HVORLEDES BEOWULF KOM TIL DANMARK 
G. J. THORKELIN, JOHAN BULOW OG N. F. S. GRUNDTVIG 
Af Jens Christoffersen 
DET BLEV en nordisk Videnskabsmand, der bragte Englands ældste Litte­raturmindesmærke fra Oldtiden frem i Lyset og reddede det for Efter­verdenen. Professor G.J. Tlwrkelin begav sig i 1785 paa en Rejse til Eng­land med den særlige Hensigt at fremdrage, hvad der var at fmde af Haand­skrifter, der angik Skandinaviens Berøring med de britiske Øer, og blandt de Ting, som han gennem flere Aars flittig Søgen fandt, var ogsaa Manu­skriptet til det berømte oldengelske Digt Beowulf-Kvadet. 
Paa Forhaand vidste Thorkelin om Manuskriptets Eksistens. Det var en Englænder, Wanley, der i 1705 i sit Katalog over gamle Bøger i engelske Biblioteker Antiquæ literatmæ septentrionalis liher alter havde nævnt det og bragt en Transskription af Digtets Begyndelse. Det befandt sig blandt en Samling Foliohaandskrifter i Sir Robert Bruce Cotton's Bibliotek paa hans Ejendom Ashburnham House i Little Deans Yard, Westminster, og her­hjemme havde Langebek (i sine »Scriptores rerum Danicarum«) og Suhm gjort det til Genstand for Omtale. Thorkelin var klar over, at dette Digt maatte indeholde værdifulde Bidrag til den ældste danske Historie, og havde paa Fornemmelsen, at det maatte blive et af de vigtigste Maal for hans Arbejde. Haandskriftet var nu sammen med hele det Cottonianske Bibliotek indlemmet i British Museum. 
Grimur Jonsson Thorkelin var født paa Island i 1752 og kom, efter at have gaaet i Skole paa Skålholt, som ganske ung til København, hvor han blev 
cand. juris i 1776. Han syslede bl.a. med Udgivelsen af nordiske Oldskrif­ter, og efter i nogle Aar at have været ansat ved Gehejmearkivet blev han i 1783 udnævnt til ekstraordinær Professor. Senere blev han -efter sin Hjemkomst fra England i 1791 -udnævnt til Gehejmearkivar, en Stilling, som han beklædte til sin Død 1 1829. Allerede i 1784 havde han, antagelig ved sine Velyndere Ove Høegh Guldbergs og Johan Biilows Medvirken, faaet Løfte paa dette Embede, og for at dygtiggøre sig til sin Gerning ved Studier i Udlandet ansøgte han Kongen om »at maatte allernaadigst vorde tilladt og befalet at giøre en Reise i tvende Aar giennem England, Scotland og Irland og derhenhørende Øer for at optegne og samle alt, hvad findes henhørende til Forfædrenes Handlinger, det være i Diplomatarium, Old­sager og Historie Rejsen blev ham bevilget, og han fik senere Fristen forlænget, saaledes at han ialt kunde opholde sig i England i mere end fire Aar med offentlig Støtte. 
I en Del spredte Dagbogsoptegnelser og Notitser, skrevne med Blyant i en lille Notesbog, som findes bevaret i Rigsarkivet, beretter Thorkelin om sit Ophold, men væsentligt kun om sine Rejser rundt om i Landet og om sine talrige Besøg paa engelske Herresæder og hos indflydelsesrige Personer, som han havde en mærkelig Evne til at vinde Indpas hos. Om sine Arkivstudier har han derimod efterladt meget lidt, idet alle eller i al Fald langt den største Del af hans Papirer og Optegnelser brændte under Bombardementet af København 1807. Han stod imidlertid under hele sit Englandsophold i livlig Brevforbindelse med Johan Biilow til Sanderum­gaard, hvis store Interesse og Indflydelse han kunde takke for sin Rejse, og til hvem han hele sit Liv stod i et inderligt Venskabsforhold. Det er for en stor Del denne Brevveksling, som nærværende Artikel støtter sig til. Den findes opbevaret dels i Rigsarkivet (Biilows Breve), dels i Sorø Aka­demis Bibliotek (Thorkelins Breve), og et Afsnit af den er udgivet af Alfr. Glahn i »Aarbog for Bogvenner« 1925. 
