Poul Carit Andersen OMKRING HENRIK PONTOPPIDAN DA gamle lærer Frederik Stage for godt femogtyve år siden underviste i literaturhistorie i Den Classenske Legatskole på Christianshavn, tænkte han sikkert ikke på, at hans tolkning af Henrik Pontoppidans »Den stærke Skrædder« og »En lille By« skulle medvirke til, at en af hans elever fattede så stor interesse for dette forfatterskab, at han anlagde en nogenlunde komplet samling af tryksager omkring dette emne og vovede at udgive arbejder, hvor Henrik Pontoppidans navn fandtes i titlerne. I sine erindringsbøger* fortæller Henrik Pontoppidan om en inskription »Trahimur « (vi føres),der var indgraveret i den hellige Augustinus' signet og i Ecloga skriver Virgil »trahit sua quemque voluptas« (enhver lader sig drage af sin lyst). Og da skoleeleven i sit første læreår hos Levin og Munksgaard på Nørregade i en faglig konkurrence vandt »Lykke-Per« — lod han sig føre, draget af sin egen lyst, ogfik mod til at gå i gang med en opgave, der blev større, end han havde tænkt. En boghandlerlærling har ikke mange penge til sin rådighed, men da jeg var så heldig at have forlagsboghandler Ejnar Munksgaard som chef, modtog jeg den inspiration og opmuntring, der, trods vanskelighederne, gav mig lyst til at anlægge en specialsamling omkring det forfatterskab, jeg allerede dengang satte så stor pris på. De første år bestod samlingen kun af de mest prisbillige bøger og udklip, men da Pontoppidaniana endnu ikke var i særlig høje priser, udvidedes samlingen alligevel ganske pænt. Det var muligt at samle ottebindsudgaven af »Lykke-Per« for et par kroner pr. bind, og den højeste pris, der kunne noteres, var for den sjældne debutbog »Stækkede Vinger«, der kostede omkring 15 kr. for et pænt eksemplar med omslag. Fra begyndelsen var det mit mål at samle så mange førstetryk som ^Undervejs til mig selv« 1943. Side 177. 59 mulig, men senere søgte jeg også at samle dedikationseksemplarer og bre­ve, hvilket krævede større ofre. Det første dedikationseksemplar, jeg er­hvervede, var »De vilde Fugle« med hilsen til Georg Brandes. Den var på en bogauktion, og ved hjælp af overarbejde og natlig vinduespyntning kom jeg i besiddelse af de otte kroner, bogen gik til, men hjemme turde jeg ikke fortælle om denne ekstravagance og nævnte noget om et par 7A far - Dedikation jra Henrik Pontoppidan i bogudgaven af »De vilde Fugle« 1902 kroner, men uheldigvis omtalte en notits i »Berlingske Tidende« prisen, og jeg måtte gå til bekendelse. Dog skal det bemærkes, at min far, der altid opmuntrede mig til at samle på bøger, smilte og ønskede mig til lykke med købet; senere har jeg ofte måttet betale en pris, der lå ti gange højere for dedikationseksemplarer, men aldrig har jeg fået værdifuldere end det første. Under arbejdet med at samle førstetryk, hvor Grandsgård Christensen naturligt var hovedleverandør, opdagede jeg hurtigt, at bibliografiske hjælpemidler savnedes ganske, og på Ejnar Munksgaards opfordring for­søgte jeg at udarbejde en bibliografi. Det viste sig hurtigt, at dette ar­bejde ikke var helt let, for kun få steder kunne der indhentes oplysninger om Pontoppidans trykte arbejder udenfor bogformen. Allerede i et in­terview i 1905 havde Henrik Pontoppidan udtalt: »Under eget Navn eller under opdigtede Navne maatte jeg for Brødets Skyld offentliggøre halvfærdige Ting omkring i de mærkeligste Aviser, Almanaker og illu­strerede Almueblade. Adskillige af disse Ting er sporløst forsvundne for OMKRING HENRIK PONTOPPIDAN mig. Jeg husker ikke længer, hvor de blev trykt, og nogen Kladde har jeg aldrig opbevaret.