Tre efterreformatoriske katolske
biblioteker i København indtil 1962

Af Helge Clausen

Tidligt i Kirkens historie er bøger blevet anset som åndelige våben.
Denne tradition kan føres tilbage til jødedommen, men også apost-
len Paulus har understreget betydningen af 'åndens sværd' i kampen
mod det onde.¹ I klostrene i middelalderen var biblioteket det vig-
tigste rum efter kirken og sakristiet.² Biblioteket var ofte placeret
ved sakristiet, og har givetvis haft sin oprindelse i den samling af li-
turgiske bøger, der fandtes der. Munkene skulle anvende de litur-
giske bøger i deres tidebønner og messer i lovprisningen af Gud og
kampen mod djævelen. Men ud over denne kontinuerlige brug af
'åndens sværd' forordnede Benedikt i sin Regels kapitel 48, at der
for den enkelte munk hver dag skulle afsættes flere timer til læsning;
denne beskæftigelse blev intensiveret i fastetiden, hvor hver munk
ved fastetidens begyndelse skulle have udleveret en bog fra biblio-
teket, som han skulle læse i løbet af fastetiden som en særlig indsats
for at fremme sin åndelige udvikling. I det hele taget blev bibliote-
ket betragtet som et våbenkammer, jf. den gamle sentens Claustrum
sine armario sicut castrum sine armamentario (Et kloster uden bibliotek
er som en fæstning uden våbenkammer).³ Der er i dag almindelig
enighed om benediktinernes enorme indsats som bærere og udbre-
dere af den klassiske og kristne kultur, herunder bogkulturen, i
Europa i hele middelalderen.

Helge Clausen, mag.art., ph.d.; seniorforsker ved Statsbiblioteket, Universitetsparken,
8000 Århus C.

I Danmark er bibliotekernes tidligste historie uløseligt forbundet
med Den katolske Kirke, som indførte bogkulturen, herunder
fremstillingen af bøger. Alle kirkelige institutioner (især domkirker,
latinskoler og klostre) og nogle kirkelige embedsindehavere opbyg-
gede bogsamlinger til brug for deres arbejde.⁴ Da hele kirkegodset
blev konfiskeret af kronen in 1536, blev de fleste kirkelige bibliote-
ker opløst eller ødelagt, og det er velkendt, at mange manuskripter
blev anvendt til bogbind eller fyrværkeri. En del materiale blev dog
overført til Universitetsbiblioteket, som brændte i 1728, eller blev
reddet på anden måde, f.eks. ved afskrift.⁵

Efter reformationen i Danmark er det meget sandsynligt, at min-
dre samlinger af katolske bøger har eksisteret hos enkelte adelsfami-
lier, som mere eller mindre skjult forblev katolikker,⁶ hos de danske
konvertitter,⁷ hos nogle af de talrige unge danskere, som frekvente-
rede katolske læreanstalter i udlandet og hos udenlandske katolik-
ker (gesandter, officerer, kunstnere, hoffolk og handlende), som
legalt opholdt sig i Danmark. Hos en af de sidstnævnte, grev Ber-
nardino de Rebolledo, der var spansk gesandt i København 1648-
1659, befandt sig en bogsamling, som blev begyndelsen til det
senere Skt. Andreas Bibliotek (se nedenfor).

Reformationens foregangsmænd har udmærket været klar over
den latente fare, den katolske litteratur udgjorde. Derfor blev der
omgående i kirkeordinansen af 1537 indført en generel censur af
bøger, trykt i Danmark-Norge; denne censur skulle administreres af
de nye superintendenter. Christian IV's reces af 1643 indførte et
forbud mod indførsel af udenlandske bøger uden forudgående cen-
sur. En påtale i 1646 præciserede, at der særligt skulle holdes øje
med udenlandsk teologisk litteratur. Her drejede det sig ikke speci-
fikt om den katolske, men om al ikke-luthersk litteratur. Disse be-
stemmelser, som blev udfoldet i 6 artikler i Christian V's Danske
Lov fra 1683, var i princippet i kraft indtil Grundloven af 1849.⁸

Fra protestantisk side var der god grund til at være på vagt over
for katolsk litteratur, idet modreformationen i høj grad havde taget
bogtrykkerkunsten i sin tjeneste. Især jesuitterne, men også domi-
nikanerne havde i første halvdel af 1600-tallet vundet store protes-
tantiske områder tilbage. I Stockholm under den katolskvenlige

Johan III oprettede jesuitterne i 1570'erne et kollegium med om-
fattende undervisningsvirksomhed; her var der naturligvis et husbi-
bliotek, hvorfra Universitetsbiblioteket i Uppsala har 34 bind, som
er mærket med Collegii Societatis Jesu in Suetia.⁹ I 1622 blev
Congregatio de propaganda fide (Kongregationen for troens udbre-
delse) oprettet i Rom, og der blev hurtigt (1622-23) udsendt et par
dominikanere og 1623-24 også nogle jesuitter til Danmark for at
undersøge mulighederne for en rekatolicering. I en samtidig dansk
beretning om dominikanernes hemmelige mission i 1623 nævnes
det bl.a., at de "haffuer da medførtt Papistische Bøger, MeBe
Kleder, viede Billeder, affladsbreffue, døde Mends Been [dvs. reli-
kvier], [...] til deris superstitions och mangfoldige Menneskelige
traditioners och vildfarelsers forplantelse".¹⁰

Disse katolske missionsforsøg affødte drastiske modreaktioner fra
Christian IV's side: Den 28. februar 1624 udstedte han en forord-
ning, der forbød "alle Paffuiske Muncke, Jesuviter, presbyteros secu-
lares oc andre saadanne Geistlige Personer, vnder deris Liffs forta-
belse gantske oc alldeelis haffue forbuddet, sig her vdi Vore Riger
oc Lande at begiffue oc lade befinde ...'V¹ Det var Christian IV's
tredje forordning af denne slags, og de var led i en længere række
af forbud mod alle anderledestroende i Danmark, som begyndte
med kirkeordinansen i 1537-39 og fortsatte med Peter Palladius'
'kætterikatalog' fra 1557, Frederik Ils 25 'fremmedartikler' fra
1569, Christian IV's forbud i 1604 mod embeder til elever fra je-
suitterskoler, og lovgivningen i 1613, der gjorde danske katolikker
arveløse og forbød 'papister' at opholdt sig i riget.¹² Endnu så sent
som i 1839 måtte den senere bibliotekar Carl Augustin Høffding
Muus gå i landflygtighed, da han konverterede.¹³

I 1629 fremsatte den danske konvertit Christianus Laurentius
Ørn, som på det tidspunkt var dekan ved Stefansdomen i Wien, et
forslag til paven om at rekatolicere Jylland; tidspunktet syntes vel-
valgt, idet Wallensteins kejserlige (katolske) tropper 1627-29 holdt
Jylland besat. I det detaljerede forslag indgår bl.a., at der som en be-
gyndelse skulle oprettes jesuitisk ledede gymnasier i Ribe, Viborg,
Århus og Aalborg for at "tilfredsstille ungdommens trang til studi-
er".¹⁴ Man ville altså anvende pædagogiske og boglige strategier for

at opnå det tilsigtede mål. Jesuitternes store succes i Mellemeuropa
kan bl.a. henføres til deres nye pædagogiske idéer. Den nævnte plan
blev dog ikke forsøgt gennemført. I mellemtiden var jesuitterne nå-
et til den konklusion med hensyn til missio Danica, at man skulle al-
liere sig med de katolske kongers gesandter, som lovligt kunne
medføre præster, og gesandterne skulle så i første omgang prøve at
udvirke fri religionsudøvelse for udenlandske købmænd.¹⁵ Domi-
nikanerne konkluderede på deres side, at så længe kongen af
Danmark ikke var katolik, var det forgæves at forsøge at omvende
befolkningen.¹⁶

Da trediveårskrigen sluttede i 1648 og Danmark oprettede per-
manente diplomatiske forbindelser med de katolske stater, var det
netop den forenede jesuitiske og dominikanske strategi, der blev
fulgt: De katolske gesandter i København skulle arbejde for at mild-
ne den stærke lutherske intolerance med hensyn til udenlandske ka-
tolikkers ophold i Danmark, og samtidigt prøve at påvirke kongen
i katolsk retning. Hvordan dette medførte oprettelsen af det første
permanente katolske bibliotek i Danmark efter reformationen, vil
blive skildret nedenfor.

Forskning i katolske emner i Danmark

Man kunne indledningsvis stille det spørgsmål, om det overhovedet
er interessant, relevant og formålstjenligt at udforske et emne som
de efterreformatoriske katolske biblioteker i Danmark. Det er rela-
tivt let at konstatere, at der næsten intet er publiceret om dette em-
ne.¹⁷ I gængse værker om Danmarks bibliotekshistorie er emnet ik-
ke blevet behandlet.¹⁸ Dermed adskiller bibliotekshistorien sig ikke
på afgørende måde fra behandlingen af andre lignende emner, som
f.eks. sygeplejehistorien, skolehistorien og kirkehistorien. De katol-
ske hospitaler i Danmark har siden 1849 ydet en banebrydende
indsats, især på sygeplejens område. I mange provinsbyer var det ka-
tolske hospital indtil ca. 1 .Verdenskrig det første og eneste hospital.
I den lærebog i sygeplejens historie,¹⁹ som har været anvendt i
Danmark i mange år, er de 15 katolske hospitaler, som har eksiste-
ret, overhovedet ikke omtalt. Til sammenligning kan man bemærke,
at de protestantiske diakonisser og deres to hospitaler har faet en

udførlig behandling. Noget lignende er tilfældet med de katolske
skoler (i 1962 var der 28), som altid har udgjort en betragtelig an-
del af de danske friskoler. I de gængse værker om dansk skolehisto-
rie²⁰ bliver de forbigået i dyb tavshed. I standardværket om dansk
kirkehistorie (8 bind, med over 300 s. pr. bd.) bliver Den katolske
Kirke efter reformationen dog ikke fuldstændigt forbigået, men
dens historie 1900-65 bliver skildret på mindre end en halv side.²¹
En lignende behandling far de øvrige religiøse minoriteter i
Danmark. På denne måde bliver Den katolske Kirke og dens insti-
tutioner mindre synlige i samfundsbilledet og i historien. Dette sted
er dog ikke det rette til at diskutere konsekvenserne af, at det er
'flertallet' eller 'vinderne', der skriver historien, men situationen er
blot blevet skitseret for at danne en baggrund for og begrunde den
videre fremstilling.

Den katolske Kirkes historie i Danmark siden 1536 er dog ble-
vet belyst i mange former for publikationer (fest- og jubilæums-
skrifter, årbøger, skriftserier, monografier og artikler), som for stør-
stedelens vedkommende er udarbejdet af både danske og udenland-
ske katolikker.²² En bred, sammenfattende fremstilling er endnu ik-
ke udarbejdet.

Afgrænsning af emnet

Den nedre tidsmæssige afgrænsning for artiklens emne er reforma-
tionsåret 1536, selvom der først i 1648 er sikre efterretninger om en
katolsk bogsamling i Danmark, som med nogen ret vil kunne kal-
des et bibliotek. Den øvre tidsmæssige afgrænsning (1962) er valgt,
fordi det var året for åbningen af det 2. Vatikankoncil (1962-1965).²³
De reformer, der blev vedtaget på dette koncil, har medført flere og
mere dybtgående ændringer i Den katolske Kirkes selvforståelse og
ydre fremtrædelsesformer, end tilfældet var i de forudgående 4-500
år, dvs. siden middelalderens ophør. Derfor synes 1962 at være en
naturlig afgrænsning for udforskningen af de katolske biblioteker i
Danmark.

Med hensyn til hvad der skal forstås ved 'katolske biblioteker',
må der skelnes mellem private (dvs. privatpersoners) biblioteker og
kirkelige institutioners biblioteker. De sidstnævnte må endvidere

opdeles i eksterne og interne biblioteker. De eksterne biblioteker er så-
danne, som den kirkelige institution (f.eks. et sogn eller en for-
ening) stiller til rådighed for sognets eller foreningens medlemmer,
evt. for alle, uden hensyntagen til religiøst tilhørsforhold. De interne
biblioteker skal primært tjene den kirkelige institution selv (f.eks.
et kloster, ordenshus eller hospital), men det udelukker ikke, at det
sekundært benyttes af udenforstående; et ikke sjældent forkommen-
de eksempel er at personer, der går til undervisning i den katolske
troslære hos en præst i et ordenshus, også får lov til at låne bøger fra
ordenshusets interne bibliotek. Tabel 1 viser en kategorisering af de
katolske biblioteker, der har eksisteret i perioden 1648-1962.

Tabel i. De katolske biblioteker; som har eksisteret op til 1962 og deres anslåede bogbe-
stande.

Biblioteker Bogbestand

1. Skt. Andreas Bibliotek (Kbh.)

(Det teologiske forskningsbibliotek) 25.000

2. Niels Steensens Bibliotek (Kbh.)

(Det katolske 'folkebibliotek' og informationscenter) 5.000

3. Sognebiblioteker

(ca. 40; fra et par hundrede til et par tusind bd.) 40.000

4. Ordens-, kloster- und foreningsbiblioteker

(ca. 25; fra et par tusind til ca. 20.000 bd.) 125.000

5. Biblioteker i skoler, hospitaler og andre institutioner

(ca. 50; fra et par hundrede til et par tusind bd.) 50.000

I alt 245.000

I denne fremstilling vil der blive fokuseret på de katolske bibliote-
ker i København, som har været mest udadvendte og åbne, dvs.
bibliotekerne i gruppe 1-3 i tabel 1. Mht. sognebibliotekerne vil det
ældste af dem (Skt. Ansgars Sognebibliotek) blive behandlet mere
indgående.

Problemstillinger

Efter i det store og hele at have eksisteret 'underjorden' fra reforma-
tionen til Grundloven, blev perioden 1849-1962 en opgangstid for
Den katolske Kirke i Danmark. Der blev bygget mange kirker, ka-
peller, skoler, hospitaler, børnehjem og klostre. Ny ordener og kon-
gregationer blev indbudt til at virke i Danmark. Antallet af katolik-
ker var i 1849 ca. 1.000, men steg til ca. 25.000 i 1922, men kun til
26.549 i 1962.²⁴ Denne vækst skyldes især indvandringen af polske
landarbejdere, men også ca. 200 årlige konversioner. Mange menne-
sker, som er konverteret til Den katolske Kirke, har fået den første
tilskyndelse hertil ved læsning af katolsk litteratur. Fra første halvdel
af det 20. årh. har nærværende forfatter indsamlet og analyseret 87
beretninger, hvori danske konvertitter redegør for deres bevæggrun-
de; 73 af dem anfører, at læsning af katolsk litteratur har været den
primære faktor. Ikke alle mennesker har den samme tilgang til deres
eventuelle tro. I Danmark har man fra katolsk side næsten altid fore-
trukket intellektuelt prægede missionsmetoder. Dette beror først og
fremmest på befolkningens relativt høje uddannelsesniveau, men og-
så på det forhold, at præster af jesuiterordenen på afgørende områ-
der har præget Den katolske Kirke i Danmark. Jesuiterordenens ar-
bejdsmetoder har altid været præget af en intellektuel tilgang på et
højt pædagogisk niveau. Før 1849 var mange af gesandtskabspræster-
ne og præsterne i Fredericia jesuitter. I 1873 blev Skt. Andreas
Kollegium (med gymnasium) i Ordrup oprettet som en direkte føl-
ge af kulturkampen under Bismarck i Tyskland, hvor alle tyske jesu-
itter blev landsforvist i 1872. Samme år slog jesuitterne sig ned i År-
hus, oprettede et sogn, byggede en kirke og en skole. Jesuitterne i
København byggede 1887 et stort ordenshus i Stenosgade, hvortil de
flyttede deres allerede eksisterende skole, og få år senere byggede den
senere så betydningsfulde Jesu Hjerte Kirke. Endelig blev Niels
Steensens Gymnasium oprettet af jesuitterne i 1954 (beliggende i
Stenosgade 1950-1954, herefter i Skt. Kjeldsgade på Østerbro).

Før det 2.Vatikankoncil bestræbte man sig i et vist omfang for at
påvirke den adelige, kulturelle og intellektuelle elite med henblik på
at frembringe indflydelsesrige konvertitter. Det er en gammel erfa-
ring, at konversioner (som så meget andet) i samfundets top har en
afsmittende virkning på resten af befolkningen. Blandt påvirknings-
midlerne var tilbud om skolegang på et højt fagligt og pædagogisk
niveau, deltagelse i den aktuelle debat om teologiske, filosofiske og
etiske spørgsmål, produktion og udgivelse af katolsk litteratur i ori-
ginal eller oversættelse, samt biblioteks- og oplysningsvirksomhed.
En redegørelse for de katolske bibliotekers virksomhed vil derfor
også belyse den samlede katolske missionsstrategi i Danmark.

