Til venstre: en Side i den originale Rejsedagbog. Til højre: en Side i den trykte Bog, 
£ Begge gengivet i 1I2 Størrelse, 
OkA »WmaC V.^tL.^ALulu»M4. Xa— • l**. ^ tlu Ua. | aUtust 
ia^J Uyi *&/• '-^*—«--^»'•«>l.. /t. I 
^sy~ J. I , L? V«»*Xw. «U« -y oUt ^ A^i—• »4 -«^U uJ 1^ -> ^W4 |f^J a^Li^^4 Xc t«ujy. K*^*Z^ 
Mvmw ol^M L-"|3 I L_^ »-t Li—<, a_^i , ^«rr*4 i •»* •^ '• —^1 ^ 
•^-L^J-m (»^ ^> -' il 
•Ld C* teA . l^. 
M*Xa. Vol-« eLt^. &jUL «^e_-€ »t-«. (^-Lv—^C«4«i.6» .< -*« ""^-A 
^V^Lcl* • —**, /*** •^*'^-i --^ «Ijla vm^Cx* . t^.. „/, i - -f 

•> VtKJvti ~{^J C^J^jCix^ éAAAilx*, •• 1 t^-øiøL. y 
KV->VI^.4A . <J-4 cX« /'/aa Ivi-xc^a ' <r^ *'1»-*^x«_ Ic!-^ <^ c(< Ui^^a ^f-r-i 'f 1. u *^-4^ AV**LIv w-t*øJi^i Ix^olI^I /"ti/ ^/1« / (j_Y^-/ fLt(jL< *^1 ,*r\..L. 
En Rejsedagbog. 
Billedbog fra en Kinarejse af Steen Eiler Rasmussen. Trykt og udgivet af Bianco Luno A/S. Jul 1935. 
Da jeg i 1923 fik Chancen til at foretage en Rejse til Kina, følte jeg en vis Forpligtelse til at føre Bog over, hvad jeg saa og oplevede. Jeg havde et Fotografiappa­rat med, men ingen Øvelse i at haandtere det, og da jeg ofte kun var ganske kort Tid paa et Sted for aldrig at komme tilbage dertil mere, turde jeg ikke rigtig løbe an paa en usikker Fotografering. Jeg gjorde mig derfor til Regel alle Steder at have Papir og Fyldepen med og straks tegne og skrive ned, det jeg gerne vilde fast­holde. Særlig under den første Del af Rejsen blev det et meget udførligt Materiale. Senere, da jeg fik mere Øvelse i Fotografering, blev Dagbogstegningerne sjæld­nere. Men saa kom Blyantsskizzer af Kinesere, der ikke vilde lade sig fotografere, og Akvareller af Bygninger til; og i Peking søgte jeg at gøre mig Byens Helhed klar ved at optegne et stort Fugleperspektiv paa Grundlag af eksisterende Kort. Min oprindelige Tanke: naar Rej­sen var slut at indbinde alle de løse Blade til en Bog, blev aldrig til noget. Materialet var saa uensartet, at en Udvælgelse var nødvendig. Deraf opstod Ønsket om 
Piletreer, det en Den gaar, mange B ugler ligesom det ynde­fulde Mønste afT..**sB oer og Mennesker, man kan se broderet paa Man­dannkaaberm1 Ærmtr Gtn tern mange Genrralioner er der anlagt Sommer­paladser heru , Dt nytstefra del 1) Aar hundrede er beds I holdte og er mest i'l"/Turu er Frådet 18 Aar hundrede findes Ruine afdet udstrakteAnleg, 
dtn tl„nte Kejser Chie Lung lod bygge 1 Ludo'g XV Slil oed franske 't 
om er komplet ødelagt af Barbarerne, del vil sige europeiske Tropper, som i 1860 r$vtd* alle Kostbarheder, brand te Bygningerne og endU med al i prange dem 1 Luften. Men del smukkeste Sled er Resterne af de aldste Sommerpaladser, hvor Bjergene er nglige Bjerge, og hvor der staar en haj Pa­gode ovenfor den lille Sø, det Kildevald, som Englanderne kalder Jade Foun­
at bringe en Del af Stoffet i Bogform, ikke en viden­skabelig Bog om Kina, men blot en Reportage i Teg­ninger og Tekst. Kort efter Hjemkomsten prøvede jeg at faa sat en saadan Bog op, men først nu, en halv Snes Aar efter lykkedes det mig med Kursiven af en Basker­ville Skrift, som Bianco Luno har, at opnaa den Virk­ning, jeg ønskede: Dagbogens lette Karakter oversat til trykt Bog. Formatet blev bestemt af det dejlige engelske haandgjorte Papir, som blev valgt til Bogen, og som blev anvendt ubeskaaret. For at svare til den skrevne skulde Satsbilledet være lyst, men fylde Siden godt ud, og Teksten