GEORG NYGAARD 1871—1942 JEG MAA I AL BESKEDENHED begynde med at sige, at mit Be­kendtskab med Georg Nygaard kun skriver sig fra mangfol­dige Sammentræf gennem en Menneskealder og deraf føl­gende Samtaler om Emner, som var os begge kære. Han var en stille Mand, som hellere talte om sine Interesser end om sig selv personlig, men aabenbarede ved den Maade, han omtalte dem paa, alligevel efterhaanden ikke saa lidt af sit Væsen og ialfald meget af sin Viden. Den spændte overmaade vidt. Han dyrkede baade Kunst, Kunsthaandværk, Kulturhistorie, Skøn­litteratur, 1 opografi og boglig1eknik og altid med en tydelig forkærlighed for Forbindelseslinierne mellem Fortid og Nu­tid, for Sammenhængen og Samspillet, saa han baade kunde bedømme Øjeblikket som Dagbladsjournalist og give Dom­men Perspektiv. Han holdt af at forstaa Tingene som Led i en aarhundredgammel Udvikling. Halvt ubevidst var han endelig noget af en Lyriker og Romantiker, egentlig bedst til­pas, naar hans fantasi og Tanker bevægede sig i Tiden før Voldene om København faldt. Hans Hjerte hang ved Klassi­cismens idylliske Guldalder. Her følte han sig hjemme i sær­ lig Grad. Samme Indstilling syntes han mig at have ogsaa i sit For­hold til Bøgernes tavse Verden — det Felt, hvor vore Veje oftest krydsede hinanden. Han var Bogelsker allerede i Barne­aarene, ihærdig Bogsamler gennem hele Ungdommen, kyndig Bogkender i sin Manddom og dermed — inden Støvets Aar — i Besiddelse af et stort og for ham selv saare betydningsfuldt Bibliotek. Han holdt af Bøger og maatte have mange Bøger, Georg Nygaard H3 fordi han uafladeligt forøgede sine Kundskaber paa de Om­raader, han syslede med baade paa Redaktionen og i Hjem­met. Men han gik langt udover et rent Brugsbiblioteks Græn­ser. Han, der endte med at skrive om gamle Huse og Men­nesker, kunde en Dag være gaaet videre og have udsendt en Række Hefter om gamle Bøger og Menneskene bag dem. Han elskede at ane hele det Liv, som saadan en Bog, der var vandret fra Haand til Haand, kunde fortælle til sin foreløbig sidste Besidder. Dens Tilblivelse i Digterens Værksted, dens Skæbne i Samtid og senere Tider, dens skiftende Ejere og skiftende Auktionspris, dens mærkede Blade og dens medtagne Bind var altsammen værd at efterspore og iagttage. Hver ene­ste Bog havde saa at sige sin Historie, sin Sjæl. Sansen herfor gjorde ham mere til Bibliolog end til Bibliofil. Han havde i høj Grad Blik ogsaa for Bogens smukke Udstyr, skrev baade her og der om Bogomslag, Bogillustrationer og Bogtyper, men med Aarene var det som om hans Boglidenskab noget over­skyggede hans Bogkræsenhed. Naar han kunde faa en Bog­bunke for godt Køb, kunde han ikke lade være med at er­hverve den. Auktionen over første Del af hans Bogsamling skuffede derfor noget ved en for stærk Blanding af godt og mindre godt. Men han var Bøgernes sande Ven og trofaste Tilbeder — saaledes som ogsaa hans Søn har skildret ham i sit fint forstaaende Forord til Faderens Katalog. „Vi kan jo ikke alle have Ansættelse paa Universitetsbiblioteket", sagde han en Aften i al Stilfærdighed til mig med sit smukke Smil, da jeg hævdede Udvælgelsens Princip. Denne brændende og usel­viske Bogkærlighed, dette bestandige Bogstudium med paa­følgende Blyantsnoter paa Bindenes Inderside, denne med­fødte Lydhørhed for Bøgernes tyste Hvisken, denne beun­ Georg Nygaard dringsværdige Utrættelighed i at opspore Sjældenheder og opdage hidtil oversete Værdier, dette for baade Tanken og Folelsen frugtbare Liv for Bøger og mellem Bøger fortryllede og berigede enhver, som endelig en Dag fik Indblik deri. Georg Nygaard følte sig i godt Selskab, naar han sad midt imellem sine 15,000 Bøger og puslede kærligt med dem, men vi andre følte os unægtelig ogsaa i godt Selskab, naar vi var sammen med ham. Han fik skrevet en Del, men burde have skrevet mere. Den, der vil eje et Minde om ham, skal købe Bogen om ,,H. C. An­dersen og København". Den er en meget værdifuld Bog om H. C. Andersen og hans Tids Kobenhavn, men saa sandelig ogsaa en værdifuld Erindring om den elskelige Kulturhistori­ker og alsidige Bogelsker Georg Nygaard. CARL DUMREICHER