Universitetsbiblioteket i Göttingen: Bibliotekssalen (Efter Piitter, 1765: 7, bd. 1, s. 207)
DANSK BIBLIOTEKSHISTORISK SELSKAB
Bibliotekshistorie 7
Udgivet af Dansk Bibliotekshistorisk Selskab
Redaktion: Steen Bille Larsen under medvirken af Ole Harbo
Jørgen Svane-Mikkelsen
© Dansk Bibliotekshistorisk Selskab 2005
ISSN 0109-923X
Sats og tryk
Handy-Print A/S, Skive
Universitetsbiblioteket i Göttingen, oplysningstidens
mønsterbibliotek
En beskrivelse af dets udvikling i pionertiden
Af Sigrid Schacht........................................................... 5
Bibliotekstilbud i København før de
kommunale folkebiblioteker
Lejebiblioteker, klub- og foreningsbiblioteker
samt folkebiblioteker ca. 1850-1885
Af Kirsten Mosolff.......................................................... 25
"Bibliotekssagen trænger til Organisation"
Folkebibliotekerne i Danmark 1880-1920
Af Laura Skouvig........................................................... 73
Tre efterreformatoriske katolske biblioteker
i København indtil 1962
Af Helge Clausen........................................................... 110
"Biblioteket som musikkens skatkammer"
Aspekter på et bibliotekarisk uddannelsesforløb
Af Bent Christiansen....................................................... 170
Dansk Bibliotekshistorisk Selskab
Styrelsens beretning 2002-2003........................................... 199
Universitetsbiblioteket i Göttingen,
oplysningstidens mønsterbibliotek
En beskrivelse af dets udvikling i pionertiden
Af Sigrid Schackt
Universitetsinstitutionens grundlæggelse
Grundlæggeren af Göttingens Universitet, kong Georg 2. af
England, var født kurfyrste af Hannover. Den engelske trone arve-
de han efter sin far, der som den første hannoveraner blev britisk re-
gent. Personalunionen mellem Hannover og Storbritannien varede
fra 1714-1837. Da Georg 2. i 1733 udstedte en forordning om op-
rettelse af et universitet i sit tyske kurfyrstendømme, lagde han
grunden til et videnskabeligt samfund, hvis virksomhed skulle få en
betydning, der rakte langt ud over stedet og øjeblikket.
Kongens handling skyldtes først og fremmest ønsket om, at
Hannover skulle kunne hævde sig ved siden af sine store naboer,
Prøjsen og Sachsen. Tanken om at stifte et universitet var sandsyn-
ligvis blevet ham indgivet af hans dronning, Caroline, der som ung
ved hoffet i Berlin havde truffet Leibniz og var blevet så stærkt på-
virket af denne store oplysningsfilosofs idéer, at hun yndede at kal-
de sig hans elev. Formodentlig var det hende bekendt, at Leibniz
havde gjort sig til talsmand for oprettelse af et akademi for unge
adelsmænd i Hannover, en tanke der ikke vandt gehør i hans leve-
tid, men siden betragtedes som den første inspiration til planlæg-
gelsen af det nye hannoveranske universitet.
Sigrid Schacht (1925-1999) var cand. mag. og lektor ved Danmarks Biblioteksskole,
København. Artiklen blev oprindelig skrevet som internt undervisningsmateriale ved biblio-
teksskolen.
Overraskende blev dettes hjemsted Göttingen, dengang en forfal-
den by, som var blevet ilde tilredt under 30-årskrigen og endnu -
næsten hundrede år senere - langtfra havde overvundet følgerne af
krigens ødelæggelser. Valget af Göttingen var bestemt af taktiske
hensyn. Det var den hannoveranske regerings ønske at gøre det
kommende universitet til et internationalt forskningscenter, og man
håbede, at Göttingens beliggenhed midt i det Tyske Rige og samti-
dig i udkanten af den hannoveranske stat ville gøre byen tiltrækken-
de for lærere og studerende fra både ind- og udland.
Stænderforsamlingen bevilgede et beløb til etablering af univer-
sitetet, og Georg 2. bidrog med midler af sine indtægter fra forvalt-
ningen af det sækulariserede klostergods, men skænkede ikke no-
gen pengegave fra den britiske statskasse. Til forskel fra de fleste af
samtidens tyske læreanstalter var universitetet i Göttingen helt uden
medgift, og regeringen måtte derfor udrede alle fornødne midler til
dets drift, hvorved det blev totalt afhængigt af staten.
Universitetet opkaldtes efter Georg 2.: die Georg-Augustus-
Universität zu Göttingen, i daglig tale blot: die Georgia Augusta.
Universitetsadministrationen
Til universitetskurator (: økonomichef) udnævntes den ansete ju-
rist, gehejmeråd Gerlach Adolph von Miinchhausen, en kulturper-
sonlighed og igangsætter af usædvanligt format. Med levende inter-
esse for sagen skaffede han sig indsigt i alle anliggender og lagde he-
le sin energi i at løse de mangfoldige problemer i forbindelse med
universitetets grundlæggelse og udbygning.
De forventninger, man nærede til hans administration, blev ik-
ke skuffede: hans embedsperiode, der varede til hans død i 1770,
blev lykkebringende for institutionen gennem flere generationer.
Både samtidens og eftertidens historikere har betegnet
Miinchhausen som den egentlige skaber og formgiver af universi-
tetet i Göttingen. Dettes første kronikør, Johann Stephan Putter,
skrev i 1765, at "den uvurderlige lykke er blevet det til del, i 30-
årsalderen stadig at nyde godt af den utrættelige, kloge og indsigts-
fulde faderlige omsorg, som vises det af dets første plejefar, Hans
Excellence, gehejmeråd og kammerpræsident Gerlach Adolph
Friherre von Munchhausen" (7, bd.l, s. 14).