Men heller ikke i sine Breve til Biilow nævner Thorkelin meget om sit Arbejde med »at indsamle Middelalderens Levninger af de Danskes og Norskes Bedrivter«. Kun et enkelt Sted, i et Brev dateret 3. Nov. 1786, skriver han om sine Studier i British Museum: ».., hvor ieg lever daglig 
HVORLEDES BEOWULF KOM TIL DANMARK 
fra 9 til 3 om Eftermiddagen, ieg veed Dekiænde denne Samling.., Iblandt Manuscripterne ere icke faae henhørende til Dannemark; ieg haaber at tinde noget værdigt, hvor i blandt et ubekiænt Anglosaxisk, indeholdende Samling af Sange om de Danske Kongers Bedrifter i det 3die Aarhundrede, og hvor ved den gode Saxo forøges icke lidet..«. Dette er den eneste Hen­tydning til Beowulf, som findes i hans Optegnelser og Breve fra den Tid, hvor han arbejdede med Afskrivningen af Digtet, Det vilde være interes­sant at have vidst lidt mere om de nærmere Enkeltheder ved dette hans mest betydningsfulde Arbejde og om hans Genvordigheder dermed. Vi ved, at han ofte havde Vanskeligheder med at opnaa Tilladelse til at benytte Arkivernes Haandskrifter, og at de Biblioteksembedsmænd, som vaagede over deres Skatte, ofte gjorde Knuder. I et Brev til Johan Biilow fra April 1787 skriver han: »Til Archiverne her er det uendelig vanskeligt at erlange Adgang, og Udskrifter icke tilladte uden ved Betienteme, som derfor kræve uhørte Priser. Et kort Diplom koster kun en heel Gvinea«. 
Beowulf-Kvadet er som bekendt et over 3000 Vers stort Epos, hvis Handling udspiller sig i Norden omkring det 5.-6. Aarhundrede efter vor Tidsregning. Det er nært knyttet til nordisk Sagnstof, baade Kong Hroar, Volsunger og Skjoldunger optræder i Digtet, som 1 øvrigt handler om den unge Helt Beowulfs Kamp med og Sejr over Uhyret Grendel og dennes Moder. I en Kamp med en Drage finder han tilsidst selv Døden. Disse Sagn er formentlig bragt til England af Angelsakserne og antages at være ned­skrevet første Gang omkring Aar 1000. 
Det i den Cottonianske Samling bevarede Manuskript, som er af yngre Dato, findes indbundet sammen med en Del andre oldengelske Haand­skrifter i et stort Foliobind, som man har kaldt Codex Vitellius A XV. Navnet fik det pudsigt nok, fordi Cotton havde anbragt en Række Por­trætbuster af romerske Kejsere oven paa sine Reoler, og da man skulde katalogisere Samlingen, gav man Folianterne Navne efter den Kejser, der tilfældigvis stod paa den paagældende Reol. Hvor Sir Robert har faaet Haandskriftet fra, ved man ikke, men et Navn »Laurence Nouell« og Aars­tallet 1563, som findes skrevet paa en af dets første Sider, lader formode, at Præsten til Lichfield, Nowcl, har reddet det fra Undergang i Aarene, der fulgte efter Opløsningen af engelske Klostre. 
En Ildebrand, der hærgede Ashbumham House i 1731, foraarsagede, at Manuskriptet blev beskadiget i Kanterne, hvilket dog ikke vilde have voldt større Ulykke, dersom det straks var blevet restaureret og ombundet. Men først i vore Dage er Haandskriftet blevet repareret af kyndige Folk i British Museum, og i Mellemtiden var det paa mange Steder hensmuldret saa meget, at Ord i Teksten var gaaet tabt. 
Det er Thorkelins store Fortjeneste, at han afskrev Digtet paa et Tids­punkt, da meget af det, som i Dag er gaaet tabt, endnu var læseligt. Han foretog to Afskrivninger (Grundtvig siger i Fortalen til sin Beowulf-Over­sættelse, at Thorkelin lod den ene Afskrift foretage af en anden Person) og bragte dem begge til Danmark, hvor de nu findes i Det kongelige Biblio­tek. Disse Afskrifter har siden dannet et vigtigt Grundlag for Forskere af Beowulf-Digtet. 