rigelig skudt. Alt undtagen Titlen skulde have Kursivens skrevne Karakter. Det lyse og lette blev ført ud til Bindet, der med sit kinesisk-mønstrede Papir skulde være en passende Kartonnage om en Skizzebog. Fagfolk vil vide at beundre F. Hendriksens Ætsninger, hvor Stregerne er eftergraveret, saa at de overalt tryk­ker rent og koncist paa det vanskelige, men meget flat­terende Papir. De vil ogsaa lægge Mærke til, at de to Farvetryk er udført i kornet Raster. I det ene er Far­verne udskilt efter den sædvanlige firefarvetryks meka­niske Teknik, ved det andet er der anvendt en Plade for hver Farve, som ved Farvetræsnit, hvorved det har faaet en mere personlig Karakter. Fagfolk vil ogsaa for­staa, hvilken Nydelse det har været at se sit Arbejde i en saa fortræffelig haandværksmæssig Udførelse, som Trykkeriet har givet. Steen Eiler Rasmussen. 
To bøger af Salto. 
Galsindet tyrk faar klare øjne.Æventyr med litografler. Recato 1935. Fugleskyen. Digte og raderinger. Det Berlingske Bogtrykkeri 1935. 
Det er en naturlig Betragtning, der placerer Spørgs­maalet Bogkunst i det rette Plan, at en Bog er et Med­delelsesmiddel, dens Indhold er væsentligere end dens ydre Form. Det er sundt at fastholde dette: er en Bog litterært ringe, kan den aldrig blive et Stykke Bogkunst. For at et saadant skal fremstaa, maa Indhold og Iklæd­ning kunstnerisk være afsamme Vægtfylde, beggeværdi­fulde og værdifulde paa samme Maade, saa rummelig maa man gøre Sagen. En fuldkommen Sammensmelten af Form og Stof er en Betingelse for en Bog, skal denne være smuk, en ny og levende Ting, og det skal Boger helst. Til Pastiche, Smag, Fordom, Blicher og Wessel er Livet for kort. Dette kan være disse Liniers Motto. 
Fordringen om Homogenitet er søgt tilfredsstillet i Saltos Bøger: Kusais Hændelser, Galsindet Tyrk faar klare Øjne og Fugleskyen. Kunstneren skriver dem selv, for at de bedst, i deres Fremtræden, kan danne den organiske Helhed, vi nævner som et absolut Krav. De fremfører et nyt Stof i en adæquat Form. Bestræbelsen maa være rosværdig. — Kusais Hændelser er tidligere omtalt i Bogvennen. 
Galsindet TyrkJaar klare Øjne er et symbolsk Æventyr, hvor Farverne er et psykologisk Hovedmotiv. Derfor er Bogen omspændt af rødt og blaat, der holdes tilbage af hverandengang sorte Billeder, et baade kunstnerisk og økonomisk Maadehold. Dens Bind, selve den ryggesløse Hæftning (Bogbinder Oscar Riis), Forsatsen, Billeder­nes Placering over hele Opslaget, efter Sidens Diagonal 
o. s. v., alt er søgt sammenstemt med Bogens ekstrava­gante Æventyrholdning. Det hele meddeler sig over­raskende lystigt i alle Dele. Billederne hjælper Teksten og Teksten Billederne, saaVirkningen bliver mest mulig udtryksfuld. Hoved og Haand er hele Tiden kon­gruente. 
Digtsamlingen Fugleskyen er dekoreret med Rade­ringer, hvoraf kun de to Originalraderinger er lavet direkte til Bogen, er de eneste, der markerer Kolum­nens Størrelse. De andre, gengivne Raderinger er an­vendt, fordi de i deres Indhold helt dækker Digtenes Aand, er skabt ud af den samme Grundstemning. Det har været Hensigten, at Bogen skulde kvidre — om­trent som en Solsort. Digtene er gjort mere forstaaelige gennem Anvendelse af den store klare Bodoni 18, en meget smuk Type. Et Crescendo er forsøgt i Solopgangs­
digtet ved at indføre Spektrets Farver i Satsen. Denne 
Ekspressionisme er Trykkeri og Kunstner meget stolt af. 