Opfyldt af ambitioner på universitetets vegne gik Munchhausen
i gang med ansættelse af akademiske lærere. Professorstillinger ne
søgte han at besætte med personligheder, der allerede havde erhver-
vet sig et navn i den lærde verden.Ved tilbud om høje lønninger hå-
bede han at kunne tiltrække erfarne forskere fra andre universite-
ter. Ikke alene ville disse i Göttingen få gode materielle kår, men -
hvad der var lige så tillokkende og i 1700-tallet usædvanligt - de
ville her kunne dyrke deres forskning og undervisning uden at
hæmmes af censurbestemmelser. Alligevel skuffedes hans forhåb-
ninger i mange tilfælde, fordi de tyske regeringer skinsygt vogtede
på deres egne universitetsfolk og lagde hindringer i vejen for dem,
som ønskede at lade sig ansætte i Göttingen.
Ved sej udholdenhed fik Munchhausen dog i årenes løb knyttet
en række store forskere til universitetet. To af disse, Johann Matthias
Gesner og Christian Gottlob Heyne, begge klassiske filologer og
banebrydende inden for nyhumanismen, ansattes med den klausul,
at de ved siden af deres professorgerning skulle varetage ledelsen af
universitetsbiblioteket. Begge kom til at danne epoke i bibliotekets
historie, Gesner i årene 1734-61, Heyne i tidsrummet 1763-1812.
Hovedvægten er i beskrivelsen lagt på pionertiden, dels fordi dens
eksperimenterende virksomhed giver den en særlig fascination, dels
fordi denne periode i den gængse bibliotekshistoriske litteratur er
behandlet i korthed. Bibliotekets udvikling under Heynes ledelse,
der ofte er skildret i detaljer, har af pladshensyn måttet fremstilles i
oversigtsform.
Universitetsbibliotekets grundlæggelse
Som det i ældre tid var almindeligt, integreredes universitetsbiblio-
teket i den akademiske institution. Således blev Munchhausen også
bibliotekets øverste administrator, et hverv som han udførte med al
sin handlekraft og lærdomsbegejstring. Han forstod, at bøgerne var
forskernes vigtigste arbejdsredskaber. Derfor gjorde han det til sit
mål at skabe et bibliotek af så høj kvalitet, at det kunne virke som
drivkraft for forskningen og bidrage til at udbrede Göttingens ry
som en videnskabernes højborg.
Til anlæggelse af biblioteket erhvervede man en universel kerne-
samling på næsten 9.000 bind, i smuk og solid indbinding. Dens
grundlægger var gehejmeråd Joachim Heinrich von Biilow, hvis
efterkommere det lykkedes Miinchhausen at overtale til at skænke
deres arv til det bibliotek, der skulle opbygges. Desuden overtog
man det i 1734 nedlagte lokale gymnasiums bogsamling på 700
bind og et par tusinde dubletter fra Det Kongelige Bibliotek i
Hannover. Endelig indførte man pligtaflevering til biblioteket af al-
le Göttinger tryk. Således kom den samlede bogbestand endnu
inden bibliotekets åbning til at omfatte næsten 12.000 bind, et im-
ponerende tal, som først i århundredets slutning nåedes af en ræk-
ke andre tyske universitetsbiblioteker.
Sit første hjemsted fik biblioteket på anden etage i den såkaldte
Paulinerkirche, den gamle klosterbygning, der havde huset gymna-
siet. Pladsen var her så trang, at man ikke havde mulighed for at ind-
rette en læsesal.
Universitetsbiblioteket under Gesners ledelse 1734-61
Johann Matthias Gesner
Gesner var i sin bedste alder, da han i 1734 blev udnævnt til pro-
fessor i retorik ved Göttingens Universitet og samtidig til leder af
dettes bibliotek. Han havde da allerede en lang karriere bag sig.
Trods meget fattige kår i barndommen og i studentertiden i Jena
havde han som kun 24-årig faet ansættelse som konrektor (:med-
rektor) ved gymnasiet i Weimar, hvor han tillige havde forestået det
hertugelige bibliotek. I 1729 blev han rektor for latinskolen i
Ansbach, og det følgende år for Thomasskolen i Leipzig. Skønt ag-
tet og afholdt forlod han denne stilling som 43-årig, fordi skoleger-
ningen i den grad lagde beslag på hans tid, at han ikke kunne se ud-
vej for at dyrke sin videnskab. Hans ven og protegé, skolens berøm-
te kantor, Johann Sebastian Bach, som Gesner havde skaffet mest
mulig fritid til at dyrke sin kunst, komponerede i anledning af af-
skeden sit store juleoratorium.
|
|
Universitetsbiblioteket i Göttingen: Bibliotekssalen (Efter Piitter, 1765: 7, bd. 1, s. 207) |
Uden tvivl var Gesner en meget vindende personlighed. Hans to
biografer, Johann David Michaelis (6) og Johann August Ernesti (2),
som begge havde kendt ham, og som - i overensstemmelse med da-
tidens skik - har affattet deres levnedsskildringer på latin, beskriver
med forkærlighed hans væsen og virke med ordet alacritas: livlighed,
munterhed og hans udseende og manerer med ordet elegantia: smag-
fuldhed. Ernesti beretter om det indtryk, han gjorde på en af biblio-
tekets engelske gæster, der efter at have talt med ham udbrød:
"Aldrig har jeg mødt hans lige!" - "i den grad", tilføjer Ernesti,
"stemte storheden i hans sind og hans omfattende viden overens
med hans fremtræden" (2, s. 279).
