Bibliotekstilbud i København før de
kommunale biblioteker

Lejebiblioteker, klub- og foreningsbiblioteker
samt folkebiblioteker ca. 1850-1885

Af Kirsten Mosolff

Indledning

De ældste biblioteker i Danmark var først og fremmest biblioteker
for de lærde. Op igennem 1700-årene begyndte nye strømninger af
idéer og interesser at komme til landet. Dette resulterede også i æn-
dringer på biblioteksområdet, bl.a. på grund af en større læselyst, ik-
ke bare blandt de bedre stillede, men også hos den almene be-
folkning. Der var nu begyndt at blive flere skoler, så læsefærdighe-
derne blandt den almene befolkning var blevet bedre. Med skolelo-
ven i 1814 blev en endnu større del af befolkningen i stand til at
læse.

De eksisterende biblioteker var enten ikke åbne for offentlighe-
den, eller også var deres materialegrundlag for svært tilgængeligt for
størstedelen af befolkningen. Dette resulterede bl.a. i oprettelsen af
nye typer biblioteker, et fænomen som tog sin begyndelse i 1700-
årene. Disse biblioteker kunne have mange navne, såsom lejebiblio-
tek, folkebogsamling, læsebibliotek, lånebibliotek, læsekreds og læ-
seselskab. En del navne kunne dække over samme type bibliotek,
som f.eks. læsebibliotek og lejebibliotek.

Lejebibliotekerne gik i al sin enkelthed ud på, at en person stil-
lede en bogsamling til rådighed, hvor folk betalte for at leje en bog

Kirsten Mosolff, bibliotekar DB 2000.

i en periode. Lejebibliotekerne dækkede det store behov der var
kommet i 1700-årene, hvor lysten til at læse havde bredt sig til alle
samfundslag. Bøger var nok begyndt at blive billigere, men for
mange var det stadig en dyr investering. Derfor skaffede lejebiblio-
tekerne mange mennesker adgang til, for en overkommelig pris, at
få læst adskillige bøger. Det sidste lejebibliotek lukkede i 1900-åre-
ne. Men da var der for længst kommet en bibliotekslov, og folkebi-
bliotekerne havde taget over.

Borgerskabet havde nok benyttet sig af lejebibliotekerne, når de
ønskede lettere litteratur, men frem for alt samlede de sig op gen-
nem 1800-årene i klubber og selskaber, såsom Læseselskabet
Athenæum og Kongens Klub. De første 'clubs', som de blev kaldt i
starten, oprettedes i sidste del af 1700-årene; de blev allerede fra be-
gyndelsen meget populære og fik deres største udbredelse i første
halvdel af 1800-årene. Næsten alle klubberne havde et bibliotek,
men de var i lige så høj grad et samlingssted, hvor man kunne spil-
le, konversere og more sig.

Hvor klubber, selskaber og foreninger før havde været for bor-
gerskabet, stiftede håndværkere, arbejdere og kvinder også klubber
og selskaber i sidste halvdel af århundredet. Og i modsætning til
borgerskabets klubber og selskaber, har mange af disse eksisteret til
langt ind i 1900-årene.

Lejebibliotekers, læseselskabers og klubbers sammenhæng med
tidens politiske og kulturelle strømninger er kendt og beskrevet før.
Formålet med denne artikel er at gå dybere og beskrive de enkelte
bibliotekers organisation, samlinger, udlånspolitik og brugergrupper
for at få et billede af biblioteksudbuddet i København før dannelsen
af det kommunale biblioteksvæsen.

Folkebibliotekerne har i dag en betydning som biblioteker for
alle, men da de første folkebiblioteker kom i sidste del af 1800-åre-
ne, var det biblioteker tiltænkt de laveste klasser. Det skulle være
biblioteker der kunne virke i folkeoplysningens og folkeopdragel-
sens tjeneste. Der havde været diskussioner om lejebibliotekernes
dårlige indflydelse på folk, lige fra de første blev oprettet. Og med
folkebibliotekerne kunne man nu udvælge den rette litteratur. Selv
efter at folkebibliotekerne i løbet af 1900-årene ændrede karakter,
havde borgerskabet svært ved at benytte sig af dem, da tankerne om
at folkebibliotekerne var for de lavere klasser hang ved.

Lejebiblioteker (se fortegnelse i bilag 1)

Lejebibliotekerne var en bibliotekstype der stort set kun forekom i
de større byer. I Danmark blev de første lejebiblioteker oprettet i
løbet af 1700-årene, først og fremmest i byer som København, Al-
borg og Odense, men i slutningen af 1700-årene og op igennem
1800-årene fik de stor udbredelse i mange byer landet over. Et af de
første lejebiblioteker i København varVenninghausens, der var op-
rettet af en tysk tjener omkring 1725 og fortsatte med at eksistere
resten af 1700-årene.Venninghausens lejebibliotek var nok også det
mest kendte af slagsen og omtales i flere bøger fra samtiden.

Selv om lejebibliotekerne bliver opfattet som én bibliotekstype,
kunne der være stor forskel på dem. Der var både privatpersoner
uden tilknytning til bogbranchen og boghandlere, som havde leje-
biblioteker. En del privatpersoner oprettede et lejebibliotek for at
tjene lidt ekstra på en måde som mange troede var nem, og der var
mange af disse personer der udlånte bøgerne fra deres private lej-
lighed. Konkurrencen blandt lejebibliotekerne var dog hård, og
mange måtte lukke deres bibliotek efter et par år i branchen eller
sælge til andre. At være ejer af et lejebibliotek var ikke nogen guld-
grube, og der var ingen der blev rig af at ernære sig ved dette er-
hverv. Der var dog også lejebiblioteker der eksisterede i årtier, som
Andersens lejebibliotek der åbnede i 1804 og først lukkede om-
kring 1860, eller H. C. Bakkes lejebibliotek der eksisterede fra 1841
til 1922, i de sidste årtier dog med to andre ejere end Bakke selv,
som døde i 1884.

Et par af de privatpersoner der oprettede lejebiblioteker, var
jomfru J. S.Jordan og enke Zerline Levin, der også var blandt de fa
kvinder i branchen. Jomfru Jordan havde fra 1848 til 1892 et leje-
bibliotek i Pilestræde 97, der bestod af en samling på ca. 3.500 bø-
ger. Enkefru Levins lejebibliotek var kun på ca. 1.500 bind.Til gen-
gæld reklamerede hun med også at have tyske, engelske og franske
bøger, selvom hovedparten var på dansk. Hendes bibliotek i
Klosterstræde 23 eksisterede fra 1865 til 1901. Begge disse kvinder
havde lejebibliotekerne som fuldtidsbeskæftigelse, med åbningstider
fra kl. 9 om morgenen til kl. 8 om aftenen, og holdt kun lukket søn-
og helligdage.

Blandt boghandlerne var der adskillige der havde et lejebibliotek
i tilknytning til deres boghandel, men i modsætning til de privat-
personer der var ejere af et lejebibliotek, var det ikke udelukkende
for at tjene penge at boghandlerne drev et sådant bibliotek, de
brugte nemlig også deres lejebibliotek som en slags reklame for at
tiltrække kunder til deres boghandel. I lejebiblioteket kunne de
præsentere de nye bøger, og de reklamerede da også med at de bø-
ger der kunne lånes i biblioteket desuden kunne købes i deres bog-
handel. En del reklamerede med bøger på udenlandsk, såsom det
Riiseske lejebibliotek der udsendte en katalog over franske bøger,
Catalogue des livres f ran f ais, eller Ludvig Jordan der reklamerede med
at have et stort udvalg af engelske bøger i sit lejebibliotek.

Lejebibliotekerne kunne variere meget i størrelsen. Fra sidste
halvdel af 1800-årene kendes et bibliotek på kun 322 bind, og der
kendes store biblioteker på 11.000 bind, men det mest almindelige
var et antal på 1.500-3.000 bind.¹ Denne tendens afspejler sig også
i de københavnske lejebiblioteker, hvor det normale var et bindan-
tal på 2.000-4.000. Fra første halvdel af 1800-årene kendes der dog
til endnu større lejebiblioteker. Gerhard Bonniers lejebibliotek re-
klamerede i en katalog fra 1825 med at være i besiddelse af 20.000
bind.² Men Bonniers bibliotek går også for at være perlen blandt
lejebibliotekerne, ikke bare hvad angår størrelsen, men også når det
kommer til det rent indholdsmæssige.

Lejebibliotekerne havde, lige fra de første så dagens lys, måttet hø-
re for deres på alle måder smudsige litteratur. Op igennem 1800-
årene måtte de ofte stå for skud, når moralisterne kom med indlæg
i byens aviser om de skadelige og demoraliserende lejebiblioteker.
En af de ting der afstedkom flest kommentarer var netop lejebiblio-
tekernes bogvalg, som moralisterne mente næsten udelukkende be-
stod af dårlige morskabsromaner, der virkede fordærvende på læser-
nes moral, og især på de unge læsere. Moralisterne så netop disse
bøger som en vigtig årsag til, at mange unge faldt i fordærv:
'Disse giftige fostre af en skiden indbildningskraft sniger om i mør-
ket, fra hus til hus, fra vrå til vrå, som oftest, håber jeg, mod for-
ældrenes vilje, og tænder en ild hos den unge alder, hvis hjerte står
åbent for ethvert indtryk, som ingen moral, ingen kærlig eller fa-
derlig formaning formår at udslette siden. Vor ungdom forvandles
til kraftløse oldinge og nervesyge kællinger, førend de har været ras-
ke ynglinge og sunde piger. Vi ser så mangen en skøn yngling, så
mangen fager pige visne og blegne i det tyvende år, og gætter vi
årsagen tidlig hemmelig vellyst, glemmer vi, hvor skylden må læg-
ges, nemlig især på usund læsning.' Efter denne svada opfordres for-
ældrene i øvrigt til at holde et vågent øje med deres børn og hvad
de læser.³

Der var ikke meget faglitteratur at finde blandt lejebiblioteker-
nes materiale, som mest bestod af romaner, noveller, fortællinger,
digte, skuespil og rejsebeskrivelser, men man må tænke på at lejebi-
bliotekernes målsætning først og fremmest var kommerciel. Ejerne
havde ingen store flotte tanker om folkeoplysning og belærende lit-
teratur, deres hensigt var som med enhver anden forretning at tje-
ne penge. Dette kunne bedst gøres når man gav folk den litteratur
de var interesserede i, hvilket på det tidspunkt mest drejede sig om
skønlitteratur, samt rejsebeskrivelser der var yderst populære i 1800-
årene. Dette billede tegner sig i øvrigt også for Københavns
Kommunes Folkebiblioteker, når man ser på den litteratur de var i
besiddelse af da de begyndte, og hvilken type litteratur der var størst
udlån i. I Københavns Kommunes Folkebiblioteker måtte der frem
til 1909 lånes 1 bog, fra 1909 til 1913 måtte der lånes 2 bøger hvis
den ene var faglitteratur, og først fra 1913 måtte der lånes 2 bøger
uden hensyn til om det var fag- eller skønlitteratur. Det var i øvrigt
også i 1913, at det blev gratis at låne bøger i kommunens folke-
biblioteker.

Kærlighed og spænding var specielt populære emner, når det gjaldt
lejebibliotekernes læsestof, og visse lejebiblioteker har sikkert haft et
større udvalg end andre af den litteratur moralisterne kaldte dårlig.
Men der var ikke kun underlødig og dårlig litteratur i lejebiblioteker-
nes udbud, også mange af datidens store og populære forfattere var at
finde, bl.a. La Fontaine, Spiesz, J. F. Cooper, Walter Scott, B. S.

Ingemann, Oehlenschläger,J. L. Heiberg,J.Austen, Charles Dickens,
E. A. Poe, W. M. Thackeray, G. Eliot, Victor Hugo og Alexandre
Dumas. Desuden reklamerede et par stykker i deres katalog med ud-
lån af skolebøger, bl.a. Ludvig Jordans lejebibliotek i Silkegade.

Lejebibliotekerne udsendte kataloger over deres samling, samt
tillæg til katalogerne med nye tilføjelser. Disse var som regel ordnet
alfabetisk efter forfatter, og tog ingen hensyn til de forskellige typer
af litteratur. Kataloger og tillæg kunne købes i bibliotekerne, og fra
disse kataloger skulle der skrives en liste over de bøger man ønske-
de at låne, da ingen af lejebibliotekerne havde åbne hylder. Denne
liste skulle være på et sted mellem 10 og 25 bøger, for at give leje-
biblioteket noget at vælge imellem. Der var stort udlån på bøgerne,
og mange af bøgerne fandtes kun i et eksemplar, derfor var der in-
gen garanti for at bøgerne var hjemme.

Som med alt andet omkring lejebibliotekerne varierede også pris
og åbningstider en del (se datidens møntsystem i bilag 1). Den mest
almindelige pris var for lån af en bog 8 skilling for en uge, 1 mark
8 skilling for en måned og 4 mark pr. kvartal. For to bøger steg pri-
sen til 12 skilling for en uge, 2 mark for en måned og 2 rigsdaler
pr. kvartal. Andersens lejebibliotek i St. Helliggeiststræde hørte til
blandt de dyreste med sin pris på 1 mark for en uge, 4 mark for en
måned og 1 rigsdaler 4 mark pr. kvartal for leje af en bog.
Lejebibliotekerne krævede betalingen forud, og desuden skulle der
betales depositum på 1-2 rigsdaler eller en ting med tilsvarende
værdi. Mange steder kunne bøgerne kun lånes i 14 dage, og nye bø-
ger kun i 8 dage.

