"Bibliotekssagen trænger til
Organisation"
Folkebibliotekerne i Danmark 1880-1920
Af Laura Skouvig
Indledning
Folkebibliotekernes historie er ikke et ubeskrevet felt herhjemme.
Slet ikke for årene mellem 1880 og 1920, hvor ideen om det mo-
derne folkebibliotek i Danmark skabtes. Det var først og fremmest
spørgsmålet om indførelsen af en god og hensigtsmæssig organisa-
tion, der kendetegnede denne skabelsesproces. Året 1909 regnes tra-
ditionelt som afgørende for indførelsen af den organisationsform,
som siden hen er blevet accepteret som den rigtige. I dette år afhold-
tes biblioteksmødet i Århus, hvor Det kongelige Biblioteks over-
bibliotekar, H. O. Lange i foredraget Bibliotekssagen uden for
København slog til lyd for det synspunkt, at en bedre og mere hen-
sigtsmæssig organisation skulle bringe bibliotekerne videre. Afsættet
var, at der ikke eksisterede en egentlig organisation, og at
"Bibliotekssagen trænger til Organisation".1 For Lange var det es-
sentielle spørgsmål den ydre organisation mellem bibliotekerne, som
han forstod som et samarbejde mellem forskellige bibliotekstyper.
Den indre organisation af bibliotekernes bøger og arbejdsgange,
bibliotekernes fysiske placering i bygninger, samt hvordan disse lo-
kaler blev indrettet, var ikke videre centrale punkter for ham. Lange
nævnte dem ganske vist i foredraget som elementer i bibliotekernes
organisation, men de blev ikke nærmere uddybet. Den indre orga-
nisation og indretningen kan ikke desto mindre ses som væsentlige
Laura Skouvig, ph.d.; Danmarks Biblioteksskole, Birketinget 6, 2300 København S.
aspekter af organisationstanken. Især organisationen af bøgerne og
arbejdsgangene blev flittigt diskuteret, medens placeringen og ind-
retningen af bibliotekerne tilsyneladende ikke var genstand for stør-
re diskussion. Ikke desto mindre var rådgivningen om en hensigts-
mæssig indretning af bibliotekslokaler en væsentlig del af Statens
Bogsamlingskomités arbejde, og det forekommer derfor naturligt at
sætte den ydre organisation i forbindelse med den diskurs (forstå-
elsesramme), som etableredes omkring placeringen og indretningen
af bibliotekslokalerne. Netop dette er emnet for denne artikel.
Organisationen af bibliotekerne er tidligere behandlet som en del af
folkebibliotekernes generelle udvikling. I sin bog De danske folkebi-
bliotekers historie 1876-1940 fra 1962 beskriver Harald Hvenegaard
Lassen nøje den udvikling, som førte fra de gamle, små og usle sog-
nebogsamlinger til de nye moderne folkebiblioteker. En nærmere
analyse af de små sognebogsamlingers vanskelige kår gives af Marton
de Hartyani med udgangspunkt i sognebiblioteksundersøgelsen fra
1885. Steffen Høgh behandler i en artikel indgående de stridigheder,
der var mellem 'bogsamlingsfolket' og folkebibliotekarerne som de
to retninger inden for biblioteksarbejdet i perioden fra 1915 og frem
til bibliotekslovens vedtagelse i 1920 (og stridens endelige afslutning
i 1928). Striden indgår som et mindre element i Hvenegaard Lassens
fremstilling, der beskriver den fremadskridende udvikling fra det
gammeldags og umoderne (repræsenteret ved bogsamlingsfolket) til
det nye og moderne (repræsenteret ved folkebibliotekarerne).2 De
stærke positioneringer og modsætninger i perioden 1880-1920 ud-
møntedes i livlige diskussioner af en række temaer, som er væsentli-
ge for vores forståelse af folkebibliotekernes ideologiske forankring i
dag. De centrale diskussioner drejede sig om bogvalget i biblioteker-
ne, bibliotekernes organisation, bibliotekarens opgaver og synet på
låneren. Diskussionen om bibliotekernes samfundsmæssige opgave
blev en integreret del af disse fire temaer.3
For både Hvenegaard Lassen og Høgh er forskellen mellem fol-
kebogsamlingerne og folkebibliotekerne entydig og håndgribelig
som en del af en fælles forståelsesramme inden for biblioteksverde-
nen. Bruges betegnelsen folkebogsamling, er der ikke megen tvivl
om, at der hentydes til en gammeldags og uprofessionel måde at
drive biblioteksvirksomhed på — en sprogbrug, der blev etableret
nærmest samtidig med Dansk Biblioteksforening i 1916. Udgangs-
punktet for denne artikel er derfor, at forskellen mellem sognebog-
samlingerne og folkebibliotekerne var et led i et ideologisk opgør
om den 'gode' måde at drive biblioteksvirksomhed på, og beteg-
nelserne bruges derfor i flæng. Generelt var brugen af bibliotek el-
ler bogsamling (med forstavelserne folke- eller sogne-) i perioden
så tilpas flydende og dækkende alle typer af biblioteker, at en nuti-
dig ikke-konsekvent brug af ordene vil kunne forklares derudfra.
Synet på folkebibliotekernes historie, som det kommer til udtryk i
denne artikel, er inspireret af den franske teoretiker Michel Fou-
cault. Frem for at se historien som en fremadskridende proces, der
medfører et stadigt højere udviklingsniveau, forstår han den histo-
riske udvikling som en transformationsproces, der er præget af dis-
kontinuitet og brud mellem forskellige systemer af viden. Disse
brud medfører opkomsten af nye diskurser (forståelsesrammer), som
definerer en bestemt form for viden som det, der er alment accep-
teret, og som afskærer konkurrerende forståelsesrammer. Den be-
stemte form for viden er tæt knyttet til magt, men ikke magt som
en bestemt klasses overherredømme over en anden. I stedet er der
tale om en strategi, der kan tages i anvendelse. Magten er knyttet til
systemer frem for til enkeltpersoner og opererer gennem kontrol og
disciplinering.4 Inspirationen fra Foucault betyder, at folkebibliote-
kernes udvikling ikke ses som en udvikling fra et lavere stadium
(folkebogsamlingerne) til det højere og bedre som blev fundamen-
tet for vore dages folkebiblioteker. I stedet ses folkebibliotekerne
som en del af den samfundsmæssige transformation. Folkebiblio-
tekernes historie kan siges at rumme et brud mellem forskellige
forståelsesrammer for organiseringen af bibliotekerne og mellem
forskellige former for udøvelse af magt.
Emnet for denne artikel er bruddet mellem forskellige praksisser
for organiseringen af biblioteker. For at undersøge bruddet mellem
disse praksisser er det centrale den måde, som organisationen om-
taltes på. Artiklen vil som følge heraf ikke i væsentlig grad beskæf-
tige sig med, hvilke personer der ytrede sig om bibliotekernes or-
ganisation, men med de ytringer som blev fremsat. Kernen til for-
ståelsen af bibliotekernes organisation ligger netop i disse ytringer,
og ved at afdække relationerne mellem dem fremdrages to forskel-
lige organisationsformer. Dette er emnet for de første to afsnit af ar-
tiklen, der behandler bibliotekslandskabet omkring 1880 og biblio-
teksvæsenet, som det så ud med bibliotekslovens vedtagelse i 1920.
En væsentlig relation er, hvorledes bibliotekerne fordelte sig i for-
hold til hinanden som forskellige typer med afgrænsede opgaver, og
hvordan magten manifesterede sig i de to organiseringspraksisser.
Gennem forskellene i fordelingen af bibliotekerne og forskellene i
magtens fordeling tydeliggøres bruddet mellem de to organise-
ringspraksisser.
Dernæst undersøges det, hvorledes dette brud manifesterede sig
i fordelingen af bibliotekerne. Interessen koncentreres om en un-
dersøgelse af inddelingen og afgrænsningen af det rent fysiske om-
råde for biblioteket, hvor det tildeltes enten en særlig bygning eller
som minimum et særligt lokale. På denne måde indkredses biblio-
tekets etablering i byens rum, og hvilke funktioner biblioteket blev
tilkendt gennem dets udsondring som et afgrænset rum.
Bibliotekets lokaler (eller bygning) skulle endvidere inddeles på be-
stemte måder, og denne videre inddeling understregede de funktio-
ner, som biblioteket skulle indtage.
Artiklen er baseret på materiale fra debatter i Bogsamlingsbladet
(udgivet fra 1906 af foreningen Danmarks Folkebogsamlinger) og i
enkelte andre tidsskrifter og aviser, som primært dækker perioden
før 1906. Biblioteksloven fra 1920 med tilhørende bekendtgørelser
er i denne sammenhæng en væsentlig kilde, og desuden inddrages
materiale fra de forskellige bogsamlingskomitéer i perioden 1880-
1920. Et andet væsentligt kildegrundlag er de håndbøger, der blev
udgivet i perioden 1900-1920.
Bibliotekslandskabet 1880
Bibliotekernes organisering omkring 1880 drejede om de enkelte
biblioteker, der eksisterede uafhængigt af hinanden. Den generelle
metode, som anvendtes i samtiden ved beskrivelsen af bogsamling-
 |
|
Udlånssalen på Nørrebro. Skranken er en udleveringsdisk med en luge. Her kunne låner- |
erne omkring 1880, kan kaldes den geografiske, idet den afspejlede
den generelle tredeling af samfundet i landet, købstæderne og
hovedstaden.5 Interessen var vendt mod bogsamlingerne på landet,
og købstæderne nævntes kun for så vidt, at deres biblioteksudbud
havde en betydning for landet. Enten blev dette biblioteksudbud
betragtet som en fare på grund af den underlødige litteratur, eller
det blev anset som en fordel på grund af de stærkere impulser, der
kom fra købstædernes kulturelle liv.6 I købstæderne fandtes en
mangfoldighed af lejebiblioteker og foreningsbiblioteker, hvoraf de
førstnævnte jævnligt kritiseredes for deres dårligt sammensatte bog-
bestand, medens de sidstnævnte som regel kun var for medlemmer-
ne af foreningen og typisk havde et andet formål end biblioteksdrift
(f. eks. håndværkerforeninger og lign.). Selve købstadsbogsamlin-
gerne grundlagdes med biblioteket for øje, og sådanne fandtes i en
række danske købstæder omkring 1880.7 Også København havde
en mængde lejebiblioteker og foreningsbiblioteker, og 1885 grund-
lagdes de københavnske kommunebiblioteker med biblioteksud-
buddet som formål og målsætning.8 Forskellen mellem de køben-
havnske kommunebiblioteker og sognebibliotekerne på landet var,
at byrådet havde taget initiativet til bibliotekernes oprettelse for si-
den at overdrage det videre initiativ i forbindelse med driften til
bibliotekarerne. Foregangsmændene ved oprettelsen af sognebiblio-
tekerne repræsenterede gerne det videre initiativ i forbindelse med
driften af biblioteket ved at fungere som bibliotekar.
