EN TYPOGRAFISK SELVBIOGRAFI Af C.VOLMER NORDLUNDE Denne artikels emne er bøgernes typografi, og bogtrykket betragtes som et haandværk, det vil sige, at hver enkelt bog er en selvstændig op­ gave, der skal løses i overensstemmelse med sit formaal og saaledes, at den er let læselig og virker harmonisk. Den ene forudsætning for dette er, at man bruger de regler, der altid har været det konstante element i god bogtypografi; den anden, at det variable element — man kan kalde det den typografiske idé — er i overensstemmelse med tidens stil­ opfattelse. Udformningen af denne idé præges af den individuelle ind­ stilling, og da artiklen skal handle om synspunktet for tilrettelæggelsen af de bøger, jeg har udført de sidste femogtyve aar, maa den begynde med at omtale det, der har formet min opfattelse af bogtypografien. Det solide grundlag er respekten for arbejdet, som jeg lærte af far, Carl Nordlunde, der var bogtrykker i Hillerod. Tryksagerne var saa almindelige, som de kunde være, men i læretiden fik jeg gennem Nor­ disk Boktryckarekonst, Forening for Boghaandværks publikationer og som elev paa Fagskolen for Boghaandværk en anelse om det nye — bogtrykkets renaissance — og fra den tid stammer min interesse for bogens typografi. Da jeg i 1909 kom til Akademie fur graphische Kiin­ ste und Buchgewerbe i Leipzig, blev Georg Belwe min lærer i typografi; han lærte sine elever at arbejde med skriften alene, og vi maatte ar­ bejde med den, indtil de enkelte grader var afstemt efter hinanden. Denne enkle og klare undervisning blev paa en maade fortsat, da jeg efter hjemkomsten lærte Kr. Kongstad at kende. Han var en fjende af alt uægte, og hans nøgterne vurdering af mange »bibliofile« bøgers overfladiskhed var en god hjælp for en ung mand med ringe selvstæn­ dighed. Medens jeg var hosJ.Jørgensen & Co., indrettede Ivar Jant­ zen — vistnok som den eneste københavnske bogtrykker — et særligt C. VOLMER NORDLUNDE sætteri for bibliofile bøger, og her kom jeg i forbindelse med Aage Marcus, der havde startet sit forlag i 1919. Samarbejdet med ham blev en praktisk og inspirerende skoling i ren bogtypografi. Mit kendskab til skrifternes og bogtrykkets historie var ikke meget bevendt, før jeg erhvervede D. B. Updike: PrintingTypes i 1922. Denne redegørelse for bogskrifternes udvikling var en oplevelse, der udvidede horisonten og gav større sikkerhed i bedømmelsen af skrifter. Aaret efter kom det første af The Fleurons syv bind med artikler om histo­risk og samtidig bogtypøgrafi, med Stanley Morisons undersøgelser af bogskrifter med henblik paa fremtidens produktion, og med anmeldel­ser og analyser af nye skrifter. Og endelig fik jeg Stanley Morison: Four Centuries øf Fine Printing med de mange gengivelser af bogsider fra renaissancen til privatpresserne i vort aarhundrede og med det tanke­vækkende forord, hvori han skrev, at man ikke skulde kopiere, men lade sig inspirere af eksemplerne — en særdeles nyttig bemærkning i en tid, da smukke bøger og pasticher saa omtrent var synonyme begreber. Disse tre hovedværker i tyvernes typografiske litteratur fik indflydelse paa min opfattelse af bøgtrykkerens forhold til bogen. Selv om jeg naturligvis var afhængig af tyvernes syn paa bøgernes udstyr og efter evne fulgte med, førte samtalerne med Kr. Kongstad, samarbejdet med Aage Marcus og læsningen af de nævnte og andre engelske bøger — ikke mindst T. J. Cobden-Sanderson: The Ideal Book or The Book Beautiful — mig ind paa den opfattelse, at skrift­valget og skriftbehandlingen var det afgørende i bogtypøgrafien, og interessen samlede sig mere og mere om disse to emner og dermed om, hvilke krav læseren kan stille til bogtrykkerens arbejde. Som grundlag før forstaaelsen af dette fæstnede jeg mig ved tre citater. T.J. Cobden-Sanderson har i Ecce Mundus or Industrial Ideals givet en definition af bogen, søm bestemmer bogtrykkerens førhold til den: ». . . den in­teressanteste, den vidunderligste ting: menneskets skrevne og trykte tale.« I The Ideal Book or The Book Beautiful omtaler han forholdet til læse­ren: »Den enkle typografis hele pligt er ganske simpelt at overføre for­fatterens tanke eller forestilling til læseren, uden anden hensigt og uden at noget gaar tabt eller tilføjes.« Og endelig denne advarsel mod pa­stichen, som D. B. Updike giver i PrintingTypes: »Hvis en bogtrykker vil glæde eftertiden med sit arbejde, skal han holde sig til sin egen peri­ EN TYPOGRAFISK SELVBIOGRAFI ode.« Disse udtalelser har gennem alle aarene staaet for mig som det centrale, og alt hvad jeg har læst, rummes i dem. De tager sigte paa, at læseren skal føle behag, naar han læser bogen, og det gør han kun, naar den er en harmonisk helhed. Med disse forudsætninger købte jeg et bogtrykkeri, hvor der var to sættemaskiner med meget ordinære skrifter, og hvor haandsætteriet var meget sparsomt forsynet. Det sidste passede mig dog ganske godt, for saa kunde jeg med nogenlunde ren samvittighed købe den skrift, jeg •g luns stolte Fortid fa jd Othlenschligcr ikrt ) allerhelst vilde eje: Caslon Antikva. Forholdene medførte, at det blev den schweiziske udgave, som de virkelige skriftkendere ikke estimerer, men den viste sig at være særdeles brugbar i det praktiske arbejde, og endnu er jeg ikke blevet træt af den.Jeg foretrak Caslon frem for andre skrifter, fordi den er præget af haandens arbejde; den er fri for moderne