der kan ligge i et godt omslag. Kulturen kunde have brug for den. Maa jeg lige anholde en mærk­værdighed; der lægges farvestraalende smudsom­slag om 2-krones romaner, hvor de lige saa godt kunde undværes. Alle ved, at smudsomslag er nødvendige for skolebøger. Der findes de aldrig. 
Det andet punkt, hvor det er galt fat, er opsæt­ningen af texten. Dels af sparsommelighed — ilde anbragt sparsommelighed — dels af slendrian gaar her forfærdelige ting i svang. Særlig poesi i litteraturudvalg tillader man sig at sætte paa en fuldstændig malebarisk maner. I grammatiker, geografier o. lign.anvender man endnu saa mange skriftgrader og arter som muligt samtidig, i den tro, at texten derved bliver klarere. Man opnaar naturligvis kun det modsatte. Her ligger et hoved­problem for skolebogen — som for alle haandbø­ger — hvorledes opnaar man med de enkleste typo­grafiske midler en klar inddeling? 
Men hermed er jeg inde paa emner, der paa dette sted maa kunne afgøres kort; skolebogen bør være en kultiveret tryksag. Man kan kræve af den som af alle andre bøger et velafvejet forhold mel­lem kolumne og sidestørrelse og en klar og fast skrift. Kursiven maa ikke skille for meget fra, da der i skolebøger forekommer mange citater. Et problem for sig er lydskriften. Nu, da lydskrift er et anerkendt undervisningsmiddel, som ingen tæn­ker paa at opgive, var det vel paa tide, at der blev skaaret et sammenhængende lydskriftalfabet. Som skriften nu ei, ser den ud som om den var lavet af en barbar. Endelig kan man naturligvis ikke vente at kunne sætte en harmonisk text med et tilfældigt billedmateriale. Men paa det omraade er syn­dernes mangfoldighed overvældende. Alene geo­metribøgerne adskiller sig fordelagtigt fra alle de andre. 
Naar man paatvinger børnene bestemte bøger i de mest modtagelige aar af deres liv, har børnene ogsaa krav paa, at det, man anbringer dem i, er kultiveret selskab. Skoleboger skal være gode, ikke bare indholdsmæssigt, ogsaa i det ydre. Mere dik­tatorisk anlagte naturer vil formodentlig mene, at staten bor gribe ind, kræve og autorisere. Jeg me­ner, at man gør bedre i at appellere til forlagenes og bogtrykkernes idealitet. Naar det kommer til stykket, er det jo ikke bare idealitet. Jo mere bog­kultur, desflere bøger. 
FARVETRYK — ØSTLIG OG VESTLIG 

AF ALBERT NAUR 

Spørgsmaalet om Farvetryk har Interesse. Vi lever i en Verden, hvor det reproduktive er i Forgrun­den. Kunsten opleves gennem Reproduktion. Va­rerne reklameres gennem Tryksager. Oplysning spredes gennem Billeder. 
Reproduktionsteknikken dominerer ogstiller det Sporgsmaal, detKrav til Tegneren, om hansKunst egner sig for Reproduktion, men det glemmes, at den gengivende Faktor snarere burde lære sig nøje at følge den kunstneriske Intention. 
Noget saadant synes undtagelsesvis at være sket i de russiske Smaatrykhefter. Det har derfor maa­ske Interesse at mærke sig dette store Omraade af reproduktiv Kunst, hvorBilledet, trods dengen­givende Proces, har tabt mærkelig lidt af sit kunst­neriske Liv. 
Striden mellem det kunstneriske og tekniske ved farve­trykket er emnet for Albert Naurs artikel. Udgangs­punktet er de russiske børneblade, af hvilke et udvalg var at se paa >bedste bøger<-udstitlingen og paa en specialudstilling i efteraaret paa Kunstakademiet. 
Det kunde synes meningsløst, at en, der ikke kan læse russisk, vil skrive om russiske Tryk. Men han er ikke anderledes stillet end saa mange Russere, som heller ikke kan læse russisk. For adskillige af de store RomanforfatteresLandsmænd vildeBogen være en lukket Verden, hvis ikke Billederne slog den op. De smaa farvede Billedtryk leder ham frem i den Forestillingsverden, som Bogen vil vise, lige­som Børn, der pløjer deres Billedbøger. Ogdér kan Danskeren følge ham. 
Under et Ophold i Moskva 1930 faldt et farve­trykt Børneblad, Iskorka, den lille Funke, mig i Hænde ved en Kiosk. Billedernes overlegne kunst­neriske Behandling, det enkle og levende Farve­tryk paa ganske jævnt Papir, det hele fordrings­løst og fint, gav mig Lyst til nærmere Kendskab. 

