FRA LIVET IDET STORE KGL. BIBLIOTEK AF C. NYROP D ET spøger i Biblioteket, sagde Artilleristerne, der ved Slutningen af det attende Aarhundrede stod paa Vagt ved Tojhuset.De havde ved Nattetid set Noget bevæge sig deroppe. Og det saa Overbibliotekaren, Professor Moldenhawer, ogsaa, da han en Gang i Anledning af en lærd Strid ved et Aftensel­ skab hos Grosserer Peter Tutein var ilet op paa Biblioteket for at hente den Bog, der kundeafgore Tvisten. Tutein boede paa Kjøb­ magergade, saa Vejen var ikke lang; men det var dog henimod Midnat, da Moldenhawer efter at have lukket sig ind stod i den store Bibliotekssal. Maanen skin­ nede og lod den lange Række Reoler, der stod foran Vinduer­ ne, kaste deres rolige Skygger henover det tavlede Gulv. Han havde imidlertid ikke gjort man­ ge Skridt, for han blev opmærk­ som paa en Skikkelse, ligesom et stort, loddent Dyr, der stadig vigende smuttede fra Reol til Reol, i Rummet mellem dem og den nærmeste Vinduesræk­ ke. Da den endelig, ved Salens Ende, standsede, saa Moldenha­ wer, at det var den med Hue og Pels udrustede Bibliotekssekre­ tær, Dr. Friedrich Ekkard, der angst for den Kommende var Frederik III's Buste paa den gamle Sokkel i Biblioteket. flygtet fra Kontoret ind i Salen. FRA LIVET I DET STORE KGL. BIBLIOTEK Særling, som den kundskabsrige Mand var, havde han for Vane nu og da at overnatte i Biblioteket for ikke at have den Ulejlighed at gaa hjem til sin en­somme Bolig. Det maa have været et underligt Møde mellem Overbibliotekaren og Biblio­ ^ o tekssekretæren, der begge maatte give en Forklaring, og der er al Sandsynlighed for, at den fra begge Sider er bleven given paa Tysk. Den i Konigsberg fødte Mol­denhawer, der 1783 som teologisk Professor var kaldet fra Kiel til Kjøbenhavn, hvor han ved sine Forelæsninger benyttede sig af det latinske Sprog, lærte aldrig at tale rigtig Dansk, og Ekkard, der var født nede ved Kielerfjord i Frederiksort, altsaa i det allersydligste Sønderjylland (Danischwald), havde i seks Aar, 1775-81, været Amanuensisved Biblioteket i Gottingen, for han fik Ansættelse her. Molden­hawers Embedserklæringer ere affattede paa Tysk. Men det var der jo den Gang Intet at sige til. Danmark var et dansk-tysk Monarki, der væsentlig regeredes af Tysk-Interesserede. Det er derfor kun naturligt, at det Tyske spøgede ogsaa in­denfor det store kongelige Biblioteks Mure, og dette Spøgeri har gjort sin Nytte. Biblioteket er derved blevet forunderlig rigt paa Datidens tyske Litteratur, selv i helt specielle Brancher, hvad jeg og Mange med mig mere end een Gang levende har paaskonnet. Moldenhawer var paa sin Vis — »i al sin Ubehagelighed«, siger en af hans yngre Medarbejdere, J. M. Thiele — en fortrinlig Bibliotekar. Og saa blev desuden under ham Biblioteket erklæret for et offentligt Bibliotek. 1793 blev det aabnet for Udlaan, og 1796 fik det en Læsesal i et Værelse, som det i samme Bygning anbragte saakaldte Kunstkammer maatte afstaa. Det stakkels Kunstkam­mer, som senere helt blev fortrængt 1 Lidt efter lidt erobrede Biblioteket den gan­ske Bygning for sine voksende Bogskatte. Det var Danmarks lærdeste Konge, der havde ladet Bygningen opføre. Trods de trykkende Tider efter Krigen med Sverige og efter Kjøbenhavns langvarige Belejring ønskede Frederik III at faa et passende Lokale til sine Bøger, sine Kunstgenstande, Naturalier og Kuriositeter. 1655 blev Grundstenen lagt til den af den kongelige Bygmester Albertus Mathisen tegnede Bygning, der fik Plads paa Slotsholmen mellem Tøjhuset og Proviantgaarden. Den bestod af Stue, for­ste og anden Sal. Stuen overlodes Tojhuset, der her installerede Rækker af Skyts, som det kunde køre ud og ind med; istedenfor de nuværende Vinduer var der lige saa mange Porte, mellem hvilke der var anbragt smaa firkantede Vinduer. Paa forste Sal skulde Biblioteket have Plads, paa anden Sal Kunstkammeret. Bygnin­gen fik dog kun et tarveligt Ydre, Tiden tillod ikke mere. Men sine kære Bøger vilde Kongen have værdigt anbragte. Den store Bibliotekssal blev ikke alene værd at se paa Grund af sine imponerende Forhold, men ogsaa paa Grund af sin vir­kelig fine Udsmykning. Med Vinduer til begge Sider strakte den sig omtrent gennem Bygningens hele Længde, ved hver af dens Ender var der endnu kun Plads til et lille Kabinet, der hvert for sig gik ud til en Egetræs Vindeltrappe. Den var 18 Alen bred, 91/2 Alen boj og 125 Alen lang, et omløbende hvidmalet Galeri blev baaret af 66 hvidlakerede Sojler med rigt forgyldte korintiske Kapitæler, og Gulvet var lagt med sorte og hvide Marmorfliser. Salen frembød et festligt Skue. Men det turde være et Sporgsmaal, om Fre­derik III nogensinde fik den at se i hele sin Pragt. Han døde i 1670. Og den af FRA LIVET1DET STORE KGL. BIBLIOTEK PETER SCHUMACHER. WILLUM WORM. Fr. IH's Bibliotekar 1663-1671. Bibliotekar fra 1671-1704 ham antagne Bibliotekar Peter Schumacher, den senere Greve af Griffenfeld, kom heller ikke til som Bibliotekar at raade i Salen. 1671 aftraadte han sit Embede til Professor Willum Worm, og det blev forst denne, der i 1673 kunde vise det fær­digt opstillede Bibliotek med bl. A. to store Glober over Himlen og Jorden for den næste Konge, Kristian V. Forst i det nævnte Aar kunde den daglige Biblio­ tekargerning tage sin Begyndelse. Den Gangvar der c. 20,000 Bind; men herved blev Biblioteket ikke staaende. Det voksede og voksede. 1748 talte det mellem 60 og 70,000 Bind; ved MoldenhawersTiltrædelse som Bibliotekar i 1788 sattes det til c. 100,000 Bind, og ved hans Død i 1823 endog til c. 300,000 Bind; i hans Tid forøgedes det med de rige Samlinger, der havde tilhørt Otto ThottogSuhm, med den Hjelmstjern­ske Bogsamling og det Mullerske Pi­nakotek. Det gjaldt om at skaffe Plads og atter Plads, og saa blev der bl. A. stillet Reoler op paa Gulvet i den store Sal. Men hvad hjalp disse. Sa­lens festlige Udseendesaa skæmmen­de Opstillinger. Pladsen slog paa in­gen Maade til. Saa blev da Longan- HANS GRAM. Bibliotekar fra 1730-48. gen, der mod Vest forbandt Biblio­ FRA LIVET I DET STORE KGL. BIBLIOTEK teket med Tojhuset, nedreven og en Tilbygning opført under Arkitekt Zubers Ledelse(1781-85). Herved vandt Biblioteket to gode nye Sale, een paa første Sal ved Siden af Kabinettet, der tjente til Kontor, og een paa anden Sal i Flugt med Kunstkammeret, der herved fik et saare farligt Naboskab. Foreløbigt kom det dog kun til at dreje sig om at inkorporere dets saakaldte Per­spektivsal. Straks efter Kristiansborgs Brand i 1794 havde Biblioteket