kV® c VENETIANSK BOGILLUSTRATION I TRÆSNIT INDTIL AAR 1500 Hi AF DR. PHIL. E. GIGX\S I. FIGUR-KOMPOSITIONER AA den Tid, man har givet Navnet Renaissancen, da Kunster og Videnskaber stod i saa høj Blomstring i Italien, kan det ikke for­ undre os i dette Land at træffe en rig Udfoldelse af den xylografiske Kunst anvendt i Bogudsmykningens Tjeneste. Det er imidlertid først, efter at man i Tyskland har anvendt denne Kunst til Bogillustration i ikke ringe Udstrækning, at Italienerne ogsaa komme med. I Rom finder man vel Træsnit­ tet tidligst benyttet i en Bog, men af xylo­ grafisk illustrerede Værker udkom der dog i det hele kun faa i Pavernes Hovedstad. En noget talrigere Række saa Lyset i Florents, og af andre italienske Byer, der have spillet ST. HIERONYMUS 1498 (Rammen fra Herodot-Udg. 1494). en Rolle i Træsnitillustrationens Historie, kunne nævnes Verona, Ferrara og Milano. Men ingen fik den Betydning som VENEDIG. Denne rige og mægtige Handelsstad var i Slutningen af det 15. Aarhun­drede ogsaa bleven et af Hovedsæderne for de bildende Kunster i Italien. Fra ældre Tid vidnede allerede et betydeligt Antal gothiske Kirker og Paladser om et kraftigt venetiansk Kunstliv, men nu mødte Arkitekturen frem med ny, prægtige Former, under Paavirkningen af den genfødte Oldtid, i Bygninger som Dogepaladsets Gaard (med dens Kæmpetrappe) og en Række stolte Bo­liger for Stadens »kongelige Købmænd«. Samtidig frembringer den venetianske Skulptur skønne Værker, væsentlig Gravmonumenter over Statens Herskere og Stormænd. Og endelig vaktes der ved den geniale Andrea Mantegna, i Nabobyen Padua, et blomstrende Liv i Nordøst-Italiens Malerkunst, som i selve Venedig lidt senere lægger sig for Dagen i Giovanni Bellinis og mange andres Arbejder. Men ved Siden heraf forsømtes ikke Videnskaberne, og sær­lig var Venedig en af de allerførste Byer i Italien, som gjorde Brug af den nylig opfundne Bogtrykkerkunst for at udbrede Literaturens ypperste Værker saavel som dens flygtigere Frembringelser i Mængder af Eksemplarer. Fra 1491 til 1500 tryktes der saaledes omtrent 1500 Skrifter, medens der i Rom kun tryktes 400, i Milano omtr. 230, i Florents henved 180. Den typografiske Udstyrelse af de venetianske Bøger blev, under slige Betingelser som de nys anførte, saa mesterlig, at den kom til at afgive Mønster for mange Lande og for mange Tider. Allerede de Bøger, som skyldes HANS og VENDELIN fra Speier, de første Bogtrykkere i Venedig (1469—77), staa meget højt, hvad Typernes Skønhed, Trykkets Klarhed og Papirets Godhed angaar. Men endnu højere naaede NICOLAS JENSON fra Frankrig, etableret der i Byen 1470—82, hvis Antikva og Gothik begge med Rette vandt stor Berømmelse og fremfor alle andre bleve kaldte »venetiansk Skrift«. Hos ham findes imidlertid (med en ganske enkelt Undtagelse) ingen Udsmykning i Træsnit; han stræbte kun at virke ved selve Skriftens Fortrin, medens hans oven for nævnte Forgængere forsøgte saa smaat at erstatte de hidtil sædvanlige, tilmalede Randprydelser ved xylografiske Friser og lignende Ornamenter, til Dels beregnede paa at koloreres. 1476 begyndte Augsburgeren RATDOLT sin Virksomhed i Venedig; denne udmærkede Bogtrykker havde netop især sin Styrke i Træsnit-Initialer og Ornamentrammer. Men med disse Forsiringer, baade hvad der hører til Fiden før Ratdolt og hvad der er frembragt af ham og hans Efterfølgere, ville vi beskæftige os en anden Gang; her ville vi blot holde os til Figurkompositionerne i de vene­ tianske Palæotyper. I den af Ratdolt 1480 trykte Udgave af »Fasciculus temporum«, en kort­fattet Verdenskrønike, findes nogle Træsnit, som aldeles ikke smage af italiensk Renaissance, men ere særdeles tyskagtige; det samme gælder om Planetbille­ derne i Hyginus' astronomiske Digt, trykt hos Ratdolt 1482, der tage sig ud som gamle kluntede Spillekortfigurer i Sammenligning med Bogens elegante Antikva og smagfulde