Lejebibliotekerne havde lånere fra alle samfundslag, selv om
mange fra de bedre lag ikke skiltede så meget med at de lånte bø-
ger et sådant sted. Lejebibliotekerne var som nævnt ikke anset for
særlig pæne steder, bortset fra et par enkelte stykker som f.eks.
Bonniers lejebibliotek. Størstedelen af lånerne var at finde blandt
arbejderne og håndværkerne, og selv om der var kommet en sko-
lelov i 1814, var det måske alligevel begrænset hvor stor læse- og
sprogmæssig kunnen mange af disse mennesker havde. Det var
mennesker med en lang og ofte hård arbejdsdag, som ønskede let-
læselig og letforståelig litteratur der gerne måtte være spændende.
Når moralisterne taler om det fordærvelige i bøger om kærlighed
og spænding, var det netop det der var ønsket hos mange. En bog
de kunne leve sig ind i, og for nogle timer glemme hverdagen.

Op igennem 1800-årene lå der næsten konstant 15-20 leje-
biblioteker i København, der i midten af århundredet var en by med
omkring 140.000 indbyggere. Men midt i 1860'erne begyndte an-
tallet af lejebiblioteker at falde, denne udvikling fortsatte, og ved
udgangen af århundredet var der kun en håndfuld tilbage. Det sid-
ste lejebibliotek lukkede dog først omkring 2. verdenskrig.

K. Andersen

K. Andersens lejebibliotek blev oprettet i 1804 og lukkede først
omkring 1860. Det tilhørte dermed den kategori af lejebiblioteker,
der eksisterede over en lang periode. Lejebiblioteket var blandt de
største i København, men det var samtidig et af de dyreste, med pri-
ser der var ca. det dobbelte af andre lejebibliotekers.

Andersens lejebibliotek var blandt de biblioteker, der med navn
blev udhængt i aviserne. I 1820'erne blev der skrevet nogle artikler
i Fædrelandsvennen. Artiklerne var ikke var skrevet af tidens moralis-
ter, men derimod af en ivrig benytter af lejebibliotekerne. Fra disse
artikler kan man forstå, at Andersens lejebibliotek havde bøger med
et rimeligt pænt udseende, i modsætning til mange andre, især små
lejebiblioteker, der kunne have en samling affedtede og yderst uap-
petitlige bøger.

Forfatteren beklager sig derimod over Andersens kataloger, som
ikke holder hvad de lover. Der er ikke kommet tillæg til katalogen
så ofte som lovet, og biblioteket indeholder heller ikke så mange tit-
ler som der reklameres med. Selv om katalogen indeholder numre
op til 12.000, kan man se at der faktisk kun er halvt så mange.
Desuden synes forfatteren, at der indkøbes for få nye tyske mor-
skabsbøger og tidsskrifter, ligesom han også er utilfreds med åb-
ningstiderne, der kun er på 6 timer om dagen, i modsætning til de
fleste andre lejebiblioteker der har åbent i 10-12 timer. Og desuden
kan man i Andersens lejebibliotek kun ombytte bøger en gang om
dagen.⁴

H. H.J. Lynge

Herman Henrik Julius Lynge (1822-97) var en af de helt store
inden for antikvarboghandel, til gengæld vakte de lejebiblioteker
han kom i besiddelse af ikke den samme interesse, og de nød der-
for ikke godt af Lynges store talent for bøger.

Herman Lynge var ikke bare kendt for sit store forretningstalent,
men også som en venlig mand der til tider kunne være ganske gav-
mild. Han var kendt for altid at betale kontant og ikke forlange kre-
dit, derfor havde han heller ikke selv store muligheder for at yde
kredit til andre. Til gengæld omgik han sine egne handelsprincip-
per på mange måder. Det fortælles at han bl.a. lånte vennen
Christian Winther penge på en speciel måde. Han købte et udvalg
af digterens bøger, for derefter at opbevare dem indpakket indtil
Winther havde råd til at købe dem tilbage til samme pris.

Herman Lynge begyndte sin læretid hos C. T. Sæbye, der havde
forretning og lejebibliotek i Gothersgade 25 (fra 1860 nr. 10).
Sæbye reklamerede i sin katalog fra 1833 med at have både danske
(84 sider), tyske (46 sider), franske (7 sider) og engelske (7 sider)
morskabsbøger i sit lejebibliotek. Da Sæbye døde i 1844, overtog
hans bror, der var guldsmed, forretningen. Da han ikke havde det
store kendskab til boghandel, bad han den kun 22-årige Herman
Lynge om at bestyre boghandel og lejebibliotek. I 1853 havde
Lynge faet penge nok til at købe den Sæbyeske forretning, til en
pris på 1.000 rigsdaler. Herman Lynge var dog mere interesseret i
den antikvariske boghandel end i lejebiblioteket, som han lukkede
året efter; bogbestanden lod han indgå i antikvariatet.

I 1853 døde N. C. Ditlewsen, der havde boghandel og lejebiblio-
tek i Købmagergade 49 (efter 1860 nr. 45). Lynge overtog denne
forretning med både bogbestand og lokaler, kun ca. V2 år efter at han
havde overtaget den Sæbyeske forretning. I modsætning til det
Sæbyeske lejebibliotek blev Ditlewsens drevet videre af Lynge. Det
varede dog ikke mange år, før også dette måtte lukke.

Der var også andre måder, hvorpå Lynge var til hjælp for biblio-
tekerne. Han reklamerede nemlig med, at han kunne fremskaffe
selv vanskelige bogønsker til kunderne, som også talte mange dan-
ske og udenlandske biblioteker. Lynge forærede bl.a. Det Kongelige

Ludvig Jordans boghandel og lejebibliotek i Silkegade 4 ca. 1900. (Det Kongelige Bibliotek. Billedsamlingen)

Bibliotek et eksemplar af Det nye Testamente, med noter af Søren
Kierkegaard.⁵

Ludvig Jordan

Heinrich Ludvig Jordan (1813-89) var ejer af en forlagsboghandel
og et lejebibliotek der åbnede i 1838. Lejebiblioteket blev et af de
mest kendte i København på den tid, måske især efter 1858 hvor
Jordan flyttede boghandel og bibliotek til Silkegade 4.

Ludvig Jordan var dog især kendt for sin forlagsvirksomhed, der
hovedsagelig drejede sig om føljetoner. På det felt var han nok den
største i branchen, og i forbindelse med møntskiftet i 1875 udgav
han en katalog med ca. 1.000 titler. Ludvig Jordan havde også et
godt øje for, hvilken slags litteratur der var efterspurgt på lejebiblio-
tekerne. Og når det gjaldt føljetoner var han storleverandør, ikke
bare til sit eget bibliotek, men også til andre lejebiblioteker. Ludvig
Jordan sørgede selv for at mange føljetoner blev oversat, hvilket han
bl.a. gjorde ved ikke at bruge alt for dyr arbejdskraft.

Ludvig Jordans lejebibliotek var ret stort med sine ca. 4.000 bind,
og han reklamerede desuden med at have skolebøger og et stort ud-
valg af engelske bøger i sit lejebibliotek. Han udsendte bl.a. i 1879 en
katalog over lejebibliotekets engelsksprogede litteratur, som omfatte-
de ca. 500 titler. Hvad priser angår, hørte Ludvig Jordans lejebiblio-
tek til blandt de dyreste, selv om det ikke var helt så dyrt som
Andersens.Til gengæld kunne der byttes bøger så ofte det var ønsket.

Efter Ludvig Jordans død i 1898 blev hans forretning og lejebi-
bliotek overtaget af Christian Flor og Peter Engberg. Lejebiblio-
teket blev videreført indtil 1916.

H. C. Bakke

Hans Christian Bakke (1815-84) blev uddannet som typograf hos
Gerhard Bonnier, og efter endt uddannelse blev han i faget i nogle
år. Han besluttede dog at starte for sig selv, på samme måde som
Bonnier havde gjort i sin tid, nemlig ved at oprette et lejebibliotek.
Dette lejebibliotek blev åbnet 19. oktober 1841 i Møntergade 30,
og et par år efter åbnede han også en boghandel på samme adresse.
I 1848 flyttet han firmaet til Møntergade 27, hvor det blev liggen-
de til efter hans død i 1884. Biblioteket eksisterede i godt 80 år, og
blev først lukket i 1922. Dermed er det et af de længst eksisteren-
de lejebiblioteker i København. Efter Bakkes død i 1884 blev bog-
handel og lejebibliotek overtaget af hans lærling og medhjælper
Albert Richter, og efter dennes død i 1899 blev firmaet overtaget
af Johan Ernst Wismann.

Ifølge Søren Vasegaard er håndbøgerne fra Bakkes lejebibliotek
gået tabt, men ved hjælp af en protokol, der går tilbage til 1847, kan
man danne sig et billede af hvordan lejebiblioteket blev drevet. I
denne protokol er hvert lån blevet indskrevet, men kun ved knap
halvdelen er der skrevet stillingsbetegnelse. Mange mennesker var
nemlig kun lånere i kortere perioder, og ved disse personer står der
som regel ingen stilling. Ved hjælp af stillingsbetegnelserne kan man
danne sig et ganske godt billede af hvem der lånte bøger. Lånerne
var folk fra alle samfundsgrupper: Murerlærlinge, løjtnanter, fabri-
kanter, skuespillere, malere, brændevinsbrændere, skolelærere, pro-
prietærer (fra landet), tobaksarbejdere, billedhuggere, grever, bar-
bers vende, jurister, kaptajner, instrumentmagere, studenter osv. Ved
de kvindelige lånere står der jomfru, frøken, madame eller frue, og
man må gå ud fra, at dette har været efter deres sociale status.

For at leje bøger måtte der lægges pant, hvilket specielt gjaldt for
de lånere som ikke var faste kunder. Dette pant var på 2 rigsdaler,
men der kunne også lægges andre ting end penge i pant. I proto-
kollen står bl.a. teskeer, ringe, kikkerter, dolke, bøger, armbånd og
brocher opført som pant. Prisen for at leje bøger afhang af lejemå-
lets længde, men ifølge Vasegaard kunne prisen være ligeså uensartet
som pantet. F.eks. er der opført disse priser for lejemål:

Desuden er der indført at en låner har betalt 2 rigsdaler for leje af
1 bog i 8 måneder, og at en skuespiller har betalt en gæld på 3 rigs-
daler og 2 mark, men der står ikke for hvor mange bøger eller i
hvor lang tid bøgerne har været lånt.

Hvis man ser på katalogen over bogsamlingen i Bakkes lejebi-
bliotek fra 1860, kan man se at der faktisk var faste priser:

Problemet med protokollen er, at der ikke står opført hvilke bøger
folk har lånt. I mange lejebiblioteker var der nemlig forskel på, hvor
lang tid gamle og nye bøger kunne lånes. Det kan derfor være svært
at fastslå årsagen til denne forskel mellem priserne i kataloget og
priserne i protokollen. Og i modsætning til hvad protokollen anty-
der, står der i katalogen at der skal betales forud. Uden de egentli-
ge regnskabsbøger kan disse tilsyneladende uregelmæssigheder ik-
ke forklares. Måske har kun en del af personerne betalt et beløb
forud.

Immanuel Rée

Når det drejer sig om Immanuel Rée (1845-1920), kendes der ik-
ke særlig meget til hans tid som ejer af et lejebibliotek. Faktisk er
der ikke mange oplysninger om, hvad han foretog sig i tiden 1881
til 1886. Af Kraks vejviser fremgår, at han i denne tidsperiode er op-
ført som ejer af et lejebibliotek i Lille Kirkestræde 5.

Immanuel Rée, der i 1870 åbnede forlags- og kommissionsvirk-
somhed, var en mand med dristighed og gåpåmod. Han var ikke
bange for at introducere nye forfattere på det danske marked, som
bl.a. Emile Zola og Paul Heyse. Rée var storannoncør i
Boghandlertidende og han kom tit med indlæg i bladet, men han var
også en stridbar mand og når han gjorde noget, kunne det ses og
høres. Det resulterede i at han blev involveret i flere konflikter. I
1871 besluttede Immanuel Rée, at han ville udgive en oversættelse
af John Fosters Dickens' biografi The Life of Charles Dickens. Men på
det tidspunkt var F. H. Eibe forlægger for Dickens samlede værker,
og han mente bogen hørte til hos ham. Da ingen af de to mænd
ville give sig, resulterede det i to udgaver af bogen: En oversættelse
for Rée ved F. C. Sørensen, og en oversættelse for Eibe ved L.
Moltke.

I 1875 kom Rée i strid igen, denne gang med V. Hegel og
George Brandes, om Paul Heyses roman Im Paradiese. Heyse havde
bestemt at han ville have romanen udgivet af Gyldendal, men da
Rée havde udgivet flere af Heyses noveller, mente han at han hav-
de ret til også at udgive romanen. Da den forud for den samlede ud-
gave blev udsendt som føljeton i et dagblad, besluttede Rée sig for
at bruge denne udgave som forlæg, selv om der manglede flere af-
snit, for derved at komme først med sin udgivelse. Det kom herved
til et verbalt slagsmål i dagbladene, der i lige så høj grad udartede
sig til en personlig hetz mod Brandes, da hans modstandere blande-
de sig i debatten.

I 1881 kom Immanuel Rées forlag under administration og blev
derefter opkøbt af V. Pio. Helt ude af bogbranchen var Rée dog
ikke, for mellem 1881 og 1886 ernærede han sig som ejer af et leje-
bibliotek i København. Immanuel Rée skiftede i 1886 til rejse-
branchen og flyttede til Stockholm.

E. L. Thaarup

Eduard Ludvig Thaarup (1811-88) begyndte sin læretid hos C.
Steen og Gyldendal. Men han grundlagde allerede i 1833 sin for-
lags- og kommissionsvirksomhed, der med tiden blev en af de stør-
ste. Blandt det første han udgav, var Dansk Pennig Magazin til nytti-
ge Kundskabers Udbredelse, hvis forbillede var det engelske Penny
Magazine. Thaarups magasin udkom i årene 1834-38 og havde ved
ophøret udsendt 146 numre.