faaet overladt Tværbyg­ningen, der forener Slottet med Biblioteksbyg­ningen; men mellem Indgangen til denne Tvær­bygning og Bibliotekets nye Lokale paa anden Sal laa Perspektivsalen, til hvilken der var Ind­gang direkte fra Vindeltrappen. Den maatte da nødvendigvis erhverves af Biblioteket, og i den Grev OTTO THOTT. blev i 1796 den ovenfor nævnte Læsesal ind­rettet; den var kun en Del af den senere Læse­sal, den Tredjedel af den, der laa nærmest hen­imod Tojhuset. Biblioteket trængte imidlertid stadig til Plads. Det ønskede snart at faa hele Kunstkammeret. Biblioteksmændene vare opfyldte af denne Tan­ke, og een af dem, den senere Sekretær ved Kunstakademiet, Etatsraad J. M. Thiele mener at have givet et væsentligt Stød til, at Tanken blev Virkelighed. Han, der 1817 var bleven Vo­lontær ved Biblioteket og 1820 Kopist ved Ud­laanet, havde i et privat, selvfølgelig latinsk Dis-jox ERICHSEN. Bibliotekar fra 1780-87 puterselskab forsvaret den Sætning »Museum regium esse delendum«, paa Dansk: Kunstkam­meret bor opløses. Dets Pulterkammersammen­hobning af Kunstsager, Kostbarheder, Kuriosi­teter og Absurditeter burde benyttes til Dannel­sen af flere selvstændige Samlinger, og levende opfyldt heraf kom han en Gang til at udtale disse Tanker for Statsminister Møsting, der udbrød: »De har ved Gud Ret, min gode Ven; det er en god Idé; den skal jeg tage ad notam«. OgThiele fortæller videre: »Da jeg et Par Uger efter stod paa min Post ved Udlaansprotokollen, traadte en Livree-Betjent ind, som skulde hilse fra Hans Excellence von Møsting,at Læsesalen skuldestil­les til Dispositioni nogle ugentlige Eftermiddags­timer for en Kommission, som dér skulde holde Møder.« Den skulde gore Forslag til Kunstkam-P, F.SUHM. BOGVENNEN MCMIV-VI FRA LIVET I DET STORE KGL. BIBLIOTEK merets Opløsning, som nu ogsaa paa­fulgte. Dets Samlinger bleve bortflyt­tede i 1824, og efter Lokalernes Istand­sættelse til deres nye Brug begyndte Biblioteket i 1828 at flytte Bøger ind i de nye med Længsel imødesete Rum. Læsesalen, derved denne Lejlighed fik den Storrelse og det Udseende, den senere stadig bevarede, aabnedes dog allerede den 8. Januar 1827. Nu raadede Biblioteket over baade forste og anden Sal. Men det behøve­de mere Plads, stadig mere Plads. 1848 talte det noget over 400,000 Bind, et FR. ADAM MULLER. Tal, der i 1858 voksede til c. 450,000 Samler af »Pinacotheca Dano-Norvegica«. og i 1862 til c. 500,000 Bind. Der maatte skaftes Udvej for at faa Bø­gerne anbragte, og Finansloven 1861-62 bevilgede da det nødvendige Beløb til »Bygningsarbejdet ved en Udvidelse af Bibliotekets Lokale«. Nu gjaldt det Stueetagen, nu var Turen kommen til Tøjhuset, nu skulde det fortrække. Og da Bøgerne i Sommeren 1862 vare opstillede i det herved vundne nye Lokale, herskede Biblioteket over hele Frederik III's Bygning, som det nu efter c. 230 Aars Forløb har forladt for at flytte ind i en helt igennem til Biblioteksbrug ind­rettet ny Bygning. Og godt er det, thi hvor vemodigt det end kan være at skulle forlade gamle Lokaler, i hvilke der er udrettet saa Meget, at skulle sige Farvel til Sale, i hvilke der er tilbragt saa mange Timer med ivrigt og flittigt Arbejde, og til hvilke der knytter sig saa mange Minder, er det sikkert, at den gamle Byg­ning ikke passede til Nutiden med dens mægtigt voksende Trang til let Adgang til baade indenlandsk og udenlandsk, baade ny og gammel Litteratur. Den stærkt snoede Egetræstrappe var en god Opgang for Fortidens enkelte, sindige Besøgere med Paryk og en flad trekantet Flat paa Hovedet og med en an­selig, sølvbeslaaet Stok i Haanden; nu fordres en bred Trappe med faa Trin, hvor en ind-og udgaa­ende Strom kan færdes og mødes. Det lille Kontor var godt nok, da de faa Laanere, der søgte det, ikke kunde faa de Bøger, de ønskede, for Dagen efter. Her­ved formindskedes absolut Eftersporgselen. Og nu den i 1827 indrettede Læsesal. Hvor utilstrækkelig den efterhaanden var bleven, ja deroVer har der lydt Klage paa Klage, mundtligt og skriftligt, privat og offentligt. Bygningen sorgede daarligt for de Besø­gende; men den sorgede nok saa daarligt for Biblio­tekets Embedsmænd. De havde kun to smaa Kontorer at arbejde i, eet paa forste og eet paa anden Sal. Det paa anden Sal var endda forst opnaaet saa sent som RASMUS NYERUP. FRA LIVET I DET STORE KGL. BIBLIOTEK i 1862, og hvad det paa forste Sal angaar, var det stadig tillige Udlaansstue. De mange Besø­gende, der kom lige ind fra Trappen, stod her til Tider tæt stuvede med vaadt Overtoj og dri­vende Paraplyer, der ingen Steder kunde an­bringes. Som Opbevaringssted for Bøgerne var endelig den senest indtagne Stueetage alt Andet end god. Den var mork og kold. Bøgerne, der stod i den, fik et Overtræk af Skimmel ogStøv. Og hvor pakkede vare alle Salene ikke efter­ 1 1 b in haanden blevne med Reol paa Reol, baade paa­ tværs og paalangs. Kongens Bibliotek var oprindelig kun til Kongens Brug. Der var ingen Hensyn at tage til et Publikums Fornødenheder. Og det var langtfra noget særlig dansk Bibliotek. Det skul­de tilfredsstille en lærd Mands Litteraturtrang, og Datidens Lærdom var international. Da Peter Schumacher i 1663 blev Frederik IIls Bibliote­kar, talte det kongelige Bibliotek 10,231 Bind, af hvilke kun 190 opføres som skrevne paa Dansk. Ved Siden af dem har der dog selvføl­gelig været andre, hvis Forfattere tilhørte Dan­mark, men de vare affattede paa Latin eller Tvsk. Det »store« kongelige Bibliotek, som den voksende Bogsamling efterhaanden blev kaldet i Modsætning til et lille kongeligt Kabinetsbi­bliotek, som opstod uafhængigt af det, udvik­lede sig ganske naturligt til en international Bogsamling med nogle isprængte danske Be­standdele. Indtil Slutningen af det attende Aar­hundrede bevægede Interessen sig her til Lands fortrinsvis om den fremmede Litteratur, og det skal derfor med dobbelt Paaskonnelse noteres, at det er den tyskfødte Historiker]. H.Schlegel, Bibliotekets Chef fra 1778-1780, der fremsætter Tanken om at udskille de nordiske Bøger som Plan af det store kgl. Biblioteks en Afdeling for sig, som et særlig nordisk Bi­ Stuerum. bliotek, et Bibliotheca septentrionalis. a. Indgang og Forstue, b. Varmeværk, c. Del af Portnerens Lejlighed, d. Bogrum. Tanken herom blev slaaet fast i et konge­ ligt Reskript straks efter Schlegels Død, og det blev hans Eftermand, Islænderen Jon Erichsen, der skabte den paagældende nor­ diske Afdeling, over hvilken han endog gik i Gang med at udarbejde en Ka­ talog. Han naaede at faa Folianterne og Kvarterne katalogiserede, men da ind­ hentede Døden den arbejdsivrige, dygtige Mand (1787), og hans Efterfølger, den ovennævnte Professor Moldenhawer, lod dette Arbejde ligge. Hans Interesse 6. Fra den lille Sal i det gamle Bibliotek. 