Sognebiblioteksundersøgelsen fra 1885 søgte at kortlægge antallet
og spredningen af bogsamlingerne for amter, herreder og sogne og
fulgte trop i forhold til tre eksisterende fremstillinger af sognebi-
bliotekerne fra 1876, 1878 og 1880.9 Undersøgelsesfelterne i alle
undersøgelserne var tilknytningen til sognet, bibliotekernes leveal-
der, antal og størrelse. Størrelsen blev målt i forhold til kontingen-
tet pr. person, antallet af bind, antallet af medlemmer og antallet af
udlån, hvis en sådan oversigt var mulig.10 Det deraf fremkomne bil-
lede vurderedes ikke negativt, da selve oprettelsen af disse bogsam-
linger blev anset for at være et direkte vidnesbyrd om, at læselysten
og trangen til oplysning var et udbredt fænomen blandt landbe-
folkningen, og trods den ikke overvældende størrelse af den enkel-
te bogsamling var det samlede antal gunstigt. Forholdet mellem
størrelse og antal var problematisk, da det store antal af bogsamlin-
ger eksisterede på bekostning af størrelsen, der blev set som altafgø-
rende. Som følge deraf var der bred enighed om nødvendigheden
af sammenslutninger af de små bogsamlinger.11 Formålet med disse
sammenslutninger var betinget af ønsket om at sikre bogsamlinger-
nes fortsatte eksistens.
Sognebiblioteket var langt fra en entydig størrelse, og en klar de-
finition af det blev ikke givet. Tilknytningen til sognet blev etable-
ret på flere måder. Der kunne være tale om ét bibliotek i sognet og
kun gældende for sognets beboere, men der kunne sagtens være fle-
re biblioteker i samme sogn, eller endda et bibliotek for flere sog-
ne.12 Alle disse forskellige indretninger benævnedes som regel sog-
nebiblioteker. Under betegnelsen sognebibliotek medtog komiteen,
som var nedsat af den Raben-Levetzauske Fond, f.eks. biblioteker i
arbejderforeninger, industriforeninger og brugsforeninger, men ikke
bogsamlinger på højskoler eller privates bogsamlinger, der ellers var
åbne for udlån til almuen. En række andre bogsamlinger hørte lige-
ledes ind under sognebiblioteksbetegnelsen — som lånebogsamlinger
og læseforeninger — medens skolebogsamlinger var en kategori for
sig selv. Hvor skolebogsamlinger næsten kategorisk afvistes at høre
ind under sognebiblioteksbetegnelsen, skelnedes der ikke konse-
kvent mellem børne- og sognebogsamlinger. Årsagen hertil lå i det
forhold, at både børn og voksne læste bøgerne fra børnebogsam-
lingen. En sådan kunne efterhånden gå over til at blive en voksen-
bogsamling og tolkedes derfor som et glimrende middel til at skabe
trivsel i de egentlige sognebogsamlinger. Det usikre i betegnelsen
sognebibliotek gjaldt ligeledes ejerformen, hvor betegnelsen sogn
langt fra betød, at biblioteket var sognets ejendom endsige grundlagt
på sognets foranledning. Betegnelsen relaterede sig blot til, at biblio-
teket tilhørte sognets beboere og ikke bidragyderne. Betegnelsen var
i og for sig ligegyldig, for uanset om der var tale om en læseforening
eller et sognebibliotek, så ville begge medføre en fornøjelig og god
anvendelse af fritiden, og dette var hovedformålet.
Udgangspunktet for bogsamlingen var ikke sognet, men kredsen.
Kredsen havde flere betydninger som kredsen af initiativtagere,
kredsen af medlemmer og kredsen af brugere, for hvem bogsam-
lingen var tænkt. Fælles for disse kredse var deres egenskab af at væ-
re private som en modsætning til sognerådet og staten.14 Den tradi-
tionelle modsætning mellem det private og det offentlige var dog
ikke central. Sognebiblioteket var ikke egentlig konstrueret som et
offentligt anliggende, men var knyttet til det private og blev set som
en forlængelse af det private hjem. Først i kraft afbenyttelsen gen-
nem kredsen af brugere kom der et vist offentlighedsaspekt over
bibliotekerne.
De forskellige kredse, som udgjorde fundamentet for bogsamlin-
gen, havde visse overlap, men det var ikke en selvfølge. Kredsene
kan ses som liggende i hinanden som koncentriske cirkler, hvor den
inderste (og mindste) var kredsen af initiativtagere. Den lidt større
kreds udgjordes af medlemmerne, som igen var omkranset af den
yderste og største kreds af lånere. Kredsene differentieredes gennem
forskellen mellem de dannede og de uoplyste. Initiativtagerne var
entydigt at finde blandt dannede mennesker, medens kredsen af lå-
nerne var uoplyst. En yderligere differentiering lå i den økonomi-
ske formåen, hvor der sattes en grænse mellem de ubemidlede, som
skulle nyde godt af bogsamlingens tilbud, medens de formuende var
at finde blandt initiativtagerne. Initiativtagerne behøvede ikke at
høre til kredsen af medlemmer eller kredsen af lånere, og på tilsva-
rende vis var kredsen af medlemmer ikke entydigt identisk med
kredsen af lånerne. Forskellen mellem kredsen af medlemmer og
kredsen af lånere var betinget af kontingentets struktur. Kontin-
gentet dækkede medlemskab af en forening, hvortil der var knyttet
et bibliotek. Medlemmerne betalte for at fa bøgerne i cirkulation,
medens lånerne betalte for at låne bøgerne fra biblioteket. Kredsen
af medlemmer og kredsen af lånere var oftest identiske, men adskilt
ved hjælp af de differentierede kontingentsatser afhængig af for-
mueforhold. De fattigste lånere var ikke medlemmer, men burde
have gratis adgang.15
Det enkelte medlems kontingent finansierede bogsamlingen, og
kontingentet repræsenterede derfor et væsentligt magtinstrument
for medlemmet. Utilfredshed med bogsamlingen af den ene eller
den anden art kunne medføre manglende betaling af kontingentet
og faldende indtægter for bogsamlingen. Det var kontingentet, der
udgjorde den afgørende forbindelse mellem medlemmerne og for-
eningen — ikke bogen.16 Driften af biblioteket var et spørgsmål om
økonomi, hvor omdrejningspunktet var den gratis drift (af mere el-
ler mindre frivillige kræfter som lærer eller præst) over for det ik-
ke-gratis udlån. Økonomien var forudsætningen for bogsamlingens
fortsatte eksistens, og det der sikrede muligheden for en ubrudt og
fortsat udbredelse af oplysning til sognets beboere. Kontingentet
kunne suppleres ved understøttelse fra det lokale sogneråd eller an-
dre mulige understøttelseskilder som den lokale sparekasse, den
Raben-Levetzauske Komite eller Udvalget til Folkeoplysningens
Fremme. Ved tilskud fra det lokale sogneråd blev det anset for en
fordel at give dette adgang til "... et slags Kontrol enten selv eller
gjennem Skolekommissionen ..." med midlernes forsvarlige brug.17
En stram organisation af bogsamlingen fandtes centreret om-
kring den valgte bestyrelse eller komité, som ledte bogsamlingen fra
initiativet til oprettelsen, forestod selve oprettelsen og den daglige
drift. Princippet for sammensætningen af denne bestyrelse havde sin
rod i opfattelsen af generalforsamlingen som den fornemste demo-
kratiske styreform, hvor dannede mænd valgte frit blandt egen
kreds. Generalforsamlingen (dvs. medlemmerne) var bogsamlingens
fremmeste magtinstans, medens bestyrelsen kunne ses som udøven-
de magten i den daglige drift gennem bogvalget. Typisk var både
præsten og læreren (eller en af dem) medlem af bestyrelsen. En valgt
bestyrelse og formand sikrede interessen blandt sognets beboere for
bogsamlingen, hvorfor organisationens omdrejningspunkt var be-
styrelsen og dennes formand. Almindeligvis fungerede læreren som
bibliotekar, men dette blev anset som uheldigt, da det kunne med-
føre et sammenbrud i bogsamlingens videre arbejde, når lærerem-
bedet af den ene eller anden årsag stod ledigt. I disse tilfælde betrag-
tedes det som en yderligere fordel at opnå et tilskudsbestemt tilsyn
fra sognerådet for derigennem at sikre bogsamlingens fortsatte be-
ståen.18 Bogsamlingens fortsatte eksistens var ikke udelukkende
bundet til en organisatorisk ramme for bogsamlingen, men også til
en økonomisk ramme.
Bogsamlingerne var et middel til at sprede oplysning blandt al-
muen på landet, der var nedsunket i sanselighed og kun interesse-
rede sig for den materielle side aflivet. Især ungdommen var i fa-
rezonen, da den kun søgte den hurtige fornøjelse i kortspil og lig-
nende adspredelser.19 Kampen mod materialismen førtes gennem
læselysten og vækkelsen af denne som en første betingelse for
bibliotekets eksistens. Læselysten instrumentaliseredes i bekæm-
pelsen af materialismen ved at opdele den i en underholdende, en
belærende og en politisk læselyst. På denne vis medførte læselysten
en berigelse af ånden på materialismens bekostning. En følgesvend
til materialismen var usædeligheden og det moralske forfald. Her
var det ikke længere nok med læselysten. Også det, som præsente-
redes for brugeren af biblioteket — altså bøgerne — måtte inddrages
som et led i kampen. Det betonedes stærkt, at bøger, der pirrede
fantasien, men som sløvede andre åndsevner, ikke skulle findes i
bogsamlingen. Det var ikke kun almuen, der var i farezonen. Selv
om dens åndsevner generelt vurderedes til at være ringere end den
dannede befolknings, betonedes det, at alle befolkningsklasser var i
fare for "de slette Paavirkninger, som strømmer paa Overfladen og
siver ned i Undergrunden".20 Sognebogsamlingen var et dige mod
denne stadige strøm af dårskab — ikke i kraft af indholdet, men i
kraft af de tilknyttede kredses forskellige relationer til bogsamling-
en. Det væsentligste var ikke, hvordan bøgerne kom ud til folket,
men at de kom ud til folket.
Organiseringen af bibliotekerne var knyttet til en forståelse af
læsning og oplysning som en del af den enkeltes private gøremål,
og bibliotekerne organiseredes som en forlængelse eller udvidelse af
det private område. Med denne forståelse af læsning og oplysning
var det på ingen måde nødvendigt at indrette bibliotekslokaler på
en særlig måde. Den enkeltes deltagelse — dvs. det private initiativ —
var fundamentet for bibliotekernes fortsatte eksistens, og ideelt set
lå magten hos det enkelte medlem. I realiteten var magten koncen-
treret hos bestyrelsen med den stærke indflydelse gennem præsten
og læreren fra de to væsentligste kontrollerende og disciplinerende
institutioner i samfundet: Kirken og skolen. Disciplineringen af be-
folkningen gennem bogsamlingerne var underordnet de eksisteren-
de disciplineringsformer, hvor religionen var det væsentligste dan-
nelsesmiddel til styrkelse af moral og sædelighed, og hvor skolen
underviste i de færdigheder, der blev anset for nødvendige for at
børnene kunne blive nyttige borgere.21
Biblioteksvæsenet 1920
Den samfundsmæssige transformationsproces var karakteriseret ved
en organisationsdiskurs med samarbejdet som omdrejningspunkt.
