BLANDT BOGELSKERE 

AF K. F. PLESNER 

III. Kenderen står foran en reol og blader i Taschen­buchfur Damen rygS, originaludgaven af Hermann und Dorothea, med det morsomme illuminerede kobber. Den gamle herre sætter sig bekvemt til­rette i sin lænestol, og Doktoren er ivrigt optaget af at skaffe træk i en modvillig cigar. — De kan nu tro, jeg har ret, siger Den gamle herre, enhver samler må indrømme mig, at selve det at sanke i lade er en lektion i ydmyghed. Jeg har samlet et halvt århundrede, — med gode midler, — er 
blevet ejer af de fleste bøger, jeg for alvor har ønsket, har gennem bøger skænket min alders ensomhed grøde. Og dog føler jeg mig mindre sikker nu, end da jeg kun hade samlet et årti, ikke blot overfor livet, men også overfor det rent biblio­grafiske. 
— 
So much todo,so little done, citerer Doktoren. 

— 
Sandheden fremfor alle sandheder i ungdom­mens stræben, ja; men mere dette, at ligesom man aldrig kan forme sit liv med sikker hånd, helt som man ønsker, således når man heller aldrig som samler den faste afrunding, man i sine bedste øje­blikke drømmer om. 

— 
Jo, når man forstår begrænsningens kunst, indskyder Kenderen. 

— 
Nej, selv ikke da. Den sikreste måde vilde nok være, om man lod tilfældet råde, og indenfor et ikke for snævert område altid erhvervede det helt fuldendte, når det kom frem. Lettest natur­ligvis indenfor det danske: oplysningstiden, ro­mantiken, realismen — man skulde kun købe de­dikationsexemplarer, der er ubeskårne og idet op­rindelige omslag. Hvis man fik et par snese år til en sådan samling, vilde helheden komme til at bestå i den ensartet høje standard. Men det vilde rigtignok være den slags bibliofili, der kun samler for bogens skyld som sådan og slet ikke for ind­holdets — og det vilde jo alligevel ikke tilfreds­stille nogen af os. 

— 
Der er nu også mulighed for at samle rent 


Dr. phil. K. F. Plesner fortsætfer sine samtaler mellem de tre bogelskere. Talen falder paa >maaden at samle« og tre særprægede bogsamlinger — en engelsk og to danske — bliver fremdraget til illustration. — For­fatteren ønsker at fremhæve, at dialogernes personer er opdigtede. 
videnskabeligt, siger Doktoren, helst naturligvis så omfattende som muligt og med store penge, men også mere beskedent på et snævrere felt. Jeg er nylig kommet i forbindelse, af videnskabelige grunde, med en afvore betydeligstesamlere. Hans 
bibliotek er så stort, at han må holde en stor sær­skilt lejlighed alene til det. Det er på et halvt hun­dred tusinde numre. Ikke blot ejer han så godt som alt indenfor dansk fra og med Holberg og helst i ganske uberørte exemplarer, ubeskårne og uindbundne; men han har ganske særlig lagt sig efter „originaltryk", udsnit af tidsskrifter og blade, julegaver, årbøger og al den slags. Han ejer hver smule, fx. H. C.Andersen har fået offentliggjort her i landet, ejer komplette rækker af Ewald,Wes­sel, Blicher, Goldschmidt og mange andre. Alle de vigtigere tidsskrifter ejer han i komplette rækker, men desuden har han klippet hele sæt i stykker for at få fuldstændige samlinger af „originaltrykkene" — der er både Minerva, Skilderiet, Flyvende Post — ja, det vilde være lettere snart at sige, hvad der ikke er. Det er naturligvis den slags, det er nem­mest at gøre, når ens interesseområde spænder meget vidt; man går ikke hen og ødelægger en lang tidsskriftrække for at få et enkelt originaltryk af en bestemt forfatter, men gærne for at få en hel samling af mange forskellige. 
— Men hvad gør han dog ved alle de småtryk? 
— 
Han lader dem sy ind i en halvstiv, ensfarvet karton ogsamler dem i store kapsler, der hver kan rumme henved dehundrede småtryk. Det har kræ­vet et vældigt arbejde, først med at gennemgå blade og tidsskrifter på bibliotekerne, så med at finde og købe dem og endelig med at klippe ud og skrive udenpå. Men hans samling har også værd for videnskaben, for bibliografer og litterærhisto­rikere og burde sådan set aldrig splittes. 

— 
Er det en fagmand, som har samlet på den måde? 

