INDTRYK FRA SVENSKE 
HERREGAARDES ARKIVER OG 
BIBLIOTEKER 

AF VERNER SEEMANN 
OlDEN det kgl. Danske Videnskabernes Selskab i 1906 ned­^ satte »Kommissionen for Registrering af litterære Kilder til dansk Historie i Udlandet« med det Formaal at faa udarbejdet en ensartet Registrant over Haandskriftmateriale af den nævnte Art, har der været udsendt en Række Registratorer til de vigtig­ste offentlige Arkiver og Biblioteker i Udlandet, i første Række i Norge, Sverige ogTyskland; Resultatet af Efterforskningerne, der foruden Manuskripterogsaa gælderældre danskeTryk,fore­ligger i P orm at en anselig Mængde Registreringssedler, der op­bevares paa det kgl. Bibliotek, indordnet i et særligt Kartotek­system. 
Lige saa naturligt det var at begynde med de offentlige og lettilgængelige Samlinger i Udlandet, lige saa ønskeligt maatte det ogsaa tra tørste Færd torekomme med Tiden at udstrække Undersøgelserne til større udenlandske Samlinger i Privateje, hvilket atter i tørste Række vil sige: Samlingerne paa de gamle Adelsslægters Slotte. Disse Bestræbelser tik ikke mindst Vind i Sejlene gennem de Ertaringer, der indhøstedes af en ny Kom­mission — at omtrent samme Sammensætning som den tidligere nævnte —, som Videnskabernes Selskab nedsatte 11922 med den Opgave at virke for en systematisk Gennemgang og Registre­ring af de danske Arkiver og Biblioteker i Privateje, først og fremmest naturligvis de, der huses rundt omkring paa Landets Herregaarde. Naar noget lignende skulde prøves over tor uden­landske Privatsamlinger, laa det ganske nær at begynde med Sve­rige, — og her igen først med Skaane. 
Paa dansk Grund foregaar Registreringskommissionens Virk­somhed i den snævreste Forstaaelse med de paagældende Gods­besiddere, uden hvis Interesse og Støtte Sagen jo hellerikke godt lodsi^' gennemføre; Kommissionen bistaassaaledes af et talstærkt Udvalg af Standens betydende Medlemmer. I Sverige, hvor saa­danne Registreringskommissioner ikke kendes, undtagen som et i historisk og litterært interesserede Kredse længe næret tromt Ønske, og hvor de store jordbesiddere nok tør siges at indtage baade en socialt set mere eksklusiv Holdning og en økonomisk set mere begunstiget — eller i hvert Fald mindre truet — Stilling end deres danske Standsfæller, introducerede den danske Kom­mission sig i Efteraaret 1925 gennem en Rundskrivelse til en Række af Indehaverne af de største og mest kendte skaanske Herres^aarde, at hvis Biblioteker og Haandskrittsamlinger der paa Forhaand gik Ry. Henvendelsen, som gik ud paa, at der skulde gives den, der skriver disse Linier, Lejlighed til som Kom­missionens Udsending at besøge de paagældende Herresæder og paa Stedet gennemgaa deres litterære Samlinger med den om­talte Registrering tor Øje, mødte overalt den største Velvilje og Imødekommenhed, uagtet den, som nævnt, her maatte virke som noget aldeles nyt og ukendt; og Kommissionens Repræ­
sentant fik overalt en af ægte svensk storstilet Gæsttrihed og Hjertelighed præget Modtagelse. Det samme gentog sig i Eiter­aaret 1926, hvor der blev Lejlighed til yderligere at gennemgaa nogle skaanske Herregaardes Arkiver og Biblioteker, og hvor der desuden foretoges et Par Stikprøver i Halland og Småland. 
Det har sikkert været ventet, at der ved en Undersøgelse af de gamle skaanske Herregaardes Samlinger — i hvert Fald i en vis Udstrækning — vilde findes Bøger og Manuskripter, der hid­rørte fra eller i al Fald havde Forbindelse med den Tid, da Skaane var dansk. 
Erfaringerne har hidtil ikke givet særlig Støtte for en saadan Opfattelse, for saa vidt som det — selv hvor Talen er om Ar­kivalier i snævrere Forstand: de til Ejendommenes Historie og Vækst knyttede Dokumenter — mere er Undtagelse end Regel, hvis der er bevaret Papirer fra Skaanes danske Portid. Man vil ganske vist hyppigt støde paa Papirer, der har Berøring med danske Forhold og Begivenheder; men de gaar sjældent længere tilbage i Tiden end til det 18. Aarhundrede, og Forbindelsen med Danmark gaar ingenlunde altid over Skaane, men mindst lige saa hyppigt over Slesvig-Holsten. 
I det store og hele talder Arkivernes Indhold i følgende Grup­per; 1) Dokumenter og Papirer vedrørende selve Ejendommene (Skøder, Jordebøger etc.), 2) Familiepapirer, Breve, Memoireværker o. lign., 3) efterladte Papirer fra de Repræsentanter inden tor Slæg­ten, der har beklædt fremstaaende Poster i Statstjenesten. Inden tor denne Gruppe findes ofte overordentlig interessante 
Sager til Belysning af inden-og udenrigspolitiske Forhold. Selv om mange af Papirerne er Kopier, vil det formodentlig ofte være ugørligt at faa tat paa de tilsvarende Originaler, og i mange Tilfælde knytter der sig en særlig Interesse til den med Noter og Randbemærkninger udstyrede Kladde-og Konceptform, hvori de paagældende har udtrvkt deres Tanker,—sikkert hyp­pig paa en mere uforbeholden Maade end ved den senere offi­cielle Fremsendelse af Aktstykket, og endelig 
4) Atskritter at Opsatser og Lejlighedsskrifter, der omhand­ler Emner, som aabenbart har været yndede af Datiden, idet de gaar igen tra den ene Herregaardssamling til den anden. Sæd­vanligvis drejer det sig om historiske, heraldiske og lignende Spørgsmaal; men man træffer ogsaa — navnlig i bevægede Krigs­tider—Atskritter at de,i Reglen meget uhøviske. Nidviser, hvor­til Nationalhadet har inspireret deagtværdigste Pennetørere,selv gejstlige Personer. 
For Bibliotekernes Vedkommende kan det ikke undre, om nye Tider har holdt deres Indtog siden Dansketiden. Private Bogsamlinger vil altid have vanskeligt ved at undgaa Splittelse eller Ødelæggelse gennem Aarhundreders Gang, selv om de op­rindeligt er godt torankrede paa Slotte, hvis Bestemmelse det er at gaa i Arv fra Led til Led inden for den samme Slægt eller dens nærmeste Forgreninger. 
Grunden hertil ligger ikke alene i de Farer, som Krig eller Brand altid har beredt opsamlede Kulturskatte; Forholdet bun­der snarere deri, at private Bogsamlinger altid til en vis Grad beror paa Liebhaveri, ofte skylder et mere spontant Initiativ 
deres Oprindelse og ogsaa ofte lider en mere lunefuld Skæbne end Samlinger af andet Liggendefæ. Med noget større Sejghed klæber Arkivalier vel i al Almindelighed til de Steder, hvor de saa at sige er groet op og stadig er vokset i Omfang; enkelte Dele af dem staar jo ogsaa i et vist Uundværlighedsforhold til Ejendommens daglige Drift, og andre er knyttet til dens nuvæ­rende eller tidligere Beboere med Baand, som der skulde Pietet­løshed til for at overrive. Der kendes ganske vist enkelte Eks­empler paa, at saadanne Arkiver brat og nødtvungent skifter Opholdssted; men i saa Tilfælde er det for det første en For­udsætning, at Handelen foregaar mellem Standsfæller, og iøv­rigt mærkes det ogsaa paa den diskrete Maade, hvorpaa Sagen behandles at dem, der staar Sælger eller Køber nær, at der er noget odiøst ved Transaktioner af denne Art. 
Det skal med det oventor anførte ikke være sagt, at man ikke i svenske Samlinger, otlendige saa vel som private, finder gamle danske Bøger eller Manuskripter; tværtimod er Forholdet det, at Sverige huser et ganske overordentlig stort Antal gamle dan­ske I ryk — endda adskillige i Danmark ukendte — tillige med værdifulde danske Manuskripter og Arkivsager, medens Dan­mark langtfra er i Stand til at revanchere sig som Ejer af tilsva­rende svenske Kostbarheder; kun skal det fremhæves, at man netop ofte gør saadanne Fund paa Steder i Sverige, hvor deres Forekomst i og for sig forbavser, og at deres Proveniens, saa­fremt den lader sig efterspore, netop oftest peger i Retning af andre private Samlingers Splittelse eller Forsvinding. 
Det viser sig ogsaa ved et nærmere Eftersyn, at det store Fler­tal af de endnu eksisterende svenske Herregaardsbiblioteker har en forholdsvissen Oprindelse. Det iS.Aarhundredessidste Halv­del, og ikke mindst den overdaadige og forfinede gustavianske Tidsalder, har været særlig gunstige Tider for Tilvejebringelsen af disse oftest skønt iklædte Bogsamlinger; men ogsaa saa sent som i det 19. Aarhundrede har nye mægtige Herregaardsbiblio­teker set Lyset, saaledes de to største endnu eksisterende, Erics­bergs og Trolleholms, hver omfattende omkring et halvt Hun­drede Tusind Bind. 
De ældste svenske Bogsamlinger paa verdslige Hænder, de i det 16. Aarhundrede opstaaedeFyrste-og Stormandsbiblioteker, er ret hurtigt gledet ud af de paagældende Slægters Eje, og deres Historie lader sig kun efterspore i vage Træk. Det vides, at alle­rede Gustaf Vasa og hans Sønner saa vel som adskillige af Da­tidens Stormænd har haft Biblioteker, hvis Bestand tildels ken­des gennem bevarede Fortegnelser. Det berømteste Herremands­bibliotek fra den Tid tilhørte Rigsraad og Rigshofmester Hogen­skild Bielke, der henrettedes1605, hvoretter al hans Ejendom ind­droges. En anselig Del af hans Bøger, der omfattede Samtidens ypperste og kostbareste Værker i smuk og statelig Indbinding, er havnet i Uppsala Universitetsbibliotek. 
Det 17. Aarhundrede med dets indbringende Krigstogter i fremmede Lande blev en Storhedstid tor Adelen, der toruden at befæste sin Magtstilling i Staten ogsaa opnaaede rigelig Andel i det hjemførte Bytte,der blandt andet omfattede kostelige Sam­linger af Manuskripter og Bøger. Under I rediveaarskrigen gled en Strøm af erobrede Bogskatte fra Tyskland nordpaa; senere ramte Brandskatningen Danmark, som bekendt endda i flere Omgange. 
