ERIC GILL BOGHAANDVÆRKEREN, SKRIFTTEGNEREN, MENNESKET 1882-1940 Af Erik Lassen UNDER KRIGEN døde to af Englands førende Personligheder paa Skrift­tegningens og Boghaandværkets Omraade, Edward Johnston og Eric Gill. Johnston var ti Aar ældre end Gill og en Tid dennes Lærer, men han over­levede Gill i fire Aar. Af de to var Johnston sikkert den mest kendte i Dan­mark. Hans berømte Bog fra 1906 »Writing, Illuminating and Lettering« er snart i over en Menneskealder blevet studeret og elsket af alle, som gennem Fordybelsen i engelsk Skrifttradition saa en virksom Modgift til den overvejende germansk prægede Typografi, der beherskede danske Bogtrykkerier. OgsaaJohnstons Arbejde for »The Underground«, det fine, klare Alfabet, han tegnede 1916, ogsom gaar igen paa alle Selskabets Skilte og Plakater, beundres herhjemme af Londonrejsende, som i Forvejen har læst Steen Eiler Rasmussens Bog og bladet i Kunstindustrimuseets righol­dige Samling af Johnston-Plakater. I Modsætning til Johnston hørte Gill til det skrivende Folk. Han var begavet med en udpræget litterær Evne og naaede at forfatte adskillige Bøger om de Emner, som optog ham, og de var ikke faa. Typografi, Kunst, Klæder, Sex, Kathohcisme, Politik, sociale Forhold -om alting havde han en Mening, han ønskede at fortælle andre. Han var aandelig Elev af William Morris og Ruskin og betragtede Kunstnerens Arbejde som noget centralt i Samfundet. Hele sit Liv reagerede han mod al Tale om Kunstneren som et særlig Slags Menneske, »the flower of a dying civili­ zation, the over-ripe fruit of its rotting tree«. Gill var Socialist, men aldrig Partigænger, og Samfundets Fjende var for ham Forretningsmanden ­ taget i videste Forstand -der brugte Kunsten og Kunstnerne som sjældne Drivhusblomster, man har Raad til at beskue og dufte til i ledige Stunder. Dette Had til »businessmen« bevarede han trofast hele Livet. Det farvede hans Syn paa det engelske Parlament og de store Bladtruster. I sin vid­ underlige Naivetet søgte han engang at danne et Slags Verdensbroderskab af Kunsttiere sammen med Epstein, AugustusJohn og Ambrose Mac Evoy, som skulde nægte at arbejde for Forretningsmænd. Da han havde faaet Bestillingen paa et Kæmperelief til Folkeforbundspaladset i Geneve, var hans Forslag karakteristisk nok Kristus, der fordriver Veksellererne fra Templet. Et bedre Motiv for en ny Verden kunde Gill ikke tænke sig. For­ slaget forkastedes med den rimelige Begrundelse, at det vilde falde de jødiske Delegerede for Brystet. Eric Gill efterlod sig et Manuskript til en Selvbiografi, som udkom i London i 1940, og i September 1945 naaede sit 11. Oplag. Paa Grundlag af denne Bog, og hvad der ellers findes af Gills Bøger i danske Bibliote­ ker, skal der her gøres et Forsøg paa at skildre denne ejendommelige Mands Liv og Gerning. Eric Gill fodtes i det mondæne Badested, Kanalbyen Brighton 1882. Det var ikke Prinsregentens fine klassicistiske By med dens Pladser og fornemme Privathuse, heller ikke »The Royal Pavillon«s Brighton, som var hans Omgivelser, men den uformelige Forstad med Rækker af triste, graa Enfamilieshuse i et forvirret Terræn, gemiemskaaret af Jernbanespor og Tunneler. Hans Fars Familie var Præster og Missionærer. Faderen var Kapellan ved »The Countess of Huntingdons Chapel«, en lille Menighed, som afveg fra Højkirken i Udlægningen af nogle Læresætninger og Dogmer, og som talte ialt otte Kirker i Landet. Faderen var en godmodig Mand med et sentimentalt Syn paa Kristendommen og en Hang til blomstrende Vendin­ger, der tidligt skærpede SønnensØre for Fraser og flotte Tirader. Paa Væg­gen i Opholdsstuen havde han ophængt et stort koloreret, naturalistisk ERIC GILL Eric Gill. Selvportræt (1927). Billede