FRA UDSTILLINGERNE I DRESDEN OG LEIPZIG AF ERIK ZAHLE I god Bogindustri — eller »Boghaandværk« som man mindre tids­svarende siger — gaar Kravet til teknisk Fuldkommenhed op i en højere Enhed med Ønsket om en kunstnerisk sluttet Forrn^ i den enkelte Bog burde der være en saadan Enhed, som udelukker en skarp Adskillelse i rent tekniske og rent kunstneriske Egenskaber. Alen naar man med et betydeligt og omfattende Materiale ordner en Udstilling, kan man arbejde ud fra et ensidigt Synspunkt og dog opnaa et lærerigt Resultat. Dette viste sig paa to store Udstillinger sidste Sommer i 1 yskland; »Intevnationale Buchkunst-Ausstellung, Leip­zig 1927« og »'Jahresschau deutscher Arbeit, Dresden 1927: Das Papier, seine Erzeugung und Verarbeitung«. I Dresden havde man efter nogle Aars Stilstand genvakt den mer­kantile Leipziger-Messe's mere folkelige Konkurrent, der i Form af en vidstrakt Ldstilling paa et stort 1 erræn tidligere har anskuelig­gjort Hav ebiug, keramisk Industri og Sport. I Aar kunde man se Pa­pirets Fremstilling paa funklende ny Maskiner (og paa en gammel­dags Hollænder)^ man kunde følge Papirets Anvendelse ikke blot i arbejdende Bogtrykkerier, hvortil sluttede sig paa den ene Side Ma­skinsættet og Haandsætteri, paa den anden Side et industrielt Bog­binderi5 men man kunde ogsaa faa nøjere Kundskab om Papirets An­vendelse paa mangfoldige andre Felter: i Forretningslivets, i Viden­skabens og i Kunstens 1 jeneste. En ypperlig Afdeling viste Papiret i Reklamens Tjeneste, og de tyske Rigsbaner udstillede blandt andet et forbløffende statistisk System i fuld Gang. Der var sikkert gjort store Anstrengelser for at faa Dresdener-Udstillingen saa vidtspændende som vel muligt^ til Gengæld var det gaaet lidt' ud over Sammenhængen, og selv om man anvendte Dage paa at gennemgaa det uhyre Areal, som Udstillingen lagde Beslag paa til sine højst forskelligartede Afdelinger, kunde det kun blive spredte Indtryk, der som Enkeltheder fæstnede sig i hrindrin­gen. Etsteds var der en Ramme med stærkt forstørrede Billeder af samme Bogstav (i) trykt med otte forskellige 1 eknikker: man saa dels Aftrykket, dels Præget vist i Tværsnit. Sammenstillingen viste, at trods Mekanikkens rasende Fremgang er der ikke skabt en ny Teknik, der giver et saa nøjagtigt ensartet og fuldstændigt udfyl­dende Tryk som det gode, gammeldags Kobberstik, der altsaa stadig kan gøre Krav paa at betegnes som den fineste 1 rykteknik j det er vel ogsaa den dyreste. Paa lignende Maade hyldedes den svundne Tid i en Montre med Skrivebøger fra saa langt et 1 idsrum som 1576 til 1885; her kunde en Seddel med Rette hævde: »Respekten for Papiret aftager med det stigende Behov og den deraf fremkaldte Massefremstilling«. Ak, gjaldt det blot alene for Skrivebøgerne! I Afdelingen for Brugstrvk havde det tyske Riges Stand en frem­ trædende Plads; det var tydeligt, at det officielle 1 yskland holder stædig fast ved Frakturen og den gotiske Skrift. Man bemærkede med Interesse, at den tyske Stat ved adskillige af sine Fryksager ikke blot lægger Vægt paa det rent tekniske — hvad gør det offici­ elle Danmark? I Afdelingen for Brugstryk bemærkede man iøvrigt fortrinlige Brevpapirer ordnet af Jan Tschichold og af Hermann I irlj af Ouo Arphe en Bagklædning i Trefarvetryk til Kalender for »\ orwarts«; samt forskellige ypperlige Plakater. Med særlig Interesse dvælede man i det store Rum, hvor de tyske Skriftstøberier udstillede mange Prøvetryk af deres forskellige Snit; pretiøse, bibliofile Former; Brødskrifter; Reklametyper. Det er ganske paataldende at se, hvor mange nye Skrifter der sta­ dig skæres 1 l yskiand; naar man tænker paa, at rundt regnet et Du­ sin Skrifter forslog til Morristidens Omkalfatring af det engelske Bogudst\1, kan man undre sig over de tyske Skriftstøberiers Flid i Nutiden. Men man maa ikke glemme,at den tyske Bogproduktion er langt den stoiste 1 \ erden. Ifølge foreliggende Beregninger trykkes dei nu aarlig i I yskland tredive 1 usind Bøger i tilsammen hun­ drede Millioner Eksemplarer og Salgsprisen for de samlede Oplag anslaas til omtrent en halv Milliard Mark; den tyske Bogkunst har sin Basis i denne uhyre Kapital, og det store Land med de mange Bøger ejer derfor en betydelig Stab af Kunstnere, der helt kan for­ dybe sig i Bogens og ogsaa Skriftens Udformning. Naar man vil forsøge at antyde en Oversigt over det øjeblikke­lige Forraad af Skrifter 1 1 yskland, kan man ikke se bort fra de tra­ditionelle Skriftsnit, der særlig indenfor Frakturen hævder sig paa mange Omraader; Prakturen er jo stadig for særdeles mægtige Kredse af det tyske Folk den eneste nationale Skrift, og det er vanskeligt at blive klar over, om der for Ilden er væsentlig 'Filgang at spore indenfor de andre Kredse, der konsekvent holder sig til de interna­tionale Antikvaformer. Blandt de ældste endnu anvendte Frakturer maa fremhæves den Leibniz-Fraktur, som Genzsch & Heyse fremstiller efter gamle Ma­tricer, som Firmaet mener at kunne henføre til 17. Aarhundrede; denne Skrift (hvoraf en Prøve findes i Aarbog for Bogvenner III, I9I9i S. 257) har i alle 1 ræk henrivende bløde Rundinger (f. Eks. store Bogstaver som G og S); alle de uregelmæssige, takkede eller slyngede Omrids lader Bogstaverne kæde sig sammen paa langs og tværs af Linierne, medens den tætte Fegning sætter megen Sværte paa Papiret. Saaledes opnaar den gotiske Skrift i sin mest udprægede Form en vederkvægende Virkning for Øjet ved den milde Farve­tone og de krusede Linjer. Et yngre, højst interessant Stadium i Frakturens Historie danner den oprindelig i 1794 udførte Unger-Fraktur, som nu forhandles baade af H. Berthold og af Schriftguss A.