Thaarup var lidt af en moralist, der tit kom med indlæg i blade-
ne, hvor han svang pisken over boghandlerbranchen. Som ejer af et
lejebibliotek eksisterede han kun kort tid, nemlig 1862-67, til gen-
gæld var Thaarup en stor samler hele livet igennem, hvilket flere an-
dre biblioteker nød godt af. Han forærede bl.a. kostbare gaver til bå-
de Det Kongelige Bibliotek og Universitetsbiblioteket. Ved E. L.
Thaarups død i 1888 blev hans kommissionsvirksomhed videreført
af sønnen Alex, mens forlaget blev solgt til Lybecker & Meyer.

Folkebiblioteker — se fortegnelse i bilag 2

I løbet af 1870'erne begyndte der at dukke folkebiblioteker op i
København. Dette var en helt ny type biblioteker, som ikke må for-
veksles med de senere kommunalt ejede folkebiblioteker. Idéerne
og grundholdningerne i disse biblioteker var dog de samme, som
senere var at finde i de kommunale folkebiblioteker. Tanker om fol-
keoplysning samt god belærende litteratur, der specielt var beregnet
for den mindrebemidlede del af befolkningen.

Det første 'københavnske' folkebibliotek var Frederiksberg
Sogns Folkebibliotek, der åbnede i 1870. Det havde frem til 1879
til huse på Vesterbrogade, hvorefter det flyttede til Gasværksvej 1.1
årene 1870 til 1880 blev der åbnet fem folkebiblioteker. Ud over
Frederiksberg Sogns Folkebibliotek var det Amagerlands Folkebi-

Nørrebroes billigste Folkebibliothek. (Efter Nørrebroes billigste Folke- bibliothek. Kbhvn. 1881.)

bliotek i Sundbyvester, Brodersamfundets Folkebibliotek i Kroko-
dillegade, Christianshavns Folkebibliotek i Sankt Annægade 39 og
Nørrebroes billigste Folkebibliothek der lå i Slotsgade 8.

Nørrebroes billigste Folkebibliothek var meget mulig det billig-
ste på Nørrebro, men i forhold til de andre folkebiblioteker var det
klart det dyreste. Priserne på Nørrebros folkebibliotek var mere end
dobbelt så høje som på de andre folkebiblioteker. Som eksempel
kan nævnes, at prisen for et kvartal var 1 kr. og 25 øre, samme pris
som det kostede for et helt år på Christianshavns Folkebibliotek, der
var det billigste.

Disse folkebiblioteker fungerede helt anderledes end lejebiblio-
tekerne, ikke bare hvad angik materialevalg, men også når det kom
til styreformen. Selv om bibliotekerne var oprettet på forskelligt
grundlag, havde de alle en bestyrelse, der i fællesskab stod for biblio-
tekets indhold. I Kraks vejviser står der direkte, at Frederiksbergs
folkebibliotek hørte under sognets understøttelse. Men ser man på
bestyrelsen for Christianshavns og Brodersamfundets folkebibliote-
ker, kan man se en overensstemmelse mellem bibliotekernes besty-
relse og et par afdelingsbestyrelser under Københavns Understøttel-
sesforening. Formanden for Christianshavns afdeling var fra 1874-
99 pastor J. C. Holck, og for Gammelholms afdeling var pastor D.
C. Prior formand i årene 1874-77.

Amagerlands Folkebibliotek blev stiftet af fabrikant Julius
Holmblad i 1877 og var beliggende et godt stykke uden for den in-
dre by. Hvor de andre folkebiblioteker lukkede næsten samtidig
med åbningen af de kommunale folkebiblioteker i København
(1885) og på Frederiksberg (1887), fortsatte dette bibliotek med at
eksistere, måske fordi det lå i en anden kommune (Tårnby, senere
Sundbyerne). Amagerlands Folkebibliotek blev senere et led i
Københavns Kommunes Biblioteker og eksisterer i dag som filial
Sundbyvester. Det skete i 1902, da Sundbyerne blev indlemmet i
Københavns kommune.

Klubber, saloner, læseselskaber og læseforeninger — se fortegnelse i bilag 3
I sidste del af 1700-årene begyndte klubber at blive en populær del
af det sociale liv. Inspirationen til klubberne var hentet i Tyskland,
Frankrig og England. I disse klubber foregik der mange forskellige
former for fornøjelser og selskabelighed, såsom billard, skuespil,
musikarrangementer og selskaber. Men man konverserede også i
klubberne, og emner som bl.a. politik og litteratur blev ofte disku-
teret. Selv om hovedformålet var selskabelighed, oprettede mange
af klubberne også læsestuer og biblioteker, som i en del tilfælde ale-
ne havde aviser og tidsskrifter. Men der var andre klubber, som lag-
de stor vægt på det litterære liv og oprettede store biblioteker.

Klubberne var først og fremmest borgerskabets samlingssted, og
vel at mærke et samlingssted for mændene. Kvinderne havde som
regel ingen adgang til klubberne, medmindre det var i forbindelse
med fester. Denne idé hænger nøje sammen med datidens syn på
kvinder, som man mente ikke havde noget at gøre i det offentlige
liv. Kvinderne var ikke de eneste der ikke havde adgang til klubber-
ne, en anden gruppe var jøderne. Det var derfor ret usædvanligt, da
grosserer Mariboe fik adgang til Drejers Klub, til trods for at han var
jøde. Men en af grundene kan være, at han havde råd til at betale
punchens dyrebare sammensætning.⁶

Litteraturen, der var at finde i klubbernes biblioteker, bar præg af at
være for borgerskabet. Klubbibliotekerne indeholdt som regel en
stor del faglitteratur, især om historie, videnskab, geografi og kunst.
Bøgerne var som regel på dansk og tysk, men også bøger på engelsk
og fransk var at finde. En stor del af bøgerne var de sidste nye på
området, da klubberne gerne bragte den nyeste viden om verden til
borgerskabet, som derved fik mulighed for at diskutere disse mange
nye emner. For at fa råd til nye bøger solgte mange klubber deres
gamle bøger til medlemmerne eller på auktion. En del af bøgerne
blev dog ikke solgt, men indlemmet i klubbens faste bibliotek.

En af de bedst kendte klubber i 1700-årenes København er
Drejers Klub, der oprettedes i 1775 og i en årrække havde Søren
Gyldendal som kasserer. Klubben blev hurtigt et litterært samlings-
sted med et pænt stort bibliotek, der i 1780'erne fik syv biblioteks-
direktører. Disse biblioteksdirektører stod for udvælgelsen af klub-
bens bøger og havde hver en ugentlig aften, hvor de passede udlå-
net. Et af medlemmerne var Johan Clemens Tode, der i 1786 for-
slog en række af sine venner i klubben at danne Selskabet for
Efterslægten.

I Drejers Klub kom det til diskussioner om, hvorvidt det var det
selskabelige eller det litterære, der skulle lægges vægt på. Det førte
bl.a. til oprettelsen af Kongens Klub, Det forenede Selskab og Den
nye Forening.

Mange små klubber og saloner var rene avislæseindretninger, hvor
der simpelthen kun var en læsesal med aviser og tidsskrifter, men
der var dog et par stykker af disse der udviklede sig til mere regu-
lære klubber. J. C. F. Brummer havde omkring 1816 en avislæsestue,
som senere blev kaldt et lille for-Athenæum. Blok Tøxen åbnede i
1831 også en læsestue, Aviscabinettet, i St. Kjøbmagergade 70, som
foruden danske og udenlandske aviser også indeholdt håndbøger.
Prisen var 1 mk. pr. gang eller 1 rd. om måneden, hvilket var me-
get dengang.⁷ I Fædrelandet fra 1851 kan man se en annonce for
Avis-Salonen, der tydelig viser at den var i besiddelse af andet end
blot aviser. Avis-Salonen tog sig også af andet end udlån af littera-
tur, som man kan se af en anden annonce i samme avis, den havde
nemlig også et agentur for ejendomssalg.

Klubberne havde deres største blomstringstid i slutningen af
1700-årene og første halvdel af 1800-årene, men i sidste halvdel af
1800-tallet er der ikke mange tilbage.

De første læseselskaber dukkede så småt op i 1770'erne, men først
i 1790'erne begyndte det rigtigt at tage fart med oprettelsen af
mange nye læseselskaber og læsekredse. I modsætning til klubberne
var hovedvægten i læseselskaberne ikke lagt på selskabelighed, men
på litteratur, både når det gjaldt læsning og konversation om dette
emne. Mange af læseselskaberne havde dog en forholdsvis kort le-
vetid, der kunne begrænse sig til kun et par år, fordi de ofte var af-
hængige af en enkelt mands foretagsomhed.

Læseselskaber gik i deres grundtanke ud på anskaffelse af bøger
på andelsbasis, hvor en gruppe slog sig sammen for oprette en bog-
samling. Mange boghandlere oprettede læsekredse, hvor indholdet
som regel var på et noget højere niveau end lejebibliotekernes.
Desuden skulle bøgerne i læsekredsene helst være den nyeste litte-
ratur, i modsætning til lejebibliotekernes udvalg. Når bøgerne hav-
de cirkuleret blandt kredsens medlemmer, kunne de sælges til med-
lemmerne eller bortauktioneres på samme måde som i klubberne.
Der var også læseselskaber der oprettede et fast bibliotek, og ind-
lemmede en del af de gamle bøger i dette.

Blandt de boghandlere der oprettede læseselskaber var Gyldendal,
der i 1815 oprettede et journallæseselskab. Dette selskab bestod af
skønlitterære, politiske, geografiske og almene tidsskrifter, fordelt på
18 tyske, 3 franske og 3 engelske. Det var meningen at selskabet
skulle hvile i sig selv, bl.a. ved at medlemmerne selv skulle sørge for
indkøb, kontorarbejde, regnskab osv., og desuden skulle de også selv
sørge for auktionssalg af bøgerne.⁸

Læseselskabet Clio, der var et af den tids mest kendte, blev op-
rettet i 1815 og var hjemsted for nogle af tidens mest markante per-
soner. I 1820 talte Clio, der var en blanding af en klub og et læse-
selskab, 104 medlemmer. De nye bøger og tidsskrifter lå fremme i
læseværelset de første 14 dage, og derefter kunne de hjemlånes, nye
bøger i 8 dage og gamle i 14 dage. Medlemskontingentet var 10 rd.
om året, og hvis man på ulovlig vis fjernede bøger og tidsskrifter fra
læsestue eller bibliotek, fik man en bøde på 1 rd. På grund af dår-
lig økonomi måtte Clio lukke allerede i 1822.

Der kunne være meget stor forskel på priserne i disse klubber,
læseselskaber og læseforeninger. Athenæum, Avis-Salonen og Clio
lå absolut i den dyre ende, med henholdsvis 14 rd., 12 rd. og 10 rd.
i årligt kontingent. Hvorimod Den nye Forening kun skulle have 2
rd. om året; desuden kunne man i denne forening vælge at betale
30 rd. på en gang, derved blev man medlem for altid. Udlåns-
betingelserne var dog næsten de samme for dem alle, nemlig 14 da-
ges lån af gamle bøger og 8 dages lån af nye bøger.

Mod slutningen af 1800-årene begyndte andre grupper end det
mandlige borgerskab også at oprette læseforeninger og læseselska-
ber. Kvindebevægelsen begyndte at markere sig, bl.a. med ønsker
om at fa større frihed og bedre adgang til uddannelser. Desuden
mente kvinderne, at hovedstaden manglede et samlingssted for
kvinder, samt et bibliotek og en læsesal. Borgerskabets kvinder an-
så læsning for et vigtigt middel i kampen for frigørelse, og i 1872
blev Kvindelig Læseforening dannet. Denne forening var mest af alt
for borgerskabets kvinder, og der var da heller ikke mange uden for
dette samfundslag, der var medlem af foreningen. Læseforeningen
blev oprettet på et tidspunkt, hvor der kom skred i kvindesagens

Karl van Manders gård, Østergade nr. 15, ca. 1890.

udvikling. Dansk Kvindesamfund blev stiftet i 1871, bl.a. med det
formål 'at hæve kvinden i åndelig, sædelig og økonomisk henseen-
de'.⁹ En Handelsskole for Kvinder blev oprettet i 1873, men ned-
lagt igen allerede i 1890, da man mente at Studentersamfundets af-
tenundervisning tog sig af samme opgave.

Kongens Klub

Kongens Klub blev oprettet i 1776 ved en udskillelse fra Drejers
Klub, og hed i begyndelsen Selskabet i Mad. Schrecks Gaard.
Navnet var taget efter ejeren Gottlieb Schreck, der i 1775 havde
købt Karl van Manders gård i Østergade 15. Han havde indrettet
gården med en række klub- og koncertlokaler, hvor bl.a. Kongens
Klub havde lejet sig ind. Selskabet fik navnet Kongens Klub ved
kgl. resolution af 16. nov. 1782. Et navn der hang ved klubben, men
også ved huset der beholdt navnet, selv efter at klubben var flyttet.
I 1778 kom de første love for klubben. De var underskrevet af 80

ansete borgere og embedsmænd, deriblandt professor Jens
Nørregaard og Rahbek.¹⁰ Klubben blev hurtigt samlingssted for det
bedre borgerskab, og der blev bl.a. holdt koncerter i klubben. Ved
sådanne lejligheder havde medlemmerne ret til at medbringe to da-
mer på hver billet.

