BOGBIND AF AUGUST SANDGREN Allerede i Vinter skrev „Dansk Bogbinderti­dende" om Forlagsindbinding 1933 og sagde bl. a. følgende haarde Ord om disse Binds For­simpling: „Først strøg man Falsen, dernæst Posen paa Ryggen, det eneste, som bidrager til at give Bogen en højst nødvendig Stivelse af Ryggen. Nu er Hjørnerne ogsaa røget, og da man jo ikke saa godt kan stryge Ryggen med, saa benytter man spaltet Faareskind til denne, et Materiale, som kun overgaas i Skørhed af daarligt. Papir. Bogen hænges ind i det ansmurte Bind, hvilket ikke er vanskeligere end at sætte Etiketten paa en Øl­flaske." I de senere Numre af „Nyt Tidsskrift for Kunst­industri" har Hr. B. Welen givet Udtryk for den Opfattelse, at Bogbindene ikke, som andet Kunst­haandværk, er fulgt med Tiden. Ganske vist har et Par Bogbindere forsøgt at sætte Hr. Welen til Vægs, men med Citatet fra deres eget Fagblad i Erindring maa man vist indrømme, at der er noget ivejen, hvad det saa er. Principet for Indbinding udført med Haanden er stadig det gamle, at Bog og Bind følges ad Trin for Trin: Efter Bogens Heftning følger Limning, Beskæring foran. Rundbankning og den saakaldte Afpresning, som giver Ryggen Form og gør Plads til Bindsidernes Pap, derefter Beskæring for En­derne, der følges af Pappenes Paasætning, der saa igen følges af Skindryggen og Hjørnernes Paasæt­ning, Bindsidernes Overtrækning med Papir, samt første og sidste Blads Opføring paa de indre Bind­sider. I Modsætning hertil bliver den maskinhef­tede Bog efter Heftning og Limning beskaaret paa alle tre Sider paa en Gang, hvorefter den rund­bankes og derefter lagt ind i det færdige Bind, enten dette nu er helt af Shirting eller med Skind­ryg og Hjørner. Større Revolutioner i det haandbundne Bind vil sikkert ikke kunne ventes, derimod maa Mate­ rialerne naturligvis efterhaanden forandres. Hr. Welen kan ikke lide marmoreret Skind, jeg har selv haft det ligesaadan, men naar man ser de gamle Bind med dette Materiale, maa man ind- I anledning af, at der i den senere tid har været rette stærk kritik mod de »forlagsindbundnec bøger, skriver bogbinder Sandgren herom og fremhæver bl. a. lær­redsindbindingen som det naturlige for forlagsbind. rømme, at de har holdt sig nok saa godt som dem med farvet Skind, altsaa maa man revidere sit Syn herpaa. Nye Skindsorter er næppe fremkom­met, naar undtages Hajskindet, dette er saavidt man endnu ved, meget slidstærkt, men ellers lider Skindet af de samme Skavanker som tidligere: blaa og grønne Farver falmer let. Skindet bliver efter nogle Aars Forløb porøst og skaves let af paa Bogens Kanter. Det ligger jo nært for en Bogbinder at forsyne sig efter de tilstedeværende Prøvebøger, og her findes der endnu en Masse slemme Ting, navnlig af Papir og Lærred, men for den, der undgaar det, der engang har skuffet ham, findes der dog en Del Ting af ærlig Materialekarakter, moderne Lærreder, der kun virker som Væv, men tit er saa lidt apretterede, at Guldtryk staar daarligt paa dem, og derfor maa forsynes med Titelskilt, som jo kan pynte. Men ogsaa, og navnlig, gode mo­derne Papirer, bl. a. de fortræffelige af Hr. Welen trykte, foruden de gamle, udødelige, som man stadig kan vende tilbage til. Jeg vil benytte Lejligheden til at opponere mod en ofte udtalt Mening, at ensfarvede Bind, eller Bind overtrukket med Papir i geometriske Møn­stre, skulde virke kedelige, efter min Mening tværtimod. Det er noget af en Overtro, og det marmorerede