Det litterære Krigsbytte kom overordentlig godt tilpas til at fylde de særlige Bibliotekssale, der nu overalt, i Overensstem­melse med Tidens større Krav om Luksus, var indrettet i Stor­mændenes nyopførte Slotte, hvormed indkaldte udenlandske Bygmestre havde maattet erstatte de tidligere enkle og prunk­løse Gaarde, hvor Adelsslægterne hidtil havde haft til Huse, i mange Tilfælde lige siden Middelalderens Dage. 
I de enkelte Herregaardsbiblioteker vil man nu kun finde spar­somme og spredte Rester af disse Herligheder fra Storhedstiden: Ingen af de i denne Tid skabte Samlinger bestaar hel og udelt. Men den berømteste af dem alle, den af Rigskansler, Grev Mag­nus Gabriel de la Gardie erhvervede store Bogsamling, for Største­delen pragtfuldt indbunden i Pergament eller rødt Maroquin, har endda haft en forholdsvis blid Skæbne, takket være Ejerens egen Omsigt. Allerede i levende Live skænkede han sine største Kostbarheder til Uppsala-Biblioteket, deriblandt den berømte gotiske Sølvbibel (Codex argenteus), som iøvrigt havde ført en omtumlet Tilværelse, siden den hjemførtes som Bytte tra det erobrede Prag. Den var oprindelig bleven skænket til Dronning Christina, men forsvandt siden sporløst. Det lykkedes imidlertid de la Gardie selv at finde den paany i Brabant, hvor han gen­erhvervede den tor en Pris af 600 Dukater. Siden da har den tilhørt Sverige og er som bekendt nu Perlen i Uppsala Univer­sitetsbiblioteks Samlinger. 
En fremragende Del af de la Gardie's Bogsamling var iøvrigt tilfaldet ham som Andel i Krigsbyttet fra Danmark, saaledes bl. a. Jørgen Reedtz' Bibliotek paa Jungshoved og frem for alt Gunde Rosenkrantz' paa Vindinge, hvilket sidste havde inde­holdt vigtige Dele af Rosenholmbiblioteket, som Faderen, den lærde Holger Rosenkrantz, havde samlet, tillige med en ikke ringe Part af Anders Sørensen Vedels Bøger. En lille, men ud­søgt Rest at Magnus Gabriel de la Gardie's Bibliotek, ialt ca. 200 Bind, opbevares endnu som en Helligdom paa den skaanske Herregaard Maltesholm, der stadig er i Slægten de la Gardie's Eje. 
En vis, tor danske noget vemodblandet. Interesse knytter sig i det hele taget til de under Karl X Gustats Krigstogter til Dan­mark gjorte Erobringer, der i mangt og meget har præget de svenske Herregaardsbibliotekers oprindelige Bestand. Selv under det hastigt forløbne første Felttog i 1657, hvor der ellers knap havde været levnet Erobrerne Tid til at sætte sig i Besiddelse af de danske Herregaardes litterære Skatte, var det lykkedes den altid vindskibelige Corfitz Ulfeldt at faa Jørgen Seeteldts store og værdifulde Bibliotek paa Ringstedkloster overdraget som Gave, samtidig med at han sørgede for selv at sætte sig i Besid­delse af Otto Krags Bibliotek paa Egeskov. Disse Nyerhver­velser førte Ulfeldt tillige med sit eget Bibliotek, der skal have omfattet ca. 7000 Bind og ifølge hans eget Udsagn have be­staaet af lutter sjældne og uerstattelige Værker, med sig til Malmø, hvor de senere, da Skæbnen gik Ulfeldt imod og han i Juli 1660 flvgtcde fra Sverige med sin Familie, konfiskeredes at Staten og førtes til Stockholm, hvor Størsteparten deraf gik tabt ved Slotsbranden1697.1Kungl.Biblioteket i Stockholm findes endnu enkelte Rester at dette store Bibliotek, hvis Dimensioner ogVærd belyses tilstrækkeligt ved at anføre, at alene det Seeteldfske op­rindelig omfattede over 26,000 Bind. 
Under den anden Karl Gustafske Krig,hvor Sjælland i næsten to Aar var under svensk Besættelse, gik det selvfølgelig haardt ud over Kostbarhederne i Øens Herregaardssamlinger, der for en meget stor Del maatte vandre over Sundet til de svenske Slotte. Dette blev saaledes Tilfældet med de endnu tilbageblevne Rester af Seefeldts Bibliotek, der i denne Omgang tilfaldt Hof­raad Peter Julius Coyet. Baade denne selv og hans Søn, Hofkans­leren Wilhelm Julius Coyet, var ivrige Bogsamlere, der forstod at føje betydelige Værdier til den oprindelige Seefeldt'ske Bog­bestand. En ejendommelig Nemesis lod iøvrigt senere en Del af disse Bøger vende tilbage, om ikke til deres oprindelige Ejer­mænd, saa i al Fald til disses Fædreland. Dette skete i 1710 under Danskernes Indtald i Skaane. Paa dette Tidspunkt opbevaredes en Del at det store Coyet'ske Bibliotek paa Ljungbygård, det senere I rolle-Ljungby, hvor det blev taget som Bytte af den fremtrængende Fjende. En Del af Bøgerne gik naturligvis tabt under Krigstummelen; men anselige Rester naaede dog til Kø­benhavn, hvor de solgtes og dermed spredtes blandt Landsmænd at de oprindelige Ejere. I det kgl. Bibliotek i København findes flere iManuskripter og Bøger, der bærer Wilhelm Julius Coyets Navn og antagelig hidrører fra Ljungby, hvor de har udgjort en Del at det oprindelige Seefeldt'ske Bibliotek. 
Denne Bøgernes utrivillige Vandren fra Land til Land er selv­følgelig særlig typisk tor det meste af det 17. og Begyndelsen af det 18. Aarhundrede; men et nærmere Indblik i de svenske Privatbibliotekers Historie viser dog, hvorledes disse Samlinger ogsaa senere ligesom har svært ved at flnde blivendeSted; Gitter­maal og Dødstald, Arveskitter og Ejendomssalg toranlediger idelige Pladsforandringer og bevirker navnlig, at Samlingerne splittes eller udstykkes, hvorved otte de enkelte Værker til ubo­delig Skade rives ud af en bestemt tilstræbt Sammenhæng. Som tidligere fremhævet er Bibliotekernes trykte Bøger lettere udsat for disse Omskiftelser end Arkivernes haandskrevne Folianter o^ Fascikler; men egentlig gives der kun eet Middel til Sikring imod, at en møjsommeligt og med store Omkostninger tilveje­bragt Samling unddrages Splittelsestruslerne, nemlig at baand­lægge den som Fideikommis inden for Slægten, saaledes som man allerede tidlig har lært at gøre det med de faste Ejendomme og Jordegodset. Denne Fideikommis-Baandlægning bliver da ogsaa efterhaanden ret almindelig og har — for al ikke tast Ejen­doms Vedkommende — i Sverige kunnet fortsættes op til den 
nyeste Tid. Og med den nyeste Tid er forsaavidt Herregaardssamlingernes Udviklingshistorie standset, som de — itald de lykkeligt har und­gaaet Ødelæggelse eller Splittelse — under alle Omstændigheder er gaaet istaa. Deres Fremtid — dette gælder 1 hvert Fald alle de virkeligt store Samlinger — er egentlig kun et Spørgsmaal om at være eller ikke være; og selv om de svenske Alajoratsbesiddere, som allerede antydet, nok tør siges at være noget gunstigere stillet i økonomisk Henseende end f. Eks. deres danske Stands­fæller, saa er dette dog vel kun et Udtryk tor, at Sverige paa det Punkt — Statens Holdning over tor den store Jordbesid­delse — er noget længere tilbage i Udvikling end Nabolandene. Og slappes eller løses Fideikommisbaandene tørst een Ciang, er de store Herregaardssamlingers Eksistens neppe mere end et Tidsspørgsmaal. Der kræves ikke Spaadomsgave tor at kunne 
forudsige dette; det vil være tilstrækkeligt at henvise til, hvor­ledes Forholdene i den Henseende har udviklet sig i Danmark. I det Øjeblik de af Fideikommisbaand værnede Besiddelser bliver stillet som al anden Ejendom, da er deres Tid omme. De mæg­tige Kapitaler, der skulde til for at dæmme op mod denne Ud­viklingens Gang, ejer neppe blot en eneste inden for Standen; og skal der tørst foretages Indskrænkninger, viser den sidstel ids Hændelser herhjemme jo med al Tydelighed, at Bøgerne — som den forholdsvis let realisable Vare de udgør — kommer under Hammeren før noget andet; saa meget mere, som der ikke altid hos den øjeblikkelige Indehaver kan paaregnes tilstrækkelig Inter­esse for en Bogsamling eller tilstrækkelig Evne til at indse den eventuelle Merværdi, som en saadan Samling dog maaske paa længere Sigt vil have frem for adskillig anden Ejendom. 
Derfor tør man nok i Øjeblikket sige, at de Samlinger i en vis Forstand kan prise sig lykkeligst, der allerede paa et tidligere Tidspunkt — maaske paa Grund af de daværende Ejeres Forud­seenhed — er kommet trygt i Havn i et af Statens Arkiver eller Biblioteker. Der er ingen Tvivl om, at som Forholdene har ud­viklet sig, betyder Overdragelsen til en stor offentlig Institution den eneste absolute Redning fra Splittelse, og dette har da ogsaa allerede været indset af mange svenske Majoratsejere. Skulde Udviklingen i Sverige gaa mere og mere i den Retning, vilde det iøvrigt kun danne en Parallel til Begivenhedernes Forløb i Danmark, hvor bl.a. Aaret 1926 med den store Holstein-Ledre­borgske Samlings Indlemmelse i det kgl. Bibliotek har ladet det Kredsløb fuldbyrdes, der indlededes af det 18. Aarhundredes store Privatsamlere: Thott, Suhm og Hjelmstjerne. 
Men det er paa den anden Side ogsaa i høj Grad torstaaeligt, at mange svenske Besiddere ønsker at holde ud paa deres Post som de nedarvede Bogskattes Privatejere. De talrige endnu be­staaende store Herregaardsbiblioteker, som alene Skaane t.Eks. rummer, vidner da ogsaa om de litterære Interessers Levedyg­tighed hos Ejerne, selv om disse maa resignere stærkt med Hen­svn til Ønsket om at sørge for Samlingernes Vækst og Pasning. Den Tid, da Magnus Gabriel de la Gardie havde fem Biblio­tekarer i sin Tjeneste, een til hver af sine store Slotssamlinger, kommer selvfølgelig aldrig igen; selv paa det store Trolleholm-Bibliotek finder man ikke længere den fast ansatte Bibliotekar, som endnu virkede der tor faa Aar siden. 