Omkring 1850 flyttede klubben til nye lokaler, der betød at man
nu fik både vinter- og sommerlokaler. I 1846 fik klubben tilladelse
til at opføre sommerlokaler på Vesterbrogade 2, og samtidig flyttede
den til vinterlokaler på Kongens Nytorv 13. Sommerlokalerne hav-
de klubben indtil 1871, hvor Københavns kommune opsagde leje-
målet. Interiøret i Kongens Klub fik med tiden et lidt lurvet udse-
ende; en københavner mindes hvordan klubben så ud i sidste del af
1800-tallet:

'Jeg ser endnu for mig disse små køjer eller kabinetter, hvori
restauranten var inddelt. Gamle, defekte sofaer og stole af halfjerser-
nes rædselsfulde facon med falmet, plettet plydsbetræk, et nødde-
træs pillespejl, hvis glas var så overridset, at det overhovedet ikke
kunne gøre tjeneste som spejl; et gammelt litografi på væggen, et
fag forrevne, mølædte gardiner og en snavset gaslampe med to blus
- det var hele udstyret. I et par enkelte værelser fandtes et klaver,
som led af kronisk hæshed, hvilket ikke var så mærkeligt, da dets in-
dre stadig blev fugtet med spiritus sjatter, der hældtes ned i det.'¹¹

Klubbens bibliotek var af pæn størrelse og havde som mange an-
dre klubber og selskaber bøger på flere sprog, danske, tyske, engel-
ske og franske. Bøgerne på biblioteket var en blanding af skøn- og
faglitteratur samt håndbøger, og der måtte hjemlånes to bøger ad
gangen i 14 dage. Bibliotekets åbningstid var dog ikke noget at pra-
le af, da der kun var åbent mandag og torsdag fra 13 til 14. På Det
Kongelige Bibliotek er der i dag stadig bevaret en række af klub-
bens bogfortegnelser. Her kan man bl.a. se, at klubben i 1867 bort-
auktionerede godt 5000 'gode og velconditionerede bøger'.

Kongens Klub blev senere lagt sammen med Det forenede bor-
gerlige Selskab under navnet Kjøbenhavns Klub.¹²

Den bestandig borgerlige Forening

Foreningen blev stiftet i 1798 under navnet Det bestandige borger-
lige Selskab, og det var mest af alt en klub, hvis fremmeste formål
var at fornøje. Klubben skiftede navn til Den bestandig borgerlige
Forening i 1824, da den blev sammensluttet med Det musikaliske
Selskab. Fra starten var det, som så mange andre selskaber og klub-
ber, et sted for mænd, og kvinder havde kun adgang i forbindelse
med fester. Men der var dem der truede med at danne deres egen
klub, hvis kvinderne ikke fik adgang. Derfor blev det bestemt at
kvinderne skulle have adgang en dag om ugen, hvilket blev om
onsdagen, som også blev foreningens festdag. I foreningens vedtæg-
ter hedder det blandt andet, at mændene til fester skal bære hand-
sker, men ikke må bære støvler, for ikke at beskadige damernes klæ-
der og pynt under dansen.

Ved foreningens start blev det bestemt, at der ikke måtte være
mere end 150 medlemmer i foreningen, men antallet kunne dog
forhøjes af direktionen, hvis den mente det var ønskeligt. Prisen for
at være medlem blev sat til 4 rigsdaler årligt, samt 5 rigsdaler i ind-
skud; desuden skulle der hvert nytår betales 24 skilling til fordeling
blandt foreningens betjente.

For at blive optaget som medlem i foreningen skulle man fore-
slås af en som allerede var medlem. Derefter skulle man komme
med en skriftlig ansøgning, der skulle indeholde navn, adresse og
stilling. Denne ansøgning skulle afleveres 8 dage før voteringen, og
blev man optaget, skulle man indføres i foreningen af sin proponent
senest 4 uger efter. Ingen der var blevet afslået som medlem tre
gange i andre selskaber, måtte foreslås som medlem. Der var desu-
den flere forskellige former for medlemskab, udover de almindeli-
ge medlemmer var der æresmedlemmer, rejsende medlemmer, dan-
sende medlemmer og sommermedlemmer.

Foreningens mål gik først og fremmest ud på selskabelighed og
konversation, og der skrives da heller ikke meget om foreningens
bibliotek. I forhold til foreningens mange andre udgifter er der ik-
ke blevet ofret det helt store på biblioteket. I 1843 hedder det, at
der ud over udgifterne til subskriptionerne hvert kvartal skal beta-
les 15 rigsdaler til bibliotekaren, til biblioteksudgifter. Denne var en
af de 25 embedsmænd, som foreningen havde: 5 direktører, 1 kas-
serer, 2 revisorer, 3 decisorer, 2 bygningsinspektører, 1 bibliotekar,
2 balinspektører, 2 kegleinspektører, 2 billardinspektører, 3 skyde-
inspektører, 1 økonomiinspektør og 1 sekretær. Man kan heraf se,
hvor meget spil og selskabelighed har betydet for foreningen.

Foreningen havde flere regler for opførsel, og hvis disse blev
overtrådt, skulle der betales en bøde. Undtagen ved festlige lejlighe-
der skulle foreningen lukke kl. 11, som det stod skrevet i en gene-
rel kongelig ordre fra 1780 (mange klubber så gennem fingrene
med hensyn til denne ordre, andre opfordrede blot medlemmerne
til at overholde forbudet). Hvis nogen opholdt sig i lokalerne efter
dette tidspunkt, skulle der betales mellem 2 skilling og 1 rigsdaler i
bøde. Det var desuden forbudt at spille hasard i foreningen, og alt
spil var forbudt om søndagen før kl. 16. Når der blev spillet billard,
skulle spilleren skrive sig på en ophængt tavle, da der blev spillet ef-
ter tur, og når han var færdig med at spille, skulle han skrive sit navn
i en billardprotokol. Hvis dette ikke blev overholdt, vankede der en
bøde på 8 skilling, samt fratagelse af de penge han havde vundet.

Foreningens lokaler lå gennem det meste af 1800-tallet i Vingård-
stræde, men i 1835 bestemte foreningen sig til at købe ejendommen
Store Ravnsborg på Nørrebro. Restaurering og indretning af Store
Ravnsborg kom til at overstige budgettet, og foreningen måtte der-
for låne 6.000 rigsdaler af nogle medlemmer. Da ejendommen stod
færdig, havde den i alt kostet 20.000 rigsdaler. Foreningen beholdt
samtidig lokalerne iVingårdstræde, der fungerede som vinterlokaler.

I 1858 bestemte foreningen at sæsonens fire baller ikke skulle af-
holdes i vinterlokalerne, men derimod i Nimb, og at foreningen,
der nu var en af de fineste i København, skulle betale portpengene.
Til disse fester var der hver gang, iberegnet damer, omkring 300
deltagere.

Men allerede i løbet af 1860'erne begyndte foreningens økono-
mi at skrante, bl.a. fordi der var blevet brugt alt for mange penge på
fester og fornøjelser. Foreningen havde haft svært ved at finde faste
vinterlokaler, siden den i 1850'erne var flyttet ud af lokalerne iVin-
gårdstræde, og det blev nu foreslået også at benytte Store Ravnsborg
om vinteren. Dette ville mange medlemmer ikke gå med til, da de
mente det var for besværligt at komme 'uden for porten' om vin-
teren. Så foreningen endte med at flytte tilbage til Vingårdstræde, da
de lokaler var billigst, men måtte i 1882 benytte Store Ravnsborg
både sommer og vinter af økonomiske grunde. Foreningen blev
nødsaget til at sælge Store Ravnsborg kort efter, og samtidig solg-
tes også inventaret for 4.000 kr. og biblioteket for 750 kr.
Foreningen fortsatte efter salget af Store Ravnsborg, i mere ydmyg
målestok og med et mere beskedent budget. Dog var formålet sta-
dig morskab og fornøjelser.

Læseselskabet Athenæum

Læseselskabet Athenæum blev oprettet i 1824 og havde taget navn
efter den engelske Athenaeum Club i London, der var stiftet året
før. Athenæum var som Clio en blanding af klub og læseselskab og
var juvelen blandt disse. I lovene fra 1832 hedder det bl.a., at med-
lemmerne skal gives adgang 'dels til de fortrinligste eller for øjeblik-
ket mærkelige, indenlandske og fremmede tidender, blade og tids-
skrifter, dels sådanne bøger der er af almindelig interesse for danne-
de mænd, uden i almindelighed udelukkende at henhøre under no-
get særskilt videnskabsfag'.

Athenæum var for det højere borgerskab, og ønskede derfor at
opretholde en vis standard. Enhver, der ønskede optagelse i selska-
bet, skulle derfor fra et medlem have en skriftlig anmeldelse, der
skulle afleveres til formanden. Derefter var det op til selskabets re-
præsentantskab at optage eller afvise den pågældende person. På
denne måde sikrede Athenæum sig mod at der blev optaget uøn-
skede individer i selskabet. Denne optagelsesmåde er meget lig den
man skulle igennem, for at blive optaget i Den bestandig borgerli-
ge Forening. Mange yngre mennesker og personer fra det mindre
fine borgerskab søgte over i Den borgerlige Læseforening, der var
knap så fin.

Athenæum var Københavns dyreste selskab, med et kontingent
på 14 rd. om året, der i 1877 var steget til 36 kr. (18 rd.). Og des-
uden skulle der betales 4 rd. i indtrædelsesgebyr. Tilrejsende kunne
få et gratis adgangskort for 8 dage eller et månedskort for 1 rd.

Østergade anno 1883. Athenæum havde lokaler på 1. sal. i nr. 24, som er huset med de
buede vinduer. (Illustreret Tidende, 25. årg. nr. 1265, 23. december 1883, side 152)

Selskabet havde adresse i Østergade 24, skråt over for Kongens
Klub, i 9 store og højloftede lokaler, der indeholdt bibliotek, læse-
værelser, klubværelser, konversationsværelser og konditorværelse.
Men det var en dyr adresse, der kostede 1200 rd. i leje om året, samt
100 rd. til maling. Og skønt medlemmerne kom fra de bedre kred-
se, var det tit vanskeligt at indkassere kontingentet fra medlemmer-
ne; derfor levede Athenæum på et vaklende økonomisk grundlag.
Athenæums bibliotek blev hurtigt stort, med de nyeste bøger og et
stort antal både danske og udenlandske tidsskrifter. Biblioteket
indeholdt en stor mængde faglitteratur, der bl.a. omhandlede teolo-
gi, geografi, historie,jura og naturvidenskab. Desuden var bibliote-
ket i besiddelse af en mindre samling romaner, skuespil og digte,
foruden håndbøgerne i læseværelserne. Athenæum var åben fra 9
om morgenen til 11 om aftenen, hvilket dog ikke gjaldt bibliote-
ket, der havde åbent kl. 12-15 og igen kl. 17-20. Selskabet havde
mere strikse love end andre selskaber, bl.a. optagelsesreglerne, men
også vedrørende benyttelsen af biblioteket. Hvis et medlem blev ta-
get i at fjerne bøger fra læseværelserne eller biblioteket, fik den på-
gældende en bøde på 20 kr. Anden gang et medlem blev taget i
denne foreteelse, blev personen udelukket fra klubben.

Læseindretningen fra 1826

Læseindretningen fra 1826 blev oprettet af Gyldendal, der annon-
cerede med at ville anskaffe "de vigtigste nye Bøger og Journaler,
med Undtagelse af de strængt videnskabelige". I 1828 rådede bib-
lioteket over 1.200 bind aktuelt læsestof, der voksede støt gennem
hele foreningens eksistens. Læsestoffet omhandlede bl.a. personal-
historie, rejsebeskrivelser, historie og skønlitteratur, der var at finde
på dansk, tysk, engelsk og fransk.

En del af Læseindretningens romaner fandtes både i en dansk og
en tysk eller engelsk udgave, som bl.a. Walter Scott der fandtes
på alle tre sprog. Walter Scott var i øvrigt meget populær i første
halvdel af 1800-årene, og i Læseindretningens katalog fra 1835 fin-
des der i alt 261 bind af denne forfatter. Hvor tysk omkring år 1800
havde været det helt dominerende udenlandske sprog, kan man i
katalogen fra 1835 se en vækst i litteratur på fransk og især engelsk.

Det kostede 4 rd. i årlig kontingent at være medlem af Læseind-
retningen, men da bøgerne blev bragt ud, skulle der også betales
budløn oven i kontingentet. Medlemmerne kunne låne 2 bøger ad
gangen i 8 dage, men bøgerne skulle rekvireres dagen før man fik
dem. Læseindretningen ikke alene udlånte, men solgte også bøger.
Ved køb over en vis sum kunne medlemmerne få en rabat, der sva-
rede til det årlige kontingent. Desuden forsøgte Læseindretningen
at hente udenbys kunder ved at tilbyde, at disse kunder kunne låne
20 bøger i 2 måneder, dog mod at betale et forhøjet kontingent.¹³

Selskabet for Borgerdyd

Selskabet for Borgerdyd var som Selskabet for Efterslægten blevet
stiftet på baggrund af de oplysningstanker, der var begyndt af flore-
re sidst i 1700-årene. Som Efterslægtsselskabet oprettede Selskabet
for Borgerdyd en skole efter moderne fremsynede principper, bl.a.
inspireret af Rousseaus værk Emile, der blandt meget andet gjorde
op med den gamle skoletradition. Skoleideerne gik bl.a. ud på at
indføre flere praktiske fag og nye pædagogiske idealer. Skolen blev
snart efter delt i to, en midt i København og en på Christianshavn.
Skolerne blev hurtigt efterspurgte blandt borgerskabet, hvilket fort-
satte op gennem 1800-årene og videre frem. Skolerne blev først i
1900-årene statsskoler, under navnene Østre Borgerdydsskolen og
Vestre Borgerdydsskolen.