Skt. Andreas Bibliotek

Bispedømmet Københavns teologiske forskningsbibliotek har siden
1953 været kaldt Skt. Andreas Bibliotek (herefter: SAB). Men
biblioteket er meget ældre, og har rødder langt tilbage før 1849.
Man kunne hævde, at det var blevet grundlagt i 1648, hvor den
spanske diplomat, grev Bernardino de Rebolledo,²⁵ ankom til Kø-
benhavn for at tiltræde som den spanske konges gesandt hos
Christian IV. Han boede i begyndelsen på Amagertorv, men flytte-
de senere til Østergade.

Rebolledo (1597-1676) var ikke blot en ivrig katolik, men også en
kompetent amatørteolog, som beherskede både græsk og hebraisk.
Han skrev religiøse digte og udarbejdede under sit tolvårige ophold
i Danmark et apologetisk værk, som han tilegnede den danske rigs-
hofmester Joachim Gersdorff.

Rebolledo bragte mange bøger med sig, især teologiske værker.
I hans studereværelse var der så mange bøger, at han knap selv kun-
ne finde plads. Her tilbragte han de fleste timer med at granske
Bibelen, kirkefædrene og de spanske mystikere, med filosofisk og
historisk læsning, samt med selv at skrive. Nogle af hans bøger blev
sammen med gesandtskabskapellets liturgiske bøger knyttet til ge-
sandtskabet og overgik til hans efterfølgere. Det spanske gesandtskab
i København og de senere gesandtskaber for de katolske stater fun-
gerede uofficielt som missionscentre. Madridtraktaten fra 1641 gav
gesandter ret til fri religionsudøvelse for dem og deres husstand,
inden for gesandtskabernes område. Derfor kunne Rebolledo helt
lovligt indrette et huskapel og ansætte præster til at betjene det.
Rebolledo havde fra en til fire præster boende, alt efter omstændig-

Figur 1. Grev Bernardino de Rebolledo. Efter maleri af Karel van Mander.

hederne; i begyndelsen var der to: en spansk dominikaner og en
flamsk jesuit, pater Gottfried Francken SJ.²⁶ Rebolledo samlede
hver morgen og eftermiddag hele sin husstand til andagter i kapel-
let, hvor der også dagligt blev læst messe. Udenlandske hoffolk og
soldater begyndte at deltage i søndagsmesserne, og efterhånden op-
stod der en lille katolsk menighed i København, den første efter re-
formationen. Rebolledos gæstfrihed var stor, og egentlig blev
Madridtraktatens bestemmelser overtrådt, i og med at andre end ge-
sandtskabets personale fik adgang til kapellet, men myndighederne
var i nogle perioder tolerante, i andre ikke.

Gesandtskabspræsterne medbragte også deres egne bøger, hvoraf
de efterlod nogle, når de igen rejste. Disse bøger indgik i det efter-
hånden permanente katolske gesandtskabsbibliotek, som var vigtigt
for præsterne, så de kunne holde deres teologiske viden ajour og
kunne trække på opslagsværker og f.eks. kirkefædrenes skrifter, når
de havde samtaler eller endog offentlig disput med lutheranere.
Dette skete i 1654, hvor p. Francken fik tilladelse af kongen til at
opponere ex auditorio ved en teologisk disputats i Vor Frue Kirke.
Her angreb han en af doktorandens påstande (om at skærsilden var
frit opfundet) så effektivt, at rektoren måtte gribe ind og erklære
forsvarshandlingen for afsluttet, for at redde doktorandens anseelse.
Men man morede sig meget ude i byen bagefter. Det var forøvrigt
også p. Francken, der med Rebolledos tilladelse rejste til Stockholm
for at forsøge at hjælpe den religiøst søgende dronning Christina;
han kom til at spille en vigtig rolle ved hendes konversion. At jesu-
itterne ved gesandtskabskapellerne i København havde en vis suc-
ces ses f.eks. af, at der i 1672 var hele 19 (ulovlige og hemmelige)
konversioner.

Rebolledo blev gode venner med Joachim Gersdorff, en dannet
og vidtberejst mand, som beherskede ti sprog, heriblandt spansk.
Han var en nøgleperson i dansk politik i disse år; ved Frederik Ill's
tronbestigelse 1648 blev han medlem af rigsrådet og statholder på
Københavns Slot. Efter Corfitz Ulfeldts fald fra magten i 1652
efterfulgte Gersdorff ham som rigshofmester; året før sin død i 1661
opnåede han at blive udnævnt til rigsdrost og præsident for
Statskollegiet. For Rebolledo måtte Gersdorff derfor være et udsøgt
mål for at vinde indflydelse på de religiøse forhold i samfundets top,
så meget mere som Gersdorff var personligt knyttet til Frederik III,
med hvem han delte litterære og videnskabelige interesser. Deres
personlige relationer stammede tilbage fra deres tid sammen på
Sorø Akademi i 1620'erne. I kraft af sin universelle dannelse og sin
personlighed havde Gersdorff et godt forhold til de fremmede di-
plomater i København.

De to mænd lånte hinanden bøger. Gersdorffs bibliotek²⁷ var
stort (ca. 8.000 bind) og indeholdt forbløffende mange (forbudte!)
katolske bøger, som han må have hjembragt fra sine rejser, bl.a. af

Thomas Aquinas, Bernhard af Clairvaux, Hildegard af Bingen og
Teresa af Åvila, som Rebolledo havde studeret indgående. I kraft af
venskabet med Gersdorff stod dette bibliotek til rådighed for
Rebolledo, hvilket han var meget glad for. Han havde næppe kun-
net medbringe alle de bøger, han gerne ville have til sin rådighed
for sine studier og sin forfattervirksomhed, så han har uden tvivl
været en flittig låner. Gersdorffs bibliotek indeholdt som nævnt
mange katolske bøger, som egentlig var forbudte i Danmark, og de
to herrer diskuterede ofte kontroversteologiske spørgsmål, men for-
blev alligevel gode venner.

Til Rebolledos omgangskreds hørte desuden den strengt luther-
ske biskop Jesper Brochmand,²⁸ hvis bibliotek også stod til hans rå-
dighed. Om den teologiske litteratur i dette bibliotek skrev
Rebolledo: "Bispen arbeidede af alle Kræfter paa at fjerne sig fra
Sandheden; det kostede ham mere Studium at blive uvidende end
Andre at blive vidende". Efter Brochmands død i 1652 skrev
Rebolledo: "Bispen har ladet sig begrave med sine Bøger: selv om
han nu erkj ender Vildfarelserne deri, kan han ikke rette dem i den
andenVerden". Rebolledos nabo, oversekretær Otto Krag, var også
blandt dem, han ofte mødtes og diskuterede med. Iflg. Rebolledo
var Krag "et levende Bibliothek af theologiske Stridsskrifter [...]
han er velstuderet og har et godt Hoved og holder af at vise det i
Disputer, hvor han er saa ivrig, at det synes, at han tror paa det, som
han forsvarer".²⁹

Også Rebolledos efterfølger i 1659 var en bemærkelsesværdig
mand. Johann Freiherr von Goéss (1611-96) var udsendt af den ty-
ske kejser, og forsøgte ligesom Rebolledo at fremme den katolske
sag. Han havde stærke teologiske interesser, og blev senere præst, bi-
skop i Østrig, og endte sine dage som kardinal.

Von Goéss medbragte et større privatbibliotek, hvoraf han efter-
lod nogle bind, da han rejste i 1661.1 SAB er der stadigvæk 6 bind,
hvori von Goéss (eller hans sekretær) har skrevet: Bibliothecae Baronis
de Goessen Legati Caes[ar]ei (fig. 2):

Figur 2. Ejerpåtegning i en af von Goess' bøger.

Det drejer sig om Henricus Engelgrave SJ: Lucis evangelicae ... trykt
i Køln 1657, og 5 bind af Augustin: Opera. Paris, 1648-1651. Nogle
bind brændte i 1944, men disse 6 bind udgør den dokumenterede
begyndelse til gesandtskabsbiblioteket; nogle af de ældre bøger kan
dog have tilhørt Rebolledo, hvilket der er et vidnesbyrd om fra
1944, se nedenfor.

I de følgende to hundrede år overgik dette bibliotek fra den ene ka-
tolske gesandt til den næste. Indtil 1849 var der ialt 13 "stationer",
som omfattede det kejserlige, franske, spanske, hannoveranske og
østrigske gesandtskab, se tabel 2, hvor bibliotekets samlede "van-
dring" er opregnet.³⁰

Tabel 2. Skt. Andreas Biblioteks samlede "vandring" i 648-2003 (i 2 dele: Under og efter
'gesandtskabstiden').

Et væsentligt bidrag til identifikation af de enkelte stationer er
stempler og andre ejermærker i det voksende antal bøger.³¹ I mange
af bindene fra det 17. og 18. årh. har man på titelbladet skrevet: Soc[ie-
tajtis Iesu Missionis Haffhiensis, hvilket skyldes, at jesuitterne for det
meste varetog missionen og de pastorale aktiviteter i København. På
nogle af disse titelblade findes også et stempel med teksten: K.K. oes-
treichische Gesandschaft Coppenhagen. Disse ejermærker kan også bi-
drage til at kortlægge bibliotekets tilvækst gennem årene.

Hvilke bøger har biblioteket haft? Der findes en registrant over
bibliotekets i alt 72 bind fra 1806. Der er på dette tidspunkt kun ta-
le om et ret lille bibliotek. Måske er der lidt tab ved Københavns
brand i 1728? Det forekommer sandsynligt, idet gesandtskabet på
den tid lå inden for det område, der nedbrændte totalt, kun et par
hundrede meter syd for Trinitatis Kirke, hvor Universitetsbiblio-
teket som bekendt gik op i luer. Måske har man ikke faet alle bø-
ger med sig, da gesandtskabet blev rømmet. Disse 72 bind var på la-
tin, fransk, tysk og italiensk, og omhandlede kirkehistorie, dogma-
tik, moralteologi og systematisk teologi. Desuden var der nogle
prædikensamlinger, opbyggelige skrifter og værker af kirkefædrene.

Hvad ved vi om bibliotekets brugere? De ældste udlånsprotokoller
er højst 50 år gamle. Det er indlysende, at i tiden før 1849 har præ-
sterne og det øvrige personale ved gesandtskaberne været de pri-
mære brugere. Desuden er det nærliggende og sandsynligt, at uden-
landske katolikker (f.eks. hoffolk, officerer og kunstnere) har lånt bø-
ger. Måske også danskere, som gesandten eller præsterne stod på god
fod med. Formodentlig har Niels Steensen, som i årene 1672-74 op-
holdt sig i København som kongelig anatom, også benyttet bibliote-
ket; vi ved, at han deltog i messerne i gesandtskabskapellet, og mås-
ke har hans voksende interesse for teologiske spørgsmål ført ham til
at låne nogle af de bøger, som de to første gesandter havde efterladt.

1764 blev den kejserlige østrigske ambassade flyttet fra det indre
København til den nye bydel, Frederiksstaden, og biblioteket fulg-
te med. I 1842 blev det hidtidige ambassadekapel erstattet af et tem-
meligt stort kapel, for ikke at sige kirke, på den samme adresse,
Bredgade 64, som kort efter Grundloven blev overdraget til den ka-
tolske menighed i København. Ved denne overdragelse fulgte
biblioteket endnu en gang med. Kirken, som siden 1860 benævnes
Skt. Ansgars Kirke, er siden blevet ophøjet til domkirke.

I den nye situation efter 1849, hvor det katolske Danmark jurisdik-
tionsmæssigt kom til at høre under biskoppen af Osnabriick, måtte
man udvikle en helt ny pastoral strategi. Nu var religionsfriheden
blevet indført, og Den katolske Kirke kunne atter virke lovligt.
Mange ting blev ændret, nye ressourcer blev tilført fra udlandet,
men det eneste katolske bibliotek i landet blev ikke ladt i stikken.
Præsterne ved Skt. Ansgars Kirke forøgede det hele tiden, især fra
1860, hvor den unge pastor Johannes von Euch³² ankom til
København for at være kapellan ved kirken. Han stammede fra et
aristokratisk miljø, var en dannet mand og desuden en ivrig bog-
samler; han indlemmede mange bøger i det gamle bibliotek, især fra
1884, hvor han blev apostolisk præfekt,³³ og i perioden 1892-1922,
hvor han som biskop var apostolisk vikar.³⁴

Von Euch fik foræret mange bøger fra Tyskland, f.eks. fra familien
Stolberg, som havde relationer til Danmark. Hans mangeårige ind-
sats for det tidligere gesandtskabsbibliotek medførte, at han anså det
for sit eget. I 1905 havde biblioteket ca. 15.000 bind og en stor sam-

Figur 3. Biskop Johannes von Euch i sit arbejdsværelse, hvor han havde nogle af sine bøger. III. Tidende 1894.

ling af danske småtryk. I dette år underskrev biskop von Euch et ga-
vebrev, hvori han overlod sit bibliotek til Ansgarstiftelsen, som er
den juridiske person' bag Den katolske Kirke i Danmark. Fra da af
(og indtil 1954) blev biblioteket benævnt Det apostoliske Vikariats
Bibliotek, eller Vikariatsbiblioteket, og var en selvstændig institution.
Det blev flyttet fra præstehuset bag Bredgade 64 til Bredgade 69, 2.
sal o.g. i en ejendom, der ejes af Skt. Ansgars Sogn. Der er ikke ned-
fældet noget om adgangen til biblioteket, men formentlig har von
Euch selv, præsterne, redaktionen af det katolske ugeblad og katol-
ske skribenter benyttet det.

Figur 4. Biskop Theodor Suhr OSB.

Biskop von Euch døde i 1922, og under hans efterfølger, biskop
Josef Brems, skete der ikke meget med biblioteket, bortset fra at det
i 1934 blev flyttet til det tidligere Skt. Andreas Kollegiums bygnin-
ger i Ordrup.

I 1938 blev den unge danske benediktiner Theodor Suhr³⁵ udnævnt
til ny apostolisk vikar for Danmark.

Snart ændredes mange ting i vikariatet, også hvad biblioteket angik.
Biskop Suhr kom fra Rom, hvor han havde været prior ved kloste-
ret San Girolamo. Munkene her var beskæftiget med at revidere
Biblia Vulgata, og selvom Suhr ikke direkte havde med dette arbej-
de at gøre, kendte han betydningen af et videnskabeligt bibliotek.
Hans oprindelige kloster i Clervaux i Luxembourg, hvorfra de fle-
ste af munkene i San Girolamo kom fra, havde (og har) et særdeles
velforsynet bibliotek. Som benediktiner stod han i en tradition, som
i de seneste 1400 års europæiske kulturhistorie havde fremmet
skriftkulturen. Suhr flyttede, efter en kort mellemstation i Bredgade
64, Vikariatsbiblioteket til Boyesgade 8 A på Vesterbro, hvor det blev
anbragt i en tidligere katolsk skole, og en engageret præst, pastor
Andreasen,³⁶ blev udnævnt til dets leder.

Pastor Andreasen blev støttet stærkt af biskop Suhr, og han fik flere
medhjælpere til biblioteksarbejdet, bl.a. nogle maristbrødre, som
tidligere havde været lærere ved en katolsk skole, og også nogle læg-
folk, som man oven i købet kunne aflønne. 1940-44 blev bibliote-
ket gennemrevideret og katalogiseret. Nu var det på 18.000 bind,
og man planlagde at gøre det tilgængeligt for offentligheden. I 1942
blev det igen flyttet til Bredgade, denne gang til nr. 69 A, st., hvor
der blev indrettet et særligt lokale til det i en tidligere gymnastiksal
på 124 m².

Da flytningen var overstået, blev der foretaget en udskillelse af
værker, som man anså for mindre vigtige eller irrelevante. Der blev
taget kontakt til Det kgl. Bibliotek, og forskellige antikvarboghand-
lere blev anmodet om at udvælge værker fra den udskilte bogmas-
se og afgive tilbud på køb af dem. Fra Det kgl. Bibliotek kom
bibliotekarerne Hans Aage Paludan og Holger Larsen, som udtog
894 bind,³⁷ der blev betalt med 1.105 kr., og Hagerups Antikvariat
overtog 1.355 bind for 1.500 kr. Det drejede sig for størstedelens
vedkommende om ældre katolsk litteratur, profanhistorie, skønlit-
teratur og pjecer. Ved denne lejlighed blev store dele af biskop von
Euchs danske småtryk nok udskilt. En hel del bøger blev dog også
givet til forskellige katolske institutioner og præster, især prædiken-
samlinger, kirkehistoriske og liturgiske værker. Resten af de udskil-
te bøger, ca. 2.000, som man ikke kunne komme af med på anden
måde, blev sendt til papirmøllen; det drejede sig om 1.200 kg.