Papir i de sidste Aar er blevet saa udvisket og vammelt at se, at man vender sig til de lidt strengere Ting med Glæde, naturligvis vil ogsaa kun et Faatal af disse leve længe. Men det er jo de fleste Frembringelsers Skæbne. Om den maskinhundne Bog skriver den først om­talte Artikel: Samlede paa Rad og Række tager de friske og endnu ufalmede Bøger i mer eller mindre brogede Indbindinger sig nydelige og fristende ud. Gaar man som Fagmand ind paa en nærmere Un­dersøgelse, undgaar man ikke at komme ud for svære Skuffelser." — Det samme kan desværre siges om en Del af Haandbindene, og da især om den Del deraf, der efterhaanden er overtaget af Boghandlere og Antikvariater, som i voksende Tal gaar over til at ladeopkøbte Bøger indbinde inden de sælges. Bogbinderlaugets Priskuranter er be­ regnede paa direkte Samkvem mellem Bogbinder og Kunde, der er egentlig ingen Mulighed for en Fortjeneste for en Mellemmand, og da man helst skal levere Bind billigere end Bogbinderen og desforuden skal tjene selv, maa Bindets Kvalitet følgelig forringes, og Materialer og Metoder fra Forlæggerbindet staar da ogsaa som Mønster for denne Del af Fagets Produktion. Den trofaste Tilhænger af Haandbindet maa naturligvis være i Mindretal i Bogkøbernes store Skare og indrømme, at en stor Del Bøger ifølge deres Bestemmelse kun bør maskinindbindes eller lades uindbundne. Men er Maskinbindet saaledes en Nødvendighed i vor Tid,saa er Tekniken ogsaa tilstrækkelig udviklet til at præstere saa tækkelige Bind, at de kan stilles paa de flestes Boghylder. At det tækkelige Maskinbind her i Landet er en meget sjælden Fugl maa indrømmes. Skavanken baade ved Maskinbind og Haandbind er først og fremmest den, at de gerne giver sig ud for mere, end de er. Fra tidligere Tid har man vænnet sig til at bedømme et Binds Soliditet og Fornemhed efter det Ydres Prunk, et Synspunkt, hvis Tilhængere nu eri Aftagende, men som dog har fristet etstørre Forlag til at dekorere Ryggene paa et nu udkom­mende Storværk paa en saadan Maade, at man maatte vente indvendig at finde et Sidestykke til La Fontaines „Contes et nouvelles" fra 1762, men istedetfor finder et saare bramfrit Tryk paa et Papir af en Kvalitet som Hjemmets eller Familie­journalens; naar dertil kommer, at Bogens For­bindelse med Bindet indskrænker sig til, at første og sidste Blad er klæbet paa Bindets Indersider, forbavses man over en saadan ulogisk Forvaltning af de til Raadighed staaende Midler. Som et andet Eksempel fra den nyeste Tid kan nævnes et Oplag, der dels skulde indbindes i Lærredsbind og dels med Skindryg. Skindet viste sig at være saa skørt, at det maatte klæbes op paa — Papir, for at kunne taale Forarbejdningen. At Køberne af et saadant „Vælskbind" faar Fornøj­else af den Merpris, de erlægger for dette, synes derimod tvivlsomt. For Maskinbindet i Almindelighed gælder det, at Skind maa bandlyses og kun Lærreder med regulær Vævekarakter bør anvendes. Inden man tænker paa Bindets Dekoration bør der sørges for til­strækkelig solid Heftning, god Limning og rigtig Den haandbundne Bog paa det Trin, hvor den afgørende skilter sig fra Ma­skinbindet, idet Papperne sættes paa Bogen før Skindryg og Hjørner I Modsætning hertit Maskinbindet: den beskaarne og rundede Bog tagges ind i det færdige Bind. Den haandbundne Bog med paasat Skindryg og Hjørner samt Overtræks­papir. Haandbind og Maskin­bind Side om Side — og kun Sagkyndige kan sige, hvad der er hvad. 7 ^