MODERNE FRANSK BOGKUNST 

AF HENRIK BRAMSEN 

Som helhed er Kobberstiksamlingens udstilling af fransk grafik en af de seværdigste af Kobberstik­samlingens altid seværdige udstillinger. Den har interesse baade for boginteresserede og kunst­interesserede. Den omfatter fine, dejligt illustre­rede bøger og radering og litografi i rigt udvalg fra Toulouse-Lautrec til Utrillo, med hovedvæg­ten lagt paa det moderne. 
Hvad bøgerne angaar, er det fra et bogmæssigt synspunkt i begyndelsen lidt vanskeligt at blive revet med af disse luksusbøger og den lidt demon­strative maade, hvorpaa de tager sigte paa sam­lere. Man har ikke alene indtrykket af, at de ikke er beregnet til at læses, men ogsaa, at de ikke engang er beregnet til at ses i; men kun til at købes og henstilles paa reolen for at tilfredsstille golde samlerlyster. 
Det er i særdeleshed, naar man blader hen paa sidste side til kolofonen, at den forstemmende Absicht mærkes. Tag f. eks. udstillingens pragt­stykke, den store Mallarméudgave med Matisses illustrationer, hvor kunstnerens streg legende og improviseret danser henover det fine japanpapir; her virker kolofonen med dens saglige business­indhold sat op med streng monumentalitet i typo­grafi og ordvalg som en spand koldt vand over hovedet; 
DENNE UDGAVE 
AF DIGTE AF STEPHANE MALLARMÉ 
ER ILLUSTRERET MED NIOGTYVE RADERINGER 

AF HENRI MATISSE 

TRYKNINGEN 

SLUTTEDE DEN NIOGTYVENDE OKTOBER 

NITTENHUNDREDE OG TOOGTREDIVE 



I PARIS 

o.s.v. i messetone med meddelelse om, at oplaget er begrænset til saa og saa mange eksemplarer paa det eller det papir, og at pladerne er ødelagt af kunstneren selv i overværelse af redaktøren (!); slutningslinierne er ikke mindreoplysende, deviser, hvor det er, at skoen trykker; 
Nok er meget af den moderne franske bogkunst »ud­fordrende udemokratisk«, men det er samtidig det fineste demokrati, at enhver idenne tid kan faa disse bøger at se ganske gratis i kobberstiksamlingen — herom skriver kunsthistorikeren Henrik Bramsen. 
DETTE VÆRK ER BLEVET FORELAGT 
SAMLERE OG BIBLIOFILER I AMERIKAS 
FORENEDE STATER 
AF MARIE HARRIMAN 

Det hele ligner en gravskrift fra det syttende aar­hundrede, og man fristes til at spørge, om det er de bibliofile bøgers gravskrift over sig selv. Det er en kendsgerning, at der ikke udkommer saa mange af dem, som der gjorde for ti aar siden; men pro­duktionen er dog langtfra standset, og Maliarmé­udgaven f. eks. er fra 1932. 
Imidlertid er her U.S.A.s medvirken sikkert en betingelse, i Europa er markedet uden tvivl meget indskrænket. Her har jo efterhaanden sansen for det hensigtsmæssige og for det billige fæstnet sig til at blive et stilkrav. Selvom markedet i Europa helt vil svigte, vil Amerika endnu en rum tid med begærlighed gribe efter denne form for moderne europæisk kunst, som først for nylig er blevet et samlerobjekt derovre; og genren vilsaaledes næppe uddø med det første. Imidlertid er spørgsmaalet om dens eksistensberettigelse i vore dage hverken afgjort ved ukontrollableførsteindtryk eller ved en faktisk fortsat eksistens; en skintilværelse er til en hver tid mulig. Det, det kommer an paa, er, om genren endnu er istand til at yde os noget positivt. 
Spørgsmaalet kan kun besvares ved at gennem­gaa de enkelte ting for sig og derefter eventuelt naa til en generel dom. Paa forhaand kan kun siges, at flot format, fint papir, smart og smagfuld opsætning eller kønne illustrationer alene beret­tiger ingen bogs eksistens; det er teksten, der i første række maa tages i betragtning. En bog, hvor teksten kun er et paaskud for illustrationerne og altsaa er som dødt væv i en organisme, der skulde være fuldt levende, er ingen rigtig bog. En bog med tekst skal først og fremmest være til at læse i, om den saa er dyr eller billig. Det er i hvert fald de krav, vi i vore dage vil stille til en bog. Følgelig skuldeen bedømmelse afdisse bøger i før­ste række foretages fra et litterært synspunkt. Det 
Fra Maliarmé: „Poésies" med 

