PIRANESIS SYNER Af JØRGEN ANDERSEN Den venezianske arkitekt og kobberstikker Piranesis berømte pro­spekter i serier som La Magnificenza di Roma og Antichitå Ro­mane fra 1750erne omfattes af samlere med interesse på grund af deres topografiske og arkitekturhistoriske værdi, og i den kobberstik­illustrerede bogs historie spiller den flittige kunstners livsværk også en betydelig rolle. Disse sider af hans arbejde er imidlertid allerede behandlet i kunstlitteraturen,1 mens der er skrevet mindre om det spørgsmål, som her tages op: Piranesis indflydelse i litteraturen, d.v.s. som litterær inspiration og ikke blot i den forstand, at Goethe, Cole­ridge o. a. har berømmet ham. Fra Piranesis Car^n-illustrationer går vejen ind i den engelske skrækromantiks underjordiske haller. Piranesi var i værker som de nævnte akkurat i gengivelsen og i de forudgående opmålinger, men i visse forhold var han på vildspor. For den topografiske korrekthed er det måske mindre heldigt, men i psykologisk henseende så meget mere interessant, at hans idéer om antikken synes at have virket sammen med en naturlig tilbøjelighed hos ham for det overdimensionerede. Dette træk spiller en væsentlig rolle i Piranesis kunstneriske udformning af virkeligheden og har altid fængslet litteraterne, især i den tidlige romantik, der selv så stærkt følte trangen til udvidelse. Praktisk arbejde kender man ikke meget af fra arkitekten Pira­nesis hånd. Kunstneren i ham gik fremfor arkitekten, så det blev hans livsopgave i billeder at skildre det antikke Roms storhed og for­fald, og i de imaginære fængselsseener i Carcm-serien kommer vi fra den praktisk arbejdende arkitekt og den af historisk virkelighedsskil­dring optagne kunstner til kunstneren, når han så indad i sig selv Hvælvinger og murpille med gittervindue fra Carceri-serien. og omsatte indre spændinger i det, som for ham var det naturlige udtryk: arkitektonisk fantasi. Piranesi var dér sine egne drømmes digter, og det er intet under, at berømte forfattere som Coleridge, de Quincey, Gautier og nu senest Huxley har følt sig tiltrukket af den sindets arkitektur, som her er lagt blot i scener, som ingen forskerflid har kunnet finde magen til eller blot spor af i antikkens ruiner. Aldous Huxley har for nylig sammen med en kendt fransk mu­seumsmand besørget Carceri i en smuk bibliofiludgave" med et ind­ledende essay om Piranesi og vor egen tids litterære pessimisme; her tales om Kafka og Piranesis ,,angst" — Huxley bruger dette Kierke­gaardske ord. Han lægger megen vægt på Carceri's psykologiske be­tydning som selverkendelse arkitektonisk udtrykt, vistnok uden at tage tilstrækkeligt hensyn til visse ydre forhold, som også indgår i Carceri, bl. a. de indtryk, kunstneren må have modtaget af den pavelige justits' grusomhed overfor banderne, der huserede på Campagnen; de henrettedes lig udstilledes med en plakat om halsen, mordere henrettedes ved a't man anbragte delinkventen i en kurv, som man hejsede op og lod falde mod stengulvet, til manden ikke var menneske mere. Så véd man, hvor Piranesis ,,antenna pel suplizio de' malfa­tori":i kommer fra, men unægteligt er det psykologisk særegent ud­formet i CflrcéTZ-stikkene, hvor tovene indgår dekorativt i kompositio­nen og svære lænker bindes i sløjfe: skønheden og det onde forenet. Spørgsmålet om Piranesis indflydelse er i høj grad et engelsk anliggende, hvilket hovedsagelig skyldes, at kunstneren stadig selv havde opmærksomheden henvendt på de valutastærke engelske sam­lere.4 Piranesis berømte vasestik, Vasi, candelabri etc., som findes i Kobberstiksamlingen i meget smukke, uberørte eksemplarer, er for hovedpartens