DET STORE KONGELIGE BIBLIOTHEK OG FORENINGEN 
DET STORE KONGELIGE BIBLIOTHEK 
OG FORENINGEN 

E
N af deledende Tanker ved Stiftelsen af Forening for Boghaand­værk var at stille det moderneBoghaandværks Udøvere over­for Fortidens bedste Frembringelser paa Bogtrykkets, Bogbinderiets og Illustrationskunstens Omraade for derved at give dem en vej­ledende Maalestok for deres egne Bestræbelser og befrugte deres Stræben ogSkaberevne. Det var derfor naturligt, at der maatte sø­ges et saa nøje Samarbejde som muligt med vort Lands største og rigeste Bogmuseum, det store kongelige Bibliothek, som det den­gang hed. Her bevaredes det store Anskuelsesmateriale, som der vilde blive Brug for, og til det var der knyttet Mænd med boghisto­risk Indsigt, hvis Kald og daglige Dont maatte gøre dem til Bog­venner i særlig Forstand. 
Bibliothekets daværende Chef var Chr.Bruun, hvis glødende In­teresse for Bibliothekets Skatte var velbekendt, og hvis utrættelige Arbejde for dets Trivsel havde sat saa mange gode Frugter, For Foreningens energiske Stifter var det derfor en Hovedopgave at faa knyttet en frugtbar Forbindelse med Bruun og at faa ham in­teresseret i denne nye Opgave for Bibliotheket. 
Dette lykkedes endog i særlig Grad. Opgavens historiske Side fangede Bruuns Interesse, Ønsket om, at hans kære Bibliotheks Skatte ogsaa rent praktisk kunde faa en Mission, tiltalte ham. Det er sikkert rigtigt, naar Hendriksen i sin Bog »Mennesker og Ople­velser« mener, at Bruun ikke havde Øje og Sympati for Anven­delsen af degamle Mesterfrembringelser som Mønster for moderne Bogfremstilling, og at Foreningens praktiske Formaal laa ham fjernt; men saa meget mere var han besjælet af Ønsket om at ud­brede historisk Kundskab og villig til at stille Bibliothekets Skatte til Raadighed som Anskuelsesmateriale. 
Han tog fat med sin sædvanlige Energi. Han udarbejdede den første Bog, som Foreningen udgav: »De nyeste Undersøgelserom Bogtrykkerkunstens Opfindelse«, i hvilken han nedlagde sin omfat­tende Viden paa dette Omraade. Det kneb for Formanden at faa Bruun med til den typografiske Ordning af denne Bog, der syntes ham for moderne og uvant. Ligeledes var han altid i Foreningens tidligere Aar rede til at holde Foredrag vedSøndagsmøderne. Alle­rede i Marts 1888 talte han om Lorenz Benedicht med Forevis­ning af en Række af dennes bedste Tryk; i December 1889 foreviste han en Samling franske, hollandske og engelske Inkunabler, i Ok­tober 1890 talte han om Christophe Plantin. 
Men hans Interesse for Foreningen satte sin smukkeste Frugt, da 
DET STORE KONGELIGE BIBLIOTHEK OG FORENINGEN 
Planen om at afholde en international Bogudstilling i 1891 som Ju­bilæumsudstilling for Gotfred af Ghemen opstod. I Begyndelsen af Oktober 1890 androg han Kultusministeriet om Tilladelse til Ud­laan af Bøger af Bibliothekets Samlinger til en historisk Afdeling; og i Løbet af de følgende Maaneder gennemsøgte han Bibliothekets kolde Sale for at finde sjældne og kostbare Bind, interessante og betydningsfulde Tryk og historisk mærkelige Bøger. Han satte flere af sine Medarbejdere i Aktivitet med samme Formaal, og da Ud­stillingen aabnedes i Januar i Industriforeningen, fik Publikum Lej­lighed til at se en Række af Bibliothekets kostbareste Tryk og Bind udstillede. Bruun benyttede Lejligheden til at anskaffe en Del kost­bare Værker til Bibliotheket, der vilde savnes i en boghistorisk Ud­stilling. 
Ved Foreningens første Møde efter Udstillingens Afslutning holdt Bruun et Foredrag, i hvilket hangav et Tilbageblik paa Udstillingen. Ved denne Lejlighed var der en Journalist, der trods Formandens Forbud og trods Bruuns udtrykkelige Ønske om, at der ikke blev givet noget Referat, dog skrev enArtikel og refererede Bruuns Tale. Herover blev Bruun med god Grund vred, og han tog heraf Anled­ning til kort og godt at udmelde sig af Foreningen. Han slutter sit Brev til Formanden herom med følgende Ord: »Denne Sag angaaer kun mig personlig ikke det store kongelige Bibliothek, og der skal fra dettes Side som hidtil blive vist Foreningen al mulig Bistand til Fremme af densVirksomhed.« Pressen havde jo støttet Foreningen kraftigt i Begyndelsen, men Bruun var en principiel Modstander af for stor Offentlighed. Foreningens Formand, der kunde hævde sin Uskyld i det forefaldne, gjorde Bruun Forestillinger, thi han var jo virkelig en betydelig Støtte for Foreningen; efter Udveksling af et Par Breve skrev Bruun 10. April 1891 følgende, der fortjener at af­trykkes, fordi det er saa karakteristisk: 
Deres rørende Brev harrørt mig, og jeg tager min Udmeldelse tilbage. Men jeg maa dog ved denne Lejlighed sige et Par Ord, som maaske ville forklare min Stil­ling til Foreningen. 