-G., vormals BriiderButter; tager man smaa Bogstaver som u og n til Norm, viser det sig, at i denne Fraktur er Proportionen kun lidt højere end et Kvadrat, me­dens Leibniz-Fraktur og lignende Snit er betydeligt smallere. Un­ger-Frakturen ordner sig paa Siden som lyse Baand, Linje for Linje, og i det enkelte Bogstav findes skarpe Kurver og tilspidset Modsæt­ning af haarfin og bredeste Strege betegnende for Unger er det og­saa, at hans store J og L falder særlig tydeligt i to adskilte Dele. Af det smukke Berthold-FIeft Nr. 222 ser man, at Unger-Frakturen er skabt for Klassicismens stærke Skydning. Ogsaa blandt Antikvaformerne spiller gamle Snit en betydelig Rolleø særlig Hotte er de Snit, som Ludwig & Mayer i 1926 udgav, og hvortil Cochin havde givet Forbillede: Biichertreund-og Son­derdruck-Antiqua. Sidstnævnte Skrift er beregnet til at anvendes som Titelskrift for den førstnævnte og har en endnu større Højde­forskel mellem de lange og de normale Bogstaver^ desuden er Bii­cherfreund forholdsvis ensartet gennemført, medens Sonderdruck i alle Enkeltheder vrimler af lunefulde Paafund, der dog ikke faar Lov at skade Helhedsvirkningen^ denne er i begge Skrifter bedst i de mellemstore Grader. Saadanne statelige og fornøjelige Snit er som skaarne for den herskende Smag i Sverige, og de egner sig paa Grund af Misforholdet mellem store og smaa Bogstaver netop bedst for det svenske og andre Skriftsprog, i hvilke de store Bogstaver anvendes forholdsvis sjældent. Der ytrer sig en betydelig Variation i det højst forskellige Anlæg særlig af de store Bogstaver, men den ensartede Behandling af Stregbredden giver alligevel en rolig Hel­ hed. Derved bliverderfra disse 18.AarhundredesTyperet betydeligt Spring til Klassicismens Snit, der i det enkelte Bogstav har bredere Proportioner, stærk Kontrast i Tegningen og mange fælles Træk i I ypernes Anlæg, saaledes at Helheden her fremkaldes ad en ganske anden Vej. I il Bodoni-Snittet, der forhandles at Bauersche Giesserei, slutter sig den enklere og mindre udprægede Didot-Antikva fra Ludwig & Mayer og de to nær beslægtede, nationale Skrifter: Walbaum- og Hartel-Antikva, der fremstilles henholdsvis hos H. Berthold og Schnftguss A.-G., vorm. Briider Butter^ Walbaum-Skriften har en fornem Rejsning og ædel Linieføring, der i nogen Grad adskiller den fra Hiirtels stivere Snit, Ogsaa i den mindre glansfulde Del af det 19. Aarhundrede er der ble\ et skabt enkelte Skrifter, som fik Betydning for Eftertiden. Saa­ledes den hos Genzsch & Heyse i 1868 udførte Mediæval. I det hele staar dette Firma ret stærkt repræsenteret i Gruppen af lidt ældre Skriftsnit: baade den siden 1884 forhandlede Renaissance-Antikva (se Aarbog for Bogvenner III, 1919, S. 161) og den i 1888 af H. Ko­nig kombinerede romerske Antikva har holdt sig i Brug lige til vore Dage. Det samme kan mærkeligt nok ikke siges om de Skrifter, der er ble\ et til paa tyske Skriftstøberier 1 den første Del af vort Aar­hundrede; naar man gennemblader Skrift-Tavlerne i Hans Loubiers »Die neue deutsche Buchkunst«, 1921, viser det sig, at Tiden alle­rede er løbet fra forbavsende mange af de Skrifter, der skabtes i Aar­tiet foi \ eidenskrigen. Ikke mindst 1 l yskland tilhører de fleste nu kun I^ortiden; dog er der en og anden hæderlig Undtagelse at frem­hæve, — for Eksempel Genzsch-Antikva fra1907 (Genzsch & Heyse) og I iemann-Mediæval fra 1909 (Gebr, Klingspor); vedrørende den første, dei ogsaa kaldes ^Nordisk Antikva, kan henvises til Aarbog for Bogvenner III, 1919, S. 267,— den anden er mindre ligetil, men dens Mester har alligevel fundet frem til en statelig og helstøbt Form, der ikke skæmmes af ret mange Besynderligheder. Selv om man maa være forberedt paa, at mange af de Skrifter, der er fremkommet siden 1920 i Tyskland. kun kan faa en kort Levetid, er der dog Grund til at ofre det aktuelle 'ridsrum fra da og til i Aar en særlig Opmærksomhed. Det vil falde naturligst at betragte hvert af de i kunstnerisk Henseende førende Støberier for sig; en krono­logisk Opstilling vilde for saa faa Aar intet have at sige. Bauersche Giesserei møder — foruden med Skrifter af den i Fir­maet særlig stærkt beskæftigede Luctan Bernhard — med en An­tikva af E. R. Weiss, der først i 1928 vil komme i Handelen, skønt den allerede har fundet Anvendelse i Festskriftet for dens Mester. Den i Dresden (forresten ogsaa i Leipzig) udstillede Prøve af denne nye Antikva viste en kultiveret Skrift, der uanset mange smagfulde Enkeltheder straks maatte faa Iagttageren til at studse ved flere mis­tænkelige Særheder: det haltende A, det omvendt sprællende S, osv.; trods denne nye Skrifts øjeblikkelige Popularitet i lyskland tør man trygt indrullere den blandt de altfor tilstræbt ejendomme­lige Aandsprodukter, der paa kort 1 id gaar bag af Dansen. Med vaa­gen Sans for en helt igennem ensartet Skrift har Paul Renner teg­net sin Futura til samme