af et Øje, »father's eye«, hvis Blik altid fulgte Børnene, hvor de gik, for at paaminde dem om deres Pligter, en ægte viktoriansk Transskrip­tion af Biblens Gudsøje, som fra Skyen ser ned paa alle Mennesker, Eric var den næstældste af tretten Børn, men han omtaler egentlig kun sin højtelskede Søster Cecily, der døde som Barn, lige før Familien flyt­tede fra Brighton. Gill's var fattige, og naar de mange Børn hverken gik sultne eller lasede omkring, skyldtes det Moderen, en af disse Kvin­der, som altid er beskæftiget med Arbejde, hvis Kræfter synes uudtømme­lige, og som ikke behøver Søvn, Dertil kom, at hun hverken forsømte sin mørke Skønhed eller sin smukke Altstemme. Hun var Datter af en Tømrer og havde oprindelig været Sangerinde i en Operatrup. »To that side af our family I owe the inestimable blessing of good working class' blood«, siger Gill. I den Skole, han gik, tog man kun Sporten alvorlig. Han lærte naturligvis Engelsk og Latin, Religion og Matematik, men Stoffet blev fyldt som en dod Kundskabsmasse af grammatikalske Regler, Aarstal og Læresætnin­ger i Børnenes Hoveder af en Række uinteresserede Lærere. Med Fodbold og Cricket var det en anden Sag, her var Undervisningen glimrende og Resultaterne fremragende. »Sport og Spil opfattedes som et reelt Stykke Arbejde i Lighed med at arbejde i Marken eller at føre et Lokomotiv, rodfæstet i levende Traditioner, som anerkendtes og holdtes i Ære af alle.« Børnene lærte Boldspillene, som man lærer et godt Haandværk, meto­disk, men ikke teoretisk. I de Timer, som Skolen levnede Sporten, blev der praktiseret det, som Gill senere i Livet ansaa for al god Undervisnings Kerne: den praktiske Nyttiggørelse af erhvervede Kundskaber sammen med Kammerater, men under eget Ansvar. Paa Fodboldbanen lærte han at drible og score rigtigt, hos sin Far beundrede han den formaalstjenlige og per­tentlige Maade, Blyantsspidsmngen foregik paa, og af Edward Johnston erhvervede han senere det rigtige Haandelag for en Pen. Gill saa i Haand­værkets Forfald og i Haandværkerens Degradation til at være en timebetalt Udfører af andres Ideer og Tegninger den moderne Kulturs Grundskade. At lære at udføre et Arbejde kunstnerisk og haandværksmæssigt paa den rigtige Maade stod for Gill som et af Tilværelsens Maal. Fra Brighton flyttede Familien Gill til det nærliggende Chichester, hvor Faderen i 1897 var blevet Præst efter at være gaaet over til den engelske Højkirke. I denne middelalderlige Kathedralby, hvis Byplan endnu af­spejler Romervældets Militærlejr, oplevede Gill, hvad det vil sige at bo 1 en By. Denne Mand, som med sin Familie altid senere søgte at undgaa Bopæl i Byer, nærede i Virkeligheden en ulykkelig Kærlighed til Be­grebet en By, »a product of reason and love«, et lille Samfund af arbej­dende Mennesker om en Kirke og en Markedsplads. Til sin Selvbiografi har han ladet tegne Chichester's Plan op ved Siden af og 1 samme Maale­stok som den lille Del af Brighton, hvor hans Forældres Hus laa. Det gør unægtelig et stærkt Indtryk at se den Orden og Fornuft, som præger den ERIC GILL gamle By med to Hovedgader, der skærer hinanden i Centrum, ved Siden af Brighton's tilfældige Udstykning, et Resultat afByggerøveres og Grund­spekulanters private Initiativ. Gill oplevede en lignende Kontrast, da han i London flyttede fra Victoria Road, Clapham til Lincoln Field's Inn, hvor han logerede sammen med Johnston. Paa et mere fremrykket Tidspunkt af sit Liv lærte han i Salies-de-Béarn den sydfranske Provinsby at kende. Bogstaver og Tal udhugget i Relief paa en Hopton Wood Sten af Eric Gill før 1909. hvor ikke alene Byen var civiliseret, men hvor Befolkningen levede et civiliseret Liv. Naar vi alle længes efter Naturen, fabler