Fra et russisk Børneblad. 
Og den, der søgte, fandt et overmaade stort Ma­teriale. En Sværm af smaa farvede Hefter ogBlade spredtes over Rusland. Blandt det naturligvis be­grænsede Stof,som deraf har været til min Raadig­hed, har jeg ikke kunnet finde noget, som var grimt eller uden Interesse. En hel Del deraf udgør derimod i al Beskedenhed en fin Norm for Farve­tryk i kunstnerisk Mening. Den der ved, hvilke Vanskeligheder Avis-og andet Farvetryk her­hjemme arbejder med og sjældent helt magter, maa beundre, hvad Russerne har naaet. De er formodentlig gaaet ganske enkelt og ligetil frem, tegnet Billeder af deres Sinds Enfold og Oplevelse og gengivet disse med det friske Øjes Glæde over rene Farver. Skønvirkeri er de fri for, og de er ikke døde Stildøden. De er kun Billeder af Omverde­nen oplevet af en Kunstner og vist til en ivrig og undrende Russer. Hefterne handler om alle Em­ner af instruktiv og stemningsbetonet Art, om alt hvad en Russer vil vide om det nye Dagligliv og Fritidsliv og de Muligheder, det rummer. Nogle af dem er Bornebøger og Eventyr med tegnede Vig­netter af en fuldendt Gratie i Trykket. Hefterne er næsten alle smaa og tynde, let overkommelige og med kort Tekst, nem for den, der lige har lært at hakke sig igennem Bogstavers Gaade, og lige til at stikke i Lommen. Hvor mange Kulminehænder med Fingre som Trærødder har ikke krammetdisse Blade som fangne Sommerfugle. Børn og Folk læg­ger ikke Billeder uslidte bort. Hefterne koster næ­sten intet, men er dog altid betegnet med et gan­ske lille Pristal. Herhjemme faar vi hver Morgen 
en Bunke brogede Tryksager ind ad Brevkassen og lige i Papirkurven. De er gratis og betales dyrt, hver Gang vi gør et Indkøb. Russeren giver en Skilling for sine Hefter, men læser dem vel saa ogsaa. 
Ja, hver Dag sin Sværm afFarvetryk faar vi. Men de fleste af disse er afgaaet ved Døden underTryk­ket, jeg havde nær sagt Farvens umaadelige Tryk. Der tages for tungt paa det. Det Sommerfuglestøv, som Kunstnerens Arbejde maaske har, forsvinder under det faste og korrekte Trykkerarbejde. Det skulde være saa kønt, men er dog rigtig skidt. Regn­buen er blevet væk og erstattet med Poseblaat. Regnbuens Under, det duftige og levende, har de russiske Tryk fastholdt. De er trykt litografisk, og Trykket er altid let og fint og gennemsigtigt, det virker inspireret, som sat paa af Kunstnerens Haand. Der er ingen bombastisk og kulørt Virk­ning, alting i Farven er luftigt som fine japanske Træsnittryk, og Forklaringen paa Arbejdets Gra­tie er maaske ogsaa, at Rusland rækker en Haand den lange Vej over til Orientens Papir-og Tryk­kultur. 
En udmærket Mester herhjemme forklarer disse Tryks gennemsigtige Lethed som mangelfuldt Haandværk; han mumler om, at Papiret ikke er mættet. Trykket ikke gaaet igennem. Han ryster paa sit ærlige Hovede. Maaske snyder den russiske Trykker lidt og nøjes med ikke fuldt Tryk for at følge Kunstnerens Antydning.Ogsaa i Trykket tør de nøjes med Antydning. Maaske arbejder de rus­siske Trykkere udoktrinært men med Sans for det.