Biblioteksvirksomheden
Accessionering og accession
Inden for bogkøb var Gesners arbejde indskrænket til komplette-
ring af bibliotekets flerbindsværker og anskaffelse af specielle bøger,
som ikke kunne erhverves af private. Herudover var han som pro-
fessor forpligtet til at foreslå boganskaffelser inden for sit eget fag.
Begrænsningen af hans arbejdsområde skyldtes, at hovedparten af
bogkøbet var henlagt til Hannover, hvor Miinchhausen selv førte
opsyn med erhvervelserne.
Til at udføre det praktiske arbejde hermed havde han ansat den
sidste bibliotekar ved Biilows bibliotek, Philipp August Schliiter.
Dennes opgave bestod i at skaffe de af professorerne ønskede vær-
ker, når rekvisitionerne var godkendt af Miincchausen, samt ved
stadigt gennemsyn af tyske og udenlandske kataloger at holde sig
ajour med bogmarkedet og fremsætte forslag til yderligere anskaf-
felser - ønskejobs for denne lidenskabelige bibliograf, hvis yndlings-
læsning var bogkataloger. Schliiter registrerede alt, hvad der anskaf-
fedes, både af ham selv og af Gesner, og førte dermed en katalog,
der var et modstykke til bibliotekets.
Til forskel fra de fleste af samtidens biblioteker gjorde man intet
for at erhverve rariteter for raritetens skyld. Afgørende for bogkø-
bet var alene hensynet til universitetets behov. Miinchhausen gav
næsten altid sit samtykke til indkøb af de bøger, professorerne øn-
skede. Midlerne hertil skaffede han fra kassen for de sækulariserede
klostre, som han havde opnået Georg 2. s tilladelse til at benytte til
særlige formål til gavn for universitetet. Ifølge Gesners udsagn gik
det i nogle år så vidt, at Miinchhausens bogkøbssum var det tidob-
belte af den ordinære.
Udvidet nytteeffekt af accessionen: Göttingische Gelehrte Anzeigen
Nytten af de indgåede bøger mangedobledes, da man i 1739 ind-
stiftede anmeldelsestidsskriftet Neue Zeitungen von Gelehrten Sachen.
Det havde betydelige startvanskeligheder og kom først ind i en re-
gelmæssig gænge i 1747, da den dynamiske professor i medicin,
Albrecht von Haller, påtog sig hvervet som redaktør. I 1753 lagdes
tidsskriftet ind under det to år tidligere oprettede videnskabsselskab
og ændrede da navn til Göttingische Anzeigen von Gelehrten Säcken,
almindeligvis kaldet Göttingische Gelehrte Anzeigen. Heri publicere-
de universitetets professorer recensioner af de bøger, der anskaffe-
des til biblioteket.
Tidsskriftet fandt vid udbredelse, både i de tyske stater og i ud-
landet. Med den nyttefilosofi, der styrede anskaffelserne i
Göttingen, blev boganmeldelserne af uvurderlig betydning for de
lærde, der således kunne følge med i accessionen i det universitets-
bibliotek, der var stærkt på vej til at blive Europas mest avancerede,
og se de nye værker bedømt af fagfæller.
Leibniz og Universitetsbiblioteket i Göttingen
Traditionelt anses Miinchhausens bibliotekspolitik for at være in-
spireret af Leibniz. Som bibliotekar ved Det Kurfyrstelige (fra 1714:
Kongelige) Bibliotek i Hannover og i en årrække tillige ved Det
Hertugelige Bibliotek i Wolfenbiittel gjorde Leibniz sig mange tan-
ker om biblioteker, deres formål, indretning og virksomhed, idéer,
som han fremsatte rundt om i sin korrespondance og sine værker.
Således optræder han som fortaler for gode kataloger, fri adgang til
bøgernes benyttelse og ikke mindst for en rigelig og regelmæssig
bogkøbssum og en accessionspolitik, der er anlagt efter brugernes
behov.
Lignende anskuelser var i 1627 blevet fremsat af hans store for-
billede som bibliotekar, Gabriel Naudé, i skriftet Advis pour dresser
une bibliothéque, der som det første moderne biblioteksteoretiske
værk er blevet en klassiker i bibliotekshistorien. Mens Leibniz kun
i ringe grad praktiserede sine idéer, fik Naudé lejlighed til at reali-
sere hele sit program, efter at han i 1642 var blevet ansat som biblio-
tekar hos den franske statsmand, kardinal Mazarin, og havde fået
overdraget ledelsen af dennes store private bibliotek i Paris, som i
1644 blev åbnet for alle interesserede.
Den forestilling, at Göttinger-biblioteket udvikledes under ind-
flydelse fra Leibniz, har man ikke kunnet dokumentere. Snarere end
at søge beviser for en sådan påvirkning må man se Leibniz' avance-
rede biblioteksteori og progressiviteten i Göttinger-bibliotekets
praksis under et: som frugter af den tro på kundskabers forædlende
kraft, der i oplysningstiden var fælleseje for samfundets førende
kredse.
Kataloger
Ved opstillingen af biblioteket benyttede man den nyeste af de ka-
taloger, der fulgte med Billows samling, udarbejdet af Schluter i åre-
ne 1723-35. Placeringen af bøgerne måtte derfor følge Schliiters
inddeling af disse i tre formater, som hvert var underinddelt i de fi-
re grupper: teologi, jura, historie og miscellanea. Siden videreførte
man omhyggeligt Schliiters registrant som accessionskatalog.