I det følgende skal der nu blive givet de Herregaardssamlinger, som det ved Besiddernes gæstfri Imødekommenhed har været muligt at tage personligt i Øjesyn, Lejlighed til at lade deres Ind­hold tale for sig selv, og Ordet skal da ret naturligt først gives til Skaanes største Privatbibliotek, TROLLEHOLMS, der helt oe^ holdent er et Værk af den nuværende Besidders tader. Grev 
Carl Trolle-Bonde. 
Denne har i Sandhed forstaaet at anbringe sine Bøger i maje­stætiske Omgivelser. Da han i 8o-erne overdrog den danske Ar­kitekt F. Meldahl ved en gennemgribende Ombygning at om­skabe det gamle, gentagne Gange nedbrændte og paany optørte Trolleholm. Fortidens »Eriksholm«, hvortil T ycho Braheslærde Søsters, Sofia Brahes, Navn er knyttet, til en moderne Renæs­sanceborg — med tydelige t orbilleder i nogle at Danmarksskøn­neste Slotte tra den I idsalder —, har det øjensynligt været ham ma^tpaaliggende at skalfe sin Øjesten, Biblioteket, Plads i saa 
storladne Omgivelser som overhovedet muligt. Den ec^entli^e Bibliotekssal, hvortil slutter sig forskellige mindre Rum, breder sig da ogsaa som en mægtig Bjælkehal igennem to af Slottets 
Trolleholm Slot. 
Stokværk, kronet at en krattig 1agkonstruktion af svært Ege­tømmer. Langs alle fire Vægge løber et Galleri, hvorfra Trapper tører ned i selve Salen. Dette Galleris Langsider bæres af dob­belte Rækker Reoler, den ene vendende ind imod Biblioteks­salen, den anden udefter imod de langs beggeSider løbende Kor­ridorer. 
Bibliotekets Grundlægger, Grev Carl Trolle-Bonde, havde alt fra sin tidligste Ungdom været en ivrig Bogsamler, hvis Interesse navnlig havde koncentreretsig om ældre svensk Litteratur. Gen­nem sit lange Livsom Samler udviklede hanen fortræffelig Spor­sans og lod sig ogsaa holde godt underrettet om alle Begiven­heder paa Bogmarkedet. Hans betydelige Midler gav ham selv­følgelig den fordelagtige Stilling altid at kunne optræde som Kober, naar en gunstig Lejlighed tilbod sig; men i det store og hele har han absolut købt billigt, og han har bl.a. gentagne Gange gjort heldige Nyerhvervelser ved at indlemme større eller mindre afsluttede Samlinger i sit Bibliotek. 
1 1861 modtog han saaledes som Gave en mindre, men udsøgt Bogsamling paa ialt ca. iooo Bind, der havde tilhørt Hotdame, Frøken Mariamie Koskull; Samlingen bestod overvejende af franske Romaner fra det 18. Aarhundrede i smukke, rigt for­gyldte Hellæderbind, af hvilke adskillige bærer Carl Xlll's og hans Dronnings Initialer. Noget senere kom Grevl rolle-Bonde i Besiddelse af sin Svogers, Friherre Johan Liljencrantz Biblio­tek; det omfattede franske Memoireværker og fransk Skønlitte­ratur samt en størreSamling af svenske politiske Pjecer og Flyve­skrifter.11885 arvede han detsodermanlandskeHerresædeW iby­holms Bogsamling; den havde oprindelig tilhørt Rigsraadinden, Fru JViveka Trolle, »Borgfruen paa Trolleholm«, Grev Carl Trolle-Bondes Oldemoder, og vendte saaledes nu tilbage til sit 
første Hjem. Wibyholm-Samlingen bestod overvejende af Værker fra det 
17. og 18. Aarhundrede, repræsenterende næsten alle \ idenskabs­grene. Paa det Tidspunkt, da den vendte tilbage til1rolleholm. 
var dens Omfang gennem forskellige Arveskifter svundet ind til ca. 800 Bind; men blandt disse fandtes mange Sjældenheder, gamle Rejsebeskrivelser, kostbart udstyrede Tavleværker o.lign. IT rolleholms Bibliotek hndes en haandskreven Fortegnelse over Wibyholm-Samlingen, forfattet af to Medlemmer af den greve­lige Slægt Bonde. Et stort Antal af Bøgerne fra Wibyholm er indbundne at Joh. Berggren, der virkede i Lund i sidste Halvdel af det 18. Aarhundrede og var en meget anerkendt Dygtighed. Hans Bogrygge kendes altid paa deres rige Forgyldning og Ud­smykning med Urner og Bladornamenter. 
1 1886 fik 1 rolleholm-Samlingen en overordentlig værdifuld Forøgelse, der kom baade dens Bog-og dens Haandskriftbestand tilgode: Efter Ekscellencen Grev G. A.V. Sparrens Død købtes hans efterladte Bibliotek, bestaaende af godt og vel 8000 Bind foruden en Samling af 3 2 5 Kort samt hans egne overordent­lig rige Optegnelser, af Grev Trolle-Bonde for en Sum af om­trent 16,000 Kroner. Dette Bibliotek var ingenlunde skabt af almindelig Samlerlyst; Grev Sparre, der var en lærd og ivrig Forsker paa flere forskellige Omraader inden for Historien og dens Hjælpevidenskaber, havde ubetinget Opfattelsen af,at Bøger var til for at læses,ikke for at virke mere eller mindre dekorativt. Den minutiøse Ordenssans, som man sporer overalt i de enorme Samlinger af Optegnelser, han har efterladt sig, prægede ham ogsaa som Bogsamler: han holdt pertentlig Rede paa alt, hvad der vedrørte Samlingens Forøgelse,og indførte alle Enkeltheder desangaaende i et digert Bind med Titelen »Min Boksamlings Accessions-Katalog«. Og han nøjedes ikke med at være en flittig Køber, hvergang Markedet frembød noget af Interesse for hans 
Forskninger; han stimulerede ogsaa i flere Tilfælde ved Penge­bidrag Udgivelsen af Arbejder, der ikke kunde gøre Regning paa at finde nævneværdigAfsætning. Derved kom han i flere Til­fælde i Besiddelse af »sjældne« Publikationer i adskillige Eksem­plarer; han plejede saa senere at forære de overflødige bort. 
Takketværedenne ret forskelligartedeOprindelseogde mange­artede Interesser,der ledede GrevTrolle-Bondes egne Boganskaf­felser, lykkedes det ham at skabe et særdeles alsidigt præget Bi­bliotek. Nogle Tal fra en Opgørelse i 90-erne vil vise, hvor fyl­digt visse enkelte Fag dengang var repræsenteret; Teologi med noget over 1000 Værker, Jura med noget over 2000, svensk Historie med over 1500, dansk-norsk Historie med ca. 700, det øvrige Udlands med henved 2000, Genealogi med henved 1000, Encyklopædi og udenlandsk Biografi med henved 800, svensk Biografl med over 2 500 og saa fremdeles. De historiske Fag er ganske naturligt bedst forsynet: Afdelingerne svensk Bio­grafl og især svensk Topografl — sidstnævnte tæller over 3000 Bind — er mere fuldstændige end i nogen anden kendt Privat­samling. 
Af stor Interesse tor svensk Personalhistorie er et Eksemplar af Anrep, Svenska adelns åttartaflor, hvilket tidligere har tilhørt den genealogiske Forsker Bernhcird Schlegel, der har intertolieret Værket og forsynet det med en Mængde Noter, der ogsaa inde­holder meget Stot at Interesse tor dansk Slægtshistorie. Dette Eksemplar benyttes da ogsaa stadig ved L darbejdelsen af Elgen­stierna s nye Værk om den svenske Adels Cienealogi. 
Selvfølgelig indeholder et Bibliotek som 1 rolleholms ogsaa 
en hel Del anerkendte Sjældenheder, saaledes flere Palæotyper, 
hvoriblandt kan nævnes: Gregorhis Magnus, Commentum super canticum canticorum, Basileæ 1496; samme Forfatters Dialogo­rum lihri quatuor, s. 1. & a., Expositio super Ezechielem, (Basel) I49^^ Pastorale si\ e Regula pastoralis, Basileæ 1496, samt Mctr-
Den store Bibliotekssal paa Trolleholm. 
silius Ficinus (Florentinus), De triplici vita, s.1. & a., og Revela­tiones S:tæ Birgittæ, Lubecæ 1492. 
Litteraturen tra det 16. Aarhundrede, saa vel den svenske som den tremmede, er repræsenteret ved talrige Værker, ligesom der ogsaa findes adskillige ældre danske I ryk, blandt hvilke især et 
-ganske vist defekt — Eksemplar af den plattyske Saxo-Over­sættelse (trykt at Alatth. Brandis ca. 1502) tortjener at nævnes 
tillige med et meget smukt Eksemplar at Frederik U's Bibel; det sidstnævnte har tilhørt Holger U/fstand. 
Blandt de talrige Elzevirtryk, Trolleholms Bibliotek rummer, skal som et enkeltEksempel fra dette Bogtrykkerdynastis Glans­periode anføres: Caroli Paschahi Legatus. Amstelodami 1645, 
12 :o; af de sjældne Visingso-Tryk findes mindst en halv Snes, hvoriblandt skal nævnes: Alexandri Magni Historia, 1672, og Carl Lindh, Huusz Apoteck och Låkie-Book, 1675. 
Den kartografiske Samling, der tæller flere Hundrede Blade, rummer bl. a. en stor Sjældenhed: Afidr. Burdiiis^ Lapponiæ, Bothniæ, Cajaniæque Regni Sveciæ provinciarum septentriona­lium nova delineatio; af dette Kort kendes foruden Trolleholm-Bibliotekets Eksemplar kun eet til, der findes i Kungl. Biblioteket 
i Stockholm. Trolleholms Bibliotek har som tidligere nævnt indtil den aller­nyeste Tid haft den Fordel at være under stadigt Tilsyn at en fast Bibliotekar, ligesom det ogsaa etter Slottets Ombygning ordnedes og opstilledes under sagkyndig Ledelse. 1 den torrige Besidders Tid paabegyndtes Udarbejdelsen at et Navnekatalog paa Sedler over hele Samlingen, og det lykkedes at taa dette Ar­bejde omtrent fuldført. Biblioteket tør derfor betegnes som en i Forhold til sit Omfang ualmindelig velordnet privat Bogsamling. For o^saa at c^ive udenforstaaende Kendskab til sit Biblioteks Samlinger udsendte GrevTrolle-Bondesiden 1896 en Del Hetter i tvangtn Rækketølge — lait vistnok op imod en Snes med Fællestitelen »Ex Bibliotheca T rolleholmiæ«. 1 en lidt naiv L\ st til at gøre disse Smaaskrifter til efterstræbteSjældenheder-hvad de ogsaa faktisk har været og stadig er — tulgte han den i saa 
Henseende mest rationelle Fremgangsmaade: at lade dem trykke i ganske diminutive Oplag, — nogle af Hefterne i blot 20-30 Eksemplarer. Da Forfatteren tilmed gavmildt skænkede saadanne Hefter bort til dem, hvem Indholdet særligt interesserede, er der opstaaet det ejendommelige Forhold, at ikke engang Trolleholm-Biblioteket selvejer et fuldstændigt Eksemplar af »Ex Bibliotheca Trolleholmiæ«. 