« Nu var der gået femogtyveår, så opgaven var ikke blevet lettere at løse, for de mennesker, der måske kunne have givet op­lysninger, var ikke at finde. Der var ikke andet at gøre end at tage fat fra en begyndelse og at gennemstøve alle aviser og tidsskrifter fra 1881, der kunne tænkes at indeholde bidrag fra Pontoppidans hånd. Hoved­arbejdet blev gjort på Universitetsbiblioteket, hvor Pontoppidans gode ven, bibliotekar Carl Dumreicher, ikke var bange for at række en ung boghandlermedhjælper en hjælpende hånd, og hvor chefen, daværende overbibliotekar Svend Dahl, gav tilladelse til, at studierne for at spare tid måtte foregå nede i bibliotekets kældre, hvor de store avisfolianter havde plads. Nu dukkede spørgsmålet om anonyme og pseudonyme artik­ler op, og et sammenligningsarbejde måtte til, hvor honorarprotokoller (især »Politiken«s) ikke kunne anvise genveje. Da jeg i 1933 lærte Henrik Pontoppidan personlig at kende, kunne jeg vise ham en bibliografi, der omfattede 346 numre, men Pontoppidan selv kunne ikke give mig oplysninger om flere. Derimod gennemgik for­fatteren mit manuskript og fjernede fejlslutninger og vedkendte sig der­ved de anonyme artikler. Henrik Pontoppidan blev overrasket over, at hans produktion viste sig at være så omfattende som tilfældet var, og det undrede ham, som han sagde, hvor jeg »havde det fra, for det var jo Ting, som kun jeg selv vidste.« Da jeg omtalte de artikler i »Kjøbenhavns Børstidende«, hvor Pontoppidan fortalte om sin schweizerrejse, var han meget interesseret, og da jeg sendte ham afskrift af artiklerne, fortalte han mig, at meget af dette havde været som nytstof for ham; i erindrings­bøgerne kan jeg se, at Pontoppidan har studeret artiklerne med omhu. * Henrik Pontoppidans første trykte arbejde er ikke sjældent eller særlig kostbart at erhverve. Det er en lille skitse »Et Endeligt«, som med Thor­vald Niss' illustration var offentliggjort i Otto Borchsenius' folkelige ugeblad »Ude og Hjemme« den 18. september 1881. I samme blad kom nu en række af Pontoppidans første arbejder, og det var også her, at han lillejuleaften 1883havde sin debut som journalist med den anonyme arti­kel om Skagens kunstnere. I 1887 blev Henrik Pontoppidan medarbej­der ved »Politiken«, og en række af hans artikler fremkom under mær­ker som »Interviewer«, »En Fredelsker«, »En Menneskeven«, »Anton« 61 og »En gammel Dranker«. Ved den sidste artikel med titlen »Skaal!« tilføjer redaktionen »Paa Forlangende attesteres, at vi har modtaget føl­gende fra meget agtet Haand.« I juli 1889 sluttede Pontoppidan sit medarbejderskab i »Politiken« og fortsatte derefter sin journalistiske virksomhed i finansbladet »Kjøben­havns Børstidende«, som den tredie af Brandesbrødrene, Ernst, ved sine to brødres hjælp forsøgte at gøre til et blad med større læserkreds end lige børsfolk. I »Kjøbenhavns Børstidende« anmeldte Pontoppidan den 12. december 1889 Viggo Stuckenbergs bog »Messias«, og den 13. juli 1890 genfortalte han en gammel tysk legende om »Den gamle Adam«. Disse artikler blev anset for blasfemiske og gav anledning til en retssag mod bladets redaktør og medførte, at Pontoppidan mistede sin forfat­terunderstøttelse. Ved denne lejlighed vedkendte Pontoppidan sig straks sit pseudonym »Urbanus«. Efter at »Kjøbenhavns Børstidende« var gået ind, var der en pause i journalistiken indtil 1897, da Pontoppidan påny blev medarbejder ved »Politiken«. Også her skrev Pontoppidan under mærke, idet der fremkommer en række »Enetaler« underskrevet H. P. I min samling findes de fleste bidrag til »Politiken« som