Folkebibliotekets kulturelle rolle
under besættelsen

Af Anna Skov Fougt og Vibeke Højmark Larsen

"En biblioteksmæssig Vurdering af den Udvikling, Bibliotekerne har
gennemgaaet i denne Periode, kan og skal naturligvis ikke gives paa det
nuværende Tidspunkt, hvor vi staar midt i Krisen, men maa til sin Tid
blive en Opgave for Bibliotekshistorikere."¹ Dette blev udtalt af Georg
Krogh-Jensen i 1940 og spørgsmålet tages op i denne artikel. Det gøres
ved at se på den side af biblioteksvæsenets udvikling, vi betegner som
folkebibliotekets kulturelle rolle i det danske samfund under besættel-
sen 1940-1945. Den kulturelle rolle er analyseret udfra følgende aspek-
ter:

• Analyse af materiale omhandlende folkebiblioteket under besæt-
telsen. Hvilken betydning havde folkebiblioteket?

• Sammenligning af folkebiblioteket med andre folkeoplysende, kul-
turformidlende institutioner under besættelsen: folkehøjskoler, stu-
diekredse og Statsradiofonien. Hvilken kulturpolitik var de del af?
Hvordan understøttede eller fremmede kulturpolitikken folkebiblio-
tekets rolle?

• Hvilken litteratur selekterede bibliotekerne for at opfylde deres for-
målsparagraf: oplysning og almendannelse?

• Resultaterne heraf præsenteres i det følgende.

Forholdene i folkebibliotekerne under besættelsen

For at kunne analysere folkebibliotekernes rolle under besættelsen må
man sætte sig ind i den situation de var i. I et arbejde fra 1969 beskri-

Anna Skov Fougt og Vibeke Højmark Larsen, begge stud.scient.bibl.; Danmarks Biblioteksskole, Bir-
ketinget 6, 2300 København S.

ver Aage Bredsted besættelsen som hæmmende for folkebibliotekerne,
stemningen var præget af "uro og usikkerhed", og "arbejdsløshed,
mørklægning, formindsket selskabelighed og trang til aktuel og natio-
nal orientering spillede også en rolle i disse tider."²

Bibliotekernes økonomiske grundlag under besættelsen var i henhold
til biblioteksloven af 1936 baseret på henholdsvis statstilskud og sted-
lige eller kommunale tilskud. Statstilskuddet udgjorde i forhold til de
faste stedlige tilskud 80% af indtil 15.000 kr., 40% af de næste 10.000
kr. og 20% af beløb ud over 25.000 kr. De stedlige tilskud skulle ud-
gøre mindst 100 kr., for at biblioteket kunne fa statstilskud. Statstil-
skuddet fordeltes af biblioteksdirektøren i henhold til loven. Et fald i de
lokale tilskud for finansåret 1939/40 medførte ifølge biblioteksdirektør
Døssing en skæv fordeling til fordel for de større biblioteker, især de
kommunale, "der som sædvanlig holder Budgetterne i Krisetider." For
langt over en tredjedel af bibliotekerne på landet var der tale om øko-
nomisk tilbagegang.³

Statstilskuddet var afhængigt af de stedlige tilskud. Hvis disse ikke var
i orden, kunne statens tilskud ikke påtvinge øget lokal støtte til folke-
bibliotekerne. Man kan anskue disse forhold som del af det, der i mo-
derne tid er blevet kaldt armslængdeprincippet i administrationen af
støtten til kulturen, dvs. at "råd og udvalg af eksperter var skudt ind
mellem de politiske beslutningstagere og de aktive kulturskabere."⁴ Ved
at skyde et led ind mellem de politiske beslutningstagere og de aktive
kulturskabere blev mere overladt til de lokale aktører, idet det var op til
dem at støtte de lokale tilbud i tilstrækkelig grad og dermed demon-
strere deres betydning.

Bibliotekernes bevillinger, og især bevillingerne til boganskaffelser, blev
hurtigt et centralt emne. Allerede i begyndelsen af besættelsestiden
fremgår det af avisdebatten, at der blev talt kraftigt for en forøgelse af
folkebibliotekernes bevillinger. F.eks. udtales i Frederiksborg Amts Avis:
"Skal [bibliotekerne] magte deres Opgaver, bliver det [...] nødvendigt,
at Stat og Kommune spæder mere til, end de har gjort tidligere. I For-
hold til de vældige Millionbeløb, som det offentlige for Tiden lader
rulle med det Formaal at komme bedst muligt over de vanskelige For-
hold, kræver Udgiften til det voksende Bogudlaan dog kun beskedne
Summer, og disse Penge er givet godt ud."⁶

I 1940/41 blev statstilskuddet reduceret med 5% på grund af gene-
rel nedsættelse af statsbudgettet. Beløbet blev senere tilbagebetalt med
en tillægsbevilling i april 1941. Som det fremgår af tabel 1 blev bevil-
lingerne for hele landet ikke sat ned, men der var dog store lokale for-
skelle og bibliotekerne kunne ikke udbygge bestanden. Den stagne-
rende materialebestand på trods af øgede bevillinger kan skyldes at der
ikke var noget at købe for de penge man havde, at man var nødt til at
genanskaffe opslidte bøger, eller at der var store prisstigninger på mate-
rialerne. Pengerigeligheden medførte dog oprettelse af mange nye
biblioteker. Krogh-Jensen skrev at bogkontoen flere steder var belastet
af andre udgifter, såsom prisstigninger på brændsel og lys, og han be-
grundede hvorfor bevillingerne burde øges: "Det maa derfor være ind-
lysende for enhver, at Nedskæringer på Bogkontoen af den her nævnte
Art i en Tid, hvor Udlaanene stiger stærkt, nødvendigvis maa faa kata-
strofale Følger for Bibliotekerne."⁷

Diskussionen om bevillingernes størrelse løb gennem hele besættel-
sestiden, hvor der var stor uenighed om hvor store bevillingerne skulle
være. F. eks. skrev Frit Danmarks Bibliotekargruppe i 1945 at bevil-
lingen burde være på 10% af skolevæsenets. Dette blev imødegået af
biblioteksdirektør Robert L. Hansen, som demonstrerede at mange
købstadsbiblioteker allerede havde bevillinger af den størrelse og endda
mere til, men stadigvæk havde problemer med at opnå en kvalitativ og
aktuel bestand.⁸

Bevillinger er nødvendige hvis folkebiblioteket skal varetage sin
funktion i overensstemmelse med lovens krav. Men det kræver at der er
noget at købe! Det ligger uden for denne artikels emne at tage stilling

til, om der skete en udhuling af folkebibliotekernes bevillinger uden
besættelsen, men som det ses, blev emnet ivrigt diskuteret i samtiden.

Uanset bevillingernes størrelse betød 1940'erne for mange danskere
starten på biblioteksbenyttelse.⁹ For at sætte anvendelsen lidt i perspek-
tiv kan det nævnes at der i finansåret 1939/40 var 513.829 aktive lå-
nere registreret, mens tallet for finansåret 1944/45 var 702.232 aktive
lånere. Alene fra 1939/40 til 1940/41 var lånertallet steget med over
18% og udlånstallet med 27,7%. I slutningen af besættelsen havde lå-
nerne tilsammen lånt 16 millioner bøger.¹⁰ Tabel 2 viser udlånstallene
fra før besættelsen til et par år efter dens ophør:

Den forøgede læselyst beskrives i Bogens Verden af Døssing som et fæ-
nomen der "er en naturlig Kulturbevægelse i en Tid, hvor hverken det
talte eller det trykte Ord har normale Kaar og ikke kan have det, saa
længe Krigen varer."¹² Hans souschef Robert L. Hansen finder årsagen
til det store udlån i, at "Mørklægning og Bekymringer har henvist Folk
til den Underholdning, Berigelse og Beroligelse der er at hente gen-
nem Læsning."¹³ Flere begrundelser kan nævnes: adspredelse fra tan-
kerne om krig og besættelse, dyrtid og den ekstra fritid danskerne
pludselig fik på grund af restriktioner i udgangen. Restriktioner som
mørklægningen og udgangsforbud påvirkede kulturinstitutioner, for
eksempel medførte det at danskerne ikke gik i teatre og teatre måtte
lukke.¹⁴ I modsætning hertil stod folkebibliotekerne. Man kan til dels
sige at deres fremgang under besættelsen skyldes netop restriktionerne
der medførte at mange folk fik øjnene op for andre kulturelle tilbud i
samfundet. I forbindelse med et møde med nordiske kolleger i Gøte-
borg efter krigen udtalte Robert L. Hansen, at mørklægningen var dan-
nelsens ven.¹⁵

Det stigende udlån kan ikke blot forklares med de særlige forhold
under besættelsen og deslige "men maa ogsaa søges i den almindelige
Trang til at fordybe sig i noget andet, til at studere Nutidens og For-
tidens historiske paralleller samt desværre ogsaa i Arbejdsløsheden."¹⁶
Ved udgangen af september måned 1940 var der 101.400 arbejdsløse
danskere.¹⁷

Senere statsminister Anker Jørgensen, der oprindeligt var arbejds-
mand, har i en tale i 1972 fortalt, at de arbejdsløse under besættel-
sen efter at have søgt job om morgenen kom i biblioteket.¹⁸ Man har
måske i starten set folkebiblioteket som en varmestue, men man kan
forestille sig at folkebibliotekerne har benyttet chancen til at folke -
oplyse. Krogh-Jensen mente nemlig at udlånsstigningen også skyldtes
at bibliotekarernes folkeoplysende og pædagogiske opgave var lykke-
des.¹⁹ Det støttes af at udlånsstigningen også tolkedes som et udtryk for
"Befolkningens Trang til Oplysning og aandelig og kulturel Høj-
nelse."²⁰

Folkebibliotekets brugere kom fra alle dele af befolkningen; det
fremgår bl.a. af en undersøgelse Det Statistiske Departement foretog i
finansåret 1942/43. Her undersøgte man brugernes erhvervsfordeling
og kom frem til at "Folkebibliotekerne har omtrent lige stor Tilslutning
i alle Kredse af Befolkningen."²' Undersøgelsen er kun gennemført for
ét år, men kan tolkes som udtryk for at folkebibliotekerne under be-
sættelsen har opfyldt deres formål om at virke for den almindelige ud-
bredelse af kundskaber og altså virke for almenheden, det bredeste lag
i samfundet.

Brugerne kom gerne langt fra, og det er bemærkelsesværdigt når
man tænker på de restriktioner der har været i forbindelse med spær-
retid,²² udgangsforbud og benzinrationeringer. "Når biblioteket måtte
indskrænke åbningstiden på grund af udgangsforbud og spærretid, sneg
personalet sig ud af bagdøren for at undgå ukvemsord og trusler fra de
mange vrede lånere, der var kommet forgæves."²³ Det demonstrerer
hvilken rolle folkebiblioteket spillede i brugernes hverdag.