Vender vi os nu til Arkivets Manuskripter, der opbevares i Omgivelser, som maa siges at være ualmindelig godt afstemt til Formaalet: et cylinderformet Rum i 2. Etage af Slottets nord­østreTaarn, med dybe,smalle Vinduesnischer i de svære Kampe­stensmure, der henstaar uforandrede siden 1538, finder vi paany her en særdeles omfangsrig og broget Samling, der i lige saa høj Grad som Biblioteket er præget af sin Ophavsmand, Grev Carl 
rrolle-Bonde. Vel tandtes der tør dennes Overtagelse af Grev­skabet et righoldigt, omend ret ensartet.Arkiv, hvori alle Doku­menter vedrørende de til Fideikommis'et hørende Ejendomme var samlet; men som den utrættelige Samler, Greven var, lod han tor det første alle torhaandenværende Arkivalier ordne og indbinde og supplerede dernæst ved enhver Lejlighed til Køb eller Overtagelse gennem Arv og Slægtskab de oprindelige Sam­linger med en Mængde Arkiver at otte særdeles lødigt og histo­risk interessant Indhold. Uden at krænke Grev Trolle-Bondes Minde tor man derimod nok sige, at hans Samleriver over for de i hans egen Tid tilkomne Arkivalier har ført ham noget paa Afveje; hans Princip har kort og godt været: aldrig at kaste et Stykke beskrevet Papir bort, og Følgen er blevet et næsten uigennemtrængeligt Vildnis at solidt indbundne og omhygge­ligt sammenordnede Papirer, hvor de ligegyldigste Ting (Mid­dagsindbydelser, Menukort fra Rejser i Udlandet etc. etc.) truer med ganske at kvæle de Ting, der kan paaregnes at faa Interesse tor Eftertidens Undersøgelser. 
De fornemste Bestanddele af Trolleholms Arkiv er som alle­rede berørt de af Grev Carl Trolle-Bonde andetstedsfra erhver­vede Samlinger, saaledes det »Banér'ska Arkivet« tra Sjoo, det »Soop'ska Arkivet« fra Stora Bjurum samt — fra den nyeste Tid — Grev G. A.V. Sparres store Samlinger af historiske og genealogiske Optegnelser. 
Det »Banér'ska Arkivet« rummer adskillige interessante slægts­historiske Optegnelser og Memoireværker, deriblandt et ejen­dommeligt Haandskrift paa halvfemte Hundrede Sider med Titelen »Fru Margreta Grips Book«. De ældste Dele af dette Haandskrift er fra det 16. Aarhundrede; Bogen har været anlagt som en Regnskabs-eller Optegnelsesbog for Fru Aiargretas Fa­der, Herr Birger Nilsson; paa dens ubeskrevne Blade har Fru Margreta derefter gjort forskellige Notater om tamilieforhold 
o. lign., hvilke hendes senere Mand, Herr Sten Baner, har sup­pleret med en Jordebog over hendes faste Ejendom. De mange ubeskrevne Blade, som Bogen har indeholdt efter Fru Margre­tas og hendes Mands Død, har atter og atter virket inciterende paa Skrivelysten hos Slægtens Medlemmer — især de kvinde­lige —, og Resultatet er derfor bleven en gennem flere Slægtled fortsat Stambog med Optegnelser af den mest brogede Art. 
Det »Soop'ska Arkivet« gaar i sin Oprindelse tilbage til Rigs­raad Mattias Soop, der bl. a. deltog som svensk Udsending i de Underhandlinger, der gik forud for freden i Bromsebro. Pra 
hans I id er bl. a. bevaret et mægtigt Foliobind, indeholdende hans Korrespondance; senere er Arkivet bleven forøget af hans EtterkommereogSlægtninge, hvis Papirer er samlet i en Række omfattende Miscellan­haandskrifter i Folio-eller stort Kvartformat. Indholdet er særdeles broget, hvilket og­saa undertiden angives af Bin­denes Rygtitel. Et af Bindene, der benævnes»Avisor, Preste-Saker, Diverse Samlinger«, bestaar tor den langt over­vejende Dels Vedkommende af Papirer, der daterer sig fra If f den store nordiske Krigs Tid »0; og hidrører fra Stora Bjurums daværendeBesidder,GrevCarl Stenbock; henved 3 oo til denne 
adresserede Breve indeholder Grev Car| Troiie-Bondes Exiibris (Troiiehoim). Indberetninger om Krigsbegi­
venhederne og de politiske 1 ilstande, oplyst gennem Meldinger, Brevatskritter, Ekstrakter, Notitser o.lign., der er besørget ham tilsendt tra Kommissionærer i Kystbyerne. 
Blandt Papirerne tra den nyere og nyeste l id maa nævnes (irev Frolle-Bondesstore Brevsamling,der naturligvis som Følge at Adressatens ansete Navn og hans paa saa mange Omraader interesserede Personlighed indeholder en Mængde Berømtheders Autografer; iøvrigt samler Opmærksomheden sig nærmest om Grev Sparres tidligere omtalte efterladte Livsværk, hans »Sam­lingar af historica, diplomatica, genealogica etc. Svecana«, delt i 10 Dele, hvoraf nogle er indbundne Folianter og Resten iVlap­per i samme Format, indeholdende løse Papirer og Optegnelser; hele Værket vidner om en aldeles enestaaende Samlerflid inden­for de i Titelen nærmere betegnede Omraader. 
Naar der ikke her paa Trolleholm — hvor næppe noget Papir er bortkastet godvilligt — lindes Efterladenskaber fra Skaanes danske Fortid, tør man nok slutte til en lignende Fattigdom andetsteds, hvad Erfaringerne da som nævnt ogsaa bekræfter; Forklaringen er alle Steder den samme: en Henvisning til Snap­hanernes velsignelsesrige Virksomhed. 
Men ingen Regel uden Undtagelse! Hvad man forgæves sø­grer paa de for de danske Slægter minderigeste Steder i Skaane, Knutstorp, Eriksholm osv., linder man — delvis ialtald — paa BORRINGEKLOSTER, der omtales som Mariakloster allerede 12 31, senere overgaar til Benediktinerordenen og med Refor­mationens Inddragelse af Klostergodset gaar over i Slægterne Brahes, Thotts og andres Eje. Det er dog ikke fra denne Tid eller fra disse Slægter, at Borringe-Arkivet bringer Bud; tørst da Herresædet i 1745 ved Salg overgaar til den senere Rigsraad, Grev Jochim Beck-Friis, og fra da af bliver Slægtsgods inden for hans Descendens, fyldes Arkivets Rum med Papirer, der har 1il­knytning til Danmark gennem Beck-friis ernes nære Slægtskab med Corfitz Ulteldt. 
Borringe-Arkivet er mønsterværdigt ordnet. Hvert enkelt Stykke er forsynet med et Registraturnummer, og der er gjort nærmere Rede for dets Indhold i en haandskreven Fortegnelse, der i 1849 er udarbejdet af Præsten Carl Gustaf Brambeck, og som vidner om stor Nøjagtighed og grundig Øvelse i Haand­skriftlæsning. 
En meget væsentlig Del af Papirerne drejer sig om Slægtens Kamp for at faa ophævet Sekvestrationsdommen over Corfitz Ulfeldts svenske Godser. Allerede Eleonora Christina havde i sine sidste Aar, etter Løsladelsen fra den 2 2-aarige Indespærring i Blaataarn, gennem Bønskrifter til Carl XI søgt at bevæge denne til at yde Ulfeldts Børn Retfærdighed; men Sagen blev idelig forhalet, og først i 1735, 37 Aar efter hendes Død, bekendt­gjordes Kongens »naadige Resolution« om de sekvestrerede Godsers Tilbagegiveise. 
Paa Baggrund at alle de tørre juridiske Dokumenter, som dette Familieanliggende og andre Sager vedrørende Slægtens Ejendomme har affødt, virker en Del Originalbreve fra Eleonora Christina til hendes Datter Leonora Sofia saa meget mere ind­tagende ved deres for den Tid ualmindeligt levende og udtryks­fulde Stil og ægte menneskelige Tone. Disse Breve skriver sig alle fra Eleonora Christinas sidste Leveaar og er prægede af hendes opofrende Kærlighed til Børnene, om hvis Ve og Vel alle hendes I anker synes at dreje sig, nu da hun omsider, efter de mange Aars Lidelser, har fundet en — i al Fald i Forhold til Fængselsopholdet — taalelig Tilværelse i Maribo Kloster. Aldrig fortaber hun sig i ørkesløse Beklagelser over sin Skæbne, hvis Ublidhed dog med al Lydelighed fornemmes, naar det i et Brev til Datteren, dateret 2. Februar 1697, hedder: »Jeg kand oc icke heller saa lenge Kulden warer tage imod dig oc diine Børn, thi 
der kand ingen stetz oppe eller neere paa kammersen giøris Jld for farligheds Skyld; J Stuen maa giøris warlig Jld, ellers kom­mer Brand i Skorsteenen, som nogle gange er skeed, dog til lycke om dagen, Jeg holder Sengen til Middag tor kulle; wil Gud ieg letfwer til wærliget blitfwer saa, at man kand bare sig for kulle, da saae ieg gierne dig oc diine Børn her« eller i et andet Brev fra samme Vinter: »Jeg maa legge wed weggen afF min Seng toe Hiynder saadan kulle kommer der i Sengen aff weggen.« Hendes Temperament fornægter sig dog ikke, som naar hun utaalmodig rykker den aabenbart noget sendrægtige Secreterer Didrichsen, der synes at have været hendes1illids­mand ved Affattelsen af Ansøgningerne til den svenske Konge, for Besked eller Oplysning; eller som naar Trangen hos den aldrende Kongedatter til at hævde sig som Slægtens myndige Overhoved aflokker hende et pludseligt Udbrud som det føl­gende, efter at hun med mange Ord og stort Besvær har søgt at klare en Misforstaaelse fra Datterens og Svigersønnens Side angaaende Benyttelsen af nogle i Sekvestrationssagen vigtige Pa­pirer: »Ded meener ieg att wære klare Ord; att J kunde frem­wiisse Adkomst Bretfwene først eller sidst, saa som J forstaar ded; ded wil icke sige, att J kunde giøre i Sagen Goedzets Præ­tention angaaende,saa som Eder gott syntist; ded wære sig langt fra. Jeg undergiffwer mig icke Eders gott Synen i den Sag eller i andre maader.« 
Ogsaa hendes fædrene Ophav, den som Brevskriver allesteds­nærværende Christian IV, lader høre tra sig gennem Borringe-Arkivets Papirer. Som overalt i hans Breve imponeres man at hans Lyst til personligt at tage sig at alle Smaating; i egenhæn­dige Skrivelser giver han snart »Stadtholderen H: Corfiitz Ulle­teldt« Besked om at skafte en dygtig Ankersmed hid fra Danzig til Bremerholm, hvor den store Smedje »staar uden Meyster«; snart paalægger han omstændeligt Kansleren Christian Friis, at han fra Ibstrup skal besørge sendt til Frederiksborg »saa mange gammel kalkunske haaner, som traa hønerne kan mijstes« for­uden »80 allen rødt gemen klede til att henge om ueggin«. Man begynder næsten at forstaa, at en Konge, der tager saa person­ligt Del i alt smaat og dagligt, ikke altid faar Stunder til at vinde de Krige, som han fra Tid til anden indvikles i. 