Dette var tydeligst inden for arbejdslivet med bøndernes andelsbe-
vægelse, arbejderbevægelsen og arbejdsgivernes organisering.
Denne forståelse af samarbejdet som det bærende for organisatio-
nen kom i stigende grad til at præge bibliotekernes organisering.22
§1 i Bibliotekstilsynets bekendtgørelse fra 1921 definerede
bibliotekets virksomhedsområde på to måder. Dels relaterede virk-
somhedsområdet sig til den geografiske enhed landsognet, og dels
relaterede virksomhedsområdet sig til bibliotekets bogbestand og
katalog. For centralbibliotekets vedkommende var amtet (eller et
område af tilsvarende størrelse) virksomhedsområdet sammen med
en pointering af bogbestandens væsentlighed.23 Med den faste geo-
grafiske definition af bibliotekets virksomhedsområde begrænsedes
antallet af biblioteker, hvilket understregedes af ønsket om at und-
gå konkurrence mellem de små biblioteker om at få andel i det
statslige tilskud. Begrænsningen blev nøje overvåget i relation til
centralbiblioteket. En første begrænsning var den nødvendige til-
knytning til en købstad. En anden begrænsning af antallet var, at
undervisningsministeren skulle anerkende et bibliotek som central-
bibliotek, medens oplandsbiblioteket (som havde et mindre virk-
somhedsområde) blot skulle søge om yderligere tilskud og ikke ha-
ve ministeriel anerkendelse.24 Bibliotekets organisationspraksis hav-
de ændret sig fra det selvstændige bibliotek for den lokale kreds til
biblioteket som led i en vertikal struktur, der gik fra det mindste
bibliotek til det største. Uanset størrelsen for virksomhedsområdet
var det enkelte bibliotek led i og udgangspunkt for en hierarkisk
opbygget organisation.
Systemet i biblioteksvæsenet blev struktureret fra den mindste
enhed til den største: Fra det lokale folkebibliotek (med børnebi-
bliotek) over centralbiblioteket til Statsbiblioteket (og de påtænkte
landsbiblioteker) og videre til de videnskabelige biblioteker i
København. Den landsdækkende myndighed på folkebiblioteksom-
rådet lå fra 1920 hos Statens Bibliotekstilsyn og Biblioteksrådet, der
havde loven som normgivende autoritet. Hvert enkelt led fra det
enkelte bibliotek i landsognet og opefter havde nøje definerede og
tildelte opgaver. For folkebibliotekets vedkommende blev udbre-
delsen af skønlitteratur ikke længere anset for at være tilstrækkelig,
og biblioteket skulle føres videre frem som arbejdsredskab for hele
folket.25 Det lille biblioteks kerneområde var håndbogssamlingen,
hvor det for centralbibliotekets vedkommende var læsestuen og den
bibliotekstekniske assistance til bibliotekerne i virksomhedsområ-
det.26 Statsbibliotekets rolle var som overcentral for centralbibliote-
kerne på landsbasis at sikre den mindre efterspurgte litteratur, selv
om denne funktion ikke blev fastlagt i loven af 1920.1 et andragen-
de fra 1917 skitseredes en struktur, hvor Statsbibliotekets rolle del-
tes mellem tre landsbiblioteker, hvoraf Statsbiblioteket var det ene
og Københavns Kommunes Biblioteker var det andet. Et tredje
foresloges oprettet på Fyn.27 Herover kom så de videnskabelige bib-
lioteker i København. Med opgivelsen af denne ide blev de viden-
skabelige biblioteker i København udgrænset i biblioteksloven med
dens tilhørende bekendtgørelser som rent videnskabelige og knapt
så folkelige biblioteker.
Dette system var ikke relateret til etableringen af lånevejene
mellem de forskellige bibliotekstyper eller til fastlæggelsen af det ad-
ministrative og økonomiske system mellem det enkelte bibliotek og
Bibliotekstilsynet. Det var konstruktionen af biblioteksvæsenet i sin
helhed, som rummede de forskellige bibliotekstyper og den lands-
dækkende myndighed, der udgjorde den hierarkiske organisation.
Med biblioteksloven i 1920 fastsattes den statslige myndighed i
Statens Bibliotekstilsyn og Biblioteksrådet, og Statens Bogsamlings-
komités administrerende og rådgivende virksomhed deltes i to, så-
ledes at Biblioteksrådet rådgav ministeren, medens Biblioteks-
tilsynet fordelte tilskuddene og rådgav bibliotekerne.28 Dette skete
på baggrund af den stærke centralisering, som i den forudgående
periode havde placeret Statens Bogsamlingskomité som det natur-
lige øverste organ i biblioteksvæsenet. Statens Bogsamlingskomités
opgaver var udover fordelingen af tilskuddet rådgivende og tilsyns-
førende, samtidig med at den sikrede uddannelse af bibliotekarer
gennem kurser og udgivelsen af forskellige vejledninger. Ideelt
skulle Statens Bogsamlingskomité (eller en tilsvarende statslig in-
stans) desuden fungere som en fælles oplysningscentral, hvortil fore-
spørgsler, som ikke kunne klares på centralbibliotekerne, kunne ret-
tes.29 Det centrale mellemled i biblioteksvæsenet var centralbiblio-
teket, der med den faguddannede bibliotekar byggede bro gennem
en rationel ordning af forholdet mellem by og land.
Biblioteksvæsenet konstrueredes inden for en nøje administrativ
praksis, hvor det ene kernepunkt blev bibliotekets vedtægt med
fastlæggelsen af styrelsesformen. Sikringen af bibliotekets kontinui-
tet var fastlagt i denne vedtægt med dens bestemmelse af bestyrel-
sens sammensætning ved kommunalt eje, tilskud fra amtsråd, og ved
foreningseje trådte en række øvrige mekanismer i kraft, således at
biblioteket holdtes ude af et for driftigt privat initiativ på forenin-
gens generalforsamling.30 Biblioteket situeredes som en offentlig in-
stitution, der ikke længere var knyttet til det private område. Som
en offentlig institution var det nødvendigt med en helt anden type
af kontrol, der inkluderede driften og ikke blot indholdet af biblio-
teket. Dermed blev et andet kernepunkt i biblioteksvæsenets admi-
nistrative praksis tilskuddet og ansøgningsproceduren til Statens
Bibliotekstilsyn. Derudover etableredes for biblioteket — både folke-
biblioteker og centralbiblioteker — en række administrative manøv-
rer: statistik over udlån på daglig, månedlig og årlig basis, lånerantal,
besøg på læsesalen, dagbog over læsesalsbrugen, regnskab og årlig
beretning.31 Disse forskellige administrative manøvrer medførte be-
hov for en ansvarlig person, der havde en uddannelse i at udføre de
forskellige funktioner. Således konstrueredes den faguddannede
bibliotekar som en uundgåelig nødvendighed for bibliotekernes vi-
dere eksistens. Bibliotekarens magt forankredes i det behov for at
kontrollere låneren og bogen gennem de administrative og tekniske
procedurer, der opstod som følge af bibliotekets konstruktion som
offentlig institution. Magten flyttedes på denne måde fra general-
forsamlingen til at blive en del af systemet.
Statstilskuddet blev nøje defineret i relation til bestemte parame-
tre og gradueret i forhold til disses betydning og værdi. Alle biblio-
teker kunne søge om tilskud til drift og oprettelse, og allerede op-
rettede biblioteker kunne fa tilskud til en reorganisation, som ved-
rørte den indre organisation: bogbestanden og dens klassifikation og
katalogisering samt oprettelse af læsestue med håndbogsamling.32
Tilskuddene medførte en skarp sondring mellem bibliotekerne, så-
ledes at det moderne folkebibliotek skabtes gennem brugen af de
særlige tilskud, der blev ydet ved drift af læsestue og håndbogsam-
ling samt ved etablering af gratis udlån og ansættelse af en uddan-
net bibliotekar. §3 i ministeriets bekendtgørelse omhandlede bog-
bestandens sammensætning, der skulle inkludere oplysende littera-
tur ud fra et krav om alsidighed. På denne vis artikulerede bekendt-
gørelsen den bagvedliggende forudsætning, at der ikke skulle ydes
tilskud til biblioteker, der kun udlånte underholdende litteratur,
hvorved billedet af sogne- eller folkebogsamlingen som gammel-
dags og umoderne skabtes.33 Forholdet mellem biblioteket og det
statslige tilskud var betinget af de stedlige tilskud. Her skelnedes
stærkt mellem faste og enkeltstående tilskud. De faste tilskud kom
fra lokale autoriteter som kommunen, lokale institutioner som spa-
rekasser og fra privatpersoner. Endelig kunne faste stedlige tilskud
komme fra den lokale biblioteksforening, hvis en sådan eksisterede.
Men kun på bestemte betingelser, da medlemmernes kontingent
kun kunne betragtes som tilskud, hvis det ikke gav dem forret til
lån af bøger fra biblioteket. En biblioteksforening, hvor medlem-
mernes kontingent var betaling for at fa bøgerne først i en cirkula-
tionslæsekreds, inden de overgik til biblioteket, var ikke længere ac-
ceptabel.34
Lånerens og bibliotekarens forhold til biblioteket defineredes
nøje i loven samt dens bekendtgørelser og i de forslag til instrukser
for bibliotekaren, som var tilknyttet bekendtgørelserne. For biblio-
tekarens vedkommende var instruksen naturligvis af stor væsentlig-
hed, da normerne for den gode bibliotekar her fik en tydelig ud-
formning gennem beskrivelsen af rammerne for bibliotekarens ar-
bejde, forventningerne til bibliotekaren og ved i realiteten at be-
skrive den daglige drift af biblioteket.35 Bibliotekaren blev set som
det første led i systemet, og hans opgaver var i forhold til bibliote-
ket og ikke i forhold til bogen eller låneren, der begge som uorga-
niserede dele skulle disciplineres gennem og indordnes under
bibliotekets administrative praksis. Til dette formål anvendtes en
række systemer til klassedeling og katalogisering af bøgerne, me-
dens lånerne indordnedes gennem etableringen af udlånssystem og
faste åbningstider for biblioteket i almindelighed og læsestuen i sær-
deleshed.36 Den administrative praksis til håndtering af bøgerne
medførte en reduktion af litteraturens indholdsmæssige og oplys-
ningsmæssige værdi til fordel for bogen som et objekt og nummer
i de forskellige systemer og statistikker. Lånerne var nødvendige sta-
tister i bibliotekarens faglige selvforståelse, da kun bibliotekaren i
kraft af sin uddannelse kunne give lånerne de oplysninger, som de
måtte formodes at søge. Hverken bogen eller låneren var i sig selv
centrale for det moderne folkebibliotek, og de opnåede kun betyd-
ning ved at træde i forbindelse med bibliotekaren og dennes admi-
nistrative praksis.