I slutningen af besættelsen oplevede man i folkebibliotekerne en ned-
gang i udlånet. Der kan nævnes flere grunde til dette, bl.a. at bogbilerne
på grund af benzinmangel ophørte med at køre og at tyskerne beslag-
lagde flere bibliotekslokaler.²⁴ Når folkebibliotekerne blev begrænset i
at arbejde optimalt, påvirkede det naturligvis anvendelsen af dem. Det
kan dog diskuteres, hvad der var årsagen til at folkebibliotekerne mis-
tede brugere. Med hensyn til bogbestanden kan man argumentere for
at folkebibliotekerne kunne have gjort andre tiltag for at holde på de
nye brugere. Hvis de har sat al deres lid til at udøve folkeoplysning gen-
nem litteraturen alene, er det forståeligt at brugerne falder bort når
denne er i dårlig stand. Men folkebiblioteket er meget andet end blot
et sted hvor man låner bøger. Bøgerne er det bedste folkeoplysnings-
middel folkebiblioteket har, men også studiekredse er et sikkert træk-
plaster. I bl.a. Århus og Kolding benyttede folkebibliotekerne sig af stu-
diekredse til at oplyse befolkningen.²⁵

Folkebibliotekerne fik med besættelsen en chance for, på kort tid og
til mange danskere, at formidle hvilken rolle i samfundet de tilstræbte

1945: Bogbilen kommer! Danmarks Biblioteksskole, Bibliotekshistorisk Billedsamling

at opfylde. Georg Krogh-Jensen understøtter dette: "Der er ingen Tvivl
om at mange Mennesker har lært Bibliotekerne at kende og er kom-
met til at holde af dem i de svundne Aar, og en meget væsentlig Del af
dem vil vedblive at være Laanere ogsaa i de mere fredelige Tider."²⁶

Forskellige former for censur florerede under besættelsen: Værnemag-
tens og den litteraturcensur som folkebibliotekerne udøvede, f.eks. at
de ikke ville købe litteratur som afbildede nazismen positivt. Dertil
kom selvcensuren. Alle tre typer censur har spillet ind på folkebibliote-
kernes materialevalg.

Var folkebibliotekerne under besættelsen præget af censur? Nogle
mener at folkebibliotekerne slap billigt med henvisning til den korte
liste i cirkulæret fra december 1942 om forbudte bøger.²⁷ Man har
måske glemt den censur som for eksempel allerede skete hos forlagene.
De var begrænset i deres udgivelser,²⁸ som først skulle godkendes af
Udenrigsministeriets Pressebureau.²⁹ Derudover var det fra 1. februar
1943 begrænset hvilken litteratur det var muligt at importere, og hvil-
ken litteratur man måtte oversætte — for hver udenlandsk bog der blev
oversat skulle en tysk bog oversættes.³⁰ Som følge heraf blev meget fa
bøger oversat. Der var endvidere flere bøger som blev erklæret forbudt
i Statstidende.

Ved indførelse af censur øges selvcensuren, idet censuren "skaber et
klima, hvor læsere bliver bange for at opsøge de farlige og forbudte
bøger. Der skabes øget selvcensur."³¹ Med selvcensur menes her, at man
ikke turde skrive og sige det man i virkeligheden mente. Under besæt-
telsen var mange forfattere, forlag og flere dele af pressen, for ikke at tale
om menigmand, underkastet selvcensur; det har medført en pragmatisk
tankegang og har været en måde at overleve på. Nogle forfattere, f.eks.
Martin Andersen Nexø, Hans Kirk og Hans Scherfig blev arresteret
eller censureret,³² men der var andre det gik endnu værre. Selvcensur
har påvirket folkebibliotekerne i den henseende at de f.eks. ikke har
haft tilstrækkelig alsidig litteratur at selektere imellem. Dermed kunne
de uudtalte principper om kvalitet, alsidighed og aktualitet i materiale-
valget³³ ikke gøre sig gældende.

Medier som radio og dagspresse var vigtige for befolkningen, men
blev censureret.³⁴ Kan censuren af disse have påvirket benyttelsen af
biblioteket? Censureringen af andre kulturgoder bragte netop nye bru-
gere ind på folkebiblioteket. Derfor var det måske endnu vigtigere at
befolkningen ikke kendte til censureringen af bøger her!³⁵

Cirkulæret om forbudte bøger, der i al fortrolighed blev udsendt
december 1942, er det alle tænker på når der tales om censur på folke-
bibliotekerne under besættelsen. Det er nævnt i størstedelen af littera-
turen og behandles derfor ikke i detaljer her. Flere har imidlertid en
mening om hvorvidt visse folkebiblioteker var for ivrige til at fjerne de
forbudte bøger fra cirkulæret og flere endnu. Man var i folkebibliote-
kerne i begyndelsen naturligvis nervøse. Man havde hørt historier fra
Norge hvor Gestapo foretog kontrolbesøg.³⁶ Man vidste i Danmark
ikke i hvilken grad cirkulæret ville blive håndhævet ved kontrolbesøg,
men Bibliotekstilsynet understregede at der i første omgang ikke
kunne ske andet end en henstilling om at bringe forholdet i orden.³⁷
Cirkulæret betød ikke det store for folkebibliotekerne da de kun havde
få af bøgerne i cirkulæret, men hvis biblioteksfolk var nervøse ved
situationen, var der vel intet at bebrejde dem.

Censuren var et led i krigsførelsen, men for at forstå den bagvedlig-
gende grund til censuren af bøger fra værnemagtens side må man
kende grunden til udrensningen i Tysklands biblioteker under natio-
nalsocialismen. Her handlede udrensningen af litteratur dels om en rent
politisk udrensningsproces, dels også om en gennemgribende bestands-
fornyelse i forbindelse med at bibliotekerne havde fået som nyt formål
at opdrage befolkningen til en sand nationalsocialistisk nation.³⁸ I Dan-
mark blandede besættelsesmagten sig ikke i bibliotekernes indre for-
hold ud over at censureringen skulle efterleves. I Danmark kunne fol-
kebibliotekerne derfor fortsat opdrage brugerne til medlemmer i en
demokratisk nation.

Folkebibliotekets formålsparagraf

I bibliotekslovens §1 var folkebibliotekernes formål udtrykt således:
"Til Biblioteker, hvis Formaal er at virke for almindelig Udbredelse af
Kundskaber og Oplysning gennem faglig, skønlitterær og anden al-
mendannende Litteratur, ydes der Statstilskud.³⁹

I selve paragraffen står der altså intet om den opdragende funktion
til en demokratisk borger som mange lagde vægt på at tillægge biblio-
teket, f.eks. i debatten mellem Preben Kirkegaard og A.C. Krebs
1939/40, hvor Preben Kirkegaard klart definerer en af bibliotekets
funktioner (eller rolle) som at opdrage borgerne "til værdifulde med-
lemmer i et demokratisk samfund."⁴⁰ En demokratisk borger er aktiv i
det lokale foreningsliv m.m. I forhold til den nutidige formålsparagraf
mangler ordene at "fremme kulturel aktivitet", som dengang lå uudtalt
i loven og som blev set som en del af bibliotekets naturlige rolle.

Under besættelsen skulle bibliotekerne og hermed bibliotekaren
"virke for Udbredelse af Kundskaber." Men biblioteket skulle også
"give [...] Adgang" til det bedste af den danske skønlitteratur. Bibliote-
karen blev altså betragtet som et værktøj til at højne folkeoplysningen.
Man kan i dag diskutere om folkebibliotekerne var velegnede som
medie til dette i kraft af den manglende kontrol af folks udbytte af den
lånte litteratur, men folkeoplysningsaspektet var ikke desto mindre vig-
tigt i 1939/40.

Midlet til at opfylde formålet og folkebibliotekets øvrige opgave som
folkeopdrager mente man primært var faglitteratur som det fremgår af
bestemmelsen om bogkøbet i §3 pkt. a: "Bibliotekets Bogbestand skal
være alsidig sammensat. Det skal indeholde en Samling oplysende Lit-
teratur af geografisk, historisk og almindelig kulturhistorisk Art, Bøger
om religiøse Spørgsmaal, Samfundets Ordning, Naturkundskab og de
praktiske Erhverv. [...] Paa Skønlitteraturens Omraade skal Biblioteket
kunne give Læserne Adgang til det bedste af den danske Litteraturs
Frembringelser."

Skønlitteraturen faldt uden for folkebibliotekernes hovedopgave,
hvilket understreges af bemærkningen i §4 stk. d for centralbibliote-
kernes vedkommende: "Udlaan af oplysende Litteratur skal være gra-
tis. For Udlaan af Skønlitteratur kan tages Betaling."

Folkebibliotekerne var i princippet tilgængelige for enhver uanset
økonomisk formåen, religiøs eller politisk holdning m.v. De fortsatte
deres virksomhed uændret — skiftede ikke karakter under besættelsen,
det var samme personale man mødte, de gamle kendte materialer, for-
nyelsen i materialebestanden skete efter sædvanlig praksis, dog begræn-
set af det aktuelle udbud osv. Bibliotekets rolle var fortsat at tilgænge-
liggøre alverdens oplysning og viden, at give adgang til et socialt rum
— mødested/varmestue — og/eller til udveksling af meninger om den

læste litteratur. Man kan levende forestille sig at trygge og velkendte
omgivelser har tiltalt befolkningen i en ellers mørk og usikker tid, hvor
der ydermere var begrænsninger på øvrige fritidsbeskæftigelser som
tidligere nævnt.

Statsradiofonien, studiekredse, folkehøjskoler

Andre samtidige formidlere af folkeoplysning er Statsradiofonien, stu-
diekredse og folkehøjskoler. Sammenligningen med de nævnte aktører,
der har mere eller mindre samme vilkår og funktion, vil blive foretaget
i det efterfølgende for at sætte folkebibliotekernes kulturelle rolle i per-
spektiv. Har de øvrige aktører samme rolle? Samarbejdede folkebiblio-
tekerne med de øvrige aktører for at opfylde deres formålsparagraf?

Alle aktører er karakteriseret ved at have mulighed for at være lands-
dækkende, have mulighed for offentlig økonomisk såvel som politisk
støtte og ved at stå til rådighed for alle. Alle fire aktører er (bl.a.) for-
midlere af folkeoplysning. Sammenfattende kan det siges at alle aktø-
rerne for denne virksomhed har til formål at uddanne den almindelige
borger, at opdrage borgeren, at udbrede en idé, at aktivere, at være ka-
rakterdannende osv.

De fire aktører har altså fællestræk, dog skiller folkehøjskolerne sig
ud ved ikke at være umiddelbart tilgængelige for enhver. Man kunne
ikke komme ind fra gaden og være på højskole en halv times tid og så
gå hjem igen for derefter at være blevet oplyst, som man kunne tænde
for radioapparatet (hvis man havde et) eller gå ind og låne en bog. Del-
tagelse i studiekreds krævede også forberedelse og skiller sig på den
måde ud, dog ikke så markant som folkehøjskolerne.

Der var en tæt sammenhæng mellem studiekredsene og folkebiblio-
tekerne. Folkebibliotekerne var blandt dem, som leverede bøger til
brug i studiekredsen, bibliotekarer fungerede som studiekredsledere
osv. Alt sammen fordi folkebibliotekerne og studiekredsene lagde vægt
på det skrevne som formidler af viden. Studiekredsen var bindeled
mellem folkehøjskoler og folkebiblioteker, idet det skrevne her blev
suppleret med det levende ord - diskussionen og/eller foredraget. Fol-
kehøjskolerne havde som det primære det levende ord — foredraget —
og i meget mindre grad diskussionen. Folkehøjskolerne var i øvrigt
heller ikke 'neutrale' som folkebibliotekerne, Statsradiofonien og studi-
ekredsene, idet de på den tid var stærkt knyttet til det kristne budskab.⁴¹
Statsradiofonien — her tænkes på den oplysende foredragsvirksomhed —
kan også betragtes som et mellemled mellem de øvrige aktører. På den
ene side havde udsendelserne, naturligvis på grund af mediet, det talte
ord i centrum, men det talte ord var ofte baseret på det skrevne. Det
skrevne i form af et manuskript til oplæsning (som kunne censureres
før udsendelsen), men også i form af at det ofte var baseret på en bog
på samme måde som studiekredsene.