I 1738 pålagdes det Gesner at føre opsyn med udarbejdelsen af
'en velordnet fortegnelse, hvorved man hurtigt ville kunne finde
bøgerne'. Katalogiseringen skulle udføres af den i 1735 ansatte
medhjælper, den unge medicinstuderende Georg Matthiae. Denne
fremstillede i årene 1740-43 den alfabetiske katalog. I samme perio-
de begyndte man at indordne kopier af de alfabetiske sedler i en
systematik og gik i gang med at omplacere bøgerne i overensstem-
melse hermed, alt sammen med henblik på udarbejdelse af en real-
katalog.
En sådan forelå først i 1755, og den omfattede da 83 bind.
Mesteren for dette arbejde var ligeledes Matthiae. Han havde ind-
delt bøgerne i følgende klasser: teologi, jura, medicin, filosofi med
naturvidenskab, politik og kunst, historie med hjælpevidenskaber,
filologi, samt litteratur- og boghistorie, alle med adskillige underaf-
delinger. I en imponerende stor og udførlig artikel (5) har han be-
skrevet sit værk og gjort rede for sine ræsonnementer i forbindelse
med dets opbygning.
Man havde haft til hensigt at forsyne bøgerne med pladssignatu-
rer, men måttet opgive denne plan, fordi det ikke var lykkedes at
gennemføre den tilsigtede ændring af bibliotekets opstilling. Der
var således ikke etableret nogen forbindelse mellem realkatalogen
og bøgernes placering, hvilket - set med nutidens øjne - var en væ-
sentlig defekt. Denne brist kan ikke forklares ved personalemangel
alene, den må forstås på baggrund af de uhyre vanskeligheder, som
i 1700-tallet var forbundet med udførelse af banebrydende biblio-
tekariske arbejder. Ikke blot manglede man de fornødne tekniske
hjælpemidler, men man savnede bibliotekskyndige kolleger at råd-
føre sig med og litterære vejledninger af enhver art.
Til trods for, at idealet ikke var nået, havde biblioteket i 1755 to
solide kataloger, hvilket var et særsyn på en tid, da de færreste
biblioteker var gennemkatalogiserede.
Publikumsarbejde
"Den store fordel ved dette bibliotek er den fri og ubesværede
brug, som det er forundt hvert medlem af universitetet at gøre af
det", siger Putter i sin universitetskrønike,"en fordel som næppe til-
bydes af noget andet tysk og måske ikke af noget udenlandsk biblio-
tek" (7, bd.l, s. 219). Samtidens og eftertidens forskere har gang på
gang bekræftet Putters ord: det var mest af alt ved sin imødekom-
menhed over for benytterne, at universitetsbiblioteket i Göttingen
vandt sit ry for at være i særklasse. Men før man nåede berømmel-
sens tinde, måtte man igennem en lang periode af famlende forsøg.
I Gesners tid styrede man en kurs, der svingede mellem det re-
striktive og det liberale, med tendens i retning af tiltagende libera-
lisering. Problemet omkring åbningstiderne viser den usikre poli-
tik. Officielt var biblioteket kun tilgængeligt for publikum onsdage
og lørdage, om sommeren kl. 14-18, om vinteren fra kl. 14 til sol-
nedgang. Men for at bøde på denne begrænsning gav man både
professorer og studerende, der arbejdede med større opgaver, ad-
gang til at benytte dets samlinger uden for de officielle åbningsti-
der. Ligeså var man villig til at arrangere rundvisninger for lærde
besøgende og gæster af rang og stand, når de måtte ønske det.
På flere områder var biblioteket dog fra første begyndelse langt
forud for sin tid. Det gjaldt bestemmelsen om, at hjemlån af bøger
var tilladt, ikke blot for professorer, men - hvad der var sensationelt
- også for studerende, der, når de havde en universitetslærer som ga-
rant, kunne låne et halvt dusin bøger ad gangen.
Ganske enestående var den service, som Gesner ydede bibliote-
kets publikum. Ernesti tegner i sin biografi (2) et billede af Gesners
virksomhed blandt benytterne. Det gengives her i oversættelse, dels
fordi det er så indtagende, dels fordi det viser, at en omfattende re-
ferencetjeneste har været praktiseret i et stort forskningsbibliotek på
en tid, da bibliotekarer betragtedes som bogvogtere snarere end som
litteraturformidlere. Ernesti siger: "Selv var han [Gesner] den bety-
deligste af alle bibliotekarer, ikke blot hvad kundskaber angår, men
også i henseende til menneskelighed og den venlighed, han viste
fremmede. Hver gang biblioteket var åbent for publikum, var han
selv til stede og gik omkring, de besøgende indlod sig i (lærde) sam-
taler med ham, han gav dem råd, anviste dem bøger passende for
den sag, de søgte (:der kunne besvare deres spørgsmål), rakte dem
hen [til dem], forklarede (dem) og gjorde vejen til at bruge dem
gangbar. Når fremmede kom for at tage biblioteket i øjesyn, førte
han samtalen hen på hver enkelts studier, viste, hvad der på det på-
gældende område var sjældent, fremragende, ejendommeligt, ud-
viklede emnerne uden lærd praleri, indtil enhver var grebet af hans
foredrag" (2, s. 296).