Forsiringer. Forskellige Udgaver af Hartmann Schedels VENETIANSK BOGILLUSTRATION I TRÆSNIT INDTIL AAR I5OO Krønikebog og »Supplementum chronicarum« (forfattet af Jacopo Filippo fra Bergamo) ere forsynede med Bvprospekter, hvoraf kun ganske enkelte — Florents, Verona, Rom, Venedig (naturligvis) — ere virkelige, skønt ikke syn­derlig kunstneriske Billeder af de Steder, som de skulle forestille; Resten er et temmeligt lille Antal Vignetter, der ligesom Tordenskjolds Soldater maa paradere alle Vegne, snart under Navn af Troja eller Carthago, snart som Ferrara eller Pavia. I Udgave 1486 af »Supplementum chronicarum« er kun Venedigs Prospekt (der ogsaa findes i »Fasciculus temporum« 1480 og ottere) Fig. 1. SUPPLEMENT« CHRONICARUM, 1486. et nogenlunde lignende Billede af Byen: der ses dog Dogepaladset, Søjlerne paa Piazzetta'en, Markuskirken og nogle Gondoler; men et og samme Billede forestiller Genua og Rom, der altsaa optræder som Søstad. Ret kønne Ting er der iblandt Illustrationerne til Petrarca's »Trionfi« 1488; men tørst fra Slutningen af Firserne tager den venetianske Træskærerkunst rigtig Fart. Det følgende knytter sig i det væsentlige som Tekst til de Facsimiler, 1 ids­skrittet ser sig i Stand til direkte at meddele etter de i det kongelige Bibliotek opbevarede, illustrerede venetianske Palæotyper fra Aarene 1486—1500. En komplet Samling af disse ejer Biblioteket ingenlunde — nogle af dem ere og­saa overordentlig sjældne —, men det besidder dog nogle at de berømteste. De allerfleste Illustrationer ere Kontursnit, kun i enkelte ere Skyggerne angivne ved let Skraverins:. De fal­de i to bestemte Grupper: de større Billeder, der ud­gøre den egentlige kunst­neriske Udsmykning i For­bindelse med Titelblads-Rammer1) og Initialer, og de smaa Vignetter, som maaske oftest kun vare be­regnede paa at tjene til Un­derstøttelse for Erindrin­gen, men alligevel kunde rumme megen fin Kunst. Selvfølgelig er der betyde­lig Forskel paa de enkelte Træsnit, hvad Værdi an­gaar, men gennemgaaende tør man nok sige, at Teg­ningen staar ikke lidt over den xylografiske Udførelse. Denne rangerer igen som oftest noget højere end sel­m:. ve Bogtrykket; thi medens Jensens og overhovedet de ældste venetianske T^k i den Henseende ere næsten FM. 2. Af joh. de Sacro Busto's SPH.ERA MUNDI, R ,• ,• • , , 6 •' i488 3 utorhgnelige, vidne de se­nere om en temmelig sju­ sket Masseproduktion. Kun ALDUS MANUTIUS, lige i Aarhundredets sidste Aar, danner en Undtagelse; og det er da ogsaa hos ham, at omtrent den smuk­keste illustrerede Bog udkom, der tillige er ypperlig, hvad det egentlige Bog­tryk angaar. Stilen i Figurkompositionerne (dette kan allerede her bemærkes) har et Fællespræg, som vel kan modificeres lidt hist og her, men i det hele viser hen til det norditalienske Figurmaleri, saaledes som det formede sig under Mantegnas Hænder. Før Venetianerne begyndte at tage fat, havde alle­rede denne kunstneriske Indflydelse givet sig til Kende i en Bog, som udga­ves i Verona 1472, nemlig Robertus Valturius' Værk om Krigskunsten, med 82 Illustrationer i Træsnit (Kontur), vistnok af Matteo de'Pasti, som baade var Maler, Billedhugger, Arkitekt og Medaillør; de ere skarpt opfattede og solidt tegnede, derhos ret godt skaarne. Det kgl. Bibliotek ejer et Eksemplar af dette interessante Værk, der sandsynligvis har givet Stødet til den xylogra­fiske Bogillustrations Udvikling i Veronas Nabostad ved Lagunerne. I) Disse Ornamenter — og Figurer — røbe et udpræget Slægtskab med Gravmonumen­terne i Renaissancestil i de venetianske Kirker. I det ovenfor omtalte hi­ storiske Værk med Bypro­ spekterne, som kaldes»S//p­ plementum chronicarum«, trykt 1486, er der foran i Bogens Tekst indsat tre in­ teressante Billeder i Træ­ snit, temmelig store. De to ere gentagne i en senere *\\ \ \\\\ \ \\\\ Udgave, trykt 1492 hos Bernardino Rizio fra No- Fig. 3. Af LIVIUS, 1493, opr. i