Indhængning paa Pose, denne „Pose" bestaar af en Tarm af sejgt Papir, der er klæbet paa Bogens Ryg og paa Bindets Løsryg, det er en billig For­anstaltning, der ved Bøger af almindelig Størrelse og Tykkelse er af en særdeles god Virkning, naar den da er klæbet rigtig fast, baade naar det gælder at faa Løsryggen til at slutte fast til Bogens Ryg, og at forhøje Maskinbindets Soliditet. Bemærk­ningen om, at Posen skal klæbes godt fast, kan udstrækkes til at gælde alt Forlagsarbejdet; det er nemlig forbavsende at se, hvor daarligt en over­vejende Del af dette Arbejde er, det knager og brager, naar man aabner en saadan Bog, og det meste hefter netop saameget fast, at det ikke falder af inden det udleveres til Kunderne. Hvorimod et Maskinbind udført med den fornødne Akkuratesse og i tækkeligt Materiale med en pæn Rygtitel kan taales paa en hvilken som helstBoghylde og harsin naturlige Pladsi Nutidens industrielle Produktion. NOGLE BEMÆRKNINGER OM »BEDSTE BOGARBEJDER« Arkitekt Viggo Sten Møller, der var medlem af ud­valgskomiteen for »Bedste bogarbejder 1933c, skriver om udstillingen i kunstindustrimuseet 21. september— 17. oktober. Udstillingen i Kunstindustrimuseet af „Bedste Bogar­ bejder 1933", fra England, Tyskland, Tjekoslovakiet, Sverige, Norge og Danmark var ikke meget inspirerende som Udstilling betragtet, men enhver Bogfremvisning i Glaskasser er dømt til at give et trist Indtryk. Nu er Kunstindustrimuseets Udstillingsrum med de alt for stærkt virkende Gulve og lysslugende raa Vægge heller ikke fremmende paa Humøret — godt at de mange Plakater prydede Væggene. Man kan synes, at en saadan Udpegen af nogle faa men gode Bøger af Aarets store Produktion maaske er en Overflødighed — det at lave et pænt Stykke al­ mindeligt Bogarbejde burde jo ikke være noget mær­ keligt. Men desværre er Arbejdet paakrævet, fordi saa meget indenfor Bogproduktionen, og forøvrigt i saa mange kunstindustrielle Fag, let henfalder til Slen­ drian. Det kan kun være gavnligt, at der af Aarets store Høst fremdrages gode Arbejder som Eksempel paa, hvordan man kunde ønske Produktionens Kva­ litet. For mig, som Arkitekt, staar den Opgave at forme en Bog først og fremmest som Bestræbelse paa at bringe Orden. Man maa have Bogen saadan lagt til Rette totalt, at den saa tydeligt og let tilgængeligt som mu­ligt tjener sin Opgave. Papiret maa være egnet til valgt Reproduktionsmaade, Format være dikteret af Ind­holdet, Typografi af let Læselighed i Forbindelse med Formatet. Satsbilledet maa have en virkningsfuld Form i Forhold til Margen og Side. Alt sammen Ting, som Fagmanden maa opøve sit Øje til at udføre naturligt uden særlige Skrupler og Ønskedrømme om Kunst og Højtid. Bogens Form og Trykning maa ikke forveksles med dens Indhold, saadan som vi efterhaanden er ved at gøre Kunsthistorie til mere end Kunsten selv. Ved en Gennemgang af Udstillingen bemærker man Ujævn­hed i Udførelsen af tilsyneladende ens Opgaver. Det maatte vel være muligt at skabe et nogenlunde viden­skabeligt begrundet Forhold mellem Format, Læse­liniens Længde, Papirets Karakter, og Skriftens Art og Størrelse m. m. Som Forholdet viser sig paa Udstil­ lingen synes megen Tilfældighed at raade. Udstillingens Arbejder virker i det store og hele ret traditionsprægede. Man maa for at være fin, anvende meget stor Margen — undertiden har Siderne betydelig mere hvidt Papir end Tryksats. Modsat kan nævnes et ellers pænt Arbejde „Skåne" (Svenska Turistfor­ eningens Resahandbok), hvor der er anvendt en lille tæt Skrift og ganske smal Margen — men Bogen er van­ skelig læselig, den er ikke tilstrækkelig skudt, saa at Øjet let rammer forkert, naar der skiftes Linie. Den moderne Maade at lade Billederne gaa helt til Sidens Kant er anvendt i f. Eks. John Rothenstein An introduction to english painting — men er selv­ følgelig i et saadant Værk, der gengiver originale Teg­ ninger, ganske utilfredsstillende — hvor meget er der ved