om dens Skønhed og Fred og nærer Ønskedrømme om en lyksalig Tilværelse paa Landet, saa er det, fordi vi har gjort vore Byer umenneskelige, »a shambles and a brothel and a place of filth and disease«. Men Gill var ikke Romantiker, han vidste godt, at Chichester var et Fortidslevn, et Sted, som Livet var gaaet forbi, en Museumsby, et Eldorado for Professorer i Arkitektur­historie; men engang havde den været en By for Mennesker. Allerede i Brighton tegnede Gill meget. Han interesserede sig vold­somt for Lokomotiver, deres Bygning og Form. Familien saa heri et Varsel om en vordende Ingeniør. I Chichester blev Domkirken hans Yndlings­motiv. Han tegnede den fra alle Hjørner. Det var ikke Detaljerne i Form at Skulpturer eller Udskæringer, som fængslede ham, men Bygningens Masse, Placering og Karakter. Det er værdt at huske paa, at den senere Skrifttegner ikke som ung interesserede sig for Ornamentik eller for at male Akvareller i kønne Farver, men saa paa Huse. Han taler altid om Huse som en rigtig Arkitekt, der gerne overser Stil og maleriske Virk­ninger for Glæden ved en godt klaret Plan og en udtryksfuld Facade, som fortæller noget om, hvad der er bagved. Faderen overgav ham til den stedlige Tegnelærer i »The Chichester Technical and Art School«, fordi hans Søn, som det hed i Præstens Blom­stersprog, ønskede »to embrace a career øf art«. Her gennemgik Gill det sædvanlige Tegnelærerkursus med perspektiviske, tuscherede Skyggeteg­ninger af Klodser og naturalistiske Plantestudier, og det kedede ham lidt. Men der var stadig den vidunderlige By og Domkirken at se paa. Han gjorde sig gode Venner med Sakristanen og Kanniken og laante Nøglerne til Kirken. Kanniken, som var teologisk Kandidat og en forstandig Mand, lærte ham Varsomhed overfor stilrene Restaureringsmetoder og indgav ham Kærlighed til den gamle Kirkemusik, Sakristanen gav ham sin Datter, som Gill havde friet til. Hans nye Venner skaffede ham en Plads i »The Office øf the Architect øf the Ecclesiastical Commissioners in Løn­don«, og til sine Forældres store Sorg forlød han Skolen i Chichester øg drog til Hovedstaden. For denne alvorlige unge Mand, som søgte Sandheden og Ærligheden i alle Ting, blev Opholdet paa Tegnestuen i London en Skuffelse. Det var et stort Kontor, og Chefen saa han aldrig. Gill var beskæftiget fra Mor­gen til Aften med at udføre Konstruktionstegninger i fuldt Maal til Ar­kitekturdetaljer i Nygotik (»sham gøthic«), et Arbejde, som forekom ham forrykt, fordi det var med til at ødelægge Haandværkemes Selvstændig­hed, Arbejdsglæde øg Fantasi. »Man kan ikke sidde paa en Tegnestue og lave Kruseduller paa et Stykke Papir og saa forvente, at en Haandvær­ker et eller andet Sted skal forvandle disse Kruseduller til aandfuldt og levende opfattede Skulpturørnamenter«. Hele den offentlige Arkitektur i det 19. Aarhundrede, verdslig som kirkelig, med dens pretentiøse Facader i historiske Stilarter var før ham kun et Udtryk før en snobbet Pengever­dens Nedtrampen af al sand Aand, dens fordærvende Indflydelse paa Domkirken i Chartres. Tegning og Vandfarve. 1907. (Victoria and Albert Museum). Kunstnere og Haandværkere. Gill følte sig ikke fristet til at blive Kirke­arkitekt, men ønskede at lære et Haandværk til Bunds og dermed »the right to design what he made«. Hans medfødte Evner for Bogstavteg­ning førte ham hurtigt til dette Maal. Eric Gill nærede siden sin Barndom en mærkelig Interesse for Bogsta­ver. Det begyndte med, at han tegnede Navne og Tal paa sine Lokomo­tiver og kultiverede sin Haandskrift. Senere tilegnede han sig paa Tegne­skolen i Chichester hele den kunstfærdige, viktorianske Skrivetradition med dens Krøller og Sving. Hans Talent vakte Opmærksomhed paa