IM GRONEN, IM GRONEN — AF HENRIK BRAMSEN Ligesom vi kalder Petrarca det første modernemen­neske, hvilket vil sige det første humanistiske men­neske, kan vi med god grund kalde Aldus Manu­tius den første moderne bogtrykker. Hans ad­komstbevis til denne betegnelse er hans berømte klassikerudgave i oktav, desaakaldte Aldinere, som paa grund af deres lettilgængelighed og lethaand­terlighed ydede et væsentligt bidrag til renæssance­kulturens udbredelse. Fra disse udgaver til Petrarca er der mere end een forbindelse; som bekendt er — efter traditio­nen — deres kursivskrift en efterligning af hans haandskrift; men ogsaa hvad formatet angaar, har Petrarca haft en finger med i spillet. Der gaar en rød traad — humanismens — fra det første mo­derne menneske til den førstemoderne bogtrykker. Naar vi kalder Petrarca det første moderne menneske, saa er det bl. a., fordi han repræsente­rede den ganske umiddelalderlige kombination af et bogmenneske og en sportsmand. I sit forhold til bø­gerne maatte han derfor ikke alene stille krav til indholdet — nemlig som bogmand, men ogsaa — som sportsmand — til formen. Som sportsmand maatte han kræve, at bogen var nem at haand­tere og altsaa af praktisk format. Da han omkring 1340 foretog sin sensationelle bjergbestigning i Al- N SON TAliCHNITZ [ >4{CH TESS THE D'URBE THOMAS ^ Oktavformatet er dybt rodfæstet i vor kultur siden renæssancen,-og i fremtiden vil den ene oktavudgave afløse den anden, ligetil menneskene ikke mere finder det umagen værd at tage i skoven med en god bog. perne, var den aandelige jordbund færdigberedt for den lille, ambulante klassikerudgave, som 1501 saa lyset ved Aldus. Desuden kan impulser østfra have været med­virkende til nydannelsen. lalfald er det værd at erindre, at hos perserne blomstrede stadig idealerne fra den klassiske oldtid. Perserne havde aldrig givet slip paa den oldtidsgræske kombination af bogmand-sportsmand, som i Europa først Pe­trarca kaldte tillive; hos dem blev der derfor givet det lille oktavformat rige udviklingsmuligheder. Havde digtsamlinger i lommeformat ikke eksiste­ret i Persien, vilde Omar Khayyam ikke have kunnet udforme sin berømte skovturs-idyl: Here with a Loaf of Bread beneath the Bough A Flask of Wine, a Book oj Verse and Thou Beside me singing in the Wilderness — og heller ikke vilde de persiske miniaturmalere have kunnet fremstille de unge adelige skønaander i naturens skød med et lille, let bind digte i haan­den. Petrarca var græker som disse ynglinge var grækere; og Petrarca lagde i Europa grunden til den simultan-nydelse af natur og poesi, som for det moderne menneske betyder tilværelsens kvintessens; og Aldus gjorde nydelsen realisabel. Efter hans typografiske bedrift blev det muligt for renæssancens ungdom at lægge sig i det grønne græs og læse højt af deres medbragte Aldiner, Aldinerne fik talrige efterfølgere gennem ti­derne. Ligesaalidt som sportsmændenes slægt ud­døde med Petrarca, forsvandt den lille, ambu­lante klassikerudgave med Aldus. Nutildags cycler vi med vores Laura ud til Dyrehaven og lægger os under Eremitageslettens tjørne med en Albatross, thi den er den fornemste repræsentant for det al­dinske princip i vore dage. løvrigt var Aldinernes nærmeste efterfølgere det syttende aarhundredes Elzevirer. „De betegnede i denne de store Folianters Tid noget nyt, ligesom Aldinerne noget mere demokratisk, og de vandt da ogsaa hurtigt stor Popularitet ved deres prak­ tiske Form og billige Pris." (Svend Dahl). I