FRANSK BIBLIOF1LI OG BOGKUNST EFTER KRIGEN ORIENTERING VED PETER CHRISTIANSEN »Man lærer ikke at blive Bibliofil. Man fødes dertil, som man fødes til Kunstner, og man maa være lidt af en Kunstner for at blive en fin og en smagfuld Bibliofil.« Emil Hannover »On ne commence å devenir bibliophile que lorsque le gout de la lecture s'étant e'puré, et le jugement étant venu temperer 1' imagina­tion, on éprouve le besoin de relire de temps en temps, avec plus d'attention, certains ouv­rages dont le sujet ou le style nous ont plu « Jules Le Petit S OM led i sin bedst kendte serie »Petite Bibliotheque Andrea« udsendte Pariserboghandleren Ferroud i Juni 1914 en tobinds udgave at »Mademoiselle de Maupin«, paa hvis omslag han, stik imod alle regler tor luksustrvk, annoncerede næste nummer paa programmet — »Le Rouge et le Noir« — parat til udgivelse i November samme aar. Den drittige torlægger at elegantog ufor­falsket epigonbogkunst gjorde imidlertid her regning uden vært, der kom en mand med en slæde ivejen, og StendhaFs berømte ro­man med Robaudi's illustrationer, raderet at Edmond Pennequin saa tørst dagens lys engang i 19 21. Krigen havde da pløjet Eu­ropas gamle udpinte kulturjord op, en fornyelse,der mere havde FRANSK BIBLIOFILI OG BOGKUNST EFTER KRIGEN karakteren af revolution end evolution, havde gjort sig gældende overalt, og Ferrouds bog, der inden 1914, selv med syv aars for­sinkelse, vilde være gledet stilfærdigt paa plads i luksustrykkenes række, hverken værre eller bedre eller anderledes end saa mano-e 7 O andre, virkede-nu paataldende passé,en etternøler fra en periode, som verdensbegivenhederne i løbet af fem aar havde forvandlet til historisk fortid. Side om side med krigsgenerationens litterære pionerer og eksperimentatorer — mænd som Giraudoux, Morand,Carco, Max Jacob,Gilbert de Voisins, Mac Orlan o.a. —, og oftest i samarbejde med disse skyttegravskammerater, havde en hoben unge for­læggere, bogteknikere og illustratorer udfra fælles forudsætnin­ger og idealer i mellemtiden fremelsket en bogkunst, som selv de mest traditionsbundne bibliofiler, torbløtfede og desorien­terede, maatte bøje sig for, og som efterhaanden har hævet sig til en saa særpræget fuldkommenhed, at den nu taaler sammen­ligning med det 18. aarhundredes klassiske trembringelser. 1 nøje organisk kontakt med udviklingen har disse mænd af la generation du fen, »intellektuelle og selvsikre, positive i deres æventyrlyst, ironiske i deres indstilling overtor tredstidens tor­brugte idealer og sværmerier«,* skabt ny og friske værdier, som enhver nation, der har sine kunstneriske fremtidstarv for øje, bør sikre sig part i, mens det endnu lader sig gøre uden altfor dybe greb i pungen og alttor megen torgæves søgen. Herhjemme har biblioteker og musæer imidlertid aabent erklæ­ * Ernst Bendi: »Kosmopoliter och Hemmasittare«, Stockh. igiy, s. 189. Ordene er her møntet paa skri­benterne alene, men gælder ligesaa høj grad, naar de overføres paa bogkunstneme eller udvides til ogsaa at omfarte dem. FRANSK B1BLIOFILI OG BOGKUNST EFTHR KRIGEN ret sig ude af stand til at optylde denne mission. De har paa torhaand givet blankt op under henvisning til de beskæmmende smaa indkøbsfonds. Hvorvidt undskyld­ningen er fyldestgørende eller ej, faar staa hen. Her konstateres blot et faktum til ef­terretning for vore privatsamlere, hvem det under den forhaandenværende tinge­nes tilstand paahviler at tage affære. Disse kaldede har hidtil vist sig lidet redebonne. Paa de undtagelser nær, der kun bekræf­ter reglen og ingen sommer gør, har de delt vore ottentlige institutioners passivi­tet overfor den moderne transke bog­kunst. Tilsyneladende har de ikke gjort sig klart, hvilken sjælden begunstigelse det er for en samler at opleve en blomstrings­ Chas Laborde:Tcgn\ng (13X6 cm), periode indentor det metier, den kunst­ skaaret i træ af Jules Germain ril art, som har hans hjærte — en begunsti­Francis Carco: »Jesus-la-Caille«, Paris 1920, Ed. R. Davis. gelse, der tor vort vedkommende yder­ ligere understreges gennem de fordele, vor høje valuta byder os, naar det gælder Frankrig. Samtidigheden rummer ubegrænsede muligheder forsamleren. F eltet er endnu ikke gennemtrawlet, værdierne endnu ikke util­nærmeligt omgærdet at traditionens pigtraadshegn,selv den min­dre bemidlede har chance tor at kunne hjemføre nogle af de »store numre«, som hans ligestillede om to generationer maa FRANSK BIBLIOFILI OG BOGKUNST EFTER KRIGEN sukke torgæves etter, tordi det i øjeblikket mere gælder om at være connoisseur, om at opspore, jugere, følge uafladeligt med, end om at have de store summer til sin raadighed. Guldet er tor en gangs skyld ikke det store »Sesam luk dig op«; barbaren paa pengepungen bliver i mange væsentlige tilfælde en ufarlig kon­kurrent, hjælpeløs fordi han ingen autoriserede kurstabeller har at rette sig etter, men maa følge moden (o: det kostbare) og sin egen smag, to taktorer, som i det lange løb tører til samme sløje resultat, fordi de nærmere beset er synonyme. Det at samle indenforsin egen tid aabner i sjælden grad mulig­hed for at lære opdagelsens char­me at kende. Det byder i det hele paa mange flne, triske glæ­der. Men det bør billigvis ind­rømmes, at det samtidig er tor­bundet med store vanskelighe­der — det er jo nu engang saa­dan, at de fineste glæder tillige er de vanskeligste, det er van­skeligheden, der giver dem deres værd. Den samler, der har kastet sig over et moderne æmne, vil ot­ test, saasnart han har gjort de René Ben-Sussan: Litografi (i 3V2X cm), til Emmanuel Bove: »Un pére et sa fille«, Paris første skridt, faa en fornemmelse 1928, Ed. Au Sans Pareil (»Collection bleue«). af at have indladt sig paa noget FRANSK BIBLIOFILI OG BOGKUNST EFTER KRIGEN 4? uoverkommeligt. Stoffet ta­ger magten tra ham, hvergang han giver sig i lag med det for at skatte sig det nødvendige overblik. 1 modsætning til an­tikvaren, som bvgger paa tre­fire generationers velorgani­serede erfaringer, er han saa godt som udelukkende hen­vist til sig selv — de hjælpe­kilder, der staar til hans raa­dighed, er gærne saa faa og spredte, at han først faar dem samlet paa et tidspunkt, hvor de kun har værdi tor ham som korrektiver. Han maa orien­teresig pr.instinkt,eller rettere Fernand Siméon: Litografi (13X9 cm), til Anatole France: »Les désirs de Jean Servien«, Paris 1924, han maa taalmodigt og ihær­ Ed. Le Livre. digt som en muldvarp pløjesit telt tra ende til anden, gøre pionerens brydsomme arbejde, før han kan koncentrere sig og tage fat. Det kræver resignation og sejg energi og mest at alt mod og selvstændighed at stride sig klar­hovedet gennem overraskelsernes kaotiske mangfoldighed, frem til den all-round indsigt, uden hvilken selv den mest brændende kærlighed er omsonst, og som en samler af moderniteter alene kan skafte sig gennem tørstehaandserfaringer. Disse almindelige vanskeligheder, som er til for at overvin­des, øges naturligvis føleligt, saasnart der ligger et par dags­ FRANSK BIBLIOFILI OG BOGKUNST EFTER KRIGEN rejser mellem samleren og æmnet for hans kærlighed -der vil da være et risikomoment tilstede, som vel kan begrænses, men aldrig helt bortelimineres. Og vanskelighederne øges i særdeleshed, naar interessen gælder det siste tiaars franske bog­kunst. Den aarhundredgamle forbilledlige franske bihliofili har i løbet af dette tidsrum skiftet karakter. Alan kan gærne med en eufe­misme sige, at den som bogkunsten er blomstret op efter Ver­saillesfreden. Den er som alle andre eksklusive institutioner blevet demokratiseret, hvilket paa eengang vil sige udvidet — og ud­traadt. Den søger at tange det store publikum og overskrider dermed sin egen begrænsning. Resultatet bliver tortald. Det var alle dage den fran­ske bibliofilis styrke, at den var sig selv nok. Dens eksistens­berettigelse bestod i opfyldel­sen af en lille æstetisk og intel­lektuelt forfinet klikes krav, og bibliofiliens merkantile ud­øvere forstod, at det ikkekun­de være anderledes. De dispo­nerede udfra denne kendsgær­ning, de drev deres metier af kærlighed og var stolte af det. At forrvkke dets