Figur 5. Pastor Andreasen og biskop Suhr i Vikariatsbiblioteket i begyndeisen af 1940'erne.

Med hensyn til accessionen er der ikke bevaret ret megen doku-
mentation, hverken i det hele taget eller fra den intensive arbejds-
periode under besættelsen. I 1941 havde Sven Damsholt oprettet
Sankt Ansgars Forlag med egen boghandel. Han sørgede for, at
biblioteket vederlagsfrit fik leveret de udgivelser, hans forlag stod
for. Han afleverede således i september 1942 et eksemplar af hver
udgivelse siden april 1941, i alt 8. På grund af krigen var det i det
hele taget vanskeligt at erhverve udenlandsk litteratur, især den en-
gelsksprogede og ikke-europæiske. I 1943 tilbød pastor Niels Th.
Hansen fra Randers at skænke nogle ældre og værdifulde værker til
biblioteket, nemlig Bellarmin: Controversiae (1590), samme:
Commentarium in Psalmos og St. Thomas: Catena vere aurea. Biblio-
teket, som ikke havde de pågældende værker, tog med tak imod til-
buddet. Efter den gennemgribende revision af bibliotekets bogbe-
stand og flytningen af biblioteket i sommeren 1942 forestod der et
større arbejde med at organisere biblioteket, katalogisere og klassi-
ficere bøgerne. Der foreligger ingen oplysninger om at der tidlige-
re har været ført et kartotek over bøgerne; det har der sandsynlig-
vis ikke, idet de ansvarlige næppe har haft de fornødne ressourcer
til at oprette og vedligeholde forfatter, titel- og/eller emnekartote-
ker. Man klassificerede nu bogbestanden efter en modificeret ver-
sion af decimalklassesystemet. Arbejdet var i det store og hele afslut-
tet i februar 1944.

Formodentlig har der i en del af bibliotekets tidligere historie
været ført en form for bestands- og udlånsprotokoller, som dog ik-
ke er bevaret. Mens man under besættelsen arbejdede på at gøre
biblioteket offentligt tilgængeligt, søgte man alligevel at imøde-
komme enkelte låneres forespørgsler. Der er således bevaret korre-
spondance vedr. flere folkekirkepræsters lån.

Den 2. maj 1944 skete en katastrofe: Bibliotekets læsesal udbrænd-
te, og 2.450 bind blev ødelagt, herunder 6 inkunabler. Branden
skyldtes håndværkere, som i kælderen under biblioteket skulle fjer-
ne nogle svampeangreb på træværket - med blæselamper. En flam-
me må være nået op til en papirkurv i læsesalen i biblioteket, som
først skulle åbne en times tid senere. Brandvæsenet kom 5 minut-
ter efter, at der var slået alarm, og forhindrede ilden i at brede sig
fra læsesalen til den store sal, hvor hovedparten af bøgerne var op-
stillet. I læsesalen blev nogle af bibliotekets sjældenheder opbevaret,
foruden tidsskrifter, leksika og andre håndbøger; blandt de alvorlig-
ste tab var (tallene i parentes angiver forsikringsselskabets vurde-
ring) '.Archivfur kath. Kirchenrecht (6.000 kr.), Bullarium Romanum, 49
bd., 1733-1857 (1.000 kr.) og Der Katholik, 149 bd. (625 kr.). De 6
ødelagte inkunabler (som egentlig hverken var inkunabler, dvs.
trykt før 1501, eller postinkunabler, trykt 1501-40) var alle fra
1540'erne og omfattede bl.a. BIBLIA sacrosancta testamenti veteris et
novi, e sacra Hebræorum Græcorumez fontibus. Ziirich, 1544,
XVI+734+184+216 s., Erasmo Roterodamo: Familiarum colloqvio-
rum. Antwerpen, 1543,632+22 s. 8° og Petrus Canisius: Summe doc-
trince christianæ. Antwerpen, 1542, 392 + 4 s. 12°. En ægte inkuna-
bel ejede biblioteket dog, og den led ingen skade ved branden:
Koberger-Bibel fra 1483.³⁸ Denne bibel, som er en af de 14 fuldstæn-
dige bibler på højtysk før Luthers NT-oversættelse i 1522, var ble-
vet skænket til biblioteket af biskop Suhr, som selv havde faet den
testamenteret af en datter af kammerherreinde Polly Berling.³⁹

Takseringsarbejdet blev for forsikringsselskabet Absalon udført af
Holger Larsen fra Det kgl. Bibliotek og Erik Paludan fra Høst &
Søns Forlag. De nåede frem til at den samlede værdi af læsesalens
materialer før branden var 51.269 kr. og 37.232 kr. efter, altså et tab
på 14.037 kr. Hertil kom ødelagt inventar til en værdi af 4.249 kr.⁴⁰
Heldigvis blev kortkatalogen ikke ødelagt, da den efter pastor
Andreasens anmodning blev reddet af røgdykkere.

Branden blev udførligt omtalt i Politiken og Berlingske Tidende,
mens Bogens Verden kun bragte en kort notits.Til Politiken fremkom
pastor Andreasen i øvrigt med den interessante oplysning, at grev
de Rebolledos "Våben findes i mange af Bøgerne".

Man begyndte straks at genetablere biblioteket, og allerede tre
uger efter branden sendte den lærde jesuit pater Alfred Otto SJ ef-
ter anmodning en liste på nogle "gode katolske Haandbøger" til
biblioteksmedhjælperen Harald Nystrøm. Blandt forslagene var:

Lexikon jur Theologie und Kirche (Herder, 1930ff)
Handbuch der katholischen Dogmatik (Freiburg, 1925ff)
Handbuch der katholischen Sittenlehre (Schwann, 1938ff)
Handbuch der katholischen Liturgik (Herder, 1932)
Dictionnaire apologétique de lajoi catholique (Paris, 1925ff)
Dictionnaire de la bible (Paris, 1912ff)

Dictionnaire d'archéologie chrétienne et de liturgie (Paris, 1907ff)
Dictionnaire de theologie catholique (Paris, 1909ff)
Dictionnaire de droit canonique (Paris, 1935ff)

Det ser ud til, at biblioteket ikke havde haft de pågældende værker,
og i anledning af branden, hvor man skulle genanskaffe de fleste
håndbøger, har man måske villet benyttet lejligheden til at overveje

anskaffelsen af disse værker, hvoraf de fleste hører til 'det tunge
skyts' inden for katolsk kirkelig og teologisk litteratur.

Den 31. maj 1944 udarbejdede Nystrøm en status til pastor
Andreasen hvori han meddelte, at han nu var færdig med "et stort,
grimt, og snavset Arbejde med Afskrabning og Afbørstning af de
delvis forkullede Rygge og Blade paa de brandlidte Bøger". Det
rensede materiale fyldte 23 hyldemeter, og der "mangler endnu at
rense, beklippe og tørre en stor Mængde Billeder, Avisudklip,
Tidsskriftsudklip [...] en Samling som har og vil faa den aller stør-
ste historiske Betydning for Eftertiden". Når dette arbejde var af-
sluttet, skulle selve læsesalsrummet renses og istandsættes.
Sideløbende med dette arbejde fortsatte han med at udskrive em-
nekartoteket (maskinskrivning af de endelige kort efter de forelø-
bige, håndskrevne kort); han var nået til bogstav J.

Branden i Vikariatets Bibliotek, samt den kendsgerning, at pastor
Andreasen et år senere forlod præstegerningen, bevirkede at biblio-
tekesarbejdet endnu engang blev sat i stå; der var simpelthen ikke
ressourcer til at videreføre det lige efter krigen.

Otte år senere fik biblioteket dog en ny chance: På biskop Suhrs an-
modning kom nogle dominikanermunke i 1953 fra Frankrig og
grundlagde et lille kloster i det tidligere Skt. Andreas Kollegiums
bygninger i Ordrup (Kollegievej 2A). Dagen efter den første domi-
nikaner (P. Grégoire) var ankommet, betroede biskop Suhr ham
Vikariatsbiblioteket og gav ham nøglen til det, og det blev forenet
med dominikanernes eget, medbragte bibliotek, idet bøgerne blev
mærket med hver sit ejerstempel (BIBL. DIOECE. HAFNLÆ og
FRATR. PRÆD. HAFNLÆ).Ved denne lejlighed fik biblioteket et
nyt navn: Skt. Andreas Bibliotek, efter navnet på det sogn, som do-
minikanerne overtog den pastorale omsorg for.

Efter branden i 1944 var der ca. 9.500 bind tilbage (ca. 8.000 fra
magasinrummet og ca. 1.500 fra læsesalen). Det nyindrettede klos-
ter i Kollegiets bygninger i Ordrup blev officielt åbnet 4. oktober
1953, i forbindelse med at dominikanerne overtog sognet, men bø-
gerne blev først transporteret derud fra Bredgade året efter.
Dominikanerne medbragte selv 10-12.000 bind (32 flyttekasser) fra

Frankrig, indsamlet blandt dubletterne i Le Saulchoir, dominika-
nernes studiekloster og lærdomscenter ved Paris, og fra lukkede do-
minikanerklostre i hele Frankrig. Indsamlingen blev foretaget af
Jean-Pierre Duclos OP, en ung, fransk dominikaner, som var udset
til at være bibliotekar i Ordrup. Bøgerne ankom i 1954, p. Duclos
kom året efter og sørgede for, at biblioteket blev ajourført. Da det
efter to års forløb var blevet nogenlunde ordnet, abonnerede man
på over 60 løbende tidsskrifter.

Man formulerede en accessionspolitik iflg. hvilken der blev ind-
købt bøger inden for flg. kategorier: (1) leksika, (2) håndbøger, (3)
tekstudgaver (kirkefædre, koncilstekster, Migne: Patrologia Latina &
Græca, Corpus Christianorum og Sources Chrétiennes (ca. 500 bd.)), og
(4) alle danske katolske skrifter.

Med hensyn til katalogisering og klassifikation besluttede man
sig til at anvende systemet i Le Saulchoirs bibliotek, idet man ikke
fandt, at decimalklassesystemet var findelt nok til den videnskabeli-
ge teologiske litteratur. Dette system, som oprindeligt byggede på
strukturen i Thomas Aquins Summa Theologiæ, blev anvendt i domi-
nikanerbiblioteker verden over.

Endelig gik planen, som biskop von Euch havde haft i 1905 om of-
fentlig adgang, i opfyldelse. Der blev indledt et samarbejde med det
øvrige danske bibliotekssystem, og fra 1959 blev SABs nyerhver-
velser medtaget i den danske Accessionskatalog. Dette skyldtes et di-
rekte forslag herom fra Jacob Thomsen. Rigsbibliotekar Palle
Birkelund var enig i, at biblioteket burde medtages. Dette medfør-
te iflg. J.-P. Duclos, at enkelte forskere begyndte at henvende sig.
Der var i det hele taget før 2. Vatikankoncil (1962-65) en større
interesse for katolsk litteratur end efter, hvilket iflg. J.-P. Duclos især
skyldtes professor Skydsgaards indflydelse.

Nye bøger blev omtalt i de katolske præsters interne blad, Inter
nos, hvilket affødte en del bestillinger. Læsning af teologiske værker
var dengang en udbredt foreteelse hos katolske præster. Efter biskop
Suhrs udtrykkelige ønsker henvendte dominikanerne sig da også
specielt til alle landets katolske præster og gjorde dem opmærksom
på nyordningen af biblioteket. I brevet anføres det, at "Hs. Exe. øn-
sker, at dette bibliotek effektivt skal stilles til bispedømmets og spe-
cielt præsteskabets disposition". Man stillede sig til rådighed for
præsterne med hensyn til "fremskaffelse af oplysninger til klarlæg-
gelse af spørgsmål", samt naturligvis almindeligt bogudlån. Med
hensyn til bibliotekets udvikling vil dominikanerne "gøre alt for at
udvide biblioteket og komplettere den foreliggende bogbestand ved
at købe det bedste af den teologiske litteratur, der kommer frem,
især på de skandinaviske sprog og på fransk". Men da økonomien
er begrænset, anmodes der om boggaver, også testamentariske.

Men dominikanerne var generelt set meget åbne og økumenisk
indstillede; de arrangerede f.eks. kulturaftener, hvor indbudte per-
soner som Bodil Koch, Chr. Hermansen og pastor Bartholdy mød-
te op. Der blev også indledt et samarbejde med andre danske biblio-
teker. Information om biblioteket blev udbredt ud over Den katol-
ske Kirkes grænser, og protestantiske teologer fra Københavns
Universitet og teologistuderende begyndte at bruge SAB. En paral-
lel aktivitet var udgivelsen af det teologiske fagtidsskrift Lumen: ka-
tolsk teologisk tidsskrift (1957/58-1977), som dominikanerne redige-
rede.

Der er ikke bevaret udlånsstatistikker eller anden form for doku-
mentation af bibliotekets aktiviteter i perioden 1953-1962, idet den
senere leder, p. Grégoire havde en vane/mani med at kassere.

I 1950 udkom en kortfattet vejviser over videnskabelige og fag-
lige biblioteker i København, udgivet af Rigsbibliotekarembedet.⁴¹
Heri optræder ingen katolske biblioteker. Det blev der imidlertid
rådet bod på i 3. udgaven fra 1961, hvor SAB har faet en indførsel
på linie med de protestantiske teologiske biblioteker. Her står det
anført, at biblioteket dækker "bibelkundskab, filosofi, kirkehistorie,
teologi og økumenik". Bogbestanden angives til 15.000 bd., hvil-
ket størrelsesmæssigt placerer det i klasse med bibliotekerne i
Universitetets teologiske Laboratorium og Institut for Kirkehistorie
(begge med 20.000 bd.).

Figur 6. Biskop Suhr og p. Martin Drouzy OP i biblioteket ved indvielsen af Skt. Andreas Kloster, il.februar 1962.

Skt. Andreas Bibliotek måtte vente adskillige år på en officiel ind-
vielse. Den 11. februar 1962 indviede biskop Suhr både kloster og
bibliotek (se fig. 6), og begivenheden blev udførligt refereret i det
katolske ugeblad.⁴² Om biblioteket blev der skrevet:

"En særlig interessant enkelthed ved Sankt Andreas Kloster er
biblioteket, hvis trivsel pater Duclos er ansvarlig for. Mellem dets
15.000 bind finder man biskop von Euchs værdifulde teologiske
bibliotek. Men at holde det ajour til stadighed kræver en vågen
bibliotekar og noget af en Sherlock Holmes. Pater Duclos står i
stadig kontakt med førende antikvariater i England, Frankrig og
Tyskland, og det hænder ikke sjældent, at han i stor sportsglæde
hjemfører en billig, men kostelig godbid fra en bogauktion i ind-
eller udland. Sankt Andreas bibliotek arbejder i nøje kontakt med
det mere bredt anlagte Niels Stensens bibliotek i Bredgade i
København, og står desuden i forbindelse med Det kongelige
Bibliotek, som allerede har gjort brug af samlingen."

Ved indvielsen var der biblioteksfolk til stede både fra statslige og
lokale (kommunale) biblioteker. I en redegørelse for biblioteket i
anledning af indvielsen skrev dominikanerne, at denne udefra kom-
mende interesse må skyldes, at biblioteket er det eneste katolsk-teo-
logiske bibliotek i Danmark, ja i hele Norden. Cirka en tredjedel af
bøgerne og tidsskrifterne findes ikke i noget andet nordisk biblio-
tek. Både samarbejdet med det offentlige biblioteksvæsen og Niels
Steensens Bibliotek blev nævnt. I redegørelsen omtales endvidere,
at bibliotekets moderne teologiske litteratur hovedsagligt er på
fransk. Udlånet heraf er begrænset, idet kun få mennesker her læser
fransk uden problemer. Udlånet af fransksprogede bøger er ikke
over 1.000 om året. Det indrømmes, at der burde indkøbes mere
tysksproget katolsk litteratur, da den tyske teologi har indtaget en
ledende rolle, især inden for økumenien. Men de begrænsede øko-
nomiske midler, der er til rådighed for bogkøb, gør dette vanskeligt.

Som tidligere nævnt, er der næsten intet offentliggjort om de ka-
tolske biblioteker i Danmark, men der var en undtagelse:
Dominikanerpater Pierre Grégoire, som døde 1996, var i 23 år le-
der af Skt. Andreas Bibliotek. Kort før sin død skrev han, som tidli-
gere nævnt, en lille bog om bibliotekets historie.

Der er ingen tvivl om at SAB har haft en usædvanlig historie. Til
trods for ca. 20 flytninger, en eller to brande, skiftende interesse fra
de ansvarliges side og som regel en svag økonomi, er det bemærkel-
sesværdigt, at biblioteket har overlevet siden 1648.⁴³

Niels Steensens Bibliotek

I modsætning til SAB, hvis ressourcer ligger inden for den viden-
skabelige teologiske litteratur, henvender Niels Steensens Bibliotek
(i det følgende: NSB) sig til en bredere målgruppe.