En stor Samling Dokumenter, forenet under Fællesbetegnel­sen »Holsteinska Husets Papper«, kaster Strejflvs ind over de idelige Gnidninger mellem Hertugdømmernes Magthavere og den danske Krone; i et vist Slægtskabsforhold hertil staar Ind­holdet at en Række andre Papirer, der omhandler Forhandlin­gerne paa de Konferencer, der afholdtes i København i Aarene 1743-44 mellem den svenske Ambassadør Grev Tessin og det danske Hots Repræsentanter tor at bilægge Stridsspørgsmaalene i Anledning at Sveriges Beslutning om at vælge den holsten­gottorpske Hertug Adolt Frederik til Trontølger; ogsaa her tærdes man i den urolige slesvig-holstenske Atmosfære, selvom Vinden denne Gang kommer østtra over Sundet og tilsyne­ladende lægger sig med Atslutningen i 1750 af en definitiv Trak­tat mellem Kongen af Danmark og den svenske Tronfølger, der gaar ind paa at trasige sig Arveretten til Slesvig-Holsten, bl. a. imod en Godtgørelse af 20,000 Rd. 
løvrigt er Borringe-Arkivet et udpræget Slægtsarkiv med den Beck-Friis'ske Families ældste Korrespondancesom vigtigste Be­standdel. Gennem flere Slægtled er der bevaret Breve, vekslede mellem Familiens Medlemmer, mellem Mand og Hustru, mel­lem Forældre og Børn eller mellem Søskende indbyrdes. Den hele Brevsamling danner et smukt afrundet Hele, gennem hvil­ket Slægtssammenholdet gaar som den røde Traad; der raader aabenbart altid en hjertelig og fortrolig Tone mellem Afsender og Modtager. Fortryllende virker flere af de ældste, endnu lidt sparsomt torekommende Breve, saaledes et tra Jockom Beck til hans Hustru Elsa Friis, dateret Skellinge, ^1+16^0, hvor den paa Rejse værende Mand i en Efterskrift formaner sin unge Frue med disse Ord: »Gifuer eder slet intted i for witløfttig kort­leggen ellers skall Pengene icke torslaa.« 
Paa et enkelt Punkt maa disse Breve, der i jævn og regelmæs­sig Tidsfølge lader saa at sige de samme Personer udtrykke sig skriftligt baade før og efter Aar 1660, have en særlig Interesse, nemlig for Paavisningen af den rent sproglige Forandring, som Skaanes Overgang til Sverige medførte, for saa vidt Forholdet lader sig bedømme etter en torholdsvis flygtig Gennemgang af Brevene, synes Paavirkningen af disses Sprog i svensk Retning at holde sit Indtog ca. en Snes Aar etter Adskillelsen tra Dan­mark. Fra 1680 og fremefter bliver Udviklingen til svensk mere og mere aabenbar og kulminerer omkring Aarhundredskittet, hvor saavel Sprog som Retskrivning er bleven rent svensk. 
Originale Breve fra Corfitz Ulfeldt findes ikke i Borringe-Arkivet — saadanne er i det hele taget sjældne —, men adskillige bærer hans Navn som Adressat. Alle disse og i det hele taget alle de Papirer, der vedrører Corfltz Ulteldt og hans Aflærer, fortæller først og tremmest om den store Finansmand og Laan­giver, til hvem de største og mægtigste bestandig henvender sig, naar det gælder Penge. Der er neppe Tvivl om, at disse Papirer vil kunne faa stor Betydning ved den Revision af Corfitz Ul­feldts Minde, som unægtelig tiltrænges, og som formentlig vil vide at tordele Lys og Skygge noget mindre ensidigt og noget mere retfærdigt ved Skildringen at denne Mand, hvis ingenlunde udygtige, omend otte tejlslagne og altid opportunistiske Færd som Politiker og navnlig som Financier i største internationale Format kun den overdådigste Historieskrivning kan alfærdige som Landsforræderi. 
Eet Sted til i Skaane er der nedarvet litterære Minder om den Ulteldt'ske Slægt: paa det at den danske Riddersmand Ove Urup i 1620 grundlagte og efter ham opkaldte OVESHOLM. I dettes Arkiv er endnu bevaret adskillige Breve fra den Ulteldt'ske Fa­miliekreds. De fleste og vigtigste at disse Papirer hidrører fra Ebhe Ulfeldt,der ligesom sin Slægtning Corfitz var Christian IV's Svigersøn; han var sin Tids største Godsbesidder i Skaane og optraadte allerede inden Landsdelens Atstaaelse som Karl Gu­stafs ivrige Forkæmper. Et Minde fra hans Ægteskab med Kir­stine Munks Datter, Grevinde Hedvig af Slesvig-Holsten, er endnu bevaret i den i grønt Fløjl indbundne, med rigt forgyldte og emaillerede Sølvbeslag udsmykkede Bønnebog, »Kurtze wie­derholung etlicher fiirnemer Hauptstiicke Christlicher Lehre, nach ordnung des Catechismi«, Lpz.1594, paa hvis foran Tek­sten indsatte hvide Blade Kirstine Munk har gjort forskellige fromme Optegnelser. 
En anden Bønnebog, hvortil knytter sig særlige historiske Minder, opbevares paa det sydskaanske Herresæde OVEDS­KLOSTER, der er Fideikommisgods inden for den friherrelige Slægt Ramel. Det drejer sig her om et overordentlig smukt, i rødt Fløjl med Sølvbeslag indbundet Eksemplar at den umaade­lig sjældne Frederik ITs Bønnebog, »Etliche Psalme und Spriiche aus dem Psalter zusammen gezogen«, trykt i København at Lo­rentz Benedicht 1586. Bogen har den fornemst tænkelige Pro­veniens: Frederik II har personligt skænket den til sin Søns, den senere Christian IV^, Hovmester Henrik Ra7t/eL Kongens egen­hændige Dedikation findes paa det tørste at tem toran l itel­bladet indsatte Blade og lyder saaledes: »Anno 1588 gab ich K F der ander dyss buch meyns søns Crisstyans Howmester Hvnnrich Ramel allhve zu Haderschel den 4 tebruarius«; der­efter følger Kongens to Valgsprog: »myne Hotlnung zu got alievne« og »tru ist wylt brat«, med Underskritt »F 2 K. zu dennemarch vndt norwegen«. Fra 1588 stammer adskillige at de efterfølgende Tilskrifter tra fyrstelige Personer, og Rækken atsluttes med Frederik HFs og Sophie Amalies Navnetræk, der daterer sig fra 1653. Langt senere, i det 19. Aarhundrede, har Medlemmerne at det svenske Kongehus indskrevet deres Navne, hvilket er fortsat helt op til Nutiden. 
Med den næste store Privatsamling, der skal omtales udfør­ligere, gøres der et godt Spring trem i 1 iden, uagtet vi befinder os paa det gamle TROLLE-LJUNGBY Slot, hvis Hovedbygning henstaar i alt væsentligt urestaureret siden Optøreisen i Aarene 1629-33. Den nuværende Besidders Slægt har kun ejet Godset, der i Areal er Skaanes største, i henved halvandet Hundrede Aar, nemlig siden det ved Giftermaal overgik til Sveriges sidste Rigs­drost, Grev Carl Axel Trolle-Wachtmeister; men til Gengæld har Slottets litterære Samlinger i dette forholdsvis knappe Tidsrum hatt den Fordel gennem fire Generationer at overvaages af vi­denskabeligt og bogligt interesserede Personligheder. 
Biblioteket paa Ovesholm. 
Allerede den nævnte Rigsdrost var en af sin Tids lærdeste Lægmænd og lagde Grunden til det store Bibliotek, Trolle-Ljungby nu rummer, og hans Søn, den kendte Memoirefor­fatter og Videnskabsmand, Hans Gabriel Trolle-Wachtmeister, der var en ivrig Dyrker af Naturvidenskaberne og havde sit eget kemiske Laboratorium indrettet i et af Slottets Værelser, som Etterkommerne pietetsfuldt har ladet henstaa uforandret siden hans Død, traadte som Bogsamler værdigt i hans Fodspor. iMen det var dog hverken Rigsdrostens Bogerhvervelser eller de meget betydelige Forøgelser, hvormed hans Søn berigede Biblioteket, saa lidt som det indholdsrige Trolle-Wachtmeister­ske Familiearkiv, der skulde gøreTrolle-Ljungbys litterære Sam­linger berømte; deres egentlige Ry skyldes den under Benæv­nelsen »Det Brinkman'ska Arkivet« kendte Haandskriftsamling, som Digteren, Filosofen og Diplomaten Carl Gustaf von Brink­vian ved testamentarisk Gavebrevefterlod til sinVen, den nævnte Hans Gabriel Trolle-Wachtmeister. 1 Testamentet var indføjet den Bestemmelse, at Samlingen skulde nedarves i lige nedadsti­gende Linie inden for denTrolle-Wachtmeister'ske Slægts mand­lige Descendens;saafremtSlægten uddødepaa iMandssiden,skulde det hele tilfalde Uppsala Universitetsbibliotek. 