I lighed med folkebibliotekerne havde også studiekredsene en storheds-
periode under besættelsen.⁴² I modsætning hertil forøgede Statsradio-
fonien ikke lyttertallet gennem besættelsesårene. På trods af at Danmark
i 1940 var det land i Europa der havde størst lyttertæthed. Lyttertallet
udgjorde i 1940/41 i forhold til befolkningstallet 22,5 pet. I datiden
regnede man med 3-4 lyttere pr. modtager, hvilket betød at 80-90 pet.
af befolkningen havde adgang til aflytning.⁴³

Statsradiofonien lå på grund af censuren med hensyn til nyheder og
faktuel oplysning i konkurrence med BBCs udsendelser på dansk fra
London. De oplysende foredrag i den øvrige radioafdeling bar hurtigt
præg af censur, kortere sendetid, mindre kendte personer, eller perso-
ner der var kendte for at være tyskvenlige, som talte, og det medførte
et fald i antallet af lyttere.⁴⁴ Befolkningen måtte ikke få kendskab til
censuren, men "for de danske Radiolyttere kunde der [...] ikke være
Tvivl om Situationen. Ganske vist havde man ikke nøjagtig Viden om,
hvad der var sket i Radiohuset omkring den 29. August, men [...] den
ene mere blakkede Figur end den anden fik Adgang til Mikrofonen.
Paa den anden Side forsvandt gode danske Navne fra Programmerne."⁴⁵
Folkebibliotekerne blev under besættelsen påtvunget at fjerne visse
bøger fra hylderne der blev anset for at være tyskfjendtlige og kom-
munistisk propaganda. Cirkulæret fra december 1942 var strengt for-
troligt og af ringe omfang — 31 titler, det kom derfor ikke til den store
offentligheds kendskab før efter besættelsen. Dog nævnes eksistensen af
cirkulæret i smædeartikler i nazistiske organer som National Socialisten
den 4. februar 1944 — men i litteraturen efter besættelsen udtrykkes en
stor overraskelse og fortørnelse over censuren af de danske folkebiblio-
teker, så der var formentlig ikke andre end nazisterne der læste deres

egne publikationer og derfor var cirkulærets eksistens ikke alment
kendt i befolkningen.

Radioen var under besættelsen skarpt opdelt mellem den selvstæn-
dige afdeling Pressens Radioavis og den øvrige Statsradiofoni der havde
til huse i "Stærekassen" og forestod alle andre udsendelser end nyheder.
Statsradiofonien blev oprettet i 1927 og samtidig blev den pålagt radio-
spredningsloven som "betød i korte træk, at radioen skulle forholde sig
politisk neutral, den måtte ikke tage hensyn til regionale eller andre
særinteresser, den måtte ikke sigte efter økonomisk gevinst og den
skulle nå ud til hele befolkningen."⁴⁶ Ved et møde i Arbejdernes Radio-
forbund i august 1941 formuleredes følgende som formål for Stats-
radiofonien: "Radiofonien bør betragte det som sin Hovedopgave i
denne Tid at bringe danske Aandsværdier indenfor alle Kulturens og
Kunstens Omraader ud til Befolkningen. Ligesom tidligere bør der i
den danske Radiofoni herske dansk Aandsfrihed, og Radiofonien bør
fortsat følge de i Radioloven fastsatte Principper om Udsendelsernes
Alsidighed"⁴⁷

Statsradiofonien blev også anset for et vigtigt middel til at sikre demo-
kratiet: Efter krigen blev det formuleret således: "Radiofoniens Ledelse
søgte paa sin Side at opveje det øgede tyske Pres ved at skabe en baade
saa kunstnerisk god og saa demokratisk Radio som muligt. For blot at
nævne et Par af de i den Retning virkende Foranstaltninger kan anfø-
res at [...] der gennemførtes Studiekredsudsendelser. Først og fremmest
"Borger i Danmark", som var et eneste ypperligt Indlæg for Demo-
kratiet.⁴⁸

Statsradiofonien havde allerede i 1928 indledt et samarbejde med
Statens Bibliotekstilsyn, som mente samarbejdet både ville "knytte Lyt-
terne nærmere til Bibliotekerne og knytte en nærmere Forbindelse
mellem de to Parter i Radioen, den modtagende og den udsendende
og dermed øge den danske Radiofonis kulturelle betydning."⁴⁹ Samar-
bejdet kunne bestå af udstillings- og pr-virksomhed, bibliotekarer som
foredragsholdere i radioen, indsamling af studiesæt til brug i tilknytning
til studiekredse, ideer til indhold af foredrag m.m. Folkebibliotekerne
havde dog generelt store problemer med at leve op til efterspørgselen
på enkelte, i perioder, meget brugte grundbøger og var i konflikt med

forholdet til at reklamere for en i princippet udenforstående sag og selv
at blive reklameret for i radioen.⁵⁰

Studiekredsene havde ifølge Kjær som "det naturlige mål for dette
arbejde [...] at sætte den enkelte samfundsborger i stand til at øve større
indflydelse på arbejdspladsen og i offentlige institutioner og derved
indtage sin naturlige plads i et demokratisk samfund med dets rettighe-
der og pligter. Det var også en praktisk dygtiggørelse til at honorere de
krav, som samfundsudviklingen, herunder især den voksende industri-
alisering, stillede."⁵¹

Folkehøjskolernes formål var som de øvrige aktørers at gøre befolk-
ningen, og især landbefolkningen, i stand til at deltage aktivt i det om-
givende samfund og at give eleverne praktiske færdigheder.⁵² Folkehøj-
skolens mål lød:Viden og vækst for den enkelte, hvilket muliggør viden
og vækst i samfundet gennem bl.a. de praktiske færdigheders forbe-
dring. Under besættelsen oplevede folkehøjskolen et fald i antallet af
elever, men en øget opbakning og tilslutning til idegrundlaget især i
forbindelse med den generelle nationale vækkelse i 1940-42.⁵³ Højsko-
lefolkene opfattede søgningen i besættelsestiden som meget stor og
mente det var på grund af højskolens traditioner som tiltalte målgrup-
pen netop i besættelsessituationen, hvilket synes at have sin rigtighed.

De fire aktører kan anskues som fire forskellige medier for folkeoplys-
ning med hver sine karakteristika. Medier er lig kommunikation og
hermed demokrati, hvilket i 1942 blev sammenfattet således: "En Bor-
ger i en moderne demokratisk Stat maa kende en Borgers Pligter og
Rettigheder, kende Grundtrækkene af sit Lands og sin Kommunes For-
fatning og Forvaltning, den Lovgivning, som ethvert Menneske kom-
mer i Berøring med, endelig sit Lands økonomiske Forhold og Betin-
gelser. Her er folkelig Oplysning af den største Betydning. Kun et
oplyst Demokrati kan sejre og bære og holde Sejren."⁵⁴

Radioen var det hurtigste medie, forstået på den måde at der kan
foretages en umiddelbar formidling af ny information som eksempel-
vis kan være strømninger i samfundet, ideer og begivenheder. Folke-
højskolen er langsom, idet den er mere traditionsbunden og derfor kan
have svært ved at modsvare nye tendenser. På den anden side kan nye
tendenser indenfor traditionerne hurtigt formidles i foredragsform, på
samme måde som studiekredsene. Studiekredsene er til dels afhængige
af trykt materiale som grundbøger, hvilket forsinker mediet. Statsra-
diofonien, men især folkehøjskolerne og studiekredsene, giver alle mu-
lighed for diskussion af den opnåede viden, mens folkebibliotekerne
giver mulighed for at brugerne kan erhverve viden. Der er ingen kon-
trol af brugerens udbytte af det lånte. Om end bibliotekaren nok har en
fornemmelse af udbyttet i kraft af sin rolle som vejledende — og her-
med samtalende med låneren. Folkebibliotekerne er endvidere afhæn-
gige af forlagene.

Formidling af information om begivenheder og samfundsstyring
knytter befolkningen sammen i forhold til de styrende magter. Alle fire
aktører har mulighed for at give denne type information, men altså
med forskellig reaktionstid og med forskellig nytteværdi. Det skrevne
ord kan ikke ændres, i noget allerede trykt og udgivet, uden at det
kommer til offentlighedens kendskab, det kan fastholdes og gemmes til
eftertiden. Det talte ord er flygtigt, men kan formidles til mange på en
gang. Samme viden hos almenheden giver samme referenceramme og
mulighed for diskussion og opbygning af erfaring og videreudvikling
på baggrund heraf.

Medierne har forskellig styrke, men supplerer hinanden, derfor vil
det være relevant at samarbejde for sammen at tiltrække og virke for
netop almenheden. Forskellige mennesker foretrækker det ene frem for
det andet af personlige grunde, ved samarbejde kan det lykkes at
ramme en større målgruppe. Samarbejdet fandt sted, om end med
svingende succes. Som tidligere nævnt kan studiekredsene og folkebib-
liotekerne opfattes som nært forbundne, mens folkehøjskolerne og
statsradiofonien kan anses som videreudviklede tiltag heraf.

Folketingsmand Chr. Christiansen udtrykte det i 1942 som følger:
"Bibliotekerne har, i Fortsættelse af Højskolens Arbejde, lært helt nye
Befolkningsklasser at læse. De har skabt Interesse for Bogen som Ar-
bejdsredskab og som kulturel Faktor, der udvikler Personligheder og
skaber en Befolkning med Modenhed og Overblik. De ansporer til
Selvarbejde og aktiv Deltagelse i det folkeoplysende Arbejde. De har
skabt Mulighederne for Studiekredsarbejdets stærke Vækst. Radioens
folkeoplysende Arbejde kan ikke ske Fyldest uden en virksom Indsats
fra Bibliotekernes Side. Bibliotekernes Arbejde har nemlig været af
uvurderlig Betydning under de vanskelige Tider, som Danmark har
gennemlevet siden Foraaret 1940."⁵⁵

Højskolen, folkebibliotekerne, Statsradiofonien og studiekredsene
forsøgte med det nationale som udgangspunkt at opdrage folket og
give det mulighed for at tage del i de demokratiske processer. Det kan
antages at folkebiblioteket og studiekredsene uden for højskolerne op-
levede den meget store søgning på grund af oplevelsen af det som
noget kendt — noget man kunne forholde sig til og genkende og som
var uændret af de ydre vilkår — folket var ikke klar over at der blev cen-
sureret her.