— 
Nej, mærkeligt nok. Det er en praktisk mand, som man siger, en stor forretningsmand; men der 


er ikke mange fagmænd, der kan hamle op med ham i bibliografisk viden. — Og hvad han har af næsten enestående pjeser. Fra jodefejden, fra Struensees fald, fra Københavns brand — Keisers fyrgterlige ildebrand salig ihukommelse 
— 
Han burde ligesom ThomasJ.Wise have ud­givet et katalog i flere bind over sit bibliotek,mener Kenderen. Wise's katalog over The Ashley Library er jo en af de fornemste og mest eftersøgte biblio­grafiske håndbøger i England, og det lader til, at Deres samler kunde have gjort vor egen litteratur en lignende tjeneste. 

— 
Det kunde han; men det vilde have været en kostbar fornøjelse, og der er nok ikke så mange, som vilde have vidst ham tilbørlig tak derfor. 


Den gamle herre ryster på hovédet: Og vilde der være kommet noget frem, som den kyndige ikke på forhånd ved? 
— Ja absolut — Doktoren bliver helt ivrig — både af den ene og den anden slags. Der er næppe nogen anden nulevende, som er virkelig kyndig indenfor hele den nyere danske bogavl; og jeg tviv­ler ikke på, at han ejer ting, som ikke er registreret i nogen afvore håndbøger. Men blot rent bibliofilt er det dog værd at vide, at der ikke kun findes det ene kendte exemplar på det kongelige bibliotek af subskriptionsplanen til Peder Paars 1772, men at også han ejer et exemplar — hvor han så har fun­det det. 
— En sådan samling, indvender Kenderen, er nu alligevel rent videnskabelig i sit anlæg, selvom den øjensynlig rummer sjældne perler, og jeg godt kan lide det her med de ubeskårne. Men nu skal De høre om en samling, jeg var oppe at se på for nogen tid siden. Den fyldte ikke mere end to nor­male reoler, så jeg kunde næsten opregne det hele; men hvert stykke var i virkeligheden enestående, så jeg ved snart ikke, hvor jeg skal begynde. Det er en ældre herre, som hele sit liv har måttet leve på almindelig embedsmandsgage; men han har været kræsen, meget kræsen — og det er nu be­tingelsen for at skabe en virkelig samling. Nå, men hvad skal jeg nævne? Har Deres samler Andersens Eventyr? 
— Nye Eventyr og Historier i et af de tre exempla­rer på stort papir og de tre første hefter fra 35 til 37 i anden udgave. 
— Ja, anden udgave har min også, men des­uden alle sex i første, købt for adskillige år siden 
Y Y vVYwwv 


BREVE. 

SOROB, trykt hos JONAS LINDGREN, det 
Ridderlige Academies Bogtrykker. 

Titelside af Sneednrffs ,,Breve" ca. 3/4 af originalens størrelse. 
for en rimelig penge. Og desuden meget andet Andersen, bl. a. henved en snes bind med dedika­tion. Eller skal vi tage det fra en ende af? En del gode Holberg: Peder Paars i udgaven fra 1728, hvor det meste af oplaget brændte; anden udgave af Danmarks Riges Historie på stort papir, vistnok den eneste af sine bøger den gamle baron tillod sig en slig luxus med — og så blev det endda ved de to første bind, da han døde inden det sidste udkom. Sneedorffs Breve 1759 ejer han i det herligste store, snehvide exemplar på skrivepapir i samtidigt hel­bind. Mest indtaget tror jeg nu jeg var i Oehlen­schlægers Digte 1803, ubeskåret, i det oprindelige marmorerede omslag, med trykt rygplakat — det har jeg aldrig set før. Men næsten ligeså pragtfuld var en Adam Homo, også ubeskåret, med detgrønne omslag, i tre moderne halvbind — det er der vist heller ingen af Dem, som har set? De andre ryster begge på hovedet, og Doktoren siger opgivende: 

— 
Men hvordan har en sletlønnet embedsmand kunnet få råd til det? Det kan jeg ikke begribe. 

— 
Tæft, min kære, svarer Kenderen. I det slægt­led kunde man endnu nå meget, når man blot hade den rette tæft. Digte 1803 har han købt før krigen i Hamburg eller Altona — gammelt dansk kulturcentrum, ved De — for den umådelige sum af— 75 pfennig. 