skrifters kølige, maskinelle regelmæssighed. Endnu før jeg havde faaet Caslon, kom det første bogarbejde, Carl Roos: Harlekin (1927), saa jeg maatte laane en skrift for at kunne sætte den. Da Axel Nygaard havde tegnet vignetter, var det en given ting, at typografien maatte være saa lys som mulig med en linielængde, der svarede til tegningernes bredde. Derved blev margenerne ganske vist for store i forhold til den trykte flade, men det var i god overensstem- Carl Roos: Harlekin, igsy. Format: 108x 178 mm. C. VOLMER NORDLUNDE melse med datidens forestilling om, hvordan en bibliofil bog skulde være. Det var vanskeligt at faa titlen til at harmonere med kolumnen, og i virkeligheden reddede Axel Nygaard den ved at tegne en charme­rende vignet af Harlekin. Nu, femogtyve aar senere, betragter jeg denne lille bog som en slags programerklæring, for nok er den et barn af tiden, men den indeholder meget af det, der blev arbejdet videre paa de følgende aar. En c ris f hen forsris iære 41 haftwcr til dhem som ære rede l^n, oc naadhc ttll dhem som ondhc ære om dhe kvvnde bædris, Dhet som saa ml forjjeftwis forskylle ^ot aft" alle synæ wndersoite, at thet vvil met sijn lijft's fare for­arbeyde theris salighed, Dhet som liollcr righens gatten oc fordeU, at wære sijn baade, dhet som altiid wagher oc fordi dha maa hwer mand rooclige sotf­wc, luvilken som slcdher seg inghen orkclwshcd, aft" hwllked landhen moo tryggellge leffwe, Dhet som tagher seg stoor wmage till, paa dhet at dhe som ære wndersotte moo wære i roelighed, paa hwes eenc dygd alle meenigheds salighed hænger, Dhette at wære een cristhen førstis beelede, schal mestherin giffwe hanwm fore som ær fød till konge riighc Nota picturam tijrannj Twert i mod schal han sætthe for hans »ghen eeth stoorth spøgilse oc sorth, som ær till hobe kommet aft" eer\ draghe, een wlftj L26a] een løye, en odle, oc een biørn, oc aft" mange andre saadan beesther, sa^ at sa«nme spøgilse haftvs-er paa alle sidhcr sex hvvndrcde øghen, oc ær fuld met tæn­dher, paa alle sijdher,oc i alle maade forfærlig, hwil­ken som haftuer krogede dør, oc wma-ttigh bwg, som altid ær fwld, ocdnvekin aft'menniskens blod. som ær woghen oc hænger paa hwer mandz lycke, oc lijft, oc will hwer mand onth. oc særdells dhem som gode ære, hwilken som ær all werdheneen for­ • gifttig ondhecd, oc huer mand hader dher meenig­heed haftwer kær, Hwilken som kan icke tordraft­wes, for sijn stoorhed, oc icke heller tagis aft" dage Den næste bog blev Skrifter af Paulus Helie; (1932 ff.), der blevsat med stor cicero Caslon kompres. Den medtages som repræsentant for tidens indstilling overfor genoptryk af litteratur fra ældre tid, som man oftest sogte at give en form, der mindede om originaludgavernes typografiske karakter. Nu vilde man antagelig have tænkt mere paa læseren, der skulde igennem den vanskelige tekst, og derfor gjort satsen lysere. Der­efter kom den tredie og vanskeligste opgave: The Thorvaldsen Museum. Catalogue of the Antique Gems and Cameos. By Poul Fossing (1929). Gengi­velserne af Cameerne og Gemmerne var reproduceret i lystryk paa Skrifter af Paulus Helie. 1932. Format: 150x217 mm. EN TYPOGRAFISK SELVBIOGRAFI plancher i kvartformat. Da jeg gik ud fra, at folk, der interesserede sig for dette emne, forst vilde se paa reproduktionerne og derefter læse teksten, kom jeg til det resultat, at numrene i denne burde træde stærkt frem, og efter forskellige forsøg — bl. a. med fritstaaende tal i marge­nen — valgtes de kraftige tertia tal, der blev placeret tæt paa teksten Etruscanising Group 47 Il6(934). ORESTES, nude, moving forward with a dravvn sword in r, hand, partly hidden by a big stone urn, covered with a Ud and on the side dccorated with a relief representing an ammal. Beside him his sister Elektra, with veiled head; bctween them, in the background, a column. Plate II YeHowish brown pasic with white band; edgc not irimmcd. 13X9. The same scene is found on a banded agate in Vfenna (A.G. I. pi. 24,15): another replica is illimrated by de Ridder, CoIIection dc Clerc«), VII B, pi. 24, no.J137. 11^(970). OTHRYADAS, armed with helmet and shield, the latter decorated with a Gorgoneion, kneeling to r. on r. knee, writing the letters VI on the shield of a slain cncmy, which rests on a cuirass. Plate II Carnrlun. 10 X .2. K, Published in Cades. IV, A 29. by Fumringlftf, A.G. 1.pi. 23.1. and Lippold, Gemmen und Kameen, pJ. 51,1. Acommon subjecton gcms ofthis group, represen­ted according to the Hellemstic version of the Othrj adas legend, known c. g. from the epi­gramsofDioskuridcs(Amh.P3lat.VII.43o}andN,ika«dro»(ibid.Vn.526).andfrom Plut.Parall. Mm. 3, and Valer. .Max. III 2, ext. 4, by which he is said lo have written with his own blood an inscnption claiming the victory, during tus last moments. See Fumvangler, A. G. III, p. 236. VV'hcre the inscriptiori on the shield is legible on rhc gem s, it normally runs vi or vk, oncc, however, fuie (Babelon, Colicction Pauver: de la Chapeile, pi. 7. no. 104), which cstablishes the idéutification as th« Lacedacmonian Othr>'adas. Gcms illustrating (his scenc are c. g.Betlin. nos. 562 ff., and Brit. Mus. nos.977 ff., all with variations as to dctail*. 118(969). OTHRYADAS, with helmet and shield, sittingon theground to 1., writing on shield, which rests on ciiirass. Plate II Black paste with white band. 7^9. 