Indbindingen skaaret fra? Her maa man netop kræve, at en Margen markerer, at Tegningen er fuldt gengivet. Englænderne forekommer meget tørre; et i mine Øjne smukt Arbejde er „First Russia, then Tibet" trykt hos R. & R. Clark, Lmd., Edinburg (Monotype Baskerville). Det er et meget rent Tryk, letlæseligt med smukt Satsbillede og pænt Papir. Tjekoslovakerne havde flere interessante Bøger,hvor Træsnit og Pennetegninger gik godt ind med det typografiske Udstyr. Man havde vovet sig ud i visse nye Metoder og ogsaa haft Held til at finde gode Løsninger. I Moliéres: Ved Lejlighed bli­ ver man Læge, f. Eks. var paa en heldig Maade Nav­ nene paa de agerende rykket ud, modsat den sædvan­ lige Indrykning. Det gav Tydelighed, hvilket kan kon­ stateres f. Eks. ved Sammenligning med den ellers smukke danske Udgave af Platons Skrifter. Ogsaa Tyskerne arbejdede jo endnu, dengang Bøgerne blev udtaget, med nye Metoder: Udrykning af Overskrifter og Billedtekster til Venstre, overraskende fotografiske Synsvinkler. Der er opnaaet smukke Virkninger; nu trykker man jo mest med Fraktur dernede. Den norske Boghøst synes mig noget ujævn. Mærke­ ligt, at en Bog somJens Thiis: Edvard Munch har kun­ net komme med. Det var dog en saare ujævn Side med stadig Skiften Skriftstørrelse — underlig plettet. Sven­ skerne var virkningsfulde, noble med smaa kapriciøse Overraskelser i den gustavianske Maner. De danske Arbejder har tidligere været omtalt her i Bladet (Nr. 2 Side 30). Et af de bedste er jo uden Tvivl Geodætisk Instituts Kort. Her er paa redelig haand­ værkervis tilstræbt Tydelighed og Anvendelighed. Men Udtagelse af et saadant Arbejde er selvfølgelig uden videre Betydning for den almindelige Bogproduktion. Det er Skolebogen og den billige Roman, som skal bearbejdes. De dyre Kunstbøger skal i Skammekrogen, hvis de ikke laves pæne. Viggo Sten Møller. BOGANMELDELSER Bogen om London. I det følgende skriver bl. a. bibliotekar Aage Marcus overbibliotekar Svend Dahl, bibliotekar R. Paulli, mu­seumsdirektør Sigurd Schultz og ingeniør H. S. Hen­driksen om nyere bøger, der er af speciel bogmæssig interesse. Arkitekt Steen Eiler Rasmussen har hos Gyldendal ud­sendt en Bog om London. Den er i alle Maader et fremragende Arbejde, men det, der her vedkommer os, er kun dens ydre Form. Forfatteren har selv forestaaet Tilrettelæggelsen, og ganske uanset Resultatet er det altid svært rart at mærke, naar der ved Bogfremstilling bliver tænkt og planlagt paa en personlig Maade og med et bestemt Formaal. Det sker stadigvæk altfor sjældent. Og Bogen om London er blevet udmærket — lige langt fra Ud­spekulerthed og Banalitet. Den virker saa lige til, at dens Særpræg egentlig først rigtig viser sig, naar man sammenligner den med andre Bøger af lignende Art. I denne korte Notits kan dens forskellige Elementer iøvrigt blot lige berøres: Papiret, fra Silkeborg, er mat, og Klicheerne, fra F. Hendriksen, afpasset til det. Helhedsindtrykket er derfor behagelig roligt, men at Klicheerne paa glittet Papir kan give mere viser sig i Tilskuerens September-Hefte, hvor en Del af dem er benyttet. Kolumnen er ret stor, men meget letlæselig. Bogen er sat med Monotype Baskerville og trykt hos Bianco Luno. En særlig Omtale fortjener Bindet, fra Petersen og Petersen, hvis brillante røde Farve staar saa udmærket til det morsomme grønne Smudsomslag. Bindet er ellers, i engelsk Stil, ganske enkelt og glat — kun pry­det med Forfatterens ejendommelige Signatur, der virker som et Stykke heraldisk Ornamentik. Alt i alt er det en fornuftig, gediegen og smuk Bog, saa meget udenfor det almindelige, at der herer Grund til at gøre opmærksom paa den. A. M. Dansk typografisk Atlas 1482—1600. I sine „Boghistoriske Studier til dansk Bibliografi 1550 —1600" og i de to store Bibliografier over den danske Litteratur 1482—1550 og 1551—1600 har Dr. Lauritz Nielsen som Resultat af et mangeaarigt Arbejde lagt et solidt Fundament for alt kommende