FAGSKOLEN FOR BOGHAANDVÆRKS FØRSTE FEMOGTYVE AAR ER er hengaaet fem Aar, siden vor Forening den 26. Februar 1913 fej­ rede 25 Aarsdagen for sin Oprettelse ved at udsende en lidt festligere udstyret Aargang af »Bogvennen«. En Række af Mænd, der har staaet For­eningens Ledelse nær, belyste i detteSkrift de forskellige Sider af vor Virk­somhed. Ogsaa de tyve Aar, som Fagskolen den Gang havde gennemlevet, skildredes gennem en Fremstilling af dens Begyndelse ogen anselig Bække Udtalelser af gamle Elever samt gennem en Skolestatistik, der meddelte Oplysninger om Lokaleforhold, Lærere, Elever,Tilskud, Indtægter og Ud­gifter etc. etc. indtil 1913. Naar vi nu ser tilbage paa det svundne Tids­rum og tilmed staar overfor at træffe vigtige og afgørende Beslutninger angaaende Skolens Fremtid, Beslutninger, vi i de senere Aarsberetninger har peget paa som uomgængelig nødvendige, saa er det formentlig natur­ligt i nogenlunde udførlig Form at gøre Bede for, hvorledes Skolen den 15. Marts 1893 omsider traadte i Virksomhed og hvorledes dens Liv, dens Stræben og dens Haab har artet sig for en Betragters Blik, der fra første Færd har været knyttet til den. Som bekendt hørte det til vor Forenings oprindelige Programpunkter al arbejde hen til snarlig OpreUdse af Fagskoler for unge Sættere, Trykkere og Bogbindere, — »et Arbejde, vi i 25 Aar har ofret vore bedste Kræfter, et Arbejde, som naturligvis burde være udført af Fagenes egne Organisa­tioner, om de ellers havde haft Forstaaelse af deres Pligter.« Men, unge og pligtopfyldende, som vi var, viser vor Bestyrelses For­handlings-Protokol, at vi allerede i Februar 1890 sad i vidtløftige Drøf­telser om at føre dette Programpunkt ud i Livet. Disse resulterede i en Henvendelse til de bestaaende faglige Organisationer om at vælge hver to Medlemmer, der i Forening med to fra vor Forening tænktes at for­berede en Fagskoles Oprettelse. I Maj 1890 samledes denne Kreds til sit første Mode. Med Undtagelse af Boghandlerforeningen i Kjøbenhavn, der ikke mente Sagen vedkom den, havde alle de faglige Foreninger valgt Repræsentanter, ogsaa Dansk typografisk Forening,der var Organ for Pro­vins-Typograferne. For første Gang modtes her Mester-og Svendefor­eninger i Boghaandværksfagene til Forhandling om en Sag, der ikke angik Lou eller Arbejdstid, men derimod et Anliggende, der fra vor Side set var af højere faglig Betydning, og det viste sig hurtigt, at det var vanskeligt for d'Herrer at tale roligt sammen. Navnlig mellem Formanden for For­ening af danske Bogtrykkere Hr. O. C. Olsen og de Delegerede fra de for­skellige Arbejder-Organisationer faldt der mange hvasse Ord om det gamle Stridsemne: Rettigheder og Pligter. — Det gjaldt fra Arbejdernes Side at fastslaa, at det var Mestrenes Pligt at bære Byrderne og betale Omkost­ 2 ningcrne ved en saadan Skoles Drift eller i det mindste tvinge Mester­foreningens Formand til at hinde sig ved Løfte om et stort Bidrag i Penge, thi Mestrene var Synderne, der ved daarlig faglig Ledelse gjorde en Skole nødvendig. Først naar man havde Klarhed over, hvad man fra denne Side tænkte at yde, var Svendene villige til at fremsætte deres Tilbud og Løfter. Dog O. C. Olsen var for klog til at gaa i Fælden, han holdt Spørgsmaalet (lydende og gav for øvrigt mat for usødet