Den mægtige Samling, som ganske fylder to Kæmpeskabe i et mindreVærelse, der støder op til Trolle-Ljungbys Biblioteks­rum, er helt og holdent tilvejebragt af den Mand, hvis Navn den bærer. Allerede fra sin tidligste Ungdom havde Brinkman gemt alle de Breve, han modtog; takket være de udstrakte Forbindel­ser, han havde forskatfet sig gennem sin litterære og sin diplo­matiske Virksomhed, antog denne Korrespondance i Aarenes Løb et meget betydeligt Omfang. Tilmed overlevede Brink­man, der døde 1847 1 en Alder af 83 Aar, de allerfleste af sine Ungdomsvenner og fik i adskillige Tilfælde sin egen Part af Brevvekslingen tilbage ved de paagældendes Død. Da han var ugift og barnløs, fik hans Bekymring for den store Brevsam­lings Skæbne ham til i sine ældre Aar at henvende sig om Bi­
stand til Grev Trolle-Wachtmeister, der var en af hans ældste og nærmeste Venner, og saaledes kom da den Ordning istand, hvorved et gammelt skaansk Herresæde, hvis ældste Historie er 
Biblioteksværelse paa Trolle-Ljungby. 
omvævet af Sagn og Overtro, kom til at huse en ganske vist svensk, men ingenlunde national Digters skriftlige Efterladen­skaber. 
Samlingen, som Brinkman selv har ordnet i saakaldte »ca­hiers« — løse hvide Omslag, indpakkede i Karduspapir, med Indholdet kortelig angivet udenpaa —, talder i to Hovedafde­linger, svarende til dens dobbelte Oprindelse; den ene Afdeling omfatter Brinkmans egne Haandskritter og Brevveksling og har, ifølge en Klausul i Testamentet, indtil 1897 været behæftet med Forbud mod.Afskrivning eller Offentliggørelse; den anden Af­deling bestaar at de Haandskriftsamlinger (historiske Dokumen­ter og kendte Personers efterladte Papirer eller Breve), som Brinkman forskaffede sig udefra. Bortset fra Brinkmans egen Brevveksling, der som omtalt daterer sig helt tilbage til hans første Ungdom, er Samlingen i det store og hele paabegyndt, efter at han i Aaret 1810 afsluttede sin diplomatiske Karriere og tog fast Bopæl i Sverige, hvor han ellers saa godt som kun havde tilbragt sin Barndom, og dermed indledede det sidste Afsnit at sin Livsbane, der paa en mærkelig Maade deler sig i to Halvdele. 
Opvokset under streng Tugt i et religiøst Hjem, fra sit 11. Aar opdraget i Tyskland, først paa den herrnhutiske, klosterlignende Opfostringsanstalt i Niesky, deretter paa den evangeliske Brø­dremenigheds Seminarium i Barby, og senere uddannet videre under et fleraarigt Ophold ved tvske Universiteter: saaledes tor­beredt og udrustet syntes han, der tidligt havde fundet Indpas i litterære Kredse og allerede 2 5 Aar gammel under Pseudony­met »Selmar«—Navnet er laant fra hans store Forbillede Klop­stock— havde faaet trykt sit førsteVærk, »Gedichte. Erster Band. Lpz.1789«, ganske naturligt torudbestemt til at indtage en Plads inden for den tyske Litteratur. Han fortsatte da ogsaa sin tyske Skribentvirksomhed med Udgivelsen af torskellige digteriske Arbejder og filosofiske Værker, etter at det var lykkedes ham i en Alder af 28 Aar at komme ind i Diplomatiet og opnaa Ud­nævnelse til Legationssekretær i Berlin, den By, hvor han tølte 
sig bedst hjemme, og i hvis litterære Kredse han var særligt yn­det. Fra Berlin forflyttedes han nogle Aar efter til Paris, hvor han netop kom til at gennemleve de bevægede Tider i Slutnin­gen af 179o'erne; senere vendte han tilbade til Tyskland, hvor han, der i udpræget Grad nød den senere fordrevneKong Gu­staf IV Adolfs Tillid, repræsen­terede Sverige, indtil Tilsit-Fre­den i 1808 afbrød den diploma­tiske Forbindelse med Tyskland og bevirkede, at Brinkman for­flyttedes til London, som han forlod to Aar efter for sidenhen kun at være borte fra Sverige i de Par Dage,der medgik til i Kø­benhavn som udsendt Kammer­herre at modtage den nyvalgte Kronprins Carl Johan. 
Underdetlange 3 7-aarigeOti­um,dernu kom til atafløse Brink­
Carl Gustaf von Brinkman. 
manstidligere omskifteligeinter­nationale1ilværelse, — hvorunder han dog bestandig i litterær Henseende havde været absolut tyskorienteret —, udviklede han sig til svensk Digter. Som saadan opnaaede han, der — Sprog­virtuos som han var — gennem ihærdigt grammatisk Studium havde tilkæmpet sig fuldkommen Sikkerhed i Behandlingen af det svenske Sprog, den fornemste litterære Anerkendelse: det svenske Akademis store Pris, der tilkendtes ham for Digtet »Snillets vårld«; i det hele taget kom han aldrig til at savne officielle Udmærkelser og endte sin Forfatterløbebane som »en af de aderton«. Derimod blev han aldrig — og ønskede ikke at blive det — en.af Almenheden kendt eller yndet Digter; hanskrev ejheller— eller kun ved sjældne Lejligheder — for Offentligheden og yndedeselv at understregesin Stillingsom udelukkende »hand­skriftlig« Forfatter. 
Som Brevskriver vil han blive mindet, naar hans Digtning for­længst er dækket af et Lag Støv, hvori kun de ihærdigste Litte­raturforskere indskriver deres Navne; som Brevskriver har han da ogsaa præsteret det usædvanlige. Det er vel ogsaa denne hans særlige Evne, der har affødt hans Interesse for andres Breve og vakt hans Lyst til at komme i Besiddelse af dem. 
Da han efter at have taget fast Ophold i Sverige begyndte at samle, var Formaalet fra første Færd aabenbart at skabe en Auto­grafsamling; men etterhaanden gik han videre ogvidere. V ed lit­terære Dødsboer var han altid paa sin Post og har ad den Vej forskaffet sig fuldstændige Brevsamlinger efter adskillige trem­staaende Personligheder: Rigsmarskal Grev H.H.v.Essen, Dig­teren Carl Gustaf at Leopold, Naturforskeren Olof Swartz, Orientalisten Biskop J. A. Tingstadius o. fl. a. Som ren Auto­grafsamler har han til Tider vist en mærkelig Mangel paa kritisk Sans; han er ofte bleven taget frygteligt ved Næsen og har ­rimeligvis for en ublu Betaling — ladet sig prakke de tarveligste Efterligninger paa — Falsknerier, fremstillede ved Hjælp at af­revne Stykker gammelt Dokumentpapir og ret skuflende præ­pareret Blæk, men iøvrigt gjorte med en saa dilettantisk Præk­hed øct røbende en saa himmelraabende Uvidenhed, at man un­
dres over, at Bedrageriet har kunnet lykkes. Paa et vist Tids­punkt er Brinkman dog øjensynlig bleven usikker med Hensyn til disse Papirers Ægthed og har udskilt ialfald de værste Pragt­eksemplarer fra sin øvrigeSamling; tilsammen fylder de to tykke cahiers, der har faaet Paaskriften: »Apocrypha, innehållande Autografer trån alla tider och lander, hvarat de fiesta synas vara falska.« 
Den ene at de to Hovedatdelinger, hvori »det Brinkman'ska arkivet« som nævnt er delt, udgøres altsaa at hans egne Haand­skritter samt især at hans uhyre Korrespondance. Saa godt som alle kendte Navne tra Samtidens litterære Kredse i Norden og Tyskland er repræsenterede som Brevskrivere; Goethe — der nærede saa stor Respekt for Brinkmans Kyndighed som Metri­ker, at han lod ham i Forening med W. v. Humboldt foretage en prosodisk-kritisk Gennemgang at »Hermann und Dorothea« inden Værkets Udgivelse —, Schiller, Klopstock, Richter (Jean Paul), 1 ieck, Brødrene Schlegel, Schleiermacher, Fichte, Stet­tens etc. etc. Statsmændene er ogsaa repræsenteret paa fineste Maade med Breve tra Metternich, Gneisenau, Talleyrand, Can­ning, Bernstortf og mange andre. Det siger sig selv, at den sven­ske Litteraturs og Videnskabs Førstemænd møder fuldtalligt frem; af størst Vigtighed her er utvivlsomt den store Tegner-Samling paa 1 2 9 Breve, smukt suppleret af Brinkmans egne 2 2 1 Breve til denne hans næreVen. OverforTegner udfolder Brink­man sig ret i Bredden; et enkelt Brev naar op paa 80 Kvartsider! Det skal da ogsaa være hændet denne utrættelige Brevskriver,­hvis skrittlige Langstrakthed skal have haft en smuk Pendant i hans umaadelige Veltalenhed under personligt Samvær—,at hans Breve antog saadanne Dimensioner, at han fik Betænkeligheder med Henblik paa Portoen og i Stedet for at benytte Posten foretrak andre Forsendelsesmaader. Mest monstrøs virker Brev­vekslingen med den store litteræreVenindekreds, yderligere tor­øget som den er med de mangeved Dødstald tilbagesendte Breve fra Brinkman selv; af berømte Navne figurerer her bl. a. Friede­rike Brun, Rahel Levin og Fredrika Bremer, og antagelig har Brinkman sat Verdensrekord med Antallet af Breve til en enkelt Person, hans Sanggudinde »Stella«, alias friherreinde Martina 
v. Schwerin, hvem han — ganske vist i Løbet at en meget lang Aarrække — har tilstillet ialt 3349 Epistler. 
Med danske litterære Kredse har Brinkman aabenbart ikke haft megen direkte Forbindelse. Baggesen er den danske Digter, han tidligst har gjort Bekendtskab med; de har korresponderet paa Tysk, og i 1818 hylder Baggesen sin jævnaldrende Kaldstælle med et 3 2 Sider stort Poem »Jezt und Dann«, et ægte Bagge­sensk kalligrafisk Mesterværk. Gennem Tegner er Brinkman kommen i Forbindelse med Oehlenschlager, der lader høre tra siir gennem nogle særdeles karakteristiske Breve; de handler væ­sentligst om Oehlenschlåger selv, hans Rejseplaner og \ ærker. Ved en bestemt Lejlighed vedlægger han en Subskriptionsind­bydelse paa sine egne Værker med Anmodning om at lade den cirkulere blandt Venner; da denne T. ryksag stadig henligger ube­nyttet, maa det vel tormodes, at Rollen som Kolportør ikke rigtig har huet den aristokratiske Brinkman. Paa et senere 1ids­punkt, da Brinkman nærmer sig de 80, modtager han tølgende 
Hyldestkvad: 
TIL DEN ÆDLE DIGTER BRINCKMANN Xaar Skialden ældes, styrker Intet meer, End naar i Høsten han den Ældre seer, Der klækked frem en Georginaflor, Hvorved han sig blandt Vaarens Blomster troer. 