Mallermi-Biblen 1490. I/i. vara; i Stedet for det første, som viser Kvindens Skabelse, omgiven af en Kreds af Engle, er her et, der forestiller, hvorledes Babelstaarnet bygges. Her meddeles det ene af dem (Fi­ gur 1). Det viser, i samme Komposition (som saa ofte i ældre Kunst), Synde­ faldet og Adam og Evas Udjagelse af Paradiset. Det kraftige i Tegningen kommer ret godt frem i Træsnittet, og navnlig ere Hanløven og de to hvi­lende Rovdyr fortræffelige. Ikke slet saa vellykkede ere Menneskefigurerne med den stærkt fremhævede Muskulatur og de noget kantede Bevægelser; man lægge Mærke til Adam, der griber om sit »Adamsæble«, og hans Armstil­linger under Flugten. Man har i Tegningens Karakter fundet Lighedspunkter med Andrea Pollajuolo's (f 1498) energiske Kunst. De andre Billeder, der forestille »Kvindens Skabelse« (i Udgaven 1486), »Kain og Abel« (i begge Udgaver) og »Babelstaarnet« (i Udgaven 1492), staa ikke paa Højde med det her gengivne. Beslægtet med disse Billeder, ved de menneskelige Typer, navnlig den nøgne Kvindefigur, Forgrunden med Harerne og de stiliserede Skyer foroven, men spinklere i Snittet og i det hele vel ikke saa godt som Syndefaldsfremstil­lingen, er Fig. 2, der hører til den astronomiske Bog »Sphæra mundi« af JO­ HANNES DE SACRO BUSTO, trykt 1488 hos Johann Santritter fra Heilbron. Kvin­ den med det lange Haar er Urania, Musen, tillige opfattet som »Venus Urania«, den himmelske Kærlighed. Astronomien troner i Mid­ -— LA.­ ten, med et videnskabeligt Instrument i hver Haand; og ved hendes venstre Side sidder Ptolemæus, Oldti­ dens berømteste Astronom og Geograf, med kronet Turban som Østerlænder og med sin Bog om Ver­m depssystemet. Hertugen af Rivoli meddeler en Gengi­ Fig. 4. Af LIVIUS, 1493, oprindelig i Mallermi-Biblen velse heraf i sit Værk om 1490. Vi­ de illustrerede venetianske Bøger, men efter en sene­re Udgave; den tidligere nævner han, men han har aabenbart ikke set den. En af de bedste illu­strerede Bøger, der blev til i Venedig i det 15. Aar­hundredes sidste Tiaar, er den saakaldte Mallermi-Bibel«, 1490, benævnet Fig. 5. Af Livius, 1495. Vi saaledes, fordi det er en af'Nicolo de'Mallermi udarbejdet Oversættelse af den hellige Skrift. Den in­deholder en Mængde smaa Vignetter, tine i Linien, men dog aabenbart bedre tegnede end xylograferede. Bogen er ikke i det kong). Bibliotek, men det er dog ikke vanskeligt her at faa et Begreb om den. For det første ere seks Bil­leder fra den, torestillende de seks Skabelsesdage, anbragte foran i Udg. 1496 af det nys anførte Supplementum chronicarum«. Desuden tindes enkelte af dens Træsnit faksimilerede i forskellige nyere Værker1). Men endelig er ikke blot Titelbladsrammen dog med nogle Smaaforandringer — men ogsaa en stor Del af Bogens Vignetter uden videre overflyttede i den italienske Over­sættelse af LIVIUS romerske Historie (iste, 3dje og 4de Dekade), der udkom 1493 i Folio. Denne indeholder, foruden tre større Billeder, et for hver De­kade, 422 Vignetter, anbragte i Begyndelsen af de enkelte Kapitler, dog in­genlunde et for hvert. EnDel af dem, der ere tagne fra Biblen, bære Mærket »b« eller ».b.«, hvilke Mær­ker vi senere skulle kom­me tilbage til. Naar der var anbragt Navne fra den hel­lige Historie derpaa, har '-n-rmn man under Tiden udslettet dem, før vedkommende Vignet blev indsat et eller andet Sted i Livius, hvor den nogenlunde kunde pas­se. Men ofte har man gan­ske ugenert ladet de bibel­ske Navne blive staaende, saaledes »David«, »Jona­ Fig. 6. Af Livius, 1493 (først i Mallermi-Biblen 1490). I/i than«, »Saul« paa et lille ') Se saaledes F. Lippmanns Afhandling »Der ital. Holzschnitt im XV Jahrh«. (»Jahrbuch der kon. preussischen Kunstsammlungen«, 1882 og 1884) med fire af Bibelens Træsnit; især det ene, til den 97 Salme, med en Citharspiller, er nydeligt. Fremdeles nogle i Ch. Ephrussi's Afhandling ^Le songe de Poliphile« (Bulletin