i den lange og ret hidsige Me­ningsudveksling, der omsider, men med en Del Besvær, endte med Ned­sættelse af el l dvalg, der kom til at bestaa af Formændene i de kjøhen­havnske Foreninger, nemlig: O. C. Olsen (Bogtrykkerforeningen), Rasch (Bogbinderlauget), Victor Petersen (Den typografiske Forening), J. Fisch­mann (Ny typografisk Forening), Dahlquist (Den typografiske Trykker­forening), Nielsen (Boghindersvendeforeningen) og F. Hendriksen (For­ening for Boghaandværk). For dette snevre Udvalg forelagdes i Oktober samme Aar Udkast til en Henvendelse lil alle fagligt interesserede om at tegne sig for Bidrag til Oprettelsen af Skolen, enten ved Gaver en Gang tor alle eller ved 1 ilskud fordelt paa fem Aar. Denne Henvendelse cir­kulerede over hele Landet og gav del formentlig smukke Udbytte, at de tegnede Bidrag beløb sig til 10,600 Kroner. Resultatet forelagdes Udval­get ved et Mode i November 1891, paa hvilket der opstilledes et Budget lor den tænkte Skoles Drift, som balancerede med ca.6000 Kroner aarlig. Drøftelserne i l dvalget hvilede nu et Aarstid, men Arbejdet for Skolens Oprettelse gik alligevel sin (iang. I denne Mellemtid blev F. Hendriksen, med otfentlig Understøttelse, sat i Stand til at foretage to Rejser for at stu­dere udenlandske Skoler i Boghaandværksfagene. Resultatet af disse Rej­ser og de derved fæstnede Tanker om, hvorledes vi her i Landet burde anlægge en Skole, er der gjort Rede for i en Artikel: Om Fagskoler for Boghacimlværk og en dansk Skole, der er trykt i »Forening for Boghaand­værk's Aarsskrift 1891«, Saa mødtes endelig Udvalget til et afsluttende Mode den 30. Oktober 1892. Det meddeltes her, at de indsamlede Midler fordelte sig saaledes, at 2150 Kr. var straks til Rede, medens Resten var fordelt over fem Aar med ca. 1(),)0 Kroner aarlig. De Forhaabninger, som vi stadig havde næret, om at faa Skolelokaler i Kunstindustrimuseets ny Bygning, maatte foreløbig opgives, idet Huset næppe blev færdigt før om to eller tre Aar, og vi enedes da om at søge Virksomheden begyndt snarest muligt, men under besked­nere Former end dem, der tidligere var drøftet. Man lagde Budgettet til Rette med en Balance af ca. 3000 Kroner aarlig, haabede paa ad Aare at faa Statsunderstøttelse og Hjælp fra forskellige Fonds og glædede sig ved at have knyttet Arkitekt Vilh. Bruun til Foretagendet som Inspektør og 1 egnelærer. 1 øvrigt slog man sig til Ro med at gøre en god Del Gæld for at komme over de nødvendige Anskaffelser af Materiel. Endelig vedtoges følgende Regler for Skolens Ledelse: Skolens Navn bliver »Fagskolen for Boghaandværk«, dens Ledelse over­tages foreløbig af Styrelsen for Forening for Boghaandværk. De i Skolens Virksomhed interesserede faglige Organisationer, nemlig: Forening af danske Bogtrykkere, Bogbinderlauget, Den typografiske Forening,Dansk typografisk Forening, Ny typografisk Forening, Den typografiske Trykkerforening og Bogbindersvendenes Forening vælger hver to Medlemmer til et Repræsen­tantskab, der en Gang aarlig af holder Møde, ved hvilket Beretning om Sko­lens Virksomhed forelægges. Repræsentantskabet kan da, om det maatte finde Anledning dertil, beslutte Forandringer i Skolens Virkemaade og det vælger, for et Aar ad Gangen, to Revisorer til at gennemgaa Skolens Regn­skab. — Udenfor