bliver der dog ikke tale om paa dette sted; vi ind­skrænker os til at betragte dem paa en lidt mere overfladisk maade og undersøge typografiens og illustrationernes indbyrdes forhold i hver enkelt af de udstillede bøger. Eet er her givet, nemlig, at der ikke er saa mange muligheder for variation inden­for satsen, som der er indenfor illustrationerne; og alene af den grund maa det være disse, der gør de største indrømmelser for at fuldende helhedsvirk­ningen, de maa praktisk talt indordne sig; dette skulde dog ikke skabe større vanskeligheder, idet de ogsaa skulde indordne sig teksten, som det for­udsættes, at typografien har rettet sig efter. 
Dette er dog ideelle fordringer; i praksis vil en begrænset hensyntagen fra typografiensside til tider være nødvendig, dog nærmest i form af en vis pas­sivitet. Naar typografien svigter, er det nærmest, naar den vover sig ud paa eksperimenter, saaledes 
f.eks. naar en i teksten ubegrundet pastichering er valgt. Dette er maaske tilfældet med Jacobs bog „Ne coupez pas Mademoiselle" med illustrationer af Gris, med hvilke den søgt pasticherende typografi 
LE CU1CNON 

A>. u-dusus du bétail aburi du humains Bondissaient en dartés k$ sauvages criniém Dej mendieurs d'aitir le picd dans nos chemins. 
Un mir vent sur leur marche cployé pour banniem 
La flagdlait de froid tel jusque dans la chair, 
Qli'il y crcusail aussi d'irritables ornieres. 

raderinger af Henri-Matisse. 
selvfølgelig gaar daarligt sammen.Samarbejdet er bedre i Gertrude Steins bog, men her synes Gris' lidt ortodokse kubisme at passe daarligt til tekstens stakkato dadaisme. 
Forholdet mellem typografi og illustration be­lyses ellers bedst afudstillingens prægtigste stykker næstefter Mallarmé-uågdiwcn, Ovids Elskovskunsten illustreret af Alaillol og Colettes „La Treille Museale''' illustreret af Dunoyer de Segonzac, som er blevet ud­førlig omtalt af Leo Swane i bogen om bogillustra­tion. Disse to bøger indeholder begge lærerige eks­empler baade i positiv og negativ retning. Ovid­udgaven er, hvad man kunde kalde et stateligt stykke boghaandværk, om hvis statelighed den stærkt nedsatte reproduktion dog kun giver et maadeligt indtryk. Papiret er groft kludepapir og typografien er stærkt paavirket af italienske bøger fra det 15. aarhundrede og harmonerer derved fuldendt med Maillols træsnit, som har samme in­spirationskilde. Disse er holdt i kolumnens bredde og udfylder dennes øverste del. Ved kapitelslut­ninger er der noget større træsnit, der mangler de 
• 