du Bibliophile, 1887). Billede i 23de Kapitel af 4de Dekades iste Bog, »Samuel« (IV, 8, 49) og fl flere. Af de ny tilkomne ere flere betegnede med »F«; de ere i det hele ik­ke saa gode som Maller­mi-Biblens. Til denne hører blandt andet den nydelige Vig­net (Fig. 3) med den skri­vende Mand (fra Apostle­nes Gerninger), anbragt Fig. 7. Af LIVIUS, 1493. ved 40de Kapitel af iste Dekades 4de Bog, hvor der er Tale om en Lovs Tilblivelse. Der er virkelig noget af den unge Re­naissances friske ^ nde i dette tiltalende lille Interiør: et Studerekammer med Pult, hvorpaa Lysestage, Timeglas og Blækhus, forneden et Bogskab; ved Væggen en Løjbænk med et Sværd ophængt derover samt en Brevkrog' med Breve og en Phiole .af Glas; igennem Vinduet Udsigt til ct bakket Landskab Det opmærksomme Udtryk i den skrivendes Ansigt, medens han betragter Spidsen af sin Pen under en Pause i Arbejdet, er godt givet af Kunstneren hvem Tegningen skyldes, og ikke forvisket i Snittet, Den turbanklædte Mand med Krigerne uden for den befæstede By (Fig. 4) findes gentagen flere Gange hvilket er rflfældet med ikke saa ftia af Illustrationerne i Livius; den hører til Dommernes Bog. Af i-Serien er Fig. 5, der i Følge Overskriften over jdje Dek., iste Bogs 11te Kap. skal forestille, hvorledes Hannø i Karthagos Senat dadler sine Landsmænd, fordi de have brudt Freden med Romerne^en fore­kommer et Sted til senere i Livius. Vignetten med den brændende By, hvis Mure nedbrydes (Figur 6), træffer man først ved Be­retningen om, hvordan Han­HAM 1 BAL SIPIOKb nibal erobrede, plyndrede og sløjfede Byen Nocera, men den benyttes paa andre Ste­ llllJiO// der i Skildringen. Den synes at høre til /'-Serien saavel som den (Figur 7) med en Mok Ryttere — i Dragter \\V\\\vvnxV^7vx ^ ^ fra det 15. Aarhundrede—, der begive sig ud ad en Port, med en hellebardbærende Kriger foran; den mødes gentagne Gange, men ved Fig. 8. Af LIVIUS, 1493. VI. III, 1,18 passer Kapitelover­skriften bedst til den, nem­lig »Hvorledes Sendebude­ne drog fra Karthago og rej­ste til Spanien for at styrke Vennerne og hjælpe Kartha­gernes Forbundsfæller«. Hvem Fig. 8 forestiller, kan jo ses af Navnene Hannibal VwwwwwAVAVA Kwwvwwwwvwvw. og Scipio (III, IQ, 32); men \\\\\ \\\\W\ \\ \.v \\WZ/AV om ikke disse ere nye og \ \ \\\^\\\\\\\\\\\\\U-Billedet egentlig hører hjem­me andet Steds, tør jeg ikke Af Livms, 1493. sige. Sørgehøjtideligheden med den døde Appius Claudius paa Paradeseng, Fakkelbærere omkring o.s. v. (I, 2, 44) hører til de mindre gode, til F-Serien, som man har benævnt den; Billedet findes atter ved III, 10, 28 (Fig. 9). Udgaven af DANTES guddommelige Komedie 1491 (Fol.), trykt hos Ber­nardino Benali og Mattio da Parma, har smukke Ornamentrammer, og de store Billeder, der indlede Digtets tre Hovedafdelinger, ere ret værdifulde; men største Delen af de smaa Vignetter, hvoraf der findes en for hver Sang, ere tarvelige og sjusket skaarne. De evindelige diminutive Sjæle derpaa tage sig temmelig komiske ud i deres Nøgenhed og Skaldethed, og paa hvert af Billederne ere endda flere af vedkommende Sangs Optrin afbildede, saa at Dante og hans Ledsager ses som Dobbelt-eller Tredobbeltgængere. En af de bedste er vel den, som meddeles her i Facsimile (Fig. 10); den hører til »Helve­ de«s iste Sang og viser Under­verdenens store, gabende Port med den velbekendte Indskrift, her i venetiansk Dialekt: I, som indtræde, lader Haabet fare. Af ikke ringe Værd synes mig det lille Billede (Figur 11) med de fem Stjærnetydere, fra den spanske Konge Alfo?is den lodes CHF<° astronomiske Tabeller, trykte 1492 i Kvart hos Johan Hamman fra Landau, kaldet Herzog. Disse orientalske Skikkelser ere meget livlig opfattede, og navnlig ere Hænderne særdeles udtryksful­de. Mærkværdigt nok er denne Fig. 10. DANTE, 1491. VI. Bog ikke omtalt i Hertugen af ni&bulc HCMwåZ JXlCdefti mnilf^o fimm &u)i alfonfi iRcgieiRomaiioairnet