FORENINGENS TILBLIVELSE OG FØRSTE LEVEAAR 
OM FORENING FOR BOGHAANDVÆRKS 
TILBLIVELSE OG FØRSTE LEVEAAR 

O
M en Plan føres igennem, om en ny Tanke slaar an beror paa Planens, Tankens indre Sandhed, paa den Mandskraft, der bærer den frem, paa Tidsforhold og ydre Omstændigheder, der skaber den rette Temperatur og andre Vækstbetingelser. 
Disse ydre Tidsforhold var midt i Firserne gunstige for Dannel­sen af Forening for Boghaandværk. Dansk Aands-og Kunstliv stod i en Grødesom maaske ingen Sinde tilforn. Vor Kunst havde ende­lig emanciperet sig fra Tresernes Epigonvælde, havde samlet sig efter Nederlaget i Paris 1878, bares nu frem af Navne, der alt gav Genlyd langt ud over Landets Grænser. Dansk Videnskab stod i en ny Blomstringsperiode; Aandsvidenskabernes Tilegnelse og Na­turvidenskabernes Metoder havdevirket befrugtende paa Historie­forskning, Sprogvidenskab og Filosofi. Gennembrudets Mænd fra Halvfjerdserne stod endnu i deres fulde Kraft, et nyt Slægtled af højtbegavede Forfattere var i Begreb med at rykke ind i Geleddet; hver Jul bragte os mindst et nyt Mesterværk oppe fra Norge. 
Des mærkeligere var det, at denne rige Grøde i vor Bogavl og Kunst ikke satte sig Spor i Litteraturens og Reproduktionskunstens ydre Vehikel, den trykte Bog. Der syntes ganske at mangle Sans for Bogen som Kunstværk. Hvis Tidens Bogfremstilling var baaret af en Idé, turde det maaske være den, at opnaa sit Resultat med Anvendelse af de færrest mulige Midler, Denne den tekniske Øko­nomis Lov har sikkert ogsaa æstetisk Værdi. Men naar den som da drives til Yderlighed med Benyttelse af den spinklest mulige Type med den blegest mulige Trykfarve, naar stereotyperede Skriftstø­berornamenter træder i Stedet for den selvstændige Dekorations­kunst, naar den frie Papirrand indskrænkes til det nødtørftigste for at presse den mest muligeSats ind i Trykkolumnen, saa er man ude i Karikaturen af en i og for sig berettiget Tanke. Og her er Tale om Tidens mest soignerede Frembringelser. Men overhovedet var Bog­satskunsten i Forfald, og noget lignende gjaldt om Bogindbindings­kunsten, bortset fra den voksende Masseproduktion af billige Shir­
tingsbind. Det vilde nu lyde kønt efter berømte Mønstre at skrive, »at den længe ulmende Misfornøjelse med denne Tilstand maatte til sidst give sig Udslago.s. v.« Men det vilde ikke være historisk Sandhed. Der var saamænd ikke en Kat, der lukkede »Politiken« op den 26. December 1884, som havde Mistanke om, at nu skulde man til at være fortvivlet over »Vore Bøgers Udstyrelse«. Men der fik vi det at vide. fhi dette stilfærdige Andenjuledags-Nummer bragte under 
den citerede Titel en Artikel af Xylograf F. Hendriksen, som ikke lod Sten paaSten blive staaende af Datidens danske Boghaandværk. Han lastede Bogsidens magre, blegsottige Udseende, han sammen­lignede den virkningsfuldt med tidligere, formentlig mindre frem­skredne Slægtleds Arbejder. Han kritiserede Bogens Anordning, Forholdet mellem Kolumne og Papirflade, Forholdet mellem Bog­prydelse, Illustration og Tekstsats, Titelsiderne. Han rettede endelig et voldsomt Angreb mod »Pragtbindene«, de forgyldte Shirtings­bind, der i vort Bourgeoisi var den eneste Opbevaringsform for deres Litteraturbesiddelse. 
Artiklen virkede revolutionerende. Den fremkaldte visselig Uvilje og Skumlerii Krogene, men ingen vovede offentligat modsige dens ubestridelige Sandheder. Flere Forlæggere søgte at tage Hensyn til dens Advarsler; men det fortjener navnlig Anerkendelse, at adskil­lige Boghaandværkere, der var opfødt i den gamle Skole, maalbe­vidst søgte at lægge Roret om. 
Men hermed var den energiske Agitator ikke tilfreds. Han arbej­dede videre i det stille, søgte at organisere, samle Mænd om sin Fane. Og det lykkedes. 