Saaledes gik det mig, da sielefro 
Fra Dig jeg fik de Urtekoste to. 
Hvori Reseden dufter end saa sød. 
Som Rosen i det unge Foraars Skiød. 

1 ak for Dit Venskab! for den Ære Du 
Mig tit har viist og atter viste nu! 
Ak! mange Bølger skylled giennem Rhin, 
Fra sidst vi saae hinanden i Berlin. 

Men førend vore Isser heelt besnees 
Skal atter vi vist ved Mælaren sees. 
Ja! skiøndt alt Gubber, skal med Ynglingsaand 
Ved Upsal Skialden trykke Skialdens Haand! 

Kiøbenhavn d. i^en April 1843. 
Kiærligst og taknemmeligst 
A. Oehlenschldger. 
Den anden Hovedafdeling af Brinkmans Arkiv omfatter for­uden de omtalte iThvervelser at andres Brevsamlinger overvej­ende Dokumenter af historisk Indhold, for en stor Del Origi­naler, for en stor Del samtidige Atskritter. Disse Papirer er ind­ordnet i torskellige Hovedgrupper, hvoriblandt kan nævnes: »Svenska Original-Bref och Urkunder«; »Tessiniana« (i to Lnderatdelinger, vedrørende henholdsvis Nicodemusl essin og 
C. G. I essin); »Schonbergiana« (Optegnelser at Rigshistorio­
grafen Anders Schønberg); »Norge« (Aktstykker vedrørende Nørges Afstaaelse til Sverige i 1814) 0. s. tr. 
Ved Siden af sin støre Haandskriftsamling havde Brinkman øgsaa førstaaet at skabe sig et førtræffeligt Bibliøtek paaøp imød 20,000 Bind. Gennem et i 183 5 oprettet Gavebrev skænkede Brinkman det til Uppsala Universitetsbibliotek øg ophøjedes til Gengæld herfor i Friherrestanden. Ved denne Disposition gik han imød et af Tegner udtrykkeligt udtalt Ønske øm at lade den værdifulde Samling tilfalde Universitetsbiblioteket i Lund. 
De i det foregaaende omtalte skaanske Herregaardssamlinger har, saa forskellige i Oprindelse øg Indhold de ellers kan være, allesammen eet Træk tilfælles; de tilhorer en svundenIld, deres Udviklingshistorie er endt, der tilføres dem ikke nyt Blød. Det er derfor glædeligt, inden Skaane forlades, at kunne konstatere, at der dog findes eet Sted i denne Landsdel, hvor Lysten og Evnen til at samle litterære Skatte bestaar usvækket. Dette Sted er KULLA GUNNARS FORP, der baade huser et udsøgt Biblio­tekogen værdifuld Haandskriftsamling.Ejeren,Grev AxelWacht­meister^ er saa heldig at kunne tillade sig at tiltredsstille sin Sam­lerpassion, der fortrinsvis gælder gamle Papirer; øg foruden hans eget Bibliotek, der hovedsagelig omfatter nyere udenlandsk Lit­teratur, rummer Slottet en af Grevinde W achtmeister anlagt 
Bøgsamling, der i tørste Række tilstræber smukke øg tejltri 
Eksemplarer af de bedste og berømtesteVærker inden for svensk 
øg dansk historisk, navnlig personal-og slægtshistorisk. Litte­
ratur. Kulla Gunnarstorps Bibliøtek er anbragt i øvermaade deko­rative Omgivelser, et stateligt Rum, der er pragtfuldt udstyret 
i nederlandsk Renæssancestil. Lottets Ornamentik er formet i Stjernemønster med en vældig Midterknop, hvorfra der hænger 
kru.a-r.r xxahstoup 
Kulla Gunnarstorps Exlibris. 
en Broncekrone ned. De Vægfelter, der ikke optages at Bog­hylder, er beklædt med blaat hollandsk Kakel. 
Arkivet er forlagt til den i antikiseret Stil holdte store Hal i Bygningens andet Stokværk; fra Trappebalustraden rager jo­niske Søjler op imod Loftet, der er prvdet af græske Kasetter med blaa Felter. Den Haandskriftsamling, der huses her, er først for nyligt kommet i sin nuværende Ejers Besiddelse; det er den under Navnet »Brokind-Arkivet« eller »Brokind-Samlin­gen« kendte store Manuskriptsamling, som Grev Falkenberg til Brokind i 1909 saa sig nødsaget til at afhænde. 
Denne Samling er et Værk af Rigsraad Melcher Falkenberg (født 1722, død 1795, 1 1778 ophøjet i Grevestanden), en af sin Tids mest erudite Personligheder, om hvem det hedder, at han skrev og talte Roms Sprog med samme Lethed som sit Modersmaal. Sine egne righoldige Manuskriptforraad har Mel­cher Falkenberg suppleret med Efterladenskaber fra Rigsraad Grev Carl Frederik Scheffer (født 1715, død 1786), blandt hvis Arvinger han var. Samlingen har oprindelig omfattet 34 store Miscellanbind, hvert paa adskillige Hundrede Sider, for Største­delen i Folioformat. Af disse Bind mangler der nu 7; det ene af dem. Bind 9, skal hndes i Uppsala Universitetsbibliotek, de andres Skæbne kendes ikke. Indholdet af disse omfangsrige Mi­scellanbind er i 1861 registreret at Docent ved Uppsala Univer­sitet J. Hellstenius, og Fortegnelsen er trykt i »Historiska hand­lin^ar. Till trycket befordrade at Kongl. samtundet tor utgif­vandeaf håndskrifter rorandeSkandinaviens historia«.(Ny toljd.) 
III. Sthlm. 1863. S. 383-434. Denne Fortegnelse ervelikke helt fejlfri o^ ^encriver i hvert Fald ikke de enkelte Stykkers origi­nale Titler diplomatarisk korrekt; men talrige Stikprøver har godtgjort, at den i det mindste er foretaget paa Grundlag at en samvittighedsfuld Gennemgang af Bindene, hvis enkelte Numre det ofte er ret besværligt at rede nøjagtigt ud fra hverandre. 
Indholdet af dette Arkiv er i høj Grad broget: værdifulde Originaldokumenter, interessante Opsatser og Atskritrer veks­ler med de ligegyldigste Bagateller. Henved Halvdelen at Bin­dene er torsynet med den lidet sigende Betegnelse »Svenska Manuscripter«; et Par Bind er betitlet »Manuscripter ror. Sven­ska Historien«; andre igen bærer forskellige Benævnelser som »Suecana Historica et Politica«, »Handlingar under Carl XII:s tid«, »Handlingar om riksdagen 1738-39«, »Skrifter rorande Gustaf Ill:s regering«,»GrefveTessinsegenhandiga bref«,»Cor­respondence at tiere namnkunniga man med Riksrådet Grefve 
C. F. Schetkr« etc. etc., og en hel Del Bind er uden nærmere Titelangivelse. 
Foruden Brokindarkivet rummer Kulla Gunnarstorp en af den nuværende Besidder anlagt Autografsamling, der komplet­teres etter bestemte Retningslinier, og hvor hvert Stykke er kri­tisk gennemprøvet, inden det indlemmes i Samlingen. En enkelt Del at denne bestaar af en omtrent komplet Samling af de tvske Rigsgrevers Autografer; blandt disse Notabiliteter savner man kun Corfitz Ulteldt, hvis Udnævnelse til denne Værdighed var det eneste Udbytte at hans Sendelse i 1641 til Kejser Ferdinand 111 i Regensburg. Atter et Vidnesbyrd om de Ulteldt'ske Auto­grafers Sjældenhed! 
Saa vidt om de skaanske Herregaardes Privatsamlinger. Som allerede omtalt blev der ved den anden Registreringsrejse til Sverige toretaget et Par Stikprøver længere nordpaa, i Halland og Småland. Et Besøg paa det smukke gamle hallandske Herre­sæde WrALLEN var forsaavidt af stor Interesse,som der her blev Lejlighed til at kigge ind i et aldeles uordnet Arkiv: gamle Ki­ster og SkutFer, fyldte med Dynger at gulnede, torlængst til Glemsel overladte Papirer, et Syn, der sikkert vilde taa mangen 
PergamentjægersTænder til at løbe i Vand; lad være, at et nær­mere Eftersvn nok vil vise, at Dokumenterne — omtrent uden Undtagelse originale og daterende sig tilbage til Slutningen at det 16. Aarhundrede — kun har Interesse til Belvsning af gamle hallandske og bohuslenske Gaardes Ejendomstorhold og Perso­nalia; det er jo alligevel Kilder, der altid vil kunne give Udbytte, ogsaa ved Undersøgelser med et noget mere omfattende For­maal. I det hele taget bør den litterære Jagtlyst aldrig lade sig afskrække af øde og utilgængelige Lokaliteter! Eller hvad me­ner man om paa en Herregaard i det spredt bebyggede, verdens­fjerne Halland at finde et overordentligt righoldigt Bibliotek, i det væsentlige grundlagt af den foregaaende Ejer, men udvidet 0% forøget af den nuværende Besidder, en i Sandhed ekscentrisk Samler, der bl.a. har skabt et uhyre omfattende Bibliotek af Lit­teratur vedrørende Verdenskrigen, — tilvejebragt ud tra fanatisk ^ermanofile Synspunkter ved ihærdig Udnyttelse at alle til Raa­di^hed staaende Forbindelser i den diplomatiske Verdensamt en vidtberømt Samling af pornografisk Litteratur; begge Dele slutter værdigt op ved Siden af en — man tilgive Ordspillet — i dobbelt Forstand ekscentrisk Samling, hvor Godsbesidderens Galdesten og andre ved operative Indgreb fremdragne indre Pre­tiosa er udstillet paa lyserøde Vatunderlag i elegante Glasmon­
trer. Relata refero! 