Ar­kitektkontoret i London, hvor der ofte var Brug for en Mand, som kunde tegne Inskriptioner paa en Facade pænt. Gill søgte nu at udnytte denne Gave fra Naturens Haand ved om Aftenen at gaa paa »The Westminster Techmcal Institute« for at lære at hugge Bogstaver i Sten, samtidig med, at han tegnede Bogstaver hos Edward Johnston i »The L. C. C. Central School of Arts and Crafts«. Denne kloge og dygtige Mand kom ikke blot fagligt til at betyde meget for Gill, hans menneskelige Indflydelse var maa­ske af endnu mere dybtgaaende Art. Først og fremmest lærte han ham at skrive. Da Gill første Gang saa Johnston sætte Pennen til Papiret »and saw the writing that came as he wrote«, mærkede han en saa stærk kunst­nerisk Oplevelse, en saadan Hjertebanken, Varme og Henrykkelse, at han senere kun mindes at have følt noget lignende i Chartres Kathedralen, eller da han første Gang lyttede til den katolske Kirkesang i Louvain. »Jeg anede ikke, at saadanne Glæder fandtes ... Den Aften var jeg helt bjerg­tagen. Det var ikke blot Behændigheden, som betog mig; det var, som om en hemmelig Sandhed aabenbaredes fra Himlen». De følgende regel­mæssige Undervisningstimer i Johnston's Klasse bragte Gill Forstaaelsen af det romerske Alfabet, og hvad god Bogstavtegning vil sige. »Bogstav­former afleder ikke deres Skønhed fra nogen sanselig eller sentimental Erindring. Ingen skal komme og sige, at det runde O paakalder vor Op­mærksomhed, fordi det ligner et Æble eller et Pigebryst eller Maanen, naar den er fuld. Vi holder af Cirklen, fordi denne Forkærlighed er uad­skillelig fra den menneskelige Sjæl ... Desuden er det en nøjeregnende Kunstart. Man tegner ikke et A, træder tre Skridt tilbage og udbryder: ERIC GILL Se, dette her giver én et godt Billede af et A, betragtet gennem Etteraars­taagen, eller det er ikke noget rigtig A, men Virkningen af det er godt. Bogstaver er Tingene selv, ikke Afbildninger afTing«.Johnston udgav1909 sin Tavlesamling »Manuscripts & Inscriptions letters for school & classes HONORÉ DE S MENSCHLICHE KOMODIE I BAND Titel fra Insel Verlags Balzac-Udgave. Leipzig 1003. & for the use of craftsmen«, et Resultat af ti Aars Undervisning i Bogstav­tegning, og hertil bidrog Gill med fem Tavler af indskaarne og udhuggede Indskrifter paa Stenplader, af hvilke en med Bogstaver i Relief er gen­givet Side 5. De tre øverste Rækker viser den almindeligst anvendte og lettest udførte Type, den nederste Række med de større Bogstaver er der­imod et Eksempel paa en mere kompliceret Skrift, som fordrer større Haandelag og har en tydelig ornamental Karakter. Undervisningen paa Kunsthaandværkerskolcn udvidedes til et personligt Venskab mellemJohn­ston og Gill. En Dag foreslog Læreren Eleven at flytte hen til sig i Lin­coln Field s Inn, hvor Johnston var Lejer — dengang endnu en uforstyrret, klosterlignende Bydel for Ungkarle, som var bundet sammen af uskrevne Love for Optræden, et rigtigt Bysamfund, som Gill forestillede sig det. Med Henblik paa Gill's senere Skrifttegning bør man erindre sig, at han begyndte som Stenhugger og Gravør. De tre Redskaber Gravstik, Mejsel og Pen har hver for sig præget vigtige Afsnit af det vesterlandske Alfabets Historie. Gills Skrifter forekommer ofte at være tegnet for en Mejsel, og han brugte dette Værktøj saa godt som nogen Haandværker. En Dag spurgte en Maler, som var paa Besøg i Johnston's Klasse, om der var nogen blandt Eleverne, som kunde hugge en Indskrift paa en Grav­sten for ham. Da Gill slog til og havde udført Arbejdet tilfredsstillende, anbefalede Maleren ham til en kendt Arkitekt, for hvem han huggede en Indskrift paa en Kirke i Sloane Square. Han erhvervede sig hurtigt Ry som en dygtig Stenhugger af