Studium af vor ældre Bogtrykkerkunst, og han har nu sat Kronen paa Værket med et hos Gyldendal udgivet og hosJ. Jørgen­ sen & Go. trykt „Dansk typografisk Atlas 1482—1600", et stateligt Foliobind, der giver en lang Række karak­ teristiske Prøver til Illustrering af vort Bogtryks Ud­ vikling indtil Aar 1600, og som saaledes bliver et Atlas til de tre ovenfor nævnte Værker. Det Udvalg af Facsimiler, Værket bringer, omfatter baade almindelige Bogsider, Titelblade, Ornamen­tering, Bogtrykkermærker og Illustrationer, og det er foretaget med megen Kyndighed, saa at intet væsent­ligt savnes. Om Gengivelserne er i det store og hele kun godt at sige; hvor der hist og her kan paavises svagt, ujævnt eller udflydende Tryk, gaar dette tilbage til Originalen og viser altsaa blot Gengivelsens Korrekt­hed. En anden Sag er, at de gamle Bogsider aldrig kan komme helt til deres Ret, naar de trykkes paa moderne Maskinpapir; herved er naturligvis intet at gøre, men det kan ikke nægtes, at man gennem Atlassets Gengi­velser faar en fortrinlig Anskuelsesundervisning i, hvor overmaade meget Papirets Art og Tone betyder for Bogtrykkets Virkning; disse gamle Bogsider faar i Reglen en helt anden Karakter paa det moderne Papir end paa det originale, til Skade for den facsimilære Virkning. Ogsaa et andet Forhold bidrager til at ændre deres Karakter, nemlig Manglen af Rammer, der kunde betegne Papirets Randlinie. Især hvor flere Sider er stillet sammen paa samme Tavle, gør dette sig uhel­digt gældende; Kolumnerne staar og svæver usikkert paa Tavlen, fordi der intet er til at fæstne dem. Heller ikke dette kan imidlertid bebrejdes Udgiver eller Bog­trykker; det vilde sikkert af pladsmæssige Grunde have været umuligt at gennemføre en saadan Indramning. Dr. Nielsen har valgt at samle hver Bogtrykkers Pro­duktion, kronologisk ordnet, for sig og ordne Stoffet kronologisk efter Bogtrykkerne, fra Johan Snell til Henrik Waldkirch. Denne Ordning motiveres med, at den skal vise Udviklingsgangen saavel med Hensyn til Stilformer som til typografisk Praksis, og den gør det naturligvis let at faa et Overblik over den enkelte Bog­trykkers Indsats. Men det er et Spørgsmaal, om det — netop med Henblik paa Udviklingsgangen — ikke 55 havde været nok saa heldigt at ordne Stoffet efter Kategorier: de forskellige Typeformer hver for sig, Ornamenter og Illustrationsmaterialet for sig og inden­for hver Kategori kronologisk. Som Ordningen er nu, faar man f. Eks. Antikvasiderne spredt rundt om paa mange Tavler, og vil man følge Antikvaens Udvikling, er det ret besværligt. Dertil kommer, at den valgte Ordningsmaade medfører, at Sider af vidt forskellig Karakter er stillet sammen paa samme Tavle og ofte med det Resultat, at de generer hinanden ikke saa helt lidt. Ogsaa i denne Henseende havde det andet Princip været at foretrække; det vilde have givet Tavlerne et mere harmonisk Præg. De kritiske Antegnelser, som her er fremført, skal dog paa ingen Maade svække den gunstige Dom, der maa fældes over Dr. Nielsens Atlas som Helhed. Han har med dette givet det bibliografiske og typografihistoriske Studium af vor ældste Litteratur et "nyt værdifuldt Hjælpemiddel og derved forøget sine i Forvejen store Fortjenester af dette Studium. Svend Dahl. Tre Børnebøger. Inden den nye Bogsæson begynder, er det bedst at ind­hente det forsømte fra den forrige, og det forsømte er i dette Tilfælde tre Børnebøger, som nødig skulde savne Omtale i „Bogvennen". Æren som Forlægger for Knud Kyhns Billedbog „I godt Selskab" (med Tekst af Brinch Hilligsøe) tilkom­mer egentlig Hage & Clausen, for hvem Cato havde fremstillet Bogen inden Forlagets Overgang til Gyl­dendal, hvor den senere er udsendt. Den er fuld af dejlige Dyr, af hvilke nogle har ligesaa dejlige danske Landskaber som Staffage, og det hele straaler af den Friskhed, der er Kyhns Charme som Maler. Forhaa­bentlig falder de mange farvelitograferede Billeder og­saa i Børnenes