1906. Set mod Udlaanskontoret fra Trappen i Baghjørnet. BOGVENNEN MCMIV-VI ' 7. Læsesalen i det gamle Bibliotek. 1906. Set fra Døren til danske Afdeling. o \h n~i rrn ced ced Ico (=•; icxd (=• i O 91 (ZZD \CJ idD icn itza on| CTDi en: J JO IS 20 alenI M I | I I I I | I I I I | | I | I I Snit A. B. gennem det store kgl Biblioteks gamle Bygning. azi an en| cxd ; Forhindelscshygmncf fil Slottet 7. Sal. e. Udlaanskontor. /. store Sal. lille Sal. h. Kabinet, i. i. Mon­trer med Miniaturer. ;. Fr.III's Buste og store Glober. 2. Sal. k. Garderobe for Læsesal. 1. Læsesal, m. danskeKontor. «.M. dan­ske Sal. o. o. Haandskrifter, Musikalier og Inkunabler, p. Kort og Billedsamling, q. Hjelmstjerneske Samling, r. r. forgyldte Sal. j. Mullers Pinakotek, t. t. Avismagasin. Planer af det store kgl. Biblioteks forste og anden Etage. * o FRA LIVET 1DET STORE KGL. BIBLIOTEK knyttede sig til Bibliotekets andre Afdelinger, der i Modsætning til den nordiske Afdeling kaldtes det »store« Bibliotek. Som ovenfor sagt var det ikke særlig indbydende at arbejde i Biblioteket. Der var, som nævnt, oprindelig kun eet Arbejdsværelse, og det var endda ikke forsynet med Kakkelovn. En saadan kom forst under Jon Erichsen. Saa var des­uden Arbejdskraften saare ringe. Ved Siden af Bibliotekaren stod som Regel kun en Amanuensis. Den dygtige og elskværdige Historiker Hans Gram, der var Bi­bliotekar fra 1730 til 1748, gjorde saaledesJakob Langebek til sin Amanuensis, og i den Tid blev der for Alvor studeret i Biblioteket. Men efter Grams Død kom Biblioteket til i tredive Aar at henligge som en død Skat. Hans Efterfølger Pro­fessor Bernh. Møllmann (1748-1778) faar et alt andet end godt Lov. Rasmus Nyerup taler om den »gyselige Uorden«, i hvilken han efterlod Biblioteket, »uhyre store Stabler og Dynger af Bøger i raa Materie laa henslængte paa Gul­vet, paa Galeriet, i hvert Hjorne og hver Krog«. Og under allehaande Paaskud havde han nægtet endog dem Adgang til Biblioteket, der mødte frem med en kongelig Tilladelse. Karakteristisk er det saaledes, at Langebek ikke satte sin Fod i det fra 1748 til 1775. I det sidstnævnte Aar fulgtes han derop med J. H. Schle­gel, der havde faaet Sukcession som Bibliotekar, naar Møllmann afgik ved Dø­den. Udnævnelsen havde han alt faaet i 1770; men derfor aabnede Møllmann ikke Biblioteket for ham. Forst efter en speciel Ansøgning fik han i 1775 nær­ mere Adgang til det. Da han derpaa i 1778 blev Bibliotekar, traf han den ganske dygtige Litterator Chr. Brandt som Amanuensis, hvortil han ogsaa mere privat antog den af ham yndede Student Rasmus Nyerup. Efter Brandts Død (1780) blev Amanuensis-Pladsen besat med Fuldmægtig Jonas Broager, der i 1784 under Jon Erichsen steg til Underbibliotekar, medens Friedrich Ekkard blev Amanuensis. Ved Bro­agers Død i 1790 blev der ikke udnævnt nogen ny Underbibliotekar, men Ek­kard og Nyerup blev henholdsvis forste og anden Bibliotekssekretær, og da Nye­rup i 1803 gik over til Universitetsbiblioteket, kom forst Professor L. Engelstolt (1803-05) og derpaa Cand. jur. E. C. Werlauff i hans Sted, medens Student Chr. Molbech blev Amanuensis og 1812 tredje Bibliotekssekretær. Nu var Bi­ blioteket altsaa naaet til at have en Bibliotekar og tre Sekretærer foruden en og anden, mest frivillig Hjælp ved Siden af. Medens Werlauff forst 1805 blev Bi­ bliotekssekretær, havde han alt fra 1798 været Custos paa Læsesalen, og Over­ bibliotekar Moldenhawers Plejeson, Cand. theol.J. A. Bølling, konstitueredes i 1819 som Kopistved Udlaanet, da Molbech med kongelig Tilladelse tiltraadte en Udenlandsrejse; tredje Sekretær blev Bølling først 1823. Werlauff og Molbech havde været forste og anden Sekretær fra 1814, da Ekkard svagelig og blind havde faaet Afsked i Naade. Paa denne Tid havde Biblioteket dog to Hjælpere til, nemlig Overbibliotekarens Son, Carl Moldenhawer, der i 1814 ansattes som Inspektør paa Læsesalen, og Student J. M. Thiele, der som ovenfor nævnt 1817 blev Volontær og 1820 Kopist ved Udlaanet. Hermed ere vi inde i en Periode, fra hvilken der kan meddeles Lidt om Livet mellem de ved Biblioteket Ansatte. J. M. Thiele har nemlig i sit lille Memoire­ værk »Af mit Livs Aarbøger« (1873) fortalt Et og Andet fra sine Biblioteksaar. Der er allerede gjort Brug heraf et Par Steder ovenfor, og der er endnu et Par FRA LIVET I DET STORE KGL. BIBLIOTEK herhen hørende Optegnelser, mor­somme og fornojelige, thi Thiele saa med unge, friske Ojne. Der er Overbibliotekaren, den tidligere teologiske Professor D. G. Moldenhawer, nu med Titlen Kon­ferensraad. Han var, skriver Thiele, en ægte tysk Professor af den gamle Skole, pudret og friseret, umaade­lig overordnet og fornem som en •• #4 Statsminister, tysk-dansk eller dansk­tysk talende, uforstaaelig i sin Ud­tale og dertil saa spruttende, naar han talte, at man maatte holde sig paa Afstand. Men hans Lærdom og hans Fortjenester af Biblioteket nævnes med ubetinget Roes, dets Bogmasser vare blevne systematisk ordnede under hans egne Hænder. E. C.WERLAUFF. Overbibliotekar 1823-61. Han kendte sit Bibliotek paa en saadan Maade, at Thiele saa op til ham med Beundring. Udenfor Skranken i Udlaansrummet, fortæller han, stod der en Dag et Bud, der skulde have en spansk Bog. »Hvad venter den Mand paa?« spurgte Molden­hawer, og da han havde hørt Bogens Titel, sagde han til Thiele med et overlegent Smil: »Den Bog kan De jo finde.« — »Jeg? Nej!« — Og saa sagde han: »Gaa ind i Salen og gor som jeg siger! Bogen har kun Bind paa den ene Side, et gront Papbind. Op paa Galeriet til­højre«. — Jeg var hurtigt deroppe, medens han kommanderede i den aabne Dor: »Løb nu.« -—Jeg løb.— »Staal« lød det. »Nævn mig en Bog, den forste den bedste.« Jeg tog en Bog ud og gav ham Titelen. »Lidt ovenover! Nævn mig en Bog.« — Jeg gjorde det. — »Lidt tilvenstre.« — »Jeg har den!« svarede jeg og blev nu modtagen med en Mine, som fortalte, hvorledes han kendte og hvorledes en Bibliotekar skulde kende sit Bibliotek.