Støberi; den hviler paa et 1 ankearbejde, som man maa respektere, selv om man ikke bliver overbevist. Af den i Sommer udsendte »Vorprobe« fremgaar det, at kutura (der skulde gaa ind som et Led i den nye Bogkunst og »elementære I y­ pografi« i Modsætning til alt gammelt) allerede i Bogstaverne g, m og n har gennemgaaet en L dvikling fra det særdeles nymodens og »konstruktive« til det rent traditionelle! Der er dog stadig Enkelt­heder nok, som adskiller denne Skrift fra de gængse, groteske Snit; r er saaledes sammensat af en lodret Streg og et frit svævende Punkt, hvoraf der i de smaa Grader unægtelig skabes en Helhed, medens Bogstavet i de større Grader ligner et i, der er blevet udsat for en typografisk Efteraarsstorm. Formaalet har været at skabe en Skrift, hvor hver Type dannede en Helhed for sig (heri mærkes den mest udprægede Opposition mod 1"rakturen); naar derfoi et l>ogsta\ ikke lod sig udføre som en symmetrisk Figur, har Renner i det mindste villet ophæve en sidelæns Bevægelse i Bogstavets Liniei; men han har ikke evnet at forme de enkelte Bogstaver som stabile Figurer, og han har oven i Købet maattet svigte det, der synes at være hans Ide­aler, gennem de — som nævnt — ændrede Typer af g, m og n. I de senere Aar har Gebr. Klingspor ladet to helt væsensforskel­lige Bogkunstnere udføre nye Typer af de mest anvendte Skrift­arter; den paa samme 1id mest tyske og kunstnerisk mest selvstæn­dige af disse to er Rudolf Koch, medens Walter Tiemann er den internationale og staar mere paa det traditionelles Grund. ANTIQUA VON RUDOLF KOCH 2o388 Cicero 12 Punkte Undurclischossen m emselnen Seden des Mittelalters noch Empfin= dunsen zu. wccken imstandc vvar. Bc^eichnend ist, dafi die Kunstwerke/die auch denVerstand oder die Neuøier fesseln konnten/ erhalten hliehen, die Epen und Er^ahlun3en/Werke im Alatenal der Sprache/die auch dem Verstand ^u tun geben/Und GEBR. KLINGSPOR, Antikva efter Tegning af Rudolf Koch, 1922. Kochs Antikva, der udgaves i 1922, er en ganske pikant Skrift, som allerede har vundet en betydelig Udbredelse. Koch sysler me­get med kunstnerisk Haandskrift, og han søger aabenbart at over­føre lidt af Haandens levende Træk til den Skrift, der fremkaldes af stivnet Bly. Saaledes er i hans Antikva de lodrette Streger ikke af konstant Breddej de tilspidses næsten alle nedefter. Ved liere an­dre Midler har Koch bibragt denne Skrift noget paa een Gang ele­gant og nonchalant, der gør den særlig velegnet til Accidens. Den tilhørende Kursiv blev til i 1923, og en halvfed Koch Antikva frem­kom Aaret efterø hertil har i Aar sluttet sig en fed Koch Antikva, der med sine skarpe Hjørner og spidse Vinkler mest er egnet for ty­ske Annoncer af den kulsorte Artj men Kochs almindelige Antikva og hans Kursiv er særdeles anvendelige udenfor Tysklands Grænser. Den i 1923 udsendte Antikva af Walter Tiemann virker klassici­stisk; denne Skrift — og den i Aar fremkomne halvfede Tiemann Antikva — har dog mere af Forbilledernes Sirlighed end af deres Kraft, og endnu sløjere er den tilhorende Kursiv (fra 1926) faldet ud. Af Gebr. Klingspor's forskellige Frakturer skal her blot frem­hæves Friihling, der er udført efter Tegning af Koch og udkom i 1921. Det er en fornøjelig Skrift, der kendetegnes ved, at mangfol­ .20238 i?otpuiJ io^un?tc 1400,34.21 Øotj ettoo 6i?ilo ijt cinc bcc ^ocf)[tcn 42-eiftungcn [ic^ [clbft fcci&nHig 311 binbcn, [em cc6drmlidf)[tec §-u[tanb tft, getunbcn 311[cin^ 20239 ©iceto 12 l?PuTiEtc 100 0,2621 O05 ctioo 6 Qk ijt bcc mit 8cm 8cr ^immcl 8ic gc)egnet ^at 20242 20 ^Junftc 60 o, 16 21 Øotj etino 9i?i(o C-nbc man feol)!, man le^en )d(( GEBR. KLTNGSPOR, Fraktur kaldet FrUhling efter Tegning af Rudo'f Koch, 192 1. dige Spidser gør sig fri og blafrer ud i lange Slyng; i Dresden var fremlagt en med denne Skrift i Støberiets eget irykkeii udfort Æventyrbog »Schon Rothraut«, og det blev deraf klart, h\ or ud­ mærket Koch i Friihling har genspejlet det naive og fantastiske; nævnte Bog var iøvrigt kunstnerisk fuldendt, med Willi Harwerth's Illustrationer, der paa den smukkeste Maade smeltede sammen med Skriftbilledet. Blandt J. G. Schelter & Giesecke's Skrifter maa det være nok at nævne en efter Tegning af Ernst Schneidler udført Schwabacher; med denne Skrift lod Firmaet ved Nytaar 1926 trykke en illustreret Oversættelse af H. C. Andersens »1 olv med Posten«. 1926 udgav Genzsch & Heyse deres af Friedrich Bauer tegnede Heyse-Antikvaj den er af en ganske regulær Fremtoning, men hol­der dog ikke »le juste milieu« i samme Grad som adskillige af Fir­maets ældre Skrifter. Det n)skabende Arbejde gaar for Reklameskrifternes Vedkom­ mende med største Pres; paa dette Felt er Ludwig & Mayer blandt de foiendt, bl. a. i Kraft af de Skrifter, som jf. Evbciv har udført. Fra 1923 skrivei sig hans ægte tyske Koloss, der er svær i alle opadstræ­ bende Streger, kort og spinkel i de sidelæns udstrakte; et Sæt af sta- Nr. 6439 8 Punkte Minimum 5 kp 150 a 36 A Die Massenproduktion ist die grofite Feindin des Sdirift­ tums. Hatten wir weniger Sdireibende und wurden sien die nun einmal als Månner der Feder Geeichten maBvoll gebården, so wåreden Schriftstellern und Verlegern, wie auch dem Publikum, geholfen. Die Autoren wurden dann HEINRICH SCHULLERN / BQCHERPRODUKTION LUDWIG & MAYER, Mediæval efter Tegning af Heinrich Jost, 1927. telige gioteske Snit, der skyldes samme Kunstner, har Firmaet i Aar udgiv et; man maa beundre den gennemgribende Variation, der ken­detegne! Opstillingen af de udsendte Prøvehefter, hvor hvert enkelt Snit gøi sig gældende paa bedste Maade. Erbars Grotesker har et helt personligt Fysiognomi og ikke saa meget af Lapidarstilen, som man ellers ei vant til at finde i de groteske Snit. Men ogsaa et Eksempel paa den enkleste Grotesk kan Ludwig & Mayer opvise blandt sine Skrifter, nemlig den nok saa kendte Venus Grotesk, som Firmaet har overtaget fra Bauersche Giesserei, der frembragte den i 1907. Skulde man fremhæ\ e en af Varianterne som særlig læselig og smukt gennemført, maatte A alget vistnok staa mellem den magre og den trekvart fede Venus! Paa Overgangen til Brødskrifter fra dette Støberi finder man F. Il I.hjiuke s Latein; denne 1 Aar frembragte Skrift er for vore Øjne snaicst en Accidensskrift, skønt det med tysk Dristighed in mente næppe kan anses for udelukket, at den finder Anvendelse i Bøger. De forskellige, lidt udspekulerede Finesser i Ehmcke's Latein vir­ker heldigst i de større Grader; pudsigt er det, at man genfinder de som Baggrund for Initialerne anbragte Fletværksornamenter paa det Bogbind efter samme Kunstners Tegning, der er udført af Hiibel & Denck, og som afbildes i det følgende. Blandt Ludwig & Mayer's Brødskrifter er den i Aar udgivne Mediæval efter Tegning af Hein­rich Just vel nok at foretrække, skønt det maa befrygtes, at ogsaa for den vil et — ganske vist diskret — tilstræbt Særpræg virke forrin­gende paa Levedygtigheden; denne Skrift ses i Anvendelse i dette Aars Gutenberg-Jahrbuch. En Boginteresseret maatte med Forkærlighed dvæle i det Rum, som var viet alle I ysklands aktuelle Skrifter; her gav Dresdener-Udstillingen et Indblik, der paa bedste Vis supplerede, hvad Udstil­lingen i Leipzig havde at sige. Og samtidig var der en iøjnefaldende Forbindelse, thi adskillige af de Kunstnere, der har bestemt de nye tyske Skriftsnit, har tillige beskæftiget sig med de enkelte Bøgers Udstyr og var derfor fyldigt repræsenteret paa Leipziger-Udstillin­gen; det fremgaar heraf, hvor vidtspændende den tyske Bogkunst­ners Virksomhed er, og hvilken mangesidig Træning han derigen­ nem opnaar. Foreningen af tyske Bogkunstnere havde arrangeret Udstillingen i Leipzig, og dens Formaal maatte da naturligt nok blive at belyse Tegnerens Andel i Bogens lilvirkning; i hele sin Virkning havde Udstillingen et Skær af Propaganda foren snævert begrænset Gruppe af Folk i Bogfremstillingens Tjeneste; Udstillingen pegede derfor særlig paa Bogens Bind eller Omslag, og den fremhævede af Bogens Indre Udsmykningen med Illustration, Frise eller \ ignet; de rene Satsbilleder spillede en underordnet Rolle (dog udstillede de del­ tagendeTegnere enkelte Skriftprøver); kun to »Presser« havde Sær­ udstillinger af Betydning. Den tyske Afdeling var i det store og hele smukt ordnet; \ æg­montrer med egen Belysning var hyppig anvendt^ men af det foran sagte vil man forstaa, at der i Montrerne fandtes tkst lukkede Bøger, og at man ved opslaaede Bøger sjældent naaede længere end til Titelbla­det, undtagen naar der var Illustrationer eller Dekoration at fremvise. COLiN ROSS FAHRTEN-UND ABENTEUERBUCH VERLAO OER BOCHEROILDE GUTENBERG LEIPZIG I itelopslag ordnet af Jan Tschichold. Bogsiden maaler 24X ry cm. Størsteparten at den tyske Atdeling var optaget af Særudstillinger tor de tørende Bogkunstnere, der hver fik Lejlighed til at vise deres Arbejde i de forskellige Retninger, der fører til Bogens Fremstil­ling og til dens Fuldendelse. I det første Rum tandtes paa fremtrædende Plads en Vægmontre viet Bøger i den saakaldte »Bauhaus-Stil«. Bedst var i denne Mon­tre et I itelopslag af »Colin Ross, Fahrten-und Abenteuerbuch« (udgivet af et »Buchergilde«^ findes ikke i Handelen)5 ved Ord­ningen er man gaaet ud fra Kravet om Tydelighed og har opnaaet dette ved at føre alle Linier ud til venstre, saaledes at Øjet ved hver ny Linje skal søge ved een bestemt Kant; man tager ved Titelbla­dets Ordning "intet Hensyn til den traditionelle Symmetri omkring Sidens Midtlinje og foretrækker helt igennem paa Trods af det hævd­vundne et grotesk Snit. Men er det ikke, som om den ellers forka­stede Symmetri harfaaet en lille Oprejsning ved det indklæbedePor­træts Anbringelse i tydeligt Samspil med selve Titelbladet? Denne Bogs Ordning skyldes Jcm Tschichold, der sammen med andre ret unge Mænd som Herbert Bayer, L. Moholy-Nagy og Paul Renner staar som førende i Bauhaus-Retningen paa Bøgernes Felt5 det synes, som om en ny og ofte tiltalende typografisk Opstilling her har fun­det Vej fra Plakaten og Bogomslaget til selve Bogens indre Form. Andre Eksempler finder man i Serien »Bauhaus-Biicher« og i »Kai­lab, Neue Malerei in Ungarn«, men det kan ikke nægtes, at her som i andre kunstneriske Arbejder af Bauhaus-Folkene brydes en ud­mærket Tilbøjelighed for det praktiske og industrielle med en sørge­lig Hang til taaget og rodløs Modernisme. Herhjemme viser »Kritisk Revy« meget af samme typografiske Anlæg i en gennemtænkt Skik­kelse, der virker særdeles moderat; ogsaa i andre Lande mødes beslæg­tede Arbejder, og der er her virkelig Tale om en europæisk Bevægelse. Fra Bauhaus-Stilen gik man til dens ekstreme Modsætning: Rum­met med Emil Preetortus1 Arbejder. Han holder sig i alle Hoved­træk til det sædvanlige; saaledes staar Typerne paa hans Bogomslag i kompakt Midtstilling; han har udført sirlige Bogomslag til en at Hyperion-Verlag udgivet Miniatureserie, hvori bl.a. »Alte Marien­lieder«; de udstillede Forarbejder til denne Serie, hvor den anvendte Skrift stadig varieres, er betegnende nok (som iøvrigt andre Forarbej­der af Preetorius) udført paa Millimeterpapir. Hans Genre er ikke meget levende, men den er præget af sikker Smag og virker ganske fornem. Olaf Gulbransson, Den lille Pige med Svovlstikkerne. Efter »Andersen-Marchen«, Bruno Cassirers Forlag. 