Efter Ansøgning fik Thorkelin sin Orlov, der oprindelig var ham bevil­get for to Aar, forlænget,saa han kunde fortsætte sine Arkivstudier. Antage­lig er hans Arbejde med Beowulf tilendebragt i Løbet af Aarene 1786-87, men i de følgende Aar arbejdede han videre med andre Ting, som han mente kunde kaste Lys over Danmarks Historie. Han fortsatte sin Brev­veksling med Biilow og sendte flittigt denne Beretninger om de politiske Strømninger i Storbritannien og ude omkring i Europa, som han havde god Lejlighed til at følge i Englands Hovedstad. Han opnaaede adskillige Æresbevisninger blandt engelske Videnskabsmænd og fik endog tilbudt en Stilling ved British Museum, hvilken han dog efter lange Overvejelser afslog, da han ikke mente at kunne svigte Danmark efter alt, hvad man dér havde gjort for ham. Da endelig i 1791 den gamle Gehejmearkivar Voss døde, blev han kaldt hjem for at overtage Gehejmearkivarembedet. 
I de følgende femten Aar hører man ikke noget til Beowulf-Kvadet, men det fremgaar af den trykte Fortale til Værket, at han arbejdede med Dechiffrering og Oversættelse af Manuskriptet og vist ogsaa i Løbet af dette Tidsrum noget nær havde fuldendt dette Arbejde. At man i inter­esserede Kredse havde Kendskab til dette og sikkert saa hen til Resultatet 
HVORLEDES BEOWULF KOM TIL DANMARK 
med Forventning, tyder en Bemærkning paa af den unge Grundtvig i hans »Nordens Mythologie«, 1808 (Fodnote S. 130): »Det er før bemærket, at Vi kun om Volsunger og Niflunger (Gjukunger) have egentlig nordiske Digte, men saavel over disse som især over Skjoldunger og Skilfinger vil udentvivl opgaa et herligt Lys, naar Hr. Justitsraad Thorkelin (o gid dog snart!) sætter sig et glansfuldt Mindesmærke ved at udgive det angel­saksiske Digt, Han har under Haand, og derved tilfredsstiller den voksende Længsel, der brænder hos gamle Nordens Venner«. At Grundtvig ikke senere hen fandt Mindesmærket slet saa »glansfuldt«, vil fremgaa af det følgende. 
Først 26. April 1806 henvender Thorkelin sig til Biilow om Sagen og skriver: »Deres Excellences Forbøn skylder jeg, blandt meget andet, min Engelske Reise. Under denne afskrev jeg i det Cottonianske Bibliotheqve en Samling af Sange paa Angelsaxisk om de gamle Danskes Bedrivter og Handlinger mod Nabofolkene. Haandskrivtet, det eneste tiloverblevne, er fra det 8de Aarhundrede. Jeg ønskede at udgive det i Trykken, men seer liden Muelighed deraf imøde. Hvem vil læse sligt, hvem frelse et af Alder­dom saa forrustet Mindesmærke af Fædre, hvilke vor oplyste Tidsalder med haansomt Blik søger at skiule, paa det de ikke skulle blindes af en Verdens klare Lys. Vel vil jeg tilstaae, at dette Digt ikke er nogen Iliade, men det er det ældste Mindesmærke af og om det danske Folk. Deri af­handles Bedrivter, som hverken Saxo eller Snorro kiænte. Jeg har forsøgt at oversette, det er et saare vanskeligt Arbeide, thi Sproget er forlængst uddødt, endog Textens rette Udredning fordrer Kundskaber, som faae eye. Maaskee, ikke fordi jeg besidder disse Kundskaber, men fordi jeg er mere bekiænt med Haandskrivtet og Angel Saxernes særegne Skrivemaade, end nogen anden, er jeg bedre istand til at udgive Texten, som den bør være. At redde denne var en Velgiærning mod Fædernelandet, en Ære vunden for Nordens Folk. Var Deres Excellence her, var min uforglæm­melige Velgiører Hans Excellence Hr. Geheime Raad Høegh-Guldberg her, da kunde jeg være viss paa begge Deres Understøttelse og Forbøn hos Regeringen, og da skulle meget komme for Lyset af det rige Forraad til Fædernelandets Histories Oplysning, som nu trues med ævigt Mørke..«. 
Johan Biilow var som altid interesseret og skriver tilbage: »De taler der­næst om en Sag, som er særdeles interessant og overmaade har glædet mig. En Samling af Sange paa Angelsaxisk om de gamle Danskes Bedrifter .,. vil De redde fra Undergang og Forglemmelse. Maatte jeg være paa en vis Maade Deeltager i dette saare interessante Foretagende, da vilde det være mig meget behageligt, om De ville tillade mig det. -Men for nøjere at kunne bestemme noget desangaaende, er det endog min Pligt at faae Underretning, hvad Omkostningerne ved Værkets Udgave kan beløbe sig til. Deres Velbaarenhed ville gunstigen underrette mig om disse Om­stændigheder ... Udgaven af det ældste Mindesmærke om det Danske Folk af en dansk Mand vil være Deres Mester Haand værdig, og, tillad mig at sige det, forsone Dem med saa mange, der i saa lang Tid har ønsket, men ønsket forgjæves, at see noget fra den ...«. 