1 Småland undersøgtes kun een Samling, det store Bibliotek paa HUSEBY. DettesTilblivelseshistorie er vidt forskellig tra alle andre svenske Herregaardsbibliotekers. De godt og vel 15,000 Bind, det rummer, er næsten alle samlet at en enkelt Mand, Englænderen George Stephens, hvis sværmeriske Begejstring tor engelsk-nordiske oldhistoriske og sprogvidenskabelige Studier tidligt havde ført ham til de skandinaviske Lande; allerede i 18 34 bosatte han sig, kun 21 Aar gammel, i Stockholm, hvor han vir­kede som Korrespondent til forskellige engelske Blade og gav Undervisning i sit Modersmaal, og her blev han, indtil han i 
Huseby Slot. 
1851 tulgte en Kaldelse til Københavns Universitet, hvor han indtil 1893 beklædte Lærestolen i engelsk Sprog og Litteratur, tørst som Lektor og siden 1855 som Professor. Naar denne Mands Bøger er havnet paa en Herregaard i det sydlige Små­land, er det dog andet og mere end et Tilfælde: under sit mange­aarige Ophold i Sverige havde han med stor Iver dyrket folk­loristiske Studier, ja, sammen med Svenskeren G. O. Hylten-Cavallius optraadte han banebrydende inden for denne dengang nye og uopdyrkedeVidenskab. Ognetop blandt Smålands Land­befolkning havde han tidligt virket som Indsamler af Folkemin­der; her havde han paa en Maade faaet sin anden Hjemstavn, ligesom Opholdet i Sverige i det hele taget havde været hans lykkeligste Tid. Intet Under derfor, at han i 1865, da hansi Sverige fødte Søn, Ejendommens nuværende Indehaver, vendte tilbage fra et langvarigt Ophold i Indien for at tage fast Ophold paa svensk Grund, opmuntrede ham til Købet af den småland­ske Ejendom, som den grevelige Hamilton'ske Slægt ønskede at skille sig af med. 
Købet omfattede ogsaa det ret fyldige Bibliotek, som Fami­lien Hainilton havde samlet, og som for Størstedelen bestod at den ved det 19. Aarhundredes Begyndelse saa yndede engelske og franske Romanlitteratur i den sentimental-frivole Genre. Saa mangeartede denWesley'anske Præstesøns, Professor Stephens', Interesser end var, hvad det at ham selv samlede Bibliotek til­strækkeligt vidner om: for letfærdig Litteratur havde han ikke Brug, og han foranstaltede dertor en formelig Autodafé af alle de Hamilton'ske Bøger, der faldt ind under denne lastværdige Kategori. Blandt de Bøger, der lykkeligt undgik Kætterbaalet, findes overmaade værdifulde og smukt indbundne Eksemplarer, for en stor Del forsynede med de tidligere Ejeres Super-Exlibris paa Permen eller med deres indklæbede Bogmærker; den Hamil­ton'ske Bogsamlings fine Proveniens røber sig tydeligt ved I il­stedeværelsen af næsten alle Sveriges kendte Bibliofilnavne fra det 18. og Begyndelsen at det 19. Aarhundrede. 
Af en helt anden Art var det Bibliotek, som George Stephens selv samlede. Det er først og fremmest præget af hans Hoved­interesse: den nordiske Oldtidsforskning og tolkelitteratur. Alen disse Omraader er unægtelig bleven opfattet i deresvidest tænke­lige Udstrækning. Resultatet er dertor blevet noget ganske andet 
George Stephens. 
end et almindeligt Fagmandsbibliotek, hvis Bestand i saa Fald paa mange Punkter maatte være forældet nu. ProfessorStephens har grebet Sagen ganske anderledes an; han har været om man saa maa sige Bibliofil af (nids Xaade eller i hvert Fald af egne natur­lige Anlæg. Dette hænger sikkert igen sammen med, at han har 
været den fødte Samler, ikke begrænset til Bøger alene, men interesseret i Oldsager, Kobberstik og Træsnit, Frimærker, Pa­pirstempler og -vandmærker. 
Og han har.været saa lykkelig at leve i en 1 id, da Bogsamle­riet endnu ikke var præget af den —sit venia verbo— Geschåfts­aand, der nutildags truer med at gøre det til et Privilegium tor velstillede og ved at placere saa forholdsvis mange Eksemplarer af ældre, berømte Værker hos de talrigt kunstigt udklækkede »Bogsamlere« lader Antallet af »Sjældenheder« svulme unatur­ligt op og derved gør Erhvervelsen af saadanne Bøger saa godt som umulig tor mindre bemidlede, men maaske mere værdige 
købelystne. Men har han som Bogsamler været tødt i en heldig 1 id, har han sandelig ogsaa forstaaet at udnytte Lejligheden. Paa hvert eneste at de utallige Omraader, han har dyrket, har han \ æret den ægte Bibliofil; han har altid eftersporet de Veje, ad hvilke den paagældende Litteraturs Hovedfrembringelser har udviklet sig, har ettersøgt deres Forgængere og disses tjernere Stam­
fædre, saaledes at enhver i hans Samling repræsenteret Littera­turs^ren er afstemt til en Helhed, hvor der selvfølgelig er La­kuner, men hvor ingen Anskatlelse vidner om tormaalslos 1 il­
fældighed. 
At Stephens' Interesse tor nordisk Oldtidsvidenskab og Folke­
litteratur har strakt Ldløbere ind paa Sprogvidenskabens almene 
Omraade, er jo nærmest selvtølgeligt; Lingvistiken erovermaade 
crodt forsynet, med en Overflod at denældre \ idenskabs Hjælpe­
midler, Ordbøgersaa velsom Grammatiker.1 I ilslutning til denne 
Afdeling lindesenSpecialsamlingaf ABC-bøger,indeholdendeen Mængde Rariteter. Stephens, filologiske Interesser, bl.a.hans Stu­dium at de gamle danske Landskabslove, af hvilke han ejer flere bemærkelsesværdige Haandskrifter, har medført Anskaffelsen af talrige retshistoriskeVærker; og det ersikkert ogsaa paadet filo­logiske Studiefelt, at Oprindelsen skal søges til hans store Sam­ling at Bibeloversættelser. Inden for den righoldige Samling af al­men teologisk Litteratur vil man bl. a. lægge Mærke til en Række Værker, der belyser MetodistkirkensUdviklingshistorie; forSøn­nen af en Præst inden for dette Kirkesamfund har det jo været en nærliggende Interesse. Sansen for den historiske Sammenhæng er overhovedet et Træk, der ideligt gaar igen ved Udfyldelsen af Bibliotekets Rammer. 
Det siger sig selv, at Professor Stephens ved saa omfattende Bogkøb ogsaa er kommet i Besiddelse af mange nutildags om­trent aldrig paa Markedet forekommende Sjældenheder; blandt de nævnte Bibeloversættelser træffer man saaledes den berømte Polvglot-Udgave at DavidsPsalter (Coloniæ1518, fol.); desuden er næsten alle de nordiske Bibeloversættelser repræsenteret med deres ældste Udgaver, at hvilke adskillige kun kendes i yderst faa Eksemplarer. 
Af Inkunabler findes henved et halvt Hundrede; nævnes skal bl. a. et velbevaret Eksemplar at Hartmann Schedels Verdens­krønike (Buch der Chroniken, Niirnberg 1493) med de talrige Træsnit af Pleidenwurf og Albrecht Diirers Lærer Wolgemut. Denne Bog eksisterer nok i et relativt stort Antal Eksemplarer, men har altid været et eftertragtet Bytte tor Bogsamlere, især i England, paa Grund af den store kunsthistoriske Værdi, der knytter sig til Bogens mange Træsnit. At stor Sjældenhed er ogsaa en Gruppe hollandske Inkunabler, deriblandt: Cronijcke van Brabant, Antwerpen1497; SermonesBernardi, Zwollei485; Boeck des gulden throens, Haarlem 1484, og Boethius, De con­solatione philosophiae, Gent 1485. Disse Palæotyper findes kun yderst sjældent udenfor deres Hjemland. 
At ældre danske Tryk findes som nævnt Repræsentanter for næsten alle de gamle Bibeloversættelser. Blandt Palæotyperne maa nævnes et Eksemplar af den meget sjældne Oversættelse, som Poul Helgesen besørgede af Erasmus' Bog: Om Kongers Regimente (Roskilde, Hans Barth, 1534); Eksemplaret bærer adskillige tidligere Ejeres Navne, paa Titelbladet bl. a. Mogens Juells; paa Bagsiden læses: »Eriderici Miinteri Hatniae 1803. ex dono P. E. iMiilleri Collegæ conjunctissimi.« 
Af det 16. Aarhundredes danske Bogproduktion lægger man endvidere Mærke til to — tilsyneladende — hidtil ukendte Tryk af Lorentz Benedicht, begge fra 1594; de har rimeligvis udgjort Tillæg til en nu forsvunden Salmebog. Desuden findes der adskil­lige Repræsentanter for de — tor Størstedelen — yderst sjældne islandske Tryk fra samme Aarhundrede. 
Med den foranstaaende Skildring er Rækken af svenske Herre­gaardssamlinger langtfra gaaet igennem. Endda er nogle at de største og vigtigste igen, saaledes det at Friherre Silfverschiold i det 19. Aarhundrede skabte store Bibliotek paa Koherg med dets over16,000 Bind og 28,000 Smaaskrifter, og det mægtige Bibliotek paa Ericsberg, der ogsaa rummer Sveriges største Pri­vatarkiv, det Stenbock'ske. Det tør vel i det store og hele tor­modes, at en Undersøgelse at disse og andre Samlinger nærmere 
vil uddybe de Erfaringer, der er indvundet ved Betragtningen af de allerede gennemgaaede Samlinger; men helt uden Over­raskelser vil en saadan Efterforskningalligevel—heldigvis—neppe være. Det Moment af Spænding, der gerne skulde ledsage ogsaa den ædle Jagt efter Bøger og Manuskripter, vil sikkert ikke ude­
blive, selv hvor 1 alen er om Samlinger, som har været gennem­støvet af baade den ene og den anden Forsker. Den store Til­lokkelse ved Privatsamlinger af demie Art er netop den Mulig­hed tor Fund, som de altid frembyder. Og her skal man ikke lade sig atvæbne, hverken at Besidderens i bedste Tro afgivne Forsikringer om, at der intet ukendt eller interessant lindes, eller at de tørre Fakta, der taler ud fra alt eksisterende Kataloger og fortegnelser; eksempelvis kan anføres, at det i det berømte og grundigt undersøgte Bibliotek paa Skokloster for ganske nyligt er lykkedes Dr. Lauritz Nielsen at paavise Tilstedeværelsen af flere unike danske I ryk tradet 16. Aarhundrede. Det gamle Ord: »habent sua tata libelli« staar endnu ved iMagt i mere end een Henseende.