basis faldt dem ikke ind, saa lidt som at lokke profane uvedkommende Alfred Latour: Træsnit til Henri Focillon; "li 1 TA »L'Ile Oubliée«, Paris x^o, Éd. pichon. ind paa deres enemærker. Uer FRANSK BIBLIOFILI OG BOGKUNST EFTER KRIGEN var en god del idealisme med i FKetle spillet, lad saa være, at der vel ogsaa var nogen torfængelig­hed, noget standshovmod. — Det er tvpisk for disse forlæg­gere, der dominerede markedet inden krigen, at de aldrig har betragtet de særtryk, der tages af enhver fransk skonlitterær bog, som handelsvare. Selv af de ypperste skribenters værker lod man dengang blot fremstille 20-50 eksemplarer paa grand papier, dels til privat brug for forlægger og forfatter, dels be­regnet paa de litteraturvenner, der tillige var bogelskere, de ægte bibliofiler, hvis sans for bogens ydre er tødt at kærlig­ Georges Barbier: Farvetræsnit (lyXg cm), skaaret hed til densindre,ogsom gærne af Georges Aubert til René Boylesve; »Les bains de Bade«, Paris 19 21, Ed. Crés. otrer noget for at redde deres yndlingsværker tra forgængeligheden. Disse særtryk blev bort­subskriberet underhaanden, uden reklame af nogen art og naa­ede aldrig ud til boghandlerne. De var saa godt som ukendte tor det store publikum. Nu er torholdet blevet et andet. Det er ikke længere et natur­ligt privilegium, forbeholdt dem, der ikke misbruger det, at eje bøgerne i grand papier-eksemplarer. Den oprindelige sunde hen­ 46 FRANSK BIBLIOFILI OG BOGKUNST EFTER KRIGEN sigt er blevet profaneret. Der er gaaet spekulation i særtrykkene, de er blevet en artikel, der »gøres i«,som man gør i dameunder­tøj og Fordvogne, en blot og bar indtægtskilde, udnyttet til det yderste at forlæggerne. — Saasnart en forfatter begynder at sæl­ges, tages der i hundredvis — til tider i tusenvis — af disse tryk, nummerede, paa utallige forskelligepapirsorter med velklingende navne (papier vert hmmre, chiffon héliotrope, or Turner, Ronsard gris o. s. v.). Der jobbes med dem, privatpersoner sikrer sig eks­emplarer i haab om at kunne sælge dem snart efter med klække­lig fortjeneste, antikvarer opkøber inden udgivelsen store partier og slipper dem lidt etter lidt i handelen til overpris under hen­visning til, at de er udsolgte og efterspurgte, skønt markedet i virkeligheden er oversvømmet af dem og de knap nok kan bære deres torlagspris.* Og det er tor dem, der samler tordi de elsker, kun en ringe trøst, at de, naar de køber paa rette tid og sted, kan skaffe sig deres yndlingsværker i grand papier-eksemplarer tor en meget beskeden penge.** Eksemplet er typisk tordet misbrug i spekulationsøjemed,som hele den franske bibliofili har været udsat for i det siste tiaar. * En medvirkende, og forsonende, aarsag til det store antal grand papier-eksemplarer er dog at finde i den kendsgerning, at den gængse 12 frs udgave fra efter krigen fremtræder i et saa miserabelt udstyr, at det ikke sjældent er en fysisk umulighed overhovedet at læse teksten. Det store kontingent af bogsamlere, der tidligere lod sig nøje med et almindeligt eksemplar af premier tirage, maa nu gaa til særtrykkene paa papier Lafuma for at faa eksemplarer, der i ydre svarer til Calmann-Lévy's og Lemerre's upaaklagelige 3,50 frs udgaver af f. eks. France's og Bourget's romaner fra 90erne. Den naturlige efterspørgsel paa grand papier-eksemplarer er faktisk betydelig større end inden krigen, men dog langtfra stor nok til at motivere de formelige oplag, forlæggerne lader fremstille. ** Denne moderne handelsvare holder i almindelighed en gennemsnitspris af 6—11 kroner. Selv saa ypper­lige ting som f. eks. Mauriac's »Le désert de l'amour« og »Therese Desqueroux« og nogle af brødrene Tha­raud's bedste romaner averteres nu, j—6 aar efter deres fremkomst, til 75-frs. Kun enkelte epokegørende værker som Proust's store cyklus, Martin du Gard's »Les Thibault«, Louis He'mon's »Maria Chapdelaine« (nr. 1 af Grasset's berømte serie »Les cahiers verts«), Dorgelés' »Les croix de bois«, André Gide's »Si le grain ne meurt« o. n. a. er vanskelige at finde i særtryk, og med rette kostbare. FRANSK BIBLIOFIL! OG BOGKUNST EFTER KRIGEN Hermann Paul: Farvetræsnit (16X11V2 cm), til Montherlant: »Le genie et les fumisteries du divin«, Paris s. d.. Ed. de la Nouvelle Société d'Edition. En under krigen opsparet læsetrang hos det store publikum i torbindelse med den imponerende,nyskabende frodighed, hvor­med de franskeskribenter producerede under trykket af verdens­begivenhederne, skabte allerede straks efter krigen et røre om­ FRANSK BIBLIOFILI OG BOGKUNST EFTER KRIGEN kring litteraturen, der gjorde sig gældende selv i krese, som tidligere havde været uden nævneværdig kontakt med bøgernes verden. Litteraturen blev pludselig en værdi, der laa i haussen paa tidens børs. Og som en Pariserforlægger har sagt: »des qu'une valeur se crée, un snobisme nait, et des qu'un snobisme est né, les profiteurs l'exploitent«.* »Det litterære« kom paa mode. Litteraturen blev dagens æmne, forfatteren i endnu højere grad dens helt. Man kresede nvfigent om hans privatliv, sloges om at indfange ham som gæst, samlede paa ham. Og etterkrigstidens nouveaux riches fandt i bibliofilien et letkøbt middel til at demon­strere deres kulturelle interesser i overensstemmelse med tidens krav, samtidig med at de opdagede den mulighed for 100 pCt. fortjeneste, som samleriet altid byder paa. Bøgerne blev i løbet af kort tid en førsteklasses handelsvare i hænderne paa drittige forlæggere. Ikke blot drev de den gamle tradition med særtryk­kene ud i det absurde, men de jonglerede tillige med begrebet originaludgaver paa en saadan maade, at det næsten er blevet umuligt selv for en trænet samler at orientere sig. Et enkelt eksempel viser med al ønskelig tydelighed den hensynsløshed, hvormed man er gaaet tilværks. I 192 2 udsendte Gallimard Paul Valéry's digtsamling »Charmes« i begrænset oplag med num­merede særtryk paa fint papir som en autentisk originaludgave. Det var i virkeligheden kun en tørste samlet udgave, alle dig­tene havde været trykt tør, tor de tlestes vedkommende i bog­torm i enkeltudgaver, tor restens vedkommende i store kendte tidsskrifter. Lad dog gaa med det. Men istedettor nu simpelthen at optrykke denne udgave i en almindelig edition courante, naar * Bernard Grasset: »La chose littéraire«. Paris 1929-S. 183. André Dunoyer de Segonxac: Farvelagt tegning til Flaubert: »L'Éducation sentimentale« Paris 1922, Ed. Librairie de France, CEuvres complétes illustrées. - 50 FRANSK BIBLIOFILI OG BOGKUNST EFTER KRIGEN den er udsolgt, udgiver Gallimard den igen i 1926 i begrænset oplag med særtryk og alle til originaludgaven hørende tributer, under henvisning til, at den rummer nvt stot — nemlig eet digt »Etude pour Narcisse«, som tilmed har været ot^entliggjort tor i en meget udbredt antologi. Og samme aar kommer der hos samme forlægger endnu en udgave kamoufleret som originale, hvor det hidtil utrykte stof indskrænker sig til tre strofer hæg­tet paa et gammelkendt digt. Man merkt die Absicht Ogsaa paa anden maade er originaludgavens bibliofile værdi blevet udnyttet med stor virkning — i p/aqnetten, det begrænsede særtryk i bogform af et enkelt mindre arbejde. Plaquetten har sin ubestridelige værdi som bevarer af fremragende bagateller, essais, brudstykker, indlæg i døgnets kamp, som er saa selvstæn­digt afrundede i tanke og form eller ligger saa meget ved siden af forfatterens øvrige produktion, at de ikke egner sig til at bunkes sammen i et større værk. Alen som forlagsartikel er den en farlig ting, fordi den er nem og billig at misbruge. Man be­tænker sig paa at udgive en roman; det er forbundet med store omkostninger, og bogen, som tages op til øftentlig vurdering, skal kunne hævde sig alene i kratt at sit indhold, 12 trs udgaven stemmer ingen læser blidt. Desuden er romaner trods alt ikke til at finde paa ethvert gadehjørne; hvor slette de end er, repræ­senterer de dog en vis arbejdsindsats. Men hvilken tortatter har ikke et ubrugt udkast liggende, som, naar det iføres bibliofile klæder, kan tage sig helt gedigent ud, uden større økonomisk ri­siko? Og plaquetten