Og en Maaned senere, efter at have modtaget Oplysning om, hvad de omtrentlige Omkostninger ved Værkets Udgivelse vilde blive, giver Biilow Tilsagn om sin Støtte: »... De 400 Rdlr., som det efter min Høyst­ærede Vens Overslag skal koste, skal af mig til 11te Dec. f. k. vorde udbe­talte, om det dermed kan bie saa længe, hvis ikke, da skal det før skee 
Thorkelin kastede sig nu for Alvor over Arbejdet, men det viste sig at være en møjsommelig Opgave, der skulde tage ham det meste af ti Aar. I sine Breve til Biilow i Aarene 1806-15 aflægger han ofte Beretning om Arbejdets Fremadsknden, og hans Velynder benytter enhver Lejlighed til at opmuntre og anspore ham, samtidig med at han Gang paa Gang ud­trykker sin Længsel efter at se Værket fuldført. Thorkelin maatte kæmpe med det vanskelige Sprog. »Arbeidet finder jeg ellers tungere, end jeg havde ventet,« skriver han 20. Januar 1807, »Angel Sax. Prosa forstaaer jeg, men Poesien fører, som det Islandske, et forskelligt Sprog, Vendin­ger og Tankers Gang.« 
Dertil kom, at han ved Bombardementet af København 1807 mistede sit Hjem og dermed alle de Bøger, som skulde have været ham til Hjælp under Arbejdet. Kun det angelsaksiske Haandskrift blev reddet ud af Flammerne. Om Manuskriptet til Oversættelsen blev reddet, fremgaar ikke klart. Efter Brevene fra de følgende Aar at dømme synes dette ikke at have været Tilfældet. I Januar 1810 er han kun naaet til Midten af Værket, hvilket tyder paa, at han har maattet begynde forfra. Paa den anden Side siger han i det Brev fra 2. Januar 1808, hvori han fortæller Biilow om Katastrofen, samtidig, at han »hen i Sommeren haaber at kunde begynde Trykken,« og dette i Forbindelse med, hvad han siger i den trykte Fortale til Værket, lader formode, at han alligevel maa have reddet i al Fald en Del af sine Optegnelser. 
Tabet afsit »literaire Forraad« var dog for Thorkelin maaske det haardeste Slag, men ogsaa her viste Biilow sin Generositet ved at tilbyde ham alle de Bøger fra sit eget Bibliotek, som kunde være ham til Nytte. Det var dengang ikke saa let at skaffe sig Bøgerne igen i en Haandevending; Videnskabsmændene har selv her under den sidste Krig lært, hvad det vil sige ikke at kunne skaffe sig de udenlandske videnskabelige Værker, som man før Krigen var saa forvænt med at kunne bestille i Udlandet. 
Ogsaa et til Tider svigtende Helbred nedsatte Thorkelins Arbejdsevne, og ofte var han paa Fortvivlelsens Rand. Et Brev fra 27. Januar 1810 er karakteristisk for hans Sindstilstand og i det hele taget for de højtravende Vendinger, som han overalt benyttede sig af i sine Breve: »... Tidt sander jeg det gamle Kvæde »Blind er bogløs Mand,« tidt er jeg nærved at for­tvivle, ikke sielden lægger jeg, som andre ulykkelige. Hænderne i Skiødet og siger til mig selv: hvad nytter et utaknemmeligt Arbeide Dig! Nu da Minervas Hielm, Lanse og Skiold ere forvandlede til Chacots (ventelig Kaskette paa Dansk), frygtelige Løvehoveder og skinnende Sabler, Attri­buter som have jaget saavel Pieriderne som vore Fiender hovedkulds paa Flugten og nøde de elskte Møer til at forglemme deres fordum yndede Danmark ..«. Men Biilows stadige Opmuntring fik ham til at overvinde alle Besværligheder, og 4. Juni 1811 kan han meddele, at »Deres Excellen­ces saa yndede Anglo-Saxiske Digt gaaer med stærke Skridt sin Genfø­delse imøde«. 