I Februar 1888 fremkom for Offentligheden enOpfordring til Stif­telse af en Forening for Boghaandværk, undertegnet af talrige Navne fra Litteraturens, Kunstens,Videnskabens og Haandværkets Verden. Opfordringensluttede med Indkaldelse af et grundlæggende Møde i Industriforeningens Foredragssal den 26. Februar 1888 og indeholder den nye Forenings Program. 
Dette var saalydende: 
Foreningens Formaal skal væreathæveNiveauet forogskærpe Fordringerne til Bogtrykket ogindbundne Bøgers Udseende her i Landet. 
Dette Formaal ville vi tilstræbe naaet ved: 
at foranstalte Udstillinger om Søndagen af dygtigt Bogtryk-og Bogbinderarbejde fra Fortid og Nutid og sørge for fornøden Vejledning ved disse Udstillinger; 
at paabegynde en Samling af udmærket Bogtryk og Bogbind, gamle og nye; 
at udbrede Kendskab til de nævnte Hovedfags med Bifags Hi­storie og Ud viklingsgang, af og til gennem Foredrag, men især ved at udgive et Aars-eller Tidsskrift eller andre litterære Ar­bejder i den bedst mulige Udstyrelse; 
at arbejde hen til snarlig Oprettelse af Fagskoler for unge Sæt­tere, Trykkere og Bogbindere; at støtte Bestræbelserne for at højne Kravene til Lærlinges An­tagelse og Uddannelse; at tilbyde Arbejderne i de forskellige Fag Adgang til Foreningen paa de billigste Vilkaar. 
Medens Programmet i øvrigt taler for sig selv, skal to Punkter fremhæves. Først at Arbejdet for Fagskolen er sat saa langt ned i 
FORENINGENS TILBLIVELSE OG FØRSTE LEVEAAR 
Programmet og holdt i saa megen Ubestemthed. Der var ikke me­gen Tro paa, at det vilde blive denne Forening, der skulde løse denne Opgave. Og saa gik det i Virkeligheden saa sært, at i Løbet af et Par Aar blev Kravet aktuelt og fandt sin Løsning just igennem 
F. f. B., og nu er Fagskolen for Boghaandværk det synligste Bevis for, at Foreningen ikke har virket forgæves. Saa lidt evner vi at skue ind i Fremtiden. 
Dernæst fortjenerSlutningssætningen Paaagtning, at man vil »til­byde Arbejderne i de forskellige Fag Adgang til Foreningen paa de billigste Vilkaar«. Dette er blevet nøje og bogstavelig overholdt; ligesom Foreningens Bestyrelse stedse har talt Arbejdere i sin Midte, saaledes har Boghaandværksfagenes Arbejdere haft Adgang til For­eningens Midler og harerhvervet dens til Dels kostbare Publikatio­ner for et Fjerdedels Kontingent mod dens andre Medlemmer. Men der laa mere end et Bogstav i de citerede Ord, de indeholder en Side af et socialt Program. Foreningens Stifter var i England blevet stærkt grebet af denideal-socialistiske Bevægelse, der efter Carlyles og Ruskins Tanker var ført ud i Livet, bl. a. i Working Men's Eve­ning Classes, i hvilket Arbejde Digteren og Kunsthaandværkeren William Morris deltog. Tendensen var mere tilbageskuende end fremadvendt, man vilde genindsætte Haandens Arbejde i dets Ret og den Hædersplads, som Maskinismen havde berøvet den; frie Sam­menslutninger af Arbejdere skulde være den industrielle Udvik­lings økonomiske Bærere. Ogsaa det Boghaandværk, der efter1891 udgik fra Retningen, peger mere bagud end fremad, har derfor vel virket inciterende, men maaske ogsaa stundom hemmende, ogsaa andensteds end i England. -For Forening for Boghaandværk har imidlertid det kammeratlige Samvær mellem dygtige og intelligente Fagarbejdere og dels deres kunstneriske Raadgivere, dels deres Ar­bejdsgivere, dels de mere intellektuelt interesserede virket gensidigt befrugtende og velgørende i Foreningensførstegyldne Periode, dens første Tiaar. 
I Begyndelsen af Foreningens Liv var de hyppige Udstillingsmø­der med belærende eller æggende Foredrag Midtpunktet for Inter­essen. To nu afdøde Mænd fortjener her at nævnes,hvem Forenin­gen skylder mere end nogen anden, at disse Møder blev saa værdi­fulde. To Mænd, vidt forskellige i Stilling og Betydning, men begge med Karakterejendommeligheder, som gjorde, at de ikke blev paa­skønnede efter Fortjeneste, og for hvem Forening for Boghaand­værk blev et Afregningens Sted. 