Selskabets bibliotek blev grundlagt i 1787, hvilket i øvrigt var
samme år som skolens oprettelse. Selskabet havde på denne tid
2.000 bind, men manglede penge til at indrette et bibliotek. Det
bibliotek de ønskede at oprette, skulle specielt være indrettet til dem
som ikke har dyrket de lærde sprog og videnskaber, derfor anskaffes
ingen bøger, som enten er skrevet på disse sprog eller kun til brug
for de lærde'.¹⁴ Biblioteket skulle dog ikke gå lejebibliotekerne i be-
dene, derfor ville det ikke anskaffe alt for megen skønlitteratur, da
man jo kunne få denne type andetsteds. Derimod skulle biblioteket
lægge vægt på anskaffelsen af oplysende værker, som naturlære, na-
turhistorie, landøkonomi, fabriks- og manufakturvæsen, handel, bi-
drag til eget og andre landes historie, samt naturlige og praktiske
forhold. Bøgerne skulle desuden være skrevet på en letfattelig må-
de.¹⁵ Det var en anonym velgører, der kom selskabet til hjælp med
et rentefrit lån på 2.500 rigsdaler, som skulle tilbagebetales med 125
rigsdaler om året. Ved hjælp af disse penge blev der indkøbt 6.000
skrifter. Abraham Kali var dog bange for, at biblioteket ikke kunne
betale sig, når man ikke imødekom tidens smag. Han indlemmede
derfor sin egen samling på 5-6.000 historiske og skønlitterære skrif-
ter i biblioteket, for at der kunne blive større søgning.

I modsætning til så mange andre klubber kunne både mænd og
kvinder optages i Selskabet for Borgerdyd. Det kostede 4 rd. om
året at være medlem af selskabet, hvoraf ca. halvdelen gik til biblio-
teket. Hvis man ikke hvert år forudbetalte for næste år, blev man
udelukket af selskabet. Ud over de almindelige regler for betaling
og administration af selskabet, var der 25 frivillige vedtægter vedrø-
rende medlemmernes levemåde. Medlemmerne skulle underskrive
mindst en af disse vedtægter, som personen så skulle overholde.
Vedtægterne var bl.a. begrænsninger af, hvor mange retter der måt-
te serveres, hvilke klæder der måtte bruges, at man så vidt muligt
skulle købe indenlandske produkter og ikke deltage i baller der va-
rede længere end til kl. 24. Tyge Rothe siger bl.a. i sine betragtnin-
ger over selskabets formål, at selskabet vil arbejde imod 'brammen-
de ødselhed, imod hver fordærvelig spillelyst og imod svindelhed'.

Kvindelig Læseforening

Kvindelig Læseforening blev stiftet i 1872 på inspiration af Frederik
Bajer, efter at han havde faet kendskab til den svenske Lässalong för
Damer, der var åbnet i Stockholm i 1867. I 1871 holdt Bajer et
foredrag i Pædagogisk Selskab, hvor han netop pegede på Lässalong
för Damer som en inspirationskilde for de danske kvinder. Planen
var dog ved at strande på grund af økonomiske vanskeligheder, men
blev reddet af Sofie Petersen. Hun henvendte sig til ca. 50 kvinder,
deriblandt D. B. Adlers og C. Plougs hustruer, og sammen med
Ploug og otte andre mænd fik de udsendt en anmodning om at gi-
ve et bidrag i form af penge eller bøger, således at der kunne blive
oprettet et bibliotek for kvinder.

Foreningen fik stor tilslutning, og da den åbnede i 1872, havde
den 72 medlemmer og en bogsamling på 1.007 bind. Dette var et

ganske udmærket startgrundlag, specielt når man ser på at f.eks.
Arbejdernes Læseselskab begyndte med kun 12 medlemmer og 340
bind. Men i modsætning til Arbejdernes Læseselskab kom de fleste
af Kvindelig Læseforenings medlemmer fra borgerskabet, og der var
mange af tidens mest fremtrædende kvinder som var medlem af
foreningen. Grundet formændenes arbejde, opnåede foreningen at
fa statstilskud fra 1879.

Biblioteket fortsatte med at vokse, og ved foreningens 25 års ju-
bilæum i 1897 havde det 16.000 bind og et udlån på 49.747 bind.
Dette fortæller Rosine Heckscher stolt i en artikel i Kvinden og
Samfundet, hvor hun til sammenligning oplyser, at i 1895/96 havde
Universitetsbiblioteket et udlån på 22.000 bind og Det Kongelige
Bibliotek et udlån på 12.000 bind.

Kvindelig Læseforenings bibliotek havde, som næsten alle andre
biblioteker på den tid lukkede hylder. Men i modsætning til de fle-
ste andre benyttede biblioteket sig af de lukkede hylder til langt ind
i 1900-årene. I 1935 havde biblioteket således kun 3.000 bind på
åbne hylder, ud af en samling på godt 90.000 bind. Biblioteket hav-
de både skøn- og faglitteratur, dansk såvel som udenlandsk, samt
tidsskrifter og blade. Det største udlån havde biblioteket på skønlit-
teratur, mens det mest populære blandt faglitteraturen var historie,
biografier, geografi og rejsebeskrivelser. Biblioteket havde 14 dages
lån på skønlitteratur og 1 måneds lån på andet.Ved åbningen i 1872
havde biblioteket åbent alle hverdage kl. 14-18, men disse åbnings-
tider blev udvidet omkring 1880 til 11-15 og 16-19. På dage hvor
der blev holdt foredrag, lukkede udlånet dog kl. 16.

For at blive ansat i biblioteket skulle man være i besiddelse af al-
men dannelse samt gode sprog- og skolekundskaber, og man skulle
desuden være fyldt 18 år. Efter en prøvetid på 3 måneder kunne
man blive antaget som medhjælper i biblioteket, og derefter kunne
man evt. blive fastansat som assistent.

Som så mange andre foreninger var Kvindelig Læseforening me-
re end et bibliotek, idet stedet også fungerede som foredrags- og
diskussionsforening. Desuden havde læseforeningen læsekredse til-
knyttet, hvor også mænd havde adgang. For at blive medlem af en
læsekreds skulle man indtegne sig hos bibliotekaren og angive hvil-
ket tidsskrift man ønskede at abonnere på. Disse læsekredse ophør-
te i 1880'erne og blev først genindført omkring 1910, hvor det bl.a.
hedder at formålet er, ved omhyggeligt valg af gode bøger, at op-
drage og udvikle medlemmernes smag for god litteratur.

Arbejder- og håndværkerforeninger — se fortegnelse i bilag 4
I løbet af 1800-årene begyndte også de arbejdende klasser at mar-
kere sig. I første omgang var det i håndværkerstanden, at der be-
gyndte at ske noget, ikke mindst blandt de unge håndværkere der
fik en politisk påvirkning fra udlandet. Der opstod hos disse men-
nesker et voksende ønske om frihed, og det var også blandt dem at
en ny foreningsbevægelse begyndte at vokse frem. I disse forenin-
ger diskuteredes blandt andet lavstvang og næringsfrihed.

Begyndelsen kom med Læseforeningen, der blev oprettet i 1836
som et samlingssted for alle disse 'frihedshungrende' mænd, men som
Adolf Bauer pointerede, lyder det officielle formål 'at åbne adgang til
almennyttig og almeninteressant læsning for alle stænder, men især
for den næringsdrivende borger' lidt mere afdæmpet. Efter denne
forening blev Industriforeningen i København stiftet i 1838 og
Håndværkerdannelsesforeningen, der var udpræget politisk, i 1847.

Hen over midten af 1800-årene begyndte der også at blive stør-
re opmærksomhed omkring arbejdernes stilling i samfundet. Dette
resulterede i en række arbejderforeninger, der som oftest blev op-
rettet på initiativ af liberale borgere. Disse var begyndelsen på de
nye tanker om folkeoplysning, og deres formål var som regel at
fremme arbejdernes oplysning og dannelse og gøre dem til ligebe-
rettigede samfundsborgere på det intellektuelle plan. I 1853 blev
Håndværkerdannelsesforeningen og Forening til Arbejdernes Vel,
der var oprettet to år tidligere, sammensmeltet til en arbejderfor-
ening med C.V. Rimestad som formand.¹⁶ En anden forening på
denne tid var Folkevenners Selskab, der havde major L. Mullen som
formand, men hvis egentlige leder var J. A. Hansen. Dette selskabs
hovedformål var 'at virke for håndværks- og arbejderklassens ånde-
lige og materielle udvikling'. I 1860 stiftede C.V. Rimestad sin egen
arbejderforening, som er et typisk eksempel på de arbejderforenin-
ger der blev oprettet i løbet af 1860'erne.

Der var også dem der var imod, at arbejderne skulle have denne
borgerlige dannelse. Dem der mente at arbejderne ikke havde brug
for al denne borgerlige dannelseskultur, men derimod havde brug
for deres egen kultur. En kultur der kunne støtte arbejderne i de-
res daglige liv, gøre dem stærkere og føre til bedre uddannelse. I
Socialistiske Blade i 1871 kom Pio med en advarsel til Arbejder-
foreningen, hvor han bl.a. siger "Lær ham hvorledes han ved de få
lovlige midler, der står til hans rådighed, kan beskytte ham mod ka-
pitalens overgreb, giv ham de kundskaber der hører til for at han
engang [...] kan hjælpe til at styre den fabrik, han nu kun er et vil-
jeløst redskab i".¹⁷

I slutningen af 1870'erne var arbejderbevægelsen så småt be-
gyndt at blive stærkere, selv om det endnu kun var en begyndende
faktor. Arbejderne begyndte at organisere sig og ønskede bl.a.
bedre sociale muligheder og større rettigheder. Selv om arbejderbe-
vægelsen mest handlede om det økonomiske aspekt, var man dog
også klar over at kundskaber var en vej ud af undertrykkelse.
Mottoet for Arbejdsmændenes Fagblad lyder i 1896 "Uvidenhed er
Trældom - Kundskab er Magt".

Tankerne om oplysning og uddannelse begyndte nu virkelig at
komme til udtryk, ikke bare blandt de gode velmenende borgere,
men også i arbejderbevægelsen selv. Dette resulterede i oprettelsen
af bl.a. Socialdemokratisk Samfund, der som navnet antyder havde
politisk tilknytning, og Arbejdernes Læseforening der ikke havde
nogen politisk tilknytning. I 1882 oprettedes Studenterforeningens
Aftenundervisning for Arbejdere, hvis hovedformål var at lære ar-
bejderne noget som grundskolen ikke kunne give, i modsætning til
Arbejderforeningen der ønskede at opdrage arbejderne til borgere.
Undervisningen omfattede bl.a. dansk, tysk, engelsk, fysik, kemi og
historie. Aftenskolen havde fra begyndelsen ca. 1.500 elever, et an-
tal der holdt sig nogenlunde uændret resten af 1800-årene.
Hovedparten af eleverne var mandlige faglærte arbejdere, men fra-
faldet var ret stort.

Arbejdernes Læseselskab

Arbejdernes Læseselskab blev stiftet i 1879 og arbejdede de første
mange år under beskedne kår. Ved stiftelsen rådede læseselskabet
kun over fa bind, og der var kun omkring 12 medlemmer. Selskabet
ønskede at arbejde i folkeoplysningens og folkeopdragelsens tjene-
ste, med et mål der gik ud på 'at sprede kundskab og dannelse ud
blandt den arbejdende befolkning'. Selskabets egentlige grundlag
kom med en gave fra Socialdemokratisk Samfund på 340 bind samt
5 kr. og 85 øre. Socialdemokratisk Samfund havde måttet give op
på grund af manglende tilskud. Arbejdernes Læseselskab var, i mod-
sætning til Socialdemokratisk Samfund, oprettet på et upolitisk
grundlag, en holdning der måske hjalp selskabet til at overleve.
Selskabet fik dog senere gode forbindelser til det Socialdemokra-
tiske Arbejderparti, idet flere af partiets medlemmer støttede selska-
bet.

Et år efter stiftelsen blev der trykt et opråb i Morgenbladet og
Dags-Avisen, der prøvede at fa budskabet om Arbejdernes Læse-
selskab ud. Heri hedder det bl.a. at det er selskabets formål "gen-
nem læsning af nyttige bøger, at hæve småfolk til et højere åndeligt
trin i samfundet end det, de nu af mange forskellige grunde indta-
ger".¹⁸ Det nævnes også at biblioteket talte ca. 400 bind, og at det
kostede 20 øre i månedligt kontingent. Biblioteket havde åbent al-
le hverdage kl. 19-22, og der kunne lånes 1 bog ad gangen i 4 uger.
Hvis bogen blev tilbageleveret for sent, kostede det 10 øre i bøde.
Der var også en læsestue i tilknytning til biblioteket, hvor der var
fremlagt flere aviser, tidsskrifter og ugeblade uden hensyn til parti-
farven.

Arbejdernes Læseselskab var dog mere end blot et bibliotek. Der
blev bl.a. holdt mange foredrag, og med tiden lykkedes det selska-
bet at fa flere fremtrædende videnskabsmænd, forfattere og kunst-
nere til at komme. Til disse foredrag kostede det 10 øre at komme
ind for alle, der ikke var medlem af selskabet. Selskabet arrangerede
også besøg på forskellige museer og institutioner, som i årenes løb
blev til flere hundrede. Blandt de steder, selskabet besøgte, var
Amalienborg, Absalons borg, Bispebjerg Hospital, Christiansborg,
Synagogen og Det kgl. Teater. Selskabet besøgte også steder hvor
der normalt ikke var adgang, såsom Vestre Fængsel og Sankt Hans
Hospital. Ligesom Selskabets medlemmer fik andre fordele som

Ekspeditionslokalet i Nansensgade i i 890'erne. (Efter Bruun, Georg og L. P Hansen: Arbejdernes Læseselskab : Dets Historie og Minder, 1879-1929. Kbhvn. 1919)

bl.a. nedsatte billetpriser til teatre og museer. Derudover holdt
Arbejdernes Læseselskab offentlige fester for at skaffe penge til sel-
skabets kassebeholdning, der i starten ikke altid var lige god. I 1883
kneb det med at betale de 21 kr., som selskabet skyldte i husleje. Da
selskabet kun havde 12 kr. i kassen, måtte bestyrelsen selv lægge det
resterende beløb til.