Henimod 1814 er Thorkelin omsider saa vidt færdig med sit Arbejde, at han med Biilow kan drøfte de nærmere Omstændigheder ved Værkets Udgivelse og Trykning. Han skriver 26. Febr. 1814: »Digtets Udgave fordrer store Bekostninger. De ere større, end jeg tør nævne, thi baade er 
Pappiret endnu (hvorvel betydelig faldet) saare dyrt -Setter og Trykker-
Ion meget hoje. Deres Excellence haver befalet mig at undersøge begge 
Deele. Deres Befaling haver altid været og vil blive mig en Lov. Jeg har 
adlydet og fundet, at Digtet i Original og latinsk Oversettelse vil udgiøre 
34 Ark å 10 Rbd. for Setning og Tryk af 450 Exemplarer, og at dette Oplag 
behøver 34 Ris å 30 Rbd., ialt 1360 Rbd. Dette er et Offer, som ikke nogen 
uden en Peiresc, en Suhm, en Johan Biilow kunde have Hierte til at høre 
og giøre ...« 
Men Biilow havde baade Hjerte og Pengepung, og Værket gik i Tryk­ken. Under de nærmere Drøftelser udkastede Biilow den Tanke, at Værket samtidig skulde forsynes med en dansk Oversættelse som andre lignende Værker, Heimskringla, Speculum Regale etc. (Th.s Oversættelse var paa Latin). Thorkelin skriver: »Det ville giøre mig stolt, det ville blive mange kiært. Men hvilken Tilvexst i Bekostninger. At have Text, Latinsk og Dansk Oversættelse paa hver Side, dertil høre treeslags Skrivter og meget større Arbeide for Setteren. Mindre ville det alt blive, naar den danske Oversettelse blev trykket særskilt bagefter Værket ..« (30. April 1814). 
Biilow havde ogsaa foreslaaet, at Titelbladet skulde forsynes med en Vignet, som skulde stikkes af Kobberstikkeren Oluf Bagge. Om Motivet drøftedes der frem og tilbage, og Thorkelin sendte et Udkast sammen med et Forslag til en latinsk Dedikation til Værkets Mæcen. »... Mit Ønske er, at Sandrum Gaards ædle Drot blev forestillet dragende til Side det Slør, som omgav den og omhyllede den forbigangne Tid. Da Deres Excellence har værdiget mig Høisammes Samtykke til Værkets Udgave under Deres Navn og Auspicium, saa har jeg ikke villet tøve med at udfinde en passelig Inscription til mine Følelser, den lyder saaledes: Hcroi illustri et generoso, 
Johauui Bvlovio De Sandrum Gaard, Consiliario Regis Danice intimo, Eqviti Maguæ Crucis Dauehrogicæ, Edocto servare modum, Jinetnqve teuere, Natu­ramqve sequi, patriæqve impendere vitam, Non sihi, sed toti genitum se credere mundo. Saaledes kiænder jeg Deres Excellence, saa sandt hielpe mig Gud..« 
(14. Juni 1814). 
Biilow protesterede mod denne svulstige Tilegnelse og bad Thorkelin slette »det, som en altfor partisk Ven kunde forledes til at skrive«, og Resul­
UK 
1) A N O R Hclms fåestw ^fcul.niviN 
POEJVIA DANICIIM DIALKCTO AXfH.OS.VXOXK A EX BIBLIOTHI1CACOTTON1AXA MUSAEI BRITANXICI eclidit vergione lat. et imlicitiu auxit 
(fjrim. Jobitson ^liorkciin. Dr.J.v. 
Kqiies Ch-d. Danelrro^lri Æuratu«. S. It.WL. a. Couslliis Statu«. Arcanis Hegni Scriiiiis 
l'rafertus. He^iis Ijegati a?aoi Cvratorilrus a Xitcrif. He^iar. Socirt. Scieut. Havmcus. et Uaiicllcac . Autiqvar^or: Xioarlinejis. et JsTåinlna'g. 
nécnon Aracieima'Ile^. Hibei-itiEap sodaJis etc. 
HaA-niaj Tvpis Th. E. Handel. 
MDCCCXV. 