Cnlklle SlliiltrifTmn. Fig. 11. Af TABULÆ ALPHONSINÆ, 1492. I/I. Rivolis Fortegnelse over illustrerede venetianske Bøger (Paris 1892). Til Gen­gæld har han mere at berette om to andre Værker fra samme Aar, nemlig Boccaccio's Decameron og Masuccio's Novellino, begge Samlinger af For­tællinger og begge trykte hos Brødrene de Gregoriis, hos hvem i det hele nogle af de bedste Illustrationsværker saa Lyset. Decameron-Udgaven, der ikke ganske med Urette kalder sig »elegantissimo«, indeholder Titelramme, smukke særlige Vignetter til de enkelte Afsnit (de ti Dage) og desuden hundrede om­kring i Teksten. Det kgl. Bibliotek er ikke i Besiddelse af den, derimod af Salernitaneren MASUCCIO'S »Novellino« (dat. 21 Juli 1492), som er en Samling al et halvt Hundrede, til Dels mindre høviske. Fortællinger, hvori det især gaar ud over Munkene. Den billedlige Udsmykning, som i det hele fortjener Ros, bestaar af et stort Titelbillede i Ramme og 55 Vignetter i Teksten, hvoraf mange give ypperlige Billeder af Hverdagslivet den Gang; nogle ere gentagne paa forskellige Steder; Signaturen h forekommer flere Gange. At der er nært Slægtskab mellem Billederne i Decameron og dem i Novellino, udtales bl. a. af Hertugen af Rivoli, som imidlertid her gerne kunde have gaaet noget mere i Detail, da han synes at kende begge Bøger af Selvsyn. To af Novellino's Billeder ere nemlig afbildede i Gazette des beaux-arts, Aargang 1880, 2. Bd., S. 190 f, som tagne fra Boccaccio's Decameron; det ene, til 2den Dels 11te Novelle hos Masuccio, med samme Underskrift ogsaa i Lostalot's »Les pro­cédés de la gravure« (Paris u. A., S. 47). — Det første nmimniiimnT af de her gengivne 3 Træ­ snit (Fig. 12) hører til For­ talen; deri berettes, hvor­ dan en genuesisk Bankier, der havde sit Kontor i Ne­ apel i Gaden La Draperia, hvor Guldsmede og Skræ­ dere have deres Boder, en Dag spaserede op og ned rmwwnwwimtmwwB der i Gaden. Da fandt han i Snavset, foran en Skræ­ ders Bod, en meget med­ taget venetiansk Dukat, Fig. 12. Af MASUCCIO'S Noveller, 1492 som han genkendte; han (vistn. først i Decameron-Udg.). I/i. gav en Guldsmed (rettere Sølvsmed, Argen tiere) den at rense, saa at den blev som ny. Den fattige Skræ­der (Sartore, — Billedet vi­ser mærkeligt nok en Sko­mager) beklager sig over, at det er den rige Mand og ikke ham, der har fundet Dukaten. Men Genueseren siger, at det er netop, som det skal være; thi den an­den vilde enten slet ikke have kendt Monten eller Fig. 13. Af MASUCCIO'S Noveller, 1492. VI ogsaa have ødslet den bort straks; men han, der kender dens Værd, vil nu anbringe den i godt Selskab; derpaa lægger han den til den Stabel Dukater, som ligger paa hans Disk. Moralen i denne Historie maa staa for Masuccio's Regning. — Den anden Vignet (Hg. 13) illustrerer iste Dels 4de Novelle, en Historie om to Munke, der havde faaet fat i et Armben af et Menneske og nu gjorde Forretninger dermed i Sorrento, idet den ene fortalte, at det var den hellige Lukas' Arm, medens den anden, som gav sig Mine af ikke at have noget at skaffe med Relikviens Ejermand, agerede Tvivler. Pludselig stvrter den vantro Person om som ramt af et Krampeslag, men lader snart efter, som om han kaldtes til Live ved den andens Bønner. Ved disse Mirakler tjente de stolte Penge, fik siden fede Embeder og nød Livet. Dette er ikke det eneste Sted i Datidens Literatur, hvor omtrent samme Fortælling læses. — Af lignende Art er den Historie (iste Dels 10de Novelle), som det tredje Billede (Fig. 14) illustrerer med tre forskellige Optrin i samme Komposition. En Munk »sælger den evige O o Salighed« til sine Skrifte­børn; men to Ferraresere snyde ham med en falsk Juvel, hvorover han ærgrer sig til Døde. De smaa An­sigters Udtryk, det natur­lige i Bevægelserne og de stilfulde Klædebon give disse velkomponerede Bil­leder en egen Tiltrækning. I større Stil er den alvor­Fig. 14. Af MASUCCIO'S Noveller, 