Fra midt i 1880'erne begyndte det at gå fremad for selskabet, og
fra en beretning fra selskabets generalforsamling i 1885 kan man se
at medlemstallet var steget til 450, at bogsamlingen var på 1.270
bind, og at der var 22 blade i læsestuen. Bladene på læsestuen var
bl.a. de største københavnske aviser, en del af de større provinsavi-
ser, en norsk og en svensk avis, samt et par udenlandske aviser. På
dette tidspunkt havde læseselskabet endvidere flere udvalg, der tog
sig af selskabets mange forskellige gøremål. Et forretningsudvalg tog

sig af driften, bogudvalget tog sig af bogindkøb samt varetagelse af
bogsamlingen, foredragsudvalget havde til opgave at skaffe fore-
dragsholdere og oplæsere, og endelig var der et museumsudvalg,
hvis formål var at arrangere besøg på seværdige steder.

Arbejdernes Læseselskab havde lokaler i bl.a. Rømersgade og
Gothersgade, før de i 1889 flyttede til Nansensgade, hvor selskabet
boede de næste 27 år. Efterhånden som selskabet voksede, måtte
disse lokaler dog også udvides og gøres i stand. I 1895 blev der om-
bygget og købt nyt inventar for 1.500 kr., og læsestuen blev ved
denne lejlighed flyttet til 1. sal, mens bogsamlingen og ekspeditio-
nen forblev i stueetagen.

Selskabet nåede sit højdepunkt omkring århundredskiftet, men
omkring 1910 begyndte medlemstallet at dale. Det højeste antal
medlemmer opnåede selskabet i 1910, hvor medlemstallet var på
2.475 personer. Selskabets højeste udlånstal forekom i 1903, hvor der
blev udlånt 86.000 bøger. På baggrund af medlemsprotokollen fra
1909 blev der udarbejdet en statistik over medlemmerne, som viste
hvordan de forskellige erhverv var repræsenteret i selskabet. Heraf
fremgår, at der var 1.620 mandlige og 1.007 kvindelige medlemmer.
Det kan også ses at de to største grupper blandt kvinderne var kasse-
rersker, ekspeditricer, direktricer, telefondamer og bogholdersker;
samt syersker og strygersker. For mændenes vedkommende var de to
største grupper håndværkere og fabrikanter; samt handels- og kon-
torarbejdere.¹⁹ Selskabet havde desuden mange faglærte arbejdere
som medlemmer, hvorimod de ufaglærte var svære at 'indfange'.²⁰

Arbejderforeningen af 1860

Arbejderforeningen blev stiftet i 1860 af Christian Vilhelm Rime-
stad (1816-79), som var politiker og pædagog, og senere også redak-
tør. Han var lærer ved Borgerdydskolen i København og skolens
bestyrer fra 1846 til 1853. Det fortælles om ham at han var en for-
trinlig lærer, der med sin fortælleglæde, gode humør og legemlige
styrke vandt drengenes interesse. Efter at have forladt Borgerdyd-
skolen var han folketingsmand i perioderne 1854-66 og 1869-72.
Som redaktør virkede han ved Dags-Telegrafen 1864-75 og ved
Nationaltidende 1876-77.

Rimestad gjorde en stor indsats i folkeoplysningens tjeneste, men da
han ville stifte et bibliotek for arbejderne, var der mange der stod
fremmede over for tanken om et 'folkebibliotek', og da hverken
Det Kongelige Bibliotek eller Universitetsbiblioteket ville give ham
bøger, henvendte han sig til Frederik d. 7, som skænkede ham du-
bletter fra den kongelige bogsamling. Og dette blev så starten på
foreningens bibliotek, der åbnede i 1862.

Rimestad sørgede med sin forening for undervisning til arbej-
derne, både i de elementære fag og i real- og latinskolens fag. Han
arrangerede desuden grupperejser til Sverige og til verdensudstil-
lingerne i London, Paris og Wien. Rimestad holdt selv flere fore-
drag i foreningen, bl.a. om de islandske sagaer, men han havde og-
så sans for hvad der rørte sig i tiden. Derfor fik han også flere af ti-
dens betydningsfulde personer til at holde foredrag, f.eks. H. C.
Andersen. En anden foredragsholder var den kommunale læge F. F.
Ulrik, der i 1865 holdt et foredrag om 'Småfolks selvhjælp og sam-
arbejde i andre lande'. Efter mødet blev foredraget slået op hos
B&W, hvilket resulterede i oprettelsen af Arbejdernes Bygge-
forening kort tid efter.²¹

Håndværkerforeningen af 1840

Anledningen til stiftelsen af Håndværkerforeningen i København
var en kongelig resolution af 3. april 1840, der befalede nedsæt-
telsen af en komité, som skulle undersøge Københavns lavs- og
korporationsvæsen. Dette førte til ytringer om at lavene burde slut-
te sig sammen i en forening, der kunne varetage deres tarv. Det blev
overdraget til Johannes Lasenius Kramp, der i 1837 havde stiftet
Snedkernes Tegneforening, at udfærdige en indbydelse til oprettelse
af en håndværkerforening. Ved et møde i november 1840, i Den be-
standig borgerlige Forenings lokaler i Vingårdsstræde, blev
Håndværkerforeningen i København konstitueret.

Foreningen fik til at begynde med gratis lokaler i bagernes lavs-
hus i Læderstræde 26, hvor den havde til huse frem til 1850, da for-
eningen lejede sig ind i skræddermestrenes lavshus på Gammel
Mønt. Der blev indført underholdningsspil som skak og dam i lo-
kalerne, og foreningen abonnerede i begyndelsen på Berlingske

Tidende, Fædrelandet, Kjøbenhavnsposten, Den Frisindede og Corsaren. I
1842 oprettede foreningen sit bibliotek, som i begyndelsen kun var
tiltænkt at indeholde litteratur, der omhandlede lavs- og nærings-
spørgsmål. Biblioteket voksede dog stærkt, og i 1844 kunne der ud-
sendes en katalog.

I foreningens beretning fra 1844 siger J. L. Kramp bl.a. at han næ-
rer 'en særlig interesse for et højere dannelsesliv i håndværkerfor-
eningen'.²² Kontingentet for at være medlem af foreningen blev ved
begyndelsen sat til 3 mark pr. kvartal, men ved flytningen i 1850
blev beløbet forhøjet til 3 rigsdaler om året, for benyttelse af 'hyg-
geligt lokale, afbenyttelse af en stor del blade og tidsskrifter, samt
udlån fra den nu af omtrent 600 bind bestående samling'.²³ Fra 1852
skulle der tillige betales et indtrædelsesgebyr på 1 rigsdaler.

I Håndværkerforeningen foregik der mange diskussioner om
lavstvang eller næringsfrihed, om lavene skulle bestå eller de skulle
ophæves. En del lagde stor vægt på at fa en reform vedrørende næ-
ringslivet, mens andre ikke ønskede det. I 1840 sagde Orla Leh-
mann fra Industriforeningen til Fædrelandet, at 'fuldkommen op-
hævelse af lavsvæsnet vil næppe gavne nogen'. J. L. Kramp ser dog
ikke denne diskussion som foreningens eneste formål, men mener
at foreningen skal virke både til 'åndens opbygning' og til 'mate-
riel fordel for håndværksstanden'. Udfra det sidste synspunkt blev
der nedsat en komité, der bl.a. skulle arbejde på at forbedre hånd-
værkernes tarv. Det synspunkt er i øvrigt meget lig hovedformålet
i Folkevenners Selskab.

Foreningen havde ved sit 25 års jubilæum ca. 400 medlemmer,
og ved festen blev det bl.a. besluttet at forhøje medlemskontingen-
tet med 1 rigsdaler om året. Disse penge skulle anbringes i en byg-
gefond, da foreningen snart måtte have nye lokaler. I 1868 købte
Håndværkerforeningen en ejendom i Kronprinsessegade, der havde
tilhørt Frimurerlogen, for 43.000 rigsdaler. Ved istandsættelsen af
ejendommen kom foreningens daglige lokaler til at ligge i mezza-
ninetagen, hvor der blev indrettet læseværelse, billardværelse og spi-
sestue. Biblioteket, der nu rummede 2.000 bind, blev indrettet på
kvisten, og en oval stue på første sal blev benyttet til konversations-
værelse. Foreningen rummede derudover også festlokaler, foruden
lokaler i stueetagen der blev lejet ud. Tøj mager N. P. Christensen
skænkede i 1887 foreningen en gave til bogsamlingen, bestående af
1.500 bind.

Boghandler-Medhjælpernes Bibliotek

Allerede i 1862 var der stiftet en medhjælperforening af selskabelig
art, men den holdt kun nogle fa år. I 1872 blev der imidlertid op-
rettet et boghandler-medhjælper-bibliotek, bl.a. på initiativ af Emil
Bergmann. Biblioteket vakte opsigt og interesse i vid udstrækning,
og havde i 12 år J. Salmonsen, der nok er mest kendt for sit leksi-
kon, som formand. Biblioteket havde bl.a. fået sine bøger som ga-
ver fra norske og danske forlag. Prisen for at benytte biblioteket var
et årligt kontingent på 2 rigsdalere samt et indskud på 1 rigsdaler.

I bogbranchen var det mest almindeligt at bruge betegnelsen
kommis i stedet for medhjælper, men efter oprettelsen af boghand-
ler-medhjælper-biblioteket blev denne betegnelse ikke brugt ret
meget mere. Boghandlermedhjælperne var næsten udelukkende
mænd, og det vakte sensation da der til en fest, holdt af biblioteket,
deltog en kvindelig medhjælper.

I 1883 blev medhjælperforeningen BMF stiftet på foranledning af
Jul. Gjellerup, men til at begynde med tjente foreningen udelukken-
de et selskabeligt formål. Både J. Salmonsen og Immanuel Rée var
med til at arrangere fester for BMF. I 1886 blev de første skridt ta-
get til at give foreningen et mere fagligt grundlag, og det tog rigtigt
fart, da BMF i 1891 fik Chr. Kønig som formand. I 1898 blev biblio-
teket overtaget af BMF og ført videre som foreningens bibliotek.

Konklusion

I midten af 1800-årene havde København omkring 140.000 ind-
byggere og ud fra dette må man fastslå, at byens biblioteksforhold
ikke var så ringe, som man måske umiddelbart havde kunnet fore-
stille sig. Der var så godt som hele tiden 15-20 lejebiblioteker i
byen, og desuden var der et stort antal klubber, læseselskaber og for-
eninger, hvortil der var knyttet et bibliotek.

Der må dog siges at være stor forskel på, hvor de forskellige sam-
fundsgrupper lånte deres bøger. De lavere klasser hentede næsten
udelukkende deres læsestof hos lejebibliotekerne. Dette gør sig spe-
cielt gældende i første halvdel af 1800-årene, hvor de forskellige
klubber, selskaber og foreninger næsten alle var for borgerskabet.
Blandt disse var f.eks. Læseselskabet Athenæum og Den bestandig
borgerlige Forening, som også hørte til blandt de mange, der i de-
res indmeldelsesbestemmelser havde sørget for at kunne udelukke
uønskede personer. Kontingentet hos mange af disse klubber og sel-
skaber var i øvrigt så højt, at alene det udelukkede mange personer
fra de lavere klasser. Men det skal dog fremhæves, at der også blandt
det bedre borgerskab var en del der havde problemer med at beta-
le de høje kontingenter.

Hos lejebibliotekerne blev der kun betalt for leje af bøger, hvor-
imod der hos de forskellige klubber, selskaber og foreninger blev
betalt for meget mere. Disse steder fungerede nærmest som 'lege-
pladser' for borgerskabets mænd. Det var her de mødtes, her de spil-
lede billard, her de snakkede og diskuterede, og her de havde ad-
gang til den nyeste litteratur. Man skal hen over midten af århun-
dredet, før der kommer læseselskaber og foreninger for arbejderne,
som f.eks. Arbejdernes Læseselskab. Som hos borgerskabets klubber
var disse foreninger mere end blot et bibliotek. Det var steder hvor
'folket' kunne få udvidet horisonten, først og fremmest ved hjælp af
litteraturen, men også gennem foredrag og udflugter.

Københavns Kommunes Folkebiblioteker var ikke de første fol-
kebiblioteker der åbnede i København. I løbet af 1870'erne blev
der åbnet fire folkebiblioteker i Københavns kommune og et i
Frederiksberg kommune. Disse biblioteker var dog ikke i kommu-
nalt eje, men var enten ejet af understøttelsesforeninger som Chri-
stianshavns og Brodersamfundets folkebiblioteker, eller de var pri-
vat ejet som Amagerlands og Nørrebros folkebiblioteker. Disse
biblioteker havde, i modsætning til lejebibliotekerne, det syn på lit-
teraturen, at den skulle virke i folkeoplysningens og folkeopdragel-
sens tjeneste. Det samme syn, som senere også findes i de kommu-
nalt ejede folkebiblioteker.