Titelbladet til Thorkelins Udgave af BcowulJ 1815. 
tatet blev, trods Thorkelins ærbødige Indvendinger, at Dedikationen nøje­des med at nævne Biilows Titler, mens Slutningen blev strøget. Ogsaa Titelvignetten, et Udkast at Bagge, blev forkastet! »Døm nu — altfor varme Ven! -hvad jeg maa føle, skiøndt al den Erkiendtlighed, jeg bør have for Deres Godhed og Hensigt, ved at see den Vignet, som De sendte mig. Nei, Høistærede, den og ingen, som ligner den, kan jeg ingenlunde tillade at udføres og sættes for et Værk, som skal zire Bibliotheker og hædre Deres Minde for Efterslægten, og hvorved min Modestie i saa høi Grad saares ..«. I disse Vendinger afviste Biilow beskedent Tanken, og man enedes om at anvende et af Bulow gjort Udkast med et allegorisk Motiv. 
Endelig i Maj 1815 foreligger Bogen trykt, og Thorkelin kan 26. Maj stolt skrive til Biilow: »Scioldungiaden afgaaer i Dag sine me, mais avec envie til Sanderum Gaard. Jeg tør haabe, at Stedets ædle Drot vil unde den »grande entree«, thi saa snart det bliver bekjendt, skal Deres Excellences Myndling kneise i den lærde Verden, som Roms Torv over alle de Bvgnin­ger, som Verdens Dronning stoltsede med, etc. etc.« Dette var i Sandhed en stolt Dag i Thorkelins Liv, en Dag han havde set hen til i næsten tyve Aar, og Biilows Glæde over Fuldførelsen af dette Værk, som han havde promoveret, har sikkert ikke været mindre end Thorkelins Stolthed. 
Om Bogens Titel havde Thorkelin været lidt i Vildrede, men han valgte at kalde den »De danskes Bedrifter«: De Danorum rebus gestis secul. III & IV. Poéma Danicum dialecto Anglosaxonica. Først Grundtvig fandt paa at opkalde Digtet efter dets Helt og gav sin danske Oversættelse Titlen Bjowulfs Drape. 
Udgivelsen kom til at koste Biilow langt mere end de 400 Rdlr., som han oprindelig havde stillet til Raadighed. Priserne paa Bogtryk og Papir var som ovenfor nævnt steget stærkt -det var i de økonomisk strenge Aar, der fulgte efter Statsbankerotten -og Bogtrykker Rangels Regning kom til at lyde paa 1760 Rdlr., deraf for Trykning 405 Rdlr., 33 Ris Postpapir 935 Rdlr. og gl/2 Ris Stor Median (til Mæcenatseksemplarerne) 395 Rdlr. Dertil kom Udgifter til Kobberstikkeren 92 Rdlr., saaledes at Værket ialt stod Biilow i 1853 Rdlr. for et Oplag paa 450 Eksemplarer. Thorkelin havde, efterhaanden som Værkets Omfang svulmede op, næret Betænkelig­heder og givet Udtryk for sin daarlige Samvittighed, men Biilow havde 
Gang paa Gang forsikret, at han vilde betale, hvad det kostede. Herren til 
Sanderumgaard havde i denne Sag som i saa mange andre bevist sin store 
Kærlighed og Offervilje, naar det gjaldt dansk Kunst og Videnskab. 
Havde Thorkelin troet, at hans Genvordigheder var forbi, nu da hans Værk forelaa oversat og trykt, saa mødte ham ogsaa her en alvorlig Skuf­felse, ja vel hans Livs største, som egentlig i Aarevis prægede ham og ned­slog hans Livsmod. Ofte havde han under Arbejdet næret Ængstelse for, at Værket ikke skulde blive fuldkomment i alle Reminger. I Brevet, der ledsagede de første Eksemplarer af Bogen til Biilow, skriver han bl.a.: »Det græmmer mig, at mine Bestræbelser ikke ere, hvad jeg meget ønskede, værdige Deres Excellences Tillid og Forvenming af mine Indsigter. Jeg frygter at have begaaet Feil, endog jeg stedse søgde at undgaae disse af alle Kræfter ... Derfor, hvad Værd og Agtelse Scyldinge Diktets Udgave kan erholde i den lærde Verden, det tilhører Deres Excellence heelt og udeelet. Udsettelser, som maatte giøres, de bør falde paa min Lod ..«. 
Værket affødte hos den unge, stridslystne Pastor Grundtvig en voldsom Kritik, der gav sig Udslag i en længere Polemik med Thorkelin i »Køben­havns Skilderie« (1815 Nr. 60-68). Emnet interesserede Grundtvig levende, og han førte sit Angreb i Vendinger, der var meget saarende for Thorkelin. Grundtvig maatte selv senere indrømme, at han havde forivret sig, havde vist »for liden Skaansel«, og at en Recension i Literatur-Tidenden (1815 Nr. 26-28) »var en stor Overilelse«. Han fik heller ikke udelt Medhold af Sam­tiden, og f.Eks. Fr. Schaldemose, der ganske vist heller ikke havde for Vane at belægge sine Ord, levner i Fortalen til sin Beowulf-Oversættelse (1847) ikke vor store Digter Ære for to Skilling. 