Kulturpolitikken under besættelsen var ikke samlet via et særligt mini-
sterium, idet Ministeriet for kulturelle anliggender først blev oprettet i
1961. For øvrigt med Julius Bomholt som første minister. Under be-
sættelsen var Bomholt formand for Radiorådet. Samme Bomholt satte
gang i en egentlig kulturpolitisk debat i Socialdemokratiet med publi-
kationen Arbejderkultur i 1932.⁵⁶

Kulturpolitikken i besættelsestiden var spredt ud under forskellige
ministerier og ikke samlet formuleret. Kulturpolitikken set under ét
blev derfor formuleret omdiskuteret i debatten. Undervisningsministe-
riet var ansvarlig for bibliotekerne, aftenskolen, højskolen, m.fl. I det
hele taget var Undervisningsministeriet ansvarlig for den overvejende
del af de kulturelle institutioner. Ifølge Viggo Kampmann var place-
ringen af de mange kulturelle institutioner og tilbud under Undervis-
ningsministeriet skyld i at Danmark haltede bagefter i forhold til ud-
landet og det førte til Kulturministeriets oprettelse.⁵⁷ Det er klart, at jo
tættere på området forvaltningen er, desto større mulighed er der for
større opmærksomhed og pleje af hvert enkelt område. Placeringen af
bibliotekerne under Undervisningsministeriet understøttede opfattel-
sen af folkebibliotekerne som led i folkeopdragelsen, som en folkeoply-
sende og undervisende institution, og understøtter generelt tidens
opfattelse af kultur som opdragende. Folkebibliotekernes og de øvrige
aktørers funktion var opdragende/oplysende, altså del af en dannelses-
kultur. Formålsbestemmelserne lagde op til, ligesom debatten herom, at
målet skulle nås ved at opdrage folket til at være del af en finkultur og
medlemmer i demokratiet. Forholdet mellem de kulturelle institutio-
ners virke og de ønskede mål fra politisk side er i moderne tid blevet
udtrykt som at kulturpolitik handler om måden hvorpå man påvirker
mennesker til at tænke og opleve på en bestemt måde, den handler om
hvilke værdier der skal være de fremherskende i samfundet.⁵⁸

Det er nærliggende at anse kultur for at være noget man kan spare på
i krisetider. Kultur giver befolkningen bløde værdier (åndelig føde)
ikke praktiske ting som mad og klæder. Men: "Verden er af lave [...] -
mon ikke det efterhaanden er ved at gaa op for magthaverne — [...] at
det betaler sig ikke at spare paa de kulturelle bevillinger — dem der
skulde tjene til at gøre den kulturelle fernis paa mennesket lidt tykkere
— og at det navnlig er urimeligt i betragtning af, at disse bevillinger er
relativt smaa i sammenligning med de enorme beløb, der i nutiden
kræves til mere materielle formaal."⁵⁹

Folkebibliotekerne fik beskåret de statslige tilskud med 5% i
1940/41, dog som følge af en generel nedskæring af statens budget
efter besættelsen i april 1940.⁶⁰ Biblioteksvæsenet vendte sig stærkt
mod dette udtryk for holdninger^ til folkebibliotekerne, især personifi-
ceret i biblioteksdirektør Døssing. Undervisningsminister Jørgen Jør-
gensen viser dog også forståelse for bibliotekernes betydning i tiden,
idet han ønsker held og lykke til "Bibliotekernes Arbejde i de kom-
mende vanskelige Tider, hvor formentlig Publikum stærkere end no-
gensinde vil søge til Bibliotekerne. Disses Opgaver vil blive af større
Værdi for det Danske Folk end nogen Sinde før i Bibliotekernes Histo-
rie."⁶¹

Det er naturligt at de, der betaler for de kulturelle tilbud, også vil be-
stemme hvilken funktion tilbuddene skal have, kulturpolitikken er ud-
tryk herfor. Tilskudsordningerne til bibliotekerne blev primært betalt af
den lokale kommune eller sogn. "De Satser den [biblioteksloven] har
fastslaaet, maa nødvendigvis i Aarenes Løb og selvfølgelig særlig i de sid-
ste Aar være blevet haabløst for lave i Forhold til Pengenes faldende
Værdi. Selv om Kommunerne søger at raade Bod herpaa ved højere
Tilskud, følger Staten jo ikke med, men betragter stadig de 15.000 kr.
som højeste Beløb, hvoraf de kan yde 80% i Statstilskud."⁶² Den gene-
relle bøn fra biblioteksvæsenet om større offentlige tilskud medførte at
undervisningsminister Jørgen Jørgensen påpegede at "Bibliotekerne ar-
bejder i væsentlig Grad med Tilskud fra Kommunerne, og forhøjes
disse, følger Staten automatisk med."⁶³ En løsning der krævede at stør-
stedelen af kommunerne var enige om at folkebibliotekerne i deres
område var værd at støtte og enige om at sætte tilskuddet op.

De stedlige tilskud blev sat op mange steder, f.eks. i Frederiksberg.
Det kan vidne om den stærke lokale forankring et kulturtilbud som
folkebibliotekerne havde, især i krisesituationer. Folkebibliotekets rolle
for befolkningen blev anerkendt og respekteret som grundsten i op-
bygning af et demokrati. Efter besættelsen fik folkehøjskolerne på
samme måde bevis på den lokale forankring idet der blev indført en til-
skudsordning, 'amtsunderstøttelse', der skulle søges gennem amterne.⁶⁴

Litteratur i bibliotekerne

Ved at sammenligne Fælleskatalog for Større Købstadsbiblioteker fra
hhv. 1939 og 1946 kan man analysere hvilken litteratur bibliotekerne
generelt stillede til rådighed. Derudover har vi gennemført en analyse
af accessionskatalogen fra Frederiksberg Kommunebiblioteker⁶⁵
sammenholdt med årsberetninger sammesteds fra. Årsberetningerne il-
lustrerer udlånstallene, men er ikke så fyldestgørende som den statistik
over udlånet det var pålagt bibliotekerne at føre; denne er imidlertid
forsvundet.

Ved sammenligningen af de to fælleskataloger fra 1939 og 1946 ser man
i udvalgte decimalklassegrupper, som vi har defineret til at være natio-
nale og nordiske, et generelt fald i antallet af bøger. Bogbestanden har
formentlig været stærkt nedslidt på grund af det store udlån og sam-
lingen omkring det nationale, dette har medført en større kassation
kombineret med færre indkøb på grund af manglende vareudbud og
mindre udbud af litteratur i de berørte gruppe. Kun tre delgrupper sti-
ger, nemlig 27.6 Danmarks Kirkehistorie, 96 Danmarks Historie samt 99
Personalhistorie.

Delgrupperne 96 og 99 er steget med 25-30%. I delgruppe 96 frem-
træder den tendens i forlagsbranchen man kan læse om i litteraturen:
flere påstår at forlagene udgav flere bøger der kunne være med til at
styrke det nationale ved hjælp af danmarkshistorisk litteratur. I fælles-
katalogen fra 1946 kan man se at flere af de nyere dokumenter er f.eks.

Systematisk katalog i Frederiksberg Kommunebiblioteker, 1956. Danmarks Biblioteksskole, Biblio-
tekshistorisk Billedsamling.

bøger om det sønderjyske spørgsmål, besættelseslitteratur og den popu-
lærvidenskabelige serie Vi og vor Fortid der omhandler dansk kultur-
historie.

Delgruppe 99 fremtræder, som det også ses i accessionskatalogen for
Frederiksberg Kommunebiblioteker, som den gruppe der er foretaget
flest indkøb i. Den store stigning i denne gruppe overrasker ikke; per-
sonalhistorie har været og er stadig en af de store grupper i folkebib-
liotekerne, og Frederiksbergs biblioteksvæsen har gennem mange år
viet dette område særlig opmærksomhed. — Delgruppe 27.6 steg blot
med ét nyt dokument og ændringen er ikke nævneværdig.

To af delgrupperne, 45 Norden i Alm. og 39 Folkeminder og Almueliv
er næsten halveret. Det må ses i lyset af stor anvendelse, formentlig på
grund af de nationale og nordiske træk, at nedslidningen af netop disse
grupper er særlig udtalt. Antallet af dokumenter i delgruppe 46 Dan-
mark i Alm. er også faldet, dog kun med ca. 30%. For delgruppe 95 Nor-
dens Historie er der ingen ændring. I 1946 er 6 af dokumenterne senere
end 1940, dvs. næsten halvdelen af dokumenterne fra fælleskatalogen i
1939 er udskiftet. Om det er slid eller pladsmangel i fælleskatalogen der
har påvirket denne udskiftning er usikkert.

Ved at analysere alle nationaliteterne repræsenteret i fælleskatalogernes
skønlitteratur, både oversat og originalsproget, får man et billede af en
katalog i de allieredes ånd. Hovedparten af litteraturen er skrevet af for-
fattere fra de allierede lande, England, USA, Frankrig og Rusland samt
nordiske lande. Andelen af udenlandske forfattere repræsenteret i dan-
ske folkebiblioteker udgør 60,2 % i 1939 og 63,5 % i 1946. Ved at op-
dele den skønlitterære litteratur i nordiske forfattere og resten af verden
fremkommer et andet billede: Her udgør den ikke-nordiske andel i
1939 og 1946 hhv. 40,2 % og 42,7%, det vil sige en lidt mindre stig-
ning.

En væsentlig del af den skønlitteratur, der er repræsenteret i de dan-
ske folkebiblioteker, er således udenlandsk. Folkebibliotekerne er med
andre ord ivrige købere og formidlere af udenlandsk materiale der kan
tjene som inspiration, eskapisme og være horisontudvidende for bru-
gerne og tendensen er ikke blevet mindre efter besættelsen. Dette kan
skyldes den større trang til kontakt og inspiration fra udlandet der for-
ventningsvis vil blive søgt efter besættelsestiden, hvor der var grobund
eller mulighed for at ændre på leve-, stats- og styreformerne for at
undgå krigssituationen igen. Folkebibliotekerne fremstår generelt i fæl-
leskatalogerne som internationalt orienterede, især i 1946.

Opsummerende kan det siges at den internationale orientering, som
fælleskatalogerne generelt afspejler, tjente til at oplyse brugerne og der-
med gøre dem i stand til at deltage i det demokratiske samfund ved at
blive inspireret af andre folkeslag og skikke, diskutere andres valg af le-
vevis, at acceptere forskellighederne og bygge videre på erfaringerne i
det danske samfund.

Ud fra tabel 3 kan man se at bortset fra 1940 har der været købt større
mængder faglitteratur end skønlitteratur. I den læste litteratur påpeges
det at folkebiblioteket skal varetage sin funktion som folkeopdrager
gennem indkøb og formidling af god faglitteratur. Det synes at være
udtryk for tidens materialevalg, der var præget af diskussionen om fol-
kebibliotekets formål og opfyldelsen af dette gennem fordelingen mel-
lem fag- og skønlitteratur.

Krogh-Jensen anbefalede i 1940 at man i folkebibliotekerne opprio-
riterede skønlitteratur i materialevalget,⁶⁶ og det ses i accessionen af
skønlitteratur på Frederiksberg Kommunebiblioteker for 1940. Denne
afvigelse skyldes derfor sandsynligvis Krogh-Jensens holdning til skøn-
litteratur. Årsagen til forskellen mellem 1940 og de følgende år må være
udtryk for at man i forlagsbranchen i 1940 endnu ikke har mærket be-
sættelsestidens mangler.⁶⁷ Man skal i den forbindelse være opmærksom
på at bibliotekernes materialevalg naturligvis er begrænset af hvad der
fra forlagenes side udgives.