I Teksten har Kunstneren stræbt at nedfælde sit Sind 
med al den koloristiske og plastiske Evne, man raader 
over. Disse Linier giver i sammentrængt Form baade 
en Længsel og et Program: 
I Lyst og sorgfuld Stund min Attraas Maal: det blanke, stærke gaar drømmeforklaret forbi mit Dvaleblik. 
At den danske Retskrivning med store Bogstaver og Tegnsætning efterforhaandenværende Skolekundskaber er bibeholdt ser naturligvis ikke godt ud i et moderne Arbejde. Man trøster sig med, at Digtene af den Grund ikke bliver mere ulæselige. Axel Salto. 
En tospaltet bog — og nogle betragtninger over tospaltet sats i almindelighed. 
Frederiksberg Have. Tegninger af Ebbe Sadolin. Tekst af Tom Kristensen, Jørn Rubow, Oluf Friis. Det Ber­lingske Bogtrykkeri's nytaarsbog. Navers forlag. 
Hvorfor en bog med to-spaltet sats? 
For det første af teknisk-praktiske grunde hvor der er tale om et værk, der ligger over almindelig romanfor­mat og et værk, hvori der skal anbringes illustrationer af uensartet størrelse. Man kan her holde to—tre stan­dardbredder paa billederne (spaltebredde, hel side og hvad der gaar derover samt eventuelt i V2 spaltebredde med plads til billedtekst ved siden), hvad der giver en bekvem ombrydning. Og hvor der i et moderne bog­værk er tale om maskinsats, bør bestræbelserne gaa ud paa at bevare denne satsblok ubrudt og ikke skære billeder ind i den. Dette er ellers næsten umuligt at gennemføre i billedværker, der er nødt til at holde et ret stort format, og man staar i en vanskelig situation, hver gang man derfor har at gøre med det lille billede. Det er at ødsle med pladsen at give en hel sidebredde til den, selv om man nok kan sætte billedtekst ude ved den ene side. Men det er den løsning, man oftest ser benyttet, og den er ikke saa god. En anden og natur­ligere maade at klare sagen paa er at holde en stor mar­gen og sætte smaabillederne derud sammen med noter og undertitler. Saaledes er det med held gjort i „Char­lottenborgbogen" og i Steen Eiler Rasmussens nye kina­bog. Men det kan kun gøres i bøger af en ganske bestemt art. 
Ogsaa i et værk, hvor teksten (som i „Frederiksberg Have", der er udgangspunktet for disse betragtninger) bestaar af uensartet materiale, af vers i forskellige skrift­størrelser og endvidere forskellige afsnit, vil den tospal­tede sats hjælpe til at samle dette til en rolig tekstside. Hvor det f. eks. gælder et citat af et fireliniers vers, er man vanskeligt stillet, hvis man har en lang tekst­linie. Der kommer et stort mellemrum med de fire smaa linier svævende midt paa. Paa den korte spaltelinie gaar dette straks lettere. 
Den anden grund til, at vi til „Frederiksberg Have" valgte den to-spaltede sats, er, at den er saa letlæselig. Man kan her lære af avisen. 
Avisen har valgt sin spaltebredde (som paa det nær­meste har opnaaet et internationalt standardformat) dels af praktiske grunde, og dels fordi man har fundet, at denne byder en saa hoj grad af letlæselighed. Og da vi allesammen læser avis, bliver vort øje mere og mere vænnet til at indstille sig paa denne linielængde, de skriftstørrelser og de skydninger, som avisen byder. 
Gaar vi fra avisen over til romanen, er forskydnin­gerne kun smaa. I Romanen bliver skriftgraden som regel lidt større samtidig med at linien .gøres længere, og specielt i den franske og engelske roman i „frakke­lomme-format" har man en yderst behagelig tekstside med linier, der ikke er for lange. (Herhjemme er vi for tilbøjelige til at gøre formatet for stort, mens man f.eks. i de moderne udgaver af „Albatros"-typen gaar i den modsatte retning og gør formatet smalt og højt — efter min mening den rette vej.) 