Den væsentligste administrative praksis, som omfattede bogen i
forbindelse med biblioteket, var definitionen af den litteratur, der
burde findes på biblioteket. Grundlaget for denne administrative
praksis koncentreredes i bibliotekslovens formulering: "Grund-
tilskud ydes til Biblioteker, hvis Opgave er at udbrede Kundskaber
og almindelig Oplysning."37 Hvad der blev forstået under alminde-
lig oplysning uddybedes i §3 i ministeriets bekendtgørelse, hvoraf
det fremgik, at bogbestanden skulle være alsidigt sammensat og be-
stå af oplysende litteratur inden for en række emner (teologi, natur-
kundskab, de praktiske erhverv og litteratur af samfundsmæssig ka-
rakter etc.). Desuden skulle bogbestanden rumme skønlitterære
værker, hvor kvalitetskravet defineredes som "... det bedste af den
danske Litteraturs Frembringelser."38 Befolkningens læselyst, læse-
trang og læseevne skulle udnyttes i "... Erhvervslivets og den virk-
somme Folkeopdragelses Tjeneste ..."39 — ikke i en gold og ufrugt-
bar fornøj elseslæsning.
Det moderne folkebibliotek skulle være et laboratorium for stu-
dier med henblik på at møde det praktiske livs udfordringer, og det
væsentligste aspekt i dette laboratoriearbejde var vejledningen ud-
øvet af bibliotekaren over for låneren.401 vejledningen smeltede den
administrative praksis sammen med låneren og bogen til det kerne-
element, der skulle bringe oplysningen ud blandt befolkningen.
Vejledningen kunne simpelthen ikke undværes i det moderne fol-
kebibliotek. Organisationen og vejledningen var måden, hvorpå
oplysningen skulle udbredes. Den betydning, som de administrati-
ve manøvrer for organisationen og vejledningen blev tillagt, med-
førte, at det ikke var udbredelsen af oplysningen, der var det væsent-
ligste, men derimod måden for udbredelsen. Magten flyttede ind i
systemet med dets administrative manøvrer, der disciplinerede
bibliotekaren til at agere på en bestemt vis. Det moderne folkebi-
bliotek indtog en disciplinerende funktion over for befolkningen
som helhed gennem introduktionen af den bestemte forståelse af
læsning og oplysning, som blev udtrykt gennem bibliotekarens rol-
le samt gennem placeringen og indretningen af biblioteket.
Biblioteket i byens rum
Bibliotekets fysiske placering og indretning blev i stigende grad en
del af disciplineringen af befolkningen. Hverken placering eller
indretning blev foretaget efter tilfældige principper, men underlagt
en række overvejelser, som kom fra centralt hold fra Statens
Bogsamlingskomité og senere fra Statens Bibliotekstilsyn.
Bibliotekerne blev med inspiration fra USA forstået som et by-
fænomen, og selv på landet lå bibliotekerne i byen.41 De fleste
landsbyer kunne størrelsesmæssigt ikke konkurrere med hverken
stationsbyer eller købstæder, men var ikke desto mindre den by-
mæssige bebyggelse i sognet. For at skabe biblioteket som et bø-
gernes hjem var det nødvendigt med et særligt afgrænset område,
der var kendetegnet ved brugen af bøger eller gennem opbevarin-
gen af bøgerne. Det hjem, der oftest skabtes for biblioteket, lå
enten i skolen eller i forsamlingshuset. Skolen var især yndet, hvis
skolestuen ikke var for fugtig. Som afgrænsning til de øvrige akti-
viteter, der fandt sted, var biblioteket angivet ved skabene (helst
aflåselige) til opbevaring af bøgerne.42 Det centrale var netop opbe-
varingen af bøgerne, og selv om et særligt lokale var ønskeligt, var
det ikke påkrævet. Også private hjem kunne rumme bogskabene,
selv om det ikke var tilrådeligt.43 Biblioteket var i det ydre umær-
ket og i sit indre sammenblandet med andre aktiviteter (skolen, for-
samlingshuset eller privatlivet), hvilket kolliderede med en ændret
opfattelse af biblioteket som det neutrale sted for bogopbevaring.
Skolen eller forsamlingshuset blev ofte betragtet som neutrale op-
bevaringssteder.44 For større forhold i byerne og i København var et
særligt lokale nødvendigt, men i sammenligning med forholdene i
USA og England (hvor sidstnævnte var det bedst kendte sammen-
ligningsgrundlag) blegnede de størrelsesmæssigt, udstyrsmæssigt og
i praktisk henseende.45 Biblioteket var ikke blot et hjem for bøger-
ne; det skulle indrettes hjemligt for at sikre en hyggelig stemning
som kunne virke tiltrækkende på brugerne, og samtidig discipline-
rede denne hyggelige og rolige stemning især utilpassede elementer
(som de unge) til at betragte biblioteket som et reelt alternativ til
unyttige fornøjelser som kortspil og lignende.46 Indretningen af læ-
sestuerne og især børnenes blev foretaget efter denne devise med
lænestole, planter og udsmykning af forskellig art. Hvor biblioteket
altså beliggenhedsmæssigt skulle have et offentligt præg og ikke for-
bindes med det private hjem, måtte det udstyrsmæssigt gerne ligne
det. Gennem placeringen af biblioteket og dets indretning situere-
des det som en institution på grænsen mellem det private område
og det offentlige.
Det særlige lokale
Fra afgrænsningen gennem anvendelsen af særlige skabe var der ik-
ke langt til en afgrænsning af bibliotekets rum gennem et særligt lo-
kale eller endda gennem en særlig bygning. Lærebog i Biblioteksteknik
(1922) er særdeles eksplicit i, hvilke krav der skulle stilles til et
bibliotekslokale (forstået både som lokalet og som bygningen), for
at det kunne markere denne afgrænsning. Ved udvælgelsen af dette
særlige lokale (hvad enten det nu blot var et lokale eller flere loka-
ler i en anden bygning eller en selvstændig bygning) måtte hensy-
net til benyttelsen gå frem for alt. En anden væsentlig faktor ved lo-
kalevalg var beliggenheden. Af hensyn til læsesalen måtte der være
tale om et centralt beliggende sted i byen, og desuden måtte det væ-
re bekvemt — dvs. let tilgængeligt — helst stueetage eller første sal.
En adskillelse indtrådte her mellem det særlige lokale og den selv-
stændige bygning. En selvstændig bygning ville i kraft af sin egen
eksistens og størrelse være centralt beliggende og synlig, medens det
særlige lokale kunne være involveret i en anden sammenhæng. Det
var vigtigt, at bibliotekets lokaler lå i en offentlig bygning og ikke
kunne forbindes med en snæver forening. Beliggenhedens betyd-
ning understregedes af, at et centralt beliggende bibliotek ville bli-
ve brugt væsentligt mere end et bibliotek med en perifer eller ulo-
gisk placering i byen. At skaffe biblioteket et selvstændigt hjem var
ikke et statsligt foretagende, men overladt til de lokale kræfter og
myndigheder trods forslag om at sørge for biblioteksbygninger på
landet.47
De overordnede krav til det særlige lokale medførte en yderlige-
re afgrænsning i forhold til mulige lokaler, som kunne stå til rådig-
hed for et bibliotek i byen. Lokalerne skulle være lyse og rumme-
lige, og her var ventilationen og belysningen væsentlige (deres be-
tydning behandles senere). Dette medførte en afgrænsning i forhold
til mørke og triste lokaler, som ikke ville virke befordrende for pub-
likums lyst til at bruge biblioteket. Sådanne lokaler måtte under
ingen omstændigheder accepteres, selv om de blev overdraget
biblioteket som gave. Rummeligheden af lokalet relateredes til mu-
ligheden for ændringer af rummet og for en fleksibel indretning af
rummet. For biblioteker i et rum kunne indretningen tage form af
et T, medens biblioteker i flere rum indrettedes efter den såkaldte
sommerfugletype. Men indretningen var betinget af lokalernes
form, og selv en umulig form som en hjørnebygning kunne give
gode muligheder for den mest hensigtsmæssige indretning.48 Selve
indretningen blev på denne måde underkastet en række betingelser,
hvoraf hensynet til den daglige brug var den mest fremtrædende, og
en indretning, som efterlevede dette, ville altid krones med at være
hensigtsmæssig og praktisk.
Bibliotekets rum blev afgrænset som bøgernes hjem over for kir-
ken, skolen og evt. forsamlingshuset, der var andre tydelige rum i
byen, og som havde hver deres bestemte funktioner. Fra den mere
utydelige markering af biblioteket gennem anvendelsen af bogska-
be, blev biblioteket aftegnet gennem en selvstændig bygning eller et
selvstændigt lokale. Derigennem understregedes det væsentlige i at
placere biblioteket som en offentlig institution, der kun i overført
betydning var forbundet med det private hjem gennem indretnin-
gen. Forbindelsen til det private blev desuden kappet ved at frem-
hæve bibliotekets relationer udadtil gennem et tilknyttet museum
eller en foredragssal i den ideelle biblioteksbygning.49 Bibliotekets
placering var, om ikke en videnskab, så dog et område, som stillede
særlige krav. Dette understregedes af, at det blev betragtet som ri-
meligt at afvise et lokale som gave ud fra kravet om at kunne eta-
blere et tidssvarende bibliotekslokale. Med den fysiske afgrænsning
af bibliotekets rum skabtes ligeledes en mulighed for at afvise andre
biblioteksmæssige tilbud. Dette kom tydeligst frem i relation til den
selvstændige biblioteksbygning, som qua sin egen eksistens skabte
interesse og kendskab blandt byens befolkning og på denne vis led-
te den hen til biblioteket, når der skulle lånes bøger. På denne må-
de disciplineredes befolkningen til kun at søge ét sted, når der skul-
le lånes bøger eller fremskaffes oplysninger. Denne disciplinering
fortsatte gennem indretningen af bibliotekets lokaler, og herigen-
nem disciplineredes befolkningen til at fungere som lånere, samti-
dig med at der skabtes et behov for en overvågende og kontrolle-
rende instans: bibliotekaren.
Biblioteksrummet
På grundtegningen af Centralbiblioteket i Næstved ses sommer-
fugletypen som indretningsmodel. Den centrale midte var optaget
af udlånet, hvortil var knyttet en forhal, garderobe, toiletter og et
rum til telefon. Skranken var placeret mod den forreste væg med
indgangsdør til udlånet på den ene side og udgangsdør på den an-
den. Dette gav en god ferdselsregulering og kontrol med en for-
træffelig oversigt over biblioteket.50 I vingerne placeredes læsesale-
ne og kontorer samt nedgang til bogmagasinet. Der var en særlig
læsesal til børnene og en til de voksne med stort set ens indretning.
Gennem denne grundplan ses tre-delingen af bibliotekets kerne-
områder: Udlånet, læsesalen (med håndbibliotek) og det indre
bibliotekariske arbejde, som primært fandt sted i kontorerne. Den
tydelige fysiske opdeling virkede regulerende både for lånerne og
for bibliotekarerne, hvor de enkelte handlinger, som et biblioteks-
besøg bestod i for låneren, blev fordelt på forskellige lokaler.