1492. lige Astronom (Figur 15), som sidder foran i J. Emericus de Spi­ra's Udgave af JOH. ANGELUS' »Astrola­bium«, 1494 (Kvart)^ omgiven af de viden­skabelige Attributer Passer, Kvadrant, Blæk og Pen og med det Instrument i Haanden, som har givet Bogen dens Titel. Fra samme Aar er den prægtige Ram­me med to Figur­kompositioner samt Initial P, der i Fak­simile (2/3) pryder denne Afhandlings første Side. Den hø­rer oprindelig til He­rodot 1494 (Folio), hos Brødr. de Gre­goriis, men er gen­ Fig. 15. Af ANGELI ASTROLABIUM, 1494. Vi tagen i den Udgave af den hellige HIE-RONYMUS' Breve, som udkom hos samme Firma 1498, og efter sidstnævnte er Faksimilet taget. De hvide Ornamenter paa sort Grund ere ægte, ædel Renaissancekunst og naa næsten Antiken i Skønhed. Hvad Billederne i de to Felter angaar, ses let, at det øverste forestiller en Satvr, der er i Begreb med at ofre en Vædder; men det andets Genstand er ikke saa let at opdage; det synes at være en Allegori paa de forskellige Kunstarter. Saadanne heden­ske Motiver, om just egentlig ikke disse, kunne jo passe i en Herodot; i en Bog af en from Kirkefader høre de ikke rigtig hjemme. OVIDS Metamorfoser, oversatte paa italiensk og udgivne hos Lucantonio Giunta 1497 i Folio (men trykte hos Giovanni Rosso), indeholde foran i Bogen en rig og smuk Ramme i sædvanligt Kontursnit. med en basreliefagtig Komposition forneden, hvis Æmne er Neptuns Triumf paa Havet og som i Stilen minder noget om Herodot-Rammens Figurer; desuden i Begyndelsen en Fremstilling al Skabelsen samt rundt om i Bogen 52 Billeder af Størrelse som de to, der her meddeles i Faksimile. De ere gennemgaaende gode i Teg­ningen, nogle endog fortrinlige, men Udførelsen er højst forskellig, saa at den for enkeltes vedkommende maa kaldes ringere end middelmaadig. Flere Scener af en Mythe ere sammenpakkede i én Komposition, en Naivitet, der svarer daarlig til den rutinerede Kunst, som man altid skimter. Fig. 16 er en Frem- Fig. 16. Af OVID, 1497. '/s­ stilling af Apollos og Pans musikalske Væddestrid. Sangguden stryger Fiolen, Pan trakterer Rørfløjten; som Dommere sidde Bjærgguden Tmolus og Kong Midas, hvilken sidste tildømte Pan Sejren og derfor dekoreredes af Apollo med Fig. 17. Af OVID, 1497. 2/3­ Æselsører til Straf. Paa det andet Billede (Figur 17) ere flere Optrin af den trojan­ske Krigs Forhistorie samlede. Grækerkon­gen Agamemnon for­bryder sig i Aulis mod Diana ved at skyde • paa hendes Hind; hun fortørnes og beder Neptun at lade det blive saa blikstille et Vejr over Havet, at den græske Flaade, der har sam­let sig i Havnen for at sejle til Troja, ikke kan løbe ud. Agamemnon anraa­ber Gudinden om Naade, men i Følge Ypperstepræsten Kal­chas' Udsagn kan hun kun forsones, naar Kongens Datter Iphigenia ofres. Hun og hendes Moder, Fig. 18. Af REGULÆ S. BENEDICTI etc, 1500. 3/4. Dronning Klytæm­nestra, hentes under et Paaskud til Aulis. Saa vidt Billedet. — Paafaldende ere Agamemnons og Neptuns ungdommelige Skikkelser paa dette i det hele smukke Træsnit. Fig. 18 hører til en Samling, kaldet »Regulæ S. Benedicti etc.«. Regler for Benediktinernes og andre Munkeordener, trykt 1500 (Kvart) hos den yngre Johannes de Spira, ligesom Angelus' Astrolabium, paa L. A. Giunta's Forlag og med hans Mærke. Foruden disse to vær­dige Skikkelser af en Abbed, nemlig Benedikt af Nursia, Munkelivets Reformator i det 6te Aarhun­drede, og en Abbedisse, nemlig den hellige Scho­lastika, hans Søster, som stiftede Benediktinerin­dernes Orden — Figurer, der virkelig bringe Gio­vanni Bellinis Stil i Erindring—, indeholder Bogen Fig. 19. Af REGULÆ S. BENEDICTI etc., 1500. 