22X16 cm. Mange af de Kunstnere, der her fremhæves for deres Arbejde i Bogens Fjeneste, har ogsaa arbejdet som Malere^ bedst kendt i denne Egenskab er vel Max Slevogt, der som Bogkunstner staar i Forlæg­geren Cassirer's 1 jeneste; han er Illustrator og arbejder mest med fantastisk Litteratur — være sig Æventyr eller Bøger som Goethes Faust. Han lader Satsbilledet danne klare Felter paa Bogsiden og til­føjer Illustrationen som en elegant Ramme eller som flygtigt hen­kastede Vignetter, der paa ingen Maade griber ind i Tekstbilledet eller iøvrigt dominerer paa Siden. Hans Tegninger er sammensat af gnidrede Smaastreger, der danner et malerisk og levende bevæget Billede; han har oven i Købet humoristisk Fantasi, — det ser man blandt andet i Omslagskartonen til »Ali Baba und die 40 Rauber«. Den betydeligt yngre Hans Meid træder i Slevogts Fodspor. Til det ældre Slægtled blandt Illustratorerne hører ogsaa Max Liehermann; han er dog ikke betydelig som Bogkunstner. Hans illu­strerende Tegninger virker som Regel for svære i Stregen, naar man sammenligner med den anvendte Skrift, og de kommer derved til at virke for sorte; med deres tyngende Farvetone tager de ganske Luven fra Satsen. Helt anderledes Herre over Virkemidlerne er Olaf Gulhransson, der udstillede i den tyske Afdeling. Hans nys frem­komne Illustrationer til nogle af Andersens Æventyr er sat op i rene Omrids af haarfine Streger, og hver enkelt Illustration udtylder en hel Bogside, saaledes at Bogen faar et roligt og helstøbt Væsen. Hans Tegninger er gjort med det Minimum af Linier, der siger Tingen tydeligst; men de er blottet for det hyggeligt smaastadsagtige, der betinger Idyllen hos Vilhelm Pedersen som hos Andersen selv. Alle de i det foregaaende nævnte Illustratorer betragter deres Ar­bejde som i alt væsentlig afsluttet, naar den originale 1 egning er blevet fuldført; dens Overførelse i trykfærdigt Materiale bliver et rent teknisk Spørgsmaal, som overlades til Klichéanstalten, og i Bo­gen stikker derfor Tegnerens personlige Streg af imod Satsens helt igennem ensartede Skrifttræk. Naturligvis kan en fuldstændig Har­moni mellem Sats og Illustration ikke opnaas, og det er naturligvis heller ikke Meningen med disse Betragtninger at ønske Middel­alderens haandskrevne Bøger en Genfødelse; Formaalet er blot at pege paa den mere naturlige Samklang af den illustrerede Bogs væ­ sensforskellige Dele, som opstaar, hvor Illustrationen udføres i en Teknik, Som Kunstneren selv behersker paa alle Stadier, lige til Trykpressen ruller. Ved sin Karakter af Stempel i Relief og saaledes lige­ artet med deTyper,hvor­ tytm Snebrid) von ^omburg af Satsen opbygges, har Træsnittet ganskesærlige Fortrin, hvor det drejer £in øc{)aiifpicl sig om Illustrering af Bø­ ger. Kniven gaar tungere ^einrid) Don ftlnft i Træet end Pensel eller Pen og Blyant over Pa­piret, og et Træsnit faar derved noget mere af det trykteSkriftbilledesregu­lærelllsnit. Betydnings­fuldt er det at finde Træ­snittetanvendtaf en yng­re Generation i de fleste europæiske Lande j med vaagen Interesse vil man betragtedenfornyedeBe­ 35 e r I i n 1913 tydning forIllustreringaf Bøger,som denne i lange Tider forsømte grafiske Teknik nu er ved at faa; det faar blive et aabent E. R. IVeiss, Titelblad. 27X17 cm. Spørgsmaal, om 'Træsnit­ tet kan genvinde hele sin tabte Magt. Denne Bevægelse i Retning af Træsnittet huskes fra et for nogle Aar siden fremstyrtende Væld af transke Bøger, og den kommer i Tyskland frem i Bøger illustreret af Karl Rossing, der bl.a. har arbejdet for O.C. Recht's Forlag. Ros­sings Træsnit er primitive, og de har i deres tunge 1eknik en egen kejtet Charme. I Sammenhæng hermed maa ogsaa nævnes en Ud­gave af Virgils Ecloger med 43 Træsnit af Anstide Maillol-, denne Bog fra Cranach-Presse (der tilhører Grev Harry Kessler) er et ud­præget Luxustryk, men deter ellers betydningsfuldt,at Træsnittet nu har faaet Raaderum udenfor Gruppen af luksuøst udstyrede Bøger. Foruden Cranach-Presse var Bremer-Presse det eneste Bogtryk­keri, der havde en særlig Afdeling paa Udstillingen; blandt Bremer­Presse's fortrinlige Arbejder kan man fremhæve »Kant, Grundlagen zur Metaphysik der Sitten«, der var meget smukt udført i kneben Sats. Den, der søger en billig Prøve paa Bremer-Presse's Arbejde, kan henvises til »Karl Vossler, Die romanischen Kulturen und der deutsche Geist«, en i lige Grad læseværdig og smuk lille Bog, der er ordnet af den for Bremer-Presse hyppigt beskæftigede Kunstner­ inde Anna Simon. Rent satsmæssigt Arbejde var jo ellers ikke Udstillingens stærke Side 5 der fandtes dog nogle Rammer med typografiske Arbejder af Heinrich Jost (»Emil Ludwig, Napoleon«) og nogle Bøger, hvis An­ordning skyldtes Oda Weihrecht. De tyske Bogkunstnere har en sikker Haand til i Stregføring og Udformning at faa Vignetter og Illustrationer til at klinge sammen med den anvendte Skrift. Snart flagrer der Baand, som i Karakteren følger en Schwabachers Vidtløftigheder, snart snor en Ranke sig om en Stav som Akkompagnement til en Kursiv, snart følger Skra­veringen i en Vignet de dominerende Skraalinier 1 en t1 raktur. De fineste Fornemmelser for denneSide af Arbejdet besidder E. R. II eissj blandt de af ham udstillede Titelblade maa fremhæves et til »Mario Krammer, I heodor Fontane« og et andet til »Heinr.