det sædvanlige aarlige Møde,der ansættes til anden Søndag i Januar, kan Repræsentantskabet indkaldes til særlige Møder, naar Skolens Ledere maatte anse dette for nødvendigt. De her for første Gang trykte Regler, der findes indførte i en lille For­handlingsbog, er altsaa den Basis, paa hvilken Skolen hviler. Bestemmel­serne og Referaterne af de omtalte Moder blev i Oktober 1892 under­skrevet af alle Udvalgets Medlemmer. Senere tilføjede Repræsentanterne for Provinsorganisationen: Rigtigheden af omstaaende Referater af Møder, i hvilke vi har deltaget, bekræftes og de i senere Møder tagne Beslutninger tiltrædes. Kolding, 2/i2 92. P. Hvidtfeldt — Warberg. Den 4. Dec. 1892 holdt Forening for Boghaandværk et særligt Møde om Fagskolesagen, hvor der, under Ledelse af Bogtrykker0.C. Olsen, blevgjort Rede for Sagens hele Stilling. Her oplystes det, at de indsamlede Tilskud fordelte sig som følger: Bogtrykkere i Kjobenhavn Kr. 5,495 (deraf to Bi­drag å 1,000 Kr. fra Kammerherreinde Berling og Etatsraad C. Ferslev), Provinsbogtrykkere Kr. 2,395, Bogbindere Landet over Kr. 742, Boghand­lere i Kjobenhavn Kr.1,600 og i Provinsen Kr. 182 og Bidragydere udenfor de faglige Kredse ca. 195 Kr. — Emdvidere tegnede Dansk typografisk For­ening og Ny typografisk Forening sig hver for 100 Kr. aarlig og Typo­grafisk Trykkerforening for 50 Kr. aarlig. Det fremgaar af denne Oversigt, at Mestrenes Organisationer ikke som saadanne ydede Tilskud, medens adskillige Mestre enkeltvis gav endog rundelige Bidrag, samt at en enkelt stor Typografforening, den kjøbenhavnske, saavel som Bogbindersvende­foreningen ejheller havde tegnet sig. Saaledes er Forholdet i det væsent­lige fremdeles, dog er Bogbindernes Mester-og Svendeforeninger efter­haanden kommet med ligesom Den typografiske Forening i Kjobenhavn. I il Gengæld er Bidragene fra Provinserne efterhaanden svundet meget stærkt ind. Efter at vi i 1902 omsider begyndte vor første Heldags-Som­merskole for Provins-Typografer, der i 1906 udvidedes med et lignende Kursus for unge Bogbindere, og derved imødekom Provinsernes stærke Ønske om at faa Del i Skoleudbyttet, blev der gjort et kraftigt Forsøg fra Mesterforeningerne i Provinsernes Side paa at skaffe ny Tilskud, men det mislykkedes totalt. Provinsbogtrykkerforeningen, Organisationen for Blad­udgivere i Provinsen og Centralforeningen for Bogbindermestre i Provin­sen, der nu alle tegnede aarlige Bidrag, fraregnet, affødte den udsendte Opfordring kun et Par smaa Bidrag fra Arbejdsgivere i Provinserne. Der fulgte nu en Tid med strengt Arbejde. Aftaler og Korrespondancer med de forskellige Leverandører tog Tid, og denne var knapt tilmaalt. Hindringer stodte til, idet Vinteren blev særdeles streng, hvorfor vi maatte vente længe paa alt Sætterklassens Træinventar, der var bestilt i Leipzig. Omsider naaedes det at faa Materiellet paa rette Plads i de spartanske Lokaler, der var lejet i en Bagbygnings øverste Etager Nørrevoldgade Nr. 80, og her begyndte vi Søndagen den 15. Marts 1893 at holde Skole.