SIMON BERNSTEEN 11920 Da Xylograf F. Hendriksen ry i Slutningen af 80'erneslog til Lyd for bedreSmag og bedre Arbejde i dansk Boghaand­ i værk, sad der i et uanseligl kjobenhavnsk Værkstedslo­ kale en Bogtrykker og lyttede. Han lolte sin bundne Tanke løstogfik enbrændendeTrang til at vise, hvad han evnede. Det var den da ca. 40aarige Simon Bernsteen, en Mand, '/Z der havde arbejdet sig frem ved egne Kræfter. Han var egentlig slet ikke Bogtrykker; han var uddannet som Hand­ skemager, men var senere ved Simon Bernsteen, f. 15. Feb. 1850, f 13. Nov. 1920. T/. at tage Plads paa en Papir­posefabrik kommen i llygtig Berøring med en Bogtrykkers Arbejde. I 1882 havde han begyndt sin selvstændige Virksomhed som Bog­trykker. Allerede som ganske ung var hansSans for Bøger vakt; han havde jo literære Aner, hans Morfader var den kendte Skolemand og Oversætter af klassiske Digtere, Dr.phil. Simon Meisling; og med smaa Midler fik han efterhaanden grundet sig en lille Samling af smukkeTryk. Bernsteen fik som sagt Lyst til at være med i det at »Forening for Boghaandværk« be­gyndte Arbejde. Et Par smaa Legater skaffede ham Lejlighed til Rejser, først til Verdensudstillingen i Paris 1889. siden i 1895 til England, Holland og Belgien. Det var sidstnævnte Rejse, der fik den største Betydning for ham. Han besøgte William Morris, og i Antwerpen valfartede han til Plan­lin-Moretus-Museet. Planlin blevfor ham detstørste Bogtrykker-Navn. Med rørende Andagt højtideligholdt han endnu i sit sidste Leveaar Christophe Planlin s 400 Aarsdag. Det var denne gamle Mester, som efter hans eget Sigende først viste ham den Vej, han skulde følge. »En ærlig Vilje er en tro Følgesvend paa Vejen til Maalet , var det be­skedne Motto, som Simon Bernsteen satte i sit Ex libris. Og det Arbejde, han gjorde,var helt igennem besjælet af en ærlig Vilje til at yde det bedste, han formaaede. Hans Haandpresses første Resultater paa »den skønne Bogs« Omraade var »En skøn Historie«, Optryk af Udgaven 1599, der ud­kom 1896 kun trykt i 137 Eksemplarer. 1 1898 kom' Presbyter Johannes , trykt i 142 Eksemplarer. Disse Bøger holdt sig nøje til Forbillederne fra 10. Aarhundrede. Den næste af Simon Bernsteens Bøger blev den hos Gyl­dendal udgivne Samling »Danske Folkeviser med Dekorationer Joakim Skovgaard og Bindesboll. Det var et Arbejde, der ved sine komplicerede SIMON BERNSTEEN Tekst-og Nodesider i to Farver krævede en uhyre Taalmodighed, og da Bernsteen mod Beregning maatte anvende Haandpresse til det ret store Oplag, kostede det ham langt mere Tid og Arbejde, end han kunde vente at faa betalt. Løn for sit Arbejde saa Simon Bernsteen i det hele taget sjæl­dent-det vil sige Betaling i klingende Mønt. For ham laa Lønnen i Glæden over Arbejdet, Tilfredsheden ved at have udført noget, der hævede sig over Døgnets flygtige Interesser, og Bevidstheden om, at der var en lille Kres, som paaskønnede delte Arbejde. —Sin laknemlighed overfor William Mor­ris lagde Simon Bernsteen for Dagen i den Morris Biografi han udsendte 1908 til Erindring om sit 25 Aars Jubilæum som Bogtrykker. Størstedelen af Oplaget tryktes paa Hurtigpresse, et mindre Oplag i tre Farver paa Haandpresse. Det er dekorativt set et af Simon Bernsteens svagere Arbej­der, sammensat som det er af ret forskelligartede Elementer, men natur­ligvis som alle Bernsteens Arbejder omhyggeligt og samvittighedsfuldt ud­ført. — Vi skal ikke her komme ind paa en nærmere Omtale at de enkelte Arbejder. Som et af de smukkeste skal vi blot lige nævne Johannes Dams Oversættelse af Michelagniolo Biionaroiiis »Digte«, som Gyldendal udsendte 1912. Her føjede Valdemar Andersens dekorative Udstyr og den kraftige Antikvasats sig sammen til en velafvejet Helhed. Simon Bernsteens Indsats i dansk Boghaandværk blev, trods hans Pro­duktions forholdsvis ringe Omfang, af Betydning. Det laa i Sagens Natur, at denne enkelte Mands Virksomhed, som han drev uden anden Hjælp end med en Datter, ikke kunde blive frugtbringende i samme Forstand som Forening for Boghaandværks og den til Foreningen knyttede Fag­skoles; men de Værker, der udgik fra Simon Bernsteens Haandpresse, gjorde deres til at sætte Kravene til det gode Haandværk op og til at højne Smagen. Han virkede mest ved Eksemplets Magt. Hans uegennyttige Ar­bejde var baaret af sand Kærlighed til og Begejstring for Faget. »Altid det yderste, jeg ævner, hver Gang« blev den Devise, hvorunder han arbejdede. Tung Sygdom hæmmede hans Arbejdskraft i de senere Aar; men han fulgte fra sit smærtefulde Leje alt, hvad der rørte sig af aandeligt Liv i Tiden, og han gjorde sine snart overbærende, snart bitre Bemærkningei derom til Venner og Bekendte i de Breve, han med Anspændelse af sine svage Kræfter sendte dem fra sit Sygeleje. Ligesaa langt hans Sind vai fia den sædvanlige danskeLammefromhed, var det Ira egentlig Bitteihed. Han var godmodig af Naturen, og der skulde en Del til at toistemme ham. Aarene lærte ham Resignation, og det var ham sikkert en stoi Glæde »il modtage den Hyldest fra Fagfæller og andre,der blev ham til Del paa hans 70 Aars Fødselsdag. Den kastede ligesom en varmende Solstraale over hans ellers saa frysende Livsaften, og den var ærlig fortjent. Hans Minde sil blive bevaret og æret. Georg Nyqaard. •