Gravstensinskriptioner. »Det lykkedes mig at slaa mig paa noget, som ingen anden beskæftigede sig med, men som en hel Del Folk havde Brug for«. Hans førstestore Arbejde som Stenhugger var imidlertid Indskrifterne paa »The Medical School« i Cambridge. For at kunne paatage sig denne Opgave maatte han forlade Arkitektkontoret i London, hvad der ikke forvoldte ham mange Overvejelser. Fordrings­løs, glad for en beskeden Dagløn og med gode Udsigter til aldrig at blive arbejdsløs giftedeGill sig i 1904 og slog sig først ned i et udpræget Arbejder­kvarter i Battersea, men flyttede senere, da Børnene kom, til Ditchling i Sussex. I Løbet afkortTid fik han saa meget at bestille med at huggeGrav­stene, tegne Titelblade og male Butiksskilte, at han kunde tillade sig at holde en Svend og et Par Hjælpere og selv rejse lidt udenlands. Først til Rom i 1906, hvor han saa paa romerske Kapitælindskrifter, senere samme Aar og Aaret efter til Chartres, hvor han studerede Domkirken og udførte den store smukke Tegning, som Victoria and Albert Museet ejer (Side 7). Indtil 1909 arbejdede Gill udelukkende med Bogstaver, som Stenhugger, Tegner og Skiltemaler, men nu aabnede der sig en fri kunstnerisk Aare, og han gav sig til at hugge Figurer direkte ud af Stenen. Det første Arbejde, ERIC GILL en nøgen ung Kvinde, viste han til den tyske Grev Harry Kessler, som igen viste den til Roger Fry, der blev meget begejstret. Gill vil gerne i sit Forhold til Skulpturen spille Naturtalentet, den uspolerede, ikke akademisk uddannede Haandværker, for hvem Overgangen fra Bogstaver til Figurer er højst selvfølgelig. Han dannede sig en Teori om, at det var hans mang- HIS HOLINESS BENEDICT POPE XV Giacomo della Chiesa, born in Genoa, I 854, was the son of Giu­ seppe Marquesa della Chiesa and of Giovanna Migliorati. The Pope's family migrated from Acqui, passed to Genoa towards the end of the fifteenth century and was admitted in 1528 to the Albergo Salviago, thereby entering the Genovan Patriarchate. The della Chiesa bearings are, party bend sinister­ wise azure and gold, a church silver roofed gules and a chief gold with an eagle sable. Eksempel paa Tekst med Eric Gill's »Sans Serif«. Store og smaa Bogstaver samt Tal. lende Evne til at tegne naturalistisk, som reddede ham. »Den tvang mig til mod min Vilje og bedre Viden at samle mig om andre Værdier og ikke lade mig nøje med en stoflig besnærende Overflade. Den tvang mig til snarere at tænke paa Genstandenes Betydning end deres Yndighed«. Gill vilde være Billedhugger, ikke Modellør. Han formede ikke sine Skulpturer først i Ler og lod andre hugge dem ved Hjælp af en Punktérmaskine, han huggede dem straks direkte ud af Stenen. »Stenhuggerarbejde er nemlig ret beset ikke blot at udføre en Genstand i Sten eller forvandle Ting til Sten, en Slags Forsteningsproces; Stenhuggerarbejde er det samme som at tænke sig Genstanden i Sten og tænke sig den som hugget«. Fremgangs­maaden er en Ønskedrøm for en uskolet Kunstnersjæl; den tør kun anbe­ tales de allerstørste Mestre, som har samlet sig en enorm Viden og Erfaring om det menneskelige Legeme. Gill kunde ikke alene daarligt tegne natu­ralistisk, men han evnede heller ikke at se paa Naturen, hvis man skal dømme efter hans Skulpturer, som er tynde og slappe med en fly­dende lineær Kontur, der sad ham i Blodet fra Penneøvelserne. Hans paa mange Maader storartede og mærkelige Betragtninger over Billedhugger­kunst modsiges Gang paa Gang af de udførte Arbejder, noget der ikke er ualmindeligt hos Kunstnere. Der er intet primitivt eller oprindeligt over disse gennemreflekterede, arkaiske Figurer, som ganske savner Liv og Varme. Fantastisk at tænke sig Gill samarbejde med Maillol, som Kessler ønskede, da