Sommerfugletypen betegnede bibliotekets tre funktioner særdeles
eksplicit, men de kunne let rummes i biblioteker, der kun havde ét
rum til deres rådighed. Kerneområderne for biblioteket var uaf-
hængige af, om biblioteket havde en selvstændig bygning, flere lo-
kaler eller blot et enkelt lokale. I små biblioteker blev bibliotekarens
kontor reduceret enten til skranken i udlånsområdet eller ved end-
nu mindre forhold til bibliotekarens skrivebord. I begge tilfælde
smeltede det bibliotekariske indre arbejde sammen med det ydre.
 |
|
Centralbiblioteket i Næstved. Grundplan. |
Grundtegning af Centralbiblioteket i Næstved. Her præsenteredes den populære sommer-
fugletype, der anvendtes i flere efterfølgende biblioteksbyggerier, da dens rumudnyttelse be-
tragtedes som optimal. (Fra Lærebog i Biblioteksteknik, 1922, s. 149)
En lignende eksplicit opdeling af bibliotekets virkeområde sås i
Biblioteket for Vejle Amt og By, inden det endnu var blevet etable-
ret som forsøgs-centralbibliotek. Her fandtes også tre afdelinger: (1)
læsesalen, (2) den videnskabelige afdeling, og (3) afdelingen for fol-
kelæsning. Opdelingen her rettede sig kun mod det ydre arbejde
gennem udlån og læsestue med en gradsforskel i udlånsbogsamlin-
gen mellem det videnskabelige og folkelæsningen. Men den var i
overensstemmelse med indretningen af arbejdsområder, medens en
opdeling af biblioteket i afdelinger, der afspejlede lånernes sociale
stilling, ikke kunne accepteres.51
Grundplanen for Centralbiblioteket i Næstved var udkrystallise-
ringen af den fordeling, som skabte afgrænsede rum i selve biblio-
teket. Fordelingen opererede gennem fem former for typologise-
ring, hvorved de afgrænsede rum tilkendtes hver deres funktion:
Det organiske og sammenhængende; værkstedet; udbredelsen; kon-
trollen; sundhed og opdragelse. Det organiske og sammenhængen-
de definerede biblioteket som en enhed bestående både af udlån,
læsesal og det bibliotekariske arbejde. Biblioteket skulle give adgang
både til læsestuen og til udlånet, og det blev betragtet som uhen-
sigtsmæssigt, om udlån og læsestue lå forskellige steder. Selv i Vejen,
hvor der i forvejen var et udlånsbibliotek, blev det mæcen-finansi-
erede bibliotek udover læsestue med tilknyttet håndbibliotek udsty-
ret med et mindre udlånsbibliotek, hvis virksomhed kunne udvides
om nødvendigt.52 Blandt de tre virksomhedsområder var det orga-
niske især til stede i relationen mellem udlånet og læsesalen.
Læsesalen var en organisk del af biblioteket med nær forbindelse til
både udlånssamlingen og bogmagasinet. På tilsvarende vis var de åb-
ne hylder på læsesalen en del af udlånsbogsamlingen, og alle biblio-
tekets bøger var i umiddelbar nærhed af publikum, hvilket cemen-
terede bibliotekets betydning i byens rum som det sted, befolknin-
gen skulle henvende sig med henblik på at låne eller læse litteratur.
Værkstedet
Den organiske sammenfletning af de to væsentlige rum i bibliote-
ket betød ikke, at der var flydende grænser mellem de funktioner,
som udlånet og læsesalen blev tilkendt. De blev tværtimod trukket
uhyre skarpt op gennem forskellen mellem værkstedet og udbre-
delsen som arbejdsmåder. Værkstedets udformning var defineret
gennem opstilling af borde, stole og evt. læsepulte til aviserne med
en nøjagtig udregning af antallet af kvadratmeter pr. læser, en pla-
cering af bibliotekarens bord, og af at der skulle sikres plads til red-
skaberne i værkstedet i form af håndbogsamlingen.53
Placeringen af læsepladserne var betinget af bibliotekarens mu-
lighed for at overvåge de læsende.54 Hvilken bordtype, der blev an-
set for den mest hensigtsmæssige, varierede over tid. Runde borde
havde den fordel, at de i almindelighed gav et bedre overblik over
de læsende, da der ikke ville være mulighed for at sidde med ryg-
gen til bibliotekaren, og kunne anvendes med fordel, hvor det ikke
var muligt at vende bordene mod bibliotekaren, men de krævede
mere plads i rummet og gav mindre plads til den læsende.55 Hvis det
var nødvendigt, f. eks. hvis der var adskillelser mellem læsepladser-
ne, kunne bibliotekarens bord anbringes på et podium af hensyn til
det bedre overblik.56
Afgrænsningen til udlånet udførtes desuden gennem fastlæg-
gelsen af en bestemt materialetype, der befandt sig på læsesalen:
håndbiblioteket, tidsskrifter og aviser, og deres funktion som redska-
ber betingedes af, at de kun kunne bruges på læsesalen. Som labo-
ratorium og værksted var læsesalen afhængig af, at publikum stille-
de spørgsmål, der skulle besvares enten ved direkte at konsultere
håndbiblioteket og bibliotekaren eller gennem mere dybtgående
studier. Læsesalen fungerede ikke uafhængigt af håndbiblioteket,
som nærmest var at betragte som forudsætningen for en læsesal.
Håndbogssamlingen var det ypperste kulturmiddel og kun herigen-
nem kunne læsesalen fungere som et kraftuddrag af biblioteket. Et
godt håndbibliotek var sammensat som den bogsamling, man ville
finde hos "en gennemdannet og velhavende Privatmand".57 I sin
kerne bestod det af et konversationsleksikon, ordbøger, historiske
værker, lovsamlinger og andre håndbøger i retning af samfunds-
kundskab samt tekniske og naturvidenskabelige håndbøger.58 Idealet
for håndbiblioteket var inspireret af den borgerlige dannelse, der var
forankret i troen på den menneskelige fornuft og evnen til reflek-
sion over det læste. Som en følge af denne tiltro til fornuften og re-
fleksionsevnen var der ikke behov for en begrænsning af udbuddet
i materialetyperne, og hverken læsesal eller håndbibliotek måtte væ-
re udtryk for ensidig påvirkning af de læsende. Kernen i bibliotekets
arbejde forankredes i en forståelse af neutralitet, der udmøntedes i
bibliotekets placering i byen og i sammensætningen af henholdsvis
håndbiblioteket, tidsskrifterne og aviserne på læsesalen. Derfor afvis-
tes den neutralitetsforståelse, som blev praktiseret på København
Kommunes Biblioteker i 1880'erne med udelukkelse af aviser på
læsesalen, som utilstedelig, da den stred mod tiltroen til den men-
neskelige fornufts evne til kritisk refleksion. Neutraliteten blev en
implicit kontrolmekanisme, der - som en generel accept af aviser re-
præsenterende alle politiske partiorganer på læsesalen - discipline-
rede læserne til at agere som udtryk for det borgerlige menneske.
For at understrege funktionen af værksted eller laboratorium
indførtes en stilhedsklausul, som kunne diktere en yderligere ind-
deling og opdeling af læsesalen i flere afgrænsede rum: for voksne,
for børn, for tidsskriftlæsning og for avislæsning. Læsesalen skulle
ikke fungere som en varmestue, hvor befolkningen kun søgte avi-
serne som tidsfordriv, og desuden betragtedes avislæsning som sær-
ligt støjende. Hvis der ikke etableredes en særlig avislæsesal, skulle
avislæsningen foregå tættest ved udgangen fra læsesalen og helst ved
pulte.Ved i stadigt højere grad at inddrage avislæsningen i selve læ-
sesalen defineredes avislæsningen som en mere lødig beskæftigelse
med karakter af at holde sig oplyst om de væsentlige begivenheder
i samfundet.59 En anden opdeling af læsesalen var efter graden af
brugen. Elementær læsning og opslag i håndbøgerne hørte hjem-
me i selve læsesalen, medens der kunne indrettes særlige studievæ-
relser til videregående studier. Børn burde på ingen måde have ad-
gang til den almindelige læsesal eller til voksenudlånet, da de stille-
de særlige krav ved brugen af biblioteket. Deres larmende opførsel
nødvendiggjorde etableringen af en afgrænset læsesal, ligesom deres
endnu ikke udviklede fatteevne medførte behovet for at hindre
dem i at fa adgang til voksenbøger og således beskytte dem mod en
læsning, der gik ud over deres evner.
Gennem kyndig vejledning (fra en bibliotekar) fungerede læsesalen
som et oplysningsbureau og en omstillingscentral, hvor forespørgs-
ler blev stillet videre til de rigtige svar, og hvorfra publikum gik bort
i ændret tilstand — mere oplyste og vidende end da de kom.
Omstillingsprocessen krævede en dialog, som fandt sit eksplicitte
udtryk i begyndelsen af århundredet i samtaleværelser (med evt.
servering), men indsnævredes til kun at kunne komme til udtryk i
læserens dialog med bibliotekaren gennem vejledningen.
Konversationsstuerne mistede deres betydning og kom i direkte
modstrid med bibliotekarens faglige ståsted og påbuddet om stilhed
på læsesalene.60 Laboratoriet og værkstedet inddrog ikke kun hånd-
 |
|
Opsynet med læsesalen skulle ikke nødvendigvis være til stede på læsesalen. Gennem vin- |
bøger og belærende læsning, da læsesalen i kraft af sin organiske for-
bindelse til udlånsbiblioteket også kunne rumme underholdende
læsning.
Læsesalen rummede både kundskabsbøger og delvist bøger til
hjemlån. En konkurrerende tendens til læsesalen som værksted og
laboratorium var læsesalens funktion som et andet hjem. I lyse og
hyggelige lokaler med lænestole indbød læsesal, håndbibliotek og
underholdende læsning til fordybelse i skarp konkurrence med
hjemmet. Dette blev delvist begrædt, men fra flere sider blev nød-
vendigheden af dette neutrale hjem i stigende grad erkendt som en
løsning på de sociale problemer, som blev forbundet med ungdom-
men.
Udbredelsen
Fællesnævneren for både læsesalen og udlånet var den direkte (og
uhindrede) adgang til bøgerne, men hvor læsesalen bestemtes til
brug på stedet, var udlånet eller hjemlånet en udadvendt aktivitet,
der defineredes gennem udbredelsen af bøger til omegnen. Udlånet
var en lige så selvstændig funktion i biblioteket som læsesalen og
krævede sit eget lokale. For ikke at forstyrre roen på læsesalen var
der ikke mulighed for at have adgang til udlånet gennem læsesalen,
og udlånet kunne ikke foregå gennem en dør eller luge fra læsesa-
len. Dette ville desuden hindre den direkte vejledning af låneren.