Selv har Gesner portrætteret sit ideal af en bibliotekar. Den me-
get udførlige skildring (4), som findes i et responsum skrevet på op-
fordring af Miinchhausen, da denne i 1748 stod over for at skulle
genbesætte stillingen som chef for Det Kongelige Bibliotek i
Hannover, skal her gengives i hovedtræk:
Lederen af et forskningsbibliotek i vækst må være et behageligt
og omgængeligt menneske, ædel og højmodig, og hævet over al
gridskhed. Det er hans pligt flittigt at studere den bogsamling,
der er ham betroet, og dele sin viden med alle, der har behov for
den. For at kende bøgernes indhold og beskaffenhed må han
kunne læse hebraisk, syrisk, arabisk, samaritansk og etiopisk, old-
græsk og nygræsk. Latinen må han beherske i den grad, at han
kan bedømme stilen i værker på dette sprog og tale korrekt med
udlændinge. Færdighed i moderne fransk, italiensk, engelsk og
spansk må forventes af en bibliotekar, ligeså kendskab til norsk og
dansk. Desuden må han kunne orientere sig i bøger på ungarsk,
polsk, bøhmisk, oldhøjtysk, de neder- og plattyske dialekter, samt
middelalderlatin. Lærdomshistorien, som er bibliotekarens
egentlige felt, må han være fuldt fortrolig med, hvilket forudsæt-
ter stor belæsthed i de forskellige videnskabers litteratur. Endelig
må han have sans for skønhed, orden og renlighed, men dog al-
drig ofre den indre og væsentligste orden for æstetikkens skyld.
Selv skal Gesner have honoreret de fleste af disse krav. Det smukke
omdømme, han har efterladt sig, viser, at publikum forstod at værd-
sætte hans idealistiske indstilling til arbejdet, som var medvirkende
til, at de lærde i Göttingen kunne fuldføre så mange eminente vær-
ker. Her skal gives en kort omtale af universitetets mest fremragen-
de forskere, som - at dømme efter deres omfattende produktion -
har trukket store veksler på biblioteket.
Den navnkundigste af de akademiske lærere ansattes i 1736, da det
lykkedes Munchhausen at overtale den kun 28-årige, men allerede
europæisk berømte svejtser, Albrecht von Haller, til at overtage et
professorat i anatomi, fysiologi og botanik. Haller var den førende
inden for første generation af moderne læger. Med stolthed beteg-
nede han sig som elev af den store hollandske mediciner, Hermann
Boerhaave, der havde lært ham at betragte erfaringen som den alt-
afgørende faktor inden for lægevidenskaben. Haller videreførte
denne tradition og gjorde den kliniske observation til medicinerens
vigtigste arbejdsgrundlag.
Også inden for digtekunsten var Haller pioner. Med et storslået
poem om Alperne vandt han i sin tidligste ungdom et navn som ba-
nebryder for europæisk naturpoesi.
Munchhausen forstod til fulde at værdsætte denne strålende
stjerne i professorkollegiet og gjorde alt, hvad der stod i hans magt,
for at lette Haller hans karriere. Allerede to år efter hans ankomst til
Göttingen opførtes her et anatomisk teater, der med sit avancerede
udstyr gav fagmanden de bedste muligheder for at demonstrere dis-
sekeringens kunst. Snart byggedes en fødselsstiftelse, og en botanisk
have blev anlagt. Hjemmelivet søgte Munchhausen at gøre bekvemt
for den store mediciner ved at tilbyde ham et hus så rummeligt som
hovedbygningen til et gods. Også en kirke lod han opføre til Haller,
der i sine første år i Göttingen havde måttet savne den reformerte
gudstjeneste.
Et navn, som senere i århundredet skulle styrke universitetets anse-
else i de højeste kredse, var Johann Stephan Piitter, universitetets
kronikør, der i 1746, i en alder af kun 21 år, ansattes som professor
i jura. Munchhausen sendte den unge mand på studierejse til de by-
er, hvor man intenst dyrkede tysk rigshistorie og statsret. Siden for-
synede han jævnligt Putter med afskrifter af rigets akter og skaffe-
de ham således anskuelsesmateriale til undervisningen i statskund-
skab.
Piitter var en genial forelæser, der år efter år kunne fylde sit au-
ditorium med studerende, hvoraf en anselig del var sønner af fyr-
ster, adelige og højtstående embedsmænd. Takket være hans virk-
somhed blev juraen snart det foretrukne studium i Göttingen.
Således var i 1774 de 563 af Universitetets 894 studerende indskre-
vet ved det juridiske fakultet, og Göttingen havde da vundet sig et
navn som det tyske center for studier i statsret.
Også Gesner hørte til de professorer, der var skattet videnom. Som
foregangsmand inden for nyhumanismen, der optog renæssancens
dyrkelse af antikken, genoplivede han det ved tyske universiteter
hendøende studium af oldgræsk og lærte - på bekostning af tidli-
gere tiders glose- og grammatikterp er i - sine studerende at leve sig
ind i antikkens tankeverden.
Gesners særlige indsats i denne forbindelse var hans etablering af
seminarer, en dengang ny form for akademisk undervisning, med
aktiv deltagelse af de studerende. Seminarerne, der fik stor succes,
var i begyndelsen beregnet for vordende teologer. De havde til for-
mål at give disse en generel indføring i de humanistiske videnska-
ber, hvorved de efter endt studium ville have udsigt til gode stillin-
ger, f. eks. som undervisere.
Et lovkompleks for biblioteket
Midt under Syvårskrigen (1756-63), da livet i Göttingen var hæm-
met af fransk okkupation, og biblioteket stagnerede, udarbejdede
man for første gang et sæt love for biblioteket. Heri nedfældede
man mange af de hidtil gældende bestemmelser for arbejdsfunktio-
nerne, indføjede påbud om opgavernes fordeling og fastslog publi-
kums rettigheder og pligter. Bl.a. udvidede man den ugentlige åb-
ningstid med to timer. Lovene kom til at gælde i mere end hundre-
de år, men man ændrede ikke bibliotekets politik på afgørende vis,
idet man fortsat var indstillet på at lade hensynet til dets nytte gå
forud for rigoristisk overholdelse af paragraffer.
Kun en kort tid kom Gesner til at deltage i dette arbejde. Han
døde i sommeren 1761, og i de to år, det varede at finde frem til
hans efterfølger, styredes biblioteket af orientalisten Johann David
Michaelis, af danske kendt som den, der ved sin henvendelse til
udenrigsminister J.H.E. Bernstorff foranledigede udsendelsen af
den store ekspedition til Sydarabien.