han fik Gill overtalt til at rejse til Marly. Der kom aldrig noget ud af det, for Gill var selv skeptisk, men henrevet af Kesslers Entusiasme, og efter et Døgns forvirret Ophold i Paris, hvor Gill's besynderlige Frem­toning paa Grand Hotel afstedkom den største Konfusion, flygtede han skyndsomst tilbage til Familien i Ditchlmg, efterladende korte Undskyld­ninger til Kessler og Maillol, hvis Venskab han ogsaa bevarede. Grev Kessler havde lært Gill at kende, da han i 1904 kom til London for at planlægge en Klassikerserie for Insel Verlag 1Leipzig. Johnston, som af en eller anden Grund ikke kunde paatage sig at hjælpe ham, henledte Kesslers Opmærksomhed paa Gill, der i de følgende fem Aar tegnede Titelblade for Forlaget. »I hans tidlige Stil bærer Kapitælerne Præg af at stamme fra en teknisk fremragende Stenhugger, som er blevet uddannet hos en Kalli­graf. SkrafFeringeme er lange og udsøgt tilspidsede, et fyldigt rundt O er dristigt stillet ved Siden af et fortættet E eller P, og Tyngden, som er holdt ganske tynd og lys, er fint afpasset i de vertikale Nedstreger. Et til­fældigt kalligrafisk Bogstav (»swash letter«) er brugt med megen Ynde«. (Paul Beaujon i The Fleuron VII). Senere gik Gill over til at skære Initialer og Titelblade i Træ for Cranach Bogtrykkeriet, og efter Verdenskrigen var han igen virksom for Cranach og Grev Kessler og havde i den For­bindelse et snævert og frugtbart Samarbejde med Maillol. Gill var en helstøbt Personlighed med en sjælden Sans for Sammen­hængen i et Menneskes Liv, Meninger og Arbejde. En politisk Orientering ART-NONSENSE AND OTHER ESSAYS BY ERIC GILL LONDON CASSELL & CO., LTD. & FRANCIS WALTERSON 1929 Titelblad med 24 og jo Punkts Kapitæler aj Perpetua. A yderst til venstre havde han ikke arvet fra sine Forældre. Selvom de var fattige, fik han ikke indgivet noget Had til de besiddende Klasser. Han var ganske blottet for en Middelklasses Misundelse paa de Mægtiges Privile­gier, Rigdomme og komfortable Livsgoder. Han regnede ikke disse Goder for attraaværdige. Men han følte en umaadelig Harme over at se en Haand­værkerklasse gaa psykisk til Grunde som Lønslaver. Gill er mærkelig moderne i sin kolde Mistro til det politiske Demokratis Vilje og Evne til at gennemføre de radikale sociale Reformer. Hvad der i det lange Løb skilte ham fra Meningsfællerne i »The Fabian Society« og Arbejderpartiet var derfor ikke Nationaliseringsprogrammet, derimod Par­tiets negative, splittede og usikre Holdning overfor de aandelige Sider af Tilværelsen. Han mente ikke, det var tilstrækkeligt med en Forbedring af Arbejderklassens materielle Kaar, han efterlyste en afklaret Opfattelse af selve Meningen med Tilværelsen. Han savnede hos »Labour« ikke alene et kulturelt Program, men ogsaa et dybere aandeligt Indhold. Gill havde nydt Fordelen af at være blevet opdraget i trange Kaar paa en fast Livsanskuelses Grund, den kristne, om hvilken han med Rette kan sige, at selvom den ikke udgør hele Sandheden, saa har den dog Sand­heden som Maal. Som ung Mand i London var han i flere Aar paavirket af Fritænkeriet, der karakteristisk nok havde en godJordbund i et kirkeligt Arkitektkontor. Men han blev aldrig religiøs indifferent som hans Kunst­nervenner indenfor den radikale Intelligens, snarere lidt kirkefjendsk, fordi det forekom ham, at Gejstligheden havde fundet sig for godt til Rette med de eksisterende Samfundsforhold. Gill hørte nemlig til den sjældne Type af Kristne, hvis Tro avler Frisind og radikal politisk Tænkning. For ham var Evangeliet et spillevende Oprørsmanifest mod Rigdom, den accep­terede Forretningsmoral, Masseproduktion, Pressesyndikater og mange andre afvor Tidsalders Goder. Han ligner heri Chesterton, for hvem