— Om Forholdene og Skolelivet i de syv Aar, vi tilbragte der, foreligger der, som allerede nævnt, i »Bogvennen« for 1913, gode Skildringer af gamle Sætteriet paa Kvisten Norrevold 80. — Tegnet efter Hukommelse af Alf. Larsen. Elever. Ogsaa om Inspektøren, Arkitekt Vilh. Bruun, om Lærerne og den Maade, Undervisningen blev taget paa, giver Elevernes Udtalelser god Besked. Et Par Uddrag af disse Elevbreve kan maaske vække Læserens Lyst til at vende tilbage til Hæftet fra 1913 og der søge nøjere Oplysning om Skolens og vor Forenings hele Virksomhed: »Nørrevoldgade SO! Hvilke Minder om belærende, nyttige og glade Timer knytter der sig ikke til den gamle Bagbygning, . . . Fra Sætteriet ved Norre­vold var der gennem de gamle Tagvinduer en fortrinlig Udsigt. Naar man Søndag Formiddag var til Undervisning og kiggede ud paa et straalende Foraarsvejr, saa man til den ene Side Landemærket og Vognmagergades gamle og faldefærdige linse, medens man til den modsatte Side saa boule­varden og Ørstedsparken med det friske grønne, mod Lys og Luft. . » . . men trods det spartanske Udstyr og de snevre Lokaler vilde et opmærk­somt Øje opdage den sikre Smag, der prægede Skolen, og som med faa Mid­ler skabte smukke og harmoniske Omgivelser. . . . Fagskolen var et Fristed for dem, der vilde dygtiggøre sig i sit Fag. Den opmuntrede og understøt­tede Lærlingens Stræben efter cd opnaa den størst mulige Duelighed, skabte Glæde ved Arbejdet, gav ham Lejlighed tit at øve sig paa stadig større Op­gaver, saa hans Evner kunde udvikle sig frit; . . . ikke mindst efter at jeg har paabegijndt selvstændig Virksomhed, har jeg lært at værdsætte det solide Fond af Kundskaber, Skolen har givet sine Elever med som Ballast paa deres Færden ude i Verden. Den lærte dem Respekt for Arbejdet, Kærlighed til Faget, lærte dem at stille store Krav til sig selv, til altid at yde det bedste, aldrig at staa stille, men stadig sætte sig nye Maal, — den lærte dem at Skolens første Lærere. Fotografi 1895. (Staaende) Anker Kyster, D. L. Clément, H.C. Andersen, Carl Nielsen. (Siddende) Vilh. Bruun, Emil Sørensen (Selmar). skatte Arbejdets Velsignelse.« — Det varede nu ikke længe, før jeg fandt mig godt til Rette her i de nye Omgivelser. Jævnaldrende Kammerater, Teg­ning, llciandforgyldning, Présseforgyldning, Marmorering og Guldsnit — altsammen noget, der optog min Interesse, og som jeg ikke før havde set paa nært Hold.« — »Da jeg som Lærling begyndte paa Skolen, var det jo lige straks et betydeligt Minus i den just ikke saa rigeligt tilmaalte Fritid, men det varede ikke længe, inden den faglige Undervisning hørte til mine kæreste Timer. Den var baade interessant og afvekslende, og vi fik altid Lejlighed til i Praksis at prøve hvad vi lærte«. — »Under Sprogundervis­ningen fik C., der var en vidt berejst Mand, Lejlighed til at fortælle en eller anden interessant Oplevelse fra Udlandet, og han havde en vidunderlig Evne til at lære sine Elever noget, fordi han aldrig gjorde Undervisningen kedelig. Jeg har ham at takke for, at jeg i sin Tid sproglig set klarede mig saa godt paa »Valsen« gennem Tyskland og Frankrig, ligesom det skyldes ham og derigennem Fagskolen, al jeg slap saa let over Tysk og Engelsk, da jeg senere tog Præliminæreksamen og Artium.« — »Nej, endnu større Betyd­ning har Fagskolen haft for mig ved sit Eksempel overhovedet — dens Lede­res Valgsprog synes at være: det bedste er netop lige godt nok. Og det er et godt Valgsprog, ikke blot for Boghaandvær­kenes Arbejdere, men for enhver Arbej­der i enhverVirksomhed, om den kaldes Ilaandens eller Aandens — det meste af det, der duer, er dog skabt ved et flittigt Samarbejde mellem disse to . Ved vore Udvalgsforhandlinger var det aftalt at holde Skole de ni Maa- H. S. Clemmensen. neder af Aaret. 