anmældes sjældent; torlagets officielle pre­stige lider derfor ikke noget skaar, selvom mistorholdet mellem indre og \ dre skulde genere nogle fintfølende købere. Sist men FRANSK BIBLIOFILI OG BOGKUNST EFTER KRIGEN ikke mindst er plaquetten en ori­ginale saa godt som nogen stor roman. Hvad under da, at mange har forgrebet sig paa den. — Mø­der man et af disse utallige smaa­tryk i et katalog, véd man al­drig, om man finder guldkorn el­ler vaskeregninger tra skribentens trængselsperiode bag det elegante udstyr; end ikke navnet paa titel­bladet yder nogen garanti, naar det gælder en plaquette. Mange forfattere lader vderligere, saale­des som Paul Valéry, hver enkelt af de til en samling beregnede ar­bejder udkommeidenne form kort tør selve samlingen, hvorved pla- Pierre Fa'ké: Radering (i 3V2X8 cm) til Francis Carco; »Les vrais de vrai«, Paris 1928, Ed. Au quettens eksistensberettigelseselv­ Sans Pareil (»Collection bleue«). sagt bortfalder eller forringes til et rent bibliofilt kuriosum, mens udgiverne opnaar at faa to sæt »originaludgaver« ud af samme produkt. Denne spekulation i en moderaptus gør sig naturligvis ogsaa gældende indenfor den rene hogkunst, de ornamenterede og illu­strerede luksustryk. Og virkningen er her mere direkte ødelæg­gende. Det drejer sig jo ikke blot — som ved særtrykkene — om et hensynsløst misbrug af en gammel og naturligt begrænset tra­dition, men om en tor den digteriske værdi positivt skadelig ud­nyttelse at teksten. Ganske torudsætningsløse personer, udsty­ 52 FRANSK BIBLIOFILI OG BOGKUNST EFTER KRIGEN ret med en vis merkantil flair, har i hobetal nedsat sig som édi­teursdeluxe ogspyr en ustandselig strøm at kostbare værdiløshe­der ud over markedet, — værker der røber forlæggerens ukend­skab til bogarkitekturens elementæreste love, men som ikke de­sto mindre efterspørges, dels fordi de, alene i kraft af deres for­lagspris, repræsenterer en vis kapital,dels fordi de er udstyret med al materiel »komfort«, dels endelig fordi illustratorerne er valgt med henblik paa et nybagt, mondænt, pengestærkt publikum. Det siger dog sig selv,at hvor det gælder en nation som Fransk­mændene, der har en saa medfødt sans tor bogens ydre og en saa fornem tradition, kan en smagløs bibliofil mani ikke faa nogen varig fordærvende indflydelse, saa lidt som den kan stanse eller blot hæmme den uforfalskede bogkunst i væksten. Tværtimod. De gamle, tine samlere opdrager bestandigt deres efterfølgere, de eksklusive selskaber arbejder vedblivende, under fremragende kapaciteters ledelse, med ny tryk, mens den tiltagende, i sit ud­spring ganske naturlige og ægtefølte læselyst stilfærdigt tilfører bibliofllien nyt, sundt blod. Snobberiet, spekulationen i bøgerne skafler penge til forlæggerne og øger trods alt omsætningsmu­lighederne ogsaa for de ypperste værker. Og moden bliver saa­ledes til en vis grad forudsætningen for den enestaaende blom­stringsperiode, fransk bogkunst har hatt siden freden, idet den har bidraget væsentligt til at skafl'e krigsgenerationens kunstnere arbejdsvilkaar, som tillod dem at dyrke og udnytte deres talent i fuldt maal og ganske uat hængigt.* Intet ersaa slet,at det jo ikke er godt for noget. * At den spontane kraft, hvormed disse talenter gjorde sig gældende, omvendt har virket stimulerende paa moden, er kun rimeligt. FRANSK BIBLIOFILI OG BOGKUNST EFTER KRIGEN r Charles Martin: Farvelagt radering til Jules Laforgi Pierrot fumiste«, Paris 1927, Éd. Émile-Paul fréres. Som den epoke, hvoraf den er fremgaaet, er den moderne transke bibliofili og bogkunst som helhed et kaos paa godt o^ ondt, et frodigt ynglende mylr af forfattere, forlæggere, tekni­kere og illustratorer, blandt hvilke det har sin vanskelighed at finde sig tilrette og skille klinten fra hveden. Det er da utvivlsomt orienteringsbesværlighederne, der i første række har holdt vore hjemlige samlere tilbage; de har, med nogen ret, følt sig handi­cappet. Angsten tor, paa grund af afstanden og det overvæl­dende materiale, at komme til at købe katten i sækken, har væ­ret stærkere end tristeisen. Men ogsaa et andet forhold har sik­ 5*4 I RANSK BIBLIOFILI OG BOGKUNST EFTER KRIGEN kert været medvirkende: aarene efter krigen har lært os at rea­gere skeptisk overfor »det ny« i kunsten, der — med en styrke, som kun lang tids tvungen produktiv stagnation kan afsted­komme — skulde være groet frem af en hel generations beske og blodige erfarihger! I vor neutrale zone fik vi jo mest forloren overdrivelse og kun grumme lidt af værdi; rationering og gul­lascheksport skabte ingen givtig jordbund tor revolutionerende nydannelse. Det er hensigten med nærværende arbejde, dels, gennem teks­ten, at skabe et nødtørftigt, rent praktisk arbejdsgrundlag for de danske samlere, der har manglet modet, men ikke lysten til i tide at redde noget af efterkrigsperiodens franske bogkunst indenfor landets grænser — dels, gennem illustrationerne, at give et, desværre kun svagt, begreb om denne bogkunsts høje arti­stiske værd. En siste nævneværdig grund til, at saa taa danske samlere har vovet sig i kast med fransk efterkrigsbogkunst, er sikkert at finde i den altfor overdrevne forestilling, man har gjort sig om pri­serne i almindelighed. Det er ikke mere end et halvt aars tid si­den, at en passioneret skønaand i et københavnsk dagblad kort og godt erklærede, at man maatte være rig tor at kunne skatfe sig et blot nogenlunde fyldestgørende udvalg at disse værker. En saadan bemærkning skræmmer, rent bortset tra, at den tarer med halv sandhed. Det er en kendsgærning, at de store luksusbøger er kostbare. Det kan ikke være anderledes. Naar man véd lidt om de talløse forsøg med papir, sats, format, type, sværte o. s. v., som trem­stillingen at en tuldendt bog kræver, og hører, at kunstnerne FRANSK BIBLIOFILI OG BOGKUNST EFTER KRIGEN f J ofte gennem flere aar udelukkende beskættiger sig med illustra­tionsmaterialet til et saadant standardværk, naar man véd, at bo­gen af tekniske grunde daarligt kan trykkes i mer end to-tre hundrede eksemplarer, og yderligere betænker, at den h\ ppigt indeholder en haandtuld originalraderinger at en af Frankrigs bedste (og højstbetalte) kunstnere, bøjer man sig resigneret for prisen — og lader bogen være.* Men man behøver ikke at give op af den grund. Det lader sig gøre, selv med absolut beskedne midler, at samle et fuldvæg­tigt og repræsentativt udvalg af moderne fransk bogkunst. Et par eksempler valgt i flæng vil sætte enhver i stand til at kon­trollere paastandens sandhed. Allerede blandt de billigste bøger, som overhovedet er at faa til købs, lindes tryk, der maa glæde alle k\ ndige. Det er blot de færreste samlere, der giver sig til at søge paa saa ydmyge steder. Gør man sig imidlertid den ulejlighed at gennemstøve de to se­rier, som er de eneste sunde forsøg paa at popularisere fransk bogkunst — Le livre de demam og Le lime moderne illustre —, vil man finde adskillige perler, beskedne ganskevist, men uforfal­skede baade hvad indhold og ydre angaar. Fem, som er hævet over al tvivl, skal nævnes her; Colette's lille mesterværk »Mit­sou«, med Hermann Paul V træsnit (et af denne kunstners mest vellykkede foretagender), brødrene Tharaud's klassiske fortæl­ling om »La randonnée de Samba Diouf«, illustreret af Pierre Falke, Francis Carco's apacheroman fra krigsaarene »Les inno­ * Noget andet er, at den selvfølgelige ret til at kræve en høj forlagspris for disse tryk nu og da misbru­ges — som naar f. eks. et Pariserfirma for en illustreret udgave af fire af Zola's romaner (hverken værkerne eller illustratorerne er navngivet i subskriptionsindbvdelsen!) forlanger den kokette sum af 48 000 frs. Den slags tilfælde er imidlertid betydningsløse i det lange løb, tiden reducerer ubarmhjærtigt alle falske priser. Hermine David: Radering til Frangois Mauriac; »Fabien« Paris 1926, Ed. Au Sans Pareil (»Collection bleue«). LE^ CONTES DEPBRRAULT Laboureur: Titelradering, Éd. Au Sans Pareil. >-8 FRANSK BIBLIOFILI OG BOGKUNST EFTER KRIGEN cents«, med 48 træsnit af Dignimont, Mauriac's »Le fleuve de feu«, med Clement Serveau V træsnit, og endelig Raymond Radi­guet's psykologiske roman »Le bal du comte d'Orgel«, med træsnit af Fran^ois, et ganske ungt talent. — Dette er ikke bøger, som en samlef kun skal købe, tordi han ikke har raad til de dy­rere. De maa simpelthen ikke savnes, de hører til i det mest ud­søgte bibliotek som repræsentanter tor en betydningsfuld ten­dens indentor hele epoken. Entrer man blot et par trin op ad prisstigen, bliver mulighe­derne for at taa part i den ypperste transke bogkunst ret ube­grænsede. Før man naar indentor de egentlige luksustryks om­raade, støder man f. eks. paa Cahnann-Lévy's standardudgave at Anatole France's værker, enkel, sober og harmonisk, uden tal­ske pretentioner, hvor man blandt de 16-17 allerede udkomne bind tinder to af Carlegle's fineste arbejder, hans illustrationer til »Thais« og »La rotisserie de la reine pédauque«. 