« Forøvrigt var Mødet den Dag mellem Moldenhawer og Thiele be­gyndt som sædvanligt paa denne Tid, nemlig med at Moldenhawer, der nu gammel og svagelig kun kom CHR. MOLBECH. sjældnere paa Biblioteket, havde gi­ PRA LIVET I DET STORE KGL. BIBLIOTEK vet Ondt af sig over at finde Thiele alene paa Kontoret. Tjenestereglementet over­holdtes under de givne Omstændigheder kun saa som saa. Werlauff var i Almin­delighed paa Opdagelser mellem Manuskripterne, dér var han i sit Element, og Molbech — ja han indfandt sig som Regel forst henad denTid, da Kontoret skulde lukkes, men saa blev han igen i Biblioteket til langt ud paa Eftermiddagen. Disse Thieles to Overordnede forekom ham »kun som Bibliotekarer for deres egne pri­vate Studiers og Forfatterskabs Vedkommende«, og galt vilde det efter hans Me­ning være gaaet, hvis hans gode Venner Bølling og Carl Moldenhawer ikke havde været; det var dem, der havde faaet ham ind i Biblioteket. Carl Moldenhawer var ligesom Thiele født i 1795, Bølling tre Aar for. Dem giver Thiele det bedste Lov: »Bølling besørgede med en sjælden Punktlighed Sekretærens Forretninger, og Carl Moldenhawer fungerede med en utrolig Tjenestepligt paa Læsesalen.« Navnlig den Sidste var Thieles gode Ven. Med ham havde han gjort Fodture baade i Indland og Udland, og der maa have været en egen frisk Burschenatur i ham. Stor og stærk som han var, sang han muntert »sine tyske Viser«, naar han svingende sin Knortekæp gik gennem Tykt og Tyndt paa Landevejen eller for­an Punchebollen sorgede for, at alle Glas bleve fyldte. De To havde bl. A. i 1819 foretaget en Fodtur til Italien. Men var Molbech ikke pligtopfyldende overfor Bibliotekets Kontortider, følte han sig en Gang, da han mente det angrebet, i en underlig Irritation herover som Eet med det, eller rettere med dets Overbibliotekar, hvis Styre han roste saa stærkt og saa ofte, at Angriberen, den senere saa bekendte Professor H. N. Clausen med Undren understregede hans »uophørlige plumpe Lovtaler« over sin Foresatte. Det var i Marts 1821, at der i det lille Ugeblad »Statsvennen« fremkom et anonymt Stykke »Om det store kongelige Bibliotek«. I fuldstændig Høflighed blev der her anket over tre Ting, over at Tiden, i hvilken Biblioteket var aabent for Udlaan og for Besøg paa Læsestuen, Kl. 10—12, var for knap, over at de Bøger, man ønskede at laane, ikke kunde faas samme Dag, men forst Dagen efter at de vare forlangte, og endelig over, at der savnedes en Katalog, hvori man kunde se, hvilke Bøger Biblioteket sad inde med i de forskellige Fag. Dette uskyldige lille Stykke maa have vakt endog stærk Opsigt i Biblioteket, der ikke kendte til at blive kritiseret. Moldenhawer svarede i Adresseavisen — dog kun for det tredje Punkts Vedkommende — at Biblioteket ejede en Real-Katalog »i 40 Bind i storste Folioformat«, hvad der glædelig overraskede Mange; saa lidt vare Bibliotekets indre Forhold den Gang kendte. Men hvad der gjorde Sagen til en Begivenhed, var en Artikel af Molbech i »Nyeste Skilderie at Kjøbenhavn«, efter hvilken man skulde tro, at den anonyme Skribent mindst havde begaaet Majestætsforbrydelse. Molbech taler om »den ildesindede og i Sagen uvidende Skrivers vrange og fordrejede Fremstilling og aabenbare Usandheder«! Ja han tillægger ham lav Tænkemaade og bruger Udtryk som kaadmundet Sladrer og vindig Projektmager. Biblioteket er selvfølgelig langt hævet over ham og hans Skribleri, Biblioteket og dets Forstander, »om hvis udødelige Fortjenester al denne Nationalskat ingen dansk Videnskabsmand er uvidende«. Man veed ikke, om man skal le eller græde over saa megen Irritabilitet, over saa megen haanende Overlegenhed for ingen Ting; endog Datiden saa det med 8. Bogkammer fra Stueetagen i det gamle Bibliotek. 1906. Gennem Vinduet ses Tøjhusvagten. BOGVENNEN MCMIV-VI FRA LIVET I DETSTORE KGL. BIBLIOTEK Forundring, og den unge Dr. H. N. Clausen gav Forundringen Ord. I en Artikel »Er den førte Anke over det store kongelige Bibliotek ugrundet?« sluttede han sig til Anonymen i »Statsvennen«, hvad der nu lod Molbech i fulde Skaaler udgyde sin Vrede over Dr. Clausens syndige Hoved. Men denne blev desuagtet ved Sit, smilede ironisk af den stridbare Bibliotekssekretær, idet han lod ham vide, at hans »Myndighed, Spot og Bidskhed« her var spildt. Men ogsaa han brugte stærke Ord: »Den Lidenskabelige, som kun beholder Besindelse nok til at be­nytte alle Uredelighedens Vaaben for at fornærme og skade sin Modstander, op­giver sin Ret til at agtes og behandles som Den, der har Sandhed for Oje.« Man kan læse mellem Linierne, at Clausen og Molbech have haft et forud­gaaende Sammenstød, en Gang da den Førstnævnte har ønsket at faa udlaant forskellige Bøger, som Biblioteket til hans Forundring erklærede ikke at eje. Clausen yndede absolut ikke Biblioteket under dets daværende Styrere, og at han vedblivende saa uvenligt paa baade Moldenhawer og Molbech, fremgaar af hans efterladte »Optegnelser om mit Levneds og min Tids Historie«. I dem peger han paa, at den Forste kunde ligne en kalkunsk Hane: »Tyskeren Molden­hawer foer prustende frem med det oppustede Ansigt og det kolossale Kalve­kryds«. Os om Molbech skriver han: »Ingen Mand kunde være mindre med­gørlig, mindre skikket til at arbejde i Forening med Andre, hvortil der ogsaa hører at kunne paavirkes af Andre«. »S5^gelig, ensidig og gnaven«, kalder H. C. Andersen Molbech i »Mit Livs Eventyr«, og der er en Række lignende Udtalel­ser om ham af Andre. Da Vilhelm Bergsøe som Dreng, vistnok i 1847, rejste fra Kjøbenhavn til Slagelse, var en af Diligencepassagererne en Mand i en af Da­tidens Rejsekavajer med mindst syv eller otte Slag. Det var Molbech, der hurtigt viste sig misfornojet med Alt og Alle, men til Gengæld blev drillet af et kaad­mundet Rejseselskab bl. A. med hans »Danske Ordbog«s Definition af en Reje som et »Handyr« (Trykfejl for et Havdyr) af Krebsenes Familie. Fra Manden med Kuskekavajen kom der nu og da en arrig Bemærkning, der vakte Munterhed. Molbechs Gnavenhed maa have været kendt i vide Kredse. Og saa var han med alt det dog en Mand, der omfattede sin Biblioteksvirksomhed med Kærlig­hed og Interesse. Han var knyttet til det store kongelige Bibliotek fra 1804 til sin Død i 1857 og udgav i 1829 en stor Bog »Om offentlige Biblioteker, Bibliote­karer og det, man har kaldet Biblioteksvidenskab«. Det var ham, der paa en for­træffelig Maade forestod Bibliotekets Forsyning med særlig fransk, engelsk og italiensk Litteratur, ligesom det var ham, der ogsaa fortræffeligt sorgede for Ind­bindingen af Bibliotekets Bøger. Men han var for beskæftiget paa altfor mange Omraader, baade som æstetisk Recensent, Historieskriver, Sprogmand, Teater­direktør o. s. fr., til at han med sit vekslende Sind helt kunde fordybe sig i en enkelt Opgave. I saa Henseende