Men hvor talen er om kunstbøger, populær-viden­skabelige værker, rejsebeskrivelser o. lign., hvor der af hensyn til billederne kræves et større format, bliver spørgsmaalet sjældent løst tilfredsstillende. For naar man har den store tekstside med de lange linier, benyt­ter man saa naturligt nok den udvej at gaa højt op i skriftstørrelse. Og saa faar man en side, som maaske nok er læselig, oven i købet paa en god meters afstand 
— men naar vi til daglig færdes mellem petit, nonpareille, korpus og deres nærmeste, hvorfor skal vi saa gaa op i nærheden af titelskrifterne, fordi der er tale om en kunstbog? 
Og hvad værre er, vi faar her en tekstside, som det er yderst vanskeligt at sætte billeder sammen med. Det kan gaa godt, naar Salto laver en træsnitbog, hvor bille­derne kan taale en ordentlig skrift. Men hvor der er tale om skarpefotografier eller spinkle tegninger i streg, saa kommer konflikten. 
Her er det altsaa, vi kan lære af aviserne (og deres søndagsbilag!), i vore dage og i samme forbindelse kan vi lære af den bogstil, vi finder i populære franske og engelske illustrerede værker fra 50—60erne i forrige aarhundrede. Der var man gennem de lette xylogra­ferede illustrationer tvunget til at anvende en række skriftgrader, der i størrelse ligger vore dages avisskrifter nær. Satsen var ogsaa her to-spaltet, og selv om man ødslede lidt rigeligt med rammer og dekorative streger, var bogsiderne dog prægede af klarhed og overskuelig­hed, selv naar der var tale om mange illustrationer. 
Ebbe Sadolin. 
Gode tegninger — men ikke til at repro­ducere. 
William Long. Vildmarken. Illustreret af Mogens Bøg­gild. Reitzels forlag. 
Det bemærkelsesværdige ved Long-Bogen er Bøggilds Tegninger. Set med bogvenlige Øjne er de alene be­mærkelsesværdige ved den Omstændighed, at de næsten ikke kan reproduceres, og det er meget mærkeligt i en Tid, hvor alle Illustratorer og Tegnere netop er saa reproducerbare. Til Gengæld er Bøggilds Tegninger meget smukke. Og det er jo unægteligt det, der er det afgørende. Det er reelle Tegninger, der er blevet til­gængelige for et større Publikum end de faa Mennesker, der faar Lov at blade i Bøggilds Mapper. Er Resul­tatet, Bogen, lidt svagt, maa man rette Kritiken mod Reproduktionsteknikken eller Budgettet, der begræn­sede Bogens Omfang. Det er jo alligevel de gode Teg­ninger, der interesser os, — hvad nytter al Verdens Sortkrids-Toner og dekorative Farveflader, som ser pyntelige ud i en Bog, hvis Tegninger er ligegyldige. Det faar saa blot en ganske formel Betydning. 
Bøggilds Tegninger af Dyr er saa smukke, som de Tegninger bliver, der er tegnet med Kærlighed til Motivet og med stort Talent. Han tegner Dyrene som Dyr og med den dybeste Respekt og Beundring, uden et Moment at forfalde til en Forurening af det dyriske Væsen ved Antropomorfisme eller Sentimentalitet. 
Det er igennem Erkendelsen af Dyret, det virkelige levende vilde Dyr, vi lærer at nærme os Forstaaelsen af vor egen Psyke, og først gennem Venskabsfølelsen for Dyret bliver vi Mennesker humane. „Man maa", siger Johs. V. Jensen om Aberne, „føle med Kærlighed og Smerte for dem som for Kamerater der ikke har kunnet vinde med, og som ikke kan hjælpes." 
Derved faar saa sandfærdige Tegninger som Bøggilds en uddybet Betydning netop nu, hvor Bogmarkedet er oversvømmet af Produkter af Pjat, Profitjageri, Raahed og Ligegyldighed. Han benytter ikke Dyrene som Paa­skud for et Ornament, en Maner eller en sentimental Anekdote, endsige en Vittighed. Bogen er sikkert af den allerstørste pædagogiske Betydning, netop sat i Sam­menhæng med de samtidige Dyrebøger. Men den vil blive overset, fordi den er for beskeden. Reproduk­tionerne mangler Præcision, — en enkelt er næsten uforstaaelig. Satsen er lidt for fornem, lidt ufri, men iøvrigt omhyggeligere og smukkere end man ellers ser den her i Landet. Den samme Opgave burde tages op igen; Tegningerne gengives i Heliogravure, om for­nødent i Udlandet, og i et meget større Antal. Formatet skulde være større, af salgsmæssige Grunde. 