119(968). OTHRYADAS, as on the preceding. The r. end of the gem is broken oft". Plate II Dark brown piste, damagci, surface iridescent. 11 X 10. 120(64). Hero, nude, standing to r. wjth head turned back; he Carries a helmet on 1. hand, and has a sword in r. hand.At his feet shield,decorated with a mask. Border consisting of a row of small crosses. Plate III Bandctl agate, slightly chipped. 21X11. Published in Cadcs, III, C 4, and by prtwånglei. A. G-1, pi. 22,42; Lippold, Gemmen und Kameen, pi. 52,11. 121 (1652). Nude youth, standing to L, looking down to theground, with a spear in his r. hand and 1. arm slightly raised before him. Plate 111 Banded agate; edge slightly chipped. 12X9. 122(1637), Nude, beardless hero, standing to r., armed with shield and holding spear in his r. hand. Hatched border. Banded agate. 12X 9. for at faa en fast kolume. Paa grund af formatets bredde maatte cicero være grundskriften, og korpus blev valgt til noterne, fordi forskellen i størrelse var saa stor, atforholdet mellem de to tekster blev tydeligt mar­keret. Navnene blev fremhævet med versaler og henvisningerne til plan­cherne spatieret. De kraftige talgav en fast lodret liniei venstre side, og for ikke at bryde den blev indrykningen i noternes første linie strøget. The Thorvaldsen Museum. Catalogue of the Antique Gems and Cameos. igsg. Format: 225x305 mm. C.VOLMER NORDLUNDE Denne løsning blev bogstavelig talt fremtvunget, fordi jeg var henvist til at bruge et enkeltskriftsnit; den lærte mig, hvor store mulighederder ligger i den fulde udnyttelse af et enkelt skriftsnit. Naar jeg nu ser tilbage paa bogtrykkeriets produktion i de første aar, staar disse tre bogtyper for mig som en slags mesterprøve, og jeg vedkender mig dem stadig. Men samtidig mindes jeg ogsaa usikkerhe­den overfor arbejdets form. Pastichernes tid var forbi, og privatpres­serne, hvis bøger man kunde lære meget af, var ophørt, men der var ikke kommet noget nyt i stedet. Det var, som om man ikke havde no­get holdepunkt, naar en bog skulde tilrettelægges. Hjælpen kom fra en side, jeg ikke havde tænkt mig — fra Den nye Typografi, ogsaa betegnet som Den elementære Typografi. Jeg havde lært den at kende gennem tyske merkantile tryksager, der ikke blot var paatrængende grove i deres virkemidler, men ogsaa vendte op og ned paa alt det, man møjsommeligt havde tilegnet sig. Uden at undersøge sagen nærmere stillede jeg mig afvisende overfor dette barbari, men nysgerrigheden sejrede, da daværende bibliotekar Erik Zahle fortalte mig, at Kunstindustrimuseets bibliotek netop havde faaet en bog om den nye retning; han tilføjede, at den sikkert vilde interessere mig, og Jan Tschichold: Die neue Typographie blev derfor erhvervet. Da jeg havde læst den, kunde jeg give dem ret, der hævdede, at dette var øde­læggende for al god typografi, men en fornyet gennemlæsning gav mig et lidt andet syn paa sagen. Der var stadig meget, som jeg ikke kunde akceptere, men her og der fandtjeg udtalelser, der netop gav de holde­punkter, jeg havde savnet. Langt senere blev jeg klar over, at det nye egentlig kun bestod i en polemisk formulering af ting, der havde været praktiseret i aarhundreder, og som man nok selv kunde have opdaget, hvis degamle bøgers ydre form ikke havde optaget sindet alt for stærkt. Den elementære typografis karakteristiske træk— asymmetrisk sats og kontrastvirkning mellem lyse og kraftige skrifter — fik kun perifer be­tydning for bøgerne. Derimod var der to principielle synspunkter, som fik betydning for mit arbejde. Det første var, at der skulde tages hensyn til teknik og økonomi; det betød, at manikke blotskulde bruge maskin­sats, der er langt billigere end haandsats, men ogsaa at man skulde tage hensyn til maskinsatsens (navnlig Linotypes) særlige teknik og der­med opgive adskillige typografiske regler, som var overført direkte fra EN TYPOGRAFISK SELVBIOGRAFI haandsatsen. Det andet punkt, der berørte de illustrerede bøger, betød et fuldstændigt brud med datidens indstilling. Tegninger blev anset for at være den eneste rigtige illustrationsform til smukke bøger, fordi de var grafiske som skriften, hvorimod autotypien var »plastisk«. Jan Tschichold, der karakteriserer autotypien som en samling af enkelte punkter, hævder at den er beslægtet med typerne, og anfører desuden, at fotografiet var blevet en saa betydningsfuld faktor i vor tid, at man ikke kan tænke sig den uden dette. Det skelsættende ved den elementære typografis forhold til bogtypo­grafien var det realitetsbetonede krav om at anvende nutidens teknik baade for satsens og illustrationernes vedkommende. Jan Tschichold omtaler dette emne og skriver, at det ikke drejer sig om at skabe en ny bogform, men kun om modifikationer i den traditionelle typografi, for at vor tids opfattelse kan give sig udtryk i bøgerne, lige saa vel som gotik, barok og rokoko har gjort det. Der gik en del aar, før disse hovedlinier stod klart, men det første indtryk af den nye typografi fik indflydelse paa min indstilling til bogproduktionen. Ganske kort kan jeg sige det paa den maade, at medens æstetiken tidligere var en faktor, som blev taget med i over­vejelserne ved tilrettelæggelsen, blev den nu et resultat af tilrettelæg­gelsen, der kun tog sigte paa det, Jan Tschichold kaldte læsefunktio­nen, og jeg opdagede snart, at den let læselige bog ogsaa var æstetisk tilfredsstillende — de to ting er nøje