Universitetsbiblioteket under Heynes ledelse 1763-1812
I 1763 fandt man frem til Christian Gottlob Heyne som arvtager til
Gesners professorat og bibliotekslederstilling.
Heyne var ved sin ansættelse 34 år og allerede en kendt filolog.
Skønt opvokset i den dybeste armod var det lykkedes ham at fuld-
føre et juridisk studium og herudover at dyrke sin store interesse,
de klassiske sprog, om hvilke han havde publiceret en række arbej-
der.
Både for universitetet og dets bibliotek blev Heynes embedstid
af skelsættende betydning. Som forsker var han produktiv som fa og
nåede i sine ældre år at se sine værker udbredt over det meste af
Europa. Ikke mindre estimeret blev han som leder af biblioteket.
Takket være hans usædvanlige administrationstalent nåede dettes
udvikling i hans halvhundredårige cheftid sit zenit.
Tallene taler deres tydelige sprog om den voldsomme vækst.
Bogbestanden, som ved Gesners død blev anslået til 50.000 bind,
blev mere end firedoblet i Heynes dage. Efter Miinchhausens død
overtog Heyne hele bogkøbet. Personligt korresponderede han
med de talrige udenlandske boghandlere, som man nu betjente sig
af.
I århundredets slutning fuldendtes katalogsystemet af Jeremias
David Reuss, der blev Heynes efterfølger som bibliotekschef.
Vigtigst af alt var realkatalogens sammenkædning med opstilling og
pladssignaturer.
Udlånet blev i Heynes tid så liberalt som aldrig før. Studerende
kunne nu mod aflevering af kautionssedler fa en halv snes bøger el-
ler flere til hjemlån.
Publikumsservice udvidedes til at omfatte udenbys forskere, som
ikke alene fik den information, de søgte, men også modtog bogfor-
sendelser fra biblioteket.
Bibliotekets ry
I slutningen af 1700-tallet havde biblioteket i den grad befæstet sin
position, at man begyndte at se træk af dets politik og teknik afspej-
let i tyske og udenlandske forskningsbiblioteker. På tysk område
fandt det efterlignere i Hofbibliothek Miinchen, Königliche
Bibliothek i Berlin, universitetsbibliotekerne i Breslau, Wiirzburg
og Jena, og snart i en række andre universitetsbiblioteker.
I København herskede ånden fra Göttingen i Det Kongelige
Bibliotek, da dette i perioden 1788-1823 som chef havde Daniel
Gotthilf Moldenhawer, der selv var elev af Heyne. Moldenhawers
æra som kongelig bibliotekar blev en storhedstid (10, 245-337), der
flerdoblede bogbestanden og forvandlede Det Kongelige Bibliotek
til et moderne brugsbibliotek, som i 1793 blev gjort offentlig til-
gængeligt og i begyndelsen af 1800-tallet blev forsynet med en sys-
tematisk katalog over den udenlandske litteratur, der havde
Göttinger-bibliotekets realkatalog som forbillede.
To andre danske biblioteksfolk, der havde indgående kendskab til
Universitetsbiblioteket i Göttingen, som det var i Heynes cheftid,
og vendte tilbage derfra opfyldt af nye idéer, var Friedrich Ekkard,
der i 1784 blev amanuensis ved Det Kongelige Bibliotek (3, s. 53),
og Abraham Kali, der i 1765, som kun 22-årig, af universitetspatro-
nen Otto Thott blev udset til universitetsbibliotekar i København
på grund af den erfaring, han havde opnået i Göttingen (1, s. 147).
I Europas største drama om katalogisering af et nationalbiblio-
tek, striden om udarbejdelsen af en katalog over British Museum
Library, omtalte dettes senere chef-katalogisator og leder, Antonio
Panizzi, universitetsbiblioteket i Göttingen som et sted, hvor det var
lykkedes at klare katalogproblemet, omend det efter hans mening
nok ville være muligt at løse det på en endnu mere tilfredsstillende
måde (8, s. 396-397; svar nr. 4832, 4835, 4841, 4843-4845).
I Heynes sidste år havde Göttinger-biblioteket nået transatlantisk
berømmelse. En bibliotekshistorisk begivenhed af stor rækkevidde
fandt sted tre år efter hans død, da to amerikanske studenter, George
Ticknor og Edward Everett, immatrikuleredes i Göttingen. Vi ken-
der dem begge fra folkebibliotekernes historie som de forreste
blandt forkæmperne for oprettelsen af Boston Public Library, det
første folkebibliotek i moderne forstand, der blev af umådelig be-
tydning for senere tiders folkebiblioteker.
Især for Ticknor var studieårene i Göttingen en overvældende
oplevelse. Sin begejstring over universitetet og dets bibliotek har
han udtalt i talrige breve. Her tillader pladsen kun et citat fra det
første, skrevet i Göttingen i 1816: "I cannot, however, shut my eyes
on the fact, that one very important and principal cause of the dif-
ference between our University [:Harvard] and the one here is the
different value we affix to a good library, and the different ideas we
have of what a good library is [...]. We have not yet learnt that the
Library is not only the first convenience of the University, but that
it is the very first necessity, - that it is the light and the spirit, - and
that all other considerations must yield to the prevalent one of in-
creasing and opening it on the most liberal terms to all who are dis-
posed to make use of it" (9, s. 10-11).
Den åbenhed, der var et grundtræk i Göttinger-bibliotekets væ-
sen og udsprang af nyttefilosofien bag dets virksomhed, blev
Boston-bibliotekets mest fremtrædende egenskab. Således rækker
inspirationen fra oplysningstidens mønsterbibliotek gennem mere
end to århundreder helt frem til vor egen tid.