1 Modsætning til an­ Lagrer i Dansk 1895—1900. dre lignende Skoler mente vi at holde aabent i Sommermaanederne, medens vi, af Hensyn til Travlheden i Fa­gene, tænkte at lukke i November, December og Januar Maaned. Det viste sig snart at være upraktisk, thi Eleverne taalte ikke Skolearbejdet i de varme Sommermaaneder og i de daarlige Lokaler. Vi gled hurtigt over til at arbejde fra September til Juni og senere fra Oktober til Juni. 0 Skolearbejdet gik ret livligt for os. Lærere og Elever var godt oplagte, og vi havde en udmærket Slotte i Inspektoren Vilh. Brunn, der forstod at omgaas beggedisse samarbejdende Grupper.— Som Lærer i Tegning gjorde han god Fyldest og tik især Bogbindernes Tegnearbejde lagt i et godt og rigtigt Spor. — Ulige vanskeligere var det at interessere Sættere og Tryk­kere for Tegnefaget, og saaledes er det vedblevet at være. De Folk vil ikke begribe, at det er nyttigt paa Papiret nogenlunde at kunne gøre Rede for Ordningen af Satsbilledet i en Titel eller i det, man kalder en Aecidens. Paa lignende Vis har det aldrig været os muligt at faa Trykkerne til at indse det gavnlige i at have blot elementært Begreb om, hvorledes Lys og Skygge viser sig paa et fritstaaende Legeme eller et Ornament. Vel har vi ikke opgivet at holde Eleverne til Tegning, men Kraften i Skolens Arbejde har været samlet om det rent faglige i vor typografiske Undervisning. Har Sætterne været sløje iTegnetimerne, har de til Gengæld været Hinke Elever ved vor sproglige Undervisning. Det hørte til Skolens oprindeligt fastslaaede Bifag at give en grundig Vejledning i Modersmaalet. Kommune­lærer //. C. Andersen, vor første og udmærkede Lærer i Dansk, holdt des­værre ikke længe ud. Han afløstes af en anden Mand fra vore kommu­nale Skoler, den store og brede Clemmensen, der var en ren Mester i at undervise og behandle unge Mennesker. Efter ham fulgte Cand.ih.Svend Nissen, der i ti Aar holdt sin og Elevernes Interesse levende. Ogsaa han stod i det bedste Forhold til Eleverne, det vil nærmere bestemt sige til Sætter­ne, thi Trykkerne fulgte altid mindre vil­ligt med, og Bogbinderne har aldrig haft Lyst til vor sproglige Undervisning. Allerede i det andet Skoleaar fik vi til­sendt to frivilligeSvendeprøver til Bedom­melse, en fra Kolding og en fra Kjøben­havn. Fra tredje Aar begyndte vi, efter nogle Elevers Ønske, at afholde Svende­prøver ved Skolen, og vi kom saaledes ind under Magistratens Kommission lil frivil­lige Svendeprøvers Bedømmelse. Derved kom vi i Forbindelse med afdøde Borg­mester H. N. Hansen, i hvem vi erhver­vede os en trofast Ven, der med stor Svend Nissen. Interesse fulgte Skolen. Det var væsent­ Lærer i Dansk 1900—1910. lig ham, som Formand for denne Kom­mission, der foranledigede den rigelige Tildeling af Medaljer for vore Svendeprøver, thi hans Mening var den, at vore Prøverstod højt i Forhold til Gennemsnittet af de mange Svendeprøver, han i Aarets Løb saa. Ord­ningen af Sagen var følgende: Sætter-og Trykkerprøverne aflagdes paa Skolen, medens der for BogbindernesVedkommende