Årsagen til forskydningen i fordelingen mellem fag- og skønlittera-
tur kan også findes i at der i perioden er udgivet mere faglitteratur.
Nogen forklaring herpå kan det være vanskeligt at give, men forholdet
mellem faglitteratur og skønlitteratur var emnet for en artikel i Natio-
nal Socialisten d. 4. februar 1944. Heri omtales udsendelsen af Fortegnelse
over Skønlitteratur :Til Brug for større Købstadbiblioteker med ordene "Først
nu fornylig [...] har man endelig bekvemmet sig til at udsende en
Katalog, hvori dog kun er opført Skønlitteraturen. Dette er vel sagtens
sket, fordi man trods alt ikke turde udsende en Katalog med den saa-
kaldte Gruppe 90, Historie-gruppen, hvor alle de modbydelige pseu-
do-historiske Nedrakningsværker af det nye Europa ellers anføres."⁶⁸ På
den ene side kan man sige at gruppe 90 har et mere skønlitterært til-
snit, om end det er klassificeret som faglitteratur, og derfor understøt-
tes det tidligere argument af dette citat. På den anden side siges det at
den skønlitterære katalog blev udsendt på grund af det mere neutrale
indhold heri og det modsiger ovenstående argument. Alligevel er netop
denne katalog udskældt i selv samme artikel for at være en del af den
"overhaandentagende Lyst til Hetz og Provokationer, som trives i vore
hjemlige Bibliotekskredse med Statens Bibliotekstilsyn som primus
motor", og altså dermed ikke neutral da kritikken går på de mange
tyskfjendske forfattere.

I årsberetningerne fra Frederiksberg Kommunebiblioteker kan man
se uoverensstemmelser mellem den samlede bestands og udlånstallenes
fordeling mellem skøn- og faglitteratur. Bestandens procentfordeling
mellem skøn- og faglitteratur udviser efter 1941/42 en ensartet og sta-
bil forskel, stadig med hovedvægten på faglitteratur. For udlånet gælder
det derimod at størstedelen er skønlitteratur i hele perioden, endda sti-
gende til 2/3 af udlånet i 1941/42.1 årsberetningen nævnes det at ud-
lånet af udenlandsk skønlitteratur tidligere er blevet talt som faglittera-
tur i hovedgruppe 80, men fra 1941/42 bliver udlånet af udenlandsk
skønlitteratur⁶⁹ i denne hovedgruppe medregnet som skønlitterært
udlån.Yderligere er norsk skønlitteratur nu optalt for sig selv, men sta-
dig med i det samlede skønlitterære udlån, hvor det før var optalt sam-
men med dansk skønlitteratur. Frederiksberg Kommunebibliotek be-
grunder den lavere procent for udlån af faglitteratur og stigningen i
udenlandsk skønlitteratur med disse ændringer.

Disse skift i opgørelsesmetode gør det meget svært at fa et samlet
billede af udlånet under besættelsen.Ved at tælle delgrupperne i hoved-
gruppe 80 med i det faglitterære udlån, med undtagelse af norsk skøn-
litteratur i delgruppe 85, som tælles med som skønlitteratur, kan man
se en fremskrivning der viser at det skønlitterære udlån i starten og slut-
ningen af besættelsen er stigende, mens det faglitterære udlån i starten
og slutningen er faldende. Denne udvikling er forholdsvis jævn, dog er
der en afvigelse opad i 1941/42 hvor der skete en voldsom stigning i
udlånet på folkebibliotekerne landet over. Mellem 1941/42 og 1944/
45 er der et lille fald i udlånet af skønlitteratur og modsvarende lille
stigning i faglitteraturen. Det kan skyldes fordelingen mellem skøn- og
faglitteraturen i accessionen som den fremgår af tabel 3.

I modsætning til årsberetningen viser tabel 3 ikke nogen stabil ten-
dens i fordelingen mellem skøn- og faglitteratur. Endnu mere påfal-
dende er det store udlån af skønlitteratur; når man ved at Frederiksberg
Kommunebiblioteker indførte periodevis strengere begrænsning på
udlånet af skønlitteratur til kun en bog i modsætning til den normale
begrænsning på to bøger!⁷⁰ Biblioteket lever med den førte indkøbs-
politik ikke op til borgernes ønsker, som vi i udlånstallene kan se er
skønlitteratur. Har biblioteket så svigtet sine brugere? Svaret er ikke en-
tydigt. Tidens retningslinier for materialevalg på Frederiksberg Kom-
munebibliotek vægter kvalitet, aktualitet og alsidighed,⁷¹ ikke efter-
spørgsel, således som sognebibliotekerne blev beskyldt for at gøre.⁷²
Faglitteratur ansås i det generelle materialevalg for at være den vigtig-
ste kilde til folkeoplysning og dannelse. Man kan forestille sig at et stort
og fremsynet bibliotek som Frederiksberg har tilsluttet sig tidens tolk-
ning af lovens krav til materialevalget, dog ønskede Krogh-Jensen at
opprioritere skønlitteratur som tidligere omtalt.

Generelt er der et meget stort indkøb i gruppe 90-99.99 Historie; det
topper i 1943 med 177 dokumenter og er stigende igennem besættelsen
bortset fra 1944.1 årsberetningen 1942/43 bemærkes en mindre stigning
i udlånet i denne gruppe. Om denne stigning skyldes at indkøbet samti-
dig har været stigende eller om indkøbet er sket på grund af en mærkbar
stigning i efterspørgsel kan der kun gisnes om. Man kan dog forestille sig
at det er udlånet der har været påvirket af indkøbet, da folk sikkert har
været glade for at se ny litteratur på biblioteket. Derfor er udlånet steget.

I næsten alle grupper er der i 1941 et mindre indkøb i forhold til de
øvrige år. Ved sammenligning med årsberetningen for 1941/42 kan
man se, at der er tale om en mindre tilvækst og større kassation (dog
langt mindre end nødvendigt) end det foregående finansår, samtidig har
man fået større indtægter men også større udgifter. De større udgifter
skyldes givetvis prisstigninger, f.eks. kan nævnes ca. 20% prisstigning på
bogindkøb fra forlag,⁷³ så selvom folkebiblioteket har fået større bevil-
linger, har man ikke nødvendigvis haft mulighed for flere indkøb af den
grund. Men der tegner sig i dette nogle mønstre, visse modstridende.
For eksempel ser man flere steder at brugernes reelle behov og over-
skud ikke afspejles gennem accessionen, og derfor kan de to ikke ana-
lyseres uafhængigt. Andre steder ser man at udlånet hjælpes af accessio-
nen.

Når man ser på udlånet, er der en generel tendens til at det kulmi-
nerer i 1941/42 for at finde et måske mere holdbart og for folkebib-
lioteket udholdeligt leje. Udholdeligt forstået som et mindre belastende
leje for personale, bestand og lokaliteter. Tendensen i udlånet er almin-
delig kendt, men er her sammenholdt med accessionen. Ifølge årsbe-
retningen er der en markant stigning i tilvæksten i 1943/44. Denne
tendens afspejles i tabel 3, hvor der i 1943 indkøbes over hundrede do-
kumenter mere end i 1942 og 1944. Det generelle indkøb topper altså
et år senere end det samlede udlån. Man kan diskutere om litteraturen
er indkøbt for sent i forhold til efterspørgslen. Stigningen i indkøbet
kan dog hænge sammen med en stigning især i de statslige tilskud i
netop 1943/44. Det kan altså skyldes at biblioteket ikke tidligere har
haft økonomisk mulighed for at imødekomme efterspørgslen. Indkø-
bet er meget svingende og det er svært at påvise konkrete ydre på-
virkninger. Det ustabile vareudbud synes dog at være en påvirkende
faktor i materialevalget, men en erfaren bibliotekar ville muligvis anse
det som kendetegnende for den generelle accession.

Den manglende entydighed kan dog også netop anskues som en
pointe, der viser folkebibliotekets rolle i et demokratisk samfund. Fol-
kebibliotekerne er alsidige ud fra den konklusion at accessionen er
spredt over alle grupper, dog tilgodeses nogle mere end andre i perio-
der. Alsidighedens betydning for demokratiet er den mangfoldighed af
information der repræsenterer facetterne i et samfund. Dette rummer
muligheden for at enhver kan udvikle sine kundskaber. Desuden er
ingen på forhånd udelukket fra deltagelse i demokratiet.

I den bibliotekshistoriske litteratur omtales en national og nordisk drej-
ning i udlånet under besættelsen, men den bliver ikke understøttet af
faktiske tal fra Frederiksberg Kommunebiblioteker. For Frederiksberg
Kommunebiblioteker udgør den nationale og nordiske litteratur 37,9
% af det samlede faglitterære indkøb under besættelsen. Set i forhold til
at det er 14 delgrupper det drejer sig om menes det at være en stor
andel.

Delgruppe 99 er meget fremtrædende i forhold til gruppe 90 i alt,
og er i årsberetningerne udskilt fra hovedgruppen. Det er den eneste
gruppe, hvor det ser ud til at der ingen problemer har været med at
skaffe ny litteratur.⁷⁴ Denne tendens ses som før nævnt også i fælleska-
talogerne. Under 10% af litteraturen her er gaver, så det er ikke ad
denne vej accessionen er sket. Igennem indkøb i antikvariater har fol-
kebibliotekerne generelt suppleret det af forlagsbranchen tilgængelig-
gjorte, også Frederiksberg Kommunebiblioteker. Meget af litteraturen i
delgruppe 99 er ældre litteratur som kan være anskaffet på denne måde.
Ligesom for den samlede bestand er indkøbstoppunktet for denne type
litteratur først i 1943, dvs. et år senere end toppunktet i udlånstenden-
sen for den samlede bestand.

Andelen af de nationale og nordiske delgrupper af hovedgruppen i
de enkelte år er procentmæssigt svingende og vanskelige at sige noget
entydigt om. F.eks. udgør Geografi og Rejser (40) i 1940 50 dokumenter
og herudaf udgør den nationale (46) i 1940 13 dokumenter. I procen-
ter drejer det sig om 26% national litteratur ud af hele gruppe 40
i 1940. Hvis man eksempelvis kigger på andelen af den nationale og
nordiske Litteratur og Sprog (85, 86, 87) i 1941 udgør den af hoved-
gruppen (80) i 1941 20,8%. Derimod i 1942 er det 53,8% af hoved-
gruppen.

Hvis man skal sammenligne de nationale og nordiske delgrupper i
accessionskatalogen med dem i fælleskatalogerne er der få sammenfald.
Som tidligere nævnt er mængden af dokumenter i delgruppe 99 stor
både i accessionskatalogen og fælleskatalogen i 1946.1 modsætning til
fælleskatalogen for 1946 er delgruppe 46 i accessionskatalogen steget
betydeligt i 1944. Som sagt er der få sammenfald. Det eneste sikre at
konkludere om den nationale og nordiske litteratur i accessionskatalo-
gen er igen, at det manglende vareudbud og købekraften synes at præge
indkøbet. Denne svingning i indkøbet påvirker folkebibliotekets evne
til at folkeoplyse brugerne.

Frederiksberg Kommunebibliotekers materialevalg i besættelsesårene
virker velovervejet under de givne vilkår. Til tider synes det at have
været koncentreret om kvalitet frem for efterspørgsel, til tider omvendt.
Naturligvis skal man ikke købe decideret dårlig litteratur, men når der
er større mangel på vareudbud, kunne man måske overveje om ikke
hensynet til brugerne skulle opprioriteres. Modsat kan man også argu-
mentere for at man i krisetider netop skal holde fast i sine principper
og ikke sælge sig til højstbydende. Det har ikke været nogen let situa-
tion og det synes at fremgå af dataene i hele ovenstående afsnit.