BIBLIOGRAFI
De i teksten citerede værker
1.Birkelund, Palle: Nordiske videnskabelige bibliotekers historie. Danmark. I:
Svend Dahl (red.): Nordisk håndbog i bibliotekskundskab, bd. 2. København
1958.
2.Ernesti, Johann August: Narratio de lo. Matthia Gesnero ad Davidem
Ruhnkenium. I:. Jerem. Nic. Eyring (ed.): Io. Matthiae Gesneri Biographia
academica Gottingensis, vol. 1. Halae 1768. S. 279-328.
3. Fabritius, Albert: Det Kongelige Biblioteks Embedsmænd og Funktionærer
1653-1943. København 1943.
4. Franke, Johannes: Ein Gutachten Johann Matthias Gesners iiber die
Anforderungen des bibliothekarischen Berufs. I: Sammlungen bibliotheks-
wissenschaftlicher Arbeiten, 8. 1895. S. 98-104.
5.Matthiae, Georg: Project, wie eine öffentliche Bibliothec in die bequemste
gemeinnutzige Ordnung zu bringen. I: Niitzliche Sammlungen vom Jahre
1755,1. Hannover 1756. Sp. 785-864.
6.Michaelis, lo. David: Memoria lo. Matthiae Gesneri. I: Jerem. Nic. Eyring
(ed.): Io. Matthiae Gesneri Biographia academica Gottingensis, vol. 1. Halae
1768. S. 245-276.
7.Putter, Johann Stephan: Versuch einer academischen Gelehrten-Geschichte
von der Georg-Augustus-Universität zu Göttingen, 1-2. Göttingen 1765-
1788.
8.Report from the Select Committee to Inquire into the Condition,
Management and Affairs of the British Museum, Session 1836, med titlen:
Report from the Select Committee Appointed in the Following Session to
Consider the Same Subject. London 1836. (Parliamentary Papers, House of
Commons, vol. 10, p. 1).
9.Rothstein, Samuel: The Development of Reference Services through
Academic Traditions, Public Library Practice and Special Librarianship.
Chicago 1955. (ACRL Monographs, 14).
10. Werlauff, E. C.: Historiske Efterretninger om det store kongelige Bibliothek
i Kiøbenhavn, 2. forøgede og fortsatte Udgave. København 1844.
Værker til videre læsning
Brandes, E.: Ueber den gegenwärtigen Zustand der Universität Göttingen.
Göttingen 1802.
Birff, Walter: Gerlach Adolph Freiherr von Munchhausen als Grunder der
Universität Göttingen. Göttingen 1937.
Deetjen, Werner: Johann Matthias Gesner und die Weimarer Bibliothek. I:
Festschrift, Armin Tille zum 60. Geburtstag iiberreicht von Freunden und
Mitarbeitern. Weimar 1930. S. 234-251.
Handbuch der historischen Buchbestande in Deutschland. Band 2.1:
Niedersachsen A—G. Hrsg. von Paul Raabe. Hildesheim, Ziirich, New York
1998. S. 258-266.
Hartmann, Karl Julius, und Hans Fiichsel: Geschichte der Göttinger Universitäts-
Bibliothek, verfasst von Göttinger Bibliothekaren. Göttingen 1937.
Heeren, Herm. Lud.: Christian Gottlob Heyne biographisch dargestellt.
Göttingen 1813.
Hillard, George S. (ed.): Life, Letters and Journals of George Ticknor, vols. 1-2.
London 1876. (Specielt Chapters 4-5: Residence in Göttingen ...)
Kemmerling, Franz: Die Thomasschule in Leipzig. Leipzig 1927. (Specielt 9.
Kapitel: Im Geiste Gesners und Bachs)
Kind-Doerne, Christiane: Die Niedersächische Staats- und Universitäts-
bibliothek Göttingen. Ihre Bestände und Einrichtungen in Geschichte und
Gegenwart. Wiesbaden 1986. (Beiträge zum Buch- und Bibliothekswesen.
22)
Leyh, Georg: Die Entwicklungslinie der Göttinger Bibliothek. I: Zentralblatt flir
Bibliothekswesen, 54.1937. S. 545-553.
Sauppe, Hermann: Johann Matthias Gesner. I: Jahresbericht ueber das Wilhelm-
Ernstische Gymnasium zu Weimar von Ostern 1853 bis Ostern 1856. Weimar
1856. S. 3-16.
Selle, Götz von: Universität Göttingen. Wesen und Geschichte. Göttingen 1953.
Redaktionelt efterord
Den tekst der her gøres tilgængelig for en større kreds er skrevet til
undervisningsformål, og ud over at fortælle en interessant historie
er teksten en illustration af, hvad bibliotekshistorie kan bruges til.
I Sigrid Schachts beskrivelse af det berømte tyske universitetsbi-
blioteks tidlige historie introduceres en række temaer, som er cen-
trale når man beskæftiger sig med forskningsbiblioteker både histo-
risk og aktuelt. Et grundlæggende tema er samlingsopbygning: skal
den baseres på brugs- og brugerhensyn eller skal den baseres på me-
re tidsuafhængige 'museale' kriterier? Som Sigrid Schacht fremhæ-
ver, var biblioteket i Göttingen banebrydende, fordi man der enty-
digt definerede sig som brugsbibliotek. Et andet væsentligt tema er
adgangen til samlingerne. Også her var man i Göttingen banebry-
dende med faste åbningstider, kataloger og personale til betjening af
brugerne.