forbundne. Der skete det, at jeg ad en rigtigere vej lærte at forstaa Cobden-Sandersons dogme: Intet maa stille sig imellem forfatter og læser. Med Fr. Weilbachs bog om Charlottenborg (1932) blev der lejlighed til at prøve værdien af de nye synspunkter. Den blev udgivet af Kunst­ akademiet, og tilrettelæggelsen blev foretaget i samarbejde med arki­ tekterne Ib Andersen og Viggo Møller-Jensen, som begge var meget interesserede i at prøve noget nyt. Nogle opmaalinger og fotografier krævede anvendelse af et folioformat. Materialet, der skulde behandles typografisk, bestod af teksten, udførlige noter, der skulde følge teksten, og klicheer, hvoraf en del af sekundær betydning skulde være væsent­ lig mindre end de primære illustrationer; bogen skulde fremstilles saa økonomisk som muligt uden at gaa paa akkord med kvaliteten. Den traditionelle form vilde give en liniebredde paa ca. 18 cm; for at faa C. VOLMER NORDLUNDE en læselig tekst maatte der bruges en stor grad i haandsats med de sekundære klicheer indbygget i kolumnen, og noterneskulde staa under hver tekstside. Denne losning af opgaven vilde have givet meget uro­ som under Bombardementet 1807, da Professor Lorentzen maatte af­staa et af sine bedste Værelser —-han boede i Lejligheden mod Nord-Vest i Stueetagen — til Hovedvagt for Brandkorpset. Da Krigen var forbi, blev det benyttet til Lokale for forskellige Kommissioner, og Lorentzen fik det først tilbage i 1816.* Endnu i 1832, det Aar, da Aka­demiet fik Portiken tilbage, taler Rentekummeret af gammel Vane om »det Akademiet allernaadigst overladte Lokale paa Charlottenborg Slot«, hvormed menes samtlige af Akademiet benyttede Lokaler. De Lokaler, som Akademiet benyttede til sin Undervisning, har mcppe undergaaet nogen kendelig Forandring i denne Periode; men Riddersalen, der tidligere maa have set noget øde ud, fik under Abild­gaards Direktorat (1789-91) et andet Udseende, idet han gjorde et stort Indkøb af Gipsafstøbninger efter antike Statuer. Fra den Tid blev Navnet »Antiksalen« eller »Figursalen« almindeligt. IX. Den nyere Tid. C. F. HANSEN Medens det i den foregaaende Periode især er Navnene Harsdorff og Abildgaard, der har sat sig Spor i Akademiets og dermed i Char­lottenborgs Historie, er det i den første Halvdel af det 19de Aar­hundrede C. F. Hansens Personlighed, der gør sig kraftigst gældende. Han blev i 1808 Professor efter Meyns Dod og blev otte Gange valgt til Akademiets Direktør, i alt i 21 Aar, nemlig 1811-18. 1821-27 og 1830-38. Desuden blev han i 1808 udnævnt til Overbygningsdirektor, cn Slags Konsulentstilling hos Regeringen, som gav ham Indflydelse paa alle vigtigere Bygningssager. Det egentlige Tilsyn med Charlotten­borg var dog overdraget Hof bygmester Mogens, som dode i 1814, hvorefter hans Konduktør Jessen blev konstitueret i Embedet. Nye Hofbygmestre blev forst udnævnt i 1823; det var Bygningsinspektør Christian Bernhard Hornbech og Arkitekt Jørgen Hansen Koch. Char­lottenborg blev nu lagt under Hornbech. Det var ikke store Forandringer, der skete i denne Periode; dog vur der i 1827 ct større Reparationsarbejde, som navnlig medførte at Hovedporten ved Kongens Nytorv og Antiksalen fik et nyt Ud­seende Det var jo indvendige Arbejder, og de skulde egentlig bestri­des af Akademiet; men da Udgiften var for stor til at »Fondet« kunde bære den, gik Regeringen ind paa at tilskyde Halvdelen. Som Følge deraf har vi Oplysninger om denne Sag baade fra Rentekammeret og fra Akademiet, og vi maa søge at klare det Sporgsmanl, om det er C. F. Hansen eller Hornbech, der har det kunstneriske Ansvar for disse Ændringer, der bragte ct Pust af Klassicismens Aand ind i det gamle Slot. Som Akademiets Direktør forelagde C. F. Hansen Sagen i Mødet den 31. Januar 1827. Herom læser vi i Dagbogen" følgende; »Directorcn glædede Akademiet med at fremlægge Tegning til den forestaaende Istandsættelse af Figursalen og Charlottenborg Port. I Henseende til førstnævnte blev det bestemt, 1) at Væggene skulle beklædes med en varmgraa Glit med Aarcr. 2) at Afstøbningerne af Thorvaldsens fire runde Basrclieffer skulle anbringes i Hojden.' og 3) at Vinduerne skulde have fire Ruder istedetfor 8te, Directorcn anmodedes om at gorc Overslag over Bekostningen derved og et For­slag til hvad man kunde vente, at Rentekammerét vil overtage paa dets Regning. Efter at Forsamlingen var hævet, behagede det hoje Præses* med Akademiet at tage Figursalen i Øjesyn med Hensyn til det af Direc­tørcn fremlagde Udkast til dens Istandsættelse.« Det blev dog ikke C. F, Hansen, men Hofbygmestcr Hornbech, der kom til at udarbejde Overslaget. Det har formodentlig netop sin Grund deri, at Rentekammeret paatog sig Halvdelen af Udgiften, som efter Overslaget var 5125 Rdl. 46 Sk.. Men i den Rcsolution., hvori lige sider, afstanden mellem kolumnens øverste halvdel og noterne var blevet urimelig stor, og haandsatsen havde fordyret bogens fremstilling. Der var naturligvis ogsaa den udvej at bruge den billigere Linotypesats Fr. Weilbach: Charlottenborg. 