Ib Andersen. 
Bøger om bogtryk. 
Verein deutscher Biicherfreunde har i 1935 afsluttet Udsendelsen af et to Binds Værk, der indeholder Illu­stration af Bogarbejde og tilsvarende Artikler om Bog­tryk i forskellige europæiske Lande og U.S.A. 
Tager man The Studios Specialudgave „Art of the Book" fra 1914 og disse to Bind, faar man et godt Ind­tryk af en Udvikling, der er gaaet i den rigtige Ret­ning fra en rigelig Anvendelse af Ornamenter til een Typografi. I vor Tids smukke Bog kan man ikke mere camouflere ensvag Typografimed smukt tegnede Ram­mer, Initialer og Ornamenter — nu er det selve Skrif­ten og dens Behandling, der er afgørende. 
Indenfor denne tyveaarige Periode danner „Buch und Buchkunst" med sine to Bind en Afdeling for sig. Da Forordet til første Bind blev skrevet, var der endnu megen Usikkerhed overfor Bogens fremtidige Form, for den elementære Typografi var paa det Tidspunkt en farlig Angriber af alt traditionelt. Forordet i første Bind lægger da heller ikke Skjul paa, at Hensigten med Vær­ket mere er en Demonstration for at vise den tradi­tionelle Typografis Levedygtighed end en Præsentation af et vist Tidsrums Bogproduktion. Medens første Bind blev fuldendt og under Forberedelsen af andet Bind er der sket en væsentlig Ændring; den elementære Typo­grafi er ikke mere nogen Fare, den har naaet Kulmi­nationen og koncentrerer sig væsentligst om merkantile Arbejder. 
Der er ikke Tvivl om, at „Verein deutscher Bucher­freunde" betragter den elementære Typografi som et Fremmedelement, der lykkelig er blevet neutraliseret. Det er rigtigt, for saa vidt man kun tænker paa Bogen som en større ubrudt Tekstmængde, Romanen f. Eks., og det gælder navnlig de eksklusive Bøger, der er gen­givet i „Buch und Buchkunst". Men i det daglige Livs Bøger er Forholdet anderledes, særlig illustrerede Bø­ger, der jo ikke har noget egentlig Forbillede i den Typografi, der er Grundlaget for den traditionelle Ty­pografi. Her er dersket en væsentlig Ændring, der mere er betinget af et Hensyn til moderne Satsteknik end af en ny æstetisk Opfattelse i sig selv. Man kan kritisere den nye Retning, men den har bragt et stort Gode, som opvejer meget andet; Bogtrykkerne har lært at arbejde selvstændigt, og Bogtrykket er dermed bragt ud af et Dødvande, som let kunde have medført Til­bagegang. 
Jan Tschichold, som skrev „Die neue Typographie", der var meget ensidig og agressiv, har i Aar udsendt den mere spagfærdige „Typographische Gestaltung", en Lærebog for Sættere. Men udover dette snævre For­maal bliver den tillige automatisk en Redegørelse for, hvor stort et Omraade den elementære Typografi dæk­ker, og naar man læser Afsnittet om Bogarbejder, bliver man klar over, at dens Indflydelse paa Formen har været meget ringe udover det, der er nævnt ovenfor. Endogsaa en saa væsentlig Ting som Anvendelse af Grotesk til Bogsats er opgivet; ikke fordi Forfatteren anser Snittet for uanvendeligt til dette Brug, men fordi der endnu ikke er tegnet en tilstrækkelig god Grotesk. Indtil dette sker, anbefaler han at benytte Empire­skrifter (Bodoni o. lign.), et Raad man dog ikke bør følge helt kritikløst, da disse Skriftsnit stiller særlige Krav til Liniemellemrum og Papir, som kun sjældent kan opfyldes. 
Betydningen afBøger, som de her omtalte, ligger deri, at man kan faa et Udgangspunkt for sit Arbejde og for Bedømmelsen af Bøgers typografiske Kvalitet, og der­for har de Interesse baade for Bogens Arbejdere og for deres Venner. evn. 
Jan Tschichold og billedkunsten. 