1 disse træ­snit har man hele manden. Indbyrdes torskellige som de er i tek­nik og æmne, viser de med al mulig tydelighed hans talents om­fattende sikkerhed. Bøgerne er ikke sjældne, bliver det heller aldrig, og de kan taas tor 7 kroner stykket, men det torringer jo ikke deres kunstneriskeværdi. — Forresten kan man tor samme pris og paa meget værdig maade taa adgang til luksusudgavernes forjættede land. Der Hndes en lille serie originaludgaver at mo­derne tortattere, »Collection bleue« (Au Sans Pareil), med ra­deringer og litografier at det unge Frankrigs tørste kunstnere, og trykt paa udsøgte papirer i begrænset oplag (500-1200 eks.). De tre bedste bøger i denne serie, Giraudoux's »Helene et 1 oug­las« med Lahoureur V raderinger, Mauriac's »Fabien« med Her­ FRANSK BIBLIOFILI ()G BOGKUNST EFTER KRIGEN Chas Lahorde: Farvelagt radering (16X11 cm) til Francis Carco: »Rien qu'une femme«, Paris 1925. mine David s raderinger og Lacretelle's »La belle journee« med Chas Laborde's, tilfredsstiller de mest rigoristiske bogkunstneri­ske krav. Og dog er disse ratHnerede, men ganske enkle smaa­bøger ikke drevet højere op i pris, end at man med lethed kan 6o FRANSK BIBLIOFILI OG BOGKUNST EFTER KRIGEN faa dem tor 9 kroner hver. — Det skal dog tilføjes at denne serie danner en undtagelse. Almindeligvis maa man ofre 20-25 kroner for at komme i besiddelse af et af de virkelige luksus­tryk. Til gengæld har man da et overdaadigt materiale at gøre udvalg af. Om dette materiales kvalitet kan man danne sig et begreb ved blot at stifte bekendtskab med følgende bøger, der alle købes for o. 20 kroner stykket og ret hyppigt averteres i antikvarkatalo­gerne: Hugues Rebeli: »Les nuits chaudes du Cap Fran^ais« med farvelagte raderinger af Hermine David {Jonquieres 1927. 1150 eks. in-80), André Gide: »Isabelle« med raderinger af Da­ragnes {Jonquieres 1924.1150 eks. in-80), »Les avantures satyri­ques de Florinde« med raderinger af Lahoureur {An Cahinet du Livre 1928. 400 eks. in-80), Giraudoux: »Anne chez Simon« med farvelagte stik af Daragnes {Eniile-Faul 1926. Originaludga­ven, Plaquette, 300 eks. in-40) og Francis Carco: »Rien qifune femme« med raderinger af Maurice Asselin {Cres et C/V. 1923. Originaludgaven, 1228 eks. in-40). En kyndig bibliofil vil kunne supplere listen ad libitum. Er han istand til blot engang imellem at give 60-75 kroner paa eet bræt for et særlig efterspurgt værk eller en af de mere pompøse luksusudgaver, hvis bogladepris gærne ligger omkring 4-500 francs, kan han i løbet af en aarrække — for gennemsnitlig en snes kroner om maaneden — oparbejde et elitebibliotek, som bærer sin løn i sig selv, en samling skønne værker fra en af de frodigste og interessanteste epoker i bogkunstens historie. At en saadan samling maa undvære de meget kostbare trvk, forringer den væsentligt udfra et rent økonomisk og bibliofilt FRANSK BIBLIOFILI OG BOGKUNST EFTER KRIGEN i. Carlégle: Farvelagt tegning til Pierre Louys: »Les aventures du roi Pausole< Paris 1924, Ed. Briffaut. synspunkt, men derimod kun i ringe grad udfra et historisk og kunstnerisk. Og i det lange løb er det det siste, der gælder. De berømte store værker indenfor moderne fransk bogkunst er fuldendte. Men der findes bøger til 150 tranes, som ogsaa er det. Læg fire bøger side om side, tørsteklasses repræsentanter for fire torskellige prisniveauer: Momay's udgave af »La re­volte des anges« med træsnit af Siviéon (250-300 frs.), Lihrairie de Francens udgave at »Historie comique« med raderinger af Llano-Florez (450-500 trs.), Jonquieres' udgave af »Nana« med 6 2 FRANSK BIBLIOFIL! OG BOGKUNST EFTFR KRIGEN raderinger af Chas Laborde (2 500 frs.), og endelig det maaske mest omtalte af alle efterkrigstidens luksustryk, Gilbert de Voi­sins' »Le bar de la fourche« med farvelagte træsnit af Pierre Falke (5000 frs.).* Det bliver taktisk en smagssag, hvilket af disse tryk man vil tildele førsteprisen. Deres standard som bog­værker er den samme. Deer hver for sig udadlelige, fuldendt har­moniske enheder. Og de er tvpiske udtryk for deres tid. Det er givet, at hvis man blev stillet overtor det siste tiaars samlede pro­duktion af bogværker og kunde vælge uafhængigt, alene udfra kunstneriske synspunkter, vilde forbavsende mange af de boger man toretrak vise sig at høre til de økonomisk overkommelige. Det er saavist ikke pengene, det i tørste række kommer an paa, men det rette samlerinstinkt, taalmodighed, indsigt og smag. 1 sin klassiske afhandling »Om at samle paa Bøger« — hvor­til disse linjer er tænkt som et beskedent specialtillæg — frem­hæver Ewil Hannover med rette nødvendigheden af at arbejde paa solid bibliografisk basis. »Paa ganske bar Bund,« slutter han »og aldeles blottet for Bibliografier over den Art Værker, man paatænker at samle, bør i hvert Fald ingen Bibliofil begynde sit Bibliotek.« Som ovenfor bemærket har det imidlertid sin van­skelighed at efterkomme dette bud, naar man vælger at samle indenfor et moderne omraade, og ogsaa paa dette punkt øges vanskeligheden ydermere for den, der har kastet sin kærlighed paa efterkrigstidens franske bogkunst. Indtil tor et aar siden maatte man hjælpe sig med spredt og utilstrækkeligt tidsskrift­ * Jvnf. de S. 73, 75 og 8^ gengivne sider. Desværre er det ikke lykkedes at fremskaffe et eksemplar af Nana til reproduktion. FRANSK BIBLIOFILI OG BOGKUNST EFTER KRIGEN 6 3 Dignimont: Radering (16 X111/^ cm) til Emmanuel Bove: »Mes amis«, Paris 1927, Ed. Emile-Paul fréres. materiale. Og tor de forfatteres vedkommende, der alfabetisk kommer etter Louis Bertrand, er man endda lige vidt: kun tør­ste bind at Tahart og Flace's længe ventede standardværk er udkommet.* Til gengæld er dette bind vel værd at studere. Stot­ * Hector Talvart & Joseph Place: »Bibliographie des auteurs modernes de langue frangaise 1801-1927« Paris 1928, Ed. de la chronique des lettres franqatses. Planlagt til 7 bind (å 150 frs.). FRANSK BIBLIOFILI OG BOGKUNST EFTER KRIGEN tet er torbavsende komplet, gennemarbejdet i alle detaljer, hver enkelt forfatter udtømmende behandlet i følgende tempi: 1° en kort biografisk notits, 20 en fuldstændig, kronologisk ordnet beskrivelse af værkerne i alle udgaver, 30 en fortegnelse over arbejder, hvortil torf. har skrevet forord, noter etc., samt 40 en liste over alt, hvad der er fremkommet paa tryk ovi forf. Som supplement til denne mere generelt anlagte haandbog vil Raymond Mahé V specialværk »Bibliographie des livres de luxe 1900-1928«* sikkert kunne benyttes. Bogen, som udkommer om kort tid, er delt i tre afsnit, alfabetisk ordnede, 10 efter for­fatternavn, 20 efter titel, 30 efter illustratornavn (udfor hver kunstner citeres alle de af ham illustrerede værker), og det er hensigten at holde værket å jour ved hjælp af et tillægsbind hvert andet aar. løvrigt finder man en, oftest upaaagtet, kilde til bibliografisk viden i de fortrinligt redigerede — og for det meste smukt ud­styrede — auktionskataloger. De averteres hyppigt og koster gærne 3-4 kroner; kun ganske enkelte er kostbare og kan und­væres af dem, der indskrænker sig til at samle paa moderne tryk. Anskaffer man sig blot et par stykker om aaret, har man paa nem og billig maade et uvurderligt materiale til kundskab om bøgernes ydre liv, deres sjældenhed og efterspurgthed, deres aktuelle værdi mand og mand imellem.