vedkommende dediceret til englændere; alene ved at blade dem igennem tæller man omtrent fyrretyve engelske navne. Antichitå Romane 1756 skulde, dersom ikke en personlig uoverens­stemmelse havde forhindret det, have været dediceret til en Lord Charlemont, medlem af det Dilettanti Society, som både Gains­borough og Reynolds har portrætteret små udvalgte grupper af; Reynolds' billede viser en gruppe fornemme, i kunsthistorisk arkæo­ Titelkobberet til Carceri-serien. logi initierede herrer studerende en antik vase; originalen sammen­lignes med gengivelsen i et opslået, illustreret værk. I april 1757 indføres Piranesi i Royal Soeiety of Antiquaries' annaler som æres­medlem af dette lærde selskab, som dermed påskønner hans fortjene­ster i studiet af antikkens Rom og imødekommer hans eget ønske (!) om optagelse — medlemskabet kunde nok være ham til nytte overfor de engelske samlere. De berømte brødre Adam, som senere fik så afgørende en indflydelse i neoklassieismen i engelsk dekorations-og møbelkunst, var Piranesis bekendte under deres lange ophold i Rom. Endnu flere af Piranesis engelske forbindelser kunde nævnes, men vigtigst i litterær henseende er dedikationen af to af stikkene i Vasi, candelabri etc. til den engelske rigmand og forfatter William Beck­ford, hvis excentriske roman „Caliph Vathek" indeholder de tyde­ligst Piranesi-påvirkede scener i litteraturen. Før Beckford er der imidlertid grund til at opholde sig ved en noget ældre forfatter, som på flere måder lignede ham — uden at de derfor havde noget tilovers for hinanden — Horace Walpole som mcd romanen „The Castle of Otranto" indledede skrækromantikkens korte, hektiske kapitel i engelsk litteratur. Bog­historien kender Horace Walpole for det private trykkeri, han holdt gående, Stravvberry Hill Press, hvorfra hans egne bøger og enkelte andre smukke og nu sjældne værker udsendtes; bedst kendt er en udgave af Grays digte med illustrationer,1 som udmærket kendeteg­ner arten af den gotiserende mode, ,,rokoko-gotikken", som Walpole var foregangsmand for. Gotik og middelalder indgik som nye og overraskende ingredienser i skrækromanens reaktion mod det 18. år­hundredes klassicisme og fornuftprægede indstilling. De gotiske kate­draler viste ligesom vejen for den begyndende romantiks himmel­flugt væk fra den jordbundne klassicisme. Men så lidt vidste man på Walpoles tid om middelalderen og gotikkens perioder, så blandet var smagen, at Piranesi-indflydelsen endog hos Walpole selv slet ikke er så overraskende. Walpoles bibliotek er ikke mere; det bortsolgtes ved auktion i 1840erne sammen med Strawberry Hill samlingen. Kataloget findes En af de såkaldte 'groteschi', Parte di ampio magnifico porto. Fra Opere Varie. i Det Kongelige Bibliotek og er et litterært kuriosum — ingen mindre end den viktorianske gyserforfatter Harrison Ainsworth introducerer samlingen, som indeholdt bibliofile sjældenheder som Walpoles egen roman trykt hos Bodoni i Parma, og som fra litterært synspunkt interesserer ved en imponerende samling ,,ruinlitteratur'k, bøger om Pæstum, Palmyra, Balbec, Diocletians palads i Spaletro o.s.v. Pira­nesis Carceri ser det ikke ud til, at Walpole har ejet, i hvert fald ikke den hele serie, som måtte være optaget i kataloget, men i sin korre­spondence kommenterer han Piranesis forkærlighed for det gigan­tiske, som „vilde få geometrien til at gå bagover og som det vilde kræve al Indiens rigdomme at føre ud i virkeligheden/'11 Det er utvivl­somt ,groteschi' som den her gengivne, Walpole har i tankerne. Om ,,The Castle of Otranto"s tilblivelse fortæller Walpole selv. hvorledes idéen til romanen kom i et drømmesyn: „Jeg vågnede en morgen i begyndelsen af juni fra en drøm, og alt hvad jeg kunde erindre var, at jeg troede, jeg var i en gammel borg (en ganske naturlig tanke for et hoved som mit fuldt af gotiske historier), og på øverste afsats af en storslået trappe så jeg en kæmpehånd ligge i en pansret handske."' I 1765 udkom bogen under fingeret navn som en foregiven oversættelse fra gammel-italiensk, og den pansrede hånd er omformet til en kæmpehjelm, der som et gigantisk hævnens sym­bol pludselig findes i borggården hos tronraneren Manfred, mens marmorhjelmen fra Alfonso den Godes statue i St. Nicholas-kirken i Otranto lige så pludseligt er forsvundet. På titelkobberet til Piranesis Vedute di Roma står der småbitte mennesker og peger op mod cæsarernes gigantiske statuer, der stirrer tilbage og smiler sært, mens een ligger væltet på ryggen med en søjle­tromle ned over sig. På frontispicen ligger der forneden tilhøjre en kæmpefod i marmor. En detaille fra den grotesk, som illustrerede Walpoles bemærkning om Piranesi, viser en dekorativt opsat kæmpe­rustning og hjelm, som kunde rumme adskillige af de uendeligt små folk på trappen nedenunder. Det er ikke gotiske historier alene, som har spøget i forfatterens hjerne. Man kan dårligt tro andet, end at erindringen om Piranesis fængsler også har arbejdet sig ind i Wal­poles drømme, når man ved foden af en vældig trappe i et Carceri­stik på begge sider ser en gabende hjelm stå vagt. Handlingen i Wal­poles roman kan forekomme grotesk, selv om fornuften kun er fra­koblet i handlingsforløbet og ikke i karakterskildringen. Men for en historisk betragtning er der noget spændende ved pludselig her lige over midten af fornuftens århundrede at se drømmens symboler spil­let ud i virkeligheden. Væsentlig i overgangen fra klassicisme til romantik var forandrin­gen i dimension, udvidelsen af rummet i og rummet omkring men­nesket, og her spiller Piranesi-indflydelsen ind i udviklingen. Uimod­ståeligt mindes man overdimensioneringen i Carceri ved den profeti, som sætter handlingen igang i Walpoles roman: „at borgen og herre­dømmet over Otranto skal gå fra den nuværende slægt, når den tid Detaille af foregående. Detaille fra Carceri-serien. kommer, hvor den virkelige ejer er blevet for stor til at kunne rumme ham.'iS Det er et første skridt på vejen til megalomanien i roman­tikkens litteratur — tyrannen Manfred selv er en skildring fra tem­peramentets overdrev. Hult rumler det fra borggården, og kæmpe­hjelmens sorte fjerbusk bølger som i storm, når han griber efter sin svigerdatters uskyld; aneportrættet sukker, da hans ufromme lyster byder himmel og helved trods. Hos den noget yngre Beckford (1759-1844) aner man en parodi på „The Castle of Otranto", en formodning som støttes af hans ned­ sættende udtalelser om Walpoles Strawberry Hill gotik. Beckfords helt ,,Caliph Vathek" fra bogen af samme navn repræsenterer lige­ som Manfred temperamentets oprør, men Vathek overdriver alt, og overdimensioneringen drives bevidst ind i det parodiske med en maliciøs humor, som er Beckford egen. Den er uden sidestykke i engelsk litteratur, men stemmer med Piranesis syner, når han binder fængslernes lænker i sløjfer under de martredes skrig. Angstråb mødes med ekkoets hånlatter i en forvirrende mislyd. Alting i Beckfords liv var af fantastiske dimensioner. Han var umådelig rig; selv en formidabel ødselhed kunde ikke ruinere ham. Pengene flød til ham fra sort slavearbejde i plantagerne på Jamaica, som faderen havde oparbejdet. I hans opdragelse blev der ikke taget sparsommelige hensyn; da vidunderbarnet Mozart f. eks. i 1776 optrådte i London, blev han