Udlånet var ikke underkastet stilhedsklausulen fra læsesalen, hvilket
betød en skarp sondring mellem de to funktioner i biblioteket. I
udlånet kunne lånerne bevæge sig frit i forhold til opslag i katalo-
gen og siden hen blandt de åbne hylder. Som læsesalen var udlånet
defineret gennem dialogen mellem bibliotekar og låner udmøntet i
vejledningen ved udvælgelsen af bøger, og alene af den grund var
det nødvendigt med et afgrænset rum til denne dialog. De øvrige
processer i udlånet (såsom aflevering og udnotering af bøger) kræ-
vede en helt anden form for fysisk mobilitet, som ikke kunne for-
enes med læsesalens stilhedsklausul.
Den reelle selvstændiggørelse af udlånet indtrådte med ideen om
de åbne hylder. Alene pladsforbruget til disse gjorde dem uforene-
lige med bibliotekarens overvågning af de læsende i læsesalen, og
kontrollen med dem identificeredes som værende af en særlig ka-
rakter. Åbne hylder forbandtes også med opstillingen af håndbiblio-
teket i læsesalen, men omfanget deraf var langt mindre end i for-
bindelse med udlånet og var desuden underkastet bibliotekarens
overvågning på læsesalen.
Kontrollen med bøgerne og adgangen til dem havde i de små
bogsamlinger rundt om i landet været særdeles fysisk og direkte
markeret gennem (lukkede) bogskabe, hvortil som regel kun biblio-
tekaren havde adgang. Abne hylder betragtedes i denne optik som
reelt problematiske, da de var ubevogtede.62 Samtidig garanterede
skabene den vigtige dialog mellem bibliotekar og låner gennem
vejledningen, når låneren henvendte sig til bibliotekaren med sin
ønskeseddel, dvs. en bestillingsliste over de bøger som låneren øn-
skede. Sådan skabtes en effektiv kontrol fra bibliotekarens side med
henblik på at kunne afvise begæringer om uønsket litteratur.63
Forskellen mellem de 'gammeldags' (lukkede) bogskabe og de an-
glo-amerikansk inspirerede åbne hylder synes ganske åbenlys og
ligetil: De åbne hylder lanceredes herhjemme ud fra princippet om
netop åbenheden og den direkte adgang. De åbne hylder havde de-
res sidestykke i åbne døre, og sammen garanterede de bibliotekets
trivsel, da lånerne selv kunne komme til hylderne og i fred, ro og
frihed kunne udvælge de bøger, som de ville have med hjem.
Samtidig tilkendtes de åbne hylder en substantiel opdragende be-
tydning, da lånerne gennem den frie adgang til hylderne lærte at
omgås bøgerne og indøve brugen af dem som en god vane. Det var
lånerens ønske, der blev sat i centrum for bibliotekets virksomhed.
Netop lånernes mulighed for selv at kunne vælge bøgerne direk-
te fra hylden var udgangspunkt for den kritik, der kom til orde ved
biblioteksmodet i Århus i 1909. Det blev fremholdt, at de åbne hyl-
der underminerede bibliotekarens vejledning af låneren, og at de
kørte bibliotekaren ud på et sidespor. En understregning af sidespo-
ret fremhævedes ved påpegningen af den uorden, der ville komme
til at herske blandt bøgerne på hylderne med den konsekvens, at
bibliotekaren ikke ville kunne finde bøgerne. Og kernen i biblio-
tekarens selvforståelse var forankret i at kunne finde den rigtige bog
til låneren. Ligeledes konstateredes det, at katalogen ville miste sin
status med tilsvarende konsekvenser for den bibliotekariske faglige
selvforståelse, der var fast forankret i skabelsen af overskuelighed
gennem katalogen. Kontakten til England gav imidlertid erfarings-
mæssigt grundlag for, at det rådgivende forhold mellem bibliotekar
og låner ikke ville gå tabt ved brugen af de åbne hylder.64
Argumenterne for de åbne hylders indførelse understøttedes af en
række økonomiske betragtninger, da de åbne hylder medførte en
eksponering af de gamle og sjældent udlånte bøger. Gennem ekspo-
neringen på de åbne hylder ville flere af de gamle bøger blive lånt
ud og afhjælpe den dårlige udnyttelse af bibliotekernes bøger.65
Samtidig var der en rationaliseringsgevinst ved, at bibliotekaren ikke
længere behøvede at finde bøgerne frem i de lukkede skabe (eller i
bogmagasinet i de store biblioteker), hvilket gjorde ekspeditionen
billigere. Senere påpegedes det, at dette argument ikke holdt stik, da
der under alle omstændigheder skulle være en bibliotekar i udlånet.
Det største problem ved indførelsen af de åbne hylder syntes at ha-
ve ligget i de rent fysiske forhold. En opstilling på åbne hylder kræ-
vede et langt større lokale, end de fleste biblioteker havde til deres
rådighed: Lånerne kunne ikke bydes selv at skulle kravle til vejrs på
stiger for at hente bøger ned, hvorfor reolernes højde måtte sættes
ned i forhold til eksempelvis reolerne i magasinet. Reolernes højde
havde desuden betydning for bibliotekarens mulighed for at over-
skue hele udlånslokalet, så også af den grund var for høje reoler
uhensigtsmæssige. Af hensyn til bevægeligheden skulle der være en
bestemt afstand mellem reolerne, hvilket kunne være uforeneligt
med størrelsen af det lokale, som var til rådighed for det enkelte
bibliotek. For lettere at kunne beregne lokalets størrelse i forhold til
bøgerne gaves nøje beregninger over, hvor mange bind der kunne
være på en kvadratmeter, hvor brede hylderne kunne være etc.66
De åbne hylder betød ikke kun frihed for lånerne og en opgi-
velse af kontrollen med lånerne. I sammenligning med de lukkede
skabe betonedes det, at der var tale om en særlig form for kontrol
både ved hylderne og ved udgangen. Kontrollen fik form af en
langt mere bevægelig bibliotekar, der skulle befinde sig i udlånsom-
rådet, samt af skranken (disken), som sikrede, at alle lånerne passe-
rede en bibliotekar eller assistent på vej ud af biblioteket, og ende-
lig gennem et langt mere finmasket udnoteringssystem, end der tid-
ligere havde været i brug. Brugen af de åbne hylder medførte, at be-
hovet for kontrol i langt højere grad knyttedes til bogen som gen-
stand frem for til bogens indhold og oplysningsmæssige værdi.
Indretningen af bibliotekslokalet til brug af åbne hylder under-
stregede, at behovet for kontrol stadig fandtes. Den optimale opstil-
ling af reolerne var den såkaldte stråleform. Her udgik reolerne i en
halvcirkel fra bibliotekarens plads (eller fra skranken) med det bedst
mulige udsyn for bibliotekaren. Der var forbundet et vist fysisk pro-
blem med denne optimale opstilling, da pladsen omkring udlånets
centrale kerne, bibliotekarens plads, blev kraftigt indsnævret. En va-
rierende opstilling af reolerne i parallelle rækker ud fra skranken var
derfor acceptabel og blev blandt andet anvendt på Centralbiblio-
Opstillingen i stråle/orm blev vurderet som |  |
teket i Næstved. Kontrollen ændredes fra lånerens henvendelse til
bibliotekaren til bibliotekarens henvendelse til låneren samt i en
mindre synliggørelse gennem den administrative praksis ved skran-
ken. De åbne hylder betød en væsentlig styrkelse af bibliotekarens
centrale position i bibliotekssystemet, da vejledningen af låneren ik-
ke længere blot kunne indskrænkes til at afslå udlån af en bestemt
bog. Med de åbne hylder måtte bibliotekaren sandsynliggøre over
for låneren, at den ønskede bog vitterlig var ubrugelig for netop
den pågældende låner. De saglige argumenter kunne bibliotekaren
i stigende grad hente i sin faglige uddannelse, der påbød et bredt
kendskab til bøgerne i biblioteket.
Kontrollen
Skranken (og bibliotekarens plads) blev betragtet som udlånets cen-
trum. Placeringen af den i udlånslokalet var tættest ved indgangen
til og udgangen fra biblioteket, således at den indadgående strøm
gik den ene vej om skranken, medens den udadgående strøm blev
ledet forbi skranken.67 Lånerne disciplineredes til en korrekt adfærd
ved ankomsten til og afgangen fra biblioteket via skrankens place-
ring, medens bibliotekaren disciplineredes i sine arbejdsrutiner gen-
nem indretningen af skranken.68 Skrankens højde var iøjnefaldende,
da den skulle sikre en komfortabel arbejdsstilling for den stående
bibliotekar. En skammel kunne være en nødvendighed, men skulle
ikke bruges i overvældende grad. Skrankens centrale indhold var
'vasken' til bogkort over de udlånte bøger ordnet efter dato med
henblik på hjemkaldelse. Desuden rummede den lånerfortegnelsen,
der var i form af et kortkatalog. I bordpladen fandtes derudover tre
aflange huller (tilpasset bogkortenes størrelse), så at der kunne fore-
tages en grovsortering af de udlånte bøger — formodentlig efter sta-
tus af børnebøger, skønlitteratur og faglitteratur til brug for den
daglige statistik over udlånets omfang og art. Skrankens korrekte
indretning var af stor betydning for den økonomiske drift af biblio-
teket: alt havde faste pladser og var lige ved hånden, så at alt vedrø-
rende udlånet kunne ordnes fra et sted i udlånslokalet. Hvis biblio-
teket havde en vis størrelse var det nødvendigt med særskilte loka-
ler til det bibliotekariske arbejde, ellers kunne skranken gøre det ud
for disse. Bibliotekaren burde - selv i små biblioteker — have sit eget
kontor, der skulle indeholde et jernpengeskab til væsentlige doku-
menter (tilvækstprotokollen) og være placeret tæt ved hovedind-
gangen. Kontorlokalerne skulle være rummelige og være placeret i
nærheden af udlånet og håndbogssamlingen. Årsagen til det sidst-
nævnte var, at håndbiblioteket anvendtes ved katalogiseringsarbej-
det. Men selve arbejdet med bøgerne burde ikke foregå i de offent-
ligt tilgængelige lokaler, da det derved ville fa et uøkonomisk skær.