Grundtvig mente at kunne paavise talrige sproglige Misforstaaelser 1 Thorkelins Tekst og Oversættelse, og saa ivrig var han i sin Sag, at han, skønt ukendt med det angelsaksiske Sprog, aabent tilbød at levere en dansk Oversættelse af hele Digtet. 
I sine Breve til Biilow fra disse Aar kommer Thorkelin ofte ind paa Sagen, og hans Omtale af Grundtvig giver ikke denne noget efter i Ret­ning af Skældsord. »Han (Gr.) er et slet Mænneske, hykkels, opblæst, vindende naar man undtager det danske Meter. Det er let for ham at laste. 
nu jeg har deciphreret Originalen og oversat Teksten, den have endog sine Feil. Selv skulle Hr. G. ikke været i Stand til at giøre det halv saa godt. Den Prøve, han har leveret af Digtet i Skilderiet viser, at det skal blive af ham forhutlet...« (23. Sept. 1815). Og et andet Sted: »Allevegne seer Præ­sten Ting og Begivenheder som Originalen ikke kiænder. Han lader den gamle Digter støbe Koldbøtter, han tager fra og setter til efter egen Phan­tasie. Kiært ville det blevet mig at være viset tilrette af en Mand med luttret Smag og grundet Kundskab, elskværdiggiort ved ædel Adfærd. Men for disse Egenskaber er Hr. Grundtvig fremmet. Pøbelagtige Grovheder ere Gr. Kiæledægger. Hans Uvidenhed saa stor i og om det Angelsaxiske Sprog, som hans sorte Hiertes Ondskab er overflødig ...« (11. Aug. 1815). 
Biilow bevarede heroverfor en upartisk Holdning, vel fordi han vidste, at der var Ret paa begge Sider. At Grundtvig havde været for letmundet, var der ingen Tvivl om, men paa den anden Side var Biilow ikke selv i Stand til at afgøre, om Grundtvigs Kritik ikke var helt eller delvis beret­tiget. Han gav da et nyt Bevis paa sin altid redebonne Vilje til at hjælpe og tilbød Grundtvig Understøttelse til en dansk Oversættelse af det angel­saksiske Digt. I et Brev til Thorkelin skriver han Sept. 1815: »Hvad der bliver af Pastor Grundtvigs poetiske og prosaiske Udgave, paa Dansk, af det Angelsaksiske Old-Qvad veed jeg endnu ikke, han har tilskrevet mig derom, og jeg har svaret ham, at jeg vel vilde bidrage dertil, og tillige sagt ham min Meening om Dem, og hvad jeg i saa Henseende ventede af ham. Brevvexlingen skal jeg til sin Tid meddele til Giennemlæsning til Dem som min Ven og Ord: Br: Jeg vil aldrig -med min gode Villie ­behandle andre anderledes, end jeg vilde de skulle behandle mig. Jeg veed, at Hr, G. maa behandles med megen Varsomhed. Bedst bliver det altid at angribe Sagen end Personen. -Saaledes kan jeg jo nok tale med en gammel prøvet Ven ...«. 
Grundtvig modtog Biilows Tilbud med Glæde og gav sig i Kast med Opgaven. Men et var, ud fra sit Kendskab til Oldnordisk og med sin Digterintuition, at paapege Fejl hos Thorkelin, noget andet med sit ufuld­komne Kendskab til Angelsaksisk at levere en fuldstændig Oversættelse. Han maatte derfor allerførst sætte sig grundigt ind i Sproget og kastede 
~ 89 — 
Win of wunder fatum; 
Vinum Tiiivohillhtts potcris. 
pa cwom Wealpeo 
Tune venit WeaUheo uLtra 
iGan) under gyldnum CffiffQ. 
Inccdens suh aurata 
diSpær pa godan fwtQZn uui
Coroua> uhi tune divi Swe^ejj MonJii/fo-yeftultrntl duo Sederunt 
(Suliter 
ge^cleranf 
JlM^æs ^ig™p étgtoistt 
^ ^^ædcie) ggrum?Oph^i 
Fratrueles. 