Hvis man er interesseret i at give Brevpapirer, Faktu­raer og lignende Tryksager en klar og tidsbesparende Form, kan man ikke finde nogen bedre Læremester end Jan Tschichold, der i sin nye Bog Typographische Gestaltung (Basel 1935) gentager de kloge Anvisninger, som hans Debutarbejde Die neue Typographie bragte om disse Spørgsmaal. At vi læser fra venstre til højre, kan Tschichold nok have Grund til at hamre fast, for denne simple Kendsgerning er fløjet hen over Hovedet paa mange af hans Efterlignere. 
Naar Tschichold er saa haandfast i sin Behandling af visse Accidens-Tryksager, undres man over, at han paa andre Punkter virker doktrinær og svævende. Han gør i den nye Bog S. 64—66 Rede for, hvorledes man i en firkantet Flade kan skabe Sammenhæng mellem geometriske Figurer som en Streg, et lille Kvadrat og en større cirkelrund Plet. Maaske det lyder besnærende første Gang; men ærlig talt — afleder ikke denne Tale om „Spænding i Fladen" Opmærksomheden fra det, som ogsaa for Tschichold ellers er det væsentlige, nem­lig Arbejdet for at gøre Satsen letlæselig og udtryks­fuld? En ny Prydstil kan komme til at kvæle de sunde Spirer! 
Det er nødvendigt at advare mod den „konkrete Kunst", som Tschichold er saa glad for. Han vover sig langt ud, naar han mener, at Fotografiet har over­flødiggjort Naturalismen i Malerkunsten. Det er et stift Stykke, at 100 Aars Billedkunst bliver fejet til Side til Fordel for abstrakte Billeder, der bestaar af Striber, Trekanter, Cirkler o. 1. 
El Lissitzky, John Heartfield o. a. har udført for­trinlige Fotomontager; men herfra og til Størsteparten af de Konstruktioner, som man nu skal kalde „konkret Kunst", kan der ikke bygges Bro. E. 
En bog om papir. 
Armin Renken Das Buch vom Papirer. Insel Verlag, Leipzig. (Illums bogafdeling). 
Et værk, der henvender sig til papirinteresserede lieb­habere („papiromaner") og fagfolk indenfor bog­haandværket, og behandler papiret, dets historie og tek­nisk i letlæselig populær form. En samling morsomme gamle billeder og prøver paa vandmærker afslutter teksten, og af særlig interesse er bilagene, der bestaar af en righoldig række papirprøver. Der indledes med en stump papyrus, der endnu fremstilles i en lille sici­liansk by (og som ifølge teksten snarere burde høre ind under snedkernes domæne, da det i sin fremstilling egentlig er en slags tyndt krydsfinér!), samt et stykke ægte pergament fra en gammel tysk papirfabrik. Noget japansk rispapir og haandbøttepapir faar det til at krible i ens fingre, tyske fabriker viser fornemme pro­dukter bl. a. det silketynde bibeltrykpapir, der frem­stilles i den lille Schwarzwaldby Gernsbach, og en engelsk fabrik viser det gediegne, haandgjorte bøtte­papir, en slags som man ikke møder hver dag. E. S. 
To illustrerede bøger. 
H.C.Andersen. Skyggen. Tegninger af H. Jensenius. Navers forlag. Hans Hvass. Dyrene derude. Tegnin­ger af Sikker Hansen. J. H. Schultz. 
To bladtegnere har illustreret hver sin bog, og begge har de med held overført den teknik, de til daglig har lært af rotationspressen til den mere fintmærkende bog­trykmaskine. 
Jensenius har suppleret sine stregtegninger med lette mellemtoner, en teknik som kunstnerne i det attende aarhundrede særlig var mestre i (men der er altsaa ikke stræbt efter nogen speciel tidskolorit eller pastiche ad denne vej, da H. C.Andersen-tidens grafiske stil jo i saa udpræget grad var pennetegningens i den spinkle xylo­grafiske gengivelse). Her var det imidlertid sepiatoner, men Jensenius bruger den indigoblaa blækfarve, som er truffet saa godt i gengivelserne og staar smukt til de sorte tryksider. 
