Aage Marcus i sit ArbejilwcErelse faa Kunstakademiets Bibliotek. 
Tegning af Ebbe Sadohn. 
aage marcus 
som Forlægger 
En særstilling indenfor dansk bog-produktion indtager Aage Marcus' forlagsvirksomhed, som i denne artikel behandles af Forfatteren Jacob Paludan. 
DER ER MENNESKER, som synes født med en Genius for Bøger. De forstaar sig paa dem, de véd, hvordan de bør se ud, de skriver dem selv og arbejder med andres, og deres Samvær med Folk medfører, at disse opdager, de selv har Stof til Bøger -der skulde blot nogen til at pege paa det. En saadan mærkelig Mand er Aage Marcus, Kunstakademiets mangeaarige Bibliotekar. Oprindelig gav han sig af med juridiske Bøger og blev derved cand. jur. Nu residerer han altsaa i den skønneste Samling Bil­ledbøger, vi har i Landet, men det er ikke Juristen eller Bibliotekaren, der er Genstand for denne Artikel, ejheller Forfatteren, ejheller den paa Bladvirksomheder og andre publicistiske Foretagender saa ofte beskæftigede og initia­tivgivende Marcus. Man maa overfor det umaadelige altid begrænse sig, og derfor vil vi her nøjes med at beskæftige os med Forlæggeren. Dette Afsnit af Marcus' arbejds­fyldte Liv er næppe det mindst interessante. Tilmed lig­ger det allerede et Stykke tilbage i Tiden, og Ting, der virkelig er værd at fortælle -siger Thomas Mann -bør hentes frem af det forgangne, overtrukket med Historiens 
Ædelrust. 
Forlægger blev Aage Marcus ikke efter nogen forud­fattet Livsplan, men alene gennem den ovenfor nævnte Intuition for, hvad der har med Bøger at gøre. Og For­lægger ophørte han med at være, ganske simpelt fordi Foretagendet svulmede ud over de Rammer, der var lagt -Rammen var nøjere sagt en privat Spisestue i NyToldbod­gade -, saa Valget maatte staa imellem at give sig helt over eller give op. Marcus valgte det sidste efter seks Aars streng Bibeskæftigelse som Forlægger, fra 1918 til 1924. Disse Aarstal siger forresten noget. De dækker et Tids­rum, hvor Landets Økonomi tillod Udgivelsen af Bøger af høj bibliofil Standard. Dengang kunde selv meget fine og dyre Bøger blive udsolgt paa en Dag. Og udsolgt er da ogsaa Bøgerne fra Marcus' kortlivede, men betydnings­fulde Forlæggervirksomhed. Men der hvor de er havnet, er de til varig Glæde, som kunstnerisk udførte Bøger, væ­sentligst om Kunst, nødvendigvis maa blive for opladte Sind. 
Inden vi opregner, hvad Marcus udgav, er det dog bedst at forudskikke, at hans Formaal som Udgiver aldrig stiler mod Kræsenhed for dens egen Skyld. Saalidt som han selv er en anæmisk Bog-Æstetiker med Feinschme­ckerens kælne, selleriblege Hænder -han er nærmest et Friluftsmenneske -saa lidt ønsker han at skabe Sjælden­heder af Bøger. Det vigtigste er ham deres Indhold og dettes Møde med de rette Mennesker. Der ligger en rent humanistisk Bestræbelse bag hele hans Virke. 
Begyndelsen dateres til Foraaret 1918. Dengang slog det ned i Marcus, at man befandt sig i Hundredaaret for Johan Thomas Lundbyes Fødsel, og der fandtes ikke i Handelen nogen Bog med denne Kunstners Landskabs­tegninger -denne Skat af enkle, ædle Billeder, som vil 
elskes, saa længe Danmark bestaar. I Samtaler med Xylo­graf Hendriksen modnedes nu Tanken om en saadan Ud­givelse, og Handlingen lod ikke vente paa sig. 350 Sub­skribenter tegnede sig. Bogens første -fineste, kostbareste Oplag -var udsolgt »in statu nascendi«, som det hedder i Kemien: i Fødselens Øjeblik. Denne blaa Udgave fulg­tes i 1919 af en mere folkelig i brunt Bind, 1200 Expl., der ogsaa hurtigt kom paa faste Hænder. Man ser, at blot man faar de rette Idéer, er der ogsaa et Publikum; og Udgivelsen af disse Tegninger, saa de kunde blive Hver­mands Eje, var en virkelig fortjenstfuld Handling. Lund­bye er en Klassiker, der forstaas af alle; han bør findes i danske Hjem og ikke være en svært tilgængelig Udlaans­genstand paa Biblioteker. 