Tum adhucfuit eorum 
Fax wiita: Alter alteri 
S^Jswylce pær ÅnMnlp$tL FiduSt InSuper ihi 
piuiiferd jpjle) 
Hunferd Orator 
AEt fotum sæt^rrftii\ 
Ad pedes sedit 
(Froan Scjldaiga) 
Domini ScyIdingorum. 
Gehwylc hiora /irt 
visqve 
(His ferhpo trowode 
Ejus in anirno coujidehat, pæt he hæfde mod ftnkl\E m
Qvod iIle haheret nientem lMi£eIlpe*b pe he his mny* "^Ælatam, qvamvis suis 
Y 1 ^ /Lu.L/vrci //iCJ. 
fel^um ^Jarfest 
I-AI1 t OJ»I rt ^11TnrrTX
^cga gélacum>| Spræc pa Ides Scyldinga 
Onfph pissum fulle Freo drihten min Sincea brytta pu on sælum wæs Golds-wine gumena 
And to Geatum spræc 
Mildum wordum 
Cognatis non esset propitius 
t > «
Jnter acierum ludos, 
Locuta tune Mulier Scyldin­
gorum: Acipe hoc poculum Dilecte domine mi Opum distrihutor} Tu in aula esto Exhilaratus vino erga viros; Et alloqvere Gothos Clementibus verbis: 1 2 
Side af Thorkelms Beowulf-LJdgave med Grundtvigs egenhændige Ændringer og Rettelser. Dette Eksemplar blev fornylig solgt til en Privatsamler gennem Boghallens Antikvariat. * 
sig over Studiet, »som om han vilde være Professor i det,« som han selv siger. Et Held for ham var det, at Rasmus Rask kom hjem fra Island i 1816, og de besluttede sammen at gennemgaa Digtet med en ny kritisk Udgave for Øje. Allerede nogle Maaneder efter tog Rask dog ud paa sin store Rejse, og de naaede derfor kun et Stykke ind i Værket. Den paa­tænkte Udgave blev ikke til noget, men Grundtvig havde alligevel faaet et værdifuldt Udbytte af Samarbejdet. For Rask resulterede det i hans be­
rømte angelsaksiske Grammatik (den første Grammatik, der anvender dan­ske grammatikalske Benævnelser), og ogsaa denne betød naturligvis et stort Plus for Grundtvig. 
Efter fem Aars Arbejde udkom hans danske Oversættelse af Beowulf (Bjowulfs Drape paa danske Riim, 1820), og Værket var dermed gjort til­gængeligt for danske Læsere. Det var tillige den første fuldstændige Over­sættelse paa et moderne Sprog; først saa sent som i 1837 fulgte en engelsk Oversættelse (ved J. M. Kemble). Grundtvig forsynede sin Udgave med en omfattende Indledning og udførlige tekstkritiske Anmærkninger, og den var af stor Værdi for de følgende Aartiers Beowulf-Forskere. Under Ophold i England i Aarene 1829-31 gennemgik Grundtvig Original­haandsknftet i British Museum, og hans Studier her var saa værdifulde, at han med Rette betragtes som den egentlige Grundlægger af den angel­saksiske Filologi. 
Thorkelins Udgave betegnes af Nutidens Filologer som hovedsagelig havende Interesse i sin Egenskab af editio princeps (hvilket dog altid er noget) og hans latinske Oversættelse som »ubrugelig«. Men trods alle Mangler ved Thorkelins Arbejde er det dog ham, der har gjort Begyn­delsen, og heri ligger hans Fortjeneste. At det ikke senere har manglet paa Interesse for Beowulf-Kvadet, beviser den Kendsgerning, at det ind­til Dato er behandlet i over 500 Bøger og Tidsskriftartikler og udkommet i henved 80 Udgaver og Oversættelser. 
Men heller ikke Johan Biilows Interesse for Beowulf bør glemmes. Baade han og Thorkelin var desuden store Bogvenner, og deres Korre­spondance er et Vidnesbyrd om et varmt og livsvarigt Venskab mellem to Mænd, hvis hovedsagelige Livsindhold var Bøger, Kunst og Videnskab. 
'-•fitiifj naitrmifma fé 6,r 
i/tOTtcii KT KsrtwMExtarrH
• » J.«u »firvcTOIIIJV
[A> oaf.mi I FIF /t.TKru r/n. 40 
Tycho Brahe og Elever i Observatoriet paa Uraniborg. Foroven Boghylder. Kobberstik i Astronomiae instauratae mechanica, Wandsburg 1598.