Dette bibliotek er opstået på en helt anden måde, nemlig 'nede-
fra', som et lægmandsinitiativ. Kort efter 2.Verdenskrig boede nog-
le kvindelige katolske studerende i pensionatet Mariahjemmet hos
Liobasøstrene i Klosteret ved Jagtvej i København. De fleste af de
studerende var for nyligt konverteret til Den katolske Kirke, og de
havde alle erfaret, at udvalget af katolsk litteratur - både på dansk og

Figur 7. Maria Louise d'Auchamp med nogle af de ind- samlede bøger i USA, 1948/49.

udenlandsk - i de danske folkebiblioteker kun var ringe. Hertil
kom, at en hel del bøger, som var klassificeret under emnet 'katoli-
cisme', egentlig var antikatolske kontroversskrifter. En af de stude-
rende, Maria Louise d'Auchamp,⁴⁴ fik da den idé at oprette et ka-
tolsk 'folkebibliotek' og informationscenter. Da hun i 1948 havde
bestået afgangseksamen ved Statens Biblioteksskole, søgte hun at
komme til USA for at videreuddanne sig, og ved hjælp af Catholic
Library Association fik hun et stipendium fra det katolske
Marywood College.⁴⁵ Her studerede hun 1948-49 og fik graden
'B.Sc. in Library Science'.

Mens hun studerede, havde hun om lørdagen et job i en katolsk
boghandel for at tjene penge og lære den amerikanske, katolske lit-
teratur at kende. Desuden begyndte hun at indsamle bøger til et
kommende bibliotek i København ved at skrive tiggerbreve til ka-
tolske forlag og aviser. En journalist ved den katolske avis The
Catholic Light sørgede for den nødvendige publicity, og snart be-
gyndte katolske institutioner og privatpersoner at sende hende bø-
ger. Et brev til de amerikanske jesuitters ugeblad America indbragte
ca. 50 bøger fra enkeltpersoner i USA. Webster College i St. Louis
skænkede Encyclopedia Americana. Søstrene ved Marywood College
forærede Maria Louise d'Auchamp 147 bøger, den største enkelt-
donation. Også det store, amerikanske opslagsværk Catholic
Encyclopedia fik hun foræret.

I alt modtog hun på denne måde et par hundrede bøger. Mens
Maria Louise d'Auchamp var i USA, korresponderede hun med
præsten ved Liobasøstrenes klosterkirke derhjemme, Hubert
Messerschmidt, som støttede hendes planer. Som tak for den op-
mærksomhed The Catholic Light havde vist hende og hendes sag,
sendte pastor Hubert Messerschmidt et brev til redaktøren, hvori
det bl.a. hed:

"How very generous of you to be so helpful and encouraging to
Miss d'Auchamp. Here from Denmark we send our heartfelt
thanks. Miss d'Auchamp is one of a group of lay people, praying
and training to become true apostles of the Church. In a
Protestant country with few Catholics devoted service of the
Church by lay people is badly needed.You cannot possibly know,
how much this means to the friends of Miss d'Auchamp. It takes
us out of an isolation into the unity of the Church, makes us for-
get about problems of minorities and just go on in prayer and
work. For all this we thank you with our whole heart."

Da Maria Louise d'Auchamp var færdig med sin uddannelse i juni
1949, opsøgte hun generalen for Paulistfædrenes Orden.⁴⁶ Denne
ordens særlige arbejdsområde er mission ved hjælp af det skrevne
ord (forlagsvirksomhed, boghandel mv.). Hun havde fra en medbe-
boer på Mariahjemmet (Elsebet Kieler) hørt om denne ordens
'åben-dør' informationscentre i USA, og havde faet navnet på or-
denens general. Nu ville hun gerne stifte nærmere bekendtskab
med disse centre, hvor enhver kunne komme ind fra gaden for at
læse, købe eller låne katolske skrifter, og diskutere religiøse spørgs-
mål med en præst eller lægmand. Generalen hjalp hende på den
måde, at han først inviterede hende til et 14-dages ophold i New
York for at følge arbejdet i centeret der. Hun fik også en Grey-
hound-busbillet til en studietur gennem 32 stater, hvor hun kunne
besøge de lokale Paulist-informationscentre og lære deres arbejds-
metoder at kende. Undervejs oplevede hun en meget stor interesse
og hjælpsomhed fra de amerikanske katolikker, hun kom i kontakt
med, og fik på denne rundrejse samlet i alt ca. 2.200 bøger sammen,
som hun ved en katolsk hjælpeorganisations bistand fik sendt hjem
til Danmark. Som dansker i USA kort efter 2. verdenskrig havde
Maria Louise d'Auchamp fordel af en 'meritoverførsel', idet mange
amerikanere forbandt Danmark med modstandsbevægelsen og jø-
dernes redning i 1943. Endnu i 1957 modtog hun lejlighedsvis bog-
pakker til NSB, sendt fra USA.

Da Maria Louise d'Auchamp kom tilbage til Danmark, informe-
rede hun biskop Suhr om sine planer, og fik organiseret en frivillig
medarbejderkreds af katolske bibliotekarer, som begyndte at gøre
den indsamlede bogmasse klar til udlån. I mellemtiden rejste hun til
Holland, Belgien og Frankrig for også der at indsamle bøger, så den
europæiske, katolske litteratur også kunne blive dækket. Det var især
klostre og forlag, hun henvendte sig til, men udbyttet var ret ma-
gert; Europa var endnu ikke kommet på fode efter krigen.

I en artikel i et fransksproget teologisk tidsskrift⁴⁷ reflekterede
Maria Louise d'Auchamp i 1953 over NSB's fremtidige rolle og
målgrupper. Hun skelnede mellem 4 forskellige målgrupper (i prio-
riteret rækkefølge):

1. Præster. Da der ikke er noget katolsk præsteseminarium i
Danmark, må uddannelsen foregå i udlandet. Når de nyuddan-
nede præster kommer tilbage til Danmark kan der være et pro-
blem med deres faglige efteruddannelse, pga. af den sjældne fore-
komst af katolsk litteratur i bibliotekerne på de danske universi-
teter, som er "toutes protestantes". Derfor er der brug for katolsk
litteratur til at støtte en " développement de la culture sacerdotale'.

2. Aktive lægfolk, som deltager i kurser med teologisk, filosofisk og
psykologisk indhold. Her kan NSB stille supplerende katolsk lit-
teratur til rådighed.

3. Andre lægfolk (der nævnes funktionærer, arbejdere og husmø-
dre), som er interesserede i 'gode romaner' eller religiøse skrifter.

4. Ikke-katolikker. NSB er ikke udelukkende bestemt for katolik-
ker. Også andre, som søger svar på tilværelsens spørgsmål, er vel-
komne. Der omtales en plan om at centret (som det her også kal-
des), i fremtiden skal arrangere teologiske kurser, ledet af speci-
elt uddannede præster eller kompetente lægfolk.

Om NSB's relationer til andre katolske biblioteker nævner Maria
Louise d'Auchamp det netop (ny) oprettede SAB, som har lovet at
samarbejde med NSB, og hvis samlinger vil udgøre et fortræffeligt
supplement til NSB's. Maria Louise d'Auchamp forudser, at NSB og
dets informationscenter vil få stor betydning for Kirken i Danmark,
dens intellektuelle fremtræden og dens 'udstråling' (rayonnement).
Bøgerne vil være ét af de mest effektive redskaber med henblik på
udbredelse af den religiøse sandhed; de vil bidrage til den intellek-
tuelle og kulturelle udvikling, og endelig vil de være til støtte og do-
kumentation for debatten om moral og religion. Til sidst i artiklen
nævner Maria Louise d'Auchamp, at NSB også skal være et sam-
lingssted for katolikker og ikke-katolikker, "une oasis de pensée religi-
euse dans un monde irréligieux\ Konvertitterne skal også her få kon-
takt med andre katolikker, som kan hjælpe dem med overgangen.

Det er for øvrigt i denne artikel, at det kommende katolske bib-
liotek og informationscenter i København første gang på tryk sæt-
tes i forbindelse med Niels Steensens navn:⁴⁸ Bibliothéque Niels
Steensen.Valget af Niels Steensens navn i forbindelse med et katolsk
bibliotek forekommer ikke umiddelbart indlysende, da han ikke i
særlig grad havde beskæftiget sig med bøger og biblioteker, udover,
hvad hans videnskabelige arbejde førte med sig.Valget var blevet in-
spireret af en gennemgående egenskab hos Niels Steensen: Han var
en sandhedssøger, både videnskabeligt og religiøst. I Den katolske
Kirke (især i Danmark og Tyskland) er han blevet fremhævet som et
forbillede, både som konvertit, præst, biskop, sjælesørger og missio-
nær. Niels Steensens sygdom, lidelse og død i fattige omgivelser bi-
drog til at give ham et helgenry. Hertil kommer naturligvis hans vi-
denskabelige bedrifter inden for anatomi, geologi og palæontologi.
Flere katolske institutioner mv. var allerede blevet opkaldt efter
ham, således Nicolaus Steno Gildet (Foreningen af katolske læger, op-
rettet 1936), Niels Steensens Gymnasium (grundlagt 1950). Stenosgade
på Vesterbro var ganske vist blevet navngivet af Københavns
Kommune i slutningen af 1800-tallet, men havde også bidraget til
at gøre Niels Steensens navn kendt, så meget mere som hele den
ene side af gaden husede katolsk kirke, ordenshus (jesuitter) og sko-
le mv. Sammenknytningen af Niels Steensen som sandhedssøgeren
på den ene side, og et katolsk bibliotek og informationscenter på
den anden, må anses for at have en betydelig positiv symbolværdi
og udtrykker på kort form hele institutionens selvforståelse.

Til at begynde med var de indsamlede bøger anbragt i Vikariats-
biblioteket i Bredgade. Efter nogle års arbejde (i fritiden) med at
supplere de indsamlede bøger med, hvad der måtte mangle af stan-
dardværker, katalogisering osv., blev der 1. januar 1953 lejet et lo-
kale nær ved den dengang katolske Skt. Ansgars Boghandel i
Bredgade, lige over for Domkirken, Skt. Ansgar. Kredsen af frivilli-
ge medarbejdere betalte selv huslejen og de løbende udgifter, mens
andre forærede biblioteket reoler, gardiner og en skrivemaskine.
Telefon fik man først råd til langt senere. Tirsdag den 19. januar
1954 blev Niels Steensens Bibliotek indviet.

På lignende måde som ved valget af Niels Steensens navn til biblio-
teket signalerer datoen den 19. januar noget meget væsentligt for
hele bibliotekets idégrundlag: Indvielsen var henlagt til denne dag,
som dengang var datoen for festdagen for kong Knud den Hellige.⁴⁹
Man ønskede bevidst at knytte de to begivenheder sammen for at
manifestere for det første, at man ville fremme Den katolske Kirkes
sag, som i det væsentlige var den samme som på Knud den Helliges

Figur 8. Åbningen af NSB, 19. januar 1954. Personerne på billedet er de fleste af de oprindelige frivillige medarbejdere (fra v. til h.): Bent Werner, Ruth Svensgaard, Bente Holmgaard, Maria Louise d'Auchamp, Clara Svendsen (senere navneændring til Selborn), Augusta Johannesson, Anna Elise Møldrup.

tid, og for det andet, at den nye institution skulle tjene hele
Bispedømmet, ikke blot København (Knud er Danmarks national-
helgen). Året forinden (29. april 1953) var Det apostoliske Vikariat
Danmark blevet ophøjet til et regulært bispedømme (Bispedømmet
København, Dioecesis Hafniensis). Denne begivenhed har sikkert og-
så medvirket til at Skt. Knud Konges dag blev valgt som åbnings-
dag for NSB. Niels Steensen selv havde ikke før saligkåringen i
1988 nogen officiel festdag.

Hvordan blev åbningen refereret i den danske presse? Den katol-
ske presse dækkede åbningen pænt, men ikke overvældende. I
Katolsk Ugeblad ⁵⁰ var der i nummeret, som udkom den 10. januar
1954, en introducerende artikel på én spalte. Der blev ikke bragt
omtale af selve åbningsdagen i et senere nummer. Litterae⁵¹ (den ka-
tolske akademikerforening Academicum Catholicum's medlemsblad)
bragte en kort omtale i sit februar-nummer, under rubrikken
"Forskelligt nyt" - efter underpunkterne "Nyfødte" og "Examina".

I den danske dagspresse var begivenheden kun omtalt i to min-
dre dagblade, som udkom i København, nemlig Information og
Kristeligt Dagblad.⁵² Selvom Informations overskrift til omtalen er lidt
kryptisk ("Aabner bibliotek med gaver"), indeholder selve teksten
dog ingen alvorlige fejl eller misforståelser. I Kristeligt Dagblad ser sa-
gen anderledes ud: Omtalen indledes med "København har nu fået
katolsk bibliotek" (der havde siden 1862 eksisteret flere katolske
sognebiblioteker i København; det tidligere Vikariatsbibliotek var
på dette tidspunkt under klargøring hos dominikanerne i Ordrup,
men var vel endnu ikke rigtigt offentligt tilgængeligt). Avisomtalen
nævner dog, at biblioteket står til disposition både for katolikker og
protestanter, "og det kan evt. skaffe interesserede bøger til låns fra
jesuitternes tyske og dominikanernes franske bibliotek". Med 'jesu-
itternes tyske bibliotek' må der menes jesuitternes husbibliotek i
Stenosgade (som afgjort indeholder mere litteratur på andre sprog
end på tysk). Artiklen demonstrerer en uvidenhed, som man ikke
ville forvente hos netop denne avis. Hverken Berlingske Tidende el-
ler Politiken bragte nogen omtale.

Den eneste omtale af NSB's åbning i den danske bibliotekspres-
se var en notits i Bogens Verden⁵³ på 5 linier, i en rubrik, som bragte
småmeddelelser, som f.eks. at en norsk biblioteksleder var vendt til-
bage efter sygeorlov, og at en engelsk professor opholdt sig på Det
kgl. Bibliotek for at studere samlingerne af kinesisk litteratur.
Biblioteksårbogen (udgivet af Statens Bibliotekstilsyn og Rigsbiblio-
tekarembedet), samt medlemsbladet for Bibliotekarforeningen for
folkebibliotekerne, Bibliotekaren, bragte intet om NSB's oprettelse.

Ved åbningen omfattede bogbestanden ca. 3.000 bind, bestående af:

• de indsamlede 2.200 bind fra USA

• et par hundrede bind fra indsamlingsrejsen i Europa

• et par hundrede bind dansk, norsk og svensk katolsk litteratur
(indkøbt)

• nogle egnede titler fra Vikariatets Bibliotek, som passede til den
forventede målgruppe

• dele af to nedlagte sognebiblioteker (Skt. Andreas Sogn og Skt.
Ansgars Sogn)

• gaver fra forlag og privatpersoner

Ved indkøb tilstræbtes en fuldstændig dækning af den katolske lit-
teratur på dansk, norsk og svensk. Samlingen, som havde en over-
vægt af faglitteratur, bestod mest af bøger på engelsk, dansk, tysk og
fransk. Hertil kom et mindre udvalg af internationale katolske tids-
skrifter, som f.eks. Herder Korrespondenz og Documentation
Catholique. En nærmere analyse af hvilke bøger NSB havde ved åb-
ningen, besværliggøres af manglen på sikre kilder.

NSB's bogbestand var især i begyndelsen for en stor dels ved-
kommende kommet til veje som boggaver. Selv om samlingen blev
trimmet både ved ordningen forud for bibliotekets åbning og i de
første år, blev det ret hurtigt klart, at visse systematiske grupper ik-
ke var særligt godt repræsenteret. Nyanskaffelser var i høj grad præ-
get af efterspørgslen (låneanmodninger fra andre biblioteker blev
prioriteret højt), men var begrænset af den stramme økonomi. Men
netop de økonomiske realiteter lagde hindringer i vejen for en me-
re systematisk indkøbspolitik, som kunne have medført en mere ef-
fektiv udnyttelse.⁵⁴

Bøgerne i NSB var fra begyndelsen anbragt på åbne hylder; det-
te har man gjort bevidst, for at de besøgende selv skulle kunne ori-
entere sig, ligesom på et folkebibliotek. Opstillingen af bøgerne har
altid været folkebiblioteksinspireret, idet et modificeret decimalklas-
sesystem anvendes til fagbøgerne, som udgør den overvejende del
af samlingerne. I 1954 udkom DK4, som blev taget i anvendelse,
men det blev hurtigt erkendt, at nogle af emnegrupperne enten
blev alt for store, eller blev 'altomfattende rodebunker' (som f.eks.
23.9: Kristendommen og den moderne kritik), på grund af biblio-
tekets specialiserede samlinger. DK4 havde simpelthen ikke til-
strækkeligt med underinddelinger.