LIVRE PREMIER 
plus quc tiédcs. Si lesrestes d'Hcctor furem remisiPriam, 
ccst que les pricrcsduvieillard touchdrent Achille.Un dieu 
irritc sc calme aux accents d une voix suppliante.Promets, 
promets; cela ne coute rien ,en promesses tout le monde 
peut etre riche. L'espérance,du moment qu'on y a)Oute foi, 
dure longtemps:c'est une diesse trompeuse.mais bienutile. 
Si tu asfait quelquecadeau, onpeut t econduire pr tactique; 
on aura profit^ du passé et l'on n'aura rien -perdu. Mais, 
le cadeau que tu n'as pas fait,tu peux sembler toupurs sur 
le point de le faire. Cest amsi qu unchamp sterile trompe 
souvent l'espoir de son maltre; c'est ainsi que, pour ne pas 
rester sur sa perte, un joueur ne cesse de perdre. et que les 
dts rappellentsans cesse ses mams avides. Le point dilTicile, 
le travail delicat, c'est d'obtemr lespremiéres faveurs sans 
avoir fait aucun prfsent: pourn'avoir pas accordé prpure 
bienveiilance ce qu'elle a accordé. la belleaccordera plus 
cncore.Qu'elle partedonc.cene premiére lettre.oiiles mots 
complimenteurs ont labourclacire.qu'elle sonde lescoeurs 
ctéclaire laroute.Une Icttreportée par une pommetromp 
Fra Ovid: „L'art d'aimer" med træsnit af Aristide Maillol. 
andres indramninger, og som derfor synes mindre velforbundne med typografien; men denne anbrin­gelsesmetode har dog sikkert berettigelse ved at befri bogen for en vis skematisering, som den maa­ske havdefaaet, hvis man udelukkende havde holdt sig til de indrammede kolumnetræsnit. Imidlertid findes der ogsaa en helt anden type illustrationer i bogen: en række helsides-modelstudier i litografi, som dog egentlig ikke har nogen virkelig forbin­delse med tekstsiderne i bogen. Devirker mest som tegninger, der tilfældigt er lagt ind mellem bogens blade. Bogen selv gør de imidlertid rigere og frem 
for alt morsommere. 
I Colettes bog er der kun anvendt een grafisk me­tode: raderingen, men placeret paa to maader: sammen med teksten og selvstændigt paa helsider. Placeret paa en side for sig gør raderingerne sig udmærket gældende i bogen, men hvor de er anbragt sammen med teksten, fremkommer der strengt bogmæssigtset endisharmoni.Typografi og radering ligner rent umiddelbart hinanden en del i det præcise og skarpe, men ved nærmere betragt­ning gør dog det diametralt forskellige i arbejds­princippet, at de bekæmper og skader hinanden. 
Det er jo en gammelkendt sag, at radering lige­
saalidt som kobberstik æstetisk er tilfredsstillende 
som bogillustration, og man har fortrinsvis heftet 
sig ved den grimme pladerand; saaledes ogsaa 
her, hvor den paa en tilsyneladende gaadefuld 
maade er blevet bortskaffet. Det er ved første øje­kast en vinding, men i det lange løb vistnok det modsatte, fordi man derved kommer til atstaa lidt usikkert overfor saadanne kunstlede raderinger, hvis typiske karaktertræk i retning af sværtens af­sætning, som er det, der passer daarligt til typo­grafien, man alligevel ikke har kunnet afskaffe. Dette skulde man imidlertid ogsaa nødig, hvis der skal blive noget raderet tilbage i raderingerne; og derfor maa opgaven at sætte radering og typografi sammen paa een side betragtes som uløselig. Imid­lertid kan man jo gribe til den simple udvej at anbringe dem paa helsider, saaledes som jo ogsaa er gjort her i mange tilfælde og med det allerbed­ste resultat. Baade paa grund afdette og paagrund af raderingernes høje kunstneriske værdi er bogen derfor trods den omtalte fejl en ualmindelig smuk bog. I en anden bog Verhaerens „Belle c/wzr"illustre­
ret af Maillol har man forsøgt at kombinere typo­grafi og litografi paa samme side. Det er paa en vis maade lykkedes bedre end ved sammenstillin­gen af typografi og radering i Colettes bog tiltrods for, at den tekniske udførelse ikke er saa god. 
I modsætning til radering, som ligner typografi, 
men alligevel er diamentralt forskellig fra den, er 
litografien karakteristisk ved ikke at ligne typo­
grafi, men alligevel ved, teknisk set, at staa den 
nærmere end radering. Derved kommer den gan­
ske vist til at kontrasterer stærkt med typografien, 
men kontrasten bliver paa grund afdet principielle 
slægtskab af en ganske harmonisk karakter. Til 
denne harmoni kan dog typografen bidrage væ­
sentlig ved saaledes som i denne bog at vælge en 
blødere og mindre højtidelig kursiv, som passer 
bedre til litografiens bløde karakter og mere lige­
fremme fremtræden. Denne bog er ganske ligetil 
og naturlig;den har absolut intet anstrengt biblio­
filt over sig. Det maa man dog til franskmænde­
nes rossige, at de i reglen forstaar at undgaa dette. 
I deres bøger og deres kunst i det hele taget mær­
kes anstrengelserne ikke. Dette er i kunsten den 
virkelige fuldendelse, som mindre kultiveredefolke­
slag meget ofte viser sig at mangle forstaaelsen af. 
Pæne bøger er desuden to bøger illustreret af 
Gromaire, i hvilke raderingerne er anbragt for sig 
selv. Baade bøgerne som helhed og raderingerne 
i sig selv mangler dog den charme og menneske­
lighed, som alt det har, som Segonzac, men frem­
for alt Maillol, rører ved. En køn bog med charme 