Endnu var Marcus dog ikke blevet professionel For­lægger; den første Udgivelse foretog han som Privatmand. Saa skete der imidlertid Henvendelser fra Jobs. V. Jensen og Vilhelm Wanscher om at faa Tingen sat i System; i 19 19 assisterede Marcusmed Udgivelsen af Rafael-Bogen, og Forlaget saa Dagens Lys paa den Maade, at Marcus' Fader indskød en Driftskapital, hans Svigerfader tog sig af Regnskabet, og den førnævnte Spisestue blev Kontor. Med dette Minimum af Udgifter og takket være Befolk­ningens daværende Købeevne blev Marcus' Forlag i sin korte Levetid -uden egentlig at være anlagt som nogen Forretning -ogsaa i økonomisk Henseende som et velsmurt Hjul, der spandt friktionsløst rundt til Glæde for alle deraf beroende. 
Uforberedt gik Marcus ikke ind i Bogproduktionen. I 1918 redigerede han for Høst »De brogede Bøger«. 
I denne Serie bemærkes Gunlaug Ormstunges Saga (Ver­sene oversat af Marcus), og Ernst Hansen, der som Aka­demielev kom paa Biblioteket, udførte paa Marcus' Op­fordring Illustrationerne, hvilket blev Ernst Hansens De­but som Bogillustrator. Fremdeles Chamissos »PeterSchle­mihl« (oversat og indledet af Johs. V. Jensen) samt Epiktets Haandbog med smaa nydelige Vasevignetter i Sort, tegnede af Marcus, der aldrig veg tilbage for at give en Haand med ved »alt forefaldende« i de Huse, han har 
samarbejdet med. 
Den næste, i Format meget store Edition var de 10Teg­ninger af Eckersberg i Karl Madsens Udvalg. Ogsaa her en Klassiker, som staar vort Hjerte nær. De prægtige Lys­tryk i uformindsket Gengivelse er udført af Pacht og Crone saa godt, at Original og Tryk næppe kan skelnes fra hinanden j ogsaa Farvetonerne i de akvarelmæssige Billeder er nøje truffet. Den store Mappe, hvis Pris var 150 Kr., er forlængst ude af Handelen. 
Herfra gik Vejen i 1920 til en nydansk Klassiker, Jo­
hannes Larsen. Marcus fik her til Teksten den bedst 
mulige Allierede, nemlig Johannes V. Jensen, hvis Inter­
esse for Fynboerne jo er gammel og rodfæstet. Til denne 
Tekst knytter der sig den interessante Omstændighed, at 
den oprindeligt leverede ikke slog til i Forhold til Billed­
stoffet. Digteren tilføjede da ti Sider i Slutningen, hvis 
poetiske Skønhed selv i Johs. V. Jensens rigt landskabs­
malende Produktion danner et Højdepunkt. Bogen er den 
Dag idag som et Smykke, der bryder Lyset tre Gange ­
lige henrivende i det billedlige, det tekstlige og det typo­
grafiske. Den har originale Vignetter af Kunstneren selv. 
og som et Raffinement bemærkes, at Billedtitlerne staar i Marginen, ikke under Billederne, hvilket giver en langt roligere, for Blikket mere harmonisk »Side«. 
Marcus har i sin Udgivervirksomhed haft en særlig misundelsesværdig Position ved sit personlige Bekendtskab med saa mange af Kunstens og Litteraturens Koryfæer; Mødet mellem dem og en saa initiativrig Natur maatte nødvendigvis føre til boglige Resultater nu og da. Han mindes selv en ganske særlig højfrekvent Dag: han star­tede om Morgenen paa Motorcycle fra Thøger Larsen i Lemvig. I Viborg drak han Kaffe med Jeppe Aakjær, via Kalundborg kom han til Frederiksværk, hvor han traf Kai Nielsen og Kaare Klint; med dem fulgtes han til Ludvig Holstein i Tibirke, og Aftenen sluttede hos Jobs. 