Debatten omfolkebiblioteker under besættelsen

Under besættelsen var der i aviser og biblioteksfaglige tidsskrifter flere
forskellige debatter om folkebibliotekerne. Nogle er begyndt før 1940,
flere fortsatte efter 1945 og enkelte er stadig aktuelle.

Omkring materialevalget i folkebibliotekerne⁷⁵ nævnes skønlittera-
tur på linie med faglitteraturen, og selvom idealet i tidens materialevalg
vægtede sidstnævnte højt, var man dog bevidst om skønlitteraturens
betydning: "den gode Skønlitteratur virker forædlende og giver os
Styrke, idet man ved dens hjælp uddyber sin Selverkendelse og Men-
neskeforstaaelse."⁷⁶ — "Ved Bogvalget er Biblioteket Herre over, hvad
Slags Underholdning det vil byde paa."⁷⁷ Skønt principperne om kva-
litet, alsidighed og aktualitet først formuleres så sent som i biblioteks-
loven af 1964, var disse principper reelt grundlaget for materialevalget,
selvom det ikke helt blev udtrykt på denne måde. Ydermere skulle lø-
digheden og ikke politiske, moralske eller religiøse synspunkter have
indflydelse på materialevalget.⁷⁸ Lærer A. Munch anbefaler følgende
retningslinier i materialevalget: "Gode Fagbøger, dansk Litteratur, Dan-
mark og Danmarks Historie, vore Folkeminder, gamle klassiske Bøger
maa ikke glemmes og negativt: mange Oversættelser kan dejligt und-
væres!"⁷⁹

I forskellige artikler i aviser og periodika under besættelsen blev det
foreslået at man "slækker noget paa visse Sider af Bogindkøbet og mere

Udlånets plakatsøjle i børnebiblioteket, ca. 1946. Danmarks Biblioteksskole, Bibliotekshistorisk Bil-
ledsamling.

samler sig om de Opgaver, der er Tidens."⁸⁰ Men det er i virkeligheden
i strid med mindst et af tidens materialevalgsprincipper, alsidighed, at
alle sider af en sag skal tilgodeses. At man i en periode, man ikke vid-
ste hvor længe ville vare, afveg fra materialevalgspolitikken, ville ikke
hjælpe i længden. For et stykke tid ville man måske efterkomme efter-
spørgselen, men bagefter vil der være huller i bestanden. På nogle bib-
lioteker indkøbte man færre titler, men flere eksemplarer. I et møde i
Bibliotekarforeningen for Storkøbenhavns Folkebiblioteker tilsluttede
biblioteksinspektør Robert L. Hansen sig at man burde købe flere du-
bletter "navnlig af den danske Skønlitteratur."⁸¹ Men det er det samme
dilemma, man tilgodeser efterspørgslen, men risikerer at fravælge mere
litterær kvalitet. Hertil skal dog nævnes at Elisabeth Fasting fremhæ-
vede at man skulle købe flere eksemplarer af de sikre skønlitterære
bøger og i stedet netop undgå bøger af tvivlsom kvalitet.⁸²

I folkebibliotekernes formålsparagraf kan hovedformålet sammenfattes
i ordet folkeoplysning. Begrebet kan fortolkes på talrige måder og ud-
dybes gerne med ord som kundskabstilegnelse, folkeopdragelse og tan-
ken om at en oplyst befolkning er grundstenen i et demokrati. H.O.
Lange pointerede allerede i 1909 at demokratiet og samfundet havde
behov for en oplyst befolkning: "tørst efter og respekt for kundskaber
var en livsbetingelse for demokratiet, hvis berettigelse og fremgang
måtte bygge på borgernes oplysning, dømmekraft, ansvarsfølelse og mo-
ral" og folkebiblioteket er "den bedst mulige tjener' til at arbejde for de-
mokratiet.⁸³ Med dette in mente og med tanke på truslen mod demo-
kratiet under besættelsen må man reflektere over folkebibliotekernes
betydning i denne periode. Havde de en betydning? I så fald hvilken?

Kort før 2. verdenskrigs udbrud i 1939 udtalte biblioteksdirektør
Thomas Døssing ved åbningen af Kolding Folkebiblioteks nye lokaler:
"Et latinsk ord siger i oversættelse: Når våbnene larmer, tier ånden. Vi
må have en forpligtelse til at arbejde for, at den ikke tier. Hvad der end
sker, må vi holde idealerne ved lige, for vi må tro, at dem vi bekender
os til evig vil sejre. Bygningen [symbolet på folkebiblioteket] her er ud-
tryk for et samfund, hvor den enkelte borger har rettigheder og pligter,
og først i vort århundrede er det danske samfund kommet så vidt, at det
forlanger af borgerne, at de skal opfylde deres borgerpligt. »Aldrig løses
mand af lære«. Biblioteket her er en skolebænk, hvor vi alle har pligt at
lære."⁸⁴ Han pointerede allerede inden krigen i Europa var begyndt og
inden den havde haft indflydelse på Danmark, hvilken rolle folkebi-
bliotekerne og dets ansatte havde foran sig med en usikker verden
udenfor og med arbejdet for folkeoplysning og folkeopdragelse.

Under besættelsen var der flere, som beskæftigede sig med hvilken
betydning folkebiblioteket skulle have og havde. Georg Krogh-Jensen
sagde i 1940 at bibliotekets plads under besættelsen er "midt i tidens
stride strøm", og kravene til biblioteket og dets personale vil være store.
Igen i 1941 på årsmødet beskrives vigtigheden af folkebibliotekernes
opgave og den mulighed der ligger i at løse den: "Bibliotekerne har al-
drig haft nogen større Opgave end i Dag, aldrig haft større Mulighed
for at opfylde deres Opgave. Det forpligter os, det forpligter ogsaa det
Samfund, som har givet os Opgaven."⁸⁵ Til sidst i citatet hentydede man
naturligvis til politikerne, hvis forpligtelse var at skaffe bibliotekerne de
bevillinger der var nødvendige for at folkebibliotekerne evnede at leve
op til deres formål.

I en artikel i Berlingske Aften Avis i 1940 stod der "Det er det jævne,
uvilkaarlige Begær efter skønlitterær og faglig Læsning, Folkebogsam-
lingerne skal tilfredsstille."⁸⁶ Denne artikel må betragtes som en indsi-
gelse mod folkebibliotekernes egen opfattelse af at folkeoplysningen
var en central opgave. Til gengæld var der tilslutning til folkebibliote-
kernes synspunkter i 1943 i en artikel i Fyns Venstreblad,⁸⁷ Heri beteg-
nedes "Bibliotekernes opdragende og kulturfremmende Betydning"
som markant, videre skyldtes stigningen i anvendelsen af folkebibliote-
kerne trangen til læsning af lødig litteratur. Her ansås folkebiblioteket
altså som en kulturinstitution.

I eftertiden er diskussionen om folkebibliotekernes rolle under besæt-
telsen fortsat. Preben Kirkegaard gentog i et foredrag i 1995 sine syns-
punkter om at biblioteket under besættelsen var et led i den åndelige
oprustning mod værnemagten.⁸⁸ De danske folkebiblioteker havde en
central plads i det folkelige kulturelle arbejde, ligesom forlag og tids-
skrifter (især illegale) havde.⁸⁹

Har folkebibliotekerne set det som deres rolle under besættelsen at
skabe fædrelandsbevidsthed og kulturbevidsthed, som et værn mod de
udefra kommende trusler der ville skabe et nyt "fædreland"? Det er sik-
kert at de har været bevidste om deres vægtning i dagligdagen, det kan
de ikke have været i tvivl om når udlånstallene i starten steg og steg.
Det må have været frustrerende ikke at kunne tilfredsstille brugernes
behov på et tidspunkt hvor folkebibliotekerne virkelig havde fået fast-
slået deres position i dagligdagen;⁹⁰ som før nævnt betød 1940'erne for
mange starten på biblioteksbenyttelse.

Under besættelsen definerede folkebibliotekerne for alvor deres rolle
i samfundet som folkeoplysere og demokratiets forkæmpere. Værne-
magten syntes dog ikke at forstå folkebibliotekernes betydning, det
bemærkede man i Kolding Folkebibliotek: "Tyskerne anede ikke ret
meget om bibliotekernes rolle som åndeligt beredskab. Deres folkebib-
lioteker havde ikke samme betydning som de danske. I øvrigt havde de
dem [de tyske folkebiblioteker] godt i deres magt, men de forstod lyk-
keligvis ikke vore bibliotekers virkning »den anden vej rundt«."⁹¹ Det
skyldes formentlig at nationalsocialisterne i Tyskland så folkebibliote-
kerne som et middel i indoktrineringen affolket og omvendelsen til
nationalsocialismen, et politisk værktøj til at kontrollere hvad befolk-
ningen skulle læse.⁹² Men i Danmark virkede folkebibliotekerne 'den
anden vej rundt' — netop imod indoktrinering. Her var de et middel til
at få individet til at tænke, reflektere, tænke kritisk og indgå som demo-
kratiske medlemmer i det demokratiske samfund, hvis ideal er den frie
tanke og ytringsfriheden.

i

Konklusion

I efterkrigstiden har der været enighed om, at folkebibliotekerne var
vigtige under besættelsen, oftest fremhæves de enormt stigende udlåns-
tal. Udlånstallene som udtryk for anvendelsen af folkebibliotekerne er
imidlertid ikke detaljerede nok til at illustrere hvad folkebiblioteket
betød for individet. Derudover giver de, når de benyttes som eneste
kilde, et ensidigt billede af de reelle forhold. Folkebiblioteket er mere
end blot udlånsskranken, det er også den vejledning som folkebibliote-
ket, og hermed også bibliotekaren, kan give i kraft af sin rolle som
folkeoplyser og folkeopdrager.

Overordnet kan det konkluderes at folkebibliotekernes rolle var,
sammen med andre kulturinstitutioner, at oplyse og opdrage borgerne

til medlemmer i et demokratisk samfund! De har derudover været det
pusterum, som folk havde brug for i en situation som i lang tid så håb-
løs ud. Samarbejdet mellem de forskellige kulturinstitutioner har været
præget af gensidig afhængighed, ifald de ønskede at gøre flere borgere
interesseret og fastholde dem.

Folkebibliotekets rolle var grundlæggende den samme efter besæt-
telsen som før, men vigtigt er det at rollen blev fastslået under besæt-
telsen. Den store anvendelse af dem, frembragt af besættelsen, åbnede be-
folkningens øjne og var med til at sikre folkebiblioteket flere nye lånere.

Hvad der er givet godt ud, kommer ikke dårligt tilbage! Dette ordsprog
tegner et godt billede af den økonomiske holdning der burde være over
for folkebiblioteker i krisesituationer. Man må ikke spare på kulturen
og ved at øge bevillinger i krisetider sikrer man at bibliotekerne ikke
rammes af prisstigninger i samfundet og dermed får forringede værk-
tøjer til at folkeoplyse befolkningen. Grundlæggende bevillinger mu-
liggør folkebibliotekets arbejde for borgerne i en tid, hvor man har
behov for åndelig oprustning som værn mod krisesituationen og det
den medfører. Borgerne får udover åndelig oprustning også ressourcer
i form af kundskaber til at se en vej ud af situationen og forberede tiden
herefter som givet vil være præget af genopbygning. Naturligvis vil fol-
kebibliotekerne anvende de midler de har ved hånden, det ses under
besættelsen med folkebibliotekerne der udnytter deres bogbestande til
det yderste, samt med læselister som Læs med Plan. Folkebibliotekerne
forsøgte med de tilgængelige midler at gøre deres bedste for at virke for
oplysning og udvikling af kundskaber.

