OM ILLUSTRATION SOM BOGKUNST 

AF JOHAN PLESNER 

Kære Bogtrykker Nordlunde! Naar jeg nu er blevet tvangsindlagt som Medarbejder ved dette fine Fagtidsskrift, falder det mig naturligt at hen­vende mig til Dem, som jeg plejer, naar jeg soger Oplysning om noget, der har med Typografi at gøre. Desuden har jeg et Forslag at gøre Dem, men det gemmer jeg tilsidst. 
Da vi i Efteraaret ordnede Museets og Forening for Bh.s engelske Bogudstilling, var jeg ansvarlig for, at man saavidt muligt undgik Opslag med Illustrationer, fordi jeg syntes, at disse helt gen­genmgaaende blot skæmmede Englændernes me­sterligt karakterfulde og klare Typografi. — I Deres fortrinlige Anmeldelse af samme Udstilling i dette Blads første Nummer, har De derimod valgt at reproducere illustrerede Tekster, og De fremhæver Tegners og Bogtrykkers Samarbejde. Monstro De i en Anmeldelse af den tjekoslova­kiske Udstilling igen vilde have desavoueret Ho­vedlinien i mit Lægmands-mæssige Udvalg af Op­slag, denne Gang Fremhævelsen af Illustratio­nerne? 
Selv efter at jeg har læst Deres Anmeldelse, er det mig ubegribeligt, at man kan betragte de 
Magister Johan Plesner, der delfog i ordningen af kunsfindusfrimuseefs fo sidsfe bogudstillinger skriver et formløst brev til bogtrykker Nordlunde. Den tjekko­slovakiske bogudstilling var aaben11.—25. februar1934. 
engelske Illustratorer som andet, end — i bedste Fald — ligegyldige Dekoratører, egentlig blot Ødelæggere af smukt trykte Boger. Jeg mindes ingen Fortælleevne; den tegneriske Kunnen fore­kom mig overalt skolemesteragtig, og jeg kan ikke faa andet ind i Hovedet, end at Sammenspillet mellem Illustration og Typografi maa kaldes me­kanisk og — ærlig talt talentløst. I Æsops Fabler (Deres Artikel p. 5) mindede Billederne mig om indklæbede Frimærker og, hvor mon Samspillet ligger mellem Skriftart og Tegnemaade? Frimær­ket har ganske vist Kolumnens Bredde, men skal man virkelig raabe Hurra for det? I Bogen om den sorte Pige (Deres Artikel p. 6) forekommer Træsnitsmanéren mig tillært og„highbrow".Virk­ningen af sort paa hvidt (eller hvidt paa sort?) er splintret, uden atForvirringen i sig selv siger noget. 
Alle Englændere har en dødelig Respekt for „technique". De faar stive Øjne og hvisker, naar de aflægger denne Bekendelse. Deri har de en stor Styrke — men paa samme Tid en Svaghed, der har været helt fatal for alle deres forskellige Arter af Billedkunst. Mon ikke det bl. a. er de højtidelige typografiske Krav (Morris o. s. v.), der har taget 
•påab6b I »ko pinb4b\ jcoob kdyl jc 

Fig-i—2. K. H. Borovsky, satirisk digt om helgenkongen Vladimirs daab. Illustrationer, typografisk arrangement og omslag af 
Adolphs Hoffmeister, Industritrykkeriet, Prag 1930. 

alt Livet af Bogtegnernes naturlige Humor? Privat kender jeg saa mange Eksempler paa det dræ­bende i den engelske Haandværker-Hojtidelighed, naar den hentes frem til de store og vigtige Op­gaver. 
Mon man kan kalde Tjekkernes Illustrationer mindre bogmæssige end Englændernes? — Vel næppe, men skal vi saa ikke fremhæve, at man nu godt kan være „materialgerecht" uden at blive højtidelig, uden at sætte til af Fortælleevne og Humør! Det er ualmindelig festligt at blade i det satiriske Digt om Helgenkongen Vladimirs Daab, Billederne fortæller det hele, synes man da; fra Side til Side følger selv en Analfabet (eller Ud­lænding) Handlingens Gang. Se (her Fig. i) de dejlige Præsterygge, der fylker sig foran den lille Trone, der flankeres af Hofadelens forekommende Dumhed. Blad saa om (her Fig. 2). Den lille fede Præst, som vi før saa bagfra, nærmest ved Kongen, fylder i sin retoriske Vælde en hel Side, Talen vælder op i ham og ligger som en stor Klump Smør i hans aabne Gab. Han græder. Kongen sidder stadig, lyttende og lille deroppe i Hjørnet, vi ved bestemt, hvad der kommer ud af Forhånd­
yttt dobfe, indte naJSi rodinu, (e jsme od ddvna a v ka^dou hodinu fili pr oste, milovali svobodu, 
a 	nihdy nedrala se do rodu choutka po panstvi ni lalnost po {isku — hldsali jsme lasku miste utisku. 
Sudbou naii od praddvna hylo,jest 
v^létat k nebi, v^létat k slunci, k tajum hv^d, k velikému slunci, jeho{ ttply jas Buh ndm yachyiu dal ve vroucny nai hlas; 
sudbou je to naJi, rosu nebes pit, 

v okraj nebes otevfeny ditsky {flt, a ssdt do duie ru vuni rajskych luk, sladkost rajskych pisni, jejich rytmus, {vuk; 
sudbou nas i na jdsotny menu pies 
to, co duie pocitila u nebes, ai se na rosu ndm pisni proméni, pokrdpét ji lidskych srdci oseni 
Takovou ndm milost ratil ddti Buh: fplvat lasku, ipivat pravdu v [emsky luk. 
27 

Fig.3. F.Taborsky: Fuglenes rigsdag. Farvede træsnit og typogra­fisk arrangement af Karel Svolinsky, Industritrykkeriet, Prag 1928. 
HUGO BOETTINGER 


MLÅDI 
VARIACE NATHEMA DIVKY 
VENTINUM V PRAZ 
.gSo 
Fig. 4. Boettinger: Ungdom. Forfatterens illustrationer. Typogra­fisk arrangement af A. Novak, Industritrykkeriet, Prag 1930. 
lingerne mellem disse Stormagter — og at der i dette Fadervor kun er Tale om Hovedpunktet: det daglige Brød. 
Flød jeg nu hen i den gammeldags Genfortællen af det sete med Elevens egne Ord? Jeg vilde blot fremhæve Illustrationens primitive Funktion: at fortælle en Historie — i Billeder — for Analfa­beter. Nu ved jeg jo godt, at Illustrationer kun sjeldent kan fortælle hele Historien, men som oftest blot skal slaa en Stemning an — som i de gule, franske Bøger. Men en intetsigende Dekora­tion maa de aldrig blive — og er Englændernes korrekte Præstationer andet? 
Angaaende det egentlig bogmæssige i de tjekko­slovakiske Boger skal jeg kun vove at fremhæve eet Indtryk, der slog mig Gang efter Gang, efter­som jeg fik de enkelte Bøger i Haanden. — Hele Bogen — Format, Kolumnestørrelse, Skrift og Tegninger var øjensynligt blevet til paa een Gang, Helheden var født og ikke sammenstykket. — Faktisk forholder det sig ogsaa ofte saaledes, at det hele er een Mands Arbejde: Illustratoren er den kompetente Typograf, der paa een Gang