Troen ogsaa var en stadig Kilde til Uro, der tvang hans Hjerne og Hjerte til for­domsfrit at tage Parti for alt, som fremmede Sandhed og Retfærdighed. Gill overgik til Katolicismen 1913. Det vilde føre for langt og desuden i nogen Grad falde udenfor »Bogvennen«s Emnekreds at genfortælle hans Konversion. Det er tilstrækkeligt at nævne Chesterton's Indflydelse, som -PERPETUA"" CUT FROM THE DESIGNS MADE BY ERIC GILL FOR THE LANSTON MONOTYPE CORPORATION LONDON The following fountsonly have been made to date; it is projected to cut the usual sizes for book and display vvork (13 point) ABCDEFGHIJKLMNOPQRSTUUVWXYZ& ABCDEFGHIJKLMNOPQRSTUVWXYZ abcdefghijklmnopqrstuvwxyyz fiffflffiffl 1234^67890 (Titling Capitals, 2+ point) ABCDEFGHIJJKLMNO PQRRSTUUVWXYZ& (Titling Capitals, 30 point) ABCDEFGHIJJKL MNOPQRRSTUU VWXYZ& Med denne Skrift blev »The Passion of Perpetua and Felicity* sat. er større, end Gill vedgaar. »Orthodoxy« blev for Gill som for adskillige andre Skeptikere den store Kværn, der malede alle Vaneforestillinger til Støv og stillede Mennesket paa Plads i dets Forhold til Gud og Naturen. Gill's Argumentering er laant fra Chesterton, hans Sprog kommer Che­sterton's forbløffende nær (»I invented a new religion and discovered it to be an old one«). Det er karakteristisk for Gill, at han med Iver og Konsekvens straks lod Kristendommen farve hele sin Tilværelse. Sammen med nogle Trosfæller blev han optaget i den hellige Dominicus' tredie Orden, som foreskriver faste Regler for en Dagsgerning. Han grundlagde et lille katolsk Laug af Haandværkere i Ditchlmg, fælles i Bøn som i Arbejde. Hertil hørte et Bogtrykkeri, »S. Dominic's Press«, hvis første Bog var en Oversættelse af Jacques Maritam's »Art et Scolastique«. Senere traadte han ud af Lauget, trykket af økonomiske Bekymringer og Turistersskamløse Nysgerrighed, og flyttede sammen med et Par andre katolske Familier til de sorte Bjerge i Wales paa Grænsen mellem Brecknock og Monmouth. Her, i et forladt Kloster, Capel-y-ffin, langt fra Tog, Post og Butikker, levede det lille Samfund en Nybyggertilværelse efter Selvforsyningens Princip. Kvinderne passede det huslige Arbejde, Mændene deres Haandværk, alle forenedes de hver Morgen i den hellige Messe. Derude i de grønne, men affolkede Wales-Dale maatte man ogsaa holde Turisterne fra Livet, og til dette Formaal behøvedes Skilte, som Gill malede med uskrafferede Bogstaver af en Type, der var afledet af Johnston's »Underground« Skrift. Denne »Sans Serif« gennemarbejdede han videre og anvendte den til Skiltningen paa en Boghandlerfacade i Bristol 1926 og tre Aar senere, da han tegnede en Standardskrift for LNER (London North Eastern Railway). Stanley Morison, som dengang var typografisk Raadgiver for »Monotype Corporation«, saa Skiltet og anbefalede disse klare, faste Bogstaver som Udgangspunkt for en ny Skrift. Derved opstod »Gill Sans«, der kan være ganske frapperende som Accidensskrift, men virker altfor trættende 1 sin Massivitet til Bøger. Gill ansaa sin Skrift for mere formaalstjenlig endJohnston's, da den var lettere at have med at gøre for Skiltemalere og Emaljører, idet den overlod mindre til deres Fantasi. ERIC GILL Det er en Misforstaaelse at anse »Gill Sans« som blot »barberede« romerske Kapitæler, det er en helt ny Skrift, hvor hvert Bogstavs Bygning paa det omhyggeligste er gennemarbejdet, netop fordi det skal klare sig uden Skrafferinger. Denne Skrift er udpræget moderne og i Pagt med de ratio­nalistiske Bestræbelser i Tyvernes Arkitektur, Det konstruktive er det af­ gørende, »the clean bones of the letter«. Gill har imidlertid Æren af at have tegnet vor Tids bedste Alfabet til Bog­ SBS tryk, »Perpetua Monotype«, opkaldt efter den