Da medarbejderne først kunne arbejde i NSB efter deres norma-
le arbejdstid, var der de første år kun åbent to hverdage om ugen
kl. 17-20 og om lørdagen kl. 13-15. For at få et bidrag til at dække
omkostningerne med, udbad man sig 5 kr. om året for udstedelsen
af et lånerkort. Dette stred mod den indgroede tradition i Danmark,
at biblioteksbenyttelse er gratis, men der lader til at have været en
forståelse for, at et bibliotek som NSB, der ikke modtog nogen form
for offentlig støtte, måtte søge at skaffe sig indtægter på anden vis.

Der var stor sogning til NSB lige fra åbningsdagen; i løbet af det
første halve år (excl. to måneders sommerferielukning) blev der så-
ledes indskrevet 97 lånere og udlånt 629 bind. I 1956 blev der ud-
stedt 123 og i 1959 190 lånerkort, hvoraf mange til ikke-katolikker.
For perioden 1954/55-1962/63 er udlånstallene⁵⁵ vist i diagram 1:

Diagram 1. NSB. Udlån 1954/55 - 1962/63 (beretningsperiode: 1. april -31. marts).

Selve bogbestanden voksede i denne periode fra ca. 3.000 til ca.
4.500 bind, således at det samlede årlige udlån i 1954/55 var på
38,7% af bogbestanden, mens det i 1960/61 var 46,4%. Det var i
overvejende grad faglitteratur, der var efterspurgt; i årsberetningen
for 1955/56 er det anført, at periodens udlån på i alt 1.534 bind be-
stod af 1.244 bind fag- og 290 bind skønlitteratur. I samme årsbe-
retning er der en opsamling af erfaringer med lånerne. De betegnes
(i ordets bedste forstand) som et blandet publikum, hvis "fore-
spørgsler varierer fra det mest subtile til det absolut almindelige".
Både blandt de indtegnede lånere og "strejf-kunderne" (som belig-
genheden ud til gaden giver en del af) er der adskillige ikke-kato-
likker. Desuden er der flere udenbys lånere, herunder en i Norge og
en i Sverige, og der kommer en del låneanmodninger fra landets
folkebiblioteker via Bibliotekernes Oplysningskontor, som har en
seddelfortegnelse over NSB's udenlandske titler. I årsberetningen
reflekteres der over udlånsvirksomhedens fremtid. Udlånet ville
utvivlsomt kunne forøges kraftigt, hvis åbningstiden også kunne
udvides, hvilket personalesituationen (antallet af frivillige medarbej-
dere) dog endnu ikke tillod.

Maria Louise d'Auchamp har berettet om en lille stikprøve på
aktiviteterne i NSB i 1957:1 løbet af fire åbningsperioder (dvs. 11-
12 timer) var der blevet udlånt 48 bøger, to nye lånere havde faet
lånerkort, og 3 ikke-katolikker, som aldrig før havde talt med en
katolik, var kommet ind og havde bedt om svar på nogle spørgsmål.
Man havde også iagttaget, hvordan personer, som kom forbi i
Bredgade, standsede op for at studere de udstillede bøger i NSB's
vinduer, og sommetider kom indenfor, når de ikke så sig iagttaget
af nogen.

Fra begyndelsen havde det også været hensigten, at NSB skulle
fungere som 'åben dør', så foruden at være et bibliotek var det og-
så et informationscenter og mødested, som besvarede både mundt-
lige og skriftlige spørgsmål. Enhver kunne komme og låne bøger
eller stille forespørgsler. Ofte var det nødvendigt, at medarbejderne
måtte blive længe efter lukketid for at besvare spørgsmål, diskutere
med de besøgende og af og til rådgive dem. Sommetider var en
præst til stede for at støtte de sjælesørgeriske aktiviteter. Nogle af de
besøgende ikke-katolikker kunne efter en tid henvises til konvertit-
undervisning hos en præst, og Maria Louise d'Auchamp havde i lø-
bet af de første par år 13 sådanne tilfælde.

Ret hurtigt efter NSB's åbning blev der skabt forbindelser
mellem forskellige former for katolsk kursusvirksomhed og biblio-
teket. Pastor Ib Andersen, som i nogle af de første år hjalp til med
at besvare de mere teologiske spørgsmål, der blev stillet til NSB, le-
dede også et kursus i religionspædagogik. Deltagerne var lægfolk,
som gav religionsundervisning til børn, der ikke gik i katolske sko-
ler. Et brevskolekursus, oprettet i 1957, særligt tilrettelagt for ikke-
katolikker, udsendte regelmæssigt litteraturlister sammen med kur-
susbrevene, og heri henvistes der til NSB. Dette medførte en del
henvendelser fra udenbys lånere. For yderligere at informere om
NSB sørgede man for omtale og annoncering i de katolske blade,
og foranstaltede orienteringsaftener i biblioteket. For at nå ud over
Københavns grænser tilbød NSB at sende bøger til lånere i hele
landet, mod at låneren selv betalte for tilbagesenderen.

NSB s leder fra 1958 til 1995, Inge Muller, uddybede i 1959 i et
interview,⁵⁶ hvordan ikke-katolikkers tilgang til katolsk litteratur of-
te forløb: Selvom der efterhånden findes en del skønlitterære bøger
af katolske forfattere på folkebibliotekerne (bl.a. Graham Greene,
Evelyn Waugh og Francois Mauriac), er det nok begrænset, hvad
disse bøger eksplicit siger om Kirkens troslære. På dette område er
Johannes Jørgensens og Peter Schindlers værker mere udbytterige
for en dansk ikke-katolik. Skønlitteraturen virker ofte som en slags
appetitvækker. Det gælder f.eks. for Johannes Jørgensens og Peter
Schindlers erindringer, Gymnadenia og Den brændende busk af Sigrid
Undset, værker af Sven Stolpe og Göran Stenius, og især den ame-
rikanske bestseller Kardinalen af Henry Morton Robinson. Efter
læsning af sådanne bøger bliver mange, iflg. Inge Mullers erfaring,
nysgerrige efter at fa at vide, hvad det egentlig er, katolikkerne tror
på. Her kan NSB træde til med råd og vejledning vedrørende den
teologiske faglitteratur på et passende niveau. Muligheden for at
komme til at snakke med en præst på en uforpligtende måde er og-
så vigtig for en besøgende, som ikke har haft mod til at kontakte en
præst. Her har NSB klart haft en særlig medierende rolle.

Biblioteket blev fra begyndelsen anerkendt af de danske biblioteks-
myndigheder og inddraget i det interurbane lånesamarbejde; det
blev således muligt at bestille bøger fra NSB på alle landets offent-
lige biblioteker. NSB blev dog ikke af Rigsbibliotekarembedet an-
set for at tilhøre kredsen af faglige og videnskabelige biblioteker,
hvorfor dets nyerhvervelser heller ikke optrådte i Accessions-
katalogen. Da Jacob Thomsen i 1959 var blevet ansat på Det kgl.
Bibliotek foreslog han som nævnt ovenfor, at SAB kom med i
Accessionskatalogen, hvilket daværende rigsbibliotekar Palle
Birkelund bifaldt, men NSB blev ikke accepteret i denne sammen-
hæng.⁵⁷ Inge Muller sørgede for, at Bibliotekernes Oplysnings-
kontor (hvor hun selv var ansat fra 1. april 1961) fik en kopi af kar-
totekskortene for de udenlandske titler på NSB. Endelig var der et
nært samarbejde med SÅB, af hvis katalog NSB fik en kopi.

Personalet, dvs. de bibliotekarer, som på frivillig basis bemande-
de vagterne, var at finde i den kreds af interesserede, som stod bag
NSB's oprettelse og drift. Foruden Maria Louise d'Auchamp drej-
er det sig om følgende: Bente Holmgaard Nielsen, Augusta
Johannesson, Inge Muller, Anna Elise Møldrup, Clara Svendsen
(senere navneændring til Selborn) og Ruth Svensgaard. Fælles for
dem er, at de er kvinder, katolikker (alle konvertitter, undtagen Inge
Muller) og bibliotekarer. To var desuden cand.mag., og flere havde
andre teoretiske og praktiske forudsætninger for arbejdet i NSB.
Der var også nogle fa mandlige medarbejdere: Bibliotekar,
cand.mag. Jacob Thomsen og assistent Bent Krarup. De nævnte
personer var dog ikke i hele perioden aktive som medarbejdere. Fra
begyndelsen var som nævnt pastor Ib Andersen gejstlig rådgiver og
lejlighedvis medhjælper i NSB; i 1959 blev denne post overtaget af
den danske dominikanerpater, Vagn Hansen OP.

Som initiativtager var Maria Louise d'Auchamp fra begyndelsen
leder af NSB. I efteråret 1958 måtte hun imidlertid trække sig ud af
arbejdet pga. sygdom, og lederhvervet blev derefter overtaget af
Inge Muller,⁵⁸ som bestred denne post, indtil hun trak sig tilbage
pga. alder i 1995.

NSB's åbningstider var i begyndelsen tirsdage og fredage 17-20,
men allerede fra 1. oktober 1954 begyndte man at holde åbent og-
så på lørdage kl. 13-15. Den 1. oktober 1959 sløjfede man lørdags-
åbningen mod til gengæld at holde åbent alle hverdage kl. 16-19
undtagen mandag. Dette giver en ugentlig åbningstid på hele 12 ti-
mer. I juli og august (og sommetider også juni) holdt man sommer-
ferielukket. En del af arbejdet i NSB kunne ikke klares i åbnings-
tiden, så medarbejderne måtte i et vist omfang bruge mere af deres
fritid, hvilket var en yderligere belastning, idet de fleste havde fuld-
tidsarbejde andetsteds. Nogle frivillige bidrog også, f.eks. til kort-
skrivningen. En kontorist i provinsen kopierede således 6.000 kort
i sommeren 1954.

Figur 9. Maria Louise d'Auchamp og Inge Muller i NSB, 1954. Foto i NSB's arkiv.

Fra begyndelsen havde NSB tre kartoteker: Et forfatterkartotek, et
titelkartotek (skønlitteratur) og et emnekartotek (faglitteratur).
Endvidere havde man et internt revisionskartotek (hyldeliste).

NSB's støttekreds (herunder de frivillige bibliotekarer) afholdt
fra begyndelsen alle udgifter til husleje,⁵⁹ varme og øvrig drift, her-
under nyanskaffelser. Efterhånden begyndte der dog at figurere for-
skellige andre indtægter, hidrørende fra lånerkontingenter, gaver og
andre bidrag. Personalet var ulønnet, og flere andre bidrog på for-
skellige måder til bibliotekets drift. Det dengang katolske Skt.
Ansgars Forlag og Boghandel gav rabat på bogindkøb, og forærede

biblioteket adskillige bøger, hvilket Arne Frost-Hansens Forlag og-
så gjorde. Fra begyndelsen blev NSB også støttet af de kirkelige
myndigheder, idet Den Katolske Kirkes Kancelli (senere: Katolsk
Bispekontor) udførte den regnskabsmæssige del af dets administra-
tion. I løbet af 1950'erne blev det nødvendigt med yderligere støt-
te, og biskop Suhr gav tilsagn om at Bispedømmet betalte en del af
huslejen. I regnskabsåret 1958/59 var denne støtte på ²A, svarende til
200 kr./måned, mens resten blev betalt af støttekredsen. De øvrige
faste udgifter (kr. 1.800) blev dækket af lånerkontingentet, gaver og
andre bidrag. Arets forbrug på 700 kr. til nyanskaffelser og abonne-
menter blev skaffet på anden måde, herunder ved salg af dubletter.
De økonomiske rammer var ikke ret store; således blev der først i
1961 råd til at anskaffe en telefon.

NSB var i de første mange år en privat institution med en dag-
lig leder og en medarbejdergruppe, som nærmest må karakteriseres
som selvsupplerende. Alle aktiviteter foregik dog under ansvar over
for de kirkelige myndigheder, dvs. biskop Suhr. Der eksisterer et
udkast fra 1955 til fundats for NSB, men det blev aldrig gjort fær-
digt og sat i kraft.

Biblioteket har måttet flytte flere gange. Som nævnt blev der pr.
1. januar 1953 lejet et par mindre lokaler i Bredgade 65 A, st. (dvs.
over gården). Stedet var ikke synligt fra den stærkt befærdede
Bredgade, og allerede et halvt år efter åbningen erkendte man, at
pladsen var for lille. Heldigvis blev der samtidigt et butikslokale le-
digt lige ved siden af Skt. Ansgars Boghandel (Bredgade 67). Denne
placering var idéel, men i 1961 ønskede boghandelen at udvide, og
lokalerne var igen blevet for små til NSB. Det var dog muligt at leje
sig ind et andet sted i ejendommen (Bredgade 67-69 ejes af Skt.
Ansgars Sogn). De nye lokaler lå på 1. sal, med indgang i porten
(Bredgade 69, l.).Ved den lejlighed fik NSB nye stålreoler, og bi-
skop Suhr indviede selv de nye lokaler.⁶⁰ Men den nye placering
viste sig at være katastrofal: Da biblioteket nu ikke længere var syn-
ligt fra Bredgade, faldt benyttelsen øjeblikkeligt (se diagram l).⁶¹

En vurdering af NSB's indsats i de første 9 år (1954-62) må foreta-
ges under hensyntagen til to forhold: De begrænsede ressourcer og

det personlige engagement. Man kan rent kvantitativt opgøre antal
udlån osv., men virkningerne aflæsningen af katolsk fag- og skøn-
litteratur, rådgivning mv., kan kun sjældent konstateres på kort sigt.
Et vist antal konvertitter forekommer at være de mest 'synlige' re-
sultater af NSB's virksomhed, men mange andre lånere og brugere
har uden tvivl faet ændret og måske udvidet deres forståelse af Den
katolske Kirkes troslære, historie, liturgi osv., foruden at de har faet
svar på deres mange konkrete spørgsmål.

Det kan dog med sikkerhed konstateres, at de aktiviteter, NSB
har udfoldet i perioden, herunder oprettelse og drift af et bibliotek
og informationscenter af NSB's størrelse, aldrig var blevet realiseret,
hvis ikke de implicerede personer havde udvist så stor en grad af
personligt engagement og offervilje. Uden Maria Louise
d'Auchamps grænseoverskridende initiativ og indsats, var NSB sik-
kert ikke blevet oprettet, især når man betænker de små ressourcer,
der var tilgængelige.

Eftertiden kan bekræfte denne konklusion, idet NSB også efter
1962 har vist sig at være levedygtigt, og igennem alle årene har ydet
et væsentligt bidrag til Den katolske Kirkes informationsformidling
i Danmark, idet det har opfyldt et tomrum mellem SAB's mere vi-
denskabelige niveau og de mange ret ukendte, små og internt-ka-
tolske sognebiblioteker.

Sognebibliotekerne

Som nævnt ovenfor var biskop Johannes von Euch interesseret i at
fremme de katolske biblioteker. I 1901 offentliggjorde han en an-
ordning i Det apostoliske Vikariats embedsblad angående grund-
læggelse af katolske folkebiblioteker i Danmark.⁶²1 udlandet, speci-
elt i missionslandene, spillede sådanne biblioteker en "betydelig
Rolle som en Slags Medhjælp ved Gejstlighedens belærende og til-
skyndende Arbejde". Biskop von Euch ønskede som et minimum,
at den samlede danske katolske litteratur - herunder tidsskrifterne -
skulle være til rådighed i hvert bibliotek. Med henblik på oprettelse
af sådanne biblioteker kunne præsterne gratis rekvirere de bøger,
som var udkommet på Vikariatets forlag. Biskoppen forordnede
endvidere, at der i hvert bibliotek skulle udarbejdes en katalog og
føres en udlånsprotokol. Normalt skulle sognepræsten fungere som
bibliotekar, men i sogne, hvor der kun var én præst, skulle det væ-
re skolelærerens opgave (de allerfleste menigheder havde dengang
egen skole). Desuden pålagde han præsterne, at de skulle indberet-
te antallet af danske og tyske bøger samt bibliotekarens navn i de
årlige statistiske indberetninger. I 1905, 1910 og 1913 tog biskop
von Euch igen sagen om "vore katholske Folkebiblioteker" op i
embedsbladet; de troende måtte ikke være afskåret fra god og sund
litteratur. Betegnelsen "folkebiblioteker" var sikkert inspireret af de
katolske folkebiblioteker, som var udbredt over hele Tyskland, og var
ikke ment som en konkurrent til de danske folkebiblioteker, som i
disse år var under kraftig opbygning.

At hans anordning i løbet af en kortere årrække blev omsat til
virkelighed, ses af statistikken over den samlede bogbestand i perio-
den 1904-12 (diagram 2):

Diagram 2. Bogbestanden i de katolske sognebiblioteker i Danmark 1904-1912 (data mangler for 1905 og 1911).