Skrankens placering var dikteret af behovet for en nem og hur-
tig oversigt over både de åbne hylder og læsesalen. Dette var en
yderligere rationaliseringsgevinst især for små biblioteker, hvor det
kunne være forbundet med store økonomiske vanskeligheder at
have to bibliotekarer ansat til varetagelse af de to funktioner. Over-
sigten over de åbne hylder var som nævnt understøttet af den sær-
lige opstillingsform for reolerne, medens tilsynet med læsesalen var
betinget af enten en glasvæg ind til læsesalen eller som minimum,
at der kunne holdes opsyn med døren ind til læsesalen. Denne mu-
lighed for tilsyn med læsesalen var så væsentlig, at de åbne hylder
måtte vige for at sikre dette tilsyn.69
Sundhed og opdragelse
Indretningen af biblioteket sigtede ikke blot mod kontrollen, men
havde en sundhedsmæssig betydning. Luftens frie cirkulation gen-
nem en god ventilation blev påpeget som værende af overordentlig
stor betydning for at undgå den smålumre lugt, der kunne komme
fra folks overtøj. Den engelske bibliotekshistoriker Alistair Black har
påpeget, at denne fokusering på den korrekte ventilation og friske
 |
|
Skranken i Vejle omkring 1917. Begejstringen for dette nye biblioteksinventar strømmede |
luft var udsprunget af 1800-tallets medicinske forståelse af luften
som smittebærer udtrykt i den såkaldte miasmatiske teori.70 Til for-
målet indrettedes særskilte rum til garderoberne, hvor folk kunne
aflevere deres overtøj. Hvis muligt endda i trygge hænder hos en til-
knyttet garderobebetjent.71 Omsorgen for publikums sundhed hav-
de en rent opdragende betydning, hvor især børnene blev opdraget
til at vaske hænder på biblioteket, inden de fik adgang til læsning af
bøgerne, og dette kunne indlæres som en god vane til brug i hjem-
met.72 Belysningen i og møbleringen af læsesalen havde både en
sundhedsmæssig og opdragende funktion. En korrekt belysning i
udlånet som i læsesalen hindrede unødige udgifter samtidig med, at
den vænnede læserne på læsesalen fra et overforbrug aflys. Da pub-
likum mentes hjemmefra at være vant til et større lysforbrug, kun-
ne der kompenseres ved særskilte lamper ved læsepladserne.73
Møblerne var dimensioneret efter at skabe en korrekt siddestil-
ling, dels for at styrke rygsundheden, dels med henblik på at indø-
ve en korrekt holdning i ryggen og for at undgå, at læserne sad og
hang ved bordene. Hvor der opstilledes fritstående stole (uden bor-
de) , var det sundhedsmæssigt bedre at foretrække bænke, da det vil-
le give "en underlig Følelse [...] at sidde lige opret paa en Stol,
uden Bord".74 For børnelæsesalens vedkommende var møblerne
dimensioneret i forhold til børnenes størrelse. Møblernes enkle
udformning var betinget af hensynet til rengøringen, og det var
vigtigt at undgå for mange ciseleringer og lignende krummelurer,
hvor støvet kunne samle sig. Samtidig sikrede den enkle udform-
ning, at læsernes opmærksomhed blev fastholdt ved bøgerne frem
for at blive distraheret af for mange finurlige detaljer. At en enkel,
solid og smuk indretning virkede befordrende på koncentrations-
evnen, var udtryk for et helt nyt syn på bibliotekets æstetiske op-
dragelse af lånerne, hvor indretningen af læsestuerne på f. eks.
Københavns Kommunes Biblioteker i højere grad kan ses som at
have været et udslag af blot at stille bøgerne til rådighed.75 Bogfyldte
reoler havde ligeledes en egen værdi for interiøret, som ikke kun
hang sammen med deres egentlige formål: at stille bøgerne til rå-
dighed for det læselystne publikum. Både læsesalens og udlånets
indretning skulle udtrykke en vis smag, som gerne skulle smitte af
på publikum og være med til at danne dettes smag.76
Bibliotekets funktioner fordeltes på forskellige rum, som var
kendetegnet ved forskellige måder at arbejde med bogen på: Det
tekniske arbejde, som udelukkende omfattede bibliotekaren og bo-
gen, samt det vejledende og oplysende arbejde, der desuden inklu-
derede låneren — eller brugeren — af bogen. Gennem indretningen
af rummene disciplineredes lånerne til at bruge bøgerne i fornuf-
tens og sundhedens tjeneste og til at betragte bibliotekaren som den
nødvendige hjælper, der med faglige argumenter kunne bistå ved
valget af egnede bøger til dette formål. Bibliotekets indretning som
værksted i bestemte typer af lokaler var rettet mod det mere velstå-
ende (middelklasse)publikum, som ikke skulle frastødes af en snav-
set og mørk atmosfære eller frygte at komme på biblioteket pga. en
smittefare fra den mere jævne (og ikke så propre) del af befolknin-
gen. Indretningen udtrykte en række bestemte normer for pub-
likums opførsel og disciplinerede den mindre propre del af be-
folkningen til at underkaste sig hygiejniske krav om properhed og
renlighed. Hele befolkningen disciplineredes gennem de særlige
funktioner, som tilknyttedes det enkelte rum, til at være lånere og
ved adgangen til læsesalen til at være læsere. Muligheden for at op-
lyse ånden og videreuddanne sig vha. bibliotekets mange tilbud af
bøger i værkstedet medførte samtidig en prægning af normer og
regler for god opførsel og smag, der ikke kun gjaldt underklassen,
men hele befolkningen.
Konklusion
Bruddet mellem de to forskellige praksisser for organisering af
bibliotekerne gik mellem det private og det offentlige. Det mani-
festerede sig som en overgang fra den private kreds som udgangs-
punktet for biblioteket til den geografiske enhed (sognet eller am-
tet) som bibliotekets udgangspunkt. Dermed løstes problemet med
det flertydige landligt funderede sognebibliotek gennem en bymæs-
sig forankring i centralbiblioteket, og biblioteksloven i 1920 define-
rede entydigt biblioteket ved at fastlægge en række opgaver og
funktioner for hver bibliotekstype. Det private initiativ, som ud-
møntedes i den dannede kreds' grundlæggelse af biblioteket, blev
flyttet til et fagligt initiativ hos den uddannede bibliotekar, der til-
kendtes en væsentlig position gennem opbygningen af den admi-
nistrative praksis omkring tilskud og godkendelse af bibliotekerne.
Bruddet mellem det private og det offentlige manifesterede sig i
placeringen og indretningen af biblioteket. Placeringen af bibliote-
ket i byens rum skulle signalere en offentligt situeret institution, og
den hjemlige indretning flyttede den private fritidsfornøjelse, læs-
ningen, over i det offentlige rum. Dette gjaldt ikke kun den oply-
sende læsning, der foregik på læsesalen, for gennem udlånslokalets
indretning med de åbne hylder og den kontrollerende og vejleden-
de bibliotekar sattes fornøjelseslæsningen i en ramme af at være of-
fentligt relevant. Indretningen af biblioteket virkede disciplinerende
på befolkningens læsevaner ved at vægte den faglige oplysning på
læsesalen, og samtidig prægedes lånerne til at efterleve en række
normer, der havde deres udspring i en borgerlig forståelse af men-
nesket. Normen for den oplyste samfundsborger prægedes gennem
sammensætningen af håndbiblioteket og det øvrige udbud af mate-
rialer (aviser og tidsskrifter), hvorved den kritiske stillingtagen op-
dyrkedes. Stilhedsklausulen og vægten på den sunde og hygiejniske
indretning af bibliotekets rum understøttede forestillingen om det
rolige og sunde menneske. Det var ikke kun bibliotekssagen, der
trængte til organisation — det var hele befolkningen.
NOTER
1. H. O. Lange: Bibliotekssagen uden for København. Foredrag paa
Biblioteksmodet i Aarhus den 4. August 1909. I: Bibliotekarforeningens
Smaaskrifter, 1909, s. 7.
2. Harald Hvenegaard Lassen: De danske folkebibliotekers historie 1876-1940,
1962, s. 9-25,181-190. - Marton de Hartyani: Sognebiblioteksundersøgelsen
1885. I: Bibliotekshistorie, 1985, s. 49-74. - Steffen Høgh: Danmarks første
bibliotekslov. Om tilblivelsen af biblioteksloven af 5. marts 1920 samt et
efterspil. I: Bibliotekshistorie, 1995, s. 74-99.
3. Artiklen er en del af en større afhandling om de danske folkebibliotekers hi-
storie i perioden 1880-1920. Det er derfor kun nogle enkelte aspekter af or-
ganisationsdebatten, der her inddrages, ligesom litteraturen, bibliotekaren og
låneren kun inddrages meget sporadisk.
4. For nærmere om diskontinuitet og brud se Michel Foucault: The
Archaeology of Knowledge, 2001 (1969), og samme forfatter: Ordene og
Tingene. En arkæologisk undersøgelse af videnskaberne om mennesket,
1999 (1966). Desuden Michel Foucault: Uberwachen und Strafen. Die
Geburt des Gefängnisses, 1994 (1975) og samme forfatter: Die Ordnung des
Diskurses, 2000 (1972).
5. Kristian Hvidt: Det folkelige gennembrud og dets mænd 1850-1900.
Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, bd. 11. Red. Olaf Olsen, 1990, s.
211.
6. Hvenegaard Lassen, 1962, s. 17-21.
7. Hvenegaard Lassen, 1962, s. 17-21.
8. N. Neergaard: Kommunens Folkebiblioteker. LTilskueren, 1886, nr. 3, s. 407-
414. - Hvenegaard Lassen, 1962, s. 36-40.
9. For sognebiblioteksundersøgelsen i 1885 se: Rigsarkivet [herefter:RA] 2073,
Folkelige Bogsamlinger nr. 2-6, A5-9. For de øvrige undersøgelser henvises
til C.A.Thyregod: Om sognebogsamlinger. I: Skoletidende, 1876, nr. 3, s. 17-
20; nr. 4, s. 25-33; nr. 5, s. 41-45; nr. 6, s. 49-51; nr. 7, s. 57-61. Desuden til
Berlingske Tidende, 1878 (gengivet i de Hartyani, 1985, s. 63-70) samt til
Joakim Larsen: Meddelelser om forskjellige Forhold vedrørende Skole-
væsenet i Danmark, Kbh. 1880, 73 s.
10. RA 2073, Folkelige Bogsamlinger nr. 2-6, A5-9. Spørgeskemaets udform-
ning (spørgsmålene 1-2, 3, 8, 10).
11. M. Steenstrup: Om Sogne- og Skolebogsamlinger. Foredrag holdt ved
Danmarks Lærerforenings almindelige Skolemøde i august 1880, 1880, s. 6f
samt Larsen, 1880, s. 57f.
12. Ministerialtidende for Kongeriget Danmark. Forskjellige Meddelelser.
Beretning fra Komiteen til Understøttelse af Sogne- og lignende Bogsam-
linger om Sogne- og Skolebogsamlinger, 1889, s. 915.
13. de Hartyani, 1985, s. 65f. Se endvidere Larsen, 1880, s. 56; Ministerialtidende,
1889, s. 917; Steenstrup, 1880, s. 4 og 8ff.;Thyregod, 1876, nr. 3, s. 18.
14. Larsen, 1880, s. 58 og 61; Steenstrup, 1880, s. 4.
15. de Hartyani, 1985, s. 67-68; Larsen, 1880, s. 61; Steenstrup, 1880, s. 4 og 6.
16. RA 2073, Folkelige Bogsamlinger nr. 2-6, A5-9. Spørgsmål 8.
17. Thyregod, 1876, nr. 7, s. 58.
18. Thyregod, 1876, nr. 7, s. 58. Senere blev det opfattet som langt mere fordel-
agtigt at knytte bibliotekarhvervet til læreren for at sikre kontinuiteten i bog-
samlingens ledelse. Se f. eks. Johannes Grønborg:Vore Landsbybogsamlinger,
1912, s. 26-27.