V. Jensen . . . 
Men paa Udturen havde han hos Johannes Larsen i Kerteminde haft det Held at finde nogle gamle Stokke med Træsnit, som kun havde været fremme i Prøvetryk. Det blev til en Mappe med 4 Raderinger og 3 Træsnit, som tryktes paa Søkortarkivet. Den af Kunstneren haand­kolorerede Udgave paa japansk Papir kostede 200 Kr., men udsolgtes samme Dag man hørte om den (1921). 
Vi indskyder her Omtalen af tre Værker, som ikke naaede at se Dagens Lys, men som viser Mangesidigheden iForlæggerensIntentioner. En Udgave af Wilsters Homer-Oversættelse ønskedes udgivet i bekvemt Lommeformat. Det maatte opgives; enten maatte Hexameterlinjen brydes over, eller Skriften vilde blive diminutiv. Ingen af Delene fandtes skønhedsmæssigt tilfredsstillende, og her blev det det bog-æstetiske, der kom til at fælde den humanistiske Hensigt. Lehn Schiølers store Værk om Danmarks Fugle var planlagt til Udsendelse hos Marcus (hvis Hustru er i Familie med den berømte Ornitolog), men da Forlaget lukkede i 1924, skete Udgivelsen andetsteds. Endelig havde Kai Nielsen lovet at skrive en Bog, »Mine Værk­stedserfaringer« (Titlen er karakteristisk for Kai Nielsens haandværksmæssige Syn paa sin Metier); her var For­hindringen af særlig sørgelig Art, idet den store Billed­hugger døde i November 1924, uden at faa skrevet sin Bog. 
Allermest interesseret var Marcus i at bringe en dansk Udgave af Verdensreligionernes Hovedværker, da Reli­gionshistorie og Filosofi var og er den dybestliggende af hans mange Interesser, og det var egentlig Ønsket om at faa en saadan Serie frem, der drev ham ind i Forlægger­virksomheden. Der kom ialt ti Bind af »Verdensreligioner­nes Hovedværker i Oversættelse«, med Dr. phil. Poul Tuxen som Udgiver og en Række Fagmænd som med­virkende. Først planlagt og sidst udkommet var Victor Dantzers Oversættelse af Tao-te-king -den fabelagtigt omhyggelige Sinolog gik nemlig i den Grad op i sit svære Arbejde, at han foretog ikke mindre end fire Oversæt­telser, inden han mente at kunne aflevere den endelige. 
Fra Højskolekredse ytredes et Ønske om en Udgave af Grundtvigs aldrig trykte Englandsbreve. Denne Op­gave laa maaske ikke netop paa Marcus' Linje, men han slog til og trykte Bogen med en morsom gammel Skrift fra 1820'erne (»N. F. S. Grundtvigs Breve til hans Hu­stru under Englandsrejserne 1829-31, udgivet af deres Børnebørn«. 1920). Af Forlagets Bøger er denne den ene­ste, hvor Efterspørgslen har ladet noget tilbage at ønske. 
Stor Tilslutning vandt derimod Mackeprang; Vore Lands­bykirker (1920), der med sine over 100 Illustrationer er et vigtigt Bidrag til vor Arkitekturhistorie. 
Forlagets største Plan var Udsendelsen af et bibelsk Billedværk med Tekst af Holger Begtrup og Tegninger af Joakim Skovgaard (Bibelske Toner, Tanker, Tekster og Tegninger, foreslog Skovgaard som Titel). Kunstne­ren gik meget stærkt op i Arbejdet, han indfandt sig ofte paa Biblioteket med Lommerne fulde af Skitsebøger, og de blev omhyggeligt gennemdrøftet. Skovgaards Nidkær­hed var endeløs, han sammenklippede og -klistrede ofte Detailler fra flere Tegninger for at faa een, der saa at sige havde laant det bedste fra de andre j ogsaa paa de ætsede Tryk rettede han. Dette Værk, der skulde trykkes i 10.000 Ekspl. -og blev det -viste sig imidlertid at overbebyrde Forlagets lokalemæssige Kapacitet. Enden blev, at Haase overtog Udgivelsen under Tilsyn af Marcus. 