Jeg sigter til Overbibliothekar Chr. Bruun og til Hofboghandler Chr. Høst. 
Om Forholdet mellem de to store Bibliotheker i København var deringen Tvivl i Publikum. Universitetsbibliotheket var et rart Sted at komme; alle Embedsmændene var tjenstvillige og venlige; Bi­bliothekets Bøger var til for Publikums Skyld. Det store kongelige Bibliothek derimod, der var fælt at komme; Behandlingen af dem. 
der ikke vidste ordenlig Besked, var uvenlig; man fik Indtryk af, at man helst beholdt Bøgerne for sig selv, en Idé, der i en vittig juridisk Professors destilleredeOndskab fandt det Udtryk, at naar det kon­gelige Bibliothek havde Valget mellem en daarlig Bog i et Fag og en god, foretrak man den daarlige; thi den havde størst Udsigt til at blive staaende paa Boghylden, jomfruelig i sit pæne Bind. Alt dette var nu saareoverdrevent. Men fremfor alting anede vi Idioterikke, at der i det store kongelige Bibliothek var rejst et Tempel for Bog­haandværkets Kultur, og at denne havde en begejstret og højt be­gavet Ypperstepræst i den daværende Overbibliothekar. Under Bi­bliothekets ulykkelige Pladsforhold havde kun faa en Forestilling om, hvilke Skatte den fornemme gamle Institution ejede, og med hvilken Nænsomhed og Orden de blev plejede, og uagtet Chr.Bruun og andre i hans Stab havde en rig litterær bibliofil Virksomhed bag sig, var denne paa en underlig Maade faldet død til Jorden under almindelig Ligegyldighed. I Forening for Boghaandværks Søndags­møder fandt nu Chr.Bruun et forstaaende og interesseret Publikum. De unge intelligente Typografer og Bogbindere lyttede opmærk­somt til hansSkildringer af Fortidens Boghaandværk og dets Mænd. Disse, der knapt før havde været Navne, blev til levende Personlig­heder. Hans noget pretiøse, men udtryksfulde Foredragsform syn­tes at passe til den ejendommelige Tilhørerkreds, og en særligVar­me fik hansTale, naar det var en dansk Personlighed som den store Lorenz Benedicht, han kunde fremdrage af ufortjent Forglemmelse og skildre som Forbillede for Nutidens Boghaandværk. Og han havde jo den sjældne Fordel at kunne illustrere sine Foredrag af hans Bibliotheks saa lidet kendte Rigdomme. Han understøttedes og suppleredes af andre Bibliofiler i hans Personale, som C. Elberling, Dr. Emil Gigas, og Bibliothekets nuværende Leder, H.O. Lange. 
En lignende Understøttelse fandt Foreningen for det moderne Boghaandværks Omraade i Chr. Høst. Han var en sær Mand, ikke synderlig yndet af sine Kolleger, der for Kanterne i hans Væsen ikke kunde faa Blik for hans fortræffelige Egenskaber, en fana­tisk Kærlighed til sit Fag, en fin Forstaaelse af visse Sider af Bog­værkets Udtryksformer og et nøje Kendskab navnlig til den fran­ske og engelske Bogavl i dens mest udsøgte Frembringelser. Med ingenlunde ubetydelige personlige Ofre sørgede han for at berige vore moderne Udstillinger med Aarets bedste og kostbareste Pro­dukter, hvad der betød saare meget i en Periode, hvor fransk Bog­kunst stod saa højt og ydede saa meget. Ligeledes formidlede han Forbindelsen med Frankrigs bekendteste Bogbindere, af hvilken man endnu kan se Frugterne i Kunstindustrimuseets Samling af moderne Bogbind, hvoriblandt ogsaa de Bind, F. f. B. ejer og som for en Del er Gaver fra Chr. Høst, er fremlagte. Paa disse og andre Omraader ydede han Foreningen en nyttig, ja uundværlig Bistand. 