Der går et suk af skuffelse, spænding, beklagelse gennem det lille selskab. Man nipper til whiskyen, til Den gamle herre begynder: 
— I er så højbibliofile iaften, at en anden en slet ikke kan være med. Nu skal De høre om en bog, jeg lige har købt — den har også en slags viden­skabelig interesse. Det er en engelsk samler, som har kastet sig over sørøverlitteratur. Han har selv måttet finde frem, hvad der er, og har for et par år siden udgivet en øjensynlig hårdt tiltrængt og meget omfattende bibliografi over alverdens sø­røverlitteratur. Derpå fortsatte han med en bio­grafi afden berømte og berygtede Benjamin Kidd, som antagelig har givet sig af med det ædle hånd­værk i sin ungdom, men senere blev en velhavende købmand i Boston. Her blev han arresteret for sø­røveri, ført til England, forhørt, dømt og hængt i 1701. Men nu viser det sig, at hele sagen mod ham efter al sandsynlighed har været en justitsforbry­delse, England så sig tvunget til for at tilfredsstille en eller anden barbarisk stat, der hade klaget og krævede et offer. Meget interessant, ikke? Og hør så det bedste: Kidds moderne forsvarer har ikke indskrænket sig til at samle bøger, men også lejlig­hedsvis erhvervet genstande, som har tilhørt salig hedenfarne sørøvere, bl. a. fire gamle skibskister med Ben's forbogstaver og årstal. Ved at under­søge dem nøje fandt hani hver af dem i etskjult rum et kort over en lille 0, med angivelse af et skatte­skjul, eller rettere flere, for det lader til, at Ben af frygt for opdagelse har fordelt sit bytte på flere steder. Det morsomme er, at man ikke efter noget enkelt af kortene vilde være i stand til at finde skatteøen, men sammenlagt giver de al ønskelig oplysning. Ejeren vil nu udruste en expedition og se, om der skulde være noget tilbage efter de halv­trediehundrede års forløb. 
Sig så ikke, at vor tid er blottet for romantik; det lyder som en spændende roman, men sandt er det — her kan De selv se bogen. Nu er jeg blot spændt på engang at høre om resultatet. 
Den gamleherre tager fra enbogstabel ved siden af sig Harold T.Wilkins' bog om Captain Kidd and his Skeleton Island og rækker den hen til de andre, som interesseret blader i den og kikker på de mor­somme kort, der minder om Stevenson's Treasure Island. Da de har siddet lidt, siger Kenderen. 
— 
Jeg har tit tænkt over, hvor traditionel den danske bibliofili egentliger. Visamler allesammen på vor egen ældre litteratur, fra Anders Sørensen Vedel over Holberg-tiden og den såkaldte guld­alder til Drachmann, Bang og Stuckenberg. En­kelte lægger hovedvægten på topografi eller per­sonalhistorie — og dermed er vist egentlig alt sagt. 

— 
For så vidt som et videnskabeligt fagbibliotek jo kun sjældent har bibliofil interesse og forresten også sådan set er en skidt pengeanbringelse, be­mærker Doktoren. 

— 
Tjah, bøgersom spekulation, siger Dengamle herre, det tror jeg nu ikke meget på. Sommetider kan man være heldig og finde noget billigt, og det almindelige prislag er rigtignok også steget svært i min tid. Men i det store hele skal man vist være tilfreds, om man engang kan få sine penge ind igen. Som helhed står en bogs bibliofile attråvær­dighed og dens brugsværd i omvendt forhold. Astreæ Sjungekor skal jeg nok tjene på — men jeg har ikke læst meget i den; en håndbog, jeg har brugt daglig i tredive år, kan derimod ikke ind­bringe stort. Ogdet er der jo også en vis retfærdig­hed i. 

— 
Men vore samlere måtte nu alligevel kunne udfolde noget større fantasi, blir Kenderen ved. Hvorfor stadig samle Ewald og Oehlenschlæger? Stoffet er så gennemarbejdet. Der kunde gøres noget værdifuldere ud af fx. illustrerede bøger. Hvem ved på stående fod, hvad Lode eller Meno Haas har illustreret? Eller så betydelige nyere kunstnere som Carl Thomsen, Anton Hansen og Ernst Hansen? I udlandet er der adskillige, som samler på illustrerede naturhistoriske værker, og der kunde vi også godt være med herhjemme, fra Flora Danica til Lehn Schiøler. Der var såmænd æmner nok; hvad siger De til danske poetiske oversættelser; de hel-eller halvglemte småpoeter fra Oehlenschlægers tid — en Jens Smith, en Ma­thias Winther, meget af det findes i de morsomme og kønne lommebøger og nytårsgaver; eller ræd­selsromanerne fra samme tid, Laurids Kruuse, Jo­


hannes Wildt og hvad leverandørerne ellers hed­der. Man kunde blive ved: både i Tyskland og Island har jeg truffet folk, der samlede på doktor­disputatser, skoleprogrammer, auktionskataloger 
— 
der måtte da også være noget at gøre for folk med energi og fantasi; for slet ikke at tale om en historisk anlagt samling af danske bogbind. 