** Ogsaa de almindelige hulletins de hibliophilie, som enhver fransk antikvar med respekt * Éd. René Kiejfer (200 frs.). ** Man maa kun huske altid at købe eksemplarer hvor listen med auktionspriserne (prix d'adjudication) er tilføjet. — Etpar indholdsrige kataloger fra de senere aar er: »Bibliothéque de Robert de Montesquiou«, 3 vol, Paris, Escoffter, 1923-24, »Bibliothéque de M. E. Solacroup«, Paris, Carteret, 1925', og »Bibliothéque de M. le comte Foy«, Paris, Giraud-Badin, 1926. FRANSK BIBLIOFILI OG BOGKUNST EFTER KRIGEN Daragnes: Radering til André Gide: »Isabelle«, Paris 1924, Ed. Jonquiéres (Collection »Les beaux romans«). tor sig selv udsender engang eller to om maaneden, indeholder udmærkede bibliografiske oplysninger, naar man holder sig til de solide firmaer.* Det lønner sig at klippe priserne ud etter­ * Ch. Bosse, 18 Rue de l'Ancienne-Comedie, som selv er en fremstaaende bibliofil og har en af de største og ældste boglader i Paris, er bombesikker. Man kan trygt stole paa hans priser, og hans kataloger hører, stofligt set, til de ypperste og mest righoldige. S FRANSK BIBLIOFILI OG BOGKUNST EFTER KRIGEN haandcn og klæbe dem op paa et løst ark papir bag i de paa­gældende bøger med vedføjet dato. Den rent praktisk intime kontakt med stoffet er en nødvendig forudsætning for al sam­lervirksomhed. Bibliografiens tørre fakta er imidlertid utilstrækkelige for den udenlandske samler, der ikke har lejlighed til at komme i direkte kontakt med bøgerne, tør han køber, og for hvem de utallige bogkunstneres forskellige manér og opfattelse af illustratorhver­vet i mange tilfælde maa være ukendt. Det er selvsagt ikke nok, at han véd hvilke kunstnere der har værd, han maa supplere sit haandbibliotek med et par illustrerede, kritiske oversigtsværker, der giver ham et saa klart og nuanceret indtryk, at han paa for­haand er istand til at atgøre, om der er sandsynlighed for, at kombinationen af forfatter og illustrator i det og det værk kan tøre til et gunstigt resultat. Han maa vide, at han ikke ubeset bør købe et luksustryk af en moderne, psykologisk high-life­roman, hvis det er Joseph Hémard, der har leveret illustratio­nerne, men derimod roligt kan give efter for fristelsen, hvis det er Lahourenr. Det er samlerens føling med de enkelte kunstne­res specielle ævner, i forbindelse med hans litterære kultur, der gør det muligt for ham i tide at sikre sig de virkelig værdifulde tryk, selv om han ikke til daglig har sin gang i quartier latin. Af brugbare oversigtsværker findes kun taa; hovedparten at denne litteratur gør takket være ensidighed mere skadeend gavn, og det meste af resten behandler kun efterkrigsperioden flyg­tigt. — 1 Studios »Special Winter Number« 1924 har Pariser­forlæggeren JJon Fichon (Carlégle's forlægger) knapt og nøg­ternt ridset linjerne for den moderne transke bogkunst op. Hans LE5 ARTI5TE5 DU livre: MARTiN HENRY BABOU ÉDITEUR A PARIS 26V3X lo'/a cm. LA PRINCEZ^E. DE B A B CHEZ RENE V KIEIfER L O N E 24X i9t/» crn- EMMANUEL BOVE ÉDITIONS ÉMILE-PAUL FRÉRES 29 X19V2 cm. DESTINS HU>X01S MVIRIAC 25X18 cm. Omslag. FRANSK BIBLIOFILI OG BOGKUNST EFTER KRIGEN Souvenirs <1 Egolisine 6c StcnDKol t«R RMI m* Pr«l • Aux Aldes rhfi IVrturd Gnwwl Taris CEUVRES COMPLÉTES DE CHARLES BAUDELAIRE EDITION CRITIQUE PAR F.-F. GAUTIER CONT1NUEE PAR Y.-G. LE DANTEC HISTOIRES EXTRAORDINAIRES TRADUITES D'EDGAR A. POE PARIS EDITIONS DE LA NOUVELLE REVUE FRANCAISE 3, RUE DE GRENELLE. 1928 16V2 Cm. 22X17 cm. Titelblade. •artikkel er ledsaget af et velvalgt og repræsentativt illustrations­materiale, der dog for størstedelens vedkommende er slet gen­givet, og ogsaa han beskæftiger sig overvejende med bogkun­sten fra aarhundredeskiftet op til 1914. Det samme torhold gør sig gældende i Raymond Hessels tortrinlige arbejde »Le livre d'art du XIX' siede a nos jours«, som forfatteren dog tor nylig har haft den gode ide at komplettere med »Le livre d'apres guerre«, en kritisk historisk gennemgang at den franske bibliofilis udvik­ling fra 1919 til 1928, med særligt henblik paa de bibliofile sel­skabers publikationer.* — Langt højere end noget af disse vær­ker staar imidlertid Henry Babou's imponerende serie »Les arti­stes du livre«, som i sig selv er en bogkunstnerisk bedritt. I en * Bogen indeholder desuden en bibliografisk fortegnelse over henved 30 moderne forfattere. FRANSK BIBLIOFIL! OG BOGKUNST EFTER KRIGEN række ens udstyrede, fornemme bøger i kvartformat, gennem­illustrerede,til dels med plancher taget direkte over pladen eller blok­ken som i de origi­naletryk,behandlesher alle samtidens ypper­stebogkunstnereen tor en, baade kritisk bio­grafisk og bibliogra­fisk. Siden serien paa­begyndtes i foraaret 19 2 9er tolgende9 bind udkommet: Carlegle, Charles Martin, Hé­viard, Lahonreur, Her­mann Vaul,Vierre Bris­sand, Méheut, Sylvain Sauvage og Dignimont. Men da hvert bind kun PREFACE D'ANDRE SUARES « JOUfic BOSVIEL-ÉDITEURS• 9 • QUAIAUXFLEURS• 9 -Pc/f H. IS =•> Louis Jou: Titelblad. tages i 700 eksemplarer og oprindelig var at taa for 40 frs., er de fleste af dem allerede nu vanskelige at finde og betales med den 3-4 dobbelte forlagspris. Som et nødvendigt, aktuelt tillæg til de bibliografiske og kri­tiske oversigtsværker maa endelig de bibliofile tidsskrifter næv­nes. Kun ved hjælp at dem er det muligt tor samleren at holde 7O FRANSK BIBLIOFILI OG BOGKUNST EFTER KRIGEN sig a jour og fiia plan i den interessanteste og vanskeligste del af sin virksomhed: indkøbet af nytryk.* Det er kun rimeligt om den paastand bliver mødt med skep­sis, at den franske bogkunst har overgaaet sig selv og skabt nv og uafhængige værdier. Man skulde synes, at æmnet i sig selv er saa begrænset og gennembehandlet, at muligheden tor at ud­nvtte det paa epokegørende vis, med forjættende perspektiver ud mod fremtiden, overhovedet ikke foreligger, og mindst i Frankrig. Hvor bliver der plads for tidens bogkunstnere til at s^øre en reel og ikke blot smagsbestemt indsats, naar man ser til­bage paa senrenæssancens, det 18. aarhundredes og romantik­kens landvindinger? Alt menneskeværk har sin kulmination og naaer den ofte hurtigere, end man holder at at torestille sig det. Det skal da ogsaa betones, at den moderne transke bogkunst paa visse væsentlige punkter staar i gæld til traditionen uden at forny den paa nogen afgørende maade. Rent bortset tra, at bogkunst overhovedet er et sent kulturprodukt, der kun spirer og blomstrer i gammel, odlet jord og saaledes altid har aarhun­dreders kunstnerisk og intellektuel forfinelse som latent præ­gende forudsætning, staar efterkrigstidens bogkunstnere i umid­delbart afhængighedsforhold til de to nærmest torudgaaende generationer. 1 typografisk og arkitektonisk henseende bygger de direkte paa de erfaringer, som Jouaust og Felletan møjsom­ * »Plaisir de bibHophile« (Gazette trimestrielle des amatcurs de livres modernes, Ed. Au Sans Pareil, Paris — 5 5 frs. om aaret) er fornemt, sagligt og vidtspsendende. Det bringer foruden kritiske essais, anmel­delser, forhaandsnotitser o. a., tillige auktionsoversigter, og har sist men ikke mindst et værdifuldt annonce­stof. — »Lf Crapoui"ot«, der kommer en gang om maaneden (3, Place de la Sorbonne — Sy frs. om aaret) og desuden beskæftiger sig med bildende kunst og teater, er mere khkebestemt, spirituelt og paradoksalt i sine anskuelser, men rummer til gengæld maaske nok saa mange rent praktiske oplysninger. EN SON HONNEUR U fus unc grande amoureuse A ta fa^on, la seule bonne Puisqu'elle est tienne et que personne Plus que toi ne fut malheureuse, Aprés la crise de bonheur Que tu portas avec honneur, Carlegle: Træsnit til Verlaine; »Odes en son honneur«, Paris 1921, Ed. Pichon. Bogens størrelse 25X18 cm. FRANSK BIBLIOFILI OG BOGKUNST EFTER KRIGEN meligt naaede frem til og realiserede i So'erne og omkring aar­hundredskiftet.* Jouaust er klassikeren, hvis ideal er det 18. aarhundredes neu­trale, fint afstemte tekstside, der hverken forstyrrer eller frem­hæver illustrationen, men blot opfylder satsbilledets primære bestemmelse: at tolke ordet klart og stilfærdigt. Han stræber alene etter at gøre siden smuk.