1932. Format: 260x382 mm. EN TYPOGRAFISK SELVBIOGRAFI og sætte teksten tospaltet, men de typografiske ulemper var blevet de samme, og desuden havde man yderligere faaet mellemrummet mel­lem spalterne som et forstyrrende moment. Den tredie mulighed, der tog hensyn til teknik, økonomi og læse­funktion, blev valgt. Den fulde satsbredde med en ret stærk udnyttelse af papiret blev delt med to trediedele til teksten og en trediedel til no­terne og de sekundære illustrationer. Man opnaaede derved, at satsen kunde fremstilles paa Linotype, at noterne kom til at staa ud for den tilsvarende tekst, saa de let kunde læses samtidig med denne, og de sekundære illustrationer fik samme værdi som noterne. Der var andre fordele. Uden at bryde satsformatet kunde man arbejde med to bred­der paa de primære illustrationer: en, der havde tekstens bredde og en, der gik over begge spalter; teksten blev læselig uden brug af en stor skriftgrad, og man blev fri for urimelig lange notelinier i en skrift­grad, der var for lille i forhold til satsbredden. — Derefter kom spørgs­maalet om anbringelsen af de to spalter. Der var tre muligheder: No­terne kunde sættes til højre for teksten paa beggesider, man kunde an­bringe dem udvendig paa siderne eller sætte dem indvendig. Den før­ste løsning var i og for sig den mest logiske, fordi noterne kom til at staa paa samme plads i forhold til teksten, men den virkede kunstlet, fordi man nu engang er indstillet paa, at to modstaaende sider er sym­metriske. Placeredes de to tekstspalter indvendigt, vilde de paa grund af papirets stærke udnyttelse ikke gaa fri af rundingen ved indermar­genen, hvilket generer læsningen, og sideparrets yderkanter vilde blive »flossede«. Den tredie mulighed gav den bedste balance, og tekstens trykflade laa plant. Derfor blev den valgt. Denne formgivning var ny i 1932, men da den forekommer mig sag­ligt vel begrundet, synes jeg ikke, den virker forældet. Det samme kan man ikke sige om overskrifterne. Det var for saa vidt naturligt at an­vende den elementære typografis lære om kontrastvirkning, naar den­nes typografiske form var brugt, men derved medtoges et element, som hører de merkantile tryksager og ikke bøgerne til. Charlottenborg-bogen er et karakteristisk eksempel paa anvendelsen af den elementære typografis principper. Skønt jeg ikke senere har haft en tilsvarende opgave, har jeg alligevel omtalt tilrettelæggelsen indgaaende, fordi formgivningen jævnligt forekommer i kvart-og folio­ C.VOLMER NORDLUNDE bøger. Det eneste, der iovrigt er blevet tilbage af hine dages lærdom, er placeringen af teksten til klicheer, der er smallere end satsformatet. De forekommer i alle illustrerede bøger, og da det er bekosteligt at skulle sætte mange Linotypelinier om eller at foretage ombrydning i Monotypesats for at indfælde en kliché i satsen, byder hensynet til tek­nik og økonomi, at de staar frit. Forøvrigt trætter det øjet, naar sats­formatet stadigændres. Anbringer man demforoven i kolumnens yder­kant med teksten indvendig, fastholder man sideparrets faste linier, og læsningen bliver bekvem, fordi alle tekstlinier har samme længde. I mine bøger fra begyndelsen af trediverne finder jeg tilløb til at gøre en bog »interessant« eller »mere levende« ved forskellige smaa paahit, der er reminiscenser fra den elementære typografi, men de for­svandt, antagelig fordi jeg i mere end ti aar havde arbejdet ud fra den grundregel, at bogen skulde være en helhed uden forstyrrende elemen­ter — og de følgende aars erfaringer har ikke ændret noget i denne op­fattelse, bl. a. fordi jeg som læser ikke bryder mig om typografens ind­blanding. Derimod blev den indirekte paavirkning afgørende. Det var en befrielse ikke mere at skulle spekulere paa, hvilken stilperiode der svarede til den og den bogs karakter og derefter se til at faa de par skrif­ter, jeg havde, til at passe ind i billedet.Jeg begyndte nu med skriften, bestemte detaillerne under hensyn til teknik og økonomi og prøvede paa at faa et resultat, der svarede til bogens indhold og som derfor var læseren til behag. Selv om det stadig var en særlig glæde at trykke en fin bog, koncentrerede interessen sig om den almindelige forlagspro­duktion. Samtidig fik de gamle mestres arbejder en øget værdi for mig, fordi helheden fik større betydning end de typografiske finesser. Aarene fra slutningen af trediverne kan jeg nærmest betegne som en forenklingens periode, hvor jeg var (og jeg er det stadig) optaget af bogens grundelementer: Valget af den rigtige skrift og dens rette be­handling til det givne emne og papirformatet; forholdet mellem trykt og utrykt flade, afbalanceringen af de forskellige skriftgrader i arbej­der med citater, billedunderskrifter, levende kolumnetitler og de mange detailler, der er afgørende for det, man kunde kalde den typografiske rytme. Det vilde føre for vidt at komme nærmere ind paa dette emne, og jeg vil derfor blot omtale et par bøger, hvis tilrettelæggelse og typo­grafi gav anledning til særlige overvejelser. EN TYPOGRAFISK SELVBIOGRAFI I 1940 trykte jeg Gilgamesh, genfremstillet af F. L. Østrup og illustre­ret af Mogens Zieler. Baade tekst og tegninger krævede et stort, kva­dratisk format og en kraftig skrift. Teksten bestaar af prosa, der ofte fylder flere sider, af korte replikker med sceneanvisninger og af vers. For at faa ro over siderne var det nødvendigt kun at bruge een skrift- ENGI DU fti/Pigernej Se Gilgamesh der! Hvem er skøn blandt Mænd? hvem er herlig blandt Helte? PIGERNE fsynger, idet de danser omkring Gilgamesh, om­slyngende ham med Guirlander) Gilgamesh erskønblandt Mænd,Gilgamesh erherlig blandt Helte. GILGAMESH ftil Pigerne) Se Engiduder! Hvemer skøn blandtMænd? hvemer herlig blandt Helte? PIGERNE