Den samlede bogbestand er i perioden blevet mere end fordoblet.
Allerede i 1909 havde alle daværende 23 sogne et "Folkebiblio-
thek".Tallene kan synes ubetydelige, men hvis man sammenligner
med de tilsvarende tal for Københavns Kommunes biblioteker, kan

man konstatere, at de er relativt store. F.eks. i 1910 havde de offent-
lige katolske biblioteker i København en samlet bogbestand på
4.929 bd., hvilket svarer til 9,6% af de 51.544 bd., Kommunens
biblioteker havde.⁶³ Fra 1910 ville biskoppen også have udlånstal-
lene indberettet. Tallene for bogbestand og udlån blev hvert år of-
fentlig] ort, menighed for menighed i embedsbladet, for at holde
bevidstheden om bibliotekssagen levende hos præsterne og til-
skynde dem til at investere tilstrækkeligt med personbårne og ma-
terielle ressourcer i den. I 1910 havde de københavnske kommune-
biblioteker et udlån pr. indbygger på 0,8 (365.202 udlån, 453.576
indb.), mens det tilsvarende tal for de katolske biblioteker var 0,45
(1.917 udlån, 4.265 katolikker).

Foruden sognebibliotekerne har der også eksisteret nogle katol-
ske specialbiblioteker, som i princippet var åbne for enhver. Det
gælder f.eks. biblioteker for fremmedsprogede grupper af katolikker
(tysk-, fransk-, engelsk-, italiensk- og polsktalende), som i store de-
le af det 20. årh. har haft deres egen kirkelige betjening. Det polske
bibliotek ved Skt. Annæ Kirke på Amager, oprettet efter 2. verdens-
krig, var det største af dem, og det eksisterer for øvrigt endnu.

Den oprindelige inspiration til at gøre en særlig indsats for den me-
re folkelige del af det katolske biblioteksvæsen fik biskop von Euch
fra sit hjemland, Tyskland. I 1905 blev en artikel i Westfälischer
Merkur⁶⁴ om forholdene i det katolske folkebiblioteksvæsen i Tysk-
land omhyggeligt refereret i det katolske ugeblad. Den drivende
kraft i dette arbejde var Borromäusverein, som var blevet stiftet i Bonn
1844 af en kreds af katolske lægfolk og præster.⁶⁵ Den direkte årsag
var den stigende liberalistiske pressevirksomhed. Foreningens for-
mål er dobbelt: At støtte oprettelse og drift af offentlige katolske
biblioteker, samt udgivelse af katolsk litteratur. Begge aktiviteter
skulle støtte "die Förderung von Geistes- und Herzensbildung auf
katholischer Grundlage durchVerbreitung guter Bucher". Disse bø-
ger kunne både være opbyggelige, belærende og underholdende.
Foreningen har to slags medlemmer: Foreningsmedlemmer, som er
de lokale biblioteker (i 1900: 2.128; i 1960: 5.632), og private med-
lemmer, som er enkeltpersoner, der bl.a. far rabat på udgivelser (i
1900: 81.339; i 1960: 345.359). Man oprettede også biblioteker på
sygehuse, i fængsler og andre institutioner, hvor der var mulighed
for at virke caritativt (dvs. menneskekærligt, barmhjertigt) og soci-
alt. Foreningen har drevet biblioteksskolevirksomhed og i det hele
taget udfoldet en stor aktivitet som 'bibliotekscentral' og forlag. En
sådan organisation kunne den lille katolske Kirke i Danmark natur-
ligvis ikke drive, men der blev i 1888 oprettet en dansk Borro-
mæusforening, hvis private medlemmer kunne nyde godt af indkøb
med rabat hos den tyske forening.

Hele denne indsats på biblioteksfronten (og i forbindelse hermed
også udgivelsesvirksomheden) må ses som et led i en kulturel/ide-
ologisk kamp. I 1880'erne og 90'erne berettes der om en forstær-
ket indsats, især fra biskop von Euchs side, for at fremme udbre-
delsen af den katolske litteratur i kampen mod hvad man anså for
teologisk usandt, moralsk nedbrydende og samfundsødelæggende.
Modstanderne var et konglomerat af religiøse, kulturelle og politi-
ske modstandere, nemlig lutherdommen, brandesianismen og soci-
alismen. Da vincentsbrødrene (de mandlige medlemmer af den
lokale afdeling afVincentsforeningen, se nedenfor) søndag den 23.
juli 1893 på Skt. Andreas Kollegiet i Ordrup højtideligholdt festen
for den hl. Vincent af Paul, holdt pater Breitung SJ fra Kollegiet et
foredrag, hvor han "anbefalede at give de Fattige god katholsk
Lekture som Modvægt mod de fordærvelige Bøger og Blade, som
udbredtes iblandt dem". Ved Vincentsforeningernes 2. generalfor-
samling i 1894 opfordrede biskoppen til abonnement på det katol-
ske ugeblad og de katolske småskrifter, for at man kan forsvare sig
mod de falske beskyldninger, der herhjemme rettes mod Den ka-
tolske Kirke. Året efter opfordrede han igen de forsamlede vin-
centsbrødre til at "sørge for de Ubemidledes Oplysning gjennem
vor katholske Literatur".

Biskop v. Euch selv havde gode forbindelser i Borromäusverein;
i 1892 og mange gange senere modtog han boggaver, som han
videregav til nogle af de katolske biblioteker. Men også fra andre
internationale katolske organisationer kom der inspiration og støt-
te, især til nogle af sognebibliotekerne, herunder især det ældste af
dem, Skt. Ansgars Sognebibliotek.

Skt. Ansgars Sognebibliotek

Den første omtale af et katolsk sognebibliotek i Danmark findes i
en meddelelse i Skandinavisk Kirketidende for katholske Christne i
marts 1862:

"Vincentiusforeningen har foranlediget Stiftelsen af et lille ka-
tholsk Folkebibliothek af danske og tydske Bøger, hvorfra

Udlaan skeer hver Søndag Form. Kl. 11_-12_hos Hr. Skolelærer

Reinken. Frivillige Gaver til Bibliotheket modtages til enhver
Tid baade af Hr. Reinken og Foreningens Præsident, Hr.
Kapellan von Euch." ⁶⁶

Det drejer sig her ikke om det overleverede bibliotek fra de katol-
ske landes gesandtskaber, men om noget helt nyt. I 1855 blev den
første lokalafdeling (Skt. Ansgar Vincentsko nference) af Vincentius-
Foreningen (i det følgende benævnt i dens mere moderne form,
Vincentsforeningen) oprettet i Danmark.⁶⁷ Denne caritative læg-
mandsorganisations virkeområder var besøgstj eneste hos gamle og
syge, hjælp til unge og udlændinge, samt omsorg for hjemløse og
fanger. Opgaven at drive et bibliotek stemte godt overens med for-
eningens målsætning, især når arbejdet kunne udføres i sammen-
hæng med de øvrige sociale opgaver. Et sådant 'biblioteksaposto-
lat'⁶⁸ har man næsten siden oprettelsen udøvet som et tilbud, der
skulle medvirke til at afhjælpe den uddannelsesmæssige og åndeli-
ge nød. Især i 1800-tallet organiserede Vincentsforeningerne
mange steder elementær undervisning i skolefagene, reli-
gionsundervisning, forlagsvirksomhed og uddeling af katolske bla-
de og skrifter (litteraturmission). Med disse aktiviteter søgte man at
virkeliggøre Kristi ord til djævelen om at "Mennesket skal ikke le-
ve afbrød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund" (Matt
4,4). I statutterne for Vincentsforeningen i 1892 er der blandt for-
eningens 'embedsmænd' (bl.a. præsident, sekretær og kasserer) og-
så en bibliotekar, som "samler lærerige Bøger afpassede efter det
Dannelsestrin, som de af Conferentsen Understøttede staae paa, og
fører Fortegnelse over de skjænkede eller udlaante Bøger".⁶⁹ Den
primære målgruppe for biblioteket er således de personer, som
konferencens medlemmer tager sig af. Men da foreningen også
prioriterer afhjælpning af den generelle åndelige nød højt, er der
intet modsigende i også at henvende sig til alle andre.

Foruden at drive biblioteker i de sogne, hvor Vincentsforeningen
var oprettet - Skt. Ansgar (1855), Skt. Mariæ, Frederiksberg (1882),
Skt.Josef, Nørrebro (1885), Skt. Andreas, Ordrup (1906), Skt. Annæ,
Amager (1910), og i provinsen: Fredericia (1865), Randers (1890)
og Odense (1900) - uddelte man også gratis eksemplarer af det ka-
tolske ugeblad til de fattige, som man støttede materielt.
Uddelingen af dette blad fik ved Vincentsforeningens generalfor-
samling i 1887 det skudsmål med på vejen fra ét af medlemmerne,
grev Johan Ludvig Holstein-Ledreborg, at "dets [ugebladets]
Udbredelse vilde stifte meget Godt, da det skrevne Ord var den
mest taalmodige Missionær; det var det eneste katholske Organ i
det danske Sprog og udmærkede sig stadig ved sin Righoldighed".⁷⁰
At "det skrevne Ord var den mest taalmodige Missionær" udtryk-
ker på en rammende måde det langsigtede formål med at drive
biblioteker i dette regi. Ved flere lejligheder blev det ved
Vincentsforeningens møder fremhævet, at man måtte give de fatti-
ge god katolsk lekture som modvægt mod de fordærvelige bøger
og blade, som udbredtes blandt dem.

Til at begynde med var Skt. Ansgars Sognebibliotek anbragt på 1. sal
i bygningen bag Skt. Ansgars Kirke. Menighedens medlemmer kun-
ne her gratis låne bøger i timen efter ugens største kirkelige begiven-
hed, nemlig højmessen kl. 10 om søndagen, hvor flest mulige ville
være til stede. Det nævnes i bekendtgørelsen, at der kan lånes både
danske og tyske bøger. Dette forhold afspejler to ting: (1) at den ka-
tolske litteratur på dansk var ret sparsom, og derfor måtte suppleres
med udenlandsk litteratur, og (2) at flertallet af katolikker i Danmark
på den tid var af udenlandsk (mest tysk) oprindelse, og derfor af rent
sproglige grunde måtte tilbydes katolsk litteratur på deres oprindeli-
ge sprog. I meddelelsen nævnes også, at Vincentsforeningens præsi-
dent var den biblioteksinteresserede pastor Johannes von Euch, som
1860-64 var kapellan ved Skt. Ansgars Kirke. Det er nærliggende at
antage, at initiativet til at oprette et bibliotek har været hans.

Bibliotekets første leder var skolelederen Reinken. Han blev i 1874,
både som skoleleder og bibliotekar efterfulgt af Christian Ertner.
Han var samtidigt sekretær for Skt. Ansgar Vincentskonference, og
ledede biblioteket i næsten 40 år. I den periode oplevede det en
enestående opblomstring. Man kan næsten sige, at Ertner var gift
med biblioteket; i hvert fald forblev han ungkarl hele livet. Han for-
stod også at informere om biblioteket; herom vidner regelmæssige
meddelelser i det katolske ugeblad om åbningstider, nye bøger,
hjemkaldelser osv. Af disse meddelelser fremgår, at udlån er for alle,
samt gratis uden kaution, hvilket var usædvanligt for den tids låne-
biblioteker. En anden måde at annoncere på er at bringe svar på
(mere eller mindre fiktive) læserforespørgsler om bibliotekerne. I
det katolske ugeblad er der således i 1906 under overskriften
"Korrespondance" en længere forklaring, udsprunget af et indsendt
spørgsmål om hvor meget det koster at låne bøger fra de katolske
biblioteker. I en længere årrække i begyndelsen af det 20. årh. an-
noncerede 4-5 københavnske Vincentkonferencers biblioteker de-
res åbningstider mv., sammen med et andet katolsk institutions-
bibliotek i det katolske ugeblad.

I København var der i 1886 tre Vincentskonferencer, som hver
havde et bibliotek: Skt. Ansgar (hvor man havde 378 bd.), Skt.
Mariæ (40 bd.) og Skt. Josef (20 bd.). Også uden for København
virkede Vincentsforeningen nogle steder; således siden 1890 i
Randers, hvor der to år efter blev oprettet et lille "Laanebibliothek
for de Fattige". Der er eksempler på, at de københavnske bibliote-
ker lånte hos hinanden.

I 1888 flyttede biblioteket med Skt. Ansgars Skole over på den
anden side af Bredgade, i menighedens nybyggede ejendom, sand-
synligvis i nr. 67, 2. sal o.g. I den anledning blev åbningstiden udvi-
det til flere aftener i ugens løb.

Ertner forsøgte sig i 1894 med et nyt initiativ: De forbedrede fysi-
ske forhold havde gjort det muligt at oprette en læsestue.
Bestyrelsen for Skt. Ansgar Vincentskonference gav tilladelse til at
afprøve denne idé, men i første omgang kun for mænd. Læsestuen
var åben på søn- og helligdage mellem 19 og 22. Desuden var bib-
lioteket også åbent nogle hverdage mellem 19 og 21. Læseselskaber
og foreningers drift af både biblioteker og læsestuer var på det tids-
punkt en indarbejdet tradition i det danske kulturliv, så initiativet
var ikke i sig selv nyt, men mere et udtryk for en katolsk aktivi-
tetsudvidelse. I meddelelsen i det katolske ugeblad om læsestuens
åbning fremgår det, at der foruden den katolske litteratur også var
adgang til at læse bl.a. Illustreret Familiejournal, Hjemmet og Flyvende
Blade. Alle var velkomne, og det blev også meddelt, at der lejligheds-
vis vil være mindre kateketiske eller bibelske foredrag, samt ind-
øvelse af salmer fra salmebogen. I de to første måneder kom der i
gennemsnit 12 personer pr. aften. Læsestuen blev dog nedlagt i
1897; Ertners noget kryptiske begrundelse var, at den ikke havde
kunnet opretholdes af mangel på tilsyn.

Lærer Ertner var en omhyggelig bibliotekar; 3-4 gange årligt ud-
arbejdede han beretninger om bibliotekets aktiviteter til
Vincentskonferencens bestyrelse og aflagde på denne måde rapport
til hver af de årlige generalforsamlinger. Beretningerne er normalt
på 1-4 sider, og omfatter detaljerede oplysninger om alle sider af
bibliotekets virksomhed. Han udførte også en årlig revision af bø-
gerne (i august), hvor alle udlånte bøger blev hjemkaldt.

På et tidspunkt efter åbningen i 1862 bestod biblioteket af 115
bind, og året efter 148, men kun i Ertners periode som bibliotekar
(1874-1911) foreligger der regelmæssige og detaljerede statistiske
oplysninger. Fra ca. 1900 til 1. verdenskrigs begyndelse var Skt.
Ansgars Sognebibliotek præget både af en voksende bogbestand
(diagram 3) og af stigende udlånstal (diagram 4).

Nye bøger til biblioteket stammede især i Ertner-perioden fra ga-
ver. Da Johannes von Euch i 1884 var kommet tilbage til Køben-
havn som apostolisk præfekt, begyndte han at skaffe bøger til bib-
lioteket, ikke alene fra sine egne samlinger, men også fra
Borromäusverein i Tyskland og fra tyske venner. Biblioteket havde
også velgørere blandt præsterne og de mere velhavende katolikker,
og fra tid til anden (men ikke automatisk) bevilgede Vincents-
foreningen penge til indkøb, indbinding, reparation og nye reoler,
når Ertner ansøgte om det. Mange af Ertners biblioteksmeddelelser

Diagram 3. Skt. Ansgars Sognebibliotek. Bogbestand 1862-1944.

i det katolske ugeblad sluttede med en opfordring til at skænke det
"gode Bøger" (og sommetider også "Skolebøger og Skolerekvi-
sitter" til de af hans elever, som kom fra småtstillede hjem).

I 1902 var efterspørgslen efter Johannes Jørgensens bøger så stor,
at en del eksemplarer måtte anskaffes antikvarisk. Kun undtagelses-
vis afslører Ertners rapporter og referaterne i det katolske ugeblad,
hvilke bøger biblioteket indeholder. I anledning af større indkøb el-

Diagram 4. Skt. Ansgars Sognebibliotek. Udlån 1887-1911.

ler gaver nævnes dette dog sommetider, især når det drejer sig om
gaver fra biskop von Euch, men at der ikke udelukkende er tale om
decideret katolsk litteratur ses ofte. Almindelig oplysende litteratur
og skønlitteratur nævnes ofte, f.eks. André Liitken: Opfindelsernes
Bog 1-7 (Kbh., 1877-1881),Trap: Beskrivelse af Danmark (3 bd.) samt
Jules Vernes romaner.