— 
Naturligvis er der masser af muligheder, af­bryder Doktoren ham; men De har ikke ret i, at vore klassikere er blot tilnærmelsesvis gennemfor­sket i bibliografisk henseende. Der er det englæn­derne kalder points, og hvorom lolo Williams siger, at enhver intelligent person ved omhyggeligt at studere blot en forholdsvislille bogsamling kan op­dage dem i massevis. Det er fx. ikke ualminde­ligt med cancelled leaves, omtrykte" blade, endda titelblade, i den ældre litteratur. Undertiden kan der gøres virkelige nyfund med subskriptionsind­bydelser, avertissementer og den slags til oplysning af et enkelt værks historie. Vi talte engang om tryk på forskelligt papir,sommetider endda i forskelligt format. Hvor mange ved monstro, at Heiberg flot­tede sig med aftræk på godt papir af flere af sine ting, men at Hertz vist aldrig har tilladt sig den slags? Eller at anden udgave af fru Gyllem­bourgs skrifter findes på svært papir? Og Poul Møllers skrifter endda „på blåt papir"? Og der kan være forskel mellem editions og issues. Tingsom altsammen kræver beskrivelse, muligvis forklaring i bibliografiske værker 

— 
Som Ehrencron-Miillers Holberg, Dengamle herre rakte hen og tog et bind af den ud af stabe­len på bordet, det kalder jeg et solit og fornemt arbejde. 

— 
Monstergyldigt! stemmede Kenderen i, vi skulde blot have flere af den slags H. C. Andersen først og fremmest. 

— 
Ja, og måske nok med lidt mere henblik på det bibliofile. Jeg vilde gærne haft størrelseangi­velse, ialfald hvor der kendes ubeskårne exempla­rer. Og illustrationer burde der jo også have været råd til. 

— 
Ja, sådan går det altid, sagde Den gamle herre; mere vil have mere. Af bare taknemmelig­hed kræver vi nu en hel række sådanne standard­værker — å la Thomas J.Wise. Jeg gik nylig min Goldschmidt-samling igennem og savnede ethvert hjælpemiddel. 


— Doktoren smiler:Ja, ikke blot det rent prak­
tiske bliver man ladet i stikken med; men der er stadig disse points, som så få har haft øje for. Vi kender de to udgaver af Digte 1803; men mon der er nogen, som ved, at der fx. er to udgaver med samme udgivelsesår af Baggesens Erik Eiegod? De ligner hinanden på et hår og kan egentlig kun skælnes ved en række trykfejl, fx. at der på titel­bladet af den vistnok første udgave står Tryht i stedet for Trykt. Og hvordan er det med de to ud­gaver af Philedors Don Pedro af Granada? Den fra 1724, på 70 sider, er uhyre sjælden; men 1756­udgaven på 58 sider, udgives ofte for originalen. Og hvem, der kan have trykt dem, har man vist aldrig undersøgt. Næh, den slags problemer har vore bibliofiler ikke just været hægne efter at gå i lag med. 
Der blir atter en tids tavshed. Den gamle herre smiler drømmende. Doktoren blander sig en ny whisky, og Kenderen står og roder i en stabel bøger ved et sidebord. Pludselig hører de andre ham udbryde: 
— Sikke noget infamt svineri. 
Han kommer hen til dem og holder i to fingre en bog: 
— 
Vil De se her! Et stempel, blåt og væmmeligt, på indersiden af bindet — oven i købet med stand, titel og bopæl — det er utilstedeligt. Men at han også har knaldet det modbydelige udslet her for­neden på titelbladet, det er jo ligefrem en forbry­delse. 

— 
Ja, bogen er ødelagt, indrømmer Den gamle herre; men jeg skulde bruge den. Nu kan den ikke engang frelses ved, at jeg sætter mit exlibris i. 

— 
Exlibris er forresten også ved at komme i vanry blandt rigtig kræsne bibliofiler, forsikrer Kenderen. 

— 
Men navn er dog værre, siger Den gamle herre. Jeg har engang set et exemplar af Aare­strups Digte, hvor Chr.Winther har skrevet sit navn på et hvidt blad foran; men så har siden en ganske ligegyldig herre malet sit på selve titel­bladet. 