Smag, skønt Ungerne aldrig interesserer sig for de kunstneriske Kvaliteter. Trods Barnepublikumets Uberegnelighed drister man sig til at spaa Sukces for Storm Petersens „Med Pen­sel og Farvelade" (L. Levison junr.). Helt paa Højde med sig selv er Storm P. vel aldrig, naar han staar over for en bunden Opgave, men Humøret har alligevel ikke svigtet ham her; den gabende Morgentøffel, der holder Haanden for sit sorte Svælg, er virkelig et sublimt Ind­fald. Et Stykke Brugskunst af samme Art som denne Ma­lebog er Jensenius' „Vi tegner" (L. Levison junr.), men den stiller større Fordringer, idet Tegningerne skal kopieres, før de males, og Jensenius' udtryksfulde Streg er maaske ikke saa ligetil at efterligne. Hans Force ikke mindst i Dyretegningerne, er den store kraftige Kontur, der giver saa meget, at Schattering er over­flødig. Det kribler ligefrem i Fingrene efter at forsøge sig paa Bogens lyseblaa Kvadrater. Ogsaa Storm P.s Malebog kan fremkalde Ønsket om at blive Barn paany; man mindes iSgoernes Malebøger, importeret fra Tyskland og fremstillet i en Tontryksteknik, som det var komplet umuligt at efterligne med Kridt eller Vandfarve. Det er altid rart at konstatere, at Verden gaar fremad, selv naar det er et saa beskedent Om­raade som Legetøjsbøger, det gælder. R. Paulli. To nye Billedbøger. Zoologisk have. Tegning af Sikker Hansen med forord af Hans Kyrre og tekster af Johannes V. Jensen. Ras­mus Navers forlag. Trykt hos Andreasen & Lachmann. Morgenvandring. Tegninger af Sikker Hansen. Tekst af Harald H. Lund. Wilhelm Hansens forlag. Den Sikker Hansen, vi i fjor har stiftet bekendskab med i Mammutbogen, fortsætter iaar med at vise sig som den habile dyreskildrer med bogen „Zoologisk have". Fra de sære fortidsuhyrer er han naaet hen til vor tids dyreverden, saaledes som vi kender den fra vor egen zoologisk have, men med undtagelse af en enkelt hjem­lig hare og en nordbagge, er det hovedsagelig de fjerne landes storvildt, han har jaget. Det er som sagt i zoologisk have. Sikker Hansen har fundet sine motiver og gjort sine studier, men inden tegningerne er lavet færdige og blevet til lithografier, har de gennemgaaet en omdannelsesproces, der af hvert dyr har skabt en monumental type med linjer og for­mer forenklede til Giraff?« og elefants og ikke blot den giraf og den elefant, der i øjeblikket findes i zoologisk have. Paa samme maade har han pillet bur og staal­traadshegn bort, og sat dyrene i deres egne omgivelser, isbjørnen i sne og blæsevejr, elsdyret i vand til knæene og tigeren med palmer og maaneskin mere eksotisk end man ellers har det paa Frederiksberg bakke. Billederne er af Sikker Hansen selv tegnet paa den lithografiske sten, og paa denne maade kommer man kunstnerens arbejdsform saa nær ind paa livet som mu­ligt. Hver kridtstreg og hvert penselstrøg med den li­thografiske tusch kan man følge nøje, og netop samar­bejdet med disse to tekniker (suppleret med karakteri­stiske udskrabninger) har man fornøjelse af at se paa. Uden at blive til blot og bar jonglørkunst er dette f.eks. i „zebraen" drevet til høj grad af teknisk virtuositet og forenkling. Hele dyret er kun tegnet med en række penselstrøg, der følger zebraens striber. Disse giver samtidig kroppens form, støttes af en enkel kridttone — og hele dyret staar levende og spændstigt og sam­tidig karakterfuldt i linje og form. Ogsaa den lithografiske stens finere eller grovere korn er taget nøje med i betragtning ved valg af motiver. Til rensdyr og elg er benyttet en meget grovkornet sten, der ved de større kridttoner netop giver en saadan ujævn og „forvitret" overflade, der passer til disse lodne, forpjuskede dyr, mens den glatte, smidige jaguar og leopard er tegnede paa en tilsvarende fintkornet, glat sten. Samspillet mellem tegninger og typografi har til­ syneladende voldt vanskeligheder og er heller ikke kla­ ret helt tilfredsstillende. Tekstlinjer, der gaar op paa omtrent 20 cm, er og bliver