fsynger, idet de danser o/nÅring Engidu^ omslyn­gende ham med Guirlander) Engidu er skøn blandt Mænd, Engidu er herlig blandt Helte. Og Gilgamesh anordnede,at der samme Dags Aften skulde hol­des en Glædesfesti det kongelige Palads. Da stod Vennerne paa deres Lykkes Højdepunkt. Men fra da af begyndte mørke Skygger atfalde henover deresVej. Natten efter Festen i det kongelige Palads havde Engidu onde Drømme. Og han fortalteGilgamesh deromsaaledes:Jegsyntes,jeg vartil Stede, hvor Guderne holdtRaad. Og jeg hørteAnu sige: „Fordi de har dræbt baade Humbabaog Himmeltyren,skal den af demdø,som fældede Cedrene paa Bjergene,"og Enlilsagde: „Engidu skal dø, Gilgamesh kan gerneleve." Men den hinrmelske Shamash tog til Orde imod ham: „Var detikke paa min Befaling,de dræbte dem? og saa skuldenu Engidu uskyldig dø?"Men Enlil blev ved sit; og 49 grad. For tydeligt at markere afsnittene med replikker blev personnav­nene flyttet op i en linie for sig, sat med versaler for at skille dem ud fra teksten og rykket ind, for at kolumnens venstre side ikke skulde virke for tung. Sceneanvisningerne blevsat med tekstskriftens kursivfor at bevare skriftstørrelsens enhed, og deres omløbende linier fik samme indrykning som personnavnene. Med denne typografi tilstræbte jeg at faa en fast side og samtidig holde tekstens tre elementer klart adskilt. Gilgamesh. igjo. Format /515 x26b mm. C. VOLMER NORDLUNDE Det kunde være fristende at komme ind paa at omtale digtsamlin­gerne, men i alle de mange aar har det været mig umuligt at finde en helt tilfredsstillende form, der samler bogen til en helhed. Det bedste resultat synes jeg er naaet i Frank Jager: Digte ig48—ig§o med dig­tets titel foroven paa midten af formatet, sidetallene forneden med samme placering og digtet placeret paa denne midtakse. Selv om linie­længden paa et sidepar er forskellig, giver markeringen af midtaksen dog en vis fasthed. CUD TIL ES SPEDALSK I AOSTA Og drt forundes dig, cn mand, i hele denne nat at eje sluttet hud og b*re runde tanker om ct lille ukendt barn, som bor imellem dine ben. Og Jeg vil give dig, spedjlske mand, en fremmed nw som er i spidsen af dit hjerte, men det føles sodt, for smerten er en synkefjerdig, solvarm, blytung stei Og du faar lov, naar det er tidlig morgen, at gaJ ud igennem byens port og se, at solen synker om, og du skal sprænges, raabe, ^ive alt og tro paa Gud. Og aabnc arme, spredte ben og rundet mund af ve, blod rinder af dit laar, og dine knæ er gavmildt ru se dagen kommer krævende og lader alting ske. Og det forundes dig, betændte mand, at fode nu, hvor ingen ser dit barn. Tro ikke solen er en sol, der ser og ved og husker, hvor det mærkelige gror. UNDER KASTRATTEGNET Kastrattegnet over mit ansigt, dagmaanen i sin jomfruask. Et efteraar binder sin smerte De forste modlosc stærcilokke henover markernes afhuggede fodder, mod træets martyrgrene. Dreng, nu farves og falder fnipeiro, igen et efterår uden dig, men mange smaa kloder er endelig saa runde og kulorte. Hyld og hyben. Hver morgen kan hore æblerne give sig over, og ingen har tanker for andet. Ogsaa i os sad den sode, dulgte modenhed, længst inde i brune. Bibliografier og lignende bøger er ikke mindre vanskelige end digte, fordi teksten ofte bestaar af tre-fire elementer, der helst skal staa klart adskilt, og det er haabløst at faa et typografisk — og æstetisk — til­fredsstillende resultat, hvis den, der skal godkende bogens endelige form, foretrækker »det gode gamle« med anvendelse af antikva, halvfed og kursiv. Da jeg i 1942 skulde trykke Emil Hannover Bibliografi, fik jeg gennem et udmærket samarbejde med fru Merete Bodelsen bekræftet, at man naar det bedste resultat ved at alliere sig med en, der baade bruger bøgerne og har interesse for typografi. Der blev sat mange prø­vesider, før vi fandt den endelige form. Et par ting, der blev særligt afgørende for resultatet, skal nævnes. Stregen under den levende ko- Frank Jæger: Digte 194.8—/950. Format: 130x200 mm. EN TYPOGRAFISK SELVBIOGRAFI lumnetitel har tekstens bredde; ved det første forsøg havde den hele formatbredden, men det stykke, der dækkede nummeret, virkede umo­tiveret. Numrene blev oprindelig sat med samme skrift som titlerne og i almindelig afstand fra dem; det viste sig imidlertid, at de var for dominerende uden at virke tilsvarende klart; derfor blev de sat med en mindre skrift og flyttet et godt stykke ud fra teksten. Der blev valgt et smalt satsformat for at undgaa for store »huller« ved de mange korte -B,BU00^ ;- En Villa ved Hellerup. Tuiaskrift for Kun.timlurtri 2. Rekkc II. 1896. S.de [Opfort og beboet af J. F, Wltemsenj. En Selvbiografi af Kobberstikkeren Johan Frederik Clemens. Museum I8<*. II. Side 325-333, Img paa So*. Akademi o« er her. tilligemed dc lor Bulo^r bestemte Noter, trykt ved Em.l H.nnovwJ. rkunst indtil Rafael. eembcr 1898; af Andreas Aubert i (UniJcren,; »ren Novcmber-IJeCtinbcr kunslbladet \m. Side 21-22. 1.11 L tJSZ* VM*tkJL! udgangslinier. I betragtning af, at fru Merete Bodelsen havde den af­gørende indflydelse paa typografien, maa jeg have lov til at sige, at denne opgave blev løst godt. Efter at have klaret tilværelsen i atten aar med fire skriftsnit (Caslon, Holzhausen, Candida og Baskerville) syntes jeg, at befrielsen i 1945 burde fejres med en fornyelse. Gennem The Fleuron varjeg godt orien­teret om Monotypes produktion i tyverne, og jeg havde særlig fæstnet mig ved Bembo, Perpetua og Times, der efter mit skøn kunde dække de forskellige opgaver. Ønsket om at forbedre bøgernes kvalitet ved at anskaffe disse skrifter medførte, at en Monotype sættemaskine blev Emil Hamover: Bibliografi. 