Ved at analysere materialevalget kan de voksende udlånstal suppleres
med den indholdsmæssige side af hvad folkebibliotekerne rent faktisk
anskaffede. Gennem analysen af accessionen kan man få et billede af
hvad folkebiblioteket selv vægtede som sin primære funktion. Det viser
sig at litteraturen i folkebibliotekerne under besættelsen har været alsi-
dig, selvom indkøbet har været påvirket af tidens begrænsninger som
prisstigninger og ustabilitet i vareudbuddet. I accessionskatalogen for
Frederiksberg Kommunebiblioteker viste der sig umiddelbart en veks-
len i materialevalget mellem henholdsvis kvalitet og efterspørgsel. Men
konklusionen er at materialevalget overvejende var præget af alsidig-
hed, med træk af tidens begrænsninger. Denne alsidighed er med til at
definere folkebibliotekets rolle som en demokratisk institution hvor der
er plads til forskellighed.

Fælleskatalogerne for 1939 og 1946 viser en international oriente-
ring i folkebibliotekerne. At brugerne havde mulighed for at læse
udenlandsk litteratur må have været befordrende for folkebibliotekets
demokratiske rolle. En bruger, der er oplyst om forhold og tankegange
i andre lande, har større chance for at lære at respektere og forstå andre.
Tolerance er en nødvendig evne for befolkningen, hvis man skal undgå
krisesituationer i fremtiden.

Den hidtidige litteratur har beskrevet en enorm interesse for natio-
nal og nordisk litteratur. Analysen viser at dennes andel af faglitteratu-
ren udgjorde op til 40%. Det er en stor andel, men ikke en enorm.Vi
havde forventet en større procentdel og konkluderer hermed at ten-
denserne nævnt i litteraturen synes at være en smule overdrevet.

Besættelsen var en helt særlig periode i den nyere Danmarkshistorie,
som ikke kan paralleliseres med andre kriser, men vi mener det er mu-
ligt at udlede ideer om folkebibliotekets rolle under krisesituationer,
ikke kun i krigssammenhæng, men også øvrige samfundsmæssige kri-
ser. Et generelt karakteristikum for et folkebiblioteks rolle i krisesitua-
tioner er at folkebiblioteket er et led i den åndelige, til tider fysiske,
kamp mod kriseelementer. Begreber kendetegnende for folkebibliote-
kerne under besættelsen var folkeoplysning, alsidighed og demokrati,
også i andre krisesituationer vil disse begreber gøre sig gældende. Fol-
keoplysning, eftersom det udvikler folkets kundskaber og alsidigheden
skaber rum for alle, og demokrati, eftersom folkebiblioteket opdrager
folket til medlemmer i et demokratisk samfund.

Det kan nævnes at folkebibliotekerne i efterkrigstiden prioriterede
ungdom og undervisning samt uddannelse,⁹³ hvilket er en fornuftig
fremtidssikring. De unge skal overtage samfundet og vil formentlig va-
retage opgaven bedre, hvis de er rustet til det. I modsætning til i dag
havde man i de første årtier efter besættelsen en tendens til at roman-
tisere besættelsestiden og danskernes rolle derunder. I dag revurderes
gamle kilder og der viser sig et andet billede, som ikke altid er lige let
at acceptere. Man kunne tro det også gjaldt folkebibliotekerne under
besættelsen, men vor undersøgelse understøtter faktisk argumenterne
for bibliotekets rolle som folkeoplyser og folkeopdrager.

NOTER

1. Krogh-Jensen: Folkebibliotekerne under Krisen, 1940, s. 269.

2. Bredsted: 100 år med Århus Folkebibliotek, 1969, s. 65.

3. Døssing: Danmarks Biblioteksforenings generalforsamling, 1940, s. 174.

4. Engberg: Dansk kulturpolitik fra 1750 til nu, 1997.

5. Danmarks Biblioteksforening: Det femte nordiske biblioteksmøde, 1947, s. 28. - Kir-
kegaard: Folkebibliotekerne i Danmark, 1948, s. 139. - Mange kilder medtager de her
angivne oplysninger, men i vidt forskellig version, så de præcise tal skal tages med for-
behold! Den generelle udvikling er der enighed om.

6. Et Læseaar. Frederiksborg Amts Avis, 5-7-1941.

7. Krogh-Jensen, s. 277.

8. Hansen: Aarsmødet 1945, s. 241.

9. Harbo: 1940 vinterkulde, besættelse, erstatningsvarer og alsang, 1991, s. 94.

10. Kirkegaard: Bibliotheken während des Nationalsozialismus in Danemark, 1989, s. 470.

- Døssing: Biblioteksdirektørens Aarsberetning, 1941, s. 182.

11. Allerslev Jensen: "Til Bibliotekssagens Fremme", 1985, s. 73.

12. Døssing: Biblioteksdirektørens Aarsberetning, 1941, s. 191.

13. Hansen: Fra Biblioteksarbejdet, 1940, s. 157.

14. Harbo, 1991, s. 93.

15. Bibliotekskonsulenterna möts. Dagens Nyheter, 19-1-1946.

16. Hansen: Fra Biblioteksarbejdet. Fra Amtskredsene, 1940, s. 245.

17. Harbo, 1991, s. 92.

18. Linde et al.: Københavns Kommunes Biblioteker 1885-1985,1985, s.145.

19. Krogh-Jensen, s. 282.

20. Læserne og Bøgerne. Aarhus Stiftstidende, 11-8-1941.

21. Hvem læser Folkebibliotekernes Bøger? Skive Folkeblad, 24-10-1944.

22. Stadsbibliotekaren: En Biblioteksorganisation, 1962, s. 21.

23. Linde et al., s. 145.

24. Thorsen: De danske folkebiblioteker 1940-1983, 1992, s. 18.

25. Iversen: Nogle erindringer om Kolding Centralbibliotek under besættelsen, 1979, s. 6.

- Bredsted , s. 62.

26. Udlaans-Stigningen paa Bibliotekerne standset. Social-Demokraten, 2-4-1943.

27. Statens Bibliotekstilsyn Arkivnummer 1575: Journalsag 1675 Forbud mod bøger i
bibliotekerne.

28. Abitz: Nogle træk fra bibliotekerne under besættelsen, 1986, s. 80.

29. Bindsløv Frederiksen: Pressen under besættelsen, 1960, s. 383.

30. Import- og oversættelsesrestriktioner trådte i kraft fra 1. Februar 1943. Udenrigsmi-
nisteriet: Import og Oversættelse af Engelske, Amerikanske og Russiske Bøger, 1943,
s. 84-85.

31. De forbudte bøger, 1998.

32. Harbo: 1941 - kommunismens trængselsår, 1992, s. 124.

33. Thorsen, s. 77. At principperne var uudtalte, uddybes i afsnittet om materialevalget.

34. Kirkegaard, 1989, s. 471.

35. Som nævnt under andre kulturinstitutioners formålsparagraf, omtales censuren i fol-
kebiblioteker dog i Fædrelandet, som tilsyneladende ikke blev læst af andre end nazis-
ter.

36. Egeland et al.: Opplysning og opplevelse, 1985, 93.

37. Statens Bibliotekstilsyn, Arkivnummer 1575: Journalsag 1675, Forbud mod bøger i
bibliotekerne.

38. Natvig: Femtio år efter utarbetandet av Unescos folkbiblioteksmanifest, 1998, s. 17.

39. Statens Bibliotekstilsyn: Biblioteksloven [af 1936], Lov om statsunderstøttede Biblio-
teker med dertil hørende Bekendtgørelser, 2. udg., 1939, s. 5.

40. Svane-Mikkelsen: Bibliotekerne og oplysningen, 1983, s. 1.

41. Nissen: Udfordringer til Højskolen, 1994, s. 175.

42. Kjær:Viden er vækst, 1987, s. 47.

43. Dahl: Danmarks kultur ved aar 1940, 1942, s. 266.

44. Udviklingen i censuren over for Statsradiofonien beskrives kronologisk i Christiansen:
Hvad skete med Radioen under Krigen, 1945, bl.a. s. 112 og s. 116-117. — 29. august
1943, da regeringen blev sat ud af funktion, betød ifølge Christiansen en væsentlig for-
ringelse af Statsradiofoniens evne til at imødegå censuren. Værst var det for Radioavi-
sen, hvor medarbejderne nedlagde arbejdet i protest for først at vende tilbage 5. maj
1945.

45. Christiansen, s. 191.

46. Mediernes historie, s. 5.

47. Christiansen, s. 132-3.

48. Christiansen, s. 131-2

49. Statens Bibliotekstilsyn, Arkivnummer 1575: Journalsag 2485, Radioen og fjernsynet.

50. Overgaard Nielsen: Biblioteker og radio, 1941, s. 241.

51. Kjær, s. 4.

52. Sammenfatning af Nissen, s. 165-167.

53. Nissen, s. 202.

54. Dahl: Danmarks kultur ved aar 1940, 1942, s. 264-5. Citat fra Cl. Wilkens (1924).

55. Danmarks Biblioteksforening: Aarsmødet i Kolding, 1942, s. 231.

56. Engberg, s. 105.

57. Rohde: Om kulturministeriets oprettelse, 1996.

58. Engberg, s. 100.

59. Danmarks Biblioteksforening: Det femte nordiske biblioteksmøde, s. 92.

60. Krogh-Jensen, s.276.

61. Referat fra Danmarks Biblioteksforenings generalforsamling 1940 i artiklen Bibliote-
kernes Opgave i den kommende Vinter. Næstved Tidende, 13-8-1940.

62. Hansen: Aarsmødet 1945, s. 243.

63. Nødråbet fra Bibliotekerne. Nationaltidende, 8-12-1941.

64. Bertolt: Dansk folkeoplysning, 1950, s. 81.

65. Frederiksberg Kommunebibliotekers accessionskatalog 1940-45 er analyseret i to re-
præsentativt udvalgte måneder (oktober, november).

66. Krogh-Jensen, s. 278-9.

67. Rimmer: Bibliotekaren og Tiden, 1940, s. 53.

68. Hansen, A.: Højdepunkt af Hetz og Provokation i dansk Biblioteksvæsen er naaet! 4-
2-1944.

69. Det drejer sig om delgrupperne 82, 83, 84, 85, 87 og 88.4-9.

70. Frederiksberg Kommunebiblioteker: Aarsberetning 1. april 1942-31.marts 1943,
1943, s. 11.

71. Stadsbibliotekaren: En biblioteksorganisation, s. 68.

72. Bl.a. kritiserede Robert L. Hansen på Biblioteksforeningens årsmøde i Randers 1943
sognebibliotekerne for at købe efter hans mening for megen underlødig litteratur.
Aarsmødet i Rander, 1943, s. 201-232.

73. Rimmer, s. 54.

74. Selvfølgelig kan man ikke se hvor meget der ville være blevet købt hvis der ikke havde
været krig.

75. Det skulle foregå som beskrevet i Undervisningsministeriets bekendtgørelse af 15. De-
cember 1932, som er gengivet i afsnittet om folkebibliotekernes formålsparagraf.

76. Landt: Gruppemøderne, 1940, s. 194. Det er Svend Dahl der beretter, og heri udtaler
han sig om skønlitteraturens betydning.