** FeIletan er eksperimentatoren, der yderligere søger at individualisere satsbilledet, skabe over­ensstemmelse mellem tekstens og skriftens karakter. Det er disse mænds tortjeneste at have bekæmpet den misforstaaede typogra­fiske »udsmykning«, hvis rædselsherredømme strakte sig fra ro­mantikkens forfald til begyndelsen at dette aarhundrede. Deres syn paa bogkunstens opgaver er betinget af en indgroet respekt tor bogen som saadan, for dens muligheder og dens naturlige be­grænsning. Le lime est un texte, sagde Pelletan, bogkunst er ikke l'art pour rart. Udtra denne grundregel, bestandigt med den klassiske tordring til tekstsiden om letlæselighed og harmoni for øje, banlvste de alt overflødigt, d. v. s. alt unaturligt og tor­styrrende. De havde torstaaelsen at, at bogens skønhedsvirk­ning først og sist beror paa sammenspillet, afstemtheden mellem hvad man kunde kalde dens nødvendighedsartikler:type,sværte, papir, kolumne, margen, titelblad, omslag, format. De tilstræbte en enkel arkitektonisk helhedsvirkning og naaede i saa hense­ende mesterskabet i deres bedste arbejder. Deres" bøgers tekni­ske og kompositionelle standard er torbilledlig, ligesom den ten- Foruden disse to kan der være grund til at nævne forlæggerne Quantin og Conquet, der er samtidige med Jouaust, og kunsthandleren Vollard, som hører til Pel/etan's generation. ** Et godt og typisk eksempel paa en Jouaust-hog er trebinds udgaven af Scarron's »Roman comique« (Librairie des Bibliophiles, Paris 1880), navnlig eksemplarerne paa grand papier. CHAPITRE IX Ou il apparait que, comme Va dit an vieux poéte grec, u rien n'est plus doux qa'Aphrodite d'or. » IEN qu'il possédåt Mmedes Aubels depuis six mois entiers, Maurice laimait encore. A la vérité, les beaux jours les avaient séparés. Fauted'argent, ilavait du accom­pagner sa mere en Suisse, puis habiter en famille le chåteau d'Esparvieu. Elle avait passé l'été chez sa mere, å Niort, et l'automne sur une petite plage normande avec son mari, et ils s etaient rejoints quatre ou cinq fois å peine. Depuis que l'hiver, favorable aux amants, les réunissait de nou­veau dans la ville, sous son manteau de brume, Maurice la recevait deux fois par semaine dans son — li­ Side af Anatole France; »La révolte des anges« med træsnit af Fernand Siméon, Paris 1921, Ed. Mornay (Collection »Les beaux livres«). Bogens størrelse 21X1^1/2 cm­ FRANSK BIBLIOFILI ()(, BCX.KUNST EFTER KRIGEN dens, de er udtryk tor. Ganskevist er den forenkling og nøg­terne soberhed, som præger efterkrigstidens franske bogknnst saa afgorende,* et tidens tegn, men bag den aktuelle udtryks­form fornemmer man Jouaust og Pelletmis indflydelse. Endnu idag virker deres værk med eksemplets magt. Og dog har de moderne bogkunstnere netop i rent arkitekto­nisk henseende overgaaet deres læremestre paa et væsentligt og meget prekært — punkt, nemlig hvor det gælder anbringel­sen af illustrationerne paa siden, la vtise en page, prøvestenen for al god bogkunst. Foregangsmanden er her den altid oplagte Jo­seph Hémard, hvis arbejder, i kratt af fantasiens rigdom, farver­nes renhed og symfoniske pragt og talentets renæssanceagtige frodighed, hører til tidens ypperste. Uden nogensinde at virke søgt bryder han hensynsløst med alle gamle vedtægter. Hans hovedværk, tobinds udgaven af Théophile Gautier's komediant­roman »Le capitaine Fracasse«,** er en lærebog i udnyttelsen af sidens dekorative, perspektiviske muligheder. Hémard er den fødte illustrator, bogen er hans naturlige arbejdsfelt. Desværre mangler de her gengivne eksempler paa hans kunst den festlig­hed og varme tvlde, som alene farverne skaber***— sviregildet i værtshuset er holdt i de solgyldne og hostligbrune toner han elsker, og i den mesterlige indledningsvignet med den spekulative vandringsmand har han fanget nattens uendelighed ind i baggrun­ * Se eksempelvis den typisk enkle, monumental-harmoniske opbygning af de s. 67-9 gengivne omslag og titelblade. Selv et tekstbelæsset titelblad bliver under Franskmændenes kyndige hænder fuldendt roligt i sin virkning. " Ed. Brijfaut, Paris 1926. 900 eksemplarer in-80, med ijo farvelagte tegninger. *** Samtlige Hémard's farveillustrationer er reproduceret ved hjælp af den ny teknik, der at dømme efter benævnelsen »au pocboir« (schablonmanér) arbejder ud fra de samme principper, som ligger til grund for batikindfarvning. Der opnaas herigennem en saa fuldendt virkning, at det faktisk er umuligt at se forskel paa original og gengivelse. XVIII C KTTE nuit-lå, ne pouvant s'endormir, elle se retournait dans son lit et rejetait les couvertures. Elle sentait que le sommeil était loin encore, qu'il viendrait sur les premiers rayons, pleins de poussiéres dansantes, que le matln darde aux fentes des rideaux. La veilleuse, dont le petit cæur ardent luisait a travers sa chair de porcelaine, lui falsait une compagne mys­tique et tamiliere. Félicie souleva les paupiéres et '206 Side af Anatole France: »Histoire comique« med raderinger af Llano-Ftorn, Paris 1926, Ed. Librairie de France. Bogens størrelse aSVsX2? crrl­ FRANSK BIBLIOFILI OG BOGKUNST EFTER KRIGEN dens dybe hlaa—, men de giver dog et klart indtrykaf den sikker­hed og opfindsomhed, hvormed han bygger en side op. Alene i kraft af den simple trinvise afgrænsning af billedets grundflade, hvortil de brudte tekstlinjer danner den naturlige modvægt, op­naar han i svirescenen at gøre forgrundsfigurerne dobbelt pla­stiske og skabe dybde i rummet. At han tillige er for dreven en mand til at begaa den dumhed, blot at skære en dobbeltsidig illustration over paa midten, saa at de to halvdele staar og gri­ner meningsløst til hinanden med den hvide margen imellem sig, kan næppe forbavse. Selvsagt komponerer han billedet saadan, at det uundgaaelige skillerum kommer til at virke som en for­grundspille, der kun skjuler en del af sceneriet. Paa lignende maade røber hver enkelt illustration i Hémard's hovedværk det skarpe blik, hvormed han har afluret bogsiden dens utallige hemmeligheder. Bogkunst er imidlertid ikke blot dette, at gøre smukke bøger, det er tillige at skabe overensstemmelse i aand og tone mellem bøgernes indhold og det udstyr, man giver dem, saa at illustra­tioner, tryk, format o. s. v. paa naturlig vis glider ind som led i digtningens helhed,understøtter teksten, staar til stilen, torhøjer illusionen og tilegnelsens æstetiske nydelse. Selv læsere,for hvem bogens ydre ingen rolle spiller, vil næppe kunne undgaa nu og da at mærke den oplagthed, den friske og energiske indstilling overtor læsearbejdet, som et saadant, kyndigt gennemtænkt ud­styr giver. Denne etter værkets karakter atpassede bogkunst blev aldrig Jouansf s sag. Han byggede bøgerne op etter en klassisk skøn­ LE 50NGE D'UNE FEMME / oiseau oux)rit les ailes au^dessus de jes jamhes, elle était déctdée d ne pas Louger, d laisser faire... Je ne sats commeni jon mari a pris cette eæpérience assez. folie, mais les jours sui~ x)ants il troux)a Ion, jans en az)oir l air, d effrayer le cygne qui ne quitta pas l étang et x)int d peine, tout fugitif, picorer au hord de l eau. J ai transposé, au commencement de ma serie, ces trois derniéres seances ou l oiseau, timide amoureuæ, jemhle faire sa cour. J^éda est admi^ rahle • je n ax)ais encore jamais du un nu d une telle jplendeur de forme et d une nuance aussi Side af Remy de Gourmont; »Le songe d'une femme« med raderinger af Laboureur, Paris 1925, Ed. Camille Bloch. Bogens størrelse cm. FRANSK BIBLIOFILI OG BOGKUNST EFTER KRIGEN 7« hedsnorm, der ingenlunde tillod individuelle afvigelser, og hans krav til illustrationerne var af rent teknisk art, den kunstneriske og indholdsmæssige side interesserede ham, principielt set, ikke. Derimod havde Pelletan, som før nævnt, i høj grad forstaaelsen af hogkunstenS pligt til at underkaste sig og støtte værkets indi­vidualitet. Alen ogsaa han og hans medarbejdere røber i deres værk, bortset fra enkelte glorværdige undtagelser og paa trods af resultaternes værdi i og