var hans ældre Kollega Werlauff hans fuldstændige Modsæt­ning; denne sindige Mand, Bibliotekets lærde Historieskriver, der alt som ung blev kaldet »den Gamle«, og hvem det i hele hans lange Liv lykkedes at undgaa enhver Polemik. En vis mild Sorgmodighed lyste ud af hans Ojne, og da han som Storkors af Danebrog skulde opgive et Valgsprog, antog han det latinske: »bene qui latuit, bene vixit«. Han elskede sit Bibliotek, og han havde paa Grund af sine Studier særlig Interesse for dets nordiske Afdeling; men dog kom det hel­ FRA LIVET I DET STORE KGL. BIBLIOTEK ler ikke under ham til noget virkeligt Arbejde for en »dansk« Katalog. Om nogen nordisk Katalog kunde der ikke mer være Tale; Sve­rige var bleven taget med ind i den Molden­hawerske Katalog over det »store« Bibliotek. Den dansk-norske Afdeling ventede altsaa sta­dig paa sin Katalog, og her skulde man da afgjort have ment, at just Werlauff var Man­den, thi denne Afdeling stod somen Helligdom for ham. Men — en Helligdom skal beskyttes mod Profanation, den skal dyrkes med Ærbø­dighed. Og det synes virkelig at have været Werlauffs Opfattelse, at ikke Enhver burde kunne gribe efter den danske AfdelingsSkatte, her gjaldt det om at have indviede Hænder. Han vilde helst bevare denne Afdeling for alt­ FR. FABRICIUS. for stærk Brug, og derfor havde han slet ingen Hast med den »danske« Katalog. I 1843 over­ drog han vel Seddelskrivningen til en ung lovende Studerende, Student Chr. K. F.Molbech, Chr.Molbechs Son; men endnu i 1855 kunde N. M.Petersen i tredje Del af sin Litteraturhistorie sige; »Forend jeg begiver mig til min Gerning, af­ lægger jeg min ærbødigste Taksigelse til den Mand, som jeg, gaaende paa vildene Mark uden Katalog til Ledestjerne, har maattet gore saa megen Ulejlighed. Uden Fabricius veed jeg ikke, hvorledes det skulde være gaaet mig; jeg havde vel op­ givet det Hele«. Det er ikke Bibliotekets Chef, som N. M. Petersen her hylder i de stærkt an­erkendende Ord, men dets tredje Sekretær Fr. Fabricius, der væsentlig arbejdede i den dansk-norske Afdeling. Werlauff og Fabricius vare saa godt som jævnald­rende, Werlauff var født 1781, Fabricius 1789, og dog var det, som om denne tilhørte en yngre Generation. Werlauff havde været ved Biblioteket fra 1798, Fabricius blev forst Vo­lontær 1823, og han kom til Biblioteket fra — Studenterforeningen. I den havde han levet med fra dens Stiftelse (1820), han stod for Lojerne i den Fastelavnsmandag, han ledede »Kompo­tationerne«, han sang Viser dér, som han ikke selv kunde høre, thi forst tunghør blev han tidlig stokdøv. Men derfor kunde han godt være baade den skattede Senior, han er Medlem af Studen­terforeningens Seniorat fra 1823 til 1830, og den kyndige Biblioteksmand, i saa Henseende have vi bl. A. og særlig N. M. Petersens Ud­talelse. Fabricius kunde paa ingen Maade tænke sig borte fra Biblioteket. Da han og CAPL MOLDENHAWER. Werlauff begge gik af i 1861, vedblev han Inspektør paa Læsesalen 1814-1870. til sin Død i 1873 at færdes i det som en Slags Assistent. Fabricius var de Unges Ven. Som Vice­provst paa Regensen blev han atter og atter hyldet af Studenterne dér som »Regensens ældste Son«, og det har sikkert været ham en Glæde, at der kom Andre til Biblioteket, der som han havde spillet en Rolle i Studenter­loreningen. Den Forste i saa Henseende var Holberg-Forskeren Chr. Philipsen, der blev Volontær i 1838. Han hørte til Studenterfor­eningens daværende vittige Hoveder og havde bl. A. optraadt i en af de Farcer, der særlig skyldtes Fabricius, »Intrigen i Værtshuset eller Nu gaar Ballonen«. Ogefter ham, der alt døde i 1848, kom den filologiske Kandidat Chr. J. A. BØLLING. Bruun. Han blev Volontær i 1857 efter allerede Overbibliotekar 1861-1862. i 1854 — som Student — at have været Se­nior; i 1853 havde han sammen med nuværende Gehejme-Konferensraad C. F. Ricard foretaget en berømmelig Tur til Frederiksborg for at indbyde Frederik \ II til Aarets Karneval. Og selv som Overbibliotekar holdt Bruun fast ved Stu­denterforeningen, skondt mere og mere som Medlem af »det gamle Hjorne«. Hans Samtidige Cand. med. Johannes Vahl var ogsaa en Tid Senior, og yngre Studenterforenings-Kræfter kom stadig til Biblioteket, saaledes Cand.theol. A. C. Larsen i 1870 og Cand. mag.Jul. Clausen i 1891, — Mærkeligt nok kan der og­saa her tales om det kgl. kjøbenhavnske Skydeselskab, af hvilket baade Werlauff og Bølling vare Medlemmer. Paa Werlauffs deviseløse Skive fra 1844 er det In­dre af hans Studereværelse afbildet, paa Bøllings (fra 1855) ses det kongelige Bi­ blioteks store Sal og derunder en opslaaet Bog, hvori læses »Danmarks og min Stolthed«. Givet er det, at det store kongelige Bibliotek var ophørt at staa som en lærd og fornem Insti­tution, der holdt den gemene Hob tre Skridt fra Livet. Selv i Werlauffs Tid blev der i saa Hen­seende indført i alt Fald en enkelt Reform. Fra den 1. Maj 1854 ordnedes Udlaanet saaledes, at de ønskede Bøger kunde faas straks. Men det er dog forst efter Werlauffs Afgang (1861) og efterat hans Efterfølger, den »flittige og glade«, men traditionsfaste Biblioteksmand, Justitsraad J. A. Bølling var død (1862), at det Tidsrum be­gynder, som vi Alle kende, da det store konge­lige Bibliotek søgtes af Lærde og Ulærde, Gamle og Unge, Mænd og Kvinder. Perioden indlededes CAMMER. den Dag, da Chr. Bruun blev Bibliotekets Chef. Bud paa Læsesalen. Han var ivrig for den danske Afdelings Katalo­ 4 FRA LIVET I DETSTORE KGL. BIBLIOTEK gisering, og i 1875 er »den danske Katalog« en afsluttet Kendsgerning, denne uforlignelige Udsigt over Danmarks og Norges Litteratur, der tillige har gjort, at enhver Bog nu ojeblikkelig kan findes; den bestemmer nemlig ganske nojag­tiot, hvor enhver herhen hørende Bog skal have sin Plads i Biblioteket. o ' ^ Naar Fabricius har fortalt, at der i hans Tid var Dage, da han alene udtog de Bøger, der forlangtes saavel ved Udlaanet som paa Læsesalen, da tyder dette paa et meget lille Besøg, og saaledes var det endnu væsentlig ved den her nævnte Oanmarbi, opirio i Den store Bibliotekssal i Halvtredserne. Efter J. A.Bøllings Skive paa den kgl. Skydebane. Periodes Begyndelse. Naar man den Gang ringede paa Klokken ved Doren til Læsesalen, kunde man ringe een, to, ja flere Gange, til Doren endelig blev luk­ket op af Læsesalens Bud Cammer, der hastigt kom farende, eller af selve Inspek­tøren, den gamle stive fustitsraad Carl Moldenhawer, der kom med slæbende Trin. Han havde fungeret paa Læsesalen i et halvt Aarhundrede og vedblev der­med til sin Død (1870). Som Skildvagten, der var bleven glemt paa sin Post, be­mærker Thiele, blev han uforandret staaende. Han og Budet havde tidligere let kunnet besorge Alt, Budet lukkede op tor de Besøgende, Moldenhawer fik de forlangte Bøger ind gennem Lugen fra den danske Afdelings Kontor. Men nu begyndte det at knibe. Nu kunde det ringe, medens Cammer var sendt afsted io. I det gamle Bibliotek. Enden af den store Sal med Fr. III's Buste og Globerne. 