Med den udmærkede Tegner Valdemar Andersen, der var en nær Ven af Marcus, har denne flere Gange sam­arbejdet. Saaledes udkom i 1923 paa Johs. V. Jensens Halvtredsaarsdag en Bibliografi, udarbejdet af Frits Jo­hansen, Glostrup, og Marcus. (Udsolgt paa een Dag). Den rummer mange smukke Vignetter og slutter med en, som har givet Anledning til Spekulationer. Det kan op­lyses, at den gengiver en Mammut, Johs. V. Jensen selv havde bygget af Sten i Tibirke; til Stødtænderne var brugt svære Egegrene. I 1933 udkom en ny, ajourført Biblio­grafi hos Gyldendal. -Endvidere hos Haase: Okakura Kauzo: Te-Bogen. Her udfoldede Valdemar Andersen sig med Mestervignetter i japanesisk Stil. Den lille, raf­finerede Bog har kun Tryk paa henholdsvis først og fjerde Side hele Vejen igennem, og de blanke Mellemrum op­sprættes ikke -dette er ogsaa efter japansk Mønster. I Ind­binding er den ligeledes en Perle. 
Under Udgivervirksomheden maa yderligere nævnes Haases bekendte gule Haandbogsserie, der er startet af Marcus. De Bind, han specielt har interesseret sig for, er 
H. V. Clausens »Det danske Landskab«, samt Sv. Dahls, Prof. Abrahamsens, Prof. Bodelsens og Dr. phil. Topsøe-Jensens Bidrag til Serien. 
* 

Paa Bøger fra Marcus' Officin ses ofte et privat Bo­mærke, naar det øvrige dekorative Udstyr ellers tillader det. Det er en Oval, omkranset af Vedbend, og i Midten ses en Stenterning, der bærer en Kugle. Opstillingen sym­boliserer det bestandige og det omskiftelige^ og Marcus saa dette »Altar des guten Gliicks« i Goethes Gartenhaus i Weimar, hvor han opholdt sig under en Bogudstilling i 1914 -Krigens Udbrud gjorde en brat Ende paa hans Rejse. Senere fik han den gamle Maler Karl Jensen (Hil­lerød) til at tegne Bomærket efter Fotografi. Fra tyske idealistiske Forlagsbestræbelser, specielt EugenDiederichs' Forlags Bøger, har han modtaget Impulser til sin egen Gerning, men ogsaa England har inspireret ham, navnlig til de smaa Oversigt-og Plan-Hæfter, han nu og da i For­lagets Levetid udsendte -de meddelte Foretagendets Ven­ner, hvad der var sket, og hvad der var under Forberedelse, samtidig med at deved deresElegance diskret reklamerede for dets Standard. Idéen kunde benyttes af andre. 
Det kan her tilføjes, at vi skylder Marcus' Initiativ Ud­givelsen af flere posthume Værker af Knud Hjortø, og desuden gjorde han et Udvalg af nogle af Hjortøs fineste tidligere Novellerj dette Bind, »Ved Stoppestedet«, blev en meget smuk Bog, som Forening for Boghaandværk udsendte. 
Forbi er nu Marcus' Forlæggervirksomhed, men den staar som et meget synligt Minde om en rigere Tid, hvor just ikke alle likvide Midler blev sat i varige Værdier, men hvor der altsaa var smukke Muligheder for at gøre det. Mangfoldig anden Beskæftigelse har siden beslaglagt Marcus' Fritid, der ved Siden af alt muligt andet ogsaa har været viet til et udstrakt Studium af udenlandske belles-lettres -til stor Gavn for Forlag og andre. Hans sidste Arbejde er en Bog om Leonardo da Vinci. Men vi har lovet at forblive ved Udgivervirksomheden, og det er da passende at slutte med at anføre, at ved 1932's retro­spektive Udstilling af Kunstindustri var Aage Marcus ene om Indbydelsen til at repræsentere Bøgerne. I Betragtning af, at det drejer sig om en uprofessionel Fritidsindsats, maa man erkende, at her er et ualmindeligt Talent til Stede for, »hvad Bøger angaar«. Vi er jo ellers ikke i Danmark paa nogen Maade i Spidsen, naar det gælder Smag og Gedigen­hed i Bøger. Enhver, der har haft Lejlighed til at se den ikke vældige, men statelige Masse af Aage Marcus' sam­lede Publikationer, vil ikke være i Tvivl om, at Udmær­kelsen i 1932 var fuldt fortjent. JACOB PALUDAN