det attende aarhundrede blev oktavformatet helt comme il faut, fordi det passede saa fortrinligt til den tvangfri selskabelighed i salonerne og i det fri. Gainsborough har malet unge engelske aristo­krater, der læser deres lille bog i den skyggefulde park; de var aandsfrænder af de unge persere;jagt oglæsning var hoved-interesserne. Med Fragonards pige (det er sikkert en roman, hun læser) foler vi os derimod snarere hensat til det dannede borger­skabs milieu og dermed til det nittende aarhun­drede med dets Aldinere: Tauchnitzudgaverne. Tauchnitz-serien begyndte at udkomme i Leip­zig i 1841, og vil saaledes om faa aar kunne fejre hundrede aars jubilæum. Det er dog usikkert, om denne begivenhed overhovedet vil finde sted; for­laget blev nemlig for nogen tid siden overtaget af det nyopdukkede Albatross, som i løbet af en kort aarrække ganske havde slaaet det af marken. Me­ningen er utvivlsomt, at serien med tiden helt skal udgaa; muligvis vil den nye udgiver blot tage ju­bilæet med i reklamemæssigt øjemed. Der synes saaledes at være grund til et par mindeord, og i særdeleshed i betragtning af den store udbredelse, Tauchnitz-bøgerne stadig har haft paa kontinentet. Som kulturspredere har de ikke haft mindre betydning end deres forgængere i tidligere aarhundreder. Selvom Albatross'erne i fremtiden vil kunne erstatte dem, vil deres for­svinden blive modtaget med vemod; og de vel­kendte bind, som i hvert tilfælde er forsvundet for bestandig, vil med deres hygge øg fordringsløshed oprigtigt blive savnet. Hvad iøvrigt seriens typografiske udstyr angaar, kan vi konstatere, at det gaar næsten tilbage til virksomhedens begyndelse. Det karakteristiske brede format er vistnok oprindeligt; skriften deri­mod ikke helt, idet ganske tidlige udgaver viser en franskpaavirket, ret sammentrængt og ikke sær­lig letlæselig skrift; men ialfald fra de sidste aar i fyrrerne finder vi den skrift øg opsætning, som serien havde ligetil de nylig indtrufne forandrin­ger. Den typografiske tilrettelæggelse af Tauch­nitz vidner saaledes om en stor fremsynethed, og den har da ogsaa kunnet staa for en aarhundred­lang prøvetid. Om Albatross-seriens udstyr vil kunne taale en ligesaa lang prøvetid, kan kun tiden vise. Der er imidlertid ingen tvivl om, at det i flere henseen­ • ••• ' V Å * Pi v" der fremtræder mindre afklaret end Tauchnitz. Lidt misforstaaet virker saaledes omslagets hvide stribe med bynavnene i omslagets farve, og lige­ledes varemærket, hvor hver Tauchnitz i sig selv var et varemærke. Men disse enkeltheder er dog tidssvarende, forsaavidt som de skal bruges i den hidsige kamp øm markedet, som Tauchnitz i sin glanstid ikke kendte; og man maa jo ogsaa lade Albatross' udstyr, at det hidtil harstaaet sin prøve. Dog er det svært at afgøre, hvad det egentlig i første række er, der har skabt seriens succes. Af største vigtighed har under alle omstændig­heder det nye format været, som rent lommemæs­sigt giver Albatross betydelige fortrin fremfor Tauchnitz. Det falder desuden i smag: det har den stramhed og tørhed, der karakteriserer vor tids stilbestræbelser. Det er ikke for meget sagt, at det i sidste instans er formatet, der gør Albatross­bogen til den helt ideelle følgesvend, naar vi læg­ger asfalten bag os. Albatross har afløst Tauchnitz, ligesøm Elzevir engang afløste Aldus, og saaledes vil i fremtiden den ene oktavudgave afløse den anden, ligetil menneskene ikke mere finder det umagen værd at tage ud med en bog i det grønne.