1906, BOGVENNEN MCMIV-VI Udlaanskontoret i det gamle Bibliotek. 1906. Set fra Indgangsdøren. efter en Bog eller en Avis, ringe og atter ringe, og saa maatte, som sagt, Justits­raaden selv ud at lukke op, hvad der synligt ikke behagede ham, hans Udtryk var ikke altid venligt, naar han med sin skrattende Stemme inkvisitorisk udspurgte den derpaa i Læsesalen Ny-Indtrædende om Navn og Stilling. Han tilhørte af­gjort Fortiden og havde ikke stor Interesse for de yngre Besøgende. I saa Henseende forandredes Alt, da Cand. theol. A. C. Larsen i Oktober 1870 efter ham overtog Regimentet paa Læsesalen. Alt blev nu venligt og blødt; der Forstuen og Indgangen til Trappen i det store kgl. Bibliotek. var Hjælp og Raad til Alle, ikke mindst til de Yngste, endda med et spøgende Ord. Men Pladsen i Læsesalen blev mere og mere optagen. Besøget og Arbejdet steg. Medens i Finansaaret 1864-65 4807 Besøgende forlangte 10,122 Bind frem­ var tagne, voksede Besøget, Formiddag og Eftermiddag — fra 1893 Læsesalen ogsaa aaben hver Eftermiddag i Sommermaanederne — til over ti Tusinde, og de forlangte Bøgers Antal til c. 25,000. Forholdene tillod absolut ikke et storre Besøg, ellers vilde Tallene have været endnu storre. Om de faa Pladser, paa hvilke der en mork Vinterdag var nogenlunde Lys, var der formelig Kapløb, og 4* FRA LIVET I DET STORE KGL.BIBLIOTEK en særlig Entréebetjent, der efterhaanden blev en Nødvendighed, havde (fra 1892) nok med at lukke de Besøgende ind og ud. Luften var altid daarlig og Selskabet ofte blandet. Det er nu sikkert ganske urigtigt, naar Thiele fortæller, at Guldsmeden Niels Heidenreich, der den 4. Maj 1802 stjal Guldhornene fra Kunstkammeret, lang Tid forud ivrigt søgte Læse- Hjornet i danske Kontor med Lugen ind til Læsesalen, Inspektøren indleverer en Seddel, der modtages af afd. TH. RUSCHKE. salen for at blive bekendt med Lokaliteterne, med Dorenes Laase og Nogler. Kunstkammeret stødte den Gang lige op til Bibliotekets Læsesal, der jo var er­obret fra det. Efter Forhørene, som Weriauff har offentliggjort, gik han ganske anderledes lige til, og kun ved selve Forbrydelsens Udøvelse passerede han Læse­salen. Men har Heidenreich saaledes ikke været Besøgende paa den, har det væ­ret Tilfældet med Andre, der have været paa Kant med Straffeloven. En domt og straffet Person var saaledes en Tid ivrig i Studiet af de Aviser, der havde be­ FRA LIVET I DET STORE KGL. BIBLIOTEK skættiget sig med ham og hans meget omtalte Lovovertrædelser. Ved Siden af en nogenlunde fast Stamme, der drev bestemte Studier, kunde man her se et stærkt skiftende Publikum fra Skoledrenge til gamle Pensionister, fra den ha­stige Journalist til den sindige Pastor emeritus, fra den unge kvindelige Student til den graahaarede Professor osv. osv. HvadWerlauft frygtede, skete, »den danske Dobbelttrappe til Galleriet i det gamle Bibliotek. Fra Kort-og Billedsamlingsværelset. Katalog« kom mere end een Gang i uindviede Hænder; men derfor er dens Til­vejebringelse dog vedblivende den store Bedrift, for hvilken der skal siges Tak til dens Ophavsmænd, Bibliotekarerne Chr. Bruun og Johannes Vahl. Bruun og Vahl vare jævnaldrende. De bleve begge fødte 1831 og tog begge deies afsluttende Eksamen i 1857) Bruun som Filolog, Vahl som Læge, hvorefter de begge, drevne af deres udprægede boglige Interesser, søgte til det store kon­gelig Bibliotek som Volontærer, Bruun straks i 1857, Vahl i 1858, og da Bruun elter et Aars Konstitution i 1863 udnævntes til Bibliotekar, udnævntes Vahl faa • FRA LIVET I DET STORE KGL.BIBLIOTEK Dage efter til Underbibliote­kar. Og Vahl, der straks var bleven knyttet til den danske Afdeling, viede denne et grundlæggende Arbejde, der ikke kan sættes hojt nok. Med gamle Fabricius, denne Afdelings tidligere Leder, var det vanskeligt at tale paa Grund af hans Døvhed — jeg har kun gjort det en enkelt Gang —, men hvor let og be­hageligt var det ikke at for­handle med Vahl. Det var en Fornojelse, naar hans tætte Skikkelse dukkede op ved Si­den af En paa Læsesalen med en indleveret Rekvisitions­seddel i Haanden, og han interesseret søgte Oplysning om, hvorvidt det Rekvirerede skyldtes en eller anden Fejl eller virkelig repræsenterede noget ham Ubekendt. Selv den ubetydeligste Ting i saa Henseende var for ham af JOH. VAHL og VERNER DAHLERUP ved Arbejdsbordet Vigtighed; det maatte grun­ i danske Kontor. digt undersøges. Der voksede Tak og Beundring op om ham og hans Virksomhed. Det var stadigt,som om vi, der voldte ham Ulejlighed, herved viste ham den storste Tjeneste. Alle flokkedes om den dvgtige og elskværdige Mand. Da den danske Afdelings mægtige Katalog forelaa færdig i ikke mindre end 67 sirligt skrevne monumentale Foliobind, og Bruun i den Anledning udgav sit sympatetiske lille Skrift »Den danske Katalog i det store kongelige Bibliotek« (1875)) stod der paa dets forste Blad de talende Ord »Til Johannes Vahl«; paa den danske Afdelings, d. e. paa Vahls, Kontor mødte Bibliotekets Embedsmænd daglig, een efter een, for her i Bibliotekets Duval (Du-Vahl) i godt Selskab og nogenlunde hyggelige Omgivelser at kunne nyde deres medbragte Frokost. Her virkede i mange Aar Cand.theoi.Th. Ruschke som Medarbejder ved Bihliothecct Dctnicci. Han afgik 1906 ved Døden. Da Vahl i Januar 1901 fyldte de Halvfjerds, var der under stor Tilslutning Fest tor ham paa Skydebanen, ved hvilken en af Sangene, undertegnet Ernst v. d.R., endte saaledes• Og tolkes skal vort Hjærtelag Med Lovord, som er sande. Længe overlevede Vahl dog ikke denne fornojelige Fest. Han var den Gang paa Grund af Bruuns Sygdom konstitueret som Overbibliotekar, altsaa Bibliote­kets fungerende Chef; men allerede den 22. Marts s. A. gjorde et apoplektisk Til­ 12. Danske Kontor i det gamle Bibliotek. 1906. t BOGVENNEN MCMIV-VI 13. En Sommerarbejdsplads i det gamle Biblioteks Manuskriptsal. 