Når man ser på den litteratur der var at finde på bibliotekerne,
må man fastslå at der kunne være stor forskel, både hvad angår ma-
terialetyperne og udseendet. Når moralisterne talte om den smud-
sige litteratur, der fandtes på lejebibliotekerne, var det i første om-
gang møntet på indholdet. Men også bøgernes udseende kunne på
mange lejebiblioteker være særdeles utiltalende. Netop fordi det for
ejerne først og fremmes gjaldt om at tjene penge, skulle bøgerne
bruges så lang tid som overhovedet muligt. Dette har nok også væ-
ret en af grundene til, at det bedre borgerskab ikke kom på mange
af disse lejebiblioteker. I mange klubber og selskaber skiftedes de
fleste bøger ud hvert år, så man hele tiden at havde den nyeste lit-
teratur. Derved undgik man også lasede og beskidte bøger, og det
er desuden tænkeligt, at man i de højere sociale lag har behandlet
bøgerne bedre end blandt de lavere klasser.

De biblioteker, som fandtes i forbindelse med klubber, selskaber
og foreninger, indeholdt som regel en stor del faglitteratur, hvor-
imod lejebibliotekernes udvalg stort set kun var skønlitteratur.
Dette må igen ses i lyset af, at lejebibliotekernes ejere opfattede det
som et erhverv, hvor der skulle tjenes penge, og det der var størst
salg' i var skønlitteratur. Desuden lånte de lavere klasser næsten
udelukkende skønlitteratur.

Der kunne i det hele taget være stor prisforskel, både hos lejebi-
bliotekerne og hos de forskellige klubber og selskaber. Athenæum
var absolut det dyreste selskab med sine 14 rigsdaler årligt, specielt
set i forhold til Den nye Forening der kun kostede 2 rigsdaler om
året, eller Læseforeningen af 1836 der kostede 7 rigsdaler årligt.
Priserne hos arbejderforeningerne lå i den billigere ende, som hos
f.eks. Socialdemokratisk Samfund og Arbejdernes Læseselskab, hvor
det kostede 2,40 kr. om året.

Når det gælder lejebibliotekerne, kunne der være lige så stor for-
skel i priserne som for foreningernes vedkommende. I den dyre en-
de lå Andersens lejebibliotek, der skulle have 6 rigsdaler og 4 mark
om året, hvorimod Bakkes lejebibliotek med sine 1 rigsdaler og 2
mark om året var det billigste. Mest almindeligt var det dog med
priser mellem 2 rd. 4 mk. og 3 rd. 4 mk. om året, der som regel skul-
le betales kvartalsvis. Desuden kunne folk, som ikke havde så mange
penge, vælge kun at betale for en uge ad gangen, når de en gang
imellem fik råd til at låne en bog. På årsbasis var betalingen dog dy-
rere på denne måde.

Bibliotekernes størrelse kunne variere en del, men for de køben-
havnske bibliotekers vedkommende var det mest almindelige en
samling på 2.000-4.000 bind. Dette gjaldt både for lejebiblioteker-
ne og for klub-, selskabs- og foreningsbibliotekerne. Men det må
også understreges, at der var foreninger der forstod at opbygge en
stor samling, som f.eks. Kvindelig Læseforening der startede med
ca. 1.000 bind i 1872 og 25 år efter havde 160.000 bind i sit biblio-
tek, hvilket på det tidspunkt må siges at have været lidt af en be-
drift. Det er vel også derfor Rosine Heckscher stolt fortæller, at for-
eningen havde et større udlån end både Universitetsbiblioteket og
Det Kongelige Bibliotek.

Der var væsentlig forskel på hvem der ejede bibliotekerne, spe-
cielt når man ser på lejebibliotekerne. Her var der folk både i og
uden for bogbranchen. For boghandlernes vedkommende blev de-
res biblioteker i høj grad brugt for at tiltrække kunder, da man ik-
ke blev rig af at have et lejebibliotek. Tværtimod var der mange der
ikke kunne overleve mere end et par år, hvorefter deres lejebiblio-
tek måtte sælges. Men det skal da også pointeres, at der var dem der
havde lejebiblioteket hele deres levetid, og endda lod det gå i arv til
andre. Der var også mange uden for bogbranchen, der oprettede et
lejebibliotek. Måske fordi det ikke krævede meget andet end en
bogsamling, som ikke behøvede at være særlig stor, før man kunne
åbne et bibliotek. Mange lejede nemlig bøgerne ud direkte fra de-
res egen lejlighed.

Når det kommer til klubber, selskaber og foreninger, var der nok
forskel på personerne bag oprettelsen, men i det store hele var de
meget ens. De foreninger, klubber og selskaber, der tilhørte borger-
skabet, kunne være mere eller mindre fine, og deres formål kunne
være lidt forskellige af ordlyd, men brugerne kom fra stort set sam-
me sociale lag, og formålet var som regel selskabelighed. Noget an-
det gjorde sig gældende for arbejderforeningernes vedkommende.
Her kunne initiativtagerne være personer fra borgerskabet, der øn-
skede at være godgørende over for de lavere klasser, men de kunne
også være personer fra arbejderstanden, som ønskede en forening
for ligemænd.

NOTER

1. Frøland, 1969.

2. Nielsen, 1960, s. 442.

3. Nielsen, 1960, s. 432.

4. Nielsen, 1960, s. 433-434.

5. Holst, 1980.

6. Bokkenheuser, 1923.

7. Nielsen, 1960, s. 447.

8. Nielsen, 1960, s. 453.

9. Steenstrup, 1917.

10. Bobé, 1919.

11.Bobé, 1919.

12. Davidsen, 1910.

13. Nielsen, 1960, s. 454.

14. Lund, 1885.

15. Lund, 1885.

16. Bauer, 1890.

17. Arbejderkultur, 1982.

18. Bruun, 1929.

19. Biblioteker og studiekredse, i: Arbejderkultur, 1982.

20. Bruun, 1929.

21. København, før og nu - og aldrig, 1991.

22. Bauer, 1890.

23. Bauer, 1890.

LITTERATURLISTE

Arbejderkultur 1870-1924. Redigeret af Gundhild Agger og Anker Gemzøe.

København : Medusa. 1982. 547 s.
Banke, Jørgen: Folkebibliotekernes Historie i Danmark indtil år 1920 :1 Omrids.

København : Aug. Olsens Boghandel. 1929. 75 s.
Bauer, Adolf: Haandværkerforeningen i Kjøbenhavn 1840-1890 : En historisk

Fremstilling. København : Nielsen og Lydiche. 1890. 188 s.
Bobé, Louis: Karl van Manders Gaard alias Kongens Klub : Østergade 15 gennem
fire Aarhundreder. København : Ole Haslund og Svend Heyman. 1919. 57 s.
Bokkenheuser, Knud: Klubliv : Et Bidrag til Københavns borgerlige Livs

Historie. København : Gyldendalske Boghandel. 1923. 174 s.
Bruun, Georg og L. P. Hansen: Arbejdernes Læseselskab : Dets Historie og
Minder, 1879-1929. København : Dansk Andels Trykkeri. 1919. 117 s.

Davidsen, J.: Kjøbenhavnske Klubber og Selskabelige Foreninger. I: Fra det gam-
le Kongens Kjøbenhavn. København :Vinter. 1910.

Dolleris, Andreas: Danmarks boghandlere 1837-1918 : En personalhistorisk
Haandbog. København : Nielsen og Lydiche. 1893. 223 s.

Frøland, Aleks.: Bøger, bogsalg, boghandlere omkring 1875. København :
Forening for Boghaandværk. 1969. 188 s.

Frøland, Aleks.: Dansk boghandels historie 1482 til 1945 : Med et kapitel om bo-
gen i oldtid og middelalder. [København] : Gyldendal. 1974. s 157-237.

Fædrelandet, den 9 dec. 1851.

Holst, Poul: Antikvarboghandel i Danmark 1640-1980. [København], 1980. S. 22-
42.

Hvenegaard Lassen, H.: De danske folkebibliotekers historie 1876-1940.
København : Dansk Bibliografisk Kontor. 1962. S. 1-67.

Kirkegaard, Preben: Folkebibliotekerne i Danmark. København : Det danske
Selskab. 1948. S. 1-22. (Danmarks folkelige kultur indsats. Grundbøger til brug
for oplysning om Danmark)

Kjøbenhavns Adressebog for 1856. Red. af I. Levin. København : Iversen. 1956.
XIV, 286 s.

Kraks Vejviser. 1833-1924.

Kräyenbiihl, Margit: Kvindelig Læseforening 1872-1962 : En redegørelse for
Kvindelig Læseforenings virksomhed med en registratur over foreningens ar-
kiv 1872-1962. København : Danmarks Biblioteksskole. 1978. S. 25-36.
(Upubliceret hovedopgave)

København, før og nu - og aldrig : En billedkavalkade om København inden for
voldene og søerne. Redaktion og billedtekster: Bo Bramsen. København :
Forlaget Palle Fogtdal A/S. 1991. Bind 1-11.

Lund, Holger: Selskabet for Borgerdyd : Et Bidrag til dansk Kulturhistorie.
København: Otto B. Wroblewskys Forlag. 1885. 171 + XV s.

Nielsen, Helge: Folkebibliotekernes forgængere : Oplysning, almue- og borger-
biblioteker fra 1770erne til 1834. København : Dansk Bibliografisk Kontor.
1960. Ss. 9-20 og 413-533.

Schacht, Sigrid: Dansk bibliotekshistorie. [København]: Danmarks
Biblioteksskole. 1983. S. 72-88. (Intern lærebog, utrykt)

Steenstrup, Johannes: Dansk Kvindesamfund og dets Virksomhed. Kvindelig
Læseforening. I: Den danske Kvindes Historie fra Holbergs tid til vor 1701-
1917. København : H. Hagerups forlag. 1917. S. 157-163.

Vasegaard, Søren: Fra Bakkes Boghandel. I. Bidrag til Belysning af kjøbenhavnske
Bogforhold ved Midten af det 19. Aarhundrede. København : H. Chr. Bakkes
Boghandel. 1932. 32 s.

Småtryk (Det Kongelige Bibliotek)

Fortegnelse over Boghandler-Medhjælper-Bibliotheket. København. 1885.
Fortegnelse over Bogsamlingen i Arbejderforeningen af 1860. København. 1878.
Fortegnelse over Bogsamlingen i Kongens Klub. København. 1867.
Fortegnelse til det af Foreningen til Lærlinges Uddannelse oprettede Bibliothek.

København. 1878.
Fortegnelse over Kjøbenhavns Politis Bogsamling: København. 1872.
Fortegnelse over Det Sjællandske Jernbanepersonales Bogsamling. København.
1878.

Fortegnelse over det Skandinaviske Selskabs Bogsamling. København. 1852.
Katalog over Bibliotheket for underholdende Læsning. Snedkernes Tegnefor-
ening af 1837. København. 1872.
Katalog over Bøgerne i Arbejdernes Læseselskab. København. 1882.
Katalog for Den bestandig borgerlige Forening. København. 1879.
Katalog over "Brodersamfundets" Folkebibliothek. København.
Katalog over det danske Missions Selskabs Bogsamling. København. 1878.
Katalog over det dels Læseselskabet for Kunstnere og Haandværkere dels den

polytekniske Læreanstalt tilhørende Bibliothek. København. 1841.
Katalog over den borgerlige Læseforening. København. 1849.
Katalog over Haandværkerforeningens Bibliothek. København. 1851.
Katalog for den nye Forening. København. 1840.
Katalog for Læseindretningen fra 1826. København. 1835.
Kristelig Forening for unge Mænd. Foreningsbibliothek. København. 1880.
Love for Læseforeningen af 1836. København. 1839.
Love for Læseselskabet Clio. København. 1819.
Love for Læseselskabet "Pontianus". København.
Love for Socialdemokratisk Samfunds Bibliothek. København.
Nørrebroes billigste Folkebibliothek. København. 1881.

BILAG 1 - Lejebiblioteker 1863-1885

Navne og adresser er fundet i Kraks vejviser. Fortegnelsen omfatter alene lejebi-
blioteker, som eksisterede i 1863 eller senere. I årene 1857-1862 samt før 1833
kan man i vejviseren ikke slå op under 'lejebiblioteker' eller andre 'folkebiblio-
teksbetegnelser'.

Ved møntreformen i 1875 ændredes det danske pengesystem. Det gamle system
med 1 rigsdaler å 6 mark å 16 skilling blev erstattet af kronesystemet. Ved omreg-
ning var forholdet følgende: 1 rigsdaler = 2 kroner; 1 mark = 33 øre; 1 skilling
- 2 øre.

Andersen, A.

Åbnet 1874, lukket 1875. Hauserplads 12. Åbent alle hverdage kl. 9-12 og 14-
17. Bestand 5000-6000 bind. Pris for 1 bog: 1 mk. pr. uge, 4 mk. pr. md., 1
rd. 4 mk. pr. kvt. Højere pris ved leje af flere bøger. Depositum for hver bog:
2 rd. eller en ting til samme værdi. Der kan ombyttes 1 gang daglig.
Bakke, H. C. (boghandler)

Åbnet 1841, lukket 1922. Ejet 1841-84 afH.C.Bakke, 1884-99 af A.Richter
og 1899-1922 af J. E. Wismann. Møntergade 27. Åbent 9-20 alle hverdage.
Pris for 1 bog: 8 sk. pr. uge, 1 mk. 8 sk. pr. md., 2 mk. pr. kvt. For 2 bøger: 12
sk. pr. uge, 2 mk. pr. md., 1 rd. pr. kvt. For 3 bøger eller flere betales i forhold
dertil. Bøgerne kan byttes 2 gange daglig. Depositum for hver bog: 2 rd. el-
ler en ting til samme værdi.
Boller, A. F. (antikvarisk boghandler og bogbinder)
Åbnet 1862, lukket 1869. St. Kongensgade 99.
Bruun, H.