blev udfort Arbejds­tegninger, hvorefter Eleven gjorde sit Svendestykke hos Oldermanden. Dette Fag havde nemlig altid fastholdt Svendeprøverne, der bedømtes af Bogbinderlauget, medens Bogtrykfagene tidligere ikke havde afholdt saa­danne Prøver. Udviklingen havde sine Skyggesider, thi der var Mestre, særlig blandt Bogbinderne, der hurtig vænnede sig til at sende Lærlinge til Skolen et halvt Aarstid før Prøven skulde allægges. De sparede paa den Maade selv at gøre den unge Mand færdig til Prøven, men overfor Skolen, der havde højere Maal end Eksamenssport, var dette et Misbrug, hvorimod vi maatte nedlægge Indsigelse. I det hele greb disse to Gange aarligt faldende Prøver forstyrrende ind i det egentlige Skolearbejde og blev i Længden uheldige, eftersom Antallet af Elever, der ønskede at aflægge Proven, steg. Der an­meldtes ogsaa Prøver lil Bedømmelse fra Trykkerierne, og da Skolen var tildelt en ledende Stilling i Sagen, fik vi ogsaa Besværet med Ordning, Tilsyn og Bedømmelse af disse Prøver. Alt saadant Ekstraarbejde blev efterhaanden brydsomt og lob ud i Vanskeligheder af forskellig Art. — Fra Aar 1900 begyndte vi at skærpe vore Bestemmelser om Adgang til at af­lægge Svendeprøve ved Skolen betydeligt. Vi krævede ikke alene mindst to Aars Skolearbejde, for der erhvervedes Bet til Provens Aflæggelse, men indførte ogsaa en skarpere Bedømmelse. Alligevel voksede vore Betænke­ligheder overfor denne Side af vor Virksomhed, og da den tilmed af og til mødtes med en ret uforstaaende Kritik i faglige Kredse, bestemte vi os til at lægge Resultaterne paa Bordet. I November 1907 ordnede vi, vedet af vore Foreningsmøder, en Udstilling af samtlige i Løbet af 13 Aar aflagte Svendeprøver i Bogtrykfaget og indbod Fagene til at komme til Stede og deltage i en Diskussion om Resultaterne. Der var i alt fremlagt111 Prøver fra Skolen og 16 fra Trykkerier i Kjøbenhavn. En af de sidst aflagte fra et min­dre Trykkeri havde været stærkt omstridt og var ogsaa sikkert under Lav­maalet. — Referatet af Forhandlingerne findes i »Bogvennen« for 1907—10, S. 61.— Udstillingen overtraf vistnok de mødtes Forventninger, og Dis­kussionen gav det Resultat, at der fra en Række Bogtrykkeres Side ud- Fra Sætlerklassen i Kunstindustrimuseet. talles et stærkt Ønske om at opretholde Prøverne. Næst at slaa dette lle­sultat fast, afsluttede Formanden Forhandlingerne med at sige; . . . »An­gaaende Spørgsmaalet om en forandret Sammensætning af Bedømmelses­udvalget og om at tilstræbe at faa Arbejderne repræsenterede, maatte man haabe paa en fredelig Overenskomst. For sit eget Vedkommende havde han altid været af den Mening, at det var heldigst, om Arbejderne var valgbare. Det stemmede ogsaa med den Egenskab ved Forening for Bog­haandværk og ved Fagskolens Ordning, at der begge Steder var medtaget Repræsentation baade for Mestre og Svende. Det var den Kerne i Por­eningen, han for sit Vedkommende satte mest Pris paa. Han henstillede til d'Hrr. at vise en mere levende Interesse for Skolen og dens Virksom­hed, thi de Organisationer, der paa Foranledning af Forening tor Bog­haandværk i sin Tid havde besluttet dens Oprettelse og som var Medlem­mer af Skolens Repræsentantskab, maatte være klare over, at Skolen faldt sammen, naar han ikke mere kunde eller vilde gore Arbejdet ved Ledel­sen, dersom Foreningerne ikke i Tide var beredte paa at overtage det og fortsætte det paa forsvarlig Maade.