karthageniensiske Helgeninde PERP iETUA Perpetua, som led Martyrdøden i det 3. Aarhundrede. I VII Aarbog af The Fleuron fra 1930 findes som Bilag »The Passion of Perpetua and Felicity«, trykt &FEL1 CITY i 1929 i 'perpetua roman' og med Gra­ veringer ligeledes af Gill. Denne lille M M M Historie bør ogsaa studeres grundigt af alle, som interesserer sig for Boghaand­ værk. Skriften er med Rette blevet karakteriseret som det første originale Alfabet fra det 20. Aarhundrede, der kan paaregne en varig Plads i Ty­pografiens Historie. Man har ligeledes med Rette gjort opmærksom paa, at Perpetua bærer Præg af at være tegnet af en Stenhugger og en Gravør. »Ikke saaledes forstaaet, at Perpetua var stukket direkte med Punslen som i gamle Dage. Skriften blev først tegnet ned paa Papiret, men den var teg­net som en Skitse, Punslen kunde følge, og med en Haand, som var trænet i at stikke« (Paul Beaujon). Perpetua er en Skrift for vor egen Tid. Den er tegnet med Henblik paa hele det fine præcise Maskineri, som et stort Bog­trykkeri i Dag er i Besiddelse af. Skriften er ogsaa fremstillet under Hen­syntagen til de almindeligst valgte Papirsorter til Bøger. Den kommer bedst til sin Ret paa en jævn Overflade, hvor den staar med en Gravør­naals Skarphed. Den taaler ligesom Bodoni stor Skydning. Det er ogsaa rigtigt, at de smaa Kapitæler virker smaa og ikke blot som Formindskelser af de store. De store Kapitæler (30 Punkt) er beundringsværdige. Kun i et Land som England, hvor man i snart to Tusind Aar har vedligeholdt den romerske Skrifttradition, kan en saadan Bogstavrække fremstaa, og; dog vilde man aldrig være i Tvivl om, at disse Kapitæler er tegnet i det 20. Aarhundrede for vor Tids Teknik. Gill har selv sagt: »While we may remember Trajan lovingly in the museum, we must forget all about him in the workshop« (An Essay on Typography). (rill \ ar egentlig ikke nogen Ven af Rejser. Som saa mange Englændere havde han svært ved at lære fremmede Sprog, og han kunde ikke sove i Tog. Han fjernede sig kun hjemmefra, naar et bestemt Arbejde ventede ham i det fremmede, eller naar hans Sind krævede en bestemt Slags Luft­forandring. Saaledes boede han et Par Vintre med sin Familie i Salies-de-Beam i Gascogne, nær den spanske Grænse, hvor han udførte en Række Raderinger til The Golden Cockerel Press' Udgave af Chaucer's »Troilus and Criseyde«. Især Initialerne er smukke, hvorimod Versenes dekorative Indramning med smaa Mandsfigurer og Plantestængler lader en ikke-Englænder ganske kold. Fil Geneve rejste han for at udføre det allerede omtalte Relief i Raadsforsamlingens Foyer, Adams Skabelse, og endelig drog han til Palæstina, hvor han havde faaet Bestilling paa ti Relieffer til Facaden paa det nye Museum i Jerusalem. Denne Side af Gill's Virksom­hed -som europæisk berømt Billedhugger -maa behandles af en, der er mere tortrolig med hans Værker, (hvortil, foruden de allerede nævnte, kan føjes: De fjorten Lidelses-Stationer i den katolske Westminster Ka­thedral og Reliefferne paa BBC's Bygning i Regent Street). Eric Gill s Liv er maaske ikke rigt paa dramatiske Begivenheder, men det er et Vidnesbyrd om en usædvanlig aandelig Aktivitet. Hans Bøger er paradoksale, springende i Sproget og i Tankegangen, men aldrig kede­lige. Tilsyneladende Modsætninger som Socialisme og Ortodoksi for­enes paa den smukkeste Maade hos Gill som i Oldkirkens Menigheder. Denne Mindeartikel har haft til Formaal at give Forening for Boghaand­værks Medlemmer et Indtryk, ikke blot af en betydelig Boghaandværker, men ogsaa af en mærkelig sammensat, højtbegavet Mand, som i en for­virret Nutid selv forsøgte at stille sig Opgaverne og bestemme over sin Tilværelse, i det Omfang et Menneske formaar.