— 
Hvad siger De om et exlibris,spor Doktoren, som en engelsk dame hade, hvorpå der blot smukt prentet stod:This book has been stolen from Lady Dorothy Nevill. Det var drastisk, men hun forsik­rede selv, at det viste sig praktisk. 

— 
Så vilde jeg nu alligevel foretrække mit eget. Der står blot: Kenderens Bogsamling — med smukt 



tryk på smukt papir. Det er kønt, praktisk og for­
dringsløst. Men forresten undrer det mig, at mo­derne typografi og reklametegning ikke har fået øje på de muligheder, der ligger i dette lille bog­ejermærke. Mit er så jævnt og ligetil, ogjeg ønsker det ikke anderledes; men hvad kundeder ikke ud­rettes med nogle rette linjer og nogle cirkelbuer, dristige, men klare bogstaver — noget på een gang diskret og karakterfuldt, som det lyser imod os fra en moderne storbys mure og vinduer. 
— 
Efter min mening bør et exlibris nu helt er­statte et navn, siger Den gamle herre, helst et vå­benmærke, men ellers en tegning,som virkeligsiger noget om sin ejermand. 

— 
Det gir jeg Dem aldelesikke ret i, svarer Dok­toren, det fører så let over i den forlorne symbolik. Fuldt navn er for mig det vigtigste ved et exlibris. Er en bog meget sjælden og kostbar, gør man må­ske endda bedst i at spare ethvert ejermærke. Overfor disse virkelig uerstattelige bogskatte er vi jo dog blot vogtere og opbevarere et kort spand af år. Kun hvis den i forvejen bærer en række navne, som belyser dens proveniens, kan man føje sit eget til, så historien bliver ført videre. 

— 
Nå ja, så store skatte ejer vi rigtignok ikke så mange af. Den gamle herre smiler resigneret; men hvad vil De gøre ved den mere almindelige bog? 

— 
Aldrig sætte mærke af nogen art i en bog, jeg ikke er sikker på at ville beholde i min samling. Som helhed sætte mit exlibris i. Og i den nyud­komne bog, som jeg vælger blandt sæsonens tal­løse og ialfald foreløbig ikke vil ofre bind på, dér vil jeg skrive mit navn, enten indvendig på om­slaget eller nederst på smudstitlen — aldrig på titelbladet. Jeg ved godt, at mit navnetræk ikke i sig selv øger en bogs værd; men det er dog muligt, at en samler om en del år godt vil kunne lide at se, at jeg har valgt den bog og sat pris på den. 

— 
Nej, siger Kenderen,jeg vilde nualdrig skrive mit navn i en bog — selvom jeg naturligvis godt kan se, at den også på den måde får en slags historie. Så vil jeg hellere give mine få bøger værd på anden måde, spække dem, truffer som fransk­manden kalder det 

— 
Nå, De ynderGrangerisering, indskyder Dok­toren. 

— 
Ikke når det svulmer op til det meningsløse, som hos Hans Bastholm, hvis kuriøse livsværk vi 


stadig kan more os over i Sorø akademis mønster­bibliotek; men et brev fra forfatteren, helst om selve den pågældende bog, et par trykte anmeldel­ser, et hvidt blad bagi med udklip af kataloger, så man kan følge stigen og fald i prisen — den slags 
Vignet (Radering) fra Salomon Gessners Schriften Bd. i. S.57 Zurich iyyi. (Omtrent originalens størrelse). 
gør min enkelte bog personlig, til noget af et uni­kum på sin vis. Den gamle herre tager en bog fra en reol: 
— Her skal De se, hvad jeg har gjort med blot et enkelt par af mine bøger: bagi har jeg klæbet et hvidt blad og skrevet bogens historie — som et lille bidrag til mit eget livs historie. Denne her pragtudgave af Gessners Idyller fra 1777, med hans egne kobberstik, har jeg fået af en kær ven, som hade ladet den oprindelige karton flå af og sat et rædselsfuldt moderne halvbind om. Så gav jeg den ind til min bogbinder og lod ham gøre en ny kartonnage i tidens stil, så den dog nu præsen­terer sig ganske pænt. 
Kenderen får bogen og beundrer Gessners stem­ningsfulde og fine tegninger, mens Doktoren for­tæller: 
— Ja, jeg arvede engang Scheffners berygtede, men sjældne og temmelig kostbare Natiirlichkeiten der sinnlichen und empfindsamen Liebe fra 1798 efter en ældre fagfælle, som med fin pen har øvet textkritik i marginen. Bibliofilt er det jo nok en forringelse af bogens værdi; men for mig, som kendte hans ar­