\ . Kleist, Prinz Friedrich von Homburg«. Weiss har hyppig været beskæftiget med Udformningen af Alarees-Gesellschaft skostbare Publikationer (h\ 01­af Kobberstiksamlingen i Statens Museum for Kunst ejer adskillige). eiss har ordnet Dekorationen paa mange Forlagsbind, men hans Arbejde er her præget af en vis Tørhed 5 mest Interesse vækker nogle Bind af Papir eller Lærred, som er forsynet med en farvet Udsmyk­ning-saaledes om et Par \ ærker af Gerhart Hauptmann: »Anna« og »Die Insel der grossen Mutter«. F. H. Ehmcke har derimod sin Styrke i Bogbindets Dekoration. I sine Forlagsbind af Lærred eller Skind med hele Forgyldningen samlet paa Ryggen inddeler han gerne denne i en hel Række ens lave Felter, der alle faar den samme Dekoration — med Undtagelse af det ene højtsiddende Felt, hvor Titlen er anbragt. Eksempler her­paa giver Poe-Udgaven paa Brødr. Paetel's Forlag og mange Bøger fra forlaget »Deutsche Meister«. Indbundne Eksemplarer af Over­sættelsen at Kristin Lavransdatter har en udmærket Dekoration i blaat, rødt og sort paa graat Lærred. For Bogbinderiet Hiibel & Denck, Leipzig, har Ehmcke anordnet Bogbind, der fortrinligt viser, h\ ilket smukt Resultat der kan naas ved sparsom Anvendelse af Stempler af enkleste Art. Men Ehmcke undgaar desværre ikke altid at blive lidt for grov i Virkningen. I F. W. Kleukens Udstilling lagde man særlig Mærke til en Række Akvareller, der er torarbejder til en ABC udgivet paa Stalling's For­lag og trykt i Offset. Paa hvert Bogstav sidder en Fugl, der ikke blot har det rette Forbogstav, men som tillige efter sit Udseende er vel­egnet til at tegnes i eet med vedkommende Bogstav. Nærmest Preetorius og Weiss staar Walter Tiemann. For ham spil­ler Empiren en lige saa stor Rolle som det arkaiserende for Preeto­rius. Det synes, som om han — især i sine Udkast til Bogbind — ikke undgaar den Fare i for høj Grad at ytre sig som Skrivekunstne­ren, der forer Pennen flot; lidt unaturligtfalder Arbejdet med Stemp­ler derefter. Denne Skavank mærkedes bl. a. i et Par Helbind (ud­ført hos E. A. Enders) til Oversættelser af Anker Larsen's »De vi­ses Sten« og »Martha og Maria«. Nydelige Bind er i nævnte Bog­binderi udført efter enklere Fegninger af ham: de er midt paa Spej­let blot dekoreret med en lille Vase eller Kvist ridset op i stiliseret Form, hvortil slutter sig et ganske lignende Motiv i Ryggens Fel­ter. Tiemanns Arbejder er propre og pilne j men hvis man ikke vil forfalde til ligegyldig Aandløshed, maa man ikke gøre sit Arbejde sirligere end hans. Et Slagord, som Brockhaus' Forlag benytter, forklarer den Skik­kelse, i hvilken en væsentlig Del af den tyske Bogproduktion kom­mer paa Markedet: »Der bunte Kunstlerumschlag flir das Schaufen­ster. Der Leinenband fur die Bibliothek«. Typiske Eksempler paa denne Bogens dobbelte Iklædning, der tjener to vidtforskellige For­maal, har man bl. a. i Oversættelsen af Sarfatti's Bog om Mussolini, hvis løse Omslag beherskes af Mussolinis Ansigt set i halv Profil; hans Hage er ved Underkanten, hans Isse berører Overkanten; hans Pande krvdses af en Sætning trykt i rødt og med skreven Skrift, hvormed Diktatoren forsikrer, at denne Bog rummer hans Liv. Naar dette fortræffeligt reklamerende Omslag fjernes, har man selve Bo­gen i sin Haand, i holdbart Bind af propert og præcist Maskinar­bejde ganske ligetil dekoreret efter klare Linier. For de kostbarere Enkeltbind i Skind er der visse Fællestræk at udpege i det rent dekorative. Særlig hyppigt anvendes en Blomst eller en Buket som Dekoration paa Spejlet enten blot som en en­ keltstaaende Figur paa Midten eller flere fordelt over det hele. Det kan ikke nægtes, at der over denne i Tyskland fremherskende Mode er noget, som virker lidt for letkøbt, ogsaa naar man betragter den uafladelig ensvirkende Stilisering med spidse, krummede Blade og krydsede Stængler. Efter disse Linier arbejder Georg A.Mathéy, Bruno Karberg og Hugo Steiner-Prag. En vis Interesse knyttede sig til Bog­ binderiet Heyne &Ballmuller's Arbejder; de bærer paa Siden en De­ koration, der enten har Rammeform eller staar som et regelmæssigt Netværk — altid opbygget med arkitektonisk Følelse. Overhovedet forekommer Netmønstret hyppigt paa tyske Bind; saaledes i Arbej­ der efter Udkast af Renner, der med ringe Held har anvendt saadanne diagonalt rettede Mønstre. Bedre opbygget er nogle Bind af Siegfried Fuchs, hvor de geometriske Figurer paa Spejlet er fast knyttet til Ryggen. Paul Arndts' Tegninger til Bogbind gaar nu noget i Ret­ning af Ehmckes, men haren mere ujævn Sam­mensætning, idet der • ofte indblandes altfor plumpe Stempler. Sær­-• ^ ' lig begejstrende var de , udstillede tyske Bog­bind som Helhed tagne slet ikke, og det kan si­ges,at jomereder i Øje­blikkets Tyskland skal ofres paa et Bogbind, des større er Chancen for,at Resultatet bliver slet. Blandt Forlagsbin­dene findes det bedste, saaledesf.Eks.Paul Ren­ner's Bind til Gregor Krauses Bog om Bali. Udstillingen angav HUBEL & DENCK, Helbind af Kalvepergament med forgyldt Deko­ med sit Navn at have r ation efter Tegning af F. H. Ehmcke. (Spinoza, Ethica. 