Det kan næppe nægtes, at jeg har været et loyalt Medlem af den, og dog er jeg 
en Modstander af den og har egentlig været det fra Stiftelsesmødet. Thi jeg har 
aldrig syntes om al den Offentlighed, der er givet Foreningens Virksomhed, det 
har altid forekommet mig, at den var for lidt moden til at træde op paa den Maade, 
og jeg er en oprigtig Hader af at have Pressen, Journalisterne, Referenterne 
med i saadanne private Foreninger. 
Men dernæst blev jeg, jeg kan næsten sige forfærdet ved at se den store Skare 
Mennesker samlet ved Stiftelsesmødet, og jeg har fra dette baaret paa nogen 
Uvilje imod Foreningen, fordi det var et ganske andet Publikum, jeg havde ventet 
at den skulde arbejde for, eller i alt Fald, at det Publikum, der var tilstede første 
Gang, ikke skulde have været tilstede i saa stort Antal. 
Det var derfor flere sammenstødende Omstændigheder, som bidrog til, at jeg 
greb Lejligheden til at træde tilbage. Og jeg vil ærlig tilstaa, at De ikke maa 
vente megen aktiv Deltagelse i Arbejdet fra min Side for det Første. 
Bruun holdt sig siden tilbage, men Bibliothekets Skatte stillede han fremdeles med den største Liberalitet til Raadighed. Paa det 
DET STORE KONGELIGE BIBLIOTHEK OG FORENINGEN 
afgørende Tidspunkt, da Foreningen begyndte sin Virksomhed, 
var Bruuns varme Interesse og energiske Medvirkning af virkelig 
grundlæggende Betydning. 
Bruun blev ogsaa dybt rørt, da Foreningen d. 15. Nov. 1893 paa 
Hundredaarsdagen for den kongelige Resolution, at Bibliotheket 
skulde gøres offentlig tilgængeligt, overrakte Bibliotheket en Laur­
bærkrans med de nationale Farver fæstet til et Pergamentsblad 
med en smagfuld Inskription som et Udtryk for Foreningens Tak­
nemmelighed. 
Gaar man Foreningens Publikationer igennem, vil man faa et stærkt Indtryk af, i hvilken Grad Personalet ved det kongelige Bi­bliothek har været medvirkende. Vi, som der har fundet gæstfri Plads for vore boghistoriske Undersøgelser, har al Grund til at være Foreningen og dens Formand taknemmelig; thi hvor skulde vi ellers gaa hen med Arbejder af den Art, og hvem vilde ellers ud­styre voreAfhandlinger med saa mange og saa fortrinlige Billeder? Og endnu mere; Fr.Hendriksen var altid utrættelig til at opmuntre os og lokke for os til at skrive; hvis der er noget af vore boghisto­riske Arbejder, der vil bevare sin Betydning, saa skal han have sin Del af Æren derfor. Vi vilde jo sikkert ikke eje en saa fin og karak­terfuld Bogsom C.Elberlings »Breve fraen Bogelsker«, hvis vi ikke havde en Forening for Boghaandværk. 
I 1906 udsendte Foreningen et Bind af Bogvennen, der saa godt som helt var helliget det kongelige Bibliothek i Anledning af Flyt­ningen til dets ny Hjem. Som Særtryk heraf udsendtes i112 numme­rerede Eksemplarer »Det kongelige Bibliotheks gamle og ny Hjem. Udgivet ved Bibliothekets Flytning 1906 af Forening for Boghaand­værk.« Dette rigt illustrerede Festskrift er et smukt og værdigt Minde om den gamle Bibliotheksbygning, der ved Ombygning er gjort ganske ukendelig, og Professor C.iVyropsTekst fæstneren sta­dig og kyndig Benytters levende Indtryk af Livet i de gamle Sale. 
Bibliotheket er gennem Foreningens Arbejde bragt i Forbindelse med nye Kredse, og dets Skatte er udmøntede paa en ny Maade til Gavn for dansk Kunsthaandværk og Snille, Initiativet hertil var ikke Bibliothekets, men den Mand, der stod i Spidsen for det, var rede til at gribe den udrakte Haand, saa at der udviklede sig et lykkeligt Samarbejde. Jeg maa have Lov til at udtale et oprigtigt Ønske om, at der fremdeles maa kunne findes farbare Veje for en Samvirken af historisk Sans, øvet Smag og praktisk Virke til Gavn for Boghaandværket i vort Land, et Samvirke, i hvilket det konge­lige Bibliothek forhaabentlig altid vil være sig sin Pligt og sit An­svar bevidst. 
H. O. LANGE