1942. Format: 130x222 mm. C. VOLMER NORDLUNDE købt, og samtidig blev de tre skrifter gennemført i alle grader — jeg havde hidtil klaret mig med mindre. Derefter blev der foretaget en grundig udrensning af gamle skrifter, og en ny periode begyndte, for intet virker saa forfriskende paa en bogtrykker som at faa nye skrifter. Blandt arbejderne i de sidste seks aar vil jeg omtale Haandkataloget til Thorvaldsens Museum (1951), for at ogsaa denne boggruppe kan komme med. Det var en interessant opgave i forenklingens kunst, fordi jeg vilde prøve paa at finde en form, der kunde samle den urolige tekst KÆLDER ETAGEN lig original uvxlrl. Kobculm-n 1795. 1 — Grtv A. P, licmilnrfT, Original model. ( — Hdiodor* uddiivcUc af templet. Original model. KpKnluvn 179,. T.lfcendf kumukaitc.nlffs liHc guldinediilk. Gave fra Ktrmukadctnict 1918. OTf* —Arlnll« og Prumm, Original model. Kobenhavn )79l-Gave fra Kiuutatademlct 1887, 6MJ — Aren (kkr. Original modeL Kubenhavn 1794, Ud­fort til arveptim Fredcriki (nu Christun X'i) palx pi Anulicnborg efter N, Abildgaards kom­position. Depoiituni fra Stjttw Miaeum forlCatat 6R4 — IVsgneo tider. Original model. Kobcnl.avn 1794. Udfort til arveprins Fftderib (nu Christian X's) pala: pi AtiuKenborg efter N. Abildgaard« Jtoav potioon. Depositum fraScuem Miocuni for Kunst 6st »TATVtTTE, Moderen med de to bom.Original mo­del, Kobcnluvn c. 1793, Kob' pi auktionen efter nu cI ren N. Ab iklgards cnke i S 50. Frederik« (nu Christian X's) pate på Amjlicnboig efter N. Abildgaardskomposition. Givt fra Ksmsi-al»d«TOCf JSJJ. fiij — MUKTI TefpiSchore. Original model, mal« gips, Kobeahavn 1794. Foratbejdc ril statue i atveprini Frederik« (nu Cluistian X's) paJ* på Amalientjorg i en fast kolumne. Ord som relief, buste osv. blev sat udelukkende med kapitæler, der spatieredes, for at de kunde adskille sig klart fra beskri­velsen; nummeret blev placeret ret langt fra gentagelsestegnet før at faa plads til eventuelle a-betegnelser; og der valgtes en bred gentagel­sesstreg, fordi den smallere var før smal til at markere den lodrettelinie, der var afgørende for kolumnens klare afgrænsning i venstre side. Et forsøg paa at bruge tal af samme højde til numrene blev opgivet, fordi kataloget fik et trist udseende, hvorimod de op-og nedgaaende tal gav siderne et venligere præg. Hovedprincippet var, at der skulde bruges de færrest mulige skriftgrader. Jeg var glad, da kataloget kom med blandt aarets bedste bøger. Thorvaldsens Museum. Dansk Haandkatalog. 1951. Format: 110x185 mm­ EN TYPOGRAFISK SELVBIOGRAFI 57 Saa er vi naaet saa langt, at artiklen kan slutte med omtalen af et par boger, jeg alene har ansvaret for. Efter tilkomsten af de nye skrifter og udrensningen af de gamle var det nødvendigt at faa trykt en ny skriftprovebog, den tredie i bogtrykkeriets historie. Den første, der blev udsendt 1927 i bogform, havde et kvadratisk format. Til den anden fra 1940 valgte jeg et rektangulært format, fordi det var praktisk at have Caslon Antikva ABCDEFGHIJKLMNOI'RSTUVYÆØ 12345 abcdefghijklmnoprstuvxyæø 67890 Baskerville, der selv trykte Bøger, fik Anerkendelse af sin TidsBogelskere, men, Interessen tabte sig hurtigtog Matricerne, der ikke fandt Køberei England, blev solgt, til Frankrig, og trods ivrig Efterforskning i vorTid har det ikke været muligt at finde ud af, hvor de filsidst er havnet.Caslons Antikva gikefterhaanden helt afMode. ABCDRFGHIJ KLMNOPRSTUV abcdefghijklmnopqrstuvwxyzæø Skrifterne blev nu spinklere.Mellemrummet mellem Linierne øgedes en Del,og Bøgerne blev holidningsløse. Fornyelsen kom gennem William Morris, hvis Skrifter og Ornamenter var en stærk Protest mod denTidsTypografi og blev en Indsats,som fik en stor Betydning Caslon Antikv; /TBCDEFGHIJKLMNOPQTTSTVRYÆ.O iABQ, abcdefghijl^lmiioprsiifv'Vpyz UECJ De engelske Privatpresser, som ret hurtigt opstod, efter at Morris havde udsendt de forste Boger fra sit Bogtrykkeri Kdrnscott Press, havde nok hver sine Virkemidler, Maaiet var imidlertidfcelle s for dem alle: Bogens Foradling, ag i England og alk engelsktalende Lande hlev Bogtrykkere og evet med af denne steerke Fornye ben s Stram. ABCDEFGHU KLMNOPRSTUV JKfM abcdefghijklmnoprstu Den engelske hitteraturs mægtige Udbredelse i Forbindelse med den Rnsartet hedi so?n prægede disse Bøgers typegrafiske Udstyr har haft og har stadig en stor Indflydelsey særlig for Amerikas og TysklandsVzdkommende. Gennembruddet for 'afi tidfæstesved Morris •3 de flest mulige skriftgrader paa siden; den blev udsendt i et løsblad­bind, for at man skulde kunne indsætte nye blade, som vi imidlertid aldrig fik tid til at trykke; den var særdeles upraktisk i brugen. I 1950 fulgte den tredie, atter i bogform, men med det rektangulære format bevaret. Principielt er tilrettelæggelsen af denne ikke meget forskellig fra den forste, men arbejdet blev gjort grundigere, idet skrifterne blev vist dels med alle grader i enkelte linier, dels med hver af brødskrif­terne i en satsgruppe af passende størrelse, dels med sider fra bøger, jeg havde trykt. Bogen begynder med en vejledning om bogtryk, og den Nordlundes Bogtrykkeri. Skrifter 