30X20 cm.) helliget sig Bogkunst, men den kunde snarere kaldes Bogkunstnerudstilling; og den hæv­ dedes — ikke med Urette — at være international, men den var dog naturligt nok, i overvejende Grad viet Tyskland; den arrange­ rende Forening havde som de katolske Præster signet sig selv først og indrettet fortræffelige Særudstillinger for sine betydeligste Med­ lemmer. Dette Arrangement var ikke blot naturligt, men paa sin Vis ogsaa nyttigt, thi derved fik man et Overblik over, hvad tyske Bogkunstnere for Tiden yder. Men paa den anden Side blev de øv­rige nationale Afdelinger klemt sammen hver i sit ofte ret trange Rum, og Ordningen af de fremmedeUdstillinger var i flere Tilfælde foretaget med lidet heldig Haand. Forsøgte man at drage Sammen­ligninger Landene imellem, kunde Tyskland da let være stillet for gunstigt. I den schweiziske Afdeling var det udelukkende Bogbindene, der var af Interesse; de fleste hidrørte fra den tyske Del af Landet, men Sprogfællesskabet har ikke ført til kunstnerisk Forbindelse med det tyske Rige. I Arbejder af forskellige Basler-og Ziiricher-Bogbin­dere finder man en indskrænket Rygdekoration og paa Spejlet en Dekoration, der holder sig som en Ramme tæt langs Kanterne, un­dertiden blot lige Linjer, undertiden et Ornament indfattet af Li­nier j for sig selv staar et Bind (af Kretz, Basel), paa hvilket Mæandre efter kinesisk Art fylder hele Spejlets Flade. Betegnende for Tilstanden paa det meste af Udstillingen var den finske Afdeling 5 der fandtes her blandt alt det andet kun to rene Skriftsider, — og de var ens. Bedst staar ogsaa hos Finnerne Bog­binderiet^ Toivo Vikstedt er det førende Navn, og hans Genre er snart rent antikiserende, snart frit og selvstændigt formende. Den hollandske Afdeling gav et alsidigt Materiale til Belysning af hele Boghaandværkets Stilling; man studerede med Interesse de mange Satsprøver, af hvilke en overvejende Part viste paafaldende stærk engelsk Indflydelse; dog kan Holland jo opvise egne Skrift­typer, hvoraf var fremlagt Prøver paa »Erasmus« og »Grotius«, der er udført i Skriftstøberiet »Amsterdam« efter fegning af S.H.deRoos. Den tjekkiske Afdeling var den bedst ordnede af de fremmede; Vægmontrer var ført rundt langs hele Rummet, og i disse Montrer havde man fæstnet opslaaede Bøger eller Bøger i Omslag paa den nederste Del (der skraanede stejlt). Øverst stod paa en Hylde alle Bogbindene. Den tyske »Bauhausstil« er slaaet stærkt an i I jekko­slovakiet; det viser især Arbejder af Karel Teige, ikke mindst hans suggestive Bogomslag. Ogsaa et enkelt udstillet Hefte af Tidsskrif­ tet »Typografia« var i den nymodens Manér. En konservativ Ret­ ning holder det tjekkiske Statstrykkeri i Prag under Xare/ Dyrynk's Ledelse^ et af fransk Typografi stærkt paavirket Værk af ham er »Comenii Angelus pacis«. I den engelske Afdeling kom de gode Sider af Landets Bogkunst slet ikke til Udtryk5 man kunde nok se, at Morris-Stilens Udskejel­ser er et tilbagelagt Stadium (en Særudstilling af Charles Rickett's Bogarbejder i Vale Press 1880-1904 virkede derfor mal å propos), men man saa ogsaa, hvor slojt og uafstemt de engelske Illustrationer staar til Satsen; man savnede Nerve. Den russiske Afdeling har efter Udstillingens Slutning været at se her i København, idet en Del af Materialet fra Leipzig var frem­ lagt i Kunstindustrimuseet gennem November Maaned. Ved for­ nyet Eftersyn kunde Førsteindtrykket af, at den russiske Illustra­ tionskunst staar forholdsvis højt, finde sin Bekræftelse. Selv om man ikke forstaar det russiske Sprog, var der dog nok i Bøgerne til at fange Opmærksomheden. De tieste nye russiske Bøger er trykt i største Beskedenhed paa slet Papir og kun med Udfoldelse af kunstneriske Egenskaber paa Omslaget. Der er til Gengæld nok af gode Omslag at fremhæve, baade mønstrede af Rerberg og lljin, andre prydede med stiliserede Blomster af Narhout og Mitrochin og stribede af Chishinskij og Zami­railo. 