«— Det her berørte Forhold har altid været utilfredsstillende. Kun ganske enkelte Principaler har fulgt Skolens Virksomhed. De Heste har været helt uden Kendskab til Arbejdet og mange næppe nok anet Skolens Tilværelse. Sligt er i Længden overvættes træt­tende for dem, der trækker Læsset og bærer Ansvaret ved Ledelsen af et brydsomt og tidsspildende Skolearbejde. Ved Hurtigpressen i Kunstindustrimuseet. Et 1^ar Aar senere blev der fra Arbejderorganisationernes Side rejst Krav om at gore Svendeprøverne obligatoriske i de typografiske Fag. Man reg­nede med, at Skolen skulde paatage sig Broderparten af Arbejdet ved Prø­vernes Afholdelse. Overfor dette for Skolen ganske ødelæggende Krav nedlagde vi Indsigelse og opgav samtidig helt at afholde Svendeprøver i Bogtrykfaget paa Skolen. — Siden da bliver de forholdsvis faa Prøver, der aflægges, at holdt i Trykkerierne og bedømt af Skuemestrene alene. Kun i ganske enkelte Tilfælde, hvor Forholdene er særlig uheldige for en af vore Elever, tillader vi, at Prøven aflægges paa Skolen. Vor Forventning om snart at blive betænkt med offentlig Støtte blev ikke skuffet. I vort første Arbejdsaar gav Administrationen for Det Reier­senske hond os et Tilskud paa 500 Kr., og Fondet har aldrig svigtet os, men stadig givet Skolen 300 Kr. aarlig. Vort andet Aars Regnskab indeholder 3 et Bidrag paa 400 Kr. fra Det Råben-Levetzauske Fond, saml Statens første Tilskud paa 2,000 Kr., dette stiger allerede i 1895 til 3,000 Kr. Udover dette Beløb naaede vi først paa Regnskabet for 1906,da vi første Gang faar 4,000 Kr.s Statshjælp, men da havde vi ogsaa i nogle Aar holdt heldags Sommerskole for Provins-Sættere, og denne ny Virksomhed var netop i 1906 udvidet med to Maaneders Sommerskole for unge Bogbindere fra Provinserne. Da vi optog dette Arbejde for Provinserne i 1902, traadte Julius Skrikes Stiftelse til med et Bidrag paa 300 Kr. aarlig, og forinden — i 1899 —gav Præmieselskabet for den mosaiske Ungdoms Anbringelse til Kunstner eller Haandværker os et Tilskud paa 1,000 Kr., der senere er ved­ligeholdt med500 Kr. aarlig. Fra det under Kunstindustrimuseet sorterende Bernh. Hertz' teknologiske Legat har vi oftere faaet Støtte, kraftigst i 1902 til Hjælp ved Anskaffelsen af en ny Hurtigpresse, 2,000 Kr. For saa vidt kan vi ikke klage. Der er vist Skolen stor Velvilje fra de forskellige Fonds Administrationers Side, og vi har al mulig Grund til at mindes de alt døde saavel som de nu fungerende Bestyrelsesmedlemmer i Taknemlighed. — Vi skylder ogsaa at notere, at vi overalt, hvor vi har skullet købe Maskiner, Skrift, Papir og alt øvrigt Værkstedsapparat, har mødt stor Imødekommenhed. Vi har altid kunnet købe billigt, ikke sjæl­dent til halv Pris. — Af Legatstiftere er Skolen derimod ikke bleven paa­agtet. Ikke en af de i Aarenes Løb afdøde velstillede Fagfællerhar betænkt Skolen. Fra væsenligt helt andre Sider fik den i 1895 tillagt et Legat paa 5,000 Kr., som den,der var berettiget til at disponere, ikkelod baandlægge. Han tænkte sig nemlig, at der kom en Lejlighed, hvor det vilde være meget formaalstjenligt for Skolen at have dette Beløb til fri Raadighed. Lejligheden kom 1900, da Kunstindustrimuseets Bestyrelse gik ind paa at give os frit Husly i Museet. En ret vidtløftig Ordning af Museets Tagetage var nødvendig, og som Skolens Bidrag til at dække Udgifterne hertil —de beløb sig ialt til 15,000 Kr.