19. Thyregod, 1876, nr. 3, s. 20 samt nr. 4, s. 26.
20. Steenstrup, 1880, s. 9.
21. Skolen i Danmark 1500-1980'erne. Red. af Harry Haue, Ellen Nørgaard,
Vagn Skovgaard-Petersen, Johnny Thiedecke, 1986, s. 43.
22. Se f.eks. indholdsfortegnelsen til Gyldendals Danmarkshistorie, hvor 3. ka-
pitel hedder Samfundets organisering. Red. af Søren Mørch, Bd. 6: Tiden
1864-1914. Af Lorenz Rerup, 1989.
23. Bibliotekstilsynets bekendtgørelse: Statens Bibliotekstilsyns Publikationer, nr.
5, 1921. Her §§ 1, 5 og 7. Se desuden forhandlingerne i Folketinget,
Rigsdagstidende, 1919-1920. Fremsættelse af lovforslag 28.1.1920, 1. be-
handling 4.2.1920, 2. behandling 18.2.1920 samt 3. behandling 20.2.1920.
24. Se 1. behandling i folketinget, Rigsdagstidende 1919-1920 samt Betænkning
afgivet af det af Undervisningsministeren under 31. oktober 1919 nedsatte
Udvalg, s. 6.
25. RA 2073, Komiteens Beretninger m.m. 1911-1919, nr. 23: C43 Erklæringer
afgivet til ministeriet (andragende fra Dansk Biblioteksforening dateret 12.3.
1917).
26. Bibliotekstilsynets bekendtgørelse 1921 § 6 og Biblioteksloven 1920, § 5.
Biblioteksloven findes ligeledes i Statens Bibliotekstilsyns Publikationer, nr.
5,1921.
27. RA 2073, Komiteens Beretninger m.m. 1911-1919 nr. 23: C43 Erklæringer
afgivet til ministeriet (andragende fra Dansk Biblioteksforening dateret 12.3.
1917).
28. Biblioteksloven §§ 8-10.
29. RA 2073, Komiteens Beretninger m.m. 1911-1919 nr. 23: C43 Erklæringer
afgivet til ministeriet (andragende fra Dansk Biblioteksforening dateret 12.3.
1917).
30. Undervisningsministeriets bekendtgørelse, § 1. I: Statens Bibliotekstilsyns
Publikationer, nr. 5, 1921 samt Forslag til biblioteksvedtægter, der findes i
Statens Bibliotekstilsyns Publikationer, 1921, s. 14-19.
31. Bibliotekstilsynets bekendtgørelse, § 6. - Forslag til Instruks for Bibliotekaren
ved et større Bibliotek, § 4. I: Statens Bibliotekstilsyns Publikationer, nr. 5,
1921.
32. Biblioteksloven §§ 1-4 samt Bibliotekstilsynets bekendtgørelse § 2.
33. Undervisningsministeriets bekendtgørelse § 3, stk. b. I: Statens Biblioteks-
tilsyns Publikationer, nr. 5, 1921 samt RA 2073, Komiteens Beretninger
m.m. 1911-1919 nr. 23: C43 Erklæringer afgivet til ministeriet (andragende
fra Dansk Biblioteksforening dateret 12.3. 1917).
34. Bibliotekstilsynets bekendtgørelse § 3, stk. 1.
35. Instruks for Bibliotekaren ved et større Bibliotek, §§ 1-14.
36. Bibliotekstilsynets bekendtgørelse, § 6, stk. a.
37. Biblioteksloven § 4.
38. Ministeriets bekendtgørelse § 3, stk. b.
39. RA 2073, Komiteens Beretninger m.m. 1911-1919 nr. 23: C43 Erklæringer
afgivet til ministeriet (andragende fra Dansk Biblioteksforening dateret 12.3.
1917).
40. RA Privatarkiver 5082, pk. 5 Diverse korrespondancer m.m. Brev af
3.2.1915.
41. A. S. Steenberg: Folkebogsamlinger. Deres Historie og Indretning, 1900, s. 36.
42. Steenstrup, 1880, s. 4; Thyregod, 1876, nr. 4, s. 30. Samt Steenberg, 1900,
s. 94.
43. RA 2073, Kopibøger nr. 37: D8 nr. 410 (3.10.1916)
44. V. Grundtvig: Bibliotekssagen i Danmark. Dens Maal og Midler, 1910, s. 45.
45. Læserbrev i Politiken, 10.11.1885 samt Neergaard, 1886, s. 408.
46. Se eks. Lange, 1909, s. 5-6.
47. For det følgende bygges i al væsentlighed på Lærebog i Biblioteksteknik.
Foreløbig udgave, 1922, s. 130-161, her s. 130-134. RA 2073, Korre-
spondance mellem Steenberg og Weis 1899-1910 nr. 8: Bl (26.2.1902). RA
2073, Komiteens Beretninger m.m. 1911-1919 nr. 23: C43 Erklæringer af-
givet til ministeriet (andragende fra Dansk Biblioteksforening dateret 12.3.
1917). Se Biblioteksloven, § 2 for den endelige fastlæggelse af statens politik
på dette område.
48. Biblioteksteknik, 1922, s. 150.
49. A. S. Steenberg: Moderne Biblioteksarbejde. I:Vore Folkebogsamlinger. Deres
Nytte og Nødvendighed, 1915, s. 11.
50. Biblioteksteknik, 1922, s. 150.
51. Fr. Orluf: En ny Bibliotekstype. Biblioteket for Vejle Amt og By. I:
Bogsamlingsbladet, 3. årg. 1908-1909, s. 49-55 og RA 2073, Kopibøger, nr.
36: D4 brev nr. 265 (10.5.1912).
52. RA 2073, Kopibøger, nr. 36: D5 nr. 476-477 (26.3.1914) og D6 nr. 302
(2.11.1914); nr. 37: D7 nr. 128 (17.5.1915) og D8 nr. 181-182 (19.4.1916);
nr. 38: D9 nr. 369 (6.9.1917) samt D10 nr. 154 (24.1.1918). For Vejen
Bibliotek, se Thomas Døssing: Vejen Bibliotek. I: Bogvennen, 6. årg., nr. 3,
1916, s. 104.
53. RA 2073, Kopibøger nr. 38: D9 nr. 218-219 (2.5.1917) samt nr. 250
(21.5.1917).
54. Denne opbygning var ikke et nyt fænomen, men havde rødder tilbage til
indretningen af klostrenes scriptorier.
55. RA 2073, Kopibøger nr. 35: D2 nr. 12 (23.2.1909) samt Lærebog i
Biblioteksteknik, 1922, s. 137.
56. Lærebog i Biblioteksteknik, 1922, s. 138-139.
57. RA 2073, Kopibøger nr. 35: D3 nr. 323 (18.8.1911)
58. Lærebog i Biblioteksteknik, 1922, s. 102. Oversigt over egnede håndbøger
findes s. 104-105.
59. Da synet på avislæsningen i høj grad var betinget af synet på låneren eller for
læsesalens vedkommende læseren, skal dette emne ikke yderligere behandles
her. Lærebog i Biblioteksteknik, 1922, s. 99.
60. RA 2073, Indkomne breve, nr. 40: D15 breve fra Banke til Steenberg 1913-
1918 (8.4.1916) samt nr. 39: D13(a) breve fra Bjerre til Steenberg 1902-1909
(24.5.1905) og Døssing, 1916, s. 104.
61. Bogsamlingsbladet, 3. årg., 1908-09, s. 67. Lange, 1909, s. 5f.
62. Thyregod, 1876, nr. 4, s. 30 samt RA 2073, Folkelige Bogsamlinger nr. 2-6:
A5-9, spørgsmål nr. 5.
63. Chr. Christensen: Folkeligheden i Folkebibliothekerne. I: Politiken,
11.7.1887. Skribenten redegjorde her for umuligheden af at komme til at
låne værker af de progressive debattører Neergaard og Trier.
64. En kort introduktion til de åbne hylder blev givet af Steenberg, 1900, s. 25.
Samme: Fra fremmede Lande. I: Bogsamlingsbladet, 2. årg., 1907-08, s. 88-
89. - Samme: Hvor langt er vi komne og hvad nu? I: Beretning om det 1. al-
mindelige danske biblioteksmøde på landsudstillingen i Århus, 3.-4. august
1909, s. 4-10. Indeholder referat af diskussionen. - RA 2073, Indkomne bre-
ve, nr. 40: D18 breve til Steenberg fra enkeltpersoner (24.7.1909). Som et ku-
riosum kan det nævnes, at fælleskønsformen 'katalogen' som fagudtryk ikke
havde vundet indpas overalt. Langt de fleste anvendte som regel intetkøns-
formen.
65. Som en modsætning til dette argument blev det i "Lærebog i
Biblioteksteknik" fremhævet, at de mest anvendte bøger skulle placeres i ud-
lånslokalet, medens de mindst anvendte kunne placeres i magasinet, hvortil
der ikke var direkte adgang for lånerne. Lærebog i Biblioteksteknik, 1922, s.
134.
66. Se f. eks. RA 2073 Kopibøger nr. 37: D7 nr. 128 (17.5.1915) og nr. 38: D9
nr. 218-219 (2.5.1917). Lærebog i Biblioteksteknik, 1922, s. 144.
67. Hvenegaard Lassen: Udlaansskranken i Vejle, I: Bogsamlingsbladet, 12. årg.,
1917, s. 47-48.
68. Bibliotekernes ordensregler opstillede yderligere klare normer for opførsel
på biblioteket, men de bliver ikke inddraget her, da der fokuseres på biblio-
tekets rum som den disciplinerende kraft.
69. RA 2073, Kopibøger nr. 36: D4 nr. 158-159 (ca. 8.3.1912); nr. 37: D7 nr.
128 (17.5.1915) og nr. 38: D9, nr. 218-219 (2.5.1917). Lærebog i
Biblioteksteknik, 1922, ss. 136,150 samt 157-158.
70. Alistair Black: The Open Access Revolution in British Public Libraries:
Consumer Democracy or Controlling Discourse? I: Librarians World. The
Independent Journal of Librarians, 3. årg., nr. 5,1994, s. 7
71. Lærebog i Biblioteksteknik 1922, s. 143. Det fremhæves her, at dette kun er
gennemførligt ved større biblioteker.
72. Dette blev i samtiden humoristisk forstået som en renselsesfest. Se Ibald
[Viggo Cavling]: Da Børnebiblioteket blev stormet. I: Politiken, 10.2.1916.
73. Lærebog i Biblioteksteknik, 1922, s. 145.
74. RA 2073, Kopibøger nr. 35: D2 nr. 12 (23.2.1909).
75. Folkebibliotheker. I: Politiken, 10.11.1885. Se desuden Neergaard, 1886, s.
409.
76. RA privatarkiv 5082, pk. 1 Korrespondance 1900-1929 (brev fra 6.10.1919).
Carl Jørgensen: Hvorledes man skaber et godt Biblioteksinteriør. I: Bogens
Verden, 2. årg., 1919-1920, s. 207-208.