1 il Illustration paa Omslaget har Alakrinskij og Snopkoff an­vendt 1 ræsnit. I det hele spiller Træsnittet i Rusland en næsten dominerende Rolle i Bogkunsten. Der er de maaske lidt for sorte 1ræsnit af Kraiutschenko, Paivloff og Paivlmojf, der er de mere graa, med tætte, udførlige Skraveringer og stramme, snart sagt byzantin­ske Skikkelser af Wladimir Faivorskij og Andrej Gontscharojf, og der er — atter af Krawtschenko — enkelte lette, vignetagtig behandlede 1 ræsnit, hvor Russernes fremherskende rent artistiske Evner gør sig klarest gældende. Netætsningen har ikke gode Dage i det nye Rusland^ ved denne Lejlighed var det egentlig kun N. Tyrsa's Arbejder for denne Tek­nik, der fangede Opmærksomheden, saaledes især hans Illustrationer til Gorkis Erindringer. Som saa ofte, naar Frankrig deltager officielt i Udstillinger, var Udvalget i den franske Afdeling i kunstnerisk Henseende ret tilfæl­digt og til Dels meget slet; og man maatte spørge sig, efter hvilke Kunsten uvedkommende Hensyn man her var gaaet frem? Bogbindene var helt igennem uhyre slette, næsten alle absolut grimme; kun nogle gode Halvbind fra Hellen &Sergen f s Forlag ad­skilte sig heldigt fra Massen. Man mærkede i de udstillede Bøger, der hyppigst var illustrerede og sjældent forsynet med Ornamentik, hvor farligt det kan være at slippe en Billedkunstner løs paa en Bog; der er jo i Frankrig det bedste Materiale af Skrifter og den fineste Tradition for Satsens Ud­formning, men disse Goder forvaltes bedst, naar Bogtrykkeren kan tumle uforstyrret med Bogens Anlæg. Til Illustrering anvender man i Frankrig i stigende Grad 1 ræ­snittet; Facsimilering af Kunstnerens Tegning spiller saaledes en stadig mindre Rolle. Blandt 'Træsnitkunstnerne er der dog ikke Grund til at fremhæve nogen paa de andres Bekostning; Arten var knapt eller nogenlunde middel helt igennem. Det frie Litografi finder en Del Anvendelse; man lagde Mærke til Arbejder af Maurice deVlaminck og Utrillo i Bøger fra Marcel Seheur's Forlag og dvælede iøvrigt ved Illustrationer af B. Mahn til en 1926 hos Henri Jonquiéres udkommen Udgave af »Duhamel, Confession de minuit«; de lidt gammeldags virkende Billeder genspejlede den sensitive Fortælling med sart Forstaaelse. Fra Spanien og Amerikas forenede Stater er der intet nyt at melde; ej heller meget fra Italien. Bodonis gamle Skrifter, der blev fundet 1 Schweiz, er nu i Anvendelse i Montagnolo nær \ erona; man har allerede benyttet dem til forskellige Værker og er nu gaaet i Gang med »Futte le opere di Gabriele d'Annimzio« under Benito Mus­solinis Protektion, men med Pavens Misbilligelse. Ja, Skriften er Bodonis! men vi maa savne den gamle Mesters sikre Haand til at give Satsen kæk og stolt Rejsning. Ved belgiske Kunstnere har Træsnittet paa Bogens Omraade maa­ske vundet endnu mere Terræn end ved franske. Forrest staar Mase­reel, hvis Arbejde hovedsagelig har været øvet i parisiske ForlagsTje­neste: han har illustreret Bøger for Albin Michel, »Editions du Sa­blier« og René Kieffer. Særlig gode er hans Træsnit til »Jean Chri­stophe«, — dog er det her (som i andre af hans illustrerede Bøger) beklageligt, at Satsen undertiden er slet formet og i al Fald bestan­dig svarer daarligt til Illustrationerne. Der er en egen Blødhed og Fylde i Masereels Snit, de har Balance af sort og hvidt, og de er fan­tastisk levende; man kan ikke tænke sig mere Handling presset sam­men i et Billede, og man maa beundre hans Evne til at lade de brede sorte og hvide Flader naturligt fortælle saa højspændt Dramatik, Som Helsidesillustration virker hans Arbejde bedst; han er for stærk til at kunne gaa ind i et Skriftbillede, — ogsaa naar han arbejder med forenklede Figurer eller genstandsløse Ornamenter. Med sine alsi­dige Anlæg turde han være en af Europas dygtigste Illustratorer i vor Tid. Ogsaa til Belgien naar den elementære Typografis Dønninger: det viser den af Vierre Flonquet arrangerede Digtsamling »P. Bour­geois, Romantisme a toi«. I Sveriges Bogkunst hersker det evige Foraar, og Bogavlen er her saa skøn som noget Sted i Europa. 'Filstanden synes dog bestandig uforanderlig, og selv om man ikke kan holde op med at beundre Svenskernes elegante Behandling af Skrift — f. Eks.den Maade, hvor­paa en enkelt Linie i Kursiv akkurat paa det rette Sted indskydes i et Titelblad — saa spørger man dog, om der da aldrig skulde vise sig en svensk Bogkunstner, der har Lyst til at gaa sine egne Veje. Norges Afdeling var fortrinlig tilrettelagt; dervar i Rammerfrem­hængt et betydeligt Antal Opslag: paa een Væg udstilledes der af Kunstnere, paa den modsatte af Forlæggere. I en Montre var frem­lagt Bøger, der udstilledes for Omslagets eller Bindets Skyld. Blandt Bogbindene bemærkede man Arbejder af H. M. Refsum, der møn­strer Skind, dels som man mønstrer Overtrækspapir, dels ved Pres­ ning. Der er i Norge udført teknisk set udmærkede Offsettryk, men om den kunstneriske Side i Bogavlen kan det ikke siges, at den staar paa nogen fremskreden Plads i Udviklingen. Man er ikke naaet ud over det illustrerende Pennerids, den tunge Frise over Kapitelindlednin­gerne o. 1. Arrangementet af L dstillingens lille danske Rum lod meget til­bage at ønske; medens de udstillede Bøger ikke behøver Omtale i denne Forbindelse, vil det være rimeligt at kritisere selve den dan­ske Afdelings beklagelige Tilstand; der var her taget for meget med i Forhold til den givne (særdeles knebne) Plads; Danmark havde ca. 8o Bøger paa knapt Halvdelen af, hvad f. Eks. Spanien anvendte til Udstilling af 6o Bøger. Dendanske Afdeling var i Henseende til Ud­valget ret fuldstændig; den danske Afdeling paa den samtidig i Leip­zig afholdte internationale Kunstindustriudstilling var langtfra fuld­stændig, men smukt opstillet (af Kunsthistorikeren Sigurd Schultz), og Danmark hævdede sig derved paa bedste Maade i Forhold til de andre Nationer; heraf kan man slutte, at en rigtig Opstilling afvejet efter den forhaandenværende Plads betyder fuldt saa meget for en Udstilling, som at det rette Udvalg paa Forhaand har fundet Sted.