1906, fælde Ende paa hans flittige Liv. Det er den fulde Sandhed, hvad den nuværende Chef derefter skrev om ham i Bibliotekets Aarsberetning: »Han har som Leder af Bibliotekets danske Afdeling udført et Arbejde, der sætter ham et uforgænge­ligt Minde i Biblioteket; hans enestaaende Arbejdskraft, hans Elskværdighed og sjældne Pligtfølelse gjorde ham til en af de bedste Mænd, der nogensinde har ar­bejdet for Institutionen«. Som Vahls dygtige Medhjælpere i den danske Afdeling kunne her nævnes Cand. mag. Verner Dahlerup (1887-99) 0g Cand. mag. H. Ehrencron-Miiller (fra 1894). Foruden paa Læsesalen var det i den danske Sal og i den danske Afdelings Kontor, at der forhandledes med Vahl. Her regerede han; men nedenunder paa forste Sal var Hovedkontoret, der tillige var Udlaansstue. Her sad, da jeg be­gyndte at komme i Biblioteket, ved den lille Pult i Vindueskarmen Bibliotekaren Chr. Bruun tilvenstre og Underbibliotekaren, den slavisk-kyndige E. M.Thorsen, tilhojre, og ved den lange Pult Assistenterne Cand.phil. Chr.Weeke, Cand. mag. Carl Elberling og Cand. phil. Er. Barfod samt som Inspektør ved Udlaanet til­hojre nærmest ved Indgangsdøren Forfatteren Carl Brosbøll (Carit Etlar). »Hvad skaf vi1* med den Gjongehøv­ding?« skal gamle Fabricius have sagt, da Brosbøll blev an­sat, og ganske med Bibliotekets Vilje var Ansættelsen nok ik­ke. Cand. phil. L. V. Petersen, der efter Chr.K. Er. Molbechs Udnævnelse til Pro­fessori Kiel var udset til at fortsætte hans Arbejde ved Seddel­skrivningen til den danske Afdeling og alt var konstitueret hans Plads som Amanuensis, som det den Gang hed, maatte træde tilbage som Volontær, da Brosbøll i Juli 1853 ved Indflydelse fra Hoffet blev udnævnt til Amanuensis. Der­for blev det dog Pe­tersen, der kom til at Ved Indgangen til Udlaanskontoret. A / forisætte Arbejdet ved den danske Katalog, hvad han vedblev med, til Chr. Bruun i 1857 afløste ham. Petersen blev paa den Tid kaldet til at være Lærer for Prins Christians Born; han døde i 1879 som Professor. Hvad Brosbøll angaar, da fik han i 1858 den Stilling ved Biblioteket, han derefter beholdt til 1885, d. v. s. i 27 Aar; han blev efter den historiske Forfatter G. F. Lassen Inspektør ved Udlaanet. Som saadan kunde han være baade elsk­værdig og uelskværdig, alt som Hovedet stod paa ham. Det var elskværdigt, naar han en Gang, da jeg fra Biblioteket ønskede at laane forskellige Smaaskrif­ter om dansk Pottemageri, betroede mig, at han havde skrevet Meget om Jyde­pottetilvirkningen. Han kunde blot ikke, hverken den Gang eller senere, oplyse, hvor det var kommet frem, og enhver Efterforskning i den danske Afdeling endte ganske resultatløs. Biblioteksinteresseret blev han aldrig;, og ganske oplysende i saa Henseende er hans Brev til H. F. Ewald, hvis Laan paa Biblioteket forekom ham urimeligt stort. Han skriver: »De dyrker Deres Studium som Romanforfat­ter langt mere vidtløftigt og fremfor alt mojsommeligere, end De behøver«, og tilbyder ham en Samtale: »jeg haaber, at det skal spare Dem mange Timers Studium«. Den Brosbøllske Fantasi vældede frit uden Hensyn til Bøger. Saa passede Fr. Barfod med sit store Skjæg meget bedre ind i Ensemblet. Alene den Omstændighed, at han i fem Aar virker i Biblioteket, giver det lige­som Attest for, at det var blevet alt tysk Spøgeri kvit og var en helt dansk Insti­tution. Han blev udnævnt til Assistent samme Dag som Johannes Vahl, nemlig den 28. Marts 1861, men den Dag havde Barfod, den tyve Aar ældre Mand, faaet een Skrivelse til fra Kirkeministeriet, og den forklarer hans Ansættelse. Fra 1855 havde han været Fuldmægtig i Rentekammerarkivet, men en her paatænkt Re­form saa bort fra ham, og saa blev det ordnet saaledes, at han paa samme Dag entledigedes som Fuldmægtig i det nævnte Arkiv og ansattes som Assistent ved Biblioteket. Selvfølgelig havde han forskellige Interesser, der gik forud for Bib­liotekets, hans Rigsdagsvirksomhed skulde og maatte saaledes passes; men det er blevet sagt, at den Seddelbeskrivelse, han besørgede til den danske Katalog af den Hjelmstjernske Samling, er udført »med storste Flid og Grundighed«. Derfor var den dog ikke helt brugelig; den var upraktisk. Efter derom indgiven Ansøgning fratraadte han sin Biblioteksstilling i 1866. Saa staar der en ganske anden Biblioteksglans om Navnene Weeke og Elber­ling. Tidligt i Treserne ble^e de Assistenter, og i en udholdende, stille Virksom­hed have de vist Biblioteket og særlig de Afdelinger i det, hvis Interesser lagdes i deres Hænder, store Tjenester. Desuden er der særlige Egenskaber at gore op­mærksom paa for hver af dem. Weeke kan nævnes som den kyndige, altid til Hjælp beredteSkriftlæser; det er fra hans Haand vi have den omhyggelige Udgave af Lunde Domkapitels Gavebøger (1884-89); og hvad Elberling angaar, da kom han til Biblioteket som Naturkyndig, men desuden er han Litteraturhistoriker og fremfor Alt Bogelsker, Elsker af smukke, stilfuldt indbundne Bøger. Han har væsentlig staaet for Indbindingen af Bibliotekets Bøger. Man kan læse om det i Viserne fra den muntre Fest, da han den ié. April 1894 fyldte 60 Aar. De en Gang unge blive efterhaanden gamle. De rykke op. Weeke, der blev Underbibliotekar i 1885 ved E. M. Thorsons Entledigelse, er død i 1905 i sit 73de Aar, og Elberling, der blev Underbibliotekar efter Vahl, sad ved Pulten i 3 3 Udlaansstuen, da Bibliotekets Flyttetime slog, som den Eneste, der var tilbage af dem, jeg saa dér for noget over 40 Aar siden. Istedenfor Barfod kom Cand. theol. Nic. Jacobsen, der, da han i 1874 Uev Præst, efterfulgtes af Cand. jur. Julius Mar- Fra den store Sal i den gamle Biblioteksbygning under Flytningen. Soldater ved Støvsugeapparatet under Ledelse af en Biblioteksassistent. tensen, der ved Flytningen har taget sin Afsked. I 1871 kom Cand. mag. C. F. Bricka til, og da han i 1883 'gik over til Rigsarkivet, blev Cand. mag. Emil Gigas hans Eftermand. Ved Brosbølls Afgang i 1885 blev der endda Plads for to nye Assistenter, Stud. mag. H. O.Lange og Dr. phil. Ernst von der Recke. Denne Sidste fik Udlaansvirksomheden under sig, og da han i 1891 forlod Biblioteket, gik denne Virksomhed snart efter over til den nye Assistent Cand. mag. Julius Clausen. Nu raadede afgjort de unge Kræfter. Det er under den i 1901 udnævnte nye Overbibliotekar H. O. Lange, at den gamle Bygning er bleven for­ladt og det nye Bibliotek er taget i Brug. Det er en hel ny Æra, der nu begynder, og den skal hilses med ethvert godt Ønske. Men vi Ældre maa have Lov til samtidigt at se tilbage og med beundrende Tak mindes alle de kun karrigt Af­lagte, der have været med til det store Arbejde, der er udført i det fra Fortiden overleverede histo­riske