for sig, et besynderligt snævert og traditionelt syn paa illustrationskunstens midler og opgaver. Det er paa dette punkt, at efterkrigstidens franske bogkunst­nere først og fremmest overgaar deres forgængere. Lden at bryde de naturlige rammer har de med sikker intuition udvidet og udnyttet illustratorens arbejdsfelt paa epokegørende vis. Der kræves visse egenskaber af illustratoren, som gør at den hellige grav ikke, saaledes som Jouaust og Pelletan mente, er velforvaret, blot man henvender sig til en betydelig kunstner. Illustratoren maa kunne arbejde udfra en anden kunstners tanke­verden uden derfor at give at kald paa sin egen skabende indi­vidualitet, han maa med andre ord kunne resignere og hævde sig paa samme tid, for at det uafbrudte, intime sammenspil mel­lem tekst og illustration kan komme istand, som forhøjer illu­sionen uden at sprænge den og forlænger perspektivet uden at forfalske det. Saasnart illustrationen ikke behøver bogens at­mosfære om sig tor at virke i sin tulde udstrækning, saasnart den fornemmes som et selvstændigt, d. v. s. isoleret tænomen, er den misforstaaet og skader uanset sin egenværdi. Dertor bliver fremragende bildende kunstnere ofte kun maadelige illustrato­rer, hvilket ikke forklejner nogen at parterne. C A R M E N de priso?!, lorsqu'on me commanda de service qu'on me mit e7i faEiion comme un simple soldat. Vous ne pouvez vous figurer ce qu'un homme de cæur éprouve en pareille occasion. Je crois que faurais aimé autaiit å étre fusillé. Au moms o?i marche seul, en avant de son peloton; on se sent quelque chose; le mo7ide | vous regarde. Side af Mérimée: »Carmen« med farvelagte raderinger af Charles Martin, Paris 1927, Ed. La Roseraie. Bogens størrelse 26X20 cm. 8o FRANSK BIBLIOFILI OG BOCKUNST EFTER KRIGEN Fremfor alt maa illustratoren dog ikke opfatte sine forpligti­gelser overfor teksten saaledes, at han i sit æmnevalg holder sig slavisk til dens ordlyd. Den direkte, blot og bart anekdotemæs­sige gentagelse af bogens situationer er idiotisk, bortset fra at den er illusionsdræbende. Ganskevist er illustratoren akkompag­natør og ikke solist, men han bør paa den anden side heller ikke underkende sin rolle og lade sig nøje med at være grammofon. Adskillige franske bogkunstnere har f. eks. med stor virkning drevet deres »frihed« overfor teksten saa vidt, at de som moti­ver har benyttet fænomener eller endogsaa situationer, der tak­tisk ikke forekommer i bogen, men hvis eksistensberettigelse ligger i, at de simpelthen er naturlige associative udløbere at en eller anden bemærkning i teksten. Denne fremgangsmaade kræ­ver blot en indlevelsesævne og takttølelse, som ikke er enhver illustrator givet. løvrigt kan akkompagnementet varieres i det uendelige, tra en enkelt akkord til et symfonisk hele alt efter kunstnerens og bogens karakter. En form, der med rette er meget anvendt og dertor typisk for en stor del af den moderne franske bogkunst, er frontispl­een: den enkelte helsidesillustration foran i værket. Formen er gammelkendt, men først efterkrigstidens illustratorer har op­daget dens hemmelighed og forstaaet at realisere den slagkraft, der faktisk ligger bundet i dens idé. Nøjes kunstneren blot med, som tidligere, at tremstille en at bogens mere dramatiske situa­tioner, falder frontispicen virkningsløs til jorden, tormaar i det højeste at pirre beskuerens nysgærrighed (hvilket naturligvis al­tid er uoqet). Løser han derimod sin opgave i overensstemmelse XII LE RADIS COURONNE En quittant Mérindol, une incertitude travaillait Jac­ quemin Lampourde, et lorsqu'il fut arrivé au bout du Pont-Neuf, il s arréta et demeura quelque temps per­plexe comme l åne de Buridan entre ses deux mesures d'avoine,ou.sicette comparaisonnevous plait point,comme un fer entre deux aimantsd'égale force. D une part le lans­quenet exer9ait sur lui une attraction impérieuse avec son — 90 — ,ndnu to sider af Briffauts udgave af »Le capitaine Fracasse« qu'ils s'adressent. Souvent méme les rigueurs de la dame m'impatientent, et je la gourmande å part moi de faire ainsi languir et sécher sur pied un si parfait amant. — C'est que madame a l årae bonne, répliqua Jeanne,et nese plait pointå voir souffnr. Pour moi, je suis d'humeur plus feroce, et cela medivertirait devoir quel­qu'un mourir d'amour tout de bon. Les belles phrases ne me persuadent point. — Il te faut du positif, Jeanne, et tu as 1'esprit un peu enfoncé dans la matiere. Tu ne lis pas comme moi les romans et piéces de théåtre. Ne me disais-tu pas tout a l'heure que le galant de la troupe etait joli gar^on ? — Madame la marquise peut en juger elle-méme, dit la suivante, debout pres de la fenétre:le voila précisément qui tra­verse la cour, sans doute pour se rendre a l'orangerie, ou I on dresse le théåtre. » La marquise s'approcha de Léandre med Hemards illustrationer (Bogens størrelse 28X16 cm). FRANSK BIBLIOFILI OG BOGKUNST EFTER KRIGEN med frontispicens ide, saa at illustrationen — uden i og tor sig at behøve at fortælle noget — slaar bogens stemning an, giver dens milieu, dens atmosfære i ekstrakt, opnaar han det meget værdi­fulde at koncentrere læserens indstilling i rigtig retning. Hvor frit spillerum denne form giver illustratoren, ser man ved blot at sammenstille to saa vidt forskellige, men lige mesterlige eks­empler som Dignimonf s radering til »L'homme traqué«* og Hermann VauVs farvetræsnit til Montherlant's spirituelle og egocentriske spanske skildringer »Le génie et les fumisteries du divin«.** Dignimont giver hele Carco's Raskolnikovske roman i et stemningsbillede af en parisisk forstadsnat, en øde smøge med en apachepige, der sidder paa hug toran en oplyst kælder­ rude, mens Hermann Paul fortætter den Montherlantske kunst og aand monumentalt i den skønne, hovmodige, spanske dan­serindes skikkelse. Er det i frontispicen kunstnerens opgave at skabe et synte­tisk billede i den stærkeste, mest sluttede form, saa at illustra­tionen staar som en selvstændig del af helheden, en ouverture, hvor de forskellige temaer slaas an og samler sig til en enhed, bliver hans opgave, hvor han spiller tor fuldt register, den mod­satte: at virke uden at tiltrække sig den bevidste opmærksom­hed. Alens frontispicen staar udenfor teksten og dertor ikke forstyrrer læsningen, talder illustrationerne i det gennemillu­strerede værk midt i teksten, hvorfor kunstneren nødvendigvis maa indstille sig paa kun at understøtte, fremhæve uden at at­ * Francis Carco : »L'homme traqué«, Les arts et le livre. Paris 1925. Collection des prix titteraires. 11. in-4 . 815 eksemplarer. (Bogen faas for 10 Kr.) " Montherlant: »Le génie et les fumisteries du divin«, ha nouveUe société d edition. Paris s. d. (1929). Pt. in-40 1430 eksemplarer. Originaludgaven. (9 Kr.) Se reproduktionen side 47. l'aide du petit que tu aimais bien, je vais t'ensevelir dans un arbre, dans ce gros arbre, lå-bas. Je ne puis pas le faire seul, parce que tu étais un bon fusil et que mon bras me fait mal. Nous t'ensevelirons dans les branches, tout en haut, pres du ciel, et les oiseaux se nourriront de ta chair. Comme les vautours volent depuis hier autour de eet arbre, å cause des charognes, personne ne saura que tu es lå. Allons, viens, Caldagués! Nous te prendrons tout douce­ment dans nos bras, pour que tu puisses rever tranquille au milieu de la verdure^. " Ah ! la vérité de son accent, lorsqu'il pronongait ces paroles! Et il faut encore vous figurer la familiarité respectueuse, l'air gentilhomme qui marquait le discours de ce colosse blessé qui parlait å sa victime^. Nous fimes comme il avait dit. Ce fut long. Ce fut laborieux. Side af Gilbert de Voisins: »Le bar de la fourche« med farvelagte træsnit af Pierre Fa'ké. Bogens størrelse 30X24 cm. FRANSK BIBLIOF1LI ()(, BOGKUNST EFTER KRIGEN lede, det vil igen sige akkompagnere. Dimoyer de Segonzac s ud­gave af Flaubert's »L'éducation sentimentale«* er i saa hense­ende et klassisk eksempel. Uden at gaa i detaljer og dog med en vidunderlig historisk prægnans har han fremtryllet en ver­den, der paa eertgang er et fuldgyldigt udtryk for hans egen hypermoderne