7927. Format: 153x217 mm. C. VOLMER NORDLUNDE slutter med bogtrykkeriets satsregler; til hver skrift er der som indled­ning en kort oversigt over skriftens historie. Hensigten med denne re­daktion var at gøre bogen saa afvekslende og instruktiv som mulig ud fra den betragtning, at skriftoversigten i sigselv ikke interesserer lægfolk ret meget. Typografisk tilhorer de tre bøger hver sin tid — i bogen fra 1927 er der tænkt en god del paa æstetikken, hvilket man blandt andet ABDEGHKOPSTU En bog cr let læselig naar de Skriftvalget til en hog foretages ACDEHIKNSU En bog cr let læselig og Skriftvalget til en hog har ABDEHIKS En bog er let læst SKRIFTVALGET til cn bog foretages medeftertanke, fordi mange forhold spiller ind: læserens alder, karakteren af bogens ind­hold, papirets overflade,papirets proportioner og meget andet. Bortset fra den gyldne regel, at man skal bruge smalle skrifter al smalle formater og brede skrifter til brede formater, maa man helt forlade sig paa sit eget eller en kyndig mands skøn. Det er lettere at give nogle generelle regler for, hvilke krav man kan stille til cn god bogskrift. Det enkelte bogstavtegn skal SKRIFTVALGET til en bog foretagesmed eftertanke, fordi mange forhold spiller ind; larserens alder, karakteren af bogens ind­hold, papirets overflade, papirets proportionerog meget andet. Bortset fira den gyldne regel, at man skal bruge smalle skrifter til smalle formater og brede skrifter til brede formater, maa man helt forlade sig paa sit eget eller en kyndig mands skøn. Det cr lettere at give nogle generelle regler for, hvilke krav man kan sdlle til en god bogskrift. Det enkelte b SKRIFTVALGET ni en bog foretagesmed eftertanke, fordimange forhold spiller ind: læserens alder, karakteren af bogens ind­hold. papirets overflade, papirets proportionerog meget andet. Bortset fra den gyldne regel, at man skal bruge smalle skrifter til smalle formater og brede skrifter til brede formater, maa man helt forlade sig paa sit eget eller cn kyndig mands skøn. Det er lettere at give nogle generelle regler for, hvilke krav man kan sdlle dl en god bogskrift. Det enkelte bogstavtegn skal være saa klart, at man straks opfatter det, og det maa ikke kan se deraf, at de levende kolumnetitler er sat med en stor grad, trykt i graa farve; det minder om at tælle paa knapper: Skal — skal ikke. I bogen fra 1950 er hovedvægten lagt paa at skabe klarhed og oversigt. Skriftprøven fra 1940 vil jeg ikke gerne karakterisere, men den var som sagt ikke rar at bruge, til trods for at bestræbelserne gik ud paa at gøre den meget funktionel. Som sidste bog skal jeg nævne Bogtrykkets Fortid og Nutid (1952), der blev udsendt paa bogtrykkeriets 25-aarsdag. Der er for saa vidt ikke Nordlundes Bogtrykkeri. Skrifter. 1950. Format: 150X234 mm. EN TYPOGRAFISK SELVBIOGRAFI mere at sige om den, end at det er en almindelig illustreret bog, som jeg har søgt at give den form, der forekommer mig at være rigtig, og om det vil jeg gerne tilføje nogle linier. Efter min opfattelse er en bogs læser ikke interesseret i udsmykning eller typografiskeeksperimenter — han vil have fred og ro til at læse. Deraf følger, at bogtrykkeren skal sørge for at faa det klarest mulige satsbillede og stræbe efter, at bogens Medens Pangruppcu koncentreredesig om bogtrykket,beska-t­tigede de kunstnere,soiu tiihortcJugend, sig med alformgivning efter cn recept, der maattc resultere i artisteri, ider deres stil dels var baseret paa konstruktive love, dels var paa virket af japansk kunst. For bogtrykkets vcdkoimncndc gav detsig udtryk i natu­ralistisk formede ornamenter og rammer og i nogle forvredne skrifter. DEN bedst kendte blev regnet af OTTO JECKMANN. der gav sine bogstaveren ornamental formefter forst athave bestemt, hvor meget de maattcfylde i bredden. Hensigten var at gcnncm­forc cn fornyelse afbogtrykk« vedat forladede overleveredefor­mer, men detblev kun til demonstration af enteori, derviste sig at være uholdbar. Det hele blev til kunst for kunstens skyld, og trods cn begejstret modtagelse varede da ikke mange aar, for jugendstilen horte fortiden til. Omkring 1900 begyndtedet egentlige arbejdemed bogtrykkets genrejsning, der fik tilslutning afalle, der havde med det at gore; grafiske skoler, tegnere,skrifocobere. forlæggere, bogtrykkere og fagskriftcr. For at faa et overblik ovet den store indsats tyskerne præsterede, omtales først skrifternesfremstilling og derefter deres anvetidelse i den almindelige forlagsproduktion, SKRIFTPRODUKTIONEN I ENGLAND havde man allércde fra 1844 taadet over et saa godt snit som Caslon, der takket være samarbejdet imellem William Pickering og The Chiswick Press var blevet trukket frem fra glemselen, men tyskerne stod bogstavelig talt paa bar bund, og dertil kom. at sknftstobciicrnc ved fornyelse af deres skrifter maattc tage ligeligt hensyn til tovidt forskellige sknftkarakteter: den nationale fraktur og den internationale antikva, der i denne periode helt fortrængte frakturen i dc lande, hvortil Tyskland 68 Vom Schletftfen karm man nle zu wenig und das Øufe nle 2u off lefen: fdiledife BOdicr lind Intcllekfuelles 6lft, (le uer« dertwn den Getfl. Um das Sule zu lelen, Ilt elne Bedlngunø, dafj man das Schlediie nlchi lele-. denn das Leben Kl kurz.Zelt und Krflfte beFdudnkl. Sdiopenhauer: Parerøa und Parali­pomena: Qber Lelen und BQdier. Otto Edtnarm: EtlanaHi-S