Reproduktionerne er foretaget i udskrabet auto, hvad der jo altid er en farlig fremgangsmaade, da det ud­sparede hvide ofte kommer til at staa som huller, der ødelægger tegningens stofvirkning. Men disse farer har Jensenius lykkeligt undgaaet ved dels at holde disse mellemtoner klare og præcise, og samtidig saa lyse op imod udskrabningerne, at overgangen ikke bliver saa brat. (Man maa altsaa regne med den tone, som de lyse partier af tegningen altid bliver sat ned i reproduk­tionerne, og altsaa holde den endnu en tand lysere.) Sikker Hansen har uden ændringer bibeholdt den tek­nik, som han benytter til de kolorerede søndagstillæg: at holde de enkelte farveflader rene og i ubrudte streg­
clicheer. Til hver cliché har han udført en tegning, selv om det kun er et lille penselstrøg, der bliver til en rød farveklat paa et egern. Derved kommer tegningerne til at staa klart og præcist, og den sorte bibeholder sin fulde kraft, som manhar den i ren streg eller sortkridts­toner, hvad der ellers er saa vanskeligt at opnaa i farve­tryk. E. S. 
Forening for Boghaandværk's Repræsentantskab er for Tiden beskæftiget med Udvælgelsen af det bedste Bogarbejde for 1935. Udvælgelsen vil foregaa af Aarets samlede Bogproduktion, og der er foreløbig indsendt et større Udvalg af Bøger. 
I FORENING 
I FOR BOGHAANDVÆRK 
Formand: Museumsinspektør Erik Zahle,Heslegaards­vej 47. Telefon: Helrup 2550. Sekretær: Bogtrykker jtø/wn Olsen,Pilestræde 32.Tele­fon: Central 3371 og 7133-
Kasserer: Bibliotekar Victor Madsen, Det kgl. Biblio­tek. Telefon: Central 4444 og 11,444-Foreningens post­konto: 29.977. 
Medlemmer af Forening for Boghaandværk mod­tager gratis dels de bøger,foreningen udgiver, dels „Bog­vennen", der udkommer med et par hefter aarlig. Med­lemmer har gratis adgang til de af foreningen arrange­rede udstillinger. Foreningen holder i vinterhalvaaret møder med foredrag fortrinsvis om emner, der berører flere af de fag, der beskæftiger sig med bogens fremstil­ling, færdiggørelse og spredning. 
Indmeldelser i foreningen sendes til kassereren,biblio­tekar Victor Madsen, Det kgl. Bibliotek, København K. Kontingent 10 kr. aarlig (for bogfagenes medhjælpere og arbejdere 5 kr.). 
„B ogvennen". Redaktør: Tegneren Ebbe Sadolin, Kongensvej 22. København F. Telefon: Gothåb 13557-Alle artikler fremsættes for forfatterens eget ansvar. Hefter af „Bogvennen" og de ældre publikationer, hvoraf oplag haves, kan bestilles hos foreningens kas­serer. Annoncer til „Bogvennen" modtager foreningens sekretær. Trykt i Bianco Lunos Bogtrykkeri A/S. Papir fra A/S De forenede Papirfabriker. 
OGVENNEN 

MEDDELELSER FRA 

FORENING FOR BOGHAANDVÆRK REDIGERET AF EBBE SADOLIN 
raiM| 
ERIK WERENSKJOLD; 
ILLUSTRATION TIL „FAMILIEN PAA GILJE" 


SEPTEMBER 1936 
A. BILLOW: DE 14 BEDSTE BOGARBEJDER 101 HENRIK BRAMSEN: IM GRONEN -.. 104 
H. HVENEGAARD LASSEN: FOLKEBIBLIOTEKERNES KRAV 106 IB ANDERSEN: NATURALISTEN 108 
K. BORCHSENIUS: DET SIDSTE AARS KUNSTBØGER 111 BOGANMELDELSER 114 MINDRE MEDDELELSER 116 
I KOMMISSION HOS BOGHANDELEN! RASMUS NAVERS FORLAG 
F.E.BORDING*/* 
MEIXIJXGSGADE 8 • KØBEXHAVW X • TLF. 4671 
BOGTRYK LITOGRAFI OFFSET 
Specialafdeling for 



PARAGON 
Kasseblokke og Gennem­skrivningsbøger samt For­mularer i endeløse Baner 

bil1'1 
Speciale •• 
Restaurering af gamle Bøger 
AXEL NIELSEX 
Studiestræde 25 
Telefon Byen 1138 u 


Van Ooglis Breve 
i Udvalg og oversatte af Kai Flor
nøGEit 
købes og sælges Altid ca. udkommer i November 
300.OOO Bøger paa Lager 
Forlang Katalog 
Berlingske Forlag
Herm. H. J. Lynge & Son 
(C. A. Reitzels Antikvariat) 
Løvstræde 8 . Kbhvn. . Grundlagt 1853 . Tlf. 5335