Lokale, der ved sin uhensigtsmæssige Ind­retning paa saa mange Maader lagde Hindringer i Underbibliotekar CHR. WEEKE. Vejen for Arbejdet, der desuagtet stadig er blevet udført og stadig voksede. Lad os blot tage et Pnr Tal fra den senere Tid. I Finans-' aaret 1864-65 modtog Biblioteket Afleveringer fra 84 danske Bogtrykkerier, ved Flytningen fra c. 300; i det nævnte Aar afleveredes 67 Aviser, 107 Tidsskrifter, 842 Bøger og 493 Smaaskrifter, ved Aarhundredskiftet vare disse Tal voksede til 238 Aviser, 450 Tidsskrifter, 2915 Bøger og 1946 Smaatryk foruden Sange, lito­grafiske Blade, Kort og Musikhæfter. Og hvor er ikke samtidigt den udenlandske Litteratur, som nojagtigt maa følgesfor Indkøbenes Skyld, vokset og vokset. Den Sum, der i denne Periode er bleven brugt til Indkøb og Indbinding, var ved dens Begyndelse 14,000 Kr., men ved dens Slutning 36,000 Kr. Idet vi Ældre selvføl­gelig haabe og vente endnu Mere af den nye Æra, maa vi her tilsidst endnu have Lov til at mindes, at den Tid, i hvilken vi have søgt Biblioteket, udelukkende bærer Navn efter een Mand, Overbibliotekar Dr. phil. Chr. Bruun.Jeg har et Par Gange — udenfor Biblioteket — talt med Werlauff, der den Gang var meget gam­mel og meget svag, han kunde væsentligt Intet meddele. Intet huske; af hans kun kort regerende Efterfølger, Justitsraad Bølling, har jeg intet Indtryk; hele Tiden er Bruuns. Og han besad Egenskaber, der lod ham udføre Arbejder, som længe ville mindes. Var han end til sine Tider lidt sær. lidt egen, lidt utilgængelig, saa at han, selv indenfor Bibliotekets Mure, væsentlig synes at have været en en­som Mand, fylder hans Virksomhed. Tro imod den svundne Tid kendte han noje sit Biblioteks Traditioner, saa­ledes som det fremgaar af de fortræffelige Mindeskrifter, han udsendte til dets Ære, »Det store kongelige Biblioteks Stiftelse«, der udkom i 1873, Biblioteket havde virket i 200 Aar, og »Paa Hundrede-Aarsdagen efter at det store kongelige Bibliotek blev erklæret for at være et offentligt Bibliotek«, der udsendtes i 1893. Herhen hører ogsaa Skriftet »Til Erindring om Jon Erichsen paa Hundrede-Aars­dagen efter hans Død den 29. Marts 1887«. Til ham saa Bruun op. »Ham skyl­der jeg saa meget«, staar der i Bogen, og saa vises der, hvorledes han i oprigtig Hengivenhed for Biblioteket arbejdede ikke alene med praktisk Dygtighed, men med videnskabelig Nøjagtighed. Her saa Bruun sit Forbillede, og saa naaede H. Skrivemaskinen i Brug i det gamle Biblioteks store Sals Sidegang. 1906. BOGVENNEN MCMIV-VI ^ v' FRA LIVET I DET STORE KGL. BIBLIOTEK han med den storste Ære at fortsætteog afslutte det vigtige Værk, »den danske Katalog«, som Jon Erichsen havde lagt den forste Grund til. De uheldige Lokaler i den gamle Biblioteks­bygning fik Bruun ikke Bugt med, skondt han i alt Fald een Gang fremkom med Ombygnings­planer og oftere alvorligt paatalte de store Mang­ler; det er imidlertid en Frugt heraf, naar Loven om en ny Biblioteksbygnings Opførelse endelig kom den 22. Marts 1897. Men hvad han absolut naaede, var at gore det væsentlig lettere for de Besøgende at kunne benytte Bibliotekets Bog­rigdom. I dets Styrelse og hele Arbejde skabte han en tidligere ukendt Plan og Orden, hvis Resultater vedblive at vise sig, ogsaa efter hans Dr. phil. CHR.W. BRUUN. Tilbagetræden, saaledes i de af Dr. Gigas ud­Overbibliotekar fra 1863-1901. arbejdede Kataloger over Erhvervelser af nyere udenlandsk Litteratur ved Statens offentlige Bi­blioteker (I, 1902) og over det store kongelige Biblioteks Haandskrifter (I, 1903). Forarbejderne til dem høre Bruuns Tid til. Men forst og sidst gælder det her den saa ofte nævnte danske Katalog og det derpaa grundede Nationalværk »Biblio­theca Danica«, som Bruun begyndte at udgive i 1877. Hvad der her er ydet, danner Epoke. Her maa da ogsaa endnu gores opmærksom paa, at den Mand, der gik i Spid­sen for disse Arbejder, helt tilhørte Biblioteket. Hans Virksomhed her var hans Livs A irksomhed. Ved Siden af den kunde han umuligt have beklædt noget an­det Embede, saaledes som det tidligere var Skik. Werlauff var foruden at være Bibliotekar Professor i Historie ved Kjøbenhavns Universitet; Moldenhawer var forst teologisk Professor(til 1805) 0g derefter Medlem af Direktionen for Universi­tetet og de lærde Skoler; Jon Erichsen var Deputeret i Rente-og Generaltold­kammeret; Schlegel var Professor baade ved Universitetet og Kunstakademiet samt Sekretær i Selskabet for de skonne Videnskaber; Møllmann var Holbergs Literfølger som Professor i Historie og Geografi o. s. fr. Bruun er den forste Chef, for hvem Biblioteksvirksomheden ikke var en Virksomhed ved Siden af, men hans Et og Alt. Han stod da ogsaa paa sin Post den 3. Oktober 1884, da det brændende Kristiansborg truede Biblioteket. Det var droje, bekymrede Timer; men \ inden bar fra i rette Ojeblik, Faren afvendtes. Biblioteket led. Gud ske Lov, ingen Skade. De iværksatte, ganske omfattende Redningsforanstaltninger havde dog bragt Adskilligt i Uorden, og da det desuden fandtes rigtigt nu at foretage forskellige Brandsikringsarbejder, maatte Biblioteket holdes lukket i no­gen Tid, hvad der for Mange kom meget ubelejligt. Vel blev der efter indtræn­gende Anmodning etableret en midlertidig Læsesal i Studenterforeningen; men hvad der kom i Stand her, var kun en mager Erstatning. I de Dage mærkedes det, hvor meget Biblioteket betød. Det store kongelige Bibliotek, der begyndte som en international Bogsamling med nogle isprængte danske Bestanddele, var blevet et betydende Centrum for ethvert Arbejde i det danske Aandslivs Tjeneste. Som Opbevaringssted for vort Lands Litteratur, Begrebet taget i aliervidesle Forstand, fra den ældste til den nyeste Tid, var det kommettil at huse en Nationalskat af uendelig Værdi, om hvil­ken de fremmede Afdelinger, skondt talrigere i Bindantal, kun kunde siges at danne Rammen. Om noget fremmed, særlig tysk Spøgeri kunde der ikke længere blive Tale. Og at man nu ogsaa let kunde finde sig tilrette i den store danske Afdeling, skyldtes de i Chr. Bruuns Bibliotekstid planlagte og udførte Arbejder, for hvilke enhver Besøgende, ja Enhver, der føler sig som Dansk, nu og i Frem­tiden maa vide ham Tak. Det var i Følelsen heraf, at »Forening for Boghaand­værk«, der udsender nærværende Mindehæfte, alt i 1893 ved det Jubilæum, Bi­ blioteket da fejrede, smykkede Bruuns Pult i Udlaansværelset med Planter og derunder lagde det her gengivne Pergamentsblad med Lavrbærkransen. XV NOV. MDCCXCIil-® MDGCCXC1II iXlafnmmeUsfieb.