Det billede Sigrid Schacht tegner af biblioteket i Göttingen be-
kræftes af flere danske brugere fra den tid, Sigrid Schacht kalder
pionertiden. Den unge historiker Frederik Sneedorff opholdt sig i
Göttingen i begyndelsen af 1780'erne og han kalder biblioteket
"Hovedhiulet der driver den hele Maskine". Specielt fremhæver
Sneedorff at der blandt bibliotekets omtrent 140.000 bind ikke fin-
des manuskripter, kun få palæotyper "og overhovedet intet af hvad
man kalder blotte litterariske Ornamenter. Dette udgør ved et
Universitets Bibliothek en Hovedfuldkommenhed" (a).
Nogle år senere (i 1798) omtaler en anden historiker, Laurids
Engelstoft, i et brev Göttingen som "Musernes berømte Fristed",
der kan "rose sig af et med en Naturalie-Samling forbundet
Bibliothek, hvis Fuldstændighed og Orden ligesaa sielden finder sin
Mage, som den frie Brug af samme, det tilstrækkelige Antal af
Bibliotheks-Secretærer og disses forekommende Tienstfærdighed
og Beskedenhed" (b)
Både universitetet og universitetsbiblioteket i Göttingen blev i
mange år betragtet som model og brugt i sammenligninger (c). Skal
man anlægge en moderne synsvinkel kan man sige, at biblioteket
blev brugt i 'benchmarking' og at Sigrid Schacht beskriver den tids
'best practice'. Et dansk eksempel på hvordan Göttingen-bibliote-
ket er brugt som grundlag for sammenligning, finder man hos
Christian Molbech. I sit mindeskrift over D. G. Moldenhawer pe-
ger Molbech på, at Det Kongelige Bibliotek i kraft af Moldenhawer
har bedre samlinger i klassisk filologi end biblioteket i Göttingen
(d). Sammenligningen falder altså ud til Det Kongelige Biblioteks
fordel, men også det er et billede af hvordan den slags sammenlig-
ninger faktisk bruges.
Som nævnt kan bibliotekshistorien bruges til at anskueliggøre
centrale og stadig aktuelle temaer og problemstillinger i biblioteks-
virksomhed. Men historien viser også, at løsninger er tidsbestemte
og ikke absolutte. Et eksempel på det er spørgsmålet om adgangen
til at bruge bibliotekets samlinger.
I Göttingen var der en liberal praksis for at give adgang til at bru-
ge biblioteket. Men mange brugere skulle have tilladelse til at bru-
ge det (som man så var meget villig til at give). Det kan endnu en
dansk studerende i Göttingen bevidne. Teologen Frederik Munter
opholdt sig i Göttingen i begyndelsen af 1780'erne (på samme tid
som Sneedorff), og han fremhæver også 'det kære bibliotek', som
han imidlertid kun fik adgang til gennem professor Heynes velvil-
je og bibliotekarernes venskab (e).
Som Sigrid Schacht gør opmærksom på er de grundlæggende
principper i bibliotekets pionertid baseret på en nyttefilosofi: biblio-
teker er til for at blive brugt. For en senere tids bibliotekstænkning
er dette ikke nok: her lægges vægt på at adgangen til information
er en rettighed. Den nytte- eller oplysningsfilosofi, Göttingen-biblio-
tekets tidlige historie er et praktisk udtryk for, er forenelig med
enevælde som forfatningsform (sådan som også 'åbningen' af Det
Kongelige Bibliotek i København i 1793 viser det). Heroverfor står
en senere tids insisteren på den enkelte borgers ret til information
og ret til at udtrykke sig - og hvad det indebærer for bibliotekernes
samfundsmæssige rolle.
Sigrid Schachts beskrivelse af biblioteket i Göttingen fokuserer
på pionertiden. Den tid kan også kaldes bibliotekets glansperiode.
Biblioteket bevarede ikke sin position som model og sit ry. En
bibliotekskyndig svensk besøgende i 1868 peger på, at biblioteket
er bygningsmæssigt umoderne og at de tekniske installationer man
ser i London og Paris ikke findes i Göttingen (f). Også bibliotekets
historie i første del af 1900-tallet er præget af manglende moderni-
sering (g) - men det er en anden historie.
Svend Larsen
Tak til professor, dr. Elmar Mittler og dr. Christiane Kind-Doerne,
begge Niedersächsische Staats- und Universitätsbibliothek, for at
ajourføre bibliografien.
a. Frederik SneedorfF: Samlede Skrifter. Første Deel. København 1794, s. 10-11.
b. Udvalg af Laurids Engelstofts Skrifter, bind 3: Udvalg af Laurids Engelstofts
Breve, København 1862, s. 106-7.
c. Jfr.W. H. G. Ar my tage: The German Influence on English Education, London
1969, s. 26ff.
d. C. Molbech: Conferentsraad D. G. Moldenhawer som Bibliothekar, og hans
Fortienester af det store Kongelige Bibliothek. I: Molbech: Blandede Skrifter,
Anden Samling, Første Bind, København 1853, s. 116.
e. "Det kære Bibliotek": brev fra Munter 1784. I: Frederik Munter: Et
Mindeskrift, VI: Aus dem Briefwechsel Fr. Miinters, II, København 1944, s.
125. - Adgangen til at bruge biblioteket: Frederik Munter: Et Mindeskrift, IV:
Aus dem Tagebiicher Fr. Miinters, III, København 1937, s. 17.
f. John Hellstenius: Anteckningar om utländska bibliotek, Stockholm 1877, s.
99f.
g. Jfr. L. Buzas: Deutsche Bibliotheksgeschichte der neuesten Zeit (1800-1945).
Elemente des Buch- und Bibliothekswesens, Bd. 3, Wiesbaden 1978, s. 36.