originaltryk, medens det endnu ikke er lykkedes mig at fremskaffe »Kjøbehavns Børs­tidende«, som jeg må nøjes med at have i afskrifter. I en lang række dagblade, tidsskrifter og især i almanaker findes i disse år Pontoppidan-førstetryk. I det meget folkelige »Husvennen« offentlig­gøres fortællingen »Ungdom« (1890),der senere omarbejdes til »Muld«, og man bemærker, at det folkelige blad har krævet en udpræget happy­end. I »Tilskueren«, »Juleroser«, »Folkets Almanak« og »Wisbechs illu­strede Almanak« findes mange noveller, som ikke senere er udgivet, medens man i dagblade som »Helsingør Dagblad« og »Kjøbenhavns Børstidende« kan finde serier af artikler, der senere er blevet til bogud­givelser. Efter århundredskiftet blev Henrik Pontoppidan en meget sjæl­den gæst i aviser og tidsskrifter. Nu og da ser man ham i »Politiken«: 1905 med kroniker fra en Nordlandsrejse, 1912 med Georg Brandes-Dig­tet »Vi har staaet med Fakler« og i 1906 og 1919, hvor man har bedt ham om en hilsen til henholdsvis Holger Drachmann og Martin Ander­sen Nexø. I »Berlingske Tidende« offentliggøres Sønderjyllandsdigtet »Det lyder som et Eventyr« 1918, i »Nationaltidende« det opsigtvæk­kende »Nytaarsønske« 1929, og i »Flensborg Avis« i 1930—32 en række OMKRING HENRIK PONTOPPIDAN digte og en række barndomsindtryk i serien »Breve fra Landsmænd«, der senere fremkom i erindringsbøgerne. * Min samling af Henrik Pontoppidans værker i danske udgaver (ialt halvtreds originaludgaver og talrige senere oplag) er komplet fra den før­ste og nu såre sjældne »Stækkede Vinger«, der i 1881 kom på Andreas Schous forlag og frem til de små — og nu også sjældne — blå erindrings­bind. Alene forlagsnavnene på de mange bøger fortæller boghistorie; til­syneladende er Pontoppidan flyttet fra forlag til forlag, men undersøger man sagen nærmere, viser det sig, at det er forlagene, der overtages af andre eller sluttes sammen; Pontoppidan har derimod altid været trofast mod sine forlæggere, og hovedparten af hans bøger er udkommet hos Gyldendal. Kun enkelte af bøgerne er udkommet i andet end det sæd­vanlige bogudstyr for en roman: Gerhard Heilmann illustrerede i 1903 »Sandinge Menighed«, Frits Syberg illustrerede 1899 novellen »Vildt«, og L. Find illustrerede i 1902 »Minder«, men alligevel erindrer bogsam­leren sig tydelig mange af Pontoppidans bøger: Den smukke ottebinds­udgave af »Lykke-Per« i de blå skolebogsomslag, fembindsudgaven af »De Dødes Rige« med Tegners omslagstegninger og de fine små erin­dringsbind i beskedent men smukt udstyr. Skønt jeg søger at bekæmpe visse bibliofile egenskaber hos mig selv, har jeg samlet også indbindinger af Pontoppidans bøger og endog for­skellige farver af forlagsbind, og skønt min samling er anlagt som en studiesamling, har jeg ikke undladt at skele til eksemplarers tilstand og om omslag eller bind er smukke og velbevarede. For Pontoppidans ved­kommende findes netop en række karakteristiske forlagsbind fra tiden omkring århundredskiftet med de prægede shirtingsbind til tyvernes guldbelæssede vælskbind og erindringsbøgernes fornemme kartonnage. I en lang række af mine Pontoppidan-bøger er der dedikationer. Den tidligste er i »Sandinge Menighed« fra 1883 og til Fiolger Drachmann, hvis bekendtskab Pontoppidan har gjort under opholdet på broderens højskole i Hjørlunde; senere kommer dedikationer til vennen Viggo Stuckenberg, hvem Pontoppidan arbejdede sammen med på »Kjøben­havns Børstidende«, så en hel række til Edvard Brandes, der i nogen grad protegerede Fienrik Pontoppidan, til journalisten »Tres« C. C. Clausen, som blandt andet