hentet til Beckford-familiens ejendom tonthill for at undervise lille William i musikkens begyndelsesgrunde. Musik og sprog havde denne et betydeligt talent for; fransk læste han fra ganske lille, og orientalske sprog, arabisk og persisk, kastede han sig også over i en ung alder — ,,Caliph Vathek" skreves på fransk og ud­gaves af Beckford i Lausanne 1787 under titlen„Vathek, Conte arabe". I 1770 ved faderens død havde drengen arvet Jamaica-millio­nerne, een million pund og 100.000 i årlig indkomst. Et homoseksuelt betonet forhold til en ung adelig dreng og en for åbenlys forbindelse med en smuk ung kvinde, gift med Beckfords fætter, søgte familien afbrudt ved at sende ham ud på en stor udenlandsrejse. 1780 rejste han ud over Venedig og Rom til Neapel, hvor han boede hos Sir William Hamilton, bekendt som kunstsamler og ,,ambasciatore d Inghilterra a Napoli", som han omtales i Piranesis dedikation af vasebogen til ham og to andre engelske samlere. Rejsens litterære resultat var den arrogante, men sjældent åndslivlige bog „Dreams, Waking Thoughts and Incidents", som hører til de store bibliofile sjældenheder, illustreret af Cipriani med to af Bartolozzi graverede stik. Beckford var ikke aristokrat som Walpole, men havde i sig en trang til nydelse og æstetisk raffinement, som overtraf alt, hvad nogen Piranesis syner aristokrat kunde opvise magen til. Det kryber i huden på ham, når han i en kirke i Ostende afbrydes i sine betragtninger ved lugten af det fromme, men svedige kirkefolk. Han ynder hverken hollandsk kunst — portrætter af ølkrus — eller svinene i de flanderske byer, der lever et herreliv, indtil dødens og suppeflæskets time kommer. Han er en tusmørkets elsker i skildringen af Antwerpens kanaler, hvor spejlingen netop kan skimtes, mens kun enkelte formummede skikkelser færdes i den uddøde by — city of petrified people. I dom­kirkens skygge længes han op i spiret, indtil klokkerne med et mur­rystende bimmel-bammel driver ikke alene de stille tanker, men Beck­ford selv på flugt. På vej til Bonn fortæller han om, hvordan bjergene „begrænsede vort udsyn, og i tanken var jeg allerede ved toppen. Vidtstrakt og uvejsomt var sceneriet set fra disse fantasiens højder, og utallige de fabeldyr, som travede i min hjerne. Ridende på disse sælsomme fir­fodede fløj jeg fra klippe til klippe og byggede borge i Piranesis stil på toppen af de fleste."9 I Venedig er Beckfords modtagelige sind præget af CWm-stikkenes dysterhed: „Jeg gik ud i en båd og blev roet ned ad en kanal, over hvilken paladset kastede en kolossal skygge. Under disse uheldssvangre vande befinder sig de fangehuller, jeg har talt om. Dér ligger de ulykkelige og lytter efter årernes lyde og tæller hver gondol, som sejler frit forbi. Over vandet fører en marmorbro, et stolt og majestætisk bygningsværk, som forbinder fængslernes højest beliggende del med paladsets hemmelige gallerier; herfra føres misdæderne over til en grusom og mystisk død. Det gøs i mig, mens jeg sejlede derunder; og tro mig, det er ikke uden grund, at den benævnes sukkenes bro, Ponte dei Sospiri. Rædsler og sørge­lige syner trængte sig ind på mig ved min tilbagekomst. Jeg kunde ikke spise til middag i ro, så stærkt var min fantasi påvirket, men jeg greb min blyant, tegnede afgrunde og underjordiske huler, et ang­stens og torturens rige med lænker, pinebænke, hjul og forfærdelige instrumenter i Piranesis manér."9 Indtrykket af Piranesi var imidlertid ikke blot befordrende for Beckfords litterære melankoli, men stimulerede også på anden måde hans fantasi. Interiører fra Fonthill viser, hvordan han i sit fanta­stiske gotiske palads anbragte