for lange, og burde være brudt til to spalter. Og selv om skriften til de smaa to­ linjede vers under hver tegning er blevet noget min­ dre, end de var i „Mammutbogen", forekommer de mig stadig at være for store. I særdeleshed da trykket er noget sort og nærmer sig det sværtede. Men alt ialt er heftet et kunstværk, som gør forlæg­ geren Rasmus Naver ære. * I „Zoologisk have" er det Sikker Hansens artistiske egenskaber, vi i første række fæster os ved — men i „Morgenvandring" er det mere end det. Her har han haft friere spillerum, 48 store farvelagte billeder med mennesker, dyr, blomster, ting og sager. Opgaven er langt mere omfattende: at skildre et par smaa menne­skebørns syn paa, hvad der omgiver dem og interesserer dem paa en morgentur ude paa landet. Og han har grebet sagen an fra den rette side: netop at finde ud af, hvad det er, disse børn ser, og hvordan landet ser ud nu til dags. Naar han tegner en mark, saa ses den fra barnets niveau, horisonten ligger højt oppe, blomsterne og en lille markmus i forgrunden er uforholdsmæssig store, og foran det hele staar en stolpe med staaltraadshegn. En sammenføjning af staaltraadet bliver omtrent paa størrelse med en hare længere ude paa marken. Og ligesom dette staaltraadshegn spiller en væsentlig rolle i marksceneriet, finder vi telefonstolper og vindmøller, nye, smaa stationsbyhuse, zinkbelagte tage, høstma­skiner og andre „upoetiske" ting, som ellers helst ude­lades i kunstneriske skildringer af landet. Men ikke desto mindre findes de jo, og Sikker Hansen yder lige­frem et indlæg i de aktuelle naturfredningsdiskussioner ved at vise, hvorledes disse ting indgaar somet organisk led i landskabet mellem dyr, træer og blomster. Hvor fint har han ikke opfattet motivet med en hvid­kalket husgavl, sorte teglsten, en grønmalet træliste, et par svaler, en spinkel vindmølle og midt i det hele et svævende mælkebøttefrø. At sætte disse tre „vindmoto­rer", den svævende svale, vindmøllens jernkonstruk­tion og det lette mælkebøttefnug op imod hinanden er i sig selv et fund. Det viser, at Sikker Hansen ikke blot er manden, der kan bruge en blyant, men ogsaa kunstne­ ren, der kan se. Og blader man heftet igennem, møder man gang paa gang saadanne nye motiver, som man jo inderlig godt kender, men aldrig har set „gennem en kunstner" før. Der er jordbærbeddet mellem et par hvidkalkede udhuse (med tagpap), der er den hvidmalede laage med knopperne paa og postbudet med sin cykel. Vi har maaske set beslægtede malerier udført af ungeefter­ aarsudstillingskunstnere, men de artistiske mærkvær­ digheder har her været i forgrunden og motivet selv i baggrunden. Her faar vi fat i begge dele, fordi alting er gennemarbejdet til saa høj grad af forenkling. Den tekniske side afsagen har ogsaa her sin interesse, idet alle billederne er gengivet i zinktryk, hvor Sikker Hansen selv har tegnet pladerne. Af farver er der en lysblaa, en gulgrøn en rød og en sort, og man maa beundre den rigdom af afskygninger, der af den habile mand kan opnaas med disse begrænsede midler. En rod hanekam mellem dybsort og grønt bliver helt ja­ pansk og træsnitagtig, og det allersidste billedes gul­ grønne og blaagrønne marker med en blegblaa himmel og en sort flyvende vibe er stærk og mættet i sin natur­ stemning. Den hyggeligt gammeldags skrift, som egentlig ikke er videre køn i sig selv, men som vi kender saa godt fra talløse sangnoder, passer i størrelse godt til tegningerne, og det kolorerede omslag er behagelig frit for al slags „funkis" — snarere lidt i gammel „Julerose"hefte-stil, hvad der jo er ganske pudsigt for en bog, der er mere rigtig moderne end de fleste. Ebbe Sadolin. Jonsok-natt. Et monumentalt norsk Illustrationsværk. Mellem de udvalgte 10 bedste bøger i Norge 1933 blev »Jonsok-natt« af komiteen betegnet som ihøjde­punktet i årets bokkunst€. Bogen samt Frøydis Haa­vardsholms originaltegninger var i august udstillet i København i >Samleren