Åbnet 1850, lukket 1864. Kompagnistræde 4.
Børresen, P. (bog- og papirhandler)

Åbnet 1862, lukket 1877. Brogade 14 (gaden nedlagt i 1930'erne).
Cohen, Frederikke (sproglærerinde)

Åbnet 1876, lukket 1884. Frederiksholm Kanal 2.
Conradsen, J. P. (boghandler)

Åbnet 1851, lukket 1871. Knabrostræde 13.
Floor, C. M. E.

Åbnet 1868, lukket 1885. Skindergade 5.
Floor, J. P. N.

Åbnet 1862, lukket 1867. Skindergade 22.
Hansen, Anders

Åbnet 1861, lukket 1865. St. Regnegade 24.
Hansen, P. C.

Åbnet 1868, lukket 1876. St. Helliggeiststræde 19 (efter 1881
Valkendorfsgade).
Jordan, H. Ludvig (boghandler)

Ejet 1838-1898 af H. L.Jordan, 1898 overtaget af C. Flor og P. Engberg, luk-
ket 1916. Silkegade 4, flyttet hertil i 1858. Åbent alle hverdage kl. 9-20.
Bestand ca. 4000 bd. på dansk og ca. 500 bd. på engelsk. Pris for 1 bog: 12 sk.
pr. uge, 2 mk. pr. md., 5 mk. pr. kvt. Pris for 2 bøger: 1 mk. pr. uge, 3 mk. pr.
md., 8 mk. pr. kvt. Der kan byttes så ofte det ønskes. Depositum for hver bog:
1 rd. eller en ting af samme værdi.
Jordan, J. S. (jomfru)

Åbnet 1848, lukket 1892. Pilestræde 13. Åbent alle hverdage kl. 9-20. Bestand
3000-3500 bind. Pris for 1 bog: 8 sk. pr. uge, 24 sk. pr. md., 4 mk. 8 sk. pr.

kvt. Pris for 2 bøger: 12 sk. pr. uge, 2 mk. pr. md., 1 rd. pr. kvt.
Kauffmann

Eksisterede kun 1865. Kronprinsessegade 6.
Kjeldsen, Georg (Riiseske Abonnementbibliotek)

Åbnet 1835, lukket 1892. Ejet 1835-55 afj. Riise og 1855-92 af G. Kjeldsen.
Skindergade 21, tidl. Nørregade.
Langkjær, M. A.

Åbnet 1884, lukket 1892. L.Torvegade 32 (senere Torvegade). Pris for 1 bog:
20 øre pr. uge, 65 øre pr. md., 1,65 kr. pr. kvt., 6 kr. pr. år. Pris for 2 bøger:
30 øre pr. uge, 1 kr. pr. md., 2,65 kr. pr. kvt., 10 kr. pr. år. Pris for 3 bøger: 40
øre pr. uge, 1,25 kr. pr. md., 3,25 kr. pr. kvt., 13 kr. pr. år.
Leisner (frøken)

Åbnet 1870, lukket 1876.Værnedamsvej 14.
Levin, Henriette

Eksisterede kun 1871. Adelgade 7.
Levin, Zerline (enke)

Åbnet 1865, lukket 1901. Klosterstræde 23, stuen. Åbent alle hverdage kl. 9-
20. Bestand 1000-1500 bd. Pris for 1 bog: 8 sk. pr. uge, 24 sk. pr. md., 64 sk.
pr. kvt. Pris for 2 bøger: 12 sk. pr. uge, 32 sk. pr. md., 1 rd. pr. kvt. Depositum
for hver bog: 1 rd. eller en ting af samme værdi. Der kan byttes så ofte det øn-
skes.
Loria, Sally J.

Åbnet 1857, lukket 1865. Vesterbrogade 84. Åbent alle hverdage kl. 8-18.
Bestand ca. 2000 bd. 14 dages lån, nye bøger dog kun 4 dage. Pris for 1 bog:
24 sk. pr. md., 64 sk. pr. kvt., 2 rd. 32 sk. pr. år. Pris for 2 bøger: 36 sk. pr. md.,
1 rd. pr. kvt., 3 rd. 48 sk. pr. år.
Meyer, L. (boghandler)

Åbnet 1862, lukket 1873. Borgergade 11.
Mohr, J. F.

Åbnet 1880, lukket 1895. Nørrebrogade 23.
Mortensen, R. C.

Åbnet 1861, lukket 1865. Grønnegade 16.
Nielsen, F.V. (detailhandler)

Åbnet 1861, lukket 1869. Larsbjørnstræde 25.
Offesen, C.

Åbnet 1862, lukket 1866. Adelgade 64.
Olsen, F. F.

Åbnet 1881, lukket 1889. Frederiksborggade 28.
Petersen, Th.

Åbnet 1882, lukket 1886. Lyngby.

Popp, M.

Åbnet 1880, lukket 1882. St. Kongensgade 46.
Rée, Immanuel

Åbnet 1881, lukket 1886. L. Kirkestræde 5.
Rubin, D. (boghandler)

Åbnet 1853, lukket 1884. Skindergade 23. Lejebibliotek for romaner, skole-
bøger og videnskabsværker.
Stjerneholm, M.

Åbnet 1862, lukket 1865. St. Regnegade 2.
Søborg, J. F. (boghandler, klasselotterikollektør, D.M.)

Åbnet 1847, lukket 1889; ca. 1880 overtaget af andre og kørt videre som
Søborgs efterfølger. L. Helliggeiststræde 13 (efter 1881 Niels Hemmingsens-
gade), ved overdragelsen ca. 1880 flyttet til Pilestræde 42. Åbent alle hverda-
ge kl. 8-20. Bestand: 1000-1500 bd. Pris for 1 bog: 6 sk. pr. uge, 1 mk. 8 sk.
pr. md., 4 mk. pr. år. Pris for 2 bøger: 10 sk. pr. uge, 2 mk. pr. md., 1 rd. pr. år.
Depositum for hver bog: 1 rd. eller en ting af samme værdi.
Thaarup, E. L.

Åbnet 1862, lukket 1867. St. Helliggeiststræde 20 (efter 1881 Valkendorfs-
gade).
Thomsen, F.V.

Åbnet 1864, lukket 1866. Vesterbrogade 52.
Ørfeldt, T. C. (boghandler)

Åbnet 1870, lukket 1880.Vingårdsstræde 9.

BILAG 2 - Folkebiblioteker i København 1870-1885

Betegnelsen brugtes om biblioteker med et mindre/ikke kommercielt sigte, som
lagde vægt på at litteraturen skulle være oplysende og belærende. Bibliotekerne
blev styret af en bestyrelse. Der er ikke fundet biblioteker af denne type før 1870.

Amagerlands Folkebibliotek i Sundbyvester

Åbnet 1877, i 1902 indlemmet i Københavns Kommunes Folkebiblioteker.
Flyttede i 1899 til Amagerbrogade 64. Åbent mandag og torsdag kl. 19-21,
lørdag kl. 9-11. Bestand 2200 bd. (1879). For benyttelse betaltes 20 øre pr.
md., 50 øre pr. kvt., 1,50 kr. pr. år. Bestyrelse: fabrikant Julius Holmblad (for-
mand), sognerådsmedlem O.Jansen, sognerådsmedlem (E.M. Krogh), sogne-
fogedjan Pettersen, grosserer C. E. Petersen, skoleinspektør Vilhelm Petersen,
kaptajn Ludvig Scheel.
Brodersamfundets Folkebibliotek

Åbnet 1873, lukket 1886. 1873-77 i Adelgade 96, derpå i Søetatens drenge-

skole i Krokodillegade. Åbent onsdag og sondag kl. 19-21. Bestand 1800 bd.
(1879). For benyttelse betaltes 20 øre pr. md., 50 øre pr. kvt., 1,50 kr. pr. år.
Bestyrelse: pastor D. C. Prior (formand), typograf C. Andersen.
Christianhavns Folkebibliotek

Åbnet 1875, lukket 1887. Bestemt for Christianshavns uformuende be-
folkning. Sankt Annægade 39. Åbent mandag, onsdag og lørdag kl. 18-20.
Bestand 1800 bd. (1876). For benyttelse betaltes 16 øre pr. md., 40 øre pr.
kvt., 1,25 kr. pr. år. Bestyrelse: pastor P. A. Fenger, pastor J. C. Holck, pastorV.
Munch, skoleinspektør J. Helms, vinhandler C. Bagge, overretssagfører O.
Krarup.

Frederiksberg Sogns Folkebibliotek

Åbnet 1870, lukket 1886.Tilhørte sognets understøttelsesforening. 1870-73 i
Vesterbrogade 70,1873-79 i Vesterbrogade 76, derpå Gasværksvej 1. Åbent al-
le hverdage kl. 18-20. Bestand 3000 bd. (1879). For benyttelse betaltes 20 øre
pr. md., 50 øre pr. kvt., 1,50 kr. pr. år. Bestyrelse: justitsråd, bibliotekar Bruun,
forretningsfører Cold, redaktør Møller-Holst, fuldmægtig A. Johansen, F. C.
Trier, underbibliotekar Bahl.
Nørrebroes billigste Folkebibliotek

Eksisterede i 1880'erne. Slotsgade 8, stuen. Bestand 800 bd. For benyttelse be-
taltes 13 øre pr. uge, 45 øre pr. md., 1,25 kr. pr. kvt.

BILAG 3 - Klubber og læseforeninger i København 1850-1885

Den bestandig borgerlige Forening

Også kaldet det bestandig borgerlige Selskab. 14 dages lån. Der kan lånes 2
bøger ad gangen.
Den borgerlige Læseforening

Bestand ca. 4000 bd. En stor del dansk litteratur, såsom B. S. Ingemann, H. C.
Andersen og St. St. Blicher.
Det danske Missions Selskabs Bogsamling

Mest missionsskrifter og andre kristelige værker.
Kjøbenhavns Læsesalon
Kongens Klub

Åbent mandag og torsdag kl. 13-14. Bøger på dansk, tysk, engelsk og fransk.
14 dages lån. Der kan lånes 2 bøger ad gangen.
Kvindelig Læseforening

Åbent hverdage kl. 11-15 og kl. 16-19. Intet udlån fra kl. 16 på foredragsda-
ge. 14 dages lån på skønlitteratur. 1 mds. lån på andet materiale.
Læseindretningen fra 1826

Danske, tyske, engelske og franske bøger; både skøn- og faglitteratur.

Læseforeningen af 1836

Kontingent: 7 rd om året. 8 dages lån. Encyclopædier og ordbøger skal for-
blive i læsestuen. Bøger og pjecer overgår efter 6 uger i læsestuen til biblio-
teket. Hvis der fjernes bøger fra læsestue eller bibliotek, betales 5-15 rd. i bø-
de.

Læseselskabet Athenæum
Læseselskabet "Pontianus"
Den nye Forening

Danske, tyske og franske bøger; både skøn- og faglitteratur. 8 dages lån på nye
bøger, 14 dages lån på gamle bøger. Der kan lånes 3 bøger ad gangen.
Kontingent: 2 rd. om året, der betales med 1 mk. om måneden. Livsvarigt
medlemskab ved betaling af et engangsbeløb på 30 rd.
Selskabet for Borgerdyd
Det Skandinaviske Selskab

Næsten kun bøger på svensk. Kun for medlemmer. 14 dages lån. Der må lå-
nes 1 bog ad gangen. Bøde ved for sen aflevering: 6 sk. Erstatning ved tab.

BILAG 4 - Arbejder- og håndværkerforeninger i København 1850-1885

Arbejderforeningen af 1860

Åbent søndag kl. 13-15. For alle medlemmer med lånerkort. 14 dages lån. Der
kan lånes 1 bog ad gangen. Bøde ved for sen aflevering: 10 øre.

Arbejdernes Læseselskab

Åbent hverdage kl. 19-22. Kontingent: 20 øre pr. md. 4 ugers lån. Der kan lå-
nes 1 bog ad gangen. Bøde ved for sen aflevering: 10 øre.

Boghandler-Medhjælpernes Bibliotek

Åbent kl. 20.30-22. Indskud: 1 rd. Kontingent: 2 rd om året. Der kan lånes 2
bøger ad gangen.

Foreningen til Lærlingeuddannelser

Åbent søndag kl. 12-14 og 17-19. For medlemmer. 3 ugers lån. Der kan lå-
nes 2 bøger ad gangen. Bøde ved for sen aflevering: 10 øre. Bogfortegnelsen
(kataloget) koster 25 øre.

Håndværkerforeningen af 1847

Både skøn- og faglitteratur, bl.a. historie, geografi, økonomi, romaner og no-
veller. Mest på dansk.

Kjøbenhavns Politis Bogsamling

Åbent søndag kl. 10-16. For ansatte i politiet. Mest litteratur på dansk. 14 da-
ges lån. Der kan lånes 1 bog ad gangen. Bogfortegnelsen koster 16 sk.

Kristlig Forening for unge Mænd

Åbent torsdag og søndag kl. 20-21.30. Rejseskildringer, romaner og kristlig
litteratur på dansk. Kontingent: 1 kr om året, betales med 25 øre pr. kvartal.
3 ugers lån. Der kan lånes 2 bøger ad gangen. Bøde ved for sen aflevering: 5
øre.

Læseselskabet for Kunstnere og Haandværkere
Det Sjællandske Jernbanepersonales bogsamling

Mest skønlitteratur på dansk.
Snedkernes Tegneforening af 1837

Åbent torsdag kl. 20-22. 3 ugers lån. Bøde ved for sen aflevering: 6 sk. for 1
bog, 4 sk. pr. stk. ved flere bøger.
Socialdemokratisk Samfunds Bibliotek

Kun for medlemmer af det Socialdemokratiske Arbejderparti. Pris: 5 øre
ugentlig for hver bog. 14 dages lån. Bøde ved for sen aflevering: 5 øre for 1
uge, 15 øre for 2 uger, derover 50 øre.