Da Foreningen var begyndt at slaa Rod, voksede dens Mod til at give sig af med videregaaende Udstillingsopgaver. I densStiftelses­
FORENINGENS TILBLIVELSE OG FØRSTE LEVEAAR 
aar faldt den store nordiske Udstilling, men Foreningen var endnu for ung til her at indtage en lignende Stilling som Dekorationsfor­eningen paa Keramikens Omraade, og vor Bogproduktion gjorde paa dette Stævne et noget splittet og lidet betydeligt Indtryk. Sna­rest var vel denne Udstillings Udbytte af receptiv Art; de smukke franske og engelske Boger, de svenske pressede Læderbind og Læ­dermosaiker med nedfældede, ikke paalagte Farveskind virkede belærende og ansporende. 
Men i 1891 kunde den unge Forening under Industriforeningens Ægide overtage Ledelsen af den store grafiske Udstilling, den mest imponerende Boghaandværksudstilling, der nogen Sinde har været afholdt i Norden, vellykket i Anordning og Forløb, vel egnet til og­saa i videre Kredse atvække Forstaaelse af Boghaandværketsædle Kunst. 
Og derefter følger en Række Sejrvindinger i Udlandet, derengang vil kunne indskrives paa Foreningens Mindesten som Feltslagenes Navne paa den berømte Hærførers. Først Verdensudstillingen i Chicago 1893, hvor vort hidtil saa ubemærkede Boghaandværk al­lerede tiltrak sig Opmærksomhed hos kræsne Dommere. Saa Paris 1894, denne løjerlige Bogudstilling, der til Dels aabenbarede sig som en Misforstaaelse, halvt anlagt som den var paa Gøgl og Reklame. Men Danmark havde taget Opgaven alvorligt, og det viste sig for en Gangs Skyld, at Dyden fik mere end Lønnen i sig selv; thi vi be­stod smukti Prøven for Europas fordringsfuldeste Kritikere, vi blev berømmede i alle Sprog og man købte her som i Chicago en Del af vore kostbareste Bøger. Der paafølger en Række Vandreudstil­linger i forskellige af Tysklands og Østrig-Ungarns Byer, en ny Ud­stilling i Paris (hos S. Bing) i 1896, og endelig, vel som et Kulmina­tionspunkt, vor Afdeling paa den store nordiske Udstilling i Stock­holm 1897. Den, der havde Lejlighed til at fordybe sig i denne, vil have bevaret et uforglemmeligt Indtryk af den Fornemhed og stil­sikre Selvbevidsthed, hvormed det danske Boghaandværk gjorde sig gældende, det som kun faa Aar forud havde gjort et saa pauvert og provinsielt Indtryk. 
For dette Resultat kunde Forening for Boghaandværk med god Samvittighed tilegne sig Æren. Men dets Leder har haft gode Hjæl­pere. Først nogle udmærkede Kunstnere, der forstod at give sig ind under de særlige Opgavers tekniske Love. Af disse Kunstnere maa 
andre ufortalt -særlig fremhæves Thorvald Bindesbøll og Hans Tegner. Og dernæst Haandværksmestre i alle Fagets Forgre­ninger, yngre, der var blevet vakt gennem den nye Bevægelse, men ogsaa-hvad der fortjente lige saa megen Paaskønnelse -ældre, der først modstræbende, men derefter med fuld Oprigtighed gav sig ind paa de nye uprøvede Veje. Blandt disse sidste turde der være Grund til at nævne den gamle Bogtrykker Andreas Thiele, Bogbinder/.L.FlygeogUniversitetsboghinder Immanuel Petersen, der. Masseproducent af Shirtingsbind som han var, med rørende Interesse kastede sig over det individuelle Kunstbind og opnaaede den Anerkendelse at blive kaldet til international Væddestrid om et Kunstbind af et af Verdens fineste Antikvarfirmaer og vinde Prisen. 
Dette førsteTiaar var Forening for Boghaandværks Glansperiode. Det lader sig ikke skjule, at i de ovenberørte Retninger har de føl­gende Aar ikke bragt Opgang, hverken for Foreningen eller for dansk Boghaandværk. Men i en social Organismes Liv som i det enkelte Menneskes kommer det ikke an paa Aarenes Tal, men paa hvad der udrettes i dem. Foreningen har i et vistSpand af Aar vist, hvad der paa et hidtil forsømt Felt kan udrettes ved Begejstring, ved maalbevidst Arbejde, ved personlig Smag. Og med hvor meget Mismod man end maa betragte mange af Øjeblikkets Foreteelser, Maskinsætningen, den ensidige Forfølgelse af Maalet: Bogen til de fem og tyve Øre, den stigende Hast i Bøgernes Fremstilling, man vil dog, ved at sammenligne før og nu, med god Samvittighed kun­ne sige, at Foreningen ikke har arbejdet forgæves. 
GUSTAV PHILIPSEN