og hygge, — ialfald, hvad udstyret angaar, titlen 
kunde tyde paa, at det modsatte er tilfældet med 
teksten, — er desuden Apollinaires „Le Poéte Assas­
siné" med Duffs litograferede illustrationer, der 
dekorativt set er mesterlige. 
Alt i alt er disse bøger henrivende og skaffer os stor fornøjelse; dette burde selvfølgelig være det sidste ord, men har man sat sig for at bedømme dem som bøger, maa man holde linien, eller med andre ord ikke lade de straalende enkeltindtryk tage magten fra helhedsindtrykket. Vi tager imid­lertid det med det "demonstrativt bibliofile" og „udfordrende udemokratiske" i os igen. Bøgerne er ikke mere udemokratiskeend galophestene, som rigmænd øder formuer paa, men som enhver for en billig penge kan faa at se i fuld vigør; og naar enhver kan faa disse bøger at se i kobberstiksam­lingens montrer og endda ganske gratis, er det fineste demokrati; vi maa ovenikøbet sige tak til 
U.S.A. og ikke trække paa smilebaandet — eller blive misundelige, for hvad det demokratiskesinde­lag angaar, er det jo ikke bedre bevendt med det, end at vi straks vildespringe til og købe disse bøger i det øjeblik, vi fik penge nok til det, og stille dem hen paa vores reol. Kobberstiksamlingens ledelse skal imidlertid ogsaa have tak, fordi den har haft det initiativ i en vanskelig tid og paa faa aar at bringe denne dejlige samling til veje. — Gennem­gangen bekræfter imidlertid førsteindtrykket, at der ofte er et vist misforhold mellem illustration og typografi, men samtidig viser den, at der ogsaa kan opstilles visse principielle regler for sammen­stillingen. I nogle af de tilfælde, hvor et misfor­hold kunde konstateres, er det aabenbart, hvor skylden ligger: i svigtende samarbejde fra begge sider. I andre tilfælde synes imidlertid samarbej­det under de givne forudsætninger at have været upaaklageligt, uden at resultatet er helt tilfreds­stillende. Fejlen maa derfor være af principiel ka­rakter; i nogle tilfælde har man givet sig i kast med i virkeligheden uløselige opgaver, mens man i andre tilfælde faar en fornemmelse af, at fremstil­lingen af bogen er foretaget i den forkerte række­følge. Der er det unaturlige over disse bøger, at teksten formelt er nr. i, men reelt kun nr. 2. Tek­sten, som skulde være forudsætningen for bogen, er kun blevet noget, man ikke har kunnet komme udenom, hvis bogen skulde sælges. Billederne, som er den egentlige vare, kan ikke sælges alene, og er 
Fra Colette: „La Treille Mauscate" med raderinger af 
André Dunoyer de Segonzac. 

derfor blevet pakket ind i et antal smukt satte og smukt trykte bogstaver, som egentlig ingen ideel mission besidder, men som alligevel baade i kraft af deres mængde og deres udførelse gør sig gæl­dende. Denne strid mellem det reelle og det for­melle gør, at bøgerne som kunstværker ikke altid opfylder defordringer, deselv indbyder til atstille. Det gør ogsaa, at samarbejdet mellem typograf og illustrator ikke bliver ideelt, selvom det i og for sig er godt; der kommer derved en balance ind isam­arbejdet, som ikke er godt. Det er en tanke, som er fortrolig for enhver: ved ethvert samarbejde vil den ene part altid i mere eller mindre udpræget grad være den ledende, og naar der som her og paa kunstig basis oprettes en jævnbyrdighed, vil samarbejdet i realiteten ikke svare til forventnin­gerne. 
Betingelsen for et vellykket samarbejde vil som regel være, at den ene part er den egentlig inspi­rerende. I de fleste tilfælde vil man betragte det som naturligt, at det bliver typografen — under forudsætning af, at den erblevet eet med teksten—, der bliver den ledende og illustrationerne kun se­kunderende. Det noget kunstige forhold i disse bø­ger fører let til banaliteter. Det gælder dyre bøger saavel som billige, at deres opgave er at fortælle og enten i ord eller billeder; disse to metoder kan kombineres — omend i virkeligheden vel nok kun med de allerstørste vanskeligheder — men ialfald kun paa den maade, at den ene baade reelt og formelt bliver den ledende. Alle eventuelle ube­hagsfornemmelser lader sig sikkert føre hen til et brud paa denne tilsyneladende saa elementære regel. Spørgsmaalet kommer saaledes ikke til at gælde: dyre eller billige bøger — udemokratiske eller demokratiske bøger, men: bøger, som slæber rundt med dødt væv eller bøger, der hver for sig er en levende, sammenhængende organisme. 
Den omtalte tilsyneladende elementære regel er for enkelte siders vedkommende fulgt til punkt og prikke af Toulouse-Lautrec og hans skrifttegner i de udstillede nodeomslag o. 1. Lautrec har tegnet sit billede paa stenen og er derefter gaaet sin vej i fuld forvished om, atskrifttegneren ved anbringel­sen af skriften nøje vil følge de billedmæssige love, Lautrec i ethvert tilfælde har givet. Maillol har og­saa forstaaet reglen, men praktiseret den i omvendt forstand; han har i sine træsnit helt fulgt typogra­fien — eller giver os ialfald ingen anledning til at tro, at forholdet ikke har været saadan; og hans litografier i samme bog er af en saadan beskaffen­hed, at de fra læserens side ikke opfordrer til no­gensomhelst dekorativ sammenstilling med bogen; Maillol har klogt ladet dem virke som tilgift til 
CREE 
YITTT/: GUJLBERT 