1/1 et større Billede til, med tre Kirkefædre, foroven ses Gud i Skyerne, forneden otte knælende Figurer; det er ret godt, men kan dog ikke maale sig med det første. Endelig en Passepartout-Ramme af de almindelige med Genier, Griffer, Vaser og Sfinkser samt et lille Kristus­billede, desuden den smukke lille Vignet, der er afbildet her som Fig. 19. Som man ser, forestiller den ogsaa to Helgener, men i Modsætning til Høj­heden i de to større Figurer er der kommet noget verdsligt venetiansk ind i disse, navnlig i den kvindelige Skikkelse med Palmegrenen. Hvem hun er, betegnes ved Bogstaverne S. I., der imidlertid baade kunne betyde Sancta Irene og Sancta Juliana o. m., maaske snarest Sancta Ildegarda, ital. for »den Fig. 20. Af POLIPHILO, 1499. 3/4. hellige Hildegard«; at S. B. ved den mandlige Skikkelse betyder Sanctus Be­nedictus eller Santo Benedetto, er utvivlsomt. Vi have imidlertid gemt det bedste til sidst, nemlig den berømte »Hyp­nerotomachia Poliphili« eller Poliphilus' Drøm, af Francesco COLONNA, en underlig forvirret Roman, spækket med en Masse oldkyndig Lærdom, i et Drømmesyn skildrende Forfatterens Kærlighed til den skønne »Polia«. Den er skreven i en mærkelig Blanding af Italiensk, Latin, Græsk o. m. 1rods dens Løjerligheder er den alligevel udkommen i en smagfuldt trykt Folioudga\e hos Aldus Manutius 1499, udstyret med talrige, hvoriblandt udmærkede. Træ­snit; i det følgende Aarhundrede optrykt samt oversat paa Fransk1). At gaa I) Der er skrevet meget om dette Værk, naturligvis særlig for dets Illustrationers Skyld. Sig. saaledes H. Delaborde, La Gravure en Italie avant Marc-Antoine, Paris 1883; Ch. Ephrussi, nærmere ind paa, hvad hvert enkelt af de her faksimilerede Billeder skal fore­stille, vil næppe lønne Umagen. Her skal blot i Korthed siges, at Fig. 20 viser nogle smaa Amoriner, der kravle omkring paa en Pegasusfigur; Fig. 21: Hel­ten i Bogen, forfulgt af en Drage; Fig. 22: samme Helt (Poliphilus) mødes med en Skare allegoriske Kvindefigurer; Fig. 23; Poliphilus nærmer sig til en Løvhytte, fra den anden Side ser han en Nymfe komme; Fig. 24: Høstguden Vertumnus' og Frugtgudinden Pomonas Triumf—et af de forskellige Gude­optog, der ere afbildede i Bogen; Fig 25: Poliphilus i et Tempel, besvimet af Sorg over den elskede Polias Grumhed; hun ses knælende ved hans Side Fig. 21. Af POLIPHILO, 1499. 3/4. Hvad der ikke behøver Kommentar, er den fornemme Skønhed i Linjerne, ogsaa i de arkitektoniske Partier. Den Tegner, der har frembragt Fnkeltheder som Faunerne, der trække Gudevognen (Fig. 24), og som den stolte, næsten michel-angelo'ske Kvindeskikkelse med Sværdet (Fig. 22), maa have været en sand Kunstner. Xylografen fortjener ligeledes Ros, men — som tidligere om­talt — paa Højde med Tegneren er han ikke kommet, og navnlig er der i Behandlingen af Gevandterne noget løst og overfladisk, som aabenbart skyldes ham. Ligefrem uheldige Træsnit kan man endog støde paa i denne berømte Bog. De her gengivne Billeder ere udvalgte blandt de bedste i Bogen; imid­lertid er der mange, der ere lige saa gode. Etude sur le Songe de Poliphile, Par. 1888 (først i Bulletin du Bibliophile); Cl. Popelins ny franske Oversættelse af Romanen, Paris 1879—82. 3* Hvem kan nu have været Mester for slige Frembringelser? Finder man slet ingen Antydninger i saa Henseende? Jo, man træffer, som allerede tidligere omtalt. Signaturer paa en hel Del Træsnit. Fuldt Navn mødes kun en Gang; det er ved den Kopi af Titelindfatningen fra Dante-Udgaven 1491, som er udført til en »Reise fra Venedig til Jerusalem«, Bologna 1500. Der staar »Piero Ciza fe questo int[aglio]«, 0: P. C. har udført dette Træsnit; Manden har alt­saa tydelig tilkendegivet sig som Xylograf. Ellers bestaar Betegnelsen kun af et eller to Bogstaver, som bM, b, F, N, ia, i, j osv. Man vil se flere af dem Fig. 22. Af POLIPHILO, 1499. 