kunstnerpersonlighed og giver et dybt perspek­tivisk billede af bogens svundne tidsalder, — en fin og beaandet legemliggørelse af poesien og den desillusionerede livsvisdom i Flaubert's store, tunge, skønne værk. Mere end al anden kunst maa illustrationskunsten give frit spillerum for fantasien. Derfor bliver den altfor konkrete præ­cision, den »naturalistiske« portrætering en tarlig sag. Og der­for har den moderne artistiske udtryksmaade i sin lette og flyg­tige og dog saa sikre virkning været bogkunstnerne en god tor­bundsfælle paa deres vanskelige post med dobbelt front — indad mod værket og udad mod læseren. Den dvbtgaaende og fint forstaaende udnyttelse af illustra­tionens muligheder, som den moderne franske bogkunst kan opvise, hænger naturligvis dels sammen med det masseopbud at førsterangs kunstnere, der kendetegner efterkrigsperioden, dels med de økonomiske forhold, som har tilladt disse kunstnere uforstyrret at dyrke deres særlige ævner. Tae^er man et overblik over de førende transke illustratorer, slaar det en, hvor vidt et felt de i fællesskab spænder over, og * CEuvres complétes illustre'es, Edition du centenaire. Librairie de France. Paris 1922. ln-4 . (Se repro­duktionerne s. 49 og 90). — Et af de 750 eksemplarer paa pap'ier Lafuma er langt at foretrække, men koster ialrfald 50—40 kr. og forekommer ikke ofte, hvorimod de almindelige, unummererede eksemplarer let faas for 1 j—1o kr. FRANSK BIBLIOFILI OG BOGKUNST EFTER KRIGEN 8 7 man forbavses over det ligevægtssystem, hvorefter naturen har tordelt — og omstændighederne understreget de forskellige talenter og deres indstilling overfor tilværelsen. Den specialise­ring der gør sig gældende overalt i det moderne liv, Hndes og­saa her i udpræget grad. Som efter fælles overenskomst har il­lustratorerne delt verden imellem sig, ledet af den usvigelige respekt tor værkernes aand og tone, som er deres adelsmærke og den inderste aarsag til deres kunsts hoje standard. Uden det intimeste kendskab til en bogs milieu, og uden at svinge i takt med dens rytme baade kunstnerisk og menneskeligt, indlader de sig ikke paa at illustrere den. Der gives vist ikke det him­melstrøg eller samfundslag, som ikke paa denne vis har fundet sin suveræne skildrer. Chas Laborde og Dignimmt har valgt stor­byen, Laborde specielt dens mylrende liv og dens unge kvin­der, Dignimont dens lyssky verden (han er illustrationskunstens Carco), Laboureur og Hermine David er blevet den moderne, torfinede boheme-og high life-types fortolkere, Hémard den historiske illustrator og Segonzac tørst og fremmest den ufor­lignelige krigstegner* o.s. v. At nogle at dem er saa omfattende, at de tormaar at bevæge sig med samme forbløffende sikkerhed overalt, ændrer ikke helhedsbilledets karakter. Laboureur er i saa henseende enestaaende. Ikke blot er denne kunstner, trods sin meget særprægede og moderne streg, den mest vidtspæn­dende at alle etterkrigstidens illustratorer, han er tillige den mest typisk transke. Navnlig i hans raderinger tra de senere aar vil * Dorgelés: »Les croix de bois« med Segonzac's illustrationer (Éd. La Banderole, Paris 1920. Pt. in-40 600 eks.) er et af den moderne franske bogkunsts klassiske værker. Almindelige eksemplarer betales med et par tusen frs., naar de en sjælden gang dukker op paa auktioner, og det ene eksemplar, der indeholder alle Segoniac's originaltegninger, solgtes for et halvt aarstid siden for yyooo frs. FRANSK BIBLIOFILI OG B()(,KUNST EFTER KRIGEN man finde den samme uforlignelige og uopløselige — blanding af gratie, vid, ironi og lysende klarhed, som gennem aarhun­dreder har præget en fremtrædende retning indenfor transk aand og kunst, fra Montaigne over Fontaine, Diderot og Voltaire til Anatole France og Remy de Gourmont.* Det er saaledes illustratorernes stærkt udviklede følsomhed overfor værkernes individualitet, der giver epokens bogkunst dens menneskelige og artistiske egenværdi. Sit fællespræg, rent historisk og fagmæssigt, faar den ad anden vej, dels gennem den fremherskende brug af la gravure originale (kunstnerens egen­hændige radering eller træsnit), i modsætning til det iS.aarhun­dredes gravure d'interpretation og senere tiders foto-mekaniske reproduktionsmetoder, dels derigennem, at det hovedsageligt er samtidens litteratur — og ikke som tidligere klassikerne — der tages op til behandling. Det karakteristiske for den moderne franske bogkunst bliver derfor forst og sist dette, at den i sjæl­den grad staar som et helstøbt, syntetisk udtryk tor tidens aand, kunst og teknik. En æstetisk vurdering af de enkelte bogkunstnere og deres værk lader sig ikke gennemføre i en orienteringsartikkel som denne, hvis bedre halvdel, illustrationsmaterialet, imidlertid er e^jort saa repræsentativt og typisk som muligt under nødvendig hensynstagen til reproduktionsteknikkens ydeævne og den be­grænsede plads. Det er dog maaske rimeligt at fremhæve, at Daragnes og Louis Jou, foruden at være illustratorer, tillige er * Efter at Henry Babou i sin serie »Les artistes du livre« har udsendt et bind om Laboureur, ei der ti em­kommet endnu et værk med gengivelser af hans kunst: Louis Godefroy: »L'oeuvre grave de Jean-Emile La­boureur«, Paris 1919, chez l'Auteur, 19, Rue de Caumartin. 400 illustrationer. In-4 • 525 ex-'rs­ ?00 FRANSK BIBLIOFILI OG BOGKUNST EFTER KRIGFN 89 ypperlige bogtrykkere, ligesom de ofte er deres egne forlæg­gere.* Endnu flere kunstnere havde fortjent at komme med: Verfes, Charles Guérin, Pierre Brissatid og Raoitl Dufy i forste række kun de outrerede modernister som Marc Chagall, Marie Laurencin, Alexeieff] Cocteau, Gus Bofa og Jean Jjircat, der kræ­ver specielle forudsætninger for ret at forstaas, er med hensigt forbigaaet paa dette sted. De er »typiske undtagelser«, som lib­havere nok skal finde trem til paa egen haand. Om et moderne tryk er sjældent eller ej, lærer man kun at bedømme ad erfaringens vej. Antikvarkatalogernes forjættende tilføjelse »de toute rareté« afgiver ingen holdbar maalestok, ejhel­ler de store og stigende priser. Markedsværdien vokser ikke al­tid proportionalt med sjældenheden, saalidt som det modsatte er tilfældet. Den første samlede udgave af Carco'sroman »Jésus­la-Caille«, tørlagtat Davis119201750 eksemplarer paa hollandsk papir og illustreret at Chas Laborde, der her debuterer som bog­kunstner, er t. eks. ikke let at finde, men koster bestandig kun 90-100 frs., hvorimod adskillige Anatole France'ske grand pa­pier-eksemplarer, der figurerer i hvert andet af de kataloger, man taar mellem hænder, stiger med 100 frs. om aaret. Og om et moderne tryk er kimstuerisk værdifuldt, maa man i siste instans afgøre uden andres hjælp; der er, som før sagt, ingen hævdvundne domme at klamre sig til. Det er derfor in­ * Louis Jou, hvis særprægede kunst, i modsætning til Lahoureur's, er lidet »fransk« af karakter, vurderes i sit Hjemland overordentlig højt. Hans store tobinds udgave af Anatole trance: »L'Ile des Pingouins« {ÉJ. l.ap'tna, Paris 1926. 20 pointes-seches hors texte et 120 bois en couleurs de Louis Jou. 1 vol. in 4-0. 500 ex.) cr gentagne gange blevet fremhævet som det mest fuldendte moderne luksustryk, og for ganske nylig har for­læggeren Tremois udsendt et stort værk om ham og hans kunst (Francis Carco et Jean Cassou; »Notre ami Louis Jou«. Ed. Tremois, Paris 1929. 40 bois ine'dits et originaux. In-411. 495 ex. 300 frs.). 9° FRANSK BIBLIOFILI OG BOGKUNST EFTER KRIGEN gen tilfældighed, at Hannover's ord om, at man maa være lidt af en kunstner for at blive meget af en bibliofil, er sat som motto over disse linjer. 1 ualmindelig grad gælder det tor den, der vil dyrke efterkrigstidens franske bogkunst, at han maa have en gnist af den hellige ild i sit sind, en stor kærligheds dybe, usvi­gelige instinkt. At samle er at elske, derfor er det paa eengang saa vanskeligt og saa rigt. Og det er en egen tiltredsstillelse at vide, at der dog endnu gives omraader, hvor pengene ikke er stærkest, hvor den kultur, der nuomdage er en dyrekøbt arv, har forspringet og høster sin sjældne løn. Segonzac: »L'Éducation sentimentale«.