77. Fasting: Folkebibliotekernes Publikumsservice indenfor Skønlitteraturen, 1944, s. 121.

78. Thorsen, s.77

79. Harbo, 1992, s. 125. - Angående oversættelser skal det forstås sådan at man skal prio-
ritere dansk litteratur, mens den til dansk oversatte litteratur er blevet for tilfældig og
bør undgås.

80. Bl.a. Folkebogsamlingernes Nødsituation. Berlingske Aften Avis, 31-7-1941.

81. Banke: Bibliotekarforeningen for Storkøbenhavns Folkebiblioteker, 1940, s. 40. - Re-
ferat fra møde i Bibliotekarforeningen.

82. Fasting, s. 120. - Fasting var ansat i Frederiksberg Kommunebiblioteker.

83. Svane Mikkelsen: Bibliotekerne og folkeoplysningen, 1983, s. 6.

84. Iversen, s. 4-5.

85. Døssing: Biblioteksdirektørens Aarsberetning, 1941, s. 191.

86. Folkebogsamlingerne. Berlingske Aften Avis, 4-11-1940.

87. Tang Kristensen:Vort Biblioteksvæsen, 6-1-1943.

88. Kirkegaard: Danske folkebiblioteker under besættelsen, 4.5.1995.

89. Kirkegaard, 1989, s. 471.

90. Allerslev Jensen, 1985, s. 78.

91. Iversen, s. 6.

92. Natvig, s. 17.

93. Bredsted, s. 66.

KILDER

Monografier

Allerslev Jensen, E. (red.): Fælleskatalog for større Købstadsbiblioteker (4. udgave). Køben-
havn: Folkebibliotekernes Bibliografiske Kontor, 1939.

Allerslev Jensen, E. (red.): Fælleskatalog for større Købstadsbiblioteker (5. udgave). Køben-
havn: Folkebibliotekernes Bibliografiske Kontor, 1946.

Allerslev Jensen, E.: "Til Bibliotekssagens Fremme": træk af Bibliotekstilsynets virksomhed
indtil 1970. København: Edvard Pedersens Biblioteksfond, 1985.

Bertolt, O. et al. (red.): Dansk Folkeoplysning (3. udg.). København: Det Danske Forlag,
1950.

Bindsløv Frederiksen, L.: Pressen under besættelsen. Hovedtræk af den danske dagspresses
vilkår og virke i perioden 1940-45. Universitetsforlaget i Aarhus, 1960.

Bredsted, Å.: 100 år med Århus Folkebibliotek. Århus Kommunes Biblioteker, 1969.

Christiansen, E. og P. Nørgaard: Hvad skete med Radioen under Krigen. København:
Fremad, 1945.

Dahl, S. (red.): Danmarks kultur ved aar 1940 (6. bind Religiøse forhold, folkeoplysning)
København: Det Danske Forlag, 1942.

Danmarks Biblioteksforening: Det femte nordiske biblioteksmøde i København 1947. Med
oversigter over de nordiske bibliotekers udvikling 1936-1947. København: Folkebiblio-
tekernes Bibliografiske Kontor, 1948.

Decimal-klassedeling særlig til Brug i Folkebiblioteker (2. udgave). S.I.: Gyldendal, 1929.

Decimal-klassedeling med emneordsfortegnelse (3. udgave). S.I.: Folkebibliotekernes
Bibliografiske Kontor, 1942.

Egeland, K. et al.: Opplysning og opplevelse: Stavanger Bibliotek 1885-1985. Stavanger:
Universitetsforlaget, 1985.

Kirkegaard, P.: Folkebibliotekerne i Danmark. København: Det Danske Selskab, 1948.

Linde, H. (red.) et al.: Københavns Kommunes Biblioteker 1885-1985. København: Kø-
benhavns Kommune, 1985.

Mediernes historie (u.å.) [Online],Tilgængelig:

http://www.ribekatedralskole.dk/samfelev/magt/historie [2001, 9. maj].

Nissen, G.: Udfordringer til Højskolen. Danske folkehøjskoler 1844 til 1944. København:
Foreningen for Folkehøjskolers Forlag, 1994.

Rohde, H.: Om Kulturministeriets oprettelse Udgivet i anledning af kulturministeriets 35-
års jubilæum [Online] 1996, 7 s. Tilgængelig: http://www.kum.dk/ - Om ministeriet.
Stadsbibliotekaren & Vicestadsbibliotekaren (red.): En biblioteksorganisation: Udbygning,
praksis, intensivering: Frederiksberg Kommunes Biblioteker 1937 — 1. oktober — 1962.
Frederiksberg: s.n., 1962.
Statens Bibliotekstilsyn: Biblioteksloven [af 1936]. Lov om statsunderstøttede Biblioteker
med dertil hørende Bekendtgørelser (2. udgave). København: Statens Bibliotekstilsyn,

1939.

Thorsen, L.: De danske folkebiblioteker 1940-1983. [Ballerup]: Dansk Bibliotekscenter,
1992.

Artikler og periodika

Abitz, O.: Nogle træk fra bibliotekerne under besættelsen. I: Bogens Verden, 1986, s. 78-83.
Banke, J.: Bibliotekarforeningen for Storkøbenhavns Folkebiblioteker. I: Bibliotekaren,

1940, s. 39-41

Bibliotekernes Opgave i den kommende Vinter. I: Næstved Tidende, 13-8-1940.
Bibliotekskonsulenterna möts: mörkläggning lärde folk läsa. I: Dagens Nyheter, 19-1-1946.
Danmarks Biblioteksforening: Aarsmødet i Kolding. I: Bogens Verden, 1942, s. 197-236.
De forbudte bøger. Søndag aften, 1998. [Online] Tilgængelig:
http://www.cultur.com/1998/980505.html (2001, 14. maj)
Døssing,Th.: Danmarks Biblioteksforening generalforsamling 1940.1: Bogens Verden, 1940,
s. 173-180.

Døssing, Th.: Biblioteksdirektørens Aarsberetning. I: Bogens Verden, 1941, s.182-191.
Engberg, J.: Dansk kulturpolitik fra 1750 til nu. Mågestel, morgenbajere og idépolitik med
og uden idé. I: Kvan. Et tidsskrift for læreruddannelsen og folkeskolen, 1997, s. 100-111.
Et Læseaar. I: Frederiksborg Amts Avis, 5-7-1941.

Fasting, E.: Folkebibliotekernes Publikumsservice indenfor Skønlitteraturen. I: Biblioteka-
ren, 1944, s. 119-126.
Folkebogsamlingerne. I: Berlingske Aften Avis, 4-11-1940.
Folkebogsamlingernes Nødsituation. I: Berlingske Aften Avis, 31-7-1941.
Frederiksberg Kommunebiblioteker:

Beretning 1. April 1939-31.Marts 1940. 1940.
Beretning 1.April 1940-31.Marts 1941. 1941.
Beretning 1. April 1941-31.Marts 1942. 1942.
Beretning 1. April 1942-31.Marts 1943. 1943.
Beretning 1. April 1943-31.Marts 1944. 1944.
Beretning 1. April 1944-31.Marts 1945. 1945.
Beretning 1. April 1945-31.Marts 1946. 1946.
Hansen, A.: Højdepunkt af Hetz og Provokation i dansk Biblioteksvæsen er naaet! I: Na-
tional Socialisten, 4-2-1944.
Hansen, R.L. (red.): Fra Biblioteksarbejdet. I: Bogens Verden, 1940, s. 156-159.
Hansen, R.L. (red.): Fra Biblioteksarbejdet. Fra Amtskredsene. I: Bogens Verden, 1940, s.
243-248.

Hansen, R.L.: Aarsmødet 1945.1: Bogens Verden, 1945, s. 225-249.

Harbo, O.: 1940 vinterkulde, besættelse, erstatningsvarer og alsang. En fortsat bibliotek-
skrønike skrevet med bagklogskabens overblik. I: Bogens Verden, 1991, s. 89- 96.

Harbo, O.: 1941 — kommunismens trængselsår. En fortsat bibliotekskrønike skrevet med
bagklogskabens overblik. I: Bogens Verden, 1992, s. 123-127.

Hvem læser Folkebibliotekernes Bøger. I: Skive Folkeblad, 24-10-1944.

Iversen, M.: Nogle erindringer om Kolding Centralbibliotek under besættelsen I: Kol-
dingbogen 1979. [Kolding]: Udvalget for kulturelle Anliggender, 1979, s. 3-10.

Kirkegaard, P.: Bibliotheken während des Nationalsozialismus in Danemark. I: Bibliothe-
ken während des Nationalsozialismus. (Teil 1) Wiesbaden: Harrasowitz, 1989, s. 467-
473.

Krogh-Jensen, G.: Folkebibliotekerne under krisen. I: Bogens Verden, 1940, s. 269-283.

Landt, J.H.: Gruppemøderne. De større Bibliotekers Sammenslutning. I: Bogens Verden,
1940, s. 194-196.

Læserne og Bøgerne. I: Aarhus Stiftstidende, 11-8-1941.

Nødråbet fra Bibliotekerne. I: Nationaltidende, 8-12-1941.

Overgaard Nielsen, G.: Biblioteker og Radio. I: Bogens Verden, 1941, s. 241-246.

Rimmer, L. K.: Bibliotekaren og Tiden. I: Bibliotekaren, 1940, s. 49-62.

Svane-Mikkelsen, J.: Bibliotekerne og folkeoplysningen. I: Biblioteket. Festskrift til Preben
Kirkegaard. København: Danmarks Biblioteksskole, 1983, s. 1-11.

Tang Kristensen,V.:Vort Biblioteksvæsen. I: Fyns Venstreblad, 6-1-1943.

Udenrigsministeriet: Import og Oversættelse af engelske, amerikanske og russiske Bøger. I:
Bogens Verden, 1943, s. 84-85.

Udlaans-Stigningen paa Bibliotekerne standset. I: Social-Demokraten, 2-4-1943.

Aarsmødet i Randers. I: Bogens Verden, 1943, s. 210-232.

Upublicerede kilder

Kirkegaard, P.: Danske folkebiblioteker under besættelsen [Manuskript til foredrag i Dansk
Bibliotekshistorisk Selskab, 4. maj 1995], (Trykt i bearbejdet form i dette nr. af Biblio-
tekshistorie).

Kjær, B. H. Viden er vækst. Studiekredsene og bibliotekerne 1910-1950. København: Dan-
marks Biblioteksskole, 1987. [Hovedopgave], (Trykt i bearbejdet form i dette nr. af
Bibliotekshistorie).

Natvig, Cecilia: Femtio år efter utarbetandet av Unescos folkbiblioteksmanifest : En jäm-
förelse mellan Unescos biblioteksmanifest och bibliotekspolitiken i Nazityskland och
dagens franska Front National. Uppsala: Uppsala Universitet Inst. för kultur- och biblio-
teksstudier. Biblioteks- och informationsvetenskap, 1998. [Magisteruppsats].

Statens Bibliotekstilsyn. Arkivnummer 1575: Forbud mod bøger i biblioteker. Emnedelt
journalsag j.nr. 1675, lb.nr. 159. Rigsarkivet, Statens Bibliotekstilsyns arkiv.

Statens Bibliotekstilsyn. Arkivnummer 1575: Radioen og fjernsynet. Emnedelt journalsag
j.nr. 2485, lb.nr. 216. Rigsarkivet, Statens Bibliotekstilsyns arkiv.