—ofredes de fra 1895 stammende 5,000 Kr.— I 1898 modtog Skolen i Anledning af Firmaet J. G.A. Eickhoff's Jubilæum et Legat paa 500 Kr., hvis Renter er bestemt til Friplads for en Typograf­elev. Imidlertid var vi begyndt paa at samle lidt Benter og mindre uforud­sete Indtægter, hvortil i 1908 føjedes en Gave fra Firmaet Genzsch &Heyse i Hamborg paa 300 Kr. Disse Opsparinger er efterhaanden blevet baand­lagt i Obligationer til et Beløb af 2,800 Kr. Endelig modtog vi i 1913 (For­eningens Jubilæumsaar) fra velvillige Venner 1,500 Kr. i Obligationer, der er baandlagt til Fordel for Skolen. Paa anden Maade staar vi i Taknemlighedsgæld til liere Embedsmænd under Indenrigsministeriet og til enkelte Rigsdagsmænd, der har støttet vor Ansøgning om Bevilling paa Finansloven. Da vi i 1893 søgte første Gang, var II. P. Ingerslev Indenrigsminister og II. E. Hørring Departe­mentschef. De tog begge godt imod vort Ønske om Hjælp, og vi fandt en baade virksom og forstaaende Støtte hos de to yngre Embedsmænd F. L. G. de Jonquieres (nu Overpræsident i Kbhvn.) og A. M. Krieger (nu Kabinetssekretær hos Kongen). Den sidstnævnte, under hvem vi i en Række af Aar hørte, da han blev Departementschef i Indenrigsministeriet, har vi voldet adskillig Ulejlighed, uden nogensinde at miste hans Tillid. Det var ham, der fandt paa Hjælp, da vi begyndte vor Sommerskole, idet han un­derrettede os om, at Ministeriet havde et mindre Beløb til Raadighed, som lod sig anvende til Stipendier for de unge Folk fra Provinsen, der søgte Skolen. Paa den Maade blev det muligt for Provinsorganisationerne at give Eleverne en Haandsrækning til Opholdet i Kjøbenhavn, og det har altid været en Fornøjelse at se, hvor pænt de unge Folk klarede de to Maaneders Skole med ganske smaa Midler. Disse Elevhold har, paa faa Undtagelser nær, hørt lil vore bedste Glæder. Det har gennemgaaende Bogbindere ved Haandforgyldning. Kunstindustrimuseet. været særdeles flittige og stræbsomme Ungersvende, der mødte; Folk, der tog alvorlig fat paa Arbejdet. Af og til har Holdene — ligesom for øvrigt vor \ interskole — været isprængt enkelte norske, svenske, finske og islandske Elever, hvoriblandt der jævnlig fandtes kvindelige Deltagere. Efter i det foranstaaende at have lettet vort Sind overfor al den Støtte, vi har mødt, sk3rlder vi formentlig os selv at gøre opmærksom paa, at vi altid har arbejdet sparsommeligt og sat en Ære i at gøre vor Gerning med mindst mulig Anvendelse af Penge. Vort første Aars Regnskab balancerer med 5,128 Kr., der paa Indtægtssiden omfatter Bidragene en Gang for alle med 2,1G3 Kr., medens Etableringsudgifterne beløber sig til 2,103 Kr. — Vor Gæld varefter Aarsopgørelsen6,273 Kr. — 1 Aarsregnskabet for 1907, det første i hvilket Værdien af Kunstindustrimuseets Bidrag i frit Lokale, Be­lysning og Opvarmning er fort til Indtægt og Udgift med 3,310 Kr., er vort Regnskabs Balance 12,112 Kr., Gælden 2,500 Kr., og endelig viser vort sidsl allagte Regnskab for1916—17 (Finansaaret) en Balance paa 12,53") Kr., Museets Tilskud 3,1