ADOLPHE 
O u 
LÉiJEUNE HOMME TRISTE 
:: 1. 
Maurice DONNAY 
PR1X : 1 FRANC 
PAUL DUPONT Editeu r 
'l'.Rue du Bouloi 
„Den triste Adolf", litografi af Henri de Toulouse-Lautrec. 
denne. Matisse har ogsaa forstaaet reglen; men har løst problemet paa en særegen, meget overlegen maade. Han har formaaet at overbevise os om, at han har leget, at han havde fundet en bog, som havde mange blanke sider og god plads rundt omkring mellem teksten, og som han saa for sin egen private fornøjelse har fyldt med tegninger uden tanke paa, at de nogensinde skulde ses af andre end ham selv. —Saa er derselvfølgelig grav­skriften paa sidste side, som forstyrrer illusionen lidt, men den behøver man jo ikke at se paa, og desuden — Matisse skal jo ogsaa leve. 
Hvad bøgerne angaar skulde udstillingen her i det væsentlige være ialfald berørt; men desuden rummer den en stor samling løse grafiske blade, der sammen med bogillustrationerne giver kun altfor rig lejlighed ogsaa at se paa udstillingen fra et rent grafisk standpunkt. Af bøger kan derdog desuden nævnesCamw „Lalégende dela vie d'Ulrillo", der typografisk er ligesaa kedelig som Utrillos lito­grafier er morsomme; ligesom hos Segonzac be­undrer man den sikkerhed og fantasi, hvormed Utrillo behersker valørskalaen fra det dybe sorte til det ganske let henaandede graa. Utrillo er en kunstner, der sikkert maa have den allerstørste in­teresse for de yngre danske malere, og man kunde derfor ikke alene ønske, at han blev lidt fyldigere repræsenteret i vore samlinger, men ogsaa f.eks. at kunstforeningen tog sig den opgave for at skaffe en udstilling af hans senere ting her til landet. Kunstforeningen har længe skyldt os en virkelig første klasses udstilling; ogden udstilling af Utrillo, som i sommer var at se i Antwerpen, havde det virkelig været en opgavefor kunstforeningen at faa herop, og den var ikke større, end at det, hvad plads og økonomi angik, sikkert let kunde have ladet sig gøre. — Udstillingen omfatter, bortset fra de ældre, for en stor del de samme kunstnere, som findes i den rumpske samling, og yder saaledes et vægtigt supplement til denne. Dette gælder i første række Matisse og Utrillo, men dernæst ogsaa bl.a. Derain, af hvem der findes et par meget smukke, klassiske kvindehoveder i litografi, og Vlaminck og Marquet, hvor særlig Vlaminck tiltrækker sig op­mærksomheden. Af Goerg, som altid har set lidt malplaceret ud i den rumpskesamling, er der nogle raderinger, der giver ham i det format, han kan taale, og som viser ham som det, han er: en humo­rist, en slags Manet-parodist, som ikke skal tages