antikke vaser ved foden af en gotisk kæmpetrapper,1" og endnu før hans eget Fonthill var bygget, mens han endnu beboede sin faders hus, udfoldede Beckford sig, som om han vilde hamle op med de scener, som engang må være udspillet i de gigantiske sale i Mæccnas' villa, hvis ruiner er illustreret i Vedute di Roma. Halvtreds år efter beskriver Beckford selv en saturnaliefest 1781 i det gamle Fonthill, iscenesat af teatermaleren Loutherbourg og med yderst få og udvalgte gæster samlede omkring den unge herre, hans fætters hustru og den før nævnte adelige dreng; „en lilleverden af eksklusiv lykkefølelse, hvor jeg var omgivet af vid­underlige skabninger i al deres tidlige blomstrings friskhed, som skabte til nydelsen." ,,Gennem søjlehallerne og de vældige gemakker, vi vandrede i, strålede et blidt og behageligt lys ... Den solide ægyp­tiske hal så ud, som var den hugget ud af den faste klippe ... en uendelig trappe — der, når man så ned i den, syntes dyb som pyra­miden, og når man så op, tabte sig i tågen — førte til suiter af præg­tige gemakker, hvor det glitrede fra marmorgulve polerede som glas ... Fra disse fyrstelige rum førte brede trapper rigt belagt med tæpper op til endnu en verden af udsmykkede rum og et galleri teg­net af Soane; og endnu højere — man kom der ad en vindeltrappe fandtes et galleri med egenartede kunstværker og kostbare skabe. Gennem alle disse suiter, alle disse gallerier vandrede vi — kun alt for ofte hånd i hånd — og tonerne vældede frem hist og her ... et ferige eller måske snarere et dæmontempel dybt under jorden beredt til mysterierne . . . Her var kort sagt det romantiske realiseret i sin intenseste virkning. Intet under, at sådanne scener inspirerede beskri­velsen af Eblis Hal."11 Dette hentyder til den sidste episode i Beck­fords roman, et Piranesi-påvirket sceneri set gennem den litterære orientalismes farvede glas. Caliph Vathek, niende kalif af Abassidernes slægt, er en hersker, som slår benene væk under folk alene ved at se på dem i vrede, ja undertiden rejser de sig aldrig mere, så han må beherske sig for ikke at affolke kalifatet. Faderens palads på de brogede hestes høj Torturscene fra Carceri-serien. udenfor Samarah udvider han med fem fløje, hver indrettet til til­fredsstillelse af en af de fem sanser. Beckfords særegne tone af stor­hedsvanvid og spexhumør anslås fra begyndelsen. Der er 1500 trap­per op i Vatheks tårn, og folket er som myrer set derfra, omtrent som i Carceri, hvor mennesket er en krølle, en halvt tankeløs leg med gravstikken ind i kolossalarkitekturen. Af 300 retter sat for Vathek har han en skønne dag kun lyst til 32 — sikken et liv — for der er kommet en sær trold til ham, som bliver hans frister og forfører. Vathek fængsler ham, men til ingen nytte; det onde vil ud, og til­bage bliver kun vogternes afsjælede legemer — kaliffen sparker dem til henad aften uden ophør. Ak, siger han og bider sine negle, da han har givet dem 40.000 spark, sikken en nar jeg er. Dernæst ud­sætter han 50 dejlige piger og lige så mange dåser abrikoser fra Kir­mith som pris til den, der bringer nyt om den undvegne. Ucn onde viser sig imidlertid tidsnok igen, til kaliffens fordærv. I sin faustiske stræben efter kundskab om himmel og helvede sælger han sig selv og overlades til slut til sin skæbne. Fortællingen rejser sig i storhed og alvor, mens Beckford holder igen på det kyniske humør, som ellers bobler uimodståeligt frem mellem bogens skiftevis uhørt voldsomme og dekadent skønhedsdyrkende afsnit. „Impietati et malis artibus" — man skulde tro Beckford havde valgt sig det som motto, det står på en gravstele midt på et af Carc