Af F, snart sit fulde navn paa bindets inderside i sine bøger. Det her afbildede M F er fra det nyerhvervede eksemplar af Berosi... Antiquitatum Itbn quinque. Antn>. //4J-Det fulde navn findes paa indersiden af det side 49 afbildede bind. H. P. ROHDE Alligevel har resignationen kun været en enkelt side af hans syn paa tilværelsen. Han havde et andet valgsprog paa tysk, der svarer bedre til den pragtlyst, som røber sig i de straalende bogbind, og til den turneringsglade rytter, vi kender fra hestebogen: „Nichts angenehmers ist doch auf der Erd, als eine schone Dama und ein schones Pferd." I Fuggerresidensen paa Weinmarkt fejredes ogsaa i Marx Fug­gers tid ødsle fester med dans og sang og bægerklang. For den 9. februar 1592 -Marx Fugger var da en mand i treserne -noterer Augsburgkronisten, „at friherrerne Fugger og forskellige unge mennesker i Marx Fuggers gaard afholdt en turnering til fods i hele rustninger, som en stor tilskuerskare overværede." Da her­tugen af Mantua senere paa aaret besøgte Augsburg, fortæller kronisten, at Fuggerne lod „et kostbart fyrværkeri saavelsom et af træ og papir opbygget slot antænde og desuden foranstaltede forskellige andre former for underholdning." Hvordan det gik til, da Marx Fugger i 1575 indbød den om­vandrende, evigt forgældede hertug af Liegnitz til taffel, har her­tugens trofaste følgesvend Hans von Schweinichen beskrevet i sine memoirer. Marx Fugger, naar han optraadte som vært, staar lyslevende for en: „Mage til banket har jeg ikke oplevet. Den romerske kejser kan ikke traktere bedre. Det var en overdaadig pragt. Maaltidet var anrettet i en sal, hvor man saa mere guld end farver. Gulvet var af marmor og saa glat, som om man gik paa is. Et drikkebord strakte sig gennem salen, dækket med lutter forgyldte pokaler og de skøn­neste venetianske glas, som man sagde var langt over en tønde guld værd. Jeg var hertugens mundskænk. Nu bød Herr Fugger hertugen et glas til velkomst, kunstfærdigt formet som et skib af det skønneste venetianske glas. Da jeg nu tog det fra skænkebordet og gik gennem salen med det, havde jeg nye sko paa og gled og faldt paa min ryg midt i salen, hældte vinen over min hals og øde­ Dagligdags bogbind i brunt kalveskind fra Marx Vuggers bog­samling med et af hans mærker, dobbeltørnen, i hjørnerne. Boccaccio: Il decamerone. Venedig / J41. Det kongelige Bibliotek. H. 21 b. 14,} cm. lagde en ny, rød damaskes klædning, jeg havde paa, hvad der vakte almindelig latter. Men det skønne skib gik ogsaa i mange stykker. Jeg fik senere at vide, at Herr Fugger ville have givet 100 gylden for dette skib. Men det var nu ikke min skyld,for jeg havde hverken spist eller drukket. Da jeg senere fik en rus, stod jeg sik­rere paa benene og faldt slet ikke, heller ikke under dansen. Herr Fugger førte hertugen rundt i huset, der er saa stort, at den romerske kejser under rigsdagen har boet der med hele sit hof. Herr Fugger førte os ogsaa ind i et lille taarn, hvor han viste os en skat af kæder, klenodier og ædelstene og sælsomme mønter og guldklumper saa store som hoveder, der, som han selv sagde, var over en million værd i guld. Derefter aabnede han en kiste, fyldt til randen af lutter dukater og kroner, som han anslog til to hun­drede tusind gylden; det var penge, han skulle laane kongen af Spanien... Man siger, at Herr Fugger er saa rig, at han kunne købe et kejserrige. Mig forærede han paa grund af mit fald en smuk mønt, der omtrent vejede 9 gram. Hertugen ventede sig ogsaa en statelig gave, men ved den lejlighed fik han nu kun en god rus..." Festen er forbi. De prunkende pokaler, de venetianske glas, de gyldne kæder og glimtende ædelstene er forlængst spredt for vin­den. Alle tings omskiftelighed ramte ogsaa Fuggerne. Inden sidste krig spejlede de rige loftudsmykninger sig endnu i marmorfliserne i det gamle Fuggerhaus paa Weinmarkt; nu er ogsaa det en ruin. Men stadig lyder det i ens øre, hver gang Fuggerskatte kommer under hammeren: „Augsburger Pracht -geht durch alle Welt."