har modtaget begge udgaver af »Ung Elskov«, 63 den ene med tilegnelsen »Til CCC fra H Ppp«. Gennem rækken af de­dikationseksemplarer kan man følge Pontoppidans færden i forskellige kredse. Til Sganarel (Axel Henriques) sender han bøger »med tak for muntre Viser og Sange«, til vennen, den meget omtalte politiker og sag­forer Erik Henrichsen, hovedpersonen i »Mands Himmerig«, er sendt Q Dedikation fra Henrik Pontoppidan i »Sandinge Menighed«, Pontoppidans anden bog, der udkom 1883 »Kirken og dens Mænd« som »En Velkomsthilsen«. Jeppe Aakjær hilses som »de Jyders og Gothers o. s. v. med undersåtlig hilsen«. Professor OttoJespersen, som Pontoppidan er knyttet til ved venskabs-ogfamilie­baand, har fået næsten alle hans bøger, og det samme er tilfældet med professor Einar Christiansen og vennen Henri Nathansen. Mange andre har modtaget Henrik Pontoppidans bøger; i hans senere år således pro­fessor Harald Høffding, men kun sjældent er dedikationseksemplarer til salg. Allerede tidligt blev Henrik Pontoppidans værker oversat; til svensk 1883, til tysk 1890, til engelsk 1890 og senere til bulgarsk, fransk, hol­landsk, polsk, portugisisk, russisk og ungarsk. En række af bøgerne har jeg fået i besiddelse, men kun enkelte fremtræder med illustrationer eller med introduktioner. Rigt repræsenteret er Ungarn, hvilket skyldes, at den ungarske forfatter Henrik Hajdu, som har overført en række nor­diske romaner til ungarsk, havde fattet særlig interesse for Henrik Pon­toppidans produktion. I Tyskland er »Ung Elskov« indlemmet i den smukke serie »Insel Biicherei«, forbilledet for Hasselbalchs kulturbib­liotek. Min samling Henrik Pontoppidaniana er en studiesamling ogen brugs­ MINDER AF HENRIK PONTOPPIDAN Komponerede forlagsshirtingshind fra P. G. Philipsens forlag 1891 og 1893 samling. Da den forhåbentlig en dag skal danne grundlag for en trykt dokumentsamling, der kan være til hjælp for literaturhistorikere, har jeg søgt at erhverve kendskab til breve fra og til Henrik Pontoppidan. Gennem årene er brevsamlingen blevet ret omfattende, og selv om en stor del af de breve, det har været muligt at erhverve, er takkeskrivelser. Dedikation fra Henrik Pontoppidan i »Noveller og Skitser« 1922 afslag til redaktører, der ønsker at få leveret bestillingsarbejde, eller kor­respondance med mennesker, der ønsker at virke som literære agenter for Pontoppidans produktion i udlandet, er der også mange breve, der giver værdifulde biografiske og literære oplysninger, hvilket gælder be­tydningsfulde breve til Carl Behrens, Georg Brøchner, Justitsraad Hegel, Franz von Jessen, boghandler Axel Juncker i Berlin, forlagsboghandler Langhoff, Apoteker Galschiøt, Viggo Stuckenberg, L. C. Nielsen, So­phus Michaelis, Tom Kristensen og Frederik Poulsen — breve, der også giver et lille kig ind i digterværkstedet.En brevveksling er ført med pro­fessor V. Schaldemose, der i 1911 opererede Henrik Pontoppidan, og i et af brevene skriver Pontoppidan, da talen er om professorens honorar: »Når De er tilfreds med den Betaling, har jeg i dette Tilfælde ingen Grund til at beklage mig over, at min Eksistens ikke vurderes højere.« PONTOPPIDAN U RS O POLAR Portugisisk udgave af Polsk udgave af en »Isbjørnen« samling noveller Å ' r (y^"zC^po /o Sfa-C (y^ir-^c-^—J t/^j^y' /t-t-^T-^­ 7 ^ 77 ^y\'3^4 s^-^C, *-**-*—<£-*, ^y~s *• -­ s f ^ ^u-^r<-/^ ­ ^,0^-^) ^ ^ A0 ^7-^ ^ ^^ /^ yfaÆ , ^ YærA^ y" /~£J~L-, ^L­^ y A ~ ^ ^Jt ^ X ^ ^-/^w „• ol-i XV ^ / ^ /r^^ _ "/ r /• JL. ,V >^v^c--*-) tj~*^j£, '^L-£_, fr*" baJft' c2_A A^tAX^ AT , O fuyJ^X- JUJCtf/6^ ^ ^^0 (q^q. 7^#L-I^_ (i^~