3/4. paa de Billeder, der illustrere denne Afhandling. Spørgsmaalet bliver nu, om det er Tegnerens eller Træskærerens Mærke. Man har gærne villet, at det skulde betyde den Kunstners Navn, som har udført Tegningen, og »b« skulde da være »Bellini«, helst Giovanni Bellini1) En anden Hypothese angaaende dette Mærke er opstillet af F. Lippmann2), der finder, at de Arbejder, som henhøre til denne Gruppe, ligne hverandre i Tegning, men ikke i xylografisk I) Her kan bemærkes, at i »Doctrina della vita monastica«, 1494) findes et Træsnit, der ligefrem gengiver Hovedpersonerne i et Maleri af Gentile Bellini (Giovanni's Broder) fra 1465 i en venetiansk Kirke; sig. Gazette des beaux-arts, 2den Række, 28. Bd., S. 141. Tre Figurer fra Fremstillingen af Orpheus' Død i Ovid 1497 genfindes paa et Kobberstik af Mantegna's Skole i Museet i Hamborg. 2) Se den tidligere citerede Afhandling i Jahrb. der kon. preuss. Kunstsammlungen. Udstyrelse; Tegneren, hvem de skyldes, kan da muligvis være Jacopo de'Bar­bari, egentlig Jakob Walch, tysk af Herkomst. Albrecht Diirer fortæller, at denne Mand boede i Venedig i Slutningen af det 15de Aarhundrede; efter 1500 arbejdede han i Niirnberg som Illuminator for Kejser Maximilian, siden i Nederlandene som Hofmaler; han maa være død før 1516. Det er omtrent sikkert, siger Lippmann, at han har udført et udmærket, stort Prospekt af Fig. 23. Af POLIPHILO, 1499. 3/4. Venedig 1500 i Træsnit, hvilket dog kun frembyder faa Ligheder med de Illustrationer, som ere mærkede b. Signaturen ia findes i Ovid 1497, men desuden i et Missale 1509, hvis Tegninger ere i en hel anden Stil, saa at det kun kan være Xylografmærke. Overhovedet mener L., at det er snart Tegneren, snart Xylografen, der har signeret Billederne; begge pleje de ikke at signere det samme Træsnit. — I Modsætning til den tyske Forskers Antagelse hævder Hertugen af Rivoli1) I) Les livres å figures vénitiens, Paris 1892. ligesom en anden fransk Bogkender, Ch. Ephrussi, Redaktør af Gazette des beaux-arts, at Mærkerne ikke betegne Malere eller Tegnere, og at det er mere end dristigt i dem at ville se berømte Kunstnernavne, som f. Eks. Jacopo de' Barbari's. En anden Sag er det, at visse Træsnit kunne minde om Mantegna, Bellini og andre fremragende Kunstnere. Det er Xylografer eller xylografiske Værksteders Monogram; samme Mærker kunne findes ved Træsnit-Illustra- Fig. 24. Af POLIPHILO, 1499, 3/4. tioner af forskellig Tegner, medens paa den anden Side Billeder tegnede at samme Haand kunne være betegnede med forskelligt Mærke. Tegneren og Træskæreren vare undertiden samme Person, men i det hele kan det siges, at der henimod det 15de Aarhundredes Slutning fandtes i Venedig en Skare, dels Tegnere, dels Træskærere, der udelukkende gave sig af med Bogillustra­tion og arbejdede stadig for Bogtrykkerne, naar det da ikke, i visse Tilfælde, var Bogtrykkeren selv, der forenede fire Egenskaber i én Person, nemlig Teg­ner, Træskærer, Forlægger og Trykker. Til Bevis for Opfattelsen anføres en Del Dokumenter i de venetianske Arkiver, de tidligste fra det 16. Aarhundre­des Begyndelse; de vise unægtelig en Sandsynlighed for Rigtigheden af Rivolis Formodninger. Helt synes Spørgsmaalet dog ikke at være klaret endnu. Men, som Sagen nu staar, frembyder den venetianske Bogillustration i sin korte Glansperiode umiskendelige Lighedspunkter med det antike Dekorationsmaleri (Herculanums og Pompejis f. Eks.; ogsaa med det græske Vasemaleri eller med Tanagrafigurerne kunde der drages en Sammenligning): her drejer det Fig. 25. Af POLIPHILO, 1499. 3/4. sig om Kunstfrembringelser, til Dels af flygtig Art, der væsentlig skyldes navnløse Kunstnere uden egentlig høj Rang, men røber Slægtskab og Fælles­præg med det bedste i de Tider, da de bleve til. Omtrent fra Aar 1500 er det imidlertid saa godt som forbi med Herligheden: man forlader Kontursnittet og gaar over til en anden Maner, men Xylografien holder ikke Skridt med den pragtfulde venetianske Malerkunst, som den udvikledes af Tizian, Tinto­retto og Paolo Veronese. Paa Træskærerkunstens Omraade maa Venedig — som paa det politiske — overgive sin Magt til andre Lande; vi behøve her blot at nævne Geoffroy Tory i Frankrig og Hans Holbein i Tyskland.