I 1914 havde Skt. Ansgars Menighed 4.125 medlemmer, som
dog for størstedelens vedkommende boede i hele København, hvor
de også kunne besøge andre kirker og kapeller.Ved sammenligning
mellem diagram 3 og 4 ses, at i perioden efter 1900 stiger antal ud-
lån med den voksende bogbestand, sådan at man næsten kommer
op på, at hver bog i gennemsnit bliver udlånt en gang om året. I
1906 beretter Ertner om en stor stigning i udlånet, og han udvide-
de åbningstiden tilsvarende, sådan at biblioteket fremover var åbent
3 hverdagsaftener kl. 19-21, samt søndag formiddag efter højmes-
sen og søndag aften. Hvem brugerne var og hvilke bøger de lånte,
lader sig desværre ikke afdække på grund af manglende materiale.

Ifølge Ertners biblioteksrapporter blev der i 1906 trykt en kata-
log over bibliotekets bøger; denne katalog har dog ikke kunnet ve-
rificeres eller lokaliseres.

11911 blev Ertner pensioneret og trådte også tilbage som biblio-
tekar. Han døde 1922 som 73-årig. I en nekrolog stod der, at han i
sin lærergerning havde været "samvittighedsfuld og opofrende".
Tidligere elever, som bevarede ham i "kær Erindring", samlede ind
til en gravsten og et mindelegat.

Selv om biskop Johannes v. Euch stammede fra Tyskland, forsøgte
han hele tiden at fremme de danske elementer i Kirken i Danmark.
Da han i 1860 kom til Danmark, var tysk fremherskende blandt ka-
tolikkerne i Danmark, bl.a. fordi kun ganske fa indfødte danskere
var blevet katolikker. Kun 3 år før var den første katolske salmebog
på dansk udkommet.⁷¹ Den sproglige situation ændrede sig lang-
somt men sikkert i 2. halvdel af 1800-tallet, hvor en katolsk littera-
tur på dansk voksede frem. Efter Johannes Jørgensens konversion i
1894 fik den dansksprogede katolske litteratur et mægtigt skub
fremad, ikke mindst uden for de katolske kredse; dette gav sig tilsy-
neladende også udslag i udlånet af danske bøger i Skt. Ansgars
Sognebibliotek. I 1888 udgjorde de danske bøger i Skt. Ansgars
Sognebibliotek 42% (men 70% af udlånet), et tal, som i 1911 var
vokset til 51% (nu 86% af udlånet). Biskop von Euch ønskede selv,
at biblioteksstatistikkerne blev opgjort sådan, at den sproglige side
af virksomheden kunne følges. Det indberetningsskema (Kirkelig-
statistisk Beretning på 5 sider "At indsende aarligt til det Apostoliske
Vikariat inden 15. Oktober"), som skulle anvendes, var indrettet
hertil (antal danske og øvrige bind skulle opgives).

Efter Ertners pensionering blev biblioteksarbejdet mere 'anonymt';
i mange år forelå der ingen navne på de involverede før i 1932, hvor
pastor Knud Ballin som yngste kapellan ved Skt. Ansgars Kirke blev
ansvarlig for det. Denne 'anonymitet' betyder dog ikke, at alt gik i
stå efter Ertner. At biblioteket fortsat var aktivt bevidnes af de re-
gelmæssige meddelelser i det katolske ugeblad. De udførlige rap-
porter til Vincentsforeningens bestyrelse ophørte dog med Ertner,
og dermed forsvandt en vigtig kilde til bibliotekets historie. I
Vincentsforeningens og i Skt. Ansgars Kirkes årsberetninger kan der
dog findes visse rudimentære oplysninger. Bibliotekets vækst gik
ikke i stå efter Ertner, hvilket tydeligt ses af diagram 3.1 1924 med-
deltes det på en generalforsamling i Vincentsforeningen, at bibliote-
ket nu var omordnet, hvilket også afspejles i diagram 3 (bogbestand
1923: 1.360 bd., 1924: 792 bd.). Allerede i 1925 var bogbestanden
oppe på 1.777, hvilket skyldtes, at Vincentsforeningens bibliotek
blev slået sammen med et andet bibliotek i Skt. Ansgars Sogn, som
havde 436 bd., samt at der blev foretaget mange nyanskaffelser.
Dette andet bibliotek foreligger der ellers intet materiale om. Også
i 1932-33 må der være foretaget en større udskillelse af værker.

I 1925 opstod der en mindre krise i Vincentsforeningen, idet bi-
skop Brems (velsagtens inspireret af sammenlægningen af de to
biblioteker i Skt. Ansgars Sogn) bestemte, at foreningens biblioteker
for fremtiden skulle benævnes "Vincents- og Sognebibliotheker".
Dette lidet mundrette navn slog dog ikke an. Samme år havde man
øjensynligt ansøgt om statstilskud ifølge Biblioteksloven af 1920,
men det viste sig, at Staten for Københavns vedkommende kun gav
tilskud til kommunebibliotekerne. Man etablerede et samarbejde
mellem de forskellige Vincentsbiblioteker, som bl.a. gik ud på at ud-
veksle dubletter. I 1926 klages der ved en generalforsamling i Vin-
centsforeningen over, at biblioteket står i stampe. Aret efter blev
biblioteket flyttet over på den anden side af Bredgade til Skt.
Ansgars Menighedskontor i nr. 64, st. (præstehuset bag ved kirken).
Herefter ser det ud til, at biblioteket fortrinsvis passes af præsterne,
og at det ikke vokser væsentligt; sidst i 1920'erne bliver det størrel-
sesmæssigt overhalet af Vincentsbiblioteket ved Skt. Josefs Kirke,
Nørrebro, som i 1928/29 havde 1.240 bind. Der angives ikke læng-
ere faste åbningstider, men interesserede kan henvende sig til den
ansvarlige præst. Der annonceres efterhånden heller ikke mere i det
katolske ugeblad, og disse omstændigheder må have fået benyttelsen
(som der efter Ertner kun foreligger årlige tal for) til at falde dra-
stisk. Dette kan ses af de årlige udlånstal, som falder støt gennem
1930'erne og 40'erne (fra 699 i 1932 til 50 i 1944, som er det se-
neste tal). Fra Skt. Ansgars Sogn bevilges der dog årligt ca. 50-100
kr. til bibliotekets drift. Pastor Knud Ballin, som havde ansvaret for
biblioteket i 1932-33, må have været meget aktiv for at få folk til at
benytte det, idet der i disse to år var hhv. 699 og 551 udlån. Han
havde allerede dengang en særlig interesse i at fremme den katolske
litteratur; i 1933 stiftede han det meget produktive katolske forlag
"Pauluskredsen", som han drev indtil sin død i 1974.

Det sidste, man hører om Skt. Ansgars Sognebibliotek er en ind-
førsel i Katolsk Lommekalender for 1951, hvor det under Skt. Ansgars
Sogn lakonisk hedder: "Sognebibliotek: Udlån på kirkekontoret".
Herefter må biblioteket være blevet nedlagt og dets bøger solgt, gi-
vet bort eller kasseret. Som nævnt under afsnittet om NSB stamme-
de nogle af dets bøger fra to nedlagte sognebiblioteker, bl.a. det i
Skt. Ansgars Sogn, som trods alt opnåede at eksistere i ca. 90 år.

Konklusion

I kraft af deres relativt beskedne størrelser har Den katolske Kirkes
institutioner i Danmark siden reformationen været sårbare og på-
virkelige af tilfældige eksterne fluktuationer. De største problemer
har dog ikke været centreret om de økonomiske, men om de per-
sonalemæssige ressourcer. Og her ikke så meget de kvantitative as-
pekter (antal personer) som de kvalitative (realisering af visioner).

De involverede medarbejderes biblioteksfaglige kvalifikationer
har varieret fra ingenting over det autodidakte til det professionel-
le, men har nok i det store og hele været mindre end deres faglige
kendskab til den katolske litteratur. Dette konglomerat af forskelli-
ge faglige kompetencer ses dog ikke at have afstedkommet større
inkompetente dispositioner.

Hvis ikke Johannes von Euch havde udvist en stærk personlig
interesse i at fremme et biblioteksvæsen, som målrettet skulle være
et 'apologetisk våben' i Den katolske Kirkes kamp mod de '-ismer',
som den er uforenelig med, var det gamle gesandtskabsbibliotek
næppe blomstret op efter 1849 og havde udviklet sig over
Vikariatets Bibliotek til Skt. Andreas Bibliotek.

Hvis han ikke havde taget initiativer og havde støttet de vorden-
de sognebiblioteker, hvoraf de ældste var blevet stiftet som frugt af
Vincentsforeningens virke, men havde overladt sagen til sognepræ-
sternes initiativer, var sognebibliotekerne næppe blevet så udbredt,
som tilfældet var. At mange af disse sognebiblioteker så - qua deres
lidenhed og skrøbelighed - ikke overlevede den stærkt ændrede
mediesituation (karakteriseret ved fremkomsten af TV, større og bil-
ligere bogproduktion) og de nye sociale og arbejdsmæssige struktu-
rer, som udviklede sig efter midten af det 20. årh., er kun naturligt.
Men i de perioder, hvor de har fungeret, har de uden tvivl på afgø-
rende måde bidraget til to ting: (1) at fastholde, bestyrke og videre-
udvikle den katolske tro hos bibliotekernes katolske brugere, og (2)
at inspirere, motivere og initiere ikke-katolske brugere til at tage
deres livssituation op til revision i lyset af den katolske tro. Nogle af
disse har så efter overvejelse besluttet sig til at deltage i regulær
undervisning i den katolske tro, og nogle af disse igen er konverte-
ret.

Hvis ikke Maria Louise d'Auchamp havde haft en vision om en
ny type katolsk bibliotek, informations- og rådgivningscenter og
ikke havde haft personligt mod og ressourcer til at realisere visio-
nen sammen med andre frivillige ildsjæle, var Niels Steensens
Bibliotek næppe blevet åbnet og havde bidraget til en relativt stor

informationsformidling og rådgivning, ikke blot af katolikker, men
også af et vist antal potentielle konvertitter. Deres antal, hvilket ka-
tolsk bibliotek eller hvilken katolsk litteratur de end måtte have væ-
ret i kontakt med, kan naturligvis ikke gøres op, men den ovenfor
omtalte stikprøve, hvor 73 af 87 danske konvertitter anfører, at læs-
ning af katolsk litteratur har været causa efficiens taler sit tydelige
sprog. Endelig udmærker NSB sig også som et 'bottom-up'-initia-
tiv, som der ikke var mange affør det 2. Vatikankoncil (1962-1965).

Der er ingen tvivl om, at de katolske biblioteker har udgjort Den
katolske Kirkes armarium i Danmark (jf. indledningen).

KILDER

De primære kilder til de katolske bibliotekers historie i Danmark er arkivalier i
bibliotekerne, i de sogne, ordenshuse og andre institutioner, som har huset biblio-
tekerne, samt i Bispedømmet Københavns arkiv (Katolsk Historisk Arkiv). Den
katolske Kirke har altid haft en interesse i at bevare dokumentation for sine ak-
tiviteter, fordi dens indre selvforståelse og ydre legitimitet er dybt forankret i den
historiske kontinuitet. Til trods herfor er der både større og mindre huller i ma-
terialet. Dette skyldes både varierende arkiveringspraksis og manglende ressour-
cer. Foruden disse arkivalier er der også benyttet værdifulde førstehåndsoplys-
ninger fra nogle nøglepersoner (Maria Louise Bruzelius, Inge Muller, Jacob
Thomsen og Jean-Pierre Duclos). Blandt de sekundære kilder er der en hel del re-
levante referater, meddelelser og annoncer i det katolske ugeblad 1853ff. (som har
oplevet flere titelskift). Selve emnet er så godt som uudforsket, idet der tidligere
næsten intet er offentliggjort om de katolske biblioteker i Danmark. Foruden
Pierre Grégoires kortfattede gennemgang af Skt. Andreas Biblioteks historie fore-
ligger der:

Helge Clausen: Die katholischen Bibliotheken in Danemark 1849-1962. Zweck,
Zielgruppe und Zuwachs (i: Beitrage und Mitteilungen / Verein fur katholische
Kirchengeschichte in Hamburg und Schleswig-Holstein. 2003,8,62-86). [Indlæg ved
Tagung fur katholische Kirchengeschichte in Norddeutschland und Skandinavien,
Katholische Akademie Hamburg, 7.-9. Juni 2002.]
Helge Clausen: Miss d'Auchamp, the Catholic Library Association, and Niels
Steensens Library in Copenhagen. Catholic Library World 2003,74(2),102-
108.

Helge Clausen: "...for at søge oplysning og hjælp ..." Festskrift i anledning af Niels
Steensens Biblioteks 50-års jubilæum den 19. januar 2004. Hornslet, Eget
Forlag, 2004, 31 s.

Helge Clausen:Two Catholic Libraries in Copenhagen, 1648-1962: St Andrews
Library and Niels Steensens Library. Library History 2004,20(March), 19-32.

NOTER

1. Jf. Ef. 6,17: "Grib frelsens hjelm og Andens sværd, som er Guds ord", og
Hebr. 4,12: "For Guds ord er levende og virksomt og skarpere end noget
tveægget sværd; det trænger igennem, så det skiller sjæl fra ånd og marv fra
ben og er dommer over hjertets tanker og meninger" (Bibelen, Kbh., 1992).

2. Jf. Tschudy und Renner: Der heilige Benedikt und das benediktinische
Mönchtum. 1979, s. 154: "Abgesehen vom Oratorium hielten die Mönche
keinen Raum so in Ehren wie die Bibliothek; sie war ihr Heiligtum und
Schatzkammer".

3. Citeret efter Leccisotti: Monte Cassino. 1987, s. 244.

4. Jf. Ellen Jørgensen: Studier over danske middelalderlige Bogsamlinger.
Historisk Tidsskrift 8. Rk., 1913,4(2),1-67.

5. Jf. Ole Harbo: Denmark (i: Encyclopedia of Library History, 1994, s. 177).

6. "Visse steder synes adelsmænd at have skjult katolske præster og ordensfolk
på deres gårde, hvor de i al hemmelighed kunne holde katolske gudstjenes-
ter, se Visitatsbog af Dr. Peder Palladius ..." (Vello Helk: Laurentius Nicolai
Norvegus S.J. En biografi med bidrag til belysning af romerkirkens forsøg på
at genvinde Danmark-Norge i tiden fra reformationen til 1622. 1966, s. 22,
og især note 18, s. 422).

7. F.eks. general Hans von Ahlefeldt (1624-1694), anatomen, geologen og bi-
skoppen Niels Steensen (1638-1686), og anatomen Jakob Winsløw (1669-
1760). Nærv. forf. har registreret ca. 50 danske konvertitter fra perioden
1536-1849.

8. Jf. Jesper Diiring Jørgensen: Censur og bogundertrykkelse 1500-1849.
Magasin fra Det kongelige Bibliotek 1993,8(3),89-105. Bestemmelserne er bl.a.
udgivet i Religionsfrihed i 150 år. En jubilæumshilsen fra danske katolikker og
baptister. 1999, s. 119.

9. Jf. Isak Collijn: Bibliotheca "Collegii Societatis Jesu in Suetia". Nord. tidskr.
för bok- och biblioteksväsen 1914,1,151-167.

10. Citeret efter Bjørn Kornerup: Den danske Beretning om Dominikanernes
Missionsforsøg i Danmark 1622 og 1623. Kirkehistoriske samlinger 1951,7. rk.,
1. bd., s. 532. For en fyldig beretning om jesuitternes og dominikanernes mis-
sionsforsøg i Danmark, se Einar Molland: Det jesuitiske misjonsforsøk i
Danmark 1623-24. Kirkehistoriske samlinger 1951, 7. rk., 1. bd., s. 284-359.

Z⁷

11. Forordningen er udgivet flere steder, f.eks. hos Johannes Steenstrup: Et
Forslag til Katholicismens Gjenindførelse i Jylland, fremsat til Pavestolen
1629. Kirkehistoriske Samlinger 1874, 3. Rk., 1. Bd., s. 638-640.

12. For en grundig gennemgang af disse forhold, se Jørgen Nybo Rasmussen:
Katolikkers retsstilling fra reformationen til grundloven (i: Religionsfrihed i
150 år. En jubilæumshilsen fra danske katolikker og baptister, 1999, s. 10-37).

13. Helge Clausen: Carl Augustin Høffding Muus - en konvertit, som måtte gå
i landflygtighed i 1839 (i: Religionsfrihed i 150 år. En jubilæumshilsen fra dan-
ske katolikker og baptister. 1999, s. 92-106).

14. Molland, op.cit., s. 350. Forslaget er udgivet med kommentarer af Johannes
Steenstrup (op.cit.).

15. Molland, op.cit., s. 350.

16. Bjørn Kornerup: Et brev om Danmarks rekatolicering 1629. Kirkehistoriske
samlinger 1954, 7. rk., 2. bd., s. 238.

17. Den eneste undtagelse er Pierre Grégoire OP: Sankt Andreas Bibliotek. 1996,
57 s.

18. F.eks. Helge Nielsen: Folkebibliotekernes forgængere. 1960, 677 s.; H.
Hvenegaard Lassen: De danske folkebibliotekers historie 1876-1940. 1962, 353
s.; Palle Birkelund: Bibliotekerne og deres historie. En oversigt. 1969, [59 s.];
Jørgen Svane-Mikkelsen: Die Entstehung und Entwicklung der Volks-
bibliotheken in Danemark (i: Bibliotheken im gesellschaftlichen und kulturellen
Wandel des 19. Jahrhunderts. Wolfenbiitteler Schriften zur Geschichte des
Buchwesens; 8. 1982, s. 103-117); og Jørgen Svane-Mikkelsen: The Library
System in Denmark. 1997, 84 s.

19. Inger Götzsche: Sygeplejens udvikling og kulturhistoriske baggrund. 2. udg. 1993,
282 s.

20. F.eks. Harry Haue: Skolen i Danmark fra 1500-tallet til i dag. 1986, 224 s.;
Aksel H. Nellemann: Den danske skoles historie. 1966, 164 s.; og Kristen A.
Lange: Den danske Friskole. 1933, 512 s.

21. Hal Koch et al. (red.): Den danske kirkes historie I-VIII. 1950-66 (bd.VIII, s.
315). Noget lignende gør sig gældende i et nyere, meget anvendt værk:
Martin Schwarz Lausten: Danmarks kirkehistorie 2. udg. 1987,351 s., hvor der
på s. 323 er et billede på knap en halv side fra en katolsk kirke i København,
samt en billedtekst (!) på 65 ord om Den katolske Kirke i Danmark.

22. En kort oversigt over Den katolske Kirkes historie i Danmark findes i
Katolsk håndbog for Danmark, 1983, s. 21-31 (inkl. de vigtigste litteraturhen-
visninger) .

23. Hertil kommer, at biskop Suhr, der havde ledet Den katolske Kirke i
Danmark siden 1939, trak sig tilbage i 1965 efter et par års sygdom.

24. Disse antal er dem, der er registreret i sognene. Mange udenlandske katolik-
ker undlader af forskellige årsager at lade sig registrere, og man anslår, at det
virkelige antal katolikker nemt kan være mindst 2-3 gange så højt.

25. Bernardino de Rebolledo, født 1597 i Leon, Spanien. Af gammel adelsslægt.
Indtrådte 1611 i de spanske styrker og avancerede til general. Deltog i
mange søslag, kampe i Italien og i Trediveårskrigen i Nederlandene og
Tyskland. Udnævntes 6. oktober 1647 til spansk gesandt i København, og
ankom sandsynligvis i slutningen af marts 1648. Kong Frederik III og dron-
ning Sofie Amalie satte pris på ham. Rebolledo søgte på alle måder at frem-
me Den katolske Kirkes sag, og søgte også at påvirke kongeparret.
Omfattende forfatterskab (især oversættelser og digte) om historiske, teolo-
giske og filosofiske emner. Hjemkaldt 1659. Død 1676 i Madrid. Se i øv-
rigt: Emil Gigas: Grev Bernardino de Rebolledo, spansk Gesandt i Kjøbenhavn
1648-1659. 1888, 415 s. [Disputats]

26. Jf. Sr. Miriam Mortensen OSB: Den spanske gesandt Rebolledo og hans
vidtberejste præster (i: Religionsfrihed i 150 år. En jubilæumshilsen fra danske
katolikker og baptister. 1999, s. 38-61).

27. Gersdorff testamenterede sit bibliotek til Frederik III, og det indgik derfor
ved Gersdorffs død i 1661 i det nyoprettede kongelige bibliotek. Biblioteket
er nærmere omtalt bl.a. i Nordisk Leksikon for Bogvæsen. 1946, s. 360, og
Harald Ilsøe: Det kongelige Bibliotek i støbeskeen. 1999, bd. 1, s. 190-213.

28. Jesper Brochmand, født 1585 i Køge. 1615 professor i teologi ved Køben-
havns Universitet og bidrog til at bane vej for det lutherske enevælde i den
protestantiske kirke i Danmark. Mangeårig polemik mod den katolske teo-
logi. Efter at hemmelige katolske missionsforsøg i Danmark var blevet afslø-
ret, afholdt han hvert år forelæsninger for at bevare den akademiske ungdom
mod de 'papistiske vildfarelser'. Et af hans antikatolske skrifter blev genop-
trykt så sent som i 1853. Luthersk biskop for Sjælland i 1639, og afskaffede
1640 den sidste rest af den latinske liturgi i statskirken. Ejede et omfattende
teologisk bibliotek på ca. 4.000 bd., som han testamenterede til
Universitetsbiblioteket. Kendt for sin "Huspostil", som var anvendt gennem
de næste 150 år. Død 1652 i Kbh. (Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., 1979,
s. 534-538).

29. Citaterne vedr. Brochmand og Krag er efter Gigas, op.cit., s. 35.

30. Listen over gesandtskaber, som havde katolske kapeller, er rekonstrueret ud
fra materialet om S. Ansgars Kirke (i: Danmarks kirker: København, 5. bd.
1983, s. 303-460), og hos P. Hampton Frosell: Diplomati og religion.
Gesandterne for de katolske magter og deres kirkepolitik i Danmark c. 1622-1849.
1990, 87 s. Grégoire har for samme periode kun 8 stationer (op.cit., s. 57).

31. Se Grégoire, op.cit., s. 57.

32. Johannes von Euch. Født 1834 i Meppen ved Hannover, præsteviet 1860.
Kapellan ved Skt. Ansgars Kirke, Kbh., 1860-1864, sognepræst i Fredericia
1864-1884, apostolisk præfekt 1884. Udnævnt til apostolisk vikar og bispe-
viet 1892. Død i Kbh. 1922.

33. Apostolisk præfekt: En præst, som leder et missionsområde (apostolisk præ-
fektur). Han er normalt ikke bispeviet.

34. Apostolisk vikar: Den bispeviede kirkelige leder i et område (apostolisk vi-
kariat), som endnu ikke er et bispedømme.

35. Theodor Suhr OSB. Født 1896 i Nyborg, konverteret til Den katolske
Kirke. Biskop 1939.Trådte tilbage pga. svigtende helbred i 1964. Død 1997.

36. Jakob Peter Henrik Andreasen. Født 1907 i Karrebæk, dr.phil. og lic.theol,
ved Athaeneum Urbanum, Rom. Præsteviet 1932. Bibliotekar ved
Vikariatets Bibliotek 1940-1945. Fratrådt præsteembedet 1945. Død i Kbh.
1966.

37. Heriblandt ældre værker som J.A. Comenius: Janua trium linguarum (1645),
Jakobus Viverius: Wintersche avonden of Nederlantsche vertellingen (1650),
Miguel de Cervantes: Novelas exemplares (1655) og Alph. Rodericius: Ubung-
en christlicher Tugendten (1666), jf. Det kgl. Biblioteks Accessions Katalog
1942-43, nr. 1034-88.

38. Iflg. Pierre Grégoire OP, op.cit., s. 41 vurderede Erik Dal, Det kgl. Bibliotek,
eksemplaret som "utvivlsomt den fornemste inkunabel udenfor KB, jeg
endnu har haft i hænderne ...". Denne bibeludgave vækker som regel op-
sigt når den bliver fremvist for besøgende, idet de fleste danskere har faet ind
med modermælken, at Luther var den første, der oversatte Bibelen til tysk.

39. Polly Berling, 1825-95, gift 1854 med bogtrykker, avisudgiver og hofem-
bedsmand Carl Berling (1812-71). Konverterede til Den katolske Kirke, som
hun støttede økonomisk. Byggede 1873 Skt. Andreas Kirke og Kollegium i
Ordrup.

40. Forsikrings-Aktieselskabet Absalon. Brandskadesag: Ansgarstiftelsen,
Biblioteket, Bredgade 67-69 (7 folioark). Listen slutter med flg. påtegning:
"Efter vor bedste Overbevisning har vi gennemgaaet og vurderet hver en-
kelt Bog i "Det Apostolske Vikariats" Bibliotek, Bredgade 67-69, og er kom-
met til ovenstaaende Vurderingssum. København K, den 11. Maj 1944.
[Underskrevet Holger Larsen. Erik Paludan, p.p. ANDR. FRED. HØST &
SØN A/S]". Kopi i Skt. Andreas Biblioteks arkiv.

41. Henning Einersen: Videnskabelige og faglige biblioteker i København. 1. og 2.
udg. 1950, 48 s.; 3. udg. ved Jacob Thomsen, 1961, 50 s.

42. Katolsk Ugeblad 1962,110(8),4-5 (23. februar 1962). Her nævnes indviel-
sesdagen som den 13. februar (en tirsdag).

43. I forbindelse med dominikanerklostrets lukning i 1976 overgav dominika-
nerne deres del af SAB til Bispedømmet. I 1990 blev SAB flyttet fra Ordrup
til Købmagergade 44, hvor Københavns Universitets Institut for Kirke-
historie er placeret, kun fa meter fra det sted, hvor Niels Steensens fødested
havde stået. Her kunne biblioteket være vederlagsfrit, men skulle fortsat selv
finansiere driften. På grund af et krav om en høj husleje måtte biblioteket i
efteråret 2003 igen flytte; denne gang til det katolske Bispekontors nye
adresse på GL Kongevej 15.

44. Maria Louise Bruzelius, f. d'Auchamp. Født 1924, datter af politimester
Frangois Louis Paul d'Auchamp og Bodil Nieuwenhuis Møller. Student (ns)
Rønne 1943, filosofikum 1944, eksamen fra Statens Biblioteksskole 1948,
BSc i Library Science fra Marywood College, USA. Bibliotekar ved Fre-
deriksberg Kommunes Biblioteker 1949-50, ved den amerikanske Ambas-
sades Bibliotek 1950-55 og 1959-61, ved Det kgl. Bibliotek 1955-59.
Ledende bibliotekar for Arbejds- og Socialministeriets Bibliotek 1961-78,
chefbibliotekar for Det administrative Bibliotek 1979. Pensioneret 1984.
Mange studierejser og faglige tillidshverv. Konverteret til Den katolske
Kirke 1946. Gift 1966 med cand.jur. Helmuth Bruzelius (1898-1982).

45. Marywood College. Åbnet 1915 som en katolsk højere læreanstalt for kvin-
der, af søstre fra kongregationen "Servants of the Immaculate Heart of
Mary" (grundlagt 1845 i USA og har især arbejdet med kvinders uddan-
nelse). Statsanerkendt 1917. Tilbød bl.a. en bibliotekaruddannelse (New
Catholic Encyclopedia, vol. IX, 1967, s. 407-408).

46. Paulist Fathers. Kongregation af præster, som arbejder med missionsopgaver
blandt ikke-katolikker. Grundlagt i New York 1858 af Fr. Isaac Thomas
Hecker. Officielt navn: Societas Sacerdotium Missionariorum a Sancto Paulo
Apostolo (=The Society of Missionary Priests of St. Paul the Apostle).
Benævnes også Paulister. Driver omfattende publikationsvirksomhed
(Paulist Press). Oprettede det første informationscenter i 1943 (New Catholic
Encyclopedia, vol. XI, 1967, s. 29-30).

47. Lumen Vitae 1953,8(4),701-702.

48. Niels Steensen (Nicolai Stenonis), født 1638, dansk anatom, geolog, teolog
og biskop. Død 1686.

49. Kong Knud den Hellige. Født ca. 1043. Konge af Danmark fra 1080. Dræbt
af oprørere i Odense Domkirke 10. juli 1086. Helgenkåret og altersat 19.
april 1100 i Odense Domkirke (Skt. Knuds Kirke). Danmarks nationalhel-
gen.

50. Katolsk Ugeblad 1954,102(2),18,23 (10. januar 1954).

51. Litterae 1954,9(1),9.

52. Information 20. januar 1954, s. 3; Kristeligt Dagblad 21. januar 1954, s. 4.

53. Bogens Verden 1954,36(1),21.

54. [Møldrup, Anne Elise]: Beretning for perioden 1. april 1958-31. marts 1959.
2 s. (Original i NSB's arkiv).

55. Fra NSB's første år er der nogle huller i det tilgængelige arkivmateriale (års-
beretninger og statistikker).

56. E[gon] D[uvaa]: Katolske bøger er ofte den første kontakt. Katolsk Ugeblad
1959,107(40),567-568 (4. oktober 1959).

57. Denne skepsis mht. NSB kom også til udtryk i 1970, da Rigsbibliotekar-
embedet begyndte at udgive Biblioteksvejviseren. Der var ingen tvivl om,
at SAB skulle medtages, men NSB kom først med året efter, takket være

Jacob Thomsens indsats. Både SAB og NSB er dog at finde i Videnskabelige
og faglige biblioteker i København. Udg. af Rigsbibliotekarembedet ved Jacob
Thomsen. 3. udg., 1961.

58. Inge Muller, født 1920, student (n) 1946, studieophold ved Webster College
i St. Louis, USA, 1948-49, bibliotekar 1958. Ansat ved Statens
Bibliotekstilsyn og Oplysningskontoret.

59. Den første årlige husleje (for året 1953) var 915,00 kr.

60. E[gon] D[uvaa]: De 5000 bøger har holdt flyttedag. Katolsk Ugeblad
1961,109(22),5 (2. juni 1961).

61. I 1971 blev NSB flyttet til en tidligere butik i Stenosgade 9, hvilket viste sig
at være en god placering, tæt på de nævnte katolske institutioner i
Stenosgade og den befærdede Vesterbrogade. Da lokalerne i 1976 blev for
små, viste det sig at være muligt at flytte til en lidt større butik i samme ga-
de nr. 9. Her har NSB haft til huse indtil december 2003, hvor det sammen
med mange andre katolske institutioner skulle flytte til det nyindrettede
Bispekontor på GI. Kongevej 15A, kun 100 m borte.

62. Kirkelige Bekendtgørelser for Danmarks Apostoliske Vikariat 1901, nr. 16:
Anordning angaaende Oprettelse af Folkebibliotheker (30. marts 1901).

63. Jf. Københavns Kommunes Biblioteker 1885-1985. Kbh., 1985, s. 199.

64. Wissen, Welt und Leben. Schenkungen und Stiftungen fur katholische
volkstiimliche Bibliotheken. Westfälischer Merkur Nr. 513, 13. oktober 1905,
s. 1.

65. Jf. Leo Koep und Alfons Vodermayer: Die katholischen Volksbiichereien in
Deutschland (i: Handbuch des Biichereiwesens, II. Halbbd., 1965). Foreningen
har fået sit navn efter Karl Borromæus (1538-1584). Italiensk biskop og kar-
dinal, fremtrædende skikkelse blandt reformkatolikkerne efter
Tridentinerkoncilet. Helgenkåret 1610.

66. Skandinavisk Kirketidende for katholske Christne 1862,10(5),80 (9. marts
1862).

67. Vincentsforeningen blev oprettet 1833 af Frédéric Ozanam (1813-1853) i
Paris, og er opkaldt efter den hellige Vincent de Paul (1581-1660), som or-
ganiserede det caritative menighedsarbejde, især blandt syge og fattige, på en
ny måde.Vincentsforeningen blev hurtigt udbredt i hele verden. I anledning
af 100-året for Ozanams død blev der i det katolske ugeblad bragt en lille
mindeartikel, der fremstiller ham som social reformator, der - længe før
Marx - udførte sit store værk:"at henlede katolikkernes opmærksomhed på, at
der var folk, der led under andres uretfærdighed". Artiklen slutter med en for-
modning om, at Ozanam som social reformator kunne have gjort Marx
overflødig.

68. Af'apostolat', vedrørende Kirkens 'opgaver', som apostlene oprindeligt fik
pålagt, men som alle Kirkens medlemmer på forskellige måder er forpligtet
til at udøve.

69. Statuter for den hl. Vincents af Pauls Forening____ 1892, s. 21, 23.

70. Referat i Nordisk Ugeblad for katholske Kristne 1887,35(18),287 (1. maj 1887).
Lensgrev Johan Ludvig Holstein-Ledreborg (1839-1912) konverterede
1867 og anvendte sine polemiske evner i flere angreb på protestantismen.
Konseilspræsident 1909.

71. Det var dog ikke den første trykte katolske salmebog i Danmark, idet der
allerede i 1773 (Sammlung geistlicher Gesänge. Kopenhagen, Gedruckt bey
Martin Hallager, 1773, 91+3 s.) og i 1821 var udkommet en sådan på tysk:
Gesang- und Gebetbuch fur die katholische Gemeinde zu Copenhagen bey ihrem
öffentlichen Gottesdienste. Copenhagen, Schultz